Lidt hjælp, tak - Gautham (fortids emne)

Vejr: lun med en svag brise
Tid: 6 September 1161, omkring middag
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Kira var endnu en gang ude for at samle urter i den østlige del af skoven. Men denne gang var hun mere opmærksom og påpasselig end normalt. Uglerne i dette område, havde advaret hende om at jægere var mere aktiv her end de havde været tidligere på året. Hun havde også set et par fælder, som hun havde undgået med stor omhu.
Lige nu stod hun og så meget irriteret på [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som gjorde det umuligt for hende at samle [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som hun manglede. Hun havde opdaget de nedtrampet planter, hvilket havde fået hende til at se sig meget om og op.
Hun viste ikke hvordan fælden virkede, da hun ikke havde set den før. Men den hang et godt stykke oppe i mellem træerne og havde en størrelse, som antydede at den kunne rumme en voksen bjørn. Med et tungt suk vendte hun sig om og gik lidt væk fra fælden.

Dette var endnu et bevis på at jægere var blevet mere aktive her i skoven, hvilket kunne gå hen og blive livstruende. Kira gennemgik i tankerne om hun havde set urten andre steder, men kunne ikke erindre noget. Hun sukkede og så sig over skulderen, imens hun tænkte som en gal om hvad hun skulle gøre.
Enten skulle hun selv gøre et forsøg på at fjerne fælden eller også skulle hun finde nogle som kunne hjælpe hende.

Skovbunden gav let efter hver gang den store mand trådte endnu et skridt ind i skoven, manden missede op mod middags solen.. skønt, den var ikke til megen hjælp om at finde ud af hvilken vej han skulle gå, manden rystede let på hovedet og fæstnede atter sit blik mod jorden, og vejen frem, han rykkede en gren til side så han kunne komme forbi og videre ind i skoven
Med sig havde manden en let oppakning i en byld på ryggen, og i hånden havde han et længere jagt spyd en ting som han havde arbejdet på i længere tid, men det var ikke nemt, spidsen skulle have den rette vægt til spydets længde, og omvendt, plus den skulle kunne kastes nogle lunde uden besvær.. endnu en af de ting han arbejdede med

Han syntes at se en skikkelse ud af øjenkrogen, men da manden drejede hovedet væk fra stien for at se hvad i alverden det var han havde set, hørte han et lille 'klik', og før han vidste af det vendes hans verden på hoved.. bogstaveligt talt, et stykke derfra kunne man høre en sten falde til jorden, og lyden af reb der blev spændt op imellem træerne. Dette strammede en lykke omkring mandens ben, og slyngede ham to meter op i luften i et brøl af overraskelse.. "arghh ved Hel og Surt!" råbte manden dinglende med hovedet ned af godt en meter over jorden "hvem i Lokes navn er det der render og driver gæk med uskyldige folk her??

Kira for sammen da hun hørte et brøl og gav slip på sin ransel, som landede på jorden med et lille bump. Hun rystede let og lyttede desperat efter nye lyde imens hun sad gemt bag de buske der nu var i området, hvilket gjorde at hun hørte manden som råbte op.
Efter et par dybe åndedrag og et par kraftanstrengelser, fik hun rejst sig, fundet en dolk fra sin ransel og listede sig hen imod stedet hvor råbene kom.

Da hun nåede frem, så hun at manden hang med hovedet ned af og den ene fod fanget i en snare.
"Hvis de vil være så venlig at stoppe med at råbe. Vi risikere at de jægere som har sat fælderne kommer, og dem har jeg ikke lyst til at møde."
Hun fulde rebet med øjnene til rebet gled om på den anden side af et træ. Her så hun hurtigt hen på manden, inden hun gik hen til træet og så igen efter rebet som hun fandt. Hun gik hen til stedet hvor rebet var bundet omkring en ret stor sten. Her tog hun fat om rebet, som var ret tykt og begyndte at skære.
Til sidst spang rebet og Kira gik om for at se til manden. Hvis han var skadet kunne hun altid hente sin ransel, hvor hun havde en del urter i.

