The big day~ Valerya

Tid: 10:59, Mandag
Sted: Slottets kroningssal
Vejr: Sol, som altid.
Omgivelser: Salen er stopfyldt med adelige fra nært og fjernt, som bliver badet i sollyset der stråler gennem de høje vinduer.
Påklædning: https://i.imgur.com/zIoU78A.jpg

Emnepartner: @Valerya

Det var en stor dag, med endnu større forventninger. Fenrer var blevet vækket alene i en seng der for denne dag ikke blev delt med Valerya, hvilket var endnu en af de underlige traditioner. Fenrer hadede det. Han var mere end nervøs for hvordan dagen skulle forløbe, hvordan hans Valerya havde det og om alt det der kunne gå galt. Han var blevet lært alt muligt om hvordan han skulle opføre sig, hvad han skulle sige og endda hvordan han skulle bevæge sig. Det hele var enormt overvældende.

Siden deres dag sammen under jagten i skoven, havde Fenrer og Valerya haft en anelse mere tid sammen, for brylluppet skulle stå blot en uge efter. I den tid havde han i det mindste kunne nyde Valeryas selskab, når de nu alligevel skulle være sammen om at planlægge bryllup alt det der fulgte med. Da Fenrer var blevet spurgt til om han havde et våbenskjold der kunne hænges op ved siden af Valeryas, måtte han dog indrømme til ikke at have et. Han havde mærket hvor langt der egentlig var imellem Fenrer og Valerya, når man snakkede om status. Men som altid før, så havde Valerya haft et par kloge ord at sige, og de havde fundet frem til at runen han plejede at bære i panden, skulle blive hans våbenskjold. Meget lig dette var resten af ugen gået, med planlægning og samarbejde med Valerya.

Nu var dagen så kommet og han var rystende nervøs. Heldigvis, ville kammertjenerne og påklæderne kunne tage sig af det meste. Han blev smidt i den forgyldte tunika, vis gyldne farve vistnok skulle symbolisere solen og bystatens relation til den. Fenrer kunne godt forstå sammenligningen, men han syntes stadig det var ubehageligt at have sådan noget tøj på. Men hvis det var hvad der fulgte med at være sammen med Valerya, så ville han med glæde gøre det.

Nu stod han så der, i kroningssalen, iklædt den stikkende tunika, under et banner der bar hans ny våbenskjold. På hans venstre stod den fromme præst med den sjove hat, og talte beroligende til ham. Han lyttede ikke rigtigt, for pladsen overfor ham, under banneret med Sunfurys våbenskjold var endnu tom. Valerya var ikke ankommet endnu, og det gjorde ham nervøs. Han vidste godt at hun skulle komme efter ham, endnu en underlig tradition. Han trak vejret stille og roligt for at sætte sin puls ned og stoppe den dunkende fornemmelse i hovedet.

Han gav et lille gisp fra sig og smilede fra øre til øre, da den store dobbeltdør til salen gik op, og ind trådte Valerya.

Han smukkere end han nogensinde kunne have drømt om at noget kunne være, og han nød hvert et sekund det tog hende at gå ned ad gangen, for jo tættere hun kom, jo smukkere blev hun i hans øjne. Da hun nåede han begyndte præsten at tale om et eller andet og både Fenrer og Valerya tog plads på deres knæ foran præsten imens han kort talte om Sunfury og kongefamilien som Fenrer nu ville blive en del af. før end de atter blev bedt rejse sig. Da de atter stod, talte præsten længe, inden Fenrer endelig blev spurgt om det spørgsmål han havde ventet på.
”...So in the name of the gods, I ask you ’Fenrer son of Leidolf of Hagara, if you are ready to lay down your soul, and pledge you life to this woman, her majesty Valerya Skye Descouteaux-Lemaire, queen under the sun, ruler of the burning sands and protector of Sunfury, to love and to hold, from now and ever more, till death claims you?”

Fenrer smilede lykkeligt og fredsfyldt ” I do, till death and beyond” hvorpå præsten spurgte Valerya om det samme. Da hun havde svaret, lagde han hænderne omkring hende og kyssede hende.

Han kunne knap tro at dette virkeligt skete.

