how dare you show your face here, you ruined my life! ~ Marcus

Sted ~ firewood village, Ravens lejlighed
Tid ~ ved at blive mørkt udenfor.

Raven havde enlig en fri dag og var der hjemme, hun stod i hendes køkken og lavede mad til hendes datter som sad inde i stuen, der var mørklægnings gardiner for hendes vinduer så der ikke havde kunne komme noget lys ind i løbet af dagen. Hun tog maden med ind i stuen for at give den til Christel som sad i sofaen. Raven koncentrere sig altid om sin datter når hun havde tid til det, hun var bange for hvad der ville ske når hun blev gammel nok til og forstå hvad der skete omkring hende. Hun fik hende til og spise det meste af maden men ikke det hele.

Raven havde selv prøvet at spise mad efter hun var blevet forvandlet men havde altid bare kastet det op igen. Hun vaskede op mens hun tænkte og kunne høre Christel lege med noget inde i stuen. Den lille pige blev passe af en ældre dame på den anden side af vej når Raven var på arbejde men det kunne ikke blive ved på den måde. Det gik op for hende at hun stod og græd mens hun var ved at tørre af. Det gjorde hun ellers aldrig men hun kunne ikke holde facaden oppe når hun var alene hjemme, det var så hård for hende at vide at hendes datter vokse fra hende og at hun ville gå glip af det meste af hendes liv. Alt havde ændret sig den dag hun havde også selv. Emma som hun havde heddet den gang var blevet til Raven den vampyr som hun var nu og altid ville være.

Hun tog sig sammen igen og fik lagt Christel i seng. Nu sad hun selv i sofaen efter at have rodet op og trukket fra. Lyset fra månen kom ind af vinduet bag hende så hun kunne se hvad hun skrev ned i hendes bog. Det hjælp hende at skrive mens hun kunne kigge ud på de mennesker der gik forbi. Raven var glad for hendes lejlighed i stuen så hun kunne kigge ud. Der var mere ind rigeligt plads til hende og hendes datter. Men hun havde glemt noget hun var i gang med en efter søgning på Christels far. Det var sværere ind hun havde troet.

Raven rejste sig efter noget tid for at gå ud og hente posten i gangen.

Marcus stod i en lille gyde, han have brugt det meste af dagtimerne på at drikke i en af de lokale kroer. Han kendte godt byen. Flere gange havde han været der, dog kun nogle dage af gangen. Det var en vane for ham efterhånden. Det var mere sikkert at rejse rundt. Der var flere som var efter ham af forskellige årsager, det var dog ikke lykkedes dem at finde ham endnu. Til gengæld havde Marcus sine metoder til at finde folk. Selv om at Firewood var en fin lille by så havde den kun enkelte ting at byde på som interesserede ham.
Han havde fået et tip om at der var en i denne by. Det var en ung vampyr, en Marcus have forvandlet. Det skete ikke ofte at han forvandlede sine ofre, mest fordi han sjældent orkede dem i længere tid, men også fordi han stadig ikke kunne tilgive den der havde forvandlet ham for en evighed siden. Alligevel havde han forvandlet Raven. Han nærede ingen stærke følelser for hende, det gjorde han ikke rigtigt for nogen.

Da solen var næsten helt væk bevægede han sig ud af gydens mørke. Han havde fået fat i adressen, men om hun stadig boede der ville han snart finde ud af. Han bevægede sig med rolige skridt mod lejlighedskomplekset.
Han stod foran døren der burde føre ind til hendes lejlighed. Han så lidt rundt på de andre døre indtil andre lejligheder og smilte kort. Han bankede roligt på. Det var mørkt udenfor, så det var et sats om hun ville åbne døren, eller om hun var klog nok til ikke at åbne sin dør så sent. Det var ligegyldigt for ham for han skulle nok finde en vej ind i lejligheden om hun åbnede for ham eller ej. Han var trods alt vampyr.

Hun havde låst døren efter at have hentet posten som hun nu stod og gik i gennem ved køkken bordet. Det var for det meste regninger. Hun sukkede og lå dem på plads, det var ikke noget hun havde overskud til lige nu. Hun kørte en hånd gennem håret og bed sig i læben, noget var forkert der var noget galt hvilket gjorde hende restløs.  Hun stod i døren ind til Christel værelse og så på hende mens hun lå og sov. Ravens hjerne begynde at fare vild i det samme tanke mønster som altid.