Med armene over kors, og lukkede øjne drejede Gautham ganske roligt rundt om sig selv, han mærkede hvordan blodet begyndte at stige sig til hovedet.. det eneste han kunne tænkte på var hvorfor i alverden han havde givet slip på sit spyd, der nu lå på jorden under ham
Han åbnede let det ene øje da han pluslig hørte en kvinde stemme et lille stykke fra sig, og hørte på hvad hun havde at sige, "JÆGERE?! JEG SKA..!" han stoppede sig selv og mindede sig selv om at damen havde bedt ham være stille, og fortsatte så med noget lavere stemme føring "hvorfor vil du dog ikke møde disse jægere?" spurgte han, "jeg ville nu ellers gerne møde dem, jeg har nogle spørgsmål omkring at sætte fælder op midt ude i skoven," sagde han med et svagt smil over læberne, "jeg ville gerne høre hvad de havde at svare.. imens de samler deres tænder op med brækkede fingre!" han fulgte damen med øjnene som hun med et forsvandt fra hans blik, om bag træet, "hov hej.. hvor blev du af? kunne du ikke hjælpe mig ne..?"

Han tog sig til baghovedet, og kom langsomt op at sidde, der snurrede en anelse for ham, han var blevet let ør i hovedet efter at have hængt ned af i den tid, med rolig bevægelse fik han løsnet snaren fra sin ankel, han duftede til, og smagte på rebet inden han atter fattede sit spyd, og brugte det til at komme op og stå "det er et nyere reb.. og det har ikke været her ude så længe igen.. et par dage max" da han atter så kvinden komme hen imod sig rakte han en hånd frem imod hende, "De skal have mange tak for hjælpen, jeg ved ikke hvor længe jeg ville have hængt der hvis ikke De havde været her.. navnet er Gautham"

Hun hørte hans ord om at rebet var ret nyt, hvilket fik hende til at tænke på den store fælde, som hang over den urt hun skulle bruge. Da han takkede hende, smilede hun og nikkede venligt.
Jeg er glad for at kunne hjælpe. Var lige i nærheden for at samle lidt urter, men er stødt ind i et problem med en en større fælle som hænger oppe ovre urterne. Hun så kort hen over skulderen i retningen af stedet, inden
"Jeg vil næsten væde med at fælderne er sat op for at fange shapeshifters. Har set nogle i fangenskab som slaver eller legetøj for deres herre eller frue." Hun fnøs hånligt ved tanken og overvejede om hun skulle spørge ham til råds hvad angik fælden.
Hun fornemmede at han, ligesom hende selv ikke havde meget tilovers for jægerne.

Et dybt åndedrag og hun bestemte sig for at gøre det.
"Vil de have noget imod at kikke lidt på fælden og se om de kan finde ud af hvordan man enten ødelægger fælden eller kan plukke urten uden at fælden bliver udløst?"

Gautham lyttede roligt til hvad kvinden sagde, hun kunne have ret i at visse jægerne måske ikke kun jagtede for kød og pels længere.. måske var de også så småt ved at slå sig på at drive den med anskaffelse af slaver, til arbejde i husene, som 'kæledyr' eller sågar kampslaver som han engang selv havde været, tanken løb han koldt ned af ryggen, "intet ville glæde mig mere end at hjælpe dig med den fælde der, alt hvad der kan irritere de forbistrede jægere sagde han med et svagt glimt i øjet, og løftede spydet en anelse inden han drejede nakken så den knagede en anelse, og blodet var efterhånden ved at ved at strømme tilbage i resten af kroppen, så han havde det hele i hovedet længere.. behagelig følelse at kunne mærke blodet strømme tilbage ned igennem kroppen, "undskyld, jeg tror ikke jeg fik fat i navnet?"

Han vendte sig og så sig omkring, hvor han forholdsvis hurtigt fandt ud af hvor kvindens fælde var, og så at sige.. var han da næsten ved at tabe underkæben over den.. den var jo kæmpe, den var i alt fald ikke beregnet til ræve/ulve eller andre af de dyr.. men ment til.. han sank en klump.. bjørne?! han gik hen imod fælden og var påpasselig om ikke at træde på eventuelle udløsere til den.. eller andre fælder for den sags skyld.. "forresten.. bare sig du.. eller Gautham, jeg er ikke den store tilhænger af at bruge De og Dem om andre personer, jeg ser os som lige, står ikke over dig, eller omvendt" sagde han og fortrød nu at han ikke havde taget bare en enkelt økse med, i stedet for kun sit spyd.. men det skulle jo afprøves.. andre ting havde nok bare været sjovere, frem for en fælde de i relativiteten begge ville kunne blive fanget i, han kløede sig svagt i skægget imens han så den an, og kiggede i skovbunden over den hvor han fandt udløseren til fælden, "og der er ikke nogle måder at få fat i dine urter på?

