It's been a while - Sean

T. omkring kl. 2 om natten
S. Rotten Roots gader
V. Vindstille, skyfrit.
O. tiggere, affald, afføring i gaderender og hvad der ellers hører de fattigste dele af byen til

Hvad var klokken? Hvor var hun henne? Hvad havde hun lavet? Hvorfor gjorde hendes hoved så ondt?!
Mange spørgsmål fløj gennem Nephthys hoved, da hun endelig kom lidt til sig selv igen. Det var som om hun havde tømmermænd - men det kunne jo ikke... Jo vent, det kunne det. Knægten havde naturligvis drukket inden - ellers havde han jo slet ikke været med på det! For pokker!
Nephthys rejste sig, og tog sig til hovedet. Hun var ved at blive for gammel til at lokke unge mænd med sig ud for at få mad. Hun måtte se at stoppe med det. Hun rettede på sit tøj, en tætsiddende hvid skjorte der var lidt for åben og afslørede at hun intet havde under den, sammen med et par stramme bukser og lange støvler. Hendes stil mindede nok mest om Seans fra dengang de var yngre. Sean... Gad vide hvordan han egentlig havde det? Var han stadig i live? Man vidste jo aldrig helt med ham.
Hun så hen i spejlet der stod på en billig kommode, og undrede sig kort over hvorfor dælen hun ikke så sig selv. Indtil hun atter kom i tanke om livets uretfærdigheder. I sengen som hun lige havde rejst sig fra lå der en ung mand med øjnene slået vidt op, og ansigtet frosset i et panisk skrig. Hmm, måske skulle hun til at blive bedre til at stoppe i tide? Nah, det var jo ikke sjovt!
Hun så sig omkring, og fandt en jakke - højst sandsynligt knægtens - og trak i den, bare for at skjule de plamager af blod hun havde fået på skjorten. Han havde kæmpet bravt, så det ud til.
Hun gik ud af værelset, og opdagede at hun befandt sig på en kro i Rotten Root distriktet. Typisk, Sulten overtog altid hendes tålmodighed - næste gang måtte hun komme ud i bedre tid, så hun ikke behøvede tage sådanne steder hen!
Nu var der bare spørgsmålet om hvor hun skulle gå hen. Hjem? Nej, der havde hun ikke været i månedsvis. Hvor så? Ingen havde brug for hende, det havde de vist ikke haft længe. Ikke at det gjorde hende så meget.
Hun trak på skuldrene, og rettede på tøjet igen. Hun tjekkede kort lommerne i jakken, og fandt noget hun ikke huskede at have set længe. En halskæde, et symbol på et venskab og partnerskab, som for længst var gået tabt. Hun bed kort sammen, velvidende at hun ikke behøvede halskæden mere. Alligevel tog hun den om halsen, og begyndte at gå. De færreste ville genkende hende, kortere hård, en stor jakke og bukser. Hun lignede langfra sig selv - og det var måske en god ting.
Hun gik langs gaderne i Rotten Root, sparkede til en enkelt tigger der klyngede sig til hende, men ellers gik hun bare - hvileløst, som hendes race for længst havde forbandet hende til. Men hvem vidste, måske var der en grund til hendes rastløshed denne aften?

Fra borgens beskyttende mure havde Sean spejdet ud i mørket. Det var blevet sent, så sent at det var blevet nat. Det havde bare været en smule ekstra arbejde, som så var trukket ud i timevis. Til sidst havde han slynget den sorte, lune kappe om sine brede skuldre og forladt borgen. Borgen var ikke hans hjem, den var bare en pengeslugende arbejdsplads. Han gad ikke engang renovere alle værelserne, for han fik ikke brug for så mange og det var i længden spild af både tid og penge. Kun dem han skulle bruge. Kun så meget, at borgen udefra stadig stod stor og uigennemtrængelig...
Hvad den ikke var. Den havde mange svagheder. Mange af dem menneskelige, i form af de vagter der boede der eller vogtede den port, som Sean havde forladt stedet igennem. De satte ikke spørgsmåltegn ved det længere. Denne hersker gik og kom af sig selv, uden vagter. Og hvorfor havde han brug for latterlige vagter? Alle vidste han var dæmon. I hvert fald noget langt andet end et menneske. Desuden fulgte den skræmmende lille knægt efter ham hele tiden. Den lille, smidige dreng, der ikke var helt rigtig oven i hovedet, men som deres hersker åbenbart holdt af. Den eneste personlige bodyguards, fordi resten af vagterne i længden var for uduelige.

Men Sean gik ikke hjem til sin eget villa i to plan. Hjem til huset, han altid havde ejet i byen og nok aldrig ville skille sig af med. Hans sorte tøj - støvlerne, de sorte bukser og den sorte skjorte - gled sammen i et som han forlod de belyste brostensgader i Terrorville og begav sig længere ned i byen...
Ned til det sjove. Det arbejde, Sean levede for. Ikke kedelig tal og adeligt skuespil som på borgen, men hans klan der endnu engang var en af de største i byen. Stadig lige kriminel, hans hjælp til at overtage byen roligt og fredeligt. Og hvilket job skulle han påtage sig i dag? Tyverier? Samle informationer?  Drab? Det hele virkede som det samme.
Det eneste der kunne lyse op i mørket var hans sværd. Det fine sværd ved hans side, rigt udsmykket og en gammel gave fra familien Chase. Han havde flere sværd, flere der ikke var så prangende, men dette var hans favorit. Det mindede ham om en anden tid. Dengang han havde fået en ny evne og en hel renblodet dæmonfamilie havde sat ham på en pedistal grundet hans blod og styrke. Han var Sean. Archdemon, verdenens fjende og hersker. Magt og dominans ville altid betyde noget. Det var det eneste der betød noget. For folk kom og gik. Relationer var flygtige. Måske var det fordi han skulle leve evigt og intet andet varede evigt. Men det kunne i det mindste være så sjovt, som muligt, mens det stod på.

Nogen måtte lade livet. Ikke på et job, men i et måltid. Det var blevet et hurtigt måltid og endnu en krop, der efterladt tomt i Rotten Roots snuskede gyder. De fattige trak automatisk ben og arme til dem, når Sean gik forbi dem. Denne skygge havde en aura af noget hårdt over sig denne nat, der talte til deres instinkter. Og Sean flyttede sig heller ikke, uanset hvems fingre eller tær han så fik trådt på.
Det mørkegrå blik gled op til månen over ham.
Natten og dagen. Det var to forskellige liv han levede, men han foretrak det om natten. Uanset hvor ensomt han gik igennem gaderne. Et svagt smil gled over ham, da han åbnede øjnene igen og så sig omkring. Der var næsten ingen folk. De fleste var trygge i deres huse og de fulde samledes mest om kroerne. Man kunne høre deres jubel give genlyd igennem nogle af gyderne rundt omkring. Som hyl i natten. Som mad, der kaldte på at blive spist af mørkets væsner.
Til at starte med genkendte han ikke kvinden, da han så hende. Det korte hår, det lidt for store tøj. Han vendte sig for at gå. Gå forbi hende og gå videre, finde noget nyt at tage sig til, da han som altid aldrig behøvede meget søvn. Blodpletterne og duften af blod hang om kvinden og mindede Sean om tidligere tider. Nostalgisk, det var hvad duften og synet var. Og i et øjeblik, i månens svage lys, virkede ansigtet bekendt. Som et flashback tilbage i tiden. Kæbelinjen, øjnene...Faktisk hvordan hele hovedet formede sig, selv om det virkede anderledes med det korte hår. Noget han havde efterladt i Dragons Peak, da han havde været på det laveste punkt i sit liv. Noget han havde lagt bag sig.
"Nephthys"
Det var næsten mere en konstatering, end et spørgsmål. Ville han ikke kunne genkende hende hvor som helst? Havde han ikke for længst indplantet sig alle hendes små træk? Og selv hvis han var i tvivl, skinnede en genkendelig halskæde om hendes hals.
Kvinden han burde takke. Hun var grunden til at han var blevet en archdemon. Uden hendes offer, uden det liv der lå imellem dem, var det aldrig blevet til noget. Hun havde været med til at forme ham. Var mere en del af ham, end nogen anden havde været.

Duften af ham havde kort forinden nået hende, en duft hun kunne genkende overalt. Sean...
Det var tydeligt, at han havde ændret sig gennem tiden siden de sidst så hinanden - noget som hun ikke tog så meget til sig. Selv, havde hun jo også ændret sig.
Hun stoppede op, og stirrede på ham i hvad der mindede om et par meget lange sekunder, inden hendes førhen neutrale ansigt fortrak sig i et smil - smilet var dog upersonligt, koldt og med en mangel på venlighed. Hun skyldte ham ikke noget, lige som han intet skyldte hende. De havde for længst valgt at gå hver til sit, for alvor. Intet havde ændret sig på den front.
Og så alligevel... Det var jo Sean. Manden som hun gennem sit liv aldrig havde kunnet få, og i de sporadiske øjeblikke hvor de havde haft det godt sammen, havde det være så skrøbeligt, at vanviddet havde overtaget.
Hun huskede ham, den aften. Synet af en hensygnet mand, tilnærmelsesvis drevet til vanvid - eller, det var sådan hun huskede det. Sean havde aldrig vist det på ydersiden, når han var ilde tilredt. Man måtte gætte sig til det.
''Sean..'' svarede hun, i en anerkendelse af at hun både huskede og genkendte ham. Manden der var til grund for hendes ulykkelige kærlighed, og manden der til enhver tid kunne redde hendes dag.
Latterligt nok, så skulle man tro at hun var kommet over ham og det liv hun havde ønsket sig. Måske var hun? Måske mindedes hun bare, for at holde fast i hvem hun engang var? En kvinde, som Sean engang havde holdt af. Noget, hun var i tvivl om nogensinde ville blive aktuelt igen.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Ville han overhovedet tale med hende? Og om hvad? Hun var blevet bedt om at skride af helvedes til, så hvad ville han hende?
''Dejligt vejr?'' sagde hun, prøvende. Smalltallk havde aldrig været hendes ting. Tydeligvis.
Omkring dem kunne man fornemme de hjemløse, som klæbede sig til skyggerne. Sultne, kolde, fortabte. En folkefærd hun engang havde tilhørt, før Sean havde reddet hende ud af slumpen. En tjeneste hun nok aldrig ville kunne gengælde.

