There is nothing like a little pain, to remind us we are alive

Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] you are welcome <3
Påklædning; En hvid top og et par shorts - mere snavset og dækket i blod.

---

Hun hadede ham for dette, hun ønskede ham død for dette. Han legede med hende som var hun en anden dukke. Synes han det var sjovt? At se hende være helt rundt på gulvet, for at sørge for han ikke døde? Det måtte han vel, men denne her gang var det blevet for meget. Hvad havde Chester gjort, tortureret nogle.. naturligvis var deres familie kommet efter ham. Og han stak af da de gik på Izzy. Det var ikke fordi, at hun ikke kunne kæmpe, men hun havde ikke forventet en kamp. De havde haft forspringet plus de var to mere, og det var meget vredere end hende. Izzy havde flygtet mod udgangen af huset, med hånden for at knivsår i den ene side. De fulgte efter hende, og det slørrede blik samt bankende hjerte gjorde hende til et lettere mål. Spidserne fra håret var klynget sammen i blod, ansigtet, tøjet - der var så meget blod. Ikke fordi, at hun havde slået nogle ihjel. Izzy havde stadigvæk den fine klang over sig af god hed i modsætning til de faldne engle der jagtede hende lige nu. Izzy foldede vingerne ud og fløj afsted, men ikke alle faldne havde mistet deres vinger - og idag var hun ikke så heldig.

Kursen havde hun egentlig ikke styr på, og hun fløj sikkert også lavere end hun burde. Det var lige meget, lige nu skulle hun væk. Bare lidt væk. Izzy vågnede op igen som hun fløj ind i nogle grene. Hun trak vingerne til sig, og holdt fast i træet for at klatre ned - nærmere faldt ned. Svedperlerne var danner henover panden, og udmattelsen var tydelig i ansigtet. Eftermiddagen skulle have gået anderledes. Izzy så sig let omkring, men så fik hun egentlig omgivelserne sat på plads. Et eller andet sted i hendes hjerne havde bragt hende her til. Alessios hytte var ikke specielt langt væk, måske kunne hun gå derhen? Inden hun nåede at komme frem til den beslutning var hun begyndt at gå der imod. Hun havde utallige mindre sår og et par større. Det værste var det hun holdt for, men skaderne så meget voldsommere ud end de først var. Izzy stoppede op da hun kunne se et af vinduerne. Det var det ud fra køkkenet af, og hun så ham der. Et smil dannede sig let oppå hendes læber, og hun bemærkede slet ikke den smerte hun egentlig var i. Hun glemte hvordan hun så ud, hvor træt hun egentlig var. Så snart han egentlig så op eller hun bare fornemmede lidt øjenkontakt, løftede hun den ene hånd op. Blot for at det var den forkerte hånd, nærmere den der holdt på såret. Før hun nåede at reagere igen, var der noget der væltede hende omkuld. De faldne engle havde fundet hende, og lige nu brugte Izzy egentlig blot de sidste kræfter i overkroppen for at holde dette sværdsblad væk fra hendes skrube. Men armene var trætte, musklerne skreg på det skulle stoppe - men hun måtte blive ved.

Alessio stod og lavede mad, ikke noget stort, bare noget helt normalt, siden han bare skulle spise alene. Aaron ville ikke komme over og det havde været noget tid siden han havde haft Izzy på besøg.
Han havde tænkt ret meget på hende, men i sidste ende kom han altid til den beslutning, at det var bedst ikke at tage kontakt til hende igen. Han havde haft det bedre end nogensinde før, da han var sammen med hende, men det var det han var bange for. Bange for at føle som et normalt menneske ville gøre, og når han var omkring hende kunne han ikke lade være med andet.
Det drev ham fuldstændig til vanvid.
Som han stod og lavede mad, og tænkte på Isabelle, var det et rent tilfælde at han pludselig skulle kigge op, ud af sit vindue og se Isabelle stå ikke langt væk, og vinkede til ham. Han skulle lige til at vinke tilbage, da han så hvad for en tilstand hun var i, hvilket fik ham til at rynke brynet og se undrende på hende. Hvad var der dog sket hende. Han slap hvad han havde i hænderne, i det han så  en person som væltede hende omkuld.
Uden at tænke meget mere over det, uden at tænke tilbage til det han lige havde tænkt om hende, hvor han egentlig bare kunne være ligeglad med hvad der skete med hende, løb han bare ud af sin fordør, uden at tage sko eller overtøj på, for der var ikke tid til det, i hans hoved, det var som om at det var hende som han var skytsengel for, som han reagerede på hendes situation.
Som han løb ud til hvor han havde set Isabelle blive overfaldet, så han tre mænd. Han kunne mærke på deres aura, imens han var på vej hen mod dem, at de var faldne, dog havde de deres sorte vinger ude, så det var ret nemt at se. Han var ret overrasket over at de ikke var blevet revet af endnu, det burde havde været en hver engels job, hvis de kom forbi disse. De her faldne måtte havde været ekstremt heldige, siden de stadig havde dem, men det skulle være deres uheldige dag i dag, da Alessio havde planer om at rive alle tres vinger af.
Som han kom der hen, brugte han alle sine kræfter på at få dem væk fra hende og stille sig foran hende, så de ikke kunne komme tæt på hende.
Pathetic fallens... you have no buisness around here... sagde han gennem sammenbidte tænder og et vredt ansigt.
De grinede blot hånende af ham, som om de ikke troede på at han ville kunne gøre dem noget som helst.
Like you can do anything about it, step aside and let us handle this goody two shoes sagde den ene af dem.
En knurren kom fra Alessio, en som han ikke helt selv troede på han kunne præstere, men han viste ikke sin overraskelse overfor fjenden.
Hurtigt gik han fra at stå foran Isabelle, til at så bagved den ene af de faldne engle, og med et svubtag tog han fat i hans vinger og rev dem med al sin kræft af. Et smertenes skrig kunne høres flere km væk og blodet strømmede fra hans ryg, som han besvimede af hans smerte.
De to andre kiggede ned på deres ven med store øjne, før de kiggede op på Alessio, men han stod allerede tættere på dem og han fik fat i en af dem igen og rev hans vinger af. Reaktionen var den samme som ham før, men det var tilfrestillende. Før den sidste kunne løbe, var han hurtigt bag ham og gjorde det samme.
Alle tre lå nu nede på jorden, besvimet, mens Alessio stod og så ned på dem.
Han vidste ikke helt selv hvad der gik af ham, hvorfor han havde gjort det. Men han havde en ide. Han kiggede hen på Isabelle. Hun han den mærkeligste effekt på ham, hun fik ham til at ville dræbe, til at føle denne vrede som hun følte, fordi nogen havde gjort hende fortræd... og han elskede den følelse.
Han gik langsomt hen til hende og hjalp hende op fra jorden. Inden nogen af dem rigtig kunne sige noget, havde han knuget hende ind til sig, mens han indåndede hendes duft med et tilfredst sind.