Hun smilede, da han sagde at han gerne ville hjælpe med fælden og begyndte at vise den korte vej til den og rødmede lidt da han, igen, spurgte om hendes navn.
"Undskyld, jeg glemte at svare på det før. Mit navn er Kira."
De var nu kommet hen til stedet hvor lægebaldrianen voksede, et område på omkring haltres gange haltres centimeter. Nogle af urterne var trådt ned, andre kæmpede med at rejse sig og nogle stod fuldstendig uberørt. Hun håbede på at Gautham kunne hjælpe med at få fjernet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som hang oppe imellem træerne, så hun kunne samle de urter hun behøvede. Nogle af planterner var næsten klar til at smide deres frø og hun havde længe overvejet at forsøge at dyrke urten hjemme hos sig selv.

Hun så på imens han så fælden an og så sig rundt, samt talte til hende. Hun smilede over hans ord om at han så dem som lige. Det havde hun også hørt fra andre, men hun anså det som en venlig gestus når man mødte nye folk.
"Det skal jeg forsøge at huske, Gautham. Men jeg bruger altid den tiltale, når jeg møder nye folk. Mest af alt som en høflighed." Hun gik hurtigt hen til buskene og tog sin ransel, imens hun gjorde sig klar til at hjælpe, hvis han fik brug for noget. Hun hørte hans ord og så hen på ham.
"Desværre ikke. Dette er det eneste sted der er tilbage med lægebaldrian. Folk har igennem tiden været grådig, når de har samlet urter. Men jeg håber lidt på at jeg kan få den til at gro et par andre steder i skoven, så den igen kan brede sig naturligt."

Gautham gik endnu lidt rundt omkring fælden imens han kløede sig i skægget, og brummede svagt for sig selv, med omkring hvorvidt og hvorledes man bedst kunne komme omkring denne fælde uden at ødelægge Kiras urt, "det er helt i orden, du har jo haft nogle andre tanker i gang lige der, med at du ser denne fælde, og så jeg der brøler" sagde han med hentydning af en svag latter, "med henblik på at videre plante vil jeg tro at der sidder frø i kronerne på denne plante.. så får vi fingrene i den er alt du skal gøre at pille frøene fra dem, og plante dem i potter hos dig selv, til de er klar til at sætte ud"

Han rystede svagt på hovedet for sig selv, det så ikke ud som om der var en måde der var bedre til at få den ned end nogen anden.. han satte spydet op af træet inden han trådte et par lange skridt væk fra fælden med ordene: "du må heller holde lidt afstand, jeg ved ikke hvordan dette kommer til at gå," han gik let ned i knæ, og spyttede i sine hænder.. måske havde han havde nok ikke tænkt det hele igennem.. den hurtige tanke han havde haft var at springe op og 'flå' fælden ud til siden så den på den måde var ude af drift, og ude af fare for dem

Han satte i løb hen imod fælden, og da han var et enkelt skridt fra den, sprang han op og greb fat i den nederste del af stellet, og forsøgte at svinge sig i den for at få den væk, men i det han lagde vægt i stellet af fælden, kunne han mærke hvordan den gav sig, og kunne høre hvordan rebene glide igennem grene og trosser, og mærkede det frie fald igennem luften inden han endelig mærkede ryggen bladre imod jorden, og slog luften ud af hans lunger

Med en svag hosten kom han på benene, og lænede sig op af fældens tremmer, "ja.. jeg har en god og en dårlig nyhed... den gode er at din urt nu er uden for fare, og sagtens kan blive plukket i ro og mag.. den dårlige nyhed.." han kløede sig let i nakken, "den dårlige er at urten er her inde sammen med mig.. og hvordan ved Hel kommer man ud her fra?"

Hun fulde ham med øjnene, men forholdt sig ellers stille, så hun ikke forstyrrede ham. Hun blev lidt overrasket over at han viste hvordan man dyrkede planter, hvilket fik hende til at smile lidt.
*Ser man det. Jeg ville ellers have gættet på at han var mere en kriger eller jæger end en plantekender.* Hun blev afbrudt i sine tanker, da han sagde at hun heller måtte holde lidt afstand, hvilket hun gjorde ved at gå omkring ti skridt tilbage.

