You didn't see anything... - Nerthuz

Det var forholdsvist sjældent at han blev hyret til jobs der foregik i Sunfury City. Men dette var en af gangene. En eller anden idiot havde pisset den forkerte af, som der var gået hen og havde spurgt folk på det sorte marked, efter folk de mente ville kunne udføre opgaven for ham. En del af dem havde peget ham i retningen af Blakely, hvorfor de havde mødtes lidt udenfor Doomsville to måneder forinden. De havde fået aftalt betalingen - der sket ei to dele, halvdleen inden, og halvdelen efter jobbet var udført. Det var en forholdsvist klækkelig sum, da han på det strengeste blev bedt om at få det til at ligne en ulykke. Ingen måtte vide det var et bestilt mord, ellers kunne tingene pege tilbage mod hans klient selvom han havde et alibi da alle godt vidste han ikke kunne lide manden, åbenbart.

Så Blakely havde opsnust al den information han overhovedet kunne om denne mand, før han tog afsted. Han var åbenbart af middelklassen, en der havde noget indflydelse på nogle i de højere samfundslag, men han gik som regel til de billigere kroer i weekenden for at drikke sig fuld før han vraltede hjem. Det var jo nemt at udnytte. Så mange ting kunne der ske, mens man var fuld, som der stadig ville lige en ulykke. Man kunne pisse den perfekte person af. Man kunne snuble. Man kunne drikke så meget at man kvaltes i sit egen bræk til sidst. Mulighederne var nærmest uendelige, som de gled gennem Blakely's hoved på den længere rejse, han foretog med sin sorte vallak.

Han standsede nogle gange undervejs, både for at få proviant til vallakken, men også for selv lige at finde nogle intetanende ofre - børn, når han kunne komme til det - hvis skygger han kunne spise, så han ikke selv gik helt kold på turen. Han talte ikke til nogen. Han interagerede så lidt med folk han overhovedet kunne, og holdt hætten oppe så meget som overhovedet muligt. De få steder de bad ham om at tage hætten af, sørgede han så for at hans hår dækkede så meget af hans ansigt som muligt. Holdte sig så anonym som det overhovedet var muligt. Da han ankom til Sunfury, satte han sin vallak i en stald, et godt stykke udenfor byen. En ting mindre at kæde sammen med hans ankomst og mordet der snart ville ske - ikke at mord var unormalt nogen steder i denne verden. Ikke med så mange væsner der levede på bekostning af andre. Ikke mindst alle de andre dæmoner.

Hætten var trukket godt op om ansigtet igen, da han trådte ind i Sunfury. Ikke særlig mange lagde mærke til ham - værende det han var, var han utroligt god til at skjule sig i siderne af vejene, i skyggerne langs husmurene, og hans mørke tøj gjorde det blot nemmere end det var i forvejen. Nærmest ingen værdigede ham så meget som et blik, som han stille og roligt fandt vej hen til hvor han havde tænkt sig at udføre sit arbejde. Han mærkede efter indenunder sit tøj - reb til kvælning, dolk til knivdrab, hans bog til hans magi. Han var klar, uanset hvad scenariet skulle ende ud som, hans hænder klædt i bløde læderhandsker ligeså sorte som resten af hans outfit.

Han sneg sig op af den sidegade, alle hans kilder havde fortalt ham at hans target som regel tog hjem, når han var for fuld til at ville vise sig offentligt. Da han ankom til gyden, og regnen langsomt begyndte at falde fra den mørke himmel, smilede han svagt under hætten. Trapper. Det her ville næsten blive for nemt. Alt for nemt, at stage en ulykke. Hans klient ville blive ngoet så lykkelig for hvor ægte 'ulykken' ville se ud. Ingen ville mistænke at der var noget galt. Perfekt. Blakely rykkede sig lydløst om af den ene mur, tæt på det hjørne manden ville dreje ned af når han skulle hjem, skjult godt af skyggerne. Han lukkede øjnene - og ventede. Og ventede. Igennem årene havde han opnået at få en utroligt stor tålmodighed - som en jæger der venter på dådyret træder frem fra buskene, ventede han på mennesket drejede om hjørnet. Ventede på øjeblikket hvor han kunne slå til. Det perfekte øjeblik, der ville få panikken frem før døden indtraf.

