A king and a Ruler meets ~ Fenrer

Dag: Torsdag
Tid: 12.07
Vejr: Solrigt, varmt med en kølende brise
Sted: Aquener
Omgivelser: Det store herregård og gaderne omkring er fyldt med folk fra byen.

Tøj:

Partner: @Fenrer.


Gaderne er fyldt med folk. Mange har taget fri for at se herskeren fra Sunfury komme. Børnene havde mast sig forrest og stod i grupper. Der blev diskuteret om hvordan han så ud. De ældre var nysgerrige, men vidste at der ikke kunne være spørgsmål om hvem der var på hjemmebane. ”Jeg håber at han kommer gennem her.” sagde Erik, smedens yngste. Hans venner var børn af skrædderen og slagteren. ”Jeg har hørt at han har overtaget Minotaris og bor i Sunfury.” Det fik dem alle til at tænke. For at komme til Sunfury fra Minotaris, skulle man igennem Aquener først. ”Vores hersker er ikke ung. Der er en grund til han bliver kaldt søn af krig.” sagde Julius, slagterens mellemste søn.

Højt oppe over Aquener fløj en sort ørn stolt. Den svævede på de varme vinde og skævede ned over byen. Med skrig gled den tilbage mod herregården. Ude på en balkon stod en hvidhåret ung mand med røde øjne. Han holdte sin arm og den elegante fugl landede på den. Den klikkede med næbbet da den blev strøget over fjerene. ”Gabriello. He has been spotted.” Gabriello så på sin bror, Ludwig og gik hen til ham. ”Then, let’s not let him wait.” sagde han og strøg gennem gangene og salene på sit slot. Han havde ventet på denne dag. Rygterne om empiret havde gjort ham vagtsom og han havde valgt at handle. Inviterede kongen af Sunfury til hans hjem.

Gabriello var en ung hersker som havde vundet sin trone tilbage. Samlet sin familie under sin fane. Han var snu og en kriger. Han var ikke dum nok til at erklærer krig mod et større empire, men han ville forsvare det, hvis det kom til det. Han havde dog hørt rygter om en familie som var hjemme i Sunfury. Han ville aldrig gå så lavt, men…Han vendte sit blik mod sine yngste søskende. De to yngste var knap hundrede år. Hvis han ikke fik børn, skulle de tage hans plads når han døde. Han trådte ud af slotsporten. Hans ørn, Kalin, stadig på hans arm mens hans søskende og rådgivere var ved hans sider. Et let smil kom over hans læber. Folket i byen var spændte, men ingen så spændte som ham.

På de rolige bølger, lige udenfor Aquener, gled en lille flåde på 12 skibe, alle markeret med den vældige Sol på deres sejl, der repræsenterede Sunfury. På broen af flagskibet, stod en ung kone af Sunfury og spejdede mod den snarligt nåede destination. Fenrers missede med øjnene som han iagttog Aquener, og tænkte tilbage på invitationen han havde fået. Da skibet gled ind i havnen, rettede Fenrer lidt på hans Klæder, som ønsket om blot at vende tilbage til Minotauris, og fortsætte hans kampagne. Men Fenrer havde måtte affinde sig med at skulle tale med denne Gabriello, herskeren af Aquener. Det var ikke fordi at Fenrer ikke ville tale med Aqueners nye hersker, men han måtte indrømme at han helst ville holde hæren i bevægelse, og dette visit ville bare forsinke hans fremmarch.

Da skibet stødte til kajen, og landgangen blev slået op på kajen, marcherede to kolonner af Tungt infanteri op på dokken, tæt efterfulgt af Fenrer og hans følge af livgarder. Fenrer Følte ikke at det var nødvendigt med alle disse mænd, men han forstod udmærket ideen bag. Fenrers enorme Valen sendte lyden af de tordnende hove ud i gaderne, som det kongelige følge red mod slottet. Rundt i gaderne nikkede Fenrer tilbage til folket, der så ud til at have fattet en vis interesse i ham. Det var nu ikke fordi Fenrer selv havde haft nogen forventninger til alt dette, men man kunne vel ligeså godt være høfligt, når man nu besøgte en ny by, også helst en by vis alliance man godt kunne bruge.

Fenrer reflektererede lidt over hans vært, som han sad på hans nye Valen, Hyperion, der gyngede ham i det rolige tempo. Mon denne Gabriello var ligeså fæl som de andre dæmoner han havde mødt i Underworld? Så vidt Fenrer havde forstået, var den nye hersker af Aquener en lettere kold skiderik, men med æresbegreberne og moralen i orden. Det var derfor en lidt anspændt holdning, som Fenrer bragte med sig til mødet. Denne mand kunne meget vel gøre livet betydeligt lettere for Fenrer. Dette gjaldt i mange henseender, nogle af hvilke Fenrer ikke havde planer om at uddele viden om, til andre. Fenrer kunne dog godt føle sig fristet til at forelægge hans planer for netop denne allierede, men først når Gabriello havde bevist sit værd og sin loyalitet til den mulige alliance.

Der var ikke langt endnu til hans destination, for Fenrer kunne nu se den lille borg tårne sig lidt over byens tage. Fenrer så sig tilbage over skulderen mod hans kaptajn for livgarden, Sir Rayne, som han efterhånden havde fået knyttet et tæt og venskabeligt bånd med, specielt efter Fenrers dristige udbrud under kampen om Minotauris. Rayne havde i en tid haft lidt svært ved Fenrers lidt lemfældige tilgang til hans egen sikkerhed, men det virkede til at han havde indset at Fenrer nok skulle kunne klare det meste, efter Fenrers beslutning om at hjælpe kavaleriet i kampen, og efter at have set Fenrer nedlægge flere minotaurer i kamp. Rayne og mange andre der havde set dette ske, havde endda givet Fenrer endnu et lille kælenavn, "Den grønne flamme der danser på blod". Dette var en hentydning til både Fenrers personlige Banner og hans danselignede måde at kæmpe på.