Da hun endelig kunne ånde og få fornemmelsen af den frie luft. Troede hun ærligtalt hun var død, at når hun åbnede øjnene ville hun være tilbage hvor hun startede. Men da hun åbnede de trætte øjne var hun her endnu. Lyden af kampen ringede for hendes øre, og hun fik løftet sig op på den ene albue. Izzy prøvede at få sig selv til at sige hans navn, men det ville ikke forlade hendes læber. Det var det eneste hun egnetlig tænkte på lige nu, det var Alessio. Hun fik tvunget sig selv til at kravle hen til et træ, og støtte sig op af det. Alt for ikke at blive liggende, det gjorde det lettere at forblive vågen hvis man stod op - bare lidt endnu. Hun havde set værre end dette, og hun havde ærligtalt ikke styr på, hvad der var engles ret eller ej, hun var opvokset ved mennesker - og resten af hendes liv havde hun levet isoleret væk - eller i sine drømme. Det gjorde ikke ligefrem hun havde nogen morale omkring det. Skrigene ramte hende, som en bølge af ubestemt energi. Hun kunne føle smerten, ikke kun hører den, men også føle den helt ind til knoglerne. Det kom under huden på hende, men hun fokuserede i stedet på Alessio. På den stærke følelse der kom fra ham, som hun egentlig ikke kunne sætte ord på - men hun blot vidste fandtes. Hvert eneste skrig af smerte fik hende til at skære tænder, og hun gjorde egentlig blot sit for at holde styr på sin evne. Hvis hun lod deres smerte påvirke hende, ville hun ikke klare et skridt mere. Så øjnene hvilede kun mod Alessio, så meget som hun nu kunne se. Izzy sank en klump og holdt igen for sin skade, hovedet dunkede. Det var svært at fokuserer, og hendes hjerne ønskede egentlig ikke hun skulle, have lov til at fokusere. Den ville gerne give sig lidt, alle de indtryk hun normalt havde - var intet sammenlignet med dette. Men denne her verden var ikke nogen drømme verden, og her var galt livet og døden.

De faldne var faldet til jorden, og hun så kort på dem. De var slået ud, og deres følelser påvirkede hende ikke mere. Det gjorde han. Izzy lod luften sive ud over læberne. Dog som hun egentlig ville gå, faldt hun til jorden i smerten. Det gjorde mindre og mindre ondt - måske ikke et godt tegn. Han kom hen til hende og hjalp hende på benene igen. Godt en af dem var 'stabile'. Omfavnelsen overraskede hende, og fik hende kort til at gispe let - ikke på nogen negativ måde dog. Izzy glemte alt om sine egne skader og svang armene om livet på ham. Som han knugede hende ind til sig, knugede hun sig ind til ham. Izzy kunne mærke hjernen tillod hende at slappe af, der var ingenting til at skubbe hende igang - og dog. Let hev hun vejret ind mellem læberne en anelse hæs.
"I.. If I die today.." startede hun lidt svagt. Den hæse stemme gjorde det klart at hun kørte på sidste vers. Det var ikke ligefrem fordi hun havde tankerne om engle blodet kunne heale, eller at der var andre muligheder. Hun var van til at når det var slut, var det slut. "Know that..I.. I like you.. I like you a lot." På de ord blev kroppen nærmere slap i hans favn. Hjertet bankede endnu, hun var stadigvæk ved ham - lidt endnu.

