Animals alike... (Daniella)

Tid: Formiddag.
Sted: The oasis's midte.
Omgivelser: Et lille vandhul, og og noget græs. En bunke tøj, inklusiv en økse siddende i et bælte.
Vejret: Stille og roligt.

Sajro var ude at jage i denne lille oase, ikke et sted han normalt tog sig sammen til at besøge, men han ahvde lyst til at komme væk fra den vante skov, som han altid havde været så vant til at besøge, så hvorfor ikke bevæge sig derud, det var jo et sted han ikke kendte særligt godt. Han vidste dog at det ikke var mange der bevægede sig derud, fordi det var en slem ørken man skulle igennem først.

Da han vidste at der ikke var mange mennesker der besøgte stedet, havde han beslutte sig for at han godt kunne jage i varulveform. Han havde derfor taget sit tøj af og lagt det pænt i en bunke med øksen liggende oven på. Han havde derefter forvandlet sig, og var taget ud for at se om han ikke kunne fange noget. Han havde dog ikke været heldigt med at finde noget interessant, som han gad at spise, så han vendte bare tilbage til vandhullet.

Han ankom til vandhullet, og forventede ikke der var nogen når han ankom, så han gad ikke forvandle sig tilbage inden han vadede ind i oasen.

Daniella fløj roligt frem, mens hun mærkede luften i sine fjer. Hun elskede at flyve, se verden fra oven af og hvor små folk bliver. Selv dem hun mente var høje og store blev nu kun på størrelse med en myre. Hun fløj stille og roligt og have sit tøj i kløerne. Hvis folk kiggede op, ville de tro de var sindsyge, fordi der fløj en svane over dem med tøj i kløerne. Hun slog med vingerne i en rytmisk bevægelse. Op, ned, op, ned. Hun kunne høre sine vinger slå mod luftstrømmende mens hun kæmpede sig roligt vej over mod oasen. Hun var lige i humør til at være i oasen, da hun ik havde været der i et stykke tid.

Hun fløj hen over vandhullet og så noget tøj på jorden, men der var ingen i nærheden, så hun valgte at lægge det fra sig. Daniella lod sig dale ned mod vandet og smed tøjet tæt på breden, men heller ik så tæt at det ville blive vådt. Hun landede på jorden ved siden af og rettede lidt på tøjet med næppet, hvilket var virkeligt besværligt. Da hun var tilfreds vraltede hun ud mod vandet og lod sig flyde ud på vandet. Hun brugte sine svømmefødder til at komme længere ud på vandet og da hun mente hun var rigeligt langt ude stoppede hun. Hun kiggede ned i vandet og kiggede efter fisk. Hun var lidt sulten og slog hovedet ned, men missede den første fisk. Hun kiggede rundt omkring over sit næb og dykkede ned endnu engang. Den her gang fik hun bid og kom selvtilfreds op til overfladen. Hun svang lidt med fisken og sørgede for at den gled ned gennem halsen. Tilfreds lagde hun hovedet under vingen og slumrede en smule, indtil hun hørte portetrin og kiggede rundt. Der kom en stor ulv over mod vandhullet og hun var glad for at hun sad midt ude på vandet, så ulven ik ville æde hende. Daniella holdte dog et vågent øje med den.

Den store varulv kom gående stille og roligt ind mod vandhullet, og færten af fugl kunne ikke lade være med at være gennemtrængene men samtidigt med det, var der noget over duften der gjorde at han var ret sikker på at det ikke var noget normalt dyr. Han stoppede op ved tøjet der lagde på kanten, og kiggede på øksen som stadig lagde der. Det der nok var mest slående ved denne varulv, var at den havde en læderrustning på, med et stort ulvehoved indgraveret i.

Varulven stoppede op og kiggede bare meget intenst på fuglen der flød rundt ude i vandet. Han havde ikke tænkt sig at forsøge sig med at spise den, fordi den virkede ikke som andre fulge, og så var fugl bare heller ikke det han havde mest lyst til at spise. Fjerene sad ofte fast i tænderne og de smagte heller ikke af så meget. Den stod bare og kigggede på fuglen, stående godt og vel omkring 2.5 meter høj.

