Heavy is the head that wear the crown ~ Valerya

Tid: 14:34
Sted: Sunfury Paladset
Vejr: Solrigt
Omgivelser: Varierende
Påklædning: https://i.imgur.com/r8dSJwT.jpg (Ingen økse)

Emnepartner: @Valerya

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det var nu tre uger siden Fenrer og Valeryas bryllup, og Fenrers liv var ikke blevet nemmere. Han fik ikke lov til at tilbringe meget tid sammen med hans syge dronning, men blev i stedet sat i gang med at bestyre Sunfury sammen med det kongelige råd, allerede dagen efter brylluppet. Han blev samtidig bedt om at fortsætte al den træning der skulle klargøre ham på at være konge. Det havde ellers været meningen at Fenrer kun gradvist skulle blive en del af alt dette, efter brylluppet. Når han så ikke var med til at lede landets anliggender sammen med rådet, blev han pisket igennem træning med våben, manere, og meget mere.

Han følte sig vred hver gang han blev opholdt fra at se Valerya. Ikke at der var det store han kunne gøre ved det, for hun sov det meste af tiden, og meget af tiden hvor hun ikke hvilede, var lægen i gang med at sikre tronfølgens overlevelse. Så Fenrer turde ikke blande sig eller protestere, i bar frygt for at han kunne miste sit andet barn. Men hver aften sprang han aftensmaden over og gik direkte op til Valerya. Hvis hun var vågen, sad de bare og snakkede. Selvom det var noget der først var kommet på det sidste, for de første dage efter aborten, havde Valerya ikke sagt et ord, i al fald ikke til Fenrer. Om hun havde sagt noget til lægerne vidste han ikke.

Nu sad han så der igen, i konsulatrummet, med det kongelige råd. De havde siddet og diskuteret om hvorledes de skulle finde en løsning på et en ret godt organiseret bande der havde taget til at røve nogle af de karavaner der kom med varer fra Minotauris, hvilket gjorde at en god del af markedet baseret på rom og urter fra øerne, blødte penge så det baskede. Fenrer benyttede sig af hvad han havde lært i sin træning og rådspurgte hærmarskallen, der foreslog at tilbyde karavanerne vagter på byens bekostning, indtil de kunne lokalisere røvernes tilholdssted, som formentlig var i en af sandgrotterne. Selvom møntmesteren satte sig en anelse til modstand over forslaget, fejede Fenrer ham af med en resolut beslutsomhed.

Fenrer blev efter rådet ført ud til træningsgården, hvor hans træner ventede på ham. Fenrer var i dårligt humør, med alt det der for ham om ørerne og kunne ikke fokusere på håndteringen af hans bastard. Efter en halv time med prygl fra træneren der piskede ham igennem træningen, mistede Fenrer besindelsen og bankede ind i manden, efter adskillige missede slag. Han stoppede dog sig selv som han sad overskrævs på manden, inden han begyndte at tæske løs på ham. Fenrer rejste sig og smed sin hjelm fra sig på jorden.

Han fik ikke smidt rustningen, han havde ikke overskud til det. I stedet traskede han ind i sit arbejdsværelse og drønede døren i bag sig. Han var rasende, ked af det og forvirret, og han følte ingen ret til at være det. Det var ikke ham det hele var gået udover. Det var Valerya der i sandhed havde lidt under alt dette. Men lægen havde bedt ham blive fra hendes værelse det meste af dagen, så hun ikke brugte sine kræfter på at tale med Fenrer. Han satte sig tungt i sin store stol og ragede halvdelen af det der stod på bordet, ned på gulvet i en hidsig bevægelse.

Han gned sin tinding med den ene hånd og klemte øjenkrogene med den anden. Han brød sig ikke om at være konge, det var stensikkert, men han vidste også godt at det nok ikke var så slemt som han syntes det var. Men efter brylluppet havde Fenrer ikke haft tid til at håndtere sin sorg, eller tale med Valerya i længere tid ad gangen, og hver gang sad de i det værelse og undgik emnet som voldte dem begge sorg. Fenrer ville ønske Valerya var der hos ham nu.
Han ville ønske de blot var på tur til et af kvartererne i byen der havde brug for en håndsrækning, ligesom dengang de var taget til et af de fattige kvarterer hvor Fenrer for alvor var faldet pladask for Valeryas sind.

