A nigit without end ~Zefira~

Sted: Kroen ''Det brændene Træ''
Tid: 22:56
Vejre: åben himmel med mulighed for stjerne at se, og den gyldne måne bag det halv mørke skyer.
Omgivelser: få folk sidder i koren mens andre sidder omkring og nyder en hver snak, men det vare nok ikke så længe før andre ville gå eller gå til deres eng, selv vores kære kro vært så træt ud, det vil nok ikke vare så længe før at han sætter sin assistent til at holde øje med natten, og sikre sig at ingen ubudne gæster skulle komme.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Ventor lod blikket på kroen og tænkte det nok ville være best at sove godt, han viste at hans hest var i sikker hænder hos stald knægten som også opbevarede hans skind og telt i sin hytte, en gammel tjeneste som nu endelig er ophørt mellem de to, han virkede ret glad på trods af at ventor redet stald knægten liv en gang for langtid siden, og en venlig tanke blev sendt til ham for at passe hans hest og hans ting, men nu blev blikket lagt på kroen og han trådt ind i sine rejse klare støvler, hans lette bukser og den hvide skjorte han nu bar med sin bue over kroppen og hans lætte hat på hovedet samt pile koft lod ved hans højre side klar til bruge hans lette jagt kniv i venstre, med en let rejse taske på ryggen og blikket mod kroen lod han sig let over til kro værten for at høre om et værelse til to i tilfælde af en gæst skulle komme, han blev vist til sit rum af assistenten som så ud til at lige havde været vågnet for 4 timer siden, men stadig var halv træt da han havde taget sin skjorte omvendt på, hvilket fik ventor til at smile let, ''her er det så'' sagde kro assistenten ''sig til hvis du mangler noget og jeg skal komme og hjælpe'' han vendte sig der efter om og gik ned igen efter han gav ventor nøglen til værelset '' tak skal du havde'' sagde ventor og satte sin taske inde i værelset og låsten den der efter og begyndte roligt at gå ned til kroens rum for at få sig en drink

En magelig bleg kvinde, sad alene, lænet ind over et bord, i et hjørne af kroen. Kappen hun bar omkring kroppen var tydeligvis ny, og fin af stof. Kvaliteten så ud til at være i top, og den kongeblå farve så dyr ud. Kappen havde også kostet flere penge, end hun nogensinde ville have kunne skrabet sammen på en hel måned med hårdt arbejde. Men efter slavehandlen med Zela, havde guldmønten brændt efter at være blevet brugt. Og da hun selvfølgelig en dag, atter var på markedet, og havde fået øje på kappen.. var hun solgt. Stoffet var en anelse tykt, men skærmede både for det meste fugt og en godt lag kulde. Samt at den var utrolig blød, og smøg sig efter hende som tåge når hun gik. Da hendes størrelse ikke var til at prale af, kunne kappen dække hende fra top til tå. Det hjalp også en lille smule, at der var syet hætte på. Kvindens krop sad aflukket fra de fleste andre omkring hende, ved at have hovedet vendt ned af, mod den røde væske i hendes glas. De rosenrøde læber, tittede lige netop frem fra hætten. Samt at de lysende øjne, der skilte sig markant ud fra det mørke der smøg sig over ansigtet, lyste op som funklende juveler. Blikket skiftede mellem at spejde mod de ny ankommende mennesker, og væsken i hendes glas. Ind i mellem blev det da også løftet op, til et lille nip. Den hvide kjole under kappen, var kun afsløret ved brystet, hvor kappen havde lavet et lille hul indtil. Det afslørede også, en hvid sten, i en lys kæde.

Endnu en skikkelse trådte indenfor. Zefira løftede atter blikket, blot for at lade den hvile, ved den overraskende menneskelige mand. Han virkede ret usædvanlig, når der var dukket så mange overnaturlige væsner op, i løbet af den lange dag. Men selvfølgelig lokkede den mørke nat, lidt af hvert hertil. Som hende selv. Hun skilte sig adelles ud fra flokken, med sin blege menneskelighed. Og dog var hendes sanser næsten uovertruffende. Langt fra så menneskelige, som det ydre fortalte. Men igen. Skindet kan bedrage. Mekanisk fulgte hun manden, alt imens han fik tildelt et værelse, og forlod rummet for at inspicerer det. Et lille suk gled over hendes læber. Hun ønskede næsten at han kom igen, så hun kunne se, hvad han stillede op, på et sted som dette. Måske kunne hun lærer noget af ham?