Da følget nåede borgporten, kunne Fenrer høre bannerføreren, der begyndte at annoncere Fenrer "Ærede Gabriello Winter Pruss, hersker af Aquener!" Begyndte den unge mand, iført finere tøj end de fleste af hans med soldater "Jeg præsenterer dem for Fenrer Descouteaux-Lemaire, Søn af Leidolf, hersker af det brændende sand, Konge af Sunfury, Mester af Saragosnerne, Den grønne flamme der danser på blod...." Fenrer sukkede som manden fortsatte. Hvor han dog fandt disse præsentationer kedsommelige. Han havde mest af alt lyst til at bede manden tie stille, men var godt klar over at alt dette var en del af formalia.
Da manden endelig var færdig, svang Fenrer behændigt benet og hestens ryg og trådte frem mod Den unge blege mand, der lugtede lidt tydeligt af dæmon. Fenrer smilede og rakte ham den ene hånd, mens den anden hvilede på af det Sværdknoppen specialsmedede våben, som Rayne havde fået smedet til ham, efter kampen.


Fenrer så op på manden med lettere skævt smil "Godt endeligt at møde dem Pruss.." sagde han med en rolig tone ".. Nu ved de vist hvem jeg er.." sagde han med et lille grin og skævede lidt over skulderen mod bannerføreren "..men hvad med at vi får snakket"
Fenrer trådte op ved mandens side og gjorde en fakt med armen mod borgen "Hvis de vil være så venlig?" Sagde Fenrer, henledende til at Gabriello kunne føre an.

Gabriello bøjede hovedet til hilsen med en hånd mod sit hjerte. Hans søskende fulgte trop et halvt sekund senere. ”Deres højhed. Velkommen til Aquener. Det er en ære at møde og huse dem.” sagde Gabriello og begyndte at føre an ind på den herregård som var hvor han arbejde. ”Jeg håber ikke I lidt for mange tab. ” Gangene snoede sig og var pænt udsmykket. Blomster fra sommersæsonen var i vaser i vinduerne. ”Og for gudernes skyld, kald mig ikke Pruss. Jeg ser hele tiden efter min farfar når man kalder mig det.” Gabriello klukkede og strøg det hvide hår tilbage. ”Winter eller Gabriello. Du vælger.” Gabriellos søskende gik hen til deres børn og tog dem med sig. Et mindre suk kom fra Gabriello.

”Jeg ved godt at dette er intet som dit slot, men det er en ære at vise min familiens slot frem. Det var været i vores slægt længere ned jeg kan tælle.” sagde han og så på den anden. ”Kan jeg stille dig et spørgsmål?” De nåede frem til rådsrummet. Gabriello åbnede dørene og gik hen til et behageligt sæde ved de store vinduer. Fandt en vin frem og to glas. Holdt dem op i et tavst spørgsmål. ”Har De ikke nogen som venter på det hjemme i Sunfury? En kone eller noget?” Han vidste godt at der var en linje, men hvorfor ville han ellers indtage så mange byer, hvis det ikke var for at herske og beskytte?

Ludvig sad med sin søn på skødet og legede med ham. Han vidste at han burde være hos sin bror, men… Han sænkede hovedet og så ud til siden. Gabriello ville aldrig kunne slå sig ned. Han var skabt til krig og herske. Ikke til at have børn. Hvem ved hvordan de kunne blive.

Da herskeren af Aquener omtalte æren ved at huse Fenrer, kunne den unge kejser ikke undgå at grynte lidt af fornøjelse. Nok var han nu en af de mest magtfulde personer i Underworld, men han havde aldrig helt vendt sig til titlerne og tiltalerne der fulgte med denne position.
"Jeg påskønner deres ydmyghed, men det er ligeledes en ære for mig at være her " sagde han so han fulgte Gabriello ind på borgen. Et enkelt blødt bump hørtes, da Rayne gav den unge bannerføre en albue, som denne skulle til at påminde Gabriello om at ordentlig tiltale af Fenrer var forventet, en ting som Rayne var udmærket klar over at Fenrer afskyede.

Da den unge by-hersker kommenterede Fenrers kampagne og tabstal, smilede Fenrer endnu en gang "Vi led næsten ingen tab for at være ærlig.." sagde han en anelse stolt, og så sig kort over skulderen, mod Rayne, der ligeledes smilede stolt ".. Mine mænd klarede skærene uden nogen mangel på stolthed og effektivitet"
Rayne klukkede let og lod den rug stemme falde " Kejseren gjorde os stolt med sin tilstedeværelse på slagmarken.." Rayne fangede Fenrers blik, som den unge kejser så sig tilbage mod kaptajnen af hans livgarde ".. kejseren var et glimrende eksempel"

Da den lille forsamling nåede et lokale, hvilket Fenrer ville gætte på gjorde sig som råds-lokale, nikkede han til Gabriello, der stillede ham et spørgsmål, der fik Fenrer til at trække en lettere kølig grimasse "Nej.." svarede han prompte, usikker på om dette var en hån, henstillet på Valeryas død ".. Jeg har ikke haft taget en viv siden dronning Valerya døde" sagde en anelse kort for hovedet og satte sig i af stolene ved vinduerne. Den unge kejser tog et af vinglassene og drak til, selvom det ikke var den samme frugtede smag som han var forvant.
Fenrer så op på by-herskeren med tunge fuger trukket henover hans ansigt, som han vægtede sine næste ord en anelse "Det har været for travl en tid til sådanne fritids interesser.." sagde han med en rolig tone ".. Jeg har blandt andet fjernet størstedelen af plagen som piraterne fra Sagros'ner udgjorde, som du ved"

