Midsommerballet - Fællesemne

Tid: D. 01-07-1162. Solnedgang.
Sted: Doomsville – Terrorville Disctrict.
Vejr: Lunt med en ganske mild sommerbrise og klar himmel.
Omgivelser: Beskrives.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (blot med mindre roser i håret).

Rækkefølge: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].
OBS: Vær opmærksom på, at vi er en del personer om dette emne. Derfor bedes I venligst holde jeres svar forholdsvis korte. I skal ikke føle jer begrænsede, men bare husk, at 10 svar med flere tusind linjer godt kan tage lang tid om at komme igennem :-)
OBS: Det er op til hver enkelt om I skriver dansk eller engelsk. Jeg tænker, at det er bedst, at folk skriver, hvad de selv foretrækker.

Midsommer. En årlig begivenhed der syntes at kunne drive bort det ellers evige mørke der slumrede omkring Doomsville, hvilket bragte flere folk med sig end man overhovedet kunne forestille. Åbningsfesten var ingen undtagelse. Som med selve festivallen var åbningsfesten en gentagende begivenhed der efterhånden havde taget sted hos flere familier og adelige, end man egentlig gik og havde styr på. Ledere, diplomater og adelig havde førhen stået i den position som for få måneder siden var blevet skænket til Natalie. En æresgave som en stadigvæk forholdsvis nyvalgt leder, hvilket hun ikke havde tøvet med at tage imod. Nogle havde måske set det som en udfordring, men da hun både havde midlerne, hjernen og tiden til det, så havde tanken bag mere virket som en fantastisk mulighed for at socialisere. Normalt var det ikke ligefrem Natalies yndlingsbeskæftigelse, men ballet gav hende en hidtil uset mulighed for at rage og rode mellem Underworlds befolkning. Kun de bedste og fineste havde modtaget hendes ord på et stykke smukt papir, hvor hun bød dem velkommen. Og det lod til, at de fleste havde taget sultent imod maddingen.

Fra sit vindue i kontoret betragtede den lille skikkelse, hvordan haven langsomt blev fyldt med liv. Præcis som lovet var dørene blevet skubbet op i det øjeblik, at solen var gået ned, og en række tjenestefolk havde stået klar til at tage imod gæsterne. Hendes overtjener Jamie Langcatser havde stået klar med en liste til at modtage folk, byde dem velkommen og bekræfte deres invitationer. En anden tjener havde stået klar til at tage folks overtøj og andre ejendele, som pænt ville blive pakket sikkert væk. En sidste tjener havde stået klar med velkomstdrinks af forskellige slags alt efter præferencer, hvorefter han havde henvist dem mod udgangen i bagsiden af huset, som ledte ud til haven. I baggrunden havde der stået en enkelt vagt, hvis job bestod af at holde øje med, at alting forløb glat. Ellers var der flere forskellige diskret klædte skikkelser af Natalies vagter, som bevægede sig rundt i palæet og i haven, hvor selve festen foregik.

Haven hvori festen tog sted kunne sagtens beskrives som værende en mindre park, og var omtrent halvanden gange større end selve grunden, hvorpå selve palæet lå. Igennem hele haven gik én stor sti, hvor flere små stier udsprang fra. Ved bagenden af haven kunne man finde en flok musikere på en lille scene der lod aftenens musikalske toner flyde, hvor de også fungerede som dække for en halvt oplyst grotte med gitter foran som ledte under grunden. Foran musikerne var der blevet lagt planker af træ således, at folk havde nemt ved at danse, hvis det skulle friste. Rundt omkring i haven var placeret små borde og stole, hvor folk kunne sidde og nyde en af de drinks, som tjenerne i haven gik rundt med udover små snacks til at stille den værste sult inden natmaden. Selve haven var indhegnet af en solid hæk der fulgte alle siderne rundt, hvor der indeni gemte sig et tykt hegn af stål som strakte sig 2.5 meter sammen med hækken. Rundt omkring i haven befandt der sig forskellige små bede med diverse tornede roser og usædvanligt udseende planter, og ligeledes var der små frugttræer enkelte steder der i aftenens aneledning var pyntet med små magiske lys. Som en sidste ting var der nede i venstre hjørne af haven en lille pavillon af mørkt træ, som svævede over en havedam med nogle grumt udseende fisk lurende i vandet. Pavillonen var lyst op af fakler, og havde tre behageligt udseende bænker der lod en skue ud over haven. I den højre side af haven var der placeret en midlertidig bar, så skulle folk nu lyste andet end champagnen som tjenerne gik rundt med, så kunne man bestille drinks uden beregning.

Da Natalie kunne bekræfte, at stort set alle gæsterne efterhånden var ankommet, bevægede hun sig ned blandt folk i haven. Hun gled roligt forbi vagten, som stod for at bevogte trappen til overetagen, da hun ikke ønskede uvelkomne gæster rodende i hendes personlige arkiver… eller soveværelse. Barneskikkelsen hilste høfligt på enkelte gæster før, at hun omsider tog sin plads på scenen allerforrest. Musikken døde langsomt ud, og Natalie rømmede sig højt inden, at hun brød stilheden uden tøven.

“Welcome all! I was truly honored when given the chance to host this year’s Midsummer Ball, but I seem to be even more thrilled watching all of your faces here tonight. There shall only be few of rules tonight. One of them is that you may all drink and eat as you please, but only from what is served. My kitchen is working as we speak to prepare a lovely feast for all of you, no matter the race, and food will be served within the next hour. Secondly… what is a ball without a little surprise? At the sound of a bell ringing after dinner has been served, all should gather around the scene once again. There I will present to you my little surprise, and hopefully most of you will join in on the idea. Lastly… Let us all for one night set races aside. We are different and many, but for just one night… eat, drink, dance and laugh as one. Because the Midsummer Festival has officially begun! Thank you all.”

Med de få ord gav hun et høfligt nik mod publikummet og trådte derefter ned fra scenen, hvorefter musikken begyndte at spille igen.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - ignorer den grimme mand og fokus kun på tøjet. Yderligere sorte bukser og fine, sorte sko til. Ingen synlige våben.

De mørkegrå øjne gled koldt over hovederne på de fleste. Den ranke ryg og de kantede skuldre fik automatisk folk til at flytte sig, hvis de ikke allerede havde opdaget at de stod tæt på deres Hersker. Herskeren over Doomsville, omend han lige så vel kunne være hersker over det meste af Underworld. Hvem var der snart, der kunne modstå ham? Tidligere hersker af Dragons Peak. Hersker af Doomsville. Han tog byerne efter behag og aldrig med særlige overanstrengelser. Det var selvfølgelig en magt Natalie havde anerkendt, som deres aftale var blevet indgået. Men som en magtfuld og stærk dæmon, skulle der mere end ord til at binde ham og det var klart at han aldrig ville være bundet - så han havde altid planer. Han var gammel, han var stærk og han kendte mange dæmoner i Underworld. Troede et barn hun kunne løbe om hjørner med ham?
Om ikke andet. Han var selvfølgelig inviteret til festen og han var pænt mødt op. Det var rart med en afbrydelse fra de kedelige pligter og festen var et genialt tidspunkt til at...Gøre visse ting offentlige. Han havde snakket med Lori om det før, en mand der gik ved hans side og dermed fik flere blikke. Og en mumlen, der undrede sig over hvem manden var, siden denne var værdig til at følges med Sean.
Ikke at han direkte havde fortalt Lori det skulle være i aften, men han havde måske lagt op til det.

