At være snushane kan betale sig - Alane

Sted: Gaden
Tid: omkring middag
Vejr: solrigt
Omgivelser: masser af mennesker og væsner !

Gaderne i Doomsville Angerforge District var fyldte den dag. Overalt kæmpede folk sig frem for at få købt deres dagligvare, eller simpelt bare for at komme hjem. Dette var tilfældet for Tristan. Imellem alle folkene var han selv på vej frem. Iført et par sorte enkle bukser og en mørkeblå sweater.

Længere fremme kunne han skimte optøjer i mængden. Nogle mænd råbte op og folk begyndte at samles om stedet. Nysgerrighed slog katten ihjel, men Tristan nærmere sig alligevel for at se hvad der var ved at ske. Han fik mast sig ind foran menneskerne og fik det bedste view af to mænd højtråbende og røde i hovedet. De slog voldsomt ud efter hinanden og folk mumlede underholdt når et slag gik ind.

Alane havde befundet sig i Doomsville hele dagen faktisk. Hun havde ikke haft noget bedre at tage sig til end at vandre gaderne. Det var det der kom ud af at man havde boet isoleret hele sit liv. Du havde meget få venner. Tja faktisk havde hun kun en, hun kendte flere men kun en kendte hun ved navn. Egentlig havde hun mødt mange spændende typer folk og havde knyttet bånd med dem men der var bare nogle som var så hemmeligheds fulde at hun ikke kunne få deres navn ud af dem. Et lille smil lå over hendes læber, hun var klædt i et par tætsiddende grå bukser og en hvid top som stumpede lidt. Måske hun burde prøve noget arbejde af en art? Lidt penge kunne nu være meget rart, hun havde brug for nyt tøj.

Alane så den kæmpe menneske mængde længere fremme og endnu engang kunne hun mærke sig selv blive draget mod den. Pokker tage hendes nysgerrighed. Hun maste sig frem så hun nu stod forrest. Hendes øjne landede på de to mænd som var godt i totterne på hinanden. Men dog med et lå den ene af dem på jorden og blødte kraftigt. Alane bed sig i læben og kunne ikke fjerne øjnene fra den.

Med et mærkede hun et kraftigt skub i ryggen så hun fløj direkte ind i manden som stadig stod. Hun kunne mærke hans blik på hende og hun kunne høre stilheden omkring sig. Før hun vidste af sig mærkede hun et kraftigt tryk på siden af hovedet og hun kunne ikke høre andet en en hyle lyd. En smule blod løb ned af hendes mundvig. Manden slog ud efter hende igen men denne gang nåede hum dog at dukke sig det resulterede dog bare i at hun nu lå på jorden. Hun mærkede en stærk smerte skyde frem i hendes mave som han sparkede hende. Et støn af smerte forlod hendes læber og hun rullede om på ryggen hvor hun nu bare lå. Manden som havde skubbet hende ind stod nu sammen med hans venner og grinte højlydt.

Folk synes at more sig over de to vrede mænd. Der var intet som at se to idioter gå i flæsket på hinanden uden hæmninger. Tristan morede sig ligeså. Han havde altid været glad for at slås og var god til det. Havde endda været lederen for dusørjægeren tilbage i hans gamle verden. Den yngste nogensinde.
Men normalt plejede han kun at slås imod folk han synes havde fortjent det, og sjældent venner. Han havde dog altid været van til at gå op imod onde væsner og var derfor trænet på lidt af hvert.

Han havde været fraværende i hans egne tanker et øjeblik, men med et blev han slået ud af sin egen tankegang da stemningen straks ændrede sig fra underholdt til forfærdet. Tristan kiggede op og fik øje på en pige der var røget ind i 'ringen' hun havde fået en næve i ansigtet og lå nu på jorden for at blive sparket til.

Tristan kiggede rundt. hvorfor var der ingen der gjorde noget? De så bare forfærdede til. Han vente sig rundt igen da den ene mand løftede pigen op i hendes blusekrave og skulle til at slå hende i ansigtet igen. Tristan var lynhurtigt derhenne og greb mandens næve med sin egen håndflade. Manden gispede, men inden han nåede at gøre mere havde Tristans hårdt knyttede hånd fået nærkontakt med hans ansigt og han havde sluppet pigen. "Hvorfor holder du ikke kvinderne udenfor big guy?" Sagde han en smule irriteret til manden og undveg hurtigt den anden mands forsøg på at vælte ham.