//Beklager, hvis det er lidt klumset.. Jeg er pludselig utroligt træt, men lover da at gøre det bedre i morgen. Er blevet ordret i seng nu, så godnat :3

han lod blikket tilbage på stedet han trådte ind fra, og gik over til kro værten for at få en drink, blikket lod rundt mens hatten let og elegant dækkede hans øjne ''må jeg bede om et glas?'' sagde han roligt, kro værten kiggede lidt undrene på ham men begyndte roligt at finde et glas frem, mens hans blik lod roligt rundt of fandt et tomt bord ved siden af kvinden, og det så ud til at hun var i ret så høj standard, så muligheden for at tale med hende ville sikkert være som at tale med en adelig, dog overaskede det ham at hvis en adelig skulle være her på sådan en beskit standard af en kro, men så igen måske var det vel for at finde andre interessante handels mænd, eller handels forbindelser, dog kunne hans nygerrighed ikke dæmpes, ''værsegod, ellers andet jeg kan gøre?'' sagde kro værten mens han ventede på svar ''tak skal du havde'' sagde ventor høflig mens han lod et par roligt skridt over til kvinden og kiggede roligt på hende ''undskyld, men må jeg tillade mig og sætte mig eller fortrækker de at være alene?'' han stod roligt og toldmodig og ventede på at skulle modtage et svar for kvinden i de fine klæder, men måske var det en chance som han tog ved at besøge hende uanset hvad ville han finded ud af hvem hun var, for et eller andet virkede underligt, da han aldrig havde set en rød drink, med mindre det skulle være en rød port vin og dette tror ventor næppe kroen havde råd til. . .

//det er okay med den størelse texst, jeg syntes allerede nu at det er facinerende.//

Zefira der stadig sad og lurede mod gangen, hvor den mystiske menneskelige mand, var forsvundet hen, blev komplet overrasket over at se ham igen. Hurtigt forsøgte hun dog at skjule sit ansigt igen, da det virkede en kende sært, og meget uhøflig at stirre direkte på en fremmede. Og så en mand! Hvad folk ikke ville tænke, hvis de så hende. Tanken satte en del igang, mens hun tog endnu en slurk, af den søde drik. Hun var ret sikker på, at det var noget bærsaft. Det eneste hun havde bedt bartenderen om, var noget sødt og let. Tung stærk alkohol, havde aldrig tiltalt hende specielt. Især fordi hendes ånde og mave, altid opført sig underligt syrligt af det bagefter. Zefira var ikke kendt her. Eller nogen steder overhovedet. Det eneste sted, hun muligvis ville blive genkendt, var plat nok, på slavemarkedet. Hendes første dag der, som en simpel tilskuer, og alligevel havde hun aldrig gjort sig så bemærket i sit liv før. Ingen af dem, ville nok glemme den dag foreløbig. En fremmede, men alligevel velkendt stemme, fik hende tilbage til virkeligheden. Overrasket slog hun op med hovedet, for at se den ny ankommende. Bevægelsen fik hætten til at glide længere bagover, og afslørede derved pandehåret, af hendes ildrøde lokker. Det blege ansigt kom helt til syne, sammen med de uskyldige lyse øjne. "Ehm.. Jeg..." Langsomt rystede hun på hovedet af sig selv, og slog ud med armen, mod stolen ved hendes side. "Selvfølgelig må de sidde, hos mig. En fremmedes selskab, kan være ganske interessant. " Forsigtigt prøvede hun sig med et lille smil hos ham, og håbede ikke, at hun var alt for langsom i betrækket.

//Aw mange tak :3

blikket på kvinden og hendes røde hår mindet om hans eget hjem land, da der var få rødhåret piger, men hun virkede nervøs, måske en som var bange for andre's selskab, men så aligevel det var de fleste, bange for at møde anderledes interesse og bagrunde, ''jeg takker'' sagde han roligt og satte sig ned, og tog en skind flaske frem og helte op i glasset, som så ud til at være kilde vand, hans blik lod på hende ''hvad er deres navn, hvis jeg må spørge?'' hans blik blev roligt lagt på hende og hans hav blåe øjne kom til syne, med et roligt blik på hende.

