Soo... I guess were suppose to marry. - Anthony

Han kunne godt fornemme hendes overraskelse da han talte om at vise hende, til sit værelse. Men det havde jo været aftalen fra starten, at de kun skulle udgive sig for at være gift, men at de ikke skulle leve som ægtefolk.
Han havde i hvert fald ingen planer om at dele seng med hende, ikke fordi han ikke ville! Hun var jo en smuk kvinde! Helt bestemt.. men det var måske mere for hendes skyld, hun var så uskyldig og usikker! Og han ville ikke udsætte hende for at skulle sove sammen med en mand der ikke elskede hende! Og da slet ikke at skulle ligge med ham!

Da de var kommet ned på hendes værelse, og hun annoncerede at hun ikke behøvede få tjenestefolkene til at tænde op, og hun sagtens kunne selv, trak han en smule på smilebåndet. Hmmm.. så han havde fået en kone, der kunne klare sig selv mere eller mindre? Det var da altid noget.
Han så på hende da hun spurgte ind til hvor hans værelse var.
“mit værelse er for enden af gangen, ved den store dør” forklarede han roligt. Han så sig lidt om, mest for at sikre sig at alt var i den skønneste orden inden hun skulle sove.

Hans blik gled over det stadig halv tomme rum. Der var selvfølgelig de møbler der skulle være, og nogle enkelte billeder på væggene, men nips og den slags var ikke noget der var meget af. Han var sjovt nok ikke lige den rette til at finde ud af hvad kvinder gerne ville have på deres værelser! Men hun kunne sikkert selv finde på noget. Hvilken kvinde kunne ikke det?
Hans blik ramte hende atter, da hun begynde at tale. Han blev dog en kende overrasket over det hun spurgte om. Han sukkede en smule, og lænede sig halvt op af hendes kommende sminkebord, og lagde armene over kors.
“Som vi aftalte allerede inden brylluppet så ville det her kun være ren proforma… Altså, er vi gift men vil ikke komme til at leve som ægtemand og hustru” sagde han roligt, som han så roligt på hende.
“jeg er klar over det ikke er hvad du er blevet lært, og dette har intet at gøre med at jeg ikke vil have dig… Men lad mig spørge på den her måde” sagde han og så mere indgående på hende.
“Elsker du mig?...Er du forelsker i mig?”spurgte han meget lige ud.
Han var ikke selv forelsket i hende, hvordan skulle han kunne det? Han kende hende overhoved ikke! De skulle først til at lære hinanden at kende nu.