Stilheden var gengældt, som han ligeså bare stod stille og lod blikket glide ned over hende. Blodet havde aldrig frastødt ham. Om noget gjorde den ham altid nysgerrig. Tiltrak ham, på sin egen sære måde, trods han på ingen måde levede af det. Men selskabet af dem, der gjorde, underholdte ham næsten altid. Det var tit dem han havde de sjoveste stunder med. Også selv om Nephthys på mange måder var noget helt for sig selv.
I sin tid var Nephthys et trygt og bekendt selskab. En der fyldte alle de andre huller i hans liv, uanset hvilket et af dem det var. Siden var hun blevet en levende skikkelse af alt han havde gjort forkert. Af en person, der på så mange måder var blevet mentalt misbrugt af ham. Af dårlige valg og sorger. Han havde udnyttet hendes tillid, hendes kærlighed, som han havde vidst var der. Og i dag? Nu?
Sean havde mistet forbindelsen med mange folk. En ting, der havde været medvirkende til hans depressive tilstand tidligere. Men han havde overvundet den, trods han ikke havde genvundet sin lyst eller mulighed for at stole på folk igen. Men han var ved at blive sig selv igen. Lige så egoistisk og altid på jagt efter noget underholdende, noget spændende, noget til at få adrenalinen frem i ham. Uventet.
Så hvordan skulle han hilse hende? Skulle de overhoved noget? Han huskede godt han havde kastet hende væk. Hans tanker prøvede at overbevise ham om at han havde haft en grund. At hun først havde afvist noget, han havde ønsket sig, til gengæld for noget andet. Men han huskede ikke hvad og var ikke længere sikker på om det var sket eller noget han forestillede sig. Alligevel gik han ikke videre, men blev her foran hende. Hun var vel næppe den kvinde, han havde kendt, længere. Uanset hvor meget der lå mellem dem, i deres fælles fortid. Men hvad betød halskæden så? Lagde Sean for meget i det?
Det gjorde han jo altid. Overtænkte alt.
"Ja"
Vejret var fint. Men han var ligeglad med vejret og så ikke op mod himlen ved kommentaren. Faktisk så han slet ikke væk fra hende. Hans ene hånd gled frem i en rolig bevægelse. Hvis hun lod ham, tog han halskæden mellem sine fingre og studerede den i månelyset. Alle hans ting...Alle tingene med dette symbol...Ringen, kniven, alt det andet. Det var blevet pakket ned i små poser eller kasser og skubbet ind under sengen. Ind til kisten, der indeholdt minder fra helt andre tider. Fortiden, der blev skubbet ind under sengen, fordi man ikke helt ønskede at skille sig af med det.
Så slap han kæder og trak vejret dybt. Ingen ville undre sig, hvis hun hadede ham eller ikke ønskede at have noget med ham at gøre.
"Vil du have noget at drikke?"

Mere end halvdelen af sit liv havde Sean været en del af hende. En del af hvem hun var, og hvem hun øsnekde at være. Sådan var det ikke længere - ikke efter hans forkastelse af hende. hvad var der egentlig sket, dengang? Hun huskede at de havde aftalt noget med et arbejde, men hun havde forlængst forkastet historien omkring det. Hun var kommet videre, tildels.
Da han rakte ud efter hende, var hendes første tanke at bakke væk. Alle hendes tidligere oplevelser med Seans berøringer havde i sidste ende resulteret i smerte og sorg. Hvorfor skulle denne gang være anderledes?
Men hun stod stille. Hun bakkede ikke væk, for lige meget hvor meget hun havde hadet Sean igennem tiden, så havde hendes kærlighed til ham overskygget det hele - inklusiv hendes dømmekraft. Da han rørte ved halskæden slog det hende - han bar intet af det som hun havde foræret ham. Havde hun begået en fejl, at tage halskæden på? Troede han nu, at hun hang ved fortiden... Det gjorde hun ikke, gjorde hun vel?...
Han slap kæden igen, og et svagt suk undslap hendes læber. Allerede nu, skreg hendes krop igen efter berøringer fra ham. Noget som hun for alt i verden ville undertrykke. Sean skulle ikke indvies i hendes problematiske dilemmaer - ikke igen.
Men så tilbød han noget at drikke. En høflighedsinvitation, velsagtens, siden hun ikke havde noget behov for hverken mad eller drikkelse, udover blod. Hun nikkede, og med en svagt skælvende stemme takkede hun ja. Forbandet, som hendes krop forrådte hende.
At se Sean var en følelse, der nærmest kunne beskrives som at se manden der forlod en ved alteret igen. Hun kunne ikke forhindre den følelse, selvom hun hadede den.
Hun trådte til side, og lod Sean vise vej. Han bestemte naturligvis hvor de skulle hen, eftersom han havde inviteret.
''Hvad bringer dig herud, på denne tid af aftenen?'' spurgte hun, men spørgsmålet virkede så upersonligt. Hun turde ikke rigtig tale med ham, for hvad hvis hun sagde noget forkert? Hvad hvis hun gjorde ham vred? Sean, når han var vred, var et mareridt hun ikke orkede - ikke i aften.

Et svagt smil trak i hans mundvide, da Nephthys skælvende takkede ja. Vækkede han frygt selv i hende? Nej. Nej, det havde aldrig været frygt. Men han vidste ikke hvad det betød. Folk tøvede eller skælvede af mange grunde. Forvirring, vrede, kærlighed, kulde. Ikke fordi Nephthys rigtig kunne fryse længere, vel. Han huskede hendes kolde, stærke krop mod sin egen som var det i går. De var modsætninger, der på en eller anden måde altid fandt vej til hinanden...Var de ikke? Eller måske lagde han for meget i det.
Han ville ikke overtænke det. Ville ikke risikere at såre sig selv. Og han forlangte intet af Neph. Han vidste godt de intet havde med hinanden at gøre længere.
Dette var udelukkende høflighed. En tilkendegivelse af alt det de havde haft og uden et mål. Sean vidste ikke om han håbede på noget eller ej. På en måde ville han vel gerne bevise, han ikke var den han havde været sidst de mødtes. Men det burde næsten være tydeligt bare ved at se på ham. Han ville vise de stadig kunne fungere som voksne personer, der kunne småsnakke og tage en drik. Også selv om Sean ikke var småsnakke-typen. Selv nu, hvor Sean viste vej til en af de lokale og nærliggende kroer, var han uden ord. Hvad skulle han sige?
At forklare sig eller undskylde sig virkede overflødigt. Han var kommet videre fra den gang og gad ikke tænke tilbage på det. Desuden, hvis han først begyndte, kunne han blive ved for evigt, for alt det han havde gjort hende.
Men heldigvis brød hun stilheden. Det var gået op for ham han nok var gået en anelse for hurtigt og han tilpassede sin rytme til hende.
"Hvad gør ikke?"
Seans blik gled rundt på deres omgivelser. Denne del af byen var ikke en, men besøgte for det æstetiske. Det var vel et fair spørgsmål.
"Flere grunde. Mest af alt kedsomhed og en trang til at komme væk fra højderne"
Byen var bygget op af et bjerg og Terrorville - og ikke mindst borgen - lå øverst.
"Om natten bliver jeg i det mindste ikke sværmet" tilføjede en anelse ligegyldigt. Så så han tilbage på hende. Han følte han burde spørge noget igen...Men hvad? Han ville ikke sætte hende i en forlegen situation, hvis alt gik dårligt for hende. Som det jo gjorde med mellemrum.
"Og hvad tager du dig så til for tiden?"

Det var typisk Sean. Ikke at det gjorde hende noget, men det var en smule komisk, hvordan han altid havde en tendens til at være utilfreds og utilpas med hvad han havde. Dér lignede de hinanden - de var sjældent tilfredse i særligt lang tid.
Sværmet... Ja, så havde han da i hvert fald ikke brug for hende - eller... Sean havde vel altid brug for hende, som at hun altid havde brug for ham. Sådan var det jo bare - og det ville nok ikke ændre sig.
Hvad hun lavede? Tja, hun havde jo en søn som hun brugte rimelig meget tid på at holde øje med. Men, burde hun indvie ham i dét - nu når de havde haft Dean sammen i få sekunder, inden han havde gjort krav på ham? Nej, ikke nu, i hvert fald.
''Kan vi ikke godt droppe høflighedsjargonen?...'' spurgte hun så, inden hun rullede nakken lidt - som om hun trængte til at få nogle spændinger ud. En vane hun havde fået, ved ubehagelige situationer.
''Beklager, men efter over 10 år, så synes jeg ikke ligefrem at høflig småsnakken er et behov.'' sagde hun, og så på ham med et lille drillende smil.
Sean og Nephthys havde kendt hinanden alt for længe - og de var stadig som to katte om grøden, når de havde været uvenner. Det var egentlig morsomt, hvordan de var sådan? Hvorfor droppede de ikke bare følelserne som var i klemme, og lod dem leve det liv du havde skabt for sig selv? Fordi Nephthys ikke kunne. Hvor mange gange havde hun ikke prøvet - og fejlet?... Måske var Nephthys bare et emotionelt nervevrag som kun kunne bruges til de gange hvor det var sex og ikke sult der var tiltrængt?... Well, hun var immervæk vandt til det, og sådan ville det nok altid være.
''Jeg har en ny hobby. Forældreløse. Gavmildhed, hjælpsomhed. Typisk nok.'' sagde hun så, med et skuldertræk. Han behøvede ikke at vide at den forældreløse var hendes egen søn. Det var en længere historie som Sean alligevel ville vende til noget negativt. Noget, som hun ikke orkede, eller ønskede.
''Men jeg kan da godt se, at den høje hest og de sværmende kvindfolk kan blive for meget for selv den bedste.'' sagde hun så, en smule flabet, mens hun stak hænderne i jakkelommerne. Sean ville jo ikke have en drik med hende, han ville intet med hende. Han følte sig sikkert bare tvunget, og det var som det altid var.
Og - som altid - havde hun overtænkt det hele, og ikke kørt det igennem et filter, inden hun lukkede mundgylde ud. Typisk Nephthys.