Lyden af at en banken på døren rev hende ud af tankerne og fik hende til at fare sammen. Det var ikke nogen som ville komme på besøg i aften hun kendte til og de få der viste hvor hun boede kunne det være de skulle gerne sove nu.  Følelsen af at der var noget galt blev kun værre da hendes datter begyndt at græde og hun var nød til at tage hende op. Raven var glad for en ting i denne situation og det var hende nye evne. Hun gik rundt i stuen mens hun tyssede på hendes datter som til hendes lettelse faldt i søvn igen mens hun sad i hendes arme.

En ravn landede på den side af gaden og havde sit blik rettet mod døren til Ravens lejlighed. Den skrig før den lettede og fløj tætter på uden at kom inden for rækkevidde før den forsvandt. Raven sank en klump ved det syn hun havde fået gennem ravnens øjne, Hun havde genkend ham med det samme, Raven havde prøvet at glemme ham og det faktum at han havde gjort hende til hvad hun var nu, et monster. Vis ikke hun havde stået med Christel var hun synket sammen fordi alle hendes følelser ramte hende, det havde lykkes hende at glemme det meste fra den nat hun var blevet vampyr men bare ikke ham.

*Hvad fanden lavede han her! * Raven tog en hurtig beslutning som måtte briste eller bære. Hun lå Christel ind i hendes egen seng. Hun ville bruge ravn til at snakke med ham. Hun ville ikke på nogen måde tillade ham at komme ind i hendes hjem.  Hun gik hen til døren og sendte nogen billeder til ravn fra før, i håbet om at det ville virke. Hun viste stadig ikke alt om denne evne kun det mest basale. Men hun viste hun kunne sende beskeder gennem den ravn hun var forbundet med.

Ravn landende på en lygtepæl uden for hende lejlighed og skættede før den åbnede næbet og Ravens stemme lyd ud i natten. ” Forsvind med dig! ” hun kunne ikke huske hans navn eller om hun havde fået det og vide. Hun stod og knude nøglen til døren i hånden. Vis ikke han ville gå før de havde snakket ville hun være nød til at gå ud til ham. For ind skulle han ikke.

Marcus ventede tålmodigt efter han havde banket. Han kunne høre fodtrin inde fra lejligheden af og det der lød som et barn der græd. Et koldt smil gled over hans læber. Hun havde et barn med sig inde i lejligheden. Han anede ikke at hun havde et barn, men det kunne blive brug bart. Hans opmærksomhed blev flyttet, da han hørte en skræppen. Han så ud fra opgangen og fik øje på en ravn, det var tydeligt at den holdt øje med ham. Han vendte sig mod vinduet ud mod den.

Da dan talte lyste hans ansigt op, ikke i chok - nej, i et grusomt smil. Hun havde en evne! Han havde ikke været hos hende efter hun var forvandlet, så Raven var stadig tildels en fremmed for ham, ikke at han gik op i det. Det var dog en god overraskelse at hun havde en evne, så kunne hun blive mere nyttig for ham. Han trådte tættere på vinduet så han kunne se fuglen i alle dens detaljer. Det var en ravn, hvor typisk.
"Forsvinde?.. Nej, du har lige givet mig grund til at blive."hans stemme var dyb, men alligevel kunne den få folk til at ryste af frygt.
Han lod en hånd glide igennem det mørke let krøllede hår imens han betragtede fuglen. Hvis hun kunne tale gennem den så kunne hun sikkert flere ting med den. Hun havde i sit forsøg på at sende ham væk gjort sig selv til en mulighed for ham. Marcus anså sjældent andre personer som andet en hjælpemidler, nogle var mere nyttige end andre. Raven havde et potentiale nu.