Fenrer betragtede kort personen med et barn på sit skød, som tankerne om hans tre børn kaldte ham hjem. Fenrer rystede lidt af hjemveen af sig, og vendte atter blikket mod Gabriello "For at skære direkte til sagen som jeg forventer har voldt dem en vågen tanke.." sagde Fenrer med en neutralt tone ".. Jeg har tænkt mig at udvide mit territorium, ja.. og nej.."
Fenrer lænede sig en anelse frem mod sin vært, med et skævt smil "De ligger ikke i vejen for mig" Fenrer viftede en af tjenerne an der trådte frem med nogle indpakkede genstande, der blev lagt på bordet med et tungt bump. Fenrer så op på Gabriello med et smil "Som tegn på min velvilje har jeg medbragt en gave fra Minotauris som jeg tror de vil kunne lide" sagde Fenrer og skimtede mod pakkerne. I dem lå der fire gyldne stave, på længde med Fenrers underarm, hvorpå der var indmejslet nogle skrifter som Fenrer ikke kendte.

Gabriello tog imod gaven og så på dem med et smil. Det var betydningsfuldt og han bøjede hovedet. ”Det er alt for meget, deres excellence.” Hans bror kom hen og så på gaven og nikkede. Dette kunne være et godt tegn. Gabriello vinkede en hånd til hans søster. Hun gik ud ad døren. Gabriello satte sig ned i en stol og foldede hænderne. ”Så ville jeg holde mig af vejen.” ”Vi har glædet os til at møde dem. En af vores ønsker er at skabe en alliance mellem deres kongerige og vores handelsby.” Hans bror og ham havde noget med ord, men dette var ikke tidspunktet til at lyve. Gabriello så hen da hans søster trådte ind igen. Han havde en æske i hånden. Han gav den til kongen.

Gabriello havde smedet to kæder om hang side om side. Sølv og guld med en gul diamant hugget ud som en sol. Små rubiner prydede leddene mellem sølv og guldbåndene. ”Jeg håber at dette er en gave som kan måle sig med den skønhed som du normalt ser. Der er også en gave til deres datter.” sagde den unge hersker og smilede venligt. Han havde brugt lang tid nede i smedjen for at lave kæderne. Hans søster havde sørget for gaven til datteren. ”Men vi ved ikke om du har en bastard.” ”Søster!” Gabriello så rasende på hende og vendte et undskyldende blik mod kongen. ”Det beklager jeg. Hun tænker tit før hun taler.”

Fenrer nikkede høfligt til Gabriello, da herskeren af byen anerkendte Fenrers gave. Den unge kejser holdte sine sanser på højkant. Ikke at det var for at være fjendsk eller noget, og man kunne da heller ikke mærke på Fenrer hvor meget han holdt øje. Det kunne dog let ænses at Fenrer undredes lidt over det mærkværdige ordspil som der kort spillede mellem Gabriello og hans bror, men Fenrer besluttede sig for ikke at bide sig videre fast i det, endnu. Han svirpede øjnene mod døren, sammen med Gabriello, og holdt øje med hvem Fenrer antog til at være Gabriellos søster.

Da Fenrer åbnede gaven som han blev overakt, gled hans øjne en anelse op, til et lettere overrasket udtryk. Fenrer måtte ærligt indrømme overfor sig selv at dette var en godt gennemtænkt og bearbejdet gave. Kejseren af Sunfury så op på Gabriello, med et lille smil strålende ud af det korte fuldskæg.
"Gaven er mere end værdig Winter.. " sagde han og vægtede smykkerne i hver sin hånd, som han skiftede fra at smile til Gabriello og se på gaven ".. Videregiv mine tak til smeden de er lavet hos.. det er sjældent man ser så veløvede færdigheder"

Fenrer nikkede svarende, da Gabriello spurgte ham om dette var en gave tilsvarende i skønhed, til det han så normalt. Han smilede bredt da Gabriello nævnte at Fenrers værter, også havde påtænkt Elizabeth, hvad gaver angik altså. Fenrer vendte ikke hovedet i nogen skarp reaktion, men nærmere i en glidende, nærmest automatisk bevægelse, over mod Gabriellos søster. De grå øjne var kolde som sten, som de søgte kvindens pupiller. Var hun klar over at sådanne udtalelser kunne resultere i dødsfald, og i krig.
Man fornærmede ikke en konges æt, eller for den sags skyld en kejser.

Selvom Fenrer udmærket var klar over at han var i sin ret til at kræve bod, for den fornærmelse som Gabriellos søster netop havde budt ham, forholdt han sig i ro. Han vendte sig stilfærdigt mod herskeren af den lille bystat som han nu befandt sig i.
"Din søster forlader lokalet nu... har jeg ret?" spurgte Fenrer monotont. Hvis Gabriello ønskede at de to skulle have en alliance, ville Fenrer i den mindste han den respekt der fulgte med titlen som konge.

”Hun gør!”[/color] Gabriello så på Naja med rasende øjne. Søsteren gav et fnys, men gik ud. Gabriello gned sin tinding. ”Jeg beklager dybt for hendes opførsel. Jeg prøver at holde dem alle på række, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvem jeg kan placer hvor.” sagde han og smilede undskyldende. Han var glad for at kejseren kunne lide gaven. ”Jeg smedede den. Over 60 år på vejen og man lærer lidt af hvert.” sagde han og rettede sig lidt op i stolen. Ørnen hoppede ned på bordet og gik hen over det til kejseren. De gule øjne var udelukkende nysgerrige. Den flaksede let med vingerne og ruflede sine fjer.

