Please be kind. - Vetis [XXX]

Sted: Gyderne.
Tid: En meget sen aften.
Vejr: Overskyet og trækker op til regn.
Omgiveler: Fulde mennesker, nogle fattige som sidder hist og her. Svag råben fra de forskellige huse, og andre steder, som området byder på.

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



Liam havde arbejdet hele dagen væk. Der havde været travlt på børnehjemmet og mange ting var gået i stykker. Han havde skulle både fikse en dør, hente brænde, hjælpe en af køkkendamerne med at bære nyt mad tilbage fra market og sørge for at børnene ikke kom op og slås hele tiden.

Tiden havde fløjet afsted og han havde knap nok kunne sætte sig ned for at spise. Men han kunne nu godt lide disse dage. Han følte han bidrog til en masse, så han havde virkelig ikke noget at klage over. Han sled og slæbte afsted, med hans kærlige smil altid på læberne. Der var endda en lille pige, som havde faldet, som han hjalp. Hun hed Louise, hun havde kommet til at løbe ned af trapperne, snublede og slog hendes knæ. Liam havde lige kommet ind med noget brænde, han fandt hende grædende. Så brændet blev smidt, han løb over og fik hende hjulpet op. Bandt noget stof omkring skrammen på knæet, efter det var vasket og derved sendt hende afsted igen. Børn.. Altid fart på, altid nye ting de skulle opleve. Det var en fryd af se!

Lige nu, gik han ned igennem gyderne. Han havde et sidste sted han skulle hen, inden han tog hjem. Det var at komme med noget brød, til en familie han hjalp lidt. De havde lige adopteret et barn fra hjemmet, men havde ikke for mange penge. Som en tjeneste, kom han nogle gange med noget til dem, så det gjorde dagen lidt nemmere.

Han drejede rundt om et hjørne, små løb ned af trapperne og gik igennem den mørke gyde. Han kendte mange små smutveje, og det gjorde alt lidt nemmere, når afstanden ikke var så lang.

Tasken på ryggen bumlede lidt imod ham, den var fyldt med noget brød og lidt tørret kød. Han håbede de ville kunne lide det! Det plejede de at gøre, men måske kunne de ikke denne gang? Hvem ved.. Han ville dog finde ud af det!

Englen stoppede lidt og så op imod himlen. Han kunne flyve derover.. Men han ville ikke risikere det, hans vinger var gemt væk lige nu.. Dog-.. Var han fristet. Han elskede at flyve, mærke luften under hans vinger, som løftede ham afsted.. Hmm.. Måske skulle han flyve hjem? Ja, det ville han. Han nikkede, smilte svagt og gik afsted igen.

Hans hud var lidt beskidt, efter dagens mange jobs, så et bad, skulle der også være når han kom hjem. Hans hår strittede lidt, siden han havde kørt en hånd igennem det, mange gange.. Hans hud duftede svagt af ham, sved, og træ. En dejlig lækker miks.

Turen ned igennem gyden gik let, der var ikke andre end ham. Han gik hurtigt videre, med en hånd i lommen, og den anden på stropperne som holdte tasken over hans skulder. Snart drejede han rundt om endnu et hjørne!

Et skrig skar gennem stilheden i Doomville's gyder. Det var et desperat skrig, tilhørende en forskræmt kvinde. Lyden blev derefter efterfulgt af kvindens smertefulde udbrud idet nogen havde slået hende hårdt over ansigtet. Der havde været så meget kraft på slaget af kvinden var faldet hårdt til jorden. Staklen begyndte at storhulke imens hun desperat prøvede at kalde efter hjælp... men, her i gyderne var det sjældent at det var nogen som kom til ens undsætning.
Det skete mange forfærdeligheder i Doomsville's gyder hver dag... så meget endda at folk havde vænnet sig til det, og dermed blot vendte et blind øje til det. De ønskede skam selv ikke at komme i problemer, så det var nemmere at lade som ingenting. Det var ikke nødvendigvis ondt, men nærmere ren og skær overlevelse. Især når det var at man ikke havde så mange midler, og når det var at man var fattig i sådan nogle områder her. Sådan folk havde sjældent råd til at lege helte. Det var heller ikke altid at man så blev betalt tilbage for sin gode gerning... nej, tværtimod. Det kunne derimod ende grufuldt galt for den såkaldte helt. Ikke at det fraholdte nogle godtroende fjolser fra det, men de typer plejede oftest ikke at være fra Doomsville selv... eller også var de manglende på første sal... I alt fald var det noget som kunne diskuteres.

Kvinden udbrød endnu et skrækslagent skrig idet hendes gerningsmænd havde hevet fat i hendes hår, og hev hende op og stå igen. Hun prøvede febrilsk at kradse sig ud af mandens greb, men lige lidt hjalp det. Hun var magtesløs, og det var 3 imod én. De havde alle omringet hende, men den største af dem så blot på sammen med én af de andre mænd. Den tredje var ham som havde fat i håret på hende og ruskede i hendes hoved. Han var mindre tilfreds over at hun havde kradset hul i hans hænder og stod nu og råbte ind i ansigtet på hende.
Rundt omkring dem var der en bakke med noget brød og æg. Den var blevet kastet på jorden idet kvinden var blevet overfaldet, og æggene var dermed går i stykker samt brødet var blevet trampet på. Det var i alt fald ubrugeligt nu, men det var mændene da ligeglade med. De havde trods alt andre planer end at stjæle brød og æg fra en noget stakkels udseende kvinde med et stort rødt mærke på hendes kind.
Kvinden var smuk... selv under alt skidtet og møget i hendes ansigt. Hendes hår var beskidt blond og hun havde blågrå øjne. Hendes tøj var i værre stand end hendes ansigt og var mudret og beskidt. Hun bar nogle gamle klæder som helt klart havde set bedre dage, men som nu var lasede og fyldt med lapper og diverse huller. Det var i alt fald til at anskue at hun hendes økonomiske situation og var i problemer. Hvilket var noget som mange som udnyttede... det var trods alt så nemt når der var en stor sandsynlighed for at ingen ville savne dem, eller melde dem savnet.

"Now listen here ya b*tch! The more problems ya cause, the more painful it's going to be!" sagde manden som havde fat i hende og tog hårdt om hagen på hende. Kvinden kiggede håbløst ind i mandens øje, med hendes syn næsten blokeret af hendes tårer.
"Understand?" spurgte manden med en dyb og intimiderende stemme... og kvinden nikkede. Derefter smilede manden fælt og gav slip om håret og om hagen. Hun hulkede stadig, men det var mere lavmælt nu. Hun vidste hvad det var at mændene ønskede sig... det som de fleste ønskede sig at en køn kvinde som hun selv. Derefter var der ikke andet for end at lade dem få hvad de ønskede sig, og hun ville dermed slippe lettere fra situationen.
"There's a good girl" sagde den største af mændene. Han var skaldet og havde en del ar samt nogle tatoveringer. Han lignende at det var ham som lederen af denne gruppe mænd, og dermed ikke en mand som man skulle ligge sig ud med.

Den stor mand trådte nærmere på kvinden og hun kiggede skrækslagent på idet han tårnede over hende. Han havde et vederstyggeligt smil på læberne og et sultent blik i øjet.
Kvinden gav et overrasket skrig fra sig idet den store mand flåede toppen af hendes kjole åben, og blottede hendes barm for omverden, samt mændene. Den store mand gav hende et hurtigt slag over kinden, dog ikke så kraftfuldt så hun faldt, men hårdt nok til at hun hurtigt blev stille igen.
"We'll have no more of that. After all, we're going to be very good friends soon..." sagde han med en tone at morskab. Kvinden græd stille tåre som føltes varme på hendes nu brændende kinder. Hun lod den store mand tage hende og skuldrene med hans ru hænder imens de andre lavmælt grinte. Han skubbede hende dermed op af en mur og lod sine hænder befamle hendes barm. Hun vendte hovedet til imens hans hænder kørte op af hendes ben og slikkede hendes bare og blege hals.

"Please be kind..." nærmest bønfaldte hun mændene, imens at hendes krop skælvede under mandens berøring. Hun ønskede blot at nogen ville komme og sætte en stopper for dette inden at det alt sammen gik helt galt...

Liam var lige så lige, gået rundt om hjørnet, da manden skubbede kvinden op af muren.. Det var ikke ofte han løb ind i sådan nogle situationer her, dog-.. Skete det nogle gange, og han havde selv kommet slemt til skade ved det. Og endda nogle gange kommet forsendt, til hans egen sorg. Dog-.. Hver gang han så det, skete der altid det samme. Han smed tasken og løb hen til dem.

”Stop!” Skreg han op og med det samme braste han ind i manden som holdte kvinden. Liam gik aldrig direkte til vold, og han havde heller ikke nogle våben på ham selv. Dog var hans krop stærk, samt med engle kræfterne, så kunne han mere, end hvad folk troede når de så ham.

Englen fik manden af kvinden og snart stod han nu imellem dem. Adrenalinen pumpede igennem hans krop og han pustede svagt. Hev hurtigt hans bomulds jakke af og gav til kvinden bag sig, som hun kunne beskytte hendes barm med.

”Get away.. Fast.” Sagde han til hende, så sig svagt over skulderen på hende, med et varmt smil. De blå øjne lyste svagt. Alt omkring denne mand.. Skreg engel, hvis folk kendte til det overnaturlige. Han så ikke på hende længe, før han kiggede tilbage på mændene.

”If you wish to satisfy your hunger for the flesh.. Then don’t do it on unwilling women. There’s brothels enough!” Råbte han af dem. Liam vidste godt nogle mænd, så gerne ville have noget-.. Af det seksuelle, og nogle overfaldt andre, på denne måde. Men det var vel bare deres hunger, som de ikke kunne styre. Så at guide dem, var vel bedst.

Alle ansigter rykkede mod lyden af den fremmede mand som pludseligt var dukket op, samt havde råbt stop. Kvinden kiggede kort håbefuldt, men hendes ansigt var stadigvæk tydeligt mærket af frygten. De andre mænd kiggede irriteret over på den fremmede mand. De to andre som ikke var i færd med kvinden havde taget et skridt nærmere den fremmede mand, og de rettede deres rygge så de virkede mere truende. Der var ingen tvivl om at de andre mænd var alt andet end tilfredse med at blive afbrudt.

Ingen af mændene noget dog helt at reagere inden at den fremmede havde løbet over, og stillet sig mellem bossen og kvinden. Bossens blik var gennemborende idet hans stirrede forhadt på den fremmede mand. Det var også tydeligt at se hvordan hans blod pulserede i tindingerne på ham, af rent raseri. De andre to mænd stod næsten måbende idet den fremmede tillod sig at give kvinden sin jakke... som om han ikke helt forstod situationen... som om han troede at han ville slippe helskindet fra det som han lige havde gjort. Hvis ikke det havde været fordi at de andre mænd troede at man ikke kunne være så dum, så havde de grinet højlydt af den absurde situation. De valgte dog at fraholde sig fra det, især når det var at deres boss ligefrem så, så morderisk ud. Den ene mand fik dog puffet til den anden med hans albue, og som gik der en stille besked imellem dem, gik de tættere på den fremmede mand. Én på hver side af ham, hvilket gjorde at manden nu var omringet af folk som var alt andet end venligsindet.

Kvinden bag ham havde skam taget imod jakken og havde tilladt sig et smil, men hendes smil forsvandt dog hurtigt da de nu begge var omringet fra alle sider. Manden havde bedt hende om at løbe, men hvor skulle hun dog løbe hen nu? Hun så nu endnu mere forskræmt ud end før, for nu var det ikke kun hendes eget liv som stod på spil. Ikke nok med det... så var hun også sikker på at ingen vilde længere være blide ved hende når de fik fat i hende igen. Især ikke vis dette ledte op til en slåskamp mellem denne fremmede mand og de andre mænd.

Bossen som havde nedstirret den fremmede mand, begyndte pludseligt at le. Dog uden varme eller morskab... Det var en dyb latter som pludseligt spredte sig til de andre to mænd som også begyndte at le. Kvinden holdt krampagtigt om jakken og hev den tættere ind til sig. Det var tydeligt at hun var på grænsen til at hulke igen, da situationen var uudholdelig samt ubehagelig for hende.
Bossen tog sig krampagtigt til maven, imens de andre to bankede sig selv på lårene af ren og skær morskab, men vis man syntes at det var ubehageligt før, var det intet i forhold til når bossen stoppede med at grine. Gyden som før havde været fyldt med latter blev pludselig meget stille, og der var mord i luften.

"How about you piss off, whilst I'm still being nice?" spurgte bossen intimiderende og uden nogen form for morskab tilbage i hans ansigt. Hans stemme havde været fyldt med iskold vrede og hans blik var fokuseret på den fremmede mand. Blikket var intenst og det var som om han ønskede at borer hul i ansigtet på den fremmede, blot med sit blik alene. Havde han haft evnen havde han nok også gjort det... men, selv med hans størrelse og hans styrke, så var bossen trods alt bare et simpelt menneske uden evner. Det var én af de andre mænd skam også... men, den tredje var ikke til at sige. Han skilte sig ud fra de andre to, men hvordan, var svært at sætte en finger på.

"Why pay for something we can have for free?" sagde manden som tidligere havde slået kvinden. Han tog en kniv ud og gik tættere på den fremmede mand. Han smilede djævelsk med sine skæve samt manglende tænder. Idet kvinden fik øje på knivens skær spærrede hun øjnene rædselslagnet op og gav et kort gib fra sig. Hun begyndte nu at græde igen og rystede stille på hovedet.

