It's a whole new world ~Valerya

Tid: 13:06
Sted: The Burning Desert, nogle kilometer fra Sunfury city.
Vejr: Solen bager ubarmhjertigt ned på alle der ikke har fundet skygge, og selv i skyggen er varmen uudholdelig for enhver der ikke er lokal.
Omgivelser: Ikke andet end de rullende bakker af sand, som kendetegner dette område.
Påklædning: De brune hoser og beviklinger om benene.

Emnepartner: @Valerya

Imellem de hede bakker i den kolossale ørken, som sang i den intense hede, vandrede en ensom skikkelse. Kom man tæt nok på denne skikkelse, ville det ikke være svært at se at denne unge mand ikke var lokal, eller ved særligt godt helbred lige i denne stund. De itu revne bukser og flossede beviklinger gjorde ikke meget for at holde ham beskyttet mod solen, og hans fødder var røde af varmen fra det brændende sand. Hans overkrop havde adskillige dybe flænger, hvorfra det størknede blod havde efterladt sig lange røde spor ned ad hans krop, som blandede sig med solbrænding. Fenrer havde i den grad set bedre dage.

Hele misæren der havde bragt ham til denne situation, var begyndt dagen forinden. Han var nemlig ankommet til en gruppe af ørkendvælende formskiftere, som han havde opsøgt i forbindelse med at han prøvede at samle Formskifterne under åndernes vejledning, men det havde vist sig at netop denne gruppe at formskiftere ikke delte den entusiasme som Fenrer ellers havde håbet. Men af de klaner der var oppe nordpå, havde efterhånden lært enten at tilslutte sig åndernes rådgivning, eller afvise høfligt, efter at Fenrer havde været tvunget til vold.
Derfor havde Fenrer ikke været helt klart på den vrede som han blev mødt med her i ørkenen. Fenrer havde været trådt ind i formskifternes lejr, budt velkommen og endda været budt noget køligt at drikke, men så snart han havde nævnt at han ønskede deres deltagelse blandt de andre formskifteres rådslagen hos ånderne, var stemningen ændret.

Fenrer var derefter blevet bedt om at forlade deres område, da de åbenbart tilbad den gud som Bastet’en havde i sin medaljon om halsen. Fenrer havde dog prøvet at forklare at det ikke handlede om guden de tilbad, men hvordan alle formskiftere kunne samles i rådslagning under ånderne, som selvfølgelig var underlagt guderne. Dette skulle dog hurtigt vise sig at have været en fejltagelse, for derefter var der ikke gået længe før end ham var midt i et intenst slagsmål, hvori han var i klart undertal.

Fenrer kunne ikke huske meget af hvad der derefter var sket, udover de højlydte dyreskrig, men han vågnede op i et blodbad. Selv i det svage morgenlys var det dog klart at han ikke havde gjort det af med alle fra lejren, hvilket kunne forklares ved at der kun lå fem andre omkring ham, hvor der aftenen forinden havde været langt flere deltagende.

Fenrer havde derefter begyndt sin rejse i en uvilkårlig retning, uden nogen ide om hvor han var, men havde bare måtte komme væk fra den scene han havde været med til at kreere. Han havde vandret gennem det brændende sand i timer, indtil han nu var her, hvor solen næsten stod på sit højeste, midt i havet af gyldne bølge der brændte en hvis man rørte dem. Bag ham strakte der sig et langt og snirklet spor af de tøvende fodspor, som hans forbrændte fødder efterlod sig i det varme sand. Fenrer havde ingen anelse om hvor han var, eller hvordan han skulle finde vejen til vand.
Vand.
Så tørstig.

Fenrer faldt bagover og blev blændet af den skarpe sol, der nu sprang ham lige i øjnene. Han kunne ikke rulle om på siden, han havde bare ikke kræfterne til det. I stedet hev han al den luft ned i lungerne som han kunne præstere og brølede i vrede og trods over hans snarlige skæbne.