Som han holdt hende ind til sig, himlede han lidt med øjne af hende, af det hun sagde til ham. Ikke fordi han ikke var glad for at hun kunne lide ham, det var dog mærkeligt for ham, at han næsten selv var ved at sige at han også kunne lide hende, men han gjorde det ikke, ikke endnu. Han ville ikke lyve for hende og sige at han også kunne lide hende, uden rigtig. at kende til den følelse han havde lige nu. I stedet for at svare på hendes 'sidste ord' svarede han med en træt stemme. You aren't going to die from this, you are an angel, stupid.
Hun ville heale fra de skræmmer hun havde fået. Hun skulle bare et sted hen, hvor hun kunne slappe af i lang nok tid, imens kunne han binde hendes skader, så der var bare en lille smule pres på, så det kunne gå hurtigere.
Han løftede hende op i sine arme og bar hende ind i hans hus. Han kiggede ikke en ekstra gang på de faldne engle, som lå døde. Dem kunne han rydde op efter han havde taget sig af Isabelle.
Da han kom ind i huset, havde han først haft i tankerne at ligge hende på sofaen, men da han tænkte sig lidt nærmere om, valgte han at give hende hans seng i stedet for.
Han lagde hende ned, fjernede dog lige hans dyne først, så hendes blod ikke kom på.
Han trak op i hendes tank top, for at komme til det knivsår, som de havde lavet. Han hentede hurtigt nogle bandager, men ikke uden lige at rense hendes sår først, med noget sprut. Han vidste det ville gøre ondt, så han holdt hende nede, hvis hun skulle vågne af smerten.
Efter begyndte han at forbinde hende. Han gik hen for at tage en af sine egne trøjer, hvor han tog så hendes af, som var fyldt med blod og gav hende en ren en af hans, som bare var en sort t-shirt.
Han satte sig ved sengekanten og kiggede tavst på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hvad han skulle tænke om hende. Hun havde lige sagt til ham, at hun faktisk kunne lide ham, og han havde intet sagt tilbage. Men han ville ikke give hende falsk håb, han arbejde stadig med sine følelser og det var svært, især efter han havde lovet sig selv aldrig at have følelser som mennesker har. Det var ikke noget som lå til engle. Men hun fik ham til at gå imod alt hvad han havde lært sig selv og det gjorde ham så frustreret, men alligevel... kunne han ikke tage sine øjne fra hende, han var så optaget af hende.

Han kiggede en anelse forskrækket og overrasket på hende, da hun lige pludselig bare satte sig op i sengen med et sæt. Han betragtede hende bare lidt og gav hende lov til at få noget luft. Hun havde trodsalt troet hun skulle dø, før han havde båret hende ind.
Som hun kiggede på ham, kom der et skævt charmende smil på hans læber i takt med at han sagde. No, this isn't heaven, you aren't dead hans stemme var kæk, det samme med hans blik, men det var kun i få sekunder, før hun begyndte at rejse sig fra sengen.
Han vidste ikke hvad han skulle sige til det, normalt ville han hive personen ned igen, for at slappe af, men det var noget andet med Isabelle, hun virkede stærk nok til at vide hvad hun lavede.
Han betragtede hende, som hun gik hen til vinduet. Han hævede et øjenbryn, da hun begyndte at tale, han lyttede dog bare efter uden at sige noget som helst, før hun var slut med at snakke.
Han vidste dog ærligtalt ikke hvad han skulle sige til hende, da hun var færdig. Han forstod hvad hun sagde, ordene, men han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke dem. Han havde lige taget sig af hende, redet hende fra de faldne engle, og så taler hun om at hun forstår hvorfor han ikke vil se hende igen?
Ærlig talt vidste han ikke hvad han følte, der var noget i ham som ikke kunne fordrage hende, fordi hun fik ham til at føle, det havde hun fået ham til fra dag et af, hvor de havde mødtes på gaden. Lige siden havde han ikke kunne få sine tanker væk fra hende. Hver gang han så hende bankede hans hjerte gevaldigt og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, når hun var omkring.
Samtidig ville han bare gerne have sig selv tilbage, den som ikke havde mennesker følelser. Den som bare udførte sit job, uden rigtig at knytte nogen bånd til andre end familie.
Men det forhindrede hun. Hvad bildte hun sig egentlig ind, at få ham til at føle sådan. Det var ikke normalt for en engel. I hvert fald ikke fra hans synsvinkel.
Hans udtryk gik hen og blev meget alvorligt, som han rejste sig fra sengen og kiggede direkte mod Isabelle.
Isabelle, I can't explain my feelings for you, because they are mixed. I shouldn't even be feeling anything is the first place, but you... han stoppede for et sekund, for at få sine tanker samlet igen, før hans frustrationer tog overhånd. You make me feel, and I don't like that. Angels shouldn't be able to feel human feelings. We aren't humans! We are creatures, supposed to be stronger than humans and not fall to temptation. And with you... you make me fall and I don't like that... I hate that sluttede han med, som hans øjne blev taget over af had til hende. Han følte at hun gjorde ham til noget han ikke var, man kunne sige at han var bange for den hun var igang med at gøre ham til, men den frygt blev overgået af had.

Alessio kiggede på hende, som hendes ansigt blev stenkoldt. Det overraskede ham ikke og han forstod hende godt. Måske havde han allerede givet hende falsk håb.
Han hade disse menneske følelser og hvordan de kunne ødelægge en person. Hvor meget smerte en person kunne føle. Det var derfor han ikke ville have nogen af disse følelser på sig, for han vidste at det ville distraherer ham.
Han hævede et øjenbryn, da hun trådte tættere på ham. Han rømmede sig kort, da han ikke just var alt for glad for at hun var tæt på ham. Alessio var en person som godt kunne lide sit space, som ingen kan komme ind i... Udover Isabelle åbenbart, uden han gjorde hende noget. Uden han skubbede dem væk.
Easy? I would rather feel nothing svarede han tilbage. Han ville slet ikke føle noget for hende, ikke engang had. Han ville ikke forhindres af nogen følelser, men det var som om at Isabella gjorde det umuligt for ham, ikke at have følelser.
Han kiggede undrende på hende. Hvad pokker mente hun egentlig med det? Hvorfor pokker skulle han hade sig selv, det var der ingen grund til. I don't understand... why should i hate myself? Hans undren kom til udtryk i hans tone.
Lade hende ligge for døde, hvad for en person ville dog gøre det?! Det kunne godt være at han ingen følelser ville have, men at lade en person liggende døende, ville være mærkeligt. Især når han var engel, han var begrænset til at beskytte en person, men det forhindrede ham ikke i at hjælpe andre.
What kind of person would I be, if I left you for dead... sagde han.
Han blev dog lidt irriteret da hun begyndte at tale om ham, som om hun rent faktisk kendte ham. Hun kendte intet til hvordan han var med sin familie, han var på ingen måde trist, han var glad især med sin familie, men hans familie var nok, han havde ikke brug for andre, eller det havde han syntes indtil han mødte Isabelle.
You don't know the first thing about, so stop thinking you do hans tone var irriteret og bestemt og hans øjne gav udtryk for at han ikke ville tale med hende længere.
Hans øjne fulgte hende, da hun tog et skridt tættere på ham og var alt for tæt på ham. Men stadig skubbede han hende ikke væk som han ville gøre hvis andre prøvede på det. Det irriteret ham en del.
Han rystede på hovedet af hende. Hvad pokker troede hun egentlig om ham.
What kind of person do you think I am. I would never do anything like that, I might hate you, but I would never yell at you or anything like that sagde han til hende og sukkede.
Det var frustrerende. Han hade hende, men samtidig ville han aldrig nogen sinde gøre hende fortræd, på nogen måde.