Daniella så på ulven mens den bare sad der ved breden. *Hvad gør jeg?* Tænke hun lidt skræmt. Hun kunne jo skrifte form tilbage til menneske, men der var noget over ulven der sagde hende, at det ik var nogen normal ulv. Hun svømmede over mod sit tøj som lå i den anden ende af søen, heldigvis, med tankerne strømmende rundt i hovedet. Hvem, hvad, hvordan? Hun rystede let på hovedet og vendte så ansigtet tilbage til ulven på den anden bred. Daniella synes hun så noget i ulvens øjne, en form for inteligens, som ulve normalt ik skulle have. Men hun kunne jo tage fejl, da der var en længere afstand.
Hun begyndte at mærke svanens arogance flyde igennem hende, som hun altid gjorde når hun var en svane. Trangen til at vise sig var meget stor, men Daniella ville ik lade dyrets instinkter overtage hendes handlinger, men hun ville gerne ud af kniben nu. Hun valgte at det ville være bedst at forvandle sig til menneske, for ulve de ville normalt ik mennesker noget, især når det er en ene ulv. *Tænk hvis den er lige som mig* Tanken var lidt skræmmende, at det måske var et menneske bag de øjne, men hun var jo selv et bevis på at det kunne ske. At man ik altid kunne stole på dyrene i naturen.
Daniella koncentrede sig om sin normale skikkelse, og begyndte at mærke hvordan hendes krop ændrede sig. Hun havde gjort det så tit, at hun var begyndt at vænne sig til smerte, så udbryd kom der ik nogen af. Når hun skiftede form så hun intet, det hele var sort. Men hun kunne dog mærke fjerene trække sig ind i kommen, og der gik en gysen gennem hendes krop da den ik havde det beskyttende lag. Hendes knogler blev længere og kraftigere og snart stod hun i sin menneskelige skikkelse med ryggen mod ulven.
Hun blev hurtigt mindet om at hun ik havde tøj på, da hun mærkede luften omkring hende. Solens skinnen på hendes halvblege hud, fik det nærmest til at se ud som om hun lyste af energi indefra. Hun bukkede sig hurtigt ned og fik fat i den kjole hun havde med og trak den over sit hovede og satte den på plads. Kjolen var lang og rød med et fint mønster på overdelen. Hendes har hang selvfølgelig løst da hun ik havde noget at sætte det op med. Hun vendte sig rundt og kiggede over på den anden bred hvor ulven skulle stå, men problemet var bare, at der ik stod nogen ulv.

Han hold øje med svanen, mens den begyndte at ændre sin krop fra at være ne fugl, til at være et menneske. Han vidste derved godt hvad det var han stod overfor, og det gjorde det lidt nemmere at forblive i sin egen form, da personen nok bedre kunne forstå hvordan det så var at være dyr og menneske, som de jo begge var. Han havde bare ikke helt den samme kontrol som hende.

Han gjorde det han altid gjorde når han var overfor en kvinde, som var nøgen og der ikke var nogen grund til at han skulle se det, han vendte sit blik væk fra hende. Han vidste at nogen kvinder fandt det irriterende at han gjord det, men han gjorde det af ren og skær respekt for andre. Det var dog ikke noget der gik ham på.

Han ventede lidt endnu, og stod ellers bare og kiggede ned på sin bunke af tøj, mens hun stod med ryggen til ham.

Daniella stod og så på noget der lignede en mand, som var dækket af hår og havde en rystning på. Hun forbandede så for femte tusinde gang, sit dårlige fuglesyn. Det var ik første gang at fugleøjnene havde drævet gæk med hende. Hun havde en gang fløjet ind i et træ fordi træet var omgivet af træer og derfor var usynlig. Eller det synes hendes fugle øjne ihvert fald. Hun kiggede mere indgående på manden ovre på den anden bred, og så at han kiggede væk.
*Kiggede han slet ik herover?* Tænkte hun forundret. Det havde hun da aldrig prøvet før. De drenge som havde accepteret hende som den hun var havde altid skulle smugkigge hver gang hun skiftede form. Hun rettede hurtigt på kjolen, sådan at den sad fint og kiggede igen over på ham. Hun mandede sig op og sagde så lidt meget højt, så hun var sikker på at han hørte det på den anden side.
"Undskyld, jeg havde ik set at der var andre her i nærheden." Hun kiggede over og ventede lidt på en reaktion. *Mon han kan tale* tænkte hun undrende.

Da hun begyndte at tale til ham, vendte han sig roligt om mod hende, stadig uden at skifte form, da han godt kunne snakke selvom han var i varulve form. Det var ikke det nemmeste men det var muligt. Han havde derfor ingen grund til at lade være med at være i den form, han følte sig mere fri end nogensinde før. Han havde det derfor meget godt med den form.

