Do you know where I live? ~ Raven

Sted: Et eller andet sted i Firewood Village
Tid: Meget sen aften
Vejr: Stadig lunt fra dagens sol... men en smule blæsende
Omgivelser: meget mennesketomt, med undtagelse af nogen mennesker umiddelbart på vej hjem
Påklædning: Grøn skjorte med meget lidt øl på. Sorte tights samt brune støvler som går ham til lidt over knæet. Mørkebrunt mavebælte.

Sikke en aften... i modsætning til hvor rolig kroen det brændende træ plejede at være havde der været godt gang i den i dag. Øllet var blevet skænket i stride strømme blandt kroens gæster og folk havde været i godt humør. Der var kun på et tidspunkt at der var nogen der kom op at toppes men det var hurtigt blevet afværget. Det kunne hurtigt have endt galt men bagefter havde de stridende parter delt en øl sammen. Det var også nogen som havde brudt ud i fællessang på et tidspunkt. Næsten alle havde deltaget og før man havde vidst af det var der dansen i kæde og nogle få på bordene. Alt i alt var det en nat værd at huske... vis man overhovedet var i stand til at huske den i morgen.

En af dem som ikke var så sikker på om han ville kunne huske det hele var Lucky. Han havde været en tur i byen med sine venner tidligere. De var oprindeligt startet ud tæt på hvor han selv boede, men der var én der havde fået den fantastiske idé at tage til Firewood Village. Ikke at det gjorde noget men nu... nu gjorde det faktisk noget. Lucky havde fået en del øl og var på en eller anden måde endt udenfor. Han kunne ikke se sine venner og gættede at han nok var blevet skilt fra dem på et eller andet tidpunkt. Perfekt.
"Det var vist... denne vej," mumlede han lidt snøvlet for sig selv. Han var på vej hjem men problemet var at nu hvor alt var mørkt var det ikke lige... ja, det var ikke til at finde hjem. Han gik igennem byens gader med usikre ben og kun få gange stødte han på andre mennesker. Enten var de selv på vej hjem eller lige kommet fra kroen som han selv. Han var ikke helt tryg ved at være alene men alkoholen gjorde at han ikke tænkte så meget over det. Hvilket... faktisk var det som han burde taget i betragtning af hvad der skete sidste gang. Lucky var nået til enden af en gade da han kiggede sig forvirret rundt. Han syntes at han kunne genkende stedet men han var ikke helt sikker.
"Var det til højre eller til venstre?" spurgte han sig selv som om at det burde kunne give ham noget svar.

Hun sukkede, de fleste ville nok have været ude og drikke sådan en aften som i aften men ikke hende. Hun havde næste lige afslutte hendes vagt på firehope selv om mange mente var et sindssyge anstalt kunne hun godt lige at arbejde der. Hun fik følelse af stadig at være menneskelig når hun var på arbejde. Efter hun havde skiftet tøj og sagt farvel gik hun uden for mens hun lukkede den brune læder jakke for det blæste.  Der havde ikke været så mange som hun troede der ville være på en aften som i nu men det havde været rart alligevel. Det var også stadig en gåde for hende at hun kunne blive ved med at arbejde efter hendes forvandling.

Hun så flere der var på vej hjem som hende selv. Men hun skulle først noget andet nede på kroen før hun kunne tage hjem. Det var ikke fordi det var vigtigt eller det var det hun prøve at fortælle sig selv. Der var mange nede på kroen og stemningen var god selv om det var længe siden hun sidst havde været ude og drikke. Hun havde ikke fundet hvad hun lede efter og måtte begive sig hjem af uden held. Hendes tanker faldt på hendes datter mens hun gik og stirrede ind i ryggen på ham som gik foran hende.

Raven lå mærke til at han stoppede op og tale med sig selv. Med hendes nye hørelse havde hun ikke nogen problemer med at høre ham, dog havde hun ikke lagt mærke til om han var fuld før lugten af alkohol ramte hendes næste. Raven var ikke sikker på om det var fordi hun føle sig mere som sit gamle jeg eller begynd af hendes manglende held der fik hende til at stoppe op. Dog var hun gået lidt længer frem end ham, så han havde haft mulighed for at se hende.  ”Undskyld mig, men du lyder til at være fart lidt vild. Måske kan jeg hjælpe dig? ” Hun prøve at være forsigtigt mens hun snakkede til ham. Raven var ikke sikker på hvordan han ville reagere på hendes tilstedeværelse. Hun sendt ham et smil mens hun håbede på hun havde lyt venlig.

