Alone with Everybody - Niylah

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

Det var omkring en uge hun havde været væk, men efter hun var kommet tilbage havde hun virket en smule fjern. Hun deltog stadigvæk som hun normalt gjorde. Det var dog som om, at hun lukkede lidt i når dagen var omme. Hun problemer med at falde i søvn. Hun var bange for at vågne op og ikke være hjemme. Tatia havde ikke så mange blåmærker længere. Hun havde været hjemme i en uge nu. Dog kunne det godt mærkes på hende, at hvad end der havde hent hende havde ramt hende. Tatia havde sat sig ned ved bålstedet og kiggede på det utændte bål. Let sank hun en klump. Tatia kunne ikke undgå at være bekymret for, om Razor var kommet godt hjem. Havde han overhovedet et hjem? Tanken gav hende en form for skyld, sådan en oplevelse de havde været ude for knyttede hurtigere venskaber end normalvis. Ganske let knyttede hun sin næve og stirrede blot ud i luften. En af hvalpende kom hen til hende og sagde noget. Hun hørte ikke efter, faktisk havde hun ikke opfattet det. Så det gav hende et chok da hun fik en hånd på armen. I ren instinkt tog dyret over og greb hårdt fat i hånden på pigen. De røde øjne glødede til de opdagede hvem det var. Så slap hun hurtigt.
"Maria.. undskyld.." Men pigen var løbet afsted. Tatia klemte øjnene sammen og flyttede blikket væk fra den løbende pige. Let tog hun sit ansigt i sine hænder og kørte dem henover håret. Øjnene var klemt hårdt sammen. Så pustede hun let ud og rejste sig op. Dog nåede hun ikke at gå langt før hun fik øje på Niylah. Tatia sank en klump og gik derhen.
"Du så det?" Spurgte hun tøvende og var langtfra stolt af sin handling. Det var tydeligt ikke medvilje overhovedet, men hun vidste ikke helt, hvordan Niylah havde set situationen.

Rakshas blod havde da healet hendes sår. Nogle få blåmærker var stadigvæk til syne, men ikke ligeså meget som da hun var vendt tilbage. Tatia havde ikke talt om det, hun havde blot sagt det var nogle jægere. Det andet virkede mere som en gyserfortælling. Tatia sank en klump. Den indre ulv var ikke faldet til ro endnu, og det kunne være farligt. Hvis Tatia blev vred eller fik et chok. Specielt i en tid som denne, men det hjalp hende heller ikke at lade som om alt var perfekt. Selv Wade kunne se hun ikke var okay, men hun kunne ikke forklare hvad der skete. Hun turde ikke at prøve. Dog havde hende og Niylah den form for tillid til hinanden. De havde Tatia set før, hun kendte til nogle ting som Niylah ikke havde fortalt andre end hende og omvendt. Tatia bed tænderne let sammen og slog blikket lidt flovt ned.
"Jeg.. jeg skal nok tale med hende når hun har fået lagt panikken.. det var ikke min mening at skræmme hende.." Hviskede hun nærmest hjerteskærende. Tatia ønskede ikke at blive frygtet af flokken. Let pustede hun ud.

Det blev lettere for hende at ånde ud så snart at Niylah ikke var vred overfor hendes gerning. Hun havde været fri for at fortælle Wade sandheden om hændelsen, fordi han ikke havde været hjemme da hun kom hjem. Det var let at sige, at hun havde været på fanget af jægere. Det var den sukkersøde del af historien. Rosalie havde signaleret hende, og det var kun takket være den unge ulv at Tatia havde fundet hjem igen. Hånden på hendes skulder mindede hende om, dengang hun lige var kommet dertil og Niylah stødte på hende efter de to drenge havde haft tæsket hende. De blågrønne øjne så på Niylah.
"Jeg har gjort noget utilgiveligt." Hviskede hun let og prøvede at undgå at lade de tårer der samlede sig i hendes øjne lade. Hun knyttede let sin hånd. "Vi var delt ind i hold. Det var en leg for dem. Kun to måtte overleve. Dit hold skulle overleve, hvis du skulle." Hun bed tænderne sammen og slog så blikket ned. Tatia pustede anstrengende ud.
"Jeg dræbte så mange uskyldige. Unge væsner som blot gjorde, hvad de skulle for at overleve. Jeg flåede dem fra hinanden." Hun bed tænderne sammen. Tatia følte sig ekstremt skyldig. Sommetider savnede hun den dag da hendes uskyldighed ikke var en maske. Hun havde skuffet den lille pige som elskede at kigge på sommerfugle i baghaven. Den lille pige som havde svoret aldrig at ville tage en andens liv. Hvis hun så hende nu ville der ikke være andet end foragt.
"Jeg gjorde, hvad jeg var nød til for at komme væk. Det er alt." Det kunne virke underligt at hun ikke havde prøvet at kontakte flokken fra hvor hun var. Alle vidste da at et hyl fra flokken kunne mærkes på de andre medlemmer. For at de vidste hvor hinanden var. Tatia havde nægtet at bringe dem i fare.

