who are you? //Raco//

S: Minotaris
T: Middag
V: Solen skinder og der er ikke en sky på himlen
O: Både, mennesker
Påklædning minus våbnet, Drageform
@Raco

Rafaela havde fløjet i nogle dage i sin drageform for, at komme lidt væk fra det hele og eftersom hun savnede sin nye mage Jake og hun vidste, at han havde travlt kunne hun ikke besøge ham og hendes børn havde også spurgt tit ind til hvornår de ville se ham igen fordi de syntes det havde været så hyggeligt i handelshuset i Sunfury. Hendes tante Victoria passede på børnene imens hun var på mission som hun havde fortalt det, men det var mest for, at klare tankerne og ikke tænke på Jake. Hun havde stoppet ved de forskellige byer lidt udenfor da det ikke var normalt, at drager bare fløj rundt på den måde som hun havde gjort.
Da hun var kommet til Minotaris var hun stoppet lidt udenfor byen, hvor der havde været ødet før hun forvandlede sig tilbage til sin menneskeform for, at gå ind i byen. Hun havde aldrig været der før og vidste sådanset ikke hvor hun som sådan var henne, men hun syntes det var en flot by. Hun var gået ned på havnen hvor der ikke var så mange skibe da de fleste var ude på havet for, at fiske. Hun sad på molen og kiggede ud i vandet imens hun tænkte på Jake og den ballade der var i hendes familie som havde fået hende til, at tage væk i nogle dage. Hun kastede nogle sten i vandet som lå ved siden af hende

Iklædt: https://www.google.dk/url?sa=i&url=https%3A%2F%2Fwww.pinterest.dk%2Fpin%2F733031276823509279%2F&psig=AOvVaw1DYYB9x_Mb_wIsiontGw2O&ust=1578947682691000&source=images&cd=vfe&ved=0CAIQjRxqFwoTCMDV3tL0_uYCFQAAAAAdAAAAABAD


Med havbrisen kom der tre store skibe sejlende ind. De havde tydeligvis sejlet i flere dage og folkene på dem så ud til at være trætte og vindblæste. De sidste par dage havde der været en slem storm hvilket havde sat dem alle på prøve. Den første som gled ind og lagde til kaj, ved et stort varehus, var Black Breath. Det stolte slagsskib af Raco Fire. Bag ham kom to af hans andre skibe. Revenge of Shades og Resolute. Idet de gled til kaj kom der folk ud fra varehuset for at hjælpe dem med at tøjre de tre skibe.


Idet landgangen ramte stenene på kajen trådte kaptajnen ned fra Black Breath. Iklædt en grå skjorte, sorte leggins og støvler, en lang frakke og et ret udmattet udtryk i øjnene, det var ingen anden en Raco Fire. Han stillede sig ud til siden og talte de vare op som blev båret ned fra skibene og ind i det store lagerhus som han havde. Efterhånden som de blev færdig sluttede flere og flere sig til ham. "Okay, gutter og gutinder. Det var alt for nu. Smut forbi lægen og blev tjekket. Kom tilbage til skibet når I er færdige. Vi skal have en optælling." sagde Raco og vinkede dem alle af.

Rafaela kiggede ned i vandet og tænkte over den samtale hun havde haft med sin fars lærling Bron. Han havde sagt, at han blev straffet for, at spørge ind til hende. Det gav mening for hende og alligevel vidste hun ikke hvordan hun skulle have det med det hele. Hun kiggede op efter lidt tid og så 3 skibe komme ind til kajen. Hun beundrede skibene for hun syntes de så virkelig flotte ud. Hun havde aldrig sejlet før overhoved. Det var faktisk første gang hun var så langt væk hjemmefra. Hun rejste sig op og gik hen imod det første skib som lagde til kaj. Hun var helt fokuseret af, at se på skibet, at hun ikke havde set sig for og kom til, at gå ind i manden som var kommet først ned på jorden og som snakkede til mændene. Hun bakkede 2 skridt væk fra ham efter hun havde gået ind i ham og kiggede undskyldende på ham "Det må de undskylde så dem ikke" sagde hun lettere usikkert og havde en trang til, at vride halsen om på sig selv da hun jo burde haft set sig for da hun var gået hen til skibet.

