In the depth of... the park? ~ Luce

En udmattet og lettere svedig Fenrer gik igennem den store del af parken, derude hvor han vidste han næppe blev forstyrret, og bestemt ikke på denne tid af døgnet. Han havde brug for at være lidt i ro, efter at have brugt det meste af dagen på at heale de fattige i Rotten Root, og undgå Sean McGivens vagter. Han havde ikke brug for at blive mindet om at han stod i gæld til manden der herskede i Doomsville. Specielt ikke når han vidste at det nok var kommet ham for ører at Fenrer havde samlet mange af Shapeshifter klanerne under rådslagning til ånderne.

Fenrer havde dog ikke ladet dette stoppe ham i hans arbejde med at hjælpe de dårligt stillede i Doomsville, og dem var der mange af, ligesom der var mange kvaksalvere og dårligt uddannede healere der ofte kun gjorde lidelserne værre for deres patienter. Det var nok også en af grundende til at Fenrer havde så stor en succes her i byen, og så mange der var villige til at være om hans identitet her i byen, på trods af at Sean havde gjort fremskridt for byen. Fenrer mente dog stadig at væsener som Sean ikke var til at stole på. Han vidste udmærket godt hvad de lavede af og han brød sig ikke om deres slags, eller andre former for væsener der levede af at tære på andre levende væsener.

Fenrer var efterhånden et godt stykke inde i skoven, der udgjorde den mere stille del af parken, og siden han havde planer om at fortsætte sit arbejde den næste dag, så han ingen grund til ikke at overnatte. Det var ikke sådan at han var bange for at blive overfaldet længere, og selv hvis blev overfaldet, så kunne han forsvare sig selv. Hans styrke som ulv var nu hans krop hele tiden, også som menneske. Det var noget der var sket efter en af de første gange han var blevet tvunget til vold af en af de voldelige klanledere. Fenrer trådte derfor af stien og satte sig op ad et træ hvor han kunne hvile benene. Han kunne høre en af fuglene i nærheden kurre, og smilede ved lyden. Han kunne dog snart høre noget, der var mennesker i skoven med ham, men et af dem lugtede også af noget andet, noget han ikke havde oplevet før.

Luce gik rundt i skoven som var hun et forpint dyr med sin hund Speedy som var hendes førerhund. Hun havde gået længe for at holde sig selv igang da hun stadig ventede på Zero Bangs folk for, at få ugens ration af skyggevæsenblod som hun var nød til at drikke for, at kunne holde sig i live grundet den gift ham havde puttet i kroppen på hende for, at holde hende i skak. Men den som skulle komme med blodet var forsinket og fyren havde kun 9 timer tilbage for, at give hende blodet inden hun ville dø.
Hun satte sig op af et træ og ventede på fyren. Han dukkede dog også op efter hun havde siddet der i 1 time. Han var dog ikke alene som han plejede han havde 3 andre mænd med sig.
Luce rejste sig hurtigt op og nærmest flåede den lille flaske fyren havde i hånden for, at drikke skyggevæsenblodet inden hun ville brokke sig over det. Hun slikkede nogle bloddråber væk fra mundvigen da hun var færdig med at drikke den og rakte fyren flasken igen. "Det var på tide! Næste gang i ikke kommer til tiden med det brokker jeg mig til Zero for jeg bliver ikke ved med, at gøre ham tjenester, hvis i fortsætter med at være forsinket!" råbte og skældte hun ud. Speedy knurrede af en af mændene. Han sparkede Speedy hårdt i hovedet så den besvimede og ham der havde haft flasken tog fat om halsen på Luce og kvalte hende ind imod træet og truede hende. Mændende grinte over, at se Luce kæmpe med at slippe fri, men hun var svag da skyggevæsenblodet ikke havde virket endnu overhoved. Hun var blevet svagere jo længere tid der gik imellem hun fik blodet.
Mændene lavede sjov med at torturere Luce for der troede ikke der ville være nogen som ville hjælpe hende.

Fenrer hørte det stemmer i det fjerne, for svage til at høre tydeligt, men det var tumulten der fulgte til gengæld ikke. Fenrer rejste sig i et spring, tog en tand med runer og indsmurt i mikstur op fra sin bæltetaske inden han stak den i munden og sank. Fenrer flåede sin kappe af og begyndte dernæst at løsne sit bælte. Han sank hårdt til og mærkede ulvetanden glide ned i svælget med en anelse kraftanstrengelse. Han havde nu fået koften flået af, men havde ikke mere tid at spilde på bukserne, nu hvor han ikke længere havde luftevejene blokeret af presset fra spiserøret, hvor tanden kort havde gjort ophold. Han hev en voldsom vejrtrækning, som transformationen til ulveform gik igang og messede " Ainmhithe muid ag iarraidh .. do chabhair teacht ... agus treoir dúinn ar an gceart! " i korte stød som knoglerne vrængede sig rundt og voksede i hans krop, og den grønne glød sprang fra runen malet i hans pande.

Fenrer satte poterne hårdt imod jorden og pløjede alt hvad der var i vejen for ham til siden. I løbet af et øjeblik var han fremme, det før end hvad de mænd der havde fat i kvinde kunne nå at opdage hvad der foregik. Han sank de lange hjørnetænder ned i brystet på manden der holdt fat i kvinden, og hørte de skrøbelige menneskeknogler knase under presset fra hans kæber. Han slyngede manden bort fra sig, som landede med et hult bump, ikke langt fra Fenrer. Inden kvinden kunne nå at falde til jorden var han på den næste. Hans tænder sank atter ind i kød og knogler, dog var dette mandens strube og kæbe. Fenrer hørte et forskrækket råb komme fra en af de sidste to stående. Fenrer vendte sig om og gik i vildskab efter lyden. Han bankede manden til jorden, og sprang på den sidste der havde stået som plantet til stedet.

Da Fenrer var færdig, så han først på manden han blot havde væltet til jorden. Han var ret sikker på at manden endnu trak var, om end noget besværet. Dernæst så han over på kvinden og gik hen til hende, uden at komme for tæt på. Hans snude var fuld af blod, så han kunne ikke rigtigt lugte hende, men hun så ikke ud til at være såret som sådan. Men en ting gik hurtigt op for ham, hun var blind. Han kunne ikke lugte om det var hende der havde lugtet anerledes, men besluttede sig for at det ville være lettest at finde ud af hvad der var sket, hvis han kunne tale med hende.

Fenrer bakkede et par skridt tilbage og lod sig atter skifte form.

Da han havde fået sin menneskelige form tilbage, greb han fat i den ene mands slag og bandt det om livet som han gik over til kvinden. Han lagde roligt en hånd på hendes skulder og sagde stilfærdigt "Ro på.. De kommer ikke til at genere dig foreløbig..." Han så kvinden an for fysiske skader, men kunne ikke se andet en nogle mærker på halsen. Dog fandt han det bedst at spørge hende ad selv "Er du ved god behold? Har de gjort noget ved dig?" spurgte han hende og tilbød hende en hånd med at komme op og få støtte hvis det var nødvendigt.

Han så kort over på hunden der havde fået et spark "Havde du en hund med dig?" spurgte han hende"Hvis ja, så må du holde med ved hånden, så hjælper jeg jer gerne?"

