Everything is destroyed - Assorian

Kiüra var taget til den fattige del af Doomsville city, der hvor hun havde boet fra da hun var helt lille, velvidende, at det hovedsageligt lå i ruiner, hendes hus var sikkert væk, men hun måtte vide om hendes mor og far var okay.
Hun havde ikke hørt fra dem i lang tid, de var ingen steder at finde, hun havde kigget på hospitalet, hos sin søster, som heller ikke havde hørt fra dem, de begge var meget bekymret for dem.
Hendes far ville nok sagtens kunne beskytte hendes mor, han var engel, skytsengel, så det ville ikke være noget problem for ham, men hvis han var blevet mast et sted, så ville han ikke have chancen, og så ville hendes mor være helt alene, og så med de monstre Kiüra havde oplevet, Kiüra ville ikke tro at hendes mor, villet havde overlevet det, ikke uden hendes far, men hendes søster havde sagt, at hun skulle have håbet med sig, og som altid lyttede hun til sin søster, hun var klog og hun var også engel som hendes far, hun var altid positiv, havde altid håb, ikke ligesom Kiüra, hun prøvede, men hun var kun menneske, det var begrænset hvad hun kunne holde til, og så holde på den positive facade samtidig.

Hun kiggede fra højre til venstre, for at holde udgik efter om måske hendes mor eller far skulle dukke op, bare ud af det blå, det var måske for meget at håbe på, men hun var ligeglad, hun ville bare have at de havde det okay, at der ikke var sket dem noget, og det skulle hun nok finde ud af.
Da Kiüra kom til sit barndomshjem, var hendes tanker helt rigtige, det var fuldstændigt ødelagt, der var intet at hente der, end ikke indholdet der måske var inde i, det ville være alt for farligt, og det meste var nok ødelagt.
Hun begyndte at gå lidt rundt om det, for at se om hun måske kunne finde sin mor og far.
Efter måske 10 minutter, så hun til sin rædsel, sin mors hånd stikke op under taget som var braset ned.
Tåre begyndte at trille ned af hendes kinder, hun kunne ikke tro det, i alt den tid dette havde stået på, havde hun været uden viden om at hendes mor lå under sit barndomhjems tag, død.
Var hendes far der måske også, det kunne ligne ham at få hendes mor ud først, få at redde hende, men det så ud til at det ikke havde lykkes.
Hun stod bare og kiggede tomt på hendes mors hånd, mens tankerne gik på hvordan dette var sket, hendes tåre kunne ikke lade vær med at trille, og til sidst brød hun bare ud i gråd.
Hun havde ikke skænket monstrene en tanke overhovedet, men de hørte selvfølgelig hendes gråd og blev med det samme tiltrukket af den.
De begyndte at komme, tre fra den ene side, og tre fra den anden, Kiüra var dog stadig helt uden viden om hvad der skete, hun stod bare stadig og græd, til sidst stod hun bare og hikstede, prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning, der var ret så hurtig lige nu.

En blæsende aften var det så blevet til af moder natur, Asso var lige taget afsted fra sin Villa og var ude på sin daglige rutine som går ud på at holde øje med alt og alle også fordi han godt kan lide en god gåtur specielt om aftenen. Han var kommet ind til Firewood Village og det blæste ret køligt men hans jakke holdt ham varm da den jo var fortryllet, hvis han frøs holdt den ham varm og omvendt. Der var ikke mange folk udenfor, men dem som var fik travlt for at komme indenfor igen når de så Asso efter han var blevet spionmester for Sakref og raceleder for skyggevæsenerne så frygtet de ham, og det er det han vil have, frygt, og det fik han skam også.
Han valgte så og gå med Doomsville fordi han gerne ville se de væsenerne der var kommet op af jordskævlet det lykkedes ham dog ikke og se nogen, indtil, han hørte en piges gråd og begyndte straks og følge efter, han kunne se det var en pige med blå hår og da han fik sneget sig tættere på så kom hans fornemmelse og den sagde hun var et menneske, han var ikke vild med mennesker men han kunne da ikke bare efterlade hende der? han tænkte at det ville være en fordel og slås med dem og få en vide af dem hvad de er og hvor stærke de er.
Med et forvandlet han sig til sin skyggeform og fordi det var mørkt udenfor var han stærkere end han er i sollys, så han havde en stor styrke. Han svævede ind på dem og holdt en afstand og fik trukket deres opmærksomhed, de var ikke særlig store dem her end dem han har hørt om, så han startet først med at kaste en asketåge ned som var omkring pigen han gjorde dog så at tågen ikke påvirket hende for hende ville det være en helt normalt tåge, efter dykkede han ned og fik så sit sværd frem, hans sværd kan kun komme frem når han er i sin skyggeform ellers kan det ikke.
Han kastede så sin syretåge hen på de to væsener der var størst og lod tågen klare dem de ville dø efter få minutter inde i den og han klarede så resten med sit sværd og aske, han fik dog nogen store skader men han fik så kæmpet dem og han ville lige notere det her når han kommer hjem hvordan de angriber og hvordan de er defensiv.
Han fik sit sværd væk igen og forvandlede sig til sit menneskelige jeg, man kunne se dybe sår på hans kind og hans frakke havde nogen huller men frakken skal nok hele sig selv og det samme med ham, han gik så over mod pigen "jeg tror det ville være en god idé for dig og lade VÆR med og komme så tæt på de væsenernes territorium, det var derfor de angreb og fordi de er aggressive men jeg må vide.. hvad helvede laver du herude?" sagde han og kiggede ret irriteret på hende, sådan en some hende burde have blevet inde i Doomsville og ikke have gået ud alene.