”Skal vi snakke om en alliance mellem Sunfury og Aquener?” spurgte den unge hersker og foldede sine hænder. ”Jeg kan huse dig og dine, for så længe du ønsker. Vi har måske ikke Sunfurys skønhed, men vi har en masse andet at byde by. Vi er en god handelsby og alle gode vare kommer her til.” sagde Gabriello med et smil. Han håbede at de kunne bygge et venskab op. En alliance i det mindste. ”Eller måske du ville hellere lære mig at kende? Jeg ville elske at høre om dig.” De røde øjne så på Shapeshifteren med en utrolig ro.

Gardinerne bevægede sig i den svalende vind. Man kunne høre folkene udenfor. Stemningen var god og munter. Gabriello kom på benene og gik hen til et af vinduerne. Folk kom og gik udenfor. Længere ude kunne man se havnen, med alle dens skibe. Bannerne fra Sunfury kunne ses. Et smil kom over hans læber.

Fenrer nikkede roligt til Gabriellos undskyldning for søsterens opførsel, men lod ham tale ud, uden at ytre sig yderligere. Da Gabriello forklarede at han havde smedet gaven selv, nikkede Fenrer igen, men denne gang med et lille smil "Ja, desværre er det ikke os alle der har samme mængde af år at leve på og lære disse ting" sagde Fenrer med et lille eftertænksomt smil. Selv ville han have elsket at kunne slå sig fast til et arbejde, velvidende at han havde mange hundrede år mere at spilde derefter. Der var så mange ting der kunne have ladet sig gøre, hvis dette havde været tilfældet.

Da Fenrer kiggede op igen, var det for at se på ørnen der nu sad på bordet foran Fenrer, og betragtede ham nysgerrigt. Fenrer smilede stilfærdigt ved synet af det smukke dyr, som gav sig til at lytte til Gabriellos ord om en mulig alliance. Fenrer sagde ikke noget, men ventede tålmodigt på at Gabriello var færdig med at tale. Selvfølgelig havde Fenrer også selv haft et politisk motiv med at komme hertil, men om en alliance skulle blive til noget, det måtte tiden vise. Fenrer var mest af alt interesseret i at få opstillet en stærk og bindende alliance, og der ville et par små gaver ikke være nok. I disse høje kredse var det at give en gave jo nærmest som at hilse på hinanden.

Fenrer kiggede interesseret op på dæmonen, som han foreslog at de lærte hinanden bedre at kende. Han var måske ikke klar over at Fenrer ikke ligefrem brød sig synderligt meget om dæmoner? Men det var vel også ligemeget, for medmindre at Fenrer ville prøve en invasion af på Sean McGivens nabostat, så var der ikke noget Fenrer kunne gøre ved det.
Det var nu heller ikke fordi Gabriello frastødte ham, i al fald ikke udseendet. Men at et væsen spiste andres sjæle, var svært at komme udenom.

Fenrer rømmede sig, og foldede hænderne sammen.
"Jeg tror ikke det er nogen dårlig ide at lære hinanden bedre at kende.." sagde han med den sammen rolige tone som han havde lagt over i før ".. hvis vi skal have en alliance op at stå i al fald" Fenrer så sig over skulderen mod Rayne der ikke udviste nogen videre følelsesmæssig udspil, hvilket til tider var ret nyttigt, men ligenu blot irriterede Fenrer. Den unge kejser viftede kort med hånden mod en af de mænd der stod ved kaptajnens side. Den spinkle mand med fint tøj, gik kort over til bordet hvor han lagde et stykke sammenrullet pergament.

Fenrer rullede det store pergament ud og rejste sig, hvorpå han viftede Gabriello over til sin side "Jeg kan forstå at Aquernes rigdom består af handels-udbytte fra de kystsejlende.." Fenrer lod en finger glide fra Humvita til Aquener ".. i begge retninger.." Den unge kejsers finger gled nu fra Sunfurys kyst til handelsbyen.
Fenrer så på byherskeren med en alvorlig mine "Men jeg har også forstået at Devils Lagoon.." Fenrer satte en finger på øen, der ikke lå langt fra Aquener, på kortet ".. har forpurret megen handel og udbytte, for os begge" Fenrer smilede nu til dæmonen med et velvidende glimt i øjet.

"Jeg har tænkt mig at ændre på dette.." sagde han med en vælde af magt, der næsten strålede ud af ham ".. Jeg vil brænde øen ned til grunden, men jeg skal bruge noget hjælp " Fenrer havde ikke videre brug for hjælp hvis sandheden skulle frem, men hvis de Sunfury og Aquener skulle stå i alliance, så måtte Pruss yde sit.
"Jeg skal have en bevilling til at sejle hæren igennem Aqueners farvand i alle tider, og I skal stå for ti procent af kampagnens omkostninger hovedsageligt i form af rationer.. " Fenrer lod budskabet falde for et minut, da han vidste at det muligvis var meget at bede om, men nu var han selvfølgelig også til at forhandle med.
"Dertil for I selvfølgelig også ti procent af udbyttet, som formentlig kommer til overstige jeres omkostninger i fem folde"

Med disse ord lod Fenrer sig vende mod Gabriello. Han vidste ikke helt hvad herskeren af Aquener ville have at sige til dette foreslag, men hvis han kunne se det store udbytte i det, ligesom Fenrer, så ville han uden tvivl sige ja.
Fenrer rømmede sig efter en stund "Er det noget de kan leve med?"

