Soo... I guess were suppose to marry. - Anthony

Det var i dag, dagen hun havde vidst ville komme men som hun bestemt ikke havde glædet sig til. I dag skulle hun møde ham, hendes kommende mand. Hun gik roligt imellem sine bedsteforældre ned af den lille gade imod hans hus, Anthonys hus. Hun havde vidst hun var lovet væk i længere tid, lige siden aftalen blev lovet. Hun havde vidst fra hun var lille hun ville giftet væk, men hun havde måske altid håbet det ikke ville ske. Hun ville have det fint med bare og leve i sin egen lille verden, passe sit arbejde og ende alene. Kærlighed og mænd havde aldrig sagt hende noget. Men så snart hun var omkring nogen gik hun jo også nærmest i panik. Det var nok også derfor hun først havde hørt om mødet aftenen før, og at han var vareulv. Af alle ting, vareulv, hvorfor en vareulv? Hun kendte ikke nogen, men hun havde hørt om dem, og ud fra det så var hun ikke særlig tryg ved dette match.

Men det var allerede for sent, de havde nået huset, og hendes morfar bankede på døren. En ældre kvinde åbnede døren, Isabell forsøgte ærligt ikke rigtig og kigge på hende, men hilste høfligt på hende. De blev ført ind i huset, og Isabell hilste også på en ældre herre, hendes kommende svigerforældre. De ældre snakkede lidt frem og tilbage imens Isabell bare stod lidt for sig selv over ved vinduet, hun lyttede ikke rigtig. Efter lidt tid kom hendes morfar over og førte hende ind i et andet rum. Hun kiggede rundt i rummet inden hun vendte sig imod sin morfar. ”Han er på jagt, men han er snart hjemme. Bare bliv her så kommer han herind. Isabell nikkede blot, skulle til at sige noget men stoppede så sig selv. Hun vidste godt at det ikke gavnede noget, de havde besluttet sig og at diskutere det ville ikke hjælpe på hendes situation. Hun begyndte i stedet og gå roligt rundt i rummet, små skridt, elegante og blide bevægelser. Måske hun kunne få sig selv til at falde lidt til ro sådan her.

Jagt! Det var det bedste han vidste! Bare at få lov til at gå rundt for sig selv, og ikke mindst det med at skyde et dyr, man kunne tage med hjem og derefter få det saveret ved bordet. Han elskede det. Og så var der jo det med at gå rundt alene og nyde naturen! Det var han vildt med.
Han var på vej hjem, og havde skudt et vildsvin han bar over skulderen, det var tungt men det gik nok, han var jo ikke en svag mand!
Efter en mindre gå tur fra skoven og hjem, han havde jo næsten skoven som baghave, kom han ind af døren. ”MADELIN! Kom lige!” kalde han efter den ene af tjenestepigerne der var i huset. Hun kom løbende ud med pletter på forklædet da hun var i gang med at sylte sammen med kokkepigen. ”Her, sørg for at den bliver ordnet, jeg vil have vildsvinde kølle i aften” sagde han. ”herren har gæster” oplyste hun ham diskret. Han rynkede brynene, og stillede buen og pilene fra sig i entreen, og gik ind i stuen, og blev noget misfornøjet over at se sine forældre og nogle fremmede i hans hjem.
Han sukkede tungt ”jeg ville fortrække hvis i ikke bare brasede ind i mit hjem når jeg ikke er hjemme” sagde han en smule skarbt til sine forældre, der blot viftede ham af. ”hold op med at brokke dig, der er jo egentlig vores hus” lød det fra hans far.
Anthony valgte blot ikke at svare på det. Han gad ikke diskutere med dem. Hans blik gled over på de 2 fremmede. ”Og de her?” spurgte han, dog mindre skabt.

Hans mor rejste sig fra stolen, "dem kan du tidsnok hilse på, du har en anden gæst der glæder sig til at møde dig!” sagde hun som hun greb hans arm, og trak ham med dig mod et værelse. Hun stoppede uden foran det. ”åh… kan du ikke tage den snavsede jakke af!, og så…” hun tog et lommetørklæde op, og prøvede på at få det værste snavs af hans ansigt. ”moar!... jeg er en voksen mand, gider du lige?!” brokkede han sig.
”jo undskyld, men jeg fortrækker at min søn er pressentaben når han møder sin tilkommende!” Anthony stivnede. ”min tilkommende?” han vidste godt at hans forældre havde lavet lumske planer bag hans ryg, men han havde da ikke troet at de skulle mødes allerede! Og slet ikke på den her måde. Han skulle lige til at brokke sig da hans mor åbnede døren og skubbede ham ind, for så at lukke den igen efter ham..
Han så noget overrasket ud.
waw…. Okay… hun,.. var ikke grim. Han stod lidt, inden han sukkede lidt. Han trådte lidt frem mod hende, og lagde sin hånd ud med håndfladen op af for at hilse på hende. ”goddag frøken.. Mit navn er Antony” sagde han med en rolig og charmerende stemme.

Isabell stoppede i sine skridt foran et vindue som hun hørte stemmer ude foran døren. Hendes hjerte sprang nærmest op i halsen på hende. Det var nu var det ikke? Hun skulle se den mand, ulv, hun skulle giftes med inden længe. Hun havde aldrig haft et valg, det var arrangeret og hun var opdraget til at vide hun ikke skulle sige dem imod. Hun sank en gang, og fumlede lidt med sine hænder, men stoppede brat som døren gik op og en ung mand blev skubbet ind i rummet, og kort efter var døren igen lukket. Hun rykkede sig ikke, frygtede faktisk mest hendes føder ikke ville lystre hende. Hendes blik gled roligt over ham, det var tydeligt han lige kom fra jagt, noget hun godt kunne se henover, hun var ikke overfladisk som så mange andre elvere havde ry for. Og nu stod de der, kiggede blot på hinanden. Isabell anede ærligt ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. En ting var hun ikke var så god til at omgås andre, men at stå ansigt til ansigt med manden hun skulle giftes med, det fik alt i hende til at stivne.

Hun vågnede af den trance lignende tilstand hun var endt i som han snakkede, og den mørke maskuline stemme fyldte rummet. Det var noget helt andet end de elvere hun normalt var omkring. Hun bed sig let i læben før hun lagde sin hånd i hans og sendte ham et forsigtigt smil. ”Isabell.. Beklager, jeg.. Jeg var ikke klar over mødet før i går.” Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun følte hun burde undskylde for det. De klare blå øjne blev på ham, selvom hun på ingen måde følte sig sikker i det her, hendes hjerte bankede løs i brystet på hende, nærmest hamrede imod hendes ribben som forsøgte det og stikke af. "Mine bedsteforældre.. Well.. De har lidt deres egen måde og gøre tingene på."

! Det ville være umuligt at komme uden om at hun var smuk! I det mindste, her havde hans forældre da det mindste taget sig sammen. Det kunne godt have lignet dem og finde en eller anden grim trunte til ham, selvom, de jo også tænkte på familien ”ære” og der var intet ærebart i at have en grim svigerdatter mente de fleste!
De krystalblå øjne hvilede på hende, mens han bukkede sig lidt ned for at placere et silkeblødt kys mod hendes håndryg, i det hun lagde sin hånd i hans. Han fornemmede hurtigt duften af elver, en duft han havde duftet mange gange, da hans forældre havde haft mange forretninger med disse. Hvorfor havde de ikke fortalt ham om hendes race? Han forstod det ikke! Og som om det egentlig havde gjort en forskel, de havde jo ikke fortalt ham noget som helst!

