en afslappende stund - Åbent for alle (fortids emne)

Sted: Parken
Vejr og Tid: solrig oktoberdag med lette skyer og en lidt kølig brise (år 1161)
Emne til: Alle som har lyst


Katrina sad lænet op af et af de store egetræer i parken og nød udsigten over søen lige fremme. Hun så ned på et stykke pergament som hun holde i den ene hånd og sukkede, hvorefter hun follede det sammen og lagde det i en af inderlommerne på sin mat grønne uld jakke. Da hun åbnede jakken kunne man se en råhvid skjorte af tyndt uld, som var blevet lidt mat af brug. Hendes hør bukser var brune og støvlerne var af læder som var velholdt, selv om disse også viste tegn på at være velbrugt. Som hun sad nu, kunne man kun lige ane dolken og den lange kniv, som hun havde i bæltet. Uld jakken skjulte resten. Hendes røde hår var samlet i en fletning og lå ind over hende højre skulder.
Hun kunne fornemme sin beskytter og mester i nærheden, men ikke så tæt på at hun kunne se ham. Hun smilede og tænkte over alt det hun havde lært i løbet af det sidste års tid, hvor hun og Beldragon havde besøgt forskellige steder. Både som en del af Beldragons undervisning af Underworld og som en adspredelse fra den sorg hun havde efter at have mistet sin far.
Nu lod det til at det var på tide at komme hjem, for at hjælpe til med at rede klanen efter at de havde mistet en leder og deres prins. Hun håbede at hendes mor også havde fået beskeden og at de snart ville se hinanden igen, for helt ærligt - så savnede hun sin mor utroligt meget, men tiden var desværre ikke til at rejse til elvernes skov og hente hende. Hun sukkede igen og så igen ud på søen, hvor et par ænder og lidt andre fugle svømmede rundt.

//Beldragon er NPC, som styres af Katrina//

Luce gik stille og roligt rundt i parken med Speedy. Sin førerhund som hun havde fået imens hun havde boet i Dragons Peak. Hun havde haft en god kammerat som havde haft et par hunde som havde fået en hvalp som de så havde trænet til, at blive en førerhund som de gav til Luce. Speedy var blevet godt de 2 år og var Luces bedsteven udover Sakref og Sean, hvis hun og Sean stadig var bedstevenner det var hun ret usikker på for tiden.
Luce havde et rødt stof om sine øjne da hun jo var blind og havde en rød og sort kjole på som gik ned til hendes knæ.
Luce var næsten lige flyttet ind til Sakref igen. Sakref havde altid været der for hende og nok også den eneste som kendte hende fra hendes mørkeste fortid udover Sean som hun havde oplevet en del sammen med.
Luce kom ned til søen og satte sig i det bløde græs. Speedy havde sat sig ved hendes side så hun kunne løsne selen han havde på så han kunne hoppe ud i vandet og lege.

Hun så godt en kvinde komme gående med en hund i en særlig sele. Hvilket gjorde hende en del nysgerrig, også fordi kvinden bar et stykke rødt stof om øjnene. Da hunden blev sluppet fri, bestemte Katrina sig for at slutte sig til kvinden, hvis hun godkendte det.
Hun rejste sig fra sin plads og gik hen imod kvinden til hun stod et par meter væk.
"Goddag frue. Sikke en smuk hund de har. Har de haft den længe?" Katrina blev stående og holde øje med hvad der skete omkring hende.
Der var også noget ved kvinden, som fik Katrina til at tænke på sin farfar og stedfarfar. Kunne det tænkes at de var af samme race?
Det var også lidt underligt at kvinden bar stoffet om hendes øjne. Var hun såret eller blind?
Katrina havde let ved spørgsmål, men valgte som altid at holde dem for sig selv.