Fenrer så over på Valerya, uden at rykke hovedet da Valerya havde sat sig hviskede tilbage til hende ”And I love you Valerya”

Fenrer forsvandt ind i sin egen lille verden da Valerya gengældte hans kys. Han havde ingen anelse om hvilken jubel og bifald de to nu var årsag til. Han kunne ikke lade være med at smile gennem kysset og smilede videre da Valerya trak sig en anelse. Han kunne nu knap registrere forsamlingens glade tilråb, ikke at de betød noget, for Valerya sagde hans navn, så han havde ingen planer om at se bort fra hende. Han så hende blot ind i de smukke brune øjne, indtil hun lagde hans hånd på hendes mave. Han så ned og hans ansigt gled over i et lykkeligt udtryk. Da han så op igen havde en enkelt tåre i øjet, og trak atter Valerya ind til et kys, hvilket blot fik forsamlingen til at udbryde i endnu et jubels råb. Da han trak sig fra sin elskede, så han ind i Valeryas øjne og smilede ”Valerya..” sagde han igennem et suk af glæde.

Da de forlod salen holdte Fenrer Valerya ved hånden og havde svært ved ikke at se til siden, og over på Valerya, men lige nu skulle de bare væk lidt fra de adelige. Fenrer fulgte Valerya op til det lille kammer der stødte op til spisesalen, hvor de to kunne være lidt for sig selv. Rummet var ikke noget specielt med der var en lille balkon, hvor de to kunne sidde lidt for sig selv. Da de to var kommet ind i rummet, vendte han sig mod Valerya og lagde armene om hende igen ”Er det sandt men elskede?” spurgte han og så ned på maven. Da hun svarede ham, kyssede han hende og trak hende ved hånden ud til balkonen. Han satte sig og bød Valerya at sætte sig på hans skød. Han lagde hovedet ind til hende, og snuste til maven med lukkede øjne. Han lagde den ene hånd om Valerya og lagde sin anden hånd på hendes mave.
Han strøg hendes mave og smilede stort ”Jeg elsker dig allerede ligeså meget som jeg elsker din mor mit barn” sagde han som situationen sank ind i hans sind, og hans mave fyldtes med sommerfugle på ny.
Han havde ikke det store at sige, indtil der blev banket på døren og de blev budt til at deltage i festen.

Da de var trådt ind til de adelige i spisesalen, kunne Fenrer lige nå at fange en vred udseende Baldiri der sad og drak videre i sin vin, i stedet for at slutte sig til de andre adeliges tilråb. Fenrer satte sig ned ved siden af Valerya og tog et bæger, som han hilste til forsamlingen med, da Valerya budte de adelige at spise.

Da der var blevet spist et par retter og rejst et par skåle, begyndte nogle af de adelige at komme op til højbordet og ønske de nyligt gifte tillykke. Fenrer hilste pænt igen og gjorde sit bedste for at give et godt indtryk. Da en vis Baldiri nåede de to, smilede Fenrer så velkommende han kunne, og ganske som han havde regnet med prøvede den sleske adelige at smyge et par sleske komplimenter ind. Fenrer kvalte et grin ved synet.

Han så over på Valerya med et smil ”Jeg har på fornemmelsen at Siril Baldiri ikke kan lide mig, elskede” sagde han gennem det halvkvalte grin.

Da måltidet var færdigt og de alle gik til balsalen, tog Fenrer Valerya ved armen, og sagde roligt til hende ”Der er noget tid til dansen…” han nikkede ud mod det store ryddede dansegulv ” .. vil du gerne sidde ned indtil da, eller skal vi gå ud blandt de andre?” Han vidste godt at det egentlig var meningen at de skulle sidde på et sæt troner der var stillet frem til anledningen. Men Fenrer det som om at de satte dem på udstilling, hvilket de jo også gjorde, men det var skik, så nu handlede bare om hvad hans gravide viv ville.

Fenrer fulgte Valerya med et lille suk, ind i mylderet der optog Balsalen og nikkede høfligt til alle de mange adelige der hilste på de nygifte. Han brød sig ikke om alt det fine der omgav ham, ikke fordi han ikke var ved at vænne sig til det, men der var stadig den umistelige påmindelse om at han ikke kom fra de finere lag i samfundet, når han så på de mange ansigter, der tydeligvis ikke havde foretaget noget manuelt arbejde i deres liv, eller været tvunget til at bevæge sig ud i barskt vejr når det ikke passede dem. Han vedholdt dog sit smil til alle der kom op til ham. Da Valerya så hev en af de personer op til dem, som Fenrer havde set gå ind og ud af konsulatrummet, smilede han blot bredere. I det mindste var der et nogenlunde velkendt ansigt.