"Please... Please don't hurt us. I'll do what you say!" sagde hun, den første del næsten uhørligt. Hun kiggede derefter oppe på bossen, og som havde hun taget en beslutning i de få sekunder, tog hun den fremmede mand om skuldrene, og pressede sig halvt ind foran ham.

"You can have me! I won't say a word, I promise. I won't even scream... just please! Let this man go and you can..." hun havde svært ved at sige det næste, men hun sank en klump og fortsatte. "Spare this man and you can use my body for your own pleasure. I won't mind..."

Dette overraskede bossen og han smilede stort og lumsk. Han hev fat i kvinden og hev hende over til sig. Hun tabte jakken idet han havde hevet i hende, men hun gav ikke nogen lyd fra sig denne gang. Bossen holdt hende tæt ind til sig og med den anden hånd aede han hendes kind. Han kiggede derefter over på den fremmede mand og smilede til hav.
"You hear that? She doesn't mind..." De andre to mænd grinte som svar, men blev hvor de var på hver deres side af den fremmede mand. "Such a noble woman... who knows, I might just make her mine after this," idet han sagde det klemte han om hendes bagparti, og kvinden kiggede væk med tydeligt rødlige kinder... som brændte i skam. Tanken huede hende bestemt ikke, men hun sagde ikke noget. "I'm sure that with a bit of cleaning up, that she'd make for a lovely bride as well," sagde han og grinte.

"Don't you think so as well, sweetie?" han klemte hende hårdt i ballen, forskrækket gav kvinden et lille hop fra sig hvilket fik bossen til at grine endnu mere. "I think she'd love that boss. Just look at her already being a wanton whore under ya touch" sagde manden med kniven.

I et meget bedre humør end han havde været i før vendte bossen sin opmærksomhed tilbage mod den fremmede mand. Han kiggede derefter på kvinden også på manden igen. Han havde taget sin beslutning. "Leave now boy, and live... Don't waste the chance that she's just given you..."

Derefter var valgte op til den fremmede mand. Blev han ville der højst savnsynligt opstå en slåskamp, men gik han ville hans eget liv være uændret. Om dette så ville hjemsøge ham vis han ikke gjorde noget, ville så være noget andet... men, stod han til at betale prisen ellers?

Liam stod og så på alt dette, imens det skete.. Han blev lig bleg i ansigtet og mærkede hvordan hans krop lige nu frøs helt.. Det hele udfoldede sig for hurtigt for ham.. Han havde ønsket så meget, at dette blot ville være nemt.. Da de grinede sådan af ham, mærkede han hvordan skammen fyldte ham. Han havde virkelig handlet uden at tænke for meget over det. Hvad skulle han gøre? De var tre mænd, imod ham. Og Liam var selv kun omkring 1,70 meter høj, de var alle meget højere end ham, og bredere. Hvad i al verden kunne han stille op? Han kunne kæmpe imod dem, men risikere selv at komme til meget skade, ikke at han tænkte for meget over det. Det var nu mest kvinden som han var bekymret for.

Hvad med hans vinger? Han vidste at dem ville han nemt kunne bruge, de to af dem var mennesker.. Men den tredje? Han kunne svagt op på manden, som han ikke kunne sætte finger på.. Hm.. Roligt satte han blikket på kvinden igen. Nej. Han kunne simpelthen ikke efterlade hende. Ikke uden at prøve igen og kæmpe for det. Dette var hendes eget livs morale. Han ville ikke efterlade nogen i smerte, og med et mere usselt liv, end de allerede have. Hun havde sikkert nogen som ventede på hende derhjemme.

”Let.. Her go..” Sagde han svagt. Normalt holdte hans sin egen engle aura nede.. Han ville ikke skille sig for meget ud. Dog-.. Nu lod han den slippe lidt. Og den dejlige varme følelse af ro, begyndte at ulme omkring manden. Han rakte bagved sig selv, hev nogle snører op, som lod to åbninger glide op i hans trøje. Alle hans trøjer havde dette. Han kunne lukke dem, hvis hans vinger ikke var ude.

Pokker tag dem. Lige nu, galt det om liv eller død, så skulle han nok selv tage konsekvensen bagefter.

Med et stor luft tryk, eksploderede hans vinger ud af hans ryg. Store hvide, flotte vinger, med let grå og pastel blå fjer fløj op og foldede sig ud bagved ham.

”Please..” Sagde han derefter blidt, og bevægede dem ned foran sig, før hans spredte dem igen og baskede de to mænd til siderne. Han hoppede derefter frem og greb fat i kvinden igen. Hev hende blidt til sig, før hans frie hånd, spændte op i en knytnæve, som han sendte direkte i synet på bossen. Hvis det lykkedes? Ville han sno hans arm omkring kvindens talje, bøje i hans knæ og sætte af. Der var ikke meget plads i gyden, men han ville dog løfte hans hop, så de begge gled igennem luften og 5 meter tilbage, på vej ud af gyden.

Liam skyndte sig at hjælpe kvinden til at løfte hendes egen ødelagte trøje lidt om, så hendes barm var mere beskyttet igen, og klemte hende derefter ind til sig selv igen.

”I got you.. When I say so, run.. And this time, run.. And don’t look back.” Sagde han, imens han smilte ned til hende igen. Liam så op imod de tre mænd.. Han håbede inderligt, at chokket over at se en engel ville sende dem løbende.. Eller-.. Hvert fald stoppe dem nok, så Liam og kvinden ville have tid nok til at stikke af. At flyve med en anden? Det tog kræfter.. Og var kræfter han ikke havde lige nu. Hans egen aura var så varm, rolig og behageligt, det gav ofte skræmte mennesker en hvis ro og tryghed. Samt hans egen kropsduft.. Græs, træ og lidt sved. Duften at lækker natur. Hans krop var rimelig stærk og varm, oven i. Så hun ville kunne måske få noget ro.

Hans hjerte bankede dog, adrenalinen pumpede stadig og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre.

Det havde da nogenlunde virket som om at den fremmede mand bedre havde forstået sin situation... men det virkede ellers ikke til at holde ham fra at forsøge at redde kvinden. Meget til de andres mænd frustration... Men, mændene kunne dog ikke gøre noget ved det. De stod som mundlammet da det var at manden åbenbarende sine vinger for dem. De to af mændene stirrede forvirret og forundret på den fremmede mands vinger. De havde aldrig set noget lignende før, og de vidste mildest talt ikke hvad det var at de nu skulle stille op. Den tredje mand havde dog en anden reaktion til vingerne... i stedet for at stå med munden på fuldt gab som de andre, så gav han sig til at hvæsse af englen. Han virkede til at vide hvad det var at han havde med at gøre. Han virkede heller ikke særlig begejstret for den effekt som englen derefter kastede om sig. Han var i alt fald den af mændene som virkede mest klar til at angribe englen... især efter at han ikke blev væltet omkuld af vingerne og knytnæven i synet... I modsætning til de andre to. Bossen faldt hårdt efter slaget imens den anden nåede at tage en smule fra med sine arme efter vinden fra vingerne. De kiggede stadigvæk uforstående op på englen, og virkede også til at modtage noget af den beroligende effekt fra englen.

"Let her go? What for? So you can play hero and stroke your ego?" sagde den tredje mand. Han havde mellemlangt hår som var kulsort og var enlig meget køn. Han var dog en del beskidt og hans fingrespidser samt hans knoer var smurt ind i indtørret blod. Han var en del muskuløs, men på en mere adræt måde, så det var ikke lige til at se medmindre man kiggede efter det. Hans øjne var gråblå ligesom kvindens, men der var derimod en plet af brunt i hans venstre øje. Hans muskler spændte og sitrede af spænding. Han var klar til kamp og ventede blot på at englen skulle lave en pludselig bevægelse. Mest af alt ventede han på hvis englen skulle prøve at sætte af og flyve væk.
"You think you can just waltz in here and act all high and mighty?!" and spyttede derefter og tog et skridt nærmere englen. "Don't make me laugh," snerrede han derefter og stirrede koldt på englen.

I mellemtiden virkede kvinden mere rolig idet at englen havde taget om hende... men, hun var stadigvæk en smule forfærdet... For ingen af dem var i sikkerhed endnu. Hun holdt sig til englen, men virkede selv overrasket over at se en engel. Især i dette område. Det var ikke typisk at engle hængte ud disse steder... eller overlevede særligt længe her siden ingen gad høre på dem prædike. De gad skam heller ikke føle skam eller skyldfølelse som en engel, så rent et væsen, oftest fik samfundets bundskrabere til at føle, men det var trods alt forskelligt fra person til person. Nogen nød skam deres nærværd og så det som et godt tegn.

Dog gjaldt det ikke helt på samme måder for mørke væsner... de havde en helt anden tilgang til engle og havde det oftest med at se dem som pestilenser eller fjender. Hvem kunne også beskylde dem for det når nu de havde været i krig mod hinanden for generationer?

Kvinden kunne ikke helt gengælde englens smil, men hun gjorde et kort nik med hovedet og gjorde sig klar. Den tredje mand hørte det dog og begyndte at grine.
"You utter fool... On this day you'll have doomed her. I got her scent... She ain't going nowhere and if she chooses to run... Then I'll find her and end her miserable life. Just to spite you" sagde han ondskabsfuldt og smilede skævt til englen. Det var her at man ville kunne spotte nogle spidse tænder som han havde i overmunden. Om hvad det så betød, var der ikke mange der vidste... men, farlig, det var han.

De to mænd som stadigvæk var på jorden kiggede fra deres kammerat til englen. De forstod intet siden ingen af dem havde set overnaturlige væsner før... blot hørt skrækhistorier og myter om dem, men aldrig set dem ansigt til ansigt. Kvinden virkede nu også spændt over sådan som situationen og kiggede på englen som hendes eneste håb.

"So unless you plan on being there for her always... The little missy isn't going to make it for very long... that is unless you kill me of course, but that isn't really allowed by your kind. Now is it?"

Liam stod og stirrede på manden, imens han snakkede. I det mindste vidste han nogen lunde hvad manden var nu. Et mørkt væsen, en som kendte til engle. Han så tænderne, hvæsene.. Hmm.. Nok vampyr. Okay. Ro på.. Hvad skulle han gøre? Han så ned på kvinden, gav et svagt smil og så derefter op på manden.

”If having her with me, is what I need to do, to save her life. Then so be it.” Sagde han roligt. Han nikkede svagt og trak vejret dybt. Ville han kunne flyve med hende? Det vidste han ikke. Dog guidede han hende om bag ved sig. Bukkede svagt ned i hans knæ og strakte hans vinger ud. Han stod klar, i tilfælde af hvis manden pludselig ville stikke efter ham..  

”Miss.. On the count of three.. Jump..” Sagde han og holdte hans hænder svagt på hendes lår.. Det var klart hvad han ville have hende til. Liam vidste han ikke ville kunne stille meget op her. At kæmpe imod manden? Det ville ikke være godt. Han kunne ikke såre folk, det gik imod ham. Og han ville slet ikke risikere, at hans egne frygtelige kampevner, ville få kvinden i mere fare. Han skulle have hende væk, og ham selv, så han bedre ville kunne vide, hvad han skulle gøre.

”One..” Hviskede han svagt.. Han ventede til manden pludselig ville angribe.. ”Two..” Og med det samme manden gjorde? Så råbte han selv op. ”Three!” Kaldte han. Selv hvis hun ikke valgte at hoppe? Ville Liam stadig gribe fat i hendes lår, løfte hende op på hans ryg og trykke af på jorden. Englen skød op i luften med kvinden på hans ryg. Baskede med hans vinger og mærkede anstrengelsen. Han var træt efter en lang dag, og havde ikke fløjet i noget tid. Dog fik han dem begge op i luften. Vingerne bar dem begge op og snart var husene langt nede under dem. Han pustede svagt og holdte godt ved i hende, imens han bar dem begge over hustagene og igennem byen. Heldigvis var det nat, og skyerne var tygge, så de var gemt i noget tid.

Imens han fløj, tænkte han over hvad han skulle gøre.. Det bedste lige nu? Var at tage hjem til ham selv.. Give kvinden noget af hans tøj, få dem begge pakket nogle tasker og komme væk.. Det var hans plan lige nu. Han have selv intet, som han holdte kært. Kun den sølvhalskæde omkring hans hals, med hans familie symbol. En grif.

Det tog ham ikke lang tid, før han guidede dem begge ned, til et område, med en masse huse. Han landede på balkonen, til hans egen lille-.. Lejlighed.. Eller-.. Det var endelig bare loftet, på et gammelt hus. Et stort hus, som mange delte. Han havde loftet for sig selv. Det var et lille værelse, med en seng og ikke meget andet. Bord, en stol, en nogle lys, bøger, en kommode med tøj osv. Han lod kvinden glide ned af hans ryg, da træpladerne var under deres fødder. Derefter guidede han hende indenfor, gennem glasdøren.

”I’m sorry for bringing this upon you..” Sagde han roligt. Han sukkede lidt og satte sig ned på sengen, tungt. Han var forpustet… Meget. Sveden var tydelig på ham, han stønnede svagt og lagde en hånd over hans øjne.

”Right-.. I don’t know what you have in this city-.. Family? Partner? I-.. I doubt I can leave you alone now, I don’t want this man to hurt an innocent woman like yourself.” Sagde han roligt til hende, og så op igen. Det bedste lige nu? Det var at komme væk, og hurtigt.

