King of life ~ Fenrer (Fortidsemne)

Samme morgen var en ung mand blevet trukket ud af sengen, alt for tidligt til hans egens komfort. Valerya havde tærsket ham igennem nogle ting omkring kroningen, inden hun var taget afsted for at blive gjort i stand til samme. Da Valerya var gået, var to af paladsets lærte trådt ind i kammeret istedet. De havde øvet hans ed med ham, og tærsket ham endnu mere igennem det der skulle ske denne dag. Han lyttede opmærksomt med gennem det hele og blev prøvet af i hans ed et par gange. Han forstod ikke hvorfor der altid skulle være så meget tradition, men det måtte han vel finde sig i.

Han blev derefter mødt af et par påklædere, der ankom til værelset, med en stor kappe og igen, rødt og gyldent tøj. Han var efterhånden blevet helt glad for farven, men savnede alligevel sin grønne kofte i ny og næ. Det kunne vel være det samme, for der var ikke de store muligheder for at han ville komme til at bruge den igen. Fenrer viftede de to påklædere ud, men de forblev i rummet. Fenrer så skævt på dem i undre "What now?" spurgte han. Den ene påklæder trådte frem og holdte tøjet op foran sig "We're told to make sure that the prince regent is properly dressed, for his coronation as king"

Fenrer gav et suk fra sig, og hev bukserne ud af hånden på den unge mand "Very well then.." sagde han trodsigt og bukkede sig ned for at trække i bukserne "But I'm not gonna let you help me with these!" Fenrer ville ikke have nogen mand til at røre ham under livet, aldrig igen. Han fik bukserne på og lod derefter de to påklædere gøre resten. Da den store kappen med pels-kant blev lagt over hans skuldre, begyndte Fenrer at svede. For dælen det var varmt.


Fenrer sank en klump som han stod foran den enorme dobbeltdør. Var han klar til dette? Havde han overhovedet lyst til at være konge? Hvad ville Valerya mon tænke hvis han kludrede i det? Hvor han dog hadede dette. At være til skue for alle. Han savnede sine formskiftere, selvom han havde holdt kontakten med norden, både via ånderne og mange af de formskiftere der var kommet til Sunfury, da de havde fundet ud af at han skulle blive konge her. Han var glad for at have noget af sit folk ved sin side, selvom hans folk også nu inkluderede alle Sunfurys borgere. Mest af alt Var Fenrer dog glad for at have Valerya ved hans side.

Dørene gik op og Fenrer gøs. Salen var fyldt, ligeså fyldt som den havde været den dag hvor Valerya var blevet kronet. Han mærkede koldsveden pible frem på sin pande, allerede inden han havde taget sit første skridt. Kappen føltes pludselige tung og varm som smeltende jern, frisk fra essen. Fenrer holdte sit tempo og så ligefrem, som han var blevet lært, men kunne ikke lade være med at se over på Valerya. Hun gav ham hurtigt modet tilbage ved hendes blotte tilstedeværelse. Da han nåede skamlen, satte han sig ned på knæ, ligesom han havde på Valerya og hans bryllup, men nu sad Valerya ikke ved hans side.

Han zonede lidt ud da manden i de fine præsteklæder foran ham, begyndte at tale langt og længe om hvordan og hvorledes at Fenrer nu skulle til at modtage en hellig titel, ansvar, magt og bla bla bla. Han hadede de ord der kom ud af manden foran ham, men svarede som han skulle på det hele, og modtog ansvaret som han blev bedt om det. Fenrer så op på manden til sidst og modtog både septetret i hans hænder og kronen der blev sat på hans hoved. Fenrers mave slog knuder som han rejste sig og så mod folkene i salen, der begyndte at hylde ham.
"LONG MAY HE REIGN! LONG LIVE THE KING!"

Fenrer havde været løbet ud af salen, havde det ikke været for Valerya. Han nikkede til hende, og rakte hende hånden, så de kunne følges ud af salen. Han blev en anelse pinligt berørt da han mærkede hvor svedig hans hånd var, og hviskede til hende "Sorry.." mens han fortsat så ligefrem".. this cape is just so warm.." afsluttede han, selvom han var klar over at Valerya kendte ham godt nok til at vide hvor nervøs han var.

Da de kom ud i haven, blev de ledt hen til teltet, hvor der denne gang ikke stod én, men to troner, side om side. Fenrer blev forvirret, tronerne var fuldstændig ens, og han anede ikke hvilken han skulle sætte sig i? Dette var ikke noget han huskede var blevet nævnt i forberedelserne til kroningen. Han gik op til tronen, men lod Valerya sætte sig først, så han vidste hvor han skulle sidde. Han var glad for at hun var her, det gjorde det hele en del mere udholdeligt.

