To be of use (Vetis)

Det var en typisk sommeraften. Vejret var varmt og her, imellem alle husene, var det næsten umuligt at mærke den svage brise. Husene havde samlet varmen igennem hele dagen og afgav den nu igen, så alt stadig føltes lige så kvælende varmt. Solen var ellers på vej ned, skønt der om sommeren var ret lyse nætter. Stadig mørke nok til at vampyrerne kunne komme ud og forsyne sig med diverse, men ikke mere mørkt end det var ligefør selv Sean kunne spejde igennem mørket. Lige nu var solen dog i horisonten og druknede himlen i et hav af orange-røde farver. Han havde nydt udsigten fra sit hjem i Terrorville, men som han havde nærmet sig Rotten Root var hans eneste udsigt blevet til de samme nedslidte huse, der til tider stod alt for tætte op af hinanden. Brostenene under ham var blevet til hårdt trampet jord og gaderne vrimlede snart med hjemløse, syge eller folk der festede. De anstændige ville sidde derhjemme lige nu, formentlig.
For Sean var det hele velkendt og han bemærkede ikke videre. Han var selv iklædt noget sort tøj. Et par sorte bukser og en varm, sort trøje. Et sværd hang ved hans side og på hans fødder sad nogle støvler der dog ikke gik meget længere end til lige over hans ankler. Fordi det var varmt og ikke virkede til at love regn, var der ingen kappe i dag.
Det mørkebrune hår strittede lidt til alle sider, selv om pandehåret altid gled lidt ned over hans pande. De mørkegrå øjne virkede ikke til at bemærke meget omkring sig, men i virkeligheden så de altid nok.

Sean følte sig hjemme i hele byen. Hvad var det? Snart et års tid siden han var kommet hjem, efter at have indtaget Dragons Peak og kaldt sig hersker af byen? Han havde opgivet det hele og flyttet hjem til Doomsville igen. Doomsville var hans by, han kendte den ud og ind, vidste hvem man skulle kontakte i byen. De fleste kendte hans store klan, om ikke af navn, så af gavn. Og det var netop et job for klanen, at han havde begivet sig ned i byens nedre dele. Han havde fundet en mand, der havde kendt en...Og ordnet et møde mellem dem til i aften, når solen var på vej ned. En mand der efter rygterne at vide, kunne de ting som Sean fik brug for.
Nåe ja, alle kunne vel købes, ikke? Seans klan havde meget at byde på. Informationer, en tjeneste...Eller bare penge. Det var det sjove ved det hele, aldrig helt at vide hvad folk ville.
Han fandt hurtigt vej igennem gyderne, til han fandt det rigtige sted. Gyderne havde ikke rigtig navne, selv om de i folkemunde til tider blev kaldt noget forskelligt. I stedet havde Sean fundet den gyde, der lå tættest ved nogle andre veje eller butikker, der alle bar navn, hvilket kunne være de nemmeste måder at kende forskel på gyderne på.
Gyden var smal og mørk. Og stank. Folk smed deres affald af enhver art i renderne ved vejen, og i gyden var der ikke lige så meget frisk luft eller plads til at få lugten til at forsvinde. Til gengæld sprang rotterne entusiastisk rundt.
Sean fandt et sted der var nogenlunde tørt og urørt, hvor han kunne læne sig op af muren til et af husene. Armene gled over kors og for en stund, kunne det ligne han faldt i et med skyggerne. I hvert fald langt væk fra...

Det havde være en ulidelig varm og fugtig morgen. Siden han ikke rigtig havde noget arbejde for tiden havde Vetis prøvet at fordrive tiden med noget husarbejde... Der var en masse ting der skulle have været ordnet og fikset ,men han havde dog til sidst opgivet. Det havde simpelthen været for varmt til at have gidet noget som helst form for fysisk arbejde. I stedet havde han fyldt sit badekar med isvand og fladet ud det meste af dagen og læst. Faktisk hadede han ikke at lave noget og han havde da også kedet sig gevaldigt lige indtil en bekendt havde kontaktet ham. Denne kontakt var nogen som han havde stødt på for nogle måneder tilbage og han virkede altid til at have noget arbejde til Vetis. Ja, Dillion havde været mere end behjælpelig til at finde arbejde af den gode kaliber. Kunder som kunne give Vetis mulighed for at skabe kontakter og erhverve gode tjenester. Mængden af penge som hans kunder var villig til at betale, var da heller ikke noget til at kimse af, men, ethvert fjols vidste da hvad der var mere værdifuldt. Penge var noget som enhver kunne få fat på. Vetis var blevet umådelig glad da han var blevet fortalt hvem hans kunde var. Han havde skam godt hørt om dem samt deres klan. Magtfulde... var et godt ord til at beskrive dem og magtfulde mennesker som stod i gæld til en var altid noget man kunne bruge. Især i Doomsville.

Efter at Dillion havde fikset alt det kedelige arbejde med at løbe frem og tilbage samt arrangere mødet var Vetis taget af sted. Solen var ved at gå ned da Vetis lige så stille gik gennem byen. Gaderne stank af ekskrementer og skrald som var blevet varmet op i løbet af morgen... stanken kunne få det til at vende i de fleste maver vis det ikke lige var at man var vant til det. Vetis var én af dem som skam var vant til dette og skam havde lugtet værre i sin tid. Det mindede ham om så mange gode stunder såvel som dybt forfærdelige... det var lugten af livet og mange menneskers grave realitet. For mange mange år tilbage havde det også været Vetis's egen grumme realitet vis han altså ikke var blevet reddet. Den styrke som han ikke selv havde haft havde han fået udefra, men nu, nu var den styrke ikke længere nødvendig. Han havde fundet sin egen og taget styring over sit eget liv.

Vetis var snart nået til det aftalte sted. Han var iklædt en let mørkeblå skjorte samt sorte tætsiddende bukser. Han havde overvejet at komme på bare fødder men havde dog valgt at tage nogle støvler på som stoppede ham til midt på skinnebenet. Hans hår havde han ladet hænge løst om hans skuldre og på grund af varmen havde han valgt en mellemlangjakke. Han drejede til højre ind i gyden og havde det ikke været hans øje for detaljer havde han nok ikke set manden som lænede sig op ad muren. Han lignede en som sagtens kunne gå i ét med muren med det tøj han var iklædt. Smart valgt taget i betragtning af at det var ved at blive mørkt og man nok ikke gad blive set at spionerende øjne. Især ikke når man kom fra den højere rangede del af byen.
"Er du Alice?", spandt han da han nærmede sig manden. For at være sikker på at det var den rigtige person havde han fortalt Dillion om hvad manden skulle svare. Det var en lille ting han havde da han ikke ville risikere en forhandling med den forkerte person. Det som manden skulle svare var: kun vis du er den gale hatter. Vetis stod nu få meter derfra og afventede sit svar. I mellemtiden fik han et godt udsyn til hvordan han så ud... og han kunne lide det han så.