Det var til at skære i den stemning som havde faldet omkring dem alle sammen. Det var som om at der skulle det mindste til før det hele antændte, og alt stod i flammer. Tænk at det blot for nogle øjeblikke siden havde været en helt normal hverdag, hvorved en kvinde havde været uheldig nok til at støde ind i disse mænd. Nu stod situationen ligefrem til at nogle kunne ende op med at miste deres liv. Det var noget at tænke over... Måske burde man have nydt sit liv fuldt ud inden da. Gjort nogle flere ting... drømt noget mere... Der var så mange til som man ville have kunne gjort, eller også kunne man have undgået alt dette. Man kunne have undgået alt dette hvis blot man havde gået en anden vej. Taget en anden gyde... Men, nogen sagde at det var skæbnen til tider og at man i realiteten ikke havde noget valg. Man sagde at der bare var nogle ting i ens liv som var forudbestemt, og at prøve at vige fra de ting var umuligt. Man kunne grine så tosset af det som man ville, men når man stod i sådan en situation her, mellem liv og død... så var det svært ikke at være fanatisk, eller at tro på noget større end én selv. Det gjorde realiteten lidt mere tålelig. Det gjorde det lidt nemmere at acceptere, især fordi så var det hele ikke ens egen skyld. Det var ikke én selv som blot havde taget en forkert beslutning, men man havde blot ikke haft noget andet valg. Tja, hvis det trøstede én, så kunne der vel ikke være noget forkert i at tro på det... eller hvad?

Det var ikke til at sige hvad englens intentioner var i denne situation, men det virkede til at han havde en form for plan... Kvinden spændte sin krop forventningsfuldt... og ventede. Ventede blot på et eller andet skulle ske. Ventede på at få en eller anden besked fra englen, og heldigvis tog det ikke lang tid. Hun nikkede meget kort, men kiggede over på den truende mand. Han virkede også til at stå klar og han smilede stadigvæk. Han stod klar til spring, og uanset hvad der skulle til at ske, så skulle det ske hurtigt.

Englen ønskede at tage flugten... nu var det bare om han kunne slippe af sted med det. Især når det var at han virkede til at ville have hende med sig. Dem som kendte til engle ville vide at det tog en del at have en passager med sig når de fløj. Det var ikke så nemt for dem igen, men jo mindre en person vejede, desto bedre. Nu var det bare om hvor stærk denne engel var, og om hvor heldig han ville være i denne situation... For hans modstander var nok ikke så langsom igen, som man ellers kunne ønske sig. Så han skulle have et godt afsæt hvis dette skulle lykkes, og det krævede nok at kvinden hjalp til. Hvilket nok var grunden til at han bad hende hoppe når han havde talt til tre... hvilket hun så også gjorde.

Kvinden hoppede idet englen satte af, og hurtigt var den overnaturligt mand henne, og havde endda næsten fat i dem. Han havde dog ikke været hurtigt nok og endte med at flå englen i benet med sine skarpe negle og overnaturlige styrke. Han bukkede sig dog hurtigt ned og gjorde sig klar til at springe efter dem. Hans afsæt var stærkt og han nåede da også højt op, men begge havde de nået at komme ud fra hans rækkevidde. Han faldt arrigt ned til jorden igen og så på dem imens de fløj væk. Da de var ude for rækkevidde hvæsede han irriteret og kørte en hånd igennem sit hår. Han bed sig selv i læben og begyndte lige så stille... at falde til ro.

"Darn it! He wasn't supposed to take off... dumb angel," sagde han småirriteret og sukkede. Han vendte sig derefter mod de andre to mænd som blinkede, var ved at komme til dem selv. Det var som om at situationen stadigvæk ikke var sunket ind i hovederne på dem. Hvilket var forståeligt nok med så mange ting som var sket på én gang. Manden smilede djævelsk til dem og tog nogle skridt imod hans førhen kammerater. "Oh well... Mama always said that there's no use crying over spilled blood. You'll just have to make the most of it, even if you have to lick it off of the dirty ground," sagde han med latter i hans tone. De to andre mænd kiggede uforstående op på ham, og det de så i hans blik fik det til at læbe koldt ned af ryggen på dem. De havde aldrig oplevet deres ven sådan her, men, på den anden side så kendte de ham faktisk ikke så godt igen. En fejltagelse som de nok dybest set ville komme til at fortryde. Ikke at de havde længe til at gøre det.
"Speaking of dirt... I have a job to do, and the two of you have had your uses... But, it's time we part ways." Han satte sig ned på hug foran bossen og gav dem et smil så de kunne se alle hans tænder, hvorved at to var skarpe foroven... såvel som for neden.
"Indefinitely..." sagde han, og bossen nåede ikke at reagerede før bloddæmonen flåede struben ud af ham med et kraftfuldt bid. Inden at den anden kunne give lyd fra sig var han også ovre og gøre ham tavs, for evigt. Hurtigt stak han sin hånd i munden på ham og rev hans tunge ud.

Bloddæmonen, efter at have indtaget noget blod, rejste sig op. Han var søllet ind i mændenes blod efter at have gjort det af med dem, men det gjorde ham ikke spor. Han smilede stort og følte sig mere magtfuld end før. Han havde en aftale som han agtede at overholde. Han slikkede derfor det sidste blod om munden og begav sig til at læbe mod den retning som englen var fløjet i. Det ville ikke tage ham lang tid at finde dem, men ville holde sig på god afstand, blot så han ikke blev opdaget. Størstedelen af hans job var trods alt færdigt... nu var det tid til anden del af det.

I mellemtiden var kvinden og englen ankommet til englens hjem. Kvinden havde aldrig før prøvet at flyve, men det var helt sikkert noget at en oplevelse, og noget som hun ikke foreløbigt ville glemme. Ville de fleste nok ikke, men alligevel, hvor mange kunne ellers sige at de havde fløjet på ryggen af en engel?  

Hun gik stille med ham ind og kiggede sig omkring i hans lejlighed. Den var ikke ufattelig stor, men fin var den. Hun rystede kort på hovedet da det var at han undskyldte, og hun formåede at smile varmt til ham. Kvinden holdt sig i mellemtiden for barmen og havde trukket noget af hendes iturevne bluse sammen. Det lykkes nogenlunde men, perfekt var det ikke.
"You saved me," sagde hun stille og gik tættere på manden. "That's more than anyone could ask for..." sagde hun venligt.

"I... I have a sister..." derefter blev hendes blik trist og hendes underlæbe begyndte at bævre en smule. Det var som om at hele situationen vendte tilbage til hende og vægten af den så ud til næsten at knuse hende. "My sister... She's all I have left. I was on my way home to her..." Tårer begyndte lige så stille at forme i hendes øjne.
"She could've been all alone, waiting for me... and I'd never have returned to her!" Hun sank ned på knæ og hendes krop begyndte at skælve idet hun græd.

"I promised to make her omelletes... before those horrible men came..." sagde hun med en stemme så stille at man næsten ikke ville kunne høre hende. Hun knugede sin trøje ind til sig imens hun græd midt på englens gulv.

"I have to go back... I have to go home..." sagde hun resolut og kiggede derefter op på englen. "Please... I beg of you. You have to take me back to my sister! Because of me she could be in danger" Kvinden virkede desperat og rejste sig nu fra gulvet. "Please sir! I can't leave her! We only have each other... It won't take long and afterwards we can all be on our way." Hun kiggede håbefuldt på ham, som holdt han endnu en gang hendes liv i hans hænder.

Han havde mærket kradset på hans ben, men adrenalinen pumpede stadig i hans krop.. Dog var ved at aftage sig og trætheden satte sig ind. Han lyttede til hende og sukkede svagt. Nikkede i ro, og smilte.

”We’ll go to her, at take her along.” Han rejste sig op, gik over til et lille bord, som havde en skål og en kande på. Han hældte noget vand op, vred en klud i det og kastede til kvinden.

”Here, wash yourself up quickly, grab a shirt I the drawer. And we’ll be on our way.” Forklarede han, før han derefter begyndte at pakke en taske. Hurtigt puttede han noget tøj i, noget brød, nogle mønter osv. Han fik også set på såret.. Havde ikke nok kræfter til at heale det, men vaskede det, før han bandt det ind, i et klæde. Han tjekkede nogen gange på hende, hjalp hende også hvis han skulle og snart trak han tasken på ryggen, efter han smertefuldt havde trukket hans vinger ind igen. Han greb en kappe til ham selv og hende, hjalp hende med at trække hætten op og tog derefter hendes hånd, før han ledte hende igennem huset.

”We’ll have to be quiet and stay in the shadows.. Do -not- let go of my hand, okay? Lead the way to your house and we’ll be gone soon.” Nikkede han til hende. Hans aura var svag lige nu, men hun ville stadig kunne mærke det beroligende, ved hans kontakt.
Da de kom ned på gaden igen, ville Liam lade hende lede an.

”Of course.. If you need to call me anything, just Liam, will be fine.. Okay?” Smilte han, med en forsigtig stemme. At have et navn at bruge, kunne også give tryghed, for folk, når de var bange.

Natten var stadig mørk og regn ville stille og rolig begynde at falde. Liam gik hele tiden og holdte øje med omgivelserne, omkring dem. Hans lejlighed, lå rimelig centralt, så hvor en hun boede? Burde der ikke være langt. Dog-.. Var han noget bekymret for deres fjende. Var han endelig vampyr? Der var ikke mange mørke racer, som havde hugtænder... Hmm.. Dæmon også. Men hvorfor ville en dæmon dog have et menneske, som hans leder? Liam forstod det ikke.

Hvor skulle de nu også tage hen? Væk fra dette område, var hvert fald hans plan. Måske ud i skoven, og videre til en anden by, ville være en idé. Han kunne trække på nogle tråde. Hans far var en velhaven engel, men Liam brød sig ikke om at komme hjem… Han vidste en masse pligter og en meget vred far, ville være efter ham. Det havde været en masse sladder og drama, da Liam have besluttet sig for at forlade det velhavne liv. Hans far forstod det ikke, men gav ham alligevel lov. Han var jo selv en engel, og forstod godt Liam’s sorg og behov for selv at gøre en indsats i denne verden.

Hans ben gjorde ondt.. Manden havde kradset godt til og det blødte stadig. Men regnen kunne måske slette deres spor lidt, og ikke lade duften være for stærk.

Da de endelig kom til stedet, hvor kvinden sagde hun boede, ville han stoppe foran døren.

”You go in, get your sister, pack your things quickly and come back out.. I’ll stay here and guard.” Nikkede han til hende. Da hun så forsvandt inden for, ville han gå en tur rundt om huset, før gå tilbage og stå ved døren. Han holdte hætten nede over hans ansigt og trak vejret stille og roligt. Hans hjerte hamrede, hans træthed hang omkring ham. Adrenalinen var væk og efterlod hans muskler så tunge som beton. Hans krop dirrede og han mærkede kulden fra regnen trænge igennem det tykke stof.

Det føltes som en evighed, her alene i mørket. Der var utrolig stille og han lagde hovedet tilbage og så op i himlen. De krystal blå øjne lyste svagt og skønheden var utrolig tydelig, sådan som han stod der. Vådt tøj, røde kinder var sved og varmen som pumpede i hans krop, som svagt var ved at dø hen. Mange ville måske undre sig over, hvorfor han altid var alene? Liam var jomfru.. Havde altid smagt på lysten for kødet endnu, og sådan ville han beholde det, indtil ham mødte den rette. Selv ikke et kys, havde rørt hans læber. Og dette var endnu en lille morale, han selv holdte på.

Men gad vide hvor længe dette ville vare ved?

Kvindens øjne lyste op idet han gik med til at hente hendes søster. Hun sprang hen for at holde om ham og gav ham derefter et stort kys på kinden. Hun virkede overlykkeligt, på stadie af at være ekstatisk. Hun tog dog derefter hurtigt mod den klud som han var i færd med at give hende, og hun kiggede derefter en smule flovt væk fra ham. Hendes kinder var røde af en anden årsag denne gang og hun begav sig til at vaske sit ansigt samt sine hænder. Hun var ham yderst taknemmelig og kunne ikke lade være med at smile for sig selv.
Hun havde godt set hans sår, og virkede også en smule bedrøvet over det, men der var ingen tid at spilde. Dermed virkede det også til at manden selv havde godt styr på det. Han virkede i alt fald til at vide hvad det var han skulle gøre når det kom til at have et sår af den størrelse. Det var vel muligt at han vidste en ting eller to om lægevidenskab? Eller i alt fald hvordan man skulle tage vare på sig selv.

Kvinden i mellemtiden fik hjulpet med at pakke og lod englen pakke hende ind i kappen. Hun smilede genert til ham idet han gav hende hætten på. Han havde nogle øjne som man sagtens ville kunne forvilde sig selv i, så smukke som de var. Kvinden valgte dog at vige sit blik så manden ikke ville føle sig overbegloet, men det var trods alt første gang at hun rigtigt fik set på ham... så, det var da ellers svært at kigge væk. Kvinden nikkede til ham idet han sagde at hun skulle blive tæt på ham, og hun holdt godt fast i hånden på ham. Hendes egen hånd passede perfekt i hans, og hun begyndte at lede ham mod hendes hjem idet de kom udenfor igen.

"Liam... I'll remember that..." sagde hun stille og smilede til ham. Det var altid rart at vide folks navne så kvinden valgte derfor også at introducere sig selv, så Liam også havde noget at kalde hende. "You can call me Alice." Med det fortsatte hun gennem byen og satte af sted gennem gaderne, og holdt sig til skyggerne, som Liam havde foreslået.

