Uventet gensyn - Raco

Sted: Handelshuset "Red Arrow", havnen og havet
Tid: middag
Vejr: Lummer solskindsdag med en lun og let fralands vind.
@Raco

Skibet Draconia havde lige lagt til den kaj som lå tættest på Handelshuset "Red Arrow". Grunden var at der var en ladning sorte opaler ombord i et par låste kister. Jake fik lidt rundt på dækket for at sikre sig at alt var i orden, inden han ville gå i land. Han så ud imod havne indsejlingen hvor to andre skibe lå klar, hvis der skulle blive problemer. Det drejede sig om Black Howl og Devils Pearl. Begge skibe var kendt og frygtet, så der burde ikke være problemer med at komme ud i en fart. Jake smilede skævt.
Det var Talias skyld at han var her i stedet for hende. Hun havde nærmest sparket ham ombord og beordret ham til at skrubbe ud på en sejltur inden han virkelig drev hende til vandvid med hans selvmedlidenhed. Ikke at han ikke troede at hun kunne holde styr på klanen der hjemme. Rådet skulle nok hjælpe hende, hvis hun ellers gav dem lov. Han lo stille ved tanken, imens han gik fra borde.
En gruppe på tyve folk fulde efter ham, hvor af to par bar på de to kister.
Nogle af havnens folk råbte hilsener til Jake, som godt kunne huske ham og som syndes at det var længe siden han sidst havde været her i byen. Jake smilede og vinkede til folkene, men forsatte hen til handelshuset hvor bestyreren Mikkel tog imod dem med håndtryk.
Sammen gik de ind i baglokalerne, hvor Jake overrakte nøglerne til kisterne. De gennemgik forskellige dokumenter og udveksling af mønter for opalerne. Mikkel gav også Jake en mappe med dokumenter, som skulle viderebringes til Taliia.
Imens Jake og Mikkel var i baglokalerne, begyndte halvdelen af besætningen og tyve folk fra handelshuset at fylde de sække, kasser og tønder, som skulle med tilbage til øen.
Den anden halvdel af besætningen havde delt sig op i to grupper. Den ene gruppe stuvede lasten af vejen som den kom ombord og den anden gruppe sørgede for at skibet var sejlklart når Jake kom tilbage. Ingen af besætningen kunne lide at Jake var borte for længe af gangen, men de viste også at han havde brug for denne tur.

En flok kutteklædte skikkelser gemte sig i skyggerne. De var alle overvågen og holdte øje med alt. Deres leder sad ned og gnubbede sit knæ. Han havde en skade som aldrig ville heale. Et suk kom fra ham. Begge hans sønner var døde, men hvorfor skulle han overleve? Lukkede øjnene og tænkte på dem. Seuzan og Connor. Begge unge, og Seuzan havde en dette og en kone. Han var kun lige nød og næppe sluppet væk fra sin familie kløer. Han lod hætten falde ned og så på de folk som gik forbi dem. Ingen lagde rigtig mærke til dem, præsic som han ønskede det skulle være. Han kunne ikke tage hjem. Han vidste ikke om de ville huske ham. Tid kan heale alt siger de.

"Kaptajn?" Raco Fire så op på sin ældste ven. Den ældre Dæmon så på ham med rynket bryn. Ord var ikke nødvendige mellem dem. Raco kom på benene, og med en lettere haltende gang ledte han sine mænd gennem gaderne. Hvorfor havde han også valgt dette sted? Han huskede at Taliia, hans skønne svigerdatter, havde et varehus her. Han så sig hele tiden omkring, altid på vagt. Hans mænd havde hænder hvilende på sværd og pistoler. Loyale til det sidste. Han kom ned på markedet og snoede sig ind og ud mellem boderne.