Han lyttede til hendes stemme, og hørte hendes undskyldning. ”de skal ikke undskylde… jeg ved hvordan mine forældre kan være, og deres bedste forældre er tilsyneladende ikke ret meget anderledes” sagde han så og sukkede lidt. Han stod lidt, inden han dog lavede en gestus med hånden mod den lille sofa der var i rummet. ”vil de ikke sidde?” sagde han så, og ventede på hun havde sat sig, inden han satte sig i stolen overfor hende.
”jeg kan forstå du heller ikke har vidst ret meget om dette ægteskab?” sagde han så, som han bagynde at trække sine hansker af, og sammen med Jakken. Han sukkede lidt ”jeg må hellere gå lige til sagen.. dette ægteskab er stik imod mine ønsker.. derfor, så bliver vores ægteskab kun ren proforma” sagde han så. Han foldede sine hænder foran sig. ”det vil sige… at trods vi bliver gift og kommer til at leve her, bliver det ikke som mand og kone, de får deres eget værelse, med seng og bad, vi bestemmer selv om vi vil spise sammen, og jeg vil ikke… ja..” Han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det, hun virkede så und og uskyldig. ”ja lad og blot sige at jeg ikke har tænkt mig at fuldbyrde bryllupsnatten” sagde han så. Han så på hende med et roligt blik og de krystal blå øjne ”hvad siger de til det?” spurgte han så.

Okay hun kunne være faldet om lige der, følelsen af hans læber imod hendes håndryg. Det var noget så simpelt, men hun var bare slet slet ikke vandt til det. Hun lod derfor også hendes hånd hvile i hans lidt for længe, før hun endelig trak den til sig og rømmede sig lidt, taknemmelig da han tilbød hende og sidde ned. Hun frygtede ærlig talt at hun ville falde om snart, hun følte sig i hvert fald svimmel, selvom det ikke kunne ses som hun bevægede sig over til den lille sofa som hun satte sig på. Alt ved hendes bevægelser var kontrollerede og elegante, og selvom hun ikke helt følte det så var hun i fuld kontrol over sin krop.

Hun sad rankt på sofaen og betragtede ham som han satte sig på stolen på den modsatte side. Hun rystede blot let på hovedet af det første han sagde, fandt ingen grund til at sige noget. Hun ville lade ham snakke, han virkede som om han havde en del på hjertet, og hun havde haft ret. I det mindste var der ingen af dem som var synderligt begejstrede for det her ægteskab, det var da altid noget, måske de kunne klare det alligevel så. Og han var jo ikke grim, heldigvis. Hun havde haft en masse underlige forestillinger om han så skamferet og underlig ud nu han var vareulv, men det var hendes uvidenhed som havde spillet ind. Hun viste ingen reaktion i sit ansigt som han snakkede om hun fik sit eget værelse, selvom det virkede underligt for hende. Hun var opdraget til det her, og hun havde på trods af hendes modstand været klar til det. Hun kendte sin pligt, og hun var klar til at fuldføre den. Hun ville sige noget, men stoppede brat, og for første gang kunne man se en reaktion på hans ord. Hun mærkede varmen der steg hende til kinderne og en let rosa viste sig. Vent, han.. han snakkede om.. Åhh gud, det her kunne hun ikke klare. Altså hun vidste det var en del af et ægteskab, og hun vidste da hvordan det foregik og alt det, det var hun nødt til hvis hun skulle blive en god kone. Men… Han snakkede direkte om det, det kunne hun ikke håndtere. Hun fumlede med sine hænder, den akavede generthed fandt vej og hun sænkede blikket så hun kiggede ned på sine hænder.

Men inden hun nåede og svare ham begyndte nye tanker og ramme hende. Han var utilfreds med hans forældres valg, hun var… Ja hun var ikke god nok. Hun tog en dyb indånding og samlede sig, skubbede sin egen usikkerhed væk, og påtog sig igen den rolle hun var opdraget til. Hun rettede rankt ryggen og lod sine hænder hvile roligt i sit skød. Hendes klare blå øjne kiggede direkte ind i hans og der var intet og spore af det hun lige havde gennemgået i sit eget hoved, altså bortset fra de rødlige kinder. ”Jeg er sikker på de har tænkt mere over det end jeg.” Okay det var ikke et rigtigt svar, men det var da et svar. Hun fik en trang til at rejse sig, men gjorde det ikke. ”Jeg sætter pris på din ærlighed. Tak” Den formelle tone var tydelig i hendes stemme, noget helt andet end før da hun havde hilste på ham, den eneste indikator som der egentlig om at noget ikke helt var som det så ud.

Hun rettede kort på sin kjole som lå en smule forkert. Hun ville gerne sige noget igen, lyde som om hun havde tænkt meget over tingene, det havde han da vist. Men hun kunne ikke finde ordene, og hun endte med blot at bide sig selv i læben en smule nervøs og genert. ”Hvorfor er de blevet påtvunget dette ægteskab så?” Hun rettede blikket op på ham og så en smule undrende på ham, hendes stemme tilbage i den mere forsigtige og rolige tone hun havde haft som hun præsenterede sig selv. Hun forstod ikke helt hvorfor, hun vidste at hun var en skændsel for sin familie, en fejl der ikke burde være sket, hendes mors svaghed, det var derfor hun blev giftet væk. Men det virkede ikke til han sad i samme situation som hende.

Hans blik hvilede på hende, og øjnene kunne ikke lade vær med at blive langt mere kærlige, og et let skævt smil, listede sig frem på hans læber da han så hvordan hendes ansigt blussede op ved dette emne. Han var klar over hun var Jomfru, hans forældre ville ikke tillade andet. Men at hun ligefrem rødmede blot ved at tale om det, det var nu lidt kært.
I det hele taget var hun en meget sød og yndig pige. Alt ved hende udstrålede renhed og mildhed. Sikkert sådan en kvinde han ville fortrække, hvis altså han selv havde fået lov til at vælge hende. Men et arrangeret ægteskab! Det var ikke noget han havde interesse i. Hendes pludselige personligheds skift forvirrede ham dog. Var hun opdraget til at sige sådan? Hmm sikkert, det skule ikke undre nogle hvis det var den slags hun var blevet lært.
Han sukkede lidt da hun spurgte indtil hvorfor han var blevet pålagt dette ægteskab.
”fordi mine forældre lukke pengekassen hvis ikke jeg falder til ro og gifter mig… og det har jeg ikke interesse i” Sagde han med et træk på skuldren. Det var ganske enkelt. Han havde brug for hende for at være sikker på at kunne leve som han gjorde nu. Ja han var nok doven, men han gad ikke arbejde hvis han kunne undgå det! Han ville hellere leve livet som nu. Og det kunne han altså ikke med mindre han blev gift.

Han så dog lidt på hende som han rettede sig lidt mere op i stolen ”forstå mig ret, det har intet at gøre med at de ikke er smuk eller sød!..men” Han rettede lidt på sig og så på hende med de krystalblå øjne.
”Elsker de mig måske?.... jeg mener, hvordan skulle de kunne det, de kender mig ikke! Det er første gang de ser mig!, og sådan har jeg det naturligvis også med dem… jeg er af den overbevisning at man bør gifte sig med en man elsker, men i dette tilfælde har jeg brug for at gifte mig med dem trods den overbevisning.. men da jeg ikke har lyst til at udsætte dem for ægteskabets pligter og forventinger, så vil vores ægteskab kun være proforma” sagde han så.
Han sukkede lidt. ”vi må hellere anoncere for dem at vi godt kan enes” sagde han som han rejste sig, og rakte en hånd ned mod hende ”er de klar?” spurgte han så med en blid stemme

Hun blinkede et par gange af hans svar, ude af stand til lige og finde ud af hvordan hun skulle reagere på det. Okay hun vidste det var arrangeret, og hun vidste at han var imod det men. Hun var et middel til at han stadig havde penge? Ja hvis hun havde følt hun var noget værd, så gjorde hun det da ikke længere. Men hun viste det ikke. Som før holdt hun det skjult dybt i sig selv, nikkede blot for at erkende hun havde forstået det han sagde.