Der kom et svageligt ryk fra Fenrer, som hans hoved skrånede mod en skikkelse der nærmede sig. I hans vildrede af dehydrering og kvæstelser, kunne han ikke se hvad eller hvem skikkelsen var. Han spændte så godt til i sine muskler som han nu kunne, men havde ikke nogen kræfter at skubbe den nyankomne væk med. I stedet gav hans krop slip og hans hoved landede tilbage i sandet. Fenrer holdt fat i sin bevidsthed så godt han kunne, for han havde ikke tænkt sig at blive revet yderligere itu af hvad end der kom imod ham. Han missede med øjnene og opdagede at det ikke var et drabeligt væsen eller en ørken røver, frisk på at gøre det af med ham, eller slæbe ham afsted til en slavehandler. Det var derimod en kvinde, en køn en af slagsen, medmindre det var hans delirium der spillede ham et puds. Han gav et hæst lille grin fra sig da hun spurgte om han var ok ”Yeah.. ”Fenrer blev afbrudt af et groft host ”..ahem.. just dandy” sagde han med et lille smil på læberne.

Fenrers hoved bumpede atter ned i sandet, som han lukkede øjnene og smilet forstummede sig en anelse. Han havde vist vrangforestillinger, hvis han skulle være ærlig overfor sig selv. Men så igen, var der måske noget bedre tidspunkt at lade sindet spille en et puds end nu? Han ville bare lade vrangforestillingen fortsætte, især hvis det betød at kvinden var der endnu, næste gang han åbnede øjnene. Da han hørte hendes stemme og stof der blev revet itu, åbnede han atter øjnene og så op på kvinden. Hans smil blussede op og havde det ikke været for de solbrændte kinder, ville det have stået klart at han rødmede en anelse ”I.. May have pissed of some… Shapeshifters..” sagde han hæst og gav sig over i et lille flabet smil ”But if ya think this be bad.. you should’ve seen the other guys”

Fenrer missede med øjnene og smilet forsvandt igen da han mærkede forbindingerne blive lagt mod hans hud og så ned mod kvindens hænder. Det gik her op for ham at kvinden nok ikke var et produkt af et døende sind, men at han i virkeligheden havde været så heldig at møde kvinden, her, i ørkenen som han havde troet ville blive hans grav. Han smilede igen og så op på kvinden ”I can’t believe it” sagde han med et roligt smil ”I think .. am I dreaming?” Han kunne ikke helt vride hovedet om hans situation. Det var bare så usandsynligt at han rent faktisk blev fundet, og det i sidste øjeblik, men en ting kunne Fenrer sagtens vride hans hoved omkring. Hans tørst.

Fenrer lagde en rystende hånd på kvindens ”Please.. ”Fenrers blik blev alvorligt, selvom det modsagde hans smil ”Do you have any water? I’m pretty parched you see”
Selvom Fenrer nok ikke ville kunne meget mere end at vakle besværligt, så var han klar på at rejse sig, hvis hun ellers kunne føre ham til noget at drikke.

Vals blik rettede sig imod Fenrer’s øjne, istedet for alle de huller og sår der sad i ham. ‘’ You know, the time now, is not the time to be funny at. ‘’ Hun sukkede en smule, som hun rettede sig ordenligt op for at få bedre styr på alle hans sår. Et tidspunkt som dette, ville hun ønske at hun havde evnen til at heale, i stedet for et giftigt bid… Men hey, hvis nogle angreb dem, ville hun forsøge at forsvarer dem, selvom det langt fra lå i deres natur.
Han begyndte atter engang at snakke. Kunne han ikke bare tie stille, så han ikke brugte alt hans energi på at snakke? ‘’ That was not smart, dumb ass. But its better that you are alive, than you where dead. ‘’ Hun gav ham et smil. ‘’ You would be hard to move.. ‘’ Hun afgav endnu engang en latter, for sin sjove kommentar.. Forhåbentligt forstod han det og hvis ikke havde hun det sjovt af sig selv.

