A Job? Thats just.... Thank you! >Miss Arodeth<

Outfit: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
PlaceTerrorville District.
Time 14:01
Her song [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Påklædning
- Kjole + fodbeklædning Hun har [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] kjole på, hun har ingen sko på
- Hår Hendes hår er sat [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Smykker Hun har sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke ofte hun bevægede ud for Silvanesti, men de få gange hun gjorde det, skulle hun altid berolige Tharmen. Han var en beskyttende, altid klar på at kaste sig i krig, hvis det betød han kunne beskytte sin familie og sit folk. Hun havde om ikke andet, fået ham overtalt til at hun kunne slappe af, og endda nyde eftermiddagen væk fra Silvanesti. Selvfølgelig skulle hun følges af en del folk, så bag hende red vagterne. Hun havde dog bedt dem om, at befinde sig noget væk fra hende, således det kke vagte alt for meget opmærksomhed. For bevægede hun sig rundt alene, så ville folk næppe tro hun var andet end en anden elver, dog med vagter tæt op af hende kom nysgerrighed op, omkring hvem hun helt præcis var. På sin hest havde hun sin højtelskede [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], hun gik nærmest ingen steder uden ham, mest af alt fordi ingen kunne håndtere ham som hun kunne. Han hadet trods alt alle, med undtagelse af hende, så hvis hun efterlod ham med andre ville han sikkert gå amok.
Som de ankom til byen, efterlod de hestene ved nogle arbejdere. Hun fik vagterne til at befinde sig omkring hestene, alt i mens hun selv bevægede sig rundt blandt folk. Hun fandt markedspladser og generelt gader interessante, fordi det netop viste hvem folk var. Om de var fattige og levede på gaden, eller rige og trådte over de fattige. Selv var hun kendt for at give til de fattige, om det så var mad, tøj eller andet lig dette, så var det blot hendes måde at give igen på. Det var dog også på gaden, at hun en ung kvinde. Det var tydeligt hun var en elver, men hvilken kunne hun dog ikke sætte fingeren på. De smukke træk, og den slanke form var ofte kendetegn for elverne. Nysgerrigt betragtede hun den unge kvinde gøre sig klar, hun elskede musik så dette var helt klart noget hun gerne ville betragte.

Musikken var smuk, og det fik smilet frem på hendes læber. Der var passion bag det, og hun vidste Tharmen ville elske det. Ligesom sig selv, var han en stor fan af musik og specielt violinen. Selv Fafnir virkede interesseret i det, og han var aldrig rigtig interesseret i noget. I takt med den unge kvinde spillede, bevægede hun sig mod hende. Hun nåede frem som musikken var færdig, og med et blidt smil på sine læber bøjede hun sig ned, blot for at ligge mønter i boksen "I must admit you have quite the talent" komplimenterede hun samtidig med hun rettede sig op. Med sin højde på 1,8 var hun meget højere end de fleste, og måtte derfor oftest se ned på dem omkring hende "So much passion and love, it's beautiful" hun var en kvinde, som oftest var fremme med sin mening, og dette var ganske tydeligt med hendes holdning omkring denne musiker.
"You look hungry, may I take you out to dinner" hun mente ikke dette i en flirtende måde, hvilket fremstod tydeligt i hendes blide øjne. Det var mere fordi hun kunne ane, at med den mængde penge der lå i boksen, hun måske ofte ikke fik meget at spise "And at the same time, we may talk about your wonderful music" hun hævede øjenbrynet spørgende. Fafnir gjorde sig selv bekendt med boksen, som han slog til den. Med et smil bøjede hun sig ned og løftede ham op i sine arme. På trods af sin høje højde, så virkede hun aldrig truende, men hun virkede derimod altid imødekommende og måske endda moderlig, som ønskede hun alt godt for folk.

Hun klukkede blidt, som kvinden med et bukkede. Hun havde regnet ud det helt sikkert ikke var fordi, at kvinden vidste hvem hun var, men mere fordi hun var glad. Derudover rendte hun jo heller ikke rundt, og råbte op omkring hvem hun var, det ville blot være dumt. Ikke desto mindre formede der sig et blidt smil på hendes læber "You're welcome" Det var ganske sødt, den måde glæden spredte sig i hende. Det var som om få virkelig prisede hendes musik, hvilket var trist for kunst skulle altid prises og elskes. Man kunne altid se hvis en person virkelig holde af hvad de gjorde, og det kunne i den grad ses på hende. Personligt nød hun selv at spille musik, ikke at hun nødvendigvis var den bedste, men hun forstod kærligheden for det
"I did in fact enjoy it, art should always be enjoyed and so should music" pointerede hun med et venligt blik i sine øjne. Hun havde trods alt levet i over 200 år, så hun havde set en hel del skønhed i sit liv og endda hørt en del. Slottet var fuldt up med kunst, og når hun spiste sammen med familien, var det altid til musik. Nogle gange ville hendes elskede døtre Estel og Elen endda danse rundt. Med andre ord nød alle i familien musik og kunst. Hendes ældste levende søn, Gilderoy, var endda selv en kunstner.