Luce stod stille. Hun kunne ikke rigtigt gøre noget for hun kunne ikke forvandle sig til sin drageform. Hun ventede blot på, at skyggevæsenblodet fik giften ned på minimum så hun kunne få bare lidt af sin energi tilbage. Hun mærkede mandens hånd forsvinde pludselig. Hun hostede og hev lidt efter vejret imens hun sank ned så hun sad op af træet.
Hun var helt rundforvirret og kunne høre en masse tumult og lugten af en form for ulv ramte hendes næse.
Hun satte sig ordentligt tilbage så hun åbnede lidt for brystkassen så hun kunne få en masse luft ned i lungerne.
Hun mærkede efter Speedy og ramte hans ben. Han lå ned. Hun var blevet mere bekymret for hunden end for hendes eget liv da hun jo var afhængig af Speedy.
Hun mærkede nogen komme tæt på sig. Hun trak sin hånd væk fra speedy og blev kort nervøs for om personen ville skade hende, men hun faldt hurtigt til ro da hun kunne mærke, at denne person var mere rolig og venlig i det.
Hun lyttede stille til det han sagde "Jeg har det fint. Tak for hjælpen" sagde hun stille og smilede venligt til ham. Stoffet som var over hendes øjne var gledet ned om halsen på hende så hun kiggede direkte på ham med helt hvide øjne uden nogen form for pupiller eller noget. De blinkede ikke overhoved og ikke nogen øjenlåg heller. Der var dog ar ved øjnene som viste, at der havde været nogle øjenlåg, men at de var blevet fjernet. Der var ikke en gang en pupil i øjet som der var normalt. Hendes øjne lignede nærmest nogle hvide bordtennisbolde der dog var som almindelige øjenæbler.

Hun kravlede hen til Speedys hoved og trak hans hoved ind til sig så hun igen sad op af til træ. Hun mærkede efter hans puls på hans hals og efter skader på hans hoved. Det mærkede ikke som om der var sket ham noget udover, at han stadig var bevidstløs, men han var i live, men hun vidste ikke om han ville haft været skadet resten af livet. "Ja det er min hund. Han er faktisk min førerhund er blind" sagde hun stille. Hun havde ikke fået sat stoffet om sine øjne igen og hun vidste ikke helt, hvordan fyren havde det med at se på hendes øjne. Det var for andres skyld, at hun havde stoffet på ikke for hendes egen.

Fenrer satte roligt en hånd på hver side af kvindens hoved da hun satte sig igen og så hendes hoved efter endnu en gang, han så hendes øjne, men kunne også se at det var gammel skade, så der var ikke noget han kunne gøre ved det "Ok det kan jeg godt se du er" sagde han med et lille smil og munter tone, ikke fordi det morede ham at kvinden var blind, men mere fordi han ikke vidste hvad han skulle sige til hendes bemærkning. Han lagde en arm om hunden og rettede hovedet mod kvinden "Jeg løfter din hund op nu, her.." sagde han og tog hende ved hånden med den frie af hans hænder ".. så går vi, for her kan vi ikke blive" sagde han og ventede ikke på kvindens svar. De skulle væk, nu.

Han rejste sig med et sikkert greb i kvindens hånd, og begyndte at gå frem mod rydningen han havde lavet da han ankom. Der var ikke meget at tage fejl af, men det blev snart for mørkt til at andre ville kunne følge efter dem, ikke at mørket generede Fenrer, han havde trods alt nattesyn som ulven, og den skarpe hørelse ville advare ham hvis byens bumlende vagter skulle beslutte sig for at komme anstigende, men Fenrer tvivlede på det. Han kendte byen og dens befolknings sind godt nok til at vide de næppe ville blive forstyrret, specielt ikke her, og ikke på denne tid. Han fortsatte så i et roligt tempo hvor han var sikker på at kvinden kunne følge med ham. Han sørgede også for at komme med enkelte ord og korte sætninger, så kvinden vidste hvad der foregik "Pas på her, der er et lille hul" "Duk dig lidt, der kommer en gren nu"

Da han havde ført kvinden sikkert frem til hvor han selv havde siddet, satte han hende ned på hans kappe og lagde hunden ved hendes side. Han førte den hånd han havde holdt hende ved og førte den frem til hunden "Han er lige her, sid lidt ved ham mens jeg lige finder noget frem, ok" Med disse ord gav han sig til at rode rundt i den lille bæltetaske der endnu lå på jorden. Han fandt en lille krukke frem med noget lindrende salve og begyndte at smøre det på hundens hoved. Han regnede med at bulen var hvor den havde fået et slag, for der var ikke andre steder hvor han kunne se nogen skader.

Fenrer trak vejret et par gange og begyndte at messe, som gnister og gløder stod fra hans rune i panden, der nu lyste grønt "Comhlánaigh an briste, a neartú an scrios é a thabhairt arís in ord.. " Fenrer pustede roligt ud og lagde roligt en hånd på hendes skulder "Han skal nok blive god igen, men giv det lidt tid" sagde han med en varm tone og satte sig ved siden af hende.

Han ventede lidt, men sagde så "Mit navn er Fenrer.. hvad med dig?" Fenrer ventede til kvinden havde svaret ham og spurgte så "Ikke at det rigtigt er noget jeg har krav på at vide... men..." han tøvede lidt. Han havde ikke lyst til at gå over kvindens grænser men ville gerne vide om det han lige havde gjort, blot havde ført ham ud i yderligere problemer "..hvad skete der ?"

Hun begyndte at trække vejret tungt da hun mærkede hans hænder mod hendes ansigt. Hun kunne regne ud, at det var hendes øjne han kiggede på. Hun smilede lidt skævt "Undskyld tænker ikke rigtigt selv over hvordan mit syn ser ud for andre" sagde hun lidt og grinte kort. Hun bandt stoffet om sine øjne igen.

Hun vidste ikke helt om hun kunne stole på ham eller ej, men hun måtte prøve for hun kunne ikke komme ud derfra længere uden at få hjælp nu, hvor Speedy stadig er bevidstløs. Hun nikkede stille til det han sagde og tog fat i hans overarm i stedet for i hans hånd, for når hun holdt fast i hans overarm kunne hun mærke, hvordan han gik og hvor hurtigt han gik hun ville ikke have haft den samme fornemmelse når hun holdt fast i hans hånd. Hun holdt fast i hans overarm imens de gik og lyttede til hver en bevægelse der blev lavet for så kunne hun reagere på træerne og jordbunden for det kunne hun genkende på en måde når hun gik, hvis hun havde gået der før.

Hun satte sig ned og holdt Speedy ind til sig med hans hoved på hendes skød og nussede ham roligt på hovedet og resten af hans krop. Hun lyttede ikke rigtigt til det han sagde for hun forstod det ikke, men hun kunne fornemme han havde noget med healing at gøre, men hun var ikke helt sikker "Tak kan bare ikke undvære ham rigtigt længere" sagde hun stille og smilede skævt til fyren. Hun bed sig lidt nervøst i underlæben, men det var mest af bekymring over for Speedys helbred.

Hun kunne mærke han havde sat sig ved siden af hende. Hun lyttede stille til hans navn. Hun syntes det lød specielt "Jeg hedder Luce og hunden hedder Speedy" sagde hun stille. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun sagde hans navn, men nu havde hun gjort det.
Hun lyttede til hans spørgsmål. Hun sad lidt og spekulerede på hvordan hun skulle forklare det "Det er en længere historie. Ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forklare det heller" sagde hun stille og sukkede lidt. Der havde jo sket så meget siden hendes syn var ødelagt og grunden til skyggevæsenblodet.

Fenrer der godt havde bidt mærke i den tunge vejrtrækning, men ikke havde haft tid til at tænke videre over det i situationen, opdagede nu som hun sad og undskyldte med at det var en lang fortælling, at kvinden, der hed Luce, havde taget et båndfor øjnene. Han skammede sig en anelse. Var det mon fordi at han havde holdt hende ved hovedet? Hun havde ganske vist nævnt noget om hendes syn, men som sagt var tiden ikke til at hankunne dvæle ved det, og derefter havde han jo ført hende her til lysningen. Han rømmede sig en smule "Jeg forstår hvis du ikke har lyst til at tale om det der skete.." han smilede og gav et lille lattergrynt fra sig".. og som jeg sagde så er det ikke noget du skal føle dig nødsaget til at tale om"
Fenrer lagde hånden over på hunden og mærkede efter ved dens vejrtrækning. Han nev den i siden og den trak sig lidt sammen, ganske som den skulle. Fenrer gav et lille smil og tilfreds brummen fra sig og så tilbage på Luce "Han har det fint, men han får nok brug for et par dale med hvile, for det ser ud til at have været noget af et slag han fik sig"

Fenrer så på Luce med en anelse dårlig samvittighed og lagde hånden kort på hende arm "Du skal altså ikke være bange for hvordan dit syn er for mig" sagde han med en varm og beroligende stemme, der dog var lidt rug efter mængden af blod der var løbet ham i halsen "Du skulle bare vide hvordan dit selskab ser ud" sagde han med et lille grin. Han havde trods alt set værre skader og ar på mange. Ikke at Luces øjne ikke så ud til at have fået en hård medfart engang, men det ragede ham en papand hvordan ar healede, så længe man kunne leve med at man havde et ar, hvilket kvinden så ud til at kunne.