‘’ Lay still and keep quiet. ‘’ Hun rejse sig op, som havde bundet alle forbundingerne fast. Hun viste at en af goderne ved at være dronningen, gjorde at hun til hver en tid kunne hidkalde vagterne, fordi de oftes fulgte efter hende, af beskyttelse.
‘’ GUARDS! ‘’ Før hun havde råbt det til fulde, stod 2 vagter foran hende. ‘’ Yes queen? ‘’
Inden hun kunne svarer vagterne igen, lod Fenrer sig tale. ‘’ Ofcourse. ‘’ Hun rettede blikket tilbage imod vagterne.. ‘’ Get him some water and bring him back to the castle. ‘’ Vagterne så noget forundret ud. ‘’ But queen, it can be dangerous? ‘’ Hun rettede sig til fulde op. Normalt var Valerya ikke en skrap pige, men vagterne lod ikke til at lytte til hendes befaling. ‘’ I don’t care. Get him up there. ‘’ Vagterne nikkede blot atter engang. Begge vagter forsvandt i et kort stykke tid, for at finde vand, som de netop havde fundet ved vandkaten Valerya havde stået ved, før hun havde forsøgt at rede Fenrer. Vandet blev bragt til ham, samtidigt med de bar ham imod slottet.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Efter Malachai’s forsvinden, efter Andrea var slottet blevet ændret en del. Møblerne var blevet lysere, så det passede til engle familien der boede der. Selvom Valeryas familie normalt boede i et hus for dem selv, var de ret ofte på besøg, for at sikre sig tingene gik ordenligt og korrekt… Altså som de forventede..
Fenrer blev hurtigt langt ind i Valeryas gemakker. ‘’ Go. ‘’ Vagterne nikkede, som de havde lagt ham i sengen. Begge døre blev lukket bag dem.

‘’ Get some sleep, i will make some food, so when you get up all are done. ‘’ Hun gav ham et hurtigt kys på kinden, som hun forlod gemakkeret selv.

Han kunne ikke lade være med at smile ad kvinden der skældte ham ud for hans dumheder, der var bare noget komisk over at han lå der, selv rimeligt sikker på at han var døden nær. Han burde være den der var sur over situationen, men denne kvinde som han kun lige havde mødt, stod og skældte ham ud som om hun var hans far. Fenrer havde lidt svært ved at tage det seriøst, men blev hurtigt trukket tilbage ind i situationens alvor, da han mærkede forbindingerne blive strammet op om hans sår. Han gav nogle vred grynt og støn fra sig. Var det virkeligt nødvendigt med det her? Var sårene ikke størknet til?

Fenrer hørte kvinden råbe et eller andet der ligeså godt kunne have været på et fremmed sprog, i al fald med den mængde af bevidsthed som Fenrer havde tilbage i sig. Han så forvirret rundt som der var nogen der samlede ham op. Han prøvede kort at gøre modstand, men da der var sat vand til hans læber, glemte han alle anstrengelser om at gøre modstand og døsede af som han blev båret afsted.

Da Fenrer kom til sig selv igen, var det ved kvindens stemme og da han mærkede hendes læber mod hans kind. Han var sikker på nu at det hele var en drøm, for det føltes som om han lå på en blød seng, og ikke der kradse sand.

Han kunne dog mærke sine sår endnu, mærkeligt, burde de ikke være healet, eller bare væk hvis det her var en drøm? Med disse tanker gled Fenrer tilbage i en døs.

Hvor længe der var gået, vidste han ikke, men da han vågnede kunne han se at han ikke længere lå i sandet, eller i ørkenen for den sags skyld. Han lå i en stor og fin seng, i et stort smukt rum. Dette var stensikkert ikke noget hospitals lejde. Det virkede snarere som et kammer fra et palads eller lignende. Han baksede sig op at sidde i sengen og så sig omkring. Rummet var smukt og nydeligt udsmykket, ikke meget ulig nogle af de huse han havde set i Shadowflame sidst han var i byen. Denagng havde det naturligvis været med Gautham, og det var ikke fordi de havde været der for at se på bygningsværkerne, men Fenrer havde nu alligevellet bidt mærke i husene.

