Death for dummies ..(Sean)

Smerte dansede i hendes krop. Brede ildtunger rev sig igennem hendes blodårer, og sugede alle følelser til sig som en svamp, der eksisterede af alt andet end ren smerte. Tråde af skærende smerte legede i hendes blik, og skar langsomt hver af hendes nerver over med drillende, langsomme bevægelser. Iskolde iskratere bevægede sig i hendes lunger, og forsøgte at fryse hendes brændende krop til en isklump. Hendes hud føltes, som blev den skrællet af med sløve knive.
Men intet af dette, var dét der faktisk var Delilahs fokus. De flammende ildøjne hvilede desperat på de to bylter der næsten syntes at være smidt i et hjørne, et godt stykke væk fra hendes smertende krop. Hendes blodige fingre hamrede imod en usynlig barriere, der lukkede hende ind i et pentagram, fanget i en grotte malet til med hellige symboler, af hendes blod. Hun kunne ikke bryde ud af sig selv.

Chayas paniske stemme var for længst druknet i smerten der dundrede i hendes krop, men Delilahs egne tanker var druknet i panikken for bylterne, hvis svage bevægelser var det eneste der stoppede hende, fra at blive sindssyg. Hun var fuldstændig ligeglad med, hvad der skete for hende, men at de havde brugt hendes børn til at få hende ind i pentagrammet, fanget langt væk fra alt ...
Dét var hvad der sendte panik igennem hende. For nu lå de i hjørnet, og ventede blot på den skæbne der uden tvivl ville komme, så snart ritualet havde flået Delilahs ånd ud af kroppen, og stoppet det ellers evige liv.
En mumlen summede fra de kutteklædte omkring hende. Blodet strømmede fra de åbne sår, de havde skåret for at frembringe hendes blod. Om hendes krop, slyngede kun en form for underkjole, der klistrede til hende af blod og vievand de havde hældt ud over hende. Hun kunne mærke hvordan en svag træthed langsomt sivede ind i hende, som energien blev brutalt trukket ud.
Hendes blik, flyttede sig ikke et sekund fra de to bylter, der repræsenterede det vigtigste i hendes liv. Hun kunne ikke efterlade dem ... Ikke sådan her.

Han var blevet hevet brutalt ud af sine drømme. Ikke fordi hans drømme havde været særlig behagelige, faktisk var de nok nærmere mareridt. Men Sean var snart så van til forfærdelige ting, at mareridt næsten fungerede som almindelige drømme. Om ikke andet var det faktisk rart at blive vækket af mareridt. Han var ikke i tvivl. Han vidste ikke hvordan det fungerede, måske med magi? Man han vidste præcis hvor Del var...Og han vidste at hun var i stor fare. Og at han skulle komme lige nu!

Han var sprunget ud af sengen, på det kolde værelse. Han havde flået tøj af bøjlerne, trukket i nogle sort bukser og en sort skjorte. Normalt ville han tage en trøje på, men der var ikke tid til at finde en frem. Dette kunne han sagtens arbejde i. Han sikrede sig han havde et par dolke med og trak sko på. Hans hånd gled igennem det strittende, mørkebrune hår, da han sprang ud af værelset. Ned af den store marmortrappe. Over det halvglatte gulv...Og ud i morgengryet. Vejret, byen...Var så rolig. I dyb kontrast til hvad han vidste skete andre steder.
Han ventede ikke på en hest. Han løb. Kirken var ikke langt fra hvor han boede.

På en eller anden måde fandt han indgangen til grotten. Han kendte faktisk ikke grotten, hvilket forundrede ham, da han ellers kendte alt til byen. Men grotten var ny. Eller havde været godt gemt. Uden flere tanken, med med øjne der ledte efter mulige fælder, skyndte han sig i hurtig gå-gang ind i tunnellen og ind i grotten...

Billedet der mødte ham, fik ham til at stoppe op af overraskelse og på sin hvis også chok. Flere messende, latterlige folk i kutter. Og endnu en del...Der oplevede noget forfærdelige mod sin krop. Han kunne se på hende hvor ondt det gjorde, hvordan hun blev mere og mere træt...Hvordan livsenergien nærmest flød fra hendes stærke krop...
Blodet...
Hans blik gled kort til bylterne og han forundres over at hun var så fikseret på dem. Det kunne han tage sig af senere. Det virkede som om de messende folk var ved at nå et klimaks og han måtte stoppe dem. Men han havde ikke tid til at dræbe dem alle, før det måske ville være for sent.
Da han satte i løb, følte han sig underligt tilpas. Han vidste ikke hvad der skete. Han vidste bare hvad han måtte gøre. Pentagrammet holdte hende fanget.
Han hadede pentagrammer. De gjorde ondt og virkede trættende. Hans fod gled over den yderste streg. lynhurtigt. Pentagrammet var brudt. Samtidig faldt han fremefter...
Han mærkede at han kolliderede med Del. Hun sved, at røre ved. Vievand?
Han faldt ned på maven. Så vidt han kunne se, faldt Del ud fra pentagrammet og ud i sikkerhed...
Mere huskede han ikke...
Smerterne kom pludseligt. Alt blev mørkt. Han nåede end ikke at mærke det, at standse det. Hans vilje var som vand, skyggerne brød lige igennem dem. Alt det hellige...Hovedpine. Smerter. Sort.
Hans krop gik i krammer. Han skreg. Troede han nok. Han gled om på ryggen og hans krop spændtes i en buen af smerter. De messende kutteklædte folk opdagede vidst ikke de havde en ny i deres ritual...Eller kunne ikke stoppe det.

Sort...De hviskede til ham...

Delilahs ben sitrede. Smerten var ved at slå hende ud, men hun kunne forhelvede ikke .. Trætheden var overvældende. Hendes øjne sank svagt i, og hendes ben var alt for tæt på at give efter, men stædigheden og desperationen holdt hende oppe. Et eller anden bevægede sig i hendes øjenkrog, men alting syntes halvsløret, så før hun så meget som fik overvejet at trække et langsomt blik derhenad, skete der noget mærkeligt. Øh ... Mere mærkeligt end det, der allerede foregik.
Et eller andet hårdt hamrede ind i hendes krop, så hendes trætte krop nærmest kollapsede. Hun vaklede bagud, samtidig med at støddet havde bragt hende alt for meget i ubalance, og det hårde der havde ramt hende, fortsatte fremad og skubbede hende blot længere bagud, til hun nærmest væltede igennem den usynlige mur, og faldt så hendes baghoved blev smækket imod grottens væg.
Hendes syn kunne ikke fokusere. Alt syntes sløret, som gennem en vandig opløsning, eller som netop inden søvnen overmandede én. Hun blinkede hurtigt, som hun kunne mærke energien bevæge sig tilbage i hendes krop. Var det en .. person? Skikkelsen bevægede sig, syntes fanget som hun havde været.
Hendes blik blev mindre sløret. Lidt efter lidt fik den uformelige skikkelse form. Et par blink mere. Rent chok. Var det .. Sean? Han var tydeligvis i ekstreme smerter, som han vred sig. Chok bølgede igennem hende. Hvad i alverden .. lavede Sean dog her? Af alle steder i Underworld?

Men hun kom sig hurtigt over chokket. Hun måtte gøre noget, men hun var fandens splittet, imellem at tjekke om sine børn var okay eller om hun skulle redde Seans røv først. Lidt efter lidt fandt ikke-smertelige følelser tilbage i hendes krop, og indtil da måtte hun blot sidde og betragte Seans ekstreme smerter. Hendes finger kunne svagt sitres. Perfekt, en finger klaret, resten af kroppen to go!
Hvor mange minutter hun sad og 'blødte op' vidste hun ikke, men så snart den første muskel kunne bevæges, rislede det igennem hele hendes krop og med en ubehagelig, varm kulde der skælvede igennem hende, fik hun førligheden tilbage. Skælvende, vældig klodset fik hun bakset sig op på benene.
Hun nåede at vælte to gange, før hun nåede frem til den første latterligt påklædte mand, der ikke syntes at bemærke hende. Med skælvende fingre knækkede hun hans nakke, blot for at falde på knæ og gennemrode hans tøj, til en kniv fandt hendes fingre. For en sikkerheds skyld skar hun halsen over på ham, før hun nærmest kravlede videre. Hvad fuck var der galt med hendes krop!
De syntes ikke at bemærke at de andre folk døde omkring dem. Det tog hende mange minutter, i hendes konstant væltende, ekstremt langsomme og besværlige gang, men det lykkedes hende til at få skåret halsen over på dem alle. Da den sidste faldt til jorden, og den evige messen stoppede, skulle smerten gerne forlade hans krop. Det var i hvert fald hendes håb, ellers .. Vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.
"Sean?"
Det var en ekstrem hæs lav hvisken, da hendes stemmebånd ikke syntes at kunne klare mere. Hendes ben faldt sammen, og hun landede på jorden med en svag hosten, som hun forsøgte at finde et livstegn, i archdemonen.

Det gjorde ondt. Det eneste han registrerede var mørket, var smerten, var stemmerne. Han forstod dem ikke. De snakkede et fremmed sprog...nogen gange snakkede de et sprog han forstod...Men svagt. Og smerten overdøvede deres stemmer nok til at han ikke forstod særlig meget. Skulle han dø? Var det prisen for at være archdemon, at skyggerne senere ville komme og tage en tilbage? gøre en til skygge selv, så man kunne forgifte andre der forsøgte det samme...
Og med et forsvandt det hele. Eller ikke det hele. Efter flere år, følte han, stoppede smerten. Hans krop faldt sammen og han lå bare...Og slappede af. Hans krop var død. Der var stadig sort. Han var bevidstløs.
Prikkerne rykkede sig...Han mistede noget...Han greb ud efter det. Nej! Kom tilbage!
Og så...fik han noget nyt. Det klikkede nærmest på plads. En ny smerte, som en syl der borede sig igennem hans hjerne og rygrad...
Men han lå stadig stille. Han gispede. Hans krop rykkede sig i pludselige spasmer.

Efter lidt tid. Han vidste ikke hvor længe. sekunder? Minutter? Kunne han endelig bevæge sig. Han fik sin bevidsthed igen...Næsten. Han kunne ikke komme helt til bevidsthed. Noget blokerede for hans tanker, for hans...syn. for hans fornemmelse af noget som helst. Hvor var han? Hvad tid var det?
Han satte sig op. Bevægelsen var langsom. Som en zombie, der prøver sig frem. Han gispede igen. Skulle han trække vejret? Sikke en sær ting...
Hans øjne åbnede sig og kiggede lige frem...Endnu helt sorte.
Endelig fik han stablet sig på benene. Hans krop virkede øm. Som om han havde fået stød. En stærk hovedpine plagede ham.
Hans sorte øjne gled over grotten. Steder var forfærdeligt. Det var...for helligt. For ubehageligt. Han ville væk herfra.
Han var slet ikke opmærksom på at der var andre i rummet.

Han fik øje på en af kroppene foran ham. Han tog nogle usikre skridt...Og dumpede ned ved siden af liget. Blod gled fra halsen og ud i grusset i grotten, lavede en form for grød.
Hans fingre gled ned i blodet...
Døden omsluttede manden. Som en hinde, som en...energi i sig selv. Eller ikke energi, energi var jo...levende. Men som en form for...noget..kraft.
Sean lagde en hånd på manden. Han var endnu varm. Der var altså ikke gået så lang tid.
*Kald på ham...*
Stemmen var svag. Men så tiltrækkende. Han vidste det var en skygge. Han kunne endnu ikke se, føle eller høre optimalt. Men...Stemmen...Hans guide.
"Jeg er jeres..." hans stemme var lav og svag. Han ville følge skyggerne. De var der for ham.
"Men...Jeg forstår ikke...Hvordan?" Hans hånd gled ned over manden, op igen. Hen til halsen og lod sin hånd blive rød af blodet. han så på det, som et barn der netop havde opdaget hvad mad eller ekskrementer var og som overvejede om denne skulle lege med det.
*Kald på ham...*
Stemmen igen...

"Sean?"
Stemmen var hæs. Skrattende. Hun havde endnu svært ved at tale, men energien forsøgte langsomt at glide tilbage i hendes krop, så lidt efter lidt holdt den svagt summende følelse sig til sig selv, og efterlod i stedet plads for .. Rent ud sagt, forvirring. Hun forstod ikke hvad han lavede her - Hvordan var han kommet her? Hvorfor havde han ofret sig selv for hende? Hvad ...?
Han slog øjnene op. Af en eller anden grund rislede lettelse straks ned gennem hendes krop, som var skylden over at han måske var død på grund af hende, netop fløjet fra hendes skuldre i en venlig kvidren. Fugleanalogier - Perfekt, det var nemlig det der skulle fylde hendes hjerne på nuværende tidspunkt! For fanden i helvede da også! Hun ville kravle frem imod ham, men en bestemt ting, fik hendes krop til at stivne. Hans øjne. Hvad fanden var der galt med hans øjne?!
Hendes blik fulgte ham, formet i ren chok. Der var noget helt galt. Hendes første tanke var, at hun måtte beskytte sine børn fra hvad fanden der var galt med ham, men han syntes ikke at registrere noget, andet end .. Hendes blik hvilede på ham, da han dumpede ned ved siden af hende. Men det var ikke for at være ved siden af hende, det var hun klar over - Det var ligene.