Hun så hvordan han satte i løb imod fælden, hoppede op og greb fat i den. Hun så nervøs til, da fælden gav sig og med Gautham under sig faldt ned imod jorden. Hun gav oven i købet et lille skrig fra sig, da fælden landede på jorden med Gautham inden ind. Hun kunne se at han var landet oven i en del af urterne, men heldigvis var det på det sted hvor størstedelen havde være trådt ned eller halvt knækket.
Kira stod stadig med ranselen i hånden og løb nu hen til fælden, for at se om han var kommet til skade. Da hun stod ved siden af fælden, talte han om en god og en dårlig nyhed. Da han fortalte om den gode nyhed kunne hun ikke lade vær med at grine lidt af det, for hun kunne godt se at urten var inden under fælden. Hun så lidt rundt på fælden imens han talte om den dårlige nyhed og spurgte om hvordan man kom ud.
"Det kunne være en mulighed at løfte fælden på samme måde, som den blev sat op. Men det ville kræve en del." Hun mere tænkte højt end talte direkte til ham, hvor på hun løftede hovedet og udstødte nogle uglekald. Efter noget som kunne være fem minutter var der ankommet omkring tyve ugler af forskellige arter. Der var både [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Der kom endda et par [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. De satte sig forskellige steder, i træerne og på fælden, hvor de talte sammen med Kira et minuts tid, hvorefter Kira så på Gautham.
"Vi vil forsøge at flytte fælden, fra både dig og urten. Lige så snart du får mulighed for at smutte under, så gør det." Derpå gik hun hen til buskene der stadig gav et godt skjul, knælede ned, løsenede skærfet og forvandlede sig til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Øjnene var gule og pelsen var snehvid med gråsorte striber og pletter. Hun var nu kun tres centimeter høj og da hun bredte sine vinger ud for at flyve op på fælden, fyldte hendes vingefang omkring et hundrede og halvtreds centimeter.
Uglerne, inklusiv Kira, fandt hurtigt de reb som var bundet til fældens top og greb fat forskellige steder på dem. Hvorefter de alle begyndte at flyve op ad og ud imod den nordlige retning hvor der var mindre skovvækst.

Det holdt hårdt, men de fik løftet fælden omkring ti centimeter efter noget som føltes som en halv time. Kira kurrede til de andre ugler, at de skulle prøve at tippe fælden om, i stedet for at flytte den helt. Derfor samlede de sig alle om rebene i den ene side og fik med kamp og besvær løftet fælden så meget at Gautham kunne rulle under den. De forsatte med at kæmpe for at få tippet fælden om på dens 'ryg'.

//wow det blev langt//

Det var ligefør det skrig Kira satte i gav Gautham et større chok end det faktum at fælden faldt ned over ham, og det gjorde det ikke bedre da hun med et gav sig til at udstøde forskellige underlige lyde.. som viste sig at være uglekald, ja det måtte det da være, for pluslig kom der en masse af de store nattedyr flyvende, hvilket fik ham til at glæde sig over at være inde i fælden.. ikke at han havde noget imod ugler eller andre fugle, men i sådan et antal?! Hun stod ude midt blandt uglerne og snakkede? med dem.. ikke at han forstod en en pind af hvad i alverden der skete der ude, da hun atter vendte sig imod ham og fortalte hvad de havde snakket om
"undskyld.." han måtte lige være sikker på at han havde hørt rigtigt, ville hun og en flok ugler flytte dette tunge bur? "I vil hvad?"

Han fulgte Kira med øjnene som hun begyndte at gå.. men slog hurtigt blikket væk da han endelig fandt ud af hun gik væk for at forvandle sig, han hørte hvordan hendes tøj ramme jorden, og nåede lige at skimte Sneuglen lette fra busken, og lande på toppen af buret

Han måtte dog æde sin tvivl da han så hvordan buret i den ene side begyndte at lette sig fra jorden, han vendte sig omkring, og satte et knæ i jorden ved siden af hendes urt, inden han gravede en stor næve ned i jorden omkring planten, og trak den op med rod og det hele, forsigtigt pakkede han den ind i et lille skind han havde hængende fra sit bælte og rejste sig
Han vendte sig atter imod buret, og bukkede sig ned og greb om bunden af fælden, og prøvede på at hjælpe Kira og de andre fugle løfte buret, snart ville han have kunne rulle ud under buret hvis det var, men han blev ved med at slide i det for at løfte kanten endnu mere, da buret var oppe i en højde så han kunne bukke sig og gå under uden at slippe gjorde han dette, men fortsatte stadig med at løfte på buret til det begyndte at tippe over "skynd jer væk fra buret nu" næsten råbte han for at skræmme op i uglerne til at flyve væk, men mest af alt til Kira så hun ikke ville blive ramt af fælden når den væltede
Og derfra gjorde tyngdekræften resten.. buret tippede over, og ramte jorden med et brag, og knasen af grene og skovbunden under den

"Du må hellere se at få forvandlet dig tilbage" sagde han og fandt atter sit spyd, "med al den larm som vi har haft gang i her, så må vi næsten have tiltrukket os noget opmærksomhed af mere end en eller anden form" mere nåede han ikke at sige inden han hørte noget i skovbunden, og med det samme rettede han spydet den vej lyden var kommet fra