Hånden gled over de svage skægstubber. Han var normalt en ret glatbarberet mand, tillod kun skægget at gro en anelse, før det hele blev fjernet igen. Noget sagde ham også at han måtte tage tid til det den næste dag, da han ikke ønskede at have for meget skæg. Hans blik gled hen over gyden, som han ventede. Der kom et par folk forbi, mest lurvede skikkelser der måske nærmere boede i gyderne end brugte dem som genvej. En af skikkelserne var iklædt en mørk og slidt kappe og med kappen viklet godt om sin forhutlede skikkelse satte denne sig tæt på Sean, op af muren. Sean reagerede ikke på dette. Det var enten en fra klanen der ville tjekke hvad der skete eller en af deres kontakter. De fattige var gode kontakter, for de kom mange steder og de rige havde ofte en tendens til at ignorere dem, hvilket gjorde dem til perfekte små spioner for en mønt eller bid mad.
Til sidst kom der endelig en, der så ud til at ville ham noget. Han var blevet informeret om kodeordet, så da manden stoppede foran ham, rettede han sig op fra væggen.
"Kun hvis du er den gale hatter. Kom"
Sean var en mand med kontrol. Han havde kontrol over hele sin hverdag, hver af sine bevægelser og ofte også hvert eneste ord han overhoved sagde. Når man var perfektionistisk kom man hurtigt til at elske kontrol og han lod sjældent andre tage den. Hvad dette angik ville det kun være dumt at blive stående og sludre. Hvem stod i en mørk gyde og sludrede alligevel? Og her lugtede. På grund af varmen, næsten værre end normalt. Desuden havde Sean et bestemt sted de gerne skulle nå hen.
Hans blik gled over den fremmede mand et øjeblik. Manden var ikke dårlig at se på af udseende. Men det var ikke for udseendets skyld at han havde kontaktet manden.
"Lad os gå direkte til det. Jeg har et job der skal udføres for en af mine klienter. De færreste i min klan går op i at sprætte folk op uden at skade alt det indvendige samtidig og jeg har hørt du kan. Er det korrekt?"
Han måtte snart finde nogen kunne denne slags, til klanen. Det var upraktisk at skulle opsøge folk uden for klanen, for at udføre noget af arbejdet. Det kostede og var risikabelt. Men klienten havde været en gammel bekendt, en tidligere klient op til flere gange og med nok penge eller kontakter til at Sean fandt det værd at arbejde for. Hvad organerne skulle bruges til var ikke Seans problem, han skulle bare sikre dem i nat og levere dem hurtigst muligt. Selvfølgelig krævede det noget værktøj, foruden beholder med is for at organerne på nogen måde kunne bruges bagefter...Medmindre de bare udgjorde måltidet for en eller anden. Hans blik gled over til manden igen.
"Før vi kommer ind på detaljerne, kan vi måske blive enige om betalingen?" foreslog han så.
"Hvad er du interesseret i?"

Kom? Uha, der var vist en som havde styringen. Ikke at det gjorde Vetis noget og han skulle tage sig sammen for ikke at bide sig i læben... først arbejde, senere sjov. Det var dog svært ikke at lade blikket glide når nu han kom tættere på. Velbygget... Han løftede det ene bryn og smilede djævelsk.
Idet han kiggede nærmere på hans klient fik han dog også øje på en anden mand. En som bestemt ikke var inviteret til forhandlingerne. Han lignede godt nok det sædvanlige skravl som gemte sig i gyderne. Vetis kiggede irriteret på den fremmede og hans blik var gennemborende. Han brød sig dog ikke om at de var til stede da de ikke altid var hvad de så ud til. De fungerede perfekt som spioner og budbringere. De kunne gå uset igennem gaderne siden at de fleste ignorerede dem. Med mindre man selv benyttede sig af dem fra tider. Han gad ikke at hans aftaler var for fuldt skue især ikke taget i betragtning af at det kunne skabe problemer for ham selv senere. Han valgte derfor bare at huske hans udseende og skete der noget kunne han jo altid finde ham senere. Lige nu var der vigtigere ting. Såsom hot stuff... med et forhåbentligt godt og spændende arbejde til ham.

"Det er skam korrekt... det og meget, meget mere..." sagde han smilende og med et glimt i øjet. Det at splitte et menneske ad var blevet ret god til over årene. Med det rigtige værktøj og de rette omgivelser kunne han endda holde dem i live i ret lang tid inden de kradsede af. Enten af blodmangel eller ren skræk. Han manglede dog nogle ting til at bygge lokalet færdigt som han havde special lavet til dette tilfælde. Det var snart færdigt men kunne altid forbedres... som et dræn i gulvet. Selv havde han fået nogen til at installere en fryser i hans gulv. Den var fortryllet og havde virket som en drøm. Han havde fået som betaling for noget arbejde som han havde udført.

Vetis løftede brynet en smule da han allerede ville tale om betalingen. Han kunne dog ikke lade være med at smile skævt da han spurgte om hvad han var interesseret i. Tja, der var skam mange ting som interesserede ham. Vilde fester, en spændenede jagt som fik blodet til at pumpe, et vellykket måltid samt et godt knald... der var så mange ting. Dog, intet som her kunne bruges som betaling. I alt fald ikke i aften.
"Detaljer først," sagde han bestemt. Ikke på vilkår at han kunne komme på en betaling uden helt at vide hvad det var han skulle. Det skulle trods alt være fair og han ville også gerne vide hvor meget arbejde det ville ende med at blive. Var der noget specifikt mål? Skulle han selv nedlægge dem. Hvor friske skulle organerne være? Hvornår skulle det hele leveres? Hvilke farer var der chancer for? Også videre. Der var så mange detaljer som han manglede før de kunne begynde og diskutere en pris.

