Midsommerballet - Fællesemne

Vetis lyttede med et halvt øre til de ord som blev udvekslet mellem Fenrer samt den unge mand i selskabet. Det virkede til at Fenrer var i gang med at rekruttere, lige foran resten af mængden, til sin hær. Måske da at denne unge mand var noget bemærkelsesværdigt så? Det var der stor sandsynlighed for siden at han havde Sunfury's konges opmærksomhed... Hvilket Vetis også lidt fornemmede at han selv havde erhvervet sig på en måde... og ikke den gode af slagsen, men det virkede ikke til at Fenrer havde genkendt ham på nogen måde. Vetis havde i alt fald noteret den unge mand, kunne være at Vetis selv skulle begive sig til at lære ham at kende. Dog nok på et senere tidspunkt, vis muligheden bød sig for at han kunne få ham for sig selv. Hvilket så ikke var til at vide med sådan noget som en lejlighed som denne. Der ville folk trods alt se hvorvidt de kunne få snakket med alle de vigtigste folk, og andre som havde dem interesse, og det var sjældent at man var ene om at tænke sådan nogle ting.

Da Fenrer snakkede til både Althorn og han selv på elvisk havde han ingen ide om hvad han sagde... men, det var nok en fin hilsen af hvad han kunne gætte sig til. Han så dog ikke så videre begejstret for at hilse på Vetis. Vis han ikke vidste bedre ville han endda vove at påstå at Fenrer virkede nervøs. Der var dig intet tegn på at Fenrer havde genkendt ham som sådan, især ikke når det nu var at han var i denne skikkelse, men alligevel virkede det til at Vetis' tilstedeværelse havde skræmt ham... Det måtte have været lignelsen. For uanset hvad så var der ingen tvivl om at de to skikkelser mindede om hinanden. Så Vetis passede på ikke at give sig selv væk, ved stadigvæk at virke intetanende samt harmløs. Det havde virket så godt indtil videre.

Det var ellers ærgerligt at Fenrer ikke kunne blive hængende. Det var trods alt underholdende at se ham lide og have svært ved at samle sig selv. Nok om det... måske en anden dag at han ville få chancen igen for at se ham vride sig, men det blev nok lidt svære med Fenrer's nye titel. Det måtte Vetis give ham... det var en hel del bedre end titlen som sexslave, men den titel gjorde ham ikke nødvendigvis ham til en sand konge... I Vetis' øjne var han stadigvæk det samme fjols som havde krydset hans vej og havde betalt prisen.

Vetis smilede taknemmelig idet Natalie roste hans navn. Han bøjede let hovedet ærbødigt,
"You're much too kind my lady... It's but a simple name, however, I'm glad that you find it pretty."

Vetis havde ikke været så interesseret i Althorn og Natalie's samtale vedrørende hans... elg? Men, han bad dog godt mærke i deres små hentydninger til Vetis. Selv valgte han bare at smile af det. Hvad mere kunne han da sige? Althorn havde god smag...

// Daron springes over for denne omgang efter eget ønske, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

///OOG: Elizabeth har bedt mig videresige at hun ikke svarer denne omgang.

Mit eget svar er lidt afhægigt af et udlæg fra Daron, så jeg må desværre selv også springe fra :I

Så må vi gå videre til, Natbag x3

//En KÆMPE undskyldning herfra mht. mit yderst forsinkede svar!//

Afslappet tog Natalie en slurk af sin drink imens, at elverkongen fik ’talt’ færdig med hans folk. Han gjorde tydeligvis sit bedste for at holde det diskret, men hun havde nu ikke det store imod udvekslingen. Natalie havde altid holdt meget af at observerer. Som sjæledæmon bar hun en naturlig ro og kløgt, men barnet i hende kunne godt have svært ved at sidde stille for længe ad gangen. Derfor var det sjovt at se, når tingene udspillede sig i naturligt tempo, hvor man kunne følge med på sidelinjen uden at skulle vente på resultatet. Da lederen af englene pludselig blev bragt på banen, mærkede Natalie til sin store irritation, hvordan smilet stivnede en smule.

” Ah yes… Veltói. How is he? I would’ve loved to speak with him tonight, but unfortunately something seems to have come up.”

Veltói var en personlighed, som Natalie aldrig havde haft ’fornøjelsen’ af at møde. Det skyldtes i høj grad hendes egen mangel på interesse af englene i det hele taget, men som leder var det en brist i hendes plan. Derfor havde hun netop været grundig med at inviterer alle racelederen til denne fest, så hun kunne nå at få et par ord indført med hver enkelt, men desværre syntes heldet at være imod hende med hensyn til antallet der var dukket op.

” A name does not need to hold a special meaning for the person behind it to do extraordinary things… sometimes the person can even achieve their own meaning, making the name itself of no use.”

The stuff of nightmares. Så vidt hun huskede var det noget i den retning, at hendes eget øgenavn var startet ud. Natalie havde ikke ligefrem været blid, da hun først fik smag for at rykke sig i hierarkiet.

