Date please! - Sean (xxx)

Det var gået en lille uges tid siden han var kommet tilbage til doomsville. Og siden han og Sean heldigvis havde fundet ud af det igen. Han måtte indrømme at han stadig ikke helt var klar over hvad de var… om det var et par igen, eller blot venner, selvom.. deres nat ammen sidst ikke ligefrem havde været på vennebasis. Men han ville heller ikke kalde dem et par med det samme hvis ikke det var det Sean ønskede. Men det var noget de måtte finde ud af sammen. Men lige nu havde Lori besluttet sig for at det ikke var en vigtig detalje. Derimod skulle de bare have det godt sammen, prøve på ikke at diskutere, og prøve på bare at være dem selv. Ikke noget med at lade som om, eller prøve på at være noget man ikke var!
De skulle prøve på at være dem selv, og så se om det ikke fungerede. Lori havde prøvet på at være mere som Sean, og det havde heller ikke lykkedes, derfor var han kommet frem til at de nok hellere bare skulle være dem selv begge to, og så kunne de se hvordan det gik.
Dog savnede Lori også at have Sean lidt for sig selv. Det havde været formålet med deres rejse, og den var gået helt forfærdeligt, så det forsøgte Lori sig bestemt ikke med foreløbig!  
I stedet havde han fundet på noget andet, noget han håbede at Sean ville være med på.

Han havde været forbi Seans hus og der havde han ikke været, derfor måtte han jo være på borgen. Det håbede han da i hvert fald. Han var på vej mod Portens indgang, men noget fik ham til at stoppe. Egentlig kende alle vagterne ham allerede så godt at han bare blev lukket ind når han kom. Men som han stod og kiggede på muren omkring borgen kom han til at tænke på den aften hvor han og Sean var brudt ind her. Det var den dag det var gået op for Lori at han ville kunne være en god tyv. Han smilede lidt for sig selv, det kunne være sjovt at gøre det igen! Også fordi han jo i forvejen skulle øve sig.
Han smuttede om bag ved borgen, holde øje med vagterne. Heldigvis var det stadig lidt tideligt, og tågen var stadig ikke lettet helt over byen. Han måtte være hurtig hvis han ikke skulle blive set, nu det ikke var når så mørkt som da han og Sean havde klaret den her udfordring. Han vidste hvilket vindue der hørte til Seans værelse, og jo der var langt op, men heldigvis var borgen bygget så uhjævnt at der var mage steder at gribe fat i eller stå på. Med et sidste blik kastet rundt kravlede han over muren. Han bevægede sig rundt og sørgede for ikke at blive set. Vagterne var endnu ikke blevet afløst, og de var trætte efter natten, så forhåbentlig var det til Loris fordel. Han scannede murende for de bedste klatre muligheder, og da han var sikker på inde var i nærheden, sprang han op og fik fat i kanten af et vindue, og begynde ellers at klatre. Det var næsten uhyggeligt nemt, ikke så meget klatre turen, men det med ikke at blive opdaget af vagter. De gik jo nærmest ikke engang rundt. Han klatrede det stykke det tog for at komme op til Seans vindue. Og der var han, begravet i arbejde som altid. Han så sig endnu en gang om, bare for at sikre at ingen var under ham, da han bankede forsigtigt på Seans rude.  Han sang uden for hans vindue, med et godt greb i vinduesrammen, og fødderne på hver deres mursten der stak en smule ud.

Borgen havde oplevet en rengøring og mange rum var blevet låst af. Enten fordi de aldrig blev brugt eller fordi de formodentlig stadig indeholdt en del af Sakrefs fælder, og der var ingen grund til at miste folk på dem. Måske en eller anden dag ville han undersøge dem nærmere, men lige nu...Var der meget andet at se til. Som biblioteket, der indeholdt en større bogsamling end Seans eget.
Sean havde også fået ordnet sig eget lille kontor. Det var lille, i forhold til så mange rum på borgen, men til gengæld var vinduet vendt mod byen nede af bjerget.Hans bord stod vendt mod vinduet, så når han trængte til en pause, kunne han se ud over sin by. I aften var rummet oplyst af stearinlys og pejsen, der spredte en behagelig varme i rummet.

Rummet bestod af Sean bord og stol, et lille skab, et par reoler med bøger og pergamentruller og en lille enmandsseng. Sean orkede ikke at bebo hele slottet eller indtage et større rum, når han for det meste levede i sit eget hjem i byen. Så dette var mest af praktiske årsager. til gengæld havde vagterne og tjenerne fået nogle lidt bedre værelser end de var van til. Der var ingen grund til at hele borgen skulle forfalde, trods alt.
Som altid var bordet fuld af papirer og rapporter, mens Sean selv sad og skrev. Denne morgen havde han ikke sovet hele natten og var klædt afslappet. Løse bukser og en løs skjorte. Udenfor var himlen begyndt at lysne, men en tåge fik omgivelserne til at fremstå uklare og fugtige.
Han sukkede for sig selv og lagde fjerpennen fra sig, mens han trak vejret dybt. Hans krop var træt af at sidde stille på stolen.

Ved en pludselig lyd så Sean op. Først gled hans blik rundt i lokalet, mens øjenbrynene nærmede sig hinanden, før han kiggede mod vinduet.
Hvorfor?
Han sad et øjeblik og bare kiggede på Lori igennem vinduet. Ville han falde ned eller stod han godt? Han måtte få borgen beskyttet bedre. Hvis Lori kunne kravle op, kunne andre tyve eller potentielle lejemordere også. Og hvad med vagterne? Havde de virkelig intet set?
Til sidst skubbede Sean sig ud fra bordet og gik over til vinduet. Selv om Lori hang foran det, gjorde han tegn til at ville åbne det. Det gjorde han forsigtigt, så han ikke risikerede at skubbe Lori ned. Det ville være et grimt fald.
"Jeg foretrækker du bruger hoveddøren" bemærkede han som det første, før han tilbød Lori hjælp med at komme ind. Sean så ud over kanten og ned. Nope, ingen vagter eller noget som helst. Det måtte næsten have været for nemt. Der var helt klart problemer med sikkerheden og det var noget der burde ses på så snart han kunne!
Mere arbejde.

Hmm det var faktisk først nu hvor han hang her, meget langt over jorden, og foran Seans værelse, at det faldt ham ind at dette måske lige var at stramme den andgående Seans privatliv. Om det var at trænge sig mere end almindligt på? Dog var der ikke så meget at gøre ved det. Nu hang han her. Heldivis kom sean og gjorde tegn til at han ville åbne vinduet. Lori ryggede sig så meget at han med sikkerhed ikke ville blive skubbet ned af vinduet. Han bed sig lidt i læben og så på Sean med et undskyldende grin. ”undskyld jeg kunne ikke lad vær” erkende han som han kravlede ind af vinduet og i stedet landede på den faste grund der bestod af gulvet i Seans værelse. Han så tilbage mod vinduet. ”men du burde nok have en snak med dine vagter… hvis jeg kan komme ind, så kan langt farligere folk også” erkende han.
Lori var ingen mestertyv eller lejemorder! Derimod var han bare en amatør klatre. Han vende sig mod Sean, og så på ham. Inden han dog valgte sat sætte sig på kanten af bordet hvor han lige kunne undgå papire og andre ting.
”har du travlt?” spurgte han så og så ned på papirende ved siden af sig. Han grinte lidt.
”okay, lad mig spørge på en anden måde, har du fortravlt til at kunne lægge arbejdet i en dag eller to?” spurgte han med et bredt smil.
Egentlig var det nok ikke sådan at Lori ville tage nej for et svar, men det var høfligere og spørge end at tvinge folk med, uden.

