You're Choice. -Nille-

S: I doomsville gader.
O: En masse væsner der masser for at komme forbi.
V: Overskyet og koldt.
T: Eftermiddag.
P: En stor blågrå hættetrøje med hætten over hovedet så han er godt gemt væk. Et par sorte cowboybukser med lommer. En medaljon hængende om halsen.

Dagene virkede kolde. Alt virkede koldt. Det var ikke til at finde rundt i om det var ham selv der var kold, eller om det rent faktisk var omgivelserne der begyndte at være som is. Han havde det alligevel som om at alting var sort. Selvom han gik imellem hundrede vis af væsner, så havde han det som om at det kun var ham tilbage og alle de lyde fra væsnernes stemmer, blot var fugle sang fra skoven. Han savnede at være ude i skoven. Man kunne ikke drømme om hvor meget han havde overvejet at tage tilbage til den, selvom zombierne herskede over den nu og han kunne risikere at miste livet. Nok var han modig, men han var ikke dum! I stedet fortsatte han med at vandre igennem gaderne, uden om alle væsnerne og endda dem der forsøgte at snakke til ham, gik han direkte forbi og lod som om at de ikke var der. Det var sikkert ikke andet end sælgere der ville sælge ham dagens avis, eller noget der ville bringe held. De få væsner der gik ind i ham, var dog høflige nok til at sige undskyld og om forladelse, hvilket han ærligtalt ikke forstod hvorfor. De få af dem han fik øjenkontakt med, nikkede endda undskyldende til ham som fik de skyldfølelse over at have gået ind i ham. Han var venlig nok til at nikke tilbage, signalerede at det intet gjorde.. Som sædvanlig havde han hætten over hovedet. Han forsøgte så godt han kunne at gemme sig væk fra alt og alle. Lige nu, kunne han ikke bære mere. At miste den lille Josh og Nille lige efter, var nok for ham i en mundfuld. Nille... Kort lukkede han øjnene i, forstillede hende smile til ham som hun engang havde gjort. Han åbnede dem dog lidt efter igen og så ikke andet end en gade fyldt med væsner.. Til sidst fik han nok, han lagde an til at springe ved at bøje i knæene og da han endelig satte af, svævede han nærmest igennem luften, indtil fødderne kunne mærke følelsen af et tag under dem. Med et suk satte han sig ned på det, kiggede ned på befolkningen og deres vrimlen for at finde et sted at være. Endnu engang lukkede han sine øjne i.. Billederne af en smilende Nille dansede hånende foran ham, fik hans hjerte til at gøre ondt. Lidt efter lidt forsvandt hendes smil og i stedet så han hendes kolde blik foran sig. Bag ved hende brændte hans hus og selvom det var Nille der stod foran ham, så kunne han ikke høre andet end Josh skrig der rungede i hans hoved. Svagt åbnede han øjnene igen.. Han sukkede dybt, lod sig falde bagover på taget så han kunne mærke de kolde sten imod hans ryg. Baghovedet fik et lille slag, det var ikke noget han ville tage sig af, skulle han være ærlig så var det faktisk behageligt.. Han lukkede svagt øjnene i igen. Skubbede alle former for omgivelser væk fra sig.. Heldigvis så han ikke andet end mørke bag de lukkede øjenlåg.. Ikke andet end mørke..

Påklædning 2, profil.

Dagene flød sammen og hun havde mistet tidsfornemmelsen. Hun følte sig mærkeligt tom, og hver gang hun prøvede at få en mand med i sengen så hun kunne fuldføre sin pligt, skete der altid noget underligt.. Hun fik altid en fornemmelse af at det var... forkert.. Så hun havde ligesom droppet det, i hvert indtil hun følte sig.. parat igen.. det var underligt. Hun var fri. Single. Ledig på markedet, som nogle sagde. Hun havde lov til at være sammen med en mand, uden at være Jacob utro, for de var ikke kærester mere.. men alligevel følte det så.. forkert. Hun rystede på hovedet. Hendes to daggerter var gemt i hendes læder støvler. hun havde en hvid hætte over hovedet. Hætten skyggede for hendes ansigt og hun lukkede svagt øjnene. Hun kiggede rundt og fik øje på en eller anden fyr hoppe op på taget. Hun rynkede på panden og kravlede selv op på taget. Hun kunne ikke hoppe derop, det ville være for.. drenget. Så hun kravlede simpelthen derop.
Hun trak en af sine daggerter frem og listede hen mod fyren. Lidt efter at han havde lagt sig ned, sad hun på hug bag hans hoved og havde sin daggerts skarpe side mod hans strube. "Hvem er du?" Hun kunne ikke se hans ansigt.