Hun blev forskrækket over at han bare smilte. Det irriterede hende at han ikke bare ville gå som om han ikke havde gjort nok for hende. Hendes liv var ødelagt begrund af ham og nu stod han her efter et år og smilede når hun bad ham forsvinde.  Det svar han kom med hjalp hende ikke til og få det bedre med det hele. Hun sukkede og klemte nøglen mere i sin hånd selv om hun viste det ikke ville hjælpe hende.  Hun begynde at tænke på hvad hun skulle gøre og tog en beslutning vis ikke han ville gå måtte hun vil snakke med ham om hun ville det eller ej. ” Hvad vil du? ” hun var ikke sikker på om man kunne høre det når det var ravnen som sagde det i sted for hende, men hun var nervøs.

Hun ventede ikke på hans svar man begynde så stille hun kunne at pakke nogen ting i en taske til hendes datter. Som hun satte på sofaen da hun var færdig dog hele tiden opmærksom på døren og hvad hendes ravn hørte samt så.  Hun sukkede igen og tog sig sammen det vigtigt var at hun ville før Christel i sikkerhed fra ham også måtte hun tage tingene derefter som de kom men hun skulle enten have ham væk fra døren eller tilladelse til at tilkalde en som kunne hente hende. Hun lage armene over kors og bed sig i læben mens hun kiggede på døren. ”Lad mig få en til og hente min datter også kan vi snakke derefter ” Efter Ravn havde sagt dette fløj den væk og der kig noget tid før den kom tilbage igen. Raven havde stået ved døren og lyttet efter om han svarede hende mens ravnen var væk.

/undskyld det korte svar og vente tiden x3

Marcus forblev roligt ude foran hendes dør, da ravnen igen talte blev hans kolde smil større. Hvad han ville? Tjo, måske hun havde en ret til at vide det... Hun ville nok ikke bryde sig om det, men det var ikke hans problem. "Jeg kan fortælle dig hvad jeg vil når du lukker mig ind." Sagde han, hans tone var næsten til at forveksle med venlig, men man skulle ikke tage fejl af ham. Han var alt andet end venlig sindet.

Da ravnen igen talte kunne man se en smule overraskelse i hans blik. Et barn... Hun havde et barn. Han bed sig i læben og så kort mod døren i stedet for ravnen. Hun gemte et barn der inde. "Du har et afkom. Er det dit eget?" Det var ikke rigtigt et spørgsmål der var relevant, for hun ville tydeligvis beskytte det fra ham. Han rettede sig op og så ud på ravnen igen. "Lad dit barn blive, jeg vil ikke gøre det noget" hans stemme var roligt og balanceret. Hans øjne var alvorlige da han så på ravnen. "Der er ingen grund til at bringe andre her hen nu!" det var ikke et forslag, men et krav. Han havde ikke brug for at der var flere folk der så ham i området, det ville bare gøre hans planer mere besværlige.
Han så ravnen lette og flyve væk. Han lagde hovedet lidt på skrå, alt imens han tog fat i håndtaget på døren. Hvis hun ikke selv åbnede måtte han fjerne døren. Hans greb om håndtaget blev strammere. Da fuglen kom tilbage slap han en smule. "Åben døren, så skal jeg nok være sødere" sagde han imens han slap håndtaget og trådte et skridt væk fra døren.

Raven var ikke sikker på hvorfor men at stole på ham gav hende en dårligt smag i munden. Da han sagde han ville sige det når hun havde lukket ham ind fik en kold latter til at undslippe dog var den kort.  Hun sagde godt nok ikke noget som svar. Havde denne vampyr ude for hendes døre været venligsindet ville han vel ikke have forvandlet hende til det hun var nu.
 
Da han spurgte om hendes datter var hendes egen gik hun næsten i sort. Hun kunne ikke holde hendes had i stemmen tilbage mere og var næsten ligeglad med hvordan han ville reagere på det næste ravnen der var kommen tilbage hvæste af ham. ”Gud fanme er hun min og takket være dig kan jeg ikke være der for hende som en mor skal! DU er skyld i at jeg er et monster og bliver nød til at skad uskyldig mennesker som jeg engang har hjulpet ” hun var tosset vis han troede han kunne komme og bare få hvad han ville have tog han fejl. Hun ville ikke lade ham ødelægge hendes liv mere ind han allerede. Han ville have hun lod hendes datter blive så ville han ikke gør hende noget, Raven stolte ikke på ham. Hun havde aldrig haft en grund til at gøre det men da han sagde at hen kunne tøvede hun med at giv ravnen beskeden til at hente en. ”Sødere? Hvordan kan jeg stole på dig? ” hun hvæste ikke længere men hendes stemme var bestemt heller ikke venlig og lyd ikke som en der ville stole på ham. Raven så på døren og ville ikke åbne den da hun var sikker på det var en dårlig ide samt hun forstå stadig ikke hvorfor han var komme for at finde hende igen.