Der var altså stadig ild tilbage i Neph. Selvfølgelig var der det. Hvor ofte havde han ikke ødelagt hende, kun for at se hende stå op egne ben igen? Hun klarede sig altid. På den ene eller anden måde. Ikke altid en god måde. Sidste de var i Doomsville, havde hun haft et stort hus i Terrorville. Han var gået forbi det flere gange. Men han havde ikke banket på og der var ikke kommet flere invitationer...Dengang. Var det før eller efter Dragons Peak? Han huskede det næsten ikke længere. Det måtte næsten være før, ikke? Eller huskede han bare Dragons Peak bedst, grundet så mange andre ting?
"Du kan måske...Men for mit vedkommende er der ting der skal bygges op igen" svarede han afslappet. Høflighed...Det havde ikke så meget været høflighed, som bare et forsøg på at starte en samtale op igen. Men det var ikke løgn tingene skulle bygges op igen. Så mange år væk fra hinanden, at de på en måde føltes som fremmede for hinandens, selv om de måske bar så mange af hinandens følelser, historier og minder. Men for Sean, efter han var overkommet det værste af sin depression, var det som om nogen havde ramt en knap, der fjernede alt og gjorde at alt skulle bygges op igen. Gamle bekendtskaber var ikke bare...Gamle bekendtskaber...Når han mødte få af dem i dag, var det som at se et vindue ind i en anden tid. Folk, der havde noget med den gamle Sean at gøre, men ikke den nye. Alle...Måske på nær Alane. Han havde aldrig haft det sådan med hende. Og så alligevel lidt. Sidst han havde fundet hende, havde der været et anstrøg af tid mellem dem...For lang tid...

Han kommenterede ikke på det med børnene. Sean brød sig ikke om børn, men vidste Neph elskede dem. Om det så var af kedsomhed eller fordi hun søgte en mening med sit liv, var vel i princippet hendes egen sag. Hun mindede ham lidt om Camille, der inden hun også forsvandt, havde ønsket alt for de forældreløse. Børnehjem, skoler. Hun havde endda bedt ham om at undervise dem. Som om han nogensinde ville orke det.
Sean smilte svagt af hendes forsøg på at drille, men var for optaget af sine egne tanker, til rigtig at investere i det. Han foretrak kvinder med ben i næsen, havde altid gjort det. Men der var noget ved ham der opfangede hendes ord som små piskesmæld. Uden tvivl hun bar nag eller hadede ham. Men hvorfor var hun så gået med?
Som altid fortsatte Sean, som om intet var hændt. Han ønskede en drik med Neph og han skulle nok få den. Når det kom til stykket, fik han...Okay, ikke altid. Men tit. Sin vilje. Hvis han virkelig ønskede det, ville Neph så virkelig sige nej?
Det var en ligegyldig tanke, for hun havde allerede sagt ja.
Så da de kom til en af de mindre kroer, holdt han døren for hende. Hun ville kalde det høflighedspis, men Sean havde altid været sådan. Måske mest fordi han ønskede noget fra folk, men det ændrede ikke på det. At han altid gjorde det. Altid var en del af høflighedsjargonen, altid holdt døren, altid bød på et eller andet.
Det slog ham at han slet ikke havde svaret på noget hun havde sagt. Men han havde ingen svar til noget af det.
"Hvad vil du have?"

Høflighedspis var en rammende betegnelse af hvordan Nephthys havde det med Seans ridderlige opførsel. Hun kunne kun ganske svagt sætte sig i hans sted - hun havde ikke været så langt nede i kulkælderen siden dengang han fandt hende, som han havde været dengang i Dragons Peak.
Derfor nikkede hun, og tilkendegav hendes føjelighed, med et simpelt ‘’Okay’’. Hun måtte respektere, at Sean muligvis ikke havde samme letsindige tilgang til gamle bekendtskaber som hun havde fået - trods alt, så havde de engang betydet noget for hinanden. Hvordan det var nu, anede hun ikke. Sean var manden hun altid ville elske, men aldrig kunne få. En ulykkelig kærlighedshistorie, ville nogle romantikere kalde det. Nephthys havde dog nøjes med at kalde det livet. For med Sean, måtte hun bare anerkende, at det aldrigkunne blive til mere end et nært bekendtskab - selvom nogle nok ville men at det havde været mere engang.
Da han holdte døren for hende, trådte hun blot forbi ham, som om det slet ikke påvirkede hende.
At Sean ikke havde svaret på hendes snak om børn kom ikke bag på hende, trods alt havde han ikke behov for mere af hendes næstekærlighed i sit liv.
Da han spurgte hun ville have svarede hun ham ikke til at starte med - derimod så hun på ham som om han var faldet ned fra månen. Hun havde ikke regnet med at han huskede hendes fødselsdag, men han kunne vel godt huske hendes race, og kvag deraf hendes foretrukne drik.
“Blod, vand eller whiskey” svarede hun dog efter lidt tid. Hun kunne ikke forlange noget af ham, heller ikke at hans hukommelse var intakt.
Der gik noget tid, nogle sekunder som føltes uendeligt lange, inden hun fandt et sted at sætte sig. Folk havde kigget på dem, jovist, men hun bemærkede det sjældent så meget som i dag. Hun satte sig ned, uden at lade Sean få chancen for at være galant og trække stolen ud for hende. Høflighedspis.
Hun så på ham, nærstuderede ham. Han så bedre ud end dengang i Dragons Peak uden tvivl. Hans hud havde fået farve, og hans øjne en smule glans. Det glædede hende inderligt at se at han havde det bedre, men var det gengældt?
“Hvordan går det ellers dig?” Spurgte hun roligt, inden hun krydsede sine ben lidt. Hun var rastløs som altid, og egentlig også en smule lækkersulten. Gad vide om natten skulle sluttes af med en bid mad?

Sean lod hende finde en plads, mens han gik op og placerede en bestilling på drikkevarer og betalte for dem. Da han kom ned til bordet hun havde fundet, trak han sin egen stol ud og satte sig afslappet. Han havde bemærket hendes blik før og han havde en fornemmelse af han på en eller anden måde måske havde fornærmet hende. Men han vidste ikke med hvad og valgte at ignorere det. Hvis Neph bare viste sig at være en sur gammel dame, kunne Sean jo altid lade hende side og gå sin vej. Når det kom til stykket...Grunden til at han sad her, var måske ikke så meget for hans egen skyld, som for at undersøge hvor Neph var nu. Hvordan hun var nu. Sean var så van til eftergivne personligheder, eller folk der ville gøre hvad som helst for at tilfredsstille ham, trods alt. Selv Lori, der måske burde være mest hans ligemand. Men når det kom til stykket havde Sean ingen ligemand, han ville altid være mere end dem i hans nærvær. Det var en tanke han beholdt selv i dette selskab.
"Kroer serverer ikke blod, det ved du også godt" bemærkede han roligt. Så i stedet havde han bestilt to Whiskey til dem, trods han ikke selv drak så ofte. Sidst havde vel været med Razor, inden drengen var rejst igennem de nye portaler der var opstået.
Han trak let på skuldrene af hendes spørgsmål og det var først da en tjener havde været forbi med deres drikkevarer, at han virkede til at ville svare hende. Men ikke før han havde løftet glasset og udfordret Neph til en skål, trods han ikke sagde for hvad. Det var bare det. En skål.
Efter en lille tår, slikkede han sine læber og trak på skuldrene igen. Hans blik var blevet en anelse mere drillende, da han så på hende og et svagt smil trak i hans mundvige.
"Det spørger alle om. Hele tiden. Men folk er som regel ligeglade. Jeg ved ikke præcis hvad du henviser til, men jeg formoder jeg skal sige godt. Jeg er trods alt hersker...Igen..." Blikket gled ned til glasset et øjeblik. Han var det ikke af sin egen vilje. Det var et kedeligt arbejde. Men folk formodede jo det gik hånd i hånd med at man havde succes og klarede sig godt.
"...og jeg er i et nyt forhold. Men ellers er tingene det samme kedelige lort. Alt er kedeligt" Brummede han ligegyldigt og hans smil var forsvundet igen. Som om selve tanken fik ham til at kede sig stort. Der var ikke mere at sige på den konto. Der var ikke nogen venskaber at prale af, nogle vilde bekendtskaber der var værd at nævne. Det eneste sjove...Var måske søslangen Sean næsten lige havde fået udstoppet og vist til offentligheden. Den havde fået ham til at føle sig levende. Den havde givet ham et sår på den ene skulder, men det var så godt som forsvundet nu.
Han var godt klar over Neph måske - måske ikke - ville snakke om deres fortid eller hvor de var nu. Men han nævnte det ikke selv. Både fordi han ikke kunne svare på det og fordi han ikke gad. Det var sjovere at drille folk. Holde dem i det uvisse. Hvorfor ikke bare samle trådene op nu og se hvor de kom hen?

Det var sjovt, med Sean. Han var aldrig mere tilfreds, end at han kunne skifte hvad han havde ud med noget andet. Det måtte specielt Nephthys anderkende. Hun var ikke fast inventar længe af gangen.
Hun deltog i skålen, af ren anstændighed. Hun tog en tår af sin drink, inden hun så på ham med det samme milde blik hun altid havde, når de ikke skændtes. Hun nød når de drillede hinanden, men hun vidste også alt for ofte, at drillerierne ikke varede ved.
''Hvornår har jeg nogensinde været ligeglad med dig?'' spurgte hun så, inden hun tog endnu en tår af sin drink. Hun rystede så på hovedet.
''Beklager, nogle gange så taler jeg før jeg tænker.'' sagde hun så, og så direkte på ham igen. Hendes øjne, det flydende sølv, glimtede svagt. Den nemmeste måde at genkende hendes humør på - hendes øjne.
''Et forhold.'' sagde hun, og smagte på ordet. Ordet gjorde ondt - det var ubehageligt. Så var der ikke brug for hende - hvilket nederlag hun følte. Hun gjorde dog sit bedste for ikke at vise det - for Sean havde nok kasteskyts mod hende, hvis han ville.
''Kedeligt lort, ligefrem? Mangler du sjov i gaden?'' sagde hun så, inden hun lænede sig frem i stolen, og hvilede en albue på bordet, og hagen på sin håndflade.
''Jeg håber du kan tilgive min åbentlys direkte tilgang til alting. Tålmodigheden er heller ikke en af mine egenskaber, som du jo nok ved.'' sagde hun så, med et skuldertræk. Tålmodighed, et ord for de gamle og grå. Noget hverken Nephthys eller Sean nogensinde ville blive.
''Jeg ved godt at det ikke er min plads at beklage for at dit liv er det sædvanlige kedelige møg - jeg tror trods alt ikke at jeg ikke kan være en faktor der kan ændre noget i det.. Så havde jeg nok gjort det for længst.'' sagde hun, og lænede sig tilbage i stolen, med sin drink i hånden.
''Hvorom alting er, så er du hersker igen, du er i et forhold, og du er gider tale med mig. For mit synspunkt, så er det ikke helt ringe.'' sagde hun, med et mildt skuldertræk. Enhver tid hvor Sean havde en smule tid tilovers for hende, var god tid for Nephthys. Hold da op, hvor hun egentlig var en sølle person på det område...