Hun prøvede ikke og holde fast i ham som han lænede sig imod det som skulle være et sminkebord. Hun blev stående, hendes blik på ham, kinderne stadig rosa. Hun betragtede den måde han stillede sig på, aflukket, armene over kors. 'som vi aftalte' hans ord bed sig fast i hendes tanker. De havde aldrig aftalt det, han havde fortalt hende at sådan ville det være, og hun havde blot nikket og accepteret det. Det betød dog ikke at hun forstod det, eller hvorfor. Måske var hun ikke attraktiv i hans øjne?
Hendes tanker blev brudt af hans rolige stemme som han fortsatte, og hendes fokus gled igen på hendes mand der stod foran hende. Hun kunne være krympet helt sammen lige der, det der mere indgående blik fik hendes hjerte til at slå et slag over. Hun var ikke vandt til at folk kiggede på hende på den måde, og da slet ikke mænd. Hun havde været afskærmet fra de fleste netop fordi hun skulle holdes ren til denne nat, natten hun havde været forberedt på hele sit liv. Hun nippede lidt til sin læbe som hun overvejede hans spørgsmål. Elskede hun ham? var hun forelsket? Hendes blik blev en smule uroligt, nærmest bekymret som hun sænkede sit blik. "Jeg kan ikke svare dig. Jeg har aldrig oplevet det, og aner ikke hvad det vil sige. Jeg ved godt hvad det vil sige og elske nogen, men... At elske mine bedsteforældre er ikke det samme som at elske... en mand.." Hun greb let fat om sin overarm med den modsatte hånd, nærmest for at berolige sig selv lidt, og efter en dyb vejrtrækning slappede hun da også mere af.
Hun stod et par sekunder mere,  nærmest som om hun samlede sig og kiggede så op på ham igen, hendes arme tilbage langs hendes side. "Men kærligheden har intet med dette at gøre. Jeg er din kone, og det er min pligt at fuldføre ægteskabet, og det er det ikke f... før vi.." Hun stoppede midt i sætningen og bed sig nervøst i læben. Hun drejede rundt og gik over til vinduet i rummet og stod og kiggede ud, tog en dyb indånding. Hun stod der ikk merlænge før hun igen drejede om, og gik med rolige skridt imod Anthony. Hendes hænder fandt vej til hendes ryg, og inden hun nåede over til ham havde hun fået åbnet snørren i ryggen på kjolen. Hun stoppede op et par skridt fra ham og sank en mental klump inden hun lod kjolen glide ned af hendes arme. Varmen i hendes ansigt havde spredt sig, og hun kørte genert sit hår væk fra sit ansigt, trak det om på den ene skulder. Hun stod der, blottet foran hendes nye mand. Det eneste der dækkede den fine lyse hud, var den spinkle hvide natkjole, som hvad man nok kunne forvente var rimelig modest for hende. Den havde ikke ærmer, men var ikke nedrindet, og gik ned til hendes ankler. "Jeg ked af jeg ikke er mere.. Tiltrækkende. At du må nøjes med mig. Men jeg vil gøre alt jeg kan for at gøre dig lykkelig. Du skal bare.. fortæl mig hvordan. Vis mig det." Hendes stemme var lav, men der var en sikkerhed i hendes stemme, som tydeligvis kom fra den strenge opdragelse. Havde det ikke været for den havde hun været for genert til det. Hun tog en halv dyb indånding igen før hun med tøvende skridt gik hen til ham, tog blidt fat i hans hånd, og førte den imod hendes ene bryst.

Han kunne tydeligt se, at dette bestemt ikke var noget hun brød sig om at høre. Og at det kun forstærkede hendes usikkerhed og hendes forvirring over det her. Men så igen… de havde talt om det her - selvom det nok mest var ham der havde talt - men hun var gået med til betingelserne. Det var intet dette, eller intet ægteskab, men sidstnævnte var ikke en mulighed for dem, takket være hans forældre og hendes bedsteforældre!
Hans mundvige gled om i et mildt og overbærende smil da hun erkende at hun ikke kunne svare ham, da hun aldrig havde prøvet at være det.
“Det er præcis det jeg mener…. desuden, hvis du var, så ville du ikke være i tvivl” forklarede han hende roligt.

Han troede faktisk at han var ved at trænge igennem med hans budskab da han høre hvad hun sagde. Hans bryn gled sammen, og han så bestemt ikke helt så tilfreds ud over hendes udtalelse. Hendes pligt? Så hun var altså villig til at fuldbyrde samleje med ham, blot fordi det var hendes pligt? Wauw… de havde virkelig ødelagt den smukke unge kvinde! Hans blik fulgte hende, som hun gik mod vinduet.
“der er intet længere der er din PLIGT, ud over at jeg forventer at du finder dig hjemme her, og gør som du har lyst til!...” sagde han med en mere bestemt stemme. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå at han ikke var interesseret i at tage hendes mødom på denne måde?

Hans blik hvilede på hende mens huns tod ved vinduet, og fulgte hende da hun gik tilbage mod ham. Dog blev han noget overrasket, da hun lod sin kjole falde da hun stod foran ham. Han rettede sig mere op, men stod dog stadig lænet op af bordet. Hvad var det hun havde gang i? Hvorfor insisterede hun på det her?
Hans blik gled ned over hende og op igen. Hun var utrolig smuk! det var jo nærmest ikke til at holde ud! Hvorfor var det lige at han ikke bare gjorde det? Hvis hun så gerne selv ville? Hvorfor gjorde han det så ikke bare? Det var vel hans ret som hendes mand?...... Hvad var det dog han stod og tænkte? Det var lige præcis sådan her han ikke ville være! Han ville ikke ende med at være som sin far, der behandlede kvinder som om de var skabt til hans nydelse. Den eneste kvinde han behandlede med nogenlunde respekt var Anthonys mor! Og det var kun fordi det i virkeligheden var hende der havde pengene!