Han sukkede højlydt og kunne høre nogen ved døren, men reagerede ikke. Han var ligeglad hvis det ikke var Valerya.

Da Fenrer hørte dørhåndtaget dreje ned, var han ved at råbe i vred. Var det ikke nok at han skulle hive igennem alt det møg som han havde været de sidste uger? Nu respekterede man ikke hans fred mere heller?

Men inden han kunne løsgive brølet af raseri, brød en stemme stilheden, en stemme han ikke havde hørt udenfor soveværelset længe. Han så op, men troede ikke sit eget sind. Han måtte være i gang med en dagdrøm, en livlig en af slagsen, for i døren stod Valerya, og hun smilte til ham. Da Valerya begyndte at tale til ham, rejste han sig stille. Dagdrøm eller ej, han ville være hende nær, selvom han ikke kunne få et svar over sine læber. Han trådte frem i korte og langsomme skridt rundt om skrivebordet der stod imellem dem.

Da Valerya gentog hvor meget hun havde savnet ham, sank Fenrer den klump i halsen der strammede om hans strube.
”I’ve missed you too.. my love” sagde han i en hvisken trådte endnu et skridt frem mod hende. Han kunne ikke lade være med at tvivle på hvad han havde set og hørt, var en ondsindet dagdrøm, sendt for at pine ham. Valerya havde trods alt ikke været ude af værelset længe. Det føltes som evigheder siden at han havde set hende oppe af sengen, men nu stod hun der, netop som alt atter føltes at være fortabt. Han var et skridt fra hende.

Han rakte en hånd ud for at se om han kunne føle hendes hånd. Han lukkede øjnene i frygt for at hun ville forsvinde. Da Valerya fortalte hende hvor ked af det hun var, blev hans frygt bare fordoblet, men da hans hånd ramte hendes, spærrede han øjnene op. Hun var der virkelig, lige der, foran ham.

Han trådte op til hende og tog hendes hånd, og lagde en hånd roligt under hendes hage og løftede hendes ansigt så han kunne se hende i øjnene ”There is nothing to apologize for Valerya..” sagde han med en stemme de bævrede en anelse med hendes ”..Nothing that happened was your fault” Han lagde sine arme om hende. Han tænkte ikke over sin rustning før end han krammede hende og opdagede at han ikke kunne mærke hende. Han trak sig en anelse og så hende i øjnene ”I’ve missed you so much Val… Like you would’nt believe” sagde han nu en del mere roligt.

Han tog hende ved hånden og satte hende ned i en af de to stole der stod på denne side af skrivebordet. Han lagde kappe der lå over hans egen stol over hende og kyssede hende ”Just a moment dear” sagde han og skubbede den anden stol til siden, inden han løsnede remmene i hans rustning og smed den ved siden af stolen.
Han rev gambesonen af sig og gik tilbage til Valerya. Han satte sig foran hende på sine knæ og tog hendes hænder ”I can’t believe you’re here..” sagde han med et lille grin, selvom en tåre nu trillede ned ad hans kind ”..It feels like an eternity has passed by!”

Fenrer så en anelse forvirret ud da Valerya spurgte ham hvor længe siden det havde været, siden deres bryllupsnat. Han anede ikke hvad han skulle svare til en start. Han havde egentlig ikke lyst til at sige noget. Han ville bare sidde her, med Valerya, og nyde hendes selskab i stilhed. Valerya var trods alt hans ægteviv, og han havde savnet hende siden det sekund han blev bedt forlade soveværelset den nat. Han rystede lidt på hovedet af Valerya med et fjoget smil "It doesn't matter Val.." sagde han med henblik på spørgsmålet om hvor længe der var gået ".. all that matters is that you're up and awake here with me now" sagde Fenrer med et lykkeligt smil på læberne, på trods af de enkelte tårer der trillede ned ad hans kind.