Eftersom manden ikke lod til at ville væk fra hende, og der var så ganske få blikke, valgte Zefira at trække hætten helt ned. Det meste af det lange hårs længde og glans blev nu afsløret, samtidig med hele hendes ansigt. En anelse hjerteformet, med en ellers ganske slank struktur, som resten af hendes krop. Da manden valgte at sætte sig, vendte hun ansigtet mod ham, med et indbydende smil, på de røde læber. "Det skal de skam ikke takke for, det er jo et frit land, ikke sandt?" Hun lo kort, af sin egen minimale humor, og lod en slank finger glide rundt langs hendes glas' kant. Der var næsten ikke mere tilbage af den rødlige væske, men det var nu ikke fordi at det var tørst der hærgede. "De må meget gerne spørger.. Jeg er Zefira. Hverken mere, eller mindre." Et kort blik blev kastet mod mandens glas, før hendes lysende øjne, søgte op mod hans skjulte ansigt. Hans havblå øjne, havde en beroligende effekt næsten omgående. Det var rart for hende, for en gangs skyld, at bærer nydelsen af menneskeligt selskab. I denne magiske verden, følte hun sig nogle gang, som et væsen selv. Mennesker. Lavt stående væsner, hos de fleste. Svage, og uden evner. "Og hvem bærer jeg så æren af, at have som selskab i aften?" Hendes stemme var gledet over i en mere drilsk tone, mens hun inderligt håbede på, at han ikke var den alt for alvorlige type.

hans blik lod mod sin drik efter at havde heldet kildevand op, og tog den første slurk, da hendes rare kommentar om et frit land blev lagt, et let smil på hans læber blev lagt, og hendes navn smagte han på i hans tanker og det han fik ordne som var det en dyrebart diramant, smuk at se på men stadig skarp hvis den ikke bliver slebet ordenligt og passet på, hans blik lod på hendes ansigt, og med den største respekt for hendes figur, i hans øjne var det ansigted og personen man talte med det som virkelig galte og ikke blot at kigge vidre ned mod hendes figur, som de fleste glubske mænd ville være interesseret i, ''mit navn er ventor, og jeg er skam kun en engangs forstilling da jeg tag afsted imorgen'' hans smilede roligt '' men det er hyggeligt at tale med andre her på kroen frem for vores halv sovende vært '' sagde han lav meldt og kiggede halvt på kro værten som var tæt på at falde i søvn med sin højre arm støttende på hans kind, ''foresten, hvad bringer en med så dyr status her til, hvis jeg må spørge?''

Zefira havde langt fra svært ved at mærke mandens blik, men glædede sig dog over, at han ikke virkede som typen, der kun var ude efter hendes krop. Til trods for den skønhed kroppen indebar, og det ind i mellem charmerende sind, bragte hun alligevel på en, hvis skyhed overfor mænd. I virkeligheden havde hun aldrig båret følelsen af ægte kærlighed, og tætteset hun havde været på nogensinde at røre en mand, var det enkle kys der var blevet udvekslet med en vampyr. Tankefuld blev glasset med bundslatten af det rødlige væske, løftet op, mod en halvåben mund. Lige så pludselig som bevægelsen var opstået, standsede glasset brat foran munden, og blev langsomt sænket igen. "Ventor?.." Tøvende smagende på navnet, vendte hun opmærksomheden mod ham igen. "Et mystisk navn, med forlov. Men de skal afsted igen i morgen, siger de? Noget der haster, eller pligter der kalder, måske?" Nysgerrigheden kunne ikke standses. Siden det mystiske brev var dukket op, fra denne såkaldte 'Morderkok', havde mistroen steget en grad. Nu sad en fremmede mand pludselig ved hendes side, og talte indiskret om en arbejde der krævede hurtigt rykning. Tilfælde? Den urolige ansigt, blev dog løsnet en anelse op, til et varmere smil. "Sandt nok. Men dog kan man ikke bebrejde manden.. Her er stille i aften. Han gad nok godt, være en af os i stedet." Kort flyttede hun blikket mod kroværten, der så ud til at mangle en seng. Længe varede det dog ikke før, hun slog en stille men yderst moret latter op. "Dyr status? Mig?.. Nej nej, min herre, jeg er bange for at de misforstår.. Jeg er blot.." Efterhånden som sætningen døde hen, kom hun til at skæve ned mod sig selv. Smykkerne, drinken, tøjet.. virkede hun virkelig så fin?