- Neco? Kom ud.
Hvad fanden, er du tilbage? Hvad er der galt med ham?
- Noget mørkt. KOM UD!
Chayas råb ekkoede i Delilahs sind, men stædighed blussede straks op i hendes krop, med overvældende styrke. Fandme nej! Hun anede ikke hvorfor, men manden havde fandme næsten slået sig selv ihjel for hendes skyld - Fandme nej om hun ville lade ham i stikken, selvom han var gået i zombie-mode eller hvad fanden der skete! Eller .. Selvom han åbenbart var pisse fascineret af lig.
Charmerende. Åh-så-charmerende, som han kravlede rundt i blodet. Men den tankegang frøs fast, sekundet senere. Et sætning forlod hans læber, der på trods af hendes nerver af stål, fik en svag rislen til at danse ned af hendes rygrad. Han syntes besat, eller som var hans krop overtaget af noget. Som var hans sind blokeret.
"Sean? Sean!"
Hun kravlede næsten frem, og det var ikke mere end et svagt dask, men hun slog til hans skulder i et forsøg på, at trække hans opmærksomhed væk fra det, der syntes at smadre noget dybt i ham. Hun forsøgte at samle styrke, og lod begge af de slanke, blodige hænder ligge sig imod hans skulder, hvorefter hun skubbede med al sin styrke - Hvilket på nuværende tidspunkt var lidt mere end et barns.
Hun forsøgte at bringe ham i ubalance, forsøgte at vælte ham. Få ham ud af de seriøst creepy trance han var fanget i.

Blodet var frisk, men i gang med at størkne. Det havde den karakteristiske mørkerøde farve og lugtede af...Ja, af blod. Der var nogen der sagde noget. Var det endnu en stemme? De stod da også i kø for at snakke med ham!
Hans hånd gled op til mandens døde øjne. Han lod fingeren glide over det endnu åbne øjne. Skulle han koncentrere sig? Han vidste ikke hvorfor...Eller hvordan...Men...Han vidste manden ikke var helt død. Han vidste at han kunne noget med denne...kraft...Som han fornemmede om manden. Han kunne hive i den, få ham til at være hans dukke. Han måtte gøre det! Han vidste ikke hvorfor...
"Jaja..." mumlede han som svar på en af stemmerne. Hans hånd gled ned der, hvor hjertet normalt sidder på folk.
"Sådan her?" Han prøvede at koncentrerer sig. Hans øjne gled i...

Hænderne gav ham et chok. Først mærkede ham dem slet ikke. Så var det som om selve trykket, den svage styrke der skubbede til ham, blev stærkere og stærkere. Han kunne mærke det mere og mere tydeligt. Hvor irriterende! Gå nu væk! Hvem var det? Hvad var det? Var det manden der var kommet i live?!
Et eller andet blev skubbet ud af...Ud af noget. Han gispede...Og væltede bogstavlig talt baglæns, væltede og endte på ryggen, mens han gispede endnu en gang.
Han tog sig til hovedet i et øjeblik...
Han fjernede hænderne og åbnede øjnene igen. Denne gang var det de normale, mørke øjne der stirrede op i grottens halvmørke, kun afbrudt af fakler hist og her.
Nogen var i nærheden...Hvad var der sket? I flash huskede han havde der var sket og satte sig lynsnart op. Han drejede febrilsk hovedet...til han fik øje på Del og næsten åndede lettet op.
"Åh, så nåede jeg det..." hans blik gled ned på liget...Til hans hånd...Til blodpletterne der var kommet på hans tøj. Og han blev forvirret. Siden hvornår havde han dræbt en af mændene?
Hvad var der overhoved sket? Han så sig rundt...Og følte sig utrolig forvirret. Han så tilbage på Del, men vidste hun bare ville komme med latterlige kommentarer, hvis han gav udtryk for sin forvirring eller spurgte.
Han følte sig anderledes. Noget var sket, noget havde ændret sig. Men han kunne ikke sætte pris på hvad. Hans blik gled over til de to bylter et øjeblik. Hvad var det? Eller...hvem var det?
Så så han igen på Del.
"Såå...." han vidste ikke hvad han skulle sige.
"...Skal vi komme ud herfra? Jeg kan endnu mærke bivirkningerne fra pentagrammet og den hellighed der er kastet over stedet" bekendtgjorde han. En hovedpine han fejltolkede med var fra pentagrammet og hellighed omkring dem...Men som var fra noget helt andet.
Han huskede noget...svagt. Og han...men han vidste ikk ehelt hvad. Han skulle lige finde ud af det...

Hendes blik hvilede næsten stirrende på ham, som han endnu engang besvarede intetheden, med en sært uhyggelig klang til sin krop. Hendes blik hvilede på ham, men det var ikke rædsel der fandt vej til hendes blik, da han syntes at gøre noget med hvad hun var sikker på var et lig, istedet flakkede svag nysgerrighed og et glimt af forvirring, igennem det ildopslugte blik hun besad.
- Faresignaler .. Over det hele .. Kom nu væk ..
Chayas hviskende stemme nåede ikke frem til Delilahs hjerne, selvom hun svagt hørte ordene, bagerst i hovedet. Måske var det bare mørket der sitrede om ham, eller faren der tydeligvis lå ved at være nær ham netop nu, men af en eller anden grund fandt hun det ekstremt spændende. Hendes fulde førlighed - dog i svag version - var gledet tilbage i hendes krop, men hun syntes at have glemt det.
I stedet lå hendes blik på Sean, der virkede meget optaget af liget, der lå fast under hans hænder. Ordene var holdt op med at forlade hendes læber. Han syntes fuldstændigt fanget af hvad enten det lig havde, som hun tydeligvis ikke havde, hvilket irriterede hende kraftigt. Ikke at hun ikke fangede hans opmærksomhed, men at han syntes hypnotiseret af det, og hun ikke kunne bryde trancen.
Og så .. Pludseligt blev trancen brudt. Han sprang bagud, eller sådan syntes det, hvorefter han lå fanget på ryggen. Hendes blik gled i forvirring henover ham. Hendes egen trance, tiltrukket af hans farefulde skær, blev ligeledes brudt af den pludselige bevægelse.

".. Sean?"
Det hæse i hendes stemme var ikke komplet sunket til jorden, men ordene der forlod hende var ikke længere som sandpapir der skrabede imod halsen. En del af det bløde, nærmest kælne katteagtige var tilbage, selvom svag forvirring sitrede i hende i en kraftig styrke. Fra .. Well, det hele!
Hendes blik bevægede sig opmærksomt, undersøgende over hans krop, da han rejste sig - Hun søgte efter tegn på at noget var galt, noget der skulle have hende til at styrte hen til sine børn, for at redde dem fra galningen. Men han syntes alt andet end galninge agtig, da hans blik landede på Delilah. Istedet dansede forvirring endnu engang igennem hendes krop i små stød, ved ordene.
"Nåede .. det? Du vidste jeg var her ...?"
Forvirring lyste ud af hende som et fyrtårn, som en svag rynke i forvirring langsomt gravede sig ned i hendes pande. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var et ekstremt hurtigt glimt af bekymring, der flakkede over hendes blik, da han betragtede blodet på sin hånd. Hvad var der med ham?

Hendes blik fulgte hans over til de to, forhåbentligt endnu sovende børn. Ellers var de i den fase, hvor alt syntes fantastisk, nyt og spændende, så de var alligevel travlt optaget med spændingen af de mærkelige tegn. Måske endda travle nok, til ikke at bemærke den lille bitte sviende følelse helligheden gav alle dæmoner.
Hendes blik fandt tilbage til ham ved hans ord, men der gik adskillige sekunder, før hun faktisk besvarede ordene. Tøvende lagde hun sine blodige, slanke fingre på hans ben, imens hendes blik sad fast ved ham.
"Sean .. Er du okay? Du var lige ... væk?"
Der gik nogle sekunder, hvor det røde blik hvilede på ham, før det pludseligt brød væk, som syntes hun pludseligt det blev akavet. Hun slap hans ben, satte hånden i det blodige gulv, og påbegyndte den ekstreme kamp for at få bakset sig op i stående stilling. Det svimlede for hendes blik, og sortnede kort da først hun for alvor var i stående stilling, men synet fandt vej tilbage til hende.
"Ja. Lad os komme ud. Du har en del af forklare."

Hun snurrede omkring og tvang sig selv til ikke at vakle så kraftigt, da hun fik kæmpet sig over til pigerne, godt smøget ind i tæpper for at holde dem varm. De lå begge med store øjne og så sig om. Den enes, Marinas, læbe bævrede svagt, som mærkede hun smerten, og hun brød sig ikke om den.
De var begge ekstremt smukke og nuttede, på babymåden. Som succubuc udviklede de sig forholdsvist hurtigt, så hår dalede allerede ned på deres hoved - Ikke forfærdeligt mange centimeter, men de var der. Store, intelligente øjne hvilede på Delilah da hun trådte hen på dem, og fyldige, rødlige læber lig deres mors, bredte sig i et stort glædeligt smil på Livias læber. Et smil der sagde moar!
De virkede slanke i deres hoved, skønt de stadig havde den dér søde babyrunde form. Livia rakte med sine små, buttede fingre ud efter sin mor, imens Marinas øjne syntes at fyldes med tårer. Pis pis pis!
"Shhh ... Du skal ikke græde, skat, mor får dig ud .. Shh .."
De beroligende ord havde en moderlig, kærlig klang der syntes ekstremt mærkelige ud fra hendes blodige ansigt, men Marina syntes at få et lidt roligere udtryk. Blidt foldede Delilah sine fingre rundt om pigerne, skubbede en smule til tæpperne der omsluttede dem, og satte dem så de hvilede imod hendes hofter, og de derfor lå ordentligt imod hende. Livia så straks direkte på Sean med interesse, imens Marina havde travlt med en endnu bævende underlæbe - Dog syntes hun distraheret af hans tilstedeværelse.
"Ingen kommentarer. Lad os komme ud."
Med en svagt vuggende, dog tydeligt anstrengt og besværlig gang, trådte hun igennem hulen, over de døde folk som pigerne med store øjne betragtede nysgerrigt, og forbi Sean, som de med endnu større øjne betragtede. Livia rakte endda nysgerrigt ud efter ham.

Det var så underligt for ham. Ikke nok med at han havde travlt med at komme sig, med at forstå hvad der sket og finde ud af den sære fornemmelse han følte omkring sig, som om døden trykkede fra alle sider...Så skulle han også tage stilling til at han havde snakket over sig i ren og skær forvirring og at Del virkede helt bekymret for ham!
Og som om dette ikke var underligt nok, ville han også nå at blive endnu mere forvirret...
Der var sket så uhyggelig mange ting, så på uhyggelig kort tid og Sean kunne slet ikke tage stilling til dem alle.
Hans blik gled ned på Dels hånd, der lå bekymret på hans lår, og fulgte armen, hele vejen op til hendes ansigt og blik. Hvad var der lige sket? Hun havde nok slået hovedet.
Han sendte hende et svagt smil.
"Det er sært du spørger mig om det" kommenterede han. a han så hun kæmpede sig op i stående stilling, valgte han at gøre det samme. Først ville kroppen ikke rigtig kendes ved denne brug af energi og balance og han svajede en anelse. Men så fik han solidt fodfæste og tilsidst kunne han også holde balancen. Og han stod. Han tog nogle prøvende skridt og konstateret at kroppen endnu fungeret og at de begge vidst kunne trænge til et bad og en seng.

Han var allerede på vej mod udgangen. En del at forklare? Han vidste ikke hvad hun mente. Han følte ikke han havde tid til at tænke over tingene eller til at analyserer nogen af dem. Hans hjerne reagerede langsomt. Derfor gik der også næsten lang tid, før han registrerede at de to bylter var børn...Og at Del kaldte sig mor!
Hvis det ikke havde set alt for dumt ud, ville han have tabt kæben. Nejnej...Han blev sindssyg!
Han havde brug for at slappe af...trække sig tilbage og slappe af, tænke! Få styr på tingene! Han havde ikke brug for noget så latterlig absurd som at Del skulle være mor.
Del var ikke en mortype. Hendes søde ord og behandling af de små babyer var så...ny, at Sean ikke gjorde meget andet end blot at stirre på hende og børnene, hvoraf den ene virkede ret nysgerrig over for verdenen, og den anden blot lignede mors pige, grædefærdig og bange for alt og alle. Så mange spørgsmål meldte sig...Hvordan? Med hvem? Hvad var de?
Hendes desperation, han til tider havde fornemmet...Havde det haft noget med børnene at gøre? Og som han havde set i dag...
Han kunne næsten ikke indeholde flere tanker. Godt nok havde han selv et barn, godt nok ikke en dum baby, men en 15-16 årig søn. Og han var stolt af ham. Men...Han vidste han ikke var en far og behandlede heller ikke altid sin søn som en søn. At Del var...
Han modtog kommandoen om ingen spørgsmål. Og fulgte efter hende på vej ud af tunnellen...Lod hende vise vej. I teorien kunne han bare se til at hun kom helt hjem, forend han kunne tage hjem. Men han regnede ikke med at han bare fik lov at gå...
Da de kom væk fra selve grotten, var det lidt som om fornemmelse af...død...forsvandt. Omend...En svag puls af den samme...energi...Kom fra Del og pigerne. Noget han først mærkede nu. Han fik lyst til at røre Del, til at udforske dette underlige og lettere skræmmende. Men han holdte pænt hænderne for sig selv, omend de blev knyttet.