Isabelle var en meget anderledes engel i forhold til ham. Især som hun nævnte at had normalt førte til vold. Det var ikke noget som normalt lå til ham. Udover de faldne engle som lå derude. Det var ikke normalt for ham at være så voldelig, han var normal så bange for selv at blive falden, men hun fik ham til at bryde ud af den bobbel, for at rede hende eller sørge for at hun var i sikkerhed. Det gjorde ham en anelse bange, for i sidste ende ville han helt sikkert blive falden, hvis det blev ved.
I'm not like that, I don't condone violence, but when I see you getting hurt, because someone else, I want to kill them, and that desire to kill for you, is going to make me a fallen sagde han. Han sukkede som hun sagde at hun ikke ville gøre det let for ham, det vidste han godt hun ikke ville og han havde heller ikke regnet med det. Det var allerede svært nok for ham at holde sig fra hende, selvom hun intet gjorde, udover at være sur. It wasn't easy in the first place mumlede han og rullede med øjne.
Han sukkede tungt og kiggede ned på hende. I always told myself, to never have a relationship or someone to love, other than my family... but you make it so hard mumlede han. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Skulle han skubbe hende væk, få hende ud af huset, skræmme hende, eller skulle han bare lade hende blive, lade sig selv elske hende. Han var så forvirret på grund af hende.
Han blev mere end bare overrasket, da hendes hånd kørte over hans kind. Og uden han kunne nå at reagere, så var hendes læber plantet mod hans. Følelsen af hendes læber mod hans, var en følelse som han aldrig havde følt før, det var en fantastisk følelse. Han fandt sig selv kyssende tilbage, mens han lod sine arme holde om hende og trykke hende ind til sig. Det var som om han ikke kunne hade hende, hans følelser for hende var allerede meget stærke, og have hende tæt på gjorde det slet ikke bedre.

At skubbe hende væk strejfede hans tankegang utallige gange imens de kyssede. Men han gjorde det ikke, han gjorde det ikke fordi helt inden i ville han have hende så tæt på som muligt, helt inden i ville han ikke give slip på hende. Han ville ikke skubbe hende væk, som han havde sagt for få minutter siden. Han ville have hende ved sin side. Han vidste ikke hvor dette kom fra og det overrasket ham også en del, måske endda skræmte ham lidt. Men selvom det skræmte ham, holdt han hende stadig ind til sig, også selvom de endte deres kys, for at kunne trække vejret. Men hendes læber så tæt på hans var det bedste for ham lige nu.
Da han så på hende, vidste han ikke hvad han skulle gøre, da en tåre rendte ned af hendes kinder. Han vidste ikke hvad det betød, han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Han holdt hende bare ind til sig, krammede hende ind til sig, mens han kørte små cirkler på hendes ryg med hans fingre.
Han kiggede ned på hende med et undrende men også blidt blik. Et kærligt blik.
Hvad var det med Isabelle, som gjorde ham så svag overfor hende, han kunne jo ikke sige hende imod.
Da hun smilte, smilede han også.
At høre hendes stemme igen var som musik for hans høre, det var som om alt hun gjorde nu, bare var så meget bedre end inden de havde kysset. Som om at kysset havde bragt nye følelser til ham.
Han kunne høre hendes svaghed i hendes stemme, da hun bede ham om ikke at skubbe hende væk. Han tog sin ene hånd fra hendes ryg, op til hendes kind, hvor han blidt lagde den og kærtegenede hendes kind.
I'm not gonna push you away, I can't hviskede han, da det stod ret tæt. Han gav hende et eksta kys, lidt kortere end det andet, for at vise hende, at han talte sandt.