Sean noterede sig roligt omgivelserne. Alt fra de civile vagter - de gik eller kiggede altid rundt på en speciel måde - til den bevogtede trappe, der straks påtog sig Seans nysgerrighed og behov for at snige sig ind. Sandheden for at han var her, var lige så vel for at se på Natalie var op til noget. Men selvfølgelig var Lori ikke en del af alt dette her og lige så afvisende han var over for flertallet af aftenens gæster, desmere var kontrasten, da han sendte Lori et smil, som Sean fangede dem noget at drikke og tilbød Lori et af glassene.
"Storslået. Jeg håber du nyde i aften" Ordene blev sagt mod Loris ene øre, så kun han kunne høre det - og det over lyden af musik, taler og folks snakken.
Sean holdt også øje med om der var andre tilstede han kendte i aften. Mere end de adelige i byen, han mere eller mindre kendte.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - se bort fra kniven
Blus et par sorte bukser og et par pæne sorte sko til.

Egentlig hvde det måske kommet bare en smule bag på ham da Sean havde valgt at invitere ham med til denne fest. Ikke at det var underligt eller noget, men det var vel mest adelige og rige der kom sådanne steder, og det var vel også mest normalt at en mand som Sean havde en kvindelig ledsager med hvis overhovedet en ledsager. Men han var da glad og beæret over at være blevet spurgt.
Han ville jo også helst bruge så meget tid som muligt sammen med manden han så som sin partner! Om det så var skjult der hjemme, eller i offentligheden,selvom sidstnævnte gav en del begrænsninger... Selvom Sean tidligere havde talt om at han sigtede at gøre dem offentlige. Men han vidste jo ikke helt om den plan stadig galdt efter deres sidste møde?.. Lori havde åbnet munden for meget, og sagt de der tre ord, der åbenbart atter igen var forbudte i Stand påhør. Han brokkede sig ikke over det slet ikke.. men han havde svært ved at forstå det.

Festen var flot og storslået, og hvad andet kunne man egentlig forvente af dæmonernes raceleder?. Trods hun lignede et barn skulle man ikke tage fejl. Natalie var ikke til at spøge med.. det havde han slev erfaret efter hun havde forhandlet om kuren mod Seans sygdom..
Hans blik gled rundt mellem de mange folk der allerede var dukket op, folk der tydeligt flyttede sig for deres hersker. Og ikke mindst folk, der sende nogle noget nysgerrige, og undrede blikke i netop hans og Loris retning. Og de fleste af dem stod vel med spørgsmålet ,"hvem er hans ledsager" det var egentlig ikke fordi det generede Lori, nærmest tværtimod. Efterhånden som han slev havde opdaget hans lidt mere.... Rebælske side, havde han også fundet en morskab i at forarge og overrakte folk.
Han vende dog blikket mod den dejlige mand ved hans side da et glas blev overleveret til ham. Han tog imod med et roligt smil, der dog slog over i en noget overrasket minde da Sean lænede sig ind mod ham for at tale i hans øre. Smilet gled dog hurtigt tilbage til hans læber, som han drejede hovedet lidt for at kunne gøre Sean kunsten efter.
"Alt andet er da umuligt sammen med dig" okay... Han vidste godt de skulle være forsigtige, men var han den eneste der fik en form for rus over hvordan folk så mere og mere undrede ud?

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], dog uden sværdet og med et par sorte læder sko i stedet for dem på billedet.

Dette var ikke et sted man typisk ville finde Marcus, men da han havde fået invitationen blev han overbevist om at det ville være en god ide at komme. Marcus var dog ikke typen der blindt hoppede ombord, så han havde i dagens anledning bragt sin højre hånd - Nick. Det var ikke ualmindeligt at Nick luskede rundt med Marcus, han var trods alt det tætteste Marcus kom på at have en rigtig ven. Men selv Nick så lidt lamslået ud over hvor mange folk der var dukket op denne aften. Marcus sagde ikke så meget, men fulgte med mylderet af folk ind til haven. Han fik tjekket sin invitation og så hurtigt sit snit til at snuppe et glas med velkomsdrinken. Nick derimod fulgte bare trop.

Der var sort af folk, alle vegne kunne man se elegante kjoler og dyre jakker. Det var ikke Marcus' eget valg at have det tøj på han havde. Han var klar over at hans efterhånden lidt gamle jakke ikke ville kunne leve op til standarden denne aften, så han havde fået syet dette tøjsæt kun til denne aften. Det var dog med præmisset at det skulle være sort, da det nu engang var det han havde det bedst i.

Som stimen af folk bevægede sig havnede de i haven, hvor ballet skulle holdes. Marcus noterede både musikken, men også de vagter der forholdt sig i baggrunden, han lod sig dog ikke true af ideen om alle de vagter. I stedet fandt han en ny drink, og begyndte at gå mod scenen med musikkerene. Da Natalie, aftenens værtinde og lederen af dæmonerne havde budt alle velkommen spillede musikken igen. Marcus tog ikke rigtig notits af hvilke andre vigtige folk der var omkring ham, han forholdt sig nær musikken og drinksne imens han fra tid til anden lod nogle ord falde til Nick der holdt sig i nærheden det meste af tiden. Marcus havde givet ham lov til at gøre hvad han ville denne aften, men som altid forblev Nick loyal og tæt på Marcus - også selvom det kunne være en pine. Marcus var ikke fra de riges verden, det havde han aldrig været og med denne nye titel som leder for vampyrene fulgte der dette ansvar hvor man skulle mænge sig med det rige og forkælede. Det var ikke Marcus' kop te, men han vidste det var nødvendigt.

// Ville gerne have nået at ændre farven i painttool sai, men oh bugger. XD Althorn's outfit, blot med det grå i en farve mere hen af denne og stadig lettere metallisk: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hans krone og elg kan ses i bunden af hans profil. //

Det her var en lidt mere speciel dag end så mange andre. Ikke blot var det en fest der blev afholdt af dæmonernes leder - hvorfor hans far stærkt havde frarådet ham at han skulle tage afsted - men det var også første gang han ville vise sig offentligt med 'Ashyr'. Siden han havde fundet ud af incubusen havde evnen til at ligne en kvinde havde han tænkt det ville være en oplagt mulighed til at Darya ikke længere behøvede lege hans long-term kæreste, når han nu havde en han reelt var tiltrukket af, som kunne ligne noget han i virkeligheden slet ikke var. Så han havde fået inviteret manden med sig, og selvom de to vagter der red bag dem langt fra var tilfredse med at deres konge havde inviteret en dæmon med til ballet frem for en anden elver, så lyttede de da til hans ordrer. Hvis ikke andet så af frygt for at blive forvist fra Forestina's område.

'Ashyr' sad skævt indover Ílthar, foran Althorn der havde armene om 'hende' som han blidt holdt i tøjlerne mens de red ind i byen og tiltrak sig en del blikke. Ikke at han ikke var vandt til det, når han var til officielle ting havde han trods alt sine fine rober og sin krone på. Da de ankom til stedet standsede han Ílthar, og gled roligt og elegant ned af ham, for derpå at hjælpe dæmonen af, også. Smilende tog han blidt fat i 'hendes' hånd og førte den op til sin mund, som han let kyssede håndryggen der var lidt smallere end han var vandt til. "I hope you enjoyed the ride... Now, shall we?" han tilbød dæmonen sin arm, for derpå at gå ind til selve festen. Den ene vagt blev udenfor sammen med dyrene, og den anden stillede sig henne ved åbningen ind til haven, gik ikke umiddelbart længere ind. Althorn selv havde ingen våben med i dag - han havde trods alt tanken om at hans lys magi altid kunne bruges i et snuptag indtil han kunne komme tilbage ud til Ílthar og vagten der passede på hans sværd og bue.

Han lyttede blot stille efter som Natalie talte, før hans øjne gled ud over de andre gæster der var ankommet, og han let sniffede til luften. Der var vist en hel del af mørkets væsner her allerede... Ikke at det ligefrem undrede ham, med tanke på hvem der holdt festen. Men det gjorde ham nok stadig en anelse mere på stikkerne end ellers. Han forstod nu godt hvorfor hans far havde været imod det, men han var også selv af den overbevisning om at det kunne gøre mere skade end gavn hvis han ikke tog med til så store arrangementer og repræsenterede deres folk ude i verden.

