jeg tror du forvæksler mig med en anden (Haradir)

sted: på bræden af en bæk tæt ved en relativ stor sti
tid: lige efter solnedgang
vejer: det er en varm nat og det er fuldkommen skyfrit, der er et par dage til fuldmåne, men den giver stadig mere end nok lys til en elvers øjne
omgivelser: et rydet område, hvor en sti kryser en bæk, der tydelig er lavet til at være en lejerplads for rejsende, der er en puslen af flagermus der flyver rundt og fanger insekter
påklædning: han har kun sine posede bukser på da hans skjorte og støvler likker til tøre ved bålet dette gør det let at se de kasteknive der normalt er skjult af hans tøj, de sider ved hans skuldre, ankler og håndled, desuden hænger der to sværdskeder ved hans side

Cain var på vej tilbage til en menneske landsby med hovedt på en varulve børne morder, som havde en pris på sit hoved, det havde været vigtig at monstret blev drabt inden fuldmåne sp han ikke nåde at dræbe igen, men det havde været en lang jagt og nu da den var ovre tog han det mere med ro, og da han holdt vil for natten fanged han frisk fisk og fandt nogle grønsager til sin arftens mad

Han sider og sliber sine krumsværd, mens hans aftensmad syder over et lejerbål, en grillet ørede (som han selvfølgelig fangede med sine bare hænder) og vilde rodfrugter sat på spid og hans skjorte hænger til tøre ved bålet efter hans fiske tur.
Cain tæstede klingen på sit sværd ved at lade et græsstrå falde ned på den, sværdet skar gennem strået, som en varm kniv gennem smør, Cains mundvige trak sig tilfreds op, at passe godt på sine våben var blevet pisket ind i ham fra barnsben, dette skal tages bogstaveligt, hvis hans våben ikke var perfekte ville han blive pisket, han puttede sværdene i deres skeder og kikkede til sin mad fisken var klar, men rodfrugterne krævede et par minutter mere endnu, så han fandt en tin tallerken fra sin oppakning og med en af sine knive får han fisken over på tallerken og begynder at spise, efter den tredje bid af fisken høre han en lyd, han går sig klar på et angreb, men lader som om han ikke hørte noget, for at nare dem der må være der ude

En elver-general stod i skyggerne og så på den elver som var ved bålet. Øjnene var vagtsomme og en hånd hvilede på hans sværd. På hans skulder sad hans drage Kise. Den sagde ikke en lyd, men dens klør borrede sig ind i hans skulder. Hvad lavede en sortelver alene? Og så en der så ud til at være skaldet. Hans eget gyldne/sølv hår var flettet og gemt und hans kappe. Han drog sit sværd og trådte ud fra sit skjulested. Kise hvæsede og blottede sine små tænder. ”Stands, fremmede. Hvad bestiller du i i Skov- og Højelvernes skov?” spurgte han med en hård klang og stirrede på sortelveren.

Haradir stod rank og stolt. En elver-general gennem flere generationer. Klædt i rustning og kappe stod han overfor sortelveren. Han så på den anden og skiftede sin stilling let. Kise så på den anden med sine gyldne øjne. Halen havde snoet sig om Haradirs arm og vingerne var lettere udspredt. ”Er du ikke langt væk hjemmefra?” spurgte han køligt og tippede hovedet. Haradir var beskyttende når det kom til de kongelige. Specielt hans egen konge. Han ville hellere dø ned at lade nogen fremmede komme nær ham. ”Er du en spion eller en fortrop?” Han bevægede sig frem mod den fremmede. Øjnene glimtede truende og en knurren kom dybt nede fra hans brystkasse.

Cain så på manden som kom ud mellem trærene, det var en skovelver, klædt i en soldater rustning, og hvis Cain ikke tog meget fejl en rustning der tilhørte en højtstående officer, og han kom med dragent sværd, ikke andet en man kan forvente fra en elver som ser en sortelver, men det var dragen på mandens skulder, som var det mest iøjnefaldende.

Cain lavede et let buk mens han holdt sine hænder ud til siden og sagde med et smil ''for at svare på dit første spørsmål, så spiser jeg aftensmad og under normale omstendigheder ville jeg selvfølgelig have budt dig at spise med, men dine manerer er en smugle manglende'' med de ord smed han tallerken med fisk efter elveren, og med samme bevægelse kastede han også sin kniv efter manden, Cain viste at kniven bare ville prelle af på mod mandens rustning, men det ville distrahere ham i lang nok tid til at Cain kan trække sine sværd.
Nu med sværd i sine sværd i hænderne gjorde Cain front mod manden, han havde intet ønske om at dræbe skovelveren, men han havde intet ønske om at stå ubevæbnet mod ham

Haradir dukkede sig og dansede ud til siden. Kniven flænsede hans kappe. ”Mine manerer? Du angriber en general som er halvblind.” svarede han og så på manden. Ikke en ringe kriger. Var hurtigt til at bevæbne sig selv. Dragen så på den anden med nysgerrighed. ”Men sig, er du fortrop eller spion?” spurgte Haradir igen og sænkede sit sværd en smule. Han ville vide hvorfor han var her, så han kunne komme hjem til sin hytte op i træerne. Han skannede manden og rynkede brynene let. Ingen sår, men så ikke ud til at have haft en seng i et lille stykke tid. ”Det næste jeg tilbyder kommer an på hvad du siger og om du lyver.” sagde han roligt og så på ham med sit raske øje.

