Det er længe siden. Jeg undrede mig over hvor du blev af. jeg håber du har tilgivet mig og vi nu kan være venner...(Alane)

S: skoven
O: træer, buske
T: midt på dagen
V: overskyet, men solen skinner ned hist og her. Køligt, men næsten ingen vind.

Han var sjældent i skoven. Faktisk havde han slet ikke været her, siden sammenstødet med Alane på kirkegården, hvor hans egen beslutning selv havde overrasket ham. Skoven mindede ham for meget om hende...om deres tid sammen, om de fejltagelser han havde lavet...Hvordan han havde ført hende bag lyset, i stedet for at stole på hende. Men samtidig havde hun heller ikke forstået ham, det gjorde ingen. De havde bare været sammen. Men nu ville han trodse disse minder. Det kunne ikke passe at det der skræmte ham mest var fortiden, var minder og gamle følelser. Og netop derfor havde han tvunget sig selv ud i skoven, gik mellem træerne og fortrængte tankerne og de gamle følelser. Følelserne var overraskende nemme at glemme, at skubbe væk, nu hvor han havde forandret sig så meget. nu hvor han var så meget stærkere, koldere og mægtigere.
Han var klædt i mørke bukser og en hvid skjorte. En sort kappe lå om ham og holdt ham varm på denne kølige dag. Det mørkebrune hår var redt tilbage, pandehåret gled dog en anelse ned i panden, men slet ikke så meget som det ellers plejede. De fire ar tværs over ansigtet. De mørke øjen og den muskuløse krop. De ting var som de plejede.
Rundt omkring var der tegn på foråret: erantis og vintergækker var kommet fra og stod som grønne plettet i et ellers stadig trist landskab.
Han sukkede,stoppede op og lukkede øjnene lidt. her var så stille...Han ville ikke møde Alane, selv om han overraskende ofte havde tænkt på hende...De havde aftalt at være venner, men var de overhoved det? han havde overvejet at finde hende, men ladet være. Fordi han var bange for hendes reaktion...Åh, han måtte virkelig tage sig sammen!

Hun havde ledt, ledt som bare fanden efter ham. Han var den eneste hun følte hun kunne snakke med omkring dette. Hun var en morder, en beskidt og ussel morder, børn, kvinder, mænd og selv de gamle havde måtte lade livet ved hendes hænder. Alane gik igennem skoven, hendes hoved var fyldt med tanker, tanker hun ikke ønskede at have. Hun var kommet sig over Sean, et eller andet sted havde hun jo forberedt sig på at de ville gå fra hinanden så derfor var chokket og savnet til ham ikke særlig stort. Ja hun savnede nærkontakten men den kunne hun jo få på andre måder. Det lange hvide hår var sat op i en høj hestehale med det løse pandehår som hang lidt ind over det ene øje. sorte render dekorerede hendes ansigt under hendes øjne. Det var lang tid siden hun havde sovet. Hun var iklædt en sort tætsiddende og tynd hættetrøje, den var lettere nedringet. På benene bar hun er par simple men elastiske shorts, sort som det andet. Fødderne var som sædvanlig bare. Med et stopped hun op, en skikkelse var at ane i det fjerne. Skikkelse. Var for stor til at være en kvinde. Mon det kunne være ham? Lydløst bevægede hun sig derover til hun stod bag ham, de grønne øjne betragtede figuren. Det kunne ikke være andre end ham. "Sean", hendes stemme var tillokkende og musikalsk som altid. Hun var ikke lige så tynd som hun var sidst nej nu var hun bare slank og man kunne se at hendes muskler var blevet tydligere.

