We need to stop meeting like this

Tid Der er omkring en halvtime til klokken slår 12
Sted En gade i Royal Flame District
Omgivelser Der er hvad man normalt finder i en gade, der er også ekstremt tomt, da fuldmånen snart vil stå lige op og varulvene snart vil forvandles
Vejr Det er lettere køligt, der er også spændinger i luften, som kan man fornemme at der snart sker noget slemt
Påklædning
- Tøj + Sko Som altid har han en mørk trøje på, et par mørke bukser og mørke sko på
- Smykker Han har en guldekæde om sin hals, i kæden kan man finde en ring, en ring han fik af Alycia Link
- Andet Siden det er tæt på en fuldmåne, er der vise træk som allerede trækker imod sig. Disse træk vil være hans øjne der skifter farve, årer der spreder sig under hans øjne og skarpere tænder Link

Emnet er tilegnet @Nella

"It's about time your highness" sagde en vagt, hvilket bragte Kai tilbage til virkeligheden. Han havde siddet fuldkommen koncentreret, af at betragte Elena sove. Hun var så fredfuld og han hade ideen om, at hun snart skulle gennem dette, at hun snart skulle mærke smerten, som kom ved at forvandles til ulven. På trods af at han var stolt af sin art, og hellere end gerne ville kæmpe for, at varulve fik en masse rettigheder, så var han også bundet af en frygt for en ting, nemlig selve fuldmånen. Én ting var at han selv kunne trigger sin forvandling, hvilket i sig selv ikke var særlig behagelig, noget andet var dog at hele hans krop, tvang ham igennem en forvandling ved fuldmånen. Alt form for valg var fjernet, og selvom han nogle gange besad en form for kontrol, så var det i mange tilfælde også forsvundet og erstattet med det dyriske drift.
Han gav et suk fra sig, og strøg blidt den sovende Elena hen over kinden, før han rejste sig og fulgte med vagten ud. Ude for værelset, ventede endnu en vagt, begge klar på at eskortere ham, til det specielle sted, hvor han altid forvandlede sig. Det var en smule væk fra selve slottet, så han behøvede ikke at bekymre sig for, at nogen på slottet ville kunne høre ham. På samme tid var det så polstret og boltret sammen, at han ikke ville kunne skade sig selv eller nogen i byen. For selvom han var en varulv, og derved kunne gøre skade på andre, så var han også en konge, der svor at ville beskytte sit folk, så han gjorde det bedste han kunne, hvilket kom i formen af et beskyttelsesrum.
Som de vandrede ned af gaden, syntes han at ligge mærke til en velkendt fært og selvom han ikke just kunne huse den, gav den ham alligevel følelsen, af at han skulle genkende vedkommende. Færten var fanget af frygt, som var vedkommende i gang med at blive angrebet. Da han genkende færten, kom der et beskytte gen op i ham, et der havde lyst til at hjælpe vedkommende "Your highness the moon is soon at it's peak, we need to lock you up" lød det fra den ene af vagterne. Selv kiggede han op imod himlen, hvor den smule fuldmåne hang "I still have half an hour, I just need to check out what's going on" han forlod de to vagter, der så opgivende på hinanden. De vidste at deres konge var en stædig mand, og han havde et stærkt behov, for at sikre alle han kendte var okay.
Da han nåede frem til hvor færten var, fik han øje på Nilaya og som han havde lugtet, var hun ikke kun bange, men også i farer. To mænd var omkring hende, den ene havde slået hende, hvor den anden var klar på at holde hende fast, så den første kunne trække tøjet af hende. Intentionerne var derfor meget åbenlyse. En høj og direkte dyrisk knurren forlod hans strube, som han gik imod dem. Han hamrede en knytnæve direkte ind i ansigtet på manden, som havde intentionerne om, at rive tøjet af Nilaya. Det var tydeligt han var vred, men hvorvidt det var imod det de gjorde ved hende, eller fordi hans indre ulv var så tæt på overfladen, ville ingen sikkert kunne vide og i øjeblikket, ville han næppe selv kunne svarer på det. Det var dog sikkert, at han hade vold imod kvinder, mere specifikt voldtægt imod dem.
Den anden mand mand gik til angreb, og fik hamret Kai imod den nærmest mur, og ved sammenstødet stønnede han af smerte. Dog syntes dette også blot at gøre ham endnu mere vred, hvilket kunne ses på, at hans mere dyriske træk kom frem. Hans øjne skiftede farve og i stedet for de mørke brune øjne, kunne man nu se et par gullige øjne, og årer formede sig under selve øjnene. Det værste var dog de skarpe tænder der kom frem, og de mørke klør der voksede fra hans hænder. Han hamrede sit hovedet direkte imod mandens, hvor han derefter med sine klør rev ham i ansigtet, og derpå endte hans liv, ved at bide ned i halsen på ham. Den anden rørte på sig, hvilket resulterede i at, han med sin sko knækkede hans nakke.
Med mændende døde, kom hans menneskelige side frem igen, og han fjernede blodet fra sin mund. De mørkebrune øjne kom frem, årerne forsvandt, det samme gjorde de skarpe tænder og klør. Hurtigt gik han imod Nilaya, hvor han ganske nænsomt rørte hendes kind, og den anden lagde han flad imod hendes kind "Are you okay? I'm sorry you had to see that side of me" han smilede undskyldende, og med sin tommelfinger strøg han hende hen over kinden. Efter at havde tjekket om hun var okay, fjernede han dog igen sine hænder "I guess this is how we always are going to meet? You being in some trouble" han skar en grimasse, og kløede sig i nakken.