Påklædning: Denne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som ses på billedet, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] samt nogen sko med små flade hæle. Han har dog også et andet outfit pakket med... just in case at han skifter form. Beskriver det først når det tages i brug.

Kjole, check. Hår, check. Make-up, check. Værdighed? Ud af vinduet. Da Vetis havde afsløret at han kunne skifte form til en kvinde overfor Althorn, havde han ikke helt troet at det skulle ende ud i... ja, at han ligefrem var blevet inviteret til fint bal som Althorn's følge. Han kunne selvfølgelig også have sagt nej, men... mulighederne var for forførende og lige den detalje at han var en dæmon inviteret af en elver... Det skulle tværes godt og grundigt ud i folks ansigter, så derfor havde han gjort meget ud af sit udseende i dag. Der var ikke det som ikke sad som det skulle. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro at han var en prinsesse... og ikke hvilken som helst én. En elvisk én sådan som han var klædt. Han skulle trods alt matche en elvisk konge så det gav trods alt mening. Ikke nok med det så havde han også fået tildelt et diadem af kongen selv som han kunne have på. Så, misforståelse ville der nok være nok af i aften, men, det i sig selv var underholdning nok og noget som Vetis var fuldstændig ligeglad med. Der var trods alt ikke mange muligheder for at nogen ville genkende ham. I alt fald ikke som kvinden Ashe og med kastanjefarvet hår.

Vetis havde nok kigget lidt forundret på Althorn da han havde vist det dyr som de skulle ride til festen på. Han havde trods alt ikke set noget lignende før, men havde ellers været meget ivrig efter at prøve at sidde på den. Hvornår ville han reelt ellers få chancen for det?

Turen derhen havde været... underholdende. At se folks blikke imens de red igennem byen med deres entourage af vagter som bestemt ikke brød sig om Vetis, hvilket bare gjorde det bedre. Det bedste dog... var at vagterne eller andre ikke rigtigt kunne se Vetis sådan som Althorn holdt om ham... så under turen havde han da sin egen form for sjov. Dog ikke nok til at Althorn ville miste kontrol eller noget. Kun nok til at skabe den dejlige rosenfarve i hans kinder. Så da de ankom og standsede smilede han bare uskyldigt til Althorn og lod ham hjælpe ham ned.
"It was... delightful, your Highness" sagde han legende og sukkersødt. "Let's..." svarede han og tog imod hans arm og fulgte ham.

At sige at Vetis bare var taget med for sjov skyld... var en undervurdering af ham og totalt en fejlbedømmelse. Han havde altid planer eller et es gemt i ærmet... mest af alt fordi at man ville være et fjols ellers ved at tage til et bal som dette med højerestående væsner. Så derfor havde han sikret sig at han havde diverse øjne og ører i mængden. Nogen som skyldte tjenester eller som han selv nu skyldte nogen. Nu var det bare om det var det hele værd og da han kiggede ud over mængden af mennesker som var samlet tænkte han at det hele nok skulle være det hele værd. Han så trods alt nogen meget velkendte ansigter og kunne da heller ikke lade være med at smile. Han kiggede derefter op på Althorn efter Natalie's tale, klemte hans arm kærligt og smilede drømmende til ham.

"Somehow, I have a feeling that this night is going to be  wonderous... and exciting"

//This is as short as it gets guys... really did my best here -_-//

Daron havde ikke forventet at få en invitation til midsommerballet. Det havde slet ikke faldet ham ind, at det var en mulighed. Når man havde brugt hele sit liv på at være fattig og ubetydelig, endte man med ikke at overveje sådan nogle ting. Midsommerballet interessede ham ikke en gang - det var sjældent at nogle festligheder gjorde det.
Men nu havde han altså fået en invitation, hvorfor anede han ikke. Der måtte vel være en smule prestige over at træne Assorians soldater. Og nu hvor han havde fået en invitation kunne han ikke takke nej. Han havde også lavet et løfte til sig selv om at komme mere ud fra borgen efter at have isoleret sig selv fra omverden i næsten et år. Desuden måtte han indrømme, at han var beæret over at blive inviteret med.
Han havde kommet dagen før for at kunne slappet lidt af efter rejsen før ballet. Han havde intet rigtigt formel tøj - han havde aldrig været til et formel event før - så han havde lånt et typisk sort jakkesæt af en af sine soldater.
Han var dukket op til fods til ballet og uden en ledsager. Der var ikke nogen som han ønskede at tage med. Eller jo, der var én men hun var ude af hans liv, og det kunne han lige så godt indse. Så han greb blot en velkomstdrink og begav sig ind i haven.
Hans blik gled rundt om sine omgivelser i mens han gik derind. Der var en helt masse folk, en helt masse af mørkets væsener. De alle var sikkert ufattelig magtfulde og så var der Daron, som ingen kendte. Udover ét bestemt ansigt - hans far.
Hans hjerte snak ned i maven på ham, da han så ham igen. Flashbacks af deres sidste møde ramte ham som iskold vand og han stivnede. Det var dumt, han burde have vist, at han ville være her. Herskeren af Doomsville, selvfølgelig.
Daron besluttede sig for at gøre dette, han gjorde bedst som skyggevæsen - gemme sig. Ikke at der var mange steder at gemme sig uden at forlade ballet helt, men under Natalies tale sørgede han for at snige sig ind i folkemængden i håb om at Sean ikke ville kunne se ham - dog stadig nok til at han kunne holde med sin far selv. Hvordan var det nu igen, at det var en god ide at gå ud af sin komfortzone?

Der stod hun i sin fine nye kjole, med hendes højtelskede far ved hendes side. Det var en af de bedste øjeblikke i hendes liv, da hun havde fået overtalt hendes far til at de kunne tage til ballet, sammen. Det havde alligevellet været en ret stor overraskelse, at han havde sagt ja. Hun havde tvivlet på det allerede ved starten, da hun havde spurgt, men han havde alligevel sagt ja efter overtagelse.

'' I am so happy that you would be here with me, dad. ''

Hun smilede stille imod ham, som hun trykkede hans hånd. Den lyserøde kjole var perfekt til anledningen og den passede perfekt til hendes hud. Hendes diadem, som var specielt lavet til dagens anledning, passede også perfekt til kjolen. Håret var sat perfekt.. Alt var perfekt, bortset fra at hendes mor ikke var her. Hun havde haft en søgen efter hendes mors død, at finde ud af hvad der var sket med hende, hvorfor hendes onkel havde gjort hvad han havde gjort, men han havde formodet at skjule sig bedre end hun troede.

'' Thanks for letting us come. ''

Smilede hun stille til Natalie, som de bevægede sig videre ind i hendes have, som var perfekt dekoret til ballet. Der var ingen Elizabeth kendte til, men mon ikke hendes far kendte til nogle?

'' Wanna dance, dad? ''

Hun så stille på sin far, som hun ventede på et svar fra ham. Hun ville elske at dance med ham, mere end noget andet. Han var trods alt den vigtigste person i hele hendes liv.

// Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

+ Hun ligner en på 16 år. //

Rejsen til Doomsville havde været lang, meget længere end hvad Fenrer brød sig om. Først havde han ikke haft nogen planer om rent faktisk at møde op til dette bal, han havde jo kun lige indtaget Minotauris. Han havde faktisk haft planer om at tage direkte videre til det u-udforskede land, men et brev fra hans datter, der plagede om hans deltagelse i ballet, havde alligevellet fået ham på andre tanker. Fenrer havde derfor blot taget livgarden med sig, og efterladt invasions hæren i generalstaben og Gauthams varetægt. Men nu var de her så endelig, Fenrer og Elizabeth, i Doomsville, med Fenrer i en royal [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], til bal hos en dæmon som Fenrer i aller højeste grad afskyede.

