Date please! - Sean (xxx)

Det havde ikke ligefrem været nemt at sidde og vente på at Sean kom tilbage. Selvom Lori var rolig, og han ikke blev ked af den måde Sean reagerede på, så var det da stadig ikke rart at tænke på at han havde hylet Sean sådan ud af den.
Det var da ikke rart at han behøvede så længe en pause væk fra Lori, blot fordi Lori havde udtrykt sine følelser for manden. Men var det sådan det var? Var der ikke mere mellem dem, end at det skræmte Sean at Lori havde disse følelser… og så igen.. hvordan kunne det komme bag på ham? Lori havde hele tiden sagt at hans følelser for Sean ikke var ændret, og hvis de var, var det blot fordi Lori havde fået flere af dem for Sean. Mens han havde fået tid til at tænke over tingene, så havde de kun vokset endnu mere, og han havde fundet ud af at han ikke haft lyst til at undvære Sean.

Hans blik søgte efter dæmonen. Hvor mon han var gået hen? Hans blik fangede ham da Sean nærmede sig. Og på trods af smilet, kunne Lori tydeligt se at altting ikke var som de skulle være. Han sukkede en smule. Han skulle have holdt sin mund.. han skulle aldrig have sagt noget.
Han så op på ham ”Undskyld..” var det eneste der kunne komme over hans læber lige nu. Og for en stund skulle han virkelig mande sig op, for ikke at falde tilbage til at være den gamle triste og bekymrede Lori. Han havde ikke lyst til at stå her og være ked af det overfor Sean, så han lagde det væk, og skubbede det fra sig.
Han sukkede lidt. ”jeg… jeg havde ikke regnet med det ville gøre dig så oprevet at få afvide… jeg troede ærlig talt du vidste det.. eftersom at jeg havde fortalt dig det før…” sagde han så, og slog armene lidt om sig. Det var ikke just varmt, og han havde ikke ligefrem tænkt over at tage en trøje på da han gik ud af døren.
”Jeg ville gerne være gået efter dig, men…. Af ren erfaring ved jeg at det er det værste jeg kan gøre, du plejer gerne at ville være alene” sagde han og kløede sig lidt i nakken.

Åh han havde ikke lyst til at tale om følelser, det fuckede altid det hele op, og de ende altid med at blive uvenner. Men så igen. Han var nød til at sige de her ting. Han kunne ikke bare rande rundt med en følelse af at Sean SLET ikke følte det samme.
Han så på ham ”okay…. Jeg havde lovet mig selv vi ikke skulle tale følelser, da det nærmest altid går galt for os.. men jeg kan altså ikke bare ignorere din reaktion!” det var en lidt bestemt stemme, men langt fra hård.
”er det virkelig så forfærdeligt at jeg har følelser for dig?..... jeg mener.. jeg troede… med de ting du sagde på vej her ud, og sådan som vi har haft det i dag,.. ja.. jeg kunne ikke se noget galt i det” sagde han så, som han kørte hånden lidt frustreret gennem håret.

Han knurrede lidt irriteret for sig selv. ”orhr… hele den her tur var netop for at vi kunne være sammen UDEN at skulle tale om alt det her..” knurrede han irriteret! Hvorfor havde han overhoved sagt noget? Hvorfor havde han åbnet munden?! Og hvordan havde han regnet med at noget som helst kunne ændre sig? ”undskyld at jeg sagde det, at jeg ikke bare kunne holde mund… Men jeg troede du vidste det… jeg sagde det jo allerede da jeg kom tilbage, at mine følelser var de samme” det var en langt mere opgivende stemme, og en langt større snært at den gamle Lori der var at spore i ham.
"jeg prøver på at være rolig omkring de her ting, jeg prøver på ikke at lade følelserne løbe af med mig, fordi jeg ved du hader det.... så vil du... vil du ikke nok prøve at fortælle mig hvad der sker?" spurgte han så stille.