"Sært? Det er sært du ikke besvarer det."
Med et svagt hævet øjenbryn betragtede hun ham, imens hun forsøgte at stoppe Livia fra at læne sig så meget bagud, at hun tumlede ned over Delilahs arm. Den lille pige med den bævrende læbe trykkede sig op af sin mor, imens hendes store øjne næsten forskrækket lå på Sean, imens den anden var ved at falde ned, fordi hun forsøgte febrilsk at strække sig hen imod ham.
Hun trådte ud af grotten, og lod solens rødlige morgenstråler kærtegne sin blodige hud, og den kølige morgenluft feje omkring dem. Den bævrende læbe fra den ene af pigerne blev mindre kraftigt fremstukket, da smerten holdt op, hvilket blot fik et svagt smil til at sitre henad Delilahs læber. Hun hadede det, når de havde det dårligt - Hun kunne virkeligt ikke holde det ud.
Hun skilte langsomt læberne for at gå igang med den spørgerunde der ville forsøge at henrette ham for at finde ud af hvad fanden der foregik, men før så meget som et pust af ord faktisk forlod hende, hvislede en kugle forbi hendes øre. Automatisk rullede hun kroppen fremad for at beskytte børnene, skubbede dem ind så de var hårdt trykket imod hendes bryst, og vaklede fremad for at finde skjul.
I alle andre tilfælde ville hun havde snurret omkring for at kæmpe kampen, men ikke med børnene. De var førsteprioritet. Altid. Og for at det ikke var bedre, var hun endnu pisse svag, så selv det angreb hun ville være kommet med uden børnene trykket imod brystet, havde været et halvfesent angreb.
De kutteklædte, døde mænd havde åbenbart ikke været alene. De havde en sikkerhed for, at hvis noget var gået galt dernede, ville de være sikre på at dæmonen(nu = dæmonerne), ville være død alligevel. Hvad fanden var deres grudge imod hende?! Der var ikke mange, men en lille flok væltede hen imod dem, nogle med knive og sværd, andre med håndvåben de affyrede. Hvad fanden?!

Han smilte svagt til hende. Som om han selv havde svar på noget som helst! Han anede ikke hvordan han havde det. Lidt som at være...tæsket og healet, men så...tæsket igen...Han kunne ikke forklare det. Han fulgte efter hende og missede let mod solstrålerne...
Fornemmelsen af død blev større. Der var da ikke en kirkegård i nærheden, vel?
Pludselig gled Del fremefter, for at beskytte børnene. Men Sean var ikke hurtigt nok. Han stod stille. Helt stille. Kuglen borede sig ind i hans venstre arm.
Dunk...Han måtte træde bagud for ikke at falde. som i slowmotion, så han ned på sin arm. Smerten bredte sig langsomt, men sikkert. Blodet begyndte at glide ud af hullet...Smerten var ret intens. Han kunne næsten ikke bevæge armen, hvilket fortalte ham at hans knogle havde taget imod kuglen. Om den var dybbet i vievand og påtegnet pentagrammer? Han tvivlede ikke på det.
Han mærkede en dyb vrede. Og med den, en voksende mængde energi der pressede sig på. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Han nåede ikke at blive skræmt over sig selv, han nåede ikke at tænke rationelt...Han reagerede bare.

Hans krop rystede. Hans hænder rystede. Hans ansigt fortrak sig i en vred snerren. To skridt og han stod foran Del og hendes børn, forhindrede dem i at nå dem med yderligere våben. I hans hånd skinnede en dolk. På ingen tid gled den igennem luften...
De nåede ikke at opdage den. Den borede sig ind i den mand der stod forrest. Den mand der havde ramt Sean. Og nu var det tid til at resten skulle dø.

*nu...prøv nu...*
Stemmen var tilbage. Og han hengav sig dens magt. Hans øjne blev igen sorte. Helt sorte. Hans snerren blev om mulig mere dyrisk. Han havde endnu to dolke, men ville ikke gøre sig selv helt våbenløs. Det ville være en stor fejl.
Af ren instinkt løftede han hånden og rettede den imod den nærmeste mand. Manden stod med et sværd og så ud til at tøve. Dumt. Med et...Forlod energien Sean. Manden stod helt stille i et øjeblik...
Så hostede han. Han tog sig til halsen. Han tabte sværdet og faldt til jorden, på knæ. Blod begyndte at forlade hans mund. Så hans næse. Han rallede, ude af stand til at sige noget. så med et stoppede det. Manden var ikke død, men han faldt om bevidstløs. Sean følte sig træt...Så træt havde han sjældent været. Han havde ikke energi til at forvandle sig. Men hvem tænkte også på det? Han havde opdaget noget nyt...Denne energi han kunne mærke hos folk...Han kunne manipulerer med den! Men hvad kunne han egentlig?
To af mændene rettede deres skydevåben mod ham. Tre andre løb over mod dem, med fremadrettede stikvåben.
Sean så hen på den mand han havde dræbt...
"Lev!"

Hvad ingen havde forventet, og da slet ikke Sean, spjættede manden. En af mandens venner stoppede op og så forundret på det...Ude af stand til at tro det.
Til sidst satte manden sig op. Han spjættede yderligere lidt. Så rejste han sig op og samlede sit våben op.
Om han var levende? Der var ingen tvivl om at han var død. Hans kæbe hang. Hans øjne var tomme. Hans bevægelser forholdsvis klodsede. Hans ven kunne ikke tro hvad der skete...
Med et angreb manden sin ven. Bed en luns af hans hals. Han skreg. De faldt begge til jorden.
Sean var ved at blive fuldstændig udmattet. Han faldt på knæ og det sorte forsvandt fra hans øjne. Han havde endnu lidt kontrol over den genoplivede mand. Han trak endnu en dolk og gjorde sig klar til at beskytte sig mod resten. Det var hans job at holde dem sikre.
"Det er djævlen! Djævlen er genfødt!" hørte han nogen råbe. Men det virkede kun til at gøre mændene endnu mere opsatte på at dræbe dem.
"Jeg skal...nok...beskytte os..." han trak vejret tungt. Han kunne sove på stedet...Men han måtte ikke...Måtte ikke...

Blod. En tyk, jernholdig lugt af blod sneg sig imod hendes ekstremt følsomme lugtesans, og startede en lavine af panik, som hun tjekkede om det var de skræmte børn der havde så meget som en skramme - Det var ikke dem. Dog skælvede de begge, og pludseligt var de begge faldet i grådens rand, tæt på at bryde ud i forskrækket, skræmt gråd. Men hvis ikke børnene blødte, og der ingen smerte bevægede sig over hende(minus vieandskjolen, der endnu sved en smule) ...
Hendes blik gled op, og lagde sig imod blodet der langsomt banede sig ned over Seans arm. I et sekund stirrede hun blot på det, nærmest hypnotiseret af den rødlige farve og tunge blodlugt, inden en skælven syntes at ryste igennem ham. Hendes blik gled op imod ham, samtidig med at hans ansigt ændrede sig. Børnene trykkede sig skræmt imod hende, imens små klynk forlod dem. Der var kaos.
Pludseligt bevægede han sig. Hun havde svært ved at genkende hans ansigtsudtryk, eller blot bevægelserne i sig selv, da han trådte ind foran dem. Et træk der overraskede dæmonkvinden. En dolk glitrede i solens første stråler. Hendes blik strejfede den. Den svævede nærmest igennem luften, inden den bankede ind i en mand, der døde i et ryk. Hun måtte gøre noget! Hendes blik strejfede de små piger.

- Du kan ikke ...
Hvis Sean fejler, dør vi alle. Også dem. Det er ikke et valg.
Hun snurrede omkring, og satte i løb. Væk fra dem. Umiddelbart ville det syntes som en flugt fra kampen, på trods af Sean der beskyttede hende og børnene - Af grunde hun ikke kunne gennemskue. Hun gled næsten igennem jorden, inden hun bremsede op, og blidt lagde børnene bag et træ. Hun brød sig virkelig ikke om at efterlade dem, ikke engang i fem minutter, men havde intet valg.
Ellers var chancen for at de døde større. Hun puttede dem hårdt ind i tæpperne, skjulte dem godt bag træet så der ingen chance var for at de blev ramt fra mændenes nuværende position, og snurrede omkring. Kniven fra hulen var endnu i hendes besiddelse, så hun lod den glide ned imellem fingrene, og lagde blikket på kampen, for at vurdere sine muligheder - Og stivnede komplet.
Hvad .. gjorde han? Seans hånd pegede imod en af mændene, der lå på knæ, hostende og rallende som livet forlod ham. Af en eller anden grund syntes Delilah at have glemt alt om at kæmpe. Med ret krop betragtede hun chokeret mandens grusomme død, med tanker flakkende i hovedet. Hvordan .. gjorde han det? Hvad fanden var det!? Inden hun nåede at finde svar, ramte endnu en ting hende som en mursten - Han fik gudhjælpemig duden til at rejse sig igen!

- Neco, VÆK! NU!
Hun trådte langsomt nærmere, med katteagtige skridt, da ... zombie ... tingen snappede en bid af en af mændenes hals. Chokket var langsomt sevet ud af hendes blik, men forvirringen dansede stadig i tykke stråler i hende - Hun havde bare slettet det fra ansigtet og gemt det, så det kunne ramme hende hårdt når deres liv ikke var i fare længere. Ingen syntes at bemærke hende, for Sean. Perfekt.
Hun gled til fra siden, modsatte side af hans halvcreepy zombie. De blodige fingre greb fat i en af mændene, og trak ham hen, blot for at separere halspulsåren, så blod fossede ud og han omgående faldt sammen. Hun hørte hans ord. Lod blikket strejfe ham, inden hun fik fat i en mand der var trådt imod hende, rev i hans skulder så han snurrede omkring, greb fat i hans hoved og skar halsen over som hun bakkede hen imod Sean. Der var noget helt galt, men hvad?
Hun ville svare ham, men måske var det bedre at vente, til kampen var ovre. Der var et eller andet ved ham netop nu, der ikke stemte. Raseriet syntes væk. Kunne det være fokus? Udmattelse? Forvirring? Hun betragtede ham ikke, men han udstrålede et eller andet, hun ikke kunne sætte sin finger på, da hun trådte hen til ham med lydløst skridt. Mændene betragtede dem.
Et svagt smil opstod pludseligt på én af deres læber, og de så hurtigt rundt på hinanden. Så løftede de deres våben, og gik til angreb på præcis samme tid.

Del hjalp ham. Men hvor var børnene? Han gled til siden og nåede at gribe sig selv med den ene arm. Hans koncentration svigtede yderligere...
zombie-manden spjættede...Han så op fra sin mad, med blodet der dryppede fra hans hage. Hans døde øjne gled fra side til side, mens han virkede som en hund der snuste ud i luften. Så smed han den døde mand fra sig og rejste sig, klar til at angribe enhver anden. Sean var ikke længere i stand til at stoppe manden.

En mand faldt over Sean og ville have spiddet hans brystkasse, hvis ikke Sean var gledet til side. Han måtte beskytte Del...Og hvor hendes børn end var, også dem. Han havde hovedpine, han var forvirret, såret og træt. Stoppede dette mareridt aldrig?
Han kunne ikke have fået nye evner, for blot at dø et øjeblik efter. Han nægtede det faktisk. Med en ukendt styrke, en ukendt energi, fik han kæmpet sig lidt op igen. Han greb fat om mandens sværd, hvilket var uventet for manden og inden han fik set sig om...Slap han sværdet. Og tog sig til maven. Sean havde dolket ham midt i maven. Dolket blinkede nu rødt i Seans hånd. Han vendte blikket mod zombien, som var på vej mod Del. Han koncentrerede sig...bare en sidste gang...
"Dø..." hviskede han svagt for sig selv, for at hjælpe det på vej. Manden, som Sean havde givet energi til at genopstå, faldt sammen. Han havde været lige ved at gribe fat i Del, da han faldt sammen. Sean følte sig lettet. Han kunne også kommanderer dem tilbage til døden...Rart at vide...Det var som om en snor var blevet klippet over og han følte hans energi endelig var hans egen...
Og så besvimede han.

Et af mændene var brudt ud fra gruppen, og cirklede imod siden af dem, hvilket straks tiltrak sig Delilahs opmærksomhed. Hun lod den blodglinsende, dryppende og lettere fedtede kniv lægge sig velkendt i den endnu mere blodige håndflade, Hvilket resulterede i at hendes ryg lidt efter lidt vendte sig imod Sean. Hun var faktisk lettere bekymret for, om han enten ville eksplodere eller dejse om - De to muligheder syntes lige store, i denne sammenhæng. Ingen var specielt lækre.
I et ryk angreb de. Hun flød frem, med sine tanker susende for ørene - Hun var alt for fortumlet til det her pis! Hendes styrke var langt fra tilbage, og hver bevægelse sendte endnu en mærkelig, summende sitren igennem hendes krop. Men hun flød frem i en bevægelse, der passede sig mest for et form for farligt kattedyr. Hendes fingre borede sig ind i skulderen på den nærmest, hamrede en fod ind i hans knæhase så han faldt svagt, blot nok til at hun kunne skære struben over på ham.
Sekundet senere gav hun ham et svagt skub fremad så han tumlede ind i sin ven, der måtte kæmpe for at få ham af sig før han kunne angribe, hvilket resulterede i at hun kunne få fat i ham først og tage livet fra ham, inden de landede i en bunke sammen. Ligbunke. Haha. Hun snurrede omkring for at vende tilbage til sin stilling ved Seans side, men stivnede på sekundet, da hun drejede.