Alice ledte Liam igennem små ubefolket gader, og gennem små hurtige genveje. De kom længere syd på og bygningerne så mere og mere ildesete ud. Det var tydeligt at se at de nu befandt sig i de fattige gader af Doomsville. Det var til tider nogle hjemløse at se som tiggede, men de sagde ikke meget og kiggede blot lydløst på dem idet de gik forbi. Kvinden virkede småforpustet med det hurtige tempo, men det var der ikke noget at gøre ved. De var trods alt sikkert jaget af noget som ønskede dem begge døde. Kvinden svedte men forsatte resolut i et rask tempo. Før de vidste af det dog var de ankommet til kvindens hjem... I Rotten Root distriktet.

"We're here," sagde hun med en tydelig lettelse i hendes stemme. Hun gav slip på Liams hånd og vendte sig om mod ham for at give ham en besked. "Stay here, I'll go and get my sister in the meantime..." Det virkede til at hun skulle sige mere, men tiden var knap og hun forsvandt ind i hjemmet... Hvis man overhovedet kunne kalde det det. Huset virkede ikke af meget og lignende mest af alt en ruin. Der var hul i taget og noget at væggen var også gået i stykker. Det så faldefærdigt ud og der voksede mos og andet vildt ukrudt på muren, men det var ikke unormalt at fattige boede her. Især ikke når de ikke havde råd til andet, eller tage andre steder hen. Der var som regel ikke mange som gad de fattige... de blev trods alt blot set som skadedyr.

Imens at Liam gik rundt om huset skete der som sådan ikke noget. Der var fred og ro rundt omkring og det virkede ikke til at man var i livsfare som sådan, men sådan var det oftest. Man havde det trods alt ikke altid med at vide når det var at man var i livsfare. Det kunne komme ud af det blå og rive tæppet væk under én... før man kunne nå at reagere...

"I found her! I'm coming for you now Liam!" råbte kvinden. Hun nærmede sig døren fra indersiden af huset, men før hun nåede derhen åbnede der sig en faldelem under Liams fødder.

Uanset hvor hurtigt Liam var var der én som nu stod bag ham og gjorde sig klar til at sikre sig at han røg hele vejen ned. Det var bloddæmon som havde fulgt dem tæt og havde gjort sig ubemærket med hans evne. Der var trods alt en grund til at han havde været udvalgt til dette job, og lige nu var han ikke til at bide skeer med. Især ikke med alt det blod som han havde indtaget... og den smag som han havde fået for englen.

"Down the rabbithole we go..." sagde han djævelsk idet han ville sikre sig at Liam faldt ned. Derefter ville lemmen lukke til og Liam ville falde ned i en alt for smal skakt hvorved der ikke ville være plads til hans vinger. Der var dog ingen frygt for at han ville komme til skade... For på bunden ventede der ham noget dejlig blødt og vådt. Ikke at han ville være i stand til at se noget for sig, for der var fuldstændigt mørkt. Han ville dog tydeligt kunne lugte det...

Lugte kroppene der var i fuld forrådnelse samt fordærvelse... Der var ingen vej derudefra. Han måtte blot vente på at nogen hentede ham ud derfra. Indtil da måtte han tilbringe kvalitetstid med ligene dernede.

Liam smilte for sig selv, da han endelig hørte hende komme ud.

”Good co-!” Mere fik han ikke sagt, da han pludselig så lemmen.. Og mærkede hænderne som skubbede ham ud over kante. Han skreg op og snart faldt ned. Alt luft med skubbet ud af hans lunger, da ham ramte bunden og snart gispede han svagt.. Luften ramte hans næse voldsomt og han gaggede svagt. Føj.. Ew.. Ugh.. Han rullede rundt og priste sig lykkelig for hans handsker. Frygten begyndte dog at sætte sig ind. Hvor var han? Hvad var dette?! Han skyndte sig hurtigt væk fra bunken og prøvede at finde en væg. Der var utrolig mørkt og stanken bed i næsen på ham. Han prøvede alt hvad han kunne, for at beholde bare det lidt, han havde i maven.  

Englen begyndte at panikken. Han prøvede at finde væggen og snart fandt den. Lod hans hånd glide over den, imens den anden, brugte han til at holde sig for næsen.. Han fulgte væggen lidt.. Men kunne nok ikke finde meget.. Om ikke andet, fandt han et hjørne, som han lænede sig op ad.. Han havde skrabt sig meget, på væggene, på vejen ned.. Så vidste med det samme godt, at han ikke ville kunne flyve op. Skrammer var hist og her på hans krop og hans tøj var flået lidt op. Vandet fra regnen tidligere, drev af hans krop samt sveden nu. Han pustede svagt.

”Okay.. Relax.. Relax.. Alice? I wonder-.. Ohh I hope she’s okay.. Oh please, let her escape..” Hviskede han svagt for sig selv. Han måtte gemme sig dog.. Han gled ned langs væggen og snart satte sig ned. Trak hætten mere op og begyndte at prøve, at ud tænke en plan. Trætheden hev dog stadig i ham. Han var så træt, kold og manglede sikkert lidt blod..

”I need a way out..” Mumlede han og rejste sig op igen. Han havde aldrig prøvet sådan noget her før.. Heldigvis. Han begyndte at lede efter en vej ud..

Heldigvis fandt han en dør, som han hev lidt i.. Låst. Damn.. Han bankede lidt på den. Fuck. Hvad skulle han gøre.. Han gik tilbage til hans hjørne igen, smed sig ned og lænede hans hoved tilbage, lukkede hans øjne og begyndte at bede.. Til hvem der overhovedet ville kunne høre ham.

Bloddæmonen smilede hånligt idet at englen faldt ned i skakten, hvorved kun lig ventede på ham til at holde ham med selskab. Han grinte lavmælt og trådte ind i huset hvorved den unge og smukke Alice stod og ventede på ham.

”Alice, my Alice… Did I mention how ravishing you look tonight?” sagde han flirtende og trådte et skridt nærmere. Alice rullede med øjnene men kunne ikke lade være med at smile over hans kommentar. Det skulle dog ikke afholde hende i at komme til sagen, da dæmonen trådt ud fra hvad han var blevet bedt om. Hendes smil forsvandt og prikkede bloddæmonen hårdt i brystet, og han kneb det ene øje sammen i kort smerte.  

”Malakir… I recall telling you that he wasn’t supposed to take off flying… or get hurt for that matter,” sagde hun med en seriøs mine, og Malakir undgik hendes blik. Han trak munden stramt sammen og reagerede lidt på samme måde som et barn som fik skældud. Han sukkede stort efter at Alice fjernede sin finger igen, og han fandt modet til at kigge hende i øjnene. Charmerende kørte han en hånd gennem sit hår og fandt et undskyldende smil frem.

”Sorry… I lost concentration and got distracted by your amazing tits. It won’t happen again,” sagde han med en del humor i sin stemme. Alice rystede kort på hovedet af hans kommentar, men hun kendte ham så hun var ikke overrasket over det. Selv kunne hun ikke lade være med at grine. Der var trods alt ingen grund til at være vred på Malakir. Han havde udført sit job til næsten perfektion, og mere kunne man ikke forlange af en bloddæmon. Især ikke når det var at de mere end noget andet var drevet af deres instinkter. Der i blandt instinkterne som førte til vold og ødelæggelse.

Malakir ville sagtens havde, kunne fange Liam da han havde lette fra jorden af. Problemet er bare at han ikke ville have kunnet få fingrene i ham uden at skade ham… mere end han havde. Liam var derved heldig at han var sluppet af sted med en lille skramme på benet… Det kunne trods alt havde været meget værre med en bloddæmons blodtørst. Malakir var dog meget smartere end som så, også vidste han også at der ingen grænse ville være for de problemer, som han derefter ville være i. Dette var trods alt ikke bare noget spontant. Dette var noget som havde været planlagt i flere uger…
”All is well. What’s done is done, and the important thing is that we got him… In one piece.” Alice smilede venligt til Malakir, og han gengældte hendes smil. Han fik dog øje på hendes røde kind og skar en irriteret mine. Han lagde sin hånd ømt og kærligt på hendes kind og kørte sin tommelfinger over slaget.

”The bastards… Should’ve fed them their own entrails,” han var vred hvilket var tydeligt at høre i hans stemme. Han havde haft svært ved at holde sig tilbage da de havde slået hende, men han formået at holde sig helt rolig. Hans blod havde dog været op at koge og han havde knyttet sine hænder så hårdt sammen som han overhovedet kunne. Dette havde resulteret i de render i hans håndflader efter at han boret sine negle ned i dem. Bare tanken om det fik ham til at skære tænder, men Alice lagde sin hånd oven på Malakirs og han faldt til ro igen. Han vidste godt at Alice ikke var lavet af porcelæn, nej, tværtimod. Hun var gjort af meget mere end som så. Det var dog ikke ens betydning med at han fremover ville tillade sådan nogle udskud som sådan bare lagde hånd på hende.

”I would have loved to see that,” sagde hun forførende og gav hans hånd et lille klem. Han smilede igen og kørte sin tommel over skrammen igen… Han tog derefter en dyb indånding og fokuserede på skrammen. En varme løb gennem hans hånd og lige så stille begyndte huden på Alices kind at samle sig igen, samt den røde farve forsvandt lige så stille. Huden blev glattet ud igen og ingen længe var skrammen samt alle spor af den, helt væk. Trods hvordan han lige havde fjernet hendes skramme… så var dette ikke healing. Han lukkede det sammen som han kunne, ja, men han hjalp blot den naturlige healing… samt ændrede på Alices fysik. Det var dog svært at gøre noget permanent, og det havde han skam heller ikke ønsket sig i dette tilfælde. Derudover havde han holdt sig i nærheden i tilfælde at noget var ved at ændre sig tilbage til Alices oprindelige udseende. Alt i alt kaldte Malakir sin egen evne for Tailoring, og folk kendte ham også som ”The Tailor”. Han kunne ændre på folks udseende samt ændre deres fremtoning og duft. Det krævede dog en del blod samt koncentration… Det var ikke en nem evne at håndtere, men han havde trods alt haft flere års erfaring med det, så helt svært var det ikke.
I dette tilfælde havde han ændret på Alices udseende samt undertrykt hendes fremtoning… samt hendes duft. Han havde fået hende til at dufte og fremtoningen som et simpelt menneske, så englen ikke ville ane uråd når han havde kommet til hendes undsætning. Havde englen vidst hvad hun i sandhed var, havde han nok aldrig blandet sig. Gad vide om han nogensinde havde forsøgt sig at hjælpe hvis ikke hun havde været en hjælpeløs, smuk kvinde? Det fandt de nok aldrig ud af, men på den anden side var engle så forudsigelige. Alt havde gået efter planen, og nu var der plads til at tage det stille og roligt.

”So much better,” sagde Malakir idet han havde rykket nogle flere ting tilbage i ansigtet på Alice. Hun var nu endnu smukkere end før, og var nu ikke nogen som man blot kunne sammenligne med et simpelt menneske. Han pressede et kys mod hendes læber og trak sig derefter tilbage for at nyde synet af hende. Han nød at arbejde sammen med Alice, nemlig fordi det altid betalte sig og gav ham bedre muligheder end andre steder. Dette job betalte sig også rigtig godt og han så frem til sin belønning. Inden han kunne helt høste den dog var de begge nødt til at gå ned og se til Liam. Liam var trods alt essentiel i denne situation.

Malalakir og Alice fik bevæget sig længere ind i huset, hvorved en anden lem viste vej under huset. Derned var der en lang gang med døre til forskellige rum samt lokaler. De stoppede dog først inde på et værelse hvorved at Alice smed resten af sig tøj, Malakir piftede og lænede sig op af dørkarmen. Alice åbnede dermed et af skabene og påførte sig noget tøj… som bestemt ikke var hendes størrelse, men, det var ikke noget problem da hendes krop pludselig ændrede sig og udfyldte tøjet. Hun steg i højden, samt hendes skuldre blev bredere. Hendes muskler blev også en del større og hendes kvindelige former forsvandt og blev mere kantet i det.
Kvinden havde aldrig i sandhed været en kvinde. Noget som man kunne ville have set hvis man i sandhed havde kigget hende imellem benene. Havde man gjort… tja, så havde man opdaget påhænget som tilhørte en mand. Noget som denne mand, trods han evne til at lave sig selv om til en kvinde, ikke kunne fjerne eller omdanne… Ikke at han ønskede det. Han var trods alt ret tilfreds med hans påhæng.

”Stunning as always Snow,” kom det fra Malakir og han gik de få skridt hen til manden. Da han kom derhen tog han blidt om mandens hår, samt kørte hånden igennem. Imens han gjorde det ”trak” han den beskidte blonde farve ud af håret på ham. Han havde tidligere ”blødt” farven fra noget halm i håret på manden. Det var en del af hans evne at han kunne tage farven fra andet organisk materiale og overføre det til en anden. Efter at han var færdig, gav det mening hvorfor han kaldte ham Snow. Håret var nu fuldstændigt kridhvidt som nyfalden sne. Noget som bestemt ikke var naturligt for en mand som lignede én i slut 20-erne, men det var efterhånden blevet hans kendetegn. Om han så brød sig om sin hårfarve eller ej… hvilket Vetis bestemt ikke gjorde, men, det havde da sine fordele.

Vetis klappede Malakir venligt på kinden før han fortsatte ud af værelset igen. Med Malakir i hælene satte han ned mod sin engel.
Det tog dem ikke længe at finde frem til der hvor Liam blev holdt fanget på nuværende tidspunkt. Det var en skakt som var forbeholdt folk som bestemt ikke var velkommen i Vetis’ hjem. Efter at fælden var aktiveret ville folk falde ned og få det meste brække nakken når de stødte på det hårde stengulv. Dem som overlevede faldet gik Vetis ind og slog ihjel kort tid efter, men der var ingen grund til at slå Liam ihjel. Det ville være fuldstændigt hjerneløst siden at de havde brugt så megen tid blot på at bringe ham herhen.

