The kindness of a stanger- Larlii

Tid: 14
Sted: Udkanten af Emerald Of Dreams
Omgivelser: grønt, skov, by, alt for mange væsner på to ben
Påklædning
Pil, hendes lille ven

Himmelen var grå og det tegnede til regnvejr, Nissa kiggede op mod skyerne og sukkede…. Oaks havde ret….hun skulle aldrig havde efterladt ”hendes skov”…. Hun havde været væk fra den i for lang tid… hun havde rejst rundt  forlang tid og selv om nu var omringede af planter og skov….var det ikke hendes skov og hun kunne mærke hun var ved at blive svager og mere syg for hver dag hun var væk fra sit hjem….

Hun mærkede de første dråber ramme hendes pande og hun udløste et kæmpe suk og mumlede til  sig selv ”af alle dag!!! Så vælger i!” råbte hun og pegede op mod himmelen ”i dag at lade det regne! Den dag hvor jeg vælger at tage det her på!! ” hun kiggede sig omkring og kunne se en by i horisonten, der var ikke andet at gøre hun ville blive mere syg hvis hun blev stående her i regnen…. Hvor der var by var der folk og hvor der var folk var der forhåbentligt nogen som kunne hjælpe hende hjem.

Hun kiggede hen på sin skuler ”hvad gør vi nu pil…”, den lille plante kiggede op på hende og gav hende et nervøst smil, hun grinede og rystede på hovedet ”tænkte det nok…bare lov mig at når vi kommer hjem at du ikke fortæller de andre træ om det her… de er ikke for glade for sådan nogen steder” …. Hun rystede af nervøsitet….. hun skulle for første gang møde nogen som hende nogen det ikke var et træ… jo tættere hun kom på byen jo mere køb pil sig sammen ”kravl op i mit hår og gem dig” hun mærkede plante forsigtigt gemme sig i sin rede…. Hvordan kunne trædende lad nogen bo i dem!!! Hun havde fundet et dødt træ og spurgt skoven om lov til at bo i det….. men det her træer var stadig i live…. Hun kunne ikke forstå hvad hun så og hvad der forgik omkring hende…..der var for mange nye indtryk på en gang at før hun viste af det faldt hun til jorden….

Larlii kom gående små nynnen for sig selv, da hendes ven kom glidende ned imellem træerne. Larlii stansede ved et træ og han lande der. Hun kunne mærke at han var opskræmt, men ikke af angst eller vrede, men af bekymring. Fafnir, vis vej. Hendes stemme var nær en hvisken og den grønne drage slog let med vingerne imens han ledte hende imod udkanten af skoven. Efter noget nær fem minutters løbetur så hun en kvinde som var faldet om på jorden. Larlii kastede sig ned på knæ og mærkede efter en puls, hvor hun sukkede lettet da hun mærkede den. Efter et hurtigt overblik konstaterede hun at kvinden var syg. Hun lagde sine hænder på kvindens krop og søgte ind efter sin healende evne, imens hun hviskende bad om skovens hjælp til at rede en af deres søstre. Skovens træer og planter hørte hendes bøn og lod hende låne noget af deres energi. Den grønne drage, holdte øje med omgivelserne og med hvad der forgik nede på jorden. Larlii var helt tryk, hun viste at Fafnir ville advare hende hvis der skete noget.
"Søde ven, kom til dig selv. Dette er ikke et godt sted at hvile." Stemmen var hviskende, men høj nok til at kvinden kunne høre den, hvis hun var ved bevidsthed.

"Søde ven, kom til dig selv. Dette er ikke et godt sted at hvile." Stemmen var hviskende, men høj nok til at Nissa kunne høre den. Hendes øjne flakkede op og hun blev mødt med synet af hvid håret kvinde, hun begynde at blive bange og kiggede sig omkring efter et våben eller noget…hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, hun kunne mærke hvordan det var ved at sortne for øjnene igen… hun kunne ikke mærke noget i sit hår og hun vente sig mod kvinden over hende Pil...hvor er pil...??.