Hun vidste at han var forvirret og hun ikke hjalp meget - hun ønskede ikke at presse ham ud i noget han ikke selv forstod. Det var måske selvisk af hende, at hun ikke ønskede han skulle skubbe hende væk. Hun havde brug for ham, men hun følte at det ville sætte ham i et bur at sige - derfor sagde hun det ikke. Izzy nød at være tæt på ham, det gjorde hendes verden bedre. Det var ikke noget hun kunne diskutere og beskrive - det var bare sådan det var. Øjnene tog hun ikke fra ham, hun var fanget i dem som en endeløs labyrint. Der var ingen vej tilbage nu, følelserne var ude og spille og de ville ikke stoppe. Kærtegnelsen på hendes kind, gjorde hun kort lukkede øjnene, blot for at åbne dem igen til hans svar. Et udtryk af lettelse strejfede hendes ansigt, men før hun egentlig nåede at sige noget - placerede han sine læber imod hendes. Izzy kunne ikke beskrive den lettelse der strømmede igennem hendes system, blot det at hun faktisk stod her - og havde nok fundet den eneste person i hele denne her verden, som kunne gøre hende glad. Den eneste person, som havde fået hende til at føle sig tilpas og til at føle, at det her liv ville blive værd at leve. Izzy tøvede ikke med at gengælde kysset også selvom det var lidt kortere end deres første. Hun kunne ikke undgå at smile i det, for hun var glad - det kunne hun ikke undgå at vise. Alt hun havde været igennem havde lært hende at vise, hvad hun følte for det gjorde hende til hvem hun var. Oprigtigheden i det.
"I could get used to this," sagde hun så i en let hvisken mod hans læber, som hun så ham i øjnene. Vreden udenfor og smerten ramte hende - nok de faldne engle der var vågnede fra deres lur. Mon de ville regne ud at gerningsmanden fra deres afrevne vinger ikke var særlig langt væk? Izzy havde taget dette problem hen til ham, og hun kunne også komme af med dem igen. "We need to handle them.. they are awake.. their emotions are pretty strong.. I can scare them off - i might have energy enough to do it.. you can also see my ability then - it's pretty amazing - after they are gone.. we can go back to more.. of this," smilede hun og plantede kort et kys på hans læber igen. Spørgsmålet var om Alessio synes det var en god ide, det var vel også på tide at vise hvad hun var gjort af? Desuden krævede det ingen fysisk kontakt til de faldne - det kunne basic gøres så længe hun kunne se dem.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun sagde at hun godt kunne vende sig til dem. Han ville lyve hvis han sagde at han ikke følte det samme. Han ville elske dette hver evig eneste dag. Han ville elske at have hende ved hans side, bare at holde om, elske og holde af. Han var ikke god til at vise sine følelser, det havde hun nok fundet ud af, han havde aldrig rigtig vist sine følelser, fordi han altid følte at han skulle være den stærke, selv sammen med Aaron, hvor Aaron var den mere sensitive. Men at kunne komme ud med sine følelser og vise alle sine kort, ville nok komme til ham på et tidspunkt, når han var mere sammen med hende. Han havde på fornemmelsen at hun var rigtig god til det.
Mmmhh, me too mumlede han med et blidt smil om læberne.
Han blev dog trukket lidt væk fra al det romantiske, da hun nævnte at de faldne engle var vågnet op. Han blev dog lidt i det romantiske mood, da hun så sagde at de kunne blive ved bagefter de havde skildet sig af med deres ofre. Det sagde han ikke noget imod, han kom bare med en tilfreds lyd, da hun kyssede ham.
Then let me see what you can do, so we can get back to buisness sagde han med et smil på læben og så afventende på hende.
Han vidste ikke hvad hendes kraft gik ud på, hvad hun kunne med den, men han ville yderst gerne se hvad hun kunne. Han regnede ikke med at det ville skade de faldne alt for meget, han regnede heller ikke med at hun ville dræbe dem, for så ville hun blive falden selv og det var ikke indtrykket at hun ville være en falden, som han havde fået af hende. Hun var en interessant kvinde og han vidste ikke hvad han tænkte på, da han var igang med at skubbe hende væk fra sig. Ja, han var skræmt og han ville ikke have at hun skulle distrahere ham, men hvordan ville en ekstra person til dem han godt kunne lide, skade ham? Han så intet problem i det nu i hvert fald, men de måtte se hvad der kom ud af det. De kendte ikke hinanden særlig meget endnu, men han havde en ide om at han gerne ville invitere hende ud, så de kunde lære hinanden bedre at kende.

Smilet blev større til hans svar. Endelig havde hun chancen for ikke bare at vise, at hun var den der kom til skade. Muligvis skulle hun overleve Chester, men det var i grunden ikke det værste - det var hvad Chester gjorde der var det værste. Men ikke grunden til hun var så tykhudet som hun egentlig var. Izzy bestemte sig for at gå udenfor, og de faldne rejste sig hurtigt for at gå imod hende. Dog stoppede hun op og gjorde egentlig ikke andet end at stirre på dem på skift. Dog var det ikke ligefrem fordi der gik mere end få sekunder før de nærmest knækkede sammen i hårde følelser der ramte dem på en og samme tid. Hun sendte alle de hårdeste følelser på dem, tristhed, sorg og værst af alt - ensomhed. De følte sig så tomme og ynkelige. Fyldt med selvhad at de nærmest begyndte at græde. Måske var der en anelse mørke i hende, ellers så fik man det af at blive ædt af levende døde i hendes tideligere liv. De tiggede og bad nærmest for hende om at stoppe - og hun slap kun lidt af evnen på dem.
"Now get the fuck away from here," vrissede hun let og de faldne engle skyndte sig nærmest afsted med halen imellem benene. Det tog meget på hende at sluge så meget had og smerte - og komme så tæt på de følelser hun sendte dem. Hun kørte en hånd igennem sit hår og vendte tilbage til Alessio.
"I get the feeling that we wont see them anytime soon," sagde hun lettere tilfreds.. ""It's called emotion control.. I learned to control it.. I gave them a shock of sadness and emptiness - a little cruel maybe, but it had to be done," tilføje hun med et skævt smil.
"I can basic sense every emotion around me if I focus on it.. the nature.. animals... other people.. I learned to use it only when I want to," pointerede hun lidt stolt af sin egen evne faktisk. Hun forstod godt folk der var skeptiske overfor evnen, men hun brugte den aldrig sådan rigtig på tætte folk.

