It's only because I don't have a choice! - Marcus

Liliana vandrede roligt ned af gaderne, studerede bygningerne som hun passerede dem. Lyden af hendes sko der ramte jorden kunne ikke høres på trods af de hårde såler, selvom hun ikke var på jagt så var hun stadig et rovdyr, og havde været det i en evighed. Hun kiggede op på himlen, okay den kunne ikke være mere end 1 om natten, der var stadig en del timer før solen stod op. Det havde virkelig været til hendes fordel at hun havde levet i så mange år, når nu denne nye verden havde vist sig og være næsten 1000år bagud fra den hun kom fra. Hun rettede igen blikket ned på vejen foran hende, bygningerne, fokuserede på at finde den helt rigtige bygning. Det var ikke nemt, alt lignede fandme sig selv i denne by. Hun pustede irriteret ud. Hvis den mand havde løjet for hende, så skulle det ikke tage hende lang tid og finde ham, og så ville han fortryde den dag han løj for hende.

Hun var klædt helt i sort, sorte tætsiddende læderbukser, og en sort top der matchede. Toppen havde stropper og en lettere firkantet udskæring som virkelig fik hendes bryster til at være fremtrædne og i fokus, og hvis det ikke var nok, så havde snøren der var foran sørget for det. Hun stoppede kort op og kørte en hånd igennem sit hår. Hun skulle finde denne Marcus, men hun var ærligt ved at viste tålmodigheden hun ikke havde ret meget af i forvejen. Hun havde det bedst med at klare sig selv, men hun var nødt til at finde et sted hvor hun kunne være sikker indtil hun fandt sit eget sted. En kvinde trådte ud af en dør, og vandrede hurtigt i den modsatte retning. Liliana lagde hovedet lidt på skrå, og overvejede ganske kort, men nej. Hun havde lige spist hun var mæt for nu, og det var vigtigere og finde et sted hun kunne skjule sig når solen kom frem. Hun fortsatte derfor ned af gaden, og endelig fandt hun hvad hun havde søgt, eller hun håbede det var det rette sted. Hun løftede hånden, knyttede den og bankede på, ventede.

Der var ikke gået lang tid siden Marcus var blevet leder af vampyrene, så hans hverdag var stadig usikker. Der var stadig nogle enkelte stædige familier der ikke ville tilslutte sig ham og hans ledelse, hvilket betød der var vampyre der ville have hans hoved hvis de kunne komme afsted med det. Han havde derfor forskellige huse rundt omkring i de forskellige byer og distrikter hvor han holdt til. Nogle af dem var hemmelige, andre fungerede mere som møde lokaler hvor folk kunne komme når de skulle i kontakt med Marcus eller den gruppe af vampyre han havde tættest på sig.
Dette hus i Angerforge distriktet var dog et af de hemmelige huse, det fungerede som safehouse for både Marcus, men også allierede der havde brug for ly. Det var ikke alle vampyre der vidste noget om huset, men der var dog nogle i omegnen der havde kendskab til det. De var dog under observation, da de ikke skulle kunne slippe afsted med at fortælle gud og hver mand om huset. Denne aften skulle det dog vise sig, at en enkelt ussel sjæl havde talt over sig...

Der var en rødhåret kvinde ved døren. Marcus havde ikke selv set hende, da han holdt til længere inde i huset i det der nok engang havde været en spisestue før huset blev overtaget af vampyre. Marcus var langt fra alene i huset, der var nok en god håndfuld vampyre, både kvinder og mænd, som enten havde fået lov til at søge ly der, eller opholdt sig der fast for at forhindre andre i at overtage huset. Der var dog også Marcus og hen lille gruppe vampyre der efterhånden altid var omkring ham. Det var endt sådan efter han haver blevet udsagt som leder, ikke at han selv var fan af det. Han kunne godt lide sin frihed til at være alene, men han havde ofret den for magt lige nu.
En af det fast boende vampyre, en ung mand, åbnede forsigtigt døren da den rødhårede kvinde havde banket på. De ventede ikke gæster, så det var tydeligt at se overraskelsen i denne unge mands øjne, da der stod en fremmed ved døren. Han måbede lidt før han talte. "Giv dig til kende!" det var ikke et spørgsmål, men nærmere en ordre. Han hold døren på klem, så kvinden ikke ville kunne se ind i huset. Før kvinden ville kunne nå at svare blev den unge vampyr hevet til side af en anden mand. En der tydeligvis ikke var lige så overrasket over at hun stod foran deres dør. "Luk hende ind NU!" lød det imens døren blev hevet op og der blev grebet ud efter den rødhårede kvinde for at hive hende ind af døren. En af de overvågede gutter havde sladret... Det var et problem og nyheden havde hurtigt nået huset.

Liliana ventede en smule utålmodigt, det virkede som en evighed før døren blev åbnet. Hun vidste godt hvorfor jo, det var et safehouse, så meget havde hun da hørt. Og at andre kunne finde det så nemt som hun gjorde, det var ikke særlig godt. Hun var ærlig talt begyndt og tvivle lidt på om hun kunne være sikker her, men hun valgte og lade tvivlen komme denne Marcus til gode.