Gabriello trådte hen til bordet og studerede kortet. Han vidste godt, at hvis man vil ind til indlandet skulle man forbi Aquenerne først. Hænderne kom ned på bordfladen og hvilede sin vægt der. ”Bevilligende kan de få.” Man kunne høre råb ude på gangen. Gabriello kastede et kort blik på døren før han igen så på kortet. ”Det er mine niecer og nevøer. Nok shapeshifterne og varulvene.” sagde han og lod en finger glide over kortet. Han havde, stadig har, en stor søskendeflok. Adopteret og blodrelateret. ”Jeg er ved at bygge byens forsvar op og hæren er også ved at blive mobiliseret. En af dem ville være vores flåde. For mange pirater og vi ender som Minotaris. Med flåden kan vi holde piraterne på afstand.” sagde han og så hen på døren da den blev revet op. Tre ulveunger og en bjørneunge kom løbende ind efterfulgt af fem andre børn. [color=#999933]”Børn!” sagde han og de stoppede alle op. ”Kan I huske hvad jeres fædre og mødre fortalte jer?” spurgte han bydende og satte en hånd på hoften. ”At du havde et vigtigt møde.” ”Og at vi ikke måtte forstyrre.” ”Er det virkelig kejser Fenrer? Den store ulv fra Sunfury?” Hvad havde han gjort forkert når det kom til at vise andre respekt?

”Tilgiv mig, unge kejser. Det er hvad der sker, når din familie tager med på arbejde.” sagde han og så på dem. Deres mødre dukkede op, nejede og tog børnene med ud. ”Så ja, Du kan få passage og støtte, hvis du får brug det en dag. Hvis du ikke kan lide dæmoner, har jeg andre søskende som er af andre racer. Børnene var et bevis.” sagde han og rystede på hovedet. ”Og jeg tror at vi måske kan udvikle aftalen lidt. Rejsen fra Sunfury og her ud til kysten er ikke kort. Send en fugl i forvejen og I kan tanke op til jeres rejse.” sagde han og så på den anden leder. Hovedet lå let på skrå. Ludwig flyttede sig ind i skyggerne og satte sig ned i en af lænestolene. Hans kropsholdning var afslappet. Den ældre så på sin yngre og hævede et øjenbryn.

”Skal vi gå en tur gennem haverne eller vil du foretrække at side ned og snakke? Det er næsten for dejligt at holde sig gemt herinde bag disse vægge. Og så du måske fortælle mig hvad du har imod dæmoner?” Det var ikke noget som han kunne læse på hans kropssprog. En af hans søskende havde hørt rygter om kongen som ikke kunne lide deres race. Gabriello ville gerne bevise at han kunne være anerledelse, men han var hvad han var. Ludwig kom på benene og nærmede sig sin bror. [color=#009966]”Jeg er nødt til at se til Gabe og Morgan.” sagde han og klappede hans ryg. Den store bloddæmon forsvandt ud ad døren. Gabriello så på sin gæst og gik hen mod døren. ”Haven eller den svalende stue med udsigt havnen? Uden dit følge selvfølgelige. Hvis vi skal lære hinanden at kende, så er det vil privat? Jeg kan vise dig, at vi ikke alle er de kolde væsner som du tror vi er.” sagde den unge hersker og hævede et øjenbryn spørgende.

Fenrer blev behageligt til mode, da Gabriello med det samme eftergav hans forespørgsel. Dette tydede på at det ikke ville blive svært at få et ordentligt samarbejde op at stå. Fenrer havde ærligt talt ikke haft nogen forudanelse om hvordan Gabriello ville reagere, men dette var måske bedre end han havde turde håbe på.
Fenrer vendte hurtigt øret mod lydende der kom fra gangen, som Gabriello hurtigt forklarede at dette formentlig var hans nevøer og niecer. Da Gabriello kommentar om at Aquener kunne ende ud som Minotauris, sneg et smil sig frem i Fenrers mundvig "Jeg vil ikke tro at dette skulle blive et problem nu..." sagde ham fromt ".. ikke hvis denne alliance giver pote for os"

Da døren blev revet af børnene der væltede ind, voksede Fenrers lille smil sig hurtigt størrere. Han kunne ikke lade være med at glædes over børn, der trods alt var verdens fremtid. Dette faktum fik altid løftet Fenrers humør. Det blev kun bedre da han opdagede at hans omdømme var løbet ham i forvejen, og havde præget børnene, allerede før de havde mødt ham, hvilket fik Fenrer til at le en anelse.
Da Gabriello kommenterede på børnenes opførsel rystede Fenrer blot på hovedet med et smil, som deres mødre gennede dem ud af lokalet. Hans hoved rykkedes dog hurtigt om til Gabriellos, da byherskeren omtalte Fenrer had til dæmoner. Fenrer vidste ikke hvad han skulle sige. Han var lidt overrasket over at manden alligevel vidste hvordan Fenrer havde det med mørke væsener, for dette var ikke noget der ligefrem blev hevet frem i offentligheden.

"Det skal du ikke tænke på" sagde han nærmest undskyldende "Jeg tror ikke dette bliver noget videre problem.." fortsatte han, men måtte stoppe da Gabriello snakkede om at sende en fugl i forvejen. Var byherskeren ikke klar over at Sunfury havde en ekstrem lan kyst? Endda den eneste kyst der rørte blodhavet.
Fenrer rømmede sig og tappede let med en finger på Sunfurys kyst, der var optegnet på kortet. "Jeg tror bare vi tager flåden op langs kysten, skulle det være.. "sagde han med et lille smil ".. Ellers har jeg jo ingen grund til at have fået flåden opbygget"

Da Gabriello spurgte hvilket af stederne Fenrer kunne tænkes at ville tale privat i, smilede Fenrer roligt "Stuen tak" sagde han og rejste sig, som han viftede sit følge af med den ene hånd. Han havde fået mere end rigeligt af den kølige havluft på det sidste. Fenrer fulgte derpå blot Gabriello til stuen.

