I have never met another angel berfore at least not ones I remenber _ Katrina

Tid: 12:30

Sted: parken i Sunfury

Vejr: solen skinner fra en skyfri himmel og det er rart og lunt

Påklædning:  Står beskrevet i ennmet 

Lucy havde fået en skideballe da Greyson og Elizabeth havde fundet ud af at hun havde sneget sig  ud om natten og det ene havde ført det andet med sig og nu havde de givet hende lov til at komme ud om dagen ifølge med en af deres ansatte. Det betød at de havde sat Vince til at følge hende rundt. Vince var en ældre dæmon han var ikke grim og faktisk muskuløs at se på. Han bar nogle ar over hans arme, hvad Lucy ikke vidste var at han havde fået dem den gang Greyson skulle knække ham. Han var en slave og ret ikke ret meget anderledes fra hende, problemet var bare at Lucy ikke vidste at det var det hun var. Familien de begge var slaver for havde bildt hende ind at hun var adopteret af dem. Hun havde sågar fint tøj på og mindede slet ikke om en slaves. De andre havde gammelt og slidt tøj og det var ikke anderledes for Vince. Hun tog sin blok og en blyant med i en lille taske. Hun havde det mørke hår til at hænge løst for at skjule arene som hun havde fået efter at Greyson havde bidt hende for straffe hende. Hun kunne ikke huske sine forældre og derfor havde hun ikke ledt efter dem og acceptere bare at hun skulle være sammen med den familie som åbnede deres  døre for hende. Hun havde tænk at når vejret var så godt at hun ville tage hen i parken. Selvom hun ikke var meget ude i naturen elskede hun den. Under turen blev der ikke sagt ret meget. Vince var ikke den sagde ret meget og for at være ærlig nyd hun stilheden da hun ikke selv  var den bedste til at snakke med andre. Hun smilede svagt som de nærmede sig parken kunne man høre grinende børn som legede derinde og af til kunne det være rart at være barn igen og ingen bekymringer have og en familie som faktisk brød sig om en. Dog så man aldrig Lucy være ked af det, hun kunne lige så godt få det bedste ud af det hun havde og efter hendes mening spildte man tiden hvis kun man så de negative ting i livet. Så ville hun heller bruge tiden på at være glad. Vince kiggede på hende og brummede kort som tegn til at han gerne ville have hende til at gå videre og ikke stoppe op, men det var ganske svært for hende da hun gerne ville have alt med. Hun vidste ikke hvor længe hun kunne blive ved med at komme ud når solen var oppe. Det afhang af hvor længe hun kunne opføre sig ordenligt. Hun rettede svagt på den løse skjorte som hun begyndte gå frem af synet var smukt, rundt omkring dem var der legende børn og forældre som snakkede. Fattige børn legede også med børn som kom fra de mere velhavende familier der var ingen forskel.
Hun satte kursen imod en af de større træer i parken for at nyde skyggen, hendes hud var ikke vant til solen og derfor meget skrøbelig hun satte sig ned og lænede sig op af den tygge stamme. Efter lidt tid hvor hun havde iagttaget nogle forskellige folk fandt hun sin blok frem og gav sig til at tegne. Hun glemte alt omkring sig når hun sad og tegnede og havde det ikke været for Vince så havde hun fået bold lige hovedet. 

Vince kiggede på børnene som gerne ville have deres blod tilbage og derefter på Lucy ” lad dem få den, det var ikke som om de gjorde det med vjile og de begynder bare græde hvis ikke de får den tilbage” sagde hun og sim Vince hørte det skyndte han sig at give den tilbage til dem, han hadede nemlig når børn de græd. Hendes blå  øjne som var det eneste afslørede hende i være en engel, med mindre man havde en god lugte sans var varme som hun smilede til børnene som straks løb hen for at lege. Hun rettede de blå øjne ned på papiret og forsatte med at tegne de legende børn og deres forældre.