Han havde stået med lukkede øjne, gennemtænkt tingene og været i gang med at lukke dem inde, skubbe minderne væk, for at kunne fortsætte turen uden at tingene bragte ham den gamle pinsel...Da han blev forstyrret. Han havde for optaget af sine tanker og følelser, eller mangel på samme, at han ikke havde hørt hende og han følte sig svag et øjeblik. Først genkendte han ikke hendes stemme, men troede det var en fjende. Han snorede rundt og så kampberedt på hende et øjeblik...Så faldt hans skuldre lidt ned igen og han hoved gled let på skrå, før han endelig rettede sig helt op. Hans mørke øjne var kolde, ligeglade. men lige over for Alane, var det som om noget stadig glimtede i dem. Noget varmt, som ellers var glemt.
"Alane..." han ville ikke have sagt det på den måde, med den savn...Det var forkert! åh, han var bare forvirret fordi han havde husket tilbage...Hvorfor skulle fortiden altid pine ham sådan?
Endelig tog han sig sammen og rystede på hovedet, før han smilte lidt til hende.
"Alane!Dig...Her...Jeg regnede ikke med at se dig...Jeg har slet ikke set dig..." hans blik ned over hende og lagde især mærke til det trætte udtryk.
"Hvordan går det?" denne gang burde han da spørge...burde han ikke?

Hun havde overrasket ham, det var tydeligt at se på ham, normalt var han ellers ikke så nem at snige sig ind på men det havde han tydeligvis været denne gang. Hvorfor mon. Det eneste tegn på der var noget der plagede hende var de dybe render under øjnene, ellers så hun sund og rask ud. Hun betragtede ham stille, han så så kold og ligeglad ud men hans stemme gav hende et andet billede. At dette kun var en fascade eller også var ham ved at ændre sig til en kold skiderik. Det kunne hun jo ikke sige da det var så længe siden de sidst havde set hinanden. Et smil brød frem på hendes læber, de vante grønne øjne kiggede på ham med en rolighed, hun virkede ikke savnene eller ked af det. "Tja det burde du måske lidt eftersom jeg bor herude men ja nu er skoven stor så det var da noget af et tilfæde. Men er det er tilfælde du har noget imod?", hendes stemme var en smule drillende til slut i sætningen. En hvis halskæde hang omkring hendes hals, den selv sammen som han havde givet hende for lang tid siden. Let gik hun lidt tættere på ham mens hun strøg det hvidlige hår ud af øjnene. "Jeg har det egentlig godt, jeg er forsat ved at træne mig selv. Det eneste problem jeg efterhånden har er søvnløshed", det virkede pludselig som om der var noget i hendes som ændrede sig, noget hun ikke fortalte ham. Noget der virkelig var et problem for hende eller i hvert fald havde. "Men hvad med dig, hvordan har du det?", hun så ham i øjnene.

Hun skjulte ting for ham. Det var tydeligt. Hun havde altid gjort det, men som før sårede det ham også nu. hvad havde han forventet? Selvfølgelig skjulte hun ting. præcis som han havde gjort for hende. Han havde ikke fortjent at vide det. Faktisk havde han mest lyst til at gå. Det var tydeligt tingene var nemmere for hende. Han havde troet han var ligeglad, men her stod han! Den der nok havde de største problemer med at være rolig og ligeglad lige nu. Han kunne på ingen måde gengælde hendes dril. Han viste slet ikke hvordan han burde opføre sig...Andet end ligeglad.
endelig fik skubbet de værste følelser og moraler bag sig til at svare hende.
"Som sagt har jeg selv tænkt lidt på dig. Det må være svar nok på, at det ikke gør mig noget. Vi blev jo enige om at være venner..." hans blik gled ned over hende, hans stemme var mere reserveret nu.
"og hvorfor denne søvnløshed? Den kommer vel ikke af sig selv." det sidste spørgsmål sprang han over. Han orkede ikke at svare på det...

Hun havde en dårlig smag i munden, hvorfor havde hun det så skidt med at fortælle ham det, det forstod hun ikke. Han behøvedes jo ikke at vide alt hvad der forgik i hendes liv men alligevel var lysten der til at han skulle og desuden var han nok den eneste der kunne rådgive hende i hvordan hun skulle bearbejde det her. Uden rigtig at tænke over det greb hun fat omkring vedhænget i kæden, hun kunne stadig huske hvad han sagde om den, dog følte hun ikke helt at den virkede. Han havde selv sagt at der ikke skulle være mere mellem dem så derfor havde hun valgt at drukne sine sorger og komme videre. Det ændrede dog ikke på den fact at hun stadig havde følelser for ham men hun valgte at fortrænge dem så de rent faktisk kunne være venner i stedet for han skulle tynges med hendes kærligheds pis. Kort lagde hun armene over kors og så på ham, hun virkede ikke sur eller irriteret. "Ja og jeg ønsker også at være din ven Sean og for at være ærlig har jeg også tænkt lidt på dig", hun smilede stille til ham og så ham i øjnene. Let bed hun sig i læben og kiggede stille på ham. "Kom med hjem og så kan jeg forklare det, det er en længere historie".