Han bugserede sig hen til kanten af sengen, hvor han fik øje på et fad med vand og en klud. Han tog først og fremmest kluden op til munden og sugede vandet ud af den et par gange. Hvor var det dog fedt at få noget at drikke. Da han havde fået slukket tørsten begyndte han at fjerne forbindingerne, som han lagde mærke til var lavet af noget fint stof, formentlig en kjole. Da sprang hændelsen i ørkenen frem i hans sind. Det måtte være kvinden der havde hjulpet ham herop, men var hun adelig eller hvad, forhan havde da ikke lige forestillet sig at vågne op her.

Fenrer fjernede de sidste af forbindingerne og begyndte at vaske sig og rense sine sår så godt han kunne. Ikke at det var meget der skulle til, for det havde mest af alt været varmen og manglen på vand der havde været ved at tage livet af ham.

Da han var færdig med at vaske sig af gik han over til døren og åbnede den en anelse, hvorpå han blev mødt af en vagt "Well awake sir?" spurgte vagten den lettere overraskede Fenrer. Fenrer nikkede "Ye-yeah thanks.. Where am I though?" Spurgte han en anelse i vildrede.
"In the royale palace of sunfury, The queen had you brought here" svarede vagten der tydeligvis ikke var glad for at have en som Fenrer i paladset. Fenrer, der nu så endnu mere forbløffet ud, spurgte hastigt "Can I see her? I'd like to thank her" Vagten nikkede kort og rakte ham et sæt tøj. Fenrer tog imod silke koften og så en anelse forvirret ud. Vagten sukkede opgivende "You'll need to look presentable before we bring you to her majesty!" Fenrer rynkede brynene "But what about.." Fenrer nåede ikke længere før end døren blev lukket i hovedet på ham.

Da Fenrer var trukket i det nyligt fremskafne tøj , der for det første var alt for fornemt til hans smag, men ellers meget behageligt at have på, bankede han på døren. Vagten lukkede op og nikkede til Fenrer der fulgte efter ham.

De bevægede sig gennem det smukke palads, indtil de kom til endnu en højtragende dør, hvor vagten vendte sig om mod Fenrer og sagde"The Queen awaits you" hvorpå han åbnede for Fenrer, der trådte ind. Fenrer sank en klump da han var inde i rummet og hørte døren gå i bag sig. Han rømmede sig og sagde med en fast stemme "Hello uhm.. Your majesty.. Uhm Thank you.. you know.." Fenrer blussede op i rødmen. Grunden til hans forstummelse var da han så dronningen. Hans sind havde i al fald ikke spillet ham et puds. Hun var underskøn, men ikke nok med det, hun havde vinger!

Fenrer rømmede sig og prøvede at neddæmre sine rødmende kinder"You know... for saving my life and all" Han rømmede sig igen og trådte et skridt frem mod dronningen "Might I say.. your Majesty looks absolutely stunning"