Katrina var overivrig af glæde over at se så meget nyt. Hun havde det lige som et lille barn der fik gaver. Hendes mørke øjne funklede af ivre og glæde, imens hun løb ind i parken. Hendes vinger forsøgte at trænge frem, men hun tvang dem til at forblive skjult.
Katrina! Løb nu ikke for langt væk, du ved at vi snart skal afsted, hvis vi ikke selv skal tilbagelægge hjemturen selv. Hun så sig kort over skulderen og grinede til sin beskytter og læremester. Beldragon smilede også, men han havde desværre ret. Hendes mor kom snart til Aquener, hvor de havde aftalt at mødes. Hun sukkede let.
"Bare en halv time mere? Jeg har endnu ikke set parken her." Hun hørte hans latter og viste at hun havde vundet, så derfor løb hen til et blomsterbed, hvor hun knælede ned og duftede til blomsterne. Hun var klædt i en skovgrøn skjorte, brune bukser og brune læderstøvler.

Hun var næsten færdig med sin tegning da en ung pige kom løbende ind i parken og stoppede ikke så langt væk fra træet som Lucy sad ved og med hurtige bevægelser  henover papiret havde hun tegnet den unge pige ind i billedet. Hun betragtede hende som hun stod og duftede til blomsterne og det fik hende til at smile fordi pigen virkede så ubekymret, det var ikke noget hun havde oplevet. Da hun havde det som om hun havde glemt nogen eller noget. Hun boede så også sammen med en hel flok af vampyrer. Hun vidste jo godt hvad de var, men da hun  ikke huskede sin familie var blevet ved dem. Lucy tog mod til og rejste sig hun vendte sig imod Vince " bliv her jeg vil ikke skræmme hende " sagde hun og begyndte at gå. Vince nikkede da han over fra træet stadig kunne se hende. Lucy smilede svagt nærmede sig " de er smukke er de Ikke?" sagde hun venligt. Lucy vidste faktisk ikke om hun ville snakke med hende og Lucy var ikke vant til at være social og det var sikkert fordi hun førhen aldrig rigtigt havde være uden foren dør. Hun tog det som om at det var fordi de ville passe på hende.
Hun havde dog følt at hun skulle ud og havde gjort alligevel, hun skulle finde noget hun vidste ikke om hun havde fundet det, men hun ville blive ved med at lede selvom det nok ikke ville falde i god jord med hendes adoptivforældre.
Hun havde det som folk omkring hende vidste noget som de ikke fortalte hende, men hun havde opgivet og levede med at det bare var sådan. Hun rakte hånden imod den fremmede " forresten så er jeg Lucy" sagde og flyttede en smule på blokken. Hendes tegning var synlig og man kunne se den.

Katrina drejede smilede hovedet, hvilket fik hendes halv lange hår til at vivle lidt rundt.
"Ja, det er de." Hun så at kvinden, som præsenterede sig som Lucy, havde ragt hånden frem. Hun tog hånden og rettede sig op i sine to meters højde.
"Jeg hedder Katrina, og er desværre kun på et kort besøg. Men jeg må sige at det er en flot by." Hun fik øje på blokken som Lucy holdte i hånden, og kikkede nærmere på tegningen.
"Waou, hvor er den flot. Du har virkelig talent for det der." Hun så op på Lucy igen, stadig smildende. Noget fik hende til at rette blikket om bagved Lucy og fik øje på en mand, som stod og så hen på dem. Hendes ansigt blev lidt alvorligere.
"Ikke for at gøre dig bekymret, men den mand, som står oppe ved træet. Er det en du kender?" Hun holdte øje med manden imens hun talte, klar til at kalde på Beldragon og bringe sig selv og Lucy i sikkerhed.