Han så længe på hende. Han havde set hendes halskæde, men tolkede den ikke. ignorerede den...tanken om dengang han gav hende den, var overraskende smertefuld...Hvorfor savnede han hende sådan? Han kunne, ville ikke, bare lege rundt med hende. han havde...Andre nu. Han var fri. han havde ikke direkte nogen kæreste, som han havde sagt til Alane at han var dårlig til at binde sig, havde han også sagt til andre. og de måtte leve med det på den måde. Han trak vejret et øjeblik, velvidende at tanken om hende hjem nok også ville være smertefuld, fordi de havde...lavet ting der. Men han ville dog følge hende...

Hun så afventende på ham men hun fik ikke rigtigt noget svar på det hun ville have så derfor tolkede hun det som et ja elle nej men det måtte tiden jo vise. Alane regnede ikke med at der ville ske noget mellem dem, regnede ikke med at de skulle til at lege en stor lykkelig familie, nej hun ville bare stadig gerne have muligheden for at have ham i hendes liv og hvis det var som en var hun mere end glad for det. Bare det at have ham så tæt på, det at vide hun ikke ville kunne røre ham var smertefuldt men hun lod det først glide frem på ansigtet da hun vendte ham ryggen og gik mod hans hjem. Roligt så hun sig over skulderen for at se om han fulgte med, denne gang var hendes ansigt koldt men dog viste hendes øjne en varme for ham dog var det væk med det samme som det var der. Roligt gik hun gennem skoven og det varede ikke længe før hun stod foran teltet. Alane vendte sig stille mod ham, "kom indenfor så snart du har fjernet dine sko", hun sendte ham et lille smil og gik selv ind i teltet.

Hun var kold. Selv om hendes øjne stadig vidnede lidt om nogle venskabelige følelser, var hendes ansigt koldt. Hvad ellers? han fik et barn, slog det ihjel og forlod hende...Og intet af det burde hun kunne tilgive. ikke sådan lige. Det viste han alt for godt...Neph havde sagt hun havde tilgivet ham, men enlig gik det hele lige så elendigt som altid.
Han reagerede ved selv at virke lige så kold og afstandtagen. Selv hans øjne vidnede ikke længere om skjulte følelser. Han smed sine sko og kravlede ind i teltet til hende, mens han samtidig gjorde sit for at tænke på andre ting, for at få mindet til at gå væk. Han lod kort blikket glide over stedet, fra sengen til de ting der var her. det lignede lidt sig selv, men var samtidig meget mere fremmed for ham denne gang end tidligere.

Hvorfor gjorde hun dette? Hun ønskede jo heller ikke at skubbe ham ud af hendes liv, ønskede ikke at straffe ham, nej det var ikke sådan hun var. Det gjorde bare ondt at vide at han var omkring hende igen men hun kunne ikke røre ham, kunne ikke kysse ham eller noget. Nej, hun følte sig lænket, lænket til sin egen kro hvis det gav nogen mening. Stille sukkede hun, så stille at det slet ikke var et suk men bare hende der kort åbnede munden. Hvad skulle hun sige til ham, hvordan skulle hun fortælle ham det hun havde gjort. Dog besluttede hun sig for at det her ikke var sådan det skulle være, hun ville være venlig, ligesom før de var begyndt at komme sammen. Alane havde stået med ryggen mod åbningen men vendte sig om mod ham da han trådte indenfor. Let strøg hun noget af det hvide hår ud og øjnene og sendte ham et smil, et dejligt et som nåede hendes øjnene. "Vil du have et eller andet at drikke?", let pillede hun ved en løs tråd i sin trøje mens hun ventede på hans svar. Hvorfor var hun så nervøs, hun var vel bange for at dumme sig og skræmme ham væk men hun måtte bare slappe af og tage en ting af gangen. De grønne øjne så ind i hans mørke øjne.