Men da døren blev åbnet var det kun på klem, og en noget der mindede om en kommando lød fra en mand på den anden side. Han testede virkelig hendes tålmodighed, virkelig. Hun skulle til at sige noget, da en anden stemme lød, og døren blev flået op. Hun forsøgte ikke engang og stoppede vedkommende som hev hende ind, gjorde ingen modstand, og kort efter blev døren lukket bag hende. Hun kiggede hurtigt rundt, dannede sig et blik af hvad der var i huset. Det var ren vanesag, mest af alt for hendes egen sikkerhed, hun kendte ikke disse vampyrere, og hun anede ikke rigtig hvordan kotumen var omkring de andre i huset. Hun fik dog øje på manden der havde bedt hende give sig til kende, og hun sendte ham et koldt blik, inden hun stillede sig med armene over kors, hoften skubbet til siden, og lignede bestemt ikke en der var synderligt imponeret. "Der er ikke meget safehouse over det her. Det tog mig ikke mere end 5minutter og få det ud af en mand hvor det var." Hun fnøs og kiggede igen rundt, læste reaktionerne der kom. "men noget siger mig at du udmærket godt er klar over der er nogen der har sagt noget de ikke skulle." Hendes stemme var stadig kynisk, men der var mere ro over hende nu end lige da hun kom ind i huset. Hun kiggede rundt på de andre i rummet, og lod så sine hænder falde ned langs hendes side. "Hvem af jer er Marcus? Jeg har ladet mig fortælle at det er manden jeg søger." Hun havde bevidst ikke noget tøj på der kunne gemme våben eller lignende, hvis vampyrene her var bare den mindste smule som den verden hun kom fra, så var de mistroiske og stolede ikke på nogen. Hun rykkede sig da heller ikke ud af stedet, afventede blot en reaktion på hendes spørgsmål

Den lidt ældre mand der havde hevet hende ind i huset smækkede hurtigt døren bag hende. Han så på hende med et hårdt udtryk, imens han nærmede sig hende. Han kommenterede ikke på hendes kommentar om huset og den idiot der havde fortalt hende om det. Han så i stedte undersøgende på hende. "Nogle våben vi bør vide noget om?" spurgte han, hans stemme var raspende og alvorlig imens han talte. "Skal vi forvente flere gæster i aften, eller er du alene?" imens han spurgte hende dette fik han sendt nogle andre vampyre hen til vinduerne så de kunne holde øje med de få skikkelser der var at se i ny og næ på gaden. Han hørte godt hendes kommentar om den der havde talt over sig, han fnyste "vi tager os af ham samtidig med at du er her...".
Der var blevet sendt folk af sted med det samme, de havde hørt at denne kvinde havde fået information om huset. Dette foregik dog gennem bagdøren af huset, som kun blev brugt af Marcus og hans tætte cirkel af vampyre. Det blev dog ikke sagt højt til hverken denne kvinde eller nogle af de andre, der kun kom over var der enkelte dage af gangen.

Da kvinden nævnte Marcus' navn så manden op på hende med rynkede bryn. De andre vampyr der var i rummet blev også en smule overraskede, man kunne se og høre dem hviske lidt til hinanden imens de så fra hinanden til kvinden. Det var ikke meningen at nogen skulle vide noget om at Marcus var her i øjeblikket, det var hele ideen med et hemmeligt safehouse. Men det virkede som om katten var ude af sækken nu, så det var ikke længere første prioriteten at finde ud af hvordan hun vidste det. Det skulle den stakkel der havde fortalt hende det, nok komme til at forklare til nogle ret ondskabsfulde vampyre. "Marcus... Hvad vil du med ham?" spurgte manden imens han så mistroisk på kvinden, som om hun lige havde fortalt en fabel han aldrig havde hørt om før. Denne kvinde var ukendt for ham, han havde ellers en god fornemmelse af de fleste af vampyrfamilierne, så hun kunne ikke være en del af dem siden han ikke kunne genkende hende. Selvom at Marcus var leder var der stadig mange vampyre, som der ikke hørte til familierne der ikke havde vist deres ansigter endnu. Sikkert i frygt for at blive slået ihjel for deres opposition eller dumhed. Denne rødhårede kvinde virkede dog ikke til at være en af den slags vampyre.

Og der var spørgsmålet hun havde forventet ville komme, våben. Hun strak armene ud til siden og lavede en lille priuette, for at vise der ingen våben var. "Jeg er her ikke for at slås med nogen, og nej der vil ikke komme flere, i hvert fald ikke noget jeg kender noget til, men man kan aldrig vide sådan som den mand plapre." Hun trak lidt på skuldrene, som om det ikke kunne rage hende mere.