Fenrer fik taget den enorm kappe lidt ned om skuldrene og så over på Valerya "This feels kinda weird.." sagde han med trætte øjne ".. not that I would'nt do anything for you, it's just... a weird feeling"
Han så frem for sig og gned sit skæg i eftertænksomhed. De adelige stod måske ikke i kø endnu, men det ville de snart, ligesom til Valeryas kroning, men denne gang havde han ikke kunne finde en flugtvej. Fenrer tog et bæger med vin, fra det lille bord ved hans side, og så tilbage over på Valerya "I think I might bite Sirill Baldiri if he shows" sagde han med et skævt smil, som understregede han joke.

Fenrer nikkede med et suk til Valerya, som hun bad ham opføre sig pænt overfor Baldiri. Fenrer brød sig ikke meget om manden, men formaliteter skulle vel overholdes. Han brød sig dog ikke særligt meget om når Valerya satte ham af på den måde, men det var forståeligt, med alt der var sket. Han forstod dog ikke at hun skulle være efter ham når det gjaldt hans nye titel. Han ville gerne være sammen med Valerya, men havde aldrig bedt en krone, eller trone. Han græmmedes indvendigt ved ideen om at skulle til at være konge af et rige, men der var selvfølgelig et bonus ved det på en ellers ikke nævnt front. Han havde et sted hvor hans formskiftere nu havde en ordentlig stemme, hvor folk ikke bare kunne slippe ustraffet afsted med at tømme dem for blod, eller sælge dem som slaver.

Han så over på Valerya, da hun rejste sig for at gå en tur. Han så over på flokken der var ved at stimle sammen for at møde deres nye konge, og tilbage på Valerya. Der var ikke meget han behøvede at tænke over. Han rejste sig og ville skyde sig efter hende, men blev hurtigt fanget af mængden af adelige og rige fra eliten der begyndte at lykønske ham. Han nikkede tilbage og talte kun kort med hver af dem. Selvom det alligevel kom til at tage længere tid end hvad han brød sig om.

Fenrer fik efterhånden tømt flokken ud, hvorfra de forskellige adelige blev ført til borde, og kunne nyde maden der var blevet stillet frem til dem. Da han endelig fik sluppet den sidste fine persons hånd, vendte han sig og gik i samme retning som Valerya var gået. Han var ikke i tvivl om hvor hun skulle hen.
Da han nåede frem til det lille aflukke af buskene med hvide blomster, som han vidste at Valerya elskede så højt, kunne han se at Valerya også havde valgt at finde frem til dette sted. Hun var bedårende i eftermiddagsolen. Lige så bedårende og underskøn som den dag hvor hun havde været i hans sted, og hvor han havde friet til hende. Det føltes dog ikke helt sådan, som den dag. Han delte nu hendes ansvar som regent, hvilket ikke var noget at råbe hurra for, men så længe Valerya var der, ville Fenrer ikke tøve et sekund.

Han trådte om bag hende og lagde sine arme omkring hende, inden han lagde sit hoved mod hendes. Duften af hende fik Fenrer til at falde helt til ro, en skøn fornemmelse. Han smilede for sig selv og slap hende, for at gå om til hendes side, og lagde en arm om hende "This is quite different than what I was used to.." sagde han, med blikket vendt mod Valerya "..I never thought I'd find someone like you... But.. here you are" Han så hende stilfærdigt i øjnene med et roligt udtryk i ansigtet, som om han ikke helt kunne bestemme sig for om dette var en drøm eller ej. Han vendte blikket ud mod den brændende ørken og sukkede kort, med en godmodig mine. Det var ikke ligefrem et frodigt paradis eller noget, men det havde bestemt sin charme. Han vendte sig mod Valerya og strøg en stille hånd over hendes mave "And just so you know Val..." Han så op på hende med et nu lykkeligt udtryk i ansigtet "..You've made me the happiest man alive"

Han satte en hånd på hendes mave og lænede sig en anelse ned "And you.."sagde han tydeligvis henvendt til maven og barnet deri".. I can barely wit to meet you my child"
Når han tænkte over det, så var der virkelig ikke meget mere han kunne bede om af sit liv. Han havde en vidunderlig hustru, et barn i vente, og kunne snart se frem til lidt friheder, hvis han ellers kunne sætte foden i jorden. Han rejste sig op og så på Valerya. Fenrer lagde atter en arm om hende og trak hende roligt ind til sig "I could'nt ask for a more stunning wife, my love, or a better mother for my child" han lænede sig frem og kyssede hende inderligt. Han kunne mærke knuden i sit bryst blive løsnet, nok til at han næsten kunne flyve bort med Valerya.

Et glædes råb fra festen, hev ham dog tilbage til virkeligheden. Han trak sig stille og roligt fra Valerya, og lagde en hånd ud mod bænken de havde siddet på sidste gang de var her "Want to sit?"