Han så hen på hende. Han var seriøs ved at få et flip af kvinders humørskiften, hele tiden. Det var ikke til at finde ud. Man viste aldrig hvor man havde dem. Han havde aldrig set det som et sådan problem før, som det virkede til at være nu...Frembragte han virkelig så mange forskellige følelser hos folk?
Han rystede let på hovedet.
"Nej tak, jeg klare mig" han smilte til hende. Sammen med hende fik han lyst til at være...lidt mere som sit gamle jeg. Han fik lyst til at være...initiativrig, spontan...
Han smed sig på hendes seng. Han lagde sig, så lang han var, med et selvtilfreds smil og armene under hovedet da han så på hende.
"Hvordan kan jeg så bistå en kvinde i nød?" han drillede hende lidt og håbede det ville lette stemningen og hun ville smile af det. Og de bare kunne være almindelige venner.

Det var rigtigt, her på det sidste havde hun været meget emotionelt ustabil, det havde Sajro også pænt pointeret før han havde fortalt hende at han elskede hende. Forhelvede da, han var jo som hendes bror. Hvad skulle hun gøre i den situation, ikke at hun gad belemre Sean men kærligheds kvaler, dem kunne hun fint klare selv. Hun virkede langt mere rolig end før og virkede til nu bare at slappe af omkring ham. Hun ville gerne have de kunne være som før, måske uden alle de seksuelle undertoner men det måtte tiden jo vise, vise hvad der skulle være mellem dem. "Fint nok, men jeg tager mig noget", hun gik over til en del af teltet hvor der var en anden åbning, hun gik ud og fik startet det bål som befandt sig udenfor. Hun satte en kedel over ilden og gik så indenfor til ham igen og fandt et krus frem og smed nogle forskellige urter derned i. Imens hun havde været udenfor havde han smidt sig i hendes seng og hun kunne ikke lade være med at smile af det, "Jeg kan se du føler dig rigtigt hjemme", hendes tone var lettere drillende. En lyd, som om noget hylede kom fra den åbning hun lige var kommet indenfor. Hun gik ud og fik hældt noget vand i kruset, hun lod bålet brænde i tilfælde af at han skulle skifte mening. Hun gik over og satte sig ved hans side mens hun så på ham med et smil. Hun stillede koppen fra sig da han snakkede og puffede blidt til ham for sjov. "I det mindste sagde du ikke skønjomfru i nød", en mere alvorlig mine gled over hendes ansigt mens hun så på ham, hun virkede stadig lige rolig omkring ham. "Sean jeg fortæller dig det her fordi jeg stoler på dig. Jeg har gjort noget forfærdeligt eller det er det i hvert fald for mig...", hun kiggede lidt ned og så ham så i øjnene igen. "Jeg har dræbt uskyldige, børn, kvinder, gamle, mænd.. Ingen overlevede...". Hun kiggede afventende på ham.

han så smilende efter hende da hun forlod teltet, men grinte svagt da hun kommenterede hans frihed. Godt.
"Men du er jo ikke en jomfru. Det har jeg personlig erfaring med" han blinkede til hende.
"Og man må jo ikke lyve...Hele tiden..." smilte han svagt og satte sig så lidt op, så han sad med ryggen mod..væggen? Af teltet?
Han så på hende da hun snakkede, velvidende hun var mere alvorlig nu. Og det var da forfærdeligt. Selv han fandt det en smule forfærdeligt...Et eller andet sted. Han så lidt på hende. han viste god Alane ikke var den der slagtede folk uden en grund...
"Og hvorfor har du gjort det?" han var ikke dømmende. Han spurgte for at få en bedre fornemmelse af situationen og give hende det eller de råd hun åbenbart ønskede fra ham,.