Liliana der konstant betragtede hvordan de andre reagerede omkring hende, bemærkede med det samme den nærmest anspændthed hendes spørgsmål frembragte. Hun morede sig lidt over hele situationen, det var tydeligt og læse på reaktionerne fra de andre, at hun havde fået noget imformation hun bestemt ikke skulle have. Hendes læber krøb op i et skævt smil, og hun placerede en hånd på hoften, fokus vendt imod manden som snakkede til hende. "Mit ærinde er kun imellem Marcus og jeg, og bestemt ikke noget jeg ønsker at andre nysgerrige ører behøver og tage del i." Hendes stemme var rolig, kontrolleret og kold på samme tid. Hun kiggede hurtigt rundt. "Såå.. medmindre du er denne Marcus, så ville det være fantastisk hvis du gad og præsentere mig for ham. Hun strak sit hår om på den ene skulder og lod blikket vandre over manden foran hende, var det denne Marcus hun søgte måske? Det var ikke til at sige, hun havde ikke just fået en beskrivelse af hvordan han så ud, blot et navn. "Hør.. I har allerede lukket mig ind, i er en del, og hvis det kan glæde dem, så skal de være velkommen til at føle efter for våben gemt på min krop. Måske det kan få din paranoia til at falde lidt til ro." Hun gik et par skridt tættere på, men ikke på en truende måde. Stoppede et par skridt fra ham og så afventende på ham.

Da kvinden sagde hun ikke havde nogle våben og snurrede rundt så alle kunne se det, trådte manden et skridt tilbage. Manden så ikke ud som om han var mere afslappet. "Ingen våben..." mumlede manden og nikkede. Det virkede som om at hun kom uden planer om at skabe kaos.
Hun blev ved med at presse på med at møde Marcus, manden så sig over skulderen efter hun havde gjort det klart at hun ikke ville fortælle ham hvad hun havde i sinde. Han nikkede til nogle andre der stod langs væggen bagers i rummet. De forsvandt ind af en dør uden at sige noget. Manden vendte sig igen mod kvinden, da hun tilbød at han kunne mærke efter om hun havde våben på sig. "Vi behøver ikke tjekke, du har gjort det klart at du ikke er her for at starte en slåskamp" sagde manden med en rolig, men stadig raspende stemme. "Jeg er ikke Marcus, du kan kalde mig Nick..." hans præsentation var ikke noget at råbe hurra for, især fordi han fra tid til anden kiggede sig over skulderen for at tjekke om de andre var kommet tilbage endnu.

"Du må vente lidt før du kan se Marcus, han har andet at tage sig til end fremmede vampyre der snuser rundt hvor de ikke bør" konstaterede Nick imens han så på hende med et alvorligt blik. Man kunne godt fornemme at han ikke var hendes største fan lige nu.
Der gik dog kun nogle enkelte minutter før der kom en ud af døren bagers i rummet. Han nikkede til Nick, og forsvandt så igen ind af døren. Nick så tilbage på kvinden. "Du kan komme ind nu. Du kommer ikke til at være alene med ham, forstår du det?" hans stemme var væsentligt hårdere end den ellers havde været. "Følg med." Nick vendte om på hælen og førte så kvinden med sig hen til døren bagerst i rummet. Døren ledte ind til en dunkel gang, som havde flere døre der alle sammen var lukkede. En af de sidste døre i gangen gik de ind af, bag den var et rum, som var meget sølle dekoreret der stod et enkelt langbord i midten af rummet og nogle enkelte stole omkring det. Dette var det der engang havde været stuen til dette store hus, men det blev tydeligvis ikke brugt som stue længere.

Marcus sad ved langbordet, hans mørke let krøllede hår indrammede hans ansigt, men fra tid til anden blev det rusket lidt op i af ren vane. Han havde stort set helt sort eller mørkebrunt tøj på, det var en lang frakke der var åben så den afslørede hans sorte skjorte inde under. Hans bukser var af lidt tykt stof, de så ikke nye ud, men man kunne dog godt se at det ikke var fattigmands tøj han havde på, det var bare ikke så opsigtsvækkende.
Da kvinden kom ind i rummet så Marcus hen på hende og der efter på Nick. "Nick..." Marcus' stemme var rolig og venlig, men hans øjne fortalte en lidt anden historie, de var kolde og så skarpt på Nick der ikke svarede, men blot nikkede til Marcus. "Hvem har du bragt med dig?" dette spørgsmål var rettet til Nick, men Marcus kiggede direkte på kvinden med det røde hår der havde fulgt med ham ind af døren.

Hendes blå øjne veg på intet tidspunkt fra denne Nick, hun havde ikke meget til overs for ham, og var det ikke fordi hun var nødt til at snakke med denne Marcus, så havde hun nok også håndteret situationen meget anderledes. Eller det var indtil hans meget flabede kommentar. Jaa han har nok rigeligt at se til, når nu hans sikkerheds folk ikke kan finde ud af at holde styr på tingene. Hvilket får fremmede vampyrere til at kunne finde hans safehouse på små 5 minutter. Det må virkelig være træls og have så ubrugelige folk." Den feminine var kold og kynisk, og hun lagde blot armene over kors, tydeligvis ikke særlig imponeret af denne Nick.
Efter et par minutter skulle de endelig ind til denne Marcus, og hun rullede bare opgivende med øjnene af Nicks kommentar. Hun havde fået nok af at spilde sin tid på ham, så jo hurtigere de kom ind til denne Marcus jo bedre. Hun fulgte derfor med uden at sige mere, kiggede bare rundt som de gik ned igennem gangene.