han smilede roligt over hans navn, et gammelt navn som hans far gav ham, sikkert nok pga hans evne, men blikket lod stadig på hende ''min mor gav mig navnet, ikke på grund af guderne eller for sig selv men pga min far heletiden kaldte mig Venator, og der efter forstod min mor ikke helt sætningen, så hun besluttede sig for at kalde mig ventor istedet for, da det lyd mere rigtigt i hendes hovde, dog fandt jeg senere ud af hvad min far gik og kaldte mig'' *morder* kom tanken over hans sind da han huskede den bog han slog op for at vide sit navns sande betydning, hans mund søgte nu igen efter glasset som ramte hans læber og kiggede på hende igen ''man kan vel kalde at jeg er på flugt for de folk som ønskede at dræbbe mig, da de mente at både min fader og min moder var djævle tilbeder, og blev brændt på bålet, for mere end 11 år siden, og siden den dag har jeg flygtede, slettet mine spor på flere metoder, men allerede nu frygter jeg at skulle ligge dem for fare ved at tale med dem, men jeg ved at de virker som en kvinde man kan tale disse ting om, og eftersom vores vært er for træt til at høre på os er det kun et liv jeg bringer for fare men jeg tror ikke at dette skulle være tilfældet '' hans stemme blev stille og et roligt suk kom fra hans læber, mindet om hans forældre som blev brændt på bålet for at leve i fred i skoven tæt på byen, hans slap godt nok den dag men de har altid prøvet at finde ham og gøre deres ugerning færdig for at sikre at ingen kunne fortælle historien...

Fascineret over fortælling der dukkede op ud af det blå, fra denne mystiske fremmede mand, ved navn Ventor, lod Zefira frygten få lidt ro. Med hånden stadig placeret om glasset, og åbenlyst stirrende på manden, lyttede hun til fortællingen. Hvis hun var heldig kunne den hjælpe hende. Hvis ikke, var det altid spændende med nye mystiske personer inden for radius. "Hvis det er i orden, har din fascinerende baggrund lige givet mig lidt undren i sind. Var deres mor udenlandsk, om jeg må spørger? Og, hvad var det så deres far kaldte dem?" I den korte drikkepause, benyttede hun ledligheden og tømte sit glas. Den søde væske gled ubesværet ned, og fyldte hende med en svag sitrende fornemmelse. Tydeligvis var det ikke kun saft fra bær, men hun havde specifikt udelukket nogen former for alkohol. "Det gør mig ondt med deres forældre.. Og de behøver skam ikke frygte for mig. Hvem ville dog mistænke en så.. almindelig person?" Efterfulgt af en glædesløs latter, så hun atter ned i bordet. Til trods for Ventors sørgelige historie, kunne den nagende fornemmelse af brevet, mord og blod ikke holdes ude af hovedet. Hendes fingre rystede let, men hun skyndte sig øjeblikkeligt at lægge hænderne ned på skødet, mens hun så op, med et varmt og strålende smil. En smule falsk, men hun håbede ikke at han bemærkede det.

han smilede lidt over hendes første spørgsmål, og lyttede roligt mens hendes andet svar kom ''tja.. det kan man vel godt sige, jeg levede tidligere i en anden verden, så dette er vel sagen, men de kan sove tryg, da jeg ved at det tag dem 4-5 dage før de overhovedet når at op spore mig her til, da jeg har skjult mine spor i over 4 år nu, men hvad er deres historie, nu hvor de har hørt min'' han smilede roligt og kunne se i hendes øjne den bekymring som han nu havde lagt ind på hendes ellers så kønne øjne, glasset med vandet lod han igen til munden og lod en sjat ned, mens blikket på hende forblev.

