The beauty and the beast ~ Valerya

Tid: Lidt hen ad eftermiddagen.
Sted: The Burning Desert, nogle kilometer fra Sunfury.
Vejr: Hvide skyer lægger spredt ud over himlen, og giver i perioder ly fra solen.
Omgivelser: Et lille følge af de kongelige jægere og en enkelt jagtmester.
Påklædning: https://i.imgur.com/soNKDEO.jpg

Emnepartner: @Valerya

Det havde været nogle hektiske dage der fulgte kroningen af Valerya. Fenrer og hende havde knap nok haft tid til dem selv, selvom han nu delte værelse med hende. Der havde været så meget der skulle arrangeres angående deres giftermål, ikke at Fenrer havde følt han havde meget at sige, udover når Valerya havde sat foden i jorden og bedt om hans konkrete mening. Det var som om Fenrer alt det Fenrer havde lært om etiketterne og vanerne på slottet, var røget ud med natpotten efter at han havde friet til Valerya. Det virkede heller ikke til at alle var lige begejstrede for at deres dronning skulle vies med en formskifter. Fenrer var ved at brække sig over de blikke han fik i ny og næ. Men der var heldigvis ikke nogen der turde så meget som at løfte et øjenbryn når Valerya var i nærheden.

Han havde da også kunne mærke at han hurtigt var blevet træt af at være lukket inde på slottet, men hvad værre var at ikke havde vænnet sig til at vagter, tjenere og andre, behandlede ham så meget anderledes. Først havde han syntes at det var en kende morsomt at blive tiltalt højtideligt, men der var ikke gået en dag før end at han ønskede han ikke behøvede at føle sig tvunget til at hilse på samtlige personer han stødte på. Valerya havde selvfølgelig haft travlt med at overse rigets anliggender. Adjudanter for forskellige adelige, sendebude med lykønskninger og invitationer og alt hvad der ellers havde hørt til, var alle kommet for at tale med hende. Der var også et par anmodninger om den nyligt kronede dronnings hånd. Fenrer havde grint med sammenbidte læber hver gang en af de sidst nævnte var ankommet, for Valerya havde selvfølgelig afslået tilbuddene.

Men han følte sig dog alligevel en anelse udelukket, eftersom han ikke havde kunne få lov til at deltage i rådet der hjalp Valerya med at styre riget. Ikke at han misundte hende det, for han havde ingen lyst til at blive pålagt noget ansvar for et rige, i al fald ikke endnu. Valerya havde da også drillet ham fra tid til anden med at han snart ville blive hevet med. Fenrer havde nydt de tider de havde sammen, men siden der var så meget der skulle gøre, havde der ikke været mange af sådanne stunder. Så da Valerya havde fpreslået en jagt, sikkert fordi hun kunne mærke at Fenrer blev rastløs havde han sagt ja med det samme.

Den samme morgen, hvor Fenrer og Valerya havde ligget og nydt hinandens selskab, efter en tung nats søvn, var en kammertjener kommet ind og havde meldt at der var ansamlet et jagtselskab til dem. Fenrer havde ikke brudt sig om ideen med et jagtselskab. Det virkede som en underlig skik, men de havde næppe fået lov til at tage alene ud i ørkenen eftersom at Valerya nu var dronning.

Efter noget morgenmad og et par småting der skulle ordnes, var de så taget afsted. Fenrer havde reddet ved siden af Valerya hele vejen, så de havde haft tid til at snakke lidt og bare nyde hinandens selskab. Denne tur var lige det Fenrer havde haft brug for alligevel, også selvom han ikke brød sig om at jage andre levende væsener, men han skulle bruge kød en gang imellem, og så var det alligevel bedst at jage det selv.

Da det lille jagtselskab havde sat telte op, med udsigt til en forgrening af oasen, som kunne ses i det fjerne, havde Fenrer bedt Valerya om at tage med på selve jagten, så kunne de også få lov at tilbringe noget mere tid sammen. Men lige nu sad de blot i teltet, sat op for behageligheden skyld velsagtens, men alligevel underligt at have et telt med på jagt, ifølge Fenrer. Han sad på den ene side af et lille bord, dækket op med diverse snacks, vine og safter, og Valerya på den anden. Han havde blot taget noget vand at drikke, for han havde ingen ideer om at skulle til at forringe sine sanser før end at de tog afsted for at jage.

