Nyt job, Nyt Liv, Ny fremtid - Sean

At have en skrædder var simpelthen blot mere praktisk, end ikke at have en. I stedet for at skulle gå ned i byen og bestille et arbejde, skulle han blot gå til den anden ende af borgen nu. Det sparede tid - tid der kunne bruges på arbejde. Også selv om han til stadighed satte pris på sine små pauser fra arbejdet.
At det havde været faderen til et barn, der havde søgt stillingen på vegne deraf, betød intet. I denne verden var det manden der tog sig af den slags, mens kvinden skulle blive hjemme og være god. Ikke at Sean gik op i den slags. Han satte pris på viljestærke personer, der kæmpede for og gjorde som de havde lyst til. Individualiteten var noget Sean brød sig om, så at denne skrædder skulle have sin egen personlige smag var kun spændende. Hvem gad ligne alle de andre? Specielt Sean, der jo på alle måder skilte sig. Med sin styrke, med sin magt, med sin intelligens og evner. Sean havde ikke få tanker om sig selv, men det bedste var at det hele var sandt. Hvem kunne bekæmpe ham? Individer, der kunne have succes i det, kunne tælles på en hånd!
I en ærlig kamp, selvfølgelig. Sean levede i en konstant fare for lejemord. Folk der ville snige sig ind på en.

Denne dag havde han været mange steder i byen, da han sjældent sad stille for længe ad gangen. Som regel trak han det første og bedste på han havde - og det meste af det var altid i sorte farver. Det var mest praktisk på den måde. Sort blev ikke så hurtigt beskidt og han kunne bruge det både til stillingen som hersker og klanleder. Men han havde også sommertøj i lysere farver. Lysebrun, hvid, cremet. Sort var for varmt, på varme dage.
I dag havde det været en kombination mellem nogle sorte bukser, en hvid skjorte og en mørk jakke ud over.
Han var ankommet til borgen for lidt tid siden og havde diskuteret nogle ting med en rådgiver, da det gik op for ham at han risikerede at komme for sent til sin aftale. Det var på tide at se hvad denne skrædder kunne levere. Det ville måske også være en fin afslutningen på dagens arbejde, da han kunne gå hjem bagefter.
"...Og der kan vi have forårsfesten, for Elona'dal, Herre...."
Sean vinkede en anelse træt med den ene hånd og placerede den på skulderen af hans rådgiver....Rådgiveren af religiøse sager. Noget mere ubrugeligt skulle man lede længe efter.
"Det er fint. Nu må du virkelig have mig undskyldt!"
Rådgiveren havde fulgt efter ham fra Seans arbejdsværelse og nu, næsten hele vejen hen til skrædderen. Rådgiveren forstod endelig hentydningen og sænkede hovedet i respekt, mens Sean ilede væk.

Derfor ankom han alene til skrædderen. Han bankede let på døren, men når det kom til stykket ejede han det hele alligevel, så uden at vente videre åbnede han døren og trådte indenfor.
"Godaften"

Det var ikke som sådan for Angel var stresset, men hun havde ikke helt styr på hvornår Sean ville komme, men hun ville gerne bare have styr på værelset, altså så meget hun kunne nå, inden han ville komme, for hun ville have at han havde det billed af hende at hun var et rodehoved og ikke havde styr på noget som helst! For fet havde hun, hun hørte dog skridt uden for døren, da det passede med hun havde fået ordnet tingene, der var stadigvæk lidt rod men ikke meget, hun gik over til døren som der blev bankede på for at stå klar, hun najede pænt som han kom ind i rummet ”Min Herre” Sagde hun mens hun najede pænt for Sean.

Hun smilede stort til ham ,hun havde jo ikke som sådan endnu været på alene hånd med Herskeren, så hun var også en anelse nervøs for at begå fejl der ville koste hende dyrt. ” Som de ønskede har jeg lavet et sæt mere almindeligt men stadigvæk pænt tøj til dem” Sagde hun og prøvede inderligt at styre sin nervøsitet, hun håbede bare inderligt at han ville kunne lide det, det var ikke noget pang eller sådan noget, men anderledes end det almindelige mennesker ville går med, men stadigvæk neutral som muligt. Da hun var blevet bedt om det. Angel gik hen til selve tøj, der lå pænt på det ene bord hun, prøvede virkelig at holde styr på sine hænder da de rystede, det var virkeligt ikke sjovt, men hun gjorde sit bedste for at holde styr på nervøsiteten. ” jeg håber inderligt De kan lide det Herre, jeg har gjort som De bedte om” Sagde hun og rakte ham tøjet, der var lagt pænt sammen. ” kunne De tænke Dem at prøve det? Sådan at jeg kan se om der skal laves lidt om på det? De må gerne klæde om bare skjuleren der, hvis de vil” sagde hun og smilede, der stod sådan en træ væg, man kunne flytte rundt på og som gjorde man kunne prøve tøjet uden at skulle stå foran Angel og gøre det.