Zombien. Den døde. Hans blik ville have hvilet på hende, hvis han havde haft et blik, men de døde øjne så intet, de var blot i hendes retning. Men hænderne, de kloformede, stive hænder greb ud efter hende, og chokket forhindrede hendes bevægelser i at hive hende væk, som hun ellers ville have gjort. Pis og ... Seans stemme skar igennem luften, med et enkelt ord. Et ord der fik den til at falde sammen, som en forkert bagt souffle. Livet forlod den. Oh my fucking God!
Hun snurrede omkring, med et chokeret blik og lagde det på Sean, blot for at se ham falde sammen. Hun væltede næsten, da hun trak sig hurtigt fremad, for at gribe den faldende mand. Hendes fingre lagde sig hastigt imod hans læber - Der var et åndedræt. Et dybt lettelsens støn forlod hendes læber, og uden at tænke over det, lod hun kort fingrene hvile imod hans kæbe. Pausen var ovre.
Hun trak hans kniv fra ham, så der nu hvilede et blodigt våben i hver af hendes hænder, og trådte så fremad imod gruppen. En vievandsdryppende kjole blafrede svagt i vinden. Blod dryppede rytmisk fra hendes sårede krop. Ilden blafrede kraftigt i hendes inferno af et blik. Vrede stod skrevet over hele hendes krop. Slut!
I et ryk fløj hun fremad, greb fat i den nærmeste mand, hamrede en kniv i brystkassen på ham og rev den imod siden så det skabte et langt, dybt vældig dødeligt sår, smed den kniv der ikke tilhørte Sean, og greb mandens håndvåben. Svang den op, affyrede skud imod de nærmeste folk for at skabe afstand, og sørgede for at få så mange trukket i døden som muligt, før skuddene var opbrugt. Der gik mange minutter. For hende føltes det som sekunder - for mændene timer.
En efter en fik hun nedlagt dem, fanget deres pistoler og skudt så mange som muligt, før hun bevægede sig videre. Til sidst stod hun, badet i blod, med en kniv dybt i halsen på den sidste mand, med et tungt åndedræt der langsomt banede sig ud om hans rallende, døende krop. Fuck hvor var hun træt ... Kniven blev langsomt trukket ud, og han faldt til jorden - død.

Hun vaklede tilbage til Sean. Gik i knæ ved siden af ham, endte med at sidde helt ved hans side. Lukkede træt øjnene, imens hun famlende fik sat kniven fast til kjolen, så hun ikke behøvede at bære den. Hun tillod sig selv næsten et halvt minuts hvile, før hendes værkende, trætte, smertende krop måtte igang igen.
Slanke, men ekstremt stærke fingre lukkede sig blidt om Seans arm, hvorefter hun fik bakset ham op i en stilling, hvor han på en måde hvilede imod hendes skulder, og blev slæbt efter hende da hun langsomt baksede sig ned imod stedet, hvor hun havde placeret børnene. Hendes ben summede og var alt for tunge. Et dybt støn forlod hendes læber da hun satte Sean op af træet, for at finde en løsning på hvordan hun skulle bære de to børn og Sean samtidig. Besværligt!
Efter hun smilende havde fået sagt hej til børnene - Der ikke virkede sønderligt skræmte over at se sin mor dækket i frisk blod, der dryppede ned af hende - syntes hun at finde en løsning på problemet. Hun viklede en af pigerne tæppe ud, så det fungerede som en form for rygsæk, som pigen kunne lægge op ad på Delilahs mave, imens hun kunne bære den anden og holde Sean oppe med hans arm over hendes skulder og hendes om hans talje. Hun fik arrangeret det kort efter.
Det fungerede. Godt nok var hun tynget så meget ned af vægt, at hendes trætte krop næsten gav efter, men forhelvede ... Havde hun et valg? Hun nægtede at blive her!

Mørke, afskallede vægge var ikke et slående syn på det her værelse. Faktisk var det lyseste i dette værelse, den halvmørke vugge de sovende børn trygt hvilede i, og solstrålerne der brød de tykke horder af støv fra det eneste vindue i værelset. Delilah havde lagt Sean i den overraskende pænt redte seng, der også syntes i god stand - Det var nok fordi disse værelser oftest var lejede til sexformål. Men det var alt Delilah havde råd til, og endog kun i få perioder, når hun havde børnene.
Der syntes .. tomt i værelset. Meget få, tomme møbler. Ud over nogle få dukker og lidt andet legetøj der var lagt pænt ind på en lille reol ved siden af børnenes vugge, var der absolut ingen ejendomme i det hul, Delilah boede i til hverdag. Hun havde vrikket sig ud af den forfærdelige, blodige, vievandsindsmaskede kjole og smidt den i hjørnet. Hun gik derfor rundt i en åben mandeskjorte hun havde nakket, hvis renhed stod i skarp kontrast til hendes blodige, svedige, sårede, snavsede krop.
Hun havde naturligvis også en blodig, snavset, svedig og beskidt BH synlig under skjorten, og et par ligeså urene trusser, men de matchede nærmest hendes hud efterhånden. Hun ville have taget et bad, taget tøj på, fået ... alt væk - Hvis hun havde været alene. Men nu havde hun smidt sig i siddende stilling ved siden af Sean i sengen, og var igang med at pille kuglen ud af såret på hans arm.
Samtidig stod halvvarmt vand ved hendes side med en klud, og noget rensende til at holde bakterierne væk - En infektion ville seriøst være nederen på det her tidspunkt. Hun følte på et eller andet plan hun skyldte ham, at sørge for at han ikke var handicappet den næste måneds tid, fordi han havde reddet hendes og hendes børns liv.

Han stønnede svagt og fornemmede bevægelse. Han prøvede...I et øjeblik prøvede han at bevæge sig, at sætte sit ene ben foran. Havde de vundet? Havde han reddet dem? Han var vel ikke...I et øjeblik blussede hadet op i ham og gjorde hans spyt surt. Hadet til ham selv. Han var besvimet...Og han var endnu så træt...
Inden han nåede at gøre mere, at tænke yderligere...gled han hen i mørket igen.

Smerte. Det gjorde ondt i hans arm, som om nogen rodede i hans sår. Efter yderligere et par sekunder, gled hans tanker hen på en læge. Og panikken spredte sig i hans krop. Han spjættede let, men havde ikke energi til mere modstand. Ikke læger...Han hadede læger. Han kunne klare sig selv! Det var ikke for sjov han selv rensede sine sår og syede dem sammen, til tider med hjælp fra Sigmund, hans butler. Såret sad i overarmen...Der ville gå tid før han kunne bruge den igen. heldigvis var han højrehåndet.
Han trak vejret dybt. Han måtte ikke besvime igen...
Siden hvornår var han blevet så svag? Han var ikke så dårlig til at slå, at han ikke kunne kæmpe og holde på energien, til de fleste var døde. Men denne gang havde han været direkte ubrugelig og kun til besvær. Om han ville accepterer det? Ikke tale om!
Kuglen forlod hans kød. Han kunne mærke det. Hans muskler sank både lidt sammen af lettelse - på kuglen var påtegnet pentagrammer - og trak sig igen sammen af naturlig smerte og ubehag.
Han tog sig sammen. Tog en ekstra stor indånding og trods sin træthed, tvang han sine øjne åbne.
Han var forvirret over hvor han var. Dette lignede ikke hospitalet. Heller ikke hans eget hjem. Det lignede et faldefærdig og klamt sted, et sted hvor han fortærede en kvinde eller to og efterlod deres lig her, hvor der kunne gå uger inden de blev opdaget. Hans blik gled over loftet, væggene...
Og fandt Del. Han var overrasket og samtidig for træt til at vise andet end...træthed. Del tog sig af ham? Men hvorfor? Med hvad formål? Åh, hun ville nok have penge for det...Han orkede det ikke lige nu!
Han tog sig sammen...Og trak sig selv op og sidde. Det blev til en svag grimasse af smerte og ellers orkede han ikke mere. Han så på vandet og desinfektionsmidlet. Klogt.
Han tog selv kluden til vandet og begyndte at rense sit sår.
"Tak..." hans stemme var hæs. Hans hals ru. Han var faktisk tørstig, nu hvor han tænkte over det. Ved at dø af tørst. Han kunne drikke alt i miles omkreds.
Desinfektionsmidlet sved. Men han peb ikke. Selv hvis Del ville forlange han blev liggende og blot modtog hjælp, ville han ikke gøre det. Han kunne ikke. Han foragtede sig selv for at faile og for ikke at hjælpe, når han burde. Han fortjente ikke hjælp.
"Er du...o-okay...og...børnene?" han var blevet nød til at hoste lidt. I et øjeblik overvejede han at drikke det halvvarme vand, trods blod og skidt der nu var i.
Hans blik gled over hendes forslået krop.
"Undskyld..." han havde failet...
"...Jeg...mislykkedes...Skal du have...hjælp?" han snakkede langsommere og med en mere ru stemme. Det måtte hun leve med. om lidt ville han rejse sig og finde noget at drikke.
Alle tanker om hans nye evner var, for nu, glemt. Han huskede dem ikke lige nu.

En dyb vejrtrækning fra manden hvis arm hun faktisk havde fingrene indeni, afslørede at han var vågen - Eller ekstremt tæt på selvsamme. Hun reagerede overhovedet ikke. Hun fokuserede på ikke at ende med at ødelægge et eller andet i hans arm i stedet for, og virkede faktisk direkte koncentreret på det foretagende mange nok ville finde ulækkert eller frastødende.
Men det var noget hun var øvet i. Hun havde taget på hospitalet de første par gange hun var blevet kraftigt såret, men efter at have måttet flygte ud derfra fordi folk genkendte hendes ansigt, havde hun valgt at klare sig selv.
Hun lod kuglen dumpe hen på sengebordet, i samme sekund som hun, ud af øjenkrogen fangede Seans øjne åbne sig. Hun hævede langsomt et øjenbryn da han kæmpede sig op i siddende stilling, men selvom en lyst til at skubbe ham ned i sengen igen bankede i hende, lod hun ham sætte sig op. Hun kunne jo for guds skyld ikke overtage styringen totalt, han havde brug for at føle lidt magt. Det tvivlede hun ikke på - Hvis det havde været hende, ville hun have brug for at styre noget selv.
Det lyste ud af hendes som et fyrtårn, at hun misbilligede at han selv rensede såret, men lod ham endnu engang gøre det uden direkte at stoppe ham - Selvom hun sendte høje signaler om at han skulle lade hende gøre det færdigt. Inden signalet blev forstyrret af forvirring der sitrede i hende. Havde han lige sagt ... tak? Overraskelsen gled som en skygge over hendes ansigt - Gad vide hvorfor det overraskede hende så meget?
"Øh .. Yeah .."
Hun sendte ham et lidt halvakavet smil.

Hans ru stemme kunne betyde et par ting: Han havde ikke snakket længe, han manglede væske, han havde fået et slag på halsen. Der var nogle andre muligheder, men lige nu syntes de muligheder ligesom mest sandsynlige, så hun gled elegant op i stående stilling og forsvandt i et ryk ud i køkkenet. Hun kom kort efter igen ud med en flaske vand og en flaske rom, som hun begge klaskede ned på sengebordet ved hans side med et svagt smil. Resten af mulighederne kunne hun ikke gøre noget ved.
"Du ved godt du er en idiot for at sætte dig op, ikke?"
Hun smed sig på sengen ved siden af ham i siddende stilling igen, trak sig tilbage så hun lænede hovedet op af sengegærdet og lod blikket glide over rummet. Hun havde næsten glemt hvor rart det var, at faktisk have en seng. Hun lod langsomt tungen glide ud og fugte de blodige læber, blot for at ende at trække blod, snavs og sved tilbage ind i munden. Hun rynkede svagt på næsen. Adr.
Hendes blik bevægede sig langsomt hen på ham, da han spurgte ind til hende og børnene. Han forvirrede hende. Hvorfor betød det pludseligt så meget for ham, at de havde det godt? Hun tøvede svagt, og lod så blikket glide hen på pigernes vugge. Man kunne kun akkurat skimte deres rolige åndedræt - De havde sikkert allerede glemt dagens rædsler og frygten. En god ting ved at være et barn.
"De ligger og sover."
Hendes blik lagde sig igen på ham. Panden rynkedes svagt.
"Og jeg har det fint. Hvorfor bekymrer du dig pludseligt om det?"

"Sean? Sean, se på mig."
Hun rykkede sig svagt, så hun sad direkte foran ham, og lagde blidt hænderne imod hans hoved så det blev holdt fast, og medmindre han faktisk kæmpede for at komme fri, ville hun samtidig være så tæt på og direkte foran ham, at han skulle gøre noget aktivt for at se væk. Hendes blik hvilede bestemt på ham.
"Du mislykkedes? Hvad snakker du om?"
Hun holdt godt fast, men på en måde der sørgede for at lægge blidt imod hans kæber, så hun ikke skadede ham. Det havde hun ingen intention om - At fikse ham og så ødelægge ham var jo latterligt.
"Jeg ved ikke hvordan fanden du vidste hvor jeg var, men du reddede mig. For fanden, du ofrede jo nærmest dig selv!"
Hendes blik brændte bestemt som hun lod blikket hvile direkte i hans.
"Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvordan. Faktisk fatter jeg nærmest ikke noget af denne her pisse mærkelige situation, men næste gang du hentyder til at du mislykkedes i noget du havde absolut ingen grund til at gøre, slår jeg dig. Hårdt!"

Hun slap ham - Medmindre han havde kæmpet sig fri naturligvis - og sendte ham et lille bitte smil.
"Siden jeg ikke går ud fra at du brænder for at vaske mig, så nej, jeg har ikke brug for hjælp."
En svag latter forlod hendes læber, inden hun kom op i stående stilling, forsvandt ud i køkkenet for at pumpe noget vand op - Det var ganske smart, de havde indstalleret en form for vandpumpe i hvert rum, ligesom dem mange havde udenfor huset. Vandet var ganske vist ikke helt rent, men man kunne få halvfrisk vand på nogle minutter, uden at behøve at gå udenfor. Ganske smart!
Så hun pumpede en spand vand op fra det store, rustne håndtag, og trådte tilbage ind til Sean. Medmindre han stadig brugte kluden(i såfald ville hun hente en ny) ville hun fugte den med det iskolde vand, og gnide den op af benene for at gnide skidt, blod og sved derfra. Det var ikke så godt som et bad, men hun orkede simpelthen ikke varme mere vand op på nuværende tidspunkt.
"Hvad fanden skete der? I kampen? Du ... fuckede shit op."
Hendes blik gled op på Sean, imens hun fortsatte den langsommeligt afvaskning.