Da Lori åbnede munden, kunne Sean allerede fornemme hvor samtalen var på vej hen. Han havde virkelig ikke lyst. Han gad ikke snakke følelser. Han gad ikke komplicere tingene. Han havde lyst til at slappe af, som de havde gjort tidligere i dag, uden at skulle tage stilling til den slags. Følelser var nemmere, når Sean ikke følte de skulle tvinges sammen, men de bare kunne udvikle sig til Sean selv indså de var der. Men nu...Nu skulle det hele handle om hvad Sean følte for Lori lige nu og her. Hvorfor? Hvorfor skulle det altid det? Kunne de aldrig bare tage en tur sammen uden det...Skulle være sådan her?
Han gad ikke høre det, han gad ikke snakke om det. Men igen pressede Lori det ned over ham, kvælte ham, hvor han ikke havde andet valg end efterkomme Loris evige lyst til denne samtale, fordi ellers ville han selv miste Lori...
Det irriterede ham. I et øjeblik glemte han alle tankerne om at Lori måske havde lagt denne store, snedige - og måske urealistiske - plan imod ham.
Han sukkede og slog ud med armene.
"Lori!" afbrød han til sidst, selv om Lori vist alligevel havde fået sagt alt det han ville.
"Hvorfor kan jeg aldrig bare få en pause? Hvorfor kan vi aldrig bare...Være...Uden at putte titler og erklæringer ind i det?" Hånden gled igennem hans hår og han lukkede øjnene igen. Det var vel egoistisk af ham at kræve den slags og ikke give Lori det han ville have. Denne samtale. Igen. Hver gang.
"Jeg orker næsten aldrig at snakke om det her, med dig, fordi inden jeg når at sige noget, har du erklæret dig selv for dum og uduelig...Tror du virkelig det hjælper? Tror du det hjælper, når du prøver at lade som om du ikke har følt, hvad du netop har følt? Jeg troede det var dette du havde lagt bag dig" tilføjede han så. Træt. Det var hvad kvinder gjorde. Prøvede at manipulere rundt med ord og følelser for at få deres vilje. Det udmattede Sean og havde måske også været en medfaktor til at Sean - da den seksuelle opdagelse ellers var overstået - at skifte mere til mænd end kvinder. Og så var der Lori.
"Så hvis du gider lytte et øjeblik..." Brummede han så.
"Jeg har haft en fantastisk dag. Jeg har ikke haft skulle tænke over alt muligt. Det er svært for mig, for jeg tænker altid. Meget. Jeg overtænker ting. Men i dag kunne jeg bare slappe af. Være i godt humør. Du var i godt humør. Vi var bare. Vi nød hinandens selskab. Men når du siger du elsker mig...vores forhold til hinanden har ændret sig, Lori. Jeg ved ikke hvad vi er. Og for en stund troede jeg du ville vente med mig...Vente og se hvor det hele gik hen. Men når du siger du elsker mig, bringer du vores nye...Hvad end dette er...Ud af balance. Jeg ved ikke hvad jeg føler, lige for tiden prøver jeg bare at gøre hvad jeg har lyst til. Jeg har lyst til at være sammen med dig. Jeg har lyst til at vise dig frem for byen, både fordi du betyder noget og fordi jeg vil irritere og chokere hele byen, hele samfundet. Men jeg kan ikke sætte følelser på. Jeg ved ikke hvor jeg er endnu. Jeg blev frustreret, fordi du absolut skulle få det hele til at...Handle om det igen...Og fordi jeg var bange for at såre dig. Hvad nu hvis jeg ikke gengælder det? Så snyder jeg dig. Lige nu. Og det logiske træk ville så være at forlade dig på stedet"
Han fik sagt meget, men han håbede Lori kunne følge med, siden han selv havde bedt om en forklaring. Seans stemme hævede sig ikke, men talte i en konstant rolig tone. Til tider steg stemmen, som man kunne fornemme Seans indre kamp eller frustrationer, efterfulgt af sigende håndbevægelser mens han prøvede at forklare sig.
Til sidst sukkede han igen og slog opgivende ud med armene.
"Jeg orker ikke det her lige nu. Ikke igen. Så fortæl mig...Er det det her du vil lige nu? For så rejser jeg hjem igen"
Tanken om at tale om disse ting igen og igen og igen...At de sikkert bare ville blive uvenner...Han orkede det ikke. Han kunne få sine knald i byen, uden det halve arbejde.