Hun iagtog ham som han rettede sig op, og hun kunne fornemme hans holdning og fremtoning ændrede sig en smule. Hun havde studeret folk på afstand det meste af sit liv, så det havde hun da lært, at læse dem. Mentalt var hun ved at vælte ned af  sofaen som han spurgte om hun elskede ham. Det var godt nok direkte, men selvom hun var chokeret så lod hun ham tale videre, og hun betragtede ham som han forklarede. Hun kunne se det i de klare blå øjne at han mente det, og at det var noget der lå ham nært. Hun fik det nærmest en smule dårligt med sig selv, hun var kvinden der forhindrede ham i det. Eller egentlig var det hans forældre, men jaa.
Da han var  færdig med at snakke betragtede hun hånden der blev rakt imod hende. Hun tog imod den og rejste sig langsomt, men trak den så tøvende til sig. "Jeg.. Kærlighed er ikke noget jeg har den luksus at kunne forvente. Min pligt er at gøre det der bedst for min familie." Hun holdt en kort pause, og selvom man kunne mærke den formelle klang i hendes stemme, så var  det også tydeligt at det var noget hun troede på. "Hvis deres ønske er et ægteskab på den måde, så er det det jeg vil give dem." Hun kiggede op på ham med en beslutsomhed i hendes blik der ikke var til at tage fejl af. Den begyndte dog hurtigt at falme, og kiggede man efter i de klare blå øjne, kunne man se usikkerheden der begyndte og finde vej. Hun sænkede sit blik "Undskyld men, jeg har brug for lidt luft først." Hendes stemme bar præg af den usikkerhed der var ved og tage konrol over hende, og den lød en smule tøvende. Hun gik forbi ham med rank ryg, og holdt nærmest vejret for at holde facaden oppe. Hun fandt hurtigt hen til den lille dør hun havde set i rummet der førte ud ti haven, og uden tøven vandrede hun ud.

Støvregnen var stoppet, men luften var stadig fugtig. Hun fortsatte henover noget græs og videre hen til en bænk under et træ hvor hun satte sig, og lod sig selv falde en smule sammen, hovedet gemt i hænderne, albuerne på hendes knæ. Hun sukkede opgivende. Det her var sværre end hun havde troet. Hun burde være lettet over han bare ville have performa, men den strenge opdragelse gjorde blot at hun følte hun fejlede allerede, svigtede familien og ikke kunne oprette den ære hun havde kostet dem ved sin fødsel.

Det var ikke svært at fornemme at det her kommbag på hende. Og selvfølgelig gjorde det, det! Hun var sikker blevet oplært ned denne tanke, med at hun skulle gøre familien ære og alt det vås som forældre og bedsteforældre eller fandt på for at få deres børn gift væk! I Brund og grund var det jo et salg! De havde solgt deres datter i bytte for noget hans forældre havde.. lige hvad vidste han ikke! Men det var jo i virkeligheden det samme som hvis de havde betalt for hende!
De kunne nærmest lige så godt have købt en slave til ham!!.. det gjorde han rasende, at de valgte nisser der ude skulle bestemme over hans, og også hendes liv!
Han så på hende da hun nævnte hun gerne ville have noget luft. Han nikkede og lod hende gå udenfor. Det måtte være hårdt som kvinde at få afvide at en mand ikke ønskede hende.
Og det var jo ikke fordi hun hverken var smuk eller sæd! Men derimod fordi han ikke ville udsætte en stakkels ung kvinde for hvad det ville sige at være ægtemand og hustru. Han ville endda skulle lægge i seng med hende, gøre hende med barn. Og dette ville allerede ske deres første nat som ægtefolk. Det kunne han ikke! Nok var han sammen med mange kvinder men det var noget denslev ville! Det var ikke noget de var blevet tvunget til. Og hvis det var, så var det fordi han betalte for det!

Han ventede lidt, inden han begav sig ud i haven til hende. Han stoppede foran hende og satte sig på hug. "Isabell, måske skulle du se mere positivt på det" sagde han og tog hendes hender som han rejste sig, og hjalp hende op. "Du vil stadig gøre din familie ære, vi bliver gift, du kommer til at bo her og foran de gamle må vi selvfølgelig spille en lille komedie.. men der er ingen der for afvide at vi ikke lever sammen som mand og hustru!.. Du kan gøre lige hvad du vil" sagde han beroligende som hans tog hendes arm. "Kom.. lad os ikke tale mere om det nu, lad mig hellere vise dig lidt rundt"sagde han roligt, og tog hendes arm i sin mens han gik.

Hun havde vel siddet alene i små 5 minutter som hun kunne høre skridt over det fugtige græs, det nærmest knirkede under hans sko. Hun rettede sig automatisk mere op, og fjernede sine hænder fra sit ansigt. Det betød også at da han satte sig på hug foran hende, kunne hun kigge direkte ind i hans utrolig blå øjne. Hun fulgte ham som han langsomt rejste sig og hjalp hende op. Hans hænder var ru i forhold til hendes, men han var jæger, og hun var skrædder som oftest syede smukke klæder på grund af hendes evner inden for detaljer, de levede vidt forskellige liv, og alligevel skulle de snart leve sammen, det virkede uvirkeligt.

Hun forsøgte virkelig og være taknemmelig, for det var tydeligt han blot forsøgte og være venlig overfor hende. Men selv om hans ord var milde og venlige, så var der stadig den der nagende stemme bagerst i hendes hoved. Hendes morfars stemme. Siden hun var ganske lille havde han nærmest som godnat historie fortalt hende igen og igen præcis hvad man forventede af en ung kvinde som hende, og hvordan man var som en god kone. Det Anthony bad om var stik modsat det, men.. Hendes morfar havde altid sagt at det vigtigste hun skulle huske var at gøre sin mand glad. Og hvis det var det han ønskede, så var det måden hun kunne glæde ham på. Hun kunne ikke helt finde ud af hvordan hun selv havde det med det hele, men nu var hun heller ikke vandt til selv og måtte danne sig en mening om de ting. Hun sendte ham derfor blot et forsigtigt smil, og lod ham føre hende ind imod huset igen.

De trådte ind i huset og hun kiggede kort ned på sin flotte kjole, som var blevet fugtig i kanterne i bunden. Det gjorde hende dog intet, hun var ikke så sart når det kom til stykket. Det var nok et af de steder hvor hun ikke helt mindede om den højelver hun var, men når man var vokset op i skoven og havde tilbragt det meste af tiden med at løbe igennem den, well så var man ikke så sart når det kom til at ens tøj blev lidt vådt eller beskidt. Hun kiggede rundt i rummet hun allerede havde været i, og drejede så blikket op på ham, stadig arm i arm med ham. "Så de ved heller ikke hvornår brylluppet skal være? Skal jeg være ærligt kendte jeg ikke engang deres navn før i går aftes. Min morfar er ikke just typen som deler alt for meget information hvis han kan undgå det." Hun elskede sin morfar, men han var streng, og han havde sin helt egen måde og gøre tingene på. Måske det ville være rart nok og komme lidt væk. Det gik pludselig op for hende hvor tæt de stod, at hun igennem deres tøj kunne mærke de meget muskuløse overarme han havde, og på et splitsekund mærkede hun den samme følelse fra før, de varme kinder og den der forlegne følelse som bredte sig i hende. Hun drejede sit hoved væk fra ham, lod som om hun kiggede lidt rundt, håbede på han ikke så det, hun kunne jo ikke bare rive sig væk fra ham, det ville først virke underligt.

Han kunne godt forstå at dette var noget af en mundfuld for hende. Der var vel ingen kvinder der havde lyst til at høre at hendes tilkommende egentlig ikke ville have hende, i hvertfald ikke som en ægtemand normalt ville have en kvinde. Han vidste godt at mange ville være lykkelige for at få en brud som hende kastet i nakken, og ikke engang behøvede lette en finger for at score hende. Men det var ikke sådan Anthony havde det! Han var gammeldags, men ikke SÅ gammeldages. Han ville selv vælge hans brud, og ville selv have lov til at lære hende og kende, og endda det med at fri til hende. Det skulle ikke foregå på denne måde! Havde de måske præsenteret ham for hende, så ville han da ikke udelukke at hun var en sød og smuk kvinde, en han nok ville være interesseret i. Men ikke på denne måde!
Han smilede da hun tog hans arm, og de gik sammen. Hendes hænder var så fine og små, at han næsten ikke engang kunne mærke den mod hans arm.