Han kunne se på hende at hun foretrak at gøre det. Man han havde endnu lidt værdighed tilbage og ville gerne helst selv gøre det. Hun var ikke hans tjenerinde. Hvis han selv kom til skade, kunne han vel også selv lappe det sammen igen.
Efter det var blevet vasket og renset godt, smed han kluden ned i spanden igen. Frisk blod piblede frem og løb ned af hans arm. Han holdte armen væk fra sengen, for ikke at gøre sengen mere ulækker end højst nødvendigt. Til sidst gjorde han det eneste han kunne. Han trak, halvt besværet, sin trøje af. Indenunder var der en bar, muskuløs overkrop med en god del spredte ar hist og her. Fra knive. Fra pentagrammer. Fra kløer og bid. Fra stort set alt.
Han rev et ærme af trøjen og bandt den så stramt om armen, som han kunne. Han måtte få Sigmund til at sy det, når han kom hjem.
Resten af trøjen smed han på gulvet.
Og lod så sin beskidte hånd glide igennem det strittende, halvklistrede hår, da han så op på Del. Hvor betænksomt.

Han lod ikke chancen forgå. Han tog straks vandet og drab heftigt et par store slurke. Lidt vand gled ved siden af, fra hans mundvige og ned af halsen. Da han var færdig, var flasken med vand næsten tom. Han stillede den på bordet igen, med at svagt "ahh" af lettelse. Hans mund og hals føltes meget bedre og hans krop lidt oplivet. Han sendte Del et lille, taknemmelig smil.
I det samme gik en anden tanke op for ham.
Var det her hun boede?
Endnu en gang lod han blikket glide over rummet og over på børnene...Som Del netop fortalte sov. Ja, det så sådan ud. Fint nok.

Han brød sig ikke om at Del krævede så meget...kontakt af ham. Øjenkontakt kunne han måske forstå, men hun var alt for tæt på og alt for...øm over for ham. Ingen, Alane kunne finde på det, men ellers ingen havde rigtig været sådan over for ham. I mange år. Og han fandt det utrolig ubehageligt. Men han var for svag til rigtig at kæmpe imod og ville heller ikke fornærme hende.
Men hun forstod intet. Det han havde gjort var utilgiveligt. Han havde svigtet sin opgave, det eneste han havde at gå efter i sit liv, og svigtet sin rolle som en mand. Hvordan skulle han kunne se sig selv, eller bare nogen som helst, i øjnene efter dette? Han havde mistet meget ære denne morgen. Og det ville tage lang tid at genopbygge. Han følte sig...energiløs, håbløs. Han vidste det ville blive bedre når han havde sovet, men følelsen lod sig dog ikke skubbe væk.
Han smilte svagt til det hun sagde med at slå. Det lignede hende. Endelig slap hun ham og hans blik gled ned til gulvet.
Da hun snakkede om at blive vasket, så han op på hende igen og sendte hende et svagt, drillende blik.
"Hvis du er nøgen vil jeg være ganske ivrig" svarede han tilbage, nu med en lidt mere normal stemme, omend den stadig bar præg af at være træt og sløv, en smule ru.

Trods...Alt. Følte han sig lige nu både godt og skidt tilpas. Her, hjemme hos Del, følte sig endnu bedre tilpas, end han nogen gange gjorde derhjemme. Men han skammede sig også over sig selv. Han valgte at læne sig tilbage i sengen igen og lod blikket glide over til vinduet. Der var så meget at tænke igennem, så meget at forstå...
Han så på sine hænder et øjeblik. Hvad var det han havde gjort? Hvad var det han...Kunne?
Ja. Han havde ødelagt det hele. Det vidste han godt. Men han havde ikke forstået noget af det, et eller andet sted bare fulgt ordre. Han så på Del et øjeblik. Han forstod ikke mere end hende.
"Jeg ved ikke hvad der skete..." svarede han lavt og så ud af vinduet igen, som så han nogle helt andre ting, Del ikke kunne se.
"...Jeg ville hjælpe dig, redde dig. Og...Det eneste jeg kunne nå at gøre, for jeg kunne ikke nå at dræbe dem alle, var at skubbe dig væk. Og så...Så mange smerter..." det sidste blev næsten hvisket. Bare mindet om dem var forfærdeligt og forvirrende.
"Og derefter er alt en stor pærevælling. Tidspunkter jeg husker, tidspunkter jeg ikke husker. Ting der sker, som ikke bør ske...Flere fjender...Og til sidst var jeg så træt og så..." hans stemme svigtede ham. Ikke fordi han var følelsesmæssig ustabil og skulle til at græde. Men fordi...Fordi han stadig mente at han havde svigtet hende. Resten af historien kunne hun jo godt.
"Jeg vil gerne bede om tilladelse til at sove her. Bare i et par timer. Jeg kan sagtens sove på gulvet...Og bagefter skal jeg nok forsvinde igen. Jeg kan godt betale for det" afsluttede han det. Han var for træt til overhoved at overveje at forlade sengen. Og havde brug for hvile. Masser af hvile. Men lige nu, bare hvile nok til at han kunne komme hjem igen. Hvis alt gik vel.
"og...Du er mor?" han så på hende. Se, dette var noget han havde svært ved at forstå.

Det var faktisk ikke med vilje. Hun tænkte ikke rigtigt over det, da hun automatisk flyttede blikket over på ham da han trak trøjen af, og ubevidst lige lod blikket skimme ned over hans krop. Da faren havde lyst ud af ham tidligere, havde hun ikke kunnet modstå en form for tiltrækning til ham. Hun var tiltrukket til farer, problemer der hobede sig op, og dét havde han netop repræsenteret.
Så at hun automatisk tjekkede hans krop ud - På trods af hun havde set den før - var i virkeligheden ikke så mærkeligt. Og hey, for at være fair, var det uden tvivl en meget pæn krop, hendes blik strejfede, på trods af arrene der lå henover ham som et lille tæppe. Hun var vant til dem - Hun kunne direkte godt lide ar. Selv var hun dækket i dem, i samme grad som ham, men hun var stolt af dem - De vidste hun levede et liv, og at hun ikke bare sad og pissede i tønden derhjemme.
Og så lagde hendes blik sig for alvor på ham, da han ligepludseligt så ud som om han var ved at indhallere flasken og hele dens indhold i én slurk. Hun kunne ikke lade være; en latter forlod hendes læber ved synet af ham der virkede som om hun netop havde serveret livet for ham, og den dér tilfredse lyd efter han næsten havde slugt flasken. Hun kunne ikke for alvor slette smilet fra læberne.
Dét var simpelthen for komisk!

Delilah bemærkede ikke rigtigt, hans ubehag ved hendes nærkontakt. Delilah var en meget .. touchy-feely type person, og hendes mangel på blufærdighed gjorde, at hun ikke fandt det specielt mærkværdigt at røre ved folk. Selv når hun kæmpede, havde hun en tendens til at have folk meget tæt på kroppen - Ofte så tæt på, at de faktisk kunne mærke hendes varme ånde.
Det var bestemt ikke anderledes når hun var et sted, uden at være i kamp. Derfor fandt hun heller ikke hans proklamering med hendes nøgenhed specielt mærkelig. Et svagt pust af latter forlod hendes læber, og et smil dansede derpå, men hun tænkte ikke specielt over, at nogen nok ville finde den korte samtale flirtende - For hende var nøgenhed ikke det samme som noget frækt eller sexet. Det var bare .. Nøgenhed.
"Nu får vi at se. Selv ikke min mand, har jo set mig helt nøgen."
Hun blinkede drillende til ham. Hun huskede udemærket hans forsøg på at få hende til at have sex med sig, da de havde været på mission sammen - Men det havde aldrig lykkedes ham at få mere af hende, end indtil hun stod i undertøj eller natkjole. Hun lod vandet glide ned af det ene ben en sidste gang, som - på trods af det ikke var helt rent - syntes langt pænere nu, hvor det ikke var dækket i alt muligt vådt, klistret og klumpet. Dog var der mange endnu åbne sår spredt derhenover.

Hun skiftede position så hun nu begyndte at gnubbe urenhederne af det andet ben, netop som han begyndte at forklare. Hendes blik gled med små mellemrum op og lagde sig imod ham over de første sekunder, hvor kun lyden af hende der lagde kluden ned i det isnende vand afbrød ham, men efter ordene hjælpe dig forlod ham, slap hun langsomt kluden, lagde blikket på ham og syntes opmærksom.
Hans ord fødte et væld af tanker dybt i hendes krop, men ikke et ord forlod hende - hun var næsten bange for, at han ville holde op med at snakke, hvis hun afbrød ham. Hun var overrasket over hvor ... følsomme ordene syntes at være. Hun blik gled kort ned i jorden da han nævnte smerterne, og et overraskende stik af dårlig samvittighed fangede hende. Hvilket var latterligt, det var jo ikke hendes skyld at han var hoppet derind for at redde hende - Hun vidste det end ikke!
Hendes blik fandt straks vej tilbage til ham, da han talte igen. Hun tøvede i mange sekunder da ordene havde forladt ham, hvor hun langsomt gennemtyggede en blød, fyldig underlæbe med en hvidlig tandrække.
"Hvordan fandt du os? Mig? Jeg kendte ikke engang det sted, og mit arbejde har fandme næsten ført mig alle vegne. Hvordan ..?"
En svag rynke var opstået imellem hendes øjenbryn, et næsten usynligt tegn på den forvirring der herskede i hende. Hun var overraskende .. blid ved ham, netop nu. Hun kunne end ikke selv sætte fingere på hvorfor.
"Og hvorfor? Hvorfor ville du hjælpe mig? Redde mig? Vi har aldrig været .. venner .. Hvorfor betyder det overhovedet noget for dig?"

Hun himlede med øjnene da han bedte om tilladelse til at sove her, som var det et eller andet fint hotel han var ved at checke ind på. Hun sendte ham et are-you-kidding-me blik, og rystede med et svagt smil på hovedet, inden hun vendte tilbage til rengøringen af sin krop, med det kolde vand.
"Hvad sker der for høfligheden, sexdæmon? Hvis du vil sove, så luk øjnene og sov. Jeg ved ikke hvor du har lært at være høflig henne, men hvis du skal være her, kan du tage det af ved døren."
Hun fik skrubbet en udtørret klat blod hårdt af, blot for at opdage at hun samtidig havde revet sårskorpen af, og blod straks begyndte at glide ned af hendes ben og farve det rødt endnu engang.
"Årh pis! Men Sean-"
Hun klemte kluden imod såret, og lagde blikket på ham.
- hvis du forsøger at betale mig for at sove i det her værelse i den sikkert klamme seng, så skal jeg nok opspore dig og smide pengene tilbage i hovedet på dig. Det er jo bare latterligt."
Hun rev et stykke af den ulækre klud af, overhældte det med desinfiktionsmiddel, og bandet det om såret som en form for bandage. Så gled hendes blik op på Sean endnu engang, blot kort, som strejfede blikket ham.
"Og du behøver ikke smutte med det samme. Det koster jo for guds skyld ikke ekstra at der er flere i hytten. Bare .. Sov. Tag afsted når du har lyst, ikke fordi du føler du skal."
Hun tøvede et sekund, slap ham så med blikket og virkede næsten som om hun havde glemt ham, imens hun lod vandet risle ned af hendes lår. Begge ben var næsten mere eller mindre rene, inden hun besvarede hans ord om hendes moderskab. Et stort, dejligt smil dansede på hendes læber, men han ville nok ikke kunne se det, for håret der hang ned foran hendes ansigt i klumper.
"Ja .. Men det kan du altid spørge ind til, når du har sovet."

Han lå i sengen. Han lod den arm, der endnu var hel, glide om bag hans hoved, som en slags ekstra pude, så han bedre kunne se på Del mens de førte en samtale. Og generelt...Bare se på hende. I et øjeblik fløj hans tanker ud i mærkværdige og urealistiske billeder og tanker. I et øjeblik forestillede han sig hvis de to var sammen. Havde han ikke, ubevidst, ledt efter en kvinde der var vild og glad for monstre? En der ville omfavne hans dystre sider, som der kun var mange af, og lege med? Og samtidig være villig til at dele en seng og visse følelser. Hele sit liv havde han søgt efter en familie, uden held. Fra helt lille havde han fået at vide det ikke kunne lade sig gøre og han gav folk ret. Trods alt var hans forældre dæmoner og de havde ikke ligefrem noget godt forhold. Aldrig havde han mødt en dæmon der havde bare tilnærmelsesvis en normal og glad familie. Alle havde de måske en kæreste, kone, mand, et barn...Men aldrig samlet, aldrig som en almindelig familie. Det var umuligt, nåede der aldrig kunne ske. De fleste døde jo også...Som han vidste Alane ville gøre det en dag. Dø. Blive gammel og grå. En tanke der havde strejfet dem begge.
Og så mødte han Alitheia, en pirat og dæmon. En kvinde han respekterede. De var så ens...Så ens! De flirtede lidt, men nu var de bare blevet hinandens nyttige kontakt, til hvis vandet kogte over. Og de hjalp hinanden med at lave ballade, samt at rode sig ud af det igen.
Og så var der Del. En kvinde der næppe var stolt af sin race eller noget i den stil, men som dog var beundringsværdig. Hvem kendte han ellers? Så var der Jazmin. Den eneste grund til at han lod hende være, var fordi hun var dæmon. Men ellers generelt ikke nogen beundringsværdig eller respektindgydende person. Hun lå lavere på hans personlige rangliste.
Han kendt helt sikkert flere...Men ingen han genkaldte sig lige nu. Ikke af dæmoner.