Det sårede ham at se hvor elendigt Valerya havde det, på trods af at det gjorde ham lykkelig at se hende. Han løftede hendes hænder op til sit ansigt og kyssede dem forsigtigt. Han lod begge hendes hænder lægge ned tilbage på hendes lår og så op på hende fra sin plads foran hende. Han vidste ikke hvordan han skulle formulere sig, hvad han skulle sige om gøre. Han sad bare der, bange for at sige det forkerte, og bange for at såre hende, nu hvor hun havde været så meget igennem. Hun var hans et og alt. Hvis noget skete med hende, vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv, men det kunne han ikke sige til hende. Han ville ikke ødelægge noget for hende, ikke efter al det hun havde fundet sig i fra adlen, da de fandt sammen.

Da en vagt åbnede døren, kneb Fenrer øjnene sammen. Han hadede når folk ikke kunne respektere at han ville have noget privatliv. Det var noget andet med Valerya, og når hun var indblandet. Det gjorde dog ikke vagtens indtrangen nemmere. Han løftede et bryn og så over mod manden, hvilket fik mandens brunlige hudfarve til at sygne en anelse. Han forklarede hurtigt hvorfor han var kommet og forlod dem igen.

Da vagten var borte, så Fenrer tilbage op på Valerya. Hans blik mødtes med hendes, og det stod klart at Valerya havde noget hun gerne ville sige. Han vidste ikke præcis hvad det var, men han ville skyde på at hun gerne ville ud af paladset. Ikke at det undrede Fenrer, for det ville han også, men han havde haft så svært ved at få noget det hele. Med alle de problemer der dukkede op, breve og sendebude fra forskellige steder og møder med vigtige mennesker, at han knap nok havde haft tid til at kunne nå at se Valerya, og da slet ikke komme ud af paladset. Men for Valerya ville han rykke bjerge hvis det betød at hun ville smile til ham.

Han tog hendes hænder i sine igen og så hende i øjnene " Would you like to .." spurgte han og så på Valerya med et spørgende blik ".. go at meet the people, I mean" sagde han og kom op på benene. Han slap ikke Valerya. Fenrer førte hende til gengæld med sig ud af arbejds værelset og ned ad gangen mod badestuerne og viste hende ind, inden han råbte efter nogle tjenere der kom susene. Fenrer så på de to unge tjenere der skulle sørge for det forskellige "Prepare a hot bath for the queen and see to it that she gets some clothes, suited for a visit to the city" sagde han til dem med en mild tone. Derefter vendte han sig mod Valerya "I'll make sure that all is ready.." han lagde en hånd op til hendes kind og strøg den blidt "..I'll meet you in the courtyard when you're read, but for now..."han lænede sig frem og gav Valerya et forsigtigt kys "..For now I must go to get a palanquin ready, we can't have you riding around or walking all the way after what happened"

Omtrent fyrre minutter senere stod Fenrer i gårdspladsen, foran en af de royale bærestole. Man kunne godt se at de ikke blev brugt så ofte. Omkring bærestolen stod en fuldtallig deling af slottets egne vagter. Ikke at det var noget nyt, man kunne trods alt ikke forlade slottet uden beskyttelse, uanset hvad man skulle. Fenrer havde dog fået skiftet over i noget mindre svedlugtende, og lidt mere behageligt end hans trænings udstyr.

Nu manglede de bare Valerya.

Fenrer vendte sig om mod Valerya og smilede stort, det var rart at se hende glad igen. Han gav en lille hjertelig klukken fra sig da hun snurrede rundt om sig selv. Hun var den mest vidunderlige person Fenrer kunne have forestillet sig at finde i sit liv. Han smilede til hende som hun stoppede op "I think it looks wonderful on you.." sagde han med en munter stemme, ikke noget man havde hørt meget af her på det sidste ".. Like anything you'd wear my sweatheart"