Fenrer nikkede stilfærdigt tilbage til Valerya, som hun snakkede om hvor besværligt det havde været med graviditeten. Fenrer havde godt nok tænkt en del over situationen, mere end han havde troet han ville. Men Valeryas mave virkede også til at være vokset eksponentielt mere, end hvad den burde være på de få måneder som Valerya havde været gravid. Han smilede stilfærdigt tilbage til hende. Han ville ikke tro at der var noget galt, men så havde storken også advaret ham. Han havde kaldt ånden ned til paladset hver nat, hvilket også forklarede lidt om hvorfor han var så træt.

Selvom ideen om kronen og tronen ikke var særligt smigrende, så måtte han indrømme at der var visse ting at han var glad for at han havde kunne gøre, som semiregent, og nu kunne gøre som konge. Men havde han overvejet at abdicere? Nej, ikke så længe Valerya var her hos ham. Desuden kunne hans barn jo overtage tronen, såfremt de ønskede det. Selvom det virkede til at være et af de emner som Valerya også tænkte over, så havde de ikke talt sammen om det endnu, men måske det var bedst sådan. Måske Fenrer bare skulle vænne sig til kronen. Ja, måske.

Da Valerya svang sine arme om ham, i stedet for at sætte sig, smilede Fenrer bredt til hende. Han havde lagt sine arme om hende, som et svar på Valeryas omfavnelse. Hun var uden tvivl det mest fantastiske der var sket for ham, endnu. Han begyndte at føre hende i en meget stille og lille vals, ikke noget der krævede hverken plads eller tempo, hvilket der jo ikke ligefrem var store mængder af, i det lille have aflukke. Fenrer smilede og kyssede Valerya inderligt, som svar på hendes ord om hendes kærlighed til ham ”I love you too Valerya Skye… My queen, my wife.. ” Fenrer kyssede hende igen ”..The most beautyful woman beaneath the blue sky, and mother of my child..” han så hende i øjnene med et stilfærdigt og lykkeligt blik ”..Id’ give my life for you”

Fenrer fortsatte rundt i den rolige vals for en tid, så han bare kunne nyde at være sammen med hende, men inden der var gået en time, kunne en adjudant høres et sted udenfor buskene, som gik omkring og råbte forsigtigt efter Fenrer og Valerya. Fenrer sukkede og lagde hovedet ind til Valeryas ”Do you think he’ll go away?” spurgte han i en lavmælt og træt stemme. Han orkede ikke at skulle til at tage tilbage til festen og høre på de adelige, men tiden var formentlig kommet. Han havde heller ikke rigtigt styr på hvad han skulle sige til dem, når han skulle holde sin kroningstale. Han kunne ikke rigtigt huske hvad han havde skrevet.

Han så på Valerya med et stilfærdigt smil, der udstødte et lavmælt suk. Hun ville nok bede ham gå tilbage til festen sammen med hende, eller måske ikke? Det var trods alt hende der havde været smuttet afsted hertil denne gang, og hende der havde sat i løb til slottet under hendes egen kroningsfest.

Fenrer førte Valerya i den rolige dans, som de førte mens adjudanten rendte omkring og ledte efter dem. Heldigvis for dem, var det kun dem og Valeryas forældre,og måske livegarden, der kendte deres lille tilholdsted. Han gad ikke have noget med de adelige at gøre, ikke ligenu, men senere skulle de nok vende tilbage, så han kunne give sin tale til folket, som deres nye konge. Fenrer brød sig ikke om ideen, ikke det mindste, men hvad kunne han gøre. Han havde Valerya, den smukkeste og mest vidunderlige kvinde i verden, som han var så heldig at kunne holde i sine arme. Desuden havde han barnet der var på vej, som han ville skulle opfostre til at blive regent en dag, noget som Fenrer ikke misundte barnet, men det lå i naturens orden, og det måtte man vel finde sig i.

Da Valerya trak sig, så Fenrer undrende på hende, inde hun førte hans hånd til hendes mave. Der var det, hans lille barn. Det liv som Valerya og han havde skabt sammen"By the gods.." mumlede han og en enkelt tåre trillede fra hans kind".. There she is". Han smilede stort og førte Valerya tilbage til bænken, hvor han satte hende ned. Fenrer satte sig på knæ foran hende og lagde skånsomt sit hoved mod Valeryas mave. Han sukkede og kunne mærke deres barn sparke videre "I still can't wait to meet you my little cub.." sagde han med et smil og så op på Valerya "..our little shewolf"

Fenrer havde godt forklaret Valerya, at storke ånden havde indblik i familie, børn og fødsler. Men nu var spørgsmålet om hun kunne regne ud, hvad han havde spurgt den om, for det var ikke tilfældigt at han kaldte deres barn for en lille hun ulv.