Han trak vejret tungt. Der var det hele. Slet skjulte hentydninger til hvordan tingene havde været og hendes tolkning af hendes egen betydning i Seans liv. Blot tanken om at lytte til dette hele natten gjorde ham træt. Han var til stadighed begyndt at tage afstand fra den slags negativitet. Hvis han endelig ønskede negativitet, var han mere end god nok til selv at optænke noget, uanset hvor realistisk det var. Så var der ingen grund til at tage imod alle andres oveni. Det var jo virkelig ikke hans skyld hvis Neph aldrig kunne lade noget gå eller hun ville sige og være småsur over alt der havde været eller aldrig var blevet til noget.
For en stund lænede han sig bare tilbage i sin stol og stirrede på sit glas, mens hans fingre gled ned over glassets overflade.
"Du holder aldrig op, gør du?" brummede han så og så op på hende igen. Han tog glasset og druknede hvad der var tilbage i det. Det stak på en velkendt måde, da det gled ned i halsen. Hans øjne skinnede med lige dele træthed og kulde. Træthed over altid at blive sat i denne situation, af folk der mente han skyldte dem et eller andet. Måske var det ikke så underligt han havde haft brug for at starte forfra.
Og måske lagde han for meget i det.
"Selvfølgelig vil jeg tale med dig. Uanset hvad du selv siger, har du været en vigtig del af mit tidligere liv" Glasset blev stillet på bordet, men det virkede ikke som om Sean umiddelbart havde planet om at blive længe. Hvis det hele bare skulle være negative kommentarer og om en trist fortid, gad han ikke blive. Lori eller Razor var begge to meget mere underholdende selskab så.
"Du har intet at beklage og du har intet du skylder mig, hverken generelt eller med hensyn til kedsomhed. Jeg ville blot se hvordan du havde det og afprøve om du overhoved ville snakke. Det har jeg så fået bekræftet. Så beklager hvis jeg selv bliver for direkte...Men har du tænkt dig at køre rundt i slet skjulte hentydninger hele natten?"
Hans blik hvilede på hende, men selv om han kunne virke rastløs, var ordene blev fremsagt roligt. Det var tydeligt han afventede hvad hun ville nu.

Nu startede det igen, deres diskussioner. Hans brummen, hans direkte måde at bede hende stoppe med hvad hun gjorde. Hun forstod ham ikke, havde hun sagt noget forkert igen? Hvad i alverden var der med hende, og evnen til at forkludre altid.
Hun ville svare ham, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Slet skjulte hentydninger? Havde hun hentydet til noget? Hun så ned på sin drink, mens hun overvejede sine ord nøje. Det føltes som om han var sekunder fra at rejse sig og gå igen, noget hun ikke ville blive tilfreds med.
Hans ord havde på én og samme tid gjort hende forlegen, tvivlsom, såret og frustreret. Hun kunne ikke tale med ham - ikke når han resolut ikke ville tale om fortiden, og hun havde ingen nutid eller fremtid at tale med ham om, udover Malte. Men det var hun i den grad ikke sikker på ville være en god ide. Hun vidste hvordan han havde det med børn.
Sagde hun undskyld, ville han gå. Sagde hun intet, ville han gå. Hun bed tænderne lidt sammen, for at undgå at plapre løs om et eller andet.
Hun rystede på hovedet af sig selv, af sin uduelighed. Dengang hunbare havde tilset hans sår og delt hans seng til tider, havde hun været tilfreds. Hvad havde ændret sig? Hvad havde gjort, at hun ikke længere kunne det? Dragons Peak? Var det der alt blev så tåget og mudret omkring dem?
“Du har ret.” Sagde hun, uden at fjerne blikket fra sin egen drink. I hvad, det ville hun ikke uddybe. Han forstod det måske ikke, men hun huskede de ting han engang havde sagt, de skældsord han havde brugt, og ordren om aldrig st nærme sig ham igen. Minderne sved, dybt i hende. Nok til at hun havde overvejet om det overhovedet var værd at have minder, hvis det skulle være den slags.
“Du kan måske ikke tale om fortiden, men det er det eneste jeg har. Jeg er ikke en del af det liv du lever nu, og med god grund. Jeg kan ikke lade væremed at se tilbage på nætter tilbragt i en seng på en kro, eller sår jeg hjalp dig med at ordne, eller de gange vi har holdt hinanden tæt - det er de stunder jeg elsker at mindes dig ved.” Sagde hun, og så nu direkte op på ham, direkte ind i hans øjne. Som vampyr, var smerte ikke normalt en følelse hun stødte på, men den var malet dybt i hendes blik.
“Du bad mig forsvinde. Du bad mig ikke engang, du beordrede mig. Herskeren, som du jo var.” Sagde hun så.
“Og du vil se om jeg vil snakke? Om hvad?! Hvad MÅ jeg snakke om? For lige nu, så lyder det som om du ikke gider høre på mig overhovedet.” Hun bed sammen og sukkede. Hun spildte sin tid, lige som han spildte sin. Han ville ikke huske, og han skulle ikke tvinges. Gid hunhavde det samme valg.
Det gjorde ondt, indeni. Hvert ord, hver sætning, var som knive der stak hende i brystet. Hun forrådte sig selv, for hun havde jo ønsket så inderligt at de kunne se hinanden som venner igen. Noget, som hun måtte indse, nok ikke kom til at ske.

Han mødte hendes blik, men det så ikke ud til at noget omkring ham ændrede sig. Han havde sagt det før. Han havde valgt at starte forfra og gamle bekendtskaber var nye bekendtskaber. Folk havde fjernet sig fra ham, holdt sig væk, været væk...Så længe, at det eneste der gav mening for ham, var at starte forfra når han mødte dem. Han kunne ikke hoppe ind i halvglemte gamle relationer, der måske eller måske ikke havde betydet noget. Det ville blive hans undergang, som det havde været så tæt på at være en gang. Og alligevel forlangte Neph at han skulle gøre det. Ønskede hun hans fald? Det ville ikke undre ham. Men han nægtede at tage hele ansvaret for hele hendes liv. Han kunne ikke gøre for hun ikke havde været i stand til at skabe sit eget. Gøre sit eget. Han rømmede sig svagt.
Da hun endelig var færdig med sin rampage af små slag mod Sean, lænede han sig roligt ind mod bordet, med hænderne foldet foran sig. Hvis blot Lori havde været her...Lori var efterhånden den der forstod ham bedst og kunne fungere som...Et eller andet. Diplomat? Lori var så følsom, sympatisk. Han ville kunne aflæse situationen og møde Neph hvor hun forlangte Sean skulle gøre det, men hvor han aldrig kunne. Han var simpelthen mere styret af sin logik end sine følelser. Og det var for det bedste. Følelser kunne han ikke styre, ikke relatere til og det gik altid galt. Og altid ud over nogen.
Hans hænder gled let fra hinanden, som om han ville trække på skuldrene, blot med hænderne i stedet.
"Det er dit eget job at skabe en nutid og fremtid. Når jeg ikke engang er en del af dit liv længere, hvorfor er det så stadig mit ansvar?" Det var ikke ment ondt og det blik der mødte hende var roligt og velovervejet.
"Fint. Så lad mig forklare tingene. I det mindste som jeg husker dem. I Dragons Peak havde du lovet mig, at du ville blive hos mig. At du ville...Arbejde hos mig. Dengang, igen så vidt jeg husker, havde det ligget i det, at vi også kunne dele seng hvis vi ville. Så vidt jeg husker, skulle du være en bodyguard eller noget lignende. Noget du...Lovede mig. Jeg husker ikke hvorfor længere, men da jeg endelig sad i Dragons Peak meddelte du mig du ikke længere gad og gik din vej. Dengang startede min tur ned. Ned i depressioner og hvad jeg ellers har følt dengang. Jeg husker ikke meget fra min elendighed, mine egne svagheder. Men jeg mistede alt, havde mistet alt. Og en af dem, jeg havde stolt på og regnet med, havde meddelt hun ikke ville arbejde for mig alligevel. Er det ikke sjovt? Noget af det mest tydelige jeg husker, er en af mine sønner meddelte mig han ville være sammen med et menneske...Lige før han forsvandt. Uden en lyd. Og efterlod min klan, her i Doomsville, i ruiner...Alt jeg har opbygget...Endnu en, jeg stolte på, der vendte mig ryggen..."
Han lød som en sur gammel mand. Men han havde startet ud med at sige, at han ville fortælle hvordan han huskede det. Det var klart hans minder var påvirket af hans egen sindstilstand dengang. Usikkerheder. Han havde stolt for meget på folk. De havde alle brugt det imod ham.
"JEg husker svagt at møde dig i byen senere, hvor jeg har været midt i...Jeg ved ikke hvad jeg var midt i. Depression, vel. Jeg husker jeg bad dig blive væk. Men det er også en ting jeg sagde i en tilstand, som var mindre end optimal og derfor en ting jeg ikke selv har tænkt mig at overholde. Medmindre du er enig i vi skal holde os fra hinanden"
Han lænede sig tungt tilbage i stolen igen. Han havde givet efter og nu snakkede de om fortiden. Men det faldt ham ikke godt og nu ville han nok modtage en masse historier om hvorfor Neph havde gjort som hun ville og Sean havde taget fejl om alt og...Alt mulig andet. Det havde været en mindre end optimal tid. For ham, nok en af de værste tider i hans liv. Han foretrak ikke at tænke på den og arbejde på at komme videre. Han havde ikke brug for nogen prøvede at hive ham derned igen...
Og han fornemmede Neph havde magten til det.
"Sådan var situationen for mig. Jeg er klar over det kun et mit syn på det og du sikkert har eller havde dine grunde. Så vi har begge gjort fejl, begge haft ideer eller tanker om vores egne handlinger. Jeg ser ingen grund til at vi sidder her og leger sindssygelæger i et påpege hinandens fejl. Det er i fortiden og jeg arbejder på at være i nutiden og planlægge fremtid. Som i gamle dage. Før jeg stolte på folk omkring mig, før jeg lod folk ødelægge mig som den idiot jeg var"
Det hele blev sagt med samme rolige og velovervejede tone og opførsel. Men noget køligt havde sneget sig ind i hans øjne og ord. Noget der advarede folk mod at komme for tæt på igen.