Luce sad stille og nød solens stråler og nød vandet der larmede fordi Speedy hoppede og pjattede i vandet. Hun smilede stille for sig selv og nød lyden. Hun kunne næsten forestille sig hvordan den opførte sig som en lille hvalp igen.
Hun mærkede nogle øjne kigge på hende ikke langt væk fra hende. Hun følte sig ikke truet overhoved. Speedy havde også lagt mærke til kvinden og havde stået lidt og kigget på kvinden, men da han ikke så nogle tegn på fare eller noget legede han videre.
"Hej, ja jeg har haft ham siden han var 6 måneder og tak for rosen om hans udseende. Har nu aldrig set hvordan han ser ud. Kun hvordan han føles og hans personlighed" sagde hun stille, men varmt. Luce var sådanset ligeglad med om han lignede en bjørn eller noget helt andet. Bare det at han var der for hende betød ALT for hende. "De må gerne komme og sætte dem her og hilse på ham" sagde hun stille til kvinden som kiggede på hende.
Luce var ikke bange for, at fortælle folk hvorfor Speedy havde en speciel sele på istedet for halsbånd og hundesnor eller noget helt andet.

Katrina blev overrasket da hun blev klar over at kvinden var blind. Men hun satte sig alligevel og spurgte med blid stemme.
"Tilgiv mig hvis jeg går for langt. Men hvordan mistede de synet?" Hendes sind og sjæl higede efter at finde en løsning på at give kvinden synet igen, hvis det var muligt.

Hun prøvede at gennemgå om hun havde videnden og styrken til at hjælpe kvinden. Hun kunne henvende sig til Beldragon, men hun var i tvivl om det overhovedet var muligt.
Men hvis kvinden var med på det, kunne et forsøg ikke skade.
Dog viste hun ikke om chancen ville være nu eller engang efter at hun havde hjulpet Jake med klanen.

Luce kunne mærke kvinden komme tættere på hende og havde sat sig ved siden af hende. Speedy var også kommet op fra søen og rystede vandet af sig. Nogle dråber ramte Luce og kvinden og Luce grinede og rystede let på hovedet. Speedy gik hen imellem kvinden og Luce og snuste let til kvinden.
"Det er en lang historie, men korte af det lange er, at for nogle år siden blev jeg torturet over 2 omgsnge af 2 forskellige herrer jeg har haft og den ene havde gjort sit for, at jeg mistede det ene øje og den anden på et senere tidspunkt for, at han havde mere kontrol over mig. Mente han selv ihvertfald" fortalte hun kort. Man kunne godt hører på hendes stemme, at hun stadig den dag idag havde svært ved, at snakke om det, men hun havde accepteret, at hun var blind.

Hun bed sig selv let i læben. Hende og hendes store mund. Det var nemt at fornemme at kvinden ikke var glad for at tale om det.
"Det gør mig frygteligt ondt at høre. Jeg skulle ikke have spurgt." Hun smilede venligt til hunden og grinede lidt over at den sprøjtede vand på dem. Hun kom til at tænke på den gang hun var barn, hvordan hun og Jake havde leget ved strandkanten om sommeren.
"Hvor det vækker minder... At deres hund sprøjtede vand på os. Min stedfarfar gjorde det også da jeg var barn, særligt om sommeren." Stemmen var glad ved minderne og varm af latter.
"Ved Hydra, hvor jeg glæder mig til at se ham igen." Hun måtte kæmpe lidt for at holde sorgen tilbage, så det ikke blev tydeligt at hun ikke var så glad som hun ellers lød til.

Luce sad stille og nød solens stråler ramme hendes krop og varme hende. Hun tvang et lille smil frem på sine læber og kiggede hen imod kvinden "Det skal du ikke tænke på. Du kunne ikke vide det og det er jo så længe siden. Jeg har accepteret, at jeg er blind og jeg fungere jo fint nok den dag idag" sagde hun stille og lettere beroligende da hun kunne hører og mærke på kvinden, at hun ikke havde det så godt med, at have spurgt ind til Luces øjne.
Hun grinte selv lidt da hun hørte kvindens latter. Hun kunne også godt lide, at hører Speedy morer sig selvom han ikke blot var hendes førerhund og hendes bedsteven. Han var jo også hendes beskytter.
"Ja det vækker minder når en hund leger og sprøjter vand på en" sagde hun stille og nussede Speedy på hovedet inden han løb ud og legede i vandet igen.
"Hvem er det egentlig jeg snakker med?" spurgte hun nysgerrigt da hun syntes det føltes lidt underligt, at snakke med en hun rent faktisk ikke vidste hvem var. Ikke en gang kvindens navn kendte hun.