Fenrer så over på Valerya med et smil efter et par minutters stilhed ”I’m happy that you suggested this Val” sagde han med en afslappet men munter tone ”I know the last couple of days haven’t been any easy” Fenrer så atter ud mod de grønne trætoppe der stak op i det fjerne. For ham gjorde det ikke det store hvis spejderen der skulle se efter spor de kunne følge, blev væk lidt længere. Han rejste sig og gik over på Valeryas side, hvor han lænede sig ned og kyssede hende. Han trak sig og tog sin stol over på hendes side. Han satte sig og tog hende ved hånden ”I don’t mind the royal way of hunting my love..” sagde han og så over på hende”.. but I’d love to be able to hunt a bit… as a wolf you know” sagde han spørgende og så på Valerya ”Do you think I’d be breaking to much etiquette if I did?”

Påklædning: Tøjet + Støvlerne

Fenrer sprang op på hesten da Valerya var gået op, og havde sat afsted uden de andre. Nogen gange var hun ikke til at holde tilbage, endnu en ting som han elskede ved Valerya. Da han sad på den sort brogede hoppe, fik han hurtigt gejlet den op. Hoppen satte op i fuld gallop, og halede stille og roligt, men sikkert ind på Valerya og den sortblanke hest hun red. Han så hende folde armene ud og lade vinden kærtegne hende, og viltre hendes hår. Det var et vidunderligt syn, som hun piskede sandet op bag hende og stod i en klar smuk silhuet til ørkenen og den blege himmel bag hende. Han kunne ikke lade være med at sukke efter hende.

En kort tanke gled tilbage til da Val havde vist ham det tøj, og det fine lille spin hun havde gjort for at lade ham se hende. Endnu en gang havde han været fristet til blot at rive tøjet af hende og blot nyde en dag med hende, alene. Men siden at han vidste det nok var sundt for de to at komme ud af paladset, havde han blot grebet hende om livet, givet hende et hurtigt kys og fortalt hende "I think It's perfect Val"

Han havde til gengæld været så betaget af synet, at han glemte at holde trit med Valerya, der allerede nu var et godt stykke foran. Han ville dog ikke presse hans hoppe for meget, så han satte ikke spore til den for at kunne følge med. Istedet fulgte han blot efter hende og vidste at han ville kunne nå hende når tiden kom. Han så sig dog kort over skulderen, for at se om nogen af jægerne mon havde besluttet sig for at følge dem. En voksende støvsky bekræftede ham i dette, og han vidste at deres alene tid, nok ikke ville blive så lang igen.
Da han så fremad igen, kunne han se at Valerya havde nået oasens skovbryn. Han gallopperede det sidste stykke vej og nærmest sprang af hesten. Ved foden af Valeryas hest kunne han se hendes fodspor i den sandede jord, ikke at han havde brug for spor at følge. Hans skarpe lugtesans gjorde det nemt at følge Valeryas lugt, en lugt han ville kunne genkende overalt. Han smilede stort, da han så sig over skulderen mod jægerne og kunne se at han kunne nå Valerya inden de fik selskab.

Fenrer havde ventet længe efterhånden, på at kunne komme til at bruge sine runer igen. Runerne var nogen som han altid havde i en rem af flettet læder, som kun han kunne fjerne, og som gjorde sig fint som bælte. Han tog en dyb indånding og koncentrerede sig. Et grønt lysglimt blussede op i det lille skovbryn, og hvor mennesket Fenrer havde stået, var der nu en ulv af unormale proportioner. Fenrer rystede lidt på pelsen, det var skønt at kunne føle hans ulveskikkelse igen.

Han satte af imod den sandede jord og fulgte Valeryas lugt. Han behøvede ikke følge efter lugten længe, før end han nåede synet af hende, i løb efter en ræv. Fenrer klukkede indeni sig selv. Man jagtede da ikke andre rovdyr? Kødet var sejt og smagte for det meste forfærdeligt. Han sprintede forbi Valerya, med en fart der ikke var svær at præstere som den kæmpe ulv han var, men ikke var noget nemt at opnå, hvis man ikke havde de fire ben og størrelsen.