Allerede nu overtog hans bebrejdelser. Hun kunne mærke det på ham, længe inden hans ord forlod hans læber. Hans ord ramte hårdt, voldsomt hårdt. Og det kunne ses med al tydelighed. Hun var reduceret til den lille shapeshifter han havde fundet for så lang tid siden - uden selvtillid, uden styrke og uden håb. Og alt kunne ses i hendes blik.
Hun ville svare, hun ville forsvare sig selv mod hans hån og svige. Men hun kunne ikke. Enhver del af hende, var noget han havde skabt - men han kunne ikke tage ansvar for det. Han var ikke ansvarlig for hende - og han havde aldrig været det.
Jo mere han sagde, jo mere han fortalte hende... Hun gav op. Lige dér, mens han snakkede, kunne man se hendes lys dø ud med hvert et ord. Hun var fortabt, og havde altid været det. Hun havde givet ham skylden, enten for at forlade hende eller redde hende - men hun havde altid brugt ham som forklaring. Hun var intet uden ham - og nu, da han fortalte hvordan hun havde ødelagt ham - gik det op for hende, hvad hun havde været skyld i.
Hun undgik hans blik, hun kunne ikke se ham i øjnene. Hun kunne ikke engang forsøge.
Det var som om det hele bare blev opløst.
Hun åbnede munden, for noget måtte hun jo sige... Men hvad? Hvad kunne hun sige, som ikke var forgæves?... Intet. Tomheden var uundgåelig nu.
Hendes læber lukkede sig igen, og det eneste hun kunne gøre var at rejse sig. Hendes glas var tomt, og ærlig talt, var alkohol det eneste der gav mening nu, i hendes hoved.
Hun gik direkte hen til kroejeren, og bad ham fylde op. Hun var udtryksløs, som et lig. Han nikkede, fyldte hendes glas op, og tog imod de penge hun lagde på desken. Hun tog glasset med sig da hun atter bevægede sig hen mod Sean. Hun satte sig på sin plads, og så endelig på ham. Hun rettede blikket mod sin drink igen. Hun vidste ikke, hvorfor, men hun havde intet behov for at tale, intet behov for at ytre sig. Det var alligevel forgæves. Måske var det på tide at hun accepterede hendes arv, og lærte at holde sin mund lukket?...
Hun nikkede derefter stille. Hun tog en tår af sin drink, inden hun sukkede. Stilheden gjorde ondt - men ord ville bare gøre det værre. Hun huskede så meget mere end hvad Sean havde fortalt - så meget mere om hvad der var sket, hvorfor han havde afskediget hende og hvorfor hun var rejst. Hun havde ikke forladt ham, han havde bedt hende gå. Og alligevel... Så han hende som skurken? Havde hun svigtet ham, og fornægtet det lige siden?
''Jeg beklager...'' fik hun endelig kvækket, og man kunne med al tydelighed hører, hvordan der ikke var mere at sige. ''Jeg beklager, at jeg svigtede dig..'' hun skælvede svagt. Denne form for svaghed havde hun ikke udvist siden dengang med Dean. Dengang, hvor hele hendes verden kollapsede første gang.
Hun rystede svagt på hovedet.
''Det skal ikke ske igen..'' mumlede hun.  
Han havde ramt plet. Endelig, havde han ramt plet. Alle deres skænderier, alle deres slåskampe og deres blodsudgydelser... Og det var alligevel noget så simpelt som en forklaring der skulle til at fælde hende.
Underdanigheden var ikke længere skjult. Som en ulv hun engang havde været, havde hun nu opgivet at være stolt og stærk. Hun var en skødehund, forslået og lydighed. Og Sean kunne gøre hvad han ville, som han alligevel altid havde gjort.
Hun ville rejse sig og gå, men hun havde ingen idé om hvorhen og hvor længe. Hun ville bare... Bare væk. Bare gemme sig, bare undgå Seans blik - for lige nu ætsede det hende mere og mere for hvert sekund. Tanken om, at hun var skyld i hans lidelser - efter hans overbevisning - var for meget for hende. Men hun kunne ikke andet end at undskylde. Intet.

Det irriterede ham hun ikke gjorde mere. Ikke forklarede tilbage. Det var hende der ville snakke om fortiden, men alligevel var det kun ham der skulle åbne sig. Kun ham der skulle indrømme han havde været svag og haft følelsen af undergang og manglende mening - nok til at han havde danset på grænsen til at dø. På den ene eller anden måde. Lori. Razor. Og på sin vis Dr. Trott. Det var de tre personer han havde lært at kende i den dystre tid. De var ikke blevet skræmt væk. Og med tiden havde han lært at komme sig over det. Og to af dem, Lori og Razor, var de eneste han helt og aldeles kunne stole på. Angående noget som helst. De var de eneste han havde, resten var skakbrikker eller underholdning på en kedelig dag.
Og af en eller anden grund irriterede det ham også at hun kun tænkte på sig selv. Efter alt den snak var han også blevet tørstig.

Måske var blevet lidt forvent. At være hersker gav sine fordele. Selv om han ikke var omringet af tjenere og gjorde meget selv, fik han som regel stadig alt han ønskede, hvis han bad om det. Men Neph var jo slet ikke en del af det hele.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Det var ikke meditation, men det hjalp. Hjalp at tømme hovedet, for at udgå han overtænkte alt som altid. Hans intelligens var hvad han havde at stole på. Så når han fjernede følelserne, irritationen, var det hele faktisk ret underholdende. Så meget havde han heller ikke sagt, han havde endda givet hende plads til at svare igen og forklare sig, men her sad hun og så helt ødelagt ud. Havde han virkelig stadig den magt over hende?
I sin tid var tingene bare sket. Han havde aldrig tænkt over den magt han havde over hende eller hvordan han havde behandlet hende. For så længe hun selv ville, var det jo fint. Så var det jo fordi hun også selv ville. I retrospekt kunne han måske se, at han havde behandlet hende dårligt...Til tider...Eller fremstå som en der havde leget med hende. Men det var dengang.
Og nu?

Han havde lænet sig tilbage i stolen igen. Han var ligeglad med hendes undskyldning. Hvad forstod hun ikke med at han levede i nutiden? Han var ligeglad med hvad der var sket før. Det betød ikke noget nu. Hun var den eneste der gik så langt ned over det.
"Ske igen? Det kræver du overhoved er nær mig"
Sandt. Hun kunne ikke forråde ham igen, hvis hun slet ikke var en del af hans liv. Igen ligegyldige ord.
"Du havde jo nok din grund" Han gned sig hen over sin hage. Dengang havde Neph været den eneste - ud over hans gamle butler - der kunne hjælpe med at lappe hans sår sammen. I dag var der ingen til det. Han var tvunget til at acceptere fremmedes hjælp, hvis han ikke selv kunne nå. Men han ville hellere miste en arm, end lade hende komme så tæt på igen.
Men hvis det betød så meget for hende, måske kunne han spille på det? Denne gang fuldt bevidst. Det ville ikke gøre nogen forskel. Han ville blot behandle hende, som alle behandlede ham selv. Denne gang måtte hun bare ikke blive hans svaghed. Han måtte holde hende på nok afstand, til at det ikke kunne krybe under huden på ham.
"Men du kan jo arbejde for mig igen, hvis du gider. Og hvis du har tid imellem at redde alle andres unger. Det kan jo blive noget for noget. Hvis du står til rådighed for mig igen, kan jeg donere lidt til børnene vilkår...Og give dem en plads til at blive optrænet som soldater når de bliver gamle nok. Det er sikkert bedre end de fremtidsudsigter de har allerede nu, tror du ikke?" Han havde lænet sig lidt frem igen. Et svagt smil var gledet over ham. Mon hun overhoved ville svare ham? Var hun blevet helt stum? Normalt var der mere spræl i hende. En vilje. Hvor langt skulle han gå før viljen viste sig igen? Hun havde altid været...Begge dele. Enten den slatne grønsag eller den viljestærke kvinde han engang havde været forelsket i. Ligefrem beundret.