Da de kom ind og hun spurgte indtil om han vidste hvornår brylluppet var, rystede han på hovedet.
”jeg vidste ikke engang hvornår jeg kom til at møde dig før i dag” erkende han. Han sukkede lidt. ”det er et par måneder eller 3 siden mine forældre fortalte at de havde fundet en brud til mig, og at de forventede jeg giftede mig, men de fortalte intet om hvem eller hvad du var, eller hvornår jeg ville møde dig” sagde han så og sukkede lidt.
Han så på hende som hun så væk. Var der mon noget galt? Han vagte dog at lade det ligge, hun var sikkert forvirret nok i forvejen. Han så på hende ”vi må hellere komme ud til de gamle” sagde han som han lagde den anden hånd over hendes der ellers hvilede mod hans arm. ”vi bliver selvfølgelig nød til at se ud som om vi finder hinanden bare en smule intrassante, selvom jeg godt kan forstå det nok et lidt svært for dig lige nu” sagde han så med et roligt smil.

Great, ingen af dem vidste hvornår det var meningen de skulle giftes. Det ville være rart og vide, det betød hun skulle flytte herhen, fra sit hjem og sin lille shop. Hun skulle nå og have lavet sine ordre færdige inden, hun kunne ikke forvente at hendes kunder ville rejse helt herop for at hente deres ting. Men hun kunne heller ikke selv rejse tilbage og aflevere det, det passede sig ikke for en ung kvinde og rejse alene, og hun ville ikke bede ham om at rejse med. "Man kan håbe de fortæller os det snarest." Hun smilede igen forsigtigt, det var et oprigtigt smil, men så alligevel ikke helt, situationen var lidt, okay meget, akavet for hende.

Hun var ved og studere et maleri, eller i hvert fald kigge i den retning som han sagde noget igen, og så mærkede hun hans anden hånd på hendes, og hun var sikker på hendes hjerte stoppede med at slå lige der. Det var ikke fordi hun var forelsket eller noget, men.. De var så tæt, og han... Hun havde aldrig haft en mand så tæt på, ikke på den her måde. Altså hun gav da Fenrer kram osv, men.. Det her var anderledes! Hun drejede blikket over på ham, og forsøgte på at skjule det der foregik i hende, hvilket også lykkedes, altså bortset fra de rødlige kinder. Hun rystede så let på hovedet og sendte ham et smil der var mere oprigtigt. "Man kan sagtens finde nogen interessant på andre måder." Der var noget blidt og mildt over hendes stemme, og hun lod sig føre af ham ud af døren tilbage til hendes bedsteforældre og hans forældre.
Hun tog en dyb vejrtrækning som de nærmede sig dem, de havde fundet et sted og sidde og var dybt optaget af en snak, det var da indtil hendes mormor så dem og udbrød et af de der pinlige lyde som mødre havde for vane og gøre når de så deres børn gøre ting de var stolte af. Det gjorde det ikke just nemmere for hende, men hun holdt sig dog stadig rankt. Hendes morfar nikkede anerkendende og kiggede så over på Anthonys far "De havde ret. En stærk ung mand. Jeg sikker på det nok skal blive godt. Isabell vil være den perfekte kone for jeres søn." Han kiggede over på Isabell, et blik i hans øjne som hun kun kendte alt for godt. Og nærmest som hvis nogen havde tændt for noget drejede hun blikket over på sine kommende svigerforældre og sendte dem et varmt og venligt smil. "Det er en stor ære og få lov og være en del af deres familie. Deres søn var så venlig og vise mig haven." Hun var godt klar over hendes morfar havde lagt mærke til hendes fugtige kjole, det gjorde han altid, så snart noget var den mindste smule ude af orden. Men modsat da hun snakkede med Anthony og det hele virkede indøvet, så var der en elegance og en ro over hendes stemme lige nu, nok mest af alt fordi de var flere i rummet og den der akavethed over og være så tæt på ham ikke generede hende så meget nu. Hendes mormor grinte lidt og smilte varmt "Det forklare de rødlige kinder." Fuck fuck fuck fuck! Havde hun stadig røde kinder? Amen for fanden da også.. Men hvad regnede de med? Hun havde aldrig været omkring mænd på hendes egen alder, eller jo kunder, men.. Det her var manden de havde valgt hun skulle giftes med, og han.. Well han var jo ikke grim, og det var bestemt ikke fordi hun ikke fandt ham attraktiv. Det var som om en del af hende var kickstartet, den havde ligget i dvale, ventet på at hendes bedsteforældre havde valgt en mand til hende. Og uden nogen form for erfaring kunne hun på ingen måde styre den del af sig, og det gjorde altså hun fik røde og varme kinder, blandt andet.

Han kunne tydeligt mærke hendes pludselige skiften i holdning igen, i det de kom hen mod hans forældre og hendes bedsteforældre. Han kunne ikke forstå at hun gjorde dette! Hvorfor var hun ikke bare sig selv? Man måtte da blive træt i længden af at skulle gå og spille komedie!?..
Dog da de kom hen mod de ældre, hørte han tydeligt det hvin der kom fra Isabell's mormor. De stod nu foran de 4 der fungerede som deres forældre og bedsteforældre, nærmest til skue.. som var de et maleri på en væg. Han hadet det..
Hans forældre så lige så forsnøvsese ud som hendes bedste forældre.
"Ja jeg MÅ sige at hun er en henrivende pige" sagde hans mor som hun betragtede Isabell. Og begge hans forældre så kærligt på hende som Isabell sagde det var en ære at være en del af deres familie. Dog havde Anthony set endes bedstefars blik, og det fik ham til ligefrem at krumme hånden lidt om hendes, der hvilede på hans arm. Så det var derfor? Det var på grund af dem at hun havde denne holdning.
Han vende i stedet blikket mod hans forældre. "Hvornår har i så planlagt at brylluppet skal være?" Spurgte han så.
Hans far rømmede sig lidt. "Om 3 dage min dreng!" Sagde han bestemt.
Anthony spærrede øjnene op. "OM 3 DAGE?!!" udbrød han, hvilket fik begge hans forældre til at se meget strengt på ham. Han rømmede sig, og skævede mod Isabell. Men vende så blikket mod hendes bedsteforældre.
"Beklager mit udbrud... Men.. jeg vil bare ikke risikere at vores bryllup bliver forhastet, og der mangler noget" løj han. Hans forældre så roligt på ham. "Det skal du ikke være bange for min dreng! Det hele er arrangeret, og klart, vi skulle bare sikre os, at i nu også kunne sammen" sagde hans mor helt fabrilsk. Anthony var mundlam. De havde allerede arrangemeret det hele?

Hans mor så på ham. "Men nu må du sige farvel til Isabell, i ser jo snart hinanden igen" sagde hun mens hende og Anthonys far bevægede sig mod entréen sammen med hendes bedste forældre.
Anthony vende sig mod hende og tog begge hendes hænder i sine, inden han tog dem op og placerede et kys mod hendes finger. "På gensyn Isabell" sagde han formelt, for de gamles skyld, inden han så på hende "og husk nu vores aftale!.. bare rolig det skal nok gå" hviskede han til den.

Hans mor sukkede alt for grammatik "årh.. se lige de to, de kan allerede ikke undvære hinanden" sagde hun og lød nærmest lykkelig.

Isabell hadede og være i centrum, og når de stod her, foran de gamle, så var det lige præcist det hun var. Selvfølglig delte hun pladsen med Anthony, men det gjorde det ikke just nemmere. Det var nok også det hun frygtede mest af alt ved at de skulle giftes, al den opmærksomhed der blev vendt imod hende. Hun ville helst bare passe sig selv, sidde for sig selv uden at folk hele tiden skulle stirre. Det gik ikke når du var bruden. Det blev ikke nemmere som hans mor komplimenterede hende, men hun formåede og holde masken og undgå at rødme mere. Hun mærkede Anthonys hånd om hendes, og hendes blik drejede sig op på ham, hun kunne fornemme det anstrengte i hans øjne, undrede sig over hvad der gik af ham.