Da hun kom over til ham Lagde han armen omkring hende og lyttede til hendes spørgsmål, angående hvad der var blevet planlagt for dagen. Han smilede stort og begyndte at føre hende over til bærestolen "I've planned that we'll be going to the Sunflower district, down to beggars chapel and bring them some food annd.." sagde han drillende og hjalp Valerya op at sidde, inden han selv satte sig op til hende"..I've come up with an Idea, well several actually"

Fenrer viftede med armen og bærestolen satte i bevægelse. Kontra andre kongelige, så havde der i nogen tid ikke været slaver der bar stolen, men istedet nogle vagter fra det kompagni der skulle eskortere den kongelige familie alligevel. Fenrer mistænkte Valerya for at stå bag den meget barmhjertelige og hjertevarmene handling, men havde aldrig spurgt hende. Han så på Valerya med et drømmende blik og hev et lille skrin frem "The master of coin and I have been talking about the markets up north, and how we haven't gotten enough carpenters, weaver and alike who can buy some of the materials that runs through the city on the caravans, and make products for the city to sell.." Fenrer klappede skrinet med et smil "..So we'll give out a small starting loan for those who we can be sure have the skills to start there own business and thusly we'll be able to help them, help themselves"

Som Fenrer talte, bevægede bærestolen sig igennem byen, og flere af Sunfurys borgere så forundret på stolen og begyndte at komme med kærlige tilråb, lykkelige over at se deres dronning igen. Fenrer så sig kort omkring og så tilbage på Valerya "As you can hear.." sagde han og løftede en hånd fra skrinet og lagde den ud mod folkene der jublede "We've missed you whilst you've been ill"

Tigger kapellet var navnet på en bygning, hvor mange af de hjemløse og fattige kom til. De brugte stedet til mange ting, samlingssted, lægested for dem der ikke kunne komme til hospitalet, og kirke i ny og næ. Fenrer forestillede sig at det var derfor stedet var navngivet sådan. Da bærestolen stoppede dannede vagterne en halvcirkel på den side af stolen der vendte mod gaden. Fenrer smilede til Valerya "I believe they'd like to see their queen" og lagde hånden bydende frem til Valerya.

Fenrer hoppede ud af bærestolen efter Valerya og smilede ved synet af hende, der med det samme gik igang med at tage sig af nogle af de fattige. Man kunne ikke have drømt om en dronning mere elsket af sit folk. Hun tog hvad der kunne undværes og gav det til de fattige, hver gang hun havde muligheden. Fenrer havde dog lært et par ting under sin optræning, og det var da også ham selv der havde set en mulighed for at kunne give de fattige en mulighed for at kunne tage vare på sig selv. Ved at give dem et lille lån, en af de ledige pladser nær markedspladsen, havde de en mulighed der ikke var set før, for at arbejde sig ud af slummen.

Fenrer havde dog også måtte føje sig for et par af ønskerne fra møntmesteren og hærmarskallen. Hvis man ikke kunne få luft under forretningen, eller øslede pengene væk, skulle man selv stå inde for tabet, hvilket man kunne betale af ved enten at melde sig til hæren eller en anden form for tjeneste, såsom at at hjælpe med at genoprette bymuren og mere. Fenrer havde også set til Valeryas interesse i den handel. Skulle det ske at man ikke kunne betale, og måtte melde sig til tjeneste i byen, ville man blive behandlet godt i den tid man måtte betale af. Fenrer ville så gerne begynde at få gang i lånene til byens fattige, men pludselig bød Valerya op til fest. Nu ville det måske ikke være den bedste tid at begynde på låne tingen.

Fenrer fik en af vagterne til at tage skrinet, og bad ham sørge for at købe hvad han kunne i nærheden. Derefter gik han over til Valerya og fulgte hendes eksempel med at hjælpe de fattige.


======================== Samme aften ==========================

Fenrer lod ikke tiden spilde. Så snart der ankom nogle groft udskårne borde, fik han dem stillet op inde i tigger kapellet. De var arrangeret i tre rækker, som målte fire lange borde per række. Da maden var ankommet sagde han intet men lod Valerya tage sig af det. Han havde ingen problemer i at lade hende gå rundt blandt de fattige, ulig vagterne der førte protokol og prøvede at holde flere af de fattige væk fra dronningen.