Stilheden var behagelig! Følelsen af det kolde flise tag imod hans ryg var som at ligge ovenpå en blød seng. Jacob havde ikke meget at vælge imellem af sovepladser for tiden. Så han tog imod næsten alt. Selv når det var hårdt som sten nød han det. De brune øjne var lukket i. Det lykkedes ham ikke at spotte kvinden på taget, inden han kunne mærke en daggerts blad imod sin hals og dets duft af metal irritere hans næse. Til at starte med lå han bare helt stille. Lod som om at han ikke engang havde bemærket kvinden. Det var dog bare for at forvirre fjenden. Inden længe greb han om daggerten, fjernede den fra sin hals og gjorde nærmest en slange agtig bevægelse, så han let var oppe at stå igen og endnu engang kunne mærke taget under sine fødder. Ned af hans hånd dryppede blod fra dengang han greb fat om daggerten.. Han gemte fortsat ansigtet under hætten.
"Det er ikke nødvendigt for dig at vide," sagde han med en rolig stemme.
Han gjorde an til at springe over til det næste tag, da en af tagstenene gav efter under ham. Det gik som et lyn! Pludselig hang han i tagrenden og kæmpede for at komme op igen. Folk nede på gaden kiggede måbende op på ham. Nogen tillod sig endda at råbe, hold ud, til ham!
Grebet om renden var svagt. Han måtte bukke under for sin egen vægt og lade sig falde ned. Det suste igennem maven på ham, da han kunne se jorden komme nærmere og nærmere. Han gjorde sig klar til at lande så vidt muligt på benene. Det lykkedes ham næsten. Det eneste der gik galt var at han kunne mærke stødet igennem hele kroppen da han landte. Med et enkelt klynk faldt han på knæer og forhindrede overkroppen i at møde jorden, ved at støtte med armene..

Nille snerrede af fyren der han havde fået daggerten væk. Hendes snerren kunne minde om en panters.. For hun var jo inderst inde en panter. Hun mærkede et jag i maven da han snakkede.. Jacob.. Hun rankede sig og så tomt på ham. Hun skreg da en tagstenene gav efter under ham og han hang i tagrenden. Hun holdte sig for mund. Hvorfor havde hun skreget? Fordi hun var bange for han døde? Hun kunne vel være ligeglad, han var jo ikke hendes kæreste... hun elskede ham ikke... eller.. det gjorde hun.. hun ville bare ikke indse det for tiden.. Hun løb hen til ham og satte sig på hug. Hun kiggede ned på ham da han faldte på jorden. Hun fik hurtigt kravlet ned og løb hen på hug foran ham... Hun havde taget hætten af... Hun mærkede blikke på sig, men ignorerede dem. Hun prøvede at holde sit ansigt koldt, uden følelser.. men hun havde været bekymret for ham og det lyste tydeligt ud af hendes øjne.
"Er du okay?" Hun så vurderende på ham. Hun tog fat i hans skulder for at hjælpe ham med at holde sig oppe. Hun undgik hans øjne omhyggeligt.

Det føltes som om nogen havde jaget et spyd igennem hvert et ben. Spydene var ikke blev fjernet. De blev ved med at sidde der og genere nerverne. Han frygtede at hvis han forsøgte at rejse sig, så ville spydene stramme som en gal! Der var dog noget som rungede i hans sind, denne gang var det ikke josh latter eller skrig, derimod var det kvinden fra tagets skrig. Hvorfor havde hun skreget, kunne hun ikke være ligeglad med om han faldt ned fra taget? Inden længe besvarede spørgsmålet dog sig selv. Kvinden på taget var ikke hvem som helst. Det var nille. Det gav ham et jag igennem maven på ham. Et nyt spyd var sendt igennem ham. Forsigtigt forsøgte han at rejse sig. Ligesom hende undgik han i starten øjenkontakt. "Jeg klarer mig," hviskede han og børstede skidt af knæene. Det overraskede ham at han kunne høre bekymring i hendes stemme.. Akavet kløede han sig bag nakken.
En lille barn kom hen til hende. "Du er skammeren! Hvor sejt," hun klappede henrykt i sine hænder. Jacob kiggede ned i jorden. Egentlig kunne han ikke se noget sejt i at hun var skammer lige pt.

Nille tog fat i hans arme for at hjælpe ham op at stå, nok var de ikke sammen, men han betød stadig meget for hende.. mere end hun ville indrømme.. Hun så bekymret på hende og hun virkede med et helt træt da han sagde noget. Hendes øjne var matte og næsten helt tomme, trætte.. Hun var træt af at han skulle komme til skade, det gav hende jo et hjertestop! Nej nej, nu var hun urimelig. Det var jo ikke hans skyld.. Hun så væk fra ham. "Godt." Mumlede hun og lukkede øjnene. Lige da hun fornemmede en tåre glide ned af hendes kind, hørte hun en ung piges stemme. Hurtigt som lynet havde hun tørret tåren væk, nok så hurtigt at ingen ville lægge mærke til det, eller måske havde de lagt mærke til det, hvem vidste? Hun så på pigen og prøvede at smile.. det blev da til et svagt smil..
"Ja, jeg er skammeren.." Hvorfor virkede pigen så glad over at hun var skammeren? Det var underligt, det havde hun ikke prøvet før. Man ville altid have hende til at gøre noget, bruge sin evne mod andre, og det havde hun intet imod. Det var jo hendes job. Hun så på Jacob.. hun kunne ikke læse tanker men hun vidste hvad der foregik inde i ham nu. Han kunne ikke lide det. Han kunne ikke lide hendes pligt. Det satte en mur som forsvar op i hendes indre. Han kunne leve med den pligt og blive hendes ven, eller lade være og forsvinde, eller blive hendes fjende. Hun kunne have slået ham i det øjeblik hun tænkte det, men nej.. det ville hun ikke, det kunne hun ikke. Hun så på pigen. "HVorfor synes du det er sejt at jeg er skammeren? Er du ikke... bange for mig?" Det var tydeligt at se på Nille at det var hun slet ikke vant til, at folk syntes det var sejt at hun var skammeren! De var normalt bange for hende eller skulle bruge hende. Eller ville have dusøren over hendes hoved. Så, for hende, var det sært at pigen syntes det var sejt!