Fenrer kom hurtigt op på ræven, men gjorde den ikke noget. Da den forskræmte ræv skiftede retning, satte han dog en pote på dens nakke, men forsigtig som han var, kom der ikke ræven noget til. Han så tilbage på Valerya, stolt over at have fanget ræven til hende. Han logrede med halen og smilede til hende, så godt man nu kunne med en snude. Han ville gerne have at hun så at han havde fanget ræven, men blev pludselig i tvivl om hvad hun ville sige til at han havde fanget hendes bytte? Han satte sig derfor og ventede på Valerya, med poten placeret på ræven der gav et par yip fra sig og knurrede lidt ad ham.

Fenrer kunne ikke lade lade med at glæde sig til at se Valeryas reaktion på hans ulveskikkelse, for medmindre der var noget hun ikke havde fortalt om dengang han var kommet til hende, så havde hun aldrig set ham i denne skikkelse før. Han havde bevidst heller ikke nævnt at han var så stor, dels for ikke at skræmme hende, eller virke pralende, og til dels fordi han gerne ville se hvad hun syntes om det store dyr han var, med runer og det hele.

Fenrer stod og så på Valerya, der så ud til at være en anelse opskræmt. Kunne hun ikke genkende ham? Eller var det fordi han var så skræmmende at se på? Han tvang sig selv til at logre videre, selvom han ikke følte det komme naturligt. Kunne det være at han ikke var hvad Valerya havde tænkt? Han besluttede sig for at lade ræven gå, for ikke at virk alt for skræmmende, eller brutal. Men selvom han lettede trykket på ræven løb den ikke, den var sikkert skræmt fra vid og sans. Han var jo trods alt ikke farlig, for det var stadig hans sind der lå inde i kroppen på ulven. Vidste hun overhovedet det? Da hun sagde hans navn, som om hun var skræmt af ham, begyndte han at tvivle. Men det var jo ikke fordi at formskiftere var så meget indblandet i samfundet, at man måske kunne finde ud af den slags uden videre?

Han blev siddende og så på Valerya, men han kunne stadig ikke forstå hvad det var der foregik. Da hun så til gengæld sagde hans navn, nikkede roligt. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre, da det slog ham at han blot kunne forvandle sig tilbage igen. Han skulle netop til at skifte over til sin menneskelige form, da han så jægerne dukke op bag Valerya. Ikke godt. Han vidste at Jægernes job var at jage, men så vidt han vidste var de der jo også til at beskytte Valerya og ham, men de havde ikke set hans ulveform endnu, og de var glimrende mesterskytter med deres buer. Så meget vidste han.

Han vidste ikke om det var en god ide at bevæge sig for hurtigt, da det sagtens kunne få jægerne til at skyde efter ham. Vidste de overhovedet noget om hvordan formskifteres sind virkede? Fenrer besluttede sig hurtigt for at de ikke vidste bedre end Valerya, for der var nu flere jægere, der kom fra en anden retning, og der var et par stykker der havde lagt pile an på deres buer. Fenrer så fra Valerya til jægerne og tilbage igen, da ræven fes afsted. Han bevarede dog roen. Det var han nød til hvis han ikke skulle ende ud med en halv snes pile i sig.

Han tog en dyb indånding og tænkte på Valerya. Det var den eneste måde han kunne bevare roen, og fortsætte med at logre på. Det var vigtigt for ham at logre, for det var den eneste måde han kunne signalere at han ikke var fjendtlig. Han kunne jo også skifte form, men han var sikker på at det grønne lysskær der fulgte med, ville forskrække jægerne. Det var heller ikke noget man så hver dag, men Fenrer ville ikke undskylde dem for at gøre ham til en nålepude. Han lagde sig ned på siden med hovedet rettet mod Valerya og så op på hende.

Han lå helt stille og fortsatte med at se Valerya i øjnene. Han håbede at Valerya ville kunne genkende hans øjne, der udover størrelsen, ikke havde ændret sig meget. Han håbede på at hvis han forholdte sig i ro, så ville hun kunne genkende ham, og enten kunne have mod nok til at komme over til ham, eller i det mindste kalde jægerne bort.