Fenrer stod lænet op ad et af bordene og holdte sig tæt ved Valerya. Han havde ikke sagt noget til Valerya om ideen med lånene som han ville få opstillet. Han tænkte at det var bedst at tale ideen igennem med hende først, nu hvor hun var oppe at gå igen. I hans sind var der ikke skyggen af tvivl om at hun blev oppe. Hun var for vigtig for ham til at der kunne ske hende mere.

Han gik frem til Valerya og lagde en arm omkring hende som, han kunne se at mørket var ved at falde på "Darling.." sagde han stolt".. I love you more than you could know.." sagde han og så sig omkring i bygningen med en ledene hånd for at Valerya kunne følge hans blik "I mean look at this! You've been bedridden for weeks.." han hev hende forsigtigt ind til sig "..and yet the first thing you do when you're up, is to go to the downtrodden and make their day" Han kyssede hende blidt.

Fenrer smilede ved Valeryas besked og hjalp hende med at anrette bordet. Han blev så glad over at hun var kommet med ud, og at hun var kommet tilbage til sit folk, som hun elskede at tage sig af. Da hun fortalte ham hvor meget hun elskede ham, blev han rød i kinderne af glæde. Det var imponerende, så forfjamsket hun stadig kunne gøre ham. Han så ind i de brune øjne og forsvandt i et kort sekund tilbage ind i den verden, hvor det kun var ham selv og Valerya. Han mærkede Valerya tage fat ved ham og fulgte med, som hun hev ham afsted gennem rummet. Han nåede lige at fange hendes blik der faldt på den unge pige der så ud til at være langt henne i sin egen graviditet.

Valerya førte ham øjensyneligt om til en anden side af tigger kapellet, end den hvor de var kommet fra, og hvor alle de fattige mennesker og folk stod, som de blev ladt ind i god ro og orden, eller fik serveret lidt mad. Han var ikke sikker på hvordan han viv kendte til denne del af kapellet, men Valerya havde jo så ofte sin egen mening om hvordan tingene skulle være, og det skulle ikke undre ham om hun havde været denne vej før hen.

Da de nåede ud af kapellet, var Fenrer knap nok stoppet før end han mærkede Valeryas læber imod sine egne. Hans sind gled op i ren lykke, og det virkede som om at alle de mange byrder der var blevet lagt på ham på det sidste, blev løftet fra hans skuldre. Han kyssede hende inderligt tilbage. Hvor han dog havde savnet hende, hans et og alt. Da hun fortalte ham om hvad denne aften i virkeligheden betød for hende, følte Fenrer sig en anelse flov. Det var ikke fordi han ikke var klar over at han betød meget for Valerya, men han havde været alt for opsat på at vise hende hvor meget han havde sørget for at fange op på, imens hun l¨å syg, at han helt havde glemt at lægge kronens vægt fra sig og rigtigt nyde hendes selskab.

Som de to fandt til rette ved muren og Valerya faldt i søvn med hovedet i hans skød, kunne Fenrer ikke lade være med at se bort fra nattehimlen. Den eneste stjerne han havde brug for var lige der hos ham. Han sad der og så ned på hendes smukke ansigt, og indså at hun havde ret. De havde et godt liv, måske ikke perfekt, men lykkeligt i det mindste. Han kunne nogen gange tage sig selv i at tro det hele var en drøm. Tænk at han havde en så smuk af sin som Valerya, som bar hans barn, og formåede at holde fanen højt, selvom hun havde været igennem noget af det værste et menneske kunne udsættes for.