Hun hørte ham råbe og så hurtigt på fælden, hvorefter hun kurrede til de andre at de skulle slippe. De nåede lige at slippe rebene og flyve ud til siderne, da fælden tippede over.
Kira landede hurtigt i buskene og forvandlede sig igen. Hun kom hurtigt i kåben og lukkede den med skærfet. Derpå greb hun sin ransel og skyndte sig selv at rykke et par urter op med rod, som hun gemte væk. Hun viste at det var en risiko, men hun havde virkelig brug for lægebaldrianen. Hun rettede blikket i den retning hvor lyden af et andet væsen kom fra.
Hun viste at hun ikke var god med våben, men hun havde lidt forskellige urter og udtræk i ransel'en, som kunne bruges til at neutralisere fjender.
Et blik over på Gautham fortalte hende at han var klar til kamp. En svag kurren fortalte at uglerne stadig var her og var klar til at hjælpe hende, hvis det kom til kamp.
"Gautham. Har du nogle venner i området, som du kan kalde til hjælp hvis det bliver nødvendigt?"

Han rystede svagt på hovedet, og løftede det ene øjenbryn som hun spurgte om hvorvidt han havde venner i området han ville kunne kalde om hjælp på.. "sandt at sige.." startede han, "så har jeg ikke det store i bekendtskaber her omkring i skovene, jeg er vel hvad nogle ville kalde for en enspænder.. andre ville kalde for en tosse" han gav et brøl fra sig da han så en skikkelse bevæge sig i nærheden af de omkring stående træer.. han tog sig lidt til skægget og inden han vendte hovedet imod Kira, "rent faktisk.. så har jeg ikke det store af plan.. nogle gange går den, andre gange gør den ikke.. det vil kun tiden vise"

Han kastede med et spydet i rent refleks da han så hoved og overkrop af en mand ved siden af træet, og i det personen satte i et pinagtigt skrig afslørede at Gautham havde sat spydet igennem mandens skulder, og slog ud med armene.. "der kan du selv se.. det meste er på intuition, og held.. en hel del held" han rystede atter engang på hovedet, "hvis jeg var dig ville jeg se at komme væk herfra, skynd dig at komme i sikkerhed" hans højre arm begyndte at sitre og ryste og hans blodårer og sener blev markant tydeligere som han begyndte at presse nogle heftige bjørnekløer ud på sin højre hånd

Der er visse ting som jeg stadig prøver på at glemme.. skjule for andre, og mig selv.. men der er ting der stikker dybere end hvad en vil være ved" han gik ud imod træerne, "lov mig, lad være med at følge efter.. kom hellere i sikkerhed"

Kira sank et par gange da han fortalte at han ikke havde bekendte i området. Da han kastede spydet, krympede hun i chok over hans bevægelse. Hun lyttede til hans ord om at det var held at han havde ramt. Og da han bad hende om at skynde sig i sikkerhed, så hun på ham med et bekymret blik. Men da hun så at hans ene hånd begyndte at få bjørneklør, forstod hun at han ville angribe. Så hun gjorde hvad han bad om, og løb i den anden retning efter kort at have talt.
"Jeg lover dig, Grautham, at jeg vil finde dig igen og takke dig bedre."

"Du behøver ikke at takke.. jeg gør blot hvad jeg er bedst til" sagde han til Kira imens han kiggede efter hende for at være sikker på hun kom væk og i sikkerhed, han vendte atter sin fokus imod den anden ende af lysningen hvor man stadig hørte Jægerne pusle rundt, prøvede at få spydet ud af den ene mand der stadig stønnede i smerte, kort nåede han at tro han rent faktisk havde fået skræmt dem væk, men endnu engang tog han fejl.. to mand kom løbene ud fra træerne, en med med spyd og en med sværd, begge hævet imod Gautham

Hurtigt fik han samlet en tyk gren op fra jorden, og nåede lige at træde til side som manden med sværdet huggede ud efter ham, og han slog grenen hårdt ind i overkroppen på personen det tumlede bagover, han nåede lige at få flyttet grenen frem så den anden jægers spyd gik igennem grenen og satte sig i hans læg, og ikke Gauthams arm, han gav et brøl fra sig og stirrede skiftevis på den tydeligt nervøse jæger, og derpå ned på spydet der sad i hans ben, "Glevia nitra umos mijos" mumlede han
Han knak grenen i en hurtig bevægelse og trak spydet ud af sin læg, han greb om mandens spyd med venstre hånd, og borede sin højre hånd med kløerne ind i brystkassen på manden, som jægeren sank sammen med en underlig jamren tog han spydet til sig, og gik imod det sted jægerne var kommet ud fra, inden han kom så langt stak han spydet ind i bunden af maven på den anden der stadig lå på jorden og ømmede sig efter mødet med grenen