Fenrer holdte øje med jægerne, da Valerya kommanderede dem til at sænke deres buer. Hans logrede af fornøjelse da hun stemte over til den rigtigt kommanderende tone, til de jægere der var vedblevet deres mistro mod Fenrer i hans ulveform. Man skulle ikke tage fejl af hende, for hun var i den grad groet ind i rollen som dronning hurtigt, og fandt sig ikke i lydigheds problemer. Det var åbenlyst at hun forstod at Fenrer ikke ville gøre hende noget. Han blev nu liggende alligevel, bare for en sikkerheds skyld, det skulle jo nødig hedde sig at Fenrer blev lavet om til en nålepude på deres første dag udenfor slottet.

Da Valerya kom over til ham i et roligt tempo, blev han blot liggende. Han logrede frejdigt og følte hende med øjnene. Han havde ikke tænkt sig at skræmme hende, ikke nu hvor hun viste ham den tillid. Han smilede og vendte hovedet op mod Valerya, da hun begyndte at nusse hans mave og kommenterede på hvor blød hans pels var. Han slikkede hende en gang over armen i glæde. Da Valerya så lige pludselig væltede ned på hans mave, gav han et lille støn, eller pust fra sig, men fortsatte med at logre og lagde sit enorme hoved ind til hende. Det hele havde da bestemt taget sig en drejning for det bedre.
Da Valerya så undskyldte overfor ham, at hun havde været så urolig ved synet af hans ulveskikkelse, slikkede han hende bare. Det var det tætteste han kunne komme på at fortælle hende, at det ikke gjorde noget.

Da Valerya rejste sig og spurgte ham om han var klar, kom han hurtigt på benene. Han hoppede en kort tur rundt om hende i iver, men faldt hurtigt til ro igen, da hun fortsatte fremad. Nu var det tid til jagt.
Fenrer fulgte sig tæt op ad Valerya, og snuste ivrigt rundt i luften, for at se om han kunne opfange færten af noget. Der gik ikke engang sekunder før end Fenrer havde fundet færten af en gazelle, som ikke kunne være langt væk. Han stak snuden i vejret og vejrede hvor vinden kom fra. Heldigvis havde de den ikke i ryggen, ellers ville gazelle formentligt også have kunne lugte ham og ville være stukket af.

Fenrer kunne dog kun svageligt mærke en vind fra deres venstre, så han drejede om for at følge den ene side af en lille bakke. Han vendte sig kort om mod Valerya for at hoppe lidt på forbenene, som tegn til at hun skulle følge med ham. Han vendte sig atter og fulgte bakke kamme, så han ikke kunne ses fra den venstre side af bakken, men stak i stedet sit hoved op for at se over kammen, i ny og næ. Han havde helt glemt hvor meget han holdt af jagt, også selvom han ikke var meget for selve ideen om at sende en sjæl videre før end dens naturlige tid. Men naturen var som naturen var, og han havde brug for kødet en gang imellem, for at holde sig så sund som muligt.

Færten af gazellen blev stærkere, og Fenrer satte tempoet op, men præsterede dog alligevel lydløs. Jagten tændte ham op, så alle hans muskler blev spændte, klar til at sætte efter byttet. Hans sind drønede afsted, men han kunne alligevel forholde sig i fornuft, det var en fantastisk fornemmelse. Han stoppede op da bakken sluttede og Gazellen kom til syne. Han ventede på at Valerya var ved hans side, og stirrede i mellem tiden på hans bytte. Han ville vise hende hvad han var i stand til.

Gazellen stod intet anende og græssede i den modsatte ende af en lille rydning, af hvor Fenrer stod i skjul. Fenrer ventede på Valerya, men så snart han kunne mærke hende ved hans side, satte han af. Trykket fra de spændte ben sendte han afsted i en lynene fart, og Gazellen nåede kun lige at løfte hoved for at se sig tilbage inden Fenrer havde lukket sine kæber om dens ribben. Trykket var så voldsomt at man kunne høre knoglerne der knak åbenlyst. Dyret var dødt på stedet.