Raco så op fra hans lister da nogen gik ind i ham. Drejede hovedet og så på en ung kvinde som så ud til ikke at vide, hun var gået ind i ham. Han drejede sig halvt for at se på hende. "Ser ud som om du var mere optaget af mine skibe, ma'am." sagde han med sin rullende stemme og gav et lille smil. Han så selv op på Black Breath som nu lå ved kajen. Han havde haft Black Breath for mange år og skibet var hans varetegn.

"Så hvad tænker du om dem? Hvem er smukkest. Black Breath, Revenge of Shades eller Resolute?" spurgte han og s igen på hende. Hans grå øjne var rolige og havde et skær over dem som bare mange følelser. Sorg, visdom og kampånd var blot tre af dem. Raco havde en dyb maske på, men ofte kunne man få et lille glimt ind bag den.

Hun vidste ikke hvordan manden hun var gået ind i ville reagere af, at hun gik ind i ham for hun har oplevet mænd som var flegnet ud fordi man gik ind i dem, hvor hun havde fået lussinger. Hun kiggede flovt op på manden. Hun nikkede stille til ham "Ja, det har de ret i. De er virkelige flotte" sagde hun stille og stod lidt uroligt. Hun var lidt usikker, men også flov over ikke, at have kigget sig selv for.
Hun kiggede op på skibene da han spurgte hvilke af skibene hun syntes var smukkest. Det kunne hun ikke helt svare på. Hun kiggede på ham igen og fangede hans øjne og så ind i dem. Hun kunne ikke helt aflæse ham måtte hun indrømme. Hun trak vejret dybt og kiggede igen på skibene kort før hun kiggede på manden igen "De er alle virkelige smukke på hver deres måde, men det er nok Black Breath som jeg synes er smukkest" sagde hun stille og smilede lettere usikkert på ham.
Hun fniste kort og rakte sin hånd imod mig "Undskyld, at jeg ikke har præsenteret mig, men hedder Rafaela. Hvad hedder de?" spurgte hun stille med en usikker klang i stemmen

Raco så op på dit flagskib. “Du har en meget god smag. Black Breath er mit flagskib. Det skib som er mit hjem.” sagde han og foldede armene over brystet. “Raco Fire. Jeg havde et andet efternavn, men jeg kan ikke bruge det.” sagde han og så på hende med et lille smil. “Må jeg spørge om hvad de laver her. Jeg må indrømme at ikke har set dit kønne ansigt her før. Og jeg har boet i Minotaris for et stykke tid.” Et lille smil var om hand læber. Han vidste ikke om han kunne være bekendt at spørge om det, men Raco var meget nysgerrig anlagt. “Jeg går ud fra at du er en Draconianer?” Han så ned på hendes hale.

Raco vendte sig om da mænd og kvinder begyndte at komme tilbage til skibene. Latter og smil var om deres læber. Alle var glade for at være i land igen. Efterhånden som de kom forbi hilste de alle på deres leder og den kvinde som han stod og snakkede med. Enkelte smilede til hende. Mange var glade for tit at møde nye.

Rafaela lyttede stille til det manden fortalte omkring hendes smag for skibe. Hun var som sådan ikke overrasket over, at manden boede på skibet for det vidste hun, at Jake også gjorde i perioder og der var vel mange af dem som havde så store skibe og som sejlede meget ikke havde noget fast hjem. Hun smilede dog blot venligt til ham da han fortalte om skibet og nikkede lyttende.
Hun lagde sit hoved undrende på skrå da Raco fortæller, at han ikke kan bruge det efternavn han havde. Det forstod hun ikke rigtigt, men ok hun havde heller ikke præsenteret sig med efternavn overfor ham overhoved "Hvis jeg må være så fræk, at spørge men hvorfor kan du ikke bruge det efternavn du havde før?" Spurgte Rafaela forsigtigt med en nysgerrig undertone.
Hun smilede flovt da Raco spurgte hvad hun lavede der og ikke kunne genkende hendes kønne ansigt. Rafaela selv syntes ikke det var særligt kønt og specielt ikke det ar hun have ved venstre øje ned mod kinden. Hun stod lidt og tænkte over hvordan hun skulle formulere grunden til hun var der før hun kiggede op på ham igen "Jeg havde bare behov for, at komme væk fra min familie for, at klare hovedet" sagde hun stille. Det var så heller ikke løgn. Hun lagde tydeligt mærke til, at Raco kiggede ned på hendes hale som viftede stille og roligt ned mod jorden. Hun nikkede stille og kiggede undersøgende på Raco "Jeg har en formodning om, at det er du også?" hun lagde sit hoved let på skrå og smilede til ham.
Rafaela kiggede på de folk der kom tilbage til skibene. Hun hilste pænt på dem der hilste på hende med et lille nik. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til dem eller til Raco for hun var ikke ligefrem en der tit var sammen med nogen der var på et skib. Jake havde jo ikke været på et skib eller ved et da hun havde været sammen med ham sidst eller før det når de havde mødtes. "Hvor mange er der plads til på dit skib?" spurgte Rafaela pludselig. Mest fordi hun syntes det var akavet bare at stå der som en fremmed. Hun havde et kort øjeblik overvejet, at smutte videre, men hun vidste ikke hvor hun skulle hen eller hvad hun skulle så hun stod vel lidt fast oppe i sit hoved.