Derpå gik han ud imod de andre jægere hvis de da ellers ikke var stukket af

Efter at have løbet omkring en halv times tid, stoppede hun ved et lille vandløb, hvor hun drak lidt vand. De to sneugler var fuldt med hende og landede ved siden af hende. De snakkede sammen om alt dette med de nye fælder, samt udvekslede viden om de forskellige steder de havde været. Imens de talte sammen fandt Kira de lægebaldrian frem som hun havde rykket op, hun gav sig til at samle de frø som var klar til indsamling og derefter rensede hun rødderne for jord og pakkede dem ind i noget klæde til hun kom hjem.
Hun fandt lidt spiselige urter som hun og sneuglerne elskede og delte ud af dem. Tankerne fløj tilbage til Gautham som sikkert kæmpede imod den eller dem som var kommet, da hun flygtede. Hun overvejede om hun skulle søge tilbage for at se om han havde brug for hendes hjælp med eventuelle sår, men hun viste ikke om det var klogt. Der kunne jo være andre jægere i området, som gerne ville have fat i hende og hendes venner.

Efter lidt tid sukkede hun, tog sin kåbe af og gemte den væk sammen med ransellen. Derefter forvandlede hun sig og fløj sammen med de to sneugler tilbage imod stedet hvor hun havde efterladt Gautham.

Han trådte roligt ind imellem træerne og missede let med øjnene for at vende sig til skyggen lidt hurtigere, op af et træ sad en mand og småjamrede sig, han havde en ordenlig blodplamage under et klæde der var bundet omkring ved venstre skulder.. dette måtte være manden som han havde ramt med spydet, men hvor var det blevet af? manden var der.. men der var intet tegn på hvor spydet var blevet af..
Han gik hen imod manden, og knælede ved siden af ham.. et eller andet sted måtte han da have et våben.. en kniv.. et eller andet, manden åbnede øjnene og stak et skrig fra sig da han så Gautham knælende ved siden af sig, hurtigt fik han borret klørene ind i mandens strube for at få jægeren til at tie
Mere nåede han ikke inden han mærke noget støde ind i hans højre skulder.. noget med fart på, og snart mærkede han hvordan noget varmt begyndte at at brede sig omkring det
Han vendte hovedet, og kunne mærke hvordan det trak i skulderen som han vendte sig, han så nogle fjer sidde på en pind stikke frem
"Ved Hel?!" råbte han imens han rejste sig, han knækkede let pinden således at der ikke var for meget af pilen der stak ud af hans skulder "kom frem og slås mod mig som en mand.. lad være med at gemme dig i skyggerne" brølede han, han mærkede hvordan blodet brusede rundt i kroppen på sig

Der lød et svagt bump efter lyden af en bue der blev smidt på jorden, og en muskuløs fyr trådte frem fra træet, og trak et langt sværd, Gautham genkendte hurtigt manden, han var en af dem der levede af at indfange Shapeshiftere som slaver, eller andre sjældne dyr til kæledyr eller for skind
Gautham løsnede hurtigt sin påklædning og smed det på jorden inden han bukkede sig forover, hans krop begyndte at vokse, og pels begyndte at gro frem.. det varede ikke længe inden det var den store Grizzly der stod i skoven i stedet for Gautham, manden trak let på smilebåndet, først nu genkendte han Gautham grundet den brede ring han havde omkring armen

Bjørnen hørte snart lyden af vinger der nærmede sig, "neej nej nej" mumlede bjørnen for sig selv.. "det er for farligt.. jeg bad hende blive væk" uden at tænke yderligere over det løb bjørnen ind imod manden, og satte af et stykke fra ham

Kira landede i sikkerhed højt oppe i træerne, sammen med de andre to sneugler. Herfra kunne de se hvordan den store Grizzly bjørn kæmpede imod jægerne, uden at komme i fare. Muligvis med undtagelse af pile, men træernes blade gjorde det så godt som umuligt at få et sikkert skud igennem.
Hun fulde hvordan han angreb fjenden og gispede da han blev såret, samt synet af den ene jæger som hun genkendte. Hun havde set ham slæbe forskellige unger i bure.
Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Gad vide om han havde fanger i sin lejer? Og hvis han havde, var det så muligt at slippe dem fri, uden selv at blive fanget? Hun måtte gøre forsøget, hvilket de andre to sneugler var enige i og kort efter var de igen i luften, denne gang på jagt efter jægernes lejerplads.