Han betragtede Sean lidt. Han var ikke helt sikker på hvor de var endnu, ud over at de holde af hinanden, og fra hans side også elskede hinaden. Han håbede i hvert fald stadig at det også var sådan Sean følte. Desværre havde de ikke meget tid sammen, på grund af Seans arbejde. Men Lori var også blevet meget bedre til at give Sean den plads han behøvede. Dog! Var de også nød til at bruge bare lidt tid sammen! Og det var det Lori ville sørge for i dag!

Sean lukkede vinduet efter Lori og vendte sig om mod ham.
"Jeg bliver nok nød til at slå dem ihjel i en offentlig henretning. Det giver som regel resten motivation til at holde bedre øje" brummede han og trådte tættere på Lori. Om han mente det eller drillede Lori var ikke til at sige. Havde Lori mareridt efter den nat? Seans studerede hans ansigt, men fandt ikke umiddelbart nogle sorte poser, der ville vidne om dårlig søvn. Sean trådte helt tæt på, så han nærmest pressede Lori ind mod bordet. Hans ene hånd lagde sig mod Loris ene kind, da han bukkede sig ned og gav Lori et let kys mod læberne.
Sean var glad for at se Lori. Også selv om det havde været en underlig måde for Lori at ankomme. Da Sean efterhånden burde se sig over skulderen hele tiden, foretrak han Lori kom ind fra døren. Hellere det end Sean en eller anden dag mistog Lori for en fjende og endte med at såre ham.
Han så over Loris skulder, ned på det fyldte bord. Altid et fyldt bord. Men han blev først bevidst om det når Lori dukkede op og det fyldte bord holdt ham fra at gå på eventyr med selv samme.
"Hvis jeg vælger at holde to dage fri, hvem skulle så stoppe mig?" bemærkede han tilbage. Han var hersker. Selv om folk nok ville brokke sig eller rådgive ham om at lade være, kunne de ikke stoppe ham. Og hvis nogen gjorde noget, Sean ikke ønskede, var Sean stærk nok til at knuse dem under sig.
"Savner du mig så meget? Så...Hvad har du i tankerne?"
Siden Lori spurgte så specifikt, måtte Lori have noget han ønskede sig. Godt det samme, Sean kunne bruge et afbræk fra det kedelige hersker-arbejde.

Først så Lori noget chorkeret og misfornøjet ud da Sean talte om offentlige henrettelser og så videre. Men på den anden side!... Hvis der skete noget med Sean på grund af hans vagtervar nogle dovne fjolser, så ville det ende med at være Lori selv der henrettede dem, og det ville ikke foregå på nogle mild måde! Nok var han ikke morder, men hvis det var vagternes skyld at Sean døde, så kunne han sagtens blive det. Han små grinede lidt. "Jeg skal nok bruge døren næste gang" grine han lidt. Han så på Sean der nærmede sig, og kunne ikke undgå at smile som han kom helt over til ham. Godt! Så var de i hvert fald ikke et akavet eller ubehageligt sted! Derimod et hvor de var glade for at se hinanden. Kysset blev gengældt, og Loris hænder gled op og greb lidt fat i kanten af Seans skjorte. Ikke hvor at hive den af eller noget. Men på en måde mere bare for at have lidt fat i ham. Han grinte lidt da Sean sagde hvem der dog skulle stoppe ham hvis han gerne ville holde fri. Det var selvfølgelig rigtigt!

Han smilede skævt da Sean spurgte om Lori savnede han så meget. Han talte op og lagde en hånd mod hans nakke, og stjal et kys. "Hvordan kan jeg andet" sagde han med et blink med øjet. Han lænede sig lidt tilbage, og satte en hånd mod bordet bag sig. "Jeg har tænkt mig at kidnappe dig" sagde han med et skævt smil. "Bortføre dig med ud i skoven et par dage" sagde han og rettede sig en smule mere op. "Nu kom vi jo ikke på ferie sammen" drillede han. "Såh.. jeg tænke vi måske kunne bruge et par dage sammen, morty havde en jagthytte i skoven, der kunne vi være.... Hva siger du?" Spurgte han med en roligt og glad stemme. Havde Sean ikke lyst var det selvfølgelig også okay, men han håbede på de kunne få et par dage sammen, langt væk fra alle andre.

Lori var så dejlig lige nu. Det var stunder som disse, der fik Sean til at sætte pris på at have en relation. Afslappede tidspunkter. Hvor der intet seriøst lå, ingen misforståelser. Hvorfor var det så sjældent på denne måde? Det var jo ikke fordi Sean ønskede at skændes med Lori. Men nogle gange virkede det bare som det....Bare skete.
Men lige ville Sean modarbejde det. Lige nu ønskede han ikke det skete og han var opmærksomhed på at undgå det. Om de var et par eller ej var lidt flydende for Sean og han ville ikke kunne svare på spørgsmålet. Men han var glad for Lori og fortrak hans selskab frem for så mange andres. Noget kunne tyde på det heldigvis blev gengældt.
Sean smilte og gengældte Loris kys. Følte sig godt tilpas lige nu, lige her.

Han trak vejret dybt. Ikke på en irriterende måde, men blot fordi han tænkte. Blikket gled automatisk hen over al det arbejde, der lå på bordet, og blot ventede på ham. Skoven to dage...
Sidst gik det ikke så godt, men der havde de også allerede været på rejse sammen et stykke tid. Dette var kun to dage. Måske var det en god måde at afprøve hvor godt de kunne sammen. Om noget som helst havde ændret sig, om de ville skændes igen eller...Faktisk kunne nyde et par dage sammen. Uden usikkerheder og beskyldninger.
"To dage...Jeg tror godt jeg kan overskue to dage" svarede han så, ikke uden et skævt og lidt drillende smil. Lori virkede glad ved ideen og Sean ønskede ikke at ændre det. Han nød når Lori var glad. Foretrak ham på den måde.
"Hvornår tænkte du? Allerede nu eller...?"
Kunne Sean bare tage af sted nu? Intet hastede, selv om man aldrig kunne vide om noget ville opstå. På den anden side savnede Sean lidt af spontaniteten i sit liv.