Hun slog de blågrønne øjne op igen og mødte Niylahs grønne. Tatia sukkede let og bed sig i under læben. Så mange slag hun havde taget den uge. Så mange gange hun havde været slået ud og rejst sig op. Hendes ben havde været brækket. Hendes lår skudt. Takket være de i det mindste skænkede deres krigere en tanke havde gjort hun havde haft mulighed for at heale ved hjælp af engle blod. Det lavede stadigvæk sår indeni.
"Min ulv er stadigvæk i panik. Den har ikke fundet ro endnu. Jeg er bange for den ikke har let ved det, den har aldrig haft ledt ved det." Sagde hun så og så ærligt på Niylah. Det var svært for hende at indrømme at hun havde et problem. "Den er på vagt hele tiden. Jeg kan ikke sove." Hviskede hun tilføjende. Det forklarede hvorfor hun så noget så træt ud disse dage. Måske burde hun tage en løbe tur, lufte ulven. På den anden side var det vel bedst at blive i omgivelserne. Så hun ikke skulle komme til at forveklse fjender og allierede på vejen. Måske skulle hun besøge Blake, men hun måtte nok vente til hun havde det bedre. Så pustede hun stille ud.
"Jeg har ikke snakket med nogen om det." Hviskede hun så stille. Niylah vidste, hvor meget Wade betød for hende og han havde ikke været hjemme... Og hvis han dømte hende for hendes handling ville hun slet ikke komme på sporet af at tilgive sig selv den mindste smule. Ikke at hun var tæt på for det var hun ikke. Hun havde ikke haft et valg, hun var tvunget til at gøre som hun havde gjort. Derfor betød det ikke at Tatia kunne tilgive sig selv for det. Det var ikke de første hun havde dræbt, men normalt dræbte hun dem som fortjente det. Det var jægere eller dæmoner. Ikke unge væsner, hvor nogle havde været yngre end hende selv. Unge med hele livet foran sig til at Tatia flåede dem i småstykker. Tanken fik det til at krible ned af hende og det gjorde hun afskyede sig selv.

Det var generelt svært for at hende at komme ud med, hvad der gik hende på. Hvis hun ikke gjorde det frivilligt, så skulle der vrede til at få hende til at flippe ud med det. Dog var der ganske få personer som hun faktisk kunne få sig selv til at vise sine følelser overfor. Kaeden havde hun sagt noget til om det, men han lignede Blake og det gjorde det lettere for hende. Desuden var han der for hende. Wade havde ikke været hjemme og faktisk var alt hun ønskede at få et kram af ham. Selvfølgelig var hun bange for ,at han skulle dømme hende for sine handlinger ligesom hun gjorde. Så det var kompliceret for hendes hjerne at finde ud af. Ja hun var sluppet ud. Måske var døden af de mange ikke det eneste der ramte hende. Skaderne der havde været påført hende hang ved. Da Niylah slog armene omkring hende tog det pusten fra hende.  Tatia svang sine arme omkring Niylah. Det var følelsesfyldt. Alt den indre panik.. frygten som ulven bar kunne mærkes. Hendes indre smerte flød nærmest ud.
"Jeg føler mig ikke som en overlever.. jeg føler mig udnyttet." Let sank hun en klump. Let bed hun sig i læben. Det var altid noget at Niylah ikke så ned på hende, men det ændrede ikke på Tatias syn på sig selv. Ikke endnu. Stolt. Tatia var langtfra stolt over sine handlinger.
"Det eneste jeg er stolt over, er at jeg kom hjem i live." Hviskede hun let og trak svagt på smilebåndet imens hun fjernede sine tårer.