Han havde efterhånden ikke mere stank af blod der blokerede hans næsebor, hvilket gjorde ham i stand til at kunne ideticinficere Luce som kilden til den lugt der havde stået ud blandt de andres. Han vidste ikke hvad hun var, men noget ved hende lugtede af ondskab. Han var ikke for to sekunder i tvivl om at det ikke var Luce selv der lugtede af ondskab, men enten noget hun havde rørt ved eller tilbragte tid i nærheden af. Han lænede sig frem, ganske lidt og endnu mere forsigtigt, da han kunne lugte det på hendes ånde. Var det noget hun havde spist?
Nej, man indtog ikke mørkets væsener, ikke medmindre man var som Fenrer og i kamp mod et sådan væsen.

Fenrer grublede lidt og tog hende så roligt ved hånden "Jeg vil igen spørge dig om noget.." sagde han med en rolig stemmeføring, men hverken kold eller barsk, derimod stadig varm, bare mere fast i det nu ".. og igen så behøver du ikke fortælle mig det hvis du ikke har lyst" Fenrer tøvede en anelse. Han ville ikke skræmme hende, hun virkede nu heller ikke som om hun ville blive skræmt af en som ham, men stadig.
"Jeg går ud fra at du er draconier, ikke sandt?" Han ventede på hendes svar, og havde ikke tænkt sig at spørge ind til lugten af mørke lige med det samme alligevel.

Hun sad stille og nussede om Speedy imens han lå og kom til sig selv. Hun smilede lidt for sig selv da Fenrer accepterede, at hun ikke rigtigt kunne fortælle ham om det for så kunne hun lige så godt starte med hendes syn.
Hun nikkede lidt til det han sagde om, at Speedy skulle have hvile de næste par dage "Ja, det bliver nogle lange dage uden at kunne gå sig en tur, men det er jo for hans skyld" sagde hun stille. Hun var en smule irriteret over, at hun var afhængig af Speedy for hun havde ikke været det, men efter et mislykket forsøg på, at gøre hendes øjne normale igen gjorde, at hun mistede evnen til, at forvandle sig til sin drageform samt det der gjorde, at hun kunne se folks aura omkring dem for den havde hun lært, hvordan hun kunne gå alene, men også det, at se folks følelser eller hvordan de virkelig havde det. Samt hendes evne til, at se folks fortid som det virkelig skete er svækket så det skulle hun også træne op igen.

Hun smilede lidt til det han sagde om af. "Nej, men der er nogen som bliver skræmte eller tror, at man er en udød når jeg ikke har haft stoffet på. Så har jo måtte tilpasse mig andre. Der har været mange ting som jeg ville ønske jeg kunne som jeg ikke kan længere pga mit syn"

Hun blev en smule usikker da hun mærkede hans ansigt kom tættere på hende. Hvad prøvede han på? Lugtede han til hende? Hun vidste det ikke helt. Hun var dog glad for, at solen ikke var så varm eller lyset så skarpt for så havde hun frosset pga hans skygge som hun altid frøs over.

Hun mærkede han tog i hendes hånd. Hun lagde sit hoved let på skrå. Hun kunne hører på hans stemme, at han var lidt alvorlig og at der var noget som gik ham på hjertet som om han ville spørge om noget. Da han så spurgte hende om hun var en draconianer kunne hun godt hører på hans stemme, at det var ikke det han havde planer om, at spørge om. Hun hørte at det var noget han havde skiftet mening om lige inden han sagde noget "Jo jeg er en draconianer. Hvilken race er du egentlig for kan lugte du er ulv af en slags, men der er jo flere racer som kan forvandle sig til ulve derfor spørger jeg" hun smilede lidt til ham. Hun havde lyst til, at presse ham at fortælle hvad han virkelig ville spørge hende om, men hun tænkte hun hellere måtte være sød overfor ham nu, hvor han havde været sød overfor hende.

Fenrer fik en anelse ondt af Luce da hun fortalte om hvordan folk så på hendes syn, eller nok rettere hendes øjne. Han kunne stadig ikke greje hvordan folk kunne have sådan et underligt forhold til skaderne der var sket andre. Han gned sin ryg kort med den ene hånd og mærkede de dybe knudrede ar efter hans kamp med en søslange, som McGivens havde hjulpet ham at nedlægge. Han havde sandt at sige ikke tænkt meget over det, men kunne det være at folk også ville tænke underligt om ham hvis de vidste at hans ryg nu lignede en op-pløjet mark? Det måtte de sgu selv om, for der var intet galt med ham, eller hans ryg så vidt han så det.

Fenrer smilede en anelse skævt, og rømmede sig da Luce nævnte at hun kunne lugte hans ulveform"Siger du jeg lugter at våd hund eller hvad?" sagde han i et lille grin. Han vidste godt at joken var plat, men det var en han ikke kunne få lov at bruge særligt tit. Han tog sin hånd ned fra ryggen og pillede lidt ved græsset ved hans side. Det føltes lidt som om at Luce kunne se lige igennem ham, hvilket gjorde ham en anelse akavet. Han var vandt til at folk lignede spørgsmålstegn når han snakkede med dem, og vidste ikke helt hvordan han skulle reagere.

Han gav et let lille suk fra sig og så tilbage op på Luce "Jeg er Formskifter.. eller det ved jeg faktisk ikke længere" sagde han med et tungt åndedrag. Han tænkte på alle de forandringer han var gået igennem. Normalt ville han holde dem skjult, for han vidste ikke hvordan folk ville reagere. Men han havde på fornemmelsen at Luce bare ville gennemskue ham igen. Han mærkede pulsen stige lidt og gned sit ansigt med den frie hånd. Han grublede lidt over hvad han skulle svare hende og om det overhovedet var en god ide at gøre det. Normalt ville han have gået sin vej og ladet tingene stå ved, hvis han var tvunget ud i en situation krævede mere af ham end hvad han gad, medmindre det selvfølgelig omhandlede hans formskiftere.

Fenrer så atter på Luce, og tøvede lidt, inden han tog sig en dyb indånding "Jeg har oplevet at der er sket nogle ting med mig her på det sidste... Jeg har en latterlig styrke nu.." Fenrer gjorde en grimasse og fnøs "..altså selv når jeg er i menneske form... som jeg vågnede op til slet ikke var min egen form her forleden... "Han gav en kort klukken fra sig, for han vidste godt hvor sindsforvirret det lød. Han havde trods alt gentaget episode hundredevis af gang i sit eget hovede " Jeg ved godt.. at det lyder lidt... du ved.." Fenrer gav et kortstøn fra sig. Han gad ikke engang selv sige at han var ved at miste forstanden "Men det var altså det der skete! Og det tog mig flere timer, men jeg fik skiftet min form tilbage"

Fenrer løsnede sit greb i Luces hånd og sukkede kort. Han ville stadig gerne vide hvad det var han kunne lugte på Luce, men vidste ikke om det var en god ide at spørge. På den anden side så følte han at det var nødvendigt at spørge, netop fordi at han kunne lugte mørket på hende. Han bed tænderne sammen kort for at forberede sig på den akavede situation der meget vel kunne opstå.