// Ny påklædning : https://i.imgur.com/U2fw0w6.jpg

Valerya lod dørene bag sig, blive lukket stille i. Hvad mon manden egentlig hed? Hvor kom han fra og hvorfor havde han været oppe at slås med andre shapeshifters? Hun rystede kort på hovedet, som hun bevægede sig imod køkkenet. Tosse. Egentlig var det ikke hendes plads at lave mad, men en dag som dette ville hun gerne yde noget for en i samfundet.
En vagt lod sine tanker blive strejfet. ‘’ Uhm queen.. It’s not to be… boorish or anything els.. But are you sure its smart to have him, in the castle? ‘’ Valerya’s blik rettede sig imod vagten, med et smil, selvom han netop var kommet med en kommentar som dette. ‘’ I’m sure to have him here. We have to help people in need. ‘’ Han nikkede blot, som han trådte ud af køkken gemakkeret.
‘’ What to make him, what to make him… ‘’ Var det egentlig ikke alt for tideligt at lave mad til ham? Hvem sagde ikke han ville sove i et par timer, efter udmattelsen. Hun bevægede sig atter engang ud af gemakkeret. ‘’ Would you be nice, to tell me when he wake up? So i can make him something to eat. ‘’ Vagten nikkede blot, som Valerya bevægede sig ind i stuegemakkeret. Det var alligevel morsomt at Malachai ikke var blevet set i et stykke tid og endnu mere at Andrea blot var forsvundet fra sin post som dronning.

Valerya havde endnu engang bevæget sig ud i køkkengemakkeret. En af vagterne havde informeret hende om at Fenrer var vågnet. Hun havde i mellemtiden fået besluttet sig for, hvad hun ville lave til ham. Æg, bacon og et stykke rugbrød. Det var vel noget man kunne lave som dronning? ‘’ Would you like to get me some eggs, and some bacon? ‘’ Hun havde rettet sit blik og smil over imod en af tjenestepigerne som allerede var på vej ud for at bringe hende ingredienserne.
Som tjenestepigen kom tilbage igen, fik Valerya sat en pande foran sig imens. ‘’ Be safe, queen. ‘’ Bacon saft sprøjtede altid op ved for meget varme, det var typisk. ‘’ Well, i’m gone leave this to you. You have been out here too loong. ‘’ Valerya gav et smil, som hun satte sig længere hen i køkkenet, for at betragte tjenestepigerne.
En stemme fangede hendes øre i mellemtiden. ‘’ Don’t say thank you. It’s my duty as a queen. ‘’ Hun sendte et smil imod ham. Undrede det ham overhovedet, at en dronning skulle passe på folket, udanset om de levede i hendes by eller ej? Hans kommentar om hendes tøj, som hun stadig ikke havde fået skiftet, var charmende. ‘’ Thanks. Sit down and eat. ‘’ Tjeneste pigerne var blevet færdig med maden og sat på bordet ved Valerya. En stol sad allerede ved hende, parat til ham at sætte sig.

‘’ Tell me, what did you do out there? ‘’ Hendes blik var plantet på ham. Han var kær og charmerende.

Fenrer følte sit hjerte banke derudad som han hørte dronningen tiltale ham. Han sank en klump og nikkede da hun bad ham tage plads. Han gik frem og satte sig ned og lod lugten af brød og æg fylde hans næsebor, men måtte ærligt indrømme, at selvom han var skrupsulten, så fristede skiverne af bacon ham ikke det mindste. Han så op på dronningen og ventede med at spise. Han nikkede igen til hende og mærkede varmen fra de rødmende kinder blusse op jo mere han så på hende "I'm sorry to have caused such a ruccus your majesty.. My name is Fenrer, Son of Leidolf" sagde han, usikker på om man bød en dronning hånden. Han bestemte sig for at det nok ikke var hans plads, åndeleder eller ej, så han lod hånden blive i skødet.

Fenrer så fra dronningen og ned på maden, hvor han blev mindet om sin sult. Han tog brøddet og begyndte at spise det i små, og høflige men hurtige bidder. Da hun så spurgte ham om hvad han havde foretaget sig ude i ørkenen, sank en klump, tung som bly ned i maven på ham, sammen med det sidste stykke brød og æg.