Da hun fortalte ham, hvor meget hun ønskede at hjælpe ham, og hvor højt hun elskede ham, smilede Fenrer stolt. Han rejste sig og lænede sig ind over hende, som han gav hende et kys. Han kunne virkelig ikke have bedt om en bedre hustru, eller en bedre moder til hans datter. Forhåbentlig, ville der komme sønner en dag også, men hver ting til sin tid. Da han endelig trak sig fra Valeryas læber smilede han til hende "I know you do..." sagde han lykkeligt "..But as you've said yourself.. I am king.. " han sukkede kort og så ned. Ordene vejede tungt i hans sind, men de var sande, og der var ingen vej udenom nu "And I need to live up to the task assigned to me.." han lagde en hånd på Valeryas kind ".. but let's stay here for a little while, alright"

Fenrer satte sig med Valerya, klar til endnu en dans, skulle hun ønske det, men var også udmærket klar over at der ikke ville gå længe før end de blev nødt til at gå tilbage til festen.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~Senere, ved festen~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fenrer havde ført Valerya tilbage til det store fine telt, lige i tid til folk blev serveret deres aftensmåltid. De mange adelige folk der sad ved bordene, rejste sig og klappede ved synet af deres regent par. Fenrer vinkede høfligt tilbage, som han førte Valerya op til tronerne. Han satte sin elskede hustru ned i de ene af de identiske troner, og kyssede hende kort, men inderligt.
Derefter vendte han sig mod eliten af Sunfury, der nu stod og så på ham, i spændt afventning. Fenrer sank en klump og så ud på dem "Ladies and Lords of Sunfury, and our esteemed neighbouring citystates.." indledte han og vædede munden, der var blevet tør af nervøsitet ".. It is a great honour, and undeserved joy.. to be crowned as you king.. and I thank the council whom have assisted me in my endeavours to rule justly, in my wifes absence.. " Fenrer vendte sig om mod Valerya med et smil "..But what is a king.. without his queen.." sagde han med en blød røst i den højlydte stemmeføring, inden han atter vente sig om mod eliten.

"I am happy that you have taken my suggestions to heart, and proud... that we have lifted the markets value in this great city.." Fenrer tog Valeryas hånd og bød hende at stå ved hans side, og tog med den anden hånd en pokal med vin, som han hævede frem for sig "..and so.. I bid you all a toast.. for more ventures of wealth to come in the future, and a good life.. " Fenrer lagde en arm om Valerya "..For all those whom we might struggle to make it a better world for" Fenrer hævede pokalen til skål, og de adelig udbrød "LONG LIVE THE KING, LONG LIVE THE QUEEN.. LONG MAY THEY REIGN UNDER THE SUN!"

Fenrer satte sig ned samme med Valerya, da folk havde skålet og begyndte at spise. Selv var han ikke sulten, noget der var blevet et problem på det sidste, med alt det der var blevet pålagt ham. Han skubbede tallerkenen væk og satte pokalen, inden han så over på Valerya. Han lagde en hånd på hendes kind og trak hendes ansigt til sit eget "Long may we reing my love" sagde han i et lille grin og kyssede hende med en fredfyldt ro i sindet.

Fenrer havde set over på Valerya og smilet stort, da hun begyndte at deltage hyldesten til dem, i kor med den store forsamling af adelige. Da de havde sat sig igen og Fenrer skubbede maden bort, kunne han ikke lade være med at grine lidt for sig selv, over hendes kærlige ord.

Fenrer havde ingen appetit for tiden. Det var mest af alt på grund af hvad hans råd havde fortalt ham. Det var nemlig forventet af ham, at han overtog størstedelen af ledelsen af kongeriget, efter at han var blevet kronet. Han havde ikke ladet det stå til uden protest. Han var ikke opdraget til at tage beslutninger for milioner af væsener. Det var heller ikke sådan han havde forstået det, da han havde friet til Valerya. Men tingene skete, og det måtte man vel finde sig i. Han tog pokalen i hånde og så på Valerya med et flabet lille smil "I'm getting plenty of liquid though.." sagde han og tog en slurk af vinen.

Da han så tilbage på Valerya, var det ikke svært at regne ud, at hans spøg ikke var faldet i god jord. Han satte pokalen og tog bøffen fra tallerkenen, uden at tænke over det. Han bed ned i kødet, og mærkede en svagelig summen af velvære. Noget i ham sagde at et ville have været bedre, hvis kødet var råt. Fenrer spærrede øjnene op og lade bøffen på tallerkenen. Hvad han han gang i?!?!

Han så ned på bøffen og greb sin pokal og tømte den, i et drag, inden han fyldte på med vinen igen. Det var ikke fordi han ikke havde mærket trangen til kød før, for den havde meldt sig i de sidste måneder, men det her var nyt. Han så over på Valerya med opspilede øjne "I don't know what that was, i'm sorry"

Han satte sig tilbage og var stille i en tid, som han funderede over hvad han lige havde gjort. Det lå så langt fra ham at spise kød, og tanken om dette forfærdede ham mere end tanken om de kropsændringer der også var sket.