Hun så på ham, og så derefter ned igen. Hun bed sig i tungen, tøvende. Hans tanker blandede sig med hendes, som det jo altid var, når hun ikke formåede at lukke af for den strøm der flød gennem hende af andres hovedindhold.
''Jeg kommer aldrig nær dig igen, Sean. Det har du selv sørget for.'' sagde hun stille, og så på ham. Hun havde faktisk en grund, og siden han sagde det på den måde, så skulle han da også nok få den at vide.
''En grund. Se på det sådan her: jeg rejste til et fremmed sted med manden jeg elsker, han placerer mig i et kammer - som forresten kun at tilgås via hans eget soveværelse, som en eller anden konkubine. Jeg får at vide, at jeg da bare skal blande mig uden om hvis han vil dele seng med andre - og når jeg endelig får mulighed for at gøre mit arbejde, får jeg besked på at hvis jeg ikke gør det på hans måde - en måde der ville gøre mere skade end gavn for ham senere hen - så kunne jeg rende og hoppe. Så det var det jeg gjorde.'' sagde hun, mens hun så på på ham. Hendes sårede blik blev erstattet af en form for dyb frustration.
''Og efter jeg så rendte rundt i en åndssvag by i flere dage, uger måske, så møder jeg ham endelig igen! Hvor han beder mig forsvinde og aldrig opsøge ham igen. Så hvem forlod hvem? Hvem efterlod hvem? For der hvor jeg stod, så blev jeg forvist af den eneste mand jeg nogensinde har holdt af. Er du klar over hvad der gør ved andre, at blive sendt væk på den måde!? Og nu er du så fræk, at sige at jeg jo nok havde mine grunde!? Hvad fanden tror du selv, Sean? Min grund var, at du smed mig væk.'' sagde hun sammenbídt, inden hun tog en tår mere af sin drink. En tår der tømte glasset fuldkommen. Han trådte aldrig varsomt med Nephthys, tydeligvis. Så når hun blev gal på ham, var det også berettiget, fra hendes synspunkt.
Han virkede nærmest underholdt. En lille del af hende, havde lyst til at gribe fat i kraven på ham, og ruske noget fornuft ind i ham - men... Det var ikke det værd. Ikke længere. Han vidste jo alligevel godt at det var ham der bestemte. Hun havde altid lyst til at være nær ham - mest af alt fordi hun ikke kunne fungere uden ham. Hun virkede ikke. Tværtimod. Uden noget at give sig til, var hun håbløs. Hun satte sig ordenligt, men stadig afslappet Hun var ikke kommet sig over hans syn på sagen, og havde hun haft muligheden for at trække sig tilbage og skrige ned i en pude, så havde hun gjort det. Hun vidste alt for godt selv, at inden solen stod op, ville nogle unge mænd havde ladet livet, som et led i hendes reaktion over alt hvad der var sket her til aften. Hun så på ham, skulede nærmest til ham.  
Hans tilbud var fristende - og alligevel, så føltes det som om det var at gå direkte tilbage i ilden. Alligevel, var det som om han tilbød hende noget som hun havde mistet for evigheder siden - noget, som hun godt selv vidste aldrig ville blive det samme igen.  
Hans kommentar omkring hende der reddede andres unger, gjorde hende arrig. Ganske kort skiftede hendes blik fra såret og ømt til decideret at kunne dræbe ham, hvis dette havde været muligt.
Hun lagde en albue på bordet, og støttede hagen på sin hånd, mens hun holdte om sin drink med den anden. Hun så på ham, nu med et blik der kun var til at aflæse, hvis man kendte hende godt nok. Hun overvejede. Hun gennemgik alt, i sit hoved.
Hun vidste selv, at arbejde for Sean var mere eller mindre en once-in-a-lifetime-chance, så hvorfor fik hun den gang på gang? Måske fordi ingen kunne gøre hvad han krævede? - men så igen, det kunne hun jo heller ikke. Børnene undlod hun at nævne. Han var ligeglad med de børn - med alle børn. Hun kunne slet ikke se hvorfor de skulle nævnes, medmindre han tænkte at de kunne bruges som lokkemad for at få hende til at arbejde for ham igen. Hun sukkede indvendigt, og så ned på hans hånd. Den hånd, der så mange gange havde kærtegnet hende, holdt hende tæt. Noget hun ikke kom til at opleve igen.
''Ærlig talt, så kan jeg slet ikke se hvorfor du tilbyder mig arbejde. Jeg dur ikke til andet end at lappe individer sammen og sætte ild til ting. Åh, du har måske nogle lig der skal kremeres? Det ville give bedre mening.'' sagde hun stille, og antydningen af et drillende smil kom frem - men kun antydningen, for hun var stadig ikke klar til at tale familiært til ham. Han var hersker, hun var ikke. Hun ville aldrig blive hans ligemand, og det var sådan det bare måtte være.
Hun tog en tår af sin drink, velvidende at hun enten virkede totalt humørsyg eller latterlig. Måske endda begge dele - sådan havde Sean velsagtens altid set hende.

Han trak vejret dybt. Han var gået videre og nu besluttede hun sig for at...Sige det hele...Alligevel? Nej. Den bog var lukket. Han var ligeglad med hendes grund. Hvad han ikke forstod var hvordan hun var gået fra så tom til arrig på et splitsekund. Som de havde snakket om episoden, havde Sean husket mere og mere af den og han fandt og flere punkter, hvor Nephthys tog fejl.
Da hun endelig var færdig med sin kavalkade af ord, lænede han sig ind mod bordet igen. Hun måtte være dum at udfordre ham så åbent. Han ville ikke lade sig sætte på plads af en gemen kvinde, en simpel vampyr, en kvinde der var intet og kunne intet. Hvis hun bare ville diskutere og skændes hele natten, hvad hun tydeligvis ville, gad han ikke brug tid på hende igen.
"Du tager fejl"
Som altid tog hun fejl. Hun havde slet intet fattet dengang. Han orkede næsten ikke begynde, for der var så meget at forklare hende, som hun tydeligvis ikke forstod selv. Han gned sin pande et kort øjeblik. Gad han? Eller burde han bare gå?
Af en eller anden grund blev han siddende. Måske fordi det var sjovere at skændes med nogen, end at vandre rundt og kede sig selv.
"Du havde sagt ja til at arbejde for mig. Det er klart med det arbejde, jeg håbede du ville hjælpe mig med, skulle udføres som jeg havde brug for det. Jeg har planer med alt. Tanker med alt. Jeg havde brug for tingene skulle gøres på en måde...Og jeg ville ikke have sex med en, der så villigt ville have sex med hvem som helst. Som var jeg også bare hvem som helst. " Så vidt han husket var han nok blev såret over et eller andet...Og med det kom en naturlig vrede. Men rent logisk, hvem ville så have en til at arbejde for sig, der ikke ville følge ens ordre angående selv samme job?
"Hvad angår værelset, ved jeg ikke hvor du har fået den sindssyge ide, at den eneste dør til og fra var igennem mit værelse. Værelset jeg havde planlagt at give dig, var næsten lige så stort som mit eget og med egen dør til gangen udenfor. Jeg ønskede en dør mellem os, grundet dit arbejde. Du skulle ikke blot vride halsen om på politikkere og handelsmænd, men også kunne komme til og fra mig nemt, i forhold til at arbejdet skulle holdes hemmeligt. Hvis du vil give mig skylden for alt muligt, så hav i det mindste dine fakta i orden" Han sukkede. Jo mere han sagde, jo mere ligegyldigt virkede det. Hvorfor diskuterede de noget der ikke var relevant længere? Fordi han gik op i detaljer. Og trods hun var vred - noget han ikke tog seriøst -  ønskede han at hun i det mindste havde sine fakta i orden.

Han rejste sig op. Han rettede ryggen, før han trådte over ved siden af hende. Hans blik var blevet koldt. Den varme eller venlighed han havde mødt hende med, var væk og hans tilbud stod ikke længere ved magt. Han ville ikke have folk til at arbejde for sig, som så åbent ikke viste ham respekt.
"Du har ret. Vi har intet med hinanden at gøre. Der er ikke mere at komme efter, det ser jeg nu" hun blev ved med at beklage sig og snakke om hvordan han ikke lod hende komme tæt på. Var hun virkelig så forundret over det? Der var meget ved det han ikke helt forstod. Men han vidste han ikke gad bruge energi på det.
"Jeg har sagt hvordan jeg opfangede situationerne og givet mine forklaringer på hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde og hvorfor ikke jeg selv længere finder det relevant. Hvis du vil sidde og køre rundt i det er det op til dig selv, men prøv ikke at gøre mig til en del af det længere. Jeg har sagt til dig jeg ikke gider det mere. Jeg har ikke brug for den negativitet i min hverdag. Der er seriøst så meget andet at give sig til...Hvem gider at prikke i gamle sår?" tilføjede han. Hans blik gled rundt på omgivelserne. Havde nogen overhørt dem? Men de var ret alene lige her og Sean havde i hvert fald ikke hævet stemmen. Også selv om det føltes som om at tale til en mur.
Han havde lige fortalt hende hvordan han havde haft det, ved at hun forlod ham. Så hvor vovede hun at stille spørgsmål ved det? Han følte sig vred. Men hans udtryk var roligt og koldt.
"Du har ret igen. Mit forslag var dumt og jeg vil bede dig se væk fra det. Og da jeg ikke tror du har mere at fortælle mig, da din mening til mig og alt vi har haft sammen er mere end tydeligt, vil jeg gå min vej. Farvel, Nephthys"
Hun beklagede sig over han ikke ønskede hende nær, men hun var selv skyld i det. Han havde tilbudt hende noget, men hun havde selv argumenterede imod det. Han kunne ikke gøre mere. Ønskede ikke at gøre mere. Og egentlig...
Følte han sig også lidt ligeglad. Hans tanker kredsede allerede om Lori. Hvor mon han kunne finde manden? Han var nok ude og spise et sted i byen...

Hun nikkede, inden hun så på ham. Hans ord var med mere end et gram af sandhed, og hun vidste det. Hun kunne ikke gøre mere, ikke verbalt i hvert fald. Hun huskede ham ikke sådan her, så hvad end hun skulle gøre for at hjælpe deres bekendtskab på vej, var en gåde for hende.
''Jeg beklager. Det var ikke min mening af affeje dit syn på det hele. Du har naturligvis al ret til at synes at jeg forlod dig.'' sagde hun lavmeldt, inden hun begyndte at pille lidt ved den halskæde hun bar. Hvad skulle hun ellers sige? Hun havde gjort ham uret, og havde fået det til at lyde som om hendes mening var vigtigere end hans. Det var ikke retfærdigt.
Da han rejste sig, rejste hun sig også - synkron med ham. Hans ord var ikke uden ret og mening, hvilket hun måtte give efter for.
''Undskyld.'' sagde hun så, men ikke underdanig. Hvis han ville se på hende, så ville han kunne se at hun oprigtigt mente at hun var gået over grænsen selv.
''Jeg skal ikke bede dig om noget.'' sagde hun, inden hun trak et skridt væk. Hun vidste godt at hvis Sean ville gå, ville det være dumt at stoppe ham.
Hun bukkede hovedet lidt - hun måtte respekterer hvem han var betød mere for ham end for hende. For hende, lige nu, var Sean bare Sean, og den mand hun havde brugt hele sit voksne liv på at holde af.
Hun ville spørge ham, men hendes spørgsmål havde skabt problemer nok.
''Hm, jeg har ikke ret til det her, men... Er du sød at sætte dig igen? Jeg henter noget at drikke til os, og så snakker vi som to voksne civiliserede mennesker. Ingen bebrejdelser, ingen brok. Bare, snak..'' sagde hun, og slog armene ud, forsigtigt. Derefter var der ikke andet at gøre, end at se om han ville accepterer hendes undskyldning - en undskyldning som hun skyldte ham. Hvis han ville gå, var det hvad han ville. Hun skulle ikke længere prøve på noget - han fortjente bedre end en hysterisk teenager der brokkede sig konstant.