"Jeg ved ikke hvad det er du har spist... eller om det var noget som de andre tvang dig til, men.." Han tøvede kort og gav Luces hånd et betryggende, let klem " ..Det er formentligt ikke noget godt... for det lugter altså af mørke... noget ondsindet hvis jeg skal være ærlig... Så jeg bliver nød til at spørge dig om du ved hvad det var? Især hvis jeg skal kunne give dig noget der kan hjælpe"

Luce kunne mærke på måden Fenrer reagerede på, at han fik en smule ondt af hende, men hun syntes ikke selv, at han skulle det for der var nogen som havde det 100 gange værre end hun selv havde det syntes hun selv. Hun skulle bare finde en måde så hun igen kunne bruge sine evner ordentligt igen. Hun sad stille og nussede om Speedy som stadig lå stille for, at komme sig efter sparket i hovedet.

Hun grinte lidt over hans kommentar om, at han måske lugtede af våd hun. Det syntes hun nu ikke, men det var bare noget hun kunne hun havde jo bedre lugtesans, følesans og hørelse end normalt samt hendes race gjorde det endnu stærkere. "Nej det var nu ikke det jeg mente. Det er bare noget jeg kan" sagde hun stille og smilede. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde det som om hun kunne være nogenlunde sig selv sammen med Fenrer, men det var stadig meget underligt for der var kun 2 i hendes liv, hvor hun kunne være 100% sig selv og det var Sean og Sakref, men hun havde ikke snakket med de 2 i lang tid.

Hun lyttede stille til det han sagde. Så han var shapeskifter. Han var nok ikke en vareulv, men hun kunne mærke på ham, at han havde det underligt med, at hun kunne se igennem ham eller det syntes hun ikke selv, at hun kunne. Hun var bare god til, at lytte og mærke efter hvordan folk havde det og reagerede, men det var nok også fordi hun havde haft en meget voldsom fortid. Hun lagde roligt en hånd på hans underarm og aede den roligt for, at berolige ham lidt. Hun ville selvfølgelig fjerne sin hånd, hvis han følte sig utilpas med det.
Hun lyttede roligt til det han sagde og nikkede forstående, men sagde ingenting imens han fortalte da hun ville vente til han var færdig. "Jeg forstår hvad du mener. Har selv haft det sådan på et tidspunkt, men det er meget normalt når ens liv bliver vendt på hovedet" sagde hun stille og roligt. Hun kunne tydeligt forstå ham.

Hun sagde stille og mærke hans hånd i hendes. Det føltes naturligt og alligevel underligt. Hun kunne høre på hans stemme, at det virkede underligt det han ville spørge hende om. Hun sad lidt og tænkte over det han spurgte hende om og trak vejret dybt før hun svarede ham "Det er skyggevæsenblod som jeg har drukket og det tvang de ikke i mig de giver mig det for deres leder" sagde hun stille og tav kort. Hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle det, men bestemte sig for, at sige det som det var "Han er min ekskæreste og han stak på et tidspunkt en kniv i min hånd for at fortælle mig, at han bestemte. I kniven var der en gift som aldrig vil forsvinde ud af min krop uden jeg får en kur som kun han kender til, men for, at holde giften nede i kroppen så skal jeg drikke 1 deciliter skyggevæsenblod 1 gang om ugen for eller kommer jeg til, at lide en meget smertefuld og langsom død" sagde hun stille og sukkede kort. Hun kiggede ned i jorden og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv overhoved.

Fenrer klukkede lidt ved glæde, da Luce fortalte ham at hun kunne sætte sig ind i hvordan han havde det. Det var rart at møde en der havde forståelse for ikke at vide hvad der skete, når hele ens liv pludselig blev vendt op og ned. Han fandt det da også utroligt beroligende som hun kærtegnede hans arm. Det var ikke ligefrem noget han havde regnet med, men han havde bestemt heller ikke noget imod det. Han fandt faktisk hendes tilstedeværelse enormt beroligende.

Da Luce så fortalte ham om hele misæren med hendes eks, kunne Fenrer ikke lade være med at skære tænder. Han afskyede nogle gange folkene i Underworld. Der var så mange af dem der ikke havde nogen barmhjertighed eller respekt for de liv der var i deres hænder. Fenrer lagde en hånd på Luces underarm og gav den et lille klem. Han vidste ikke hvordan hendes situation var, men han havde en anelse. Han vidste heller ikke rigtigt hvad han skulle sige, så han nøjedes til en start med et stilfærdigt "Det gør mig oprigtigt ondt at høre"
Han var allerede harm over hendes eks. At en mand kunne lade sådan noget ske for den han skulle elske, og endda selv være skyld i det! Det var ikke noget Fenrer kunne lade sidde "Jeg lover dig at hjælpe dig på enhver måde jeg kan, hvis du altså vil have min hjælp" sagde han med en lettere sammenbidt, men bestemt ikke fjendtlig tone.

Fenrer lod hans hånd stryge kort ned ad Luces arm, inden han lod den finde hvile i hendes. Han gav hendes hånd et lille klem. Fenrer lagde mærke til Luces opgivende udtryk, og en lille knude trak sig sammen i hans mave. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, men det der plejede at hjælpe ham, når han var helt ude i torvene, var trods alt ved hånde. Han trak en flaske op ad byldten der lå ved hans side, som han i første omgang havde lagt, da han var ved at finde et sted at sove. Han havde nu ikke nogen videre ide om hvor god mjøden var, for han havde fået den i takke, for hans hjælp som healer samme dag, af en af beboerne i Rotten Root. Han vendte sin opmærksomhed mod Luce "Jeg har noget der måske kan løfte stemningen lidt" sagde han med en munter tone.

Han bed ned i proppen og drak lidt af væsken, der tydeligvis ikke var af den bedste kaliber. Han skar en lille grimasse og hostede igennem et grin "Ok, måske det ikk er den bedste, men helt skidt er den ikke" Han smiskede kort og identificerende smagen "Ribs... hvis ikke jeg tager helt fejl" bestemte han sig for og rakte flasken til Luces, som han tappede let på hendes arm med bunden af flasken.

Fenrer smilede stilfærdigt og rømmede sig, han ville gerne prøve at muntre Luce lidt op, og det nyttede ikke noget hvis hun blev ved med at tænke på stodderen, og hendes situation som den var nu. Han grublede derfor lidt, inden han kom på noget "Nu ved jeg godt det er en stram nat, men på en normal dag.. "spurgte han med en forsigtig men glad stemmeføring ".. Hvad ville du så tage dig til? Hvad kan du godt lide at lave?"

Hun sad stille og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun ventede sådanset ikke ret meget af Fenrer efter hun havde fortalt om den situation hun havde med Zero. Hun trak let på skuldrene da han sagde, at det gjorde ham ondt. Det ville det gøre ved de fleste og den historie havde hun hørt en masse gange. Hun grinte lidt over, at han ville hjælpe hende "Der er ikke så meget du kan gøre lige nu. Det der faktisk ingen der kan" sagde hun roligt og gav hans hånd et klem "Men tak for, at du vil hjælpe" sagde hun stille.

Hun hørte ham finde en flaske frem. Hun vidste ikke helt hvad det var endnu, men det fandt hun sikkert snart ud af. Hun lyttede til det Fenrer sagde om det der var i flasken og for hende lød det som mjød og hun var ikke en der drak meget andet end vand og the. Hun var ikke sikker på om det var mjød så hun tog imod flasken og lugtede lidt til indholdet og rynkede på næsen og rakte den tilbage til Fenrer. "Jeg drikker ikke mjød synes ikke det smager godt overhoved" sagde hun venligt "Men så er der mere til dig" sagde hun drillende og grinede lidt.

Hun kunne mærke på Speedy, at han var kommet lidt til bevidsthed igen, men han var ikke vågen, men sov. Han havde sikkert også brug for det efter det slag han fik. Hun nussede stadig om ham. "Jeg plejer bare, at slappe af, læse i nogle bøger jeg har fået og lege med Speedy som er blevet min bedsteven igennem tiden" sagde hun stille da han spurgte hende om, hvad hun godt kunne lide, at lave.