//Håber det er okay

// Tøj + disse sko - Denne halskæde ligger foran hende på jorden, uden hendes bevisthed om det. //

Det der skulle have været en gåtur i måneskinet, for Nilaya, var endt i måske en gennemført voldtægt.
Hele dagen var blot startet med, at hun havde påført sig et par bukser og en bluse. Et par passende sko. Kigget sig i spejlet og bevæget sig ud af døren. De daglige måltider skulle indtages og arbejdet passes
Allerede ved ankommelsen af arbejdet, kunne hun tydeligt mærke folks vrede netop denne dag. Var det bare en generel ting eller? '' Get me some beer! It's your only job, woman! '' En velkendt herre, som ikke ligefrem var en person hun var specielt glad for, hans grin skar igennem hendes øre. Skulle han virkeligt være et disideret røvhun overfor hende, blot fordi han ikke brød sig om hende? '' I need to take a day of. '' Kollegaen bag disken havde blot nikket, som Nilaya forlod kroen endnu engang. I virkeligheden kunne hun sagens klarer den slags ord, men hun ville blot gerne nyde fuldmånen netop denne aften. Flere havde fortalt hende at den ville være smuk denne aften, engang om året.
Hurtigt havde hun anskaffet sig en hest og redet afsted til skoven.

// Det er så der, det du har skrevet kommer ind. //

Nilaya var ikke ligefrem endt i den bedste situation endnu engang. Måske var det i virkeligheden blot den måde hende og Malachai skulle mødes hver eneste gang.
Hun skulle være kvinden i nød og ham, hendes reder. Måske var det også i virkeligheden en måde at bringe dem sammen på. Tillid var en yderst svær ting, i sin tid og intet hun havde til specielt mange mennesker. Generelt havde hun ingen tillid til folk. Hun rejse sig atter engang op, da hendes blik hurtigt fik fanget Malachai's ansigt. Han lignede langt fra sig selv, men det gjorde Nilaya heller ikke ligefrem når hun havde sine klør og tænder fremme, langt fra. Hun faldt hurtigt ned til jorden igen, i ydemygelse og smerter. Hun var trods alt blevet slået i hovedet og hvem pokker ville ikke have det dårligt med den slags?
Hun fik dog hurtigt slået blikket op igen, da Malachai havde lagt en hånd på hendes kind. Den føltes så blød, så rar. Hun kunne sagens vænne sig til den slags. '' Yea, i think so.. '' sagde hun med en rolig stemme, i det hun tog sig til hovedet. '' I hope they are dead for good, and this was the last time something like this is gonna happend to me. '' Et kort grin og snøften forlod hendes læber. Selvom det stadig gjorde ondt på hende og de havde været ved at ødelægge hendes liv, nød hun stadig at Malachai stod foran hende og var parat til at beskytte hende til hver en tid.
Selvom hun i virkeligheden ikke burde, lænede hun sig langsomt imod Malachai's håndflade. Blødheden var der stadig, fuldt ud. Hvem i alverden ville ikke udnytte den slags, når nu den var der? Hun smilede roligt til ham. Han nævnte selv nødagtigt det hun tænkte. At dette måtte være måden de altid mødtes. '' Maybe it just a way to say we need to be closer to eath other. '' Hendes smil forsvandte og usikkerheden dukkede hurtigt op i hende. Hun ville stadig ikke presse for meget på med Malachai. Han skulle ikke føle hun konstant prøvede at komme ind i hans liv, for det var langt fra hendes intentationer. Hun nød blot hans selvskab og ville gerne have mere af det. '' But, what are you doing out here? '' Hun åbnede øjne langsomt op og studerede hans. Hun satte langsomt to hænder i hver sin side af jorden, for at støtte sig selv til at komme op. Slaget i hovedet havde ikke ligefrem været et blødt slag, derimod.
'' Sorry, for all this trouble. '' Hun sukkede roligt, som hun fik skubbet sig selv på bene, men hurtigt fik faldet forover endnu engang. Skulle hun være klodset hver eneste gang hun var ved ham? Kunne hun ikke bare tage det stille og roligt? Hun satte sig til rette endnu engang på jorden. Lugtene fra ligende var ikke ligefrem den bedste, men det kunne klares.  

// Håber det her er okay, og dit er vidunderligt! //

Han sendte hende et blidt smil "They appear very much dead" sagde han og skar samtidig en grimasse. Han fandt sig selv tænke, at han måske var han gået lidt for hårdt til den, specielt som han tog sig selv i at betragte ligene. Hans dyriske side havde en tendens, til at angribe og gerne uden den mindste smule nåde. Det virkede til at hans forældres forsøg, på at blive et monster halvt om halvt havde lykkedes. Det var specielt når fuldmånen var tæt på, her virkede det til at alt hans arbejde, alle hans mange forsøg på at være en god mand, forsvandt og blev erstattet med en dyrisk brutalitet "But let's gross our fingers for no more attacks towards you" han trak på skulderne.
Han rynkede brynet, da hun med et lænede sig ind imod hans hånd. Han vidste det at lægge sin hånd imod hendes kind, nok ikke havde været det bedste. I virkeligheden havde det været hans forsøg, på at agere venlig imod hende og måske endda sørge for at hun havde det godt. De mænd ville havde voldtaget hende, og uagtet om han ikke havde været forbi, eller om de ikke havde lykkedes, så var den slags ikke just noget, som man nemt kom igennem. Om ikke andet forsøgte han med, at smile blidt til hende, som ville det hjælpe med at holde chokket væk. Han klukkede halv "or maybe it's a sign that you need to stay more safe?" forslog han spørgende. Han mistænkte ikke, at hun ikke kunne tage varer på sig selv, men indtil videre havde han mødt hende i situationer, hvor det
Han lagde hovedet på skrå, da hun spurgte hvad han lavede herude. Dog nåede han ikke at svarer, før de to vagter fra tidligere kom hen imod dem "Your highness we don't have much time, you need to get to the cage" han sendte hende et undskyldende smil, blidt tog han hendes hånd i sin egen "until we meet again, and please this time stay out of trouble" han gav blidt hendes hånd et klem, hvorpå han trådte væk og gik med vagterne. De fulgte ham hen til en ødet bygning, hvor han gik indenfor. Der var ikke meget derinde, andet end en polstret celle. Selve cellen var ikke særlig stor, og der en enkel åbning i muren, hvor han ville kunne kigge på himlen, og en åbning i døren, så vagterne kunne enten holde øje med ham eller se om han var menneske igen. Han trådte ind i cellen, og som han vendte om, fik han øjenkontakt med vagterne. Med et suk nikkede han, og de låste cellen, hvilket efterlod ham ikke kun spæret inde, men også alene.
Cellen blev nærmest boltret i, således hans varulveform ikke ville være i stand, til at komme ud. Det var en celle han havde brugt, siden han flyttede til byen, hvilket også kunne ses på alle rivemærkerne, og antallet af sorte hår, som kunne findes rundt omkring. Vagterne havde forladt bygningen og trådt et stykke væk fra den. Han sukkede og satte sig ned, hvorpå han betragtede åbningen i døren. Han kunne mærke den mindre frygt vokse i ham, og han knyttede sin næve, som ville det hjælpe med at holde den væk