På vejen gennem herregården, studerede Fenrer nøje gangene og udsmykningerne. Han havde aldrig været ved Aquener før, men selv her var der et særligt præg over stilen. Dette var noget Fenrer længe havde bidt sig mærke i, som han rejste rundt i Underworld. Ligemeget hvor man kom, var kulturen lidt anderledes end det foregående sted man havde været.
Da de trådte ind i stuen, gik Fenrer direkte mod facade vinduet, der med det samme lokkede med lys og udsigt. Han sukkede mageligt "Det er sandelig en fryd at se.." sagde han med en rolig tone ".. Havet og dets folk er lidt i særklasse, det må jeg give dem Ga.. Winter.. Der er ikke noget sted som kysten "
Her ved vinduet, kunne man rigtigt se hvordan den lokale kultur spillede ind på befolkningen, men Fenrer måtte prøve ikke at blive at for fanget af sceneriet. Det var trods alt ikke derfor han var her.
Han blev stående ved vinduet , men vendte sig dog halvvejs om mod Gabriello
"Nu vil jeg så spørge dig.." sagde han med en kæk og frejdig tone, lagt under det lettere drillende smil ".. hvordan er det du tror jeg tænker om din art? Og hvorfor?"

Gabriello gik hen og satte sig i en af de tre sofaer. Han havde lagt jakken på en af stolene og sad nu en skjorte. Armene hvilende på ryglænet og benene strakt ud. Han var glad for at Fenrer synes om hans hjem. Ved spørgsmålet rynkede han let på brynene og så ud til siden. Hvordan skulle han sige dette uden at få det til at lyde som om han havde spioner over det hele. ”Efter mine familie mistede sædet i denne by, gik mine søskende under jorden. Jeg har tre søskende i Sunfury. De er gode til at opsnuse info som de sender til mig. Du holder din info tæt, men de er gode til hvad de gør Og de hørte alle at du ikke kan lide dæmoner.” sagde han og så på den anden. Der dukkede et koldt blik op. ”Hvis de på nogen måde bliver udnyttet eller andet, vil jeg komme.” sagde herskeren. Det kolde blik forsvandt igen. ”Jeg beklager.”

”Men dine rygter som sagt løbet dig i forvejen. Mange her i Aquener beundre dit arbejde. Mange mænd har spurgt efter en flåde og en hær.” mumlede han og strakte sit højre ben. Et knæk kom fra hans knæ og et suk fra hans læber. ”Når det bare er os, skal vi ikke lade os kalde hinanden ved navne? Du kan kalde Gabriello eller hvad du vil.” sagde han og tippede hovedet på skrå.

”Men vi ved mere om dig, end andre, tror jeg. Du har en datter, men du var tæt med din kongelige healer, eller er du stadig?” spurgte han og smilede venligt. Han ville ikke starte en krig, men hans søskende var gode til hvad de gjorde, og bar på vigtig info. Der blev banket på døren og Gabriello så hen. ”Kom ind.” svarede han. En af hans nevøer, den ældste af Ludwigs børn, kom ind med en bakke fyldt med frugter og drikkevare. Drengen havde Gabriellos blege hår, men havde blå øjne. Drengen så kort på kejseren før han stillede bakken på bordet og så på sin onkel. Gabriello trak drengen ind til sig og mumlede noget i hans øre. Drengen nussede sig kort ind til sin onkel før han skyndte sig ud igen.

”Jeg glæder mig til jeg selv kan få have et barn. En som jeg kan kalde min.” sagde han og sukkede. ”Det må være skønt at være far.” tilføjede han og så spørgende på Fenrer. Han var jo selv en far. Han rejste sig op og tog et æble. ”Men du har ret. Byen er smuk, og jeg har planer om at gøre det kendt for dens handel. Jeg har brug for hjælp dog. Alliancer og nogen som jeg kan stole på.” Han drejede hovedet og så på Fenrer. Et smil kom over hans læber. De røde øjne glimtede med latter. ”Men det kommer an på om du kan holde et dæmons selskab ud. Til trods for at han ikke er så farlig mod dem som han kalder allierede.” Han kørte en hånd gennem sit hår og blinkede til den anden.

Han kunne ikke lade være med at flirte, men der var noget ved ham, der fik Gabriello til at kunne lide hans selskab. Han tænkte på sit folk og var tydeligvis en god kriger. Han tog et bid af sit æble og slikkede saften fra sine læber og så ud på gaden. Han sneg blikke på den anden ud af øjenkrogen. Han var en anelse mindre end Gabriello, men de var på ligefod med muskler så det ud til. Kom dog an på hvilket våben som Fenrer svang. Gabriello foretrak sværdet hans ørn var en del af hans våben. En ide kom til ham og han vendte sig mod den anden. ”Jeg har en ide, hvis du ikke har travlt med at komme hjem til Sunfury.” sagde han og smilede skævt.

Fenrer svarede ikke byherskeren, som forklarede sig. Det var ikke svært at regne ud at Gabriellos familiemedlemmer var af anden race, for ellers var der nemlig ikke nogen at vide om Fenrers had. De skulle nemlig være ved hoffet for at kunne få opsnuset dette, ellers skulle de kende Fenrer fra hans fortid, men Gabriello havde allerede afsløret at de var i Sunfury. Fenrer måtte gennemgå hoffet lidt grundigt, når han engang vendte tilbage til Sunfury City.

Fenrer brummede et anerkendende "Mhmm" da Gabriello fortalte om sine planer, for atter at gøre Aquener fremtrædende på kortet. Han forstod kun alt for godt Gabriellos ønske, for han havde selv været der. Han ville efterlade et Sunfury der strakte sig vidt omkring, hvor folk vidste de var i sikre rammer, og hvor hans eget folk, formskifterne, ikke behøvede at leve på kanten af samfundet. Så det lå ikke langt fra ham at forstå dæmonen, i al fald ikke på dette punkt.