Fenrer rettede sig op og så med et bekymret udtryk på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige, for det var nok ikke helt i orden det han havde gjort, men han var trods alt ikke den der havde begyndt kampen, men hvordan ville hun kunne vide sig sikker på det? Fenrer lagde hænderne på bordet og så ned i bordpladen et par sekunder, som minderne fra dagen forinden vendte tilbage til ham. Han tog en dyb indånding og så op på dronningen med uro i øjnene "I am the Shaman of the five guiding spirits.." sagde han med en rolig tone i stemmen ".. I've woved to gather the willing shapeshifters under the guidance of the spirits, so I have travelled many places.. dissolving the old clan system where I've had to and bringing the followers into the fold "

Fenrer tog et par dybe indåndinger og holdt en kort pause, hvorpå han gned næseryggen "Yesterday I met up with a clan of the desert.. and when I tried to talk to their leader about the spirits they got angry..." En let rysten gik igennem Fenrer som billeder glimtede gennem hans sind. Erindringer om kampen, og de liv han havde taget. Han brød sig ikke om vold, han hadede det som pesten "..I don't remember it all that clearly... what happened next I mean"

Fenrer fjernede hånden fra sit ansigt og sukkede kort, inden han så tilbage på dronning "I think it had something to do with their god.. or ... something.." Fenrer rynkede brynene som han prøvede at huske hvad der var sket "..But after all the blood... I just woke up and started walking" sagde han med en bekymret mine inden han slap den bekymrede mine. Fenrer rettede sig lidt op og smilede til dronningen "I'm quite impressed that you'd just help a commoner... that's not something we'd see up north, your majesty"

Fenrer smilede skævt til dronningen som hun sagde at han blot kunne kalde hende ved navn, endda et kælenavn. Var det mon bare for ham? Eller var hun virkelig så meget nede på jorden? Under alle omstændigheder var hun ikke ligesom nogen andre royale eller fine folk som han havde mødt før. Under alle omstændigheder var hun det smukkeste syn han havde set, om det var fordi han havde delirium da han så hende først, det var han ikke helt klar på, men det kunne også være ligemeget. Fenrer rakte sin hånd frem og tog imod Valeryas udstrakte hånd "The pleasure is all mine my.... I mean Val.." Fenrer mærkede atter sine kinder blusse op.

Fenrer rystede lidt på hovedet med et bredt smil, ikke fordi han var hoven, men blot fordi han ikke havde oplevet en royal der var så engageret i at en oprigtig monark. Fenrer smilede stort til hende "I'm not sure how to respond Valerya..." hans hjerte bankede som besat, og hans mave føltes atter let som en fjer. Hvad var der lige med dronningen der fik ham til at føle sådan?
"..as I've said; Up north the royal rule like the were meant to stand atop their people instead of walking amongst them"

Fenrer så blot på hende, som hun sad og tænkte. Han vidste ikke hvad dronningen tænkte på, men det virkede til at være tungt, selvom hun hurtigt så ud til at ryste tyngden af sig. Da hun så spurgte om hvorfor han ikke spiste sin bacon så han først ned på kødstrimlerne, der ellers var godt tilberedt, og tydeligvis ikke noget som man bare lige fandt på bazaaren "No, sorry to say Val" sagde han og så tilbage op på sin værtinde "I don't eat meat that much I'm affraid.." Han smilede lidt og ussikkert "..it's not really something I feel is in touch with the way of the spirits"

Da dronningen så tilbød ham at han kunne blive så længe som han havde brug for, smilede han igen og gav Valeryas hånd et lille klem, da han opdagede at han ikke havde givet slip "Thank you Val.." sagde han og var ved at trække hånden til sig, men kunne ikke få sig selv til det "..I could use some rest now that I don't have my hearbs and ointments" hans tanker gled tilbage på hans bæltetaske, som han tydeligvis havde mistet under tumulten. Fenrer trak endnu en lille men rolig vejrtrækning som han så på dronningen.

Fenrer fangede dog hurtigt sig selv i at stirre og slog blikket ned. Hans kinder, der ellers var faldet til ro som han havde set på Valerya, blussede op som fyr og flamme. Han rømmede sig en anelse pinlig over sin andsvage opførsel. Hvad havde han gang i!? Fenrer løftede atter blikket og så Valerya i øjnene "I don't mean to impose of course.. and if I'm to any trouble you must tell me so" han sank en lille klump og lod en lille stilhed vare sig.