//Det var skam helt fint!

Måske var han ikke ligefrem specielt glad for hende. Det lød langsomt sådan med hans ord. Hun sukkede kort, og fik rejst sig op. Han sagde farvel og forlod hende,
for at bevæge sig et andet sted hen. Han fik aldrig fortalt hvad han egentlig skulle i byen i en tid som dette. Han havde godt fortalt om forvandlingerne, men det var virkeligt derfor han var herude i tiden som dette? De fleste var enten på en kro eller en bodega, og få deres lyster tilfredsstillede, hvis nu deres koner ikke gav dem nok behov der hjemme.
'' You know Nels, sometimes it's not always like you think it is. '' Et suk forlod hendes læber, som hun begyndte at tale med sig selv. '' I know... But, he is so kind!
Et kort grin forlod hendes læber, da hun kom i tanke om hun egentlig stod og talte med sig selv, imens hun fulgte Malachai på lang afstand. Hun havde sørget for at være langt væk nok, til han næppe ville kunne høre hende eller snuse hende, men at hun stadig kunne holde øje med ham og følge ham.
Ørene blev hurtigt sluppet ud, da hun så dem bevæge sig ind i en bygning. Hvad i alverden skulle han dog der, når han skulle forvandles? Hun så samtidigt vagterne forlade bygningen igen efter et stykke tid. Som de var kommet langt væk nok, til endnu engang ikke at opdage hende, smuttede hun hurtigt ind i bygningen for at se Malachai spændt fast.
'' What ... '' Hun tog sig hurtigt til munden, efterfulgt af et gisp. Hun kunne tydeligt se han var bange, det var hun i hvert til fald ikke et sekund i tvivl om. Hun fik hurtigt stoppet sit gisp, for ikke selv at vise hvor nervøs hun var. Ikke for ham, men hele situationen. Var det her meningen? '' What is this Malachai? Are you allright? '' Hun ville til hver en tid sikre sig han var okay, som han gjorde med hende i slemme situationer.
Med et ben foran det andet, fik hun bevæget sig med langsomme skridt, tættere på Malachai. Nok til hun kunne se ham og omvendt. '' I'm here. Don't worry. I won't go. '' Efter at have sluttet sin sætning, satte hun sig stille ned på jorden, for at vise tydeligt hun var her for ham. Selvom Malachai næppe selv ville indrømme det, var han blevet en del af hendes liv. Hendes reder. Ingen havde redet hende før i tilfælde, ud over Chester. Chester var en anden sag.  

Han hade forvandlingerne, men han vidste også at det var en del af hvad han var, og nogle gange måtte man tage det surer med det søde. Han lagde hovedet tilbage imod den bløde mur, og han knyttede hænderne hårdere i. Det var dog også omkring her, at han hørte Nilaya komme imod døren til cellen. Han rejste sig op og gik stille imod døren, hvor han kunne se på hende gennem hullet "You're not suppose to be here, I don't want you to see me like this" han kiggede kort væk, før han igen mødte hendes blik "What this is, is a cell designed to keep me from harming people" han kiggede rundt. Han valgte bevidst ikke at svarer på, hvorvidt han var okay eller ej, det var et spørgsmål han i dette øjeblik, ikke ville være i stand til at svarer på. Hele hans krop var ved at klargører sig, hvilket også betød, at hans kropstemperatur langsomt steg.
På trods af at han ikke ønskede, at hun skulle se ham som det monster, han meget snart ville forvandle sig til, så var det da dejligt at vide, han ikke ville gå igennem det alene. Selvom vagterne var der for hans sikkerhed og sikkerheden af folket, så havde de aldrig været en stor støtte, de forlod ham altid efter at havde sikret, at døren var låst ordentligt fast og han ikke ville kunne komme ud. At hun faktisk sagde hun ville være der for ham, fik et mindre smil frem på hans læber "I'm scared" indrømmede han, hvilket nok også ville være en første gang. Han indrømmede aldrig, hvis han skulle være bange. Dog var der ikke andre end de to, så han kunne vel ligeså godt være ærlig.
Han trådte frem imod døren, og lagde hænderne om tremmerne. Han var allerede begyndt at hyperventilere, og netop som han skulle til at sige noget til hende, skød smerten gennem ham. Han stønnede af smerte, og trak sig automatisk tilbage, alt i hans krop gjorde ondt. Alle hans organer gav efter, fordi de skulle gå fra en normal størrelse, til den størrelse man kunne finde i en varulvs krop. Hans knogler begyndte at brækkes, blot for at heale i en ny form. Der kom lyde fra hans krop, at knogler som brækkes, og under det hele kunne man høre ham komme med lyde af smerte. Sekunder blev til minutter, og enkelte minutter blev hurtigt til langt flere. En normal forvandling tog gerne mellem 25-40 minutter, nogle gange endda længere og i al den tid følte han intet andet end smerte. De organer som skulle udgive det stof, som ville få ham til at besvime eller føle mindre smerte, fungerede ikke og han var derfor vågen til det hele.
Han rev sin trøje op, hvilket afslørede et bryst, hvor knoglerne var i gang med at ændre form. Hans øjne havde for længst skiftet farve, og de mange årer gled fra hans øjne og ud imod resten af hans ansigt. Hans tænder var ikke længere lige, men fremstod derimod som et gab af skarpe tænder. Efter 35 minutters stønnen af smerte, og konstant forvandling, blev der med et stille i cellen. Det var som om det endelig var overstået, det var dog langt fra overstået. Måske var Kai's smerte overstået, men nu var ulven fremme og hvis der var en ting ulven ville have, så var det blod. Den rejste sig op på sine bagpoter, lagde hovedet tilbage og gav en lang hylen fra sig, før den hamrede imod døren. Adskillige knurrelyde kom fra ham, og på trods af han halvt om halvt var til stede, føltes det lidt som at have en hjerne på stoffer, han var med andre ord i stand til at se hvad der skete, men det var et forvrænget syn og han kunne ikke gøre noget ved det han så.