Han bed sig i læben da Sean åbnede munden. Endnu en gang havde han fået trådt i det, og fået Sean til at opgive. Han havde lovet sig selv han skulle prøve at gøre tingene anderledes og ikke krænge de her ting ned over hans hoved. Og det havde faktisk heller ikke været meningen. Det havde aldrig været planen at de skulle snakke følelser! Aldrig været meningen at de skulle stå her,... Igen.. med denne stemning. Denne fornemmelse af igen, at det næsten ville være nemmere for dem begge hvis de stoppede det nu.

Dog da Sean begynde at forklare hvordan han havde det. Så Lori en smule overrasket ud. Ikke at tingene kom bag på ham, men at Sean delte det hele på denne måde havde han ikke regnet med. Han sukkede en smule for sig selv som Sean talte, og blikket sank lidt. Det havde aldrig været hans mening at hyle Sean ud af dem. Men nu hvor han forklarede kunne han godt se hvad grunden havde været.

Da Sean spurgte om det var det her han ville lige nu, rystede han hurtigt på hovedet. Et roligt, og lidt opgivende smil gled over hans læber, som han valgte at fjerne afstanden mellem dem. Kun for at gå over, og tage fat i Seans hænder. "Nej... Jeg vil helst være fri" erkende han.
"Undskyld Sean.. jeg tror stemningen revbmig med..." Sagde han som han så lidt ned mod deres hænder. Han bed sig lidt i læben.
"Men.... Der er en ting jeg er nød til at sige" sagde han og så op på ham.
"Jeg forventer ikke noget fra sig Sean!.. ikke andet end dit selskab" sagde han så, som hans tommelfinger begynde at nusse Seans håndryg lidt.
"Jeg er ligeglad med titlerne, og med hvilke følelser vi har for hinanden.. bare vi har det godt sammen, og... Jeg syntes vi har haft det godt siden jeg kom tilbage" sagde han roligt, som han trak Sean helt hen til sig, så de stod helt op af hinanden.
"Sååh.. hvad siger du il vi holder op med at spilde vores tid på snak, og så stedet får noget af alt det tøj af, du befinder dig i?" Hans stemme var roligt, og slog over i en langt mere kælen stemme.
De skulle ikke skændes eller diskotere! Eller snakke om følelser! Det var ikke det de var her for.

Han så på Sean. "Og selvfølgelig vil jeg være med til at forarge hele byen!" Sagde han med et skævt smil over læberne.

Lori sagde han ikke forventede noget tilbage...Men uanset hvad lå det der. Mellem dem. Og Sean var nød til at tage stilling snart, måske tidligere end han havde regnet med. For Sean ville ikke bare kunne ignorere det og han var også sikker på Lori til tider ville overveje hvor Sean stod i det hele...
Og det tog lidt af hans motivation for denne tur. Man kunne ikke bare ignorere, hvad der lige var sket, og vende tilbage til før. De kunne prøve og de kunne nok nå noget der mindede om det, men det ville ikke helt blive det samme. I et øjeblik havde han overvejet at trække sig fra Lori igen, fordi han ikke var sikker på han helt gad at putte-nusse kærligt. Men det gik op for ham at han foretrak at have ham tæt. Her tæt på kunne han også fornemme at Lori nok frøs lidt herude og det var heller ikke fordi Sean fik det varmere. Han trak Lori helt tæt på og krammede ham. Kyssede ham på halsen. Han sagde ikke noget, så han håbede dette kunne være et midlertidigt plaster, der kunne udsætte hele elske-problemerne og få dem til at genoptage aftenen. Han smilte svagt og en svag lyd, der mindede om latter, kom fra ham. Sex. Ja. Det var vel en ting man aldrig blev træt af.
"Lad os gå tilbage. Jeg skal nok få varmen tilbage i dig" bemærkede han lidt drillende. Han var ikke helt der, hvor han havde været før dette, men han prøvede.