Havde hun haft noget væske i munden var hun blevet kvalt lige der. 3 dage?? Var de seriøse? Hun skulle nå og afslutte alt, pakke alle sine ting, sy en bryllupskjole og være mentalt klar til at blive gift på 3 dage? Hun kiggede noget overrasket på Anthony som vist var lige så overrasket over det som hende, og hun lagde blit sin frie hånd på hans skulder som var op af hende, for at berolige ham måske? Hun vidste det ikke selv havde faktisk ikke tænkt over det. Hun forstod ham godt, hun havde haft samme reaktion, hendes havde bare været skjult inden i sig selv. Hun betragtede sine bedsteforældre og hans forældre forlade dem, inden hun vendte sig imod Anthony der havde taget begge hendes hænder. De var ikke alene endnu, og hun bemærkede den formelle tone som der var over ham. Hun valgte og følge hans eksempel og nikkede en enkelt gang "På gensyn" Hun valgte ikke og kommentere på resten, hun vidste ærligt ikke hvordan hun havde det. I stedet trak hun forsigtigt sine hænder til sig, og gik over til de 2 ældre par. Hun vendte sig imod hans forældre og nejede en enkelt gang. "jeg ser frem til at kunne kalde mig jeres svigerdatter. Det en ære. Og med de ord gik hun roligt igennem hoveddøren, rank og elegant, ikke noget hint om den panik og uro der ulmede i hende.

//TIme jump til bryllup
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Isabell nød endelig og sidde ned. De sidste 3 dage havde hun knap stået stille, der var alt for meget der skulle ordnes. Først var der hendes ordre der skulle laves færdige, og det at gøre folk opmærksomme på at hun skiftede lokation, flyttede. Så skulle hele shoppen pakkkes ned, og hendes personlige ejendele. Og så var der hendes egen kjole, hendes brudekjole. Hun var ikke typen der ville have noget stort og overdådigt, hvilket nok var heldigt nok. Hun var endt i en flot nærmest naturfarvet kjole, med store flotte ærmer, som selvfølgelig sad helt perfekt på hende. Hendes mormor havde insiteret på at ordne hendes hår, men Isabell havde heldigvis fået lov til selv og tage sig af sin makeup.
Dagen var kommet, og nu sad hun her, en gift kvinde. Om det var proforma eller ej, så var hun gift. Ved hendes side sad Anthony, hendes mand. Hun følte sig ikke synderligt godt tilpas her, ikke på grund af Anthony, men på grund af alle de blikke der var. Det var ikke fordi det var et lille bryllup, men det undrede hende nu ikke med hendes bedsteforældre. Hvis hans forældre var bare en smule som dem, så var det klart der var så mange. Hun kiggede ned på sin tallerken der var fyldt med diverse grøntsager. Hun valgte og stikke lidt til salaten, inden hun tog en tår af vinen foran hende. "3 dage... Jeg forstår ikke hvorfor det pludselig skulle gå så stærkt." Hun snakkede måske mest til sig selv, men det var højt nok til at Anthony ville kunne hører det.

Dagen kom, hurtigere end han havde kunne overskue, og han havde nærmest ikke lavet andet end at diskotere med sine forældre der absolut ville bestemme hvordan han og Isabell’s hjem nu skulle se ud, nu hun flyttede ind. Han havde dog fået den sidste dag for sig selv, hvor han havde sørget for at stille de fleste af hendes ting ind på det der nu ville fugere som hendes værelse.

Og nu sad de så her, ved deres eget bryllup. Hans blik gled lidt ned over de mange gæster der lige nu fyldte sig med mad og vin. De fleste havde allerede drukket alt for meget, og burde slet ikke sidde ved bordet længere. Hans blik gled lidt hen mod Isabell. Hun var utrolig smuk denne dag. Ikke at hun ikke altid var det, men det var særlig forblændede denne dag. Han hørte dog hendes spørgsmål, som hun stak lidt til maden. Han sukkede lidt. ”jeg er bange for det er min skyld… mine forældre fortalte mig at det var fordi de ikke ønskede at se mig te mig som en ungkal inden brylluppet” sukkede han opgivende.
Han sad lidt, inden han dog lagde sin hånd blidt på hendes.
”Jeg har slet ikke fået fortalt dig hvor smuk du er i den kjole” sagde han med en rolig stemme. Han smilede roligt til hende.
”bare rolig, snart kan vi få lov til at trække os tilbage” sagde han med et opmuntrende blik. Han kunne tydeligt fornemme at hun ikke brød sig om at være der. Og det gjorde han jo egentlig heller ikke…
Han ville også fortrække at være hjemme i sin stue, nyd et måltid for sig selv, i stedet for alt dette ballede.
Han så lidt ned på hendes tallerken ”skal du slet ikke have noget kød?” spurgte han så. Hans forældre havde ikke fortalt meget om hende, så han vidste heller ikke at hun ikke spiste kød.

Isabell kiggede kort op på Anthony, men sænkede så sit blik igen. "Tror ærligt også den hænger på mig. Men ikke af samme grund." Hun følte ikke for at sidde og fortælle ham sin livshistorie lige nu, hvordan han havde giftet sig med hendes families skamplet. I det mindste var hun ikke længere deres hovedpine, hun var sikker på hendes morfar tænkte sådan.
Hun blev en smule overrasket som han pludselig lagde sin hånd på hendes, varmen fra hans hånd var så tydelig imod hendes egne let kølige hænder. De var normalt ikke kølige, men hun følte sig usikker og utilpas, og så blev de det altså bare. Hun drejede i samme sekund blikket op på ham, og deres klare blå øjne mødte hinandens. Hun blinkede et par gange, ude af stand til helt og håndtere det meget simple kompliment han gav hende. Hun rømmede sig og med et stemme der tydeligt bar præg af hendes generthed "Tak.. jeg.. Du ser også godt ud, bedre nu alt det snavs er væk." Hun sendte ham et smil, forsøgte og glemme de røde kinder, og i stedet dreje det over i en lettere drilsk tone. Hun kiggede rundt på forsamlingen, og hendes blik gled over på hendes bedsteforældre som sad og snakkede sammen. Hun hørte Anthonys stemme, men det mindede hende blot om at hun skulle hjem til ham og være en del af et Proforma ægteskab. De sidste 3 dage havde hendes morfar brugt det meste af dagens timer på at minde hende om hvordan man var en god kone, og hvad der blev forventet af hende. Men hun vidste jo godt det ikke var det Anthony ville have, og det gjorde det bare endnu værre og skulle sidde og lytte til det.

Hun var faldet helt væk i sine egne tanker som Anthony spurgte til hendes mad. Hun kiggede først lidt forvirret ned på sin tallerken, men det gik så op for hende hvad han havde sagt. Hun rystede lidt på hovedet, og så undrende på ham. "Jeg er vegetar. Det er de fleste højelvere. troede jeg de vidste?" Hun havde lagt mærke til bjerget af kød på hans tallerken men det gjorde hende ikke noget. Hun var modsat andre ikke fanatisk omkring hendes vegetariske spisevaner. Nej hun spiste ikke kød, men derfor kunne andre da godt. Hun skulle til at sige noget, men blev afbrudt af lyden af hendes morfar som rømmede sig og fik alle i lokalet til at falde til ro. "Jeg tror det er på tide at gommen har den første dans med sin brud." Isabell rettede sig automatisk en smule mere op, og kiggede derefter afventende på sin nye mand.

At hun mente at hun bar skylden for at tingene var gået så hurtigt forstod han ikke rigtig. Men han ville dog ikke spørge ind til dag. Hun virkede ikke som om hun havde lyst til at fortælle om det..
Hans forældre havde turdet ham ørene fulde med at man ikke kunne opføre sig på den måde når man om ganske få dage skulle giftes med en ung smuk kvinde. Ung og smuk var hun, ingen tvivl. Men trods mange andre mænd, så havde Anthony altså mere lyst til en pige der også havde noget mellem ørene.. og så hadet han bare generelt når der var nogle der ville bestemme over ham.

Han kunne ikke undgå at små smile lidt over hendes kompliceret. Ja han så langt mere ren ud denne dag, ens første gang de mødtes! Jaja hans mor havde da også ævlet løs om hvor smukke børn de ville få... Han havde været ved at brække sig over alt den snak om børn og familie.. ikke at han ikke ønskede sig en, men bare ikke på den her måde!