//Hans varulveform
Ansigt - Link
Størrelse - lidt over 2,20 meter høj

Lige i det øjeblik, hvor Malachai formede ordene You're not suppose to be here, I don't want you to see me like this vidste hun med sikkerhed, at hun ville blive her. Selvom det langt fra var meningen, ville hun aldrig forlade en person der ville føle smerte, eller for den sags skyld var bange. Hun havde selv følt smerten ved at blive efterladt imens hun udviklet sig. Det var langt fra en rar følelse.
Han indrømmede sammentidigt også at han var bange og hun trådte et skridt tættere på ham ved de ord. Hun satte sine egen hænder oven på hans, ved træmmerne.
'' You are not alone. I will be here the hole night, if i have to. '' Hun smilte kært til ham,
og forsøgte desperat at skifte emnet, fra banghed over på noget sjovt. Men inden hun nåede det, havde han allerede skreget i smerte. '' Hold on! You can do it! I know you can! '' Hun smilte forsigtigt til ham. Hun havde langt fra lyst til at gøre sig uvenner med ham yderlige og slet ikke i vareulve formen, eller den krop der var på vej til at blive det.
'' It's soon gonna be over, i know it will. And i will stay to the end. Even if i have to sleep here with you. '' Ganske rigtigt, som hun selv sagde. Hun ville sove her, hvis hun skulle sikre sig han ikke ville være alene på noget tidspunkt.

I det han formeret sig om, trak hun et skridt tilbage. Hun var ikke helt bange, men så alligevel. Ville hun kunne finde på at skade hende, eller ville han have sin bevist hed med sig, når ting som dette galt?
Hun havde langt fra været skræmt af hans forvandling, derimod. Hun havde set hendes far gøre diverse ting ved dyr, så at se et par knogler knække og forme sig på en anden måde, skræmte hende overhovedet ikke.
Nilaya havde sammentidigt selv set hendes hvalp Lady, blevet skadet et par gange med en brækket pote eller hale. Sart var ikke en del af hendes sjæl.
'' I hope you still is here. I'm not gonna hurt you, but i'm need to do it, if you attack me, it's the only way i'm gonna do it. You are a good friend, and a friend i want to keep. Please stay still in there, so it's not gonna hurt. '' Hendes stemme var tydelig nervøs for hans sikkerhed og hans udvikling. Hvordan var han egentlig i sin varulve form. Det kunne sagens blive en daglig ting for hende, at være ved ham under fuldmåne, hvis han selv følte han havde behov for det.

// Jeg håber det er okay jeg ikke skriver så meget. //  

Han havde aldrig været i stand til, at beskrive hvordan det føltes under en fuldmåne. For normale varulve, havde han hørt det var lidt som at opleve et black out også vågne op dagen efter, uden nogle minder om hvad der var sket. For ham var det dog anderledes, for han kunne huske hver eneste ting han havde gjort, og gennem sit liv havde han gjort mange ikke så gode ting. Når han var i sin ulveform var han på en eller anden måde til stede, så da Nilaya begyndte at tale med ham, stoppede han med et op. Det var som om en del af ham genkendte hende, og i takt med hun fortalte hvordan hun ikke ville gøre ham ondt, at hun anså ham for at være en god ven. For et øjeblik blev de gyldne øjne helt brune, men selvfølgelig gik der ikke lang tid, før de igen blev gyldne og han hamrede sig imod døren.
Heldigt for hende, og resten af byen, så var den dør så hårdt boltret til, at der skulle meget mere end en varulv, til at kunne åbne den op. Den eneste grund til, at han blev ved med at kaste sig imod døren, var fordi han kunne se hende, og siden ulven i ham var sulten, anså han hende som et potentielt bytte. Han knurrede og rev imod de polstrede mure, hvilket blot efterlod flere mærker end hvad der allerede var. Heldigt for hende, ville han dog ikke kunne ramme hende, for en ting var at han med en menneskearm, ville kunne få den igennem tremmerne, men hans varulve arm var større og tykkere, og det ville derfor ikke være nemt så nemt. Så hun var med andre ord ikke i farer, på noget som helst tidspunkt.