"Uhm.. "sagde han efter at have opdaget stilheden "..Would you care to show me where I am to stay in the meanwhile Val?" spurgte han en anelse forlegent, mens han prøvede at bryske sig. Han var trods alt rådslager for Formskifterne, og ikke en eller anden snothvalp.

Fenrer fulgte Valerya igennem slottet og op til hvad der så ville blive hans gemak, for den følgende tid altså. På vejen nikkede han forstående til Valeryas ord, angående hans færden på slottet og hvorledes han var velkommen til at gå til køkkenet eller bare kunne bede folkene der om hjælp til madlavning "Thank you very much " sagde han med et smil. Han kunne dog ikke undlade at tænke på hvad hun havde sagt til ham angående de kongelige og gejstlige i norden. Det var lidt sjovt at de delte synspunkt, hvor han ellers var vant til den tillukkede holdning om ikke at blande sig, i hvorledes tingene foregik blandt de højerestående, oppe nordpå. Da de ankom til rummet hvor Fenrer skulle være, trådte Fenrer roligt ind i rummet, der tydeligvis var tiltænkt en kvinde, eller nok rettere en pige. Fenrer så sig omkring og nikkede roligt til dronningen, da hun fortalte at hun håbede på at han kunne lide det "It's very nice Val"

Da Valerya bød ham en god nat nikkede han kort "To you as well" sagde han med et smil, hvorpå han så ud mod vinduet. Han havde slet ikke lagt mærke til at det var blevet så sent, men det havde formentlig noget at gøre med at slottet var så godt oplyst, af alle de lanterne der hang derinde. Fenrer trådte over til det enorme vindue og så ud over de mange sandstepper, hvor solnedgang malede himlen i en regnbue af gul, orange, rød, lyseblå og dyb azurblå. Da han så op kunne han se stjernerne pible frem fra mørket.
Som han stod der og lod synet betage ham, tænkte han over hvilken en forunderlig rejse hans liv havde været op til dette punkt, på trods af alle strabadserne på vejen. Han havde det som om han var trådt ind i en af de historier han hørte ældre mændende fortælle de små, tilbage i Rotten Root. Han havde da også selv sat sig og lyttet med efter en af de lange dag hvor han havde healet dem der ikke havde råd til hjælp i Doomsville. Han fik et lille sug i maven over ikke selv at være der til at hjælpe dem, men lod sig fortrøste ved visheden om at han trods alt havde nogle lærlinge i distriktet der havde vist sig dygtige og gode til at give ham en hånd med når det gjaldt.

Fenrer stod der ved vinduet og tænkte, mens han nød den friske aftenluft, men da han opdagede at solen nu var helt forsvundet fra horisonten, vendte han sig tilbage om mod værelset. Han gik over til spejlet og smed sin fine skjorte over stolen, inden han gav sig til at efterse sine sår i spejlets refleksion. De så nu fine nok ud når man først fik forbindingerne af, ingen alvorligt dybe flænger, eller grimme kødsår og hans knogler var intakte, men så igen, der skulle en del til at brække noget som skinwalker. Fenrer lagde nogle nye forbindinger og lagde dem han havde brugt denne aften sammen i en lille bunke. Han trådte over til sengen og lagde sig. Det var underligt at ligge i en så blød og behagelig seng. Han var vant til de kluntede træbrædder der gjorde sig i en almindelig seng og lidt halm eller skind. Han havde det endda næsten bedre med at ligge på jorden som han så ofte gjorde, end at ligge i den bløde seng.