Han stod der længe... Over en time, ville han selv bedømme det til at være. Men endelig hørte han ikke blot lyden af døren til kroen der gik op igenn, men også den form for skridt der tydede på en fuld mand, der prøvede at gå langsommere for at have mere kontrol over sine skridt, og virke mindre fuld end han ellers ville. Og de nærmede sig. Tættere på... Tættere endnu... Og rundt om hjørnet trådte hans mål. Et svagt smil var at spore under den mørke hætte, som Blakely's blå øjne fulgte manden, der end ikke ænsede ham da han gik lige forbi ham. Det var her Blakely slog til. Med ét sprang han frem fra sit skjul, og fik den fulde mands hoved ind i en hovedlås, som han bøjede sig ind til hans øre. "With regards from Lord Emersby," sagde han lavmælt, og nåede at se panikken i mandens øjne, før han med en lilel kraftanstrengelse fik mandens nakke til at sige et meget ubehageligt knæk som han brækkede den - for at skubbe ham ned af trappen. Der lå han så, for bunden af trappen med hovedet i en unaturlig vinkel som beviset på den brækkede nakke - og lidt blod langsomt løbende ud af hans mund, der blandede sig med regnvandet som Blakely stod der et par sekunder før han vendte sig om for at gå før han blev opdaget, hætten stadig hevet helt op omkring ansigtet.

Som så mange andre aftener bestod denne aften af arbejde i en af de lokale barer i Shadowflame District. Baren var ikke ligefrem kendt for et godt ry medmindre man elskede skumle typer, farlige væddemål og slåskampe, men dynamikken var nu med til at sikre, at der sjældent var en kedelig arbejdsdag, hvilket Nerthuz i hvert fald elskede. Det var altid sjovt at høre om de mange historier, folk kom ind med, se folk skændes og slås over, hvis mjød, der var hvis samt flirte lidt med kunderne for at få sig lidt ekstra drikkepenge. Man kunne tjene overraskende godt på at stå i en bar, især hvis man spillede sine kort rigtigt. Desuden var det altid lettest at stjæle nogle lommepenge fra fulde mennesker.

Lige nu bestod arbejdet dog i at tørre borde af, samt hælde alkohol op til allerede alt for fulde mænd, der pralede over, hvem der havde tjent mest på diverse kup, anbefalede hinanden diverse bordeller samt begyndte at slås, når de begyndte at stille spørgsmål til hinandens mandighed og sådan noget fis. Bullshit virkelig, men Nerthuz lod nu bare som om, at hen var ligeså underholdt som resten. Det gjorde jobbet nemmere. Især fordi de fleste anså hem som en kvinde, hvilket betød, at de færreste egentlig valgte at stille sig op mod hem - det var ikke så velset at slå på kvinder åbenbart. Noget med at de var mere forsvarsløse. Bullshit, men ikke desto mindre var det praktisk for at undgå at komme i unødvendige problemer, hvilket var noget, Nerthuz ikke havde noget imod. Så måtte hen bare lege med på rollen - selvom hen ikke ville tøve med at angribe i tilfælde af, at nogle af dem i baren gik for vidt. Hen var trods alt ikke helt ringe med et par knive.