Synet af kvindens øjne, som de lyste up ved den viden, om hun snart kunne få mad, fik smilet frem på Arodeths læber. Det gav en stor glæde til hende, det at kunne give igen til folk. Denne kvinde var ekstremt talentfuld, og dog virkede det til denne skønne unge kvinde, levede under omstændigheder hvor hun måske ikke fik meget mad. Igen fik kvindens gerning hende til at klukke, den måde hun enten bukkede eller nejede på. Hun hævede dog øjenbrynet, og lagde hovedet på skrå "You don't have to be so formel dear" det var sødt, men hun forstod heller ikke hvor det kom fra "But then it's a deal, we shall find a place to eat and don't worry about the money" sagde hun med et smil på sine læber. Normalt gav hun gerne ud af mad, til dem som havde brug for det, så det med at skulle betale et måltid, ville skam ikke gøre noget.
Som kvinden pakkede sine ting sammen, gav hun sin kære Fafnir alt opmærksomheden. Han spandt af glæde, som hun strøg sine fingre gennem hans pels. Dog i det kvinden endnu engang snakkede, lagde hun igen Fafnir på jorden. Da hun endelig fik lagt et navn på ansigtet, smilede hun blidt "Well it's quite a beautiful name, for such a beautiful and talented woman" pointerede hun med et skævt smil som formede sig på hendes læber. Modsat så mange andre, som komplimenterede andre for enten at flirte eller fordi de ønskede noget, så gjorde hun det altid fordi hun var ærlig, og hun ønskede det bedste for andre "But it's a pleasure meeting you dear Haru, I'm Arodeth" hun regnede ikke med, at ved lyden af sit navn at Haru vidste hvem hun var, kke fordi hun anså Haru for mindre værd, men fordi hun selv tænkte hendes navn ikke var kendt udenfor Silvanesti. Kort kiggede hun rundt, og der syntes hun hurtigt at finde et sted de kunne spise "I think us a place to eat" hun begyndte langsomt at gå mod kroen, således Haru nemt ville kunne komme med. Ved sin side gik Fafnir med et irriteret udtrykke i sine øjne.

"I agree; music is art" medgjorde hun smilende. Hun måtte indrømme denne unge kvinde var ganske interessant, hun havde manerende fra en fin pige, og var alligevel på gaden. Så alt i alt måtte hun have sig en interessant historie, for hvad var grunden til hun nu var på gaden, fremfor sammen med sin familie. Dog var passionen også en interessant faktor, det var med andre ord tydeligt at Haru levede for sin kunst, og hun sikkert gerne ville give sin kunst ud til andre. Hun klukkede blidt "Maners are okay, but let's be honest it can be extremely annoying" sagde hun med et drillende smil, hun var vokset op i et fint miljø og det faktum hun var en dronning, gjorde at hun i den grad skulle fremvise sine bedste manere.
"But of course I enjoy it. When the passion and talent is there, it's impossible not to love it" pointerede hun smilende. Der var sikkert en masse der elskede Haru's musik, men de var enten idioter eller måske holdt tilbage, på grund af Haru var et åbenlyst naturtalent. Eller også var der sikker en helt masse andet bag det.

Idet Haru med et sagde hun mente hun havde hørt navnet før, klukkede hun og rystede på hovedet. Skulle hun sige at det var fordi hun var en dronning, eller skulle hun blot lade det ligge? "well thank you, it's so kind of you" hun vidste hendes navn var anderledes, og havde det stået til hendes forældre, så havde hun sikkert haft et helt andet navn. Dog havde hun været imod de navne de havde givet hende, så til sidst havde hun selv valgt sine navne. I stedet for at sige hvem hun virkelig var, valgte hun at lade det ligge til et andet tidspunkt, måske endda senere hvis tingene passede til det.
Hun nikkede, og fandt dem hurtig et sted de kunne sidde. Fafnir hoppede op på hendes skød, hvor han lagde sig godt til rette. Ofte så styrede han tingene, og til tider kunne man tro han var dronningen og ikke hende. Da Haru kommenterede på Fafnir, smilede hun og lod sine fingre glide gennem hans bløde pels "He is not a cat, but a chimaera so be careful if you thouch him" forklarede hun med en grimasse. Chimæras var kendt for at have et temperament, og de knyttede sig kun til en person, og den ene person var den de var blide mod "My husband got him for me on our wedding day. My dear Tharmen is always so good to me" selvom hun ikke elskede Tharmen og han heller ikke elskede hende, så havde de et fantastisk samarbejde og i sidste ende nogle fantastiske børn