De nåede endelig det rum hvor Marcus skulle være i, og hendes blik gled automatisk over på en mand der sad ved et stort bord. Hun betragtede ham kort, lod hendes blå øjne iagtage ham, og notere alle detaljer. Hun var stoppet op et par skridt inde i rummet, og afventede lidt hvad der nu skulle ske. Hun ventede ikke længe før en venlig stemme lød i rummet, men hun havde allerede lagt mærke til hans øjne ikke var lige så venlige. Hun kunne ikke lade være og smile lidt over det, noget ved ham mindede hende om hende selv. Liliana smil blev en smule større, og hun kunne ikke lade være med at fryde sig lidt over det. Nick havde på intet tidspunkt fået hendes navn, og han kunne derfor ikke præsentere hende. Hun ventede lidt tid, trak pinen for denne Nick før hun endelig rettede sig lige en smule mere op. "Det ser ud til deres mand ikke rigtig forstår hvordan man leger dørvagt. Mit navn er Liliana Lorenz.. En mand i en af de lokale pubs fortalte mig præcis hvor jeg kunne finde dem." Man kunne tydeligt hører i hendes stemme hun bestemt ikke var begejstret for denne Nick. Hun gik et par skridt frem, men kun til hun nåede det lange bord, og i stedet for at tage en stol, satte hun sig på det og lagd det ene ben over det andet. Hun lænede sig lidt tilbage, og selvom hun sad i den modsatte ende af bordet så fjernede hun ikke blikket fra ham et sekund. "Jeg havde hørt de var manden at gå til når man havde brug for, bekendtskaber. Ser du.." Hun kiggede over skulderen og over på Nick kort før hendes blik faldt tilbage på Marcus. "Behøver han være herinde? Jeg indrømmer blankt at han ikke ligefrem imponere mig, og jeg føler ikke han behøver og kende til mit ærinde med dem." Hun holdt en kort pause og lænede sig en smule tilbage, hænderne støttende bag hende til at holde hendes vægt. "Hvis det er hans job og stå for deres sikkerhed, så må jeg blankt indrømme de klarer dem bedre uden ham. Desuden... som jeg allerede har sagt, så er jeg her ikke for at slås, selvom jeg må indrømme jeg mest af alt har lyst til at flå hans strube ud med den attitude han havde." Hun var ret ligeglad med at Nick kunne høre hvad hun sagde, hendes stemme var kold og foruroligende rolig, selvom hendes øjne viste den irritation der boblede i hende som hun formåede og holde i skak, hvilket i sig selv var et under. Havde det ikke været fordi hun havde brug for Marcus, så havde hun nok også flået Nick fra hinanden for læne siden.

Da Liliana præsenterede sig selv så Marcus ikke på hende, men på Nick. Normalt var der ikke behov for at Nick fik navnene på dem der skulle besøge Marcus, men det var mest fordi at både Marcus og Nick normalt vidste de ville komme. Denne Liliana var en anden historie. Marcus sad roligt og tilbage lænet i sin stol imens hun talte. "Det er dejligt at møde dem, Liliana Lorenz. Jeg går ud fra du ved hvem jeg er, ellers ville du ikke lede efter mig..." hans stemme var stadig venlig, men han virkede ikke som om han var synderligt interesseret i hendes tilstedeværelse. "Der bliver taget hånd om sagen, hvad angår ham der talte over sig. Du behøver ikke at bekymre dig om det" han smilte et lille skævt smil imens han rettede lidt på din jakke.
Marcus forblev tavs i et godt stykke tid, mest fordi det virkede som om at Liliana havde flere ting hun skulle sige til ham. Marcus så dog op på hende da hun bad om at få Nick ud af rummet. "Du kan ignorere Nick for nu... Hvis det trøster dig så er Nick ikke en del af min egen beskyttelse, han har andre opgaver, som ikke vedrører dig lige nu." med et enkelt nik til Nick fik Marcus Nick til at træde tilbage så han stod langs væggen. Marcus så da igen på Liliana og smilte en venligt smil.

"Bekendtskaber... Hmm, det kan jeg nok godt hjælpe med. Men hvad præcist vil du have min hjælp til?" Marcus havde rettet sig op i stolen imens han talte, han virkede lidt mere interesseret i hvad Liliana havde at sige nu. Han kendte hende ikke, og kendte ikke nogen af hendes efternavn, så lidt spændende var hun da. Hun virkede ikke ligesom en helt nyforvandlet vampyr hvilket betød at Marcus ikke helt kunne finde ud af hvor hun kom fra. Han havde efterhånden en god fornemmelse af familienavne og enlige vampyre, da han arbejdede meget kraftigt efter at få de fleste ind under hans styre. "Lorenz... Er du af en slægt jeg bør kende?" spurgte han lidt ude af kontekst, men det nagede ham ikke at kunne sætte hende i relation til nogen. Selvom at hun tydeligvis skulle bruge hans hjælp, ville han stadig gerne blive mere sikker på hendes motiver og relationer med andre vampyre.