Raco kløede sig i baghovedet og gav et suk. "Fordi jeg efterlod den jeg elskede efter denne friede til mig. Jeg gav ingen grund og rejste i ly af natten uden et ord." sagde han og satte sig sig på en af de store fortøjningspæle. Han så på hende. "Og min familie er nok grunden til at jeg ikke er sammen med den jeg elsker mere." Han ser op på Black Breath. Han kan mærke en stolthed skyde gennem. "Over hundrede, men hun er ikke min største. Hun er endnu ikke kommet i havn." sagde han og rettede sit blik mod Rafaela. "Har du nogensinde sejlet?" spurgte han og lagde hovedet på skrå.

Der var noget ved denne kvinde som fik Raco til at føle sig afslappet. Han vidste ikke hvorfor, men han var glad for selskab af hans egen race. Han så på hende og kunne ikke lade være med at smile. "Du er velkommen til at komme ombord, hvis du har lyst. Jeg er sikker på t du vil også kunne lide hvordan hun er indeni." sagde han og slog en hånd ud mod landgangen. Man kunne se et par stykker fra besætningen smile og vinke til dem.

Rafaela stod stille og lyttede til grunden for, at han ikke kunne bruge sit efternavn. Hun kunne på en måde godt forstå ham og alligevel havde hun lidt svært ved det, men hun nikkede blot forstående for hun kunne mærke på Raco, at han ikke var så glad for, at snakke om hans fortid.
Hun så lettere overrasket på Raco da han fortalte hvor mange der var plads til på hans skib og det, at dette ikke var hans største skib blev hun endnu mere overrasket over. Hun kiggede lidt på skibet og derefter på Raco og rystede på hovedet "Nej aldrig" sagde hun stille.
Hun var faktisk blevet nysgerrig over, hvordan hans skib så ud indvendig for udvendigt var det smukt syntes hun. Hun stod lidt og tænkte over hans tilbud og nikkede og smilede høfligt til ham "Det kunne jeg rigtig godt tænke mig, hvis du altså viser rundt" sagde hun stille. Hun var blevet lidt roligere over Racos nærvær i forhold til da hun gik ind i ham.

Raco vinkede hende med og gik ombord på skibet. Skibet var tomt på dækket, selv de som stod der før var væk. "De er sikkert nede i spisesalen." sagde han og gik ned under dækket. Det første man kom ned i var lastrummet. Det var tomt og man kunne høre latteren komme fra højre side af lastrummet. "Det er spisetid, enten har de maner eller også har de glemt dem på havet." sagde Raco og sendte Rafaela et skævt smil. De grå øjne skinnede med latter. "Men spisestedet og køkkenet hænger sammen, ligeunder køkkenet er vores madlager. Sovesalene er i to etager. Halvdelen af den nederste fungerer også som vores lazarette." Raco pegede til venstre mod sovesalene. "Jeg har min kabine over sovesalene."

Raco så på hende. "Du kan kigge dig omkring. Jeg skal nok følge med og så kan du møde resten af besætningen, er ret sikker på at ligenu er der tre besætninger i en spisesal, hvilket er ret meget." sagde han og så mod de råb som begyndte at komme. "Og du skal bare stikke dem en flad hvis de ikke opfører sig pænt." sagde han efter at have set på døren med undrende udtryk.