Pigen rystede blot på hovedet. De nuttede små barnekinder var helt røde efter at hun havde været ude hele dagen. "Nej da, jeg syndes det du gør er en god ting, du får dem der fortjener det til at skamme sig," Hun kiggede lystigt hen på sin mor, der bare sendte hende et nervøst smil, som var hun bange for at skammeren ikke brød sig om den måde hendes datter snakkede til hende. Jacob kunne ikke lade være med at smile af den lille pige. Nok fandt han ikke skammer pligten som sej lige nu, men det betød ikke at han ikke kunne se det bedårende i at have en lille beundre, med lange lyse lokker hængende ned over det flade bryst og et par røde og runde kinder. Pigen nejede høfligt for Nille, inden hun smuttede over til sin mors trygge favn. I denne lille cirkel af væsner, lod det ikke til at der var nogen af dem som ønskede at skade Nille eller vinde dusøren ved at fange hende. De smilte alle sammen, deres øjne strålede nærmest og Jacob kunne ikke skjule følelsen af at han havde det som om at det var et godt selvskab de var kommet i. En ung kvinde kom hen imod ham, så tøvende op og ned af ham, tjekkede ham for alvorlige skader. "Klarer du dig? Det så ikke ud til at faldet var det blideste ved dine ben," Hun så på ham med et nervøst smil, imens vinden rodede rundt i det lange brune krøllede hår. Jacob rystede blidt på hovedet. "Jeg klarer den, det skal du ikke bekymre dig om,"
Det var underligt for ham at fremmede behandlede både ham og Nille sådan. Hvis han ikke vidste bedre, ville han beskylde det hele for at være en drøm eller en illusion. Tøvende kiggede han over på Nille, skabte kort en øjenkontakt med hende, hvor han derefter kiggede væk igen og rettede nu opmærksomheden imod en mand der kom trampende hen imod dem. Rundt omkring ham kunne man mærke en aura af styrke, samt selvtillid og selv hans gyldne øjne gennemborede en ind til knoglerne. Han gik hen til Nille, bøjede høfligt for hende og sendte hende et charmerende smil. "Det er en ære endelig at møde dig skammer," Han rettede sig op igen, så på hende og ind i hendes blå øjne..

Pigen overraskede hende, men på en god måde. Dette var overhovedet ikke det hun var van til, men.. hun kunne lide det. Hun elskede det faktum at nogen faktisk satte pris på det hun gjorde! Det var helt anderledes... det var fantastisk.. hun elskede det. Hun lyste op i et stort smil. "Jeg er glad for at høre at nogen sætter pris på mit arbejde." Hun skævede mod Jacob, hun mente ikke at han satte pris på det. Hun smilede til pigen da hun nejede for hende og forsvandt med sin mor. Hun så rundt, klar til at snerre af en der ikke var så venlig som pigen, men hun mødte ingen vrede blikke eller noget.. Underligt. Hun havde en pligt, hun havde sin tro, og det ville hun gerne beholde. Da en ung kvinde kom over til Jacob, rasede jalousien i Nille, men hun mindede hurtigt sig selv om at de ikke var kærester mere. Måske kunne denne unge kvinde blive en god kæreste for Jacob, hvis han tog chancen? Måske.. Måske ikke. Tiden ville vise.
Hun så kort på Jacob men hurtigt væk, hun ville ikke se på ham. Hun kørte en hånd igennem håret, men undgik omhyggeligt den hvide fjer der var i hendes hår som altid. Hun vendte sine lysende blå øjne mod en mand der kom hen mod hende.. nydelig ung mand.. Slank, mørkt hår og blå øjne, nydeligt. Han så også en anelse muskuløs ud, og virkede som en fin fyr.. indtil videre.. Da han bukkede for hende så hun undersøgende på ham. "Og du er?" Ikke tale om at hun ville lege 'vær høflig og fornem' lige nu.