"Det er i orden. Forventede ikke selv andre."

Hans stemme var meget berørt af at være i den form, så stemmen var meget grynet og grov når han talte. Den burde dog være forståelig for de fleste. Det var derfor at han ikke skiftede form.

"Hvad bringer dem gennem ørkenen?"

Daniella undrede sig lidt over hvad han var. Var han en varulv eller var han født sådan. Hun havde hørt om mærkeligere ting end lige at blive født med pels. Men hvis han var en varulv, hvorfor skiftede han så ik form. Hun satte sig ned på en stub der lå ved breden og satte fødderne i det kølige vand.
Hun så rundt omkring. Hun kunne godt lide vandhullet, hun kom der en gang imellem. Da han begyndte at snakke løftede hun hovedet med et ryk. Hun havde ik forventet at han ville svare, men da han svarede og så med den stemme, så blev hun lidt overrasket. Hun skulle virkelig anstrenge sig for at høre og forstå hvad det var han sagde, men hun forstod det i sidste ende.
Hun smilede over til ham og sagde højt "Jeg elsker at komme her. Det er dejligt afslappende og så er det væk fra byens larm." *Men også fordi man ik rigtig har nogen steder at være lige pt.* men det behøvede han jo ik at vide. Hun kiggede ned i vandet og så fiskene svømme rundt og så løftede hun hovedet endnu en gang. "Hvad med dem?" Spurgte hun venligt.

Han lyttede til hvad det var hun sagde, og det var på ingen måde svært at høre hvad der var hun sagde. Han havde nogle gange lagt mærke til at han kunne gå hen og blive ret så træt af sine gode sanser, så han greb sit tøj og trak så godt på han kunne, og forvandlede sig så tilbage, mens han hurtigt trak bukserne helt på, og smed så rustningen mend han begyndte at tage skjorten på.

"Bare for at slappe af, og muligvis jage lidt."

Han smilede venligt til hende, som han altid gjorde overfor andre folk.

Daniella kiggede over på ham, og da hun så at han begyndte at tage sit tøj på, eller så godt som han nu kunne i den skikkelse han var i, valgte hun at det var hendes tur til at kigge væk. Det var ik noget hun normalt gjorde. Faktisk elskede hun at smug kigge på de andre fyre, i sær dem der var af samme race som hende, men nu havde han jo været så venlig ik at kigge mens hun skiftede, og hun så det kun retfærdigt at hun gjorde det samme. I stedet rejste hun sig op, trak en smule op i kjolen og vadede så ud i vandet. Hun gik ik så langt ud at det blev for dybt, eller hendes kjole blev våd, men af en eller anden grund kunne hun godt lide at være i vandet.
Hun elskede fornemmelsen af ren, selvom hun ik var så vild med vandet som sådan. Hun kunne godt undvære det, hvis det ik var fordi det var den eneste måde at blive ren på. Det var også derfor at hun ik gik ret langt ude. Hun følte svagt konflikten i hendes indre, og hun gik ud af vandet igen, da hendes tiger instinker tog over, om at vandet var farligt. Hun hørte ham snakke bag sig og hun vendte sig rundt med et smil.
"Og fik du så fanget noget?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde aldrig selv jaget ude ved oasen, da der ik var så mange spændende dyr derude, men det kunne da være at varulven var mere heldig. "Mit navn er forresten Daniella!" Sagde hun med et smil, selvom hun var lidt i tvivl om at han ville se det.

Han vendte sig helt om mod hende igen, da han havde fået skiftet tilbage igen. Han kiggede mode hende, og valgte så roligt bare at svare hende, med den stemme han ofte svarede folk med, når han lige havde mødt dem.

"Nej ikke rigtigt, jeg fandt mange dyr der var mulige, men det var nu ikke lige det jeg havde lyst til."

Han blev meget chokeret over at hun fortalte ham hendes navn, det var ikke ligefrem det folk gjorde så ofte. Han bukkede pænt for hende, og svarede hende så på hvem han var, da det var det eneste rigtige at gøre.

"Sargonis til deres tjeneste, Fru Daniella."