Lucky havde helt været i sine egne tanker at han ikke havde hørt nogen komme tæt på ham. Det gav derfor et lille gib i ham da en fremmed kvinde lige pludselig rev ham ud af hans tanker. Han kiggede lidt forskrækket på ham inden han helt begyndte at rødme. Hun havde nemlig mindet ham om den situation som han stod i. Han åbnede munden for at sige noget inden han holdt sig for munden og rødmede. Han kørte en rug hånd igennem sit stride hår og prøvede at samle sine tanker.
"Erm, jeg er nok faret lidt vild ja..." sagde han og kiggede på hende. Hendes venlige smil hjalp lidt på hans forlegenhed men det var stadigvæk ikke fedt at indrømme. Også lige hans situation... hvad mon hun ikke måtte tænke? Okay, han var ikke plankestiv eller noget men stadigvæk sådan som hans ben vaklede og sådan som han nok lugtede lige nu afslørede en del.
Det var venligt af hende at tilbyde ham sin hjælp i det mindste og Lucky ville være et fjols at afslå.
"Er det muligt at du kender vejen til Angerforge distriktet i Doomsville?" spurgte han venligt og valgte at gå et par skridt tilbage så han kunne læne sig op ad en mur. For han stolede ikke helt på sine ben lige nu.

Der var bare lige det problem at han ikke helt kiggede hvor han vaklede tilbage så han skvattede over en kantsten. Han nåede dog heldigvis at genvinde sin balancen ved at få fat på muren bag ham så han ikke faldt. Vis han ikke følte sig forlegen nok før så gjorde han det i alt fald nu. Han kunne mærke hvordan varmen steg ham til ansigtet og bredte sig ud i kinderne.
"Det var elegant," mumlede han irriteret og lænede sig ordenligt op ad muren.

Raven kunne ikke lade være med at smile da han rødmede men prøvede dog at skjule det for ikke at gøre situation mere akavet for ham. Hun var stadig forsigtigt med hendes bevægelser for hun havde ikke selv vendt sig til at være vampyr i nu og blev stadig overrasket over hvad hun var i stand til nogen gang.

Raven havde lagt hovedet på skrå for at vise ham at hun lyttede mens hun prøvede at danne sig et overblik over hvor henne de var i byen så hun bedst muligt kunne hjælpe ham på vej. Hun blev letter overrasket over hvor han spurgte om vej til og lignede nok et spørgsmåls tegn i hovedet mens hun tænkte. Det var ikke fordi hun ikke troede på at han boede der, men det var noget af en vej at skulle gå i hans tilstand. Hun kørte en hånd gennem sig hår og tog sig sammen mens hun tænke over hvordan hun skulle sige det uden at lyde for mor artigt.

”Der er et godt stykke til Doomsville her fra, jeg vil forslå dig måske at blive i byen til i morgen tidlig. Det er en lang vej vis man vakler på bene. ” hun prøvede på ikke at lyde undskyldende men var ikke sikker på det virkerede for hende.  Da gik det op for hende at han var ved at falde over kantsten, uden videre at tænke over det greb hun ud efter ham, men stoppede sig selv i det da hun se han havde fået balancen igen. Hun bed sig i læben, nu var det helt sikket at hun ikke ville lade ham gå hele vejen til Doomsville alene. Hun studerede ham mens han mumlede noget. Det gik op for hende at det var virkelig nemt at se når de levende skiftede farve om det var fordi de var vrede eller rødmede så kunne hun tydeligt se det.

”Jeg hedder for resten E… ” hun stoppede sig selv midt i det navn hun skulle til og sige, for det gik op for hende at hun var ved at sige hendes gammel navn. ” undskyld, jeg prøver lige igen. Mit navn er Raven, ” Sagde hun med et let smil.  Hun havde bevist valgt at overhøre ham mumle for ikke at komme til at sige noget der ville gøre det hele være for ham. En ting var dog sikkert hun kunne ikke få sig selv til at gå fra ham før hun viste han enten havde et sted at sove eller var i stand til at gå hele vejen hjem uden at komme til skade.