Der var kun én dør dertil som kun kunne åbnes udefra lokalet. Vetis stod der ude sammen med Malakir, og åbnede døren ind til lokalet med Liam. Nu håbede han dog ikke at englen havde for mange skræmmer af at falde ned… men, det var ikke noget som Malakir ikke ville kunne klare.

”Greetings and welcome,” sagde Vetis med et smil på læben idet han åbnede døren og kiggede over på Liam.

Liam vidste ikke i hvor lang tid han havde siddet hernede.. Kunne være 5 minutter? Måske en time? Han havde inden anelse.. Dog havde han brugt tiden på at finde en udgang. Han havde prøvet døren engang til. Det som han havde troet var et håndtag? Vidste sig bare til at være en sted, som nogen havde prøvet at hamre i døren, for at få den op.. Og sikkert uden held. Han sat i hjørnet og gyste svagt. Kulden havde sivet igennem hans tøj nu, som var vådt og derved gjort ham kold. Han havde mange skrammer, på hans smukke udseende, var beskidt, lugtede forfærdeligt fra lig, sved og blod. Generelt? Så var han meget ulykkelig.

Han rejste sig op, gik op på bunken af ligene og langsomt trak hans vinger ud. Englen mærkede lettelsen ved det. At holde dem inde, var altid utrolig hårdt. Han følte han manglede en del af sig selv. Og det gjorde ondt både fysisk og i hans sjæl, at hive dem ind igen. Vingerne strakte sig ud, han kunne gøre det nemt, nede i lokalet, men mærkede godt at spidserne gik imod væggene. Hans vingefang lå på over 5 meter, når han strakte dem fuldt ud. Han prøvede at baske med dem, da de var ude og derefter hoppede. Han nåede lige præcis op i den lille skakt, men-.. Kunne ikke mere. Prøvede at presse hans hænder og ben på siderne, får at komme op.. Men kunne ikke holde sig fast. Hans krop var for træt..

Snart faldt han ned på stakken igen, med et grynt og rodet lidt rundt. Rejste sig op og hørte nu fodtrin på den anden side af døren.
Hans hjerte bankede hårdt og han kiggede igennem mørket, over imod hvor lyden kom fra. Snart åbnede døren og han var nødt til at holde en hånd op foran hans øjne, da lyste skar igennem lokalet.

Synet Malakir og Vetis fik, var nok noget, som-.. Mange ville beskrive, som-.. Et syn fra himlen, eller-.. Et hjerteskærende syn. At se en engel såret, fik mange følelser frem i mennesker eller andre gode væsener. Nok ikke noget, de to fremmede mænd ville føle, dog-.. Idéen var der.

Liam kiggede over, da hans øjne langt om længe havde vænnet sig til lyset. Hans blå øjne lyste op, svagt.. Auraen brændte lidt omkring ham, ikke noget som lyste op.. Men fik hans væsen til at virke varmere. Han havde ikke kræfter til at ligge noget på skjul, lige nu. Så derfor-.. Fik alt, hvad det kunne trække.

Han trak vejret tungt, havde problemer med bare at stå på hans ben. Men alle alarmklokker ringede i hans hoved. Langsomt, gik han ned at bunkede og bakkede lige direkte op i hans hjørne, hvor han trykkede ryggen og hans foldede vinger ind imod.

”Where am I? Where’s Alice? What’s going on?..” Så mange spørgsmål, slet ingen svar. Liam frygtede hvad der var sket med kvinden, for lige nu, så han kun to mænd.. Og den ene var bloddæmonen som havde direkte sendt en trussel på hans eget liv.

Dog-.. Et sidste kick, var stadig i Liam. Han var nødt til at finde hende, lige nu. Et let bask med hans vinger, og han fløj igennem rummet, hvor han HÅBEDE han kunne brase igennem mændene, og derved stikke af i et løb. Et sidste adrenalin kick-.. Og håbe på at den nye fremmede mand, ville falde på jorden, og Liam få hans snit, til at stikke af.

Det virkede ikke til at Liam var alt for forslået igen… Det havde først været et problem hvis han var, men på den anden side havde det været fint nok hvis han havde været bevidstløs. Det ville i alt fald have gjort det en del nemmere for bedre at overflytte ham, men, nu var han sikkert også godt udmattet. I modsætning til Vetis og Malakir. Ikke nok med det så var ingen af dem til at bide skeer med heller. De havde begge to ret meget erfaring med sådan noget her, også var de jo heller ikke unge igen. De have begge oplevet lidt af hvert i deres lange liv, som hvis de passede på, kunne blive endnu længere. Selv kendte de ikke grænsen for hvor gamle de kunne blive, men de fandt nok heller ikke ud af det foreløbigt. Især når nu de ingen planer havde om at dø. Især ikke når der var så meget som skulle gøres samt alle de ting som skulle opleve.

Da Vetis havde kigget ind i lokalet havde Liam siddet over i hjørnet, og set noget så ulykkelig ud. Det var ikke noget som rørte Vetis. Han var så vant til at se folk ulykkelige og miserable over deres situation. Oftest var det nogle situationer som han selv havde været med til at sætte dem i, men denne verden var i bund og grund bare fyldt til renden med ulykkelige væsner. Enten havde de ikke nok penge, eller havde mistet nogen eller også var de ikke i stand til at få den person som de ønskede sig. Det var næsten altid én ad de tre ting. Rigdom, døden eller kærlighed. Det interessante var også hvordan de tre ting næsten altid havde noget med hinanden at gøre… Men, nok mere interessant på et mere handelsstandpunkt. Alt i alt kunne Vetis ikke være mere ligeglad med Liams ulykkelige mine, for i sandhed vidste Liam ikke hvor godt han på nuværende tidspunkt havde det. Hans situation kunne straks blive meget, meget værre. Især hvis han ikke artede sig, men det gjorde de færreste. Det ville dog også være forfærdeligt kedeligt hvis det var at de ikke prøvede at gøre noget ud af deres situation, eller prøvede at kæmpe imod.

Vetis var spændt på at se hvordan Liam ville reagere. Enhver reaktion ville nemlig være med til at fortælle ham mere om manden, og han ville også være i stand til at kunne lave en vurdering. Dermed ville han kunne begynde at eksperimentere om hvilke behandlinger og metoder ville fungere bedst på ham, og som ville skabe de bedste resultater. Det var trods alt ikke kun for sjov at han havde anskaffet sig Liam og indfanget ham til sig selv. De fleste ting som Vetis gjorde havde skam et formål og tjente ham selv. Dette var skam heller ikke nogen undtagelse, men, han indrømmede skam også gerne at Liams udseende havde spillet en rolle. Første gang at Vetis havde fået øje på ham i Doomsville, i nærheden af det børnehjem hvorved Liam arbejdede, vidste han at han måtte have ham. Han havde derefter sat en plan i værk, skaffede sig information, og dermed sat det hele i gang. Heldigt at engle var så nemme at gennemskue. De havde oftest deres morale kodeks som de fleste af dem fulgte, og ved hjælp af den viden havde Malakir og Vetis opsat det scenarie som førte Liam direkte til dem. Derfra var det bare om at få ham hen mod huset her, og fange ham. Nu var det sidste bare op til Liam selv, om hvor let hans situation blev for ham… For uanset hvad, så slap han ikke fra dette sted… eller slap fra Vetis’ greb. Liam var hans nu, om han så ville det eller ej.

Vetis løftede det ene bryn idet at Liams blå øjne begyndte at lyse op. Det tydede nok at Liam pønsede på noget, men Vetis var ikke bange af sig. Han burde enlig frygte ham siden han var en engel, og at de var ærkefjender… eller noget, men igen, det rørte ham ikke. Han havde igennem sit liv været udsat for så mange ting og havde i starten af sit liv levet i ren frygt hver dag. Engle var ikke noget han havde haft noget at gøre med, og for ham havde de ikke været andet end skrøner og fantasi historier. Han havde heller ikke haft tid til at fokusere på andet, så det at frygte noget man aldrig før havde set, havde været dybt latterligt. Da han så havde mødt engle havde han fundet ud af, at ingen af dem havde været ligesom i fortællingerne. De var ikke nogen store krigere, med et guddommeligt mål. De var ikke så rene og uskyldige som de gik og troede. De var lige så fejlbarlig som alle andre og kunne lige så let falde til en dæmons niveau. De kunne fristes og de kunne falde. Derudover så var de så forbandet naive. Det var som om de intet overlevelsesinstinkt havde og enhver chance de havde, kunne de finde på at smide deres eget liv fra dem, for en komplet fremmed. Næsten ligesom Liam her til aften da han kom Vetis til undsætning. Det var til at grine over. Dermed fandt Vetis engle mere morsomme end farlige. Han vidste godt at han som dæmon skulle passe på lysmagi og bla bla bla… Det samme gjaldt skam også englene selv. Derudover var der så meget andet som kunne slå én ihjel eller skade én. Det var bare om at være hurtigt samt bruge sit hoved… og måske en del held, også gik det nok alt sammen.

Vetis havde godt lagt mærke til at Liam gjorde klar til noget, og nok ville springe frem mod udgangen… Han tog det dog stille og roligt og lænede sig op mod dørkarmen med foldede arme. Der var på ingen måde at en træt og udmattet engel ville kunne møve sig forbi Vetis og Malakir. Han var også i den grad i undertal… men, han var da velkommen til at prøve. Dermed kunne han hurtigt lære sin plads, og forstå hans situation lidt bedre.

Vetis smilede skævt idet Liam havde spurgt ind til Alice, og han kiggede derved hen mod Malakir.

”Alice? Why, she’ll be for my friend to enjoy himself with throughout the entire night… and the next morning as well, if he so desires.” Til dette gengældte Malakir Vetis’ smil og slikkede sig om munden.

”I do desire that…” svarede Malakir flirtende og lo.  

Vetis kiggede dog hurtigt over mod Liam igen, for han kunne fornemme på stemningen og Liams opførelse at han skulle til at gøre noget. Han havde dog mest af alt lyst til at grine da det var at Liam prøvede at slå med vingerne. Han vinger var alt, alt for store, og dette rum var ikke stort nok til at han ville kunne få et ordentligt afsæt. Han skulle være utrolig heldig vis han bare skulle have en lille smule styrke bag sit spring fremad. Dog virkede det ikke til at heldet var på Liams side i dag.

”Seriously?” lo Malakir og rystede på hovedet. Han stillede sig så han dækkede mere af døren, som heller ikke var så stor igen. Malakir stod som en solid mur og rykkede sig ikke ud af flækken. Han havde også grebet ud efter én af Liams vinger, og han godt. Han vred hårdt i den om og tog dermed også fat om den anden vinge. Han holdt godt fast i dem begge og tvang Liam ned og ligge ned på det kolde stengulv. Med sin kropsvægt og sin råstyrke havde han Liam i et jerngreb. Der var ingen grund for at Vetis skulle assistere ham, for en bloddæmon var ren råstyrke og denne bloddæmon var endda fyldt op med en masse blod fra hans tidligere måltid… Så Liam gjorde nok bedst i at blive liggende på gulvet.

Vetis satte sig ned på hug og lænede sig ned mod Liam. Han smilede hånligt og sagde;
”And as for where you are… Why, you’re home of course…”

Han vidste det nok havde været en meget dum idé. Det var han utrolig godt klar over, men specielt efter de nævnte at Alice ville ende med den dæmon? Han måtte gøre en indsats for at stoppe dem. Det ville sikkert ende galt, men han ville aldrig kunne leve med sig selv igen, hvis han ikke havde i det mindste prøvet.

Det gik utrolig stærkt og han mærkede snart smerten springe op i hans ryg, ved hans vinger, da Malakir hev fat i dem og snart smækkede ham ned på jorden. Hans krop var presset ned og han hev efter vejret. Dog med alle hans skader, trak han ikke en mine og sagde endda ikke lyde, i rend smerte.. Som mange andre engle endelig ville. Normalt ville de klynke, græde, bed om nåde eller andet. Liam gjorde ikke. Han trak vejret roligt, mærkede dog hans hjerte banke utrolig hårdt. Han vidste det andet, slet ikke ville hjælpe ham lige nu. Overhovedet ikke. Tværtimod, det ville nok kun gøre det værre. Frygten var der, åh ja. Men han viste det ikke til dem.

Han kiggede langsomt op på den fremmede mand, Vetis. Blinkede svagt og lidt uforstående og pressede hans hænder ned i jorden. Liam var beskidt.. Og havde endelig altid været det. Vetis havde slet ikke set hvor smuk denne mand endelig var endnu. Liam havde altid noget skidt på sig, gik i gammelt ødelagt tøj og virkelig ikke gjorde meget, for hans eget ydre. Alt skønheden, som normalt en engel ville have, var gemt væk. Dog det eneste, som lyste op og tydeligt var smukt, var de krystal blå øjne.  

”Home? Hardly.. I’m captured.. Now-.. Let me go..” Hans stemme var svag, og tydeligt bragte præg af hans lave energi. Liam kunne lige nu, meget nemt besvime, hvornår end det kunne være. Hans øjne var blanke, hud bleg og drev af sved.. Og blodet fra hans ben var ved at gå igennem klædet. Skrammerne var hævet, blå mærker og andet tydeligt.

”I don’t even get what you want from me..” Sagde han lavmælt. Han prøvede at komme op, igen.. Men Malakir havde så stramt et greb på ham. Liam kunne slet intet gøre, men stædigheden var tydelig i ham.

”If-.. You want money.. I can get it.. Maybe-.. I don’t know.. Maybe blood? Sure.. I can figure that out-.. Just-.. Please don’t hurt Alice.. She’s done nothing, she haven’t earned this..” Mumlede han. Hans stemme blev mere og mere lav..