Rafaela fulgte roligt med Raco ombord på hans skib og kiggede sig løst omkring. Hun smilede venligt til ham “Ja uden mad og drikke dur man jo ikke” sagde hun stille og grinte. Hun vidste dog ikke helt hvorfor hun sagde det. Hun fulgte roligt med ham rundt og lod ham fortælle om det hele. Hun smilede dog da han fortalte at de kunne have glemt deres manere på havet. “Ja man siger jo tit om jer søfolk, at når i er ude på havet i så lang tid så er det fløjet langt væk når i rammer land igen, men kender ikke så mange søfolk må jeg indrømme” fortalte hun stille og smilte venligt til ham.
Hun kiggede de steder hvor han pegede og nikkede lyttende til det han sagde. Hun vidste sådanset ikke så meget om hvordan et skib var bygget eller indrettet så hun begyndte bare, at gå en smule rundt, men stoppede op og kiggede hen imod stedet hvor der kom nogle råb. Hun kiggede undrende på ham “Er det normalt, at der er så meget råb når de spiser?” spurgte hun nysgerrigt og lagde sit hoved undrende på skrå imens hun kiggede på ham. Hun var faktisk blevet ret nysgerrig hvad der foregik siden der var så meget råb for hun havde mødt en del når hendes far havde gæster og var virkelig sultne så var der mere dødt end på en kirkegård og det her var langt mere larm måtte hun indrømme. Hun begyndte så småt, at gå hen imod døren hvor larmen kom fra.

Raco stod også og så på døren med rynket bryn. "Normalt nej. Men vi har ikke været her længe og ligenu nyder de enten at de kan være sammen, eller også er de ved at starte en krig." sagde Raco og skubbede døren. Han stoppede ved det syn som mødte ham. Øjenbrynene hævede sig og armene blev krydset.

Scenen var noget som kunne gøre en hver kaptajn utilfreds. Mænd og kvinder stod og skændtes eller sloges med hinanden. Enkelte lå på gulvet, bevidstløse, andre var ved at blive gennemtævet. Alle var indblandet i kampen, selv hans kaptajner og næstkommandererne. "Hvad i al helvede foregår der her!" De frøs alle sammen da de hørte en rungende stemme. Blikke gled fra deres modstander til deres rasende kaptajn, som stod i dørbningen. De kunne også se den fremmede kvinde som stod bag ham.

Rafaela kiggede undrende hen på Raco da han svarede hende på, at de normalt ikke var sådan der "Det lyder ikke ligefrem til, at de nyder hinandens selskab alle sammen må jeg indrømme" sagde hun stille og fulgte med Raco hen til døren. Hun lod ham stå forrest da det jo var hans skib. Hun kiggede ind i salen med et overrasket blik og alligevel ikke helt for sådan havde det set ud et par gange da hun boede hjemme i Doomsville hos sine forældre, hvor hendes temperament var stukket af med hende. Der var det dog kun hende som endte med, at ligge på jorden skrigende i smertehelved, men der havde der også været en form for krig.
Rafaela kiggede skiftevis fra Raco og hen på hans besætning. Hun undrede sig lidt over, hvorfor der ikke var nogen som svarede Raco på hans spørgsmål om hvad der foregik. Det burde de da kunne mande sig op til. Hun kiggede på de mænd og kvinder som lå bevidstløse. Hun sukkede lidt og rystede på hovedet. Hun valgte dog ikke, at sige noget for det var jo Raco som var kaptajnen og måtte have styr på situationen hun var jo blot en gæst på skibet der fik en rundvisning.
Hun kiggede lidt ned til siden, hvor hun så en mand der var bevidstløs og som blødte fra siden af det ene øje. Hun massede sig ind og gik hen til manden hvor hun satte sig på knæene og lagde hans hoved på hendes skød. Hun rev et stykke af hans skjorte af og tørrede blodet væk fra øjet. Hun kiggede undersøgende på såret som startede ved det yderste af øjenkrogen. Hun sukkede kort og rystede på hovedet imens hun kiggede op på Raco i et kort øjeblik før hun tog fokus på manden igen.