Jake kom gående ud fra handeshuset, netop som de sidste to af folkene fra handelshuset kom tilbage med et smil på læberne.
"Så er alt ombord, kaptajn. Besætningen er ved at stuve det sidste fast." Jake smilede og nikkede til de to.
"Dejligt at høre. Mikkel har lidt til jer som tak for hjælpen, som altid." Derpå begyndte han at gå ned imod havnen, men han havde ikke taget mange skridt før det var som om hans sjæl skreg til ham om at vente. Det føltes nærmest som når Raco kom løbende og kaldte på ham.
Jake bed tænderne sammen og så op i himlen, som var ved at trække op til regnvejr. Hvorfor i Hydras navn skulle han netop nu huske på Raco? Og så på denne måde... Han kæmpede for at holde sammen på sig selv. Hvis han gav efter, ville han bukke sammen her på åben gade og græde som var han pisket. Og det vil absolut ikke være godt for andre at se.

Saxon, skibets Quatermaster, så fra skibet hvordan hans kaptajn standsede efter et par skridt og nærmest stivnede i kamp for at holde sammen på sig selv. Hurtigt fik han samlet en gruppe på femten folk, som skyndte sig hen til deres kaptajn og omringede ham for at beskytte ham. Saxon gik hen og lagde roligt hånden på Jakes arme der hang ned langs siderne.
"Jake, lad os få dig ombord. Der kan du give slip, som du ønsker." Saxons stemme var ikke meget andet end en hvisken, men Jake hørte ham og hviskede tilbage.
"Min sjæl skriger på mig om at blive. Som om der er en jeg skal finde." Han var begyndt at ryste og hans greb om den mappe som han skulle have med hjem var ved at løsnes. Saxon opdagede det og tog hurtigt mappen imens han talte roligt til sin kaptajn. Langsomt begav de sig hen imod Draconia, og jo tættere de kom, jo mere følte Jake at han var ved at blive revet i stykker igen.

Gruppen stod nede ved havnen og så på de mange skibe. Raco så dog kun på et. Det skib ville han kunne genkende overalt. "Jake?" mumlede han og så sig om. Han prøvede at se den anden Draconianer, men indtil videre lukkedes det ikke."Kaptajn?" spurgte dæmonen Alejandro. Raco pegede på skibet og nu begyndte alle at se efter deres kaptajns mage. Raco trak hætten op da han så ham.

Der var noget off. Jake virkede anspændt. Han genkendt også Saxo. Jakes loyale Quatermaster. Vinden var svalende og fik kappen til at bevæge sig. De kloge øjne forlod ikke skikkelser. "De har ikke forandret sig." mumlede Alejandro stille, men Raco rystede på hovedet. [color=#660000]"Sr man godt efter har de, men om det er for godt eller værre."[color/]

Folk skævede hen til den gruppe på tyve. Der var noget ved dem som ikke passede ind her. Den måde de gik på og opførte sig på. Barsk og tilbageholdende. Som om de var bange for at blive fundet. Mange havde prøvet at få svar fra dem, men ingen lækkede noget. Specielt ikke den rødhåret. "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at det var Raco Fire." "Umuligt, han blev myrdet sammen med sine to sønner." "Gjorde han, eller der det kun rygter?"

Da de kom hen til langgangs planken spredte de femten folk sig på begge sider og gav plads til at Saxon kunne få Jake ombord. Men Jake sank rystende sammen inden Saxon nåede at sætte foden på planken.
"Jeg kan ik... Saxon. Jeg kan ikke tage her fra... Ved ikke hvad det er.. Men min sjæl.. Min sjæl siger mig at han er her..." Jake så sig fortvivlet omkring. Hans øjne var fyldt med en blanding af sorg og håb. Hele hans krop rystede som var han pisket.
Uden at vide hvorfor, standsede hans øjne ved en flok på tyve kappeklædte skikkelser et stykke fra dem.
Ét ord formede sig på Jakes læber.
"Raco?" Ordet var ikke andet end en hvisken, men var stadig fyldt med håb og en kærlighed, der var uforandret på tros af den tid der var gået.
Et vindstød løb forbi Jake i det øjeblik som han hviskede det og bar det hen til gruppen som han så på. Jake kunne have svoret på at det var Hydra som hjalp ham i dette øjeblik.
Saxon så i samme retning som Jake og prøvede om han kunne genkende noget på tros af kappernes skygge.