Hun overvejede om hun skulle gå over til hendes mors hånd, og prøve at få hende ud fra under taget, men det ville ikke kunne lade sig gøre på nogen måde, hun var slet ikke stærk nok til at kunne løfte taget væk fra hendes mor, det var alt, alt for tungt for hende, men hun ville så gerne have hendes mor ud der fra, hun syntes ikke om at hun lå der under og rådnede, hun ville begrave sin mor, som andre børn fik lov til med deres, selvfølgelig først når det var tid til at moren døde... det havde det ikke lige været, der skulle helst havde gået et par år før at hun døde, men sådan var det. Hendes far havde en gang sagt, at mor bare var en engel, som ventede på at komme hjem, og når hendes tid var inde, ville hun blive kaldt på, og det var så den tid der var kommet til hende.
Kiüra havde stadig ingen ide om hvad der forgik bag hende, men da en tåge begyndte at lægge sig omkring, stillede hun nogle spørgsmålstegn, det var ikke lige bare sådan at en tåge lagt sig.
Hun vende sig om og blev ret så overrasket over hvad hun så, måske endda lidt bange.
Hun havde set sådan en form før, i en af hendes fars bøger, som han læste ret så meget i, det var et skyggevæsen, ikke et væsen man ville komme for tæt på, havde hendes far sagt, da han havde taget hende i at læse hans bøger.
Men lige nu var skyggevæsnet igang med at dræbe de monstre, som Kiüra ikke havde lagt mærke til, der havde været på vej hen imod hende.
Hun stod egentlig bare og kiggede måbende til, som monstrene blev dræbt, og til sidst var der heldigvis ikke flere, men kun skyggevæsnet tilbage, som forvandlede sig til sin mere, humane form.
Hun kiggede lidt nervøst på ham, som han bevægede sig hen til hende, faktisk rykkede hun lidt tilbage, mod sin mors hånd, indtil hun ikke rigtig kunne komme videre, for ellers ville hun snuble, og det havde ikke været til hendes fordel.
Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til det han sagde, hun stod egentlig bare og skælvede, meget utryg over situationen hun stod i.
Hun skilte sine læber ad, som om hun skulle til at sige noget, men i starten kom der ikke rigtig noget ud, indtil hun tog sig sammen. "Jeg... ledte efter min mor og far..." sagde hun og kiggede ned på hendes mors hånd, og atter kom der tåre løbende ned af hendes kinder og hun begyndte at snøfte.

Han var nu irriteret på det ynkelige lille menneske, hun var heldig at han var i nærheden til at kunne redde hende fra en meget meget slem død "jeg vil råde dig til at lade vær med at komme herud igen, jeg kan godt følge dig over til din mor og far, men så må du vente jeg skal have kigget på de her væsener først, hvis du ikke kan vente så smutter du bare" hun måtte enten vente på ham eller klare sig selv, så er han lidt ligeglad med om hun dør, men han ville dog blive irriteret hvis de væsener fulgte efter hende til byen og begyndte og angribe derinde, han gik over til den største af væsenerne som han havde slået ihjel "hmm, skarpe klør, en meget stærk og panseret hud, heldigt at mit sværd kunne skære igennem det, hvad har vi mere.. de kæmpet i flokke det vil sige de kæmper ikke mod hinanden.. måske styre nogen dem" sagde han og kiggede lidt frem og tilbage, blæsten var begyndt at trække i ham, det blev køligere og køligere, hvordan de væsener kunne klare at være udenfor i det her vejr var et mysterium, han kløede sig i håret og kiggede så tilbage på pigen "og stop så det flæberi, det irriterer mig, skal vi så finde din motter og farmand?" sagde han og kiggede på hende.