Han sukkede over hendes udtalelse. Vidste den pige slet ikke hvor smuk hun var? Han mærkede hvordan hun tog hans hånd og førte den mod hendes bryst. Han tøvede virkelig! Skulle han bare gøre det? Det kunne vel ikke ske noget ved at røre en smule ved hende? Kunne der? En blid berøring ved brystet kunne ingen da tage skade af. NEJ!! nu måtte han stoppe sig selv. Han fik roligt trukket sin hånd til sig, så i stedet for at røre hendes bryst, lod han sin hånd lægge sig blidt på hendes kind, hvor han lod sin tommelfinger kærtegne hende.
“du misforstår det hele min kære” sagde han med en mild stemme.
“du er en utrolig attraktiv kvinde!.. du er MEGET smuk” forsikrede han hende.

Han små sukkede lidt. “men det her har intet med pligt at gøre, det har noget at gøre med at det her ikke BARE er noget man skal gøre.. og slet ikke med en man ikke har følelser for” sagde han roligt. “det ville være nemt nok for mig, bare at fuldbyrde det, og jeg ville da også uden tvivl nyde det! Men det tvivler jeg ærligtalt på at du ville! Og jeg har ikke lyst til at ligge med dig, blot fordi det er vores pligt!... SLET IKKE, Men fordi vi holder af hinanden og har følelser for hinanden.. og det er ikke tilfældet.. og hvordan skulle vi også det? Vi kender jo slet ikke hinanden!” Han sukkede lidt, som han så på hende med et mildt blik. Han lænede sig en smule frem mod hende, og placerede et blidt og blødt kys mod hendes anden kind, inden han trak sig fra hende.
“godnat Isabell” sagde han roligt, inden han vendte rundt og forlod hende, og lukkede døren efter sig, og vende mod sit eget værelse.

Hun hørte godt hvad han sagde, det gjorde hun. Men selvom hun hørte det, så forstod hun det stadig ikke. For hende var det hende der fejlede når han ikke ville have hende. Det var også derfor hun gjorde som hun gjorde, og derfor hun prøvede og føre hans hånd til hendes bryst. Måske han bare skulle hjælpes på vej? Fordi hvis de ikke gjorde det her, hvordan skulle hun så kunne se sin bedstefar i øjnene? Hvad skulle hun svarer når han uden tvivl ville spørge hende om de havde fuldbyrdet. Hvad skulle hun gøre når hun ikke blev gravid, og de ville mene det var hende der havde fejlet, ligesom hendes mor havde? Nej hun var nødt til at prøve og hjælpe det på vej.
Men sådan gik det ikke, før han nåede og røre hendes bryst trak han sin hånd til sig, og hun mærkede den varme hånd imod hendes kind. Mærkede tommelfingeren der strøg blidt over den. Hans stemme var mild, og det var tydeligt han ikke var ude på at såre hende, selv for hende. Men på trods af det, så kunne hun stadig ikke ryste den ubehagelige følelse af sig. Hun kunne ikke helt tro på hans ord om hun var smuk, når han ikke ville hende. Hun ville sige noget, men hun var for langsom og han fortsatte med at snakke. Hun tyggede lidt på sin underlæbe imens hendes øjne forblev på hans. Hans ord gav ikke helt mening, eller måske gjorde de? Uanset hvad, så bed noget han havde sagt tidligere sig fast i hendes sind. Han ville have hun fandt sig hjemme, og at hun gjorde hvad hun havde lyst til.
Hun pustede nærmest lydløst ud, men stivnede så med det samme som han lænede sig ind imod hende, og placerede det silkebløde kys på hendes anden kind. Og så trak han sig, fjernede sin hånd og sig selv, og bevægede sig imod døren med 2 simple ord. "Godnat Anthony." Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige eller gøre, hun stod blot låst på stedet og så ham forlade værelset, og lukke døren efter sig. Hun stod lidt længere, og kiggede så sig selv i spejlet der var på det der ville være et sminkebord. Hun sukkede en gang, det var ikke sådan hun havde forestillet sig sin bryllupsnat. Hun gik over til den store seng, og fik hurtigt kravlet under dynen der lå der. Hun lå lidt på ryggen, kiggede op i loftet med følelsen af ikke og være god nok. Til sidst skubbede hun tanken fra sig og faldt i søvn.