Fenrer nikkede med et stilfærdigt smil og gav et lille muntert grynt da Luce rakte ham flasken igen. Han tog glædeligt imod den "Det er helt fint" sagde han og satte flaskens hals til læberne. Han havde brug for noget at drikke, for ikke at sige noget han kunne skylde den valme smag af blod ned med. Han satte flasken og rakte ud efter sin vanddunk istedet, som hun fortalte ham om hvad hun ellers kunne lide at lave "Lyder som et ellers stilfærdigt liv.." Kom det fortrøstende fra ham, som han rakte hende vanddunken".. her drik lidt vand så, du har nok brug for det"

Da han havde rakt hende dunken, kiggede Fenrer lidt på Luces hund. Den skulle nu nok komme sig, men spørgsmålet var om han burde give Luce nogle salver med så hun kunne lindre smerten lidt, hvis altså hunden ville kunne mærke smerten efter slaget den havde fået. Han rodede kort rundt i den lille bæltetaske og fandt nogle af de små ler krukker frem med den lindrende salve. Han tog to, selvom en nok havde været mere end rigeligt.
"Her.." sagde han og lagde de små krukker over til hende ".. hvis han ynker så smør et tyndt lag på hans hoved, det burde tage det værste"

Fenrer vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige eller gøre lige i situationen. Ikke at det var nogen helt normal situation, der bare burde være indøvet. Det var heller ikke fordi han ikke havde behandlet skaderne før, men Luce var så tæt knyttet og vel nok ret afhængig af Speedy. Det kunne ikke være helt let for hende, på trods af det hårde liv hun ellers virkede til at lede sig.

Han gav Luces hånd et klem mere, for han havde ikke nogen videre ide om hvad han ellers skulle gøre. Han så lidt på omgivelserne og sukkede kort. Det var nok ikke den bedste ide at de blev her for længe, og siden Speedys tilstand ikke var desperat mere, så burde han nok sørge for at de kom sikkert hjem. Han vendte sig derfor om mod Luce "Hvis du gerne vil det så kan jeg bære jer to hjem på min rug hvis det er? Eller jeg kan bære Speedy og så kan du holde fast ved mig?"

Luce havde på fornemmelse, at hun godt kunne stole på Fenrer og på en måde nød hun også, at han var der for, at underholde hende imens Speedy kunne komme til sig selv. Hun tog imod flasken med vand og tog en slurk fra den. Man skulle tro, at hun var blevet van til smagen af skyggevæsen blodet, men det havde alligevel en rædsom smag, hvis man spurgte hende. Hun var ikke en gang sikker på om hun nogensinde ville vende sig til smagen. "Tak skal du have. Det smager noget bedre end skyggevæsen blod selvom man burde haft vendet sig til smagen efter flere år, men det har jeg desværre ikke endnu" sagde hun stille og grinte lidt. Hun havde sådanset allerede indrømmet, at hun havde været skadet længe og der var en overgang hvor hun ikke levede af andet end blod pga. skaderne dengang.
Hun stillede dunken med vandet ved siden af hende imellem hende og Fenrer.

Hun tog imod krukkerne og puttede dem i en lille lomme. "Tusind tak skal du have" hun smilede stille til ham og gav hans hånd et klem og lod sin hånd ligge roligt i hans.

Hun sad bare stille med Speedys hoved i et skød. Hun vidste ikke helt om Zero ville komme efter hende efter det der skete med hans mænd. Men det måtte hun tage som det kom. Hun kiggede hen på Fenrer "Det ville være dejligt, hvis du vil hjælpe mig på vej. Kan altid tilbyde dig en kop varm the" sagde hun stille og smilede. Hun vidste ikke om det var noget for ham, men han skulle have tilbudet som tak for hjælpen.

////OOG:
Holy shush det er længe siden vi startede det her xD

Skal lige have styr på et mindset for den gamle Fen, og så skriver jeg et indlæg, promise xD

//Hehe det er helt ok

Fenrer smilede til Luce, selvom han var klar over at hun nok ikke havde den fjerneste anelse om det, og rejste sig med et lille grin."Det lyder rart med noget forfriskende, mange tak" Sagde han i en munter og varm tone. Han ville ikke fortsætte med at drikke af mjøden, ikke når Luce ikke drak. Det virkede en anelse uforskammet for ham, selvom der var mange af Underworlds vaner og manerer han ikke havde fået an på endnu. Han trak sin kappe op og lagde den over skulderen og rettede på de sidste af hans ejendele, inden han så tog Luce ved hånden og hjalp hende op at stå.
"Undskyld mig et øjeblik" Kom det stadig varmt fra ham, hvorpå han slap Luces hånd. Han bukkede sig ned, og greb om Speedy, som han holdte på den ene arm, og fik hunden placeret sådan at dens hoved kunne hvile henover hans skulder. "Sådan der, han ligger fint" Forsikrede han kvinden, hvorpå han med et blidt bump rakte hende hans albue."Så..." Fortsatte Fenrer som han førte Luce ud til stien "..Hvor skal vi hen? Pas på den gren der"

Efter at Luce havde haft mulighed for at give ham nogle instrukser, begyndte Fenrer en stilfærdig gang ned ad stien. efter lidt stilhed, som Fenrer udnyttede til at lytte efter i omgivelserne, vendte han atter sin opmærksomhed mod Luce. "Så, du siger du læser i bøger? Må jeg spørge hvordan du bærer dig ad med det?" Spurgte han forsigtigt. Spørgsmålet havde naget ham en anelse, med en vis forståelse for at Luce var blind. Han var ligeledes bekymret over om det blot var en fortalelse, som han lagde for meget vægt i, eller om han måske var ubehøvlet ved at spørge? Fenrer havde dog en ide om at der var noget i dette med at blinde kunne læse, som han blot var uvidende om. Noget han var for nysgerrig til ikke at spørge om.
Han gav hende dog roen til at forklare til de havde forladt parken.

Efter de havde forladt parken, og var havde bevæget sig et stykke gennem gaderne, fik Fenrer øje på et par festlige sjæle, der hurtigt forsvandt omkring det næste hjørne. De to fulderikker gjorde ikke som sådan Fenrer nervøs, men de fik vækket en tanke i hans sind. Han var endnu dækket i blod, og det skulle ikke undre ham om dette kunne skabe noget opsigt, skulle de passere en vagt, eller når Fenrer skulle bevæge sig rundt i dagslys den næste morgen.
"Jeg ville forresten lige spørge, Har du en brønd eller pumpe hvor du bor?" Spurgte han Luce med en let lille latter, inden han atter vendte sit blik mod gaderne"Kunne godt bruge en lille gennemskylding, eller i al fald få skrubbet mig det værste af" Som de passerede et oplyst vindue der kastede en lang søjle af lys over gaden, kunne Fenrer se hvor sand hans påstand var. Hans bryst var rødt og brunt, dækket i et virvar af blod og mudret jord. Sådan var det når man ikke tænkte sig om, og lod bæstet tage overhånd.


Da de bevægede sig ud af lyset og passerede hjørnet hvor Fenrer havde set de to fulderikker svinge ned ad, kiggede han sig atter omkring i gaderne. Udover et par nu snorkboblende lystige sjæle, tre huse fra dem, var der ikke nogen så vidt Fenrer kunne se eller høre. Nu hvor han var sikker på at han ikke skulle undgå skyggerne på den næste lille bid af deres fremfærd, vendte han atter sit hoved mod Luve, som han sagde med en lidt ydmyg og kejtet tone"Jeg, øhm.. ser vist ikke helt venskabelig ud længere"
Fenrer lod en lidt anspændt latter af sig, men besluttede sig for at lette steningen, omend han kunne. "Det ville jo ikke klæde sig for en anstændig dame at komme rendende med en blodsmurt voldsmand" Fenrer smilede igen, igen klar over at smilet ikke ville have nogen effekt, men forhåbentligt ville man kunne høre hans egen morskab igennem den halvt seriøse tone, der skulle understrege hans joke "Hvad vil det ikke ligne? Jeg kunne jo være en farlig forbryder der slæbte dem afsted og havde banket deres tapre hund bevidstløs" Fenrer fnøs et lille grin, men kunne ikke lade være med at føle sig halvdum over sin joke.