Fenrer så op på Valerya med et lettere bekymret blik. Hun vidste jo ikke hvad det var der var ved at ske med ham, ikke at han selv havde helt styr på dette. På den ene side havde hans styrke i menneskelig skikkelse vokset betydeligt, ligesom at hans sanser blev skærpet, men med dette var der også kommet andet. Fenrer havde opdaget sine instinkter, ikke at han ikke vidste at han havde dem, men han havde opdaget at de nogengange var ved at tage overhånd. Det var et skræmmende princip at se komme nærmere.

Han trak et lille smil over sine læber, som han så op på sin hustru. Han ville ikke have hende til at fatte mistanke "I't alright my love" sagde han sagte og prøvede at slappe af i kroppen, inden han tog hendes hånd. Han kyssede hendes hånd med et lille smil og så op på Valerya igen "I'm alright" understregede han over for hende, endnu med et smil, der blot blev mere oprigtigt. Han havde ingen kvaler over at holde disse ting fra Valerya. Han skulle jo nok få styr på sine tendenser, og så var der da ingen grund til at bekymre Valerya, vel? Og da slet ikke når hun gik rundt og bar på deres barn.

Han rejste sig med Valerya ved hånden og så ud på den adelige elite "I'm sorry to cut the fun my lordships.." sagde han med et oprigtigt smil, da han øjnede muligheden for at tilbringe noget tid alene med Valerya "..But it's going to be an early morning for me, so I'll be leaving the party and let our servants take care of your needs"

En skål blev hævet til de kongelige, da Fenrer holdte Valerya ved hånden og forlod teltet igen. Han satte kursen mod slottet og havde tænkt sig at komme dertil, hvis Valerya ikke ville sige ham det imod.

Fenrer der ellers bare havde haft tænkt sig at skulle op i ro, på slottet, lod sig hive med rundt af Valerya. Hun havde førte ham ellers rundt på paladset, og ned ad en trappe, til et område hvor der ikke var noget aflukke de kunne sætte sig og slappe af i, så vidt han vidste. Han lod sig dog føre med alligevel, mest af alt fordi at det var Valerya der førte ham afsted. Da hun afslørede indgangen bag maleriet, løftede Fenrer brynene i overraskelse. Han var slet ikke klar over at slottet havde hemmeligheder at holde på.

Han så sig lidt omkring i det sparsomt møblerede rum, som Valerya fortalte ham om at dette var et af hendes yndlings steder i paladset. Det virkede lidt underligt for Fenrer, for han havde aldrig hørt hende omtale dette sted før hen. "I love you too Val" svarede han hende, og kyssede hende inderligt som stemningen skiftede. Hans lem svulmede allerede, ved hendes blotte om at hun ønskede at mærke ham. Da hun hev hans bukser ned, svuppede lemmet da også op, hvorpå han mærkede hende tage fat på det. En gysen af nydelse skød igennem ham. Hun vidste præcis hvad hun skulle gøre.

Han lod hende massere lemmet til det var spændstigt og hårdt som sten, hvorpå han lagde en hånd på hende og hurtigt fik løsnet kjolen. Han så hende i øjnene, som han fik foldet hendes kjole op i et par hurtige og flydende bevægelser. Da kjolen var løftet, fik han gjort hendes underskørt fri og smed det tilfældigt ud i rummet, mens han gned hende på kønslæberne og legede forsigtigt med hendes klit. Hjertet bankede allerede afsted med en vanvittig fart, hvilket ikke fik Fenrer til at slappe alt for meget af. Det var det forbandede dyriske i ham, der var sprunget frem igen.

Han førte hende over til sengen og fik hurtigt løsnet hendes kjole, men fik den fjernet forsigtigt fra hende, for ikke at påvirke hendes mave. Han havde naturligvis også givet hende en chance for at kunne hjælpe ham af med sin påklædning, men havde endnu bukserne om knæene.

Fenrer lagde Valerya ned på ryggen, og spredte hendes ben stille, inden han gav sig til at slikke hende. Hun var hans et og alt, og skulle forkæles lidt. Da han bevægede sig tilbage op mod hendes hoved, med sit eget, sørgede han for at drille hende lidt med pirrende kys. Han låste kort sine læber med hendes, men måtte rejse sig, for ikke at komme til at ligge på hendes mave, når han trængte op i hende. Han løftede hendes ben op på hver af hans sider og lagde en hånd på hendes bryst. Hand maserede hendes bryst med den ene hånd, som ledte lemmet op mod hendes kønslæber med den anden, inden han tog et greb på hendes side.

Han stødte op i en lang men langsom bevægelse, og mærkede euforien skylle ind over sig. Han begyndte i en rolig rytme at støde op i hende, som hans vejrtrækning blev mere opstemt.