Raco så på Rafaela mens hun så til den bevidsteløse unge mand. Han begyndte at emme af vrede og det fik de yngste til at krympe sig. De havde tit fået at vide, at Raco kun være som en storm når han var vred. Han var ikke til at stoppe. Selv de ældre prøvede at undgå at gøre ham vred. "Hvem fandt på denne ide?" sagde han iskoldt og lod blikket glide rundt mellem hans mænd. De så på hinanden og så ned i bordene. "Ingen som kan svare på det simple spørgsmål?" Han krydsede sine arm og tappede med den ene fod. "Raco, det var en mindre kamp..." sagde en af de unge og smilede kækt, men smilet forsvandt da han faldt under de grå øjnes vrede. "Jeg har bevidstløse folk og den ene ser også ud til at være såret!" Raco trådte ind mellem mændene og greb fat i den unge. Han krympede sig under det hårde greb.

Raco trak ham op og stå og skubbede ham ud af døren. "Alle som var med, kan gå op på dækket og gør klar til en omgang." hvislede han og mindst 20 mand og kvinder kom på benene og fulgte efter den første ud af døren. Igen lod han blikket glide rundt over de andre besætningsmedlemmer. "Og resten kan hjælpe med at rydde op og hjælpe de sårede ned til doktoren!" brølede han og straks var der liv i kabyssen. Raco så på Rafaela og sendte hende et undskyldende smil. "Jeg beklager du skulle se dette. Normalt er de ikke sådan her."

Rafaela fortsatte med, at større blodet af ved mandens øje som stadig var bevidstløs. Hun håbede snart at manden ville vågne. Hun kiggede ikke op på Raco imens han prøvede at finde ud af, hvem der havde haft fået den vanvittige ide, at slås på denne måde.
Manden begyndte så småt at bevæge på sig og pev hver gang Raf kørte stoffet imod såret for, at blodet ikke løb ned i hans øje. Raf sukkede kort og kiggede op på den vrede Raco. Hun var i et kort øjeblik glad for, at hun ikke var en del af besætningen overhoved for der ville sikkert være et par gange hun og Raco ville haft nogle mindre kønne samtaler for Rafaela havde et voldsomt temperament og det vidste hun jo godt, men hun prøvede også, at undgå sure folk.
Hun var blevet lidt nysgerrig over, hvad Raco mente med en omgang på dækket. Hun kiggede op på ham og derefter rundt på hans folk. Hun rejste sig først op da der kom 2 mænd der løftede ham hun tog sig af og gik hen til Raco. Hun smilede venligt til Raco og nikkede stille "Det er okay, du sagde selv de må haft smidt deres manere i havet" sagde hun lettere opmuntrende selvom hun havde en ide op, at det ikke ville muntre ham op på dette tidspunkt. Hun kiggede på Raco "Hvad er det for en omgang du snakkede om til dem du sendte op på dækket?" spurgte Rafaela nysgerrig.

Raco stod satdig og sitrede. Han satte sig på hug ved siden af hans mand som langsomt kom tilbage til bevidsthed. "Hey Laddie. Velkommen tilbage til virkeligheden." sagde han og kørte en let hånd gennem det brune hår og lod den hvile under hans hage. Den unge mand mumlede noget som ikke rigtig kunne forstås. Raco kom på benene. "Kommer an på hvad de gjorde." knurrede Raco og stormede ud. Dem som stadig var i rummet krympede sig. "Vores kaptajn er retfærdig, men han er også en storm når han er vred. Han vil ikke såre os fysisk, men..." De så mellem hinanden.

Raco stod oppe på dækket og så på de tyve folk som alle hang med hovedet. "Hvad I gjorde var noget af det dummest jeg nogensinde har set." snerrede Raco og blottede sine tænder. De sank alle en klump og bakkede et par skridt bagud. "I skal tænke jeg pænt meget om de næste sekunder over hvad jeres straf skal være. Fordi det vil komme til at gøre ondt." Mange så skælvende på hinanden. Enkelte havde set en lignende side, men ikke som var så vred. De huskede hvorfor hans familie ønskede ham under kontrol og hvorfor man ikke skulle gøre ham vred. "Kaptajn..."