Da der endelig var vagtskift, så varede det ikke længe før Nerthuz dog var ude ad døren. Hen havde relativt tidligt fri trods alt, så det skulle jo udnyttes så længe natten stadig var ung. Hen nåede dog ikke særlig langt før hen så noget, der virkede ret så interessant. Efter at have gået igennem et par gyder, lagde hen mærke til, at der var en eller anden, der brækkede halsen på en af sine kunder fra tidligere samme aften. Damn, han havde ellers betalt godt. Nu var han så død takket været den gut, der ellers var let at overse i det mørke tøj. Oh well, sådan kunne det jo gå, det var ikke så unormalt her i det nedre kvarter af Sunfury trods alt. Nerthuz lænede sig en anelse mod en ad murene i gyden i det, hen kiggede på morderen. ”Damn.. He paid so well.” Mumlede hen ganske roligt i det, hen trak sig på skuldrene. ”So why should he die? Due to his gross behaviour? Or due to the lame fact that he could barely even hold his own drink after a single beer?”

Det var overstået. Hvad han var blevet hyret til var ordnet, nu var der blot turen tilbage til klienten for at få resten af pengene for et job veludført - og det ekstra han ville få for et så god maskeret drab som dette. Et svagt smil røg overBlakely's læber som han så hvordan blodet der løbud af mandens mund blandede sig med den gradvist stærkere regn, løb ud og farvede det farveløse vand rødt som det blev taget med ned langs gyden. Men han blev nødt til at komme videre - han kunne ikke blive her og beundre sit veludførte arbejde - hvis han blev for længe ville nogen opdage det, og så ville han enten have endnu en 'ulykke' der skulle fabrikeres, eller nogen der alarmerede myndighederne. Begge scenarier var ubelejlige. Så han sørgede for at hætten stadig skjulte hans ansigt som han vendte sig om.

Denne nat skulle åbenbart ikke forløbe helt glat. For nu stod der en person for enden af gyden, som der helt sikkert havde set det hele. For fanden da også. Hvorfor havde han ikke hørt vedkommende? Nok en kombination af fokus på hans opgave, og regnen der var taget til, men som heldigvis stadig ikke gennemblødte Blakely, grundet det sorte læder meget af hans nuværende tøj bestod af. Han stod stadig selv halvt i skyggerne, som altid, som han betragtede personen. Skyggerne var bare mere behagelige. han følte sig hjemme i dem, langt mere beskyttet i dem. Men det var vel intet under, taget i betragtning af hvad han var.

Nu var det så at finde ud af hvad og hvem personen var, og om der eventuelt skulle gøres noget for at der ikke blev sladret - hvadend det så skulle være. Blakely tog et par mindre, langsomme, kalkulerede skridt mod den fremmede. Regnen gjorde det sværere at få en fært af den fremmede - men ikke umuligt, da der trods alt ikke var nogen vind. Men han ville ikke være helt sikker før han gik tættere på. Den var dog bekendt, så helt klart en race han havde stødt på før, i alt fald. hvor, hvordan og hvorledes kunne han ikke placere helt endnu. Han løftede let et øjenbryn af kommentarerne, dog. Lod ikke umiddelbart til at personen var særlig oprevet over hvad der var sket. "It is not in my right to tell you. Just that he had to. I cannot tell you why." sagde han, kun lige akkurat højt nok til det kunne høres over regnen, som han lod sine blå øjne studere personen foran ham.

Trods regnen, lod Nerthuz ikke til at have det store problem med at stå og overvære mordet. Det var trods alt et røvhul, manden dræbte, så det var ikke ligefrem noget, Nerthuz kom til at sørge over. Udover de gode drikkepenge, men der kom vel andre rige kunder. Tøjet klæbede til hens krop grundet regnen og håret klingede til ansigtet. Heldigvis var der ikke noget, hen skulle, der krævede, at hen så anstændig ud. Desuden var det hyggeligt at være lidt gennemblødt indimellem. Især når man boede i en ørken som Sunfury.