Fenrer nikkede som han stødte op i Valerya, som svar på hendes spørgsmål "It's ..perr-fectly sa-afe" sagde han med en hed stemme og fortsatte i en rolig rytme. Han mærkede den sitrende fornemmelse skyde fra hans lem, til hans bryst, og op i hovedet, som han sørgede for at holde Valerya underholdt. Han kunne somme tider ikke tro på sit eget held. Det var utroligt at han skulle have været så heldig at have fundet en som Valerya. En der ville ham så meget som hende. Han tog en anelse mere fart og kraft, op i sine stød, op i Valerya. Han beherskede sig dog så meget, at han var sikker på at han ikke ville komme til at yde nogen skade på hende, i hendes gravide tilstand.

Der var ikke meget han kunne gøre, arppopo Valeryas tilstand. Han kunne ikke gøre noget der ville sætte hende rundt i en ny situation, for det kunne blive en ubehagelig oplevelse. Han ville jo ikke have at hverken hende eller barnet skulle til at lade overlast.

Fenrer lod en hånd glide ned ad Valeryas inderlår, og begyndte at forkæle den lille klit. Med den anden hånd, fortsatte han med at pirre hende ved brystet. Hans stød op i hende, blev nu kørt helt i bund, med en middelmådig fart, for at pirre Valerya mest muligt. Ikke at Dette ikke også pirrede Fenrer, der mærkede Valeryas underlivs greb om hans skaft. Det fik Fenrers ryg til at spænde an, og gjorde hans vejtrækning heftig. Han satte den ene hånd om på siden af Valerya, og lænede sig ind over hende, uden at komme til at røre hendes mave.

Herfra kunne han give hende en fornemmelse af nærhed til ham, selvom han ikke kunne bukke sig hele vejen indover hende og kysse hende, som han ellers havde en sådan trang til. Stødende op i den elegante krop, gjorde Fenrer ilter. Med den hånd han ikke holdte sig oppe med, rakte han bagom og ind under Valerya. Med en fast hånd greb han om hendes balle og gav den et fast klem. Han så udholdende ned på hende, men vidste godt at det lange ophold der havde været i deres seksuelle samliv, gjorde at han ikke ville kunne holde ud meget længere.

Da Valerya kom, fik det fyldt Fenrer med en vis stolthed, og nydelse. Han mærkede hurtigt efter den prikkende og nærmest elektrisk fornemmelse der skød ned igennem hans ryg, da han kom. Han fik ikke engang nået at trække sig ud af Valerya, men det havde jo heller ingen betydning, så langt henne i graviditeten. Fenrer lod sig hive ud af Valerya, og satte sig forpustet tilbage på sine fødder. Han kravlede op til Valerya og kyssede hende blidt, men inderligt. Fenrer lagde en arm omkring hende, og holdte hende blidt ind til sig.
Som de lå der, i det lille afsondrede kammer, hvor ingen kunne forstyrre dem i løbet af natten, følte Fenrer sig for første gang længe, som en fri mand. Dette fik kun  hans kærlighed til Valerya til at stige. Hun var det mest fantastiske der var sket i hans liv, og havde næsten skyllet alle hans sorger bort. Ja, han var blevet konge istedet nu, men det var det værd, hvis han var sammen med hende. Så kunne alt det andet være bedøvende ligemeget.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~Næste Morgen~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fenrer havde, for første gang længe, en velsignet rolig nat. Fri for mareridt om tronen, eller konstante opvækkelse af bekymringer eller hedeslag. Han havde blot ligget stille, ved siden af Valerya, hele natten. Det eneste der fik afbrudt ham, fra hans længe behøvede søvn, var lyden af Valeryas stemme, et sted langt borte. Hans sind gled over i de dejlige minder han havde om Valerya, uden egentlig at have udspring i andet end hendes stemme. Fenrer åbnede øjnene på klem, og så op på Valerya. Han hørte kun det sidste hun sagde og smilede stilfærdigt, som han mimede ordene "I love you too. Da Valerya rejste sig fra sengen, vågnede Fenrer dog noget mere op. Han var ikke sikker på om det var fordi at hun nu manglede fra hans arm, eller om det var fordi at han kunne mærke bevægelserne.

Under alle omstændigheder var det et formidabelt syn der mødte Fenrers første vågne øjeblik, idag. Foran ham, et par meter fra sengen, stod Valerya, badet i lyset fra vinduet, med et lille smil på læberne, som hun kiggede ud af vinduet. Fenrer rykkede sig roligt op til kanten af sengen, og omfavnede Valerya, som han stillede sig bag hende og sørgede for ikke at komme i vejen for hendes vinger. Han lagde hovedet mod hendes og nød duften af hendes hår. Han gav et lille muntert grynt fra sig og mumlede, endnu søvndysset "I think I'm in heaven Val"

Han ville ikke rykke sig, ikke de næste minutter, ikke medmindre Valerya selv rykkede sig. Han havde ikke glemt hvor meget han elskede Valerya, men denne nat, hvor de havde kunne være helt alene, og bestemme det hele selv, den havde ladet ham genopleve sin forelskelse på ny.
Han gik stilfærdigt over til sine klæder og lagde dem på sengen, ved siden af Valeryas. Han ville nu ikke have noget imod at tilbringe en dag her med hende, eller to. Men de skulle vist have noget at spise, og så ville Fenrer ikke have noget imod hvis de kunne få arrangeret noget hyggeligt i løbet af dagen. Han havde på fornemmelsen at de begge kunne bruge den smule afslapning.