Efterhånden som Ventors historie skred frem, bredte der sig en mærkelig ro over hende. I et kort øjeblik virkede hendes øjne næsten søvnige, mens hendes før så anspændte krop slappede fuldstændige af. Så med et sæt, ud af det blå, rankede hun sig igen, men med et helt andet blik. Hendes øjne næsten flammede, uden at virkede vrede eller truende. Bare fjerne. Anderledes.. Mørke? "Jeg tror dig.." Stemmen virkede hæs, og fjern. Som om den var en dyb'dyb stemme, der kom fra den ellers så spinkle og feminine krop. Og lige så hurtigt som det sære var opstået, sank hun svagt sammen igen, og glippede med øjnene. Roen var der stadig, men angsten var nu afløst af svag forvirring. "U-Undskyld, jeg blundede vist lige.." En kort halvhjertet latter, blev bragt frem, i et forsøg på at lette, hvad hun end ikke selv forstod. "Men det lader til at de har lidt af et hektisk liv. Stressende, huh?" Latteren døde hen, og blev afløst af et suk. "Min egen historie? I forhold til deres, virker dette som en slags ufærdig skolestil. Hvis jeg skal være ærlig, hvilket jeg foretrækker til hver en tid, husker jeg overraskende lidt om mit eget liv. Ikke så meget som en tåge, eller et glimt af fortiden, præger mit sind. Men tvært imod, et uendeligt mørke og noget tungt. Som om jeg bærer på.. en hemmelighed? Ligesom når man lover ikke at sige noget for andre, men så glemmer det. Og alligevel har man det, som om der er noget der er gået glemt. Forstår de mig?" Hun så bedende på ham. Hun ønskede ikke at virke gal, eller åndsforladt. Tvært imod ønskede hun svar så inderligt, at det næsten gjorde ondt.

han kiggede nu lidt mistænksom om hun nu var det samme som meriko demonen som han havde kendt så godt eller Nephtys, shapeshifteren som kunne ændre form, begge parter havde været kvinder.. måske et tilfælde, men denne kvinde hun kunne da umulig bære det samme som nogle af disse, hun var for venlig, for stilfuld, og slet ikke så halv vandrende som meriko eller for indelukket som Nephtys, hun virkede en neutral del, en slags, sørgmodig pige, men aligevel ville komme fri, i hans sind.

Ventor lænede sig kort over bordet tæt ved hende ''fortæller de mig at de også er en af de magiske racer, så som det som man kalder for en demon eller det man kalder for Shapeshifters'' han kiggede lidt mistroisk i det han sagde og satte sig tilbage og kiggede let på hende ''jeg undskylder det er vel latterlig og stille dig dette spørgsmål. . .'' han kiggede lidt opgivende på det han spurgte om, som var det være en fornærmelse af hende. . .

Svagt undrende over det pludseligt mistænksomme blik, der havde sneget sig ind hos den mystiske herre, trak hun sig et skuldertræk længere væk på bordet. Stadig siddende hos han side, dog bare med en forsvarlig bredte i mellem dem. Hvis han pludselig angreb, hvad hun virkelig ikke troede han ville, kunne hun da nå at slippe væk. Da han lænede sig over mod hende, blev hun dog siddende. Nysgerrig efter at vide, hvad der pludselig gik ham sådan på. Spørgsmålet bragte hende dog helt ud af kurs, og fik hende rent faktisk til at slå en hjertelig latter op. Få af gæsterne vendte sig mod dem, og gloede undrende, inden hun fik styr på sig selv. Smilende rystende på hovedet, løftede hun hovedet, og mødte ærligt hans blik. "Det er skam langt fra latterligt. Underholdende nærmere. Jeg er er skam ingen af delene. Kun undrende over, hvorfor de dog skulle tro det om mig? Jeg er lige så menneskelig, som glasset foran mig er tomt." Stadig smilende, lod hun en blid fingerspids, kører rundt på sit tomme glas' kant, afventende på, hvad der dog havde bragt ham de idéer. "Hvad med dem selv? Menneske?" Kunne hun ikke dy sig.

han smilede lidt ''jeg tror ihvert fald jeg er, da jeg ikke er kommet fra denne verden'' sagde han kort og sukkede, han vist at hans hjem var ødelagt for mange år siden, og hans verden aldrig kunne blive den samme, ikke når hverken demoner, eller shapeshifters var iblandt og omkring det hele virkede så urealistisk, og uvirkelig. . .
men stadig facinerende for ham. . .