Tja, det var han godt klar over men det var ikke ens betydning med at han havde tænkt yderlig over det. Det var lidt som om at han ikke kunne tænke helt logisk lige nu... ikke at det havde været helt logisk til at starte med, med at tage helt herud. Han skulle have overtalt de andre til at have været blevet i kroerne i nærheden. Det var nok en samtale han var nødt til at tage med sine venner... når alkoholen var ophørt med at påvirke han hjerne, samt hans legemer. Vis han da overhovedet ville kunne huske det om morgenen. I alt fald var det nok vigtigt at han fandt et sted at blive... vent, havde de snakket om det tidligere? Var det mon der at de var? Lucky kunne svagt huske at de havde haft en samtale om at tage hjem til nogen som boede i nærheden. Et familiemedlem af én af hans venner. Det var muligvis der at de var forsvundet hen, hans venner, imens at han ikke lige var opmærksom. Han kunne bare ikke huske mere end det...  
Den fremmede kvinde var rigtig venlig. Det var utrolig heldigt at han var stødt ind i hende på hans vej. Han hørte hende dog ikke helt første gang da hun introducerede sig selv. Hvad han dog forstod var dog at hendes navn var Raven.
"Mit navn er Silas, men de fleste kalder mig bare Lucky," sagde han lige så venligt og smilende. Man kunne dog godt høre at han var nødt til at fokusere for at udtale ordene korrekt. Lucky syntes at det var holdt op med at snurre så modigt adskilte han sig selv fra muren. Det var meningen at han ville hilse på hende ordenligt og tog nogle få skridt hen imod hende. Det lykkedes også meget godt indtil at han slog foden ned i en revne i brostenene. Ikke så heldigt men han nåede da at tage fat... i den fremmede kvindes ene skulder.
"Hov!" Han håbede noget så inderligt at han ikke havde taget for hårdt fat, men det havde hjulpet at tage fat i hende. Han havde fået stabiliseret sig selv igen... nu stod han bare akavet tæt på.
"Beklager," sagde han en smule flovt og kiggede på hende.. han var noget så tæt på hvilket først var noget han fandt ud af få sekunder efter at kigge hende i øjnene. Da han fandt ud af det spærrede han øjnene lidt op og rykkede sit hoved brat bagud. Han gav også slip på hendes skulder og tog et stort skridt bagud.
"Det må du altså virkelig undskylde," sagde han tydeligt pinlig berørt. Lucky kunne mærke hvordan  blodet steg ham til ansigtet og tydeligt havet bosat sig i hans kinder. Sikke han ikke måtte se ud nu.

Raven stod og så på ham, det lod til at han tænke over noget. Hun gav ham tid til at tænke selv om hun havde noget hun skulle nå, havde været på vej for at hente sin datter da hun var støt på ham det havde til at start med troet han bare skulle have en retning at gå efter og at det havde været tætter på. Nu hvor det viste sig ikke at være tilfældet følte hun at hun ikke kunne gå fra ham igen, han var for fuld til at det ville ende godt for ham vis han fik lov at gå alene rundt hele natten.  Det lod ikke til han bemærkede at hun lavede en fejl da hun var ved at præsente sig. ”Hyggeligt at møde dig Silas, har du været alene af sted? Eller har du penge til et værelse på kroen natten over? ” Hun prøvede ikke at lyde som om hun ville af med ham selv om hun også skulle når noget andet, hun ville bare helst ikke skulle have ham med hjem grundet to ting. Den første hun var vampyr og ikke sikker på om han viste det, den anden var hendes datter hun var ikke glad for at nogen skulle tæt på hende når hun ikke kendte dem.

”Kan du gå selv? ” Spurgte hun fordi hun var kommet i tanke om at hun helst ikke ville slæbe ham nogen steder hen. Svaret fik hun uden han sagde det selv da han greb fat i hendes skulder fra at holde sig oprejst. Han havde ikke tage hårdt fat men det var måske mere fordi hun var vampyr hun ikke lå mærke til det. ”Det er okay ” hun smilede men det forsvandt da han så hende i øjne, mens hun slå hendes blik ned og tog selv et skridt bag ud. Det var ikke helt hans skyld hun gjorde det, hun var bange for han havde set det. Hun kunne ikke vende sig til at hendes øjne så døde ud når man så ind i dem måske var det kun når man var trænet til det. Men hun viste intet om ham ud over han var fuld og hvad hans navn på men han havde vel kunne mærke at hun var kold at rør ved. hun kunne ikke helt får sig selv til at se på ham, hun var bang for at hun blev opdaget. Raven viste hun var blevet et monster hun havde ikke brug for nogen til at minde hende om det. Dog alligevel havde hun ondt af ham for det var ikke hans skyld at hun havde det syn på det.