Raco lod hætten falde ned og så på den anden kaptajn. Stilheden faldt over havnen og den ældre mand giver et skævt smil. "Hey Jake. Hvordan har du det?" Okay, ikke det bedste at sige efter så længe, men han kunne ikke komme i tanke om andet. Han havde en klump i halsen og var det tåre som løb ned af hans kinder. Han tørrede dem væk og gik langsomt hen imod Jake. Hans folk havde kastet hætterne tilbage og holdte sig i baggrunden.

Jake sprang på benene og løb hen til Raco, hvor han faldt den anden mand om halsen. Hans ord var en skælvende hvisken, men højt nok til at Raco kunne høre dem.
"Ved Hydras nåde. Hvor har jeg savnet dig." Saxon og de femten folk, var fuldt efter Jake. De smilede stort over at se at deres anden leder og konge stadig var i live. De dannede en halv cirkel, der var stor nok til at nå rundt om både Jake og Raco, samt de folk som Raco havde med. Alle stod klar til at trække våbene hvis det blev nødvendigt. Saxon kom smilende hen og nikkede til Raco og hans følge.
"Raco. Hvor er det godt at se du stadig er i live. Jeg håber ikke du og dine følgesvende har noget imod at vi flytter festen ombor på skibet. Vi er mange som gerne vil hjem igen med vores leder, nu to ledere, i live."
Jake, som havde begravet sit hovede ved Racos hals, sukkede og rettede sig op. Men han holdte stadig fast om Racos liv med den ene arm, stadig bange for at dette bare var en drøm. Hans blik var fyldt med kærlighed og ømhed, fuldstændig ligeglad med hvad andre så og tænkte.
"Vil du med hjem til Dead Mans Rock? Hele øen savner dig. Selv Taliia og Katrina er kommet hjem." Stemmen havde fået en anelse mere fasthed, men bar stadig præ af hans angst for at miste Raco.

Raco stod og så på den anden mand. Han var fristet, men ville det ikke betyde at han puttede deres liv i fare? Han gik dog alligevel ombord og flygtede ind i kaptajnens kahyt. Han satte sig i stolen og lod hovedet falde ned i hænderne. Han vidste at det næste ville blive svært. En af drengene var hans, men den anden var ikke. Dog havde hans ældste set Jake som en far. Tænder blev blottet og skuldre rystede med undertrykt gråd. Han havde dem begge da de blev dræbt. ”Hvorfor dem?” mumlede han og tørrede tårerne væk, men det gjorde plads for nye. Et brøl kom fra hans hals.

Alejandro stod og så efter sin kaptajn. Han gik langsomt ombord og hilste på besætningen. Han satte sig i forstavnen. Livet har været grusom mod Raco. ”Hydra. Hvorfor er du så grusom?” mumlede han og bøjede hovedet da han hørte det brøl som uden tvivl tilhørte Raco. Der ville nok gå lidt tid, før Raco ville have et nyt barn. De ar som var efterladt var stadig nye og rå. Dæmonen så ud på havet og ansigtet var lagt i en smertefulde trækninger. Alejandro håbede på at Jake ville kunne heale den ældre kaptajn. De var jo en familie. Blev det den dag de mødte hinanden.

