This might turn out to be a fun night after all... - XXX (vold) - Razor

Endnu en nat, endnu en jagt. Den tunge lugt af blod hang overalt i luften i den lille gyde, gennemsyrede luften og alt omkring sig. Lyden af besværet vejrtrækning og små klynk kunne høres, som en mand på jorden, der nu manglede begge ben, desperat prøvede at trække sig ned af brostenene, hen mod hovedvejen. Han ville have skreget, havde det ikke været for den brækkede kæbe der hang slapt og gjorde han kun kunne formulere sig i smertefulde klynk. Han nåede dog ikke langt før han kom med et lidt højere klynk og støn af smerte, som han fik en hård og ubarmhjertig fod trykket lige i rygraden, af vedkommende der også havde gjort det andet mod ham - og mod alle de andre hjemløse, der havde været i gyden, men som nu lå med de tomme, udtryksløse øjne stirrende op i himlen, mange med et eller flere manglende organer flået ud af deres brystkasse, og minimum ét bidemærke et eller andet sted på deres krop. Selv dem der ikke kendte meget til racerne ville nok vide at enten en bloddæmon eller en vampyr havde været i gang her.

Eller, det vil sige, var stadig i gang. For manden der havde trådt staklen i ryggen, havde stadig gang i en anden, tænderne dybt begravet i kvindens hals som hun gav nogle sidste desperate spark fra sig der intet gjorde for at få ham til at stoppe i at drikke hende helt tør. Et øjeblik senere, og han smed hende fra sig som var hun blot en kludedukke, ingenting og værdiløs nu hun var helt tømt for blod og ligbleg på grund af det. Micah smilede som han så ned på manden han holdt nede med sin fod. Blodet havde sølet det meste af hans tøj til, ja, det meste af ham, i virkeligheden. Der var ikke megen af den blege hud der var synlig under blodet efterhånden, mest området omkring hans øjne, næse og pande havde undgået det, mens alt andet var godt dækket til. Han tsk'ede stille som han bukkede sig ned for at tage et godt tag i hvert af mandens håndled, trække hans arme blidt bagud - de selvsamme arme han trods alt lige havde prøvet at flygte med. Det havde været et dumt valg...

Micah havde haft i sinde at give manden en hurtigere død end ellers, men det flugtforsøg gjorde at han skulle pines så længe som muligt, blandt de dusin andre hjemløse der lå døde og splittede ad omkring ham. Så med en vis vildskab i øjnene, og smilet stort og bredt på sine læber, trak Micah langsomt mere og mere til, mens han fortsat holdt mandens krop nede med sin ene fod. Mærkede hvordan han prøvede at sprælle unde rham, hørte hvor desperate og smertefulde klynkene blev, mere og mere... Indtil, med to høje knæk, at begge arme brækkede og røg ud af led. Det var dog ikke nok - nej, nej, han fortsatte, i samme rolige tempo... Indtil armene med en modbydelig, fugtig og let knasende lyd, også fik revet senerne og til sidst kød og hud over, så han kunne kaste mandens to arme bagud og beundre sit værk - manden der nu havde hverken arme eller ben, og en brækket kæbe så han slet ikke kunne kalde efter hjælp. Det ekstra blod der var blevet splattet ud over ham og gyden gjorde ham blot mere ekstatisk - hans verden var altid bedst når han var omringet af blod.