Fenrer vendte hovedet i en skarp drejning, da samtalen gik nærmere Cody "Jeg ville træde forsigtigt hvis jeg var dig.." Tonen var fast og kontrolleret, men ikke truende. Fenrer vidste hvilken magt han havde, og ville ikke lade sig manipulere ved afpresning ".. Hvad der foregår mellem Cody og jeg kan for det første benægtes, og er dertil noget som jeg kan finde på at kræve bod for"
Fenrer var stadig i en rolig fremtoning. Han kunne sagtens være gå derfra vred og hidsig, havde han været en mand af Underworlds samfund, men han havde ikke så let til fornærmelser. Den kontante afvikling var blot for at fastholde sin autoritet, men han ville da gerne vise at han ikke var bange for dæmonen "Men ja.. jeg er stadig kær med Cody, selvom det naturligvis ikke er noget som skal frem for hoffet"

Han måtte ærligt talt erkende at Gabriellos spørgsmål om faderskab overraskede ham. Fenrer nikkede og trådte nærmere dæmonen, der havde overasket ham med dette ønske om at blive far "Det er ligeså stor en glæde som alt indholdet i dit liv " sagde han med et smil. Merer var der vel ikke at sige om dette, for
Fenrer satte stillede sig overfor Gabriello med et smil, som han afsluttede spurgte om Fenrer ville kunne udholde hans selskab. Selvom Gabriello bestemt ikke manglede hovenskab, men på trods af dette, så havde han da visse gode strejf i sin personlighed. Fenrer smilede til ham og sagde med en varm tone "Jeg tror næppe jeg havde betragtet dig som farlig alligevel.." Han satte en hånd ved bæltet og løsnede stropperne der holdte det pragtfulde sværd, som han dernæst lagde i en af de andre sofaer.
".. Jeg er ikke modig ser du.. men jeg er ikke bange for så meget længere"


Da Fenrer havde sat sig på det lave bord, overfor Gabriello, dukkede der et strejf af undren op på hans ansigt. Grunden til dette var dæmonens spørgsmål "Og hvad er din ide så?" spurgte han nysgerrigt, som han gned sit skæg.

”Lad mig holde en fest. Starten på vores alliance.” sagde han og slog armene ud. Et smil var over hans læber. Han havde stadig en ungt sind, men kunne også fine ud af at opfører sig som en voksen. ”Festen ville starte i morgen og alle kan komme. Dit folk og mit folk. En god start på at lærer hinanden at kende, ikke?” spurgte han og satte en hånd på den ene hofte. Endnu en gang bankede det på døren. ”Sir. Vi har problemer ved indgangen.” sagde tjeneren og så nervøst mellem dem. Gabriello vendte sig mod manden og hævede et øjenbryn. ”Hvad er det denne gang?” spurgte han og gned sin tinding. ”Pirater. Samme folk som de sidste to gange.” kom svaret. ”Har jeg et for blødt hjerte!?” Gabriello så på kejseren. ”Jeg beklager, men folk udnytter åbenbart deres chancer på dårlig vis. Du er velkommen til at gøre følge, eller du kan føle dig hjemme. Dette ville ikke tage lang tid.”

Gabriello gik gennem gangene. Dette var grænsen og et suk kom fra hans læber. Jakken hvilede på hans skuldre og hans sværd hang nu ved hans side. Udenfor stod en gruppe af mennesker. Herskerens ansigt blev straks koldt og fjernt. Piraterne sad bundet på jorden. ”Mine herre.” sagde han og standsede foran dem. Alle så på ham og kaptajnen snerrede. ”Jeg bad jer om at forsvinde sidste, og ugen før, så vær sød at fortælle mig, hvad I laver her?”  Han foldede armene over brystet og kneb øjnene sammen. ”Du kan ikke holde os ude. Meget få ville ønske at sætte deres fødder i Minotaris.” ”Det er ikke mit problem. Den sag må du tage om med Fenrer Leidolf. Han er kejseren der.” Gabriello trak på skuldrene og hvilede sin kropsvægt på venstre ben. ”Hvad skal vi gøre med dem, sir?” En af vagterne så på Gabriello med undrende øjne. Denne knælede ned og tog fat om kaptajnens hage og rystede den lidt. ”Lås dem inde i cellerne. De skal straffes.” sagde han og kom på benene.

Han satte kurs mod stuen igen. En hånd kørte gennem håret og et suk kom fra ham. ”Broder?” Ludwig, Rick og Leonardo kom hen til ham. Disse tre var dem som var cirka på hans alder. ”Jeg stinker til dette job. Jeg føler jeg at fornærme eller er for hovmodig.” sagde han og så på sine brødre. ”Du klarer det fint, Riello. Desuden, du har ikke startet en krig endnu.” Alle tre brødre sendte Leonardo et tørt blik. ”Du burde ikke lade ham vente.” sagde Ludwig og Gabriello gik tilbage til hvor han håbede at Fenrer stadig var. ”Du kan dette, Riello. Det er din ret.” mumlede han til sig selv. Han burde dog få den hær og armada på benene. Det eneste forsvar de havde var de folk som vil forsvare dem. Han åbnede døren og trådte ind i rummet. Et smalt smil var om hans læber, men øjnene havde forandret sig.

Fenrer lod Gabriello fortælle om sin ide med en fest, der kunne vise det bånd som Sunfury og Aquener nu skulle til at dele. Det lød nu ikke som nogen ringe ide at få en sådan fejring stablet på benene, desuden elskede folk jo altid en fest, næsten ligegyldigt hvilken en af slagsen det var. Den unge kejser nikkede til Gabriello, og rettede sig op "Strålende ide Gabriello.." sagde han med en varme i stemmen og et smil på læberne "..Jeg tror at alle vil kunne indlade sig på en sådan begivenhed"
Fenrer så dog op fra Gabriello, da en vagt kom uindbudt ind i lokalet. Folk fra Aquener havde virkelig ikke styr på deres etikette, ellers var det bare al den hoflige træning der havde smittet for meget af på Fenrer.