Lucky prøvede så vidt muligt at fokusere. Det var ret tydeligt at se og det var heller ikke fordi at det lykkes ham. Det var ikke fordi at han var en svagdrikker, men hans venner havde virkelig gået ud efter ham i dag. Nemlig fordi de vidste at han kunne drikke rigtig meget, og fordi de vidste at han havde det svært med at takke nej til en drink. Især vis andre betalte. En gratis drink var vel en gratis drink. Dog var det alligevel lykkes for ham selv at bruge en masse penge. Det var trods alt så sjældent at han kunne have en aften som denne med sine venner. Han havde det oftest med at være travlt med at arbejde for hans far. Der var så mange ting som skulle gøres.

Lucky nikkede bare da hun hilste tilbage til ham, og måtte lige fokusere noget ekstra for at svare hende ingen. Det var trods alt ret uhøfligt sådan at stå og snøvle. Især overfor sådan en smuk kvinde. Han tænkte sig lige en gang inden at han svarede hende.
"Nej, ikke alene. Var med nogen venner... men, kom vist væk fra dem," svarede han nogenlunde klart. Derefter rakte han ned efter sin pung som var i en taske på siden af hans hofte. Han fik den taget lig klodset ud og kiggede i den. Der var ikke forfærdeligt mange penge... måske havde han også selv givet for mange drinks ud. Han havde det også med at blive lidt for gavmild når det var at han var i godt humør. Dog betød det bare at han så ikke lige havde penge til et kroværelse. Så fyldt som der tidligere havde været var der måske heller ikke nogen ledige værelser tilbage. Det var jo heller ikke meningen at han skulle have haft et værelse... så til hendes spørgsmål valgte han at ryste på hovedet. Han havde ikke til et værelse.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre... måske skulle han vende om og lede efter sine venner. Vidste de overhovedet at han ikke var der? Det måtte de da. Det var hans gode venner, men på sådan en aften var det jo hændt før at han var blevet væk fra dem. Han krassede sit ar.

Lucky kunne dog godt gå. Om det så var godt kunne diskuteres men gå det kunne han. Så han nikkede som svar til hendes spørgsmål. Det var altid noget at hun var bekymret for ham. Ikke mange havde det med at udvise bekymring for fulde mennesker. De havde det for det meste at lade dem klare dem selv, også taget i betragtning at de nok ikke var i stand til det. Derfor var det utrolig sødt at kvinden overhovedet at skænke Lucky en tanke. De fleste havde jo ladet ham været alene også selvom han havde valtret som han havde.
Det var også sødt sådan som hun ikke havde gjort noget stort ud af at han var væltet ind i hende. Faktisk klarede hun hans vægt ret godt taget i betragtning af at hun var en kvinde. De fleste havde nok selv mistet balancen ved at en person i Lucky's størrelse sådan havde støttet sig på af dem. Han var trods alt ikke så lille igen. Derfor smilede han også igen... stadigvæk let rødmende. Selv havde han slået blikket ned en smule forlegent og derfor ikke så at hun selv havde slået det ned. Han havde endda heller ikke lagt mærke til hvor kold hun havde været. Det fungerede hans hjerne simpelthen ikke godt nok til lige nu. Han havde måske heller ikke tænkt så meget over det i ædru tilstand taget i betragtning af at de stod udenfor. Hun kunne jo være kold af så mange andre årsager.

Selv havde Lucky det ret varmt. Sådan som hans blod pumpede rundt og var steget ham til ansigtet. Det var sjovt sådan som det nogengange brændte bag hans hud. Det var noget som han var vokset op med. Det var ikke normalt. Så meget vidste han, men der var ingen der kunne forklare ham hvad det var. Især ikke da det havde været så slemt da han var yngre... eller den dag... der havde det brændt noget så inderligt og der var ikke noget han ønskede mere end at komme ud med det. Den dag i dag lagde han dog ikke så meget mærke til det. Det var en del af ham som så mange andre ting. Ligsom sådan som hans hud altid syntes at være sodet til... så den brændende fornemmelse havde vel også noget med at være en draconianer. Sjovt, han vidste ikke så meget om sin egen race. Han følte sig vel også mere som menneske og ville nok altid gøre det. Det var trods alt sådan at han var vokset op og hos mennesker som han var vokset op med. Ikke at han havde haft mulighed for andet. Han kendte trods alt ikke de mennesker som havde bragt ham ind i denne verden. Han forældre... hans biologiske forældre.

"Du er så venlig...og sød" fik han mumlet til hende og begyndte lige så stille at mærke trætheden. Han gabte og missede en smule med øjnene. Han havde også være oppe i en del timer i dag.