Hans blik hvilede lidt på Sean, han håbede virkelig at han ville tage med! Han havde sådan lyst til at bruge noget tid sammen med Sean. Måske få lidt styr på hvad det var de engelig følte for hinanden! Ikke fordi de skulle bruge disse dage på at snakke om følelser! Hvor herre bevares! De skulle derimod bare nyde hinanden på alle måde, hinandens selskab, hinandens kroppe og lyser, bare… være sammen!
Han fornemmede godt blikket der hvilede på de mange papire på bordet, og Loris blikke kunne heller ikke undgå at glide ned på det hele. Hmm tja der var ret meget… måske var det et dårligt tidspunkt, særlige fordi han vidste der var lidt ballade med byens forråd.
Loris ansigt lyste op i et bredt smil da Sean dog valgte at sige at han godt kunne klare 2 dage. Han slog armene om nakken på Sean i en latter ”Yaay!” udbrød han næsten og placerede et kys mod Seans læber. Han grinte lidt mere af Seans spørgsmål, han rejste sig fra bordet.
”ja nu tosse!... kom nu, min hest står allerede hjemme ved dig og venter” sagde han med et bredt smil. Han slap Seans nakke og så på ham. ”hvad venter du på?... i skoven er der jo ikke nogle der kan høre dig skrige af nydelse!” drillede han med et alt for bredt smil, og lod sine hænder glide om ham for at klemme den alt for perfekte bagdel Sean rande rundt med. Han glædet sig allerede.
Han vende lidt rundt og gik mod døren ”skynd dig nu… jeg vil gerne se ansigterne på dine soldater når de der mig” grinte han som han gik hen mod døren.
Han håbede virkelig denne tur ville gøre noget godt for dem. De var jo ikke den slags par der kunne tage ud og spise samme, eller gå en tur hånd i hånd for den sags skyld. De var nød til at holde sig i det skjulte, gemme deres følelser væk, og lade som om de blot var meget nære venner. Mange ville måske give efter for presset, og ikke kunne klare det.
Men Lori nægtede at komme der hen! Derfor var de nød til at klare det på andre måder!

Hans arme gled rundt om Loris velkendte krop og han nærmest løftede Lori af bordet. Loris glæde var smittende og Sean kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv. Blikket gled ned til papirerne endnu en gang, som Lori hev i ham for at komme med. Han tøvede. Men til sidst gav han efter og lod sig hive med. Når det kom til stykket, var det så så svært at vælge? Lori eller arbejde? Fordi Sean var en arbejdsnarkoman kunne det måske godt være sådan...Men Lori var tålmodig. Og han skulle jo kidnappes, trods alt.
Så arbejde fik lov til at være arbejde og han lod sig hive med af Lori.
"Du har forberedt dig" grinte han let. Det måtte være noget Lori havde set frem til. Gad vide hvor længe Lori havde leget med tanken? Men det var bare godt. Det betød Lori måske ikke havde det så dårligt over sidste gang længere. Ikke at Seans samvittighed var mindre...Og måske var det også en medfaktor til at han gav efter for ideen.
"Tror du at du kan få mig til at skrige? Vi ved begge to hvem der skriger..." drillede han tilbage, da de forlod rummet.
Soldaterne...
I et øjeblik mærkede Sean et stik af et eller andet, ved tanken om Lori faktisk ikke kunne hive Sean med ud af døren i hånden. Vagterne ville se dem. Folk i byen ville se dem. Pludselig kunne Sean ikke komme hurtigt nok ud af byen. Han ønskede at forkæle Lori lidt.
"Nu må vi se om der overhoved er nogle!" bemærkede han sigende. Der havde trods alt ingen været til at standse Lori på vej ind.

Det var et skævt og ligefrem lokkende smil der var på Loris læber, da Sean sagde de begge vidste hvem der ville komme til at skrige. ”er det en udfordring” sagde han lavt da de kom ud fra værelset. Han havde stadig sin hånd i Seans, men han vidste han snart måtte give slip, allerede om det næste hjørne kunne de risikere at blive set af Slottets tjenestefolk. Det var trist, men sådan var det. Og nu var de på vej ud af byen, på vej væk fra alle de øjne der ellers altid hvilede på dem. Han så på Sean, da han sagde der måske ikke var nogle vagter. ”der stod nogle og hang ved porten da jeg kom, derfor jeg klatrede over muren” sagde han med et næsten stolt smil.
Han var ret stolt over at have klaret den alene, sidst havde Sean jo været der til at hjælpe ham, det havde han ikke denne gang, han havde klaret det selv. Lige inden de var nået om hjørnet, tog Lori Seans hånd op til sin mund, og gav den et let kys, og sende ham et mildt smil, inden han slap den, og gik ordenligt ved siden af Sean. Det var faktisk lidt af en udfordring, for han havde mest af alt bare lyst til at tage Senas hånd og løbe ud af slottet med ham. Men de måtte gå ordenligt, og det var faktisk svære for Lori end han havde troet. For han var hele tiden ved at grine, han formået dog at holde masken til de var ude. Sean havde haft ret, der var ingen vagter at se. Hvis de ikke engang passede på porten, hvordan ville de så passe på Sean. ”hvis ikke det var fordi du allerede havde for lidt, så havde jeg myrdet hver og en af dem” knurrede han lidt. Tænkt at de ikke passede bedre på hans Sean!?

Han rystede dog de tanker fra sig, og sørgede derimod for at de kunne skynde sig hjem til Sean, dog uden at vække for meget opsigt.
Han så på Sean. ”der lægger en lille landsby en nærheden af hytten, så vi skal ikke være bange for at sulte” sagde han lavt, men højt nok til at Sean ville kunne høre det.
Hjemme ved Sean stod Loris gråskimmel allerede, op pakket og klar, han havde bundet den til en gren, og Seans butler havde vidst tænkt at hesten ikke skulle stå der og tørste og havde givet den vand og hø.
Lori gik over og klappede den ”op og pak” hundsede han lidt dog med et stort smil på læberne.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Men da de gik pænt ved siden af hinanden, kunne han ikke lade være med at tænke. Tænke, som han havde gjort det sidste stykke tid. På hvor meget han kedede sig. På hvor meget han holdt tilbage med ting, som han normalt ville elske. Og hvorfor? Fordi han fokuserede på rygterne og at minimere risikoen for opstand i byen. Af mennesker og andre svage racer, der også boede i byen. Var Sean måske ikke herskeren? Var han ikke archdemon? Hvorfor kunne han ikke ændre reglerne? Gøre som han ville?
Han brød sig ikke om at blive holdt tilbage. Men han vidste også godt hvorfor han havde gjort det. Fordi han normalt elskede det spil. Elskede spillet med at manipulere, holde hemmeligt og få folk til at gøre som han ville.
Men nu begrænsede det snart ham selv for meget. Og hvad så, om folk blev hersket med frygt frem for gode ord og lyttende ører? En hel by mod ham ville være farligt. Så han burde opbygge et ordentlig militær og sin spionnet ud over byen først. Noget han arbejdede på i det skjulte.
Han ville gå igennem byen, hånd i hånd med Lori, hvis det var det han ville. Han ville knalde til højre og venstre, skære ørerne af folk og henrette dem der hånede ham. Natalie havde ikke givet ham begrænsninger og Sean var snart træt af at være den gode fyr. Den gode hersker. Han var dæmon, for Del'Sharka!

Men lige nu blev det ikke mere end til en knyttet hånd, for at holde ham selv at realisere det med det samme. I stedet så han over på Lori, med øjenbryn der gled tættere på hinanden et øjeblik.
"Sidst du slog ihjel brækkede du dig. Og nu vil slå alle mine vagter ihjel?" bemærkede han. Ikke hånligt, men blot for at bemærke Lori ikke virkede som den fødte morder - og Sean ønskede det heller ikke. Han var ligeglad med om Lori kunne den slags eller ej. Der var bare...det var bare...Anderledes, end den Lori han havde været sammen med før. Den han var startet med at holde af. Kunne Sean vænne sig til ændringerne hos Lori? Hvad end der havde bragt dem?