Kvinden nikkede til Jacob hvor hun derefter gik væk fra ham. Det lange smukke hår svingede rundt på hendes slanke ryg. Han smilte svagt for sig selv. Nilles ord skar dog bare i ham. Nogen satte pris på, det gjorde han skam også, han satte bare ikke pris på at hun havde valgt pligten frem for ham. Det gad han dog ikke tænke på lige nu. Faktisk, så havde han mest bare lyst til at gå og bage forsvinde bag sin hætte endnu engang. Manden der gik hen imod nille var dog det der gjorde han blev lidt længere. Han ville ikke indrømme det, men jalousien boblede en smule inde i ham, hvilket var en af grundene til at han foldede armene på kors og kiggede væk fra dem. Han kunne ikke tillade sig at være jaloux. Nille var ikke hans længere. Det kunne da være at manden foran hende kunne give hende det hun ledte efter. Uroen i maven blev blot værre ved tanken om at han ikke kunne give hende det..
Manden smilte fortsat venligt til hende.
"Mit navn er ned," sagde han og afslørede en dyb og varm stemme. "Jeg har altid gerne ville møde dig, det du gør er fantastisk og hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne invitere dig på middag hjemme i mit palæ, jeg kender en masse mennesker der ville elske at møde dig," han bøjede endnu engang foran hende..
Jacob lyttede selvom hans blik var et helt andet sted. Lysten til bare at gå var det der fik ham til at trippe.. Langsomt startede han med at gå. Han havde alligevel ikke noget at gøre der. Nille ønskede ikke at se ham, så det kunne hun blive fri for. Selvom han ikke ville vise interesse overfor det der skete, kiggede han sig over skulderen og så hen på nille, samt manden med det charmerende smil på læben..

Til Nilles lettelse gik kvinden væk. Nille overvejede næsten at vinke flabet farvel, men kvinden havde jo ikke gjort noget ondt, overhovedet. Hun havde blot tjekket om Jacob var okay, men hun var pæn.. Ja, man skulle være blind for ikke at kunne se det. Jacob var nærmest usynlig for hende da manden snakkede. Ned, som han hed.. interessant navn.. men uanset hvor pæn og høflig han var, ville hun ikke tage med en fremmede mand hjem. Ikke alene i hvert fald.
Ned kendte nok til hendes navn, nogle vidste at hun hed Nille... Men for en sikkerheds skyld. "Mig en ære, Ned. Mit navn er Nille.." Hun nægtede at give sit efternavn ud. "Jeg er glad for du sætter pris på mit arbejde, men jeg tager desværre ikke med dig hjem, i hvert fald ikke alene." Hun så mod Jacob og til hendes store skuffelse var han på vej væk.. Hun sukkede svagt. "Jacob!" Sagde hun højt. Hun ville nok også tage et par snigmordere med, og så Jacob.. hun stolede på ham.

Manden nikkede høfligt til hende, foldede armene bag ryggen og bøjede høfligt for hende. "Det er helt i orden, tag bare dem med du vil så længe du kommer skal alting nok gå godt," han blinkede kort til hende, hvor han derefter rettede blikket hen imod Jacob. Nærmest hånende løftede han på et øjenbryn af ham. Jacob vendte sig om, overasket over at hun faktisk havde råbt efter ham. Ønskede hun at have ham med? Mandens blik var dog det der gjorde at han ikke følte sig velkommen, faktisk havde han en stor træng til bare at fjerne det latterlige hånende smil fra hans ansigt!
"Ja?" Sagde han og gik hen imod dem med hænderne i lommerne. Manden så skiftevis fra nille til Jacob. "Jeg går ud fra at i to kender hinanden? Det gør ikke noget at han kommer med, hvis det er det du ønsker er det det der skal ske," langsomt begyndte han at gå, gjorde en gestus til at de skulle følge med ham. Jacob fulgte langsomt med. Han var i tvivl om det var en god ide..
"Hvorfor vil du have mig med?" Hviskede han lavt og roligt til nille..

Det var tydeligt at Nille ikke helt stolede på ham. Hvorofr skulle hun dog? Det kunne være et forsøg på at få dusøren efter hende. Hun nægtede simpelthen at neje for andre, så i stedet trak hun den hvide hætte over hovedet, og gik mod Jacob. Hun stolede på Jacob, mere end nogen anden, måske lige bortset fra Isobel og Caroline.. Og så lidt Lailah.. "Ja, vi kender hinanden." Det blev sagt en anelse køligt, mens hendes blik hvilede på manden. Han var pæn, det ville ikke undre hende hvis han havde en hel hær kvinder efter ham, beklageligvis for ham, var hun ikke som andre piger. Hun fulgte med Jacob og Ned. Hun kiggede på Jacob.
"Fordi jeg stoler på dig og ikke ham. Det kunne være et forsøg på at få dusøren. Jeg vil ikke risikere noget. Hvis du ikke vil med, forstår jeg det godt." Nu var spørgsmålet bare.. Hvordan pokker fik hun fat i sine snigmordere? Måske var det bedst at lade være med at tage med? Nej, Jacob og Nille kunne klare det sammen. De havde gjort så meget sammen.. og tanken om at.. det var forbi.. skar hende i hjertet.