Knap var den sidste kommet ombord, før sejl blev sat og Draconia igen gled ud af havnen. En fløjte fortalte Black Howl og Devils Pearl at Draconia var på vej ud, så de blev også gjort klar til at hæve ankerne.
Jake var fuldt med Raco ind i kahytten og var ved at lukke døren, da han hørte Raco mumle. Han fik lukket døren og ville til at fylde et krus med rom, da Raco udstødte et brøl. Han sprang hen til Raco og omfavnede sin soulmate imens hans egne øjne blev fyldt med tåre. Jakes stemme var skælvende da han hviskede.
"Giv slip. Giv slip på alt, min elskede. Jeg er her og bliver her. Slå mig, bid mig, råb af mig. Bare kom ud med det hele.. Jeg skulle aldrig have ladet jer tage afsted alene."


Ude på dækket sørgede Saxon for at Racos folk blev taget god imod og fik hvad de manglede. Der på gik han ud i forstavnen til Alejandro. Han lænede sig op af ralingen og så ud over havet imens han sukkede.
"Ved Hydra, hvor er jeg glad for at se at i overlevede.. Vi måtte bogstaveligt lænke ham i et par uger, før han faldt så meget til ro at han ikke prøvde på at ende sit eget liv. Samtidig havde vi mindst to skibe til at sejle Underworld tynd for spor efter jer." Han drejede hovedet og så på Alejandro, med sorg og undren i øjnene.
"Hvad skete der enlig? Da vi fandt Black Breath var hun fyldt med sårede og døde folk. Men vi fik hende hjem og fik gjort hende sejlklar igen, så hun venter enlig bare på Raco."

"Jeg tror ikke at Raco ville komme ud på havet det næste stykke tid. Ikke efter det de gjorde mod Seuzan og unge Connor. Han har aldrig hadet sin familie mere end nu." sagde Alejandro og rynkede brynene. Han huskede selv det blod og de skrig som havde lydt for flere dage.

"De myrdede dem, Jake. De myrdede og torturede vores sønner. De tog Seuzans vinger og Connor øjne og stemmebånd. De tvang mig til at se det." knurrede Raco og rev sig fra hans mage. Han gik hen til vinduet. Vreden æmmede ud af hans sind og krop. Hans drenge var døde og hans familie vil betale prisen for hvad de havde gjort.

Saxon så roligt på Alejandro mens han talte. Saxon nikkede forstående til ordene.
"Det er kun fuldt forståeligt, hvis han ikke vil ud og sejle for en tid. En ting vi dog kan være sikker på er at Jake ikke forlader hans side, med mindre Raco slår ham ihjel. Noget jeg dog tvivler på at han vil gøre. Jake bebrejder sig selv for at lade dem sejle ud alene. Men heldigvis fik han sendt bud efter Taliia og Katrina, som nu er hjemme igen og hjælper til med at få styr på klanen. Eller rettelse Taliia hjælper med det. Katrina er sammen med Beldragon ude og finde nye handelsmuligheder, efter at Hydra velsignede os med fundet af sorte opaler i bjergene her i starten af året." Saxon fandt et par stykker i en af sine lommer og rakte dem frem til Alejandro, så han kunne se dem og holde dem, hvis han ville.

Inde i kahytten lyttede Jake forfærdet til det Raco fortalte. Hans stemme var skælvende, da han åbnede munden.
"Taliia fortalte ellers at de havde dræbt Seuzan. Men hun nævnte aldrig noget om at de havde taget ham med sig. Oo… og Connor… Lever han endnu?" Jake måtte støtte sig til skrivebordet for ikke at knække sammen, over det som Raco fortalte ham. Han frygtede at Connor levede med sine pinsler, men håbede på at Hydra havde taget ham til sig, så han kunne få fred.
Jake så afventende på Raco. På en måde ønskede han at holde om sin elskede, men han fornemmede også at Raco havde brug for at være lidt for sig selv, så han tvang sig selv til at blive stående ved skrivebordet, selv om man kunne se på ham at det holdte hårdt.
"Raco. Hvad end du har brug for, så er jeg her. Og jeg bliver ved din side fra nu af, om det så skal betyde at jeg må finde en anden kaptajn til Draconia. Black Breath ligger hjemme i havnen, klar til hvad du end ønsker.” Jakes stemme var stadig en smule skælvende, men havde en beslutsom tone.