Katrina smilede let til kvinden, selv om hun ikke kunne se det. Det var helt imponerende hvordan kvinden havde accepteret sin situation.
”Jeg er imponeret over at du tager det så roligt. Men ja. Hvorfor skulle du ikke det. Jeg har selv lært at man får det bedste ud af livet ved at acceptere det man alligevel ikke kan ændre. Selv om jeg stadig prøver fra tid til anden.” Hun klukkede lidt over sin egen ungdommelige dumhed.
Da kvinden så spurgte om hvem hun snakkede med, slog Katrina sig lydigt på panden.
”Jeg store utaknemmelige skarn. Hvor er min opdragelse? Mit navn er Katrina Valcyriel Leigan. Men bare kald mig Katrina. Og tilgiv mig hvis jeg er for anmassende. Hvilken race er du og hvorfor er din hud lyslilla? Selv er jeg engel, da det var min fars gener som var stærkest.” Hun smilede ved tanken om de forskellige samtaler hun havde haft med sine forældre gennem årene omkring deres racer.

Hun kunne godt mærke på kvinden hun sad ved siden af smilte. Hun sad også bare stille og slappede af og lyttede til det hun sagde "Jeg har bare måtte acceptere, at jeg aldrig kommer til, at se igen. Har kunne se folks aurare så jeg havde en ide om, hvor de var hende, men havde mødt en som mente han kunne give mig mit syn 100 procent tilbage, men det fejlede og endte istedet med nogle øjne som var hvide kunne ikke se noget så alt er jo mørkt og ingen øjenlåg, men så tager jeg stoffet for, at andre ikke væmmes over synes" sagde hun stille og trak let på skuldrene.
Hun begyndte, at grine over kvindens reaktion over, at hun ikke havde præsenteret sig. Hun kiggede hen på Katrine "Jeg er en draconianer så min hudfarve er den farve min drageform ville være, hvis jeg kunne skifte over som jeg desværre ikke kan længere" sagde hun stille og smilte roligt til Katrine. Hendes far var også engel og hendes mor var draconianer så det var ikke nyt for hende, at møde andre racer med forældre som havde forskellige racer.

Katrina smilede varmt, da hun så kvindens reaktion og hørte hendes svar.
"Tja... Nogle gange har guderne nogle mærkelige måder at vise os vejen frem. Men ja, jeg kan godt forstå at du har fået ham. Han er en skønhed, med en yderst hjælpsom personlighed. Hvis jeg skulle have en hund, kunne det nemt tænkes at jeg kunne finde på at få en magen til."
Endnu videre var der varme i stemmen, hun gav da hun fortsatte.
"Min stedfarfar er også draconianer, og det var farfar også. Men ingen af dem har kunne skifte andet end deres hænder og øjne til drageform. Jeg kan huske at stedfarfars hud også kan blive lidt mørkere, når han bliver gal. Og det skete tit, da jeg var yngre, hvis nogle havde været for hårde mod mig i kamptræningen. Men ja, hvad kan man forvente når man træner sammen med pirater." Hun klukkede ved minderne.
"Selv mor, er frygtet i kampringen på trods af at hun er skovelver. Hun kan være lige så nådesløs som en dæmon, hvis hun blev gal."

Hun lod den ene hånd glide let hen over jakken, der hvor beskeden lå gemt. Hendes tanker løb igen i retningen af sin fødeø, og hvordan Jake lige nu med sikkerhed kæmpede for at holde sammen på både sig selv og klanen.
Hvis Hydra ville, kom både klanen og han hurtigt ovenpå dette. Men der var også en risiko for at det kunne tage flere år, hvilket ikke var godt.