Der. Hun skiftede igen. Fra en eller anden underdanig kvinde, til en der var vred på ham, til en eller anden underdanig skikkelse igen. Hver gang han truede med at gå, at efterlade hende, virkede det som om hun vendte tilbage til den underdanige side, som han egentlig nok foretrak. Fra hvem som helst. Det nærede hans ego, hans fornemmelse af magt.
Derfor tøvede han også. Trods han havde besluttet sig at gå, overvejede han at blive. Han tvivlede på han ville opnå noget, hun ville sikkert blive sur igen om et øjeblik og igen få ham til at føle han spildte tiden. Fortiden betød simpelthen ikke det samme for ham. Bekendtskaber betød ikke det samme. Og han havde ikke tid til at sidde stille og lege legen. Lege legen om hvem der blev sur først, hvem der undskyldte først. Som historien jo altid gentog sig selv.
Han vendte sig om mod hende, mod bordet. Trådte helt hen til hende og lod det kolde blik gled ned over hendes ansigt, faktisk hele hendes krop, som om han vurderede hende.
Hun kendte ham. Eller havde kendt ham, i det mindste. Et gram af sandhed kunne vel ikke skade. Hun ville vel ikke turde gå imod ham alligevel. Ellers ville han opsøge hende og knuse hende. Hans ene hånd gled igennem luften og hvis hun ikke trak sig væk fra ham, gled hans fingre rundt om hendes hage og den ufejlbarlige kolde hud der var karakteristisk for vampyrer. De eneste kolde hænder han havde accepteret havde været hendes. Ellers foretrak han varme. Det blik der landede på hende, var det selv samme som kunne charmere hans ofre. Det tiltrækkende, det mystiske, selv om det stadig havde den lidt kølige kant. Et svagt træk i hans ene mundvige.
"Jeg har planer...Store planer..." Hans blik forlod hendes og gled ned til hendes mund. Der, hvor han vidste de skarpe tænder gemte sig som på ethvert rovdyr.
"Jeg skal løsrive mig fra folk, der tror de kan begrænse mig. Jeg skal samle nok magt, til at bevise ting. Men jeg har ikke tid til blødhed. Jeg har hverken tid eller lyst til at være blid eller vente på de langsomme. Jeg har kun lyst til at se min magt vokse og se flere folk bukke under for mig. Om det så er igennem diplomati eller ren råstyrke. Jeg kan lide at tro jeg har begge dele. Så fortæl mig...Vil du blot spilde min tid? Eller vil du være med igen?"
Hvis han havde fået lov at gribe fat i hende, ville han slippe hende og træde et skridt væk fra hende igen. Hans blik lå afventede på hende, mens han slog let ud med armene. Hans øjenbryn gled udfordrende op i panden på ham. Det var op til hende selv at beslutte om hun var noget værd, om hun ville være med eller blive efterladt tilbage her. Han vidste hun kunne noget. Det var også grunden til han havde ville have hende med dengang. Han vidste hun gemte på et større bæst, end denne simple kvindeskikkelse hun gik i. Men kunne han få hende til at finde det frem igen? Og så uden at bide sin Herre?

Det var egentlig morsomt, hvordan Sean havde evnen til at få hende til at give sig, i forbindelse med alt. Det var tydeligt, for dem begge, og det gik hende på til tider. Hun var ikke andet end en underdanig hun for ham til tider, og det var for det meste ikke et problem. Om han ville det eller ej, så var han også den eneste hun ville være sådan over for.
Derfor rykkede hun sig ikke en millimeter, da han rakte ud efter hende. Hun vidste at han ikke ville gøre hende noget, for det var trods alt bare Sean. Hvis han ville gøre hende ondt, så ville hun allerede skrige af smerte.
Derfor lod hun ham tage fat i hendes hage, den velkendte varme hud mod hendes. Det var behageligt, og samtidig fik det bare hendes krop til at kræve mere, som altid.
Hun lyttede til hans ord, mens hun så direkte ind i øjnene på ham - lige indtil han brød øjenkontakten ved at flytte sit blik ned på hendes læber - de læber han så ofte grådigt havde kysset, hungrende og krævende. Det virkede som århundreder siden.
Da han tav og trak sig væk fra hende igen, skulle hun lige til at følge med ham, men hun beherskede sig. Hun kunne mærke den velkendte magnetiske følelse som Sean emmede - og for at være ærlig, gjorde den lidt ondt, når hun ike fulgte den.
Hans spørgsmål ramte hende, og i et sekund måtte hun lige samle sig selv efter hans berøring.
Hendes øjne fandt igen hans, mens hun bed sig svagt i læben, og afslørede de hugtænder som hun havde levet med omkring halvdelen af hendes liv efterhånden. Hans hævede øjenbryn udfordrede hende, men til hvad? Hvad forventede han? - at hun knækkede igen?
''Bare sig hvad du vil have mig til at gøre.'' sagde hun, og hendes øjne skiftede fra forsigtige, søgende, til lokkende, jagende. Sean kendte naturligvis til hendes fortid og hendes tendenser. Tendenser hun havde pakket væk dengang Nicholas forsvandt - som hun havde fortrængt. Men at holde bæstet skjult var svært - specielt når hun sultede. Måske skulle hun til at passe sit bæst igen, fremfor at fornægte det?
Sean var mægtigere end hende - det vidste hun. Hun tog ikke æren for hans styrke og position - selvom hun engang havde gjort. Hun var ikke den der havde gjort ham stærkere, mægtigere. Hun havde bare stået på sidelinjen, og måske givet skub hvis det var nødvendigt. Ikke?
Sean havde ret - der var ikke tid til blødhed, langsomhed... Hun måtte følge med eller blive efterladt - det var survival of the fittest. Det var på tide hun accepterede det.

Han kneb øjnene en smule sammen. Sige hvad han ville have? Det lød ikke rigtig. Hun sagde, at han skulle sige det, men hvis han gjorde ville hun sikkert gøre oprør igen. Han havde ingen tillid til at hun faktisk ville gøre noget arbejde, han bad hende om. Så hvorfor forsøgte han? Han vidste det faktisk ikke. Måske fordi det ingen forskel gjorde, om hun var der eller ej. Om hun gjorde det eller ej. Så man kunne vel lige så godt gøre forsøget og se hvad det endte ud med, ikke?
Han trak vejret dybt og lod blikket glide rundt et øjeblik, før han gjorde en kort bevægelse med hånden til at de burde sætte sig igen. Inden de trak for meget opmærksomhed. Sean trådte selv over og satte sig.
"Ved du hvad du går ind til?" hans blik hævede sig og landede på hende igen, for tusinde gang denne aften. Det var som om at hver gang han så på hende, så han noget nyt. Noget af dem gamle Neph han troede han kendte, noget af den nye. Underkastelse, men også hendes vilje og vrede. Det hele havde han set i aften og spørgsmålet var hvilken der var den sande Neph. Han kendte hende ikke længere. Han anede ikke hvem hun var eller hvad hun ville. Og hans underbevidsthed prøvede at advare ham mod at give sig i kast med hendes selskab igen. Det ville ende dårligt, som altid. Måske var hun på en måde...Stadig en af hans største svagheder. En kvinde der kendte ham eller bar flere af hans hemmeligheder, igennem længere tid, end andre nogensinde havde gjort. Hun havde set så mange sider af ham...
Om nogen burde hun vide hvilke knapper man skulle trykke på - eller ikke - for at gøre Sean tilfreds. Og alligevel var det som om hun ignorerede dem eller kun prøvede at trykke på dem, der gjorde ham utilfreds.
"Jeg sagde det før. Jeg vil kun have folk der lytter til mine ordre. Råd er velkomne. Men hvis jeg først tager en beslutning, forventer jeg ordren bliver eftergivet. Jeg ved hvad du kan, Nephthys. Eller hvad du har kunnet. Slå ihjel. Tortere. Du er en vampyr. Du er stærk, du er hurtig og du er blodtørstig. Det er det bæst jeg har brug for. Men hvis du giver mig det...Vil du kunne gå igennem byen uden at gemme dig igen. Fordi du er en af mine folk. Alle kender mit navn, min magt og de færreste tør åbenlyst at gøre mig noget. Jeg vil have folk der kun er loyale til mig. Uanset hvad der sker. Specielt fra dig" Hans blik vigede ikke fra hende. Men i stedet for at være det samme kolde blik, sneg en energi og vilje sig ind i det. En passion. Oplivelsen ved magt, ved at have sine egne folk, som han forhåbentlig kunne stole på. Han havde brug for flere personlige bodyguards, men Neph egnede sig ikke til den position. Det var også bedst hvis der var lidt rum mellem dem til hverdag. Der var andre opgaver hun kunne udføre, som ikke krævede de hang op af hinanden hele tiden. En måde for ham at opretholde en Herre og tjener-relation.
Men han tvivlede stadig på om hun var inde for opgaven. At hun kunne. At hun ville.
"Hvis du mener du kan det, så bevis det. Giv dine forældreløse til mig. Lad dem blive mine soldater. Det vil være første skridt"