TIDSHOP | TIDSHOP | TIDSHOP | TIDSHOP | TIDSHOP | TIDSHOP

Efter adskillige timer, hvor han havde hamret sig imod døren og enkelte gange kommet med hylene lyde, syntes han endelig at blive stille. Dyret i ham var tilfreds, og ville nu gå til hvile. Han begyndte at pive, som pelsen røg af og han langsomt blev mindre og mindre. De dyriske træk forsvandt, og i løbet af 5 minutter, gik han fra en stor behåret varulv, til en nu meget nøgen mand. Fordi transformationerne var hårde, og altid tærrede på ham, var han helt svag i sin menneskelige form. Han rystede af kulde, og var mere eller mindre dækket af sved. Han kunne knap og nap komme op og stå, da alle hans muskler var brugte. Det ville være som hvis en person løb et maraton, og med et skulle gå en tur. Han stønnede af smerte, som han ramte imod gulvet. Han så imod hullet i døren, hvor han fik øje på Nilaya. Nu var det blot om hun så ham som en mand, eller et monster

//Håber det er okay, Nilaya kan evt. kalde på vagterne?

Nilaya's blikke ramte Malachai mere og mere, jo mere aggressiv han blev, men alligevel stoppede noget i ham op. Hun ville aldrig anse ham som et monster, langt fra.
Han var ikke selv skyld han var født som han var, ej heller ville han kunne ændre det.
Hun smilede kort for sig selv, som han stoppede op i døren. Selvom han dog noget tid efter, begyndte at hamre på døren igen smilede hun videre. Han skulle ikke anse hende for at være bange, selvom hun inderst inde var en smule, men ikke nok til hun ville forlade ham.
Hun var heller ikke et sekund i tvivl om at der intet ville ske hende. Hun vidste godt selv, at Malachai eller nogen anden med den rang som han havde - ville sætte sig selv ind i et 'bur' der ikke holdte ham fast nok.
Selvom han ville beskytte sine borger, var han i bund og grund til fare for dem, hvis han var blevet lukket ud af sit bur. Det var en god opfindelse alligevel. Hun nød blot at se mere til ham. I sin ulveform eller menneske form, var lidt lige meget. Han var smuk udanset hvad.

- Allright! -

Som tidne gik, havde hun nu studeret rummet de var inde i, godt og grundigt. Talt de forskellige rifter der nu sad rundt omkring i rummet også de gamle. Mange var der,
utroligt mange. Hendes blik gled over til ham, da hans hår faldte af. Ikke et sekund efter stod hun foran døren ind til cellen og var parat til at rive den op, for at komme ind til ham. Hun vidste godt selv, at hvis han som vareulv eller nightcan ikke havde kræfterne til det, ville hun heller ikke.
'' Guards! Come quick! '' Som vagterne endnu ikke var kommet, efter et par minutters ventetid, fik hun hurtigt revet døren op, ind til bygningen skrigende efter vagterne. Hurtigt fik de bene foran sig og ind for at låse døren. '' Leave. '' Hendes stemme var klar og tydelig. Hun fik hurtigt hevet sine bukser af sig selv. Hun var ligeglad med at blive set i underbukser, eller trusser for den sags skyld. Malachai skulle have noget tøj på og skulle langt fra være nøgen. Inden hun havde set sig om, stod hun foran ham, med armene om ham på hver sin side, for at hjælpe ham op. Hjælp var ikke så meget ordet, hun fik hurtigt hevet ham op, og lagde hans ene arm omkring hendes skuldre. '' I'm here. You are safe now. Don't worry. '' Som kvinde var hun en del stærkere end andre og kunne sagens tage ham i brude stilling. Med klarer tanker atter engang fik hun også gjort det. På 2 sekunder, havde hun ham oppe i brude stilling og parat til at gå imod hans slot, tag den den tid det ville. '' Just go to sleep, my love. '' Hun smilede roligt for sig selv, som hun gav ham et kys på panden, som hun akkurat kunne nå.
Vagterne gik bag hende, for at være sikker på der intet skete kongen. Inderst inde vidste de udmærket godt at hun ikke ville gøre ham, men sikkerheden skulle være der.

// Håber det er okay jeg laver et tidspring, ellers bare lad være med at svarer på det! //

Der gik en time, med sved og kramper i Nilayas arme, før de var nået ind på slottet. At gå var ikke hårdt, men Malachai var ikke ligefrem en let mand. Ikke at han var tyk eller noget, men han havde muskler der vejede en del.
'' Where is his bedroom? '' En af vagterne fulgte hende roligt med til hans soveværelse. Her fik hun roligt langt ham i sengen, med dynen over sig. Hvis han ønskede at hun skulle blive, ville hun til en hver tid blive.

Han var så udmattet, at han nærmest ikke lagde mærke til noget som helst. At forvandle sig til sin varulve form, var ikke kun det at forvandle sig, hvilket i sig selv gjorde ondt, men satte også kroppen gennem meget, og det forklarede hvorfor han var så udmattet. Så da Nilaya kom ind til ham, lagde han nærmest ikke mærke til det. Han rystede blot at kulden, og forsøgte halvt om halvt, at komme op og stå igen, denne gang med hendes hjælp. Det hjalp dog lidt med kulden, da han fik et par bukser på, ganske vist et par meget små bukser, men ikke desto mindre lidt der hjalp imod kulden. Da Nilaya snakkede, virkede det så fjernt for ham, at han nærmest ikke kunne høre det, og han lagde vist nok lidt for meget af sin vægt imod hende, siden han med et forsvandt fra jorden fuldkommen.
Da de begav sig imod slottet, forholde vagterne sig stille, de vidste at hvis de sagde noget, så ville det sikkert blive kommentere på næste dag, og de gad ærlig talt ikke miste jobbet, fordi kongen blev sur på dem. Da de endelig kom op på slottet, og Nilaya spurgte til hvor hans værelse var. Selve værelset var meget stort, og bestod af en dobbeltseng og ellers hvad man ville forvente at se, det var dog smykket som man ville forvente at se hos de royale. Der var dog enkelte private malerier, herunder et maleri af hans yngste søster Holiday og et enkelt af Andrea, Elena og Drew, også et af ham selv, Drew og Elena.
Da han blev lagt på sengen, sukkede han, og han greb fat i det nærmeste, som hans hænder kunne komme i nærheden af, hvilket var Nilaya's hånd. Et mindre smil kom frem på hans læber, et dominerede af træthed og udmattelse "Thank you for not seeing me as a monster" fik han på en eller anden måde sagt. Hvis hun lagde sin hånd imod hans pande, ville han føles ekstremt varm, hvilket nok kom af de men, som kom ved at forvandle sig til en varulv