Rafaela kiggede på Raco og kunne tydeligt se hans vrede. Hun forstod ham på en måde godt for det var ikke bare en lille slåskamp for når der var flere der var bevidstløse og ham hun havde siddet med var skadet ved øjet. Hun krydsede ihvertfald for, at han ikke havde skadet øjet resten af livet og det kun var overfladisk sår eller sådan noget selvom såret havde ser rimeligt dybt ud. Hun kiggede overrasket på Raco da han knurrede da hun havde spurgt hvad han havde ment og hun syntes ikke det havde været helt fair, at han havde knurret.
Hun kiggede på dem som fortsat var nede i salen. Hun sukkede kort “Ja, det kan jeg se” sagde hun stille. Hun kunne godt se sig selv i Racos vrede for der var der heller ikke særligt mange som snakkede til hende der.

Rafaela gik roligt op på dækket igen, men blev stående ved døren og kiggede skiftevis på Raco og hans folk. Hun kunne godt forstå, at der ikke var nogen som ville svare ham på det han sagde for ligemeget hvad man havde sagt havde han sikkert spist hovedet af en verbalt. Hun sagde ingenting og kiggede bare på dem.

Et par af de ældre mænd fulgte efter Rafaela op. “Han har været mere vred og såret. Han fortæller alle at han er på vej videre med sit liv, men sagen er at han endnu ikke er kommet over hans tidligere mage. Han elsker ham stadig og vil sikkert ikke kunne finde en ny,” sagde en af de ældre og så på Raco. De havde set den ring som Raco havde i en kæde enten på bordet eller hvilket om hans hånd. “Han er nødt til at komme videre eller sorgen vil dræbe ham i sidste ende.” Sagde en anden og krydsede armene.

Raco stod foran alle dem som han kaldte idioter. “Vi kan gøre dette på den nemme eller den hårde måde. I kender begge måder, og I ved at jeg ikke er bange for lægge min rygrad i det.” Sagde Raco og tappede med den ene fod. Mange af de yngre begyndte at se bange ud. “Raco, vi mente det ikke. Det var en fejl og vi vidste ikke hvad vi gjorde.” Sagde en og faldt sammen på dækket. Tåre begyndte at være synlige i øjenkrogene på den yngre mand.

Rafaela krydsede sine arme og lænede sig op imod væggen. Hun kiggede hen på de 2 ældre mænd som var fulgt efter hende. Hun lyttede stille til det de sagde. Hun sukkede kort “Forståeligt, at han er frustreret og jeg giver jer ret i, at sorgen vil slå ham ihjel hvis han ikke kommer videre, men det kan også ende med, at det slår en af jer ihjel” sagde hun stille som om hun vidste hvad hun snakkede om. Det gjorde hun i princippet også for hendes sorg og vrede havde nær kostet hendes families liv og hendes eget og hendes bedsteveninde. De levede sådanset stadig, men vreden og sorgen arbejdede stadig.

Rafaela kiggede igen på Raco. Hun ville ikke blande sig i det Raco sagde eller hvordan hans folk reagerede. Hun kiggede dog på knægten der faldt sammen. Hun sukkede kort og rystede let på hovedet og kiggede på en af de ældre “Hvordan går det med ham med øjet?” spurgte hun for, at få stillet sin nysgerrighed.

Den ene mand så på Rafaela. "Du skal ikke undervurder Raco. Han vil ikke dræbe os og han er ret beskyttende når det kommer til os, men han vil ikke have at vi skader hinanden eller starter en kamp mellem os." sagde han og så til mens rækken af ballademagere alle knælede. "Raco kan være hård, men i sidste ende vil han skjule os og hjælpe os med at heale." sagde han og krydsede armene og den anden rystede på hovedet. "Ham med øjet er lægerne bekymret for. Der er en chance for at han ikke kan beholde øjet, men han vil altid have en plads på skibet. Han kan bare ikke være en Vanguard mere."

Raco stod med krydsede arme mens dem foran ham knælede på det hårde dæk. De grå øjne lynede stadig, men den glød som gjorde ham farlig være næsten væk. Den ulmede kun, men den gjorde ham ikke farlig som sagt. "Jeg forventer at skibet er rent og alt er lavet. I har en dag." Der lød støn og hvinende fra dem, men et hårdt blik fra Raco fik dem alle til at blive stille. "Jeg vil ikke høre undskyldninger." Raco gik hen til Rafaela og hans ældre besætning.