Han rakte ud og grab fat i Vetis’ fod. Holdte stramt i den, dog blev hans greb mere og mere løst. Og langsomt sænkede han hovedet, da bevidstheden forsvandt og han simpelthen besvimede af udmattelse.

Liam lå helt slap på jorden nu og hans vinger ville falde ned også, hvis Malakir valgte at give slip. Den triste engel lå nu der, og kunne intet gøre imod dem.

Som antaget havde det været en smal sag for Malakir, at få Liam ned at ligge på gulvet. Overraskende virkede det ikke til at han gav en lyd fra sig. Det var enten fordi at han var for udmattet, eller også så vidste han at det ingen nytte ville gøre. Hernede var der ingen som kunne høre ham... foruden lige Vetis og Malakir, men ingen af dem ville komme til hans undsætning. Så meget gav vel mening nu, at disse folk på ingen måde var her for at hjælpe ham. Hvis ikke, så var det muligt at Vetis endnu engang havde fat en fuglehjerne... For hans egen skyld håbede Vetis dog at Liam ikke var ligesom Storm, ikke at det ikke ville være morsomt. Storm var underholdende med hans vredesudbrud samt tiltro til at han sagtens ville kunne flygte, også selvom han gang på gang var blevet modbevist. Han var vel også bare godt og grundig stædig... men, ikke noget som man ikke kunne gøre noget ved. Han lod ham for det meste også gøre det, mest af alt for senere at pine ham. Dermed var det sjovere at se hans reaktion. Vetis var dog ret overbevist om at Liam var gjort af noget andet end Storm. Den opfattelse havde han haft lige fra starten af da han så ham for første gang i Doomsville.

Det havde været en dag som enhver anden, og Vetis havde som sådan ikke været på udkig efter noget. Han havde gået i sine egne tanker, igennem Doomsville's gader, da en stemme havde fanget hans opmærksomhed. Selv havde han været i nærheden af børnehjemmet, i forklædning, hvorved Liam arbejdede. Vetis havde set sig omkring og undret sig over hvorfor han havde fundet sine fødder gå deres egen vej. Han havde stået i sine egne tanker og kigget på børnehjemmet, samt de forskellige børn... da han havde fået øje på Liam. Liam havde som sådan ikke virket speciel, men idet Vetis havde fået øje på hans øjne... havde han vidst at han måtte have ham. Vetis kunne stadigvæk ikke beskrive det intense behov for at få fingrene i Liam, som havde opstået i det øjeblik. Han vidste blot at i det øjeblik at han så ham, at alt i hans krop havde skreget på at få fat i ham og... og hvad? Vetis vidste det stadigvæk ikke. Han havde allerede en engel, som han havde klare planer for, men Liam... Liam var et mysterium. Hvad var det ved Liam som gjorde ham så speciel og uundværlig for Vetis? Hvorfor Liam? Det kunne umuligt være kun på grund af hans utrolig smukke øjne... Så, intense og så blå... Hvorfor Liam? Forhåbentlig var det noget som Vetis ville kunne finde svar på de næste par dage... Hvis ikke, jamen, så havde han stadigvæk en engel mere som han kunne bruge.

Vetis kiggede Liam direkte i øjnene da det var at han havde kigget op. Vetis havde dermed givet ham et smil. Derefter undslap en latter ham da det var at Liam bad ham om at slippe ham fri. Interessant hvordan man aldrig helt vænnede sig til folks bønfalden. Især ikke når det var at de var så... tja, hjerneforladte. Hvem i sin fulde fem ville bare lade én gå når det var at man lige havde indfanget dem? I hvilken verden gav det overhovedet mening, men mest af alt hvem var dum nok til at adlyde? Vetis kluklo en smule før det var at han valgte at svare ham.

"Yeah, no... You're staying captured. That's how it goes... that's what it means to be a captive after all," hans smil blev derefter større.

"Especially when you're my captive."

Vetis havde godt lagt mærke til styrken, eller manglen på styrke, i Liams stemme. Han gav også Malakir et blik som betød at han skulle løsne hans greb på Liam, blot en smule. Han skulle nødigt have at Malakir gjorde mere skade end godt var. Liam var sikkert også så svag nu at der ikke skulle meget til for at holde ham ned. Malakir nikkede og løsnede en smule, ikke at det var let for ham siden at blodet fossede igennem ham og lysten til at flænse noget var steget. Vetis var godt klar over at han var nødsaget til at gøre noget ved det på et tidspunkt, helst snart, men én ting af gangen.

"That's for me to know... and for you to find out" svarede Vetis kort til Liams kommentar om at han ikke vidste hvad Vetis skulle bruge ham til. Der var skam mange årsager for en mand som Vetis, til at få fat på en engel. Så mange utallige muligheder... såsom, blod, knogler, vinger, legemsdele og meget, meget mere. Malakir grinede bare af kommentaren og blev hvor han var da det var at Liam prøvede at bevæge sig under ham.

Vetis var altid en smule overrasket over folks evne til at tænke på andre end dem selv. Især i sådan nogen her situationer hvorved at de nemt kunne miste deres eget liv. Det var ikke så prisværdigt som man skulle tro... det var nok mere over i idioti. Hvad kunne de overhovedet få ud af det? Vetis huskede tilbage på formskifteren som han havde mødt i en gyde. Han havde også overgivet sig selv i håb om at redde en anden... og hvad havde han fået ud af det? Absolut ingenting var svaret. Vetis havde slået ham omkuld og slæbt ham med til en slaveauktion hvorved at formskifteren havde blevet solgt til højeste bydende. Formskifteren var blevet ydmyget, udnyttet og sikkert også arret for livet. Hvis man spurgte ham i dag, ville han så gøre det hele igen hvis han vidste hvad der ville ske med ham? Vetis kunne sagtens havde spurgte ham... men, Vetis havde nok været i flere problemer end nødvendigt hvis han havde gjort det... Nok mere fordi at formskifteren havde fået en del mere status end sidst han så ham. Han var ligefrem gået hen og blevet en konge, men det måtte vel bare betyde at han alligevel havde fået noget ud af sin tid som en slave. Såsom hvordan man behager sin partner i sengen. Kongen havde trods alt været en sexslave for en anden formskifter.

"Alice... Hmm... you really seem to like this girl." Vetis så tænksom ud i noget tid. Derefter nikkede han kort og kiggede Liam i øjnene.

"Very well, since you seem so determined to save her, let's come to an arrangement." Vetis stod op igen og tog et skridt bagud med armene lagt over kors. Malakir kiggede lidt forundret på ham, men han antog at lige om lidt skete der noget interessant.

"No harm shall come to the woman you know as Alice. No harm shall come to her by the hands of my friend or me. This is of course as long as you do as you're told, and as long as you make no attempts to flee or try to be difficult to handle."

"Accept this, and Alice will be harm-free... For as long as you're under my command. Deal?" spurgte Vetis afventede, inden at Liam greb hans fod og forsvandt ud i bevidstløsheden.

"Seems like he's gone for now..." pointerede Malakir og Vetis nikkede som svar. Vetis vippede dermed med hovedet og Malakir lystrede med at give slip på Liam for derefter at løfte ham op i sine arme. Vetis satte af imod deres næste destination og Malakir fulgte med.

Det havde ikke taget dem lang tid før at de havde nået til stedet. Malkir havde fået fikset de værste af Liams skrammer samt sår, og de havde efterfølgende vasket Liam. De havde fået fjernet det meste af alt skidtet inden at Malakir ikke havde været i stand til at vente længere med at få sin belønning. Han havde næsten taget Vetis på gulvet foran Liam havde det ikke været for Vetis’ evne til at overtale Malakir. Hurtigt havde de fået smidt Liam ind i sit nye værelse inden at Malakir havde taget godt for sig… ude på gangen blot få meter fra Vetis’ eget værelse. Af bloddæmoner var Malakir en meget tålmodig én af slagsen, men med alt det blod, samt en jagt og et løfte om mere belønningen, tja, hvem ville så kunne bebrejde ham om at blive en smule utålmodig? Det havde skam ikke gjort noget da Vetis selv havde været mere end villig samt trængende.
Malakir var efter det hele blevet sendt hjem godt tilfreds, med nogle flasker blod fra Vetis’ lager samt løftet om en flaske engleblod.

I mellemtiden havde Liam været lænket til en væg ved sengen med et stålgærde, inde på et værelse hvorved der var en seng, et bord med en tom skål samt en tom spand under sengen. Liam var blevet givet et halsbånd hvorved at der var en lænke sat til. Lænken sad derved fast til væggen bag sengen. Han var blevet iklædt en trøje, som gjorde plads til hans vinger, men den spændte hans arme godt ind til hans krop så han ikke kunne bevæge dem eller drage nytte af dem. Dermed havde han så også fået nogle hvide bukser på med mulighed for at binde hans ben sammen med stykker af stof som var i siderne på dem.  
Liam var lagt i sengen hvis madras, pude og dyne var hvide. Væggene samt gulvet var dækket i et blødt materiale som alt sammen var hvidt. Dette var med til at lydisolere stedet, men også være med til at gøre at man ikke kunne gøre skade på sig selv. Der var både steder i både væggene samt gulvet hvorved at man kunne lænkes til. Der var som sådan ingen dør… I alt fald ikke én som man kunne se, i alt fald ikke indefra værelset af. Havde man dog været med til at lave stedet vidste man dog godt hvor den var, og som stedets ejer vidste man bestemt hvorved det var at man skulle kigge. En dør som var uden for rækkevidde fra nogen af de steder hvorved at man kunne lænkes til. Lænken var simpelthen ikke lang nok… af åbenlyse årsager. Der var en enkelt lyskilde i værelset, men dette var lavet til at lyse svagt så man blot lige kunne ane sine omgivelser. Det gjorde det så meget nemmere at bringe ens fanger rundt i de andre rum når det var at de nærmest blev blændet med det samme. Det havde det med at desorientere dem, hvilket kun var til Vetis’ egen fordel.

”What a day,” sukkede Vetis sageligt idet han tog et afslappende bad. Han lukkede øjnene og smilede med tanken om hans engel som lå dybt inde i hans nybyggede tilholdssted… som var bygget til at være en mindre labyrint med samtlige rum, gange og horrible fælder. Han glædede sig til at se sin engel, nu hvor det blot var de to tilbage… men, der var ingen grund til at skynde sig. Liam gik nok ingen steder…

Da han endelig var blevet vasket, af de to mænd, var det blevet klart at han var en skønhed under alt det skidt. Hans hud var blød, fejlfri og utrolig fin. Den var præget af solen, så en lækker brun farve klædte ham meget. Hans hår var utrolig blondt, blødt og få krøller i, nu hvor det var vasket. Hele hans krop var slank og musklerne kunne ses, dog var de lange og tydeligt nogle som ikke var brugt til råstyrke, men mere adræt. Hans vinger var store, bløde og lidt tunge i det. Nok det som var mest tungt ved ham. Fjerne var helt hvide som sne, dog med blå i spidserne, ligesom hans øjne. Alt ved ham var smukt, uskyldigt og sikkert utrolig lækkert, for de to andre mænd.

Han sov i lang tid og der gik flere timer, inden han vågnede op. Men langsomt kom hans bevidsthed tilbage og han rettede sig op. Hans øjne åbnede og han skulle lige bruge noget tid på at huske hvad der var sket og hvor han endelig var? .. Alice, rummet, mændene.. Smerten..
Åh nej. Han sprang op og bevægede sig ind i rummet, men blev snart hevet tilbage og faldt på hans bagdel, da noget om hans hals holdte igen. Han prøvede at række op, men-.. Han så ned, hans arme var holdt fast og han kunne ikke bevæge dem.

”What in the-..” Og der slog virkeligheden ham. Han var taget, og Alice ville væ-.. Han så omkring sig. Lænken, møblerne.. Sengen.. Gulvet.. Alt hvidt? Der var ingen dør.. Han begyndte at gå lidt rundt, panikken bragte tårer i hans øjne og han bed sig selv i underlæben hårdt. Fuck..

Liam begyndte at måle rummet, gik frem og tilbage i en linje og hev efter været. Tårerne trillede ned over hans kinder og han hev rystende efter vejret.

Langsomt satte han sig ned på den bløde seng igen, hans vinger foldede sig ind på hans ryg og han faldt tilbage.. Rullede om på maven og skreg ned i madrassen. Skreg så længe, at hans hals blev helt ru efter det og hans stemme knækkede lidt. Fuck! Han vidste der var folk, som var vilde med engle.. Onde mennesker, eller-.. Han var fortalt om dem. Men aldrig havde han virkelig troet på det? Engle var rene og blide væsner, de gjorde jo aldrig noget forkert..

Timerne gik og han fik sat sig mere op i sengen nu. Sad midt i den, med hans vinger spredt ud til siderne og benene trukket op under ham. Han kiggede ned i madrassen og lod tiden ellers gå. Tankerne myldrede afsted og ikke meget skete. Han skulle vel bare vente? Personen som havde taget ham, ville nok komme på et tidspunkt.

Hans øjne var hævet og lidt røde, efter gråden. Tandmærker var i hans underlæbe, efter han havde bidt i den og hans stemme rå, efter hvordan han havde skreget. Han trak vejret roligt og var faktisk.. Meget rolig, i denne situation. Andet gjorde jo intet? At blive ved med at græde og andet, ville intet gøre for ham..