Hun klukkede blidt "You have no idea, I grew up close to the royals, so I was not only thought maners, I was forced to memories every single one of them" som barn var hun tæt med den royale familie, hvilket havde resulteret i, at familierne havde lavet sjovt med, at hun skulle ende op med at giftes med Tharmen, selvfølgelig endte hun op med det i sidste ende. Dog med at være tæt på den royale familie, betød også hun skulle til mange bal, og hun skulle fremvise sig selv med en masse manerer og elegance. Det kunne være hårdt, men hun havde været en del af en fin familie, så i sidste ende havde det været en norm, frem for noget hun var tvunget til. Selv hos elvere var der høje forventninger imod deres børn, og specielt hvordan de skulle agere.
Da hun med et blev komplimenteret af Haru, og den unge kvinde endda udtrykte hun var jaloux, lagde hun let hovedet på skrå "Thank you for your compliment, but dear you have nothing to be jealous of, you are beautiful and talented beyond compare" der formede sig et blidt smil på hendes læber "And the suitors, well I don't mind them, but I think people find me intimidating, especially when they know everything" at hun var en dronning, havde en tendens til at skræmme folk væk, at hun så samtidig også var gift og at hun havde adskillige børn, det kunne sætte en dæmper på alting. Ganske vist havde hun ikke noget imod, at være intim med andre, for hendes mand gjorde det samme med andre, men alle de andre ting kunne sætte dæmpere på mulige romancer
Blidt lagde hun sin hånd på Haru's "And dear Haru, you are beautiful too, and I am more than sure you have so many people, who wishes they could be in my place, just so they could talk to you" hun kiggede rundt, hvor hun fik øje på nogen, som betragtede Haru med lystfulde øjne, det var tydeligt de gerne ville være sammen med den smukke elver. Arodeth havde altid set skønhed i alle, og hun så helt sikkert en masse skønhed i denne unge kvinde, så hun kunne slet ikke forstår hendes jalousi. Hun var ikke selv klar over, at hendes evne gav hende en overnaturlige skønhed, og selvom hun ikke havde et dårligt selvværd, så kendte hun ikke til omstændighederne af sin egen overnaturlige skønhed.
"If you would like to, then you could come play for me and my husband, he loves music and I'm sure he would love yours" der var et blidt smil på hendes læber, alt i mens hun snakkede til hende. Hun var helt sikker på, at Tharmen ville elske Haru's musik, om han så ville forsøge at charmere sig ind på hende, det var en helt anden historie. Tharmen havde altid været en charmerende mand, og han havde altid nemt ved, at kunne charmere sig ind på andre. Han havde trods alt gjort det samme med hende, kort efter at de var blevet gift. Hun klukkede ved Haru's kommentarer imod hendes elskede Fafnir. Der var ikke mange som kendte til hans art, men Haru så ud til at være klogere, end hvad mange i første omgang ville havde troet. Hun kendte til langt flere væsner, end hvad man skulle tro. Dog var det halvt om halvt komisk, at hun endnu ikke vidste, hun sad overfor en dronning. Ikke ment som at hun anså sig selv som bedre, end alle dem omkring hende, men hun vidste folk havde en tendens til at reagere kraftigt, når de fandt ud af hvem hun var.
"He is my most loyal friend, and I will always keep him safe, as he keeps me safe and happy" hun strøg blidt Fafnir hen over pelsen, hvorpå han begyndte at spinde og nærmest gned sig imod hendes hånd. Hun havde været den første, som han havde åbnet sine øjne og set på, og derfor den første som han havde knyttet sig til. Da de skulle bestille mad, fik hun også selv bestilt noget. Hun hævede øjenbrynet, da Haru sagde hun ville betale for drikkevarende "nonesense, I pay for it, it is no problem for me, truly I would like to pay for this meal and drinks are included in meals" pointerede hun smilende. Nu havde hun jo tilbudt at betale for det hele, også ville hun skam også betale for det hele

//Sorry for mit sene svar