Der var stille omkring dem og Haradir kunne hører sin egen vejrtrækning. Hans drage gav små fnys fra sig. Røg kom ud fra dens næsebor. Haradir var ikke sikker, men der var noget off med denne elver. Ikke fordi han var sort, men mere fordi han virkede utrolig vagtsom for en fortrop. Hvis han var en fortrop ville resten af hans kammerater ikke være langt bagved og ikke være forsvarsløs. Kise hoppede ned fra hans har og fløj hen til en stub nær den anden elver. ”Kise!” kaldte han og så efter sin følgesvend.

Cain bevægede sit venstre sværd i små 8 taller i luften, for at gøre det svære at forudse hvilken venkel han ville andgribe fra hvis det skulle blive nødvendig, og på hans ansigt var der hans sædvanelige arrogante smil ''jeg tager mulighed nr. 3 desertør, så jeg tror du har forvægslet mig med en anden, desuden er du ikke den eneste der er halvblind'' siger han og peger på sit venstre øje med sin højre hånd.

Cain tænkte på sine muligheder mens han talte, han vidste at han sagtens kunne slippe væk hvis han blev til røg, men så ville han miste hele sin oppakning det meste af sit tøj og hoved på den varulv han havde jaget, og ingen hoved ingen dusør, hans anden mulighed var at kæmpe, han kunne muligvis vinde over skovelveren, men dette var ikke et menneske med max 20 års kamperfaring, men en kriger der højest sandsynelig har flere hundrede års erfaring, men diplomati er den bedste løsning end til vidre ''jeg arbejder som dusørjæger, jeg jagede en morder her ind'' han sparkede sækken med hovedet fra varulven hen for føderne af skovelveren ''så kan vi tale som civiliserede elvere og ikke opføre os som et par mennesker''

Haradir så på hovedet i sækken og nikkede. Satte sværdet tilbage i skeden og holdte hænderne op. Kise løb tilbage til ham og klatrede op på hans arm, hvor den var klar til at forsvare ham om nødvendigt. Han gik hen og stillede sig ved et træ. ”En desertør. Derfor du intet hår har?” spurgte han og hævede et øjenbryn. Kise hang over hans skulder og så på den anden. Munden let og de små tænder glimtede.

Haradir havde aldrig hørt om desertører før nu. Var han virkelig flygtet for at komme væk fra hans folk? Han havde selvfølgelig aldrig selv haft lyst til at flygte, men skovelver og højelver var også anerledelse fra sortelver. Han krydsede armene og tippede hovedet på skrå.

Cains smil forsvant og han sagde med en mine der afslørede et enormt had ''jeg rager mit hår af i skam over mit folk'' han satte sværdene i deres skeder, men lod et par cm af klingen være ude så han hurtigere kunne trække dem hvis det skulle være nødvendig, samtidig gik han hen og tog sine støvler på

Da han havde fået sit fodtøj på var hans normale smil tilbage ''men jeg forstår godt hvorfor du ser så overrasket ud, der er ikke mange der desatere fra sortelverens hær, og endnu fære der lever længe nok til at fortælle om det, du har faktisk den ære at tale med den eneste'' nu var Cain træt af at han havde smit sin fisk efter skovelveren, men det var der ikke noget at gøre ved ''men hvor er mine manere mit navn er Cainazak Tomarin men de hr. general kan kalde mig Cain'' han lavede et dybt buk og i samme bevægelse samlede han stegespydet med grønsager op og begynte at spise

Haradir nikkede og smilede venligt. ”Haradir Glorfindel Winterleaf, de kan kalde mig hvad de vil.” sagde han og satte sig på en træstamme. ”Beklager du skulle kaste din fisk efter mig. Håber ikke du er for sulten. Kan nemt finde noget hvis det er.” sagde han og tippede hovedet undskyldende på skrå. Haradir så på den anden med nysgerrige øjne. ”Du deserterede fordi? Jeg ved godt det ikke kommer mig ved, men måske du kan få asyl i skoven.” sagde han og lænede sig frem.

Haradir var 700 år, men der var år med erfaring bag ham. Steder man ikke passede ind og intet ville have at gøre med folket. Normalt ville han ikke kunne fordrage sorelvere, men ham her virkede anerledelse. Mere åben og venlig. Han dukkede hovedet med smil. Hans familie ville vende sig i deres grav hvis de så ham nu. Ikke at det gjorde det store. Med dem døde og hans loyalitet til hans nye konge. ”Hvis du mangler et sted at sove, kunne du overnatte hos mig? Det har sine fordele at være general for kongen af skoveleverne.” Han rejste sig op og så på den anden. En skam at de kunne hyrede sortelvere. Han virkede til at være godt selskab.

Cain rystede på hovedet ''vis jeg har brug for en ny fisk skal jeg nok selv fange den'' han tog en bid af de restede rodfrugter, tykkede af og sagde ''jeg havde bare ikke noget at snakke med de andre sortelvere om, for dem var det altid totur her, gift der, vi kan ikke endgang tale om vejeret, da vi bor under jorden'' han lavede lidt sjov, men så blev han sereiøs ''sandheden er at jeg ikke kunde lide at se folk i smærte, og det blev sværere at holde masken, når jeg skulde holde vagt mens en slave blev totureret til død for at tabe et krus vin'' han fiskede en læderflaske op fra sin taske, tog proppen af og tog en tår, og rakte den til Haradir, den indeholte billig hvidvin

(han fortsætter om du tager den eller ej)

''tag ikke fejl jeg kan og vil dræbe alt og alle, jeg møder kamp'' han får et nærmest rovdyr aktig ansigtsudtryk ''og hvis de ikke havde sænket deres sværd ville denne nat havde været din sidste'' den sidste bemærkning var nærmes henkastet