Hun så på ham og strøg noget af det hvide hår ud af øjnene mens hun stille betragtede ham, han så lige så godt ud som altid og hun havde mest af alt bare lyst til at kysse ham og gøre ting ved ham som hun ikke engang havde lyst til at tænke på. Let bed hun sig i læben men kunne ikke lade være med at grine lidt af hans kommentar. "Mindre detalje og hvordan kan du vide at jeg ikke har opnået på magisk vis at få min uskyld tilbage igen?". Hun så på ham med et skævt smil. Teltets vægge var mere solide end som så, man skulle næsten tro at selve teltet her var magisk men det var jo ikke til at sige. Alane kiggede stille ned i madrassen, hun skammede sig og det var tydeligt men hvad kunne hun have gjort ved det, hun havde ikke kunne styre sin krop men blot kigge på mens hun gjorde de forfærdelige ting. Hun havde slet ikke lyst til at sige at dette ikke var første gang det var sket for hende. Forsigtigt løftede hun blikket, hun var glad for at han ikke dømte hende men spurgte ind til det. "Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Jeg kunne ikke stoppe, jeg prøvede virkelig. Men jeg kunne ikke. Det var som om jeg var fanget inde i min egen krop hvor jeg blot kiggede på hvad jeg egentlig gjorde. Som om det slet ikke var min krop længere". Det lød jo dumt det her men hun kunne ikke lade være med at håbe på han troede hende.

Han smilte let og studerede hende lidt...Han savnede hende enlig, selv om han ikke helt havde følt de passede sammen. De havde jo næsten været fremmede for hinanden da de mødtes. Men han følte sig stadig...tiltrukket af hende. Hans blik gled over den måde hun fjernede det hvide hår fra sine øjne...Han tænkte på Sajro et øjeblik. Han havde ønsket sig at slås med ham igen, men havde holdt sig væk for Alanes skyld. Kun hendes.
han så lidt på hende...Hvad skulle han sige? Han kendte til det når man var bevidst om det...Eller rettere, han havde jo ikke selv slagtet folk på den måde, men...
på en måde var hun jo ikke skyldig i det. Hun sagde selv hun intet kunne gøre. Men det var jo stadig hende, hendes krop, der havde gjort det. Måske noget underbevidst?
"Har du prøvet det før? Er det er et eller andet slags mønster? Noget som udløser disse anfald?" spurgte han

De havde hastet sig meget ind i et forhold sammen og måske var det egentlig det der havde ødelagt det mellem dem, at de ikke rigtig havde noget at lære hinanden at kende, det eneste hun sådan rigtigt havde vidst om ham var at han hed Sean og så at han var en dæmon, en incubus for at være helt specifik. Hun lagde godt mærke til den måde han sad og studerede hende, betragtede hende. Alle de små ting som hun gjorde opfangede han. Normalt ville det nok irritere hende men af en eller anden grund følte hun det var rart at blive lagt ekstra mærke til som han egentlig gjorde. Det var befriende at snakke med ham igen. Det var så meget nemmere nu hvor de ikke var kærester men alligevel kunne hun ikke lade være med at savne nærheden med ham. Den ville hun sikkert aldrig opleve igen. Hun frøs lidt da han stillede hende det spørgsmål, det gjorde ondt at tænke tilbage, hun havde ikke været ret gammel sidst det var sket. Men hun havde simpelthen været så vred og til sidst blev det vidst for meget. Hendes øjne var som limet fast til madrassen, det var tydeligt hun skammede sig over dette. "Ja det er sket en gang før... Jeg var nogle år yngre end jeg er nu. Det eneste jeg kan husk er den her brændende vrede som nærmest æder mig op indenfra og så skete det bare". Hun bed sig i læben og så forsat ned på madrassen.

Han så lidt på hende, før han flyttede sig og satte sig tættere på hende. Faktisk lige over for hende. Han havde lyst til at røre ved hende, få hende til slappe af, men var samtidig bange for at røre hende...Hun ville nok ikke bryde sig om det og måske blev det misforstået, måske gjorde det alt værre og han ville hellere bare kunne snakke med hende, end slet ikke se hende.
"Det lyder måske absurd. Men mit umiddelbare gæt er det handler om kontrol" svarede han lidt efter.
"Jeg ved ikke hvad der sker med dig eller dit temperament, andet end det selvfølgelig må være et eller andet i din hjerne der...bliver slået til eller fra. Men Hvis man på en eller anden måde kan få...lokaliseret aftrækkeren, vil man kunne arbejde med den. prøve at få kontrol" han så lidt på hende for at se om det overhoved gav mening eller om han tog fejl. Hun viste nok mere om det end han gjorde, det var trods alt hende det gik ud over.
"Hvis det var mig selv, ville jeg måske arbejde lidt med mit temperament. jeg kender dig mest som en...mere eller mindre forsigtig kvinde, human. med en del tålmodighed, bortset fra vis noget truer dem du holder af. Et eller andet må have ødelagt den balance" han så lidt på hende