Når man taler om fanden, så stikker Natalie åbenbart sit ansigt frem, for der var hun jo. Fenrer nikkede anerkendende til Natalie, kun af ren høflighed. Fenrer havde ikke glemt den behandling som hun gav sine slaver, og som Fenrer i sin tid som healer af Rotten Root, havde tilset. Fenrer sagde intet til nogen af de andre gæster, som han trådte ind i haven, og havde ikke videre lyst til at tale med de fleste af de adelige herfra, selvom han nok kunne blive nødsaget til det. Fenrer var trods alt en af den slags eksistenser der kunne tiltrække noget opmærksomhed fra adelig spytslikkere og magttørstige.

Fenrer væmmedes ved lugten af mørke væsener, og en kold tanke gled ham ned ad ryggen. Han skulle nok komme til at støde ind i Sean her til festen, hvilket i sig selv var en ubekvem tanke for Fenrer, men nu havde Doomsville og Sunfury trods alt indgået en alliance, så Fenrer måtte nok se sig nødsaget til at tale med manden. Fenrer så sig omkring som han observererede festen og alle de fornemme folk der var kommet for at deltage, men han havde endnu ikke set Sean, godt det samme. Til gengæld så Fenrer, hvem han antog for at være, skovelvernes konge, Althorn. Fenrer smilede lidt for sig selv, ved tanken om at en isolationistisk races konge var ankommet til et sådan bal, og af alle steder så i Doomsville, men måske Fenrer kunne få Skovelverkongen i snak?

Fenrer blev dog hurtigt hevet bort fra disse tanker, da hans datter, Elizabeth, som havde set så meget frem til denne dag, bød ham op til dans. Fenrer smilede stilfærdigt til sin datter "I'd love to dance with you Elizabeth" sagde han muntert, ved glæden over hans datters entusiasme for festlighederne
og hev stilfærdigt sin datter ud på dansegulvet, hvor han begyndte at lede hende i en rolig vals. Fenrer smilede endnu til sine datter og sagde sagte"Afterwards I'll have to go and talk to some of the people here.. Would you like to join me, or go about to garden on your own for a bit?"

Som Natalie bevægede sig ned af trappen fra scenen, stod der en tjener klar, som bød hende på en særligt forberedt drink. Eftersom hendes sind bestemt var modnet nok til at vide, hvad indtagelsen af alkohol indebar, så var det ikke noget, som hendes krop var specielt komfortabel med. Hun fik det hurtigt dårligt, og der skulle meget få procenter til at påvirke hendes sanser. Derfor nød hun helst blot friskpresset saft eller en ganske mild cider i sjældne tilfælde – såsom den aften. Efter et enkelt sip af drinken tillod hun sig selv at kaste et grundigt blik rundt blandt folkemængden. Selvom hun ikke just havde højdefordelen til at kunne skue ud over flokken af nydeligt påklædte væsner i alle aldre og racer, så behagede synet hende alligevel. Stemningen var god, og indtil videre forløb alting glat. Hun havde spottet enkelte bekendte hoveder fra scenen, og som hun atter stod på græsset spottede hun også flere ukendte, men som hun var klar over formentlig bar en vigtig titel. Netop som hun skulle til at bevæge sig videre ud mod siden af haven, lød der pludselig en fremmede, kvindelig stemme tæt på hende. Natalie drejede kroppen nok til at opfange et hurtigt glimt af Fenrer, som stod nær kvinden. Han virkede allerede ubehageligt til mode, selvom de tydeligvis næsten lige var ankommet, og synet alene fik smilet til at vokse på det lille barneansigt. Hun nikkede høfligt tilbage som en hilsen, og vendte dernæst opmærksomheden mod hans kvinde, hvis identitet hun var komplet uvidende omkring.

”Of course. Enjoy yourselfs.”

Efter parret – eller hvad end de var – havde bevæget sig mod dansegulvet, hvor hun betragtede dem et øjeblik, tog Natalie sig endelig sammen og gik lidt væk fra det værste mylder. Det var som regel i udkanten af det hele, at man oftest kunne finde nogle af de mere sprøde personligheder. Egentlig så Natalie gerne, at hun fik snakket med flest mulige, men hendes tanker gled hurtigt hen på, at folk måtte gå på tur, som hun stødte på dem undervejs. Aftenens første personlighed skulle dog vise sig hurtigere end forventet, og som hun gik stille rundt med blikket rettet op mod huset for at tjekke, at alle vinduerne stadigvæk var lukkede, fornemmede hun pludselig, hvordan en mørk skygge tonede sig op foran hende. Hun nåede lige at standse tidsnok til, at det det sorte jakkesæt ikke blev overhældt med sød, klistret cider. Forbavset trådte hun et skridt bagud, og lænede nakken tilbage, så hun kunne møde mandens blå blik. Synet der mødte hende gav et glimt af noget skjult – nærmere bekendt, men hvor det virkede forkert – og ganske langsomt fik hun en idé om, hvem hun nær havde haft et mindre sammenstød med. Det korte, mørkebrune, let pjuskede hår, sam den markerede, sunde og tilsyneladende veltrænede krop. En aktiv mand af en mægtig arv. En dæmonisk en. De blå øjne funklede, som et smil atter voksede sig frem.

”Goodevning, Sir. I’m terrible sorry for the sudden stop, I seem to bee too distracted for my own good. You actually seem rather familiar. Have we meet?”

Natalie lagde uskyldigt hovedet en kende på skrå, imens hun håbede på, at der i det mindste ville komme et navn ud af deres lille møde.

//Btw, hvis der er tvivl, så er det Daron, som Nat snakker med!

Sean havde brugt Natalies tale til at overskue hvilke gæster der var ankommet. Selv om han gerne ville give Lori en god oplevelse, var det lige så meget en mulighed for at skabe andre politiske forbindelser. Der var folk, som han allerede kendte og derfor burde hilse på, omend blot kortvarigt. Og der var uden tvivl folk af betydelig status, som han burde præsentere sig for. Og foreslå senere møder med. For alliancer. Af en helt bestemt årsag, som Sean aldrig havde røbet til nogen.
Tingene havde været nemmere, den gang han altid var dukket alene op til fester. Han kunne snakke med alle, uden at vise hensyn til en partner. Men denne gang måtte han tage Lori med sig. Og til folks overraskelse valgte han at tage Lori under armen - en ting der virkede lige lovlig intimt for to mænd. Mens Seans kolde blik udfordrede alle, der så ud til at ville kommentere på det og sikrede de fik lov til at være fred. For måske tolkede folk det jo forkert? Og ingen turde anklage herskeren i fuld offentlighed...
Sean havde planer for i aften. Han skulle nok tage hele opmærksomheden. Men først...

Han havde bemærket Fenrer var her. Manden ville sikkert finde mødet en smule forlegent, så Sean ville vente med ham og pigen ved hans side. Han havde heller ikke behov for at finde aftenens værtinde endnu. Faktisk havde han fået et blik af vampyrernes leder - noget han kun vidste takket være hans spioner rundt omkring. Og det slog ham vigtigere at tale med den mand, en selve elverkongen, hvis tilstedeværelse var umulig at overse, med alt det...Glitter.
Han havde krydset rummet for at fange vampyrernes leder, men da han trådte fordi elverkongen og hans protege, stoppede Sean alligevel op.
"Jeg har folk jeg gerne vil møde i dag. Det håber jeg er okay...Og jeg har lige opdaget første stop på turen. Kom"

Sean nærmede sig det fine par. Ikke uden lige præcis nok respekt i hans bevægelser, men ikke så meget at han ville nedværdige sin egen og endnu vigtigere titel. Man kunne være raceleder, men man skulle stadig bukke sig efter byernes love, når man befandt sig i dem eller deres nærvær. Sean bukkede let for kongen. Mest af respekt, for det var kvinden der havde fanget hans opmærksomhed.
"Tillad mig at gøre en kort præsentation. Mit navn er Sean McGivens, Hersker af Doomsville og bekendt af aftenens værtinde. Jeg håber Deres højhed finder byen til Deres tilfredshed. Og må jeg komplimentere nattens følge?"
Sean vendte sig mod kvinden og tilbød sin hånd. Hvis han fik lov, ville han tage imod kvindens hånd og kysse den let - uden at slippe hende med blikket. Og med et sigende blink.
"Og dette..."
Oh well. Lad overraskelsen falde tidligt. Om han forargede en konge eller en hel by på en gang.
"...Er Lori. Min partner" præsenterede han yderligere.