"Ikke for at være på tværs, men med de risici som jeg løber ville nogle flere detaljer være rart. Alt i alt kommer det nok til at være en tjeneste som du skylder mig... én som helst gerne skulle passe med mængden af arbejde for at udføre din klients opgave." Derefter smilede han.
"Bare rolig... er sikker på at en mand i din status, er i perfekt stand til at betale for mine ydelser, og viser det sig at du er tilfreds med mine ydelser og benytter mig igen... er der måske chance for nogen rabatter." Især vis det viste sig at være nogle lønnede opgaver. Nogle gane kunne hans arbejde være en betaling i sig selv. Det var dog ret sjældent men det kunne henne.

Han smilte svagt for sig selv.
"Detaljerne er enkle. Jeg skal bruge nogle organer i god tilstand. I første omgang er det en engangs opgave, men der er mulighed for min klient vil blive en varig...Ja, klient. Hvis det er tilfældet, kan det tænkes vi kan finde på en mere permanent aftale, hvis det passer dig og betalingen er noget vi kan enes om. I første omgang søges der alle organer. Hjerte, lever og hvad der ellers er. Jeg er ligeglad med hvem ofrene er, så længe de ikke kan linkes til mig. Vil du selv finde nogle folk af passende statur eller skal jeg tilvejebringe dig noget hjælp?" Foreslog han så. Siden hans klient havde understreget at organerne skulle være af god tilstand, gik Sean ikke ud fra simpel ligrøveri ville gøre det, men tværtimod levende donorer.
Han så sig omkring et øjeblik, før de mørkegrå øjne landede på manden ved siden af ham.
"Første levering allerede i nat. Jeg skal bruge dem inden solen står op. Har du et sted eller redskaber til opgaven eller skal jeg sørge for det også?" spurgte han så. Det dækkede vist de fleste detaljer og ellers måtte manden jo spørge. Spørgsmålet var bare hvad manden ønskede til gengæld. Eller måske var manden en af dem, der intet ønskede sig, før de en eller anden dag havde brug for en tjeneste? Sean hadede dem mere end noget andet, for det var vilde kort man ikke vidste hvor ville ende. Det eneste man kunne gøre i den situation, var at huske folk på at tjeneste skulle passe i størrelsen til den opgave den var blevet købt med. Men det var hele pointen med at Sean ikke kunne kontrollere det, ikke kunne vide hvem eller hvad der en dag ville opsøge ham og bede om noget. Normalt holdt Sean sig langt væk fra den slags, men denne klient var lovende og han tog chancen. Og hvis manden her ikke kunne levere, måtte Sean jo finde en anden. Der var vel nok nogle shady læger i byen han kunne overtale. Men det var en hastelevering, så mere tid Sean kunne spare, jo bedre.

Se, det var noget han kunne arbejde med. Detaljer. Det lød også til at være en udmærket fin opgave. Det var bestemt ikke en opgave som alle og enhver var i stand til at udføre... hvilket så havde ført hans klient til ham. Tja, nu var det bare at finde et passende offer... helst én med velfungerende organer og helbred. Det kunne godt blive en udfordring her i slummen så han skulle nok lede blandt de lidt bedre stillet mennesker. Det ville nok øge risikoen medmindre man kunne lokke dem til yderkanten af byen. Det kunne sagtens lade sig gøre...
Han gav ham en one-over før han smilede. Tja, med sådan som han så ud var han mere en velkommen til at assistere ham... det ville nok også gå hurtigere vis de var to til at få fat på en. Det skulle nok også gå hurtigt taget i betragtning af opgavens tidsbegrænsning. Det gjorde det en del mere udfordrende taget i betragtning af at han skulle have personen med hjem og høste deres organer. Ikke at det gjorde noget med en udfordring en gang imellem. Nej, tværtimod...

"Du er skam mere end velkommen til at følge med og assistere mig Hotshot,"sagde han flirtende. Derefter begyndte han lige så stille og roligt med at tage sin jakke af. Derefter smed han den over manden smilende.
"Du kan starte med at holde den her for mig," sagde han og blinkede til ham. Han begyndte derefter at knappe nogle af de øverste knapper op på sin skjorte. Han havde knappet den op til godt og vel midten af hans brystkasse. Man havde nu god udsigt til hans veltrænede og lyse brystkasse. Han derefter smøg ærmerene op og puttede sin skjorte ned i sine bukser. Han kiggede ned udover sig selv og nikkede anerkendene hvorefter han lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Efter meget kort tid begyndte hans krop at ændre sig. Hans brystkasse begyndte at svulme og to velformede bryster fyldte nu hans skjorte godt ud. Hans talje skrumpede ind og hans hofter udvidede sig. Hans ansigt blev mindre og mere rundt i det. Alt på ham havde nu ændret sig til det af en kvindelig version af ham selv... lige med undtagelse af én ting, men det var ligsom ikke noget man kunne se.

Han åbnede sine øjne hvorefter han kiggede over på hans klient igen med et glimt i øjet.
"Det var sikkert ikke noget du ser hver dag, hva'?" Derefter gik han smilende hen til ham og lagde blidt en hånd på hans brystkasse.
"Ingen grund til at bekymre dig om vores doner... jeg skal nok selv finde dem og heldigt for dig har jeg både stedet og værktøjerne til din lille opgave," sagde han betryggende. Han var trods alt ikke en amatør. Hans lille værksted var dog ikke fuldendt endnu men det var stadigvæk udrustet med de ting som han skulle bruge. Alle hans knive og værktøj lå også klart derhjemme til ham og var klart til at blive taget i brug. Is var også noget som han havde nok af. Det eneste han manglede var et offer og det var sådan set det. Nårh ja, så manglede han så også at alt gik efter planen men det var en mindre detalje.

"Nu hvor vi har den perfekte madding skal vi så gå?," spurgte han sødt med sin nye stemme og begyndte og gå. Inden han dog nåede at komme særlig langt stoppede han dog op og kiggede bagud.
"Angående din betaling... har jeg noget ommøblering af mit hjem som du kan hjælpe mig med. Ikke det vildt store men det ville være en stor hjælp," sagde han og begyndte at gå igen. De skulle heldigvis ikke så langt igen til hvor Vetis havde planlagt at finde deres offer.

Et skævt smil trak i hans ene mundvige, som hans blik gled hen på manden ved siden af ham. Manden var frisk, men Sean var sådan set ligeglad. Manden kunne være kedelig, sur, en tudemarie... Så længe han var en der kunne få arbejdet gjort. Men det gjorde det da helt klart mere underholdende.
En smule uventet stoppede de op. Jakken fik et kort blik, før Sean endelig tog den. En mand med hans position legede sjældent stumptjener for fremmede og Sean var helt klart fan af at understrege og bibeholde alle tegn på at han var mere magtfuld end alle andre i hans nærvær. Alligevel stod han nu med jakken i sin ene hånd, måske til dels også fordi han ikke havde en grund til at sige nej og unødigt forsinke nattens arbejde.
Så hvad var planen?