Marcus stak hænderne i lommerne på sine bukser imens han ventede tålmodigt på at hun gav op og lod ham ind. Hans ellers rolige ansigt lyste op da ravnen hvæste af ham. Han var meget vant til at folk ikke brød sig om ham, men det kom tit bag på ham når folk knækkede og skældte ham ud. Han var ligeglad, at han havde forvandlet hende var ikke en god nok grund til at blive vred i hans verden. "Jeg har givet dig en gave, nu kan du blive hos dit barn hele hendes liv" sagde han roligt imens han smilte en køligt smil. Hun ville aldrig blive gammel, og hun ville kunne se sin datter blive voksen uden selv at blive syg eller dø inden da. Hvorfor var hun ikke glad for det liv han havde givet hende? "Et monster.." mumlede han imens han nærmest smagte på ordene, vampyrer var vel monstre. Behøvede det dog at være en dårlig ting, han var ikke helt sikker. Han slap tanken og lyste op da hun kommenterede på om han kunne blive sødere.
"Har du nogen grund til ikke at stole på det jeg siger? Jeg lover jeg vil være sød, jeg kommer her ikke for at få flere fjender..." hans stemme var meget rolig og diplomatisk. Hun skulle lukke ham ind snart, han var ikke villig til at vente hele natten. Han havde styrken til at bryde hendes dør ind med lethed. Der var dog ingen grund til at gøre det hvis hun åbnede den, han ville gerne slippe for at lave et alt for stort påstyr.

Havde hun ikke vist ham hendes evne så havde han nok brudt døren ind, for så kunne hun kun bruges som information. Nu havde hun dog en større nyttighed, så han blev nød til at være tålmodig med hende, så han kunne overtale hende til at gøre lidt ting for ham. Han havde fjerner i mange af byerne, så en der kunne spionere for ham ville være meget praktisk. Raven ville være perfekt til det med sin evne.

///Hej hej, jeg ved det er meget længe siden jeg har været aktiv, men hvis du stadig har lyst at fortsætte emnet så kan vi sagtens det ////

Raven havde lyst til at kaste op eller smide noget i hovedet på ham, han havde rigtigt nok givet hende evigt liv vis hun ikke gik ud om dagen men det var bestemt ikke en gave det ville det aldrig blive. Hun fnøs højt og så stadig vredet på døren som om det ville få ham til at gå væk. ”Sikke en fin gave, hvordan returnere jeg den? ” hendes stemme overflød med sarkasme og hun havde mest af alt lyst til at slå ham men hun viste også godt at det ikke ville hjælpe hende at gør det, han var ældre og stærkere ind hun var og vis hun skulle komme med et bud ville alt hun sagde ikke betyde det mindste alligevel for hans menneskelighed var sikkert allerede væk.

Hun sukkede igen og rystede på hovedet a ham, hun kunne komme på en del grunde til ikke at stole på ham, hun kendt ham ikke og hvad værre var at han lige pludselig havde bestemt sig for at hun kunne bruges til noget som hun ellers ikke kunne før, så noget sagde hende at hun ikke ville slippe af med ham igen med det samme. ”Fint, men jeg svære på mit eget liv for du mig til at fortryde det her så vil jeg gør alt for at du dør! ” hun mente det om det så betyd at hun selv ville dø i forsøget så ville hun prøve at gør hvad hun kunne får at slå ham ihjel vis jeg ikke holde hans ord. Det betyd måske ingenting for ham at være vampyr og forvandle andre for sjov, i princippet slå dem ihjel og derefter efterlade dem til den vise død når de ikke ved hvad de er.