//Sorry, hvis det blev for kort//

Gautham nåede lige at se ud igennem øjenkrogen at uglerne atter lettede fra deres gren
Noget der gjorde ham uopmærksom i et kort øjeblik, men det var nok for Jægeren til at han kunne undgå den store bjørns angreb, i stedet for at angribe manden, støtte han derimod ind træet manden var kommet ud fra
"hvad nærer dig bæst?" spurgte manden tydeligt hånligt imens han eftergik sit sværd og kørte en hånd over klingen, "du har dræbt tre af mine mænd.. det skal koste dig dyrt" vedblev manden
Bjørnen rystede let på hovedet efter sammenstødet med træet, og gav en knurrende latter fra sig imens den vendte sig imod manden.. "jeg har stadig kun nedlagt to af jer.. jeg mangler stad..." han stoppede kort da han hørte den ene mand som han havde været oppe imod i første omgang, nu stilnede hen med spydet i maven, "okay okay godt nok.. jeg har nedlagt tre af jer, men det bliver ikke jeg der kommer til at betale, det er jer der gør det.. om jeg så selv skal optrevle hver evig eneste af jer usselviske jægere" sagde han og bukkede let ned i forbenene

Jægeren satte det ene ben tilbage, og løftede sværdet let over hovedet, og rakte sin frie hånd frem, klar til at sætte slag ind
Bjørnen gik langsomt omkring manden der ikke rykkede kroppen en tomme, han fulgte blot den store bjørn med hovedet, og sådan afventede de hinandens første træk, det blev jægeren der mistede tålmodigheden først, Gautham var nettop kommet om bag manden da han satte i en hurtig bevægelse, hele kroppen vendte sig imens han huggede sværdet imod Gautham

Bjørnen havde ikke set et angreb fra den vinkel.. han havde da som minimum troet at manden ville have angrebet forfra, bjørnen nåede lige at rykke en del til side, således at sværdet kun skrabede siden at bjørnens skulder, manden stirrede olmt på bjørnen der blot smilede skævt tilbage
Bjørnen løftede sin store pote, og bankede den ind i siden på jægeren der så ellers røg afsted ud til siden, hvor han tabte sit sværd.. samt pusten

Kira og de to sneugler fandt hurtigt lejeren. Heldigt for dem var der kun to jægere tilbage og den ene stod og lyttede ud i skoven, for at følge med i hvad hans kammerater lavede.
"Jeg tror de har brug for hjælp." De to så på hinanden, greb deres våben og løb ind i skoven.
Dette var alt hvad Kira havde brug for. Hun fløj ind i et telt, skiftede form og greb en af jægernes kapper, samt et sværd. Derefter løb hun over til de bure hun kunne se, og begyndte at skærre de reb over, som holdte ungerne fanget. Der var ti ialt, hvor af fire var ulve. De var bundet på en særlig måde der gjorde at de ikke kunne nå rebene med deres tænder. De to sneugler holdte øje med om mændene kom tilbage.

Bjørnen vendte sig væk fra manden, og begyndte at forlade pladsen det mindre optøj havde udspillet sig, kursen var rettet mod den vej han havde set uglerne flyve "hvad nu dit misfoster, hvor skal du hen af?" kom det spyttende fra manden, bjørnen sænkede hovedet en anelse inden han drejede det hen imod manden der så småt atter var ved at så pusten, og han var så småt ved at komme på benene igen, "jeg har ikke tid til dette.. stik nu af inden du møder samme skæbne som dine frænder" sagde han og gik videre imod jægernes lejr
Bag sig hørte han manden rejse sig imens han samlede sværdet op, "jeg har advaret dig" vrissede han til manden, men det pralede tydeligvis af på ham
Manden tog en indånding, løftede sværdet og satte i raskt tempo imod Gautham
Bjørnen vendte sig rundt som på en tallerken og bed manden i den arm som havde hævet sværdet og holdt ham der uden at bide for meget igennem, manden sank gik med et vræl i knæ

To jægere kom netop ind på pladsen som bjørnen satte en pote på den klynkende mands brystkasse, den begyndte at strække forbenet fremover og hovedet bagud, mandens arm begyndte at give efter, og til sidst fik bjørnen vristet mandens arm fri fra resten af mandens krop
jægerne stod som forstenet, og da bjørnen vendte sig imod dem stak de af, de smed hvad de havde i hænderne og løb alt hvad remmer og tøj kunne holde til, væk skulle de i alt fald