Hans blik hvilede på manden, som denne forvandlede sig til en kvinde. Manden havde ret i at det ikke var noget han så hver dag, men han havde efterhånden set en del ting og overraskelsen var hurtigt sunket nok til, at han kunne bevare sin rolige facade. Da den nu-kvindelige-mand lagde hånden på hans brystkasse, fjernede han sig ikke. I stedet slog han jakken ud og lagde den om de nu smallere skuldre og sendte hende endnu et af hans små smil.
"Jamen perfekt. Jeg kan se jeg ikke behøver foretage mig særlig meget, så jeg vil blot følge efter og se hvordan du arbejder. Hvilket jeg har en fornemmelse af vil være mere end underholdning nok for i aften" lød svaret endeligt. At møblere et hjem lød hverken vildt besværligt eller vildt dyrt. Selvfølgelig fandtes der møbler, hvor man betalte mere end nok for dem, men Sean var overbevist om det ikke ville blive et problem. Medmindre manden dækkede over nogle småting, som Sean ikke kendte til.
Med afslappede skridt fulgte han efter kvinden.
"Det kan vi nok se på" bemærkede han blot. De korte svar var til dels fordi Sean ikke var den store samtalepartner. Specielt ikke med folk, hvis hovedformål for ham, var at udgøre et job. Jo mindre man snakkede og kendte til hinanden, jo bedre. Han gad ikke investere personligt i en masse tilfældige folk. Dermed ikke sagt at manden ikke virkede til at have sin egen charme, både i den mandelige og kvindelige krop. Tøjet virkede til at passe en mand og sad lidt løsere på den kvindelige krop, men Sean tvivlede ikke på visse folk nok skulle finde det mere end tiltrækkende alligevel. Helt naturligt gled hans blik ned over de vuggende former foran ham.

Det virkede ikke til at manden var særligt snaskagelig... ikke at det gjorde noget. Det var ligsom ikke påkrævet at de skulle snakke i ét væk og underholde Vetis. Det var jo ligsom ham som var i færd med at udføre et arbejde for manden og ikke omvendt. Han gjorde bare hvad de vil have af ham så godt som han nu kunne og inden for rimlighedens grænser. Godt nok var han god til en masse forskellige ting men han var ikke ligefrem perfekt. Nej, tværtimod men hans mangler var jo også det som var med til at gøre ham til den han var. De var der til at han kunne forbedre sig. Altid. Det ville da også være dybt kedeligt vis man gik og troede at man var helt perfekt... og dog, det kunne også være sjovt at pille sådan en person ned og vise dem alle de ting de ikke kendte om sig selv. Deres mangler. Deres frygt... deres fejl. Det var dog sjældent at man kunne støde på sådan en person. Der var trods alt ikke nogen som var perfekte. I alt fald ikke ifølge Vetis.

Nej, han skulle ikke så meget andet end at se lækker ud og vente. Der var ligsom en grund til at han havde hyret en anden. Vetis smilede bare sødt til ham især da det var at han havde givet ham jakken over skulderene. Sikke en gentleman. Det lød også til at han var med på aftalen hvilket var helt perfekt. Tja, det var trods alt ikke noget helt urimeligt. Det var bare en smule ommøblering og måske også noget renovering af hans hjem. Det var nemlig ikke nemt at stå for helt selv da det var at han havde fået det udbygget nede under jorden. Det var nemlig lavet sådan så folk ikke nemt kunne finde det og at han nemmere kunne arbejde. Det var hans egen lille base hvor han kunne være sig selv og gøre lige vad der passede ham uden frygt for at der var nogen som der skulle blande sig.

Vetis gik et godt stykke fra manden. Han gjorde det på den måde så folk helst ikke skulle tro at de fulgtes ad. Han håbede også at det var det som manden forstod. Vetis skulle nemlig helst fremstå alene og sårbar. Det var sådan at man hurtigt fandt sit bytte. De havde det nemlig med at komme til ham som var de en flok bier efter honning. Vetis gik ned af nogen mørke og ret snuskede gader og efter noget tid mærkede han at der var nogen som fulgte efter ham... perfekt. Det var der han spillede den forskrækkede og uskyldige pige som havde forvildt sig ind i et område som hun ikke kendte til. Efter meget kort tid med dette havde Vetis løbet sig selv ind i en blindgyde hvor den ukendte person havde fulgt med ham. Lige efter planen. Forskrækket vendte han sig om og så en uhumsk mand med et lystent blik i øjet. Han lignede mest af alt én som havde scoret kassen og øjnende Vetis godt og grundig.
"Du har vist forvildet dig langt væk fra dit hjem kære ven... lad mig endelig hjælpe dig smukke," sagde han med et rigtig lumsk smil. Tja, han manglede et par tænder men ud over det så han rask ud. Han så ikke så gammel ud igen og havde en god bygning. Han lignede mest af alt lidt af en kraftkarl. Én med nogen tatoveringer og én som lignede at han var godt tilfreds med sin tilværelse. Det skulle nu nok komme til at ændre sig. Vetis kiggede ud til siderene og bakkede sig bagud idet manden kom tættere på. Han rystede på hovedet og bønfaldende bad han ham om ikke at komme nærmere hvilket bare fik manden til at le.

Vetis var nu presset helt oppe af muren bag ham og manden var kun få meter fra ham.
"Nu ikke så bange... jeg bider ikke," sagde han med et blik og en tone hvilket tydeligt sagde det modsatte. Hans blik nærmest allerede flåede tøjet af Vetis og hans ansigt fortalte om alle de ting han ville gøre med Vetis i en mørk gyde... men, det var nu Vetis's tur til at smile. Facaden faldt og Vetis kiggede smilende op på ham.
"Men, det gør jeg," sagde han og inden manden kunne nå at reagere slog han ham hårdt på kæben. Vetis havde ramt plet og manden faldt til jorden som en sten. Vetis bukkede sig ned og samlede ham op og smed ham over skulderen.

"Et styks organdoner indfanget, Hotshot" sagde han djævelsk.