I Jacobs øjne mindede manden om en balletdanser. Han gik så yndigt frem, med struttet bryst og hænderne foldede bag ryggen, alt imens han nærmest gik på tæer i sine fine lakkerede laksko, med en lille sort dut for enden. Han smilte drilsk ved tanken om det. Der var jo ingen der vidste om denne mand elskede at danse ballet? Eller om han hver morgen fik sine tjenestefolk til at polere sine fine laksko! Lidt efter lidt, gik det dog op for Jacob at det ikke var andet end jalousien der talte. Manden var sikkert flink nok, eller også var han en skørtejæger der ønskede at kigge under Nille's skørter. Uanset hvad, så var de på vej til at dele en middag med ham. Han måtte dog indrømme at han ikke håbede på at han var efter Nille. Måske var de ikke sammen mere, men han elskede hende stadig og hadede tanken om at skulle se hende med en anden mand.
Han kiggede ned på hende, smilte ikke, men kiggede heller ikke koldt på hende. Øjnene lyste svagt i den grå udendørs belysning.. Vinden rodede i det sorte hår. "Jeg vil gerne med," Det var de eneste ord han kunne klemme ud omkring det. Selvom det pinte ham ved tanken, så kunne de altid forsøge at se om de kunne være venner og var fri for at skulle sige farvel til hinanden. Han fortsatte med at gå side om side med hende. Bag dem var solen ved at gå ned i horisonten, så himmelen blev samme farve som den brændende ild..

De kom til palæet. Der var ingen tvivl om at manden havde penge. Palæet var beskyttet med vagter og en port. Udenfor porten stod der to statuer der forstillede to sølvmare. Jacob kunne genkende det på deres muskulatur og det at man kunne ane de spidse tænder bag mundvigen, der svagt var trukket op i en form for knurren. Noget sagde ham at han ikke skulle vise denne mand Choice. For så ville det sikkert ikke være statuer der stod udenfor porten længere, men en vaske ægte udstoppet sølvmare. Han skælvede ved tanken. Ingen skulle gøre skade på Choice! Vagterne lod dem passere uden problemer. Da de kom indenfor måtte Jacob holde vejret et kort øjeblik. Væggen var lakkeret med den smukkeste lyseblå farve. Gulvet skinnede så man kunne se sit eget spejlbillede og i loftet hang der en enorm lysekrone, der var lavet ud af ægte guld! Han rystede svagt på hovedet. Manden manglede så sandelig ikke noget. Med smidige bevægelser, gik manden hen imod dem og nikkede høfligt til dem, imens et smil afslørede et par charmerende smilehuller.
"I er velkommen til at sige hvis i mangler noget," sagde han med en stemme så afslappende som en stewardesses.. Jacob rystede blidt på hovedet. Han manglede ikke noget som denne mand kunne give ham..

Nille kiggede på Jacob mens hun blot ventede på at han sagde det hun håbede på. Han ville med. Godt. Hun fulgte blot roligt med Ned og sagde intet til Jacob, udover at hun havde nikket kort til ham, da han havde sagt at han gerne ville med. Det føltes underligt at se, snakke og gå sammen med Jacob igen, efter at hun havde slået op.. Han virkede ikke vred på hende, han virkede heller ikke knust. Hun vidste ikke om hun skulle være glad for det.. eller ked af det.. så hun var ingen af delene, hun var neutral overfor det.

Tja, manden var rig, men penge betød ikke altid mest. Hans personlighed var vigtig, men også hans.. udseende.. Hun rystede på hovedet for at få tankerne omkring det ud, og så rundt. Hun havde ikke tænkt sig at flirte med Ned, hun kendte ham jo ikke, og da slet ikke foran Jacob! Hun kiggede på Ned da de kom ind, hun var ikke direkte imponeret over huset. hendes forældre havde jo også været rige.. og meget velhavende, måske for meget.. for de havde været forfærdelige forældre. "Jeg mangler intet." Sagde hun høfligt. Hun havde stadig hætten over hovedet. "Hvor er de mange mennesker der ville elske at møde mig?" Hun så spørgende på Ned, men hendes blik var koldt.. en tydelig advarsel.. hvis dette var en fælde, ville hun ikke tøve med at dræbe ham.

Manden nikkede høfligt til Nille.
"Nu skal jeg hente dem ærede skammer," Hans stemme afslørede en fransk accent med dybe og rolighed. Efter sætningen havde rullet over hans tunge, forlod han salen og gik ind i et andet rum, hvor han lukkede døren efter sig. I det øjeblik gik det op for Jacob at han var alene med Nille. Hjertet slog i brystet på ham og hans hænder føltes pludselig svedige og klamme. De havde ikke været alene siden hun slog op med ham. Tanken gjorde at det føltes som om at hans hjerte blev knust, så for at tænke på noget andet, lod han hånden fumle om den medaljon han havde om halsen. Han knugede det lille hjemmelavet smykke ind i sin hånd, huskede Joshs ord da han lavede den og gav den til ham.. Svagt lukkede han øjnene i, så hele scenen for sig og fremtryllede et svagt smil på læben. Han slap medaljonen igen, gemte den bag hættetrøjen og så sig rundt omkring. Hænderne placerede han i hættetrøjens lommer.
"Det.. bliver da spændende at møde de folk.. hva?" hans stemme lød hæs, mest fordi han ikke vidste hvad han skulle sige til hende. Han elskede hende... Men, det kunne han nok aldrig få sagt til hende igen..
Det varede ikke længe før en gruppe på 7 mennesker kom ud af den dør Ned før var gået ind af. Han bukkede høfligt for hende. "Ærede skammer, mød rådet, de har glædet sig til at møde dig og vil gerne stille dig spørgsmål, hvis du tillader det?"
Alle fra rådet sendte hende nysgerrige blikke..