Typisk - han troede ikke på hende. Hun vidste ikke hvad han ville have - og hun anede slet ikke hvad hun ville.
Usikkerheden var én af de ting hun havde lært at leve med - mest af alt fordi hun vidste at hun nok aldrig ville slippe af med den.
Han så på hende, og hans blik var som altid noget der slog benene væk under hende. Hvordan gjorde han dét? Var det overhovedet med vilje?
Da han gjorde an til at de skulle sætte sig igen, fulgte hun trop, og satte sig ned på sin vanlige plads.
''Jeg ved aldrig med sikkerhed hvad jeg går ind til, når du er en del af sammenhængen.'' sagde hun, og mærkede igen hans blik på hende. I starten undgik hun det lidt, for at undgå at han så direkte igennem hende, igen. Han var desværre en svaghed, en af de store...
Da han begyndte at tale igen, gav hun dog et skarpt ryk i sig, og så ham i øjnene igen - som om hun i få sekunder havde drømt sig væk fra det hele. Naturligvis, omhandlede hendes små flyvske øjeblikke private scenarier, som kun de færreste kendte til. Sean, var måske et af de mennesker.
Han forventede at hun bukkede for ham - kort sagt. Hun vidste det jo godt - hendes medgørlighed var... Vigtig, for at de kunne arbejde sammen igen. Eller, rettere sagt.... For at hun kunne arbejde for ham igen. Hun vidste det, og havde egentlig vidst det længe. Hans sult for magt var... Ja, den var en del af ham.
Hun lyttede till hans ord - og løftet om sikkerhed. Sikkerhed, som hun ikke forstod hvorfor han lovede. Hun var ikke forfulgt, forjaget. Kun af sig selv, og hendes endeløse tanker. Noget, som hans ønske faktisk måske kunne hjælpe hende med.
Det bæst han beskrev, var et hun havde fortrængt. Hun frygtede stadig den del af sig selv lidt - ikke vampyrdelen, men hendes arv. Hendes aner. Hun var en Storyteller - enearvingen til slavehandlen og tortur-emperiet, som hun så ofte havde været offer for. Og nu ville han bruge dét. Hun nikkede stille. Hun forstod ham egentlig godt - hun havde engang været drabelig. Var hun det stadig? Kunne hun få det frem igen?
''Jeg forstår. Dit ord, dine regler. Det er kun retfærdigt, taget alt i betragtning.'' sagde hun, med en mild og venlig stemme. Det var tydeligt, hun havde ingen intentioner om at gå på tværs af ham igen - sidste gang havde det været med katastrofale følger, for dem begge, så hun nu.
Hans næste krav fik hende til at stivne - til at fryse fuldkommen til. Hun frygtede det - hun frygtede at overlade de børns sikkerhed til ham, for han ville bruge dem. Han ville næppe beskytte forældreløse. Og hvad med hendes egne? Dem hun så som sine egne børn - skulle hun overlade dem til ham også? Ville hun kunne tilgive sig selv for det?
Hun lukkede øjnene lidt, og bed sig derefter i læben. Så nikkede hun, tøvende, gebrokkent. Hun var tæt på at rejse sig og gå - men det ville bryde den verbale kontrakt der allerede var, og det ønskede hun ikke.
''Hvis det er det du har brug for..'' sagde hun, med en fremtvungen stemme. Galden bag i hendes hals pressede sig på, og hun blev svimmel. Hun viste det ikke - det kunne hun ikke. Hun ville ikke lade ham se at han havde ramt hårdt nok.
''Skal jeg bringe dem til dig, eller skal andet arrangeres?'' spurgte hun så, og så direkte på ham - direkte ind i hans øjne, endnu engang.
''Nå!'' sagde hun, og rømmede sig svagt. ''Jeg lovede en drink, og jeg løber ikke fra mine løfter!'' Et usagt 'mere'' hang i slutningen af hendes ord - hun ville ikke bryde flere løfter til ham, hun havde været skyld i så meget smerte, for dem begge.
Hvis han ikke forhindrede hende, ville hun rejse sig, og forsvinde op for at bestille to drinks til dem, og derefter returnerer til bordet med deres drinks, med et lille smil på læben. I denne stund priste hun sig lykkelig for sin blege hud, så han næppe ville kunne se hvordan al farven havde forladt hendes ansigt dengang hun havde hørt hans krav. Hun var forsat ikke kommet sig, efter hans forespørgsel.

Hans blik søgte hendes ansigt. Øjne, mund, alt der kunne fortælle ham hvad hun virkelig tænkte eller virkelig følte. Om hun pønsede på at gå ham på tværs, på at ødelægge hans planer eller ødelægge ham. Om hun sad og hånede ham på sin egen måde. Ville - og kunne - hun virkelig give efter for ham? Hun havde haft muligheden for at være en ligesindet. En han ville lytte til, en han ville give friheden til selv at bestemme og gøre som hun ville. Men hun havde udnyttet den frihed. Han havde ingen planer om at give hende den igen foreløbig. Ikke i hans nærvær, i det mindste. Han ville hellere se hende på knæ, tiggende om hans næste ordre eller nåde, end se hende slange sig i hans lagner og håne ham igen, såre ham igen, blive en svaghed igen. Og dog, hvem vidste hvad fremtiden ville bringe? Dem der var nyttige, dem der var dygtige, kunne få belønninger.
Han svarede hende ikke med det samme, men lod hende gå op og hente til dem. Han var slet ikke tørstig og havde slet ikke lyst til drinks, men han kommenterede ikke på det. Da hun kom tilbage med dem, nippede han til sin, mest af høflighed og for at vise han ikke var en komplet sten, umulig at hugge i.
Han vidste godt han ikke var uovervindelig...Men det var svært at blive ved at huske det...Når man kunne så meget. Når man levede evigt. Når man var en af de stærkeste væsner. Når man havde overvundet flere byer og selve døden, da han var blevet ramt af dæmonsygen. Det virkede...Urealistisk...At noget nogensinde skulle vælte han ned.
"Jeg har ingen intentioner om at have personlig kontakt til dem. Jeg vil sørge for de får et sted at bo. Som de gamle nok, vil de blive optaget og udlært" bemærkede han. Han vidste det gjorde ondt på hende og det var hele grunden. Nephthys havde altid haft noget med børn. Det var et af de steder han kunne ramme hende, hvor han kunne afprøve hende. Det kunne ikke have været nemt...Men han elskede tanken om hun hellere ville gøre ham tilfreds, end tage sig af de snottende unger.

Sean trak vejret dybt og hans blik gled ned på glasset i sin hånd. Hvis man kun var hård - hvilket absolut var sjovest - risikerede man folk fjernede sig fra en, forrådte en. Det var logisk, omend Sean syntes at have oplevet det modsatte. Til sidst så han op på Neph igen.
"Jeg er ikke uden forståelse. Jeg er klar over du nok ikke bare vil arbejde for mig, blot fordi jeg beder dig om det. Er der noget jeg kan give igen, der har interesse? Der kan sikre din...Medgørlighed?"
Sean havde altid foretrukket handler. Fordi det gav mere tillid, mere loyalitet og sammenhold mellem parterne. Fordi man ville have en aftale, som begge parter var enige i. Oftest, om ikke andet. Det faldt ham ikke umiddelbart ind at sige hvorfor han samlede sig allierede, samlede sig nye soldater og mere magt. Som altid havde han et mål, men kunne han stole på Neph? Kunne han fortælle det, uden hun ødelagde det eller sagde det videre til de forkerte?
Hvorfor tage chancen?

Neph var på én og samme tid opgivende og udmattet. Det var trættende, at indrømme at man tog fejl. At bukke sig i støvet for en anden - en der engang havde været hendes ligemand og bedste ven. Karma...
Hun tog en tår af sin egen drink, uden egentlig at tænke for meget over det. Alkohol var nok en af de få venner hun havde tilbage, som ikke efterlod hende. Men nu vidste hun vel hvordan Sean havde haft det dengang... Nej, det gjorde hun ikke. Sean havde ikke vendt hende ryggen - hun havde dolket ham brutalt, og var stukket af. Dette var hendes egen skyld.

Hans intentioner med børnene gjorde det ikke bedre. De gik den sikre død i møde - hvis hun gik med til det. Men hun kunne ikke nægte ham det - ikke hvis en form for tillid skulle kunne eksisterer igen. Hun nikkede derfor stille, helt tør i munden. Hun ville udenfor - ud i den friske luft, i mørket. Hun ville være fri, og vild. Som hun var født til at være. Men at gå midt i en kontraktetablering, ville gøre hende endnu mindre tillidsværdig. Derfor hev hun sig selv mentalt i nakkehårene, og så hen på Sean endnu engang. Ikke hans øjne, mens hans mund. Hans læber, som hun så ofte havde kysset. Hun ville lyve, hvis hun påstod at hun ikke savnede det - men hun havde ingen tro på, at det nogensinde ville ske igen.

Sean talte igen - denne gang om hvad hun ville have for at arbejde for ham. Hendes øjenbryn gled op i overraskelse, mens hun prøvede at få samling på sine tanker. Hendes medgørlighed?
''Jeg... Jeg vil ikke have noget af dig.'' mumlede hun, velvidende at det var løgn - men hvad hun ville have, hvad hun ønskede sig, var uden for rækkevidde. Hellere lade være med at bringe den slags på bane - hun ville ikke skabe splid.
''Ikke nu, i hvert fald.. Måske, hvis jeg ikke ødelægger alt igen, kan vi se på det, på et senere tidspunkt..'' sukkede hun, inden hun tog sin drink og tømte den i et langt drag.
''Bare giv mig besked et døgn før du skal bruge børnene... Jeg sørger for alt til dem indtil da.'' sagde hun stille, hendes stemme var flad og uden melodi. Han havde ikke knækket hende, men lige nu var det som om hun lige så vel kunne lade være med at udtrykke hendes oprigtige følelser. De var ikke meget værd, i hans selskab.
''Hvis du vil have mig undskyldt... Jeg har brug for frisk luft.'' sagde hun så, og så direkte på ham. Sean kendte hende, han ville vide at hun var på vej ud og jage - og gerne en dæmon. Sulten var ikke en faktor - men behovet for at reagere overtog. Hendes ene hånd var allerede rastløs, og blev ved med at køre fingerspidserne mod hinanden, så de lange negle rev lidt i huden.
''Tak, for at du gad bruge lidt tid på mig.. Jeg påskønner det virkelig..'' sagde hun så, i samme toneløse stemme, inden hun rejste sig, og nikkede til ham, som en afskedsgestus. Hvis han ikke ville stoppe hende, ville hun bevæge sig hen mod døren - for at komme ud i natteluften