Fenrer slap gazellen i midten af rydningen, hvor han lagde sig foran den, og så op på Valerya. Han slikkede blodet af snuden og så afventende på hende. Var det ok at han bare gik i gang med at spise? Skulle de have den med tilbage til paladset? Var hun stolt af ham, eller måske imponeret?

Fenrer behøvede ikke andet end det lille nik fra Valerya, før end han begyndte at flå huden af gazellen. Det var ikke noget videre fedt stykke arbejde, men når man nu havde lidt erfaring med det, så var det ikke så slemt. Hans far ville kunne have flået dyret uden nogen problemer, men han havde så også haft spist en del mere kød end hvad Fenrer gjorde da han var lille. Da huden var blevet flået af, gik Fenrer så i gang med kødet. Han spiste hurtigt det halve lår, men stoppede da han hørte Valerya spørge om han måske havde lyst til at lære hende om at skyde med bue og pil. Fenrer så lidt forvirret på hende, kunne hun ikke skyde med bue og pil?

Han havde gået ud fra at det var noget som folk i den royale familie var blevet lært op i, men kom hurtigt i tanke om at der var forskel på pige og drengebørn i dette samfund. Han var dog også en anelse forvirret over at hun bad ham formskifte igen? Han havde jo ikke taget sit tøj med sig. Det lå stadig tilbage ved hesten. Han havde jo heller ikke skiftet ud af tøjet, nu hvor han tænkte over det, så det lå formentlig iturevet der hvor han havde skiftet form. Nu var det pludselig ikke så underligt at der var et par af jægerne der ikke havde lyttet efter da Valerya fortalte dem at de skulle sænke deres buer. Han kunne lige forestille sig at have været en jæger der havde fundet det iturevne tøj.

Han sank det stykke kød han havde i munden og gik hen til Valerya, hvor han lagde sig ved hendes side. Et grønt lys sprang fra hans rune i panden og i det næste lå Fenrer, i sin menneskelige skikkelse ved siden af Valerya. Han gav hende et flabet smil ”Well Love, I’d love to teach you..” han kiggede ned ad sig selv, inden han så tilbage op på Valerya med endnu et lille grin ”.. But don’t you think I should stay in my fur for the moment?”

Som de to lå der, lagde han en arm op til Valeryas kind og hev hende ind til et kort kys. Da han trak sig igen, var hans smil ændret fra flabet til harmonisk. Han lagde sig om på ryggen og så over på Valerya, med hænderne bag hovedet. Han havde ikke den store lyst til at gøre mere for denne dag. Det var svært at tro på at han havde fundet en der var så perfekt. En der skød sine royale pligter til side, for at sørge for at han kunne komme ud i det fri, hvor han ellers havde været fanget på paladset. Han gav et kort suk fra sig og smilede til Valerya ”I can’t thank you enough for this..” sagde han med tankerne om denne jagt, som hun havde arrangeret, selvom hun åbenlyst ikke selv var den store jæger ”.. But I’ll give it a try.. so thank you… with all of my heart… my love”

Fenrer satte sig op i græsset og så sig lidt omkring. Der var ikke meget i denne lysning, men der var dog et træ, som var bredt nok til at han kunne lære Valerya det grundlæggende indenfor bueskydning. Han så ned på hende med et smil og rakte hende hans arm "Well my love, if you can stand the fact that I'm not dressed for the occassion.."sagde han med et lille grin og gjorde en gestus mod sin krop med sin arm"..then I'd love to teach you the fundamentals"

Da Fenrer mærkede sig selv blive hevet tilbage ned til Valerya, forstod han hurtigt at hun ikke havde nogen intentioner om at lære at skyde med bue og pil. Selvom han ikke var helt klar på hvad der skete, fandt han hurtigt ud af det, da der snart efter kunne mærkes et par læber om hans lem, Vals læber. Det begyndte hurtigt at pulsere i hans lem, og han så med store øjne ned på Valerya, der mest af alt lignede en der netop havde åbnet sin julegave. Fenrers vejrtrækning blev hurtigt tung og da han mærkede hende placere hans hans hænder på hendes hoved, begyndte han per automatisk at bevæge dem op og ned i et fast tempo. Selvom de havde haft sex sex et par af de få nætter hvor de havde delt værelse, havde han allerede glemt hvor meget hun havde lært på den korte tid.