De grønne øjne betragtede ham stille, gud hvor havde hun savnet ham og hvor havde hun bare lyst til at smide sig i hans arme og så ville alting bare være okay igen. Men nej sådan ville det jo aldrig gå. Hun måtte bare indse den fakta at hun have mistet ham og hun ville aldrig kunne komme tæt på denne mand igen. Hun ville så gerne bare strække hånden ud og røre ham og det værste af det hele var at der var måske mindre end en armslængde mellem dem og det gjorde ondt at vide hun ikke bare kunne gøre det. Hun begyndte at pille ved en løs tot hår som hang ind foran hendes ene øje. Bevægelserne virkede en smule febrilske som om hun prøvede at distraherer sig selv fra et eller andet og det var jo sådan set også det hun prøvede på. Hun hævede det ene øjebryn da han nævnte det med kontrollen, hun havde altid haft perfekt eller i hvert næsten perfekt kontrol over hende selv men måske den var ved at glippe? Let bed hun sig i læben mens hun sad og tænkte, det gav vel egentlig god mening men hvad var årsagen så til det her. "Det lyder jo alt sammen fornuftigt og det er sikkert også sådan det er men hvordan kan jeg lokalisere den aftrækker eller hvad end der har ødelagt den barriere? For slet ikke at nævne, hvordan skal jeg arbejde med mit temperament?". Hun kiggede roligt på ham. Han havde sikkert ikke alle svarene men han var den eneste hun kendte til der måske havde prøvet noget alla det her.

Han så tænksomt på hende. Gode spørgsmål, men ikke spørgsmål han viste om han kunne svare på.
"psykisk. umiddelbart vil gætte det hele ligger inde i dit hoved...Præcis hvad eller hvordan ved jeg som sagt ikke. Det tror jeg ikke der er særlig mange der gør. Det jeg umiddelbart tænker på, er at provokere dig nok til det begynder at komme og når vi så har fundet aftrækkeren, vrede, smerte, sorg...Hvad det end kan være, kan vi begynde at øve kontrollen over denne eller disse følelser eller tanker. Men det meste er jo noget du selv må arbejde med, til hver dag. når du møder dem. Jeg kan kun give dig de redskaber jeg selv bruger..." faktisk havde han selv utroligt svært ved at styre sit temperament efter ritualet. Men det sagde han sjældent til nogen, det opdagede de nok selv en gang.
"Hvis det er det. Jeg har også evnen til at gå ind i hovedet på folk, manipulere med billeder, tanker og følelser. Men jeg ved ikke om min evne på nogen måde kan skabe klarhed over problemet og jeg bruger den ærlig talt sjældent" han trak lidt på skuldrene og så lidt på hende. Hendes bevægelser var underlig...febrilske. Måske bekymrede alt det her hende bare, gjorde hende nervøs at snakke om...Det måtte være det.

Roligt løftede hun kruset som stod ved hendes side på trægulvet som lå her i teltet. Teltet her var rent generelt meget atypisk for et telt. Hendes slanke fingre holdte lettere hårdt omkring den sandfarvede kop. Roligt løftede hun den op til læberne og lod noget af den varme væske glide ind i hendes mund hvorefter hun stillede den fra sig igen. Roligt strøg hun det lange hvide hår ud af sine øjne. Hun kiggede stille op på ham. Hendes øjne afgav igen den e her varme, den varme som hun stadig følte i sig for ham. Men han følte sikkert ikke det samme. Det havde han gjort ret klart den dag på kirkegården. Hun bed sig i læben og så sig kort omkring før hun så stille på ham igen. "Så du vil prøve at provokere mig til du finder aftrækkeren?". Hun tænkte over hans andet forslag men rystede så på hovedet til det. Ingen skulle ind i hendes hovede og især ikke Sean, hun ville ikke kunne styre følelserne der gik igennem der og hun ønskede ikke at presse dem ned over ham, hun var glad for det her. Hun kunne ikke lade være med at rykke en smule tættere på ham. Hun kunne mærke hans knæ mod hendes. Der spredte sig med det samme varme som spredte sig i hendes krop, langsomt men sikkert. Hun kiggede stille på ham men valgte ikke at reagere på deres knæ mødtes.