Valerya introducerede manden som James Herles, og introducerede dernæst Fenrer, inden han selv fik chancen for det. Fenrer rakte manden hånden ”Godaften mester Herles” sagde han og gav sig over i småsnak med manden, alt som Valerya over og snakkede med en af sine kammerpiger. Fenrer spurgte ivrigt ind til hvorledes James hjalp Valerya med rigets anliggender, samt hvad han selv kunne forvente sig af hvervet som konge. Han havde jo ikke ligefrem haft meget tid at lære det hele i, men en af tingene han havde blandede følelser med var våbenbrug. Han havde aldrig selv båret noget form for våben, men han havde dog fundet ud af at en konge skulle trænes i at bruge flere af de forskellige våben. Det han havde haft mest held med, var da også det han havde mest erfaring med, nemlig buen. Hvad de andre ting angik, så haltede han lidt bagefter.

Da Fenrer havde talt med James i en små tyve minutter, ankom en af tjenerne og fortalte Fenrer at det var tid til brudevalsen. Fenrer nikkede med et smil til både James og tjeneren og bød dem på gensyn, for at gå ud og finde Valerya. Han skulle ikke søge længe. Han fandt Valerya stående og snakke med nogle hofdamer. Han gik lydløst op til hende og tog hendes hånd ”Val..” sagde han blidt og med et smil på læben ”.. vi skal vist danse vi to”

Fenrer førte Valerya ud på dansegulvet, og da de var på midten, lagde han hånden om livet på hende. Der blev stille, og alles opmærksomhed blev rettet mod midten af det ellers ryddede dansegulv. Fenrer så ned på Valerya med et sit. Han følte sig som den heldigste mand i verden. Tænk at han skulle stå her med den kvinde der ikke blot havde reddet hans liv, men som han havde forelsket sig i ved samme sekund han havde mødt hende, og som nu bar hans barn. Tankerne fik ham til at føle sig let som en fjer, uden bekymringer eller sorger. Der var intet andet i hans verden dette øjeblik.

Da musikken begyndte at spille, begyndte han så at føre valsen med Valerya. Det var en af de ting der havde været rimeligt ligetil for ham at lære, at danse var trods alt bare at bevæge fødderne med lidt rytme, i al fald for ham. Han lagde ikke mærke til at som Valerya og han dansede, begyndte folk at slutte sig til dem på det mosaik belagte dansegulv. Han havde kun øje for hende, og resten kom af sig selv. Let som en fjer. Han sendte hende et fortryllet blik ”Jeg tror at jeg drømmer Val..” sagde han med en tryllebundet tone ”.. for ingen mand er så heldig som jeg, at have fundet en som dig”

Som Fenrer dansede afsted med Val og hendes svar lød i hans ører, kunne han ikke forestille sig andet end at dette måtte være lykke. Han havde alt hvad han skulle have i sit liv. Han havde kvinden han elskede højere end noget andet, og som bar på den eneste blodslægtning, eller rettere slægtninge, som han ville komme til at få. Hans børn, som han skulle opfostre sammen med Valerya, i et liv hvor de ikke skulle komme til at mangle noget, og lige nu, nød de den aften der skulle være den lykkeligste i deres liv.

Han faldt på sine knæ og prøvede at forstå hvad det var der skete. Valerya greb sig til sin mave og brød ud i gråd. Al den lykke som han havde følt, som han havde delt med Valerya, blev trukket ud af hans hænder som Valerya sad der på mosaikgulvet og knugede sin mave. Han prøvede at forstå.
Der gik ikke få sekunder før end flokken af mennesker strøg over til dem. Fenrer vendte sig mod dem ”HJÆLP! HENT HJÆLP!!” kom det skreg han hæst af dem, som klumpen samlede sig i hans hals. Han vendte sig tilbage mod Valerya og tog et blidt greb om hende, og løftede hende op i hans arme. Han knurrede dybt af dem der stod i vejen og bar Valerya ud af flokken.

Der var flere der løb i samme retning som han bar sin elskede, mod paladsets læge. Manden kom imod dem i småløb og Fenrer knælede. Han sagde noget til Fenrer ”Tronsalen, jeg kommer med dig..” Fenrer fortsatte mod tronsalen, som stødte op til balsalen hvor de var. Han så ned på Valerya med en enkelt tåre trillende ned ad hans kind ”Det hele skal nok gå Valerya, jeg har dig” sagde han med en hæs stemme, for han kunne ikke mønstre en stærk tone denne gang.