Værelset Malachai ejede var ikke ligefrem grimt, men derimod utroligt smukt.
Som mand forstod han at indrette sig godt og perfekte. Billederne af Andrea var intet han lod mærke til, men derimod det med ham og hans børn - Altså Elena og Drew.
Da han greb fat i hendes hånd smilede han blidt. Hans ord betød en del for hende,
men de var ikke rigtigt tilegnet hende som sådan. Han var blot glad for at hun ikke så ham som et monster, men hvorfor i alverden skulle hun dog det?
'' I would never see you as a monster. '' Hun smilede, og aede roligt hans pande.
Den var varm, ikke bare almindelig varm, men brænende varm. Hun rejste sig roligt fra sengen og trak hånden til sig. Ikke fordi hun ikke ville være ved ham mere, men fordi hun ganske roligt ville finde en kold klud for at køle ham ned. Roligt åbnede hun døren for hans soveværelse og spurgte pænt en af vagterne efter en kold klud. De nikkede blot og smuttede ud efter en. Der gik ikke mange sekunder før de stod med en meget kold klud ved hende. Roligt foldede hun den samme, og satte sig ind atter engang ved Malachai. Han så alligevel ret sød ud.
Stille og roligt fik hun lagt kluden på hans pande. '' You are perfect Malachai. '' Forhåbentligt ville det hjælpe, med den kolde klud. Et par ae her og der på kinden, blev der også hurtigt lagt på.
Som tiden gik, begyndte hun selv at svinde ind, lænet op af sengestellet med ryggen.
Hun var træt selv efter en lang aften, men havde hun vidst hun var faldet i søvn her,
havde hun hurtigt vågnet op igen.

Han var efterhånden faldet i søvn, da da hun fortalte hun ikke så ham som et monster, var han for længst væk, at han i sidste ende faktisk ikke hørte det. Han lagde virkelig ikke mærke til noget som helst, ikke engang da hun strøg ham over panden. Den eneste indikation han lavede, var da hun lagde den kolde klud imod hans pande, her kom han med en enkel lyd, som for at sukke af nydelse. Han følte han var ved, at brændes op, så den lille mængde kulde, var derfor meget ønsket fra hans side. Det var dog også den eneste lyd han kom med, eller for den sags skyld den eneste form for liv. På grund af den stress hans krop havde været igennem, var der efterhånden ikke mere energi i ham, så han var mere end bare sovende.
Han vågnede op næste morgen, hvor han stønnede af smerte, før han fik sat sig op. Han rynkede brynet, da han så Nilaya ved sin side. Hvad pokker lavede hun herinde? Selvom han ikke havde noget imod, at hun hjalp ham, så virkede det ikke just anstændigt. Han havde intet imod hende som sådan, men det betød ikke at han nødvendigvis ville dele sin seng med hende. Måske havde det ikke været med vilje, og havde han været meget yngre ville han nok ikke have noget imod det, dog var han ikke ung mere og han havde mere ansvar på sig og derfor ikke muligheden for den slags. Han rejste sig op fra sengen, hvor han begav sig imod sin kommode, for at finde et par bukser.
Hurtigt fik han taget dem på, hvorpå han begav sig ned imod køkkenet. Hans plan var at lave noget morgenmad, blot så han kunne få noget at spise, også selvfølgelig også Nilaya. Nok ville han ikke just have hende i sin seng, men han ville dog nægte hende noget at spise. Efter at havde fundet noget at spise til hende, og sig selv, skyndte han sig ovenpå igen. Han satte maden på bordet ved siden af sengen, hvorpå han satte sig på selve sengen ved siden af hende. Han lagde en hånd imod hendes kind "Hej wake up" han smilede blidt til hende, og ventede på at hun ville vågne op "I have breakfast" han holde hendes tallerken op, og skar en grimasse. Der var mange forskellige ting på den, men mere eller mindre hvad man associerede med morgenmad, så æg, brød og meget mere.

Søvnen havde varieret en del. Det var intet hun ligefrem ønskede og slet ikke overfor Malachai, men hun var nu engang for alle faldet i søvn ved hans side. Ville han noglesinde forstå hendes forklaring? Måske hvis hun nu engang var heldig at han ville lytte til hendes ord.
Hun vågnede med et spjæt, da hans hånd blev lagt imod hendes kind. Hun smilte blot igen til ham, inden hendes ord begav sig ud af munden på hende. '' Goodmorgning my king. I hope you have it better. '' Hendes ord var fyldt med ærlighed. Selvom han ikke ligefrem virkede udadtil til at ville have hende i hans seng, eller for den sags skyld i hans hjem, var tingene blot som de nu engang var. '' You know, you are a pretty man, with a big heart under the werewolf. '' Hun grinte kort, som hun tog fast i tallerken for at få et par bider mad i maven, inden Malachai med pæne ord smed hende ud af slottet.
'' You know.. I hope you are believing me in these word. I'm not out to get you like a husbond or a boyfriend. I'm just here to help a friend. A person who need help, and i know you do. You where so scared last night. I am to, so often. '' Et kort smil satte sig endnu engang på hendes læber. Han ville nok ikke tilgive hende for at bryde ind i hans intimspace, men hun kunne trods alt håbe. '' If you need my help, just give me a sign, and i will get here ANY time. '' Hun gav ham et kort smil endnu engang, før hun tog en stor bid mad. '' I'm just your friend and your my first friend ever. I hope you are my friend too ''
Ville han nogensinde komme til at kunne give hende et venskab? Ganske rigtigt, konger har en masse pligter, men venskaber ville i store tilfælde være gode som konger. Når vagterne vender en ryggen pga revolution, eller at de blot ikke længere ønsker dem på kronen, kan være venner være gode.