Daniella nikkede. Hun vidste godt hvilke dyr der var ude ved oasen, og det var ik altid at det var lige spændende. Hun gik hen til den samme stub og satte sig ned. Hun så op mod himlen og så skyerne bevæge sig og hun kunne ik lade være med at smile. Himlen var så stor og åben, den kaldte nærmest på hende.
"Nej, jeg ved hvad du mener. Personligt synes jeg ik at dyrene herude er værd at jage. Jeg kan bedst lide at jage i skovene. Der flere variationer og større udfordring." Sagde hun med et smil. Hun lænede sig lidt tilbage på hænderne og fortsatte med at se op mod himlen. Der var få plysede skyer hist og her, men ellers var det en blå himmel.
Hun rettede sig op og så over på ham, da han sagde hans navn.
"Frøken," rettede hun ham. Fru var kun til kvinder som var gift. "Men det behøver du ik kalde mig." sagde hun ligeud. Daniella havde aldrig været god til det med formaliteter, og den smule hun havde brugt over for Sargonis, var det længste hun nogensinde havde gjort.

HAn kunne godt forstå hende, og han plejede jo også selv at jage i skovene, men han ahvde lige villet prøve noget nyt, men det var nok ikke ligefrem her han ville forsøge sig med at jage igen. Han var ikke ligefrem typen der kunne gå længe uden at spise, og derfor gjorde han ikke så meget i det, med ikke at jage dyr, som han godt gad at spise.

"Ja der er jeg enig, sådan en god bjørn er nu så dejlig morsom."

Han smilede lidt over det hun sagde med at det skulle være frøken, og det vidste han da også udemærket, at fru kun var til gifte kvinder eller enker. Han sagde det af ren og skær respekt for ikke ved et uheld at komme til at hentyde at han ikke troede at hun kunne skaffe sig en mand, og derfor kaldte han hende fru.

"Okay. Jeg ville ikke kalde dig frøken da det kunne tages som at jeg ikke mente du kunne finde en mand."

Hun kiggede over mod ham og lod sit hovede falde ned på den ene skulder. Daniella var ik selv vild med bjørne. Hun var ik ude efter kampe, men hun ville have en konkurance. Hun smilede glad over tanken om at løbe igennem skoven, især når hun er i sin ynglings form, en snetiger. Hun er altid tiger når hun skal jage eller bare til hverdag, men hvis hun skal rejse langt så er det tit at hun vælger at være en fugl.
"Bjørn ik ik lige det jeg helst vil fange, de kæmper for meget imod." Sagde hun med et smil, og man kunne munterheden i hendes stemme, "Nej gi mig en sød då at jage" hun smilede lumsk, "Gi mig en udfordring at jage, løbe efter den gennem skoven. Lade den tro den er kommet væk, men jeg fanger den til sidst!" Der kom en længselsfuldt udtryk i hendes ansigt og man kunne svagt høre det i hendes stemme.

Da han snakkede om at det var fordi han ik ville fornærme hende, eller det at hun ik havde en fyr, kunne hun ik lade være med at le.
"Det må du undskylde," sagde hun og lagde sine hænder over sin mund. "Undskyld, det var ik meningen at begynde at grine." Hun rystede latteren af sig og kiggede undskyldende over på ham. "Bare fordi du kalder en frøken, betyder det ik at du tror, de ik kan finde en mand. Og desuden er jeg lidt for ung til at være gift endnu"

HAn kunne enligt godt forstå at hun hellere ville have en då at jage, noget der var hurtigt og hvor det var selve jagten der var udfordringen ved jegten. Han var selv mere typen der gerne ville have udfordringen når han skulle ind i selve kampen, og så det med at opleve at få såre, og blod ud over sig, det kunne han godt lide.

"Ja jeg elsker så bare at få blodet ud over mig, og måske også selv få nogle sår."

Han tænkte lidt over det hun sagde, og han kunne da godt forstå at hun undskyldte, selvom det var lidt sjovt. Det med at man bare fordi han sådan tog det som at man ikke kunne finde en mande vidste han da godt, men han ville bare sikre sig at det ikke kom til at ske ved en misforståelse.

"Jeg ved det, men bare for at der ikke sker misforståelser inden for det. Jeg vil da sige at med dit udseende og personlighed ville det ikke overraske mig hvis du havde en mand."