De nåede hjem til Sean. Han nikkede kort og gik indenfor. Alle hans tanker havde fået hans gode humør til at dale en smule igen. Han værdigede ikke engang sin butler et blik, da han skyndte sig op af trappen og fandt vej til sit rum. Han skiftede til mere praktisk tøj. Tøj der kunne holde ham varm og tåle slid. Fandt en taske frem og fyldte den med lidt tøj og andre fornødenheder. Med den i den ene hånd gik han nedenunder igen og denne gang gled hans kølige blik over til butleren.
"Jeg er væk i to dage" lød bemærkningen blot, før han var ude af døren. Hans egen hest stod i en privat stald lidt længere nede af gaden. De rige i denne del af byen gav alle lidt, til gengæld for en større og fælles stald til deres prægtige dyr. Med et blik på Lori og et lille smil gik han hastigt derned.
Stalddrenge var ved at muge ud og børste hestene. Nogle af dem skulle nok snart trækkes ud på markerne udenfor byen, men lige nu stod de bare og gumlede på deres morgenmad. En stalddreng fik et chok, da han genkendte Sean og skyndte sig at hjælpe med at få saddel og grimme på. Sean sikrede sin taske og trak hesten med udenfor. Hvis Lori var klar, ville Sean sadle op, ride ham i møde og følge ham med ud af byen.
"Skoven er det ene sted hvor jeg er dårlig til at finde rundt" bemærkede han så en smule mere afslappet, for at få den gode stemningen frem igen.

Hans trussel var nu egentlig mest ment som en spøg! Trods han havde haft lysten hvis han kunne slå ihjel. En klump i maven og den velkendte kvalme besøgte ham igen da Sean nævnte hænderne den nat. Han måtte synke, og håbede bare det ikke blev set.
Han vende blikket mod Sean. "Haha ja! Det ville selvfølgelig være lidt pinligt at gøre det her midt i det hele" det var en tør, og næsten kunstig latter der lå bag den sætning. Men han havde ikke lyst til at snakke mere om det. Så i stedet gik turen blot mod Seans hus.

Han ventede ved sin hest på at Sean blev færdig. Han sukkede for sig selv. Var det sådan her det ville blive? Sean ville konstant minde ham om den aften. Den aften hvor han ikke bare tog et liv, men også skamferede en ung pige? Puha! Kvalmen vende tilbage og gjorde ham små bleg i hovedet. Han ville nok aldrig komme til at tænke på den aften uden at få det dårligt.. han ville gerne. Ville gerne ha kunne fuldføre det, og kunne gøre den slags ting med Sean! Have det tilfælles med ham. Men det kunne han ikke! Han havde kun lige lært at æde når han var sulten og ikke når han var tvunget til det fordi han havde sikret sig selv.

Han steg op på sin hest, og ventede på Sean uden for staldensd. Hans farve i ansigtet var stadig lidt små bleg men det var heldigvis noget solen hjalp lidt op. Han smilede som Sean kom ud med hesten.
Han kunne ikke undgå at smile lidt over Seans kommentar. "Det er de færreste der kan navigere i skovene.. dog kender jeg vejen, jeg har været i den hyggelige sammen med morthy et par gange" sagde han med et roligt smil, inden han sparkede lidt til hesten der begynde at trave.

Turen gennem landskabet og ikke mindst skoven var skøn! Solen varmede det hele op, og Lori måtte tage sin kappe af, han ellers havde trukket over skuldrene da de begynde at ride afsted. Men solen havde hurtigt varmet det hele op. Man kunne se hvordan dyrene tittede frem for at nyde det gode vejr. Loris blik gled en smule hen mod Sean. "Hvordan går det med arbejdet ellers?... Har du fundet en løsning på det med forrådt?" Spurgte han så. Det var ikke fordi han havde så meget forstand på tingene. Men han ville gerne intrassere sig for det. Det var noget der betød meget, kunne kun for Sean, men også for Lori! Det var hans by også.

Turen gik igennem byen, ud af byen og mod skoven. En tur der blev tilfredsstillet med den stigende varme sol, småsnak og udsigten omkring dem. Træer og buske var stedet ikke helt med blade, men de grønne skud var mange og der ville næppe gå lang tid før alt var grønt igen. Noget Sean kun ventede på, nu hvor Lori spurgte ind til arbejdet. Hans blik gled over de høje træer rundt om dem, på buske og græsset, med alskens vækst. Men ved Loris spørgsmål så han over på ham. Sean selv havde måtte smide lidt af sit tøj. Det var faktisk blevet så varmt, at han tog sin praktiske trøje af og nu red i bar overkrop. En udfordring, da heste til tider tiltrak en del fluer eller bremser.
"Det skal nok gå" han overvejede ikke at sige mere, da han tænkte Lori sagtens kunne finde på at gå og bekymre sig om den slags. Men efter at have trækket vejret dybt, skiftede han mening.
"Jeg fik tilsendt lidt ekstra fra nogle omkringliggende byer. Til overpris, men det må man jo tage med. Nu håber jeg bare vi har nok tilovers til dette års såsæd" tilføjede han med et svagt smil.
"Men gider ikke snakke om disse kedelige ting...Jeg vil hellere høre hvordan det går med dig generelt? Det er gået op for mig jeg aldrig spørger længere"
Skoven var lun, men ikke sommervarm endnu. Fuglene sang rundt om dem. Sean kunne mærke forårsstemningen. Hvordan solen og livet omkring ham, som altid, levede ham op og gav ham mere mod på ting. Ja, han ville nok vende nogle ting med Lori på denne tur. Omkring fremtiden for Doomsville. Omkring flere ting, måske. Og han ville udenfor have sex udenfor, nu hvor det endelig var vejr til det. Noget han glædede sig meget til.

Rideturen var rar, solen bagte på dem, og gjorde det nærmest ulideligt at have kappe på, så den blev hurtigt smidt. Og det var da bestemt heller en dårlig ting at solen havde varmet Sean så meget op at han havde valgt helt at smide tøjet på overkroppen, det var en dejlig udsigt, og gjorde da begstemt kun turen bedre! Han havde da også selv måtte knappe skjorten op, så den var åben til midt på maven. De var allerede kommet så langt væk fra byen, at her var fred og ro!
Han lyttede til hvad Sean forklarede. Han vidste at det somme tidere var nemmere for dem at føre en samtale, uden at blive uvenner, hvis det handlede om arbejde! Det var jo det Sean elskede, arbejde og så hans klan. Det var 2 to vigtigste ting i Seans liv... var det ikke? Han vidste han var vigtig, men han var nu ikke sikker på han nogle sinde kunne komme op på det niveau, men det var vel egnelig også okay?! Han vidste det jo, og egentlig gjorde det ikke noget. Sean var en mand der elskede at bestille noget, og det skulle han have lov til.
Lori overraskede faktisk sig selv lidt, ikke et eneste stik af jalousi eller tristhed kom op i ham? han følte sig ikke utilstrækkelig, selvom mange ville gøre det, inklusiv ham selv for få måneder siden, hvis de havde på fornemmelsen at arbejdet var vigtigst.
Hans blik gled over til Sean da han spurgte ind til Lori. Hmm, det var måske rigtig nok. Det sidste år, og mere til, havde de ikke talt ret meget om Lori faktisk, det meste af det havde handlet om at få forholdet til at fungere, eller hvordan Sean havde det. Faktisk… havde han heller ikke selv brugt ret lang tid på at finde ud af hvordan han selv havde det.
Han sukkede lidt roligt. ”jeg har det vel meget godt… jeg skal lige vænne mig til at jeg har forpagtet butikken ud, og ikke har den jeg skal passe” erkende han. Han sad lidt.
”Men alt i alt har jeg det vel egentlig meget godt, nu jeg er holdt op med at bekymre mig så meget.. ” sagde han med et roligt grin og et træk på skulderen.
Tiden alene havde været lidt hård, men den havde hjulpet ham på rette vej, og den havde gjort ham stærkkere. En enkelt gang i mellem dukkede usikkerheden op, men det var kun i form af, om det nu også var sådan her Sean overhoved ville kunne lide ham… eller om han fortrak den bange og nervøse fyr. Lori havde stadig meget af sin menneskelighed, og det var også den der var med til at han F.eks ikke kunne dræbe. Men samtidig var han også blevet meget mere bevist om det han virkelig var! En dæmon!