” But listen to me ramble… As the company to our great king present, you seem to be doing fine. How did you to meet exactly? That’s a story I would love to hear!”

Med de mørkeblå øjne fikseret imod parret foran sig, tog hun endnu en slurk, og mindede sig selv mentalt om at tjekke på de sidste forberedelser efter parrets historie. Alting skulle gerne snart være klar.

Sean nippede selv til drikken og måtte give Marcus ret. Det var fint, men ikke...Så godt igen. Nu var Sean også lidt konservativ på visse områder. Nye drinks var noget der oversteg hans viden og smagsløg. I stedet stillede han diskret drikken fra sig på bordet, hvor en tjener nok ville fjerne den før eller siden. Blikket gled over de store mængder mad og diverse. Det var tider som disse, med den lokkende duft og udseende af mad, at han på en måde fortrød sine principper. Men så skulle han blot huske sig selv på at han ikke behøvede menneskemad...Han var mere end det. Mere end et menneske. Og pludselig var det ikke så svært at holde sig fra alligevel, men mere en fornøjelse.

I stedet vendte han sig om mod Marcus igen og nikkede let til det manden sagde, før hans blik gled ud for at finde Lori i mængden igen. Det var ikke fordi han ikke ville snakke, men de kunne alligevel ikke nå til de vigtige - og sjove ting - her til festen. I stedet overvejede han at joine den store forsamling der havde samlet sig om Natalie. Men netop som han overvejede det, virkede det som om gruppen splittede sig op. Ja, alt taget i betragtning, var der ikke umiddelbart flere som var død og pine vigtige at præsentere sig for. De flere kendte Sean på den ene eller anden måde i forvejen. Fenrer. Daron. Vetis. Natalie. Og nu Marcus. At beskæftige sig med resten af mængden - værende diplomater, rådsmænd, vagtchefer eller hvad ellers - orkede han ikke. Dem så han nok af i sin hverdag.
Nej. Han skyldte Lori noget mere opmærksomhed.
"Doomsville er en dejlig by...Når man ved hvor man skal gå hen" bekræftede han afslappet.
"Undskyld mig. Jeg har også andre, der håber på mit selskab i aften. Men måske støder vi ind i hinanden igen senere" nikkede han venligt til Marcus, og medmindre manden nægtede at lade Sean gå, ville han gå ud for at finde Lori.

Det var efterhånden længe siden at han havde deltaget i et af det finere selskaber. I tiden hvor hans sind var splittet, deltog Lorikans side ofte i denne slags selskaber! Men det var ikke så meget fordi han ønskede at mænge sig med de finere, men nærmere fordi han fandt jagten sjov! Fordi han fandt det sjovt at forføre en af "finere" rang en ham selv, for så der efter at fortære deres sjæl. Det var sådan et dejligt påstyr når netop en "vigtig" person forsvandt sporløs, eller blev fundet død.
Men Lori som han var nu, fandt det ikke videre sjovt mere.. desuden ville det være at bringe Sean i dårligt lys, hvis nogle fandt ud af det!

I stedet var han gået rundt blot for at jagttage de mange folk der deltog i festlighederne. Samtidig med at han havde holdt et vågent øje med Natalie. Sean havde advaret ham, mod hvad vidste han ikke helt, men når Sean advarede ham mod noget, så var der en god grund! Og Lori havde ikke behov for at udfordre skæbnen!
I stedet havde han tøffet lidt rundt, snakket med et par enkelte der havde henvendt sig til ham. Det var vel meget normalt at folk ville vide mere om den mand Sean havde medbragt som sin ledsager.
Ikke at han havde fortalt det store til nogle af dem! Det var Seans plads at offentliggøre deres status, ikke Loris!.

Efter noget tid for sig selv, begynde han at overveje at finde sin vej tilbage til Sean, og da han bemærkede Seans søgende blik, valgte han at vende fokus mod hans partner. Han banede sig vej gennem de mange folk der var tilstede til han stod foran Sean.
"nåh?... har du fået lavet nogle nye alliancer" drillede han, dog lavt, det ragede jo ikke alle andre at det var det Sean var her for.

Han så lidt mod buffeten
"jeg går ikke ud fra du har smagt på noget af maden" grinte han lidt. Lori selv vidste godt at han ikke havde brug for menneske mad, men han kunne godt lide smagen af det, så hvorfor lade være?

Marcus drak i ny og næ af den søde drink, selvom han ville have foretrukket noget andet at drikke, så valgte han alligevel at tømme glasset i et roligt tempo. Hans blik gled hen over bordets mange retter og drikkevare, der var sikkert noget for alle. Eller i hvert fald alle der spiste normalt mad. Marcus havde ikke smagen for det længere, det var så mange år siden han sidst havde spist menneske mad, smagen var næsten glemt for ham. Hvilket ikke generede ham, han kunne alligevel ikke få noget ud af det længere.
Hans blik forblev lidt på al maden, selvom han var af et tålmodigt sind, så var disse festligheder ikke lige frem noget han gjorde så ofte. Han overvejede hvad man kunne slippe af sted med... Natalie havde mange vagter omkring, så hun ville sikkert ikke have folk gjorde som de lystede. Han overvejelser blev afbrudt da Sean kommentar om Doomsville. Marcus var enig, men han havde nok også andre ideer om dejlig mente.