Da tjeneren forklarede problematikken til herskabet, var Fenrer ved at grine. Kunne disse mennesker ikke selv klare selv den mindste smule? Fenrer lod tanken glide fra sig, da det vel var en mulighed at Gabriello helst ville have afgørelsen i hænderne, når det kom til visse sager. Derfor lod han også Gabriello gå alene uden andet end at vinke byherskeren af.

Som kejseren af Sunfury blev ladt alene, tænkte han på om herskeren af Aquener mon ville være ligeså flyvsk, eller travlt optaget, når det kom til samarbejdet i deres alliance. Som Fenrer tænkte over dette, slog det ham at Gabriello nok blot var resultatet af sin plads i verdenen. Som hersker af et sted som Aquener, var der nok ikke et ligeså stort krav til manere som der var i Sunfury, og her var man nok tvunget til at underkaste sig visse andre vaner og dyder, ligesom at måtte have en finger på pulsen i det meste. Dette mindede Fenrer lidt om når han ledede kampe.

Af alle de kampe Fenrer havde ledt an i, havde den mest hektiske og nervepirrende nok været den på Minotauris. Fenrer tænkte tilbage på fornemmelsen han havde haft i maven op til kampen, og ved tanken om hvordan hans hænder havde været klamme af sved, gned han sine fingre mod hinanden. Fenrer gav et lille sæt fra sig, og en kuldegysning skød igennem ham. I et kort sekund havde han haft begravet sin klinge dybt i hovedet på en minotaur, for blot atter at sidde her i Gabriellos stue igen.
Han var ikke så svag at sådanne ting skulle have lov til at hjemsøge ham. Han ville ikke lade endnu en omgang sindssyge ødelægge hans verden, ikke så længe han havde Elizabeth og hendes arv at tage sig af. Men netop Elizabeth var måske nøglen til alt dette? Måske kunne det tænkes at Gabriello kunne bindes til deres alliance, hvis han følte at han blev ligeværdigt inddraget. Desuden blev de flest pigebørn lovet væk, allerede før end de blev født, i al fald når man blev født ind i adelen.

Da Gabriello endelig vendte tilbage, rettede Fenrer sig op fra at sidde og klø sig eftertænksom i skægget. Han smilede til byherskeren, og lod sig ikke vise at han havde lagt mærke til Gabriellos ændrede attitude. Smilet hos den unge kejser stod fast.
”Jeg håber ikke det var noget ubehageligt du måtte tage dig af?” spurgte Fenrer nonchalant, og slentrede stilfærdigt over til bordet igen, hvor han lænede sig afslappet.
”Jeg tænker at festen enten bør afholdes her, frem for Sunfury, da dette vil sende et klart signal til resten af Underworld om at vi nu står sammen, vil du ikke sige det samme?” spurgte kejseren med en næsten barnlig glæde i stemmen. Han holdte nu også selv af fester hvis han skulle være ærlig. Desuden var der en god mulighed for at han her kunne få introduceret Gabriello for Elizabeth.
”Jeg tror såmænd også jeg vil medbringe min datter..” sagde han og så sig over skulderen mod udsigten til Aquener ”.. som arving til mit imperium skal hun også se vores allieredes hovedsæder... og verden generelt” Fenrer smilede stille under et lavmælt støn ”Hun elsker sådan at se nye steder og møde nye folk”

Fenrer vendte atter hovedet mod Gabriello og så på ham med et nærmest forlegent blik, inden han sank hovedet under et lille og kort grin ”Og så er hun ikke nær så tilbageholdende når det kommer til væsener af mørket som jeg selv..” Fenrer stødt sig fra bordet og tog et par afmålte skridt mod Gabriello, som han foldede hænderne bag ryggen og atter så op på Gabriello med et lille smil ”.. ikke at der ikke er undtagelser fra min side Gabriello ”
Fenrer stoppede et par skridt fra dæmonen og lagde hovedet lidt på skrå. De grå øjne studerede byherskeren med omhu og interesse. Han vidste ikke helt hvad han skulle synes om Gabriello. På den ene side var han et væsen skabt af mørket, og som spiste sjæle for at overleve. Men på den anden side var der måske noget mere til netop denne dæmon end hvad man kunne se med det blotte øje.

Gabriello kunne juble. Fenrer Leidolf kunne lide ideen om festen. ”Jeg ville glæde mig til at møde deres datter. Der er rygter om hendes skønhed i byen.” Han lagde også mærke til den korte afstand mellem dem. ”Og det ville være ære, hvis vi måtte holde den. Jeg ville sørge for plads, vil I ville blive og overnatte.” sagde han med et smil. Var det forkert at finde denne mand foran sig attraktiv. Han vidste han måtte være mere moden og vise han kunne stoles på. Han måtte holde sig selv i skak. Han gik automatisk over i en paradehvile-stilling. ”Jeg kunne tilbyde mere, end handelspartnere, men jeg ved ikke om du ville få brug for det. At slå miniaturerne, det er imponerende. Det var noget som min bedstefar ikke kunne.” sagde han med en rolig stemme. Han tænkte også på Fenrers sidste sætning og så de studerende øjne. ”Jeg er ikke nær så mørk som man skulle tro.” sagde han og tilbød at sidde ned igen.

Han tog sin hat af og lagde det på bordet. ”Jeg har en masse af se til for tiden, men du ville have min opmærksomhed fra nu af.” sagde han og så på en anden med sine røde øjne. Han havde problemer med pirater, men han var ved at få det under kontrol, håbede han. Han så på den anden leder. Han håbede at dette kunne være starten på et venskab. Han havde ikke mange venner og kendte ikke folk som der var i den samme rolle som ham. Fenrer havde gjort indtryk på ham og han havde det han ønskede. Hans mørke var gemt væk. Han havde den skjult i flere måneder og han agtede at fortsætte med det.