Look at that monster I have become ~ Niylah

Påklædning
- Tøj Hun er iført noget mørkt tøj [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har et hylster til sit sværd på ryggen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Hår + Makeup/ansigtmaling + Smykker Hendes hår er flettet sammen  [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Våben Hun har et svær på sin ryg [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har samtidig også våben rundt omkring.

Dagene var efterhånden lange, men nætterne var dog de værste, og på trods af hun ikke viste det, så havde tidligere begivenheder haft en effekt på hende. At være tvunget til at se sine elskede, dø om og om igen, hver gang ude af stand til at hjælpe og det værste var nok det, ikke at vide hvad der var virkeligt og en drøm. Ikke desto mindre kom hun igennem det, som en leder havde hun ikke tid til, at være svag og hun skulle altid fremstille sig selv, som var hun over andre. Hendes tilstedeværelse, skulle fremvise hende som en dominerende kvinde, med en aura af en alfa. Så på trods af hendes indre tumult, der somme tider resulterede i, at hun slagtede et par stykker, så forblev hun rolig i sin person og dominerende i sin aura, alt andet ville resultere i at folk, forsøgte at tage over som leder.
Så da hendes nat blev ødelagt, af hun ikke kunne sove, valgte hun at bevæge sig gennem skoven. Måske ville en mindre vandring, gøre hende træt og på denne måde, gøre det nemmere for hende, at falde i søvn. Natten var smuk, og der var næsten helt stille, som hun vandrede gennem skoven. Dog tog det hende ikke lang tid, før en både ukendt og velkendt fært ramte hende. Færten gav hende en deja-vu fornemmelse, som havde hun oplevet den før og dog var der noget dødt over den, som tyde på at det måtte være en vampyr, som havde bevæget sig mod Ashen Wood Forest. På grund af den farer, som vampyrer kunne give, trak hun sit sværd frem, blot for at være klar, til at angribe, hvis vampyren havde dette i tankerne.
Hun bevægede sig, med en lydløshed, der kunne få selv en kat, til at virke larmende, blot for ikke at alarmere nogle og få alt opmærksomheden imod sig. Hun havde det bedst ved snigeangreb, de var hurtigst og mest effektive. Derudover var hun ikke i humøret, til at få alt for meget skade imod sig selv. Dog da hun kom frem, opdagede hun endelig hvem det var. Hun rynkede brynet, og betragtede vampyren foran sig. Det var Emma, hendes gamle veninde og en tidligere medlem af hendes pack. Emma havde været væk i nogle år nu, og i første omgang havde hun troet hun var blevet bortført, men som tiden strak sig ud, forventede hun at hendes kære ven var død.
Hun lagde sværdet tilbage i skeden, og trådte frem fra sit gemmested "Emma?" lød det fra hende, som hun trådte frem imod vampyren "Er det virkelig dig?" selvom hun var sikker på, at det var Emma, kunne det sagtens være dobbeltgænger, så derfor var spørgsmålene, for at være helt sikker på, at dette rent faktisk var Emma.

Niylah var ikke just den dummeste person, og hun kunne derfor nemt ligge to og to sammen. Allerede da hun havde lagt sit blik imod sin gamle ven, havde hun gættet hvad der var hændt hende. Den blege hud, de graciøse bevægelser og den måde hun nægtede at komme tæt på, plus naturen reagerede også på, at have et mere mørkt væsen i sin tilstedeværelse. Med andre ord havde de fleste dyr trak sig væk, der var ingen lyd fra omgivelserne, og man ville sikkert høre en nål ramme imod jorden. Hun vidste derfor også, at Emma ikke måtte være mere end et par år gammel, og at hun derfor skulle handle forsigtigt. En ny vampyr var altid mere sulten, og langt mere uforudsigelig end en lidt ældre, og derfor kunne der hurtigt gå noget galt.
Et blidt smil formede sig på hendes læber, hvilket i den grad var sjældent. Det var dog en måde, at fortælle at uagtet hvad der var sket, så ændrede det meget lidt. Hun ville nok altid anse Emma for en god ven, og selvom de ikke havde været ekstremt tætte, så ønskede hun hende kun alt det bedste i verden. Dog i stedet for at sige noget, lod hun Emma tag styringen, og denne vej igennem kunne hun se hvad der ville ske.  Da hun udtalte, at hun var blevet et monster, at hun kunne dræbe noget, lagde hun hovedet på skrå. Hun var vant til, at blive kaldt Heda, hvilket mere eller mindre var hendes titel, så da Emma kaldte hende det, kommenterede hun ikke på det, alle i hendes flok kaldte hende det "Jeg ved det, men du er ikke et monster" hun havde selv en del liv på samvittigheden, med over 300 år på bagen, havde hun gjort mange ting, som hun måske i sidste ende ikke var glad for, men ting som om ikke andet skulle gøres
"Vi gør alle slemme ting, men at du ikke ønsker at gøre andre ondt, betyder blot at du ikke er et monster. Folk vil kalde Shapeshifters for monstre, men vi er heller ikke monstre. At være et monster, betyder man gør slemme ting og ikke føler skam over det" pointerede hun. At være et monster var ikke racebestemt, men kom mere på vedkommende og hvad personen havde gjort i sit liv. At føle skam og have en samvittighed, var vigtige træk for netop ikke, at være et monster.

//Det er helt okay ^-^