Han gik med hende ud, for at komme lidt tættere på hvad der skete, end bare at stå i køkkenvinduet og lure. Han ville se hvad hun kunne gøre og han ville opleve det tæt på, så han vidste hvad han havde med at gøre og hvad han kunne forvente hvis han nogensinde skulle komme til at gøre hende sur.
Han forblev stille men en smule nervøs, da de faldne engle fik øje på dem og kom hen imod dem, især da Isabelle stod først, da Alessio ville holde sig lidt i baggrunden, så hun komme kunne til.
Han fik et overrasket blik, da de lige pludselig knækkede sammen alle sammen, i hvad der kun kunne beskrives som et mentalt breakdown. Han havde ikke set noget ligne. Det måtte være hendes evne, helt sikkert. Han hørte dem tigge og be hende om at lade være, til hun til sidst lod dem slippe, og bad dem om at skride. Han kunne ikke lade være med at smile lidt og være en smule stolt over hende, da han faktisk havde fundet et rigtig stærk kvinde at holde af.
Da hun vendte sig om mod ham, gik han lidt tættere på hende. Han lyttede som hun forklarede hvad hendes evne egentlig gik ud på og det gav ret god mening. Selvom det ikke var en evne som kunne gøre fysisk skade, så var den meget magtfuld og kunne helt sikkert få de fleste hårdenegle ned med nakken. Han ville slet ikke nyde noget af det han lige havde set.
It was awesome! It looked very powerful and painful sagde han med et stort smil.
Han kyssede hende blik på munden. Now, let us get back to what we did before and let me invite you to dinner, at my place... like today han tog hendes hånd og førte hende ind i huset igen. De kunne nu være alene uforstyret. Ikke at han havde nogen bagtanker ved det, sådan var Alessio ikke og især ikke nu, hvor han stadig var ved at få styr på alle sine følelser omkring Isabelle. Lige nu ville han bare lærer hende at kende meget bedr.e

Det gjorde hende glad at han syntes om evnen - for det var langtfra alle der satte pris på mentale evner.
"Oh.. It hurt - trust me it did," pointerede hun med et varmt smil. Izzy kunne have brugt sin evne mod Alessio hvis hun havde ønsket, men det havde hun ikke - for alt i verden ville hun aldrig ændre på noget han følte. Før hun nåede at sige mere, havde han plantet sine læber mod hendes og hun lod sig overfalde af følelsen. Izzy gengalte kysset før hun lod ham tale. Smilet spredte sig varmt og kærligt henover hendes læber, til hans lille tilbud eller mere, hvad de faktisk skulle lave.
"Hmm.. that sounds like an amazing idea," svarede hun med et mere skævt smil. "Just the two of us, nothing better," tilføjede hun og kyssede ham kort igen. Izzy så frem til at de kunne lære hinanden bedre at kende. Der var altid mere til en person, end man først lige anså - men noget i hende vidste også, at han ikke kunne ændre på den måde hun så ham. Lige meget hvad han prøvede ville hun aldrig kunne hade ham  for det. Ganske blidt lod hun sin ene hånd flette sig ind med hans, og smilede blot til ham.
"So, what are you going to make this time?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke ligefrem fordi det forrige måltid var dårligt, så hun vidste at det kun kunne blive godt. Det eneste problem ved at han skulle lære hende at kende var, om han skulle kende til hendes seneste aktiviteter med sin søvn. Det var ikke ligerem fordi, at hun havde en fortid at prale af, jo til hendes plejefamilie blev slået ihjel brutalt af dæmoner. Udover det - så var det meste godt før alt det andet. Der var intet at klage over, og hun gjorde alt for det ikke skulle gøre hende til noget hun ikke ville være.
"Show me your skills," tilføjede hun en anelse drillende og lod dem bevæge sig indenfor igen. Nu skulle de da i hvert fald ikke bekymre sig om de faldne mere. Izzy vidste det var hvad hun havde sagt til ham første gang hun var her, og det var egentlig nok mest derfor hun sagde det igen.

Han grinte da hun forsikrede ham om at det gjorde ondt på dem. Det var altid noget. Det kunne godt være at han var en engel som ikke var glad for at se folk blive slået eller komme noget til, men efter hvad de havde gjort mod Isabelle, så var han ret ligeglad hvad der skete med dem, så længe de fik hvad de fortjente. Efter hans mening var hvad de fortjente døden. Men han kunne selvfølgelig ikke slå dem ihjel, det måtte han ikke. Så ville han falde og det var ikke just lige hans plan at gøre.
I'm glad, they got what they deserve sagde han med et skævt smil.
At føle hendes læber igen var fantastisk. Han ville ikke kunne leve uden den følelse igen, hna ville ikke leve uden den følelse.
Ah yes, just you and I, all alone, nothing better sagde han og kyssede blidt tilbage, hvor efter han kort kærtegnede hendes kind.
Han var spændt på hvad han ville for af vide om hende. Hvor gammel hun egentlig var, hvad hun lavede, hvordan hun var vokset op. Det var alle de små ting, som førte en tættere sammen, som gjorde at man forstod den anden person bedre og vidste hvordan den anden person tænkte og hvad de kunne lide.
What ever you like sagde han til hende. Han ville lade hende bestemme denne gang, han ville lave hvad end hun kunne lide. Kun det bedste var godt nok for hende. Det var mærkeligt for ham at tænke sådan, især da han tog sig selv i at tænke sådan. Det var det mærkeligste nogensinde, men han kunne lide det, han ville ikke lyve omkring det.
Han førte hende med ind i køkkenet og kunne ikke lade være med at grine lidt af den kommentar hun kom med, fra første gang de mødtes.
Han gjorde klar til at skulle lave mad og ville lave alt hvad hun ville have, hun skulle bare sige hvad.