"Jeg holdte vores søn mens han døde. Connor døde efter de havde brækket hans ryg." mumlede han og hvilede sin pande mod vinduet. Han huskede sine sønners død. Seuzan døde en nat. Sov ind efter blodtab. Uheldigvis var Connor udholden. Selvom han var blind og ikke havde nogen stemme mere, havde Raco følt hans smerte. Nat efter nat havde han holdt ham og givet beroligende ord. Hans bror og svoger havde brækket hans ryg. Han havde lidt i to dage før han havde givet op.

Raco gik hen og lænede sig mod Jake. Hans pande hvilede mod den yngres og de grå øjne var lukket. "Jeg myrder min familie, uden sorg ved deres død." knurrede han og trak vejret tungt ind.

Da Jake endelig kunne lukke armene om Raco var det med arme og hænder der rystede at både sorg og had. Jake trak forsigtigt Raco tætter til sig og hviskede til ham.
"Jeg skal med glæde holde dem, så du kan sprætte dem op." Han flyttede sit hoved en smule, så det hvilede let mod Racos skulder. Han viste ikke hvad han skulle gøre. Han ønskede så forfærdeligt at vide med sikkerhed at Raco blev hos ham, men samtidig ønskede han også at han kunne have skånet Raco for denne pinsel.
"Ved Hydra.. Jeg ville ønske at jeg kunne have skånet dig for de oplevelser. Ville ønske at jeg aldrig havde ladt jer sejle." Han kunne mærke hans ben var ved at give efter og valgte derfor at løsne grebet om Raco, så han kunne dreje sig lidt og sætte sig i stolen. Efter at have sat sig, rakte Jake armene frem mod Raco og så på ham med tåre i øjnene.
"Min elskede. Jeg vil aldrig tilgiv mig selv for dette. Den skade og de sår som dette har givet dig. Hvordan kan jeg hjælpe til for at heale dem og vinde din tillid igen? Forlang hvad du vil af mig, og jeg vil efterkomme det. Jeg sværger ved Hydra og min sjæls kærlighed til dig."

En mand fra besætningen, kom hen og rakte to krus rom til Saxon og Alejandro.
"Jeg fik besked af Hellen om at aflevere et krus til alle ombord." Saxon tog smilende imod kruset og tog en slurk. Han brummede nydende med smagen af den stærke rom.
"Vores kære skibslæge har minsandten fundet en tønde af den gode stærke rom. Det er sjældent hun tager hul på en af de tønder. Men ja, situation er nu også til det." Hvis Alejandro ikke tog imod kruset, ville Saxon tage det og forsøge at overtale Alejandro til at drikke lidt af det. Manden gik videre for at hente flere krus til besætningen.

”Bare vær hos mig. Hævnen ville komme.” mumlede han og kyssede Jake inderligt. Duften og varmen fra hans partner jog smerten væk, for nu. ”Når vi kommer hjem skal vi holde en mindedag for dem. Seuzan og lille Connor.” mumlede han og gemte hovedet i Jakes bryst. Øjnene lukket i, men tåre løb frit ned af hans kinder.

Alejandro rystede på hovedet. ”Vi siger nej tak. Vi lovede ikke at drikke før vi var hjemme og mindedagene for vores kaptajns sønner er skabt og holdt.” sagde han og så på resten af flokken. Hver eneste havde hovedet bøjet og søgte tryghed og trøst ved hinandens side. ”Connor var ung og livlig. En gave for os alle. Han ville være savnet.” mumlede en af de andre og lagde en arm om hans yngre bror. De havde begravet dem begge til søs.