Folk var vigtige for Sean. Eller det plejede de at være. Dengang han havde haft...Flere af dem. Alane. Nephthys. Fenris. Daron. Xander. Razor, som han endnu ikke vidste om ville komme tilbage. Elyas. Assorian. Caroline. Camille...Måske var der flere, som han bare ikke kunne huske lige nu. Selvfølgelig han havde ikke følt nok, til at ville opgive alt for dem alle sammen. Men der var nogle af dem, hvorpå de betød mere end noget andet.
Og så havde de forladt ham. Måske havde han også selv skubbet nogle af dem væk, men de havde også forladt ham. Uanset hvad han gjorde, ville han nok aldrig komme tilbage til den rolige tid. En tid hvor han uden tvivl både havde haft venner og fjender. Tingene havde bare passet sammen på en helt anden måde...Men uanset hvad han gjorde i dag, sad han lidt fast. I fortiden. I smerten. I den nye tvivl, der holdt ham fra at skabe nye venner og nye fjender.
Det krævede energi og overskud at starte forfra. Og hvor mange gange skulle han starte forfra, inden han en eller anden dag ville dø? Hvis han nogensinde skulle dø. Tanken var ham fjern. Ikke relevant, som for så mange andre. Problemet var han ikke turde og han hadede sig selv for den slags svagheder. Det skulle være slut nu. Folk der ikke gad ham kunne rende og hoppe.
Men pointen var at han ikke engang selv vidste hvor vigtig Lori var for ham. Hvor langt han ville gå for ham. Det var længe siden han havde haft nogen, der afhang af ham og som han kunne komme til hjælp. Så derfor virkede alt en smule overfladisk...Når det kom til stykket havde ingen brug for ham. Det var underligt så tom man kunne føle sig over sådan en lille ting. Hvor meget mening det kunne give en, hvis nogen bare afhang af en...Bare en smule...

"Det er godt en af os kan stoppe med at bekymre sig" drillede han med et svagt smil. Så trak han vejret dybt og så lidt frem for sig. De var i skoven. Kun de to. Langt fra alle andre. Bare de to.
"Jeg er træt af tingenes tilstand" sagde han så endelig og rettede sig lidt på hesten.
"Jeg er træt af min egen usikkerhed. Jeg er træt af at tænke på alle de folk jeg engang kendte, og som holder mig fra at kende nye. Jeg er træt af at gøre tingene rigtigt. At være den gode hersker...Eller..." Et svagt smil gled over ham.
"...Dygtig er måske bedre sagt? Selvfølgelig elsker alle mig ikke og det er jeg heller ikke interesseret i. Men set fra mange riges eller andre herskere synspunkter har jeg succes. Men jeg er træt af det. Alt det korrekte. Tingene ændrer sig nok snart, Lori...Og jeg vil gerne have dig med. Ved min side. Uanset hvad vi skal kalde hinanden eller tænker om hinanden, uanset hvad vi føler eller hvem vi har på siden..."
Sean havde ingen. Endnu. Men han havde hørt små rygter om Loris eskapader. Sean ejede ikke en stor klan, der handlede med informationer, uden at høre lidt. Ikke meget, men lidt. Og det gik ikke Sean på, for han ønskede heller ingen begrænsninger. Men han ønskede folk skulle vide hvilken side Lori stod på, hvis det kom til det. Folk skulle se, hvem der kunne prale med at have Lori ved sin side.

Hans blik gled over på Sean som han begynde at tale, og det var mildest talt en af de længere samtaler de skulle i gang med kunne han mærke! Så Sean var træt af tingene? Hmm det undrede ham måske i virkeligheden ikke! Det havde han jo allerede gjordt inden de gik fra hinanden. Det var hele grunden til at de skulle have været op den tur! For at Sean kunne komme væk og tænke på noget andet! Men hvad betød dette så?
Brynene gled lidt sammen som Sean sagde at tingene snart ville ændre sig. Men de gled dog mere op i en overrasket bevæglse da Sean sagde at han gerne ville have Lori med ved hans side, uanset hvad de kalde hinanden. Et roligt smil gled over hans læber.
"Selvfølgelig er jeg med dig Sean" sagde han roligt som han hjalp hesten af med en brænse der sad på dens hals.
Han så på Sean.
"Du ved jeg støtter dig Sean, og uanset hvad, så er jeg her, uanset hvad vi ender med at kalde os!" Han strakte sig en smule i sadlen.
"Det er ikke længere så vigtigt hvad vi er!.. men måske vigtigere at vi koncentrerer os om bare at enes til at starte med" smågrinte han lidt.
Hvad trak vejer tungt, og så lidt op på de mange grene over dem.
Det lignede ikke han at sige sådan! Og havde dette været for nogle få mennesker stiden, så havde han hungret efter at kalde dem et par! Efter at de skulle have det perfekte forhold. Men... Hvad var det? Hvad var et perfekt forhold egentlig? Var det at sidde lårene af hinanden, kun være sammen med hinanden, gå hånd i hånd ned gennem gaden? Besøge svigerforældrene? Blive gift? Få børn!?
Ingen af demting var noget Sean og Lori ville kunne klare. Ikke kun på grund af deres natur, eller det faktum at de var mand.. men fordi det ikke var hvem de var!?

"Ligegyldig hvilken hersker du bliver, så følger jeg dig! Desuden..." Han trak på smilebåndet. "Doomsville trænger til lidt ballade!.. byen er efterhånden snart så kedelig" grinte han lidt.
Normalt var det, det han elskede ved byen. At den var så ring, trods det faktisk var et hårdt sted at bo. Men han keder sig for tiden, og havde måske i virkeligheden gjordt det siden han var kommet tilbage.
Normalt ville det hele være okay, han ville nyde at traske rundt i hans butik, at læse, bruge tid med Sean eller Reign. Men... Tingene havde ændret sig. Reign havde ikke været hjemme i evigheder og Lori anede ikke hvor han var, og ærligtalt var han helt af at gå rundt og savne ham.
Desuden var Sean vigtigere for ham nu!