Hun trak let på skuldrene, denne gang, med et lidt mere udfordrende smil på læben. Drillende, men på en helt igennem uskyldig måde, der kun passede alt for godt, ind i det fejlfrie ansigt. "Hvem ved? Det kunne jo være, at selv i deres verden, fandtes små eventyr væsner?" Hun drillede blot. I virkeligheden havde hun ingen forstand på, hvilke væsner der virkelig fandtes der, hvor han kom fra. Hun havde dog på fornemmelsen, at ikke alle var, hvad de så ud til. "Men.. Hvorfor tror, eller troede, de dog at jeg var en shapeshifter?" Hun spurgte endnu engang. En smule mere insisterende, og nysgerrig. Som en lille pige, der konstant afkrævede at få at vide, hvorfor hun skulle gå i seng så tidligt, denne weekend. Blikket var det samme. Glædeligt og skinnende, med fascination som hos et ungt og ganske eventyrlystent barn.

han kiggede roligt på hende ''kan jeg betro dem, og vide at de holder ting hemmeligt?'' han kiggede roligt på hende og lagde blikket på sin hånd hvor efter hans viste den frem og tænkte på flammen som skulle brænde på hans arm, hvor efter en let gnist kom frem og forsvandt igen, på hans arm da han viste den frem ''jeg ved ikke helt endnu, men har levet med uden selv at vide det brænder jeg ting'' han sukkede kort og fortsatte ''og mig selv'' han kiggede rundt og smilede let over at ingen havde lagt mærke til det. . .

Hun sukkede let. En kende frustreret, over at han ikke ville give hende grunden. Shapeshiftere, havde alt efter, hvad hun kunne huske, en oprindelige menneskelig form. Måske mindede hun ham blot om en han kendte? Ja. Det måtte være et passende svar for nu. Iveren lyste dog ud af hende igen, mens hun forsigtigt rykkede sig en smule nærmere ham. "Selvfølgelig kan De det. Hvad er Verden for et sted, hvis ikke hemmeligheder kan holdes?" Selvfølgelig kunne ikke alle holde på dem. Men hun håbede at han forstod beskeden alligevel. Roligt fulgte hun så, hvordan han hev armen frem, og fulgte den lille proces med gnisten. Med en stille latter, så hun op på ham igen. Et kækt glimt var kommet til syne i de blanke øjne. "Helt menneske? Måske er fortiden ikke helt så ren, som De husker den?" Det var blot en teori. Men, hvad vidste hun om hans liv? En del mere end hun havde troet, men alligevel ikke nok til at hjælpe.

han smilede lidt, og satte sig så tilbage i sædet igen ''jeg ved godt det er lidt underligt af mig og spørge, men hvorfor er de ikke bange?'' han kiggede undrende på hende og forstod ikke hendes reaktion, normalt ville de fleste mennesker han havde mødt flygte eller direkte blive skræmt af at han kunne antænde hvilken som helst ting, men måske var det fordi de selv viste lidt til den magiske verden, han lod sig der efter tag det sidste sjat som var i hans glas og tømte det, mens blikket stadig forblev på Zefira.

Alt imens hun lod Ventor snakke, stirrede hun tænksom på sit glas. Mon hun skulle tage mere? Noget opkvikkende? Hendes oprindelige plan var egentlig at gå på kro, og se sig lidt omkring. Men som altid var hun for svag til at stå imod spændingen, der nærmest dragede hende til sig. Ventor, var ny. Fremmede. Og spændende. Det var ikke til at vide, hvor lang en nat det kunne blive. Langsomt flakkede hun kort med blikket, før hun igen så på hans arm. "Bange?... Skulle jeg være det?" Hun lænede sig let tilbage i stolen, og lagde yndig det ene ben over kors. "De har ingen hensigter om at skade mig, så derfor har jeg ingen hensigt om at frygte Dem. Desuden bor vi i en magisk verden, Ventor. Her lever, drager, elver, ulve og alt, hvad hjerte og sind kan bærer at tro på. Ilden, eller rettere gnisten virker mig varm og velkendt. Som dragerne. Dyr jeg fascineres meget af." Hun sendte ham et bredt smil, da det sidste var sagt. Det var ikke mange der var så forelskede i dem, som hun. For de fleste, hvad hun havde opfattet, var det ofte blot en slags skadedyr. Ærgerlig nok, for de smukke væsner.

han kiggede undrende på hende ''drager? elver og meget mere?'' han kiggede lidt mistroisk på hende ''jeg forstår godt med at der skulle være demoner eller noget som hedder shapeshifters men direkte drager?'' han kiggede undrende på hende og kunne ikke helt fatte det ''drager findes jo kun i bøger og eventyr og da de sjældent har vist sig er det jo svært og vide om det er sandt eller ej'' han sukkede kort og kunne ikke fatte at der direkte skulle findes drager. . .