Luce smilede stille og tog fat i hans hånd da han ville hjælpe hende op, at stå. Hun stod blot stille og ventede tålmodigt indtil Fenrer var klar til, at hjælpe hende ud af parken og hen til hendes hjem som var en rimmelig stor lejlighed som Sakref havde haft som reserve som han havde givet hende inden Sakref og hans familie forsvandt. Sakref havde dog sørget for, at Luce kunne bo i det uden, at skulle lave det mindste og Luce spiste heller ikke så tit som man skulle tro.

Hun tog fat i Fenrers overarm og fulgte roligt med ham imens hun fortalte ham hvor hun boede. "Det lidt sjovt, at selv skulle fortælle hvor man bor når jeg normalt får Speedy til, at vise mig vejen" sagde hun stille og grinte let for sig selv. Før kunne hun selv gå rundt alle mulige steder uden hjælp af en hund eller andre og stadig være blind, men hun kunne ikke længere.
Hun smilede lidt over Fenrers spørgsmål om hvordan hun læste når hun nu var blind "Jeg har nogle specielle bøger, hvor der er nogle prikker på. Jeg havde en gang 2 rigtig gode venner som havde nogle folk som lærte mig, at læse på ny dengang jeg blev blind. Jeg har jo ikke altid været blind" fortalte hun stille. Hun savnede rent faktisk Sakref og Sean. Sean havde hun mødt, men det var svært, at have en kommunikation med ham nu, hvor de ikke har haft snakket sammen i flere år.

Hun fortsatte roligt med, at følge med Fenrer imens hun lyttede til det han sagde "Selvfølgelig har jeg det" sagde hun stille og grinte. Det var da en selvfølge at der var en brønd eller pumpe der hvor man boede var det ikke det? Det troede hun ihvertfald.

Hun kunne godt hører og lugte på luften, at de var kommet ind i byen igen, men hun kunne også lufte blodet på Fenrer men det generede hende overhoved ikke da hun var van til lugten af blod og andre lugte som ikke ligefrem var det mest behagelige. Hun grinte lidt over måden han snakkede om sig selv og hans udseende "Så gå igennem byen indsmut i lort, blod og andre klamme ting, uden øjne overhoved, hvor der hvor øjnene skal være er der bare nerver som hænger ud og uden tøj på og ligne en der har leget med døden i måneder" sagde hun stille og grinte lettere ironisk. Hun snakkede selvfølgelig om sig selv efter hun havde været Zanns slave i måneder, hvor det havde været med daglig tortur, hvor hun kun akkurat var i live indtil hun kunne flygte med held. At hun så havde vendt tilbage nogle år efter var en anden side af sagen, men Zann var også forsvundet så hun vidste ikke helt hvem hun havde tilbage.

Da de var kommet hen til hendes lejlighed som var i et slags rækkehus, hvor der var en lille have foran, hvor der blot var en lille bænk hun kunne sidde på og en lille gårdsplads bagved, hvor der var en pumpe som hun delte med andre borgere. Hun gik hen til hoveddøren og låste sig ind. De kom ind i en lille gang hvor der var en knage til, at hænge frakker op og Speedys sele på. Hvor der derefter gik en dør ind til et lille køkken som passede fint til hende og en dør ind til en rimelig stor stue, hvor der var en sofa, en god lænestol, en pejs, hvor der også var et tykt tæppe som Speedy plejer at ligge på, der hang nogle malerier som Sakref havde fået skaffet til stedet og der var også en stor bogreol, hvor der stod en masse bøger og små nips ting og indenfra stuen var der en dør som førte ind til et ret stort kammer, hvor der stod 3 enkelte senge og en pæn stor reol og et skrivebord. "Velkommen til. Det er ikke så stort, men fint til mig" fortalte hun stille imens hun tog sin kappe af og gik ind i stuen for, at tænde pejsen så Speedy kunne ligge på sit tæppe ved pejsen "Bare læg ham på tæppet ved pejsen så går jeg ud og henter noget vand så du kan vaske dig" sagde hun stille og gik ud i køkkenet efter en balje og gik udenfor og hentede noget vand. Der gik et øjeblik indtil hun var tilbage med baljen og gik ud i køkkenet med baljen og stillede den på bordet.

Han gjorde et lille kast med hovedet, som Luce fortalte hvor underligt det var, selv at skulle fortælle hvor man boede "Det kan jeg sagtens tro dig i". Fenrer nikkede til Lucy med et lille grynt, som anerkendelse af hendes svar, hvad angik de specielle bøger hun læste. Han havde svært at forestille sig hvorledes man kunne læse med fingrene, men han havde set mere besynderlige ting i sin tid her i Underworld, så det var bestemt ikke udenfor virkelighedens grænser.
Da hun senere gjorde sig klar på sin tidligere situation, som halvdød, grinte Fenrer med, ikke fordi han fandt det videre morsomt, men fordi han blev underligt glad ved Luces evne for selvironi. Han fandt det forfriskende at møde nogen, der ikke så ud til at føle sig som et offer, selvom de havde modgang i livet.

Som Fenrer fulgte Luce ind i huset, blev han en anelse benovet. De var meget finere end hvad han havde regnet med at en blind kunne anskaffe sig som hjem. Folk i Rotten Root, og byens andre dårligere stillede kvarterer havde måske et enkelt rum at gøre godt med, for ikke at sige hvor mange mennesker det éne rum så skulle rumme. Da Luce så fortalte at det ikke varnoget stort, var han ved at tabe både næse og mund. Godt nok boede han selv i et hus der var større end dette, men det lå i udkanten af Ashenwood, og var ikke i nær så fin stand. Han ville aldrig have haft gjort sig håb om at kunne skaffe sig et hus som dette i Doomsville.
Fenrer var glad for at Luce ikke kunne se hans måbende ansigtsudtryk, og rømmede sig "Her er da ellers ganske nydeligt" sagde han en anelse forlegen, men med en varm glimmer i stemmen. Da Luce så fortalte han at han kunne lægge Speedy på tæppet ved pejsen, gik han over mod samme. Som han var ved at ligge hunden på tæppet, så han sig over skulderen "Mange tak Luce" svarede han hende, og et smil gled over hans læber ved tanken om at kunne få vasket blodet af sig.

Efter at have sikret sig at Speedy lå behageligt hvor han skulle, gik Fenrer afsted mod køkkenet. Han løsnede bæltet og lagde det på en skænk, inden han gav sig i kast med at få hans kofte af igen. Som han hev den over hovedet, røg der et par klumper af indtørret blod og mudder fra hans pande. Han bed tænderne sammen, irriteret og at være ved at svine, og bukkede sig ned for at samle et par af klumperne op. Han havde lagt koften på bordfladen ved hans side, som han bukkede sig ned, men fortrød så snart han hørte Luce komme ind igen, hvor det gik op for ham at han ikke havde fået sine bukser på, efter den første transformation.
Han skød op og greb hans kofte, som han netop skulle til at dække sig til med, da det atter gik op for ham at Luce nok ikke havde det store at sige om udsynet til hans nøgenhed. Han måtte dog tænkte over om der ville komme nogen stormende ind på et tidspunkt. Fenrer smilede til Luce, igen nytteløst, men han kunne ikke lade være "Mange tak.." sagde han med en varm tone, og gik over mod baljen med rolige trin, for at gøre Luce bevidst om hvor han befandte sig ".. Jeg øhm.. jeg tænkte på om jeg burde være bekymret for om der kommer andre til?" spurgte han som han lagde koften ved siden af baljen. Han begyndte at gnide sine forarme i vandet, og fik hurtigt gjort has på det værste af snavset.
"Ser du.." sagde han en anelse forlegen, som han bevægede sig længere op ad armene ".. Jeg er ikke helt... helt øhm.. anstændig, tror jeg folk kalder det? Min kofte trænger lidt til en omgang, og ja.." Fenrer teg. Han følte sig en anelse malplaceret, uden rigtigt at vide hvorfor. Han vidste ikke helt om han bare skulle have teget stille, og fået koften ordnet i en fart, men på den anden side følte han også at det kun var fair at fortælle Luce om hans mundering.
Fenrer så sig over skulderen mod Luce "Hvis du helst ser at jeg går udenfor og får vasket så skal du endelig sige det"