Bjørnen gik roligt hen til sit tøj, og bjørnen begyndte at skrumpe ind, pels og kløer forsvandt, og snart stod Gautham atter i sin menneskeskikkelse, han bukkede sig ned og samlede sine klæder op som han atter trak i
Han gik hen og samlede den ene jægers dolk op, inden han gik ind imod det sted jægerne havde været kommet fra, snart kom han til lejeren, hvor han så Kira rende rundt og prøve at få dyrene løs, "hvad.. har du brug for en hånd?" spurgte han med et lille smil, og lænede sig op af et træ

Sneuglerne advarede hende om at Gautham var på vej, så hun så smilede hen på ham, da han begyndte at tale. Han var lige hvad hun manglede.
"Gautham.. Ja tak, det vil være dejligt hvis du ville skære de andre fri." Hun fik skåret den sidste ulveunge fri og tjekke hurtigt om der var sår, som skulle behandles. De få der var forbandt hun med stimler fra den kappe, som skjulte hendes krop. Ulveungerne så mistroisk og undersøgende på hende, selv om de havde set at en sneugle var fløjet ind i teltet, hvor hun efterfølgende var kommet ud fra.
"Hvor jeg dog hader jægere. De skal altid prøve at ødelægge livet for andre. Jeg ville ønske at de selv kunne smage deres egen medicin, men jeg er desværre ikke stærk nok til at gøre det."

//Du er velkommen til at styre ungerne //

Gautham støtte sig væk fra træet og trådte videre ind i lejren, han kiggede roligt rundt på telte, burene og det andet udstyr der stod frit fremme, han gik hen til et bur hvor der stod et par råvildt og trippede, "bare rolig.. vi skal nok få jer ud" sagde han og tog sig til ned til siden, og mærkede at øksen ikke hang der.. den lå jo tilbage i hans egen lejr, han tog sig svagt til hovedet og gned sine øjne, "hvis jeg da bare havde husket en økse."
Han gik døren efter ved at lade en finger glide rundt langs kanten af den, efter han havde undersøge døren tog han fat i hver side af døren med sine store hænder, og trak til

Det holdt hårdt, og døren havde ikke lige været til at vride af hængslerne, skulderen dunkede, blodåre og sener i hans arme blev fremhævede og kunne tydeligt ses, og efter en tid fik han vredet så meget i den at han fik sprunget hængslerne og kunne trække døren af, han fjernede døren, og kastede den en meter væk derfra, råvildtet stod stadig og trippede kort inden de begge tog spurten ud af buret, forbi Gautham og ud i skoven
Han mærkede hvordan han blev varm omme ved skulderen, "ved Hel.. så er den sprunget op igen" sukkede han og gik videre ind i lejren, langsomt begyndte han at gå en anelse sidelæns, og måtte snart støtte sig til et andet, tomt bur.. et eller andet var helt galt.. han mærkede hvordan hårene rejste sig i nakken på ham.. *PILEN* den forbandede jæger måtte have hældt et eller andet snavs på den pil han havde fået skudt i skulderen

"Ki.." mere nåede han ikke at sige inden han mærkede det ene ben under ham give efter, og han væltede ned af det bur han havde forsøgt at holde balancen på

//Undskyld det sene svar.. men gik let krea død på det korte svar der xD

Kira havde lige fået skåret det sidste reb over og sluppet ungen fri, da hun hørte begyndelsen til sit navn. Hun var hurtigt henne ved Gautham og fik ham ned og ligge på siden, imens hun udstødte nogle uglelyde. Hun bad de to om at hente hendes ransel, så hun kunne hjælpe ham. De fløj omgående og vendte til bage i løbet af omkring ti minutter. Tiden brugte hun på at få skjorten af ham, så hun kunne se hvilke skader han havde. Da hun opdagede såret fra pilen, sugede hun luft ind imellem sammenbidte tænder og fik ham om på maven, så hun rigtig kunne komme til at undersøge såret.
Da uglerne kom med hendes ransel, skyndte hun sig at finde alt det frem hun skulle bruge for at få pilen ud og til at bedøve ham.
"Her tyg lidt på dette. Det smager ikke godt, men vil hjælpe imod smerten." Hun forsøgte at få ham til at tage urten i munden.
Hvis han allerede var besvimet skyndte hun sig at få pilespidsen ud, rense såret og sy det sammen. Derpå blandede hun hurtigt lidt urter sammen og fik lavet en drik som hun ville give ham eller forsøge at hælde i ham, som sikring hvis pilen havde været forgiftet.
Hun talte lavmeldt til ham, imens hun tjekkede ham for flere skader og sår.
"Jeg takker for den hjælp du har givet, og beklager at du måtte blive såret."

//Helt iorden - ellers tag fat i mig på den ene eller anden bruger, hvis du syndes det er for kort.