Vetis klædt sig på igen i en lysegrå trøje samt nogle sorte bukser imens at Liam havde sovet. Han havde også fået ordnet nogle forskellige ting, men af kedsomhed havde han gået ind til hvor Liam var. Han havde siddet i afkrogen af værelset i noget tid og læst i én af hans mange bøger. Liam havde på daværende tidspunkt stadigvæk været sovende, men idet han havde begyndt at vågne, observerede Vetis ham blot. Han sad helt stille og urørlig over i sit hjørne og holdt godt øje med Liam's reaktioner. Det var altid noget at se hvordan folk reagerede på deres egen fangenskab, og man kunne lære meget om en person i de første par minutter. Især når det var at Liam ikke virkede til at have lagt mærke til Vetis endnu.

Vetis smilede da det var gået op for Liam at han var lænket samt at han ingen nytte havde af sine arme. Vetis havde nemlig givet ham en speciel trøje på som var bestemtlavet til at begrænse brugen af arme. Den havde været nem nok at lave, men den fungerede bedst for mere svagelige væsner... Den ville ikke virke synderligt godt for dem med nok råstyrke til at bryde ud af den. Engle havde dog med ikke at gå ind under den kategori, heldigvis. Det var da vist kun lige hvis de havde et es i ærmet, men det virkede det ikke til at Liam havde på den front. I så fald havde det været en ide for ham allerede at have brugt det for at slippe ud af denne situation… med mindre han ventede på det rette tidspunkt. Vetis havde dog ikke den fornemmelse af Liam at han var udspekuleret… eller at han skjulte på noget. Det var nok mere Vetis der var sådan i dette sammenhæng. Det skulle helst også forblive sådan.

Vetis smilede for sig selv idet at Liam begyndte at skrige ned i madrassen. Det var noget at et spektakel han forsagede, men det var nok følelserne der fik frit løb. Det var til at forstå og det var derved ikke så overraskende igen. Imens at Liam skreg lukkede Vetis sin bog sammen og lagde den på gulvet ved siden af hvor han sad.  Det nyttede ikke at englen skreg sin stemme i stykker. Især ikke når nu det var at Vetis havde brug for at han kunne tale... bare lidt endnu i alt fald. Derved tænkte Vetis ikke at det var nødvendigt at observere længere og rejste fra gulvet. Han strakte sig kort med armene over hovedet.

"Done screaming already?" Vetis nærmede sig sengen hvorved den bedrøvede engel sad, og han havde et selvtilfreds smil på læben. Han stod nu med armene over kors, og stod generelt ret afslappet. Han stod langt nok væk fra Liam at kæden ikke ville kunne nå helt over til ham, ikke at han frygtede at Liam ville angribe. Liam virkede trods alt til at være Storm's modsætning. Liam var mere... intelligent samt rolig.

"If so... then let's get to know each other..." sagde han med en venlig tone. Derefter gik han helt hen og satte sig på sengen ved siden af Liam. Han smed benene op i sengen og vendte sin krop imod englen. Han havde på nuværende tidspunkt ikke sko på og var derfor barfodet. Hans trøje var også let åben og hans hår var stadigvæk en smule fugtigt efter hans bad. Vetis hvilede sit hoved på sin hånd og virkede mest af alt til at være ret komfortabel i dette selskab samt situation. Der var ikke det eneste tegn på ubehag, samt fjendtlighed... taget i betragtning at han trods alt sad ved siden af en såkaldt ærkefjende. Han sad tæt nok på til at englen nok ville kunne få en fornemmelse af Vetis var et overnaturligt væsen... og nok også et væsen som engle generelt ikke brød sig om. Liam ville nok være i stand til at fornemme at han var en dæmon, men gad vide om Liam havde mødt nok dæmoner til at fornemme forskellene på dem? Vetis var i alt fald nysgerrig om at se resultatet. Måske ville han fuldstændigt misforstå situationen hvis det gik op for ham at det var en incubus, som havde fået fingrene i ham.

"Firstly I want to know your name... your full name..." sagde han smilende og afventede svar.

Han havde slet ikke bemærket der havde sat nogen derinde ved ham. Tanken havde slet ikke ramt ham, overhovedet på noget tidspunkt. Det var meget at han var blevet kidnappet, lænket til en væg og spændt fast i en trøje, som havde fået frygten og panikken op i ham.
Tårerne stoppede med at trille og det forskrækkede ham voldsomt, da Vetis pludselig vidste sig at være derinde med ham. Han stirrede over på manden med store bange blå øjne. Hans kinder var stadig lidt våde efter hans græder tur og hans øjne røde. Han snøftede lidt og krøb mere sammen da manden begyndte at komme over til ham.

Han var smuk.. Selv i dette øjeblik, kunne Liam godt se det.. Meget smuk, i den lysegrå trøje og sorte bukser..  Liam selv var jo i det hvide tøj med spænder osv.. På en måde, så klædte det hvide ham utrolig godt, det passede jo til hans vinger? Så om ikke andet, var dette helt hvide rum, virkelig smuk til Liam. Det fremhævede meget hans engle natur.

”Get-.. To know?..” Spurgte han lidt forvirret da manden endelig satte sig i sengen med ham. Han snøftede lidt igen, frygten var tydelig, specielt.. Da han indså hvad Vetis var.. Panikken eksploderede i hans hjerte igen og han krøb mere væk fra Vetis.. Væltede lidt tilbage, sparkede svagt med hans ben, for at komme mere tilbage i sengen, til han til sidst sad med vingerne presset imod stålgærdet på sengen, som var imod muren. Lænker klidrede omkring ham og han begyndte at hyperventilere lidt.

”Y-.. You’re a demon..” Sagde han med en skræmt stemme.

”M-.. My name?.. It’s Li-.. Liam.. Liam Griffin..” Sagde han, men-.. Faktisk undlod hans første navn. Hans far havde altid sagt, han aldrig skulle nævne hans engle navn til nogen. Det var noget af det mest private ved ham selv. Der hvor hans natur lå. Var lidt det samme som ved store dæmoner nævnte deres rigtige navn, der var på en måde, en vis.. Kræft i det?

Han så væk, imens han prøvede at finde ud af hvilken dæmon Vetis var. Han havde nemlig aldrig været omkring mange af dem, altid undlod at komme for tæt på dem.

Vetis havde ikke været i stand til at lade være med at smile, idet det gik op for Liam at der var nogle andre tilstede. Deraf ham selv, men Liam havde vel haft andet i tankerne... Derudover var det nok heller ikke noget som mange forventede... at nogen holdt øje med dem. Det var nok bedst at det vat sådan, for det gjorde det nemlig meget nemmere. Det var sværere at observere nogen som var paranoide og holdt øje med om andre holdt øje med dem... Man skulle desværre holde sig på længere afstand af dem, og træde mere varsomt. Ikke at det ikke også havde sin charme, men Vetis foretrak nu at holde sig i skyggerne eller tæt på sine ofrer. Nærmest lige foran dem nogen gange, uden at de lagde mærke til ham eller hans intentioner. Lidt ligesom den fremgangsmåde som han havde benyttet sig af, da han havde fået indfanget Liam her. Det var mere underholdende at være i stand til at se deres reaktioner samt deres ansigtsudtryk helt tæt på. Det var helt klart også mere belønnende.

Det virkede til at være en anden form for ro over Liam. Selvom at Vetis var gået helt tæt på ham, virkede han ikke til at have alt for travlt med at komme væk. Nej, det virkede endda som om at han gav sig selv tid til at betragte Vetis. Han havde heller ikke haft den helt store mulighed for det førend han havde besvimet under Malakir. Vetis gav ham dermed tid til at betragte ham som han nu lystede. Ikke at han ikke ville få bedre muligheder for det på senere tidspunkter.

Det virkede dog ikke til at tage langt tid, før panikken var tydelig i Liam's øjne... samt i hans reaktion. Det var som der var et lys som havde tændt i hovedet på ham. Vetis gav Liam et tandfuldt smil og morskaben var tydelig i hans egen reaktion. Selv rykkede han sig ikke ud af flækken, selv efter at Liam havde kastet sig tilbage for at komme væk fra Vetis... som om at det gjorde nogen forskel.

"Figured that all out on your own? I'm impressed," sagde han sarkastisk og lo en smule. Det var aldrig den helt store hemmelighed at han var en dæmon. Det var noget alle og enhver med en smule hjerne kunne gætte sig til. Engle havde nok især en fordel siden at de to racer var polariserende og afstødte hinanden på en anden måde som andre racer ikke gjorde.

"Yes, I'm a demon... But, had I wanted to kill you, I would have done so already..." sagde han og viftede afværgende med hånden. Ikke at det nok hjalp på Liam's frygt, men det ville nok få ham til at tænke mere over det. "So really, there's no reason for you to act like a frightened chicken."

"Liam Griffin..." gentog Vetis og så betænksom ud. Han rejste sig derved op fra sengen af og trådte ud på gulvet. Han stod med ryggen til Liam i noget tid før han vendte sig om igen og kiggede ned på ham.

"A fine name... however it is without a purpose. You'd do best to forget it as soon as possible as it'll only bring you great pain." Hans ansigt var humorløst og hans stemme næsten beordrende. Han smilede dog derefter varmt og kærligt, som om at hans mine og stemmen fra før havde været en hallucination. Han gik helt hen til sengen igen og bukkede sig ned så hans hoved var på højde med Liam's.

"Rejoice! For on this day you shall be my Icarus! Treat this name with care, and shall take great care of you," informerede Vetis. Hvad dette i sandhed betød for Liam, var op til ham selv at finde ud af, men løsningen lå i ordene. Vetis rakte derefter en hånd ud og aede Liam's kind. Den var stadigvæk våd fra de tårer som han havde grædt tidligere. Ømt og næsten kærligt tørrede Vetis disse tårer bort med bagsiden af sin egen hånd. Liam var i sandhed skøn, selv gemt bag sine skræmmer og det skidt som ville tage en del at vaske helt væk. De havde trods alt ikke haft alt tid i verden til at vaske det hele bort, men det skulle der nok være råd for. Først måtte Liam vise sig værdig til sådan en fin behandling som et godt og varmt bad, med essentielle aromaer og olier. Det var trods alt ikke noget som man fik serveret på et sølvfad... især ikke som slave. Først gjorde han nok bedst i at adlyde og tage sit nye navn til sig... ikke at det var de fleste som gjorde det. Mange havde svært ved at give slip på dem som de havde været førhen, og dem som de så som deres sande selv... Men, før eller siden vidste de selv end ikke hvem de var, og gav slip. Mange fandt sig endda bedst tilpas med deres nye identitet og anså den senere som deres sande selv. Det var på sin vis sandt nok, for Vetis havde det med at hive folk ud af deres skaller, og brudte deres masker. Der skulle dog ekstreme tilfælde til, men det var arbejdet værd. Det var det hele værd at se folk som havde været så hovmodige og selvretfærdige, blive nedbrudt og lade deres instinkter overtage. Vetis var ikke helt sikker på hvilken én af de to som Liam var... men det var nok den sidste af dem, selvretfærdig. Det havde engle det oftest med at være, ifølge Vetis' optik. Nemlig fordi at de anså dem selv for gode, samt retfærdigheden selv. Sikke noget bavl! At dele alt op i godt og ondt. Retfærdigt samt urimeligt... Det gav ingen mening og hvem skulle også bestemme hvad som var hvad? Hvem havde givet dem retten til det? Ingen skulle i alt fald komme og fortælle Vetis hvad godt og ondt var. Heller ej hvad som var retfærdigt og urimeligt. Ifølge ham var der intet som var godt og ondt. Der fandtes ej heller noget som var retfærdigt eller urimeligt. Livet var nu som det nu engang var, og kunne man ikke affinde sig med det... tja, så var det bare ærgerligt. Ens bedste mulighed var dermed at lade med sit eget liv, for det var den eneste mulighed at undslippe dette.

"Now, my sweet Icarus, I've got more questions for you and I do hope for you that you'll answer them in a fashion that I desire." Han tørrede endnu en tåre bort og puttede en lok af Liam's hår bag hans øre. Han lod derefter sin hånd køre videre bagom Liam's nakke. Der stoppede hans hånd og blidt aede han Liam's nakke.

"Should you choose not to do so... then you'll find that I can be just as cruel,-" idet han sagde det tog han hårde fat i nakken på Liam. Hans øjne glimtede noget så grusomt og hans smil var diabolisk. Han tog dog ikke hårdt nok fat til at efterlade et mærke, men nok til at understrege hans pointe. Han fortsatte dog hurtigt,
"as I can be kind." Idet han sagde det løsnede hans greb og hans ansigtsudtryk mildnede. Han aede Liam's nakke igen før at han fjernede sin hånd.

"I can be a benevolent owner, make no mistake of that, but only if I feel that you're deserving of such treatment. So, with that out of the way, answer me this; what is your name?" Han krydsede dermed sine arme og ventede spændt på Liam's svar.

Liam sad og holdte øje med manden foran ham lige nu. Hans øjne var store og skræmte, imens han holdte øje med ham. Han pressede sig selv mere imod hovedgærdet på sengen, da Vetis kom tættere på ham. Han slugte en klump han havde i halsen og rystede lidt imens han lyttede. Han mærkede hånden imod hans kind, den berøring som nok mange ville se som noget falsk blidhed, dog-.. Så Liam ikke det. Han blinkede lidt forvirret.. Ville denne mand være sød, hvis han var? Han troede og håbede på det, mærkede hvordan det slog knuder i hans brystkasse da han lyttede mere.