Zefira strakte roligt hænderne op, og rettede let på hætten. Det halvtunge stof, var gledet let ned over hendes ene bare skulder, og afslørede en hud der kunne matche den hvide kjole hun bar under kappen. Dog var der intet sygdom at sporer. Huden var naturligt mælkehvid, og i et kor sekund, funklede skulderen op i en næsten selvlysende grøn farve, før hun trak hætten på plads igen. Uvidende om de signaler, hendes krop sendte. "De er.. Bestemt ikke fra denne verden, nej." Morede hun sig. Selvom hun selv langt fra, var den mest velinformede blandt væsner, anede hun da uråd om flere racer der levede her. Det var en nødvendig ting, for at overleve. "Hele verden, er dit eventyr, Ventor. Her er det i hvert fald." Hun rankede sig, og skubbede sit eget tomme glas, en anelse længere væk. Det gik ikke, at hun hele tiden blev fristet til at købe mere. "Drager findes i stor grad. Men der er alligevel uhyre sjælendt, at man rent faktisk møder en. Der er både godt og skidt. Deres manglende tilstedeværelse, gør dem kostbarer. Det samme gør magien, og de kroppe de bærer." Hun fugtede underlæben kort med en tungespids, før der blev fortsat. "Elvere findes skam også. Lad mig se.. Vampyrer, engle, Ulve.. Vi har det hele her!" Hun nævnte bevist ikke noget om, at hun faktisk selv holdt en meget sjælden og ædel elver som slave. Hun var ikke specielt stolt af konceptet, og fandt det desuden irrelevant at nævne.

han kiggede stadig mistroisk på hende, men så igen, når da fantes engle og demoner måtte der vel også findes disse drager og feer som åbenbart var en del af denne underlige verden ''af ren nysgerrighed, hvor fra ved du alt dette?'' sagde han kort og undret sig lidt over hendes bleje hud, for hun så da ikke til at være synlig syg, men måske havde hun mere at vise end hvad øjet bragte til syne, hans interesse for at vide hvme denne mystiske kvinde var som han nu sad overfor vakte stor interesse for ham, syntes han i hvertfald selv.

Bemærkende over Ventor's søgende, men lettere mistroiske blik, fik Zefira til at rødme let. Skjult ved en kort hånd placeret mod kinden, mens hun hvilede albuen mod bordet. Nu virkede hun pludseligt langt mere afslappet, frem for den statue hun havde kunnet ligne før. Det var faktisk ikke specielt ofte for hende, at hun fik oplevelsen at folk direkte kiggede på hende. Men alligevel fik hun nogle gange en stik inden i, og en tanke der spurgte; *Var det overhovedet hende de så på?*. Den blev altid rystet væk igen. Selvfølgelig. Hvem ellers? "Jeg er en dygtig studerende. Jeg har lidt af en evne, for nærmest at suge info og fakta til mig. Desuden husker jeg det ganske let. Jeg har efterhånden brugt langt tid på at søge.. Men jeg er ikke sikker på, hvad jeg egentlig søger.." Hun sendte ham et kort varmt smil. "Hvad søger De her i livet, Ventor?" Afsluttede hun spøgende.

han vidste ikke hvad han skulle sige hendes svar og spørgsmål var som i skak og hun havde nu sat ham selv i skak og mat han havde intet modsvar og blikket lod videre rundt i lokalet også tilbage på hende hviskende ''viden om hvad der drabte mine forældre'' han kiggede let på hende og sukkede lidt ''min far kom fra denne verden om han var menneske er jeg sikker på men troldmand var han også og det suden ønsker jeg ikke mere end et liv og være mig selv, og vide hvem da myrdet min forældre og der efter videre til min egen verden hvor jeg kom tidligere fra''´han smilede lidt over tanken og kiggede så tilbage på hende.