Liliana vippede lidt med den ene fod som Nick trådte tilbage imod væggen. Hun var ikke helt tilfreds med han var i rummet, men for nu kunne hun ikke rigtig gøre så meget ved det. Det var jo ikke fordi hun ikke kunne forstå Marcus havde en stående i samme rum som ham, når man var leder af vampyrene, så måtte man være forsigtig. Hun kiggede ud i ingenting som hun i en lav og rolig snakkede. "Marcus Davidson. Leder af vampyrene i Underworld, Safehouse og nuværende opholdssted i Angerforge distriktet i Doomsville. Hvor stor opbakning der er blandt vampyr familierne vides dog ikke helt endnu." Hun drejede hovedet over på Marcus og sendte ham et skævt smil. Hun vidste udmærket godt hvem han var.

Hun rettede sig op og skubbede sig selv ned af bordet og gik langsomt ned imod bord enden, hendes hånd bevægede sig roligt over hver stols ryglæn, og hun fortsatte med at snakke med samme rolige tone, som hele hendes udstråling viste, selv hendes øjne var lige nu rolige. "Jeg kommer ikke herfra, så ville undre mig hvis de kendte mit navn. Jeg er ganske ny i området." Hun stoppede op da hun var nået halvdelen af vejen ned imod Marcus, og lod sin hånd kører undersøgende over udskæringerne i stoleryggen hun stod ved. "Jeg er født vampyr, og har i hele mit lange liv kunne tåle solens stråler. Men så kom jeg hertil, og det som om en del af mig har ændret sig, tydeligvis fordi at i denne verden kan man kun blive skabt. " Hun fnøs som hun fjernede sin hånd fra stolen i en irritabel gesture, hun hadet at hun ikke længere var en pureblood, men blot en skabt. Det ændrede dog ikke på at hun følte sig mere speciel end andre. Hun rettede sit blik op på Marcus og fortsatte "Jeg er ikke nogen lille baby vampyr, jeg har levet adskillige liv, og er sikker på jeg er ældre end alle der er i dette hus på nuværende tidspunkt. Jeg har valgt og opsøge netop dig, da jeg ingen intentioner har om at bruge min tid på.. pøblen..." Hun skævede over imod Nick, imens hun hodlt en kort pause. "Men nok om det. Jeg ankom til deres verden for ganske kort tid siden, om som de nok kan regne ud, så er der nogle ting her som er anderledes. Det største problem værende sollyset. Jeg er ikke dum, man klare sig ikke nogen steder uden de rette, bekendtskaber. Jeg tænkte at de måske kunne være det rette for mig." Hun havde igen bevæget sig, denne gang var hun dog gået ned bag ved ham, til væggen, dog et par skridt fra ham. Hun havde ingen intentioner om at få ham til at tro at hun var ude på at gøre ham ondt. Hendes hånd kørte kort ned over væggen, og hun registrerede hver eneste lille forandring i overfladen. Hun drejede blikket over på Nick endnu en gang, og på et split sekund stod hun foran ham, hovedet let på skrå og kiggede direkte op på ham. Hun kørte langsom en finger ned langs hans kæbe, men trak sig så væk igen, og gik med rolige skridt tilbage til bordet. "De kan ikke påstå de finder mig uinteressant. Vi ved begge godt jeg har vakt din nysgerrighd, ellers havde de sendt mig væk for længst. Hun stoppe op ved samme stol som før, og så blot afventende på ham

Marcus smilede halv tilfreds da hun nærmest præsenterede hende. Det behagede ham overraskende meget at hun vidste så meget om ham. Så var der en chance for at de andre racer også snart ville vide at han var leder nu.
Han fulgte hende med øjnene, imens hun roligt bevægede sig langs bordet. Hun havde fået hans opmærksomhed imens hun talte om at hun ikke var fra hans verden. Han lod hende tale uden at afbryde hende. Marcus lænede sig ind overbordet og satte albuerne på det så han kunne hvile på dem. Da hun nævnte pøblen imens hun skævede til Nick smilte Marcus. Nick var en efterhånden gammel kending, som havde fulgt Marcus lige siden Marcus selv var en del af 'pøblen'. Han forstod dog godt hendes tanke gang. Nick var ikke lige frem den mest tiltalende person, som til tider mængede sig lidt for meget med de ludfattige for let at få blod. Marcus var egentligt ligeglad hvad Nick gjorde for at få blod, så længe det ikke ødelagde noget for Marcus. Dette var Nick dog også klar over.

Da hun var bagved Marcus lænede han sig igen tilbage i stolen, han så lidt op mod loftet imens han tænkte. "Født vampyr.." han smagte på ordene imens han undrede sig. Det var ikke noget der skete i hans verden, han havde aldrig hørt om nogen der var født vampyre. Sikke en fordel hun havde haft, ikke at have været menneske eller noget andet før hun blev vampyr. "Sollyset er et problem, men det kan nemt løses." sagde han roligt, det virkede ikke som et reelt problem, hun kunne jo bare overtage et hus. "Så du har brug for husly om dagen, er det korrekt?" spurgte han imens han flettede sine fingre med hinanden.