Fenrer sad der en lille stund og strøg sine fingre kærtegnende gennem Valeryas hår. Han havde ikke lyst til at vække hende, ikke efter alt det hun havde været igennem og med en så udmattende dag lige bag sig, men han vidste også at det måske ikke var lige foreløbig at de fik chancen for at have tid sammen igen, og at Valerya ville hade at gå glip af det. Han sad dog blot og strøg hende gennem håret et par minutter endnu og smilede stille ned til hende. Han endte ud med at læne sit hoved ned mod hendes og sagde stilfærdigt, men højlydt nok til at hun kunne vågne af det "Darling... Darling wake up" Dan han var sikker på at hun ville vågne smilede han ned til hende og strøg hende gennem håret, ganske forsigtigt ".. If you want to sleep, then just say the word.. but otherwise I'd be happy for you company"

Han tænkte tilbage på den kvinde der havde set ud til at være højgravid. Mon hun havde en der ventede på hende et sted, en der ville gå igennem ild og vand for hende ligesom han ville for Valerya? Han så ned på hans elskede med et lille glimt i øjet "How are you sweetheart?"

Den velkendte stemme vækkede hende. Hun anede godt det var Fenrer, men hun blev stadig en smule lykkelig over at se han stadig sad ved hende side. Han havde ikke rykket sig, men blot siddet ved hende hele tiden. '' How long have i sleept? '' Hun rettede ryggen helt op, som hun satte sig op. De trætte øjne blev knublet en smule, inden hun blikket et par gange for at få ordenligt fokus på verden.
Det havde været nogle hårde nætter. De fleste af nætterne, havde Fenrer fået at vide han helst ikke måtte være der, men han havde alligevel formodet at snige sig ind i nattensløb nogle af dagene. Andre dage havde været et rent smerte helvede... Både psykisk men også fysisk. Men hun havde overlevet og havde stadig sin højt elsket mand, ved hendes side.

Et par høje støn og skrig, lod sig køre igennem luften. Den unge pige som havde været højgravid, som også stadig var det, var begyndt at sætte i fødsel. Valerya smilede kort for sig selv, som hun rejste sig op, fra Fenrer og væggen de netop havde siddet op af. Hun vidste godt hvad det betød. Selvom hun kun havde været med til en fødsel, ville hun stadig støtte pigen som alle andre.
'' Are you allright? '' lød det fra Valeryas stemme, som hun var nået hen til pigen, der lå i en seng, i et at sovelokalerne i fattigkappellet. '' It's hurting! '' sagde pigen stille, som hun atter en gang skreg i smerte.
'' Just take it slow. Deep breath, down to the stomach.. When i say you have to push, then push all you can. Stop when i say stop, allright? We are gonna make this. '' Hun smilede, som pigen forsøgte desperat at smile tilbage, imens hun nikkede. Hun gned øjne sammen.
'' Push! '' Pigen kneb øjne ekstremt meget sammen, som hun pressede i underlivet. Valerya havde allerede taget fat om hånden på hende, for at gøre hende tryk.

Fenrer smilede træt tilbage til hans viv, da hun rettede sig op. Han gned hånden lidt og tænkte efter "I don't know dear.." han tænkte lidt. Det havde trods alt ikke været længe de havde siddet der. Han trak lidt på skuldrene "Half an hour per.." Fenrers stemme blev afbrudt af et skrig, inde fra selve bygningen, en kvindes skrig. Han sprang op på fødderne og styrtede ind i bygningen med Valerya.

Da de kom ind i bygningen så han en lille klump mennesker, stå samlet i midten af det hele, som Valerya allerede var ved at mase sig igennem. Fenrer råbte den lille flok an med en fast og kommanderende stemme "OUT OF THE WAY!" han trådte hen til Valerya, og imellem de mennesker der var ved at træde tilbage. Det tog ham ikke to sekunder at regne ud hvad der foregik. Den unge kvinde Valerya havde set på, inden de gik udenfor og satte sig var ved at føde. Han hev fat i en tigger og en vagt "You! Go get me some hot water and either towls or some of the blankets we brougt for you!" sagde han med et fast toneleje og blik til den fattige mand der nikkede heftigt og styrtede afsted. Dernæst vendte Fenrer sig mod Vagten "Make sure that we get some space and only let the man with the towls get through!" vagten nikkede og fik givet den lille trio plads, med lidt hjælp.