Sean så over på Lori, som denne bekendtgjorde at han ville være ved Seans side. Og acceptere ændringerne. Også selv om Sean ikke havde fortalt præcis hvilke, omend Lori måske havde en fornemmelse af i hvilken retning de ville trække. Også selv om Sean ikke var sikker på, at Lori forstod præcis hvordan Sean ønskede at have Lori ved sin side. Ikke at det holdt Sean fra at smile lidt for sig selv samtidig. Det var rart at høre Lori sige disse ting.
Han så frem for sig igen og fulgte afslappet hestens rolige bevægelser. Det virkede som om de havde hele skoven for dem selv, selv om det næppe var sandsynligt. skoven havde også sine farer.
"Jeg vil gøre os offentlige, Lori" bemærkede han så. Det var ikke så meget ændringerne han ville advare Lori om, som dette. Sean ville til at gøre de ting han havde lyst til, uanset hvad der skete. Ærlig talt kunne der kun ske spændende ting. Folk ville blive så chokerede, vrede, sære. Men Sean havde lyst til. Lyst til at vise Lori frem offentligt og kysse ham for næsen af alle de fisfornemme adelige. Han ville udfordre folks syn på deres samfund og deres liv. Vise dem at dæmonerne ikke var der for at give dem en rolig og fin levevis. Det var jo det der var det spændende! Noget han helt var kommet væk fra igen. De stolte dæmoner, dem Sean havde talt for på alle måder for flere år siden. Han ville tilbage til det!
Og når folk så opdagede at blot fordi Sean krævede Lori offentligt, at de begge stadig var lige løse bagefter...Hahahaha!
"Men ikke uden din accept. Det vil skabe en...Speciel...Opmærksomhed. Måske endda farlig" Han så tilbage på Lori igen.
"Jeg skal nok hjælpe med at beskytte dig, hvis det er"

Selvom han havde forventet at det ville betyde en del for dem, det Sean havde i tankerne, så blev han nu alligevel ret så overrasket da Sean sagde at han havde tænkt sig at gøre dem offentlige. Såh... Han havde tænkt sig at vise verden at de var sammen? Men... Det kunne jo være farligt! Det kunne gå ud over Sean og han kunne ende med at sætte sig selv i livsfare. "Men..." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Var det her Seans plan? At sætte dem begge i livsfare?
"Du vil ende med at sætte dig selv i en stor fare.. hvad hvis folk ikke acceptere det?..." Sukkede han som hans blik ramte sadlen under sig.
Han så dog op mod ham da han sagde at det ikke ville blive uden Loris accept, og at han nok skulle passe på han. Vent lidt...
Så Sean ville virkelig gerne vise Lori frem til verden? Endda sætte sig selv i fare for dette?
Han betragtede Sean lidt. Han mente virkelig dette her! Lori slap hestens tøjle med den ene hånd, og rakte i stedet hen for at lade den lægge på Seans arm. "Hvis du er sikker!.... Så vil jeg elske at gå gennem det med dig!" Sagde han med et blidt smil. Om de var et par eller ej, så kunne Sean vel næsten ikke være kommet med en større kærligheds erklæring!

De havde redet et stykke tid, da de kom til er mere åbent område. Lori så på Sean med et drilsk smil. "Når.. skal vi se hvor god du er til at sidde fast på den der hest?" Grinte han lidt, inden han sparkede mere til skimlen under ham, og satte den i Gallup. Hesten startede op og satte i hurtigt Gallup ud over den åbne eng de befandt sig op. Hvorfor dog ikke have en uskyldig konkurrence? Det kunne jo bare sjovt hvis han for en gang skyld ville kunne vinde over Sean i et eller andet! Selvom det ikke ville være deres men deres hestes bedrifter!

Sean smilte igen for sig selv og så selvsikkert frem for sig, ved Loris eneste lille protest. At Lori ikke overvejede sin egen fare, men Seans, var så typisk. Det burde han have forudset. Alligevel lod han ikke sig selv forudsige Loris reaktioner og de kom derfor ofte bag på ham. Han var så van til at kunne læse folk eller forudsige dem, til den ene eller anden side, at han bevidst lod være i dette tilfælde.
"Jeg håber på det" svarede han blot og sendte Lori et lige dele drillende og udfordrende smil. Han håbede det ville skabe røre, håbede folk ville komme efter ham, udfordre ham, gøre tingene sjove igen! Han savnede det. Han havde intelligensen og evnerne til at leve trygt og sikkert...Men det var kedeligt nu. Han ville mærke adrenalinen igen. Se hvad der skete. Forhåbentlig ville der ske noget og folk ikke bare ville ende med at skuffe ham.
Seans hånd lagde sig over Loris og Seans blik søgte Loris i et seriøst øjeblik. Han ønskede Lori tættere på sig. Helt tæt på. Så tæt på, at de kunne føles som en, forbundet. Og i et øjeblik overvejede han at hive Lori at hesten og tage ham lige her...

Forbindelsen blev brudt og erstattet med en pludselig konkurrence. Men Sean smilte blot og var ikke langsom til at sætte fut i sin egen hest, som han drev den til en frisk gallup. Lori havde fået en forstart, men Sean ville stadig arbejde på at vinde! Som altid.
En lille latter kom fra ham, som han mærkede den lune vind mod sig og hestens bevægelser under ham. Det løsnede...Et eller andet.
Det så ud til at Lori ville vinde denne her.

Han brød sig bestemt ikke om tanken om det Sean havde i sinde at gøre.. ikke fordi han skammede sig over at skulle blive set sammen med Sean. Tværtimod! Han ville derimod være stolt af at blive set sammen med Sean. At kunne fortælle folk at han var Sean! Og at Sean var hans! Men han var også bange… bange for at det ville give bagslag, og det ende med at Sean kom til skade…
Men hvordan kunne han ikke samtidig være glad? Taknemlig for at Sean faktisk ønskede at have ham ved sin side? Siden deres brud, havde han i virkeligheden ikke helt vidst hvor han havde Sean. Eller hvad de var. Det sidste var stadig lidt usikkert, men i det mindste kunne kan nu være sikker på at Sean stadig havde en interesse for ham.

Det var en fantastisk følelse, at galopere ud over det åbne stykke, mærke hestens muskler der bevægede sig under en, den lune milde vind der ramte hans ansigt, og fik håret til at blafre en smule. Men ikke mindst at høre Sean grine. Det var ikke ret tit han fik lov til at høre det, ud over denne lidt halvtørre latter der somme tider kom fra ham når der var noget han fandt banalt eller en smule morsomt. Selvom Lori havde fået et godt forspring, så var Sean godt nok god til at følge med, og selvom det var Lori der kom frem til der hvor skoven begynde igen, så var det kun med nød og næppe. Han stoppede hesten der brustede lidt. Han vende blikket mod Sean med et grin. Han så drillende på Sean, som denne kom op på siden af Loris hest.
”og nu til min præmie” grinte han lidt, som han lænede sig til siden på hesten, greb lidt fat i Sean og trak ham mod sig, inden han stjal et kys fra ham.
Han så på ham og grinte lidt ”vi er der snart” sagde han så som han rettede sig op, og sparkede roligt til hesten der fik den til at gå igen. Han så lidt frem for sig. "Jeg har forrasten lejet Reigns værelse ud..” sagde han pludselig. Reign havde været væk i over et år… Han havde overhoved ikke hørt fra Fyren… ikke et ord, og størstedelen af hans ting havde han taget med sig. Han havde ventet på Reign kom tilbage, men da dette ikke var tilfældet… så havde han ikke længere i sinde at vente. Og da han så mødte Lux, der intet sted havde at tage hen… hvorfor så ikke lade ham bo på værelset. Fyren betalte ikke noget… penge altså.. men det var rart med lidt liv i huset igen!