Svaret, der kom fra manden efter, at Nerthuz havde snakket til ham, var ikke just underholdende. Hen rynkede let på panden, som hen gik en smule tættere på for at se liget lidt bedre. Det gav hen næsten et lille smil på læben over at se ham den gustne ligge der for enden. Hen kiggede derefter mod ham, som havde forårsaget det hele - som så viste sig, at være død syg med hans forklaring. Skuffende! Og her havde Nerthuz lige håbet på, at hen kunne få en fantastisk historie, der kunne give anledning til mere drama. Men nej, der skete jo heller aldrig noget spændende mere! ”Well, I guess I should alarm the guards anyway. Telling them there’s a murder around in town.” Nerthuz trak på skulderen. Det var rent bluf, eftersom Nerthuz selv ikke var helt på den rigtige side af loven, men hvad den anden mand ikke vidste, havde han vel ikke ondt af. Eller også var det lige præcis det, han havde, hvilket Nerthuz ville kunne udnytte. Selvfølgelig skulle hen dog være varsom, når hen stod overfor en morder. Manden havde trods alt lige dræbt en person, hvilket betød, at han nok også kunne finde på at dræbe hem. ”Oh well, too bad. Apparently yhis night is going to be as lame as anyone else.” Med de ord begyndte Nerthuz langsomt at gå, netop for at holde ved sit blufferi. I værste tilfælde var hen dog klar til at flygte længe nok til at forvandle sig om, så hen kunne gemme sig alverdens steder. Heldigvis kendte hen byen som sin egen bukselomme.

Blakely stod blot stille nu og holdt skarpt øje med formskifteren som vedkommende trådte tættere på for at se nærmere på liget der lå og langsomt blødte i regnen. Blodet kom også ud af næsen nu - den brækkede nakke havde vist fået punkteret spiserør og luftrør så det var blodet derfra, der langsomt gled ud af den livløse krop, nu hovedet trods alt lå lavere end resten af kroppen så tyngdekræften hjalp det hele lidt på vej. Det var i virkeligheden kort tid der gik før vedkommende vendte sig om igen da de var færdige med at se på liget, men i den lettere trykkende stilhed der kun blev brudt af regnens plasken, følte sdet længere, og dæmonens blik veg ikke så meget som et sekund fra personen.

"I would advise you to not do that," sagde han så, stille og roligt, som han lagde hovedet let på skrå. "It wouldn't be... Beneficial. Neither for you or the guards." han gik blot et par skridt tættere på formskifteren - endnu ikke truende i sine bevægelser, selvom hans ord måske var en smule. "Not like any of them would be able to catch me, anyway." han trak let på skuldrene, hans stemmeleje stadig roligt men lavt, kun lige akkurat til at høre gennem den silende regn der stadig ikke var trængt det mindste smule igennem hans tøj. Læder var noget så praktisk, og nærmest lydløst at gå rundt i, også.

"I could make the night more interesting, if that's what you need it to be... Just say the word," prøvede han så på at lokke vedkommende, da formskifteren vendte sig om for at begynde at gå, hvilket igen fik ham til at tage nogle skridt tættere på, så afstanden mellem dem ikke øgedes alt for meget. Hvis formskifteren begyndte at flygte - ja, så var det vel tid til at vise hvor hurtig en dæmon nu egentligt også var. De var mest kendt for deres styrke, ja, men de var skam heller ikke de langsomste væsner der fandtes, absolut ikke.

På trods af truslerne, lod Nerthuz dem ikke påvirke hem. Eller, det vil sige, at hen ikke lod det vise. Det gjorde hen sådan set sjældent. For på trods af, at Nerthuz sådan set godt vidste det meste af tiden, at det hen lavede og sagde ikke altid gjorde situationer bedre, så vidste hen også, at det at vise svagheder var endnu værre for en selv. Og ja, frygt og følelsen af at være intimideret var svagheder. Desuden ved at vise frygt gjorde man generelt situationer mere kedelige, hvilket heller ikke var det værd. Så hellere spille med på hvad end, man er blevet udsat for. Det var sjovere i det lange løb, selvom konsekvenserne ofte var det samme.