Hun hostede stille og små pletter af blod kom til syne på hendes læber. Hun havde bidt sig selv i kinden da han havde slået hende. Det gjorde forbandede ondt men alligevel var hun for stolt til bare at give op, selvom hun egentlig ikke have en reel chance for at vinde det her. Smerten dunkede i hendes mave men det virkede ikke som om han havde forvoldt varrige skader men bare at hun var forbandet m efter sparket. Hun knurrede stille og var godt vred allerede nu. Hendes tænder voksede sig spidse som syle eller nærmest ulve tænder og hendes øjne var med et gule samt hendes pupiller var blevet mandel formet.

Alane vred sig voldsomt som han greb fat i hende igen, hun hvæste og knurrede. Manden så en smule forskrækket ud men om hurtigt over det. Med en fast hånd og uden besvær løftede han hende op i kraven. Alane sprællede og vred sig forsat. I det mindste tiggede og bad hun ham ikke bare om at stoppe og holde op.

Med et l hun nu på jorden, hun så forvirret op og fik øje på en mand med orange hår. Han havde grebet mandens hånd som havde været få centimeter fra at ramme Alane i hovedet igen. Hun så til mens han prøvede at vælte ham og med et kom der en åben mulighed og Alane fejede benene væk under ham ved at lukke sin ankel om hans og så bare hive til. Han lå nu på jorden og så overrasket ud. Roligt rejste Alane sig, stod dog noget foroverbøjet i smerte og rystede en smule..

Manden der lige havde fået et slag i ansigtet bakkede lidt bagud, men prøvede så at angribe blindt fremad. Tristan gav ham et hårdt og let stød med sit knæ imod hans mave og han faldt jamrende sammen på jorden.
Han vente sig rundt igen og fandt den anden man solidt liggende på jorden. Han havde tilsyneladende slået næsen lige ned i jorden og var bevidstløs. Så var spørgsmålet bare: var han væltet af sig selv? for Tristan havde ikke rørt ham. Han konkluderede hurtigt at den nærmeste person måtte have fældet ham, og det fik hans mandelbrune øjne til at lande på pigen der nu havde rejst sig.

"Hey.. Er du okay?" Spurgte han venligt og gik hen for at lægge en hånd på hendes skulder . Han måtte bøje sig lidt ned for at tale direkte til hende, eftersom en kombination af at han var lidt højere end kvinden, og at hun stod foroverbøjet gjorde hende meget lav.

Endnu kunne han ikke se hendes ansigt, og havde derfor ikke bemærket noget umenneskeligt ved hende overhovedet. Han var vel van til fra sin gamle verden at alle dem der så ud til at være i nød var mennesker der ikke kunne forsvare sig, og derfor havde han helt automatisk tænkt at pigen foran ham var et menneske.

Alane betragtede stille manden som havde reddet hende fra sikkert at ligge bevidstløs på jorden lige nu. Hendes ansigtstræk fortak sig lige så stille til at være menneskelige igen, øjnene blev den samme varme og dybe grønne farve som de normalt var. Borset fra hendes tænder stadig var spidsere end et menneskes men ikke meget, bortset fra hendes fire hjørnetænder. De var helt syle spidse. Hun kunne ikke lade være med at betragte hans måde at bevæge sig på, han havde helt kontrol over situationen og han kunne på ingen måde tabe den her kamp.

Hun lod endnu engang sit blik falde og spyttede, hendes spyt var helt rødt og smagen af blod blev ved med at ligge i hendes mund men blødningen så dog ud til at blive mindre og mindre hvilket hun var taknemmelig for. Dog gjorde det stadig virkelig ondt i hendes mave. Hun løftede sit blik og så ham i øjnene. Hun rettede sig op men skar dog en grimasse i ren smerte. "Ja, jeg klare mig. Tak" Hun gav ham et smil og så ham i øjnene, hun havde ikke noget imod at han havde lagt sin hånd på hendes skulder.

Selvom hendes ord udtrykte at hun var okay, så så hun nu noget medtaget ud. Han skød hende et skævt smil og rodede lidt i det orange hår. "Du ser nu lidt forslået ud, men det kunne vel ikke undgås.. Her, lad os få dig ud af myldret" mumlede han og trak hende i skulderen ud igennem folkene der var hobbet sig op. Nogle måtte han lidt uhøfligt puffe til for at få dem afvejen. han havde tit den effekt at få meget opmærksmohed samlet omkring sig, men normalt bebrejdede han det på det meget iøjenfaldende hår.