Hun måtte komme hjem til Oaks og de andre hun var for svag til at gøre noget og hun kunne se hvordan hendes hud begyndte at blive grå som om livet var ved at forlade hendes krop. hvad er du... jeg....jeg har brug for at komme tilbage....tilbage... hun var for svag til at tale og hendes frygt for kvinden og andre væsner på to ben var støre end hun lod vise... hun kendte ikke kvinden, men hun lignede ikke de folk som kom ind i hendes skov for at fælde træer, hun lignede Nissa… hvad enten det her væsen var, håbede Nissa at det ikke ville gøre hende ondt som mange andre, hun nåede lige at se Pil kravle op på hendes skulder inden hendes verden blev sort

Larlii smilede og mumlede beroligende til kvinden, som var begyndt at gå i panik. Larlii brød sig ikke om hudfarven, men smilede igen da et lille plantelignede væsen kravlede op på kvindens skulder. "Vær hilset, du lille." Da kvinden besvimede løftede Larlii hende op og bar hende længere ind i skoven, hvor hun viste at det var sikkert. Hun kom frem til en lille lysning, hvor en særlig næringsrig kilde sprang op af jorden og lave en lille dam. Larlii trådte ud i vandet og holdte kvinden ind til kroppen. Hun satte sig på en naturskabt hylde i vandet og sørgede for at kvinden kun var dækket af vand til midt på brystet også for at det lille plantevæsen ikke risikerede at blive våd. Larlii begyndte at synge om livet og naturen. Indhyldet i sangen var ordene "Ponyeni ya nguvu netures", som hun byggede sangen op omkring. Naturen omkring hende lånte hende forsat deres energi, som hun overførte til kvinden. Larlii viste fra sine bedsteforældre at alle ville næres af denne magi. Hun viste også at det kom an på healerens evner, hvor meget det hjalp. Hun smilede, hun var i blandt nogle af de bedste healere i skoven.
Den grønne drage klatrede rundt imellem træernes grene omkring to meter over Larlii. Hans brummen blandede sig med Larliis smukke stemme. Mange elvere her i skoven kaldte Larlii for nattergalens datter, på grund af hendes stemme.

Da Nissa åbnede sine øjne var det første hun så lys, hun blinkede et par gange og lidt efter lidt kom sanserne til hende. Hun kunne mærke noget vådt omringe hende hun kunne også mærke nogen holde hende, det fik hende til stivne af skræk…. Hun prøvede at slappe af for ikke at lade det vise hun var vågen, hun ville vente på at kvinden der holdt hende ville give slip også ville hun løbe….*Oaks havde ret… verden uden for min sov er ikke sikker… og alle i den er ikke til at stolle på….måske….jeg ved det ikke rigtig…*

Nissas tanke strøm stoppede da hun hørte kvinden synge, hun smilede og følte en varme i kroppen, det minde hende om noget eller nogen fra da hun var barn… hun var ikke helt sikker på hvad, men det fik hende til at smile og græde på samme tid….

Hun tog en dyb indånding og kiggede kvinden i øjnene, hun gispede da hun så kvinde…. Hun var smuk og havde det flotteste hvide hår… Nissa havde kun set sådan en skønhed når det var forår og alle blomsterne blomstrede for første gang. Denne kvinde var noget for sig, noget som Nissa ikke kunne sætte ord på. du smuk... hun rødmede ømmm jeg mener..... hvad...hvad...hvem... er du og hvad er dit...umm navn.. hun mumlede til sig selv og blev mere rød i hovede det her er så pineligt og typisk… første gang jeg taler med en som ikke er et træ og gå kan jeg ikke en gang formulere en ordentlig sætning

Larlii stoppede sangen og smilede til kvinden. Stemmen var beroligende og blid. "Mit navn er Larlii. Jeg er skovelver og vogter af de grønne drager her i Emerald of Dreams. Jeg er født med evner indenfor naturen, og på den måde kan jeg kalde naturen til hjælp med at heale." Den grønne drage fornemmede kvindens uro og gemte sig i træerne. Larlii rejste sig langsomt og hjalp kvinden op på breden, hvorefter hun fandt brænde og tænde et bål, så de kunne få varmen igen. Hun fandt også nogle forskellige bær, som hun tilbyd kvinden.

"Mit navn er Larlii. Jeg er skovelver og vogter af de grønne drager her i Emerald of Dreams. Jeg er født med evner indenfor naturen, og på den måde kan jeg kalde naturen til hjælp med at heale." Sagde den hvid håret kvinde, Nissa kunne ikke stoppe med at stirre på hende…. *hun ligner jo mig….men Oaks og den andre træer fortalte mig jeg var alene?...*hun kiggede forvirrede på kvinden, men smilede da hun tilbød hende nogle bær… det var lang tid siden hun sidst fik noget at spise. Hun tog maden hurtig ud af Larliis hænder og begynde at proppe sig…. Hun kiggede op med et flovt ansigts udtryk og slugte maden…
undskyld...hv...hvo..hvor..hvorfor ligner du mig.... Oaks sagdejeg var den eneste..?

