If you had the choice, would you kill me? ~Sean~

Blodhavet vat et stort frygtede og mystisk hav, som havde druknet så mange skibe ned i dens mystiske og gådefulde dyb. Vandet var dyb rødt pga det rødesand og ler, som blandt andet blodøerne bestod af. Dog sagde sømændene, at den var farvet fra alle de ofre sirenerne havde ådt. Men forskere sagde det er pga det røde leret. De skulle bare vide.. Dette hav som omgav blodøerne var ikke et hav for nybegyndere, kun virkelig erfarene skibsfolk drageede derind. For dette hav var frygtelig farlig lige fra den ene til den anden dag.
Idage var der storm, og bølgerne var vilde os bruede til vindens hylen. Elena hodte sig under vandets overflade. Der var hun godt tilpads under de som lignede blod. Men det var faktisk meget ravrødt, nede på bunden og midt i.. Ellers lignede det at det langtsomt var blevet fortyndet af de store hav.
Elena svømmede rundt for sig selv, hun hadede dette vejr. Specilet fordi at det lød så væmligt.. Hun svømmede fra midten af havet, Elena ville dykke længere ned. Da et net susede om hende, hun sad fast og begyndte at prøve at vride sig fri. Panikken steg hende til hovedet, hvad skulle hun gøre.. Hun sad helt fast, heldigvis for hende kunne hun trække vejret under havet. Hun prøvede kort at holde sig i ro, og kigge op. Hun kunne se bunden af den mægtige båd der sejlede på de vilde bølger. Nogle var virkelige vanvige nok til at sejle i sådanne vejr. De begyndte at trække nettet op, og der sprang panikken på hende igen. Med et ordenligt sus. Hun sprallerede for at komme fri, men hun kunne ikke. Hun mærkede den kolde strom ramme hendes hud, da hun blev smidt op på dækket. Hurtigt var hun skåret frit af nettet, men inden hun nåede at blinke var hun kastet op i en lille form af en glasbeholder. Der var et lille lufthul, men ellers var hun fanget som en mus i kattens klør. Elena bankede på den ekstra tykke glasrude, det stormede stadigvæk vildt. Men hun kunne intet gøre, panikken var så stor at hun ikke engang kunne konsentrere sig om at bruge hendes evne. Elena var udmattet og faldt langsomt hen..

Solens varme stråler reflekterede i glassetsrude, og fik Elenas øjne til at åbne sig. Hun kiggede rundt omkring sig, hun var ikke på vandet mere. Men omgivet af landvæsner som stirrede på hende med stive blikke. Elena følte sig utryg, hun havde aldrig været så tæt på et landvæsen sådan rigtigt. Men hun havde aldrig følt sig så forsvarsløs, hun kunne ikke lide at de stirrede sådan på hende. En lidt overvægtig mand kom helt hen til ruden, og prikkede lidt til dem, som var hun en lille fisk i et aquarium. Men det var hun ikke, Elena hvæsede da hun så hans finger prikke på ruden. Hendes skarpe tænder kom frem og øjne så skræmmende som ens væreste mararidt. Hun fik alle til at hoppe et skridt tilbage, og manden som havde prikket til ruden fik det største chok. Elena blev ved med at hvæse, hun var sulten og hvis de havde været på havet havde hun sunget for at få dem til at blive hendes føde. Men hun kunne knapt bevæge sig, så det var fysik umuligt. Hun kunne vende sig på siden, rykken og maven men holdte sig nu på maven. Lidt sand i bunden af buret, men intet andet, udover saltvand selvfølgelig. Elena hadede tanken om at hun ikke kunne bevæge sig frit..
Solen var varm, den ramte glasset og fik det til at skære for hendes øjne. Elena kunne læse solen, der var ikke noget som hed et ur, i hendes undervands verden. Det var højtideligt først på middagen, hvor var hun ikke så sikker på.. Men i hendes øresnegl hørte hun navnet.. Fire..Village hvad?.. Hun kunne ikke hører det præcist.
"Nogle som vil købe dette prægtige fund?" Spurgte en mand så, hun kunne genkende manden. Det var ham som havde fanget hende, det fik Elenas vrede ansigt frem igen. Og hun hvæste, tegn på hun følte sig truet..
Folk kom nærmere sværmende.. Yderst ubehageligt, men hun kæmpede for at skræmme dem væk.. Men det var lidt umuligt..
Elena følte sig kvæstet, hun havde brugt krafter på at holde disse landvæsner væk. Så hun sank langsomt ned på bunden og kiggede bare på disse landvæsner. Ville de dræbe hende hvis de fik chancen?