"Det lover jeg." Jake gengældte kysset med samme lidenskabelighed. Han kunne godt mærke lysterne til Raco vågne, men hans skubbede dem væk. De måtte vente til Raco selv følte sig klar og bad ham om det. Han fornemmede dog at ro og nærvær ville være godt, derfor lagde han beskyttende armene om Raco.
"Det lover jeg. Begge drenge får en mindedag folk sent eller aldrig vil glemme." Den ene hånd kærtegnede Racos ryg i rolige bløde strøg. Den anden nussede Raco i håret, mens Jake placerede et blidt kys mod Racos pande.
"Hvis du har brug for at lade tårene løbe, så lad dem løbe min elskede." Jake slap selv noget af den selvkontrol han have buret sig selv inde i. Tårene løb stille ned over Jakes kind og ned på skindene. Det var bedre at lukke lidt ud nu, i stedet for at buse ud med det hele på en gang.

Saxon så overrasket på Alejandro, men nikkede respektfuldt til ham, inden han rakte kruset videre til en anden mand, der spurgte om de skulle give et krus til deres ledere. Saxon rystede på hovedet.
"Jake kalder selv, hvis han ønsker noget. Lige nu er han nok mest optaget af at bekymre sig om Raco. Så med mindre du ønsker at blive klynget på i riggen resten af turen, så lader du den dør være lukket indtil den bliver åbnet inde fra. Forstået?" Manden blev hvid i hovedet og nikkede energisk, inden han forsvandt under dæk.
Saxon så bekymret på døren til kaptajns kahytten, inden han klappede Alejandro venligt på skulderen.
"Godt at se jer igen. Hvis i har brug for det mindste, så sig frem til hvem end der er nærmest. I er gæster her ombord, med mindre i ønsker at indgå som en del af besætningen på hjemturen. Den skulle gerne gå smertefrit om Hydra vil." Han så til begge sider og smilede ved synet af de to skibe: Black Howl på styrbords side og Devils Pearl på bagbords side. Sammen udgjorde de en mindre hær, som meget få ønskede at komme i nærheden af.
Et vindpust kærtegnede Saxons ansigt. Han smilede og råbte ordre om at sætte de øverste sejl. En fløjte gav ordren videre til de andre to skibe. Snart skød de tre skibe gennem havet og Saxon smilede. Hvis Hydra var med dem ville de kunne klare turen på højest fire uger.

Raco fik sig selv under kontrol og trak vejret dybt. ”Lad os komme hjem og feste for at vi er sammen. Seuzan og Connor ville have at vi skal være glade.” sagde han og gik ud. Selvsikkerheden og viden at man var beskyttet af loyale mænd, fik ham til at slappe af. Han begyndte at bære sig frem med en stolthed og et lille smil spillede om hans mund. Han trådte ud på dækket. Hans mænd var straks opmærksom.

Alejandro så hen på sin kaptajn. ”Det er dejligt at se, at vi atter er samlet under vores klans fane.” Et råb kom fra Alejandros strube. Et råb at enighed. ”Vi har mistet mange vi havde kære, men vi skal huske, at de ville have at vi skulle være i live og finde glæde.” Alejandro sænkede hovedet og smilede. ”Jeg glæder mig specielt til at komme hjem. Hjem til mit barnebarn og svigerdatter. Der ville være en fest af genforening. Og så skal vi ud på plyndring. For vi er pirater ind til marven.” Raco hævede sit sværd og mange af dem som fulgte ham gjorde det samme. Mange så frem til at komme hjem. Mange havde savnet en eller flere hjemme på øen.

Jake så roligt på sin elskede, som valgte at gemme sin sorg til et andet tidspunkt. Han sukkede indvendigt, men rejste sig og fulde med ud på dækket. Han måtte se om han kunne få Raco til at hvile sig lidt på et senere tidspunkt, men lige nu var det vigtigst for Jake at være ved Racos side.