Han så direkte på Del igen, da han kom tilbage fra sin egen lille verden. Han smilte let til hende, for hendes kommentar om sin mand. En blivende, intern joke? Måske.
Og så kom alle spørgsmålene, som han vidste ville komme og som han vidste hun ville forlange svar på. Omend han i princippet ikke kunne give hende nogen...Åh, Chaya og hendes sindssyge folk virkede som en fjern drøm lige nu! Så absurd at hun skulle være inde i Del i dette øjeblik og lytte med i deres samtale. Han overvejede det et øjeblik. Gad vide hvad hun mente om det var der sket i aften? Ville han stadig blive betalt for sit arbejde eller havde han skræmt hende væk?
Han ville have sine penge, uanset hvad. Ellers havde han bare en god grund til at forfølge hende, til han fik sit. Men skulle han fortælle Del om det? Og derved risikerer endnu mere ikke at få sine penge...Og samtidig sætte deres spirende venskab tilbage? Et midlertidigt venskab der kun kunne komme mere til skade, hvis Del fandt ud af det senere. Han vidste Del ikke bare ville tro hun var en udvalgt til...et eller andet. En frelser. Ikke bare sådan lige.

Han trak vejret dybt og trak lidt på skuldrene.
"Måske var det skæbnen" drillede han hende og undgik kun emnet i endnu et par sekunder, mens han overvejede hvad han burde gøre. Hun ville vel ikke engang tro ham, selv hvis han fortalte sandheden.
Og Del havde børn...Hans blik gled over til dem et øjeblik. Hun havde børn...Hvad der formodentlig også kunne være dæmoner. Og han havde altid prøvede at hjælpe andre dæmoner, velvidende de var der den stærkeste race i verden, hvis de blot hjalp hinanden lidt mere. Han så tilbage på Del.
"Nåe...Du er bare forfulgt af en masse kulte. jeg har tilfældigvis snakket med en af disse kulte, eller sekter, som til gengæld godt kan lide dig og de hyrede mig til at holde øje med dig og redde dig fra døden, blablabla..." han smilte let til hende, som var det ganske almindeligt.
"Men takket været morgens events, er jeg begyndt at tvivl på jeg vil få mine penge. Mange ting har ændret sig og jeg er ikke engang selv sikker på hvad der egentlig sker. Og hvis der ikke er sikkerhed...Du ved at folk holder ekstra godt på pengene, hvis de er usikre" han smilte svagt.
"Jeg vågnede ved det...At du var i fare. Spørg mig ikke hvordan det fungerede. Garanteret magi af en eller anden slags. Jeg kunne fornemme dig...Og fandt vej til dig, lige i tide" Uanset hvad der nu ville ske, havde han i det mindste været ærlig. Selv om han mistænkte Del for at blive sur på ham...Endnu en gang. Hvilket...Han faktisk fandt enormt beklageligt.
Hun ville nu tro og vide at han kun gjorde det for at få penge og ikke for at lege ven...Og han følte sig enormt trist ved det. Og så blev han blot endnu mere vred på sig selv. Betød det overhoved noget? Svage nar! Havde han intet lært?

Han vidste ikke, efter det han havde sagt, om han stadig måtte sove der. Men så længe hun ikke direkte smed ham ud, lagde han sig bedre til rette på sengen og smed sine sko på gulvet. Han smilte svagt til Del, for hendes sætning...Der lød som en mor, der bekymrede sig for sin ældste dreng. En sætning hans egen mor aldrig ville være kommet med. Han fandt det både en anelse irriterende og enormt....rart...På en måde der skræmte ham. For det var unormalt. Til sidst lukkede han bare øjne...og på ingen tid faldt han i dyb søvn. Hans vejrtrækning blev dybere og svagere.

Hun kunne aldrig finde på at afsløre det for ham, men på et eller andet plan ønskede hun faktisk ikke at han gik. Hun var altid alene, og den dybe ensomhed var efterhånden begyndt at gå hende på - Ikke at hun bemærkede det i sin hverdag, men i situationer som denne hvor hun faktisk kunne have en ordentligt samtale .. Ingen skænderier, ingen kampe, ingen råberi eller folk der hadede hende åbenlyst .. Hun savnede det. En hvid tand fik fat i en fyldig underlæbe. For fanden ensomhed stank.
Hun hævede et enkelt øjenbryn da han sagde det var skæbnen, og lod en svag rysten danse igennem hovedet, imens et utydeligt smil trak i mundvigenes svage kurve. Da hendes blik lå ud over ham, fulgte hun automatisk hans blik over til de sovende børn, hvis åndedræt svagt kunne opfanges af sensitive ører. Et smil plantede sig på hende, som hun betragtede deres smalle soveplads.
Ved ordet Nåe fandt hendes blik vej tilbage på ham, og hun vippede svagt hovedet til siden, så mørke lokker kravlede ned af hendes skuldre. Nysgerrighed dansede i hendes blik, indtil han nævnte en masse kulte, og forvirring langsomt begyndte at kravle frem over hendes ansigt. Undskyld .. Hva?

Chaya blev isnende stille. Ikke så meget som et åndedræt hørtes fra hende, men Delilah bemærkede det overhovedet ikke. Forvirring, overraskelse og en god klat what-the-fuck havde overtaget hendes tanker, sind og ansigtsudtryk, som hun stirrede chokeret på ham, imens han blev ved med at tale. Selv efter ordene var rindet ud fra hans læber, stirrede hun uden at bevæge en muskel på ham, simrende i ren overraskelse. Han var hyret til .. Hvad for noget?
Der tikkede mange sekunder forbi. Så sneglede et svagt smil sig langsomt ind på hendes læber, og pludseligt gik der liv i alle hendes muskler. Hun himlede melodramatisk med øjnene og sendte ham et næsten latterfuldt smil.
"Yeah klart, fordi random kulte finder mig pisse interessant, og de ville hyre en person der hader mig til at redde mig. Klogt træk!"
Hun himlede endnu engang med øjnene, så de rullede som ildkugler rundt i blikket. Så gled hun op i stående stilling, endnu med smilet flakkende over læberne. Hun troede tydeligvis ikke et sekund på hans historie.
"Det var en fandens dårlig joke. Jeg ved du kan komme op med noget bedre end det der!"
Hun greb fat i spanden med det nu beskidte vand, hankede op i den og gik ud for at hente frisk vand, i en tydelig hentydning til at han bare kunne lægge sig til at sove nu. Chayas åndedræt var langsomt begyndt igen.


Delilahs lydløse skridt trippede alligevel svagt over gulvet. Endnu en hamren bankede på døren. En svagt blodig lugt sneg sig ind under dørens svage mellemrum. En blodduft, næsten magen til den Delilah havde vasket af sin krop, imens Sean havde sovet. Hun fik blidt lagt børnene ind i på toilettet, pakket dem godt ind i tæpper og snoede omkring, for at smutte hen til sengen til Seans krop.
"Sean? Op!"
Det var næsten en hvislende hvisken, for hun havde pludseligt fået fandens travlt. Hun vidste ikke om det var en trussel der bankede på døren, men når børnene var i rummet, tog hun absolut ingen chancer - og blodlugten gav ikke ligefrem de bedste vibes. Medmindre Sean allerede var vågen, ville hun gøre sit bedste for at ruske hans krop til han endeligt slog øjnene op.
"De er næsten brudt ind. Op med sig!"
Medmindre han enten kæmpede imod, allerede var oppe eller på anden måde forhindrede hende i det(han var stærkere end hende, så hun kunne trods alt ikke tvinge ham), ville hun forsøge at få trukket ham ud af sengen og over imod badeværelst. Hun ville selvfølgelig kæmpe, hun flygtede aldrig - Men det var en kraftig fordel at vide hvor mange modstandere der var, samt deres egentlige mål.
Og at gemme sig et sted hvor det var muligt for dem at se folkene der kom ind, var en vældig god måde at få dette gjort på. Igen, medmindre han på en eller anden måde stoppede hende, ville hun få ham ind på toilettet og lukke døren i et ryk efter sig, så den badekåbe-agtige kjole(hendes udseende - Plus undertøj, naturligvis) hun var trådt ind i blafrede om hendes krop.

Døren blev brudt op. Lyden af trin i rummet syntes næsten at give små sæt igennem døren. Delilah vimsede væk fra døren, åbnede lydløst et skab og trak adskillige forskellige våben ud derfra. Hun fik fat i et læderbælte der kunne sætte sig om hendes lår - der var dækket af kjolen om hendes krop - hvori hun hurtigt satte nogle våben ned i, og spændte om sine slanke, endnu sårede lår.
Hun løftede et par våben samt et våbenbælte, i en tilbydende gestus imod Sean - Han kunne naturligvis tage hvad han ønskede fra våbenbunken, hun gik ikke ud fra af han havde i sinde at forsøge at myrde hende med dem. Eller stjæle dem fra hende. Stemmer udgik pludseligt fra den anden side af døren, hvilket straks trak dæmonkvindens opmærksomhed til sig - Hendes røde øjne forsøgte vist at brænde igennem døren.
"Tjek alle rummene. Der er fire - to børn, to voksne."
Forvirring sitrede over Delilahs ansigt - De vidste Sean var her? Hendes blik gled uforstående over imod ham, og hendes tanker gled langsomt tilbage til hans ord før, om kulte, sekter og et arbejde at udføre.
- Det var en joke. Den var endda dårlig.
Chayas ord skubbede tankerne ud af hendes hoved. Hun havde ret - Bare tanken var absurd. Selvfølgelig var et en joke.

Søvnen var drømmeløs...Næsten. De første par timer var drømmeløs og gik bare ud på at komme til kræfter. Men åbenbart så skyggerne, de navnløse, de udefinerlige, at drømme var en god måde at kommunikerer.
*Det lignede lederen. Han stod foran de andre og var mere tydelig, i en figur der lignede en mands. Han virkede bredskuldret. Det var svært at se om han havde langt hår eller kappe på, men noget syntes at blafre om ham. Man kunne ikke se noget tydeligt på ham...Men Sean vidste han så direkte på ham. De stod på et bjerg og forneden...Forneden lå hele Underworld, opdagede som uopdagede dele.
"Du passede ikke bare godt..." stemmen var flydende, fløj over det hele og lød ikke som om den kom direkte fra manden. Men mere som fra alle sider. Men Sean vidste det var manden der snakkede. En vind greb fat i ham, da han så ud over verdenen med et forundret blik. Så stort!
"...Men rigtig godt. Vi gav dig ikke bare styrke, for at du kunne passe dig selv. Men for at vi også kunne få noget ud af det. Dette er prisen. Endnu en. Vi må arbejde sammen..." skyggen gjorde en gestus mod hele verdenen og Sean fornemmede at manden ville smile, hvis man kunne se ham.
"...Alt dette er vores legeplads. Og du vores dukke. Den eneste vi kan arbejde igennem. Vi er selve døden..." hviskende stemmer angreb ham. Forvirrede ham. Sagde ting på alle sprog. De kom tættere på, det hele blev dækket i sort, de trængte sig på, Sean følte han blev kvalt...
"Vi er dig. Og du er os..."

Brutalt blev han hevet ud af denne verden. Ud af sin drøm, ud af den meddelelse de ønskede at give ham. Hvem var de? Hvad ville de? Hvad betød dette? Han brød sig ikke om tanken om at han...Ikke var sin egen mere.
Han slog øjnene op, da han bogstavlig talt var blevet hevet halvt ud af sengen. Hans skadede arm brokkede sig, da han greb sig selv, inden han faldt helt ned på gulvet. Han var hurtigt oppe. Vane, kunne man kalde det. Han var hurtig til at få skoene på igen og så sig omkring. Vent...Hvad skete der? Hvem var det? Hvorfor bankede det på døren...
Fornemmelsen af fare tog ham. Hans første tanke var Chaya og hendes kult. Men hvordan skulle hun kunne have givet besked? Og han havde jo ikke sagt så meget. Og Del havde jo ikke troet ham, præcis som han havde forudset?!
Ikke om han ville være bange for denne heks!
En beslutsomhed overtog hans følelse af forvirring og gjorde at han reagerede og handlede. Han greb en dolk og gemte endnu en ved den ene sko. Han kiggede kort på de mulige våben...Og nøjes så med at tage en tredje dolk. Dolke var hans foretrukne og eneste våben. Andre var for store eller upraktiske, i hvad der sikkert ville blive nærkampe.
Og så trak han sig hen ved siden af toiletdøren og lyttede mod dørens sprække...
Hans mørke blik gled over til Del. Også hun var forvirret, omend hun så ud til at mene det måske...Hvad, var kulten fra før? Men de havde da dræbt dem alle, mere eller mindre, havde de ikke?
Hvor mange var der lige?!

Han var stadig træt. Hans krop var ikke helt frisk og hans arm pippede, når han bevægede den. Men det kunne ikke være anderledes. I det mindste havde han sovet lidt. Billeder fra hans drøm gled frem i glimt. Før han tvang dem væk og fokuserede på den nuværende opgave. Fik de aldrig fred?! Han havde ondt af Del, hvis dette var hendes hverdag. Havde hun ikke fået sat sig i respekt i byen? Ingen turde rigtig angribe ham længere, syntes han.

Han tjekkede hvor børnene var. På sin vis følte han et ansvar for at sikre de ikke kom til skade. Også Del, selvfølgelig, men modsat Del kunne børnene ikke beskytte sig selv. Han lod blikket glide over toilettet for at se om der var nogen flugtveje eller andre muligheder for dem. Umiddelbart nej. Han så kort på Del...Og så på døren.
Selvfølgelig gik der ikke lang tid, før de gættede at Sean og Del måtte gemme sig bag døren. Sean holdte sig i kampposition. Hvis det gik galt...Havde han netop energi til at forvandle sig. Men rummet var for lille til hans skikkelse og han ville ende med det kun hæmmede ham. Og han turde ikke bruge sin nye evne endnu. Mon han stadig havde den gamle evne? Han turde ikke afprøve den på Del..i tilfælde af det gik galt. Hun ville også bare blive forstyrret. Måske på en af deres fjender...
Han så ud af en sprække. De var på vej hen mod døren...
Han koncentrerede sig. På den måde han plejede,når han ville indsætte fremmede billeder i hovedet på folk. Han prøvede...Han prøvede...
Manden fortsatte uden tegn på nogen forstyrrelse. Desperat prøvede Sean en anden mand, i tilfælde af den ene var immun. Intet. Shit!
Han havde vel ikke mistet sin gamle evne...Det kunne han ikke! Den var praktisk! Med til at sørge for han havde så meget magt! Han manipulerede rundt med folk, med den...Dette var en katastrofe!
Han trak sit hovedet til sig.