//Håber det er kort nok. Btw, håber jeg [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] er okay med jeg legede med en mulighed for vores karakterer at mødes - om lidt. I will get back to you! (;

Lori var bestemt ikke vandt til denne form for fester, bestemt ikke. Alle disse fornemme folk, adelige og rige, betydningsfulde personer han aldrig ville være stødt på uden Sean. Men det var nu også det der betød mest i aften! Sean.. Som altid var det Sean der betød mest. Og måden Sean ikke blot havde lænet sig ind for at tale til ham, men ligefrem gået arm i arm med ham, havde bestemt gjorde ham en anelse små forlegent. Ikke at det var pinligt at blive set med Sean. Men de skulle passe på, folk her omkring dem var betydningsfulde, og Sean kunne kommer grueligt galt afsted hvis de andet ud af at han og Lori var et par.
Han nikkede til Seans ord om at han gerne ville hilse på nogle forskellige folk, og han håbede det va i orden med Lori. "Selvfølgelig" svarede han med et nik.

Hans blik vandrede over de mange folk her, det var ikke fordi han selv genkende nogle af dem. Men han både billede og smilede høfligt til dem der gjorde det samme til ham. Trods der var flere dømmende blikke end der var smil. De stoppede ved et par, et smukt par faktisk! Han bukkede respektfuldt hovedet med et smil. Dog... Da han skulle til at hilse på parret, klarede Sean den for ham.
Selvom... Han stivnede ved den sidste del af sætningen. Han vende hurtigt hovedet mod Sean. "Sean!?"
Hvad gik der af ham! Han kunne da ikke bare sige det ud på den måde. Loris greb om Seans arm blev strammere, åh nej... Ville Sean lave en scene her!?
"Hvad har du gang i?" Hviskede han så mere til Sean.

Det virkede som om at festen langsomt startede efter Natalie var trådt af scenen, Marcus havde stået tæt nok på scenen til at han havde kunne følge den lille barne skikkelse som hun forsvandt ind i mylderet af folk. Et lille køligt smil brød hans læber. Han havde hørt mange ting om den lille dæmon pige, de fleste gav hende et rygte som en hård leder, hvilket Marcus fandt morsomt, da denne barneskikkelse ikke lignede noget der kunne gøre grusomme ting. Men skinnet kan bedrage, det var han godt klar over. Han opmærksomhed skiftede dog da Natalie var forsvundet ind i mængden, han havde fået øje på nogle af de enkelte mennesker der gemte sig blandt de mange mørkevæsner. Han havde godt lyttet til Natalies ord om mad, men han kunne ikke dy sig.

I en rolig bevægelse fandt han vej hen til det der lignede en tjenerine, som bar drinks. Han snuppede en hvor efter han med en behagelig og venlig tone hilste på pigen. Marcus ville ikke spise lige nu, men det var ofte en god ide at smigre sig ind på nogen i løbet af festen, så der var natmad senere. Nick forholdt sig i baggrunden. Det var ikke lige frem hans favorit ting når Marcus skruede op for sin charme, hvilket Marcus godt vidste.
Der gik dog ikke mange øjeblikke før at tjeneren blev kaldt videre, hvilket ikke generede Marcus, han viftede hende væk med en hånd og sendte hende et smil med på vejen. Hun skulle nok finde tilbage til ham efter ballet. Marcus drak lidt af sin drink imens han så sig omkring. Han kunne spotte det der lignede en elver et stykke væk. Det var dog ikke det han ledte efter, der havde været en duft i luften, som han efterhånden kendte godt. Shapeshifters...
Marcus forblev i nærheden af scenen imens hans blik så søgende rundt i mellem folk. Marcus havde en snigende ide om hvem der var til stede, men han var ikke sikker endnu.
Det kunne være problematik, da han vidste han ikke var populær hos shapeshifterne, der havde i flere perioder været drevet rov på dem fra vampyrenes side af.

Som de var kommet indenfor i haven var den lette rødmen, dæmonen havde sørget for blev på hans kinder gennem næsten hele turen herop, endelig forduftet - og det lod da også til at han heldigvis ikke ville prøve at få endnu en frem på hans kinder i dette selskab... I alt fald ikke endnu. Så Althorn ledte blot sin partner for i aften længere ind i haven som de havde hørt Natalie's tale, for at vende sig smilende om mod Ashe da 'hun' talte. "... Det tror jeg skam du har ret i," sagde han så med et smil, og nu dæmonen var i sin kvindelige skikkelse, var der ikke den allerstørste betænkningstid før han gav ham et blidt kys, inden de igen gik rundt i mængden. Althorn havde taget sig et enkelt glas vin fra en af tjenerne der kom forbi, og havde endelig standset op igen for at se ud over mængden af folk. Med hans højde var det heldigvis rimelig nemt at få dannet sig et godt overblik over hvor mange der var til stede, og det var da også et rimelig godt antal... Og så de fleste af en god social rang, også. Ikke at lige dén del rørte ham - rang var ikke det vigtigste for ham, hvilket dem der kendte ham bare den mindste smule godt ville vide, især med hvem hans to bedste veninder var.

Althorn's opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af to mænd der trådte tættere på dem - det tog ikke længe for ham at opdage at begge mænd her også var dæmoner... Og den specifikke lugt? Hans fine snude havde trods alt lært dén specifikke lugt godt at kende, med hans 'pratner' her ved hans side. Så ja, der var ikke den store tvivl om at han nu stod sammen med ikke kun én, men hele tre incubi... Hvilket nok gjorde ham en del mere agtpågivende end ellers - det kunne dog, for nu, kun ses i at han stod en lille smule stivere end før, tilbage til den ranke holdning hans royale opvækst havde lært ham.

Han lod et smil tone frem på hans læber, som han selv gav et let buk - også kun lige med det minimale respekt man skulle vise en sådan figur. For selvfølgelig havde han godt hørt om Sean. Mest fra hans far, dog, hvorfor han godt vidste at nogle af tingene måske var overdrevede - det havde den forhenværende konge en god tendens til, når det havde med mørke væsner at gøre, så meget som han hadede dem. Althorn var dog stadig typen til at give alle en chance... Hvilket også var grunden til at han havde accepteret invitationen hertil, modsat hvad alle hans rådgivere havde sagt han burde.

"Det er skam en meget fin by De har her," sagde han roligt, stadig smilende. "Og selvfølgelig må De det..." hans arm gled ned til Ashe's liv istedet, så hun havde sin højre arm fri igen til at Sean kunne kysse dén hånd. Hans blikgled over på den anden dæmon... Og han løftede let et øjenbryn da dæmonen så åbenlyst introducerede ham som sin partner. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige - så meget som han skjulte sin egen seksualitet, og så var der en anden af høj rang her, der bare åbenlyst kom ud med det... Det virkede næsten lidt åndssvagt at han så selv skjulte sit... Men igen, der var nok også forskel i deres sociale kredse. Elvere kunne være noget så forfærdeligt konservative, også på dette punkt.

Det var alligevel en del som Vetis kendte til denne aften... Det var måske ikke så underligt så meget som han kom ud og mødte diverse folk og væsner fra alle de sociale dele af rangstigen. Der var dog nogen som han ikke havde forventet at se denne aften og i dette sammenhæng, men sådan var det jo af og til. Det var jo ikke til at forudse alt, ligsom det ikke havde til at forudse om selveste herskeren af Doomsville ville give Althorn og ham selv et visit. Især ikke når det var at det først havde set ud til at hans opmærksomhed havde været andetsteds. Selvfølgelig havde han kunne genkende ham med det samme, også selvom han lige nu var af en kvindes udseende.