Jake smilede over Alejandros første ord, men måtte klø sig lidt forlegent i nakken da der blev snakket om at de skulle ud på plyndring igen. Hvad kunne han sige uden at der blev ballade? Han sukkede og fandt en lille pose frem fra sin jakke, som han kastede over til Alejandro. Posen indeholdte fem slebne sorte opaler, hvor to af dem indeholdte den rød-orange flamme.
"Disse sorte opaler, som Hydra har skænket klanen indebringer i øjeblikket omkring fire til seks guld Velv stykket i Aquerne. Mange tror, og jeg er enig, at Hydra ville prøve at undskylde for tage vores kære. Rådet og jeg har også planer om at forhøre os med handel i Sunfury og Doomsville. Faktisk er Katrina og Beldragon allerede taget af sted for at få et møde i hver af de to byer." Han så roligt rundt på alle de mænd som endnu ikke viste noget om dette. Hans blik sluttede ved Raco, mens han nervøs sank en klump og knælede ned, mens han fandt en ring frem og holdte den frem mod Raco.
"Raco Fire. Lige fra første øjekast viste jeg at du var noget særligt. Gennem de seneste år har jeg dog aldrig fundet modet til dette, hvilket jeg virkelig fortryder. Så nu må det bære eller briste. Raco Fire, vil du gøre mig den store ære at blive min mage for livet? Vil du vig dig til en tosset søulk som mig?"

Alt arbejde var standset, da Jake gik på knæ foran Raco. Ingen sagde noget eller rørte en muskel og spændingen var nærmest til at føle på. Jake begyndte at blive bekymret for om det var det forkerte tidspunkt at fri, men han turde ikke vente længere. De havde mistet så meget og han ville aldrig tilgive sig selv for ikke at have grebet chancen, når der stadig var en risiko for at miste mere.

Raco stod og så på Jake med lukket mund og overrasket øjne. Mændene omkring dem holdte vejret og så mellem de to kaptajner. Indeni sang Racos hjerte. Jake ønskede ham stadig. Han gik hen og hvilede sine hænder mod Jakes hals og bøjede sig ned til ham. ”Det er dig, som gifter dig med en som har dybe ar.” mumlede han og kyssede Jake. Hænderne låste sammen bag Jakes nakke og kysset bestod udelukkende af ømhed og tillid.

Alejandro begyndte at klappe og lidt efter fulgte Racos mænd trop. Dette ægteskab ville vise at de ikke kunne knuses eller knækkes. Dette var en ny start og genforening med gamle venner.

Ligeså snart Raco havde givet sit ja, fyldtes skibet med juble, piften og lykønsknings råb. Alle mand var så glade og det tog ikke langtid før der blev råbt imellem de tre skibe, som snart blev til en stor fest.
Jake smilede lykkeligt ved Racos ord og gengældte kysset med alt den kærlighed han kunne ligge i det. Han slog armene omkring Raco og knugede ham ind til sig en kort stund, inden han flyttede sine arme så han kunne løfte Raco op i sin favn uden at bryde kysset. Jake spandt lykkeligt, hans elskede soulmate havde sagt ja til ham. Nu følte han sig ovenud stærk. Fire klanen kunne bare komme an. Om han så skulle kæmpe i undertal mod dem, så ville han tage kampen op.

Da han endelig fik tage sig samme til at byde kysset, så han rundt på besætningen med lykken strømmende ud af hver en fiber.
"Lad alle vide at Raco Fire og Jake Black bliver forenet under navnet Blackfire. Ved Hydra, sværger jeg at vi skal sørge over vores tabte prinser og feste til brylluppet. Lad rommen flyde i aften som en start." Besætningen jublede inden de, med fornyet kræfter og glæde, forsatte deres arbejde ombord. Jake smilede til Raco og bar ham ind i kahytten igen, hvor han skubbede døren i med foden, mens han så bedende på Raco.
"Og nu, min elskede. Vil du måske være sød at hvile dig lidt?" Han bar Raco hen til bunken af skind, satte sig på knæ og lagede Raco ned på skindene.
"Hvis du ønsker det, så bliver jeg her hos dig. Saxon skal nok klare skanserne."