Fenrer vendte og drejede sig i lagenerne uden at kunne falde til rette og endte ud med blot at stig op af sengen, da sulten endelig meldte sig. Han burde nok have spurgt efter noget mere at spise inden han gik i seng. Han gik ud på gangen og ned til køkkenet , kun iført bukserne han havde fået udleveret af vagten, hvor han tog et æble som han spiste på tilbagevejen. Det var underligt at der var så mange vagter rundt ved dørene, og han genkendte da også den vagt der havde været posteret udenfor hans dør. Men Fenrer så nu ikke nogen vagter på gangen ved hans og dronningens værelser, underligt. Måske Valerya ikke brød sig om at føle sig overvåget? Han besluttede sig dog for lige at lytte efter ved døren for en sikkerheds skyld. Fenrer lænede sig ind mod døren og lyttede med så godt han kunne, og han kunne tydeligt høre Valerya pibe derinde.

Fenrer skubbede døren op, og ganske som han regnede med, var det ikke fordi hun var ved at blive overfaldet, men fordi hun havde et mareridt. Han gik over til Valeryas seng og satte sig ved hendes side. Han lagde en hånd på hendes skulder og med den anden strøg han håret bort fra hendes ansigt og strøg hendes kind for at vække hende "Val.. Val wake up!" sagde han i en stigende men rolig tone. Han vedblev til han var sikker på at hun var vågnet "Don't worry.. "Sagde han med en varm og beroligende røst" It was just a nightmare Val .. I'm right here and I'm not going to let anything happen to you, ok?"

Fenrer smilede beroligende ned til dronningen da hun vågnede, og lagde en arm om hende "There's nothing to be sorry for, not for me at least" Han så på hende som hun rettede sig op i sengen og spurgte ham om han ville blive der, hos hende, for natten. Han trak i mundvigen med et smil og nikkede "Of course I will" sagde han med et beroligende smil og trak benene med op i sengen. Denne seng føltes også for blød til ham, men han blev gerne hvis det var for Valeryas skyld. Da han sad oppe hos hende føltes hans hjerte dog lige pludselig som om det var ved at hoppe ud af brystet på ham. Han mærkede en underlig varme sprede sig i hans krop, underlig, men god på samme tid. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig. Hvor tæt på kunne han tillade sig at sætte sig? Fenrer så op på Valerya og behøvede ikke tænke længere tid over det.

Han rykkede tæt op ad hende og lagde en arm omkring hende. Hun græd måske ikke som pisket, men ulykken var malet tykt over hendes ansigt, som om hun havde fået at vide at hun var blevet dømt til døden. Han ville normalt ikke have taget sig friheder, men det var klart at situationen kaldte på noget andet end normerne. Han lagde derfor atter en arm om hende og strøg tåren blidt fra hendes kind med den anden hånd, inden han gav sig til at stryge hånden gennem hendes hår. Han vidste ikke hvad der var sket, men det havde tydeligvis ikke været nogen behagelig drøm. Der var derfor ikke nogen grund til at begynde at udfritte hende om hvad der var sket, lige med det samme.

Sådan sad han så i en lille stund med Valerya og holdt hende ind til sig. Han lagde kort hovedet mod Valeryas og sagde "Are you alright now?" med en blid røst. Han trak hovedet lidt tilbage for at kunne se hende i øjnene og forholdt en beroligende mine, uden at trække et størrere smil. Han ville nødig have at hun troede han fandt denne situation morsom.

Da han så havde fået sit svar på om hvorvidt at Valerya var ok, tog han hende ved hånden "Do you wanna talk about it? " spurgte han, klar på at få et nej. Han var trods alt en fremmed, og det var bestemt ikke sikkert at Valerya følte sig ligeså tryg ved ham, som han gjorde ved hende. Nok havde hun været den flinke og hjulpet ham gennem dagen og set til hans velbefindende, men han var jo en fremmed. Hun kunne jo sagten være omsorgsfuld, men ikke stole nok på Fenrer til at ville dele hendes bekymringer med ham.

Han smilede atter beroligende til hende og sagde med en rolig stemmeføring "I'm here for you, if you want it.." han smilede til hende med en let blussen i kinderne "..Just say the word and I'll help you"