Det gjorde ham intet at Lori vandt og at se Loris glade ansigt var det hele værd. Ikke fordi han selv følte sig i slemt humør...Faktisk følte han sig let. Lettere end han normalt gjorde. Det var begyndt at komme, efterhånden som han fik begravet sig fri fra den triste hverdag han havde givet sig selv. Men dette her hjalp også en hel del, på sin egen måde. Ikke at Sean ville snakke om det...Han havde snakket nok om den slags. Der var ingen grund til at køre rundt i det længere og nu ville han bare nyde øjeblikket med Lori i stedet.
Han fik hesten til at stoppe op og red op ved siden af Lori. Turen havde fået varmen til at sprede sig i hans krop, men ikke på nogen udmattende måde. Lori var virkelig i godt humør. Det kunne Sean mærke, selv i den måde Lori lænede sig ind mod ham og trak ham selv tættere på. Noget han ikke modsatte sig, da han gengældte kysset.
Ummm....Hvis blot han kunne få mere. Få mere af den søde og let salte smag af Loris læber. Modvilligt rettede han sig op på sin egen hest, men ville nødigt stoppe med at kigge på Lori.
"Ah..."
Det hele skiftede lidt. Frem og tilbage. Sean måtte se væk og tage sig sammen, for at falde ind i en mere seriøs fornemmelse igen. Han rømmede sig svagt.
"Går det dig på? Hvem har du udlånt det til?" spurgte han.
Han glædede sig til at ankomme.

Det var nærmest helt befriende at ride her, gennem skoven i dette vidunderlige vejr, og hvordan man nærmest kunne se alting spirer omkring dem. Det var en utrolig rar følelse, og Lori kunne tydeligt mærke hvordan det blot gjorde hans humør bedre og bedre.
Og så var størstedelen af grunden til hans gode humør nok også fordi han var sammen med Sean. Og fordi selv Sean så ud til at have det godt! Som de begynde at ride igen, og Lori nu selv havde nævnt Reign. Var stemningen anderledes. Ikke dårlig... Men underligt nok var både Reign og Razor altid et trykket emnet for de to.
Han så på Sean da han spurgte om det gik Lori på. Han trak lidt på skulderen, mens han rystede lidt halvhjertet på hovedet. Sikkert et temmelig forvirrende signal.. "jeg ved det ikke.... Det er ikke så meget det at der bor en i huset.. det er kun rart... Men. " Han sukkede og man kunne fornemme han faktisk blev irratabel.
"Jeg tænker på Reign i tide og utirde... Og det irratere mig!.. hvis han gerne ville flytte og væk fra byen, kunne han så i det mindste ikke have mandet sig op og sagt det? I stedet for bare at forsvinde?!" Knurrede han mens hans greb om tøjlen blev strammet. Han trak vejret tungt og lod de fleste af spændingerne forsvinde.
Han kom dog pludselig i tanke om Lux. Han vende blikket mod Sean med et lidt mere ivrigt blik. "Forrasten! Fyren der bor hos mig nu, han hedder Lux!.. han er kommet gennem en portal!" Sagde han så. Han rettede sig lidt på hesten.
"Jeg mødte han lige efter han var kommet ud, og da han selvfølgelig ikke havde noget sted at tage hen, så spurgte han om han måtte blive hos mig til han vidste hvordan og hvorledes han fandt et hjem... Så jeg gav han det værelse som både jeg og Reign havde boet i" forklarede han. Han små grinte lidt. "Yderst intrassant fyr" ja Lux havde bestemt været anderledes end mange andre!

Sean havde ikke meget at sige om Reign. De havde ikke været bedste venner eller noget og Reign var...Well, et menneske. Ikke meget værd i sig selv. Men han vidste Lori havde været glad for ham, måske også for glad. På den ene side passede det Sean fint at fyren var væk...Og den anden side irriterede det ham at et simpelt menneske nu gik Lori på. Reign havde ikke virket som typen der bare forsvandt... Havde han? Razor var. Helt igennem. Men Reign?
"Razor er faktisk tilbage...Eller, jeg ved ikke om han forbliver her...Men han dukkede op igen" bemærkede han, nu hvor de var ved emnet. Det kunne være logisk at tro Reign og Razor var stukket af sammen, men selv hvis det var tilfældet, var Razor her altså igen. Måske lidt on-off, men det var godt nok for Sean. At vide...Razor i det mindste ikke bare havde vendt ham ryggen, efter alt det han havde gjort for fyren.

Seans nysgerrighed var straks vakt. Han drejede hovedet og så på Lori et stykke tid. En portal? Det kunne ikke passe...Portalerne var inaktive...Var de ikke? Det var derfor han hang med sin nevø, i stedet for hans uduelig broder kom og hentede sit afkom.
"Jeg kom igennem en portal engang...Ved du hvor han kommer fra?" spurgte han. Sean var selv fra Jorden...Kom disse fra det samme sted? Ville der komme mange endnu? Var det en trussel...Eller en mulighed? Det var i sandheden interessant.
"Du må introducere mig en dag...Jeg er også nysgerrig"
Utroligt nok havde Sean ikke hørt om det før. Ikke før i dag. Det gik ham på, så han måtte prøve at samle flere informationer. Og for nu var det nok til at optage alle hans tanker.

Han vidste ærlig talt ikke om han skulle være lettet eller bekymret over at Razor var kommet tilbage alene!.. havde de så kke været sammen? Hvor var Reign så? Var der sket ham noget? Var det derfor Razor var kommet tilbage? Tankerne begynde at flyve rundt i hans hovede! Hvorfor havde Reign ikke givet nogle former for lyd fra sig? Hvad foregik der?
Han smed dog tankerne fra sig! Han havde ikke lyst til at tænke på Reign nu! Turen her handlede om Sean og Lori, og Reign var alt andet end en del af det! Nok nærmere det modsatte.

Han smilede lidt som Sean begynde at tale om portalerne og Lux. Haha det havde han jo nærmest forudsagt! Du kunne jo ikke sige noget om en nyåbnet portal og så ikke regne med at Sean ville kaste sig over emnet.
Lori tænkte lidt "han bliver ved med at tale om noget der hedder Athen.. men jeg forstod på ham, at han er fra Jorden.. som du" Forklarede han som han rettede sig lidt på hesten. "Og faktisk.. er han også en incubus" grinte han lidt. Ja det kunne han ikke løbe fra i hvert fald! Lux havde ikke haft de store hemninger, og havde dem stadig ikke!
Han grinte lidt da Sean sagde at Lori skulle intrudusere ham. "Han vil også gerne møde dig.. bare rolig han ved intet om os to.. men han syntes du lød som en intrassant person da jeg forklarede du var vores hersker" han så lidt mere op Sean.
"Portalen befinder sig et stykke uden for Doomsville... han forklarede mig han næsten lige var kommet igennem da jeg kom" forklarede han. Han var stillet et øjeblik. Åh havde han lige begået en mega brøler ved at fortælle de her ting? Ville Sean overhoved kunne lade vær med at tænke på arbejde?
Han vende derfor blikket mod han og så på ham med et drillende smil. "Men husk nu... Denne tur er uden arbejde" sagde han og blinkede med øjet.