Daniella kunne ik lade være med at ryste lidt på hovedet. Det lød ik særlig behageligt at blive dækket i blod. Hun havde aldrig rigtigt brudt sig om det helt store blodbad. Men det var måske fordi hun var lidt for sød. Hun kiggede ud over sletten og sukkede svagt.
Hun lænede sig tilbage, da hun ville nyde den svage sol, men havde fejl bedømt afstanden på stubben og faldt bagover og ned på jorden. Det lød et højt bump da hendes hovede ramte jorden. Hendes lår lå op af stubben mens det højre ben var bøjet ind over stubben. Det venstre stak lige op imod himlen. Hun tog langsomt hånden op til hovedet og lod sit venstre ben falde ned til det højre.
"Auv!" Sagde hun svagt og prøvede på at komme op, hvilket ik gik så godt. Hun opgav hurtigt og blev liggende på jorden og kiggede op mod himlen.
Den måde hun lå på gjorde ondt i nakken, men hun fik en lille følelse af at være spærret inde eller gemt væk og på en måde kunne hun lide det, på en måde kunne hun ik.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt da hun væltede ned bag ved stubben, men han skyndte sig over til hende, så snart han kunne se at hun ikke nød det særligt meget, og at hun udbrød pågrund af smerte, skyndte han sig lige en smule mere. Det var meget vigtigt for ham, at nå over at hjælpe hende, da han forsøgte at være venlig og god ved de fleste han mødte.

"Har du brug for en hånd mylady?"

Han stak en hånd ned til hende for at hjælpe hende op, hvis hun altså ville tage imod hans hjælp, og det var alt han havde at gøre lige der, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige til hende, og det var meget sjovt at se hende ligge der, men også synd for hende, da han kunne se hun ikke selv kunne komme op, og hun følte sig måske hjælpeløs, hvilket absolut ikke var særligt sjovt.

Hun lå og kiggede op på skyerne da en hånd kom ind i hendes synsfelt. Hendes øjne fulgte armen og så at det var Sargonis der havde stykket en hjælpende hånd ud mod hende. Hun rynkede irriteret brynene, da hun normalgt ik bad andre om hjælp. Hun ville helst klare sig selv, ligesom hun havde gjort siden den dag hendes familie blev dræbt/ taget til fange. Men hun kunne godt selv indse at hun sad i en kattepine, som hendes evne ik kunne hjælpe med.
Hun forbandede kort at hun ik havde fået bedre styr på sin evne endnu, så den eneste måde at komme op på, selv, ville være at skifte form. Det ville hun helst ik gøre når der var nogen der stod så tæt på. Ik fordi hun var genert når hun skiftede form, men mere fordi at det fik hende til at føle sig som en freak. Ik fordi hun ik allerede var det, men fornemmelsen styrkede sig bare ved at ændre form når nogen stod ved siden af hende. Da hun ik kunne se en anden udvej end at modtage hans hjælp, sukkede hun opgivende og tog hans hånd.
"Ja, jeg kunne godt bruge noget hjælp." Sagde hun lidt opgivende og hun mærkede svagt at blodet steg hende til hovedet.

Han hjalp hende op at stå, da hun havde sagt at hun godt kunne bruge noget hjælpe fra ham, og det var da egentligt underligt og en smule morsomt at hun var væltet på en måde som gjorde at hun ikke kunne komme op igen. Det var ikke noget der skete så tit, men derfor skulle hun jo ikke bare blive liggende.

Han kiggede hende lidt i øjnene da hun stod op igen, for at se hvilken type hun var, og det var dog meget morsomt at se hvad man kunne finde ud af ved at kigge en anden person i øjnene, dog vidste han ikke helt hvad han skulle forvente eller hvordan han skulle fortolke det han så i hendes øjne.

"Du må passe på dig selv..."

Daniella lod ham trække hende op og stå og da hun kom op, var der en lille usikkerhed, da hun var lidt svimel efter at have slået hovedet. Hun fik dog hurtigt stabiliseret sig selv og trak roligt sin hånd til sig.
Hun kunne godt se at han morede sig lidt og hun kunne da godt selv se at den situration hun endte i, var lidt komisk. Dog ville hun ik selv grine, da hun stadig havde lidt ondt i nakken og hovedet. Hun lod sin hånd gå op til hovedet hvor hun havde slået sig, og mærkede en lille bule der. Hun sukkede svagt og var lidt opgivende. *Så meget for at være et skræmmende shapeshifter. Kan ik engang sætte sig på en stub uden at falde bagover og slå sit hovede.*
"Tak for hjælpen sagde hun med et smil og det var først der at hun lagde mærke til at han kiggede hende i øjnene. Hun fik en lille ubehagelig følelse, da ingen havde set hende i øjnene før. Hun rødmede lidt over at han kiggede sådan på hende og så det han sagde.
"Det gør jeg normalt også. Jeg ved ik lige hvad der skete." Sagde hun lidt opgivende.