Der blev sparket til døren. Sean smilte svagt og åbnede døren ved hjælp af dørhåndtaget. Manden, der ville sparke igen, faldt næsten ind af døren. Sean var klar. Allerede det at manden stak hovedet ind for døren, i et lille fald, greb han fat i mandens nakke og vred ham rundt, så han fik kniven ind til hans hals. Muligheden for at de andre ville stoppe, hvis de havde et gidsel, var der. Men Sean turde ikke stole på den. Hele dagen havde de virket ligeglad om nogen døde eller ej og disse var sikkert lige sådan. Men hvem var de?!

Hendes første tanke var at faktisk at trække kjolen af sig, og træde ud som havde hun været i bad - Og dermed skjule Sean og børnene derinde. Men inden hun nåede udføre planen, gav det et sæt igennem hele hendes krop, da noget hårdt bragede imod døren, og næsten fik den til at skælve. Hendes blik gled hen imod Seans fingre der trykkede håndtaget ned og åbnede døren.
Den måtte hun give ham .. Et svagt smil spillede på hendes læber, da hun faktisk så det morsomme i situationen. Hendes fingre lagde sig blidt, men alligevel fast om en dolk, da Sean snappede en mand ud fra rummet, og holdt ham fanget. Et eller andet ved den dæmon Sean havde fat i, pirrede noget i hendes hukommelse .. Noget, hun ikke for alvor kunne sætte finger på ...
Nå, fuck det! Hun gled fremad, så hun nærmest flød direkte forbi Sean og manden, så hun kunne lægget blikket på folkene, der var brudt ind i hendes midlertidige hjem, med et fast, ildrødt blik, der ... Ekstremt hurtigt holdt op med både at være fast og intimiderende. Genkendelse flakkede på sekundet igennem hendes krop, og hver muskel i hendes krop frøs. Hun vidste hun ikke måtte, hun vidste hun ville blive straffet, men alligevel lå hendes blik direkte ind i hans. Hun måtte ikke. Smerte.

"... Far?"
Det var ikke mere end en næsten lydløs hvisken. Vrede flakkede straks over mandens blik, og en af de andre fløj frem, greb fat i hendes hals og hamrede hendes hoved direkte ind i væggen. Hans blik lagde sig imod manden Delilah havde kaldt far, med et tydeligt spørgsmålstegn legende i ansigtet. Han nikkede. Delilah vidste, at han ikke tolererede at blive kaldt far - Hun var opdraget bedre end det.
Manden der holdt om hendes hals, snurrede hende rundt så hendes baghoved hvilede imod væggen, endnu inden hun kunne tænke igen ovenpå det første slag, og bankede hendes hoved hårdt imod væggen endnu nogle gange. Da lyset slukkedes i hendes øjne og et utydeligt blodspor lå på væggen, stoppede han og lagde hende nærmest kærligt op af væggen. Faren trådte hen til hende.
Han gik i knæ, lod et par fingre glide blidt og kærligt over hendes læbers, imens han betragtede hende. Så smilede han svagt, og kyssede hendes læber med tydelig velbehag - Uden nogen af de andre reagerede.
"Jeg kommer tilbage efter dig. Snart."
Han lagde kærligt en finger imod hendes læbe endnu engang og rejste sig så smidigt op. Hans opmærksomhed vendte sig imod Sean - Alle deres opmærksomhed vendte sig komplet imod Sean.

Han smilede pludseligt - Stort. Slog armene ud, som indkredsede han hele stedet, og så med gnistrende intelligente øjne på Sean. Der var ingen frygt i hans blik, og han syntes slet ikke at have bemærket at en af hans sønner var meget tæt på at blive slået ihjel af Sean. Han virkede mere interesseret i ... Ja, i Sean selv, end hans gidsel. De andre mænd så dog blot på ham, som en anden genstand.
"Jeg har altid godt kunnet lide Dem. Første gang De mødte min datter, viste De, Deres stolthed over vores race. De forsøgte at lære min datter, hvordan vi alle er så meget mere end alle de ækle små væsner der er i Underworld. Noget jeg selv forsøgte i mange år - Forgæves, som De ser."
Han slog hånden ud imod Delilahs besvimede krop, men slap ikke Sean med blikket. Så gled hans blik op og lagde sig imod hendes børn, der endnu lå fortumlede og forskrækkede over de mange lyde, men dog nysgerrige ved toilettet.
"Åh hvor ville jeg have givet meget, for at det havde været Dem, der havde bollet min datter tyk, i stedet for en ækel pelsklump. Så havde det været en stærk, ædel race der kom ud af hende, i stedet for bastarderne dér. De er måske nok dæmoner af race, men af sind vil de aldrig være mere end et dyr."

Afsky lyste i hans blik. Så sukkede han svagt, og så på Sean - Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro det var en form for stolthed der lyste i hans blik, da han så på Sean. Der var ingen tvivl om, at Delilahs fader bestemt godt kunne lide Sean og de holdninger han havde givet udtryk for, overfor Delilah. Hendes fader havde hende overvåget - dog ikke noget hun vidste noget om.
Derfor havde han set deres møder, og havde bemærket Sean, som nok den eneste han faktisk brød sig om i Delilahs omgangskreds.
"Jeg vil ikke skade Dem. Faktisk vil jeg tilbyde Dem at tilslutte Dem os, vores familie. Jeg kan give Dem mange smukke, ædle koner der vil gøre alt for Dem. Alt De behøver at gøre, er at give os adgang til hendes bastarder, og De er en del af os."
Det kunne måske lyde som en fælde, eller en måde han forsøgte at lokke Sean væk på - Men sandheden var, at han mente hvert et ord. Chase familien var igennem hundredevis af år avlet af en direkte slægtslinje imellem ham og hans første koner, og alle deres børn havde ikke fået en dråbe blod fra udestående. Men Sean var anderledes - Han fik tilbuddet om, at være den første udefrakommende.
Hans mænd, sønner alle sammen, trådte frem bag ham, da hendes fader med rolige skridt gik helt hen til Sean, og forsøgte at komme forbi, så han kunne udrydde den urene blodlinje Delilah havde skabt. Han virkede som om han havde tillid til, at Sean enten ikke ville stoppe ham - For de havde jo samme kendskab til den stolte race, og enhver uren linje skulle udslettes - eller måske endda hjælpe ham.

En bloddråbe gled ned af mandens hals. Først da gik det op for Sean at en bestemt duft, en bestemt fornemmelse, hele tiden havde været der. Han havde blot været for træt til at tage sig af det. De var alle dæmoner. Han stoppede kniven i at dræbe manden yderligere...Og brugte ham som gidsel. Som altid tøvende og hjælpsom over for sin egen race.
Hvorfor...skulle han være vidne til Dels kaotiske liv? Hvorfor skulle han stilles over for alle de såkaldte svære valg? Han havde ingen planer om at være en del af hendes kaos...Og nu stod han midt i en familiestridighed. Ikke at han ikke kendte til den, dusøren på Del var vel kendt. Men han havde aldrig forventet faktisk at møde manden selv. Eller bare nogen som helst fra Dels sære familie. For folk talte. Der var både dem der respekterede dem og dem der mente de var syge i hovedet, hele bundtet, som man jo blev af indavl. Sean selv? Aldrig taget stilling. Det angik jo ikke ham. Og pludselig...Var han midt i det.

Han var rigtig nok overrasket. Han havde forventet det var flere kultister der absolut ville Del til livs. Ikke at det var nogen der var interesseret i ham. Hans hoved gled let på skrå, da han studerede faderen. Og manden der behandlede Del, som han selv havde haft lyst til flere gange. Og smilte svagt. Over hele situationen. Den var absurd, som en drøm. Vågnede han snart fra dette?
Han trådte ud fra toilettet, med manden ved håret og kniven for struben, og stoppede op få skridt inde i rummet, lige nok til at han kunne se hele rummet og blokerer døråbningen. Trods alt lå børnene derinde.
Hans hoved gled til den anden side, mens han overvejede situationen. Hans blik gled over Del og den smule blod der nu pyntede væggen. Så gled hans blik over mændene i rummet. Kun mænd. De mindede om hinanden...Var de mandens sønner? Ud fra rygterne kunne han godt formode de var det. Så endte hans blik på faderen, der virkede så stolt af Sean...så glad for ham...

Hans egen far havde aldrig været mere end normal og ikke en man kunne forvente meget af. Det var hans mor der havde været den rigtig stærke, inden hun blev syg. Han havde hørt historier om hvordan hans mor havde terroriseret landsbyer og endda endt i historiebøgerne, en af personerne der var med til at definerer hvad en dæmon var. Omend, det var jo jorden. Man skulle ikke tro det. At dem fra jorden ville have så meget mere betydning her på jorden, af en tatovering der blot var sær på jorden. Hans mor havde altid sagt den var speciel...At han var speciel...
Og nu havde en mand. En ældre dæmon, kunne han fornemme. Hvis ikke han var Archdemon, en sand, ren og stærk dæmon, ville manden have været stærkere end ham. Dette var en af de stærkeste han havde mødt længe...Men så vidt han kunne bedømme...Kunne han vinde, hvis det var.
Denne mand opførte sig mere som en far, end hans egen havde. Han ønskede sig en familie. Et sted af høre til. Han følte sig...Så...Fristet...
Men han var ikke interesseret i at blive en avlshingst. For det var det eneste faderen tilbød ham: Mulighed for at få børn. Og det gad han ikke. Han var interesseret i magt og havde allerede to sønner, omend han intet huskede om deres mødre. To stærke sønner, selv om den ene virkede lidt svag af sind.
Men manden her var også fuld af problemer for Del og hendes børn. For ikke at nævne alle de andre i familien, han holdt som gidsler. Selv om de fleste nok snart var miljøskadede.
Familien Chase havde magt. Og Sean var interesseret i den magt. Han så en mulighed for en forretning, for en aftale. Og for at bruge sin medfødte magt.

"Først..." han så på faderen og sørgede for at faderen, eller nogen anden, ikke bare kunne gå ind til børnene, før Sean tillod dem.
"...Er der nogle ting vi må snakke om" hans blik gled over sønnerne et øjeblik, før det gled tilbage til faderen.
"Jeg har hørt meget om jer. Magtfuld. Stærk. Stinkende rig. Og selvfølgelig indavl. Så meget indavl...At man vil have den tanke at det er usundt. Ved du hvad der sker med dyr, der tvinges til indavl? I stedet for at blive stærkere...I stedet for at udvikle nye gener og forbedre mulighederne for at overleve...Visner de ind. Ikke nok med at de fysisk bliver mere syge og svage, deres sind bliver også fordrejet" Han gik ikke ud fra faderen kunne lide at høre dette. På ingen måde. Men Sean havde ikke tænkt sig at stoppe der.
"Din datter viser tegn på sundhed. Vi kan hurtigt blive enige om hun ikke repræsenterer os særlig godt. Men til gengæld fornyer hun generne..." han smilte svagt
"...Ikke fordi en skide hund er det bedste valg" Han gav manden ret. En varulv var ikke det bedste valg. Han brød sig ikke om varulve og kendte næsten ingen der var det. De var meget spredt.
"Men alle dæmoner...Er dæmoner. Og det er op til folk som os at vise dem en grund til at være stolte af det. Vise dem den styrke racen har og hvordan de bruger den"
Sean forstærkede taget i kniven og pressede igen kniven mod mandens strube. Hans blik slap ikke faderen.

"Jeg er interesseret i magt. Ikke i kvinder. Der findes tonsvis af kvinder og jeg kan vælge den jeg vil. Nej...Jeg søger magt. Jeg søger mulighed for at lede folk. At være betydningsfuld og vise dem at dæmoner ikke er til at spøge med...Tør du modgå mig? Jeg vil ikke lade dig dræbe børnene. Men til gengæld vil jeg gerne indgå en aftale med dig...Så vi begge kan nyde godt af vores magt" han så afventende på faderen og trak det sidste kort han kunne, i håb om at overtale faderen.
"Trods alt...Snakker du ikke blot med en archdemon. Men også en af Lucifers disciple"
Sandt være sagt...Var han ligeglad med det. Han vidste ikke hvorfor han havde tatoveringen. Den var nyttesløs, virkelig og gav ofte kun flere problemer end løsninger.
Og som archdemon...Kendte han ritualet til at blive stærkere. For ikke at nævne han var stærk. Det ville være dumt at faderen at sige nej til ham.
"Du kan få lov til at snylte på dine døtre, trods det gør det modsatte af at hjælpe racen. Jeg vil give dig et par børn af stærkt blod, hvis du ønsker det. Jeg vil være en del af jer. Men til gengæld forlanger jeg to ting...At jeg får en del af magten i jeres familie. Og at du lader børnene være. Jeg skal nok holde øje med dem...Og lære dem at være rigtige dæmoner og ikke små lorte hvalpe" Hans tilbud. Han var faktisk ganske spændt på hvad det endte med...Og om faderen valgte at sige ja, valgte at gå til angreb eller om han valgte at forhandle videre til noget han selv bedre kunne lide.
"Du forventede vel ikke bare et hurtigt ja fra en person, du tydeligvis er stolt af og ser så stærk?" drillede han let. Han kunne ikke lade være med at udfordre skæbnen lidt. Faderen kunne virkelig ikke forvente Sean bare ville trække på skuldrene og lade sig trække med som en eller anden præmiehest.