Lucy vendte sig imod Vince som lettere irrereteret lagde armene på kors da han blev opdaget af englen. Lucy vidste ikke at han var en dæmon og slet ikke at der kunne være et fjendskab imellem dem og engle. Lucy var som et barn på det område især efter at hun havde mistet hunkomelsen.  Hun kendte kun til vampyrer og det ene grund var at hun levede med dem. Hun lagde forsigtigt en hånd på hendes arm og smilede beroligende til Katrina " han er en form for værge, da mine adoptiv forældre ikke kan komme ud om dagen så er han med, han nu vældig rar når man lærer ham kende" sagde hun smilede svagt imens hun gav hendes arm et forsigtigt klem, som Vince blev nævnt brummede han svagt som for at sige goddag " ja så snakker han heller ikke ret meget, men han er også bare med for at holde øje med mig " sagde hun og da hun havde sagt det hun skulle slap hun og trak sig en smule tilbage " det er det, men kommer desværre ikke så tit ud i den, men hvis ikke du er fra her hvor er du så fra?" spurgte hun prøvede ikke være alt for nysgerrig. Dog lykkedes det ikke rigtigt og hun havde svært ved at forstille sig verden udenfor hun havde en eneklt gang været i Doomville hvor hun mødte Lucky. Hun betragtede den unge engel og smilede svagt. Hun løftede lidt blokken som havde været ved at falde efter Katrina havde set Vince. De varme blå øjne ramte ganske kort Katrinas.

Hun så overrasket på Lucy, men sagde, selv om hun havde lyst til at spørge om hvad hun mente med adoptiv forældre. Hun lyste dog op da hun blev spurgt om hvor hun var fra.
"Jeg er født og opvokset på en ø, som hedder "Dead Mans Rock". Min mor har delvis handelskvinde der og min far er ambasadør på øen." Hun undlod i øjeblikket at nævne noget om at det var en pirat ø. Hun nikkede hen imod Beldragon, som stod omkring fem meter fra dem.
"Beldragon er min læremester i magi og min værve, når jeg er afsted uden en af mine forældre." Hun så igen ned på blokken og smilet blev større.
"Jeg mener virkelig at du har talent for at tegne. Har aldrig set så flot og præcis en tegning."

Da Katrina nævnte hendes tegning blev hun en smule rød i hovedet, men rev siden ud af sin blok og rakte den frem imod hende, hun måtte få den hvis hun ville have den. Lucy havde så mange tegninger der hjemme af mennesker som hun mente at kende, men hun kunne alligevel ikke huske dem. Hun smilede svagt " jeg har tegnet så længe jeg kan huske, hvilket ikke er sådan ret lang tid for jeg kom tilskade for stykke tid siden mistede min hukomelse" sagde hun og smilede svagt. Hun havde fået fortalt at det var så slemt at hun lagt i koma i et par uger. Hun kiggede drømmende på den anden engel som hun smilede svagt " det lyder så dejligt jeg har aldrig rigtigt fået lov til at komme ud så jeg kender kun til Doomville og Sunfury, men det gør nu ikke så meget byen her er så smuk" sagde  hun og det næste Katrina sagde fik hende til at gøre store øjne, da hun ikke rigtigt huskede noget så vidste ikke helt om magi fandtes, men som Katrina snakkede måtte det jo være sandt selvom hun ikke havde set noget magi. Hun havde selv ingen magi eller det troede hun ihvertfald ikke at hun havde " det lyder utroligt" sagde hun og hendes øjne blev mindere. Hun kunne tydeligt se at Lucy mindede om et barn på dette område, ingen viden omkring det.
Hun kendte sågar ikke farende som kunne lurer i mørket og i det hele taget var hun ret naiv, hun troede på de gode i alle og selv hvis ikke det var sådan så troede hun bare det var gemt under et lag af hvad end det måtte gemme sig under og at hun var ret sikker på at hun nok skulle finde det gode. Hun lavede en bevægelse med hovedet som spørge dem om de skulle gå og i det hun gjorde det blev aret efter et bid synlig. Hun lagde ikke selv så meget mærke til det og for hende var det en straf hun måtte tage fordi hun ikke havde adlydt sin adoptiv far og var gået ud om natten, men det havde også ført noget godt med sig. Hun havde endelig fået sin vijle sådan da. Der skulle stadig være nogen med, men det kunne hun godt leve med bare så længe hun kom ud.