han kunne ikke være det bekendt. først gøre det forbi med Alane og så stadig ville have hende bagefter. Han kunne ikke bare gå efter hvad han ville have hele tiden og ren faktisk lege med folk omkring ham, bare for at opnå det. Han ville ikke kunne opholde et forhold og de fleste løb skrigende væk ved ordet åbent...
men det var jo ikke fordi han ikke følte noget længere...Måske følte han sig overbevidst om det, dengang. han havde lige været igennem et livsændrende ritual! Han havde været så forvirret, ny styrke, et mørke der næsten bedøvede hans følelser, alle de ting der skete...han havde været vildt forvirret og personlige problemer havde været dråben for meget. Han havde haft brug for tid til sig selv. Men nu var tingene anderledes. Han kendte sig selv bedre nu og havde igen tid til de mere personlige ting. Men de var der ikke længere. på samme måde. Han ville bare beskytte Alane mod mere smerte, mod hvis han faldt i med Neph eller andre piger igen: hvad han enlig også havde. Dog, kun Neph. Ali havde bare været...et enkelt, hyggeligt møde siden da.
Sådan var han bare. Og for at beskytte Alane mod det, havde han slået op.
at hendes ben rørte ham, gjorde ham smertelig bevidst om det. Alt for smertelig bevidst, at han følte det som om han var ved at blive kvalt. Han rømmede sig svagt og undgik kun med nød og næppe faktisk at ligge en hånd mod hendes ben...
"Det...Det er en måde at gøre det på" han trak lidt på skuldrene, men følte ikke han var i stand til at tænke professionelt over problemet lige nu.

Hun bed sig i læben. Det hele var begyndt at blive lidt for meget i hendes hovede. Hvis hun ikke kom ud ville hun ende med at gøre noget som hun nok ville fortryde da det ville skabe problemer mellem dem atter engang så det var nok bedst hvis hun bare stoppede helt med sine små tilnærmelser. Hendes fornuft skreg i hende, lad være, lad være! Hvorimod hendes hjertedød tiggede hende om at forsætte. Hun kiggede på ham. Med disse varme øjne atter engang, hendes øjne var gennemborede men på samme tid virkede de også omgivende. Hun rejste sig stille op. "Jeg går lige ud og slukker bålet". Hurtigt vendte hun rundt. Hun havde godt hørt hvad han havde sagt men hvad skulle hun svare til det. Roligt gik hun ud til bålet. De orange flammer så vilde ud men samtidig så varme og bløde. Et lettere frustreret suk kom fra hende. Hun savnede varmen fra den korte berøring. Alane greb spanden som stod ved bålet og smed vandet på bålet. Rød spredte sig hurtigt men hun blev blot stående derude. En enkelt lille krystal klar tåre gled ned af hendes kind men hun tørrede den hurtigt væk igen.

