Mindless Plans - Misha

Misha havde ikke rigtigt kunne gå på bar i lang tid. Eller lang tid og lang tid, der var måske tale om en uges tid, men det var alligevel længe for ham. Grunden til dette var, at Misha var eftersøgt. Overalt på kroer og restauranter og faste butikker var der tegninger af ham og en dusør på flere cifre end Misha havde fingre. Hvilket Misha til en vis grad forstod, for han kendte godt konceptet med en eftersøgning. Men alligevel var det så mærkværdigt for ham - for hvad fik Fenrer ud af det? Det bragte ikke Valerya tilbage. Misha havde aldrig forstået sig på hævn, så den tanke faldt ham slet ikke ind. Det eneste, han kunne tænke på, var en form for nytteetik. Altså at hvis Fenrer slog Misha ihjel, kunne Misha ikke længere slå andre ihjel. Men så igen, Misha kunne ikke se det forkerte i at slå ihjel og forstod ikke koncepten af døden og nu var det ikke fordi han slog ihjel til hverdag. Det var bare lige nødvendigt i den situation. Og hvad hvis Misha bare kom tilbage som et spøgelse? Så kunne han jo slå ihjel igen og så var eftersøgningen spildt. Misha ville elske at komme tilbage som et spøgelse.
Dette var, hvad der kredsede i gennem Mishas hoved, som han trådte ind på Kroen Det Vilde Svin. Eller et uddrag af alle de tanker, han havde sig. Det var svært at tænke på dem alle på en gang og gav en voldsom hovedpine, så han prøvede altid kun at fokusere på nogle stykker af dem.
Lux havde godt nok sagt, at han ikke burde gå ind på nogle kroer. Velvidende at dette ville blive svært for Misha havde dæmonen endda investeret i alverdens alkohol. Men det var ikke alkoholen, der tiltrak Misha. Det var folket. Alle disse forskellige personer, alle disse muligheder. Alt den mørke. Som folk enten prøvede at fortrænge eller lod skinne frem. Der var sjældent nogle, der lå i midten af det.
Så derfor havde Misha valgt, efter mange aftener at vandre rastløs frem og tilbage derhjemme, at han blev nødt til at komme ud. Lux var ikke hjemme, så han behøvede ikke at overtale ham til noget, og så smuttede han ellers ud ad døren så snart solen gik ned.

Og nu var han her, ved hans yndlingskro, Kroen Det Vilde Svin. Så snart han kom ind, gled hans isblå øjne undersøgende rundt. Røgen og folk, der vaklede frem og tilbage, gjorde det sværere at se hele kroen rundt, men så vidst som Misha kunne ane, var der ingen eftersøgningsplakater oppe her. Det havde han nu heller ikke forstillet sig - hvis denne her kro begyndte at hænge sådan noget op, ville de miste de fleste af deres kunder.
Så med et tilfreds smil begav han sig yderligere ind i kroen, hen mod baren. Han gik med en munter gang, uden at virke det mindste bekymret for om nogen ville genkende ham. Det var han så heller ikke. Det var Lux der var bekymret. Hvilket var endnu en ting, som Misha ikke forstod - det at være bekymret for en anden person. Især ikke når denne person var ham.
Han nåede op til baren og bestilte den billigste drink med den størst mængde alkohol i. Penge var der ikke meget af, nu hvor han havde været gemt væk i hjemmet. Præcist ligesom da han var barn. Måske skulle han bare have taget i mod Valeryas gave i stedet for at dræbe hende. Så kunne han måske havde fortsat sit typiske faldne engleliv.

Hvor var det skørt, tænkte han med et lidt nysgerrigt blik mod den slidte træskål foran sig, hvor meget mere medgørlig man da var på en fuld mave. Meget af hadet, der havde styret ham hele vejen hen til kroen, syntes at være forduftet i takt med at den varme sammenkogte ret, havde jaget alt kulden ud af hans krop. Han brækkede et stykke brød midt over, og lod det suge det sidste af sovsen, der var tilbage i skålen.
Så gik døren op og et koldt vindpust fik Ryder til at kigge op.

Ryder havde set ansigtet tusinde gange de sidste par dage på plakater på diverse kroer. Øjnene var koldere end han havde tænkt, og meget mere blå end han havde regnet med. Som regel fandt han at faldne engle fik mørkere øjne med tiden. Måske var det bare mørket der fik ram på dem. Den unge knægt, der lige var trådt ind af døren virkede ikke mørk eller falden. Bare ung og måske lidt ligeglad.
Hadet blussede ikke op i Ryder som han havde forestillet sig. I stedet var der en form for sørgmodig nysgerrighed. Knægten mindede ham lidt om ham selv for nogle år siden, og kunne han virkelig dømme, når han selv havde været i samme situation? Manden som han havde dræbt havde vel også familie, der havde følt det samme tomme hul, som Ryder sad med i samme øjeblik.
Han sænkede blikket da det gik op for ham, at han havde brugt mistænkeligt lang til på at betragte den unge fyr. Han rystede let på hovedet af sig selv, og tog en tår af den lidt vandede øl foran sig, før han endnu engang hævede blikket en smule nysgerrigt.
Drengen smilede tilfreds for sig selv, og spankulerede hen til baren, og Ryder stirrede med åben mund. Hvordan kunne man have været på flugt i flere dage, dræbt en dronning i koldt blod og så stadig smile? Ryder kendte ikke Fenrer og havde slet ikke brugt tid på at overveje om det hele kunne have været en misforståelse, og at det måske ikke var den rigtige historie han havde fået fortalt.
Han himlede med øjnene over sig selv og sine håbløse tanker, og rejste sig med sit tomme krus, for at gå mod baren. Barpigen kiggede nysgerrigt op på ham, og han smilede venligt mod hende, før han satte sig ved siden af den unge fyr. Ryder stillede sit tomme glas på baren.
"Mira, would you mind getting me whatever this guy's having?" Spurgte han, og nikkede mod Mishas glas.