Den eneste lille frygt der var tilbage i systemet var Chester, men ham skulle hun nok håndtere - på en eller anden ganske særlig måde. DEt måtte hun finde ud af til den tid, lige nu kunne han klare sig selv forhåbentlig. Desuden var han vampyr, hvad kunne gå galt medmidnre han bestemte sig for at lege i solen. Izzy vidste ikke specielt meget om Alessio udover hvad han havde vist hende, hun vidste, at han beskyttede et menneske, og han ikke brød sig om dæmoner. Også at han havde en tvillingebror som var falden - det var hvad hun vidste. Også at han havde reddet hende mere end bare en enkelt gang. Han vidste hun ikke rigtig havde noget familie tilbage - men hun havde mødt nogle fra sin familie, det var endnu mere fucked up end hun egentlig havde regnet med. Desuden var hun ikke sikker på, at hun forstod at knytte sig til dem efter så langtid.  Det var ikke ligefrem det letteste. Izzy var glad her og nu, det ønskede hun at forblive. Så måtte hun lade ham nå ind til de mørkeste sider af hende, og bare håbe at hun ikke mistede ham på vejen. Alessio førte hende med ud i køkkenet, hvor hun sidste gang havde siddet og set på ham lave mad. Igen fordi hun måske ikke ligefrem havde det helt store evne indenfor det - så det var nok bedst at lade Alessio stå for det. Hun skulle bestemme retten og det var tydeligt på ham, at han ikke tog en drejning til at han skulle bestemme - som en mulighed.
"You know everything you make will be good, If I ate like I did yesterday I would just take an apple or something.. I'm not really a good cook, but your meals will make my hit-list I'm sure of that," svarede hun så og vippede hovedet let på skrå. Så hoppede hun op på køkkenbordet, hvor hun havde sat sidste gang. Forskellen var blot at denne gang løftede hun hånden op og viftede ham hen til sig. Blot for hun kunne kysse ham igen. Sådan var det vel at være forelsket, man var totalt opslugt af denne her følelse. Izzy var i hvert fald. Kroppen havde allerede tilpasset sig skaden, og hvis hun drak lidt engle blod før eller siden, ville det heale sig selv. Så det skulle nok gå.

Han smilede da hun lod ham om at bestemme maden. Det var nok også godt at han ikke lod en bestemme, som kunne finde på at spise et æble til aftensmad. Hvad blev det næste, en halv vandmelon?
I will make sure that you will like everything I make sagde han og smilede blidt til hende.
Han hævede et bryn som hun satte sig på køkkendesken og ville have ham over til sig. Et skævt smil sneg sig på hans læber og han gik hen til hende, hvor hun stjal et kys. Han kyssede hende blidt tilbage. Han ville ikke kunne leve uden denne følelse han fik, når han kyssede hende, det var som om han allerede var afhænig af den.
Han sank en klump og gik så hen til at begynde på maden, mens han stadig lod sit blik snige sig hen på hende af og til.
Han tænkte en smule over hvad det var han skulle lave. Hvad ville hun elske, hvad ville han have at spise. Det var virkelig også afhængig af hvad de begge havde lyst til.
Han endte med at lave pasta med pesto, og med kylling i så det fik lidt mere fylde.
Da han var færdig gav han dem hver en passense position, hvor han lod det andet stå lidt, han ville ligge det ned i sin madkælder, så kunne han også få lidt næste dag, så han var fri for at lave mad og bruge for mange unødvendige midler.
Han tog tallerknerne hen på bordet, samt bestik og glas, hvor han tog vand med til.
Så vendte han sig med Isabelle med et smil. The food is served, my lady sagde han kækt, hvor han så trak en stol ud til hende og gjorde hentydning til at hun skulle sætte sig.
Det var ikke fordi at Alessio var synderlig romantisk, han havde faktisk aldrig prøvet at være romantisk i alle de år han havde levet, men han havde picked lidt op på hvad de forskellige andre par gjorde, for deres anden part. Så han ville prøve det af på Isabelle og se om hun faktisk kunne lide det eller om det romantiske bare ikke... lå til ham.
Han var spændt på at høre mere om dem engel der stod foran ham. Han var i virkeligheden klar på at vide alt hvad der var at vide om hende. Hun var så interessant for ham, hun skildte sig ud fra så mange andre som han kunne havde forelsket sig i. Men hvad var det helt præcist der skildte sig ud, udover den måde hun vidste alle følelser på.
Han sukkede inderligt, mens han bevarede sit blik på den smukke engel, på Isabelle.

Da hun havde sat sig, skubbede han hende ind til bordet, som en rigtig gentleman. Han gik så derefter hen  for at sætte sig overfor hende. Var det her en date? Han huskede det som meget mere romantisk i bøgerne, der var intet hvor pigen var kommet til skade eller noget. Men Isabelle var kommet til skade og de havde lige skilt sig af med de faldne. Det virkede ikke som en rigtig date, og så alligevel, var det måske bare deres form for date?
Han så hen på hende, da hun spurgte hvad han ville have at vide. Ja, hvad ville han vide om hende? Alt nok, han ville finde ud hvad for en engel hun var. Han var selv kun 23 år, også eksistens, men det betød jo ikke at hun også var det, han havde mødt mange andre der var flere tusinde år gammel, måske var hun også det, det ville ikke komme bag på ham.
I wanna know anything, that is to know about you Isabelle sagde han med en anelse forførende stemme.
Han lyttede meget efter, da hun begyndte at tale om sin fosterfamilie. Han blev overrasket og mere nysgerrig, da hun nævnte at hun havde en tvillingebror, så de havde faktisk noget til fælles, det var ret sjovt.
Funny, i have a twin brother too sagde han smilende og tog en bid af sin mad.
How long have you
existed Isabelle? spurgte han og gav hende et smil.
Det var dejligt at sidde der og få noget af spise med hende, ikke fordi de ikke havde spist sammen før, men det her var under en anden situation, denne gang var de faktisk begge to ret forelskede i hinanden, så det var med et lidt andet formål end første gang.
Han vidste ikke om han var klar til at sige de tre ord, men det var også første gang at de faktisk sagde deres meninger om hinanden, det var deres første date, så vidt han havde læst sig frem til, sagde man ikke de ord før efter mange dates, men han vidste så heller ikke om man skulle gå efter en bog? Måske skulle han bare gå efter hvad han selv følte, men det kunne være svært, når han ikke selv havde styr på sine følelser.