Han smilede venligt til hende, mens han hjalp hende op. Han slap let hendes hånd da hun trak den til sig igen, fordi han ikke ville gøre noget hun ikke ville ahve han gjorde. Han ville havde det skidt med at gøre noget overfor hende som hun ikke brød sig om. Han syntes faktisk det var lidt sjovt at han var sådan overfor fremmede mennesker, da han jo ikke ligefrem havde haft nogen til at lære ham det.

"Altid til tjeneste."

Han smilede og kiggede hende stadig i øjnene, men kun en kort tid mere inden han ikke kunne finde mere han kunne finde ud af om hende ved at se hende i øjnene, og derfor var der ingen grund til at stå og holde hendes blik længere.

"Nej vi har vel alle sammen de dage hvor tingene bare ikke går helt som planlagt?"

Han kendte det selv, selvom det var sjældent at han gjorde fejl, men når det skete endte han også ofte i en seng med halvdelen af kroppens knogler brækket og vreden rundt.

Daniella lagde sin hånd på den ene hofte og løftede forvirret øjenbrynet. Hun kiggede lidt på ham og så så væk og ud mod horisonten. Hun trak sig rolig og stille en lille smule tilbage. Hun vidste ik rigtigt hvad hun skulle gøre, sige eller om der var en bestemt måde at reagere på. Hans venlighed var bare for underlig, så... nyt. Hun drejede helt, så hun stod med fronten mod horisonten.

Hun rystede afvigende på hovedet og kiggede skævt over på ham. *Altid til tjeneste? Hvad vil det sige?* Hun valgte dog ik at sige noget, da hun ik ville være uhøflig over for ham. Han havde jo været så venlig imod hende, så kunne hun jo ik scare på den måde. Men hun vidste så tilgengæld heller ik hvad hun skulle svare så hun smilte bare lidt nervøst til ham.

Hun smilede lidt af det han sagde. Han havde vel nok ret i at alle havde sådan nogle dage.
Hun drejede rundt så hun stod ansigt til ansigt med ham igen. Hun var ik sur, hun var ik glad. Hun ville bare have at vide hvad der foregik.
"Hvorfor er du sådan overfor mig?" Spurgte hun lige ud. Hun lød ik vred. Hendes stemme var nærmest toneløs. Hun ville bare have nogle svar. "Hvorfor er du så venlig?"

Han kunne godt forstå hun vendte sig væk fra ham, han var vant til at folk gjorde det, og efter at hun havde set ham i varulveform, var det ikke overraskende at hun kunne være lidt bange for ham, fordi det var jo ikke det mest hyggelige og nuttede syn hun havde set. Han var jo ikke bare en varulv, nej han lignede ifølge mange mere en blanding mellem en varulv og en dæmon.

Hendes spørgsmål, kom lidt bag på ham og han smilede bare til hende, fordi hvorfor skulle han ikke være venlig over for hende, hun havde jo ikke gjort noget overfor ham der gjorde at han havde grund til at være dum over for hende.

"Hvorfor skulle jeg ikke være venlig? Du har jo ikke gjort noget så du fortjener fjendtlighed."

Daniella så ham smile til hende og hun faldte lidt mere til ro. Men da hun hørte hans svar fnøs hun hånligt.
"Det har i hvert fald ik stoppet andre." Sagde hun før hun nåede at tænke over det. Det var slet ik meningen at hun ville have sagt det højt, men der stod hun. Inde midt i oasen, sammen med en mand hun kun kunne navnet på og hun havde allerede sagt noget hun fortrød. Hun slog sig for panden og man kunne høre klasket over på den anden side af søen. Det var virkelig ik hendes dag idag.

//Sorry, ingen krea lige nu :/

Han kunne ikke lade være med at mærke at hans smil falmede lidt ved hendes ord, ikke fordi de overraskede ham men mere fordi det var jo sådan han var blevet opdraget til at være engang for lang tid siden den gang havde han jo ikke vidst noget om hvordan andre var, og derfor skulle alle andre end kultens medlemmer dø når de kom tæt på.

"Ja, sådan er der jo mange der er, men det er forkert man skal se det positive og mulighedern før man ser det negative og restriktionerne i en anden person. Derfor er jeg venlig over fro nye mennesker indtil de giver mig grund til andet."

Han stod bare og kiggede på hende, og han trådte langsomt tættere på hende, frodi han ikke kunne se nogen grund til at hun skulle stå og slå sig selv, det var jo alt ford umt hun havde jo ikke gjort noget der var sumt.

"Hey ingen grund til at de skal stå og slå dem selv."