Han bar hende ind i tronsalen, og vagterne lukkede dørene bag den lille trio. Fenrer fulgte doktoren mens han så ned på Valerya i ny og næ. Han lagde sin viv på løberen til tronen som lægen anviste ham det og hjalp til hvor han kunne, uden at slippe Valeryas hånd. Som han sad der summede hans hoved tomt. Det var ingen drøm, men et mørkt og koldt mareridt.

Han så fortrøstningsfuldt på Valerya og fik mønstret en stærk stemme, med få opbrud i det hæse.
”Jeg er lige her skat.. jeg går ingen vegne, og det gør du heller ikke” han blev ved med at holde fast i Valerya sind med sin stemme, undtagen når lægen spurgte hende om noget, eller bad ham hjælpe, i stedet for en af lægens to assistenter, der var kommet til med nogle af de remedier de var blevet bedt om.

Tårerne trillede stille og roligt ned ad hans kinder, som han blev ved Valeryas side ”Jeg er lige her Val”

Han selvom han fulgte lægens instrukser, som var han trænet kun til dette, brød han ikke øjnkontakten med Valerya, ikke et sekund. Da han mærkede lægens hånd på hans arm, kiggede han op og så manden i øjnene. Da det gik op for ham hvad der skete, at deres barn ikke længere var hos dem, knugede Fenrers hjerte sig en knude. Det der endnu havde stået af hans verden, faldt sammen med et brag. Han kunne ikke forstå at hvad manden sagde var sandt. Det lille liv, deres barn, var blevet taget fra dem inden det fik lov at drage sit første åndedrag. Som Fenrer så lægen i øjnene og fik forklaret hvor ond det ville gøre på Valerya, stod hans hjerte stille.

Hvad var det manden sagde? Ville han hive deres lille barn ud af Valerya?
Lige meget hvor grotesk det lød i hans ører, vidste Fenrer godt at hvad han blev bedt om, var nødvendigt. Han vendte sig tilbage til Valerya og lænede sig ind over hende som lægens assistenter holdte hendes ben. Selvom Fenrer havde styrken af hans kæmpeulv i sin krop, følte han sig svag. Han lagde en arm på hver af Valeryas skuldre og mærkede tårerne trille ned ad hans kinder, som små dråber is. Han prøvede at få Valerya til at se ham i øjnene ”Jeg ved godt.. men jeg ved ikke hvor ond… Bliv hos mig skat..” sagde han med hæs stemme, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

Da lægen gik i gang holdt Fenrer et jerngreb, selvom det gjorde ondt at se Valerya lide sådan. Han hadede sig selv for det, men det var ikke for hans skyld han gjorde det her. Hans elskede og hans ufødte barn kunne overleve, hvis han bare kunne gennemføre dette. Han så stadig ned på Valerya, og selvom hans hals føltes knudret og det gjorde ondt hver gang han drog vejret, kæmpede han sig selv til at forsøge at fortrøste Valerya ”Valerya… elske…elskede… vi kan godt… du kan g-godt!” Da lægen nu hev deres døde barn helt fra dets mors skød, og assistenten gav ham et klap på skulderen, for en arm op og ramte nært assistenten i ansigtet. Fenrer vidste ikke hvorfor han gjorde det.

Fenrer lod anse Valerya, inden Fenrer tog hende op i sine arme, og lagde hendes om hans hals. Hvis hun endnu var ved bevidsthed, ville det være et godt tegn.

Fenrer løftede hende op og bar hende mod gangen. De passerede balsalens lukkede døre. Der gik de. Valerya i Fenrers arme, sølet til i deres barns blod. Han havde ikke tænkt sig at lade Valerya ligge der ved siden af det barn hun lige havde mistet, på det kolde gulv, i den tomme sal, ved siden af festen der var i hendes ære. Han bar hende til deres værelse, og lagde hende på sengen, mens han lod lægerne hjælpe ham med at få hende vasket, hendes tøj skiftet og få set til hendes behov. Så han ikke skulle forlade hendes side.

Da der var faldet en dæmper på det hele, sad Fenrer endnu ved Valeryas side. Han havde sendt lægerne ud på gange. Han holdte hendes hånd. Lægen sagde at hun var udenfor livsfare, men han ville ikke gå nogen steder. Han havde set sit barn, hans lille pige, eller den lille klump der engang skulle være blevet til hans lille pige. Han vidste ikke hvorfor han vidste det ville blive en pige, eller skulle have været det, det vidste han bare.

Han knugede Valeryas hånd til sit bryst og så ned på hans elskede uden et ord.