Raven havde måske lige tage den dårligste beslutning i hendes liv eller nej den havde hun tage den nat hun var blev forvandlet så dette måtte være den næst dårligste. Hun bevægede sig hen til døren og åbnede den. Så han kunne gå ind vis han ville. Hendes blik skjulte ikke den afsky hun følte over for ham og den vrede han havde vækket i hende efter at være dukket op. Hun nikke afmålt til ham som tegn på at vis det ikke kunne være anderledes måtte han komme ind. Hun forsvandt hen til døre ind til de to andre værelser i lejligheden og flyttede ikke blikket fra ham et sekundet. ”Hvad end du vil så fortæl mig det og forsvind, jeg har ikke brug for at du ødelægger mit liv mere ind du har gjort Marcus… ” hun lød træt som om hun havde givet op, men hun fulgte stadig alt han gøre, han kunne bevæge sig rundt i både stuen og køkkenet uden nogen problemer men resten af lejligheden lå bag Raven det samme var hendes datter selvom Raven håbe på at hun ikke ville blive en del af det her.

Raven havde aldrig glemt hvem han var ikke efter de han havde gjort ved hende men hun havde også følelsen af at han ville være ligeglad med det og derfor var det ikke en diskussion hun havde lyst til at starte med ham om hun var et monster eller om de var, kom an på hvem af dem man spurgte. Raven sukkede opgivende. ”Og vis der er mulighed for det vil det være rart vis vi kunne gøre det her stille så Christel ikke vågner. Hun er ikke en del af det her alligevel. ” Raven havde fortalt ham at hun var her så der var igen grund for hende at skjule at Christel nok lo og sov nu. Hun stolede dog ikke på at de ville være stille og roligt det var vel kun tåber eller familie der ville stole på en vampyr de ikke kendte også selv om det var deres egen skaber.

Marcus stod stadig roligt på den anden side af døren, selvom han ikke var den mest tålmodige sjæl, så vidste han godt at det var den strategi der ville virke denne aften. Hvis han havde brudt døren ned ville Raven ikke være til at forhandle med. Selvom han ikke havde nogle planer om at lade hende bestemme noget selv, det var ikke en del af hans plan.
Han havde stadig hænderne i lommerne og rettet sit blik mod jorden imens han lyttede til hende gennem døren. Hun var et fjols i hans øjne, at hun ville af med de evner hun havde nu var ikke til at forstå. Marcus havde svært ved at forstå hendes situation, han var efterhånden så gammel at han ikke selv huskede sine unge dage som vampyr særlig tydeligt.
Da hun nævnte at returnere gaven rystede han på hovedet, det var ufatteligt. "Du vil aldrig kunne vende tilbage til din svage form..." konkluderede han roligt, dette vidste han med sikkerhed. Som vampyr var der ikke mange andre muligheder end døden eller at åbne armene over for sit eget væsen. Det var i hvert fald hans erfaringer. Marcus havde ikke mærket sin menneskelighed i mange år, tilgengæld tænkte han heller ikke på den. Han var tilfreds med sig selv, og havde en klar plan over hvor han ville hen i livet.

At Raven truede ham gennem døren fik man endnu en gang til at smile køligt. Hun var energisk, det var godt! Han svarede dog ikke på truslen, mest fordi han ikke ville give hende falske forhåbninger og at han ikke fandt det vigtigt at love noget han måske ikke ville holde. I stedet rettede han sig en smule op og så mod døren da han hørte hende pusle ved den inden den gik op. Marcus kiggede kort ind af den åbne dør før han med en rolig bevægelse trådte ind af den. Han så kort på Raven før han igen bevægede sig længere ind i lejligheden. Da Raven var skyndt sig ind i lejligheden og havde indtaget en stilling foran nogle døre inde i lejligheden smilede Marcus roligt. Der var ingen følelser at se i hans smil eller øjne. "Jeg har ingen planer om at ødelægge dit liv. Det har jeg aldrig haft" hans stemme var rolig og afbalanceret. Han talte ikke lavt, men heller ikke højt. Imens han havde talt var han begyndt at se rundt i lejligheden. Han foretrak at have et klart billede af sine omgivelser.