Marcus smilede roligt da hun var henne ved Nick, han havde ingen intentioner om at stoppe hende. Nick var i stand til at forsvare sig selv hvis der var brug for det. Som det dog så ud stod Nick bare stille imens Liliana lod sin finger løbe langs hans kæbe. Da hun igen var gået fra Nick kunne man se hans øjne søge gulvet. Marcus lod et enkelt grin slippe ud. Måske Nick var intimideret af hende. Marcus' opmærksomhed skiftede dog hurtigt til Liliana igen da hun talte. "Jeg finder dig skam meget interessant, men det er stadig uklart hvad jeg kan forvente at få igen for at hjælpe dig" hans stemme var ikke længere venlig, den var blevet alvorlig. Han rejste sig op fra stolen imens han havde talt. Først nu kunne man få en bedre fornemmelse for hans højde og de tattoveringer der tittede frem hist og her, langs hans ene arm tittede slutningen af hans sleeve frem fra ærmet på hans jakke. Han var ikke en lille mand, han var ret høj, og okay bred over skuldrene, men han virkede dog ikke truende - lige nu. Han havde vendt sig mod Liliana og så på hende, med sine kolde øjne. "Du må forstå at jeg ikke bare hjælper uden at få noget igen... Du virker kvik og jeg er overbevist om at du godt kan forstå mig.. " hans tone var stadig alvorlig, men den var også en smule henkastet.

Liliana nikkede kort. "Det er korrekt." Der var ingen grund til at uddybe mere, han vidste det jo godt selv.

Hun følte en vis tilfredshed da et let grin forlod Marcus, ikke fordi hun kunne se hvordan Nicks øjne havde søgt gulvet, men fordi hun ikke var dum. Noget havde tydeligvis moret ham, og hun vidste udmærket godt at hun kunne virke intimiderende hvis hun ville. Uanset hvad grunden var til det lille grin, så var hun tilfreds. Den klang i hans stemme mindede hende mest om hendes faders, dengang hun var ganske ung og han forsøgte og lærer hende noget. Det gjorde også hendes opmærksomhed automatisk blev lidt mere fokuseret på Marcus, noget hun ikke selv bemærkede. Hun betragtede ham som han rejste sig, og lod hendes øjne glide over ham, præcis som et rovdyr ville gøre. Ikke fordi hun så ham som et bytte, men fordi det var noget hun havde lært fra sin far, altid kend dem du er i rum med, på den måde kan du være forberedt hvis noget går galt. Hendes øjne mødte hans, men på intet tidspunkt rykkede hun sig, eller virkede intimideret. Det var heller ik fordi hun havde et indtryk af han forsøgte og virke det, nej han reagerede som enhver anden i hans situation ville have gjort.
Hendes lange fingre gled over toppen af stoleryggen, men de blå øjne blev på Marcus hele tiden. "Jeg er bestemt ikke dum, jeg er udmærket godt klar over hvordan tingene fungere, og at de ikke bare kan kaste rundt med tjenester og bekendtskaber fordi en fremmede vampyr kommer og banker på" Hun fjernede sin hånd fra stolen, og satte den i stedet i hoften og skubbede den til siden, så hun stod halv snoet de feminine kurver mere tydeligt nu. "Jeg kunne sagtens komme med en lang liste af hvad jeg kan tilbyde, men skulle mene at det spild af både deres og min tid. Det ville være nemmere hvis de blot udtrykte hvad de kunne ønske. " Hun holdt en kort pause men fortsatte så "Men jeg vil sige dette. Jeg er måske ikke en af de mildeste og mest kærlige væsner der findes, men jeg er heller ikke en der forråder dem jeg har tæt på mig. Hvis jeg vælger og være loyal, så er jeg det fuldt ud, medmindre du skulle give mig grund til andet. Jeg sikker på du godt kunne bruge en som mig i din kreds. Men jeg siger som det er, jeg gider ik gå og tørre røv på små baby vampyrere som fatter hat af hvad de laver. Jeg har ikke tålmodigheden til det." Hendes stemme er rolig, men der er en seriøsitet og se i de blå øjne som stadig er fastlåst på Marcus.

Marcus havde stået stille imens hun talte, han havde lagt armene over kors imens han holdt øjenkontakten med Liliana. Hun var bestemt en særlig person, hvilket var fint for Marcus. Han blev let træt af folk der ikke udtrykkede sig ordenligt, hvilket ikke synes at være noget Liliana ville gøre. Et mindre smil kom frem da Liliana nævnte at han selv skulle sige hvad han ønskede af hende, hun var ikke dum - nej, slet ikke. Smilet forsvandt dog hurtigt igen, da hun fortsatte med at tale.
Da hun var færdig nikkede han kort. "Din ærlighed er værdsat.."sagde han kort og nikkede igen. Han foretrak at folk var ærlige om deres natur, det gjorde som ofte alt lettere. Marcus var af en lidt doven natur, så hvis han kunne slippe for alt for meget rod så gjorde han det. "Kærlige væsner.. Dem har vi efter hånden for mange af, de er for svage." kommenterede han imens han tog et skridt nærmere hende. "Vi har ikke brug for flere svage vampyre" hans stemme var kold og man kunne fornemme at det ikke lige var hans favorit emne at snakke om. Han betragtede hen roligt imens han overvejede sine ord. Han var klar over at hun ikke ville sige ja til alle slags jobs, så det han ville tilbyde hende. Han så kort hen på Nick, som havde være stille i al den tid. Marcus havde intet imod han var derinde, men Marcus var også klar over at Nick, som så mange andre, ville have mere magt. Det kunne Marcus dog ikke tillade, han havde andre planer for Nick.