Det var jo ikke fordi luften mellem dem var ren. Men den var i det mindste blevet renset en smule. Og selvom det her selvfølgelig var noget se måtte snakke om, på et tidspunkt.... En eller anden dag!
Så var det ikke noget der var nødvendigt nu. Selvfølgelig kunne de ikke lade som om det her ikke var sket. Men de kunne prøve ikke at tænke for meget på det, og i stedet nyde hinandens selskab! De kunne i stedet gøre det de var bedst til! Hygge sig og knalde! Det var ikke noget de ville komme galt i byen med. Han så lidt på Sean da denne trak ham ind til sig, og han kunne ikke undgå og sukkede tilfreds som hans egne arme slog sig om Sean. Det her var bedre! Langt bedre end alt den snak og forvirring af følelser.
Han kunne ikke lade vær med at smile som Sean nævnte at han nok skulle give Lori varmen igen. Han rettede sig lidt og skulle til at nikke, da noget slog ham. "Hmm.. med mindre du er sulten?" Sagde han med et skævt smil, som han lagde sine arme om Seans skuldre og nakke.
"Der ligger en landsby tæt ved?.. vii kunne tage ud spise en middag sammen" sagde han med et blik med øjet, der fortalte at han ikke mente på en kro et sted med menneskemad. Nej! Han mente en middag for dæmoner som dem.

Han så på Sean med hovedet let tiltet. "Hvad siger du?... Har du lyst? Eelller... Skal jeg bare sørge for at tilfredsstille dig?" Sagde han med et glimt i øjet og en tydelig drillende atitude. Men det gik nok, det plejede ikke at være noget Sean havde noget imod!

Han så lidt på Lori, før han smilte lidt for sig selv. Inviteret på middag? Det var sjældent noget han nød. Mest fordi de fleste mente menneske-mad, hvilket var noget Sean aldrig rigtig gad give sin opmærksomhed. Det virkede som spild af tid. Og selv om han tit havde været sammen - mest seksuelt - med incubus' på det sidste, var der nu aldrig tale om en "middag". Så tanken var sjov. Han vidste ikke helt om han var sulten...Men tanken om at stå tidligt op i morgen i stedet huede ham ikke. Han ville hellere putte så længe de gad, uden sulten drev dem ud af hytten, så det virkede som et godt tidspunkt. Af flere grunde.
"Jeg vil gerne med ud at spise. Men...Det er dig der kender vejen igen" tilføjede han med et lille smil, før han helt slap Lori.
"Og måske skal vi også lige tilbage og have en trøje mere på. Skal vi på hest eller kan vi gå?" spurgte han.
"Og så kan du altid tilfredsstille mig bagefter...Vise mig alle dine tricks" drillede han

Et bredt smil voksede frem på hans læber da Sean sagde ja til tilbudet om en middag. Faktisk havde han aldrig selv været på en sådanne middag med nogle! Han havde spist middag mange gange med nogle, men det havde bestået af menneskemad. Noget der efterhånden ikke sagde ham ret meget mere! Han havde lavet det til Reign en gang i mellem, men han havde ikke selv spist det meget længe. Interessen røg hurtigt når man ikke længere fik troede at man gik næring ud af det.

Han smilede lidt over det Sean sagde. "ja det er nok en god ide.. jeg må nok indrømme det er en smule køligt" grinte han lidt og hentydet til at hans krop viste tydelige tegn på at det var koldt.
"Og vi kan godt gå ind il byen, selvom hestene ville være klart det hurtigste" sagde han roligt. "Der er et par kilometer derind" sagde han så roligt.

Er skævt smil bredte sig hos ham da Sean sagde at Lori altid kunne tilfredsstille ham efterfølgende. "Sig mig tror du jeg er en alveshingst eller hvad?" Grinte han lidt, som han dog lod sine fingre nusse Sean lidt i nakken.
"Men bare rolig, jeg skal nok sørge godt for dig!" Sagde han inden han placerede et enkelt kys mod Seans læber.
"Du skal dog ikke regne med at få ret meget søvn i nat" drillede han som han slap Sean og begynde at gå ind ad, for at han kunne hente en skjorte.