Larlii smilede roligt til kvinden.
"Det kan tænkes at du er skovelver, ligesom mig. Men at du er vokset op et sted hvor du var alene, bortset fra denne Oaks. Selv er jeg vokset op sammen med min bror og min forældre, samt resten af familien. Vi bor sammen som en lille lansby, så at sige." Hun talte langsomt og roligt, så hun var sikker på at kvinden forstod hende. En svag blid brummen kunne høres i den svage brise, som kærtegnede dem kort. Larlii smilede og fløjtede som en nattergal op imod trætoppene, hvorefter hun smilede til kvinden.
"En af mine venner fortalte mig at vi er de eneste i denne del af skoven, så du har intet at frygte."

"En af mine venner fortalte mig at vi er de eneste i denne del af skoven, så du har intet at frygte."… intet at frygte…. Det kunne en hver sige…. Og hvor mange af dem mente det…..i den verden vi lever i er det ikke let at vide, hvornår man er sikker eller ej… men hvis Larlii talte sandt så ville hun være sikker… men hun måtte da lyve… folk dræbte og hyggede i trærene!...hvordan kunne sådan nogle skabninger ikke være til at frygte.

Nissa kiggede op på hende med et spekulerende blik men du lyver da...se på alle de døde træ som folk bor i.... alle de træer som i fælder...… hun kunne ikke forstå hvorfor nogen ville behandle hendes venner…hendes eneste familie på den måde…hun måtte komme hjem…uden hendes var hendes skov i fare. Hun kunne mærke noget vådt på hendes kinder…

hvad nu hvis i alt den tid jeg har været væk... at nogen har gjord min skov fortræd... hvis folk her kan fælde dem hvad ville de så gøre hvis de så trærende i min skov....men jeg forstår stadig ikke en ting...hvorfor kalder du mig en skovelver? hvad er det?

Hun kunne godt forstå at kvinden var nervøs, hvis hun aldrig havde mødt andre. Derfor talte hun roligt og afslappet.
"Ud fra hvad jeg har lært, så er elverfolket delt op i to grupper; Højelverne og Skovelverne. Højelverne bor i byer på jorden og Skovelverne bor oppe i træerne. Begge grupper lever i hamoni med naturen. Vi tager kun det som er nødvendigt. Vi dræber kun hvis der ikke er anden udvej, for det meste gælder det fjender af skoven." Larlii smilede venligt og løftede højre hånd med håndfladen op ad.
"Vi kan også bruge magi af forskellige arter og nogle er født med forskellige talenter. Jeg er født med naturbogen, hvor jeg er stærk indenfor healing, både med urter og med hjælp fra naturen, derudover har jeg et talent til at forstå skovens sjældne drager. Din lille ven..." Hun nikkede imod det lille plantelignende væsen ved kvinden.
"...er fantastisk. Du har ligeledes et særligt talent eller evne til at komunikere med andre væsener." Hun fornemmede at kvinden stadig ikke var overbevist om hun talte sandt.
"Hvis du ønsker det, så sværger jeg gerne på at jeg taler sandt og ærligt. Bare sig mig hvordan, og jeg gør det."

Din lille ven..." Hun nikkede imod pil, og et lille smil bredte sig over Nissas ansigt "...er fantastisk. Du har ligeledes et særligt talent eller evne til at komunikere med andre væsener."

Hun smilede stadig for kvinden havde ret Pil og alle de andre træer var nok det mest fantastiske i denne verden og hun var så glad for at være en del af den. Men hun var stadig usikker på kvinden og hvad der forgik omkring hende det var stadig lidt for overvældende.

"Hvis du ønsker det, så sværger jeg gerne på at jeg taler sandt og ærligt. Bare sig mig hvordan, og jeg gør det" Nissa kiggede op og smilede "mit...mit...navm er Nissa" stammede hun usikkert, det føles stadig mærkeligt at tale med folk...hun havde ikke helt våndede sig til det endnu.