Hans mave spandt op i en knude og den summende fornemmelse vandt tilbage i hans krop. Han vidste godt at Valerya havde et talent for at være lærenem, men alligevel. Han hev hende snart op og af sig, inden han trak hende op og lagde hende bagover. Han fik hurtigt hendes hendes bukser op og af hendes ben. Efter at have smidt bukserne ud til siden, lænede han sig ind over hende og kyssede hende, som han førte det svulmende lem op i hendes underliv.

Han begyndte hurtigt at finde en rytme som han stødte frem og tilbage, ud og ind i hende. Han greb fat under hendes lænd med sin ene hånd og løftede hende op over jorden med den anden. Hvorfor var hun også så underskøn, at det var nært umuligt at kontrollere sig selv. Han stødte hurtigere og hårdere op i Valerya, end han egentlig havde regnet med, men nu var hun jo heller ikke så øm mere, så det burde ikke gøre det store.

Han kyssede hende op og ned af både hals og ører. Noget han vidste hun kunne lide, efter deres første nat sammen. Men han ville have mere, mere af hende. Hurtigt fandt den frie hånd frem til hendes snøre og rev den op. Med stort set ingen besvær fik han revet toppen af hende og fortsatte med at støde op i hende. Han begyndte at få en heftig vejrtrækning og satte tempoet op.

Han var ligeglad med om nogen så dem, så kunne de bare skride. Det eneste der talte ligenu var ham og Valerya.

Fenrer følte de voldsomme sammentrækninger der skete i Valeryas skede, der fik hans lem til at spændes op til det gjord ondt. Hold nu op hun var ivrig, mere end hvad han havde forestillet sig. Han kunne knap tro på at hun var kommet så hurtigt, men det var hun åbenbart. Da han så at hun prøvede at vende sig om mod ham, lagde han en hånd under hendes brystkasse og løftede hendes ansigt op til sit, inden han fjernede hendes hår og kyssede hende. Men da han satte hende tilbage ned, gled hun væk under ham, blot for at hive ham fat i endnu et voldsomt kys.


Denne gang var det dog ikke som før. Han kunne mærkes Valeryas tunge glide ind til hans egen. Hans kæber summede og spændtes. Det hele snurrede for ham et øjeblik som han lagde en fast arm om Valerya og hev hende ind til sig. Han lod hans egen tungeglide ud i leg med hendes, og mistede næsten fornemmelsen af hvor hendes tunge var i hans mund. Pludselig var hun der dog ikke mere. Valerya havde nemlig lagt sig tilbage på jorden.


Han så den nøgne krop foran hans egen og en lyst sprang på ham. Han hev hende op til sig til sig, så hendes røv var ude i det fri. Han gav den ene balle en fasthåndet lussing og dernæst den anden balle. Da hun greb fat om hans lem, lagde han hende ned igen, men lagde sig denne gang med hende. Da han mærkede sit lem blive presset op mod Valeryas underliv, lod han spidsen glide op i hende. Han lænede sig kort ind over hende og sagde i et tungt støn "Alright... Hard it is"

Han lagde en arm på hver side af hende og og begyndte et fast tempo hvor han stødte hårdt op i Valeryas underliv. Han blev ved, indtil hele hans krop rystede, og en spændt fornemmelse skød fra hans ryg til hans lem. Han formåede at blive ved, selvom hele hans krop næsten knak under de voldsomme rystelser. Det var ikke nemt at holde sig selv tilbage. Han gav et hårdt støn fra sig og sprøjtede op i Valerya.

Da han følte det sidste af ham være tømt ud, satte han en hånd ved siden af Valeryas og gav et hårdt støn fra sig. Han lænede sig ind over Valerya og nabbede hende kort og drillende i den ene øreflip, inden hans ansigt mødtes med hendes "Satisfied.. my queen?"
spurgte han i et drillende toneleje, inden han lænede sig ind og låste sine læber med hendes, og atter lod sin tunge lege blidt med hendes.