Rafaela lyttede stille til det de ældre mænd sagde omkring Raco. Hun kiggede på dem "Tror på, at han ikke ønsker det og at han passer på jer, men jeg ved også godt hvor meget sorg og vrede kan skade en og i sidste ende koste andre livet" sagde hun og stoppede kort hvor hun derefter kiggede ud i mod vandet "Det ville aldrig være ens mening og man vil fortryde det. Selvom man virker til, at være så stærk og have rigtig god kontrol over sig selv så kan det gå galt i sidste ende" sagde hun stille, hvor hun derefter kiggede på mændende igen. Hun sukkede kort "Det gør mig ondt, at høre, men jeg håber på det bedste for ham og mister han øjet glæder det mig, at han stadig vil have en plads her hos jer" sagde hun stille.
Hun kiggede på Raco da han kom hen til hende igen. Hun smilede stille til ham "Jeg håber dine folk har lært lidt af det" sagde hun stille. Hun vidste sådanset ikke hvad hun ellers skulle sige eller hvad hun ellers skulle gøre af sig selv.

Raco så på Rafaela og så tilbage på dem som gik langsomt igang med gøre hvad de fik besked på. "Det vil jeg håbe. Jeg orker virkelig ikke at være hård. Jeg er slet ikke i det humør." sagde han og krydsede armene. Hans blik gik til hende. "Jeg beklager at du skulle se dette. Det er ikke ofte at de har så få hjerneceller." sagde han og rystede på hovedet.

De ældre mænd så deres kaptajn. "Kan vi klare det eller skal vi have hjælp?" spurgte Raco dem og rynkede brynene. De så på hinanden og nikkede omend lidt tøvende. "Der er chance for at han mister øjet, men vi kan altid bruge ham, ikke?" Det sidste var nærmest en bøn til at deres kaptajn lod den sårede blive. "Selvfølgelig. Vi efterlader ikke sårede ude i den kolde luft." sagde Raco og smilede til Rafaela. "Jeg håber ikke at dette har skræmt dig væk. Jeg vil elske at have dit selskab igen, men desværre er jeg nødt til at smutte fra Minotaris." sagde han og begyndte gå hen mod landgangen. "Jeg må du kan tilgive at jeg bare sender dig videre, frøken." sagde han og smilede dybt beklagende.

//out//

Rafaela stod stille og kiggede på Raco og lyttede stille til det han sagde til hende. Hun smilede høfligt til ham "Det er helt i orden. De har nok bare været for længe væk fra land, men jeg vil krydse fingre for, at du ikke skal blive så sur igen." sagde Rafaela venligt. Hun kunne godt forstå, at Raco var træt af, at der havde været alt den ballade når han stolt ville vise sit skib frem for hende.

Rafaela kiggede skiftevis imellem Raco og de ældre mænd imens de snakkede. Hun var glad for, at de ikke smed ham den sårede ud i kulden. Det glædet hende rigtig meget for hun kendte til andre som havde smidt blinde for porten eller bare havde opgivet dem til sig selv. Hendes biologiskemor havde det jo sådan og der var der jo ikek så mange som havde behov for hende længere og hun klarede sig selv mere eller mindre hele tiden.
Hun kiggede på Raco og smilede venligt til ham. Hun rystede stille på hovedet "Det er jeg ikke. Der skal noget mere til for, at skræmme mig væk. Indtil videre har jeg kun mødt end der skræmmer mig og som jeg frygter, men han er forsvundet og regner ikke med, at skulle se ham igen" fortalte hun stille og kiggede på Raco. Hun havde nemlig tænkt på sin far for ham frygtede hun mere end noget andet. Hun kiggede efter Raco og gik derefter hen til ham da han gik hen til landgangen. Hun smilede venligt til ham "Det er helt i orden jeg må også vende tilbage til min mage så han ikke bliver bekymret for mig" sagde hun venligt og rakte sin hånd frem og sagde pænt farvel til Raco og de ældre mænd. Hun gik ned ad landgangen, hvor hun derefter gik bagved nogle bygninger, hvor hun kunne være alene, forvandlede sig og fløj hjem igen men sit tøj i en pose i munden.

//out//