"Hvordan har du det med shapeshifters?" Spurgte Marcus roligt imens han vendte om på hælen og gik tilbage til sin stol. Han satte sig dog ikke ned, men hev den til side så han kunne læne sig op af bordet i stedet for. Han så igen hen på Liliana. "Der er en okay stor gruppe af dem, som vi gerne ville nyde mere af" sagde han roligt og smilede kort. "Vi har jaget dem en del, men de virker som om de mobilisere sig nu. Jeg har brug for at der bliver holdt øje med dem, og at de bliver holdt i ro" han forklarede roligt om situationen med shapeshiftersne, måske Liliana ville være den perfekte kandidat til dette job. "Ville du kunne overskue den slags arbejde? De skal holdes adskilt og i skak, hvordan du gør det er op til dig selv.." han tarv og så kort hen på Nick, som tydeligvis havde lyttet meget intenst med. Da Nick mødte Marcus' øjne så han ned igen.

Liliana drejede sig omkring, så hun stod med ryggen imod stolen, lænede sig en smule op af den, hendes hånd stadig på hoften, som hun betragtede Marcus, holdt øjenkontakten. Der var intet respektløst over hendes opførsel og holdning, men det var også tydeligt at hun ikke var en der blev intimideret af ingenting. Hun tog tingene ganske stille og roligt, og lod ham snakke og fortælle hvad han ønskede hun skulle gøre til gengæld for hans hjælp.

Hun løftede et øjenbryn ved ordet shapeshifters. Ahh så dem havde de også her, men om de var som dem hun i forvejen kendte fra sin verden, det vidste hun ikke. Men uanset hvad så regnede hun ikke med det blev et problem. Hun lod ham snakke færdig før hun endelig flyttede sin hånd fra sin hofte, for at skubbe noget af hendes hår om bag ved det ene øre, imens hun kiggede op i loftet. ”Det burde ikke være et problem. Hvis du bare peger mig i hvad retning de er, så skal jeg nok sørge for og holde styr på dem. Men.. vil du have antallet af bestanden nede, eller vil du blot have dem splittet så de ikke samler sig i en gruppe og gør oprør?” Hun drejede rundt på den ene fod så hun igen stod med fronten imod Marcus, ryggen imod Nick som hun ignorerede fuldstændig på dette tidspunkt. ”der mange måder og holde styr på nogen på. Nogle gange kan det være nødvendigt og tynde lidt ud i rækkerne.” Hun sender ham et skævt smil, og det tydeligt og hører på hendes stemme at hun ikke har et problem med det job hun har fået.

Marcus forholdte sig rolig, og da Liliana spurgte ind til hans forslag så han lidt rundt i lokalet. Hans blik passerede kort Nick igen, han var sikker på at dette var en opgave Nick ville gøre meget for at få, så det var underholdende for Marcus at give denne opgave til en anden. Han vidste at Nick ville spørge ind til det på et senere tidspunkt, Marcus kunne nærmest allerede høre det. Hans blik faldt da igen på Liliana. Før han talte trådte han frem og væk fra bordet igen. Hans fremtoning havde dog ikke ændret sig, han var stadig rolig, men alvorlig. "Hvis du vurdere den bedste måde at holde dem skilt på er ved at gøre antallet mindre, så er det dit valg. Du vil være den er står til ansvar for det valg.." sagde han kort og gik lidt tættere på hende. Han ville ikke have shapeshiftersne skulle uddø, men han så intet problem i at aflive nogle af dem, hvis de bare betød at de ikke mobiliserede sig imod ham. Han havde længe drevet rov på dem, de var underholdende og deres blod var helt fint for ham.

Som Marcus kom hende lidt nærmere betragtede han hende kort. Han skjulte det på ingen måde, det var typisk af ham. Selvom han som ofte havde en facade, så var hans handlinger sjældent skjulte. Det var kun hans motiver han holdt for sig selv, indtil det rette øjeblik.
Hans motiv i denne situation var dog ikke som sådan klar, heller ikke for ham endnu. Denne kvinde var kommet ind i hans liv på en meget overraskende måde, så han var endnu ikke klar over hvad han ville med hende ud over denne opgave. Han havde dog bidt fat i nogle af hendes tidligere ord, de havde ligget i hans baghoved siden hun havde nævnt dem.
"Kan jeg så regne med din loyalitet nu?" spurgte han roligt imens han sendte hende et venlig smil. Det var en anelse halv hjertet, da det på ingen måde var ærligt. Hans øjne var kølige og meget alvorlige. Han var på ingen måde sentimental, det var arbejde. Vigtigst af alt handlede det om hans lederstilling, og at han stod med en kvinde han kunne mærke havde potentiale og det rette sind. Han var derfor meget indstillet på at få hendes loyalitet, sådan at ingen ud over ham kunne have den. Han brød sin tavshed hurtigt igen imens han stadig så på hende med sine alvorlige øjne. "Ville jeg kunne regne med dig ligegyldigt hvad? Ville du støtte mig uden at stille spørgsmål ved mine valg?" hans tone var hård og det venlige smil var væk. Det var i stedte erstattet med et koldt og alvorligt ansigt, der skulle ikke herske nogen tvivl hos hende. For ellers ville hun ikke være loyal i hans øjne. Han anså ikke stikkere og illoyale, som værende noget værd.