Han blandede sig ikke i det manden lavede. Det var tydeligt manden havde en plan og derfor havde Sean ikke det mindste problem med at bliver efterladt til at danne bagtrop. Det gav ham blot tid til at tænke selv, hvilket trods alt var noget han satte en hel del pris på. Enhver der kendte Sean det mindste ville kunne skrive under på at han var en meget kompliceret mand, der ikke altid var helt i kontakt med eller ærlig over for sig selv, angående sit følelsesmæssige liv. Men kunne nogen klantre ham for det? Hvis folk havde haft bare halvdelen af det liv, han havde haft, ville folk nok kunne forstå at det havde påvirket ham.
Det var klart han havde et rygte at leve op til og han gjorde gerne sit bedste. Han var trods alt en archdemon og hvis det ikke gav ham nogle fordele og spredte lidt frygt i folks hjerter, så vidste han ikke hvad. Men selv om han elskede at fremstå perfekt og magtfuld, betød det ikke han var blind for egne svagheder. Det betød blot ham holdt det tæt på kroppen og forhindrede andre i at nå dem.
Well...Dem han selv kendte til, i hvert fald. Lige for tiden var ensomheden og den lurende fornemmelse af altid at være på vej ned i et mørkt hul, nok de værste. Kun Lori og Razor holdt ham fra at falde ud over kanten igen. Det var et lurende mørke der hele tiden truede med at komme tilbage og fjerne hans vilje til overhoved at være i live.
Kun Lori og Razor...For blot et år eller to siden havde han haft så mange omkring sig. Så mange, han havde været villig til at kæmpe for. Men tiderne skiftede og folks ord om at holde af en, om at ville blive hos en, om hvad tingene betød for dem, beviste sig gang på gang tomme. Det var kun det. Ord.
Ja, han var nok blevet en del kynisk.

Han faldt bagud, som hans mørkegrå øjne studerede kvinden foran ham, der hele tiden fik et større og større forspring. Det gjorde intet, for hun nåede aldrig længere væk, end Sean vidste han kunne finde hende igen. Dette var hans by, trods alt. Der skulle mere til før folk blev væk fra ham her. Da hun så ud til at have fundet sig et offer, og trak sig selv og vedkommende mod en blindgyde, stillede Sean sig op af en mur, ude af syne, og afventede de blev færdige med deres lille leg. Blikket gled op mod himlen over ham. Jah, der var altid noget rart ved at lade andre gøre arbejdet, også selv om Sean havde en tendens til at blive en smule rastløs. Når han var bedst, var han en sand arbejdsnarkoman og sov ikke mere end få timer, blot for at stå op og arbejde videre. Succes kom ikke af sig selv. Hverken hans voksende klan, den tidligere stilling som hersker af Dragons Peak, eller hans udvikling til archdemon. Alt krævede hårdt arbejde.
Han hørte lyden af slag og samtalen mellem de to var forstummet. Mandens forsikrende ord fik Sean til at rette sig op fra den mur, han havde hvilet sig op af. Han trådte om hjørnet og lod blikket glide ned over manden, med den anden mand over skulderen. Fint. Hans blik gled op mod himlen, som han bedømte hvor lang tid det havde taget og hvor lang tid de havde tilbage. Fint. Alt var fint.
"Godt. Lad os komme videre" beordrede han. Manden her vidste hvor de skulle hen og hvad der skulle gøres, så Sean ikke meget andet end blot vente.

Han blandede sig ikke i det manden lavede. Det var tydeligt manden havde en plan og derfor havde Sean ikke det mindste problem med at bliver efterladt til at danne bagtrop. Det gav ham blot tid til at tænke selv, hvilket trods alt var noget han satte en hel del pris på. Enhver der kendte Sean det mindste ville kunne skrive under på at han var en meget kompliceret mand, der ikke altid var helt i kontakt med eller ærlig over for sig selv, angående sit følelsesmæssige liv. Men kunne nogen klantre ham for det? Hvis folk havde haft bare halvdelen af det liv, han havde haft, ville folk nok kunne forstå at det havde påvirket ham.
Det var klart han havde et rygte at leve op til og han gjorde gerne sit bedste. Han var trods alt en archdemon og hvis det ikke gav ham nogle fordele og spredte lidt frygt i folks hjerter, så vidste han ikke hvad. Men selv om han elskede at fremstå perfekt og magtfuld, betød det ikke han var blind for egne svagheder. Det betød blot ham holdt det tæt på kroppen og forhindrede andre i at nå dem.
Well...Dem han selv kendte til, i hvert fald. Lige for tiden var ensomheden og den lurende fornemmelse af altid at være på vej ned i et mørkt hul, nok de værste. Kun Lori og Razor holdt ham fra at falde ud over kanten igen. Det var et lurende mørke der hele tiden truede med at komme tilbage og fjerne hans vilje til overhoved at være i live.
Kun Lori og Razor...For blot et år eller to siden havde han haft så mange omkring sig. Så mange, han havde været villig til at kæmpe for. Men tiderne skiftede og folks ord om at holde af en, om at ville blive hos en, om hvad tingene betød for dem, beviste sig gang på gang tomme. Det var kun det. Ord.
Ja, han var nok blevet en del kynisk.

Han faldt bagud, som hans mørkegrå øjne studerede kvinden foran ham, der hele tiden fik et større og større forspring. Det gjorde intet, for hun nåede aldrig længere væk, end Sean vidste han kunne finde hende igen. Dette var hans by, trods alt. Der skulle mere til før folk blev væk fra ham her. Da hun så ud til at have fundet sig et offer, og trak sig selv og vedkommende mod en blindgyde, stillede Sean sig op af en mur, ude af syne, og afventede de blev færdige med deres lille leg. Blikket gled op mod himlen over ham. Jah, der var altid noget rart ved at lade andre gøre arbejdet, også selv om Sean havde en tendens til at blive en smule rastløs. Når han var bedst, var han en sand arbejdsnarkoman og sov ikke mere end få timer, blot for at stå op og arbejde videre. Succes kom ikke af sig selv. Hverken hans voksende klan, den tidligere stilling som hersker af Dragons Peak, eller hans udvikling til archdemon. Alt krævede hårdt arbejde.
Han hørte lyden af slag og samtalen mellem de to var forstummet. Mandens forsikrende ord fik Sean til at rette sig op fra den mur, han havde hvilet sig op af. Han trådte om hjørnet og lod blikket glide ned over manden, med den anden mand over skulderen. Fint. Hans blik gled op mod himlen, som han bedømte hvor lang tid det havde taget og hvor lang tid de havde tilbage. Fint. Alt var fint.
"Godt. Lad os komme videre" beordrede han. Manden her vidste hvor de skulle hen og hvad der skulle gøres, så Sean ikke meget andet end blot vente.