Hendes fader stoppede op da Sean stoppede ham, og betragtede nysgerrigt archdemonen. Han lyttede, tydeligvis interesseret i hvad Sean havde at sige, imens han betragtede ham da han påstod at han ville snakke. Langsomt trådte han nogle skridt tilbage, og så smilende på Sean da han snakkede. Stolthed blussede tydeligvis op i mr. Chase, da Sean fortalte om deres ry. Han var stolt af det. Det var tydeligt. Naturligvis indtil Sean begyndte at tale ned om måden de avlede på.
Han var udemærket klar over de såkaldte studier, men han troede ikke på dem. Hvis man så på hans døtre, så på hans sønner - De var stærke, kloge, smukke. De var perfekte, i hans øjne, og selvom nogle havde nogle småfejl - Såsom Delilahs irriterende trang til frihed og imperfektion - var de langt bedre end hvis de var blevet avlet på andre måder. Han vidste det bare. Han var sikker.
Han afbrød dog ikke Sean, og stoppede ham heller ikke. Han lagde bare hovedet en smule på skrå, foldede hænderne sammen bag ryggen og smilede imens han talte. Da Sean nævnte en varulv, sukkede han dybt, som var han en træt fader der gentagne gange havde advaret sin datter om en farlig mand, men som hun alligevel blev ved med at ende op med - Og så tæskede manden hende.
"Uden set hvor stærk, magtfuld en hund hun valgte, gjorde det ikke bastarderne mere ægte."
Hun sukkede igen. Det så virkelig ud, som plagede det ham faktisk.

Da Sean nævnte magt, begyndte faderen straks at smile igen. Og smilet bredte sig blot endnu mere, da han nævnte, at han var en af Lucifers Diciple, en af de vigtigste, stærkeste og reneste. Mest af alt så faderen ud, som om Sean var en af hans forsvundne sønner der endeligt var kommet hjem.
Da Sean havde talt færdig, gnistrede faderens øjne stadig. Men på ingen måde af vrede. Han betragtede Sean med et lille bitte smil på læberne, og der kom endog en svag latter ud af hans smilende læber ved Seans lille joke. Så rystede han langsomt på øjnene, imens han næsten venligt så på den stærke dæmon foran sig.
"Jeg havde en god grund til at kunne lide dig. Det er tydeligt, er det ikke?"
Han vendte sig om og så på sine sønner, der alle skyndte sig at nikke vældig begejstrede. Han havde pludseligt ændret sig, fra at sige "Dem" til "dig", som var høfligheden ovre og forhandlingen begyndt. Men han så ikke ud, som forventede han faktisk en forhandling, eller brød han sig ikke om termerne Sean var kommet med i første omgang. Det eneste problem var, at han ikke kunne få lov til at udrydde den urene, ulækre blodslinje hans uartige datter havde skabt.

"Du vil få magt i vores familie. Du kan få lov at sidde under mig, som prinsen af mit rige. Næst efter mig, vil du være den med mest magt. Hvis dit krav er, at du vil beskytte min datters urene ..."
Han sendte dem et blik af afsky.
"... dyr, så lad det være sådan. Men jeg vil intet have at gøre med dem. De er ikke en del af min familie. Hvis de ikke bliver ordentlige dæmoner, hvis de bliver de dyr de er født til at være .. Vil jeg sørge for, at de ikke forurener mit slægtsnavn. Det vil jeg ikke tillade."
For første gang var der rent is i hans blik. Tanken om at hans slægtsnavn blev forurenet var tydeligvis noget der satte vrede igang i hans krop, kraftigere end hvad der umiddelbart syntes at give mening. Hans krop rettede sig imod Delilah, og han satte sig igen på hug, imens han betragtede hendes ansigt.
"Hun virkede så perfekt ... Og kunne alligevel føde noget så afskyeligt. Når hun fører min slægt videre, vil den være perfekt. Perfekt."
Han smilede, rejste sig og nikkede imod børnene med et lille bitte smil, imens hans blik lå på Sean.
"Jeg går ud fra, du ikke ønsker at vi skal bære børnene, i såfald? Hvis dette ikke er en mordmission, kan vi tage min datter med os tilbage. Du vil vel selv ønske, at tage hendes avl?"
En af hans sønner bukkede sig og samlede hende blidt op i armene, som et lille barn man skulle være forsigtig med - På trods af, at det havde været ham der havde banket hende besvimet imod væggen.

Han havde forventet modstand. Han havde forventet vrede, modsigelser. Et eller andet der kunne vise hvor passioneret han var, hvor meget gik op i sin sag. Men i stedet virkede han som et barn, der havde fået den bedste gave til jul og det brød Sean sig ikke om. Slet ikke. Han vidste ikke at manden måske ville gifte sig med Del...Men det var også begrænset hvad han kunne blande sig i. For nu var han stadig fremmed i familien, selv om de tog imod ham med åbne arme. Han skulle holde hovedet klart, inden han gjorde det for farligt til ham selv. Han måtte spille brikkerne rigtigt...Ikke at han ville forlange at blive gift med hende! Det ville ingen af dem kunne lide og han havde Alane. Men...Visse ofringer måtte ske. Som når man slog sig egen spæde søn ihjel, for at blive archdemon.

Han slap manden foran sig og smed kniven over på sengen. Den var Dels. Man han beholdte den ved sit ben, da han ikke kunne lide at gå rundt uden våben. Hun kunne få den tilbage senere.
"Som sagt tager jeg ansvaret for dem. Skulle de vise sig fra et skadeligt synspunkt...Vil jeg tage mig af dem" Hans blik afspejlede faderens. Han kunne slå sine egne børn ihjel, ville endda have slået sine sønner ihjel som spæd, hvis han vidste at han havde haft dem. Så kunne han også slå Dels ihjel, hvis de blev direkte skadelige for dæmonerne. For nu, dog, gjaldt det blot om at sikre de fik en chance.
"Jeg vil kun være beæret af denne stilling" han bukkede let for faderen. Ikke fordi han bøjede sig for autoriteter. Han hadede autoriteter og gjorde altid som han selv ville...Men med denne magtfulde position, inden for familien...Åbnede nye muligheder sig. Nye forretninger. Nye opgaver. Nye rigdomme. Nye allierede. Godt nok også nye fjender...Men de var der jo lige meget hvad. Og han ville endelig være tæt på nogen der interesserede sig lige så meget for dæmonernes stolthed og ære, som ham selv. For Sean var det ganske godt. Bare fordi han doserede lidt sæd til kvinderne, betød det ikke at han ville se væsnerne, der kom ud af det, som hans egne. Og han ville til hver en tid...ofre for at få. Det havde han altid gjort.
Sean så lidt på sønnerne og på faderen. Der var disciplin. Men han kunne ikke lade være med at tænke på hvor de skulle hen...Og hvad de ville gøre med Del. Nu hvor de havde hende.
Der skete så meget for tiden! Han havde brug for at tænke det ordentlig igennem og sove. Og faktisk...
Var han også ved at være sulten.

Han nikkede til faderen. Han vendte sig om, gik ud på toilettet og så på de to små babyer. Hvoraf den ene jo havde virket glad for ham og den anden bange. Hvad var der med ham og dæmonbørn? Han havde snart et helt børnehjem derhjemme! Og han kunne ikke engang lide børn. Han gjorde det kun...Fordi det var hans pligt og fordi det kunne være nyttigt. Enkelte af personlige grunde. Som disse...Der affødte sådan et sjældent smil på Dels læber...
Han var virkelig ikke god til småbørn. Det tog ham et par forsøg at få bikset dem begge op i en forsvarlig stilling, en på hver arm, så de ikke gled fra ham.
Til sidst gik han ind i stuen igen og var sådan set klar på at gå med...Hvor end de skulle hen.
"Hvad er planen nu?" spurgte han. Velvidende hans nye position burde gøre at han måtte vide det. Han ønskede at vide det...
Åh ja. Han havde et par klare ideer om hvad han ville bruge sin nye magt til. Med tiden...Genoprette familien...Befri Del...Og få dem på rette vej. Forhåbentlig overtage den helt en dag, eller blot gøre sig gode venner med den. Men uanset hvad...Var det nyttigt.
Han så ned på børnene. Han anede ikke engang hvad de hed. Og hvis han vidste hvem faderen var...Ville han næsten bare have ladet faderen tage dem.

Begge af de små børn, så nysgerrigt på ham da han nærmede sig dem. Den ene af pigerne strakte glædeligt sine arme op imod ham, og fik skubbet en sprudlende, munter latter ud af læberne da han næsten tabte hende, imens den anden blot blev ved med at stirre forskrækket på ham, som om hun forsøgte at finde ud af hvorfor han ikke var hendes mor. Hendes mor var helt anderledes!
Så flyttede den lille piges blik sig, og fandt sin mor i nærheden - Hun kunne ikke se, på den besvimede kvinde at moren ikke havde nogen chance for at komme over og tage den lille pige op. Hun strakte og vred sig i Seans arme, og forsøgte febrilsk at strække sig helt hen til sin mors slappe krop, imens hun faktisk havde et lille bitte smil på de små buttede læber. Hun virkede pludseligt begejstret.
"Ma .. ma .."
Ingen af børnene kunne tale endnu. Men de kunne begge pludre, og havde lært et par enkelte ord, foruden mama og dada. Imens den ene lille pige forsøgte at komme over til sin mor, løftede den anden pige sin ene hånd, og lagde den nysgerrigt på Sean. Hun virkede nærmest fascineret.
Delilahs fader .. Så bare på dem. Blot i nogle sekunder, som tvang han sig selv til det, men afsky skyldede så ind over hans blik, og han flyttede blikket op til Sean.

Han svarede ikke på hvad planen var, men smilede blot svagt, snurrede omkring på hælen og vandrede med muntre skridt ud af døren. Folk stak forskrækkede hovederne ud af dørene da det lille optog vandrede forbi, men ingen gjorde faktisk noget for at stoppe dem, på trods af at det mistænkeligt meget virkede som kidnapningen af en kvinde og hendes to børn - Hvilket det i princippet også var.
De trådte ud foran bygningen - Derude holdt en smukt udsmykket hestevogn, med to stærke heste foran. En kvinde nejede med blikket rettet imod jorden, og åbnede elegant døren for dem - Hun var uden tvivl en succubus. Faderen så knapt ud som om han bemærkede hende, men satte sig blot derind, på et blødt læderunderlag. Naturligvis forudsat at Sean satte sig ind, ville kvinden lukke døren bag dem, og begynde den lange vandretur tilbage igen - Hun havde ikke tilladelse til at være i vognen med dem.
Vognen begyndte at rulle. Et af børnene virkede som om hun ville vride sig ud af Seans greb for at komme over til sin mor, der var blevet sat, så hendes blodige hoved hvilede op af vinduet. Den anden pige var stadig igang med at undersøge Seans ansigt. Hendes fader var godt igang med at undersøge hendes krop, for at se om hun var ødelagt, og dermed om hun skulle fikses - Som et stykke legetøj.
Og han undersøgte virkelig hendes krop, på en måde der for mange ville virke stødende og vulgær - Især med tanke på, at det var hans datter. Han stak hånden ned i kjolen, flyttede bh'en og rykkede rundt på hendes bryst for at se efter skader eller problemer. Han stak hånden op under kjolen, og mærkede meget tydeligt alle steder efter eventuelle problemer med hende.

Pludseligt bremsede vognens skridtende rumlen. Efter nogle sekunder åbnede en tydeligt forpustet kvinde - Der havde løbet efter dem - døren, imens hun holdt vejret for ikke at lyde forpustet. Det var ufeminint. Endnu engang så hun ned i jorden, for en kvinde måtte ikke se en mand i øjnene eller over skridtet, medmindre de var blevet beodret det. Faderen rejste sig, skubbede sin datter fra sig, og trådte smilende ud af vognen, med et blik der stolt gled over hans by.
En af de andre mænd løftede Delilah op, trådte ud og forsvandt henover gaden. Faderen virkede næsten, som vejrede han i vinden, ved duften af sin by(ser nogenlunde sådan ud). Husene var nogenlunde små, men syntes større og større, jo længere ind med midten, husene kom. Byen var ikke så voldsomt stor i sig selv - Den ejede mange marker, meget skov, og husene var bygget op i midten af dette område - Men selve bebyggelsen strakte sig ikke over et særligt voldsomt område. I midten af byen, tårnede et smukt, stort hus op, som faderen straks, ivrigt trådte imod.

"Dette, Sean, er min by. Hvis du ønsker det, kan du straks vælge et værelse. Du kan naturligvis vælge enhver kvinde du ønsker, både som sex og som mad. Vi har et lager af forskellige racer, både kvinder og mænd, så opgiv blot dine præferencer og vi vil få det bragt til dit værelse."
Folk, alle incubuc eller succubuc, stimlede sammen om dem, og betragtede nysgerrigt den nyankomne. En del af dem kendte ham og hans ry, men langt de fleste havde aldrig forladt byen - Da slet ikke kvinderne - og betragtede ham i nysgerrighed. Kvinderne betragtede naturligvis hans fødder i nysgerrighed, og i et par skridts afstand bag deres mand, i respekt. Det gjorde alle de mange koner, mændene hver især besad. I stedet for at tage en person som slave, tog man dem som kone.
Samme princip.
Kvinderne nejede som han trådte forbi. Mændene lavede et respektfuldt nik.
"Kom med, og jeg vil vise dig min kone! Hende kan du naturligvis også vælge, hvis du ønsker det. Hun vil alligevel ikke være min kone meget længere endnu, nu hvor min datter endeligt er hjemme."
Han virkede munter, ivrig for at vise Sean sit sted, som var han stolt over stedet - Men det virkede også til at han var ivrig for at vise sit folk Sean.