At sige hun havde et problem med at mænd kiggede på hende ville være en lodret løgn. Hun tog sig derfor heller ikke af at Marcus øjne betragtede hende, hvorfor skulle hun? Hun var en flot kvinde, og hun vidste det udmærket godt. Derudover var hun ny og interessant, kom fra en anden verden. Nej havde hun stået i hans situation havde hun nok reageret på samme måde, faktisk så havde hun da også allerede ladet sine øjne glide over ham. Hun tænkte ikke rigtig over hun gjorde det mere, hun var en kvinde der gik meget op i udseendet, og ikke kun hendes eget.
Hun reagerede ikke synderligt som han spurgte til hendes loyalitet, heller ikke over det halve smil, eller da han blev mere seriøs og alvorlig. Hun var godt klar over det handlede om hans lederrolle, hun havde selv været sådan mange gange før hvor hun kom fra, og hun havde da heller ikke noget problem i at hun nu ikke var den øverste i rangen. Hvis hun ville kunne hun finde sin vej derop af igen. Hun overvejede kort hans spørgsmål, men hun havde ikke noget problem med Marcus, intet ved hans væremåde og person fik hendes signal lamper til at reagere. Faktisk så vikrede han som en type hun ville kunne have det sjovt med, så at være loyal over for ham kunne vel ikke være så slemt? Hun rettede sig helt op, og tog de få skridt der krævede for at de stod tæt, dog ikke så tæt de rørte hinanden. Hendes læber krøb op i et smil, og hendes stemme var blød, nærmest sensuel. ”Du har min loyalitet. Jeg vil ik stille spørgsmålstegn ved de ting du gør. Det er så længe du er loyal over for mig.” Hun holdt en kort pause. ”Misforstå mig ikke, jeg udmærket godt klar over hvem lederen er, og jeg har ingen intentioner om gå efter din post. Faktisk kan jeg nu meget godt lide dig. Det jeg mener er blot, hvis du ikke stikker mig i ryggen, giver mig grund til ikke og være loyal så har du 100% min loyalitet.” Hun havde lænet sig en smule frem som hun sagde det sidste, nærmest hvisker det så kun Marcus kunne hører det. Så snart hun havde sagt hvad hun ville rettede hun sig op igen, så der var den lille afstand imellem dem. ”Så er forretningerne færdige? De nødvendige, men ærligt talt så keder det mig ekstremt. Det for.. Stille stående.” Hun sukkede en smule opgivende men kiggede så blot på ham med et skævt smil, et  glimt i øjnene der ikke kunne læses af folk som ikke havde kendt hende længe.

Marcus forblev stående hvor han var. Hun ville ikke få ham til at rykke sig. Det at hun kom så tæt på ham var faktisk mere til glæde for ham. Han kunne bedre fornemme hendes alvor når hun var så nær ham, desuden frygtede han ikke at hun skulle gøre noget dumt på det nuværende tidspunkt. Hun havde jo bekræftet det, at hun ville være ham loyal og at hun ville lade hans stilling være. Hvilket ikke rigtigt var nødvendigt for ham at høre. Han regnede med den slags når folk erkendte sig loyale over for ham. Da hun nævnte at han ikke skulle stikke hende i rygge hævede han kort et bryn. Det var alligevel ikke noget han forventede hun ville ligge så meget vægt på, men så igen. Hun var ikke som så mange andre.
"Hm.." hans stemme brummede lavt, imens han kort nikkede. Der var vel ikke så meget mere at sige til det. Han havde ingen planer om at stikke hende i ryggen, så det var vel alt.

Da hun hurtigt forsøgte at lukke forretnings talen ned, fik det ham til kort at smile. Det var et køligt, men dog ærligt smil. Selvom han var leder og længe havde haft undergrund forretninger kørende, så var han det ikke hans favorit ting at foretage sig.
"Det er vel det vigtigste vi har snakket om nu." sagde han kort og så på hende. "Du kan komme og gå som du vil i dette safehouse.. Hvis du vil andre steder hen, så vil der blive givet adgang til andre lignende huse" forklarede han kort før han vendte sig væk fra hende. Han gik mod en af dørene der ledte dem ud af rummet. Da han stod ved døren så han tilbage på hende før han lavede en gestus med hånden, om at hun skulle følge med. Hvis hun fulgte med ham ville han lede dem ud af rummet og ind i en gang med flere døre.

//sorry, det blev lige lidt kort //