Before the time of the monster - Carnelian

Fuglene pippede og solen stod højt på himlen og kastede sine varme stråler ned over Ashen Wood forrest. En dreng stod ved søen og havde en blomst i hånden. Han havde samlet den op på vejen over til søen og der stod han så og betragtede den. Stilken var slap, den måtte kæmpe for ikke at visne i hans hånd. Han så på bladene som var skrumpet en anelse ind. Det var noget underligt noget. Hvis man kappede blomsterne fra deres rødder, ville de ikke kunne overleve. Han satte sig på knæ og lagde blomsten i vandet, for blot at betragte den drifte væk med strømmen.
Drengens hår var sort som det mørkeste kul, i små korte krøller som gik til midten af hans pande foran. De unge lyseblå øjne spejdede nysgerrigt rundt langs søens kant, så fyldt af glæde og uskyld. Det var før han ville blive til det monster han nu er. Ja, før alt det sadistiske og myrderiet, var der en uskyldig dreng.
For en enkelt gangs skyld kunne Ramsay endelig for lov til at færdes alene! Efter ugers tiggeri og god opførsel lod hans far ham endelig tage ud og undersøge den store verden alene! Han samlede en sten op og slog smut med den. Et let suk undslap hans læber og han kørte en hånd igennem håret, det er alligevel kedeligt at være herude helt alene! måtte han trist anerkende. Han spottede en stor sten på den anden side af søen som han gik over til og satte sig på. Fødderne blev trukket op under sig og han tog armene om sine knæ. Og så betragtede han søen. Og tænkte. På blomsten, og om mon vandet havde hjulpet den til at forblive levende eller visne hurtigere?
Han rystede på hovedet af sine tanker og sukkede atter en gang. Han fandt sin lille lommekniv frem og begyndte at snitte et stort R ved siden af sig. Han trak vesten af og kløede sin kind, mens han atter koncentrerende snittede i stenen. Da han var færdig og havde beundret sit mesterværk rejste han sig og tog hænderne op til sin mund og råbte så:” Hallooo….. Er der nogen herude? Er jeg virkelig helt alene?”

Han fik et lille chok da hun trådte frem og gik et par skridt tilbage. Han så på hende og kløede sig instinktivt i håret, efter at have set hendes hår der var viklet ind i blade. Han lagde hovedet på skrå og kom så med et stort og glad smil:” Goddag!” sagde han i en munter tone mens han betragtede hende. Han var nu ikke ligefrem et barn der udstrålede legesyg energi som hun gjorde, men han forstod sig på at lave ballade. Da hun stod tæt på ham rakte han op i hendes hår og tog et blad ud:” Jeg undersøger verdenen! Helt alene. Men det er kedeligt!” sagde han så og kiggede på bladet inden han lagde det i en sæk der hang i hans bælte.
Da hun præsenterede sig selv, bukkede han kort for hende og tog hendes hånd, inden han plantede et hurtigt kys på den og slap. Det var bare en vane han havde fra, at hans far tog ham med ud til fine arrangementer og han mødte piger. Selvom hans drenge-side stadig mente at pige var smækfyldt med pigelus. Han smilte bredt og præsenterede så sig selv:” Mit navn er Ramsay Deverux, søn af Frederic Deverux. Min familie ejer en bolig i Doomsville..” sagde han så, hans stemme var en anelse monoton i det, som om at han flere gange før havde lavet en lignende præsentation.
Han vendte sig så mod søen og kiggede efter blomsten, som nu var driftet ud på midten af søen:” Det er sjovt… Hvis en blomst bliver flået fra dens rod visner den lige så stille… Ligesom når et menneske dør…” han lød meget interesseret i emnet om liv og død, det var ærlig talt noget han havde tænkt over længe:” Hvad tænker de, frøken Carnelian?” sagde han i en blid tone. Hele hans væremåde var egentlig bare i en blid og venligt sindet manér.

Han lagde hovedet på skrå og lyttede interesseret i det hun sagde:” Mnnh.. Jeg mente nu ikke at det var op til nogen om hvem der dør eller lever… Jeg finder det bare interessant..” hans smil var roligt og han kørte en hånd igennem sit hår. Han så ud mod søen igen, med et overvejende blik. Han ville helst ikke sige noget forkert:” Jeg tror… at hvis der var guder, ville onde mennesker så ikke blive straffet for deres handlinger? Det er utænkeligt at ingen vil gøre noget ved dem… Så nogengange… Er det okay at tage sagen i sine egne hænder…” sagde han roligt og knyttede hænderne sammen. Der var noget dybt inde i ham som hviskede til ham.
Han vendte blikket mod hende da hun pludselig ændrede væremåde og rynkede sine øjenbryn, hvad var der galt? Han kneb sine øjne en anelse sammen, hans evne aktiverede sig og han kunne se direkte ind i alle hendes minder, han trådte lidt tilbage og tog en hånd op til hovedet, noget inden i ham nød at se lidelsen i mindet, men han ville ikke fristes af mørket.
Han røg ud af hendes minder og tilbage til virkeligheden da hun begyndte at snakke igen. En af dem?:” Jeg er hvad? Hvem er de?” sagde han så, og mærkede på sit bryst om der var noget underligt over ham, noget anderledes:” Jeg er bare Ramsay!” forsikrede han hende og gik forsigtigt mod hende. Han stoppede dog da hendes ansigt begyndte at få sorte prikker og lagde hovedet uforstående på skrå:” Frøken Carnelian?” sagde han bekymret og vidste ikke helt hvad han skulle gøre.
”Jeg er ikke som dem du husker… Jeg er ikke en dæmon!” sagde han så bare og holdte begge hænder på sit hjerte. Ham? En dæmon? Hans far har ikke nævnt noget om at han var dæmon! Så hvorfor var hun så bange for ham? Han forstod det ikke!