De nåede ud af folkene og fik hevet sig lidt væk hvor Tristan næsten hev pigen ned på en ledig bænk.
"Så... jeg går ud fra ta dette ikke sker så tit for dig?" Smilede han og undersøgte hende med øjnene om der skulle være nogen dybe rifter eller sår, men alt i alt lignede det egentlig bare blå mærker, og hvis hun var uheldig , et brækket ribben.

Hun så bare på ham med et lille smil, der var allerede ved at forme sig mærke efter slagene eller i hvert fald de steder han kunne se hvilket indtil videre kun var hendes ansigt dog det der gjorde mest ondt var hendes mave som nok også havde fået det hårdeste slag. Hun så sig dog til siden igen og spyttede en enkelt gang hvor der stadig kom blod med op. "Tjaa jeg er ikke så god til at slås så det der med at undgå det er lidt lettere umuligt og det ville jeg sætte pris på", hun fulgte bare med som han greb hendes skuldre og begyndte at bane vej igennem de mange folk. Hun gik dog forsat lidt foroverbøjet men det var der vel ikke noget at sige til. Hun satte sig bare på bænken og så op på ham med et lille smil på læben. Hun var glad for at han havde været der, ellers var det jo kun endt værre end det gjorde nu.
"Det sker nu faktisk relativt tit men derfor betyder det ikke at jeg kan slås, jeg er elendig i nærkamp men giv mig en bue og jeg kan fælde stort set hvad som helst". Det eneste han rigtig kunne se var blodet der stille løb ned af mundvigen på hende og de mørke farver som var begyndt at danne sig der hvor hun var blevet slået i ansigtet. Han kunne jo ikke rigtigt se hendes mave eftersom hendes trøje dækkede den.
Roligt løftede hun op i den og kiggede lidt på hendes mave. Den ellers blege hud var nærmest helt sort der hvor hun var blevet sparket. Hun havde en tribal tatoveringen som gik fra lysken og op langs hendes side og sluttede så i hendes nakke, den var tynd ved begge ende steder og blev lidt tykkere i midten.


//Mønstret ser sådan her ud: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Tristan måtte indrømme at han var lidt bekymret for hendes tilstand. Hun sagde selvfølgelig at hun havde det fint, men på trods af det blødte hun stadig noget.
Han fangede et glimt af noget sort på hendes hud da hun tjekkede det store blå mærke på maven. En tattoo. Han havde selv en drage på armen der løb fra hans skulder og nedad, men han viste den meget sjældent til andre folk.
"Du burde lære at forsvare dig... En bue gør intet til nærkamp jo... Jeg kan hjælpe dig hvis du vil? Men først synes jeg vi burde få fat i noget salve til dine sår i ansigtet og forhindre at du for ar." Sagde han så, og undgik med vilje at strejfe emnet om den tattoo. De fleste folk og væsner der havde dem her, havde dem af en grund. En grund han oftest ikke skulle pille ved.

Han skulle ikke være bekymret, hun var vant til det og havde klaret sig fint alle de andre gang men hun måtte dog ærligt indrømme at denne gang gjorde det noget mere ondt i hendes mave end det havde gjort de andre gange hvilket irriterede hende lidt. Selvom hun endte tit i slåskampe så kunne hun stadig næsten ikke holde til noget. Hun sukkede i lettere irritation men ikke over ham og det kunne man også godt se, man kunne godt se at hun befandt sig et helt andet sted end i virkeligheden lige nu. Alane virkede ikke som om at hun skjulte tatoveringen og hvis han spurgte ville hun sikkert også fortælle ham om den eller hun var ikke helt sikker.

"Det ved jeg godt men jeg har ikke rigtig haft muligheden for det, jeg kender ikke rigtig nogen som kan slås men hvis du vil lære mig noget skal du være velkommen til det jeg kan dog ikke love at jeg er god til det. Det lyder nu godt, det ville være lidt trist hvis jeg fik flere ar end jeg har"

Det eneste tydelig år hun havde var et bidemærke på halsen dog ikke efter en vampyr eller efter en varulv nej det var mennesker tænder som havde lavet det ar som hun havde. Hun så op på ham og gav ham et kort smil før hun igen så væk og spyttede mere blod op men dog så det ud til at der kom mindre denne her gang.