Vetis selv viste ikke nogen tegn på genkendelse... også selvom han kendte begge af mændende ret intimt. Han blev i sin rolle og kiggede forundret men også smilende til dem. Han kiggede også kort på Althorn for at se hans reaktion. Det var trods alt to dæmoner som gik hen til dem, men han virkede til at klare det fint. Ikke alt for anspændt eller nogen uvenlige træk til at finde i hans ansigt. Mindre forventede han skam heller ikke af en elverkonge. De virkede trods alt til at være specieltuddannet i sådan nogen situationer og arrangementer som disse.
Selv nejede Vetis lige så fint og elegant for de to mænd. Endda nejede han mere lavt, men ikke alt for meget igen. Han var trods alt den af dem af laveste rang så respekten måtte godt kunne ses. Han rakte fint sin hånd ud så Sean kunne tage den og kysse den. Han smilede til ham sødt og lagde sin hånd fint på Althorn igen.
"Mig en fornøjelse at møde Dem Mr. McGivens, og hvilken ære at være i Deres selskab her til aften. Selv kan De kalde mig Ashe," sagde han respekfuldt og venligt. Han var trods alt i en rolle så det var i alt bedst at lade som om at han var en starstruck og ydmyg kvinde. Sean ville nok more sig over dette senere, men det var Vetis nu også ret så sikker på at han ville. Hvis alt da gik efter planen og Sean ikke så sit snit til at afsløre ham overfor folk. Selvom det i sig selv også kunne være god underholdning... næsten lige så godt som Lori's panisk ansigtsudtryk idet Sean introducerede dem som et par.

Ikke noget som havde været forventet og Vetis skulle anstrenge sig fra ikke at smile. Han vidste slet ikke at Lori kendte Sean... men, så meget havde de heller ikke snakket. Ikke når der var andre ting af lave. Vetis valgte at ligge en hånd på hjertet og smile varmt og hjerteligt.

"Virkelig? Jamen, hvor vidunderligt! Hvis jeg må have lov, så synes jeg at i er et nydeligt par. Ikke sandt min konge?" sagde han og lænede sig op af Althorn.

Daron nåede ikke specielt langt på sin vej til at gemme sig, før en person var foran ham. Han havde ikke set personen, for han havde ikke forventet en, der var så lav igen, så han havde slet ikke fået set sig for.
"Hov undsky-" Han fik trådt et skridt tilbage og set ned på personen, før han stoppede sig selv midt i sin sætning, simpelthen fordi han blev forskrækket.
Af alle han kunne støde ind i, stødte han ind i dæmonernes leder, Natalie Nightmare, værtinden af dette bal. Hvor uheldig kunne man lige være? Han havde mest af alt lyst til at gå, men han vidste godt, at det ikke var en mulighed, så i stedet måtte han prøve at være høflig.
"Skylden er min, det var mig, der skyndte mig frem uden at se mig for," sagde han mere formelt end han normalt hørte sig selv snakke.
Daron var nervøs for at skulle tale til hende. Han var generelt nervøs for at være her. Han havde brugt hele sit liv på at modsige autoriteter, så han havde ingen anelse om, hvordan man nu skulle være på god fod med dem. Man kunne bare se på hans forhold til Assorian og Sean. På ingen måde godt, nej. Han kunne ikke lade være med at skæve hen til sin far, som havde en mand ved sig. Daron, der kendte til én af sin fars skjulte sider, havde godt i tankerne om, hvad manden mon var for ham. Hvilket fik en kvalme til at stige op i Daron, for det gjorde deres sidste møde dét mere virkeligt. Dét sværere at gemme væk som en dårlig drøm. Han skyndte sig at tilbage til Natalie igen med et fremtvunget smil.
”Det tror jeg ikke,” svarede han på dæmonens spørgsmål, ”Måske har De set mig under et besøg på Drageborgen. Jeg har aldrig været til bal eller lignende begivenheder. Tak, for resten, for invitationen.”
Det sidste tilføjede han, da han gik op i at det nok var uhøfligt ikke at takke. Desuden så var han rent faktisk taknemmelig. Godt nok havde han sig ikke den bedste tid her indtil videre, men han var her, og det var et sted han aldrig troede i sit liv at han ville blive inviteret til.
”Jeg havde ikke forventet en invitation som træner for Assorians soldater men jeg er virkelig taknemmelig for det,” tilføjede han med det samme høflige smil.

Hendes blik gled rundt på de forskellige. Nogle var allerede gået igang med at tale med hinanden og andre stod for dem selv. Nogle havde forhåbentlig bemærket Sunfurys konge og prinsesse ankomme, selvom mange sikkert ville tro hun nærmere var hans kæreste, frem for hans datter. Hendes evne var til tider mere en forbandelse frem for en gave.
'' Lets dance later pap. Go talk with the people you need to. I love you. '' Sagde hun, som hun gav ham et kys på kinden. Hun elskede sin far og ønskede blot det bedste for ham. De kunne danse hele natten lang hvis det var det, men det var ikke sikkert folk var i humør til at tale senere.
Hendes øjne var allerede landet over på en anden person, en vampyr tydeligvis. Hun gav Fenrer endnu et kys på kinden, inden hun bevægede sig over imod vampyren.

'' Hellow. My name is Elizabeth. What is yours? '' Hun nejede stille foran vampyren, som hun nu hilste på. '' Itsn't it a wonderfull night? And look at all the people. They are happy and having a lot of fun. '' Hendes blik gled stille ned af vampyrens krop, som hun trådte et skidt tættere på for at kunne tale lavere. '' And, there is a buffe every where for people like you. '' Hun smilede stille, som hun trådte endnu et skridt tilbage for at betragte vampyren foran sig.
Forhåbentligt var han ikke vildt slem eller noget.

Fenrer nikkede indforstået til Elizabeth, og gav hende et enkelt kys på panden, inden han lod hende rende afsted. Nok var selskabet fyldt med væsener han ikke ville lade Elizabeth i nærheden af normalt, men nu var der klare præmisser for at kunne være her i aften, så Fenrer var ikke videre bekymret.

Da den unge hersker så vendte sig om for at gå dertil hvor han sidst havde set Althorn, så han at Sean nu stod der, sammen med Elverkongen. Både Sean og Althorn havde en partner med sig hver især, men hvor Althorn havde en kvindelig ledsager, havde Sean en mandlig. Manden var nok en politisk partner eller lignende, men det var nu ikke det der fangede Fenrers opmærksomhed.
Den person der kort fangede Fenrers opmærksomhed, var kvinden der var sammen med elverkongen. Lugten af hende sendte en kuldegysning ned ad Fenrers ryg, som ubehagelige minder vendte tilbage fra Rotten Root. Fenrer rystede på hovedet og gned sin næse, der åbenlyst bedragede ham. Personen Fenrer mente at kunne lugte, var for det første en mand, og ville næppe have været tilladt her til festen.

Fenrer vendte hovedet i en skarp vending, da han hørte noget han troede ikke var en mulig hændelse. Natalie undskyldte til nogen?
Fenrer fik hurtigt sporet sig ind på de to dæmoner der nu stod og snakkede akavet, hvilket Fenrer ville benytte sig af som sin midlertidige underholdning, inden han bevægede sig videre til Althorn. Fenrer skulle hurtigt beslutte sig for at dette var en god beslutning, da han overhørte at manden, viste sig at være trænings-officer hos Drageborgens hersker.

Med hænderne foldet bag ryggen, trådte Fenrer hurtigt over til Natalie og skyggevæsenet. Han rømmede sig da han var inde for tydelig hørevidde, og gav et lille smil til den mand som Natalie stod sammen med "Den herre.." sagde han i en rolig tone, inden han vendte sig mod Natalie og nikkede stilfærdigt "..Natalie.. " sagde han i samme tone, selvom det var klart at Fenrer ikke brød sig videre om at skulle konversere med den lille dæmon.
"Det er sandelig længe siden frøken Tenebris..." sagde han med en høflig note i sin stemme, og så sig kort om i haven "..Men så igen.. det er længe siden jeg sidst var i Doomsville.. Hvordan er det gået dem?" Afsluttede Fenrer og gav Natalie en chance for at svare, før end han sendte skyggevæsenet et blik "Jeg fangede vist ikke deres hr?"