Han klukkede da hun kaldte ham sin konge "I think you have seen enough of me, to simply call me Malachai. We don't have to be so fancy, unless you want me to call you my lady?" et skævt og drillende smil formede sig på hans læber. Det var helt underligt, at hun ville kalde ham sin konge, nu hvor hun ikke havde gjort det førhen. Ikke at han ikke var vant til det, han var trods alt en konge, så folk ville kalde ham det eller også deres højhed. Men siden hun ikke havde gjort det mere end et par gange, kunne det med et virke en smule malplaceret. Hendes kompliment imod hans udseende, og at han havde et stort hjerte under sin varulve ydre, var ikke just forfærdeligt, og en klukken forlod hans læber "I'm pretty..arg here I thought that I was handsome" han rejste sig op fra sengen og lagde sine knoer imod hofterne, hvorpå han skød brystet frem i en måske mere komisk position.
Han satte sig grinene ned, samtidig med at han tog et stykke brød, dog forsvandt grinet langsomt da hun forklarede, hvordan hun ikke var ude på at få hams som ægtemand eller kæreste, og hun i bund og grund kun ville have en ven. Han rynkede brynet og så forvirret på hende "Being a boyfriend of yours never came op" han havde et forvirret udtrykke i sine mørke øjne, hvorfor hun netop sagde det var meget forvirrende. Han havde intet imod det med at ville være hans ven, men han havde aldrig haft intentionerne om at skulle være mere end det "Did I lead you on to becoming something more? If that's the case then I'm sorry, I don't really have the time for at love life, if I'm to be honest" han trak på skulderne, som konge og far havde han ikke tid, til at tillade sig at blive romantisk med nogen. Han havde alt for mange pligter til, at kunne have tid til den slags. Det var hvad der skete med ham og Andrea, de havde alt for travlt og langsomt forsvandt kærligheden i deres ægteskab. Dog havde han stadigvæk en del respekt for hende, og holde af hende, denne gang mere som en ven end elsker.
"I never really had any friends growing up, but I would love to be your friend" et smil brød igen frem på hans læber. Han havde haft meget få venner gennem sit liv, og skulle han være ærlig ville han nok kunne tælle dem på én hånd. Hans flok havde aldrig været den mest kærlige, og han voksede op i et miljø hvor hans forældre, havde forsøgt at lave ham til et monster frem for en person. At være et monster gav ikke just mange venner, han havde dog været heldigt at have sin søster, som han havde gjort alt for at beskytte "I'm not even sure how friendships works, I wasn't really taught how to be a person" han skar en grimasse og tog en bid af det toast han før havde taget op.

'' No no! That was not the point! '' Hun havde blot sagt det til ham i ren venlighed efter at have været vågnet. Han havde ikke ligefrem direkte givet hende lov til at kalde ham Malachai, men hun havde alligevel gjort det, de fleste a gangene.
'' You are handsome to! I'm a women, what do you ecspect me to say?! '' Kvinder havde ganske normalt en tildens til at kalde dem kønne, smukke eller generelt de ting en kvinde selv gerne ville kaldes - I hvert til fald når det kom sig til Nella.
Emnet fik dog hurtigt skiftet sig over på kæsteri. Måske havde han følt hun pressede sig på, hvilket langt fra var meningen. Måske og kun måske med tiden ville et forhold til ham kunne lade sig gøre. Først og fremmest skulle de lærer hinanden og kende.
Lærer deres svagheder og styrker. '' You have the time. All people have the time to a love life. You are just not in love with anyone. Even a king have time to love and relationship. If you find the one in your heart, you will do anything just to be with her. '' Hendes smil havde sat sig igen, efter at have været forsvundet. Han skulle ikke tro, at blot fordi han var konge, var der ikke tid til kærlighed.
'' And friends, they come and go. But the loved once, they stay trough the hole of you life. I had a friend. Karla. She was my best friend, since i was a baby. When i was like a 17 years, she was like 98. She died when i become 18. She was my bestfriend her hole life. If they really are you friend, they will stay to the end, even after that. '' Hun aede ham roligt på kinden inden hun trak hånden tilbage igen.
'' I can be you friend. I want to be you friend. And i will stay to the end Malachai.
I can help you to get friends. To be a friend. To be a person, even trough i'm fighting with it my self. '' Hun smilede roligt endnu engang, inden hun tog en mundfuld mere i munden. '' It taste good. Really good. '' En smasken forlod hendes mund, efterfuglt af en grinen.