Han havde kort glemt det lille barn Raven havde, så da hun nævnte Christel lyste han kort op. "Dit barn sover..." mumlede han kort og nikkede anerkendende. Han så kort mod dørene bag Raven imens han lyttede efter. Det var svagt, men han kunne hører den lave lyd af et barn der trak vejret roligt. Det var ikke hans mål at gøre barnet noget denne aften, men han var ikke bleg for at udnytte barnet hvis der var brug for det.
For nu fandt han dog en stol så han kunne finde sig tilrette i lejligheden. Da han havde siddet ned i et bare øjeblikke så han direkte på Raven før han talte. "Hvis jeg skal være ærlig kom jeg for at udnytte husly, men det er ikke længere relevant for mig." han tarv kort og så lidt rundt i lejligheden, den ville have været perfekt som husly, men det ville han sagtens kunne finde et andet sted. Nu hvor Raven havde vist sig at være mere spændende og potentielt brugbar var det det anden sag. "Din ravn.. Er den altid omkring dig eller kan du bruge alle ravne?" hans spørgsmål var vældig overvejet, for den viden han ville få fra Raven var vigtigt for fremtiden. Mere præcist hans fremtid.

///OOG Det her emne var startet før Marcus blev leder, så jeg tænker at spille det sådan også. Min tanke er at dette er kort før han overtager magten, derfor er han interesseret i Ravens evner, da han kan bruge dem ///

”Takket være dig” Det var tydeligt på hendes stemme at hun ikke mente det som en god ting. Hun hade at han troede han havde gjort hende en tjeneste hvilket heller ikke var tilfældet hun havde kun overlevet begrund af hendes venner ind til videre det var hun heller ikke stolt af men i det mindste var hun ikke blevet til noget der minde om den ting som stod uden foran hendes dør. Raven viste ikke helt hvad hun skulle mene han var for vis de begge var vampyrer nu så var de bestemt ikke ens, i hans øjne var hun ikke i tvivl om at han nok bare så hende som en dum, ung tøs der var nem at true eller manipulere med måske mente han også hun var svag.

Da han ikke svarede hende igen blev hun mere anspændt hvilket fik hver en muskle i hendes krop til at spændes, det hjalp helle hende noget at hun nu havde lukket ham ind, der var nok heller ingen ide i at skjule hvad hun føle over for ham selv om han nok ikke ville kunne forstå det. Hun stod og betragtede ham indtrængende mens han bevægede sig gennem lejligheden. Raven fnøs over det han sagde som om hun troede på ham et øjeblik. ”Vis du skal være her kan du lige så godt være ærlig, du er ligeglad med mig ellers havde du ikke efterladt mig til at starte med… jeg vil væde med at du ikke på et tidspunkt den nat tænke en eneste gang på om jeg ville klare den. ” Vis ikke han høre det i hendes stemme ville han kunne se det i hendes øjne. Hadet, hendes krop rystede næsten af det og hun ville ønske at et blik kunne dræbe mens hun så på ham, men på samme tid havde hun heller ikke lyst til at skade ham ikke rigtigt. Raven flyttede sig ikke en mm mens han mumlede om hendes datter det var tydeligt at hun ikke brød sig om at han snakkede om hende men hun lod bare hendes blik følge ham.

Hun blev meget kort lettet over at han ikke havde tænkt sig at bede om husly her ved hende, hun ville have sagt nej eller i hverfald prøvet, det eneste tidspunkt hun ikke ville var vis han havde været slemt såret også troede hun ikke han ville dukke op ved hendes dør, han viste nok ikke engang at hun var læge. Raven lyttede til han da han spurgt om hendes ravn og var ikke sikker på hvor meget hun skulle fortælle ham om den ud over det han viste om den. ”Den er her og der, som du allerede ved kan jeg tale gennem den og med den mere jeg kun den ene du så, dør den kan jeg finde en ny men ellers er det kun en ravn ad gangen. ” Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham om at hun kunne se gennem dem eller at hun selv oplevede den smerte som hendes ravn gjorde, døde den ville hun føle at hun døde på samme måde og derefter besvime i flere time før hun kunne gøre noget igen. Båndet hun kunne lave med en ravn var heller ikke lige frem nemt det tog gerne 8 timer eller mere og bare den mindste afbrydelse kunne gøre hun skulle stadig forfra.