Luce gik roligt rundt i lejligheden for, at lægge nogle ting på plads og rydde op efter sig selv fra morgenmaden af for det havde hun ikke haft tid til enden hun tog afsted. Hun fandt en kande fra et skab og kiggede hen på Fenrer, hvor hun smilte lidt af ham og rystede lidt på hovedet over han var så forlegen af, at han ikke var anstændig som han selv kaldte det. Hun rystede lidt på hovedet og smilet forsvandt lidt "Nej der kommer ingen her så du skal ikke være nervøs for det. Har ikke haft besøg i jeg ved ikke hvor lang tid. Faktisk ikke siden Morladin familien forsvandt. Så du kan nok hurtigt regne ud, at jeg er mere eller mindre alene udover Zeros folk som også kun kommer fordi Zero skylder mig det selvom han også er forsvundet mere eller mindre" sagde hun stille og trak vejret lettere tungt "Jeg går lige ud efter noget mere vand så vi kan få os en varm kop the og til, at vaske dit tøj i" sagde hun stille og smilede let til ham.
Hun gik ud efter mere vand og var kort tid efter tilbage og hældte vandet i en gryde og gik igang med, at varme det op. Hun gik hen og låste døren så Fenrer ikke sku være helt forlegen over, at være knap så anstændig. Hun kiggede hen på ham "Skal jeg finde et tæppe eller noget du kan have over dig imens dit tøj bliver vasket og tørre?" spurgte hun stille og roligt.

Fenrer smilede ved Luces hjælpsomhed og gode gemyt. Det gjorde ham tryg ved hende, på en underlig facon, men måske var det bare hendes måde at være på. At prøve kræfter af med verdenen når man var blind var ikke nogen lille bedrift, specielt ikke når man var under sådanne trængsler som Luce var det. Han fandt det et sted ret tiltalende, at man kunne være så stærk, specielt som kvinde i en verden som denne.

"Mange tak" sagde han med et stilfærdigt nik og en varm røst, som hun gik ud efter den nye omgang vand.  Fenrer stak atter hænderne ned i vandet, og fortsatte med at vaske sig mens Luce var ude. Han gnubbede sit bryst, hals og skuldre fri for det blod der var sluppet igennem hans kofte, og bare for en god ordens skyld, fortsatte han nedefter, nu hvor han havde muligheden for at få gjort sig ren. Hans tanker gled bort som han gnubbede sig. Gled over på Luce. Hun var ikke menneskelig, men hvor meget hun mon havde nået at opleve inden hun mistede synet? Hvor meget mon hun havde nået at se?
Fenrer kunne ret godt lide hende, og når han tænkte på hendes gæstfrihed, havde han blot lyst til at give hende noget i retur, og ikke at han som sådan havde noget at give hende, men måske noget han kunne vise hende?Noget som ikke mange havde set, og hvis han kunne ville han gerne vise hende det.

Fenrer smilede til Luce med en varm røst, da hun atter kom ind "Hey, jeg er klar om et lille minut" Fenrer fortsatte med at gnubbe og så først op da Luce spurgte ham om han kunne tænke sig et tæppe. Fenrer gned sig lidt i nakken. Han var ikke meget for tøj i det første tag, og måske Luce ville forstå?
"Nej tak, jeg er egentlig ret glad for at være tøjet foruden, hvis det er i orden .." kom det venligt fra ham, med et snert af forsigtighed, som han gnubbede sig færdig ".. det føles mere som mig. . mere naturligt om du vil" Fenrer tog baljen og gik over til vinduet, som han satte på haspe og hældte vandet ud.

Fenrer stillede baljen tilbage på bordet, og kiggede kort over på Luce med et eftertænksomt blik, som han rakte ud efter sin kofte. Han så ned på koften og gnubbede lidt til blodet, som han overvejede sine ord. Han fandt sin egen ubeslutsomhed en anelse sjov. Hvorfor havde han overhovedet overvejelser om dette?
"Luce.." sagde han i en munter, men lidt mere neutral stemme og vendte sig mod hende "..kunne du tænke dig at se en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]?" Fenrer gik hende et par forsigtige skridt nærmere.
"Jeg tænkte bare at siden vi er så sjældne som vi er, at du måske ikke havde set en? og at siden jeg er her, så kunne du måske tænke dig at se.. mig altså, ligesom du ser ordene i dine bøger" Fenrer så sig om i stuen med et vurderende blik, inden atter henvendte sig til Luce "Jeg tror sagtens at jeg kan være herinde, uden at ødelægge noget altså"

Luce smilte stille til ham da han takkede nej til tæppet. At det føltes naturligt for ham var vel okay? Hun kunne ikke se ham alligevel så i princippet havde han ikke noget, at være flov over overhoved. Det havde vel været noget andet, hvis hun stadig havde sine øjne mente hun selv ihvertfald. "Det er helt fint med mig. Hvis du har det fint med at gå rundt uden tøj på i en fremmed kvindes hjem også selvom hun er blind så må du gerne det for mig" sagde hun stille og grinede kort.
Hun stod tæt på gryden og ventede på, at vandet ville koge så de kunne få en varm kop the og så Fenrer kunne få vasket sit tøj. Hun lænede sig op af et bord og kiggede hen imod Fenrer. Hun lyttede stille til det han spurgte hende om og kunne godt fornemme, at han var kommet lidt tættere på hende. "Det har jeg aldrig set overhoved og hvis du kan være herinde uden, at ødelægge noget ville jeg virkelig gerne prøve, at se dig med hænderne" sagde hun stille og smilede sødt til ham. Luce havde set mange ting i sit liv, men mange af de ting hun havde set var igennem hendes varslere. Hun havde ikke haft øjne i et godt stykke tid. Hun havde dog mistet sine øjne over 2 omgange.
Da vandet i gryden begyndte, at koge tog Luce gryden af og hældte lidt vand i fadet Fenrer havde brugt tidligere og gik derefter igang med at lave en kop the til dem begge.

"Så længe at hun har det fint med dét, så er jeg det også" svarede Fenrer, med et et træk på smilebåndet, til Lucys spørgsmål om hans blufærdighed. Han kunne ikke se hvad der var galt med at være nøgen, det var naturligt, omend at menneskers hud var ret følsom overfor naturens elementer. Hvad han hadede mest af tøj, var dog sko. Sko føltes så ubehagelige om fødderne, og gjorde det besværligt at føle hvad man trådte på, og så gnavede hans.

Fenrer undredes lidt over det stille gemyt der var faldet over Luce, efter at han havde tilbudt hende at se ham, men smilede glædeligt alligevel"Det ville være mig en glæde at vise dig en så"
Fenrer lagde den blodindsmurte kofte i vandet som Luce havde klargjort. Han gnubbede stoffet lidt under vandet med sine hænder, for at hjælpe blodet på vej. Han tænkte lidt og det gik op for ham at hun måske bare syntes det var lidt unormalt, sådan at blive tilbudt at se andre. Ganske givet var det vel heller ikke noget man blev tilbudt normalt. Folk glemte det vel, når man nu var så vant til at folk kunne se hinanden.
"Det gik bare op for mig at du ikke kunne se mig, altså.. Tilbage i parken" sagde han med en munter tone og slap koften, så vandet kunne gøre sit arbejde i fred. Han håbede vel at en lille smule uddybningen ville hjælpe hende lidt til at vænne sig til situationen, nu hvor hun havde sagt at hu gerne ville se en kæmpeulv.