”If that’s the case, what’s the problem with me telling then?” Spurgte Nerthuz med et hævet øjenbryn i det, at hen kiggede tilbage mod morderen. ”There shouldn’t be a problem if you can easily avoid getting caught, right? Unless.. You’re scared of course.” Hen trak sig på skuldrene og skulle lige til at gå igen. Der regnede trods alt og Nerthuz var pænt gennemblødt nu, hvilket var ret træls. Heldigvis var det dog ikke koldt, men det var der nu også sjældent i Sunfury. På trods af planen om at gå, var der noget, der fangede Nerthuz’ opmærksomhed. Eller, det var i hvert fald nok til at gøre hem nysgerrig. Så hen vendte sig atter rundt for at kigge hen på morderen med et smøret smil. Se, det her virkede meget mere interessant end den partypooper, ham den anden startede med at virke til at være. ”Say what word exactly?” Spurgte hen lettere nysgerrigt. ”And how do I know your definition of interesting is the same as mine?”

Blakely var da også på skarpt udkig efter det allermindste tegn på frygt eller hvad der lignede - så det var nok meget godt at formskifteren holdt det så godt skjult som hen gjorde. Det var langt fra alle der kunne finde ud af at skjule det godt nok til at en dæmon ikke kunne ænse det, men lige nu kunne Blakely ikke se noget af det, og det gjorde ham nok egentligt en lille smule imponeret. Kun en smule, dog. Det var lidt svært at oprigtigt imponere ham.

“The problem? Well, of course that would be that it’d be less of a small, quiet thing as I’d like for it to be. Imagine the ruckus if not just a drunkard but some guards are killed as well. That’d just end up bad for so many more people.” han tog stille og roligt endnu et skridt tættere på Nerthuz igen, stadig med hætten oppe, så man næsten ikke kunne se hans ansigt - der skulle i al fald ses godt efter, i den mangel af lys der var i gyden. Der gled dog et smil over Blakely’s læber som han så hvordan formskifteren stoppede midt i at skulle til at gå. Nådada. Det var vist bare en der virkelig kedede sig, var det ikke?

“Considering your rather calm reaction to this kind of thing, I figure we might have more in common than you’d think. Or am I being completely wrong in that assumption? And you’re just pretending to be calm?”

”But considering killing isn’t a big deal, why would that bit of a mess make any difference to you?” Spurgte Nerthuz med et lettere smøret smil i det, hen bemærkede, at snigmorderen kom nærmere. Selvom hen godt kendte til faren ved at lege for meget med situationen, lod Nerthuz sig ikke påvirke af de mulige konsekvenser. I stedet betragtede hen blot morderen, der trådte nærmere. Skulle det ske, at hen blev nødt til at flygte, måtte hen finde på et eller andet distraherende trick. Heldigvis var improvisering en af hens stærkere sider.

Da morderen igen åbnede munden, lod Nerthuz hæve sig et øjenbryn. Hen lænede sig op ad en af murene i det, hen prøvede at få et bedre blik på ham den anden. Det var nu svært at se ham ordentligt taget i betragtning af, at han var dækket fra top til tå samt mørket, der for længst var faldet på nu da, det trods alt var nat. Alligevel knep hen dog øjnene sammen i håb om at få  et bedre glimps, men det var nu ikke så let igen. Så til sidst trak hen sig blot på skulderne. Måske en dag vil hen finde ud af, hvordan vedkommende så ud. Eller ikke, men så var det bare synd for ham. ”I’ve lived in Shadowflame District my entire life. It’s not like you’ve commited the first murder I’ve ever seen.” Nerthuz åbent indrømmede. Hen arbejdede trods alt et sted, hvor folk havde en tendens til at prøve at smadre hinanden, når de var fulde nok. Og Shadowflame District var kendt for deres underground crime. ”Besides, if you really wanted to kill me, you would have done it already, right? But here I am, breathing and all.” Hen slog ud med armene med et lille smøret grin, selvom hens påstand nu var mere et håb. Ikke at ham den anden behøvede at vide det.