Nille smilede høfligt til Ned, og trak hætten ned af hovedet. Der var ingen grund til at gemme sig, når de vidste hvem hun var. Hun så på døren der blev lukket efter Ned, og så på Jacob da han snakkede. Det rørte hende ikke specielt at de var alene, ikke rigtig.. Selvfølgelig elskede hun ham stadig, men det var bare.. Hun tænkte ikke på at de var alene, hun tænkte mere på om dette var en fælde. Hun så mod døren igen. "Det bliver kun spændende hvis de ikke er fjender." Svarede hun roligt, og så stadig på døren.
Hun rankede sig, og så koldt på de syv mennesker der kom ud af døren, hendes blik landede på Ned igen, da han snakkede og bukkede... Hun så på rådet. Rådet? Hun rynkede på panden. "Selvfølgelig må de stille spørgsmål... hvis jeg også må?" Et svagt smil foldede sig om Nilles læber. Hun ventede ikke på at få svar om hun måtte stille spørgsmål. "Hvad er dette for et råd?" Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvad vil i spørge om?"

Jacob kiggede bare ligegyldigt hen på rådet. For ham var alt det her noget mærkeligt noget, som han ikke burde blande sig i, hvilket var grunden til at han stillede sig i baggrunden med armene foldet på kors og blikket spejdende rundt i lokalet. Deres stemmer blev til hvisken for ham og til sidst var de helt forsvundet.
Rådet smilte bare venligt til Nille. Kun en af dem kiggede alvorligt på hende med sine stikkende øjne. Det var også ham der tog ansvaret til sig nu og svarede hende på hvilket råd de var. "Vi er dette palæs råd, og op til flere gange har vi sludret om at møde dig. Det du gør.. er ikke til at beskrive," Stemmen var ru og skrøbelig, det var som om at han kunne knækkes hvert øjeblik det skulle være. En kvinde fra rådet trådte frem. Hun var meget høj, med lidt hjælp fra et par stilet sko. "Vi vil blot spørge dig om hvordan det er at være den du er, skammeren, hvad er det gode og hvad er det dårlige?"

Nille følte sig ikke helt tryg, men hvornår gjorde hun overhovedet det? Der var tidspunkter hvor hun følte sig tryg, men de tidspunkter var der ikke så mange af mere... Hun betragtede rådet roligt, men var opmærksom på om der var noget truende over dem. Hun så på den mand der så på hende med sine alvorlige, stikkende øjne. Hun havde et truende glimt i sine lysende blå øjne, manden skulle passe lidt på, for hvis hun fandt dette for... truende, ville hun ikke være der.
"Hvad er der så specielt ved dette palæ? Og hvad snakker i ellers om udover mig?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Hun så på kvinden. "Det gode er at jeg kan gøre noget for verdenen, at jeg..." Der var et problem. Det var derfor hun stoppede med at snakke. Hvad var det gode ved at være skammeren? "Det gode er at, ja, jeg kan gøre noget for verdenen, som sagt. Det dårlige er at jeg ikke kan være mig. Jeg er Skammeren, jeg er ikke... Nille. Det mest dårlige ved det lige nu, er at jeg er den sidste oprindelige skammer." Hun rankede sig. "Og hvis jeg dør, er det enden på de oprindelige skammere."

De forskellige rådsmedlemmer sendte hinanden blikke engang imellem. Ikke hadefulde blikke eller hånende blikke, derimod var de tænkende og en smule interesseret i alt det Nille fortalte dem. Ned rankede sig over spørgsmålet omkring palæet og rådet. "De er mit råd ærede Nille, det er der nødvendigvis ikke noget specielt i, men da jeg er en meget rig mand og som snakker godt med andre riger væsner, så har jeg brug for et råd til at diskutere mine sager engang imellem," Han sendte hende et præsentabelt smil. Rådet nikkede til han ord, det tydede på at de ikke kunne være mere enig med ham. En af kvinderne fra rådet trådte hen imod Nille, nejede høfligt foran hende og afslørede et par smukke blå der skinnede som safire, samt et hår der bølgede perfekt ned af hendes kraveben og mindede om en gylden mark om sommeren. "Vi snakker for det meste om alt det der sker rundt i byen og når du nu er så mange dusør på dig, så kan du da ikke undgå at falde på vores læber," Hun smilte til hende. De perfekte formede røde læber adskilte sig i et smukt smil. Ned kom hen ved siden af Nille, viftede kvinden væk med en hånd, så hun nærmest havde sendt ham et dræberblik men holdt det inde i sig og gik tilbage til rådet igen. "Vi er ikke ude efter dig Nille, du kan se os som et par beundre af dit arbejde, hvis jeg byder på noget at drikke sammen med os, takker du så ja?"
Jacob kunne mærke kvalmen opstå inde i ham over denne Neds opførsel. For ham måtte han gerne blive kvalt i sine egne laksko. Han hørte skam alt hvad de sagde, man kunne bare ikke se på ham at han lyttede efter. Kvinden fra før kom hen imod ham, rakte en hånd frem og ventede med et smil på at han skulle tage imod den. "Navnet er Claire, og hvem er de?"
Jacob tog imod hånden, rystede den blidt og trak så sin egen til sig igen. "rart at møde dig, mit navn er Jacob,"
Claire nikkede med et smil på læben, tog en hårlok om bag øret og kiggede derefter hen imod Nille og de andre. "Er du en ven, siden du kom med eller?" Hun så hen på Jacob igen med sine safir farvede øjne. Jacob smilte svagt over spørgsmålet.. Et falsk svagt smil. "Ja, det kan man vel godt kalde det,"
Ned kiggede hen imod dem, sendte Jacob et nyt hånende smil, så han kunne sværge på at han forstillede sig selv suge sjælen ud af ham! "Kom med i to, drinksene bliver jo ikke ved med at være kolde," Langsomt begyndte han at gå ind imod spisesalen. Claire rystede blidt på hovedet, hvor hun derefter sendte Jacob et stort smil. "Kom med, du ville kunne lide drinksene, de smager vidunderligt,"
Jacob nikkede svagt, puttede hænderne i sine lommer og fulgte langsomt med dem.