Fenrer tog ikke sit tøj på endnu, men gik tilbage over til Valerya. Han tog hendes hånd i sin egen og så på hendes kønne ansigt med et smil "I don't think I deserve someone like you in my life Valerya.." sagde han med et smil, der viste den sælsomme følelse han havde ".. your more than anyone deserves.. or could even hope for" sagde han som han førte Valerya tilbage til sengen, og satte hende ned ganske forsigtigt. Han lagde lagenet om hende, knælede foran hende.

Han så op på Valerya med et smil, og strøg en hånd henover hendes mave "I'm counting you as the most important blessing in my life valerya... " sagde han inden han lagde hovedet forsigtigt mod hendes mave ".. and you'll be a part of that blessing my little cub" Fenrer så atter op på Valerya "What would you say if I said that we deserves a day, like the night we had? Together, and just the two of us?" spurgte han hende så med et stille smil.

Fenrer lod Valerya forlade værelset i god ro og orden, selvom han mest af alt havde lyst til at følge med hende. Men Fenrer havde nogle ting der lige skulle sikres, før end at de kunne tage afsted. Foreksempel at få taget noget nyt tøj på, for han havde ingen intentioner om at gå rundt iklædt kroningstøjet. Fenrer smøgede sig dog i det for nu, så han kunne gå op til konsulatrummet, og få forklaret at der ikke ville være rådsmøde idag. Det måtte vente.

Da Fenrer havde fået fortalt hans råd, at han ikke agtede at være tilstede ved rådet idag, og at der derfor ikke skulle presses nogen beslutninger af større betydning igennem, før end dagen efter, hvor han kunne være tilstede. Dernæst fortsatte han op til sit værelse og bad om at få at vide, hvilke farver Valerya havde klædt sig i. Derpå sendte han bud efter et par påklædere som han bad finde noget, så han matchede Valerya. Dette var en af de ting som han havde fået sat fast i sine rytmer, da det var vigtigt at et regentpar, fremstod som en enhed. Da påklæderne ankom med kurtaen, bad Fenrer dem lade ham alene.

Da Fenrer ankom til pladsen foran paladset, kunne han fra sin plads, se Valerya. Synet af hende fik Fenrer til at smile bredt. Hun så yndefyld ud i den hvide kjole, selvom Fenrer var en anelse overrasket over at hun havde en sådan kort kjole. Men det skulle ikke undre Fenrer at hun havde den, for Valerya var ikke helt som andre dronninger, eller regenter i det hele taget.

Fenrer blev rakt en kort kappe, som han slog over den ene skulde, fremfor at den blev foldet udover ryggen. Fenrer fortsatte over til Valerya og lagde sine arme om hende kort som han kyssede hende. Da han trak sig så han på hende med et smil "It would seem you've already planned today's activities?" sagde han og nikkede mod Karaten. Han førte Valerya ved hånden, over til karaten og lod hende stige op, inden han selv satte sig, ved hendes side. Han så drømmende over på hende "So? Where are we going? And what are we gonna do?"

//Beklager det korte svar

Fenrer kunne ikke lade være med at smile bredt og lade en lille latter undslippe ham. Valerya havde det med at kunne tage styringen af det hele, og stadig se ud som om hun intet havde gjort. Hun var perfekt, i al fald for Fenrer. Han smilede skævt til hende "Alright alright.." svarede han hande da hun fortalte at deres destination, var hendes lille hemmelighed "..But you know how nosy I am"

Fenrer smilede stort til Valerya, da karaten stoppede og han kunne se hvad hun havde planlagt. Hun havde virkelig talent for at få sat scenen op, når hun ville det. Fenrer trådte ud og lagde en hånd ud til Valerya, for at hjælpe hende ned ad karaten "I love it Val" sagde han med et sagte smil og så på hende med et smil. Da hun gik på knæ, så han til gengæld en anelse forvirret ud, og skulle til at sætte sig ned til hende, men da hun begyndte at tale videre, blev han stående. Han forstod ikke helt hvad der skete, men Valerya så ud til at ville gøre noget. Han tog imod blomsten, som Valerya havde revet op af jorden og rakte til ham, med et lettere uforstående udtryk i ansigtet. Han så medlidende ned på Valerya, da hun undskyldte og fortalte ham ham at der ingen undskyldning var.