Et skævt smil blomstrede op på hendes læber, som han sagde, at han ønskede at vide alt om hende. Ville han virkelig det, eller var det ikke nærmere en talemåde. Det måtte hun finde ud af på et eller andet tidspunkt som nok informationer ville komme. Tvillingebrødre var en af de sjovere ting at have tilfælles, men mon ikke Alessio nok var tættere med sin tvilling end Izzy var med William? Trods alt var hun først lige blevet genforenet med ham efter flere tusinde år. Spørgsmålet med hvor længe hun havde været i live, var et hun tænkte mere over. Det kunne ses på hendes blik, at hun satte tankerne i spil omkring det. Endelig tog hun en dyb indånding og svarede; "Some people might think I have been around for a long time." Startede hun med at svare, og sank egentlig bare en klump. Det var et mere kompliceret spørgsmål for hende, for hun vidste udmærket svaret - men det føltes ikke som om hun havde levet så længe - det føltes næsten som om hun ikke havde levet overhovedet. Om hun skulle tage drømmende med ind i sit liv eller lade dem være drømme - det var hvad der komplicerede det for hende. Izzy følte hun kunne sige det, hun følte hun kunne sige alt til ham - hvad var hun egentlig bange for? At konfrontere sig selv med sin egen forvirring over sin fortid? Violence comes after hate, lack of humanity havde hun sagt til ham for egentlig ikke så længe siden. Det kunne sætte de værste tanker igang for folk, for det var hvad hun ærligtalt var vokset op med efter hun var blevet taget - men det var en sindssyg ting at fortælle folk om nu - det var trods alt så mange år siden. Izzy tog en bid af maden og så blot på ham bagefter. Det var sjovt, hendes evnes styrke i at mærke andres følelser - kunne hun altid mærke en smule mere af hvad hun nok ville kalde ærlighed over Alessio. Det kunne være en evne, og det gjorde hende nysgerrig - det gjorde alle evner der havde noget at gøre med en eller anden følelse. Specielt som en der kunne manipolere med dem.
"So what is your ability? I mean you saw mine, and something tells me you have one too," spurgte hun nysgerrigt og vippede hovedet let på skrå. Det burde måske ikke komme bag på ham, at hun kunne føle det. Det behøvede ikke engang at være at han kunne manipolere med noget, men hver eneste ting der krævede en bestemt følelse eller noget i den stil - kunne hun mærke i fingerspidserne når hun opdagede det. Det behøvede ikke engang at være noget stort trods alt.
"How is your family?" Spurgte hun så lidt efter af ren interesse. Han havde trods alt nævnt sine søskende ved deres første måde, og IZzy havde ikke ligefrem meget andet at tænke på end om Chester ville ende med at rode hende ud i noget - eller hendes samtaler med Alessio. Det viste egentlig bare, hvor meget hun lyttede til ham fra start af.

Det kunne være sjovt, hvis deres tvillinger engang mødtes, ikke som en date eller noget i den stil, men bare som en middag imellem dem. Så kunne de møde hinandens familier, eller noget af den i hvert fald.
Men han ville først se deres forhold an, hvis det nu ikke blev til noget, han kunne lide Isabelle, han ville faktisk gå hen og sige at han var blevet forelsket i hende, men samtidig kendte han også sig selv. Han var ikke den bedste til et forhold, også selvom han selv var engageret i det, men han ville gøre alt for at få det til at gå imellem dem, fordi han kunne virkelig godt lide Isabelle.
Han så undrende på hende, hendes svar tilfredsstillede ham ikke helt. Svaret var ikke som han havde forventet, folk ville sige at hun havde været her i lang tid? Hvad skulle det betyde.
Han rynkede brynet. What is that supposed to mean? You can tell me your age, I won't judge sagde han med et skævt smil. Alessio selv var ikke særlig gammel, han var kun 23 år gammel, både krop og sind, men han vidste at engle kunne blive op til flere tusinde år, han havde på fornemmelsen at Isabelle, var en af dem som var ret gammel.
Han så lidt tænkende ud, da hun spurgte ind til hans evne. Han havde en evne, men det var ikke en der lige præcis var nyttig, det var ikke en der kunne bruges til kamp. Det  var mere til at tilfredsstille sig selv, få sandheden ud af folk, selvom de ikke selv ville have det.
I can make people tell me the truth, even though they don't want to. Not fit for a fight, but it satisfy me, since I like people of honesty sagde han og trak på sine skuldre. Han kunne ikke fordrage folk der løj for ham, han havde at blive løjet for, det var en af hans nr. 1 pet peeve.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, da hun spurgte ind til hans familie. Mødet mellem dem gik fint, det var dejligt at se dem alle igen, efter så mange år. Familie betød alt for ham, det var dog meget mærkeligt, siden de som sagt ikke havde set hinanden i så lang tid.
They are fine, it's good having them back, after all this time sagde han med et blidt smil.