”Hvad end det er du vil med mig så sig det så det kan blive overstået og du igen kan gøre hvad du er bedst til, at forsvinde ud af mit liv, men lad være med at komme tilbage igen tak. ” Hun lå arme over kors mens for at viste at hun ikke ville diskutere det, det her var bare noget hun ville have overstået så hun kunne slippe af med ham igen.

Det frydede Marcus en anelse at hun stadig bag nag for at han havde forladt hende den gang han havde turned hende. Han var ikke den sentimentale type, og han var på ingen måde særlig omsorgsfuld, derfor var han aldrig tilstede særlig længe efter han havde forvandlet en til vampyr. Han troede på at de ligesom ham, skulle finde deres egen måde at overleve på. Hvis de gjorde var det godt for dem, hvis ikke... Så ville de nok være døde af andre årsager alligevel. Han tænkte ikke så meget over døden længere, den var bare blevet en naturlig følge svend for ham.
Han lænede sig lidt frem i stolen og så på hende med et næsten manisk smil. "Jeg er skam glad for at du overlevede... Men du må forstå at jeg ikke har tiden til at passe på alle og en hver.." hans forklaring var vag, det vidste han godt. Det var ikke sikkert endnu at afsløre noget for hende, for det var tydeligt at hun ikke stolede på ham. Det ville sikkert ikke være nemt at overtale hende til at hjælpe ham til magten, måske det endda var dumdristigt af ham overhovedet at overveje muligheden. Det stod jo malet i hendes ansigt at hun hadede ham. Han var dog meget interesseret i hende og hendes ravn... Så måske det var satset værd...

Som hun fortalte om hendes ravn lyste han op, og så interesseret på hende. Det var ikke ofte han afslørede sine interesser på den måde, men han var nu ikke så bange for hvad Raven kunne finde på. Hun havde trods alt mere at miste end ham på nuværende tidspunkt. Han bed godt fat i at hun sagde hun kunne tale med den.. Det var meget spændende for ham. Han pegede kort på hende imens han kort overvejede sine ord. "Du kan tale med den?" spurgte han kort før han igen talte. "Hvad ellers? Kan du andre ting med den?" spurgte han ivrigt. Han rejste sig langsomt op fra stolen og gik langsomt mod et vindue i rummet. Han holdt sig dog på en påpasselig afstand til Raven. Der var ingen grund til at provokere hende, så ville han jo ikke få den information han havde brug for.

Han så hen på hende da hun bad ham komme til sagen og forsvinde. Det fik ham til at smile lidt. Hun turde godt bide fra sig åbenbart, også selvom der ikke længere var en dør imellem dem.
Hendes kommentar fik ham til at nikke kort. Hun havde ret, det ville være lettest bare at tale lige ud om hvad han ville, men han stolede ikke på hende endnu...
"Raven.. Du må forstå at jeg ikke ønsker at gøre dig eller dit barn noget, hvis jeg kan slippe for det.. Men derfor må du også lære at opføre dig mere passende overfor mig. Det dur jo ikke at du taler sådan til dine ældre, og da slet ikke når jeg kunne hjælpe dig og din lille med at klare livet i disse hårde tider.." hans stemme var rolig og afbalanceret imens han talte. Hans hænder var tilbage i lommerne, så han ikke virkede truende for hende. Det var en lille gestus, men han håbede hun ville være fornuftig og begynde at slappe af. "Ser du jeg værdsætter skam de fleste, du tror mig måske ikke, men jeg har den højeste respekt for kvinder som dig der tør omgås menneskebørn på en måde som du gør. Det må være utrolig hårdt arbejde, både at passe et barn, men også holde din egen sult tilbage.." han så lidt undersøgende på hende imens han havde talt. Det var stadig med den samme rolige tone. Han ville ikke provokere hende hvis han kunne komme uden om det.

Han gik et par skidt væk fra vinduet igen og tilbage imod stolen, han så lidt fra hende til stole før han kort klappede på stolens sæde. "Kom og sid, det må være så trættende altid at være så anspændt" han så på hende og nikkede rolig mod stolen før han så selv satte sig på en anden stol i rummet.