Nille følte sig ikke tryg ved dette råd, deres blikke, som heldigvis ikke var hadefulde eller noget, men selvom det var interessant, men hun følte sig som et eksperiment de ikke kunne finde ud af. Ærede Nille... Hun foretrak at blive kaldt Nille. "Og du kan ikke bare diskutere det med din kone?" Spurgte hun og havde hævet et øjnebryn. Hun kunne godt være lidt kold overfor alle lige nu, men hun kunne ikke gøre for det, hun var så mistænksom.Hun kiggede på kvinden med et skarpt blik. "Og netop på grund af de dusører, er jeg mistænksomme overfor jer." Sagde hun afvisende og kneb øjnene lidt sammen da Ned kom hen ved siden af hende og viftede kvinden væk. Hun tøvede med at svare, men sukkede så opgivende. "Ja." Hun smilede svagt, men hendes smil forsvandt hurtigt, da hun opdagede at kvinden snakkede til Jacob, hun prøvede at ignorere det, men kunne ikke.
Hun lagde ikke mærke til det hånende smil Ned sendte Jacob. Hun fulgte efter Ned mod spisesalen, hun så sig over skulderen,hen mod Jacob. Hun smilede kærligt til ham, men opdagede det hurtigt.. det kærlige smil, mindede hende om dengang de havde været kærester.. Hun rystede på hovedet og så væk igen. Hun bed sig i underlæben igen. Forhåbentlig havde Jacob ikke set det.. Eller.. ville hun gerne have at han havde set det? Hun var splittet.

Ned grinede kækt over nilles bemærkning.
"Jeg har ingen kone nille," sagde han og kiggede hende dybt i øjnene. "Hun døde for fem år siden," pludselig forsvandt det kække smil og blev i stedet erstattet til et fjerne udtryk i øjnene. Hurtigt rystede han det dog væk, da døren til spisesalen blev åbnet og et stort smukt rum stod nu overfor dem. Et langt spisebord, en pejs og en masse malerier med guldrammer. Høfligt trak ned en stol ud for nille. "Vi forstår udmærket godt at du er bekymret for om vi vil have dusøren, men som du kan se, så mangler vi ikke penge, fra eller til, det interessere os ikke," han tillod sig at sætte sig ned ved siden af hende. Det varede ikke længe før et par tjenere kom renende med alle mulige forskellige drinks i forskellige og smukke farver. Jacob havde godt bemærket det kærlige smil, det varmede ham om hjertet, men tanken om at det sikkert ikke havde været meniges gjorde bare hjertet koldt igen. Hurtigt havde han dog sendt et varmt smil tilbage, om hun så så det eller ej. Claire gjorde et nik til Jacob om at han kunne sidde ved siden af hende. Med et svagt smil på læben satte han sig ned ved siden af hende. Alle de drinks foran ham forundrerede ham. Det var nok mest pga. Farverne..
Ned spredte armene ud. "Tag hvad i vil,"
Rådsmedlemmmerne tog alle en, claire rakte en til Jacob og smilte varmt til ham. "De er ikke giftige, så drik så meget du vil," kort tillod hun sig at blinke til ham.. Derefter kiggede hun hen på nille, tog en lille tår af sin drink og stillede den derefter fra sig med sine elegante lange fingre. "Så nille, hvor kende du denne unge mand fra?" Hun gjorde et nik hen imod Jacob, der bare tog små sib af din drink og kiggede ned i bordet..