Luce spillede stille til det Katrina sagde. Nej der havde hun ret i, at det ikke helt var til, at finde rundt i hvad guderne ville med måden de viste en vej på. Men Luce havde så også haft virkelig svært ved, at kunne acceptere vejen hendes liv var endt, men hun havde de sidste par år bare accepteret det og leve under de vilkår hun havde. Hun smilede stille da Katrina snakkede om Speedy ”Han er også det bedste som er sket mig” sagde hun stille og smillede stille for sig selv.
Hun lyttede stille og roligt til det hun fortalte om sin familie. Hun vidste godt, at det ikke var alle, hvor det kunne lykkes at forvandle sig helt til en drage. Luce havde været den drage som havde nedlagt det halve af Firewood Village for nogle år tilbage. Det var dengang hun og Sean første gang prøvede, at give hende synet tilbage, hvor hun dog endte med at komme i en drageform. Hun fik nogle øjne istedet for nogle huller som havde været for inden, men de var lige så vide som dem hun havde nu. ”Nej det ikke alle der kan det og nogle kun nogle enkelte dele. Ved om en hun kan godt forvandle sig til sin drageform, men selv i sin menneskeform har hun sin dragehale fremme. Den er dog noget mindre. Men vi er heldigvis alle så forskellige” sagde hun stille og grinte let over Katrina kommentar om, at hendes mor kunne være farlig når hun var gal ”Det tror jeg sagtens alle kan være, hvis de bliver sure eller rasende nok” fortalte hun stille.
Speedy kom hen til hende plask våd og lagde sig med hovedet på Luces skød, Luce smilte let for sig selv og aede ham på hovedet.

Kat smilede mens hun lyttede til kvinden. Men mærkede samtidig at Beldragon nærmede sig fra siden.
"Der er du.. Jeg fandt endelig de sidste ting vi maglede. Vi må heller skynde os til Aquerne og håbe på at et af klanens skibe ligger i havnen. Det er ikke godt for Jake at være alene i denne stund. Åh undskyld. Jeg havde ikke set at du havde selskab. Vær hilset frue." Kat smilede bredt til sin beskytter. Nej, han havde nok ikke opdaget kvinden ved siden af Kat, hvilket nok skyldtes Kats højde. og den vinkel han var kommet fra. Men ordene om at de skulle afsted tændte en ivre i hende. Hun skulle langt om længe gense sin kære stedfarfar, som han blev kaldt i offentlig tale.
"Jeg håber også at mor har fået bedsked, og at hun snart kommer hjem. Jeg tror vi begge har sørget nok for nu. Jeg savner i hvertfald dem alle sammen." Hun vendte sig mod kvinden og smilede venligt.
"Jeg må desværre forlade dem nu. Vi har en lang rejse foran os. Men jeg vil bede til guderne om at de må vise dem en lidt nemmere vej gennem livet." Selv om hun gerne ville afsted, så var hun så høflig at blive siddende indtil kvinden havde talt, hvis hun havde mere at sige.

Luce sad stille og græsset og nussede Speedy på hovedet. Det havde faktisk været en rigtig god dag syntes hun selv. Hun kunne høre, at der kom nogen tæt på dem og lyttede lettere opmærksomt omkring personen for, at være sikker på man kunne være rolig, men personen snakkede med Katrina som om hun kendte personen og tog det mere roligt derefter. Hun nussede stadig Speedy på hovedet selvom han kiggede skeptisk over på personen som var kommet. Speedy var meget overbeskyttende når det kom til Luce.
Luce smilede venligt til Katrina da hun snakkede til hende. "Tak skal de have og jeg håber de får en god rejse" sagde hun stille og smilte til Katrina.
Luce kørte hånden hen over græsset ved siden af hende for, at få fat i Speedys specielle sele som der var blevet lavet til ham så hun kunne bruge ham som støtte til, at gå rundt. Hun klikkede let med munden 2 gange, hvor speedy så satte sig op. Han vidste, at det betød han skulle have selen på og derfor var på arbejde. Luce gav Speedy selen på og rejste sig op og begyndte, at gå hjem af.

Kat smilede varmt til kvinden.
"Mange tak." Hun så hvordan hundens opførsel ændrede sig, da den kom i arbejde igen og smilede. Hun var imponeret over hvordan et dyr på den måde kunne skelne mellem to ting. Da kvinden rejste sig, gjorde Kat det samme og så efter parret da de gik.
Derpå vente hun sig mod Beldragon som smilede og sammen vendte de tilbage til de værelser som de havde lejet for at pakke det sidste.

//Out//