Katrina viste ikke hvad hun skulle sige til at Lucy ikke om meget ud. Og det lød også som om at Luce ikke kendte til magi, hvilket overraskede hende en del. Hun var selv vokset op på en ø, hvor man åbent snakkede om magi. Et blik på Beldragon, som smilede og nikkede, var alt hvad Katrina gjorde før hun løftede sin venstre hånd og koncentrerede sig om at fremkalde den energi som skulle bruges. Kort efter hang fem små lyskugler i luften over hendes hånd. De var på størrelse med ildfluer. Hun så på Luce. Det var som om noget fortalte hende at de var af samme art, men Katrina var ikke sikker.
Da Luce gjore en bevægelse med hovedet og derved af slørrede et ar efter et bid, gispede Katrina og kunne ikke holde fingerne for sig selv. Hun lagde forsigtigt og blidt sine hænder omkring Luces hoved, for at se nærmere på arret. Lyskuglerne blev hængende i luften, men blinkede lidt.
"Ved Hydra, hvordan er det sket? Det må have været slemt, siden det blev et ar."

Hun blev overrasket meget glad da kuglerne kom og kunne ikke lade være med at være begejstret over det, hvilket man kunne se ved hvor stort hendes smil blev. Dog nåede hun ikke sige noget før Katrina havde lagt sine hænder blidt omkring hendes hoved for  at kiggede på det ar hun fået af Greyson fordi hun ikke havde gjort som der var blevet sagt. Dog rødmede hun meget kraftigt da hun faktisk aldrig før havde været så tæt på en anden og sågar en fremmet. Hun sank svagt en klump selvfølgelig havde hun set arret og det var ensbetydende med at hun nu også ville vide hvor de kom fra. Skylden havde været hendes egen hun havde forbrudt sig imod de regler der var lavet, men sådan som den anden engel reagerede vidste hun ikke helt om hun skulle sige det, men det var hverdag for hende at blive straffet. Dog måtte hun indrømme at det nok var det mest ekstreme tilfælde af afstraffelse hun nogen sinde havde fået. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og det var tydeligt at hun kæmpede med hvad skulle sige. Hun ville ikke gøre Katrina eller hendes følge bange for hende. Efter lidt tid smilede hun så igen ” det er ingenting, bare et dumt ar som jeg ikke kan huske hvor jeg fået det fra” sagde hun og lyd meget afvigende. Som de havde stået sådan i et stykke tid, hvor hendes hoved var i Katrinas hænder, rev hun sig løs. Hun prøvede på at skjule at hun ikke havde fortalt sandheden, men løget omkring det. Hun følte sig ikke tryg om at snakke om det. Dog følte hun sig skyldig over ikke at have fortalt sandheden, men hun var bange for hvordan de ville reagere når de fandt ud af at hun faktisk boede sammen med en hel flok af vampyrer. Hun sukkede ganske kort og smilede så. Hun brugte aldrig længere tid på at være ked af det, det syntes hun var dumt. Hun kiggede på Vince og smilede så ” skulle vi gå en tur eller skal vi bare stå her og snakke” sagde hun prøvede på at gemme at hun ikke ville snakke om arene.