Byen var som den plejede. bestående af en masse huse af træ, fuld af folk der gik rundt på må og få, nogle der faktisk havde et mål for dagen...Som f.eks. ham selv. Han havde brugt det meste af formiddagen på at rejse hertil og nu var han her. Han havde snakket med nogle af sine mænd, da rygtet om en sirene nåede ham.
De havde fanget en sirene, lød det på. Og nu var hun til salg inde i bymidten. Sean måtte dog undre sig lidt over dette, for Sirenerne boede da langt væk herfra. Dette var jo Firewood village! Sirenerne boede for det meste ude i blodhavet...Det måtte have været en lang og bekostelig tur...
Han så op mod himlen. Selv om vinteren kun lige var på tilbagetog, skinnede solen alligevel godt. Og i et glasbur, hvad han gik ud fra, for da kunne det både indeholde vand, men man kunne også se på sirenen, måtte det være varmt. Flere rygter bekræftede hans formodninger om glas.
Han rystede svagt på hovedet af dette påfund, men gik dog ind mod centrum af byen. Han var nysgerrig.

på denne solrige dag var han klædt i nogle lette, sorte støvler og mørke bukser. Sort trøje og en kappe, som dog var åben, da det sorte tøj opfangede en del af varmen fra solen. overraskende varm dag, af en halvvinter dag.
Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, undtagen pandehåret der gled ned over hans pande. Fire, hvide, grove ar gik på tværs af hans ansigt.
Han bevægede sig derned og der var stor opstandelse, for alle ville hen og se og vide hvad der skete. Dem der aldrig havde set en sirene før, talte ivrigt sammen. så det var sådan de så ud! Se lige de tænder!
Sena rystede på hovedet og gik hele vejen derned. Han maste sig ind mellem folk, selv om hans muskuløse krop og kolde blik hurtigt mindede folk om at de ikke burde stå ham i vejen. Han nåede helt derhen og en lille ivrig mand hoppede rundt og tog imod bud. Sean gik helt hen til glasset og så ind gennem det, på sirenen. Rigtig nok en ung kvinde af en slags. Hun så træt ud, men også bange. Han stod og så på hende i flere minutter, før den lille mand opdagede ham, som han stod med overkorslagte arme.
"Herre! Ædle herre...Et pragteksemplar, fanget fra selve blodhavet! Ung og frisk. Bliv den første af dine venner til at have en!...." han nævnte en pris og fortalte han var villig til at forhandle, når bare man tænkte på det besvær han havde haft med det...Sean så ikke engang på ham og lyttede kun med et halvt øre. Manden stoppede endelig op, men tog sig øjensynligt ikke af Sean kolde skulder og den trussel han udgjorde...Faktisk blev manden vred og satte hænderne i siden.
"Hvis du ikke vil købe, kan du træde tilbage så andre købere kan se bedre. Jeg har en forretning her!" snerrede han og lagde en hånd på Seans arm for at skubbe ham bagud, væk fra sirenen. Det var hans største fejl. Sean arm fløj gennem luften og hans hånd lagde sig om mandens hals og klemte. Da manden kun var et sølle menneske, kunne han intet gøre. De folk der opdagede det skreg og skyndte sig væk eller blev stående og kiggede med forvirring, en smule frygt, spænding eller undren. En enkelt eller to, mest dem der var interesseret i at købe, bad ham slippe manden. Men ingen turde ligge sig ud med ham.
"Jeg tager hende. Gratis" svarede han kort. Manden sprællede og rallede da han ville modsige det, man Sean klemte til. Til sidst kom manden med noget der virkede som om han accepterede. Sean holdt ham et øjeblik mere, slap ham så og han faldt hostene til jorden. Endelig rejste han sig op...
"Så forsvind! Forsvind med hende, din..." Sean sendte ham et koldt blik og han blev stille, da hen hurtigt skyndte sig væk.

En mand kom gående igennem mængden af disse landvæsner, og kom helt op foran glasset. Elena sank en klump og trak sig så langt tilbage hun kunne og hvæste et par gange med sine skarpe tænder. Hendes tegn på hun forsvarede sig selv, Elena kunne ikke lide snakken om deres samtale, men hun kunne ikke gøre noget. Ikke før de kom til en sø eller noget, så kunne hun bruge sin evne til at telepotere sig ud i nnoget vand. Den ene angreb den anden, den nyankommende havde hånden omkring halsen på ham som havde fanget hende. Hun fuldte lidt med, men hun ville ikke bringes rundt på land, det ville hun ikke! Og når hun kom i en sø eller havet igen, så skulle hun nok flå dem alle, flå alle deres lemmer af en for en.. Så alle nerverne... Så lade dem ligge og komme sig så godt de kunne.. Og så starte forfra. Elena kiggede forskrækket på dem, skulle hun med den nyankommende.. Og hvordan, ville han slæbe hende i dette bur. Det måtte mest veje flere kg.. Hendes hale vejede nok en del, det var jo derfor at hun ikke flød op til overfladen når hun var under havet. Men på en måde ville hun bare væk fra solen, vandet var det samme som hun havde været i går, ikke rent.. For hun anede ikke hvad det var for noget vand, det havde ikke været specilet rent. Elena kiggede på den musluløse mand igen, landvæsner.. Så arrogante.. I følge Elena ihvertfald, hun kunne ikke se hvorfor de overhovedet behøvede at leve.. Eller jo de var jo hendes bytte, så hvis de døde gjorde hun også.
Elena ventede på hvad der nu ville ske, skulle hun dræbes..? Eller hvad ville de gøre med hende hvis de fik chancen.. Selvfølgelig ville hun ikke opgive noget, hun ville kæmpe for hendes liv naturligvis da. Elena drejede hovedet lidt til siden, og lagde hovedet lidt på skrå. De skulle bare ikke vide at hun kunne tale, for så ville det muligvis ikke gå så godt.