At hun var vegetar kom måske alligevel ikke så meget bag på ham. Nu han tænkte sig om så vidste han jo godt hvorfor! Han smilede roligt til hende. "Det må jeg hellere få sagt til vores kogekone så hun kan lave noget andet end kød" sagde han med en rolig latter. Det var ikke fordi han ikke kunne lide grønsager, men han var nu gladest for kød!

Han smilede roligt som han kunne se af hun var ved at sige noget, dog blev hun afbrudt af hendes bedstefar. Han så selv mod hendes bedstefar, med let rynkede bryn. Dog rettede han sig op, og skubbede sig ud fra bordet. Han rejste sig, rakte hende sin hånd som han bukkede dybt.
Han førte hende med ud på gulvet hvor der var plads til at danse. Han tog hendes hånd, strakte armene lidt ud, og lod den anden lægge sig om livet på hende. Inden han begynde at danske. "Jeg bryder mig ikke om din bedstefar" hviskede han til hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en lettelse for hende at han tog det så pænt, hun havde et sekund været nervøs da hun indså han ikke vidste hun var vegetar. Hun havde hørt om vareulve som ikke acceptere at deres koner ikke spiste kød, de var godt nok excentriske, men stadig. Det virkede ikke som om Anthony var en af dem, til hendes lettelse.

Hends øjne veg ikke fra ham som han rejste sig, og hun lagde blidt sin hånd i hans og lod ham hjælpe hende op. Hun nejede ganske kort som hun kom op og stå før hun fugte efter ham ud på den del af gulvet der beregnet til dans. Hun lod ham trække hende ind i dansegreb, og heldigvis havde hun trænet dans en del, så det at de stod så tæt gjorde hende ikke super forlegen. Måske fordi det var i forbindelse med en formel dans? Hun var godt klar over at hvis han havde været så tæt på af en hvilken som helst anden grund, så havde hun været ildrød i sit ansigt, præcis som da han havde kysset hende da de var blevet gift. Det var tradition, men det havde været hendes første kys, og hun ærgede sig et eller andet sted over det havde været noget så formelt.
Musikken flød langsomt igennem rummet, kærtegnede hendes høresans, og lod hende for en stund glemme alt andet omkring dem. Der var kun hende og Anthony der dansede. Hun drejede sit blik over på ham som hans stemme lød over de fløjlsbløde toner fra violinen, og hun sendte ham et forstående smil. "Min Bedstefar er en striks mand. Han har en vis måde tingene skal gøres på. Han vil være sikker på alt går efter bogen når det kommer til vores ægteskab. Dog er jeg sikker på han ikke blander sig så snart aften er overstået. Og gør han vil det blot være med at spørge til hvordan det går." Hun holdt en kort pause som hun blev ført rundt på gulvet, og uden problemer fulgte ham. "Han er ikke nogen ond mand, det fordi.." Hun drejede blikket væk igen og stoppede sig midt i sin egen sætning. "Det er ikke stedet eller tidspunktet at fortælle om det. Måske en dag.. Måske.." Hendes blik kort over hendes bedsteforældre og hun bemærkede først nu hvordan folk havde rejst sig og samlet sig om dem, stod og betragtede dem med det der blik som bare skreg 'årrrhh se dem lige...' Hun bed det i sig og fokuserede igen på musikken, glædet sig til at være væk herfra, så hun ikke længere var i centrum for opmærksomheden.

At hun selv forsvarede hendes bedstefar kom en smule bag på ham. Han havde ikke ligefrem regnet med at hun ville tale hans sag. Men så igen.. Det var vel ikke så underligt, hun var stadig mere eller mindre underlagt hans ord. Det var synd, at hen und smuk kvinde som hende skulle opdrages på den måde! Han ville nok aldrig komme til at forstå det forældre der ikke bare kunne lade deres børn, eller børnebørn, leve deres eget liv, og selv bestemme hvem de ville forelske sig i!
Syntes de virkelig at det var bedre at deres barn blev giftet væk, til en person der måske ikke engang elskede dem, som i dette tilfælde… Anthony havde intet imod Isabell, han syntes faktisk hun var en utrolig sød og smuk kvinde, og han havde da måske nok kunne falde for hende, hvis han havde mødt hende et hvilket som helst andet sted, end 3 dage før deres bryllup skulle stå.
Men hvordan måtte det ikke være for hende? hun kunne jo umuligt heller elske ham! Og hun havde slet ikke haft et andet valg, end at blive giftet væk til en ung vareulv hun aldrig havde mødt før..

Anthony, valgte ikke at grave mere i det med hendes bedstefar, det ville der jo ikke komme noget godt ud af. Han nikkede blot. ”Beklager hvis jeg fik sagt for meget” sagde han roligt. Hans blik gled let ud over de mange ansigter, de halvflæbende miner, og de der udtryk der var til at få kvalme over. Hvordan kunne de alle sammen stå der og se på to unge mennesker der knapt kende hinanden og tale om hvor rigtige de var for hinanden? Det var jo grotesk.
Han fik dog bemærket Isabells ansigts udtryk, og kunne tydeligt fornemme at der var noget der gik hende på. Han tak hende en smule tættere, ved at stramme grebet om hendes læn. ”er du okay…. Eller bliver det hele lidt for meget?” spurgte han roligt, som hans nussede hendes håndryg med sin tommelfinger.

Isabell forsøgte og fokusere på den smukke musik, forestille sig hun dansede i skoven alene som hun havde gjort så mange gange før. Dengang hun havde været fri, og kunne gøre hvad hun ville, før hun blev en ung kvinde og der blev forventet diverse ting af hende. Nu var tingene anderledes, og der var nogle forventninger hun måtte leve op til, hendes bedsteforældres, hendes svigerforældres, og ikke mindst hendes nye mands. Tankerne fløj igennem hovedet på hende, og hun havde ikke bemærket han trak hende tættere før at hun hørte hans stemme, og mærkede den rolige tommelfinger over hendes håndryg. Hun drejede sit ansigt, og som deres øjne mødtes indså hun hvor tæt de var, tættere end hvad der var normalt ved en formel dans, men. De var gift, hun var nødt til og vende sig til det. Men det ændrede ikke på at hendes hjerte alligevel sprang et slag over som deres øjne mødtes og hun påtog sig et smil hun havde brugt alt for mange gange. Det var ikke oprigtigt, men det var svært og se for dem der ikke kendte hende rigtig godt. Ikke engang hendes egne bedsteforældre kunne se det. ”Jeg  er okay. Jeg bare ikke vandt til og være så meget i centrum. Plejer og bruge tiden mest alene, så når alle kigger sådan.” Hun puster roligt ud som om hun har holdt vejret. ”Jeg beklager. Er godt klar over det nok ikke helt er hvad du havde ønsket, men jeg vil gøre alt jeg kan for at gøre dig glad.” Der var en oprigtighed over hendes ord, og det glimt der var i hendes ord viste at hun mente hvad hun sagde. Hun havde intet imod Anthony, hvilket gjorde at det ik bare var noget hendes bedstefar havde banket ind i hovedet på hende. Det var ikke fordi hun var forelsket, men hun kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Sangen sluttede og før at Anthony fik chancen for at reagere, fik hun galant befriet sig fra hans greb. ”Tak for dansen. Undskyld mig.” Hun bukker en enkelt gang for ham, før hun langsomt forsvinder ud af rummet. Der går dog ikke mere end små 4minutter før hun igen er tilbage i rummet og befinder sig ved sin nye mands side.