Vetis smilede bare til manden da han trådte ud af gyden med deres organdoner over skulderen. Manden havde gjort et fint stykke arbejde med at holde på afstand hvilket var noget som Vetis kunne værdsætte. Det var nemlig ikke lige altid at hans kunder var til stor hjælp eller vidste hvad de gebærde sig når de fulgte med ham. Han havde godt haft nogen kunder som ville se hvordan han arbejdede... hvorved de var med til at gøre det mere besværligt men sådan var det. I alt fald nu skulle han hjem før deres offer vågnede. Han nikkede til manden som svar og gik foran som i at han skulle følge efter ham.

//time skip//

De havde god tid. De var ankommet til Vetis's hjem via nogen genveje som Vetis kendte til og tilmed havde lavet selv. Nogen få af dem. Han havde nemlig bedt nogen af sine tidligere kunder om sådanne nogen tjenester her. De var ret nyttige for en mand som Vetis med det job som han havde. De var tilmed også skjulte de fleste af dem så andre ikke kunne benytte sig af dem. Imens de var gået havde Vetis af og til skiftet mellem sine to skikkelser som mand og kvinde. Han havde også tværet snavns i sit ansigt og stjålet nogen klæder og tæpper som han havde kastet over sig selv. Dermed havde han lignet en hver anden fattig ulykkelig bums som levede her i slummen. Ingen som ville have set ham gå den aften ville have været i stand til at sammensætte en ordentlig historie. Alle ville nemlig have set nogen forskelligt. Forskellige typer mænd samt kvinder. Ingen af dem som lignede noget i nærheden af Vetis's eget udseende. Han var trods alt let genkendelig med hans hvide hår hvilket ikke lige var i hans smag.
Det kunne være farligt vis nogen så dig gøre noget som du ikke burde. Dermed blev han så opdaget... tja, så var der ikke andet for end at skaffe vidnerne af vejen. Han havde et risikofyldt job. Så han var grundig med at farve sit hår og ændre på hans eget udseende så godt som han nu kunne. Der var dog tilfælde hvorved at han lod folk se hans rigtige udseende... det var dem som enten var ekstremt magtfulde eller dem han godt kunne lide. Dem var der meget få af men det hændte da af og til at han var ligeglad med hvad de så. Ikke at han stolede på dem men han følte ikke at det skadede ham.

Vetis's hus så forfærdeligt ud udefra og lignede mere af alt en ruin og trådte man indefor... så blev man mødt at dunsen af råddent træ og andet rådneskab. Dette var med til at holde de fleste væk fra hans hjem men af og til var der nogen som gemte sig i afkrogende hvor der stadigvæk var tag tilbage. Steder hvorved de kunne finde lyd for resten af verden. Dette var dog en forfærdelig idé. For dem altså. Disse folk var dem som tit ingen andre havde og ikke mange ville ligge mærke til at de forsvandt. Derved slog han dem ihjel og fandt nytte i at sælge resterne af dem på det sorte marked... eller teste nogle få ting ud på dem.  

Manden over Vetis's skulder begyndte at lave nogen lyde. Timing var latterligt perfekt taget i betragtning af at de havde ankommet til deres destination. Vetis havde dog proppet noget stof i munden på ham i tilfælde af at han skulle have været vågnet på vejen derhen. Han skulle jo nødigt have skabt et postyr imens de var gået. Ikke at han ikke havde kunnet slå ham ud igen men han skulle helt ikke skade ham for meget. Det var derfor at han hurtigt havde slået ham i kæben i stedet for andre steder. På den måde var han gået kold hurtigt og Vetis havde ikke risikeret at skade nogen organer eller noget andet brugbart. Der var trods alt en grund til at manden havde hyret ham.

Vetis gjorde tegn til at manden skulle følge ham indenfor. Vetis gik direkte hen til åbningen i gulvet som ville føre dem ned til Vetis's virklige hjem. Han lagde manden fra sig, åbnede, samlede man op og gik ned af trappen. Dernede var en lang gang med en masse døre. Vetis gik direkte hen til døren hvorved det lokale de skulle bruge var. Han åbnede døren derind til og det syn som mødte dem ville nok få de fleste til at løbe skrigende bort. Derinde i lokalet var diverse toturredskaber, kroge som hang fra loftet. Beholdere, flasker med diversefarvede væsker og en metalbord med lænker sat til og et dræn i gulvet under sig. Vetis lagde manden på bordet, tog en saks fra det nærliggende lille bord hvorved at hans forberedte værktøj stod. Han klippede tøjet af manden og smed det i en skraldespand ved siden af. Han tog derefter en sprøjte og stak den ind i manden arm. Dette skulle holde ham bevidsteløb under operationen. Derefter lænkede han manden fast i tilfælde af at han alligevel skulle vågne. Det var sjældent at det var tilfældet men Vetis var altid forberedt på de fleste muligheder.

Derefter henvendte han sig til den anden mand. Han smilede til ham og gik hen imod ham.
"Du er velkommen til at se med vis du har lyst men du ønskes dermed at blive siddende i dette område," sagde han og pegede hen imod et lille område med en behageligt udseende hvid sofa som var lukket inden med nogen glasvægge. Det var et område specieltdesignet til kunder som ville kigge med. Det var et fint rum men en sofa samt bord hvorved han plejede at stille forfriskninger såsom rødvin, hvidvin, whiskey, cognac og mere som hans kunder ellers måtte lyste. Han havde sågar også blod til dem. Der var også et behageligt tæppe samt puder som alt matchede til det hvide og kliniske tema.
"Hvis du ikke ønsker at se med er der et andet lokale som du kan befinde dig i imens jeg arbejder," sagde han venligt. Der var der de samme muligheder for at sidde ned og nyde en drink et luksuriøse omgivelser. Vetis havde dog på fornemmelsen at denne mand godt kunne finde på at kigge med. Hvilket var noget som han nød. Det var altid underligt pirrende og spændende at have nogen kiggende imens han dissirekede et menneske. Dermed kunne han også se hvordan han udførte sit arbejde og afgøre om han syntes om det.