Det hele måtte selvfølgelig stå på en kærre eller andet transportvæsen af en slags. det ville være alt for tungt at slæbe af og på hele tiden. Det eneste der manglede, var heste, for de var slæbt væk, så de ikke skulle lide i solen. Sean stilte sig op på denne kærre, ved siden af glasset, og så ud over folkemængden.
"underholdningen er slut! Forfør jer væk, fortsæt med dagens gerninger! Jeg lover jer, der er intet mere at se her!" folk tøvede, men så småt begyndte folkemængden at blive mindre. Selvfølgelig med undtagelse af de mest nysgerrige og dem der stadig ville købe. Nogle kom hen til ham, da han hoppede ned igen.
"Hvor meget vil du have?"
"Jeg kom først!"
"Bare nævn en pris"
Men Sean afslog den alle og truede endda få, hvis de ikke snart flyttede sig. Så de fleste gik lidt surt deres vej. Og nu var han så alene med denne sirene.
Han vendte sig om og så lidt på hende. Så rystede han svagt på hovedet og forsvandt i et øjeblik. nogle nysgerrige folk kom selvfølgelig helt hen til glasset igen, mens han var væk.
Senere kom han tilbage med to, solide heste som han spændte for kærren. Og så satte de sig ellers i bevægelse. Men i første omgang, ikke ud af byen, men bare væk fra torvet.
Efter lidt bumlen af sted, kom de ind i noget skygge, af nogle huse som overskyggede hinanden. Her holdt han dem an og nogle af de folk, han var her for, kom frem. En af mændene gik hen til ham med store øjne.
"Hvad laver du med...den?" spurgte han og så direkte på Sean igen. Sean smilte let til sin mand.
"Hun er en sirene. Og snak hellere ordentligt, sidst jeg mødte en af dem, forstod hun udmærket hvad jeg sagde!" Manden lukkede straks munden, men blev snart for nysgerrig igen.
"Hvad vil du med hende?" Sean så lidt på hende ved spørgsmålet.
"Holde hende der, til hun vil snakke. Og samarbejde, helst. Gå nu" manden så lidt frem og tilbage og ville øjensynligt helst blive...men snart trak de sig tilbage. Sean vendte sig om mod hende igen. Glasset var stadig varmt, men med tiden ville det blive kølet ned af skyggen.

Elena kiggede rundt, det var ret brovokerende at ligge sådan.. Hun sukkede, så var hun pludselig alene, få kom listende hen og kiggede på hende. Men hun viste tænder af dem, imens hun hvæste. Så de stak hurtigt af igen. Hun kiggede på denne ting som stod ved siden af glasset hvad kunne sådan en bruges til?
Senre kom han tilbage, med to dyr. Firebenede.. Hun kiggede lidt på dem, gad vide om man kunne sætte dem i panik ved at hvæse hun overvejede det men lod hver. Hun var snart oppe på denne kærre eller hvad de kaldte den. Der var så mange underlige navne, som hun ikke gad at gøre sig klog på. Hun kunne mærkede en ubehagelig fornemmelse, sådan som vandet rystede hende rundt. Men det værste var hun ikke bare kunne svømme rundt, hun kunne ligge ned og blive helt rystet rundt. Så stoppede de og hun blev sat i noget skygge, selvom det stadigvæk var varmt. Så var det alligevel behageligt med den køllige stygge. Der stod nu to mænd lidt væk fra hende, men hun kunne udemærket hører hvad de sagde, den var det første den ny ankommende sagde, og det fik Elena til at halvhvæse. Men han trak så også sine ord til sig, ved det den anden sagde. Få hende til at snakke, som om. Få hende til at sammenarbejde, det skulle han ikke regne med. Holde hende her, glem det. Hun ville flå alle landvæsners kropsdele af del for del, nærve for nærve.. Creppy men det ville hun hvis hun fik chancen. Man skulle ikke komme for tæt på hende, når hun først kunne komme i vandet hvor hendes teritorium var.

Han så lidt på hende. Så på hende gennem glasset og bankede let på glasset for at være sikker på at have hendes opmærksomhed.
"Så, lille sirene..." han smilte let mens han så på hende, da han satte sig ved siden af glasset.
"Jeg har en ide. Enden snakker vi, eller du kan blive liggende i det flade og sikkert også snart iltfattige vand og hvæse. Hvis du snakker og vi får os en hyggelig samtale, vil jeg hjælpe dig tilbage til havet...Selvfølgelig kun hvis vores samtale føre til en aftale" han så lidt på hende og ventede på hvad hun ville gøre