Det var sandt nok at for Blakely selv var det ikke det store problem hvis der var lidt mere rod i det hele. Og så alligevel… Han ville jo få mindre udbetalt hvis der var noget som helst der kunne pege hen af noget foul play, så hvis nogen som helst fik fortalt at det her havde været et mord og ikke den ulykke det lignede, så kunne hans klient ikke opnå det han helst ville, og Blakely selv ville derfor få mindre udbetalt for hans arbejde - og han var trods alt rejst en del for at nå herhen fra sin klient af. Det ville være en masse arbejde for noget der næsten ikke var det værd. “Well, because I won’t get as much out of killing him if I make a ruckus,” sagde han blot, stille og roligt. Og det var jo sandt nok. Han trak en smule på skuldrene mens han snakkede, og gik fortsat med meget små,nærmest glidende skridt hen mod Nerthuz.

Det var også tydeligt at formskifteren prøvede på at få set ordentligt på ham - men det var jo med vilje han dækkede sig til, så det var derfor også tilsvarende svært at se ham ordentligt. Og da især når han stod i skyggerne - han var trods alt bygget, skabt, til nærmest at gå i et med skyggerne. Medmindre man havde set på ham når han gik ind i en skygge så var der mange der fandt det praktisk talt umuligt at få øje på ham i dem. Et skævt smil var dog stadig at spore på hans læber som Nerthuz talte videre - hans læber var nok noget af det eneste hen ville kunne se ordenligt på trods af skyggerne. “So you say. What if I’m just biding my time? Trying to decide whether it’s necessary or not?” han var nu kun knap en meter fra formskifteren, og det var først her han standsede op - og så tæt på ville hen nok endelig kunne se Blakely’s køligt blågrå øjne, som de studerede hen og ventede på et svar.

Nerthuz rullede med øjnene. Nå, så det handlede simpelthen om penge? Selvfølgelig gjorde det det. I så fald vidste Nerthuz nu, hvad hen skulle gøre, hvis dæmonen begyndte at blive lige truende nok. Fantastisk, så langt, så godt. Hvis Nerthuz endelig skulle dø, skulle dæmonen i hvert fald ikke have nogen fordele ud af det, simpel as that. ”Oh, I see. Well, I get you. Gold is an amazing thing after all, right?” Et vagt smørret smil dukkede op på Nerthuz’ læber i det, hen betragtede dæmonen komme nærmere. Refleksen var vel bare at skrige så højt som muligt i tilfælde af, at han begyndte på noget. Som sagt, han skulle jo ikke nyde godt at noget, hvis han faktisk valgte at dræbe Nerthuz.

”So you can’t even tell whether I’m enough of a threat to kill or not? And here I thought I was supposed to be scared.” Kommenterede Nerthuz, selvom hen nu var ret lettet over, at dæmonen havde stoppet med at gå tættere på. Selvfølgelig var målet dog stadig at undgå at vise svagheder, for well, det vil ikke gavne Nerthuz overhovedet. Heldigvis var hen facade på facade, det var relativt let at holde masken, selvom det dog krævede noget mere energi, når man kiggede direkte ind i de øjne, som stort set var det eneste, hen overhovedet kunne se. Helt ærligt, skyggedæmoner er så kedelige at kigge på. De trænger til mere farve! Too much black and darkness! ”So why don’t you tell me whether I’m necessary to kill or not? I’m surprised that some mighty demon is terrified of some random shapeshifter. Well sure, I might be some dangerous butterfly who would fly into your eyes and blind the only things of colour on you. Oh no, so scary.” Nerthuz lænede hånligt hovedet en anelse til siden i det, hen ventede på en reaktion.

Blakely kneb øjnene let sammen som han så formskifteren rulle med øjnene. Han kunne ikke rigtigt se hvad der sådan var at rulle med øjnene af. Det her var vel et arbejde som alle andre. Du gjorde noget for at få betaling for det. Du fik bedre betaling for et veludført job. Sådan var det vel med alle jobs? Hvad var der sådan at rulle med øjnene af her? Var det måske bare ikke ‘interessant’ nok for vedkommende han stod overfor her? Det var nok der skoen trykkede, med hens tidligere ord.