Seans blik gled over rummet et øjeblik. Han var ikke hos en skrædder ofte, selv om det de sidste par år nok alligevel havde været oftere end de fleste. Han købte som regel sit tøj i bunker, så han ikke skulle møde op for ofte. Sean så generelt tiden, han brugte hos en skrædder, som tid der kunne bruges andre steder. Mode var ikke noget han gik meget op i, selv om han alligevel ejede tøj, der udstrålede den magt han havde.
Og så en engel...
Hans blik gled over til Angellina. Engle kunne genkendes, for de udstrålede en eller anden aura som andre ikke havde. Noget, dæmonen i ham helt automatisk hadede. Men det var ikke det som tingene handlede om i aften og Angellina, som person, var ikke en han havde noget imod. Tværtimod, som en del af hans arbejdsskare, var hun under hans beskyttelse.
"Tak, Angellina" bemærkede han roligt, i stærk kontrast til hendes uro. Den virkning havde han bare på folk.
Opgave nr. 1 havde blot været for at se, om Angellina kunne tilfredsstille hans behov for helt almindelig og neutral tøj. Gode materialer selvfølgelig og den tætte sorte farve krævede også sine ting, men ellers. Som han tog imod tøjet fra hendes hænder, gled hans fingre over hendes bløde hud, på oversiden af hendes hånd. Hans blik søgte hendes og et svagt smil trak i hans mundvige, som han blinkede til hende. Hvis hun stod her med nåle og sakse skulle hendes hænder ikke ryste sådan. Hun burde slappe mere af.
"Jeg prøver det på"

Han var ikke genert. Så blot for at drille hende, måske for at få hende til at slappe mere af, som hun ville lære Sean mere at kende, lagde han tøjet på bordet foran sig. Han trådte ud af sine støvler, løsnede sværdet og begyndte at aftage sit tøj. Som lagene forlod hans krop, afslørede de en muskuløs og bred krop. Der var en del ar spredt ud over hans krop, det værste et knudret et lige ved det nederste af hans ribben, i den ene side. På bagsiden af det ene ben havde han også en tatovering, men den var utydelig og de fleste ville næppe bemærke den. Den ene skulder bar også stadig præg af et nyligt sår Sean havde haft, selv om sårene var små og mere det sidste, der var tilbage, før et sår var helt væk.
Ligeglad med om han gjorde Angellina forlegen, greb han først bukserne. Hånden gled over materialet, før han prøvede trak lidt i det. Så tog han dem på. Efterfulgt af trøjen. Angellina havde fået lov til at tage nogle mål, inden hun begyndte og han var overordnet set tilfreds, men bukserne var en anelse for lange og trøjen lidt for løs. Han startede dog ud med ikke at sige meget, som han vendte sig om mod hende.
Dette var også for at se hvad hun kunne. Ville hun påpege noget der manglede?

Hvem ville ikke være nervøs? Nå de stod overfor en opgave der skulle sikre dem et godt job? Og så endda et job hos Herskeren! Det var ikke lige frem fordi ingen ville være nervøs! Nogen ville nok være mindre nervøs end Angel, for hun var bogstavligtalt skide nervøs! Hun så på ham som han sagde tak, Hun nejede blot endnu engang og sagde " Så lidt min Herre" sagde hun og rakte ham tøjet, Da hans fingre gled over hendes bløde overside af hånden, stivnede hun panisk, han havde lige rørt ved hende! Det her begyndte at blive farlig, det var hun helt sikker på. Bare han ikke ville gøre hende onde ting, for hun var trosalt en engel og skulle passe på hvad hun gjorde, men det virkede bare heller ikke til at han ville gøre hende noget. Deres øjne mødtes kort, hun var nervøs. Men prøvede virkeligt at holde sammen på sig selv.