Da hun så spurgte ham om han ville gifte sig med hende, igen, faldt han på knæ med et lille gisp. Han tog hendes hænder og lagde dem sammen med hans, imellem dem, så blomsten blev delt imellem dem. Fenrer så Valerya i øjnene og smilede, som en enkelt glædeståre trillede ned ad hans kind "Of course I will.."  sagde han og smilede ud i et lille nervøst grin "..I'd marry you a thousand times over my love.." Han lagde en hånd om nakken på Valerya, i et blidt tag og nød fornemmelsen af hendes blød hud, som han hev hende stille ind i et kys.

Da Fenrer trak sig så han atter Valerya i øjnene "You are the queen of my heart.. " sagde han med en glædesfyldt stemme og hjalp hende op, som han selv rejste sig. Hans bevægelse var elegant og ligeledes stærk nok til at de kom op til stående stand uden problemer. Han hev hende ind til sig og kyssede hende igen, med al det han havde følt den foregående nat. Da de trak sig fra hinandens læber sagde han med et smil ".. and the love of my mind and I'd love to renew our vows"

Da de havde stået lidt, og nydt fornemmelsen af hinandens nærvær, førte Fenrer Valerya over til det lille bord der ventede på dem. Han førte Valerya til bords, og opvartede hende, til hun var siddende. Da han satte sig overfor hende, følte han næsten at det var som at have mødt hende på ny. Han følte den samme tryllebindelse, som han havde mærket den dag, i køkkenet, hvor hun havde reddet hans liv og taget sig af ham. Han kunne ikke få sig selv til at bryde stilheden og sad så bare der og så på hende, med et stille smil. Da han opdagede hvordan han stirrede, blev han pludselig forlegen, og grinte en smule, inden han istedet prøvede at slå en samtale op.

"Soo.." sagde han en anelse forfjamsket ".. Have you thought of a name?" Fenrer vidste ikke hvad det var der gjorde ham så rundt på gulvet ved situationen. Det var nok en blanding af det hele. Valeryas lille påhitsomme påfund aftenen forinden. Følelsen af ikke at være fanget i paladset, med alle de regler der bandt ham fast i en hverdag, som han ikke rigtigt følte at han havde haft så meget at skulle sige i længe. Følelsen af at kunne tage kontrollen tilbage, med den nye titel som konge. Planerne han havde for riget han ville efterlade til hans barn, eller forhåbentlig børn, hvis Valerya og han var heldige. Måske det var al den kærlighed han delte med Valerya, og hvordan hun bare vidste at hun skulle lægge en god aften u for ham. Men mest af alt var det nok at hun vidste den kærlighed så tydeligt ved at fri til ham.

Fenrer smilede og turde endelig at se på Valerya igen, med et lykkeligt lille smil på læberne "For the baby I mean" fik han endelig afsluttet sit spørgsmål fra før.

Fenrer rystede lidt på hovedet, da Valerya spurgte om han havde tænkt over et navn. Det måtte han ærligt indrømme at han ikke havde. Han havde haft for travlt med at styre Sunfury og bekymre sig om Valerya. Det eneste tidspunkt han havde haft tid til at tænke over hans barn, var de gange han havde været sammen med Valerya. Fenrer smilede stort, og lagde en hånd på Valeryas "I think Elizabeth is a wonderful name dear" sagde han og trak hånden til sig da der ankom en tjener med noget salat til dem hver især. Han smilede ved synet. Valerya havde i den grad forstand på at gøre ham glad.

Han nikkede ivrigt da Valerya spurgte ham om han kunne lide maden "I think it looks great Val" sagde han og så op på hende, tidsnok til at få et stykke salat i ansigtet. Fenrer stak i et hjerteligt grin og så på Valerya med øjne der var fyldt med lykke. Han smed stykket tilbage mod Valerya, og legede med, indtil sulten meldte sig, og han begyndte at spise. Da solen var ved at går ned, tog Fenrer Valerya ved hånden og gik over til en lille sanddun, hvor han lagde sin kappe, som en symbolsk gestus og lagde sig med Valerya på den.

Han holdte hende ind til sig og nød øjeblikket, eller rettere øjeblikkene, sammen med Valerya. De ville næppe få en dag som denne foreløbig, ellers ville rådet og til sidst blive utilfredse med dem. De nød aftenen, og snakkede om alt og intet, nød hinandens selskab og hinandens små nicher.

Meget kunne man forlange af Fenrer, så længe han ville kunne få bare én aften som denne igen.

Valerya var fyldt med glæde. Dagen havde været mere en fantastisk. Den havde været hundrede procent perfekt. Fenrer havde ikke haft nogle forventninger til noget, eller nogle. Han havde blot nydt deres forelskelse på ny igen, som hun selv havde. Som de havde rykket sig over på hans kappe, puttede hun sig blot ind til ham.

Solen var ved at gå ned. Valerya kyssede Fenrer stille, som hun var begyndt at blive træt. Hun faldte i søvn hurtigt.

// OUT? //