//UNDSKYLD LÆNGDEN :C

Natalie kunne næsten ikke lade være med at klappe sine små barnehænder ved synet af det blik, som Daron sendte hende. Forvirring og frygten der fulgte efter, var nok til at booste hendes ego en sådan grad, at hun faktisk besluttede at vente lidt med at gå videre i rækken af personer som skulle mingles med. Hun mindedes faktisk at have spottet Sean ikke så langt fra, hvor de stod placeret, men fremfor at vise sit fund lige fra starten af, så besluttede hun, at Daron var en person hun sagtens kunne bruges lidt tid på alene.

"I'm afraid that all my knowledge about the Dragon Castle originates from books and tales. Before my time as leader I had no doings with the place or it's people... But I recon that a future visit might not be that far ahead."

Natalie tillod sig sin første slurk af den allerede halvtomme drink, imens hun betragtede, hvordan Daron fik fumlet sig igennem en ganske høflig form for takketale, inden hun smilende trak glasset bort fra læberne, imens hun viftede afværgende af hans sidste ord omkring hans egen overraskelse over invitationen.

"I must admit that I do admire your qualifications as trainer. Assorian is one lucky lord... But I'm sure he was aware of your great potential, when picking you, with that fine blood running trough your veins."

Sagt med en indre ro og et bredt uskyldigt smil, som havde hun ikke lige sammenlignet Daron med en anden vædeløbshest, lagde hun an til at snuppe endnu en slurk af sin søde drink. Dog nåede hendes læber blot at røre glassets kant før, at et toneleje ramte hende. Hendes bevægelse standsede et øjeblik før, at hun langsomt sænkede glasset igen for at vende sig mod Fenrer, hvis dyrt beklædte udseende tydeligt afspejlede den udvikling der var sket siden deres sidste møde.

"...Fenrer..."

Hilste hun blot neutralt, imens hun ventede på, at han fik sluttet sig ordentligt til den lille gruppe. Nysgerrigt bemærkede hun, at den fremmede kvinde ikke længere var ved hans side, og mødte så endelig hans blik med hendes klare blå øjne.

"It sure has been a long time, King Leidolf. Time has been kind to me... but not as kind as to you. I heard you've been busy."

Det sidste tilføjede hun med et enkelt lille nik i den retning, som den fremmede kvinde lod til at være forsvundet, inden hun ligeledes vendte opmærksomheden imod skyggevæsnet nysgerrig efter om hendes teorier holdt stik.

Sean kunne mærke den strammende fornemmelse om sin arm. Normalt ville det irritere ham, at Lori ikke kunne opretholde en mere passende attitude i offentligheden. Dette var en vigtig fest, med vigtige personer. Men i aften gjorde det intet. Sean var her, og siden Natalie var leder for alle dæmonerne, gik det at Sean var her - og hvordan han end måtte opføre sig - direkte tilbage til hende. At hun tillod det.
Han lod læberne strejfe den bløde hud på hånden, før han rettede sig op igen. Han var slet ikke interesseret i Althorn, faktisk. Ikke at manden havde præsenteret sig, hvilket var ret uhøfligt. Men hvad kunne man forvente af folk, der gemte sig i skoven hele dagen? I det mindste havde Sean hørt om ham før.

Han holdt Vetis hånd fast et øjeblik, før han slap den. Manden - kvinden - måtte på ingen måde tro, at Sean ikke genkendte ham.
"Ashe. Et smukt navn. Det skal jeg huske" lovede han, som smilet voksede en anelse. Åh, han skulle helt sikkert huske det. Til næste gang. Blikket gled over til Althorn igen.
"En elver med en dæmon i sit tætteste følge. Hvilke vidunderlige tider det er i dag. Jeg er glad for at se De ikke er så blind af fordomme, som mange ellers er. Måske kunne vi mødes en dag og snakke om muligheden for et tættere bånd mellem vores byer? På Deres præmisser selvfølgelig. Jeg ved hvor forsigtig og isolerede elverne foretrækker at være" foreslog han. Selv om det var ment i en høflighed, var der også et gram alvor i det. Alle former for alliancer han kunne skaffe, ville han. Men han havde en fornemmelse af denne mand næppe ønskede det. Selv Fenrer var nærmest blevet tvunget til det.
"Ashe. De må overtale ham!"

Sean blinkede til Ashe, før han lagde en ekstra hånd på Loris, hvis denne stadig holdt om hans arm, og så tilbage på manden med et overraskende blidt smil, Sean normalt aldrig gik og smed om sig. Dette var nok kedeligt for Lori eller sagde ham intet. Blikket gled rundt. Måske skulle de også til at gå videre. Så snart Althorn eller Ashe havde svaret, ville de gå videre til en ny. Også selv om de fleste virkede til at fundet sig en samtale. Men man kunne altid mase sig på - hvem ville sige nej til ham?
Eller også kunne han tage en lille dans med Lori og berolige manden igen.

Måske var det parrets meget rolige reaktion, på det Sean lige havde fortalt dem? Måske var det Seans meget rolige og viljestærke udstråling, eller måske var det, det rolige og blide smil, Sean sendte netop Loris vej.. der gjorde at han ikke gik nær så meget i panik, som han selv havde troet at han ville! Tværtimod så røg luften med det samme af ballonen, og han stod lidt paf tilbage. Han smilede dog rolige til parret, måske mest for at berolige sig selv.

Han holde stadig ved i Seans arm, og var den ledsager Sean havde bedst ham om. Hans blik gled lidt rundt i det store rum, her var mange vigtige folk, mange han ikke kende, og mange han aldrig havde ser eller hørt om før. Men også et par stykker hans blik havde fanget i ny eller næ, enden her i byen eller andre steder.
Men det var de færreste af dem han noglesinde havde talt med!
Men nu var det her heller ikke lige frem hans kreds de var i! Det var Seans, og han skulle bare prøve på at agere ordenligt i den.

Marcus havde kun skulle kigge søgende rundt efter kilden til duften af shapeshifter. Der kom en gående direkte hen til ham, en ung kvinde så det ud til. En pæn en af slagsen endda. Marcus rettede sig lidt op, dette var ikke stedet hvor man kunne slippe af sted med at se doven og kedelig ud, det var han klar over.
Da den unge shapeshifter kom helt hen til ham og hilste, nikkede han kort med hovedet frem for at bukke. Han smilede venligt, selvom at det ikke var et særlig ærligt smil i virkeligheden. Marcus var ret god til at være charmerende og venlig når han gad og havde grundt til det. Dette bal var rigelig grund til at opfører sige 'pænt'.

Da hun havde præsenteret sig selv i sin hilsen talte han med en rolig og venlig stemme. "My name is Marcus." han var stille igen, da den unge kvinde begyndte at tale lystigt igen om festen og alle de glade gæster der var til stede denne aften. Han nikkede bare for at stemme i med hendes talen om glade folk og alt det, Marcus var der egentligt ikke af lyst så han var ikke helt enig i at det ville blive en fantastisk aften.
Da Elizabeth trådte nærmere stod han helt rolig, han sagde da ikke nej til en så smuk ung shapeshifter som hende. Han vidste dog godt at skulle passe på til denne slags begivenheder, men det var trods alt hende der nærmede sig og ikke ham! Hvad hun sagde som det næste overraskede ham alligevel en smule. Han løftede det ene øjenbryn og så kort nysgerrigt på hende før han smilede lidt grumt. Smilet var dog væk næsten så hurtigt som det var kommet. "That's true, but I am not allowed to eat any guests at the moment.." han tale lavt, dog højt nok til hun kunne hører ham. Han sendte hende et skævt smil før han trådte lidt nærmere hen til hende. "Should you not stay away from people like me?" han spurgte med et lille glimt i øjet og et charmerende smil. Han ville ikke klage over at møde hende senere på aftenen, men han var klar over det var en farlig leg denne aften.