Hendes blik blev fyldt med medlidenhed, og hun så på Ned. "Det er jeg ked af." Sagde hun blidt. Hun fortrød sine ord, men nu var det forsent, han virkede dog heldigvis ikke specielt vred på hende. Hun betragtede det store rum de blev hørt ind til, og hun smilede svagt. Hun nikkede høfligt som tak til Ned, da han trak en stol ud for hende, og hun satte sig forsigtigt på den, hun var stadig ikke helt tryg.. "Det kan jeg sagtens se." mumlede hun, alt det her... mindede hende alt for meget om hendes barndom. Lige nu ønskede hun blot at Rebecca eller Caroline var her, så hun ikke skulle tænke på to ting af gangen, og være alvorlig hele tiden. Som foreksempel, at Jacob var der og... hun havde slået op men hun elskede ham stadig, og om dette råd nu ville slå hende ihjel. Hun havde seriøst brug for at snakke med en af de to piger, men... hun måtte beklageligvis tage afstand til alle, også Rebecca, for at hun kunne fuldføre sin pligt som Skammer.
Hun prøvede, så godt hun nu kunne, at ignorere Claire. Hun tog ikke nogen af de fine drinks, hun havde bare foldet sine hænder ved skødet, sad med rank ryg, og havde trang til at tage hætten over hovedet, så hun i det mindste føle sig lidt tryg... Hendes kolde, skarpe blik søgte hen til Claire. Denne unge mand... Hun så på Jacob. "Jeg reddede ham fra nogle mænd og derefter..." Hun tøvede, men tog sig sammen. Hun så på Claire igen. "Blev vi kærester, jeg døde, han blev lidt vild med en anden som var forelsket i ham, vi kom sammen igen da jeg vendte tilbage, jeg slog op, og nu er vi bare venner." Det var den korte historie. Hun havde sagt det hele koldt. Hun sukkede og så rundt. "Har i andre spørgsmål?" Spurgte hun roligt, og undgik bevidst Jacobs øjne. Lige nu kunne hun ikke se på ham.

Claire nikkede. Hendes øjne strålede nærmest i belysningen fra vinduerne og lamperne på samme tid. Nærmest en smule prokerende, lagde hun hovedet på skrå og betragtede svagt Jacob i sin øjenkrog, dog vil det kun være muligt at se hendes blik være rettet imod nille. Hun kunne mærke den spændte stemning imellem dem. Jacob så bare fortsat ned ad. Han kunne ikke forstå hvorfor hun skulle fortælle dem hele historien, elller hvorfor hun skulle omkring det med jade og det at hun døde. Det var da aldeles ingen grund til, kunne hun ikke bare sige at de var tidligere kærester, men at de nu var venner, eller hvad pokker de skulle forstille sig at være. Han tillod at lade et enkelt suk undslippe ham, før han løftede blikket og kiggede rundt på de forskellige rådsmedlemmmer. Alle virkede til at være i godt humør omkring dem, det var altid noget..
"Jeg har et," sagde et anden rådsmedlem pludselig. "Hvad mente du med at du ikke kunne være.. Nille? Hvorfor holder pligten dig tilbage for at være den du er?" Han så spørgende på hende. Imellem tiden var claire gået igang med at snakke med Jacob, ned lyttede til hvad rådsmedlemmmerne spurgte nille om da de nydig skulle gå over stregen og tjeneren fortsatte med at gå rundt om bordet..

Nille havde en forfærdelig lyst til at gå. Hun havde givet dem hele historien, den korte version, fordi hun fandt det vigtigt. Hun fortsatte med at se på alle andre end Claire og Jacob. Hun turde simpelthen ikke at se på Jacob lige nu, ikke efter det hun lige havde sagt. Der var intet smil at spore ved Nilles læber. Hendes blik var tomt. Hun blev urolig over spørgsmålet der blev stillet hende.
"Fordi jeg har en pligt jeg skal følge, og jeg kan ikke være sammen med dem jeg gerne vil være sammen med." Svarede hun roligt og ignorerede Jacob og Claire. "Og fordi at hvis jeg dør, ender de oprindelige skammere, og... det er ikke let at få børn." Med en der ikke vil have det, fortsatte hun i sit hoved.

Rådsmedlemet nikkede og trak sig derefter tilbage i stolen. Det virkede til at alle spørgsmålene var stillet. Nu snakkede folk bare rundt omkring. Jacob havde dog ikke regnet med at Ned ville adskille sine læber for at spørge ham om noget. "Så.. Jacob, hvad gjorde du galt siden dig og den yndige dame slog op?" I stedet for at svare, sendte Jacob ham bare et dræberblik der kunne få hvem som helst til at smelte. Til at starte med virkede Ned en anelse skræmt, det varede dog ikke længe før han igen var på banen og sendte ham et kækt smil. "Du kunne måske ikke klare at hun.."
Inden han nåede at tale færdig, rejste Jacob sig op med et sæt, så stolen var tæt på at vælte. Alle rådsmedlemmmerne kiggede forskrækket hen på ham.
"I må have mig undskyldt," mumlede han for sig selv og gik derefter hen imod døren. Inden han gik ud af den, kiggede han sig over skulderen og ind i de øjne han kunne kværke på den rapkæftet Ned. "Du skulle måske lære at holde munden lukket når din tunge er blå," med de ord forlod han spisesalen med et kækt smil på læben.. det forsvandt dog inden længe igen..Han tillod sig at gå ud i haven..
Ned mærkede en svag rødmen på kinderne, så han rømmede sig ned i sin knyttede hånd og sørgede for at holde munden lukket, for ikke at vise mere af den blå farvede tunge der havde fået sin eksistens af den blå drink.. Claire fniste, tog en tår af sin drink og kiggede derefter hen imod døren, som var hun fristet til at gå efter Jacob. Hun blev dog siddende med et svagt smil på de røde læber..