Sean grinte lidt for sig selv.
"Lad os tage hestene så, jeg vil ikke spilde hele natten på at gå" bemærkede han og blinkede sigende til Lori. Normalt var Sean meget dominerende, men han kunne nok læne sig tilbage og lade Lori vise hvad han kunne for en gangs skyld?
Nu måtte de se. I hvert fald var Lori blevet glad igen og det gjorde ham selv i bedre humør. Det hele lurede stadig i hans baghoved, men det måtte være noget han kunne tænke mere over senere, når han var alene igen.
Han grinte af Lori kommentar. Han rystede svagt på hovedet og gik over for at trække hestene ud, mens Lori hentede sit. Hestene havde haft godt af pausen, selv om de virkede en smule utilfreds over allerede at skulle rides igen. Sadlerne blev hurtigt sat på sammen med tøjlerne. næppe fordi han kunne nå det hele inden Lori kom ud alligevel, men så kunne de arbejde sammen om det og blive hurtigere færdig. Sean gik også ind for at hente sin kappe, blot i tilfælde af det skulle blive endnu koldere senere på natten. Men lige nu havde han det egentlig fint nok.

//Vi kan sagtens bare springe frem til landsbyen og måltidet. :3

Han nikkede roligt da Sean bebudet at han syntes de skulle tage hestende. Lori var jo egentlig også enig, det var nok også det bedste, hvis nu der skulle gå et eller andet galt. Og at de blev nød til at komme hurtigt ud af landsbyen. Han gik ind for at hente en trøje, og kom derefter ud for at hjælpe til med det sidste med hestende. 
Turen mod landsbyen gik fint, og der de var hurtigt fremme, nu de havde valgt at tage hestende. Det havde nok hurtigt taget en times tid, eller sådan at gå det stykke de skulle mod landsbyen. Alt efter hvor langsomt de havde gået. Men med hestende gik det dejligt stærkt. 

Det var ikke en ret stor by, men som så mange andre landsbyer, havde den selvfølgelig en kro. For det var åbenbart det vigtigste i alle byer, et sted hvor folk kunne gå hen og drukne deres sorger. Og denne by var ingen undtagelse. 
Hestende blev stillet, og derefter gik jagten så ellers i gang. Desværre var den slet ikke så lang og spændende som Lori kunne have ønsket sig, og der gik ikke længe inden både han og Sean havde fundet et par piger der ikke var bange for at gå med disse to dæmoner op på det ENE værelse Lori havde sørget for. 
Selve agten var som så mange andre... middelmådig. Det der nok gav Lori mest spæning i dette tilfælde var det faktum at Sean faktisk lå lige ved siden af. Det var nok det der gjorde denne leg mest spændende for Lori altså. 

Han smed sig på ryggen i sengen, ved siden af den livløse krop, som varmen dog ikke havde forladt endnu. Han sukkede lidt tungt. "Syntes du ikke at jagtende bliver kedeligere og kedeligere?..." nævnte han så, og vendte blikket mod Sean. 
"jeg har ikke engang gjordt det her ret længe, og jeg savner VIRKELIG en ordenlig jagt en gang i mellem" sagde han så med et skævt smil.
Mange ville finde det ABSURT at tale sådan, når man lå ved siden af en man lige havde suget sjælen ud af. Han vende blikket lidt med den stakkels livløse kvinde. Det gav ham ikke engang kvaler mere.. var han virkelig allerede blevet så kold? Pigen var smuk, hun havde været sød, for ikke at nævne at hun var ung, og egentlig havde hele livet foran sig.. og alligevel havde han ikke den mindste smule dårlig samvittighed over at han lige havde frataget hende muligheden for at udleve det liv. 

En tung brummen kom bare fra ham, som han trak tæppet op over hovedet på pigen så han ikke behøvede ligge og se på det der kønne ansigt.