Det var ikke med vilje at Althorn ikke havde sagt sit navn - han havde haft lidt for meget fokus på at prøve at læse hvad han kunne på de to dæmoners kropssprog, prøve at tyde præcis hvor meget på vagt han skulle være, og derfor var manererne trådt lidt i baggrunden som han hurtigt havde kigget over dem begge. Han havde udnyttet tiden der var blevet brugt på at 'Ashe' introducerede sig selv, til at gøre det, og han smilede let tilbage til hende som hun talte til ham, gav et nik til svar - det var de skam, det måtte han jo indrømme. Begge to flotte mænd... Men hvad andet kunne forventes når han allerede vidste hvilken subrace de var.

"De må undskylde udeblivelsen af mine manerer - jeg blev blot en smule overrasket over at selve herskeren af denne fine by skulle komme hen for at tale med mig, nu jeg er mere vandt til at planlægge sådanne... Høj profils møder på forhånd." sagde han så blot med et blidt og venligt smil på læberne. Det var vel den bedste måde han kunne redde den på. "Jeg vil spare dem for hele mit navn... De kan blot kalde mig Althorn. Althorn Nestedir."

Dernæst lod han Sean tale ud, løftede let et øjenbryn men lod smilet blive på læberne, selvom han, selvfølgelig, allerede havde et klart svar inde i hovedet, og det var lidt af et stort nej. Lige denne form for alliance ville han ikke lege med tanken om... Ikke efter hans snak med Veltói, og alliancen han havde fået med de gode engle gennem ham. Godt nok var han ikke ligeså fordomsfuld som mange andre elvere, men ligefrem en alliance med Sean... Det ville nok aldrig blive til noget. "Hmm. Det må jeg se på når jeg atter er tilbage i Forestina... Jeg vil sende dem en besked så snart jeg har haft tid til at tænke over det." Det var ikke lige nu og her at han ville stå og sige 'nej' op i dæmonens ansigt... Det virkede usandsynligt dumt, især her omringet af så mange andre mørke væsner... Så hellere sende en besked senere, lade muligheden 'stå åben' selvom den egentligt slet ikke var der, i alt fald ikke efter hans egen overbevisning.

Intet under at Sean skulle være den første til at genkende Vetis. Han var så også manden som nok ville have den største fordel siden at Vetis ligefrem boede med hans klan for tiden... også den lille detalje at Sean havde set begge af hans former. Dermed var man nemmere sikret at sniffe ham ud af mængden. Nårh, det var vel egentlig også lige meget lige nu. Især når det virkede at han var med på forklædningen, men der ville nok være noget spørgsmål senere når de mødtes i andre omgivelser... eller måske ikke. Det var jo aldrig helt til at vide med Sean. De var jo som sådan heller ikke noget overfor hinanden så han havde muligvis ikke behovet eller ønsket om at spørge ind til det.  

"Hvilken ære at De vil huske et navn som mit," svarede han en smule starstruck og beæret. Andet var der jo ikke når det var at man lod som om at man aldrig havde mødt manden før.

Vetis havde en smule svært med ikke at skæve til Sean med hans tilbud til Althorn. Det var ret så interessant igen og Vetis vidste ikke helt hvad han skulle tænke om det. Mente han det? Nok ikke... der måtte være noget bag det andet end ren høflighed. Det kunne han vel selv finde ud af senere... måske hvis han fik sneget sig væk og skiftet i løbet af aftnen. Han havde trods alt ikke tænkt sig kun at være her som Ashe. Næh nej, det ville simpelthen være spild af hans tid her. Det var heller ikke lige hver dag at man fik sådan en chance her for at komme så tæt på så mange højtrangerede folk af alle baggrunde.

Vetis så tænkelig ud et kort øjeblik og smilede varmt til Sean. Der var nok ikke den store mulighed for en alliance mellem Sean og Althorn, og der var nok ikke meget Vetis kunne gøre... foruden fortsat at prøve at påvirke Althorn.
"Jeg skal gøre hvad jeg kan... Kunne være noget så vidunderligt med noget fred mellem de forskellige racer," sagde hun drømmende og en smule håbefuldt. "Det er desværre langt vej... så små skridt er nok vejen frem," sagde han så og kiggede på Althorn og smilede. Intet var trods alt så nemt at det kunne skabes på én dag... det tog nøje planlægning, tid og en masse tålmodighed, men belønningen havde det med at være det hele værd.

I alt fald virkede det til at Althorn tog det nogenlunde fint. Intet hint af direkte afslag, men der skulle nok en del arbejde til for at få ham til nogenlunde at overveje det forslag. Han kunne i alt fald høre om det meget senere og rapportere til Sean hvis han virkelig mente det. Lige nu skulle resten af festen nydes og det virkede også til at samtalen var ved at dø ud. Der var jo trods alt så meget andet og lave og Vetis kiggede på Althorn.

"Min konge, jeg tror at jeg så aftnen's værtinde her iblandt mængden. Er det muligt at vi kan hilse på hende mens tid er? Eller er der nogen som De bestemt ønsker at møde?" spurgte han og afventede Althorn's svar.

Daron kunne ikke lade være med at være overrasket over, hvor behagelig samtalen med Natalie Nightmare viste sig at være. I hvert fald i starten. Han nåede endda at blive varmet over hendes anerkendelse af ham som træner – noget godt måtte han have haft gjort for at dæmonernes leder havde lagt mærke til ham -lige indtil hun talte videre. Han nåede endda at smile, men smilet blev nu erstattet med en sammenrynket pande og et lettere forvirret blik. Som om han ikke helt forstod hvad Natalie havde sagt til ham. Men det havde han selvfølgelig. Han havde selv haft en mistanke om at hans gener var skylden i at han befandt sig her, men det gjorde det ikke bedre. Især fordi det var sandt. Sean havde skaffet ham det job. At Daron så havde arbejdet hårdt for at udføre det var en anden side af sagen for han ville ikke have været andet end en fattig tyv hvis ikke det var for Sean. Kvalmen inde i ham forværredes.
Hans læber adskilte sig let i et forsøg på at ytre noget, men han var tabt for ord. For hvad skulle han svare?
Heldigvis blev han reddet af at en anden person kom over for at deltage i samtalen. Indtil at han så så hvem personen var. Fenrer Descouteaux-Lemaire, søn af Leidolf. Ikke nok med at han stod med lederen af dæmonerne, nu kom lederen af fomskifterne og kongen af Sunfury City herhen også. Daron skulle minde sig selv på at trække vejret. I mens Fenrer talte til Natalie måtte skyggevæsnet lade som om at det her var en helt naturlig situation for ham. Han fik endda presset et høfligt smil på sine læber. Så var det hans tur til at præsentere sig selv.
”Daron.” Skulle han række hånden ud mod ham som hilsen? Var det for formelt siden de begge var inviteret til festen? Han burde vel egentlig række hånden ud til Natalie først siden hun var værtinde men tænk hvis han kom til at gøre det på en måde, hvor det lignede han gjorde grin med hendes højde. Nej, han valgte at lade være med at løbe risikoen. Men man hilste vist med fulde navn. ”Daron Caperton.”
Han kunne ikke få sig selv til at sige sit mellemnavn højt. Sin fars efternavn.
”Det er en ære, at have mulighed for at tale med Dem, deres Majestæt.” Lidt starstuck havde man da lov til at være.
Han skulle lige til at kondolere for dronningens død, alle havde jo hørt den modbydelige historie, men Natalie kom ham i forkøbet… med en meget flabet kommentar. Daron valgte at tie stille blot for ikke at forværre situation. Han tog en slurk af sin drink.