“It does allow you to live more comfortably,” var alt hvad han sagde til kommentaren omkring guld. Det var jo ikke fordi han brugte de store mængder. Han havde aldrig et fast sted at sove. Han skiftede fra kro til kro, by til by, skov til skov… Hvor end det bedst passede ind i det område han var endt i den pågældende dag. Så han brugte mest bare pengene på de overnatninger, og indimellem nyt tøj eller bedre våben. Ikke at han bar mange våben på sig. Hans magi var kraftigere og mere frygtindgydende end hans våben var, trods alt.

“Don’t be silly. Of course I can tell. What if I was just trying to get closer to you so I could kill you before you could get to change your shape? Thought of that?” ikke at det var hans plan - formskifteren virkede trods alt rimelig chill med alt det her. Så der var ikke den store grund til at dræbe hem. Han fnøs dog lettere irriteret over den næste kommentar. “Since you seem to be all ‘funny’ insults, you won’t be necessary to kill, no. It’s not worth the risk and effort.” sagde han så, stemmelejet stadig helt stille og roligt. Han ejede et godt temperament, ja - men det var svært at få prikket rigtigt til det.

”It really does, don’t you think?” Det smørrede smil var ikke til at tage fejl af. Nerthuz kunne heller ikke benægte, at interessen for en bid af kagen var fristende. Man kunne da altid prøve. Om det så virkede eller ej - i det mindste var det sjovt at prøve, og man kunne få fordrevet tiden. Der var sådan set ikke noget at tabe uanset hvad. Så hvorfor stoppe? Medmindre ham dæmonen selvfølgelig gik hen og blev alt for kedelig og seriøs med hans attitude. I så fald var han ikke længere det værd. Det var jo ikke sjovt.

”In that case, your methods of killing are insanely lame. You must really fear me becoming some terrifying bunny if you really have to make sure I’m not going to shapeshift.” Nerthuz fortsatte håningen uden at lade dæmonen tro, at han skræmte hem fra vid og sans. Det var trods alt det vigtigste, at han ikke fandt ud af. Facade på facade på facade, det var vejen frem. Altid. ”So you’re not going to kill me. How generous of you. This small dangerous kitten says thank you.” Med det valgte Nerthuz at rette på sig inden hen begyndte at kigge sig rundt for at finde ud af den letteste vej væk. ”But if that’s the case, I guess I should leave. After all, I’m not worthy of your hands to kill so it’s not like I can offer you much.”

Indvendigt fnøs Blakely let af kommentaren. Normalt hadede han den type attitude der, men han kunne ikke lade være med at få fornemmelsen af at der gemte sig meget mere bag overfladen hos netop denne formskifter. Siden han ikke var typen til at få venner, ville det nok aldrig blive til sådan noget.. Men hvorfor ikke et bekendtskab? En der kunne holde øje med ting i Sunfury for ham, når han ikke var her… Nu var det vel bare at se om personen her kunne overtales. Så lidt overraskelse som der havde været over drabet, var personen trods alt nok ikke på de retskafnes sti, heller. Måske endda en der selv indimellem havde problemer med vagterne? Det var blot spekulationer, selvfølgelig, men han kunne måske bruge formskifteren.

“Maybe you shouldn’t leave just yet,” sagde han stille. Han kunne mærke temperamentet boble let under overfladen af den hån der lige var blevet smidt mod ham, men han mindede sig selv om at forholde sig rolig - i alt fald indtil forslaget var stillet frem, og han så formskifterens svar på det. Gå ikke amok på en mulig business partner. “I might have an offer for someone like you,” sagde han så, og hvad der uden tvivl var det første smil Nerthuz ville se fra ham, trak let op i hans læber. “You… Seem like the sort who’s able to walk a lot of places others might not. Maybe your animal allows you to blend in with a crowd more easily? I just get the feeling you’re good at just that… Blending in. I could use someone like you. If you’d be willing to… I can pay you handsomely.”