//BTW håber at det er okay at jeg lavede et tidshop...//

Der var ikke mange ting der overraskende Sean længere. Han havde set mange ting i sit liv. Og hvis ting endelig overraskede ham, besad han evnen til at styre sit kropssprog til et punkt, hvor de fleste nemt ville blive snydt. I hans arbejde var det et most. Løgne og manipulation var en fast del af det og han havde altid koncentreret sig om evnen til at snyde sine omgivelser. At lokke folk, overbevise folk eller true folk, hvis disse ting ikke virkede. Han var for nu, ret tilfreds. Denne mand virkede som en der vidste hvad han gjorde. Som en der havde gjort det flere gange før. Det var netop den slags han havde ledt efter. Kunsten var til tider at vælge de rigtige rygter og ikke dem, der fortalte en fortryllende historie. For nu var denne aften virkelig en succes.

Sean foretrak en hvis mængde renlighed omkring sig, privat. Men når han arbejdede, var han van til lidt af hvert. En hel by kunne ikke være omfavnet af hans lille OCD angående renlighed. Men et råddent hus? Ja, måske var det netop dette han forstod mest i aften. I hvert fald til manden afslørede en låge ned under jorden, for at lave en operation i disse omgivelser kunne umuligt give Sean det han søgte. En lille rynke var gledet over hans næse, som lugten langt fra var behageligt. Det var bedre at komme nedenunder, ned i de mere stille og rene omgivelser. Se, dette så lidt bedre ud!
Nogen ville nok ikke turde følge med ned i en lumsk kælderlejlighed, eller rum. Men hvad skulle kunne skade Sean? Han var endt i flere kældre end han kunne tælle til. Specielt den i krigen med Necromanceren havde været...Hård. Der havde været en tid hvor han havde undgået kældre bagefter. Men heldigvis lå al den slags i fortiden.
Han stoppede op og lod blikket glide over redskaberne og flaskerne. De fleste af redskaberne havde han set før, selv om der virkede til at være nogle af et mere...Unikt design. Han havde engang selv udført tortur. Han huskede ikke engang på hvem længere. Jo, der havde været...Der havde været...Var hun et menneske? Engel? Hvad havde han søgt efter? Han havde mødt hende før, i en kirke...Lavet en kontrakt med hende om at få hendes sjæl...Nej, havde det været samme kvinde? Han havde stukket nåle i hendes nerver til hun skreg...
Nå. Pyt.
Med et køligt blik indhentede han manden og lod blikket glide over området. Området var godkendt. Han trådte over til glasvæggen, ved mandens ord om at lukke Sean inde i glaskassen. Kritisk bankede han let på væggen med en knæ. Glasset var koldt og tykt. Han kunne lige præcis fornemme sit eget genskær i glasset overflade, et genskær der sendte et svagt, skævt smil tilbage til ham. Han vendte sig om mod Vetis, før han lænede sig op af væggen med armene over kors og en fod mod glassets overflade. En afslappet stilling, der samtidig fortalte at Sean ikke gik nogle steder.
"Jeg bliver her. Bare rolig, jeg skal nok lade være med at blande mig" bemærkede han. Det var ikke fordi han led af klaustrofobi. Men at tro han velvilligt lod sig lukke inde bag glasvægge...Nej. Sean foretrak mobiliteten. Han var ikke så fin at han skulle lukkes inde som et stykke gammel kunst bag en montreplade. Om det var for mandens skyld eller kundens...Well. Der kunne ikke blive tale om Sean forlod stedet heller. Han ville holde øje med arbejdet. Ikke kun for at se om manden virkelig levede op til sine rygter, men lige så meget for at kunne personligt stå inden for kvaliteten af arbejdet og sikre organerne faktisk forblev hele og fine.

//Selvfølgelig

Vetis nikkede bare anerkendende til manden. Ville han ikke sidde bag glasvæggene var det skam fint nok. Han var trods alt kunden i denne situation men, så måtte han som kunde også finde sig i vis der skulle sprøjte noget blod hans vej. Ikke at Vetis ikke ville sørge for at det ikke skete. Så voldsomt var det dog heller ikke. Det humør var han ikke i og for det andet ville det ikke være så godt for hans arbejde vis han bare flåede manden åben.

Efter at have gjort nogen flere ting klar gik han over til væggen med det tøj som han skulle bruge. Han smed alt sit tøj i en kurv og tog et stor hvidt forklæde på som gik ham til midten af hans skinneben. Han bandt derefter sit hår op, tog de lange hvide handsker som gik ham langt op af armene, en hjelm med et gennemsigtigt visir og gik hen imod manden på bordet. Grunden til at han tog dette tøj på og smed alt andet var fordi at det gjorde oprydningen nemmere. Der var heller ikke den store risiko for at kontaminere med noget beskidt tøj. Det var vigtigt med et job som Vetis' at alt var så rent som muligt. Han kiggede over på kunden, tog hjelmen og handsker på og smilede djævelsk... han slog derefter visiret ned og begyndte organhøstningen.

//Operation time skip//

Vetis lagde fint leveren ned i en lille køleboks som hermetisk blev lukket. Det var den sidste af organerne som han havde fjernet fra manden. Han havde som altid med et job som dette været utrolig forsigtig og nøjsom. Alt var gået som det skulle og alt i alt var han godt tilfreds med hans præstation igennem det hele. Der var ikke opstået nogen problemer... mest af alt fordi kunden ikke havde blandet sig og fordi han havde det udstyr som han skulle bruge. Ikke at han ikke altid kunne bruge mere.
Det var frustrerende at tænke tilbage, på dengang han lige var startet ud. Han havde ikke engang haft under halvdelen af hvad han havde brug for. Det var bestemt ikke nogen vilkår som han gad at arbejde under igen. Havde han også heldet med sig, så var det skam heller ikke noget som han ville kunne komme til at opleve igen. Det og meget mere. Han havde så meget mere magt end han havde dengang... han var en anden mand nu. Han var faktisk nogen nu. Ikke at det skulle stige ham til hovedet. Han vidste at han lige så godt kunne falde lige så let som ingen ting og ingen ville savne ham. Ikke sådan rigtigt. Foruden altså hans mor og hendes man, men, de vidste vel knap nok hvor han var og hvad han gik og lavede. Han forlod dem trods alt. For hans mor skyld. Hvis hun så hvad han var blevet til, så ville hun nok have ønsket at hun nok alligevel havde skilt sig af med ham da hun havde chancen for det.