Han nikkede let. Selvfølgelig skulle hun slukke bålet...Der var godt nok sne udenfor, så det var jo ikke fordi det ville nå særlig langt, hvis det endelig besluttede sig for at sætte ild til noget...Det endte med han rejste sig op, så godt som hn nu kunne i dette telt. Han kæmpede virkelig en indre kamp...Han burde ikke gå ud til hende, han burde lade hende være alene. Gøre afstanden mellem dem så psykisk stor som mulig...Men samtidig...
Det endte med han gik derhen alligevel, uden rigtig at tænke over det. Udenfor var der koldt, han havde smidt sine sko og mærkede straks hvordan kulden bredte sig op gennem hans fødder, selv om det intet gjorde lige nu. måske om nogle minutter.
"Alane..." nej...Nu gjorde han det hele værre! hun var ikke et legetøj, han ville ikke såre hende...HAn skulle gå ind, tage sine sko på og gå! Det her ville aldrig ende godt, hun ville blive vred, hun ville...
"...Jeg er ked af hvordan det er mellem os. Sådan, oprigtig ked af det. Jeg mener...Jeg fortryder det ikke..." torsk.
"...For på det tidspunkt var det det bedste jeg kunne. Jeg var forvirret, tingene ændrede sig efter det ritual..." han snakkede jo uden rigtig at sige noget. Han kunne lige så godt holde sin kæft!
"...Og mange af mine følelser blev på en måde bedøvet. Jeg føler ikke rigtig mere, hverken glæde eller sort. Vrede er det jeg mærker mest, men resten er tomt. Bortset...Fra når jeg tænker på dig. Jeg ved ikke hvorfor...Jeg bør nok ikke sige noget...Men stemningen er så trykket og jeg ønsker ikke at den skal være sådan..."

Hun lukkede stille sine øjne og tænkte tilbage på tiden med ham. De havde virkelig haft nogle forfærdelige stunder men samtidig havde de også haft nogle fantastiske stunder. Hun kunne huske da de var ude og flyve. Stjernerne som var så tæt på hende. Roligt løftede hun blikket og kiggede op på himmelen, den var stjernefyldt og helt klar. Røgen fra bålet var tæt og tyk men den lagde sig efterhånden så den mere lignede en masse tåge. Hun hørte ham. Hørte ham komme ud til hende men hun vendte sig ikke om før han begyndte at tale. De grønne øjne kiggede på ham, hendes øjne glimtede stille i det månelys som faldt gennem skovens kroner. Hun lyttede opmærksomt på det han sagde men kunne ikke lade være med at vende rundt og hente spanden som han sagde han ikke fortrød det her. Hvorfor skulle han pine hende med det, skulle han gnide salt i sårene. Havde ham virkelig ikke mere respekt for hende. Knoerne som knugede spanden tæt blev helt hvide men hun kiggede forsat på ham. Hendes ansigt ulæseligt. Hun løsnede dog stille op da han afsluttede sin sætning. Roligt gik hun over mod ham. Hun stoppede få centimeter fra ham og satte så spanden fra sig. "Grunden til stemningen er så trykket er fordi jeg elsker dig Sean, jeg er ikke kommet over dig, du var min første forelskelse. Men jeg respektere din beslutning om vi ikke skal være sammen men jeg kan kun sige en ting. Jeg giver ordsprog helt ret. Du ved aldrig rigtig hvad du har eller havde før du mister det". Hun kiggede stille op på ham. Hun vidste hun havde ødelagt alt så nu ville hun nyde de sidste få glimt hun ville få af ham.

Han så op mod trækronerne, tomme som de var for blade og dermed viste stjernehimlen oven over. Den var flot...Åh, han havde taget Neph med på en tur på Thor, hans nye hippogrif og hun havde været rædselsslagen. og netop da havde han tænkt på Alane igen, for han elskede at flyve. Og Alane havde nydt det og det havde været sådan en fantastisk tur, trods kulden. Det var bare ikke det samme...på nogen måder.
Han sukkede svagt og følte han var nød til at se på Alane igen, hvilket han gjorde. Han rettede sine mørke øjne mod hende og lyttede, selv om...Selv om det ikke rigtig gjorde nogen forskel.
"Jeg frygter følelsen af at elske nogen. Jeg flygter fra det. Alane, jeg forlod dig fordi jeg var forvirret. Jeg forlod dig, fordi jeg følte jeg havde ødelagt det hele, puttet dig igennem mere smerte end jeg nogensinde ville kunne tilgive mig selv for! Jeg troede jeg havde brug for noget andet. Jeg ville skåne dig fra mere smerte, for jeg er ikke skabt til faste forhold. Jeg tror ikke jeg kan finde ud af det. men sandheden er...Jeg tror sjældent jeg har følt mig så tilfreds med mig selv, så glad, som i de tidspunkter hvor vi havde det godt sammen..." et svagt smil gled over ham, da han kiggede op mod himlen igen.
"...F.eks. da vi fløj..."