”I’ll-.. I’ll do my best..” Mumlede han forsigtigt, imens han lyttede mere til hvad Vetis sagde. Han mærkede hvordan den blide behandling allerede føltes lidt rart, efter alt dette som var sket.. På en måde lidt dejligt? Dog var en stadig skræmt af manden, meget.. Han mærkede hånden imod hans kind og derefter hans nakke. Hele hans krop rystede voldsomt stadig væk og han gispede pludseligt da Vetis greb hårdt fat i ham. Tårer sprang op i hans øjne igen, da han mærkede det og han snøftede svagt, da Vetis heldigvis blev lidt mere blid igen.

Alle Liam’s følelser var meget ude på hans tøj lige nu, hvilket endelig var forståeligt, så meget havde været sket på virkelig godt tid og lige nu sad han bundet og lænket i en seng, i et rum, i et sted som han ikke kendte, eller vidste hvor endelig var? Nogle person ville skrige mere og råbe op af Vetis allerede.. Men Liam-.. Var faktisk.. Meget mærkeligt, men lidt taknemlig for at Vetis allerede ville være rimelig blid ved ham. Hvis nu Liam var sød.. Måske ville Vetis slippe ham fri igen? Måske var dette alt sammen bare for at se om Liam nu var sød nok?  
Han mærkede hånden der aede hans nakke og sendte en kuldegysning igennem hans krop. Han svedte lidt, hans krop og hoved overarbejdede lige nu og han kunne slet ikke slappe af, han spændte hele tiden og gispede svagt. Liam hørte det sidste spørgsmål og kiggede langsomt op på Vetis.

”My-.. My name.. is-.. Icarus..” Sagde han langsomt og forsigtigt. Han smagte på navnet, det navn som han nok nu skulle bruge i noget tid.. Det føltes mærkeligt på hans læber.. Men igen, ingen kendte heller til hans eget rigtige Raziel, kun hans tætte familie, men selv de kaldte ham for det meste kun Liam..

Han så lidt ned.. Englen så virkelig deprimeret ud lige nu, hans blå øjne fyldt med tårer stadig, men de faldt ingen vegne, fik dem bare til at se mere blanke og klare ud. Hans vinger trak sig lidt op og foldede sig lidt sammen bagved ham, og ved hans sider.. Lukkede ham lidt inde i en lille hule, på en måde. Vetis ville nemt stadig kunne komme til ham. Men hans vinger pressede sig bare imod hans bundede arme og skuldre.

Interessant var at Liam ikke havde veget væk under Vetis' berøring. Han nød det måske ligefrem? Det så i alt fald småt ud som om at det var tilfældet... Det var i alt fald noget at lade sig notere, hvilket at Vetis så også gjorde. I alt fald virkede Liam meget modtagelig samt nemt påvirkelig. Han var dermed også meget nem at aflæse da han virkede til at reagere med det samme, og ret tydeligt endda. Det var muligt at Liam aldrig havde haft behov for at skjule sine følelser, hvilket nok havde resulteret i at han bar dem på tøjet. Se, sådan overlevede man ikke ret længe i Vetis' miljø, men, siden at Liam var her slap Liam nogenlunde for det. Her ville hans kontakt med andre være begrænset. Den eneste han ville kende til og se i de næste par måneder, under hans træning, ville være Vetis. Det var vigtigt at begrænse Liam i denne periode hvorved at han ville være nemmest at forme, men, var det, det at Vetis ville? Selv var han ikke sikker på dette, men det skadede vel ikke at gøre det alligevel. Han krævede stadigvæk at Liam ville være i stand til at lystre. Noget som man ikke bare kunne få alle og enhver til. Især ikke på den måde som Vetis gerne ville have dem til at lystre ham på. Det var derfor nødvendigt at lære dem godt at kende, samt teste dem. Til at gøre det var der mange metoder, men det var altid lige at se hvilke som passede bedst til de forskellige individer. Det var aldrig helt nemt... medmindre man havde flere års erfaring.

Vetis smilede stort idet at Liam sagde at hans navn nu var Icarus. Præcis som Vetis ville have det. Ikke at det var så svært igen, men det var da altid noget at Liam var med på legen.

"Good, very good indeed. You seem to be a fast learner," sagde Vetis stor-rosende. Det var vigtigt at lade folk vide når det var at de havde gjort noget rigtigt. At rose sine slaver var ingen undtagelse og Vetis smilede til Liam... som næsten havde trukket sig ind i hans vinger. Han så noget så sørgmodig ud sådan som han sad der, og ville nok blive mere deprimeret jo mere tid som gik... Især vis han fik lov til det. Dermed ville det være en ide at distrahere ham med noget andet. Ikke fordi at han bekymrede sig om ham, nej, overhovedet ikke. Han ønskede bare ikke at se på en flæbende engel.

"Tell you what? How about we play a little game?" Vetis satte sig ned på sengen igen, men med en større afstand til Liam denne gang. Bare så Liam kunne føle sig mere tilpas, og føle at han havde lidt mere plads at bevæge sig på.

"All I'll be doing is ask you a few questions, and all you'll have to do is answer me honestly. It's really quite easy," han holdt en pause førend han kiggede over på Liam. Han smilede harmløst til Liam og så selv ret spændt og glad ud. "That is," fortsatte han. "Do you see yourself as an honest man?"

Han sad lidt og så på Vetis i noget tid. Okay, så-.. Navnet var nok godt nok hvis han begyndte at huske. Han krøb også lidt mere sammen og så over på manden, da han satte sig ned i sengen og han sukkede svagt lidt. Var han selv en ærlig mand? Det var han vel, det tænkte han godt han selv var. Han så over på Vetis i noget tid, studerede ham og mærkede hvordan han selv blev lidt mere rolig. Han blinkede tårerne væk og trak vejret rystende. Hans mave knurrede lavt.. Han var sulten, og frygten i hans krop gjorde så han frøs.

”Yes.. I’m-.. Honest.. So sure, we can.. Play..” Han nikkede lidt og slikkede hans egne tørre læber. Langsomt lod han sine vinger folde sig lidt mere ud igen og trak dem op under sig, så meget han nu kunne og rettede lidt på hans position. Trøjen var i vejen, meget.. Han kunne jo ikke bevæge hans arme og derved var det svært og komme til at sidde ordentligt.

Han bevægede hans fødder imod sengen under ham, den føltes blød.. Som om ikke andet kunne han sove ordentligt? Trøjen han havde på var også blevet lidt fugtig, siden han havde været så meget i panik og hele hans krop havde gået lidt i chok.

Liam brød sig ikke meget om hans egen situation lige nu, han kunne ikke lide at være fanget som dette. Han elskede at være udenfor, mærke vinden og alt omkring ham selv. Det gjorde han følte sig fri og lige nu? Var han ikke fri.

”Can I.. Get my arms free? It’s starting to hurt..” Spurgte han forsigtigt og så på Vetis. Han slugte en klump i halsen igen. Han vidste ikke om Vetis ville give ham lov, måske? Måske fordi han jo havde været-.. Okay, indtil nu. Han havde allerede regnet ud at han sikkert nu var under Vetis’ magt.. Og specielt med dette halsbånd han havde på og alt det omkring sig.. Så ville han nok blive til en form for slave. Men.. Hvis han nu var heldig, så kunne han måske slippe fri. Lige nu? Var han bare for svag og-.. De berøringer før, han sendt følelser i hans krop han altid havde følt før. Han havde aldrig prøvet at nogen havde rørt sådan ved ham. Selv hans mor, havde blot give ham kram og et klap på hovedet i ny og næ. Så alt sådan noget fysisk, var helt fremmet for denne engel.

Forslaget virkede allerede til at have en effekt på Liam's humør. Det var herligt at det var så ligetil på nuværende tidspunkt. Ikke at sådan noget altid varede ved, men man måtte bare tage det som det kom. Hans stemme fortalte dog at han stadigvæk nærede frygt... og var ukomfortabel, men hvem ville ikke også være det? Okay, Vetis kendte til et begrænset antal som ville havde det helt fint i sådan en situation her, men det var også folk med visse mentaliteter... samt styrker. En del af dem lod som om at de var rædselsslagen og lod sig fange, blot for at få et kick ud af det. Vetis selv kunne godt se det underholdende i det, og havde da selv gjort det fra tid til anden, men han var nu ret så sikker på at Liam ikke fik et kick ud af det, men hvem vidste? Det kunne være at han var en fantastisk skuespiller og var i færd med at snyde Vetis? Hans hvide vinger gjorde dog den teori meget sværd at tro på... selv ikke engang for sjov kunne Vetis underholde den tanke. Hvis Liam's vinger havde været kulsorte, havde det været noget andet... men, det var de ikke... endnu. En engel kunne jo trods alt falde... og aldrig derefter rejse sig igen. Når man var falden... så var man falden. Det var i alt fald den forståelse som Vetis havde fået af denne verdens engle. Englene som han havde hørt om... og som han selv havde frygtet som knægt... Se, de fungerede på en lidt anden måde. De var slet ikke som disse engle, som var så forbandede nemme at få fat på. I sandheden ville Vetis aldrig forsøge sig med at indfange de andre type engle... af årsager som han ikke var helt sikker på, men han var en varsom mand. Dermed ville det være et fjols ærinde.

Nej, Vetis foretrak disse engle... sådan da. Der var en del at udforske omkring dem, samt sammenligne med. Hvordan var de forskellige samt hvordan var de ens? Havde englens vinger nogen påvirkning af effekten på deres blod? Hvad med englens såkaldte renhed... spillede det nogen rolle for dens blod? Havde det nogen effekt på dens evner? Se, alt det var muligt at undersøge med disse engle... Især nu hvor han havde to vidt forskellige engle. Begge havde de hvide vinger... men, personlighedsmæssigt var de meget forskellige. Vetis vovede endda at påstå at deres såkaldte renhed samt moral var en del forskellige fra hinanden. Med denne information ville han være i stand til at teste sine teorier.

Sjovt hvordan at de fleste at antog at han gjorde alle disse ting for at anskaffe sig penge og tjene en profit... enten det eller fordi han bare i bund og grund var nederdrægtig og ond. I de fleste tilfælde var det for at tilfredsstille hans nysgerrighed. Han nød at udforske ting og komme op med teorier for derefter at teste dem. Han kunne få lige så meget nydelse ud af at undersøge noget som han kunne få ud af at have sex med nogen. Euforien kunne være lige så... ja, euforisk. Han havde altid været en nysgerrig og videnbegærlig mand. Bare ikke mange vidste det. Han var så også en meget filosofisk mand... men, det var vel ikke så svært at regne ud, med sådan som han talte til tider. Det syntes han i alt fald ikke selv.

Vetis løftede det ene bryn da det var at Liam spurgte om han ikke måtte få sine arme fri. For mange var det et vovet spørgsmål at stille sin ejer... men, nu var Liam også en del ny til dette erhverv. I stedet for at benægte ham sine armes frihed lænede Vetis sig fremad og løsnede på armene. Liam ville nu kunne bevæge dem frit... sådan da, for godt nok var hans arme ikke spændt ind til siderne, men han havde stadigvæk ikke brug af sine hænder. Ærmerne var trods alt helt lukket til og fungerede som store tætsiddende poser, over hans hænder. Vetis havde dog opfyldt hans ønske... så, nu var det tid til at lege.

"With that in order... let's get playing" sagde han storsmilende og lænede sig tilbage igen.

"First question... You seem like the big heroic savior, so, if given the choice to save a life... Who would you choose; a child or an elder?" Spøgsmålet lød meget harmløst indtil at det næste kom, "But, mind you, by choosing one over the other... you're condemning the other to death." Derefter valgte han til sidst at tilføje, for han kendte folks irriterende tendens til at undgå et ordentligt svar, "And do choose one or the other as I'd detest you wanting to talk your way out of giving a proper answer." Nu var det bare om at se hvad som Liam svarede... så Vetis bedre kunne lære ham at kende, samt hans moraler.

Han var endelig ligeglad med hans hænder ikke var fri, bare hans arme nu kunne slappe af og han kunne bevæge dem, det var mere end rigeligt for ham. Han smilte lidt til Vetis og nikkede til ham, som tak og krammede hans ben ind til sig selv. Okay, indtil videre var Vetis endelig sød nok. Det var dejligt. Han havde selv spurgt pænt om han måtte få dem fri og Vetis havde nu gjort det.

Liam satte sig mere til rette og så nu over på Vetis, han lyttede til spørgsmålet og blev lidt bleg.. Godt det bare var et spørgsmål, men han kunne endelig nemt forestille sig sådan et scenarie.. Det ville være et mareridt for ham dog.

”Uhm..” Han så lidt ned og pillede lidt ved ærmerne indvendigt af de poser, imens han tænkte lidt. Hans bryn rynkede svagt og han var tydeligt meget fokuseret på det i noget tid.

Et barn og en ældre.. En ældre har oplevet hele livet, men har dog også en masse viden som de kan give videre til andre og yngre folk. Et barn? Har intet oplevet og derfor et helt liv foran dem, og derfor nye ting at opleve samt en masse muligheder for at blive noget stort. En ældre? Kan også være meget gammel og derved allerede tæt på døden..

Det var svært, Liam ville altid prøve at redde begge.. Han vidste det, men sådan var spillet ikke lige nu, han skulle vælge.

”Okay-..” Sagde han efter noget tid og så op på Vetis igen. Hans øjne var lidt mere klare i det og synes at lyse mere op i blåt.

”I would save the kid.. Seeing they have not experienced life yet, the elder have and therefore can already be close, to have their time over.. Det kid? Have not tried anything and-.. Have lots of choices and chances before them, which they can experience..” Nikkede han lidt. Det var hans svar.

Han bed hans underlæbe lidt og så nu ventende på Vetis. Han håbede lidt hans svar var okay, eller-.. Han vidste med sig selv, han synes den var okay, og det var svaret han ville give.