//TIME JUMP//

Isabell gik roligt i skoven der lå tæt på huset. Hun havde gået her mange gange efterhånden, hun følte sig mere fri her. Hun var begyndt og finde sig til rette i huset. Hun kom godt ud af det med tjenestefolkene, og hun kunne også sagtens snakke med Anthony. Bryllupsnatten lå ikke og hjemsøgte hende så meget mere, og som tiden var gået havde hun fundet sig selv mere og mere. Anthony havde nok også bemærket det, for hun var ikke længere den opstrammede regl pige hun havde været første gang de mødtes. Bevares det skete stadig fra tid til anden, men det meste af tiden var hun sig selv. Og lige dette sekund var et perfekt eksempel. Hun bar bukser, et par der sad pænt på hende, og gjorde det muligt for hende og bevære sig ubesværet i skoven. Havde hendes bedstefar set det, havde han straffet hende voldsomt. Men hun stod ikke længere til ansvar overfor ham, for i alles øjne var Anthony og hende gift, de havde fuldbyrdet ægteskabet, og med hensyn til børn, så var de bare uheldige. Heldigvis havde hun formået og få sin bedstefar til at tro på at det ikke var meningen de skulle have barn endnu, men at det ville komme når tiden var rigtig.
Hun vidste godt at hun ikke ville kunne løbe afsted med den undskyldning for altid, men indtil nu så var det fint nok. Og i dette sekund så skænkede hun det ikke en tanke. Det var stadig lunt, en af de sidste sommerdage mente hun, men efteråret havde endnu ikke fået helt fast. Grenene gav sig under hendes fødder som hun roligt gik igennem skoven. Hendes hånd gled let henover de store træer, og hun fortsatte målfast til et bestemt sted hvor hun altid fandt ro. Det tog lidt tid og komme derhen, men det var turen værd!
Hendes læber gled op i et smil som hun så det store træ der stod midt imellem de andre. Af en eller anden grund, så var det her meget ældre end de andre, og Isabell følte sig underligt knyttet til netop dette træ. Hun gik hen og kravlede et par grene op, fandt sit sted hvor hun satte sig til rette med stammen imod sin ryg. Hun lukkede øjnene, og mærkede den let kølige brise som fik det lange hår til at bevæge sig ganske lidt.

Der var efterhånden gået nogle måneder siden brylluppet. Tingene gik okay. Men det var nu stadig underligt pludselig at have en randende rundt i ens hjem man ellers altid har haft for sig selv! Især når det var en kvinde man var gift med men som man ikke rigtig vidste om man følte andet for end at hun var sød...

Men så alligevel!... På det sidste var han begyndt at føle noget! Hun var en sød og dejlig pige! Og for hver dag der gik, fik han lov til at se mere og mere af denne fantastiske personlighed hun også havde! Hun var anderledes end hun var i starten! Da alt for hende gik ud på at gøre hendes pligt. Men nu.. hun var begyndt at tale for sig selv, var begyndt at gøre de ting hun selv kunne lide. Og jo mere han så af denne anden side af hende, jo gladere blev han for hende!

Han gik i skoven, ikke langt fra huset. Han vidste det var her hun var! Det var altid her hun var når hun ikke var i huset eller et andet sted på grunden.
"ISABELL!" kalde han ud i skoven. Han havde en overraskelse til hende, som han virkelig håbede hun ville elske.