//TIMEJUMP til efter festen//

Lyden af hove på jorden kan høres, de små sten som knaser under hjulene. Isabell kigger ud af vinduet, hun sidder rankt som altid. Aftenen er endelig ovre, og Anthony og hende er på vej til deres hjem. Hun kan mærke hjertet der hamre i brystet, forsøger og holde det nede, men tanken om hvad der venter hende gør det er svært. Hun har hørt fortællingen så mange gange fra hendes bedstefar, hvad en mand og kone gør sammen, og at det begynder på deres bryllupsnat. Alt Anthony har sagt om hvert sit værelse og lign er lige nu glemt, der sket for meget til hun kan tænke andet end det hun har lært fra hun var 4år gammel. Hun kigger kort på Anthony før hendes blik igen hurtigt kigger ud. Hun ville have fortrukket og ride på en hest selv, men både hendes nye svigerforældre, og hendes bedsteforældre havde insisteret. Hun bider sig let i læben inden hun med en stille stemme endelig får sagt noget ”Jeg håber du nød aften”

Hele denne aften havde været noget rod.. pokker tage deres familier.. hvorfor skulle de overhoved blande sig i hvad der foregik mellem dem? Hvorfor havde de behov for at bestemme over Isabell og ham selv? Kunne de ikke bare lade dem styre deres eget liv?
Nej... I stedet stod de nu her, dansende som om de var et lykkeligt og nyforelsket par! Faktisk havde han ondt af hende... Tænk engang at, et: at blive giftet væk mod sin vilje, og to: blive givet væk til en mand som Anthony, der ikke har den MINDSTE interesse i at blive gift...
Han lod hende trække sig, og gik blot tilbage til sin plads.
Rasten af aften gled som det var meningen. Og da det var tid til at parret brød op.


Og nu sad de så her i hestevognen, og var på vej hjem. De fleste par, særligt mændene, ville glæde sig til dette! De ville se frem til at skulle ligge med deres kone, fuldbyrde deres ægteskab, som man kaldede det! Men ikke Anthony. De skulle ikke engang dele seng i nat! De skulle ikke engang dele i Værelse. Hans blik hvilket på landskabet uden for vognen, selvom han næppe opfangede det mindste.
Dog blev hans tanke strøm afbrudt af det lyse og yndige stemme, der tilhører hans nu meget nye viv.
Først så han lidt spørgende ud, som ham ikke rigtig havde hørt hvad hun sagde, indtil det lige havde vendt et par gange der inde.
Hans blik blev roligt, og hans smil blidt. Et nik kom fra ham. "Ja!... Det var en god fest, dog havde jeg måske ønsker den under andre omstændigheder, men alt i alt var det en god aften" sagde han roligt, inden han rettede lidt på måden han sad på. "Hvad med dig selv? Nød du festen?" Spurgte han.

Selvom der gik lidt tid før han svarede, så løsrev hun ikke sit blik fra landskabet udenfor. Det var ikke fordi hun sådan rigtig så det, men der var en akavet stemning imellem dem. Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente af et ægteskab, hun havde fået mange ting at vide, men intet kunne jo rigtig forberede hende på det, det kom helt an på hvordan hendes mand ville være. Og nu sad de her, og forsøgte og snakke høfligt med hinanden. Skulle hun rykke sig tættere på, tage hans hånd? Faktisk så vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu. Hun vidste godt det der blev forventet af hende som en kone, men der var forskel på at vide hvad man skulle gøre, og så at få det gjort. Hans stemme løsrev hende fra hendes tanker, og hun drejede blikket over på ham helt automatisk. Hun tænkte ikke videre over hans svar, men svarede ham blot med det samme. ”Jeg har aldrig rigtig været til en fest før, så var svært og vide hvad jeg kunne forvente. Jeg er ikke tryg ved at være centrum på den måde, så følte mig ærligt lidt underligt placeret i det hele.” Hun trak lidt på skuldrene som om hun bare fejede det af vejen som noget hun burde kunne klare. ”Maden var dejlig, og musikken var god.”

Okay hun vidste faktisk ikke helt hvad hun ellers skulle sige, og endte med at sende ham et forlegent smil, og da hun mærkede varmen i de lyse kinder drejede hun igen blikket ud af vognen. Hun kunne se huset komme til syne, de var snart hjemme. Hjemme. Det var underligt og tænke på at hun skulle bo her nu, at hun skulle bo med en mand, hendes mand. Okay han var ikke grim, bestemt ikke. Men, hun havde stort set aldrig omgås andre, og da slet ikke mænd. Hun var mere nervøs end hun ville indrømme over for sig selv. Vognen stoppede og hun drejede endnu en gang blikket over på sin mand. ”I det mindste holdt de ikke festen flere timer væk. Må indrømme jeg foretrækker selv at ride, frem for en vogn. Det virker så forkert og sidde herinde.” Som hun sagde det kunne man se den rigtige Isabell. Ikke den Isabell hun var opdraget til at vise, den maske hun måtte tage på for ikke og bringe hendes familie skam over hvem hun var, og de klare blå øjne lyste da også op en stund som hun snakkede om det. Men det var ikke kun det. Hendes stemme fik en mere naturlig klang, og hele hendes holdning ændrede sig, men kun ganske kort. ”Min bedstefar sagde han sørgede for mine ting blev bragt herop i løbet af et par dage, ud over det tøj jeg allerede har med.” Og tilbage var masken, den Isabell som Anthony havde set indtil nu, den kvinde som han nok havde indtrykket af hun var.

Stemningen var underlig.. ikke at han havde regnet med andet. De var meget forskellige! Han fattede ikke at hans forældre og hendes bedste forældre havde valgt at sætte lige de to sammen? man kunne jo nærmest ikke finde to personer der passede dårligere sammen!

Hans blik ramte hende igen, da hun svarede og forklared at hun ikke som sådan havde været til fester før, hvilket for ham virkede vildt mærkeligt, for hun begav sig som om hun gjorde. Hmm.. sikkert endnu en del af hendes opdragelse. Denne helt misforståede opdragelse som mange unge kvinder gik i gennem, hvor de blev hjernevasket til at være så perfekte dukker, der ikke turde have en selvstændig tanke... I guder, og hendes skulle han leve sammen med? 
Han var dog stadig høflig, og smilende. "du klarede det fantastisk dog" sagde han med et roligt smil og anderkendende smil. 
Hans blik begav sig endnu en gang ud af vognen. Som om det eneste intrassante foregik der ude, selvom det var bælragende mørkt, og man ikke kunne se noget som helst alligevel, så virkede det til at de begge fandt dette mørke langt mere intrassant end hinanden. 
Hans opmærksomhed blev dog vendt mod hende igen, da de var kommet frem, og hun begynde at tale. Hans så næsten overrasket på hende, da hun indrømmede at dette her med hestevogn ikke lige var hende, og at hun langt hellere foretrak at få lov til at ride hesten selv. Waw.. den havde han ikke set komme. Så havde de måske alligevel en lille smule til fælles? 
"Så du kan lide at ride?... hvis du har lyst kunne vi tage en ride tur sammen på et tidspunkt" forslog han roligt. Han vidste godt at det ikke var noget en FIN dame gjorde. Men han ville hellere end gerne ride en tur med hende. Hellere det, end at sidde her og glo ud af en bombende, knirkende hestevogn. 

Oooog der kom den kedelige og bligtopfyldende pige frem igen. Han sukkede lydløst for sig selv, inden han rettede sig op, og begav sig ud af vognen, da døren blev åbnet af hans butler. "Ja han ville søge for tingene" sagde han blot og steg ud. Han så på butleren. "tak Johanes" sagde han roligt, inden han selv rakte en hånd til Isabell, for at hjælpe hende ud. 
Han vende sig og hende mod Johanes. Han så på Isabell 
"dette er vores butler Johanes, ham kan du gå til hvis der er noget, og jeg ikke er her" sagde han roligt. "Johanes styre både rengøringen, madlavningen og stald arbejdet her på stedet, det er ham alle mine ansatte går til hvis der er noget" sagde han roligt. 
Han så på Johanes da han selv var kommet i tanke om hans og Isabells snak ved bryllupet. 
"forrasten Johanes, vil du give besked i køkkenet om, at min hustru er vegetar?" sagde han roligt. 
Johanes bukkede dybt "så gerne unge herre" sagde han inden han trådte lidt frem, og bukkede høfligt og dybt for Isabell "Det er mig en ære at hilse på dem frue! Jeg håber de vil få det fantastisk her hos os" sagde han som han kom med endnu et lidt mindre dybt buk, og vende rundt for at forlade parret. 
Anthony så lidt på Isabell. "han er også min rådgiver, han har fulgt mig fra jeg var barn" sagde han roligt.