Hun kiggede op på ham med røde øjne, fra at havde grædt i et stykke tid. Hun hævede sine øjenbryn, da han sagde at han godt kunne følge hende hen til hendes mor og far. Hun kiggede endnu engang ned på sin mors hånd, der var ingen at følge hende hjem til, hun havde ingen længere.
Hun vidste dog ikke lige hvordan hun skulle sige det til ham, hun vidste ikke rigtig om hun turde at være i nærheden af ham, han virkede ikke som nogen af den venlige type, det havde der skam også stået i bogen, at de ikke var, hun valgte dog alligevel at vente på at han kunne følge hende væk derfra, andet turde hun faktisk ikke lige nu.
"Jeg venter bare" pippede hun og kiggede ned, hun iagttog ham dog lidt, som han gik hen og kiggede på væsnerne, han var lidt af en... mærkelig fætter, i hendes øjne var han, for ingen hun kendte, var ligesom ham, men nu var hendes mor og far og søster, også de eneste hun kendte... det var lidt sørgeligt at tænke på, det var ikke det bedste sociale liv hun havde.
Hun bed sig hårdt i læben, da han kiggede på hende og talte til hende. Hendes øjne søgte automatisk mod jorden, som han talte til hende, hun kunne ikke lide den måde han talte til hende på, det var ikke en tone eller ord hun var vant til, kom fra nogen af dem hun kendte til.
"men... men..." hun kiggede op på ham og pegede så hen på taget af hendes barndomshjem. Man kunne tydeligt se en hånd stikke op fra taget, men den var livløs. "Min mor... ligger lige der" sagde hun og begyndte at snøfte endnu engang, hun kunne ikke lade vær, bare ved tanken om at hendes mor var død, hendes far måske også, hun kunne slet ikke klare det.

Han kiggede meget underligt på hende da hun sagde at hendes mor lå.. lige under ham? det var ikke videnskab og finde ud af hvad hun mente, hendes mor var død lige under dem "det er jeg ked af, men hvis din mor ligger her så må hun være.. well.. død, du må komme videre" han tog sine briller på og lagde prøverne af væsenerne ned i sin jakkelomme.
Han hjalp pigen op og børstede det beskidte af hende "hør du må se at komme hjem igen, det her er et farligt sted og jeg har virkelig ikke energi nok mere fra i dag" han løj lidt, han havde massere af energi men havde bare ikke lysten til at hjælpe hende, han ville nu hellere se at komme videre til sit hus så han kunne se på de prøver fra væsenet, men han tænkte at han kunne hjælpe hende ind til byen og så kunne deres veje skilles der "jeg skal ind til byen, jeg kan følge dig derind men s skal jeg videre igen" sagde han og begyndte og gå og var gået nogen meter foran hende "sidste chance hvis du skal med!" sagde han og kiggede på hende fra afstanden.

//undskylder for det meget sene og ikke "perfekt" svar.. x.x

Hun kiggede op på ham og tørrede sine kinder fra tåre, hun havde godt indset at hendes mor nok var død, der var intet hun kunne gøre omkring det, andet end at hun måske gerne ville begrave hende, men det så ikke ud til ske.
Hun tænkte dog mere på sin far, han kunne stadig være derude et sted, og Kiüra ville gerne finde ham hurtigst som muligt.
Hun tog imod hjælpen da han fik hende op og stå igen, hvor hun så blev børstet ren af ham, hun stod bare og kiggede ud i luften lidt tid, mens hun hørte på ham, hun vidste at hun skulle væk herfra, men måske ikke hjem, det kunne være hun skulle tage et smut forbi hendes søster, selvom hendes søster ikke havde den største interesse i hende, men hun savnede hende, hun savnede sin familie.
Hun nikkede bare til det han sagde, hun ville gerne følge med ham, bare væk derfra, bare ind til byen, så kunne hun nok selv finde vej til hendes søsters sted, intet problem.
Hun kiggede efter ham da han gik, hun tog en dyb indånding da han kiggede tilbage. Hun kig hurtigt hen ved siden af ham, gik tavst i nogle minutter, før hun kiggede op på ham og brød tavsheden. "Tak, for at følge mig væk derfra" sagde hun, hendes stemme meget forsigtig, syngende som en engel, kom fra hendes fars side.
Hun kiggede sig kort over skulderen, men kiggede så forud, og vendte ikke blikket tilbage mere.

(Helt iorden, har også været lidt længe om det, men tog lige en pause fra det hele :3 men er dog tilbage nu )