Fenrer smilede skævt til Valerya og strøg hende ned ad siden. Et lille grin undslap ham da hun mindede ham om at han idag havde været den ivrige, men nu var det jo heller ikke ligefrem fordi at hun ikke havde fået ham igang. Eller selv budt ham op til at gøre mere ud af det da hun havde ført hans hænder rundt. Han havde måske også selv kørt ledt ud af sporet, men kunne man bebrejde ham det? Han havde ikke haft mange rolige øjeblikke med Valerya siden hun blev kronet. Han gav et stilfærdigt suk fra sig , som Valerya rejste sig "Yeah well... I'm just not that easy to handle I guess"

Han lå roligt og så op på hende som hun hev i tøjet. Han lå så der i græsset og så på hende med drømmende øjne. Som endnu et stille suk gled ud af ham, gled hans sind ind i en lille drømmeverden. En verden hvor Valerya og ham havde fået vendt sig til deres nye liv sammen, måske fandt noget mere tid sammen, og måske endda tid nok til børn. Han ville gerne være far engang, ikke så meget for at lære dem op som hans far, Leidolf, havde gjort det med ham. Han ville gerne have børn for at kunne være sammen med sine dem, på en måde hvor deres overlevelse ikke hang ud i at finde noget at spise, eller hvor man skulle kunne hymne ånderne til sig, og meditere i timevis.
Ja, det var sådan en far han gerne ville være, en far der kunne lære sine børn noget om det de havde interesse i, eller bare sidde med dem og lave ingenting.

Fenrer hørte Valerya sige et eller andet og vendte sig en gang rundt for at spørge hende hvad hun havde sagt, men hun var allerede på vej ud af lysningen. Han smilede lidt for sig selv og rejste sig. Hantog en dyb indånding og kiggede over på Gazellen, som han ville lade ligge til hvis han fik behov for den senere. Han vendte sig imod den vej Valerya var kommet fra og lukkede øjnene. Et grønt lysglimt skildte atter skyggerne under træerne og fra samme øjeblik kunne man høre Fenrers poter der satte efter Valeryas spor i roligt tempo.

Da han nåede Valerya stod hun atter sammen med de andre fra jagtselskabet. Han brød sig ikke det store om deres selskab, specielt ikke i denne form, selvom de nu mest af alt så ud til at tabe kæben, ved synet af ham. Han luntede op til Valerya og lagde sig ved hendes højre side. Han orkede ikke at lytte efter på hvad der blev sagt, før end at Valerya talte direkte til ham. Han rystede let på hovedet, for han var ikke glad for ideen om at hun forlod ham. Det var ikke fordi at han ligefrem var omklamrende, men de havde ikke havde brugt så meget tid sammen at det havde føltes normalt, ikke med alle de pligter og andre ting der skilte dem ad i deres hverdag.

Han rejste sig med Valerya og fulgte hende ud til hestene. Da hun havde stukket ham hans røde jakke, skiftede han hurtigt form igen og tog imod jakken, som han hurtigt stak sine arme i. Han lagde armene om Valeryas liv og trak hende atter ind til sig med lidt sammenbidt mine. Han gav kort et suk fra sig "If you don't want to stay here, then I won't stop you..." sagde han, mens hans ansigtstræk, blev en del mildere " I don't want to split up, but I can feel that I need a day away from all of.. that!"
Fenrer havde ved sine sidste ord skåret en lille mine ved tanken om alle de underlige pligter og ansvar, regler og skikke, som blev prakket ham på.

Fenrer gav et dybt suk fra sig, inden han lagde en hånd om Valeryas nakke og kyssede hende. Endnu en gusen af velvære skyllede gennem hans krop, inden han trak sig og strøg Valerya en sidste gang over kinden "I'll see you when I get home then, my love" sagde han og bakkede derefter et par skridt tilbage og lod vagterne sadle op omkring Valerya. Han stod blot der lidt, klar til at vinke hende på gensyn.

Valerya forlod stedet, som hun havde kysset Fenrer farvel. Hun forstod udmærket godt hans bekymringer om det at blive en del af slottet.. Men så snart han blev konge, var der langt mere frihed. Han ville kunne lave reglerne og meget mere..
Hun satte hesten i gallop, som Fenrer forsvandt ud af syne. Vagterne fulgte efter hende.

//OUT//