Hun tog imod hans hånd og lod ham hjælpe hende ud af vognen. Da hun var kommet ud og rettet kjolen en smule kiggede hun op på butleren, Johanes. ”Ohh nej nej.. Æren er min.” Det var tydeligt for enhver og se at Isabell slet ikke var vandt til butlere, eller det der lignede. Faktisk så lignede hun en der ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til det, hvordan hun skulle opfører sig. Hun endte derfor også med at vinke en smule akavet som han drejede om og gik til huset, det var dog kun ganske kort før hun hurtigt fik taget hånden ned.
Hun stod lidt og rykkede lidt på vægten imellem de 2 fødder, og strøg noget hår om bag det ene øre, hvilket fik hendes spidse øre til at være tydeligt. ”Han virker rigtig flink.” Hvad skulle hun ellers sige? Undskyld jeg er sådan en klovn med alt, undskyld jeg ikke kan finde ud af noget. Nej hun kunne ikke blive ved med at undskylde, han virkede allerede en smule irriteret på hende. Hun var ikke klar over hvorfor, men der var noget ved hans udstråling og holdning. Hun sendte ham et kort smil, og begav sig så efter Johanes op til huset. Det var køligt uden for nu, og hun gøs en enkelt gang. Hun trængte til at få noget varme, den her kjole var ikke just egnet til at være udenfor i klokken lort om natten. Da hun kom ind ventede hun pænt på at Anthony skulle følge efter, og vise hende hvor deres værelse var. Så da hun hørte ham komme ind af døren vendte hun sig imod ham. ”Kom i tanke om jeg ikke aner hvor værelset er.” Hun sendte ham et lidt uskyldigt smil. Hun kendte slet ik huset så godt, hun havde jo kun været der en gang, men hun vidste godt hun var nødt til og vende sig til det. Hun fik en mere alvorlig mine på og bed sig kort i læben. ”Vil du direkte i seng? Eller har du noget du skal først?” i sig selv et simpelt og uskyldigt spørgsmål, hvis de da ikke lige var blevet gift, og dette VAR deres bryllupsnat. Hun kunne mærke hvordan hun begyndte og sitre en lille smule, nerverne viste sig, men hun foldede bare sine hænder foran og skubbede det væk, så godt hun nu kunne.

Han kom med et kort nok, hvori han gav hende ret i at Johanes var flink! Tja det var han vel, selvom manden kunne være noget så irriterende, når han var fornuftig og samtidig havde ret. Det HADET Anthony. Det var altid Johanes der talte han fra mange at de ting han havde lyst til, men som måske i virkeligheden kunne skade familiens omdømme en smule. Han så nu heller ikke Johanes så meget som sin butler, men måske nærmere hans mentor!? Johanes havde været Anthonys lære i gennem mange år, både i at læse og skrive, i underwrolds historie og i alt muligt andet! Han så ham nok nærmere som en onkel eller sådan noget!

Han fulgte med Isabell ind i huset, her var temmelig mørkt, og meget stille. Tjeneste folkene var sikkert allerede gået i seng, den eneste der var blevet oppe var Johanes. Og det var måske lige så meget for hans egen end for Anthony og Isabells skyld.
Han så på hende da hun begynde at tale om værelserne. Han nikkede "nu skal jeg vise dig dit værelse" sagde han roligt, som han tog en af lysestagerne med et par tændte lys op i hånden. "denne vej" sagde han roligt. Og begynde at gå ned af en af gangene.

Huset var stort, men ikke enormt. Han ledte hende op af en trappe, og drejede til højre, for enden af gangen, stoppede han ved en dør, inden han åbnede døren og trådte ind. "kom inden for" sagde han roligt, mens han begav sig rundt for at tænde nogle af de lys der var på værelset.
"Jeg kan få en af tjenestepigerne til at komme og fyre op i din karmin, hvis det bliver for koldt?" Spurgte han roligt, inden han så på hende.
"Jeg håber det er tilfredsstillende... Vi skal selvfølgelig nok få det gjort mere til dit hen af vejen" sagde han roligt.

Isabell blinkede et par gange da han nævnte at han ville vise hende, hendes værelse. Men så kom hun i tanke om hvad han havde sagt. Hun troede ærligt ikke han havde ment det, men måske gjorde han? Hun fulgte efter ham uden og sige noget, faktisk fik hun ikke engang rigtig kigget sig omkring. Hun var optaget af sine tanker. Alt hun havde lært, hvordan en mand og kone var, hvad der var forventet på bryllupsnatten, at det blev forventet hun gav ham børn, delte hans seng, sørgede for han var glad og tilfreds. Hvordan skulle hun kunne alt dette hvis de ikke engang delte værelse. Han havde faktisk sagt han ikke havde tænkt sig at være sammen med hende, at det kun var for syns skyld de var gift. Hun burde være glad, de fleste andre unge piger der var i et arrangeret ægteskab ville have været lykkelige, men det var ikke den følelse Isabell havde. Hun følte sig ubrugelig, som om hun ikke var god nok. Hvad var det ved hende som han ikke fandt attraktiv? Hun havde fået at vide hun var smuk, men hvorfor ville hendes mand så ikke have hende? Det var egentlig nogle tossede tanker, for hun havde jo ingen følelser for ham. Men pligten i hende vejede så tungt, at hun ikke kunne se andet end at hun fejlede.

Hun sagde ikke et ord som de gik, gik pænt bag ved ham, hænderne samlet foran og hovedet sænket en lille smule, hendes mand var trods alt over hende, og hans ord var lov. Hun kiggede først op da de nåede værelset, og trådte ind i det da han inviterede hende. Hun kiggede rundt og fik placeret sit bedste smil på læberne. ”Tak. Det er fint.” Hun kiggede over på pejsen som varmen blev nævnt og faldt lidt i staver der. Hun rev sig selv ud af dem og rystede let på hovedet. ”Ingen grund til at vække dem. Jeg er sikker på det er fint, og ellers er jeg fuldt ud i stand til at tænde op selv. Men tak for omtanken.” Hun gik hen til sengen, og lod sin hånd glide henover træ stellet madrassen lå i. ”Hvor… Uhmm.. Hvor er dit værelse?” Hun vidste ærligt ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun vidste hvad hendes bedstefar havde sagt hun burde, men samtidig havde han sagt hun skulle gøre som hendes mand sagde. Og selvom hun ikke vidste hvorfor, så virkede han bestemt ikke interesseret i hende. Uanset hvad så kunne hun ikke gøre noget ved det. Hun bed sig selv i læben, hun var nødt til og prøve. Hun vendte derfor om og gik hen til ham. Hendes blik var sænket, og først da hun stod lige foran ham, kiggede hun op på ham med de klare blå øjne. Hendes kinder havde allerede taget en let rosa farve. Det var tydeligt hun sloges med sig selv, og den handling hun havde gang i, sloges med at formulere sig selv. ”Plejer… nej..” Hun stoppede sin egen sætning og tog en dyb indånding før hun igen forsøgte og denne gang tog hun hans hånd i sin. ”Jeg har lært om hvad det vil sige og være nogens kone siden jeg var ganske længe. Jeg har hver dag skulle gennemgå hvad der var krævet af mig. Så.. Jeg er ret forvirret. Hvorfor er det vi ikke skal dele værelse? Hvorfor er det du ikke vil ha mig?” selvom ordene stammede fra den opvækst hun havde, så kunne man tydeligt hører at lige nu var det den Isabell han havde set et kort glimt af. Hun var sårbar og blid, og hendes stemme var ganske svag, den kunne kun høres fordi de stod så tæt. Hun sænkede ikke blikket på noget tidspunkt, og selvom varmen steg i kinderne der nok efterhånden var voldsomt rosa, så stod hun fast, holdt blidt i hans hånd og holdt de klare blå øjne på hans, forvirringen tydelig og se i dem, men måske også noget mere end blot forvirring?