"So you being a woman makes it more difficult for you to say such things? or am I understanding it wrong?" han blev igen forvirret. Hun var god og snakke med, men somme kom hun med så underlige og forvirrende ting, som han i bund og grund ikke forstod, og alt det gjorde ham virkelig forvirret. Det var nogle gange, som om der var en anden mening bag hendes ord, som om hun i virkeligheden ikke altid sagde hvad hun mente, ellers drejede hun sine ord i gåder. Han klukkede "Sadly not, between meetings, taking time to my children and the assignments being a king has, I really wouldn't have time. I would only set someones hopes up, and then smother the light" han trak på skulderne "I would have to put them aside, because I have so many duties and I really don't want to put someone through that"
Foruden det faktum, at han som konge havde mange opgaver og ville negligere en form for kæreste, så havde han til tider endnu den tanke, om at han var et form for monster. Han havde jo ikke kunne holde et forhold, så måske var det et form for tegn om, at forhold bare ikke var hans ting "But yeah I suppose if the time is right, then sure I would let someone in and possible even give love a change" han skar en grimasse og kløede sig i nakken, han vidste ikke hvad han ville gøre, hvis han rent faktisk fik følelser for en anden person. Selvom kærlighed kunne være smukt, så havde han efterhånden dårlige erfaringer med det.
Som hun fortalte om sin ven, eller rettede hendes afdøde bedste veninde, lagde han hovedet på skrå. I takt med hun fortalte, spiste han stille fra sin morgenmad. Det lød trist, det at have en ven også vedkommende døde "my condolences, it's always hard to lose those you hold close. I lost my sister, so I know how it feels" han lagde sin frie hånd ovenpå hendes, og et blidt smil formede sig på hans læber, som han gav hendes hånd et klem. Han kendte til tab, og vidste det kunne gøre ekstremt ondt, selv havde han en gravsten for sin elskede søster Holliday, som han ofte ville besøge, blot for at få en form for indre ro. Han vidste hun var et bedre sted, og alligevel gjorde det ondt at vide, han ikke var stærkt nok til at havde beskyttet hende.
Da hun udtalte at hun ville være hans ven, at hun ville være der for ham og endda hjælpe ham med et få venner, hævede han let øjenbrynet "I don't exactly need help to gain friends, but's its very nice of you" det lød meget venligt det hun sagde, men det kunne også misforståes, specielt den del med at blive en person. Hendes ord om maden, fik ham til at grine "He is quite the chef, it's sometimes magical how good he is at making food" sagde han, kokken var ekstremt god til at lave mad, nogle gange så godt at han selv troede det var en form for magi.

'' No, it's just.. Women have a more formal langues. '' Kvinder havde ganske rigtigt et mere formalt sprog. Nogle generelle andre ord at sige, istedet for de typiske 'du lækker' 'du fræk'. Kvinder ville istedet bruge netop de ord de selv ønskede at blive tiltalt. Hun smilede dog forsat til Malachai for blot ikke at gøre det mere akavet for hende selv.
'' You would have time. You just don't believe in it. A true king, have time for everything. Not only the politik life, and if you need a hand with Elena and Drew, you can always send a message to me. '' Hun smilede forsigtigt. Hun regnede ikke ligefrem med at han ville overlade hans børn til hende. Men det ville heller ikke undrer ham særlig meget.
'' It's alright. It was her time to die. I could have given her a life, like a vampire or something that would be much older, but she wish to live like a human all her life.
As a friend did not forced her in to anything.
But most importen, how did you lose you sister? Did she get killed or? '' Måske var det et meget direkte spørgsmål at spørger om hun var blevet dræbt, eller måske havde hun blot været døende af en naturlig grund, så som sygdom eller kvæstelser fra et stort fald og derefter været død.
Hans grin var sødt, mere end sødt. Han var en del kær at se. Den glæde der blev spredt ud af ham, hver gang der blev lavet sjove ansigter eller andet i den stil. Hun nød det og lyttede blot til hans grinen atter engang, inden hendes mund åbnede sig for at tage endnu en bid af sin vidunderlige mad.
'' Maybe i should get ready and leave. You clearly don't have time to 'friends'. '' Et kort smil satte sig på hendes læber, men det forsvandt dog også hurtigt igen. Hendes kommentar havde langt fra været ment ondskabsfuldt, men han havde selv nævnt han ikke havde tiden til særlig meget, så skulle hun heller ikke genere ham mere.

Med et hurtigt greb, fik hun sat talerknen på gulvet og rejst sig op. Hun måtte hellere se at komme afsted inden han selv smed hende ud. Bedre at gå selv, end at blive.

Han rynkede brynet "they don't necessarily, men and women have just the same language. It just depends on the upbringing and wether or not the person is learned maners" pointerede han, det var meget generaliserende, at sige kvinder havde et mere formelt sprog, i hans gamle flok snakkede kvinderne ligeså grimt, som mændende have gjort og i mange tilfælde endda ti gange værre. Det var en meget mærkelig kommentar, og selvom de levede i en verden, hvor mænd måske var den dominerende part, var det stadigvæk meget underligt. Mænd var ikke bedre end kvinder, og kvinder var ikke bedre end mænd, sådan var det.
Havde hendes første kommentar haft en effekt på ham, ville denne i den grad have en. At hun sagde en sand konge havde tid til det hele, som om hun overhoved vidste noget om at være konge og det ansvar der lå på ham "You don't know anything about my life, I don't come into your life and make assumptions on how to live your life" hvor der før havde været forvirring i hans øjne, kunne man se et hint af vrede i dem nu. Han havde været intet andet end sød imod hende, givet hende mad og tilladt hende at sove i sin seng, ganske vist ikke med sin egen vilje. Dog havde han behandlet hende med respekt, også kom hun med sådan nogle ting.
Han rejste sig fra sin seng "You are more than right, it appears you have overstayed your welcome" hans øjne begyndte at skifte farve, og det var tydeligt han ikke just, var glad for hvad hun sagde "And maybe another time, don't make assumptions about things you clearly don't know anything about" han pegede imod sin dør "You leave know, or else I shall call the guards, and they won't be as nice as I am"

Nella rejste sig blot fra sengen af. '' Don't be mad at people, just because they have an another opinion than you, then you are taking the rights from them. I have an opinion how a king is, how i was told by people are, and you have an opinion. '' Hun fik hurtigt taget det ene ben foran det andet. '' Just to tell you, i was just trying to be a nice friend. Other people would have called you a monster, like you so much believe you are. They would have called you a bad king, just by looking at you. I didn't do that.
'' Hun havde allerede forladt ham. Han var sur, og hun ønskede ikke at påvirke ham yderlige.

OOUT!