*okay Nissa tag en dyyyyp indåndig bed hende om at hjælpe dig hjem* "du ...du.. du k-k-kan hjælpe mig med a-a-at ff-finde hje-e-em" *uhg hvorfor skal det også så svært at tale til folk!! træer er så meget lettere* hun kiggede op på kvinden og smilede genert *det her er så pineligt!! Hvorfor stammer jeg! Jeg stammer aldrig!! Uhg hun må tro jeg er pisse dum hvis jeg ikke en gang kan tale uden at stamme!*

Larlii smilede og bøjede hovedet.
"Mig en ære at møde dig, Nissa." Hun smilede og nikkede ved Nissas næste ord. Hun forstod udemærket at Nissa var nervøs og bange, hvis hun aldrig før havde forladt sin del af skoven.
"Jeg skal med glæde forsøge at hjælpe dig hjem. Hvilken del af skoven er du fra?" Hun kunne fornemme at noget gik Nissa på, og lagde derfor en venlig hånd på Nissas arm.
"Rolig, min ven. Det hele skal nok gå. Jeg kan selv huske da jeg var bange for at tale med andre end min familie. Der stammede jeg også en hel del. Du har intet at skamme dig over."

"Jeg skal med glæde forsøge at hjælpe dig hjem. Hvilken del af skoven er du fra?" Nissa kiggede på hende med et forvirrede blik *hvilken del af skoven??? Der er da kun en skov….og det min skov…* hun kiggede ned på kvindens hånd da hun lagde den på Nissas arm.
"Rolig, min ven. Det hele skal nok gå. Jeg kan selv huske da jeg var bange for at tale med andre end min familie. Der stammede jeg også en hel del. Du har intet at skamme dig over." Nissa smilede til hende, hun var i hvert fald en sød kvinde, selvom Nissa ikke forstod hende, og det vat hun okay med, hun gave Larlii et fjovede smil Skoven?....jeg kommer fra skoven....den store en.. hun viste godt hvordan det lød men det var der hun var fra…. Hun kunne ikke helt forklare hvor den var hende eller noget bare at det var den gamle skov…

Larlii så smilende på Nissa.
"Lige nu er du i Emerald of Dreams, skoven som ligger ved Dragons Peak. Men jeg ved at der også er The Forest, hvor både højelver og skovelver har deres to byer." Hun så op i træerne imens hun fløjtede som en nattergal. Fafnir, som var gemt imellem træerne, gave en dyb brummen fra sig, hvilket fik hende til at smile. Hun så igen på Nissa.
"Min ven vil mene at du er fra The Forest. Han og hans art har ikke set dig før her i skoven. Og de ser en hel del, selv om vi ikke altid ser dem."

"Min ven vil mene at du er fra The Forest. Han og hans art har ikke set dig før her i skoven. Og de ser en hel del, selv om vi ikke altid ser dem."

Nissa smilede nervøst op til kvinde, måske var hun ikke så farlig som Oaks og de andre træer havde fået to benet væsner til at se ud… men man kunne aldrig vide…udfra hvad de havde fortalt hende… kunne man ikke stole på nogen som hende… de var farlige… og ville kun skoven og dens dyr ondt…. Det var det eneste de gjord… de fælde og brændte alt omkring dem, det skreg og det eneste de ville var at se hele verden omkring dem brænde…. Hun skælvede ved tanken…

tak...og sig til din ven at jeg gerne vil sige hej...og ummm du må meget gerne tage med mig hjem... hvis du har lyst

//im back and alive <3

Fafnir fulde med i kvindernes samtale og kravlede roligt ned af en træstamme, som var overfor Larlii og Nissa. Han brummede blidt og roligt, imens bålets lys oplyste hans grønne skæl efterhånden, som han kom ned i lysningen. Da han stod foran træstammen var han en meter og halvtreds centimeter fra snude til halespids, og treds centimeter høj ved forbenet. Hans øjne lyste smaragd grønt, og skællene på hans krop changerende fra lysergrønt til mørkegrønt. Han lagde sig ned og så afventende på kvinderne. Vingerne, som lå ind imod hans krop, var en blanding af bleg grøn og mosgrøn. En beroligende brummen kom fra ham.
Afstanden imellem Fafnir og kvinderne var omkring fem meter.
Larlii smilede og så på Nissa.
"Dette er min ven, Fafnir. En af skovens sjældne grønne drager. Han har selv valgt at følge mig. Jeg sværger ved mit liv, at han ikke gør nogen fortræd. Med mindre de skader ham eller mig. Dessuden har han lovet mig, at han bliver liggende der, indtil du giver ham lov til at komme nærmere eller at du selv går over og hilser på ham."

//wb //