Katrina forstod hintet, da Lucy rev sig løs. Hun trådte lidt tilbage og så undskyldende på Lucy.
"Det er mig som skal undskylde. Det var forkert af mig at overmande dig på den måde." Hun smilede forlegent til Lucy.
"Jeg er vokset op imellem en broget flok, hvis man kan sige det på den måde. Hvilket, som nu, kan ses på min måde at reagere på." Hun nikkede smilende da Lucy spurgte om de skulle gå en tur.
"Jeg vil meget gerne se resten af parken her, hvis du vil gøre mig selvskab. Er det ikke i orden, Beldragon?" Hun havde set at han var kommet over i nærheden af dem. Nu så han op fra en blomsterbusk og smilede. Hans aura sendte beroligende viberationer ud.
"Smut i to bare. Katrina, du ved hvordan du tilkalder mig hvis det bliver nødvendigt." Hun nikkede og sendte ham et fingerkys, hvorefter hun tilbød Lucy sin ene arm. Ligesom Beldragon afgav hendes aura også beroligende viberationer.

Vince kiggede over på den fremmede mand som gav den anden engel lov til at gå, men han havde et job og det varede ikke længe før han fulgte efter dem, men holdte en vis afstand dog nok til at skulle Lucy prøve på at stikke af ville  han kunne stoppe hende. Lucy lod som ingen ting som han fulgte efter dem i stedet for lod hun alt hendes opmærksomhed glide imod parken og Katrina " det er okay, det bare jeg er ikke vant til at være så tæt på andre og det overraskede mig at du kom så tæt på. Så lad være med at være ked af det eller flov" sagde hun og kunne sagtens høre på Katrinas stemme at hun var blevet en smule forlegen. Hvilket hun ikke behøvede at være et smil bredte sig på hendes læber som de gik. Hun havde aldrig snakket med en engel og det føltes rart at tilbringe noget tid sammen med en af hendes egne. Hvor ville hun ønske at hun kunne tage med denne fremmede til den ø hun boede på, den virkede mere rar at være der end hjemme ved hende selv, men hun vidste som sagt ikke hvad der skulle blive af hende hvis hun tog afsted. Tanken om at skulle leve på gaden var skræmmende og da hun var engel ville hun sikkert blive et nemt offer for hvad end der måtte lure i mørket.  " fortæl mig mere om den ø du bor på den lyder fantastisk, men det gør alt vel når man ikke særlig tit kommer ud, jeg mener ud ser verden" sagde hun og kunne næsten skjule hvor drømmende hendes stemme blev. Hun ville ønske at hun bare kunne tage sted af til og aldrig vende tilbage til det liv hun havde nu, men det ville få konsekvenser ikke bare for hende, men også for Vince og de andre skulle vælge det. Greyson var meget vred på hende når hun ikke følte hans regler og han var tit så nærgående at hun måtte huske ham på at han var hendes far.
Lucy smilede svagt som hun lagde hovedet drømmende på skrå som hun tænke til sig hen til ukendte lande byer som hvis bare hun turde kunne hun besøge dem, men hun blev og det nok godt nok at hun gjorde for skulle lykkedes hende at stikke af så ville et helvede bryde løs for de andre og det ville hun ikke være skyld i. Hun  blev ikke for hendes egen skyld, men for de andres, hendes sande familie var tjenstefolkene de var altid søde imod hende. Hun havde dog altid på fornemelsen at de holdte noget skjult for hende, men hun havde aldrig prøvet på få nogen sige det for benægtede at de skjulede noget og til sidst havde hun bare givet op.

Katrina så smilende på Lucy.
"Øen hedder "Dead Mans Rock" og er hjemsted for piratklanen "Blackfire". Min mor er medlem og fungere sommetider som kaptajn på et af min stedfarfars skibe. Så jeg har været med ombord, fra før jeg kunne kravle. Ellers er hun leder af øens handelshus og det handelshus hun har i Aquener. Min far er ambasadør for den piratklan han er medlem af." Hun gav et kast med hovedet i retning af Beldragon.
"Beldragon er min læremester inden for magi og er også min beskytter. Han er ikke meget for at lade mig ude af syne, når vi er ude på udflugt. Hvis noget han har lovet far." Hun klukkede lidt.