Fenrer satte sig ned og så på den unge kvinde "Hey little miss.." sagde han i en varm og omsorgsfuld stemme ".. I'm gonna give you a hand with this, alright?" Han smilede fortrøstningsfuldt til kvinden og rullede sine ærmer op. Han havde hjulpet til med fødende kvinder før, i hans tid i Rotten Root og vidste præcis hvordan man håndterede situationen. Han så fra kvinden til Valerya, fra hans plads ved kvindens ben, som hun selv instruerede kvinden. Hans viv vidste hvordan en fødsel foregik? Hun var virkelig en dronning udover det normale. Han så tilbage på kvinden, nu med sine ærmer rullet op "I'm gonna put some blankets underneath you, to help you out, ok?" sagde han da manden kom styrtende tilbage med et par dampende kander vand og en favnfuld tæpper og klude. Fenrer fik med de andres hjælp, bakseret kvinde op på et par tæpper, og satte sig tilbage på plads.

Han så på kvinden med et stilfærdigt udtryk i ansigtet og sagde sobert "I'm gonna have to have you spread your legs dear, and you need to keep them like that, alright" Fenrer spredte kvindens ben en anelse mere end hvad de allerede var. Dette var ikke unormalt for unge mødre, men noget man skulle have i orden. Han havde allerede strøget kvindens kjole til siden og tjekkede efter for at se om kvinden har udvidet sig nok. Han målte en smule over sin langefinger i bredte, så der var ikke langt igen. Han så op på Valerya der holdt kvinden ved hånden "It's on the way" han så på kvinden "Ok, listen to the queen sweety.. 1,2,3, breaths and then push as much as you can" Fenrer så blot afventende til. Der var ikke meget at gøre udover at sørge for at hun holdte fatningen.

Eller var der?

Fenrers pande gav en glød fra sig og påkaldte sig storkens ånd. Den grønne, spøgelses agtige fugl landede på det ramponerede tag over dem, og tigger kapellet blev fyldt med en salig ro, på trods af den pressede situation. Det var ikke noget han havde tænkt på længe, åndernes hjælp, men han havde overvejet at hidkalde denne til Valerya før, specielt efter deres bryllup. Storken skulle nok hjælpe kvinden igennem og hendes barn igennem denne fødsel, men intet var givent.

Fenrer lagde en hånd på hver af den unge kvindes knæ, og sørgede for at hun holdte dem spredt. Han var meget glad for at have Valerya med sig, hun havde et godt tag på den unge kvinde. Han holdt skiftevis øje med at kvinden gjorde som hun skulle, og med at barnet var på vej uden problemer. Hanvar glad for at have dyreånden ved dem, noget han ville ønske han havde tænkt over noget før. Der gik ikke længe før end en isse kunne ses. Fenrer smilede stort til den unge mor "Here we are, now push!" Fenrer rettede det håndklæde der var lagt klar nedenfor kvindens skede til, så der ikke var nogen chance for at barnet fik snavset på sig. Han holdt et vågent øje med det lille spædbarn, der ikke kom hurtigt nok ud.

Fenrer vidste bedre end at forsøge sig med at hive barnet ude, hvilket han havde opdaget at folkene i Rotten Root havde haft gjort i årevis, uden at fatte at dette oftest slog barnet ihjel. Han så op på Valerya "Love.." sagde han med en seriøs tone "..She needs to push harder and keep pushing!" Han var udmærket klar over at kvinden var for langt væk i sine smerter til at kunne registrere ham, men Valerya havde hun øjensynlig stadig en kontakt til. Fenrer hjalp med hvad han kunne, for at holde rytmen, og da hovedet var uden,så han nakken og halsen efter, men der var ingen fare fra navlestrengen, og barnet begyndte straks at skrige. Fenrer samlede det lille myr op, og fik vasket hende ren, inden han svøbte et nyt klæde omkring hende og rakte hende til moderen. Han var ved ligeved at græde da han rakte barnet over "It's a healthy baby girl"

Fenrer fik hurtigt vagterne til at tage tingene væk, inden han fik nogle af de frivillige fra forsamlingen til at fjerne moderkage og skylde og sande gulvet til. Han fik den lille trio bakseret over i et hjørne af lokalet, hvor de havde en smule rum for dem selv. Fenrer sad lænet op ad væggen et par meter fra Valerya og den nybagte mor. Han havde taget sig et bæger vin og så en anelse træt ud, efterhånden. Storken sad endnu oppe på tagryggen og krogede sig i ny og næ. Fenrer burde vel egentlig lade den gå, specielt eftersom han ikke havde hvilet de sidste dage og var ude af træning hvad angik åndemaning, men han ville ikke risikere noget med den lille ny værende endnu så sårbar.