Efter de havde redet i omkring 20 minutter, kom de til en lille lysning, hvor hytten lå. Lori stoppede hesten. "Så er vi her" konstaterede han. Det var ikke en stor hytte, men der var da plads nok. Han sprang selv af hesten og trak den det sidste stykke over til det lille skur der fungerede som stald.
De fik sadlet af og taget deres ting, inden Lori viste Sean ind i hytten. Der var hyggeligt, af en hytte at være. En stue med pejs og nogle tunge møbler beklædt med alverdens dyreskind. Et lille the køkken, en gryde hang over pejsen klar til at man kunne lave mad eller varme vand.
Der var et lille soveværelse, hvor der nærmest kun var plads til dobbeltsengeb der befandt sig der inde. Lori havde fået historien om hvorfor man havde en dobbelt seng i en jagt hytte. Der var to meget gode grunde hvis man havde spurgt morty. 1 den blev brugt til mere romantiske formål også, den gang han havde været yngre. Og 2 når man var på jagt, skulle der være plads til hundene..

Lori smed sin taske og strakte sig lidt, man kunne godt blive en smule øm i lænden og bagdelen når man sad så længe op sådan en hest. Han så på Sean. "Måske skulle jeg tænke op i pejsen, her kan hurtigt blive køligt" konstaterede han og gik hen mod pejen for at tjekke om der måske lå noget brænde tilbage fra sidst.

Athen? Jorden? Navnene satte tanker i gang. Det var så længe siden han var kommet igennem portalen selv, en ting han sjældent nævnte til nogen som helst. Hvad kunne han huske fra sin tid der? Ikke videre gode ting. Men hvad huskede han af...Viden? Teknologi? Det havde været en helt anden verden. Helt anden teknologi. Men hvor lang tid siden var det han var kommet igennem? 100 år? 150 år? Mere? Tiden fløj og man glemte tit det specifikke år, når man levede så længe. Men det var i hvert fald lang tid siden og var egentlig sket ret spontant. Gad vide hvordan jorden var nu? Lux kom fra...Athen...Det lød bekendt, men Sean huskede ikke helt hvor alle byerne eller landene havde ligget. Eller lå.

Sean blev hurtigt helt opslugt i tanker og reagerede næsten ikke da Lori snakkede til ham. Til sidst fik han dog revet sig lidt løs og smilte svagt.
"Det er ikke arbejde...Det er personlig interesse også" Okay, det var lidt arbejde. Det var Seans arbejde at vide ting.
"Så du fortalte ham om mig? Nu er jeg nysgerrig. Hvad sagde du? Hvad skal jeg leve op til?" svarede han så endelig, noget forsinket i forhold til hvornår Lori faktisk havde nævnt det.

Hytten så hyggelig ud udefra. Et plan, i materialer der passede ind i skovens omgivelser. Sean så sig omkring, inden han trådte indenfor. Han havde taget det værste oppakning af hesten og smed nu sine tasker og ekstra tæpper inden for døren. De kunne altid pakke det ud senere. Hans blik gled over hytten interiør et øjeblik, før han så på Lori med et lille smil.
"Jeg tager mig lige af hestene...Er der en stald til dem eller skal de stå i vind og vejr?" spurgte han og alt efter Loris svar, ville han gå ud og tage sadler og tøjler af dem. I det mindste var græs og andre små vækster, de ville kunne spise af. Og naturligt vand i nærheden...I hvert fald syntes Sean at kunne høre noget, der mindede om vand. Det var også en god undskyldning for lige at tjekke omgivelserne lidt ud. En vane, men en han ikke kunen ignorere. At notere sig omgivelserne, gemmestederne, veje til og fra hytten. Var der tegn på andre her? Nej, kun efter dyr, umiddelbart.
Men snart lokkede tanken om Lori og en varm hytte ham mere. Ikke fordi han havde brugt vildt lang tid udenfor, men Lori ville sikkert begynde at undre sig. Desuden var der noget tøj, Lori snart ikke behøvede at have på.

Lori så på Sean da han sagde det ikke var arbejde men peronlig interesse, med et løftet øjenbryn og et udtryk der sagde at det jo var en smule løgn det Sean sagde, dog stadig med et smil. Han ville jo heller ikke være en ordentlig hersker hvis han bare ignorerede noget så stort som en portal der havde åbnet sig lige uden for byen.
Han små grinte lidt da Sean spurgte hvad Lori havde fortalt om ham. Og så på ham med et drilsk blik.
”jeg fortalte ham at du var en stor behåret fyr der talte som en kvinde” drillede han.
”okay… spøg til side, jeg fortalte blot at du var Doomsvilles hersker, og at du stadig ikke havde været det voldsomt længe, men var god til det” forklarede han.

Da de var kommet til hytten og Sean spurgte ind til hestende. ”Skuret der over er blevet indrettet med halm og det hele, der er en lille fold bag ved hvor de kan gå ud og ind som det passer dem. Det er ikke meget men nok til de dage vi skal være her” forklarede han roligt.
Mens Sean fik ordnet hestende, tænde Lori op i pejsen, ikke at der var vildt koldt, men der skulle også lige gang i det hele, ellers kunne de hverken få the eller noget andet, og så skulle de heller ikke til at tænke på det når det blev for koldt.
Han gik selv lidt rundt og fik fjernet lagnerne der lå over de lidt pænere møbler, og som altid blev han draget af bog samlingerne her. Ha! Typisk Morty, gyser historier! Selvfølgelig var det den salgs den tossede gamle mand havde læst når han sad her muttersalene i skoven! Det lignede ham!
Og nu han tænkte over det, så lignede det også Sean at vandre rundt og undersøge det hele, uden Lori! Haha det var typisk ham at skulle vide alt om alting, især et sted han ikke havde været før.

Han kom selv ud og stod i døren til hyggen, og lagde afslappet armene over kors. Han grinede lidt som Sean kom tilbage, ”kunne du ikke engang vente 5 minutter på at jeg gik med dig?” grinte han drillende.
Han kunne ikke helt selv forklare hvorfor, men han følte sig så meget mere let! Afslappet og godt tilpas, hmm måske burde man flytte ud af byens stress og jag, og bare slå sig ned et sted som her? Hvis det var sådan her man havde det af så kort tid her ude, hvordan ville man så ikke have det hvis man brugte hver dag her ude. Eller… var det måske ikke så meget stedet, men selskabet der fik ham til at føle sådan her?
Han stod og betragtede Sean lidt. Mens et mildt smil voksede en smule over hans læber, som hans øjne betragtede manden foran sig. Ikke nok med at det var et utrolig lækkert syn, så kunne hans følelser selvfølgelig heller ikke skjules.