At han ville prøve tøjet havde hun regnet med, men at han lige frem ville gøre det foran hende, det havde hun på ingen måde tænkt over! Hun havde aldrig set en mand uden tøj på, men som han allerede var begyndt at tage tøjet af svarede Angel. " Min Herre, de...." hun tav, hun var tog for ord, og KNALD rød i hovedet, hvor hun måtte vende sig væk for ikke at kigge for meget på ham. Hun var ikke god til dette! Altså særligt ikke når det var selve Herskeren som valgte at skifte tøj foran hende. Hun besluttede sig for at INGEN! skulle vide at dette var sket! Hvad ville de ikke tænke om hende? altså de andre fra byen. Hun ventede til han var færdig med klæde om før hun vendte sig, hun havde allerede fat i hendes nåle pude, da hun kunne se at bukserne var en anelse for lange og trøjen lidt for løs.
Hun prøvede inderligt at få billederne af Hersken næsten uden tøj på, det var bare virkelig svært for hende. " jeg sætter lige et par nåle min Herre, mere for at jeg kan se bukserne lige skal ligges op og trøje lige rettes lidt" sagde hun, hun prøvede at få mere styr på sig selv, det lykkes også for hende, " Hvad tænker de om sættet min Herre? Kan de lide det?" spurgte hun og mens hun forsat, satte nåle hist og her, med håbet om at hun ikke fik stukket ham.

Sean kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Han havde følt for at drille hende, men ud fra hendes nervøse og fnidrende opførsel, skulle man ikke tro andet end hun var en jomfru der aldrig havde set en rigtig mandekrop før. Det måtte hun vænne sig til. Ikke blot fordi han var incubus, men fordi hun trods alt skulle se ham både med og uden tøj på regelmæssigt. I hvert fald hvis hun ville beholde jobbet. Han sagde intet til det, men morede sig stille over det. Lille uskyldige engel...
Han stod stille, mens hun gik i gang med nålene, så hun ikke ville få stukket ham. Næppe forbi det ville gøre særlig ondt, men man foretrak jo altid at lade være. Desuden havde han vist chokeret hende nok for i dag, så han ville ikke forstyrre hendes rystende hænder yderligere. Han rømmede sig svagt.
"Det er simpelt og af smidigt og blødt materiale som jeg bad om. Ud over størrelsen, som skal rettes til, har jeg ikke meget mere at notere" bemærkede han. Midt i ordene lå der en ros. Tøjet var mere eller mindre som han havde bedt om. Næste udfordring var vel om hun kunne lave noget, der passede til hans offentlige liv som hersker, som også både ville udstråle Seans magt og rigdom, men samtidig være behageligt at have på. PÅ det punkt var Sean lidt ligeglad. Hvis ikke tøjet var behageligt at have på, gik han slet ikke med det. Og jo nemmere det var at tage af og på samtidig, jo bedre. Hans menu taget i betragtning.
"Er du faldet til endnu?" lød et spørgsmål retur.

Langsomt lykkes det Angel mere og mere at få styr på sine hænder der rystede og hendes nervøsitet, ” De må virkelig undskylde min Herre, jeg er ikke sådan vandt til at sy tøj til andre end mig selv, og mine foærldre” sagde hun som hun fik sat de sidste par nåle, hun havde ikke set en rigtig mandekrop før, altså som hun nu så Sean’s. Det var nok det der hylede hende mest ud af den! For han var jo mega smuk! Og det ville ikke give et særlig godt rygte for hende hvis hun begyndte at tænke på ham, eller ”tjekke ham ud” og sådan. Det var jo ikke derfor hun ville have jobbet! ” jeg er glad for at de kan lide tøjet, de kan tage det af igen, men pas på de ikke stikker dem på nålene, jeg får det rettet til hurtigst muligt, medmindre du vil have det på med det samme? Der tager ikke så lang tid regner jeg med” Sagde hun og smilede til ham. Mens hun ventede på at han ville tage tøjet af igen, valgte hun at finde tingene frem til at rette på det der skulle rettes.

Hun så op på ham som han stillede hende et spørgsmål, ” jo det er jeg skam, det er stadigvæk meget nyt, og skal lige lære slottet at kende, jeg fare stadigvæk vild ind imellem, men der er mange søde folk her som hjælper mig.” Sagde hun og sendte ham et stort smil, hun havde lidt svært ved at få billedet af hans perfekte mange krop ud af hovedet, et sted var hun glad for at han ikke kunne se ind i hendes hoved og tanker, for det ville bare gøre hende endnu mere flov og nervøs. ” Jeg er glad for de lod mig få jobbet min herre” sagde hun og sendte ham et stort smil.