Fenrer satte bægeret med vin til læberne, og sippede stilfærdigt til den billige vin. Den var en anelse sprittet, men Fenrer var ikke den store vinkender og foretrak også mjød, men det var der ikke rigtigt noget af i ørkenen havde han lagt mærke til. Han gned de trætte øjne med en hånd der endnu var smurt ind i fostervæsker og moderkage rester. Det knaste en smule, selvom Fenrer havde haft tørret sine arme, hang det ved et par steder, og specielt i hans tøj. Fenrer tænkte at han nok skulle have haft taget den dyre jakke af under alle omstændigheder.
Ikke at han gad tænke mere over det, for ligenu sad han med en af de smukkeste udsigter man kunne bede om. Han så sin gravide kone, sidde sammen med en nybagt mor der sad med sin datter.

Fenrer sad og klukkede lidt, da den unge kvinde valgte at opkalde sin datter efter Valerya. Det var en smuk gestus,og passende efter omstændighederne. Han så afventede på Valerya over kanten af hans bæger, han havde regnet med at Valerya ville falde den unge kvinde om halsen og takke hende, men det var klart at se, at Valerya blot ville nyde stilheden. Fenrer drak videre af hans vin og sank en anelse tilbage op ad væggen. Han var ret så udmattet efter hele eskapaden og ville gerne slappe lidt af, men det ville ikke vare ved.

Vagten der meldte at det var tid til at vende tilbage til paladset, mindede Fenrer om hvor lidt kontrol Valerya og Fenrer sommetider havde over deres dagligdag. Ikke at man kunne modsætte sig Valerya,når hun først besluttede sig for noget. I sådanne situationer kom selv hendes forældre til kort. Fenrer forventede næsten at Valerya ville fortælle vagten at de blev, men da hun tog hans hånd, måtte han indse at de nok skulle hjem. Han satte sit bæger med vin tilbage på bordet og rejste sig for at følge hende. Fenrer kiggede kort op, og så på den grønne stork der sad oppe på en af tagspærrene. Han ville lade den sidde der et par dage og sørge for den nye families sikkerhed, men mere end dette kunne han nok ikke strække den, med energien den krævede af ham.

Da de forlod tigger kapellet, lod han Valerya stige ind i bærestolen først og satte sig derefter ind til hende, eller rettere lagde sig. Han krøb op til Valerya og lagde en arm omkring hende, som den kølige natteluft omsluttede dem. Han følte sig udmattet af at holde energien til storken og nød derfor Valeryas varme mod sig. Han så over på hende med et lyksaligt smil "I think they'll be alright my love.." han sukkede og lagde sin pande mod Valeryas.

Han sagde ikke noget som vagterne løftede stolen, og begyndte at bære kronparret tilbage gennem byens gader, mod paladset. Han nød bare at ligge der, ved siden af hans hustru, og var ikke særligt glad ved tanken om at hun nok ville skulle tilbage til sengelejet når de kom hjem, men han ville acceptere det for hendes skyld, og barnets. Han så hende blot i øjnene og nød varmen fra hende, i den kølig natteluft. Det eneste han sagde til hende i løbet af turen var som en sagte gentagelse i ny og næ "I love you Valerya Skye.."

Da de ankom til paladset, førte han hende ud af bærestolen og løftede hende op i sine arme. Han så ned på hende med et smil som han bar hende mod slottets port, der blev åbnet for dem "Just practising.." sagde han med et lyksaligt smil og godmodig tone, inden han bøjede sit hoved ned til hendes og kyssede hende inderligt. Da han trak sig smilede han bredt til hende".. you know how it is"