Vetis tog nålen ud af kroppen på den nu døde mand. Den havde han stukket i ham tidligere for at dræne hans blod. Det skulle skam ikke gå til spilde. Han kendte trods alt en helt masse væsner som kunne drage nytte af det. Han havde det med at sælge det videre til nogen som kunne bearbejde blodet og skille de forskellige affaldsstoffer fra det. Destillere det om man ville kalde det. Derfra ville de sælge det videre til deres kunder, og betale Vetis en god andel for det som de fik solgt. Endda også give ham nogle flasker som han kunne tilbyde sine egne kunder. Det var en god lille sidebusiness. Især når det ellers vrimlede med blodtørstige væsner.
Han tog sine handsker af og lagde den sidste af beholderne i en større kølerboks. Den var nok én af de ting som havde været sværeste for ham at anskaffe men den var det hele værd. Den var ikke ligsom på jorden... de ting som de havde der. Han havde dog prøvet at få det til at ligne og virke lige sådan, men det var ikke så nemt igen. Det kunne kun blive til en utrolig dyr kopi. Ligsom det meste af hans værktøj og mange andre ting i hans hjem.

"Et styks organhøstning overstået. Nød du showet?" spurgte han og blinkede til ham. Han havde i alt fald selv nydt det. Han tog hjelmen af hvorved det var sprøjtet en smule blod op på visiret. Det havde ikke været til at undgå da han havde brækket knogler i brystkasse på manden. Han skulle trods alt ind til organerne bag dem. Han tog også handskerne af og lagde dem på bordet med alt det blodige værktøj. Vetis' job var nu fuldført så nu var der kun rengøringen tilbage. Det var noget som til tider var træls, men det var nødvendigt. Heldigvis havde han fået indkorpureret en ordentlig vask og en vandslange hernede... noget hvilket der selvfølgelig skulle ligges rør til. Igen var det noget som havde stået ham dyrt og som endda var noget som ikke var færdigbetalt, men han var villig til at stå i gæld for at få fat på det. Det gjorde trods alt rengøringen så meget nemmere.
Altså, der var en grund til at resten af hans hjem stod ufærdig og trængte til en kærlig hånd. Han havde trods alt brugt alle sine penge, kræfter og tid på hans fine rum her.
Nu skulle hans kunde bare selv levere organerne. Hvordan han ville gøre det var hans eget problem. Vetis havde rengøring og afskaffelsen af et lig at se til. Liget skulle helst brændes til alle spor var væk. Enten det eller sælge liget videre til nogen som ville havde det. Det var der skam marked for.

Sean blev stående hvor han var, under hele forløbet. Til tider skiftede han ben eller position, men hans opmærksomhed var rettet mod hvad der skete på bordet foran ham. Døde folk, eller folks indre, var ikke nyt for ham. Ikke fordi han solgte organer hele tiden, men lige så meget fordi han tit var i selskab med døde folk. Uanset om han så selv havde været skyld i det eller ej. Han kendte også nok om kroppen til at helbrede visse ting selv. Det var ting man samlede op med årene, når man måtte klare sig selv af flere årsager. Men ligefrem at skære folk op og forsigtigt tage hvert organ ud var dog ikke noget han havde forsøgt sig på. Han gad ikke, faktisk. Han ville hellere lirke en lås eller bore kniven i hjertet på en.
Der var ikke meget risiko for at blive ramt af blod, så Sean havde ikke mange grunde til at flytte sig. Lydene generede ham heller ikke. Da manden var færdig, trådte han væk fra glasruden og gik over mod bordet, for at studere det efterhånden udtømte lig. Det så fint ud. Manden virkede til at vide hvad han gjorde, det var i det hele taget det indtryk han havde haft hele vejen igennem.
"Jeg vil aflevere organerne med det samme. Hvornår og hvor skal vi mødes i forhold til betalingen?"
Seans blik gled op til manden foran ham.


//Sorry det ikke lige blev til mere xD

//Don't sweat it Det er skam helt i orden. Mit svar bliver heller ikke så langt denne gang.//

Det var altid noget at han ingen indvendinger havde omkring arbejdet. Alt i alt virkede det til at han var tilfreds, hvilket altid var godt. Det var ligsom det han arbejdede imod. At have tilfredse kunder. Ellers stod han jo uden noget arbejde, og det sad ikke godt hos ham. Han skulle have noget at lave... for det meste af tiden. Der var dog dage hvor han sagtens bare kunne sætte sig ned og lave absolut ingenting. Det var rart engang imellem, men også forfærdeligt kedeligt.

Hmm... ja, hvornår skulle han indbetale. Det var ikke noget som Vetis som sådan havde tænkt på. Selv kunne han godt lide bare at finde folk og inkassere... men, han havde på fornemmelsen at det nok ikke var det bedste i denne situation. Han kørte en hånd igennem sit hår og fjernede snoren som holdt hans hår oppe. Han lod det glide idet ned idet han begyndte at tænke. Hvor lang tid ville være rimeligt? Hans hjem, altså hans rigtige hjem var noget som han gerne ville have fikset. Så når hans børn engang kom forbi ville det ligne noget beboeligt. Siden han flyttede fra deres hjem i bjergene havde han arbejde på at oprette hans arbejdsrum... altså torturkammeret. Udover det var der det andet lokale som var gæsteværelset til hans kunder. Han havde som sådan ikke fået udarbejdet et rigtigt levested til ham selv. Det var det som kunden her skulle hjælpe ham med... forhåbentligt.

"Lyder som en god idé... angående din betaling. Hvad med om et par uger eller noget?" spurgte han og puttede noget af sit hår bag ørene. "Du kunne jo også selv svinge forbi når du får tid også tager vi den derfra," foreslog han og smilede til manden.

Sean trådte over til køleboksene og lod blikket glide vurderende over dem. Han burde kunne tage dem med sig nu, hvilket han foretrak. De skulle leveres hurtigst muligt, så kunden fik dem i bedste tilstand. Han drejede hovedet og så over mod manden et øjeblik. Så gled der et lille smil over ham.
"Så kigger jeg fordi når jeg har tid" lød svaret. Det kunne være når som helst eller om lang tid. Sean havde mange planer for tiden og hans tid var begrænset. Han havde store planer, hvis han snart skulle nå alt det han ønskede sig. Eller alt det andre ønskede for ham.
Han greb fat i boksene og løftede dem. De vejede noget, men ikke noget der ville belaste ham, medmindre han skulle løfte dem i timevis. Det positive ved at være archdemon var den styrke og udholdende der fulgte med. Han havde været beruset af sine nye evner, dengang han blev forvandlet. Det var så lang tid siden nu.
"Tak for i nat. På gensyn"
Uden yderligere vendte han tilbage til overfladen og gav sig videre ind i byens mørke. Der var organer der skulle leveres.

//Out