Så kom det til hendes ulv. Hun vidste at Niylah havde styr på den form for træning med de yngre. Så hendes råd var guld værd. Eller det var de altid. Let kneb hun øjnene.
"Hvordan støtter vi forbindelsen? Jeg ved jeg har presset mig selv alt for hårdt for at komme tilbage. Generelt har jeg udnyttet at have hendes styrke til at komme hele vejen. Det er som om, at hun ikke stoler på at min menneskeskikkelses omgivelser for tiden." Let sank hun en klump. "Jeg forstår også godt, hvorfor hun er ekstra stresset. I et af mine flugt forsøg sprang der så mange på mig, at vi ikke kunne bevæge os. De brækkede mit ene ben for at tvinge mig tilbage i menneskeskikkelse.." Let sank hun en klump og slog blikket væk.
"Jeg tænker vel hun måske bare er bange for skade lige nu... " Tatia pustede ud og slog så tanken lidt væk.
"Hvor er Wade overhovedet henne?" Tydeligt nået som også havde nået hendes tanker flere gange. Spørgsmålet var, hvad Niylah ville fortælle om hans fravær. Hendes hoved var fyldt med bekymring blandet med alt det som havde ramt hende. Dog ville hendes hjerne altid søge efter, om Wade var okay. Hvis Wade ikke var okay var det ikke fysisk muligt for hende at reagere. Han var den første hun havde søgt da hun var kommet hjem og den som havde gjort mest ond ikke at kunne finde - og ingen kunne give hende en ordentlig forklaring på hans fravær. Så Niylah måtte vide det. Og hvis hun ikke vidste det, så måtte Tatia tage afsted for at finde ham. Rask eller ej.

Sidst hun havde dræbt mange folk havde hun været ude af kontrol, og denne gang havde hun været i kontrol - og alligevel slået dem ihjel. Men ja det var en normal følelse, men en følelse som let overskyggede hendes hverdag. Holde fast i sin kærlighed. Hun havde holdt fast i tanken om Wade hele vejen. Det havde været ham som havde holdt hendes fødder fast og hendes blik målrettet på at komme hjem. Det at hun så ikke vidste hvor han var gjorde hende lettere rastløs og var måske i sidste ende derfor hun egentlig ikke havde helt kontrol over sig selv.
"Jeg holder fast." Sagde hun med et nik. Altid at holde fast i de ting som forbandt en til sig selv, det var det vigtigste. Hun kunne altid rejse sig op når hun var faldet, og hun skulle også rejse sig fra dette slag - det havde hun ingen tvivl omkring. Det var bare med at finde vejen, og hvis hun kendte sig selv nok - så ville hun have fundet den om ikke så længe.

Tatia havde aldrig været typen som var god til at sidde stille, hun var den udadreagerende type som fik løsnet sig selv op igennem kamp og lidt mere kamp. Men hun ville give det et forsøg. Wolfsbane var lig med smerte - af en underlig form - og hendes krop var ligenu på et punkt hvor den var immun. Selvfølgelig var det ikke noget der varrede forevigt, men hendes krop var ikke på et punkt lige nu, hvor slag ville gøre det store indtryk på hende.
"Jeg håber det virker." Indrømmede hun let og sank en klump. De vidste begge to godt hun havde problemer med det, medmindre det virkelig var noget som fik hende til at bruge tiden. Wade havde haft virkelig god effekt på at få hende til at sidde stille og holde fokus. Så hun var blevet bedre end for blot nogle år siden. Der var store fremskridt i hende.
"Virkelig.. hvad er hendes navn?" Spurgte hun nysgerrigt og vippede hovedet let på skrå. "Jeg tror det er godt, hvis jeg klare den alene.. får mærket mig selv." Tilføjede hun. Det var Niylahs egne ord. En af de første sætninger hun havde sagt til hende.. at hun burde mærke sig selv. Hun var glad for Niylahs ord. De var nogle hun tog tæt ind på sit bankende hjerte.

Hun nikkede let da Niylah sagde han besøgte familie. Det fik hende til at puste lettet ud. Det var tydeligt at se, at det havde fyldt meget på hende. En stor sten løftede sig fra hendes hjerte. Dog havde hun ikke hørt om en søster ved navn Luna.. men nu havde egentlig heller ikke talt om deres fortid.. faktisk. Der var meget om hinandens fortid de ikke kendte til endnu. For Tatia betød det mere for hende, at han var okay end hvordan hun havde det. Så at vide, at han var okay... og var ved sin søster Luna.. det gjorde hun ikke længere følte sig så anspændt. Hun kunne sove roligt - hvis hun kunne falde i søvn - uden at tænke noget slemt var sket ham. Et smil steg og steg op på hendes læber. Til sidst var det stort. Hendes ansigt virkede lettet. Og det var det.
"Jeg var virkelig kort bange for der var sket ham et eller andet." Indrømmede hun og kunne faktisk ikke stoppe med at smile ved tanken om, at han havde det fint.