Da teen var lavet, hjalp hende med at bære tingene ind til bordet. Et kort blik blev kastet over skulderen, og Fenrer fik udvalgt det rigtige sted. Fenrer smilede til Luce, klar over at hun ikke kunne se det. "Ok, så jeg kan ikke tale mens jeg er i min rigtige form, så vi bør nok holde den til ja eller nej spørgsmål hvis du har nogen.." Fenrer klukkede lidt ved tanken. Han ville ikke kunne snakke, ikke rigtigt, og hun ville ikke kunne se, ikke rigtigt.
Fenrer tænkte kort som ironien underholdte ham.
".. Jeg kan lave nogle korte lyde, en for ja, to for nej"

Gik hen og stillede sig hvor han mente der var mest rum til ham, og rømmede sig "Hvis du stiller dig her ved lænestolen så kan vi begynde"
Fenrer gik ind på midten af gulvet, hvor han kiggede sig om en sidste gang og gjorde sig klar på hvor meget han kunne bevæge sig før end han ville komme til at hærversere Luces hjem. Han satte sig på hug og så op på Luce og sagde med en lattermild tone i stemmen "Der kommer nogle høje knas, men alt er som det skal være"

Fenrer lukkede øjnene og trak vejret roligt. Det var sjældent han fik mulighed til at tage sig tid om transformationen disse dage.
"Her kommer det.. "
Musklerne voksede med en voldsom hast, og nye skød frem, nye muskler der skulle tjene andre formål, end dem en menneskelig krop kunne udføre. Led knaste og vred sig på unaturlig vis. Hårlinjen bredte sig, og hårene ændrede natur.

En ulv, på størrelse med en Valen stod nu i stuen. I ulvens pande, og langs dens flanker, kunne runer ses som affarvninger i pelsen, noget som Luce nok ikke ville kunne nyde noget af, men det betød nok ikke det store. Fenrers sanser var så skarpe, og duftenes i hjemmet overvældede ham næsten. Han tog et par højlydte snif og skabte sig et indtryk. En særlig duft fangede hans opmærksomhed. Duften kom fra Luce, men han vidste stadig ikke hvad det var. Det lugtede ligt som et dyr, et dyr med skæl, men hun var bestemt ikke formskifter, så meget vidste han.
Han trådte roligt frem mod hende og rystede kort pelsen, både for at gøre sig det bekvemt, men også for at fortælle Luce at han kom nærmere.
En kort og rolig lyd kom fra hans strube, en venlig tone. Han var kun en halv armslængde fra hende nu. Alt hvad hun skulle gøre var at række hånden frem, så ville hun kunne se ham.

Luce grinte lidt og trak let på skuldrene "Jeg har det fint nok med det da jeg jo ikke kan se det selvom jeg er en smule nysgerrig på hvordan du ser ud må jeg indrømme" sagde hun stille og grinte lidt. Hun var ikke så blufærdig som mange ville tro om hende.

Hun smilede stille til Fenrer men hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham for han var jo stadig en fremmed for hende. Men det ville da alligevel være lidt fedt for hende, at kunne få lov til at mærke en kæmpeulv for det var jo ikke så tit man mødte sådan en. "Det skal du som sådan ikke tænke på for du er ikke den eneste som ikke tænker over det normalt, men jeg kan så mærke hvordan folk ser ud og det kan også være en god fordel en gang imellem" sagde Luce stille imens hun var igang med, at lave teen til dem. Hun smilede sødt til ham da ham hjalp hende med, at bære tingene ind til bordet i stuen "Tak for hjælpen" sagde hun stille.
Hun kunne godt fornemme på Fenrer, at han kiggede meget omkring for, at vurdere hvor han kunne forvandle sig. Hun kunne ikke helt fortælle ham det fordi hun vidste jo ikke hvor stor sådan en kæmpeulv var og havde lidt svært ved, at vurdere afstanden imellem tingene.
Da han forklarede hende, at han ikke rigtigt kunne tale når han var i sin rigtige form som han kaldte det gav det god mening for hende for det kunne hun heller ikke dengang hun kunne forvandle sig til drage hun kommunikerede også kun ved hjælp af nik og rysten med hovedet, men kunne dog også kommunikere igennem tankerne når hun var i sin drageform, men som var kunne hun ikke det længere, men hun havde det sådanset også fint nok med det da hun jo var blind og ikke kunne se hvor hun fløj osv. "Det giver god mening og det at du giver de der lyde som ja og nej er fint" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Hun stillede sig ved lænestolen som han bad hende om.
Hun nikkede blot til hans kommentar om, at det kunne knase lidt. Hun smilte dog lidt for sig selv for det var ikke meget anderledes når dragonlycans forvandlede sig til drager for det larmede meget mere voldsomt og lød som om knogler blev knust.
Hun kunne godt mærke og høre, at han forvandlede sig. Hun fornemmede tydeligt, at Fenrer var blevet større, men også måden han trak vejret på lød mere anderledes. Hun rakte sin hånd stille imod ham og ramte hans pande. Hun kørte sin hånd roligt rundt på hans hoved "Du har en virkelig blød pels" sagde hun stille imens hun lod sine hænder køre rundt på hans krop. Hun var blevet lidt overrasket over, hvor stor han var blevet og alligevel ikke helt for det sagde jo sig selv, at han ville blive stor da han var en kæmpeulv. Hun lod sine hænder udforske hans krop stille og roligt og ramte hun nogen steder som Fenrer ikke kunne lide forventede hun, at han på en måde ville fortælle hende det.

Fenrer holdte sin opmærksomhed på Luce som hun vandrede omkring ham. En varm fornemmelse spredtes i kroppen. Det var rart at lade hende se ham, som om han gjorde noget godt. Halen begyndte at logre let, ganske instinktivt. Han vidste ikke helt om han burde bevæge sig så meget. Hun var så lille ved siden af ham nu, og han var lidt bange for at gøre hende utryg. Han gav et par glade lyde fra sig, uden nogen takt til sig, så hun ikke skulle tro at han prøvede at tale til hende, når hun nu ikke havde spurgt om noget. De store øre fulgte hende hvor hans øjne ikke gjorde det, opmærksom på den ellers rare berøring. Hun virkede til at få sig et overblik. Han var stille for ikke at stoppe hende. Han forstod pludselig hvorfor hunde nød når deres ejere kælede dem.

Lagde forsigtigt halen omkring hende da hun havde passeret hans flanke. Det var en lille tilkendegivelse af at han var tryg ved hende. Han lod selvfølgelig halen dumpe ned, da hun gik videre. Han satte sig da hun atter nåede hans hovede, ganske forsigtigt. Han ville gerne vise hende mere, men vidste ikke helt hvad. Lagde den ene pote, der let kunne dække hendes ansigt, op så hun kunne mærke den.
Han var lidt underligt trist over at hun ikke kunne se de blå, enorme øjne, som folk ellers kommenterede så meget på. Han logrede alligevel, for han følte sig stadig glad for at kunne gøre dette for hende. Han lod hende gå omkring og mærke ham en lille stund. Han føjede sig hvor der var brug for det.

Da Luce var færdig med at danne sig et blik af ham, og slap ham, skiftede tilbage til sin menneskelige form. De højlydte knas og andre lyde, hørtes igen i huset og kort efter var Fenrer tilbage i sin menneskelige krop.
Han rejste sig og rystede armene lidt. Det var ikke nemt at skifte form så hyppigt som han havde gjort det her til aften. Han gav et støn fra sig, efterfulgt af et af hans godhjertede små grin "Jeg håber du fik set hvad du ville? og hvis du har nogen spørgsmål, så skal du bare sige til"
Han trådte frem. Han satte en hånd i nakken og kløede sig lidt eftertænksomt "Jeg tænkte lidt på noget du sagde før og.." Hånden faldt ned og en kort letter undslap ham igen ".. Du er hjertens velkommen til også at se mig i denne form også"
Efter den lille frem og tilbage angående hans nøgenhed, var han ikke helt klar på om han sagde noget upassende, men til Hel med det. Han lænede sig hurtigt indover bordet, hvor han fik sig en tår af sin te, og derved gav Luce lidt mere tid at svare i. Fenrer stillede koppen tilbage på bordet, hvorpå han trådte frem med lydbare trin og stillede sig over foran Luce med et smil og en munter tone i den lidt drillende og kække stemme.
"Medmindre du er bange for et menneske mere end en ulv? En sjælden men klog egenskab"