Da Sean meldte at han ville lede efter andre til festlighederne nikkede Marcus roligt. Sean kendte mange andre og haft magt meget længere end Marcus, så det var ikke så underligt. "Understandebly, I hope to meet another time, maybe tonight or another day" kommenterede Marcus kort inden han så Sean gå fra ham.
Da Sean havde forladt ham så han sig omkring for at finde Nick igen. Han havde efterladt ham for noget tid siden. Selvom Marcus ikke selv behøvede beskyttelse, så kendte han Nick godt nok til at vide han var typen der nogle gange dummede sig.

Der gik ikke længe før Marcus havde fået øje på Nick, det så fredeligt ud, han så ud til bare at snakke med forskellige folk. Ikke nogle royale heldigvis. Selvom Marcus stolede på Nick, så ville han selv om at tale med de vigtige personer til denne fest. Marcus fandt sin vej hen til Nick og hev ham med sig hen imod al maden, ikke fordi de skulle spise, men mere fordi det var tættere på nogle af de folk Marcus holdt et vågent øje med. Han havde endnu ikke besluttet sig for hvem der skulle være den næste han ville hilse på denne aften.

Althorn'søjne havde for en stund hvilet på hans vagter, bare lige være helt sikker på at de havde forstået hans hentydning og ikke gik ud for at forstyrre Ílthar alligevel. Så snart han var sikker på det, var hans fokus tilbage på samtalen med dæmonen foran ham... Og ved hans side. Han forstod skam godt hvorfor nogle af hans vagter så lidt anspændte ud... Ingen af dem havde nogensinde mødt så mange mørke væsner som de gjorde her til denne fest, så det var da fuldt ud forståeligt at de var lidt 'on edge', så at sige... Klar til at springe i aktion hvornår end det skulle være. De talte også umiddelbart kun med hinanden og de få der rimelig tydeligt var lyse væsner her til stede ved festen.

"Oh, I can't say much about how he fares at this very moment, but he seemed to be rather well a couple of months ago, during our negotiations. Ones which went very well, might I add." med den nye alliance der nu var mellem skovelverne og de gode engle... Så glædede Althorn sig egentligt til at se hvordan det ville påvirke fremtiden for begge deres folk. Det skulle nok blive interessant i længden - især med den specifikke støtte de havde lovet hinanden ved udgangen af forhandlingerne.

Han ville ønske han havde kunnet stoppe det, men med de minder som Natalie's ord satte i gang i Althorn's hoved, så var der stadig den svageste antydning af rød farve på toppen af hans kindben, som han håbede mørket trods alt kunne skjule bare en smule... Med den rimelig... Ja... Specielle måde han havde stødt på incubus'en på. "Well... I guess it was a chance meeting. I met her near our borders one day, and things... Snowballed from there, I guess you could say." hans blik gled kort over på 'Ashe', før han så tilbage på Natalie, for at hans kinder ikke skulle blusse helt vildt ude af kontrol.

//undskyld den længere svartid 3: men håber I kan lide hvor 'pure' han er x''D

"Wise words indeed, my lady. Words worthy of taking to heart."

Vetis fik lyttet lige så stille med da det var at Althorn fortalte om én ved navn Veltói. Ud fra deres samtale lød det som om at han var en ret bemærkelsesværdig person, og én som man nok skulle notere... Især taget i betragtning af at han havde været med til at gøre aftaler med Althorn. Vetis kunne dermed kun konkludere at denne Veltói enten var en leder... eller andet af høj rang. Det var i alt fald noget som var værd at undersøge på et andet tidspunkt. Det kunne trods alt vise sig at være værdifuld viden... og sådan noget kunne man aldrig få for meget af i Vetis' optik.

Vetis var ikke overrasket over at nogen ønskede at vide hvordan de to havde mødtes. Det var trods alt ikke hver dag at en elverkonge... eller en elver generelt havde en dæmon ved sin siden. Udover det så var det nok helt uhørt at tage dem med til sådan en lejlighed som denne. Vetis valgte dog bare at smile høfligt og så på Althorn imens at han fortalte. Vetis kunne dermed blot byde ind senere og give nogle flere detaljer til historien. Blot så den virkede mere troværdig og ikke var til at pille alt for meget fra hinanden. Den måtte helst godt virke så uinteressant som muligt, men, det var nok ikke ligetil. Vetis holdt øje med Althorn's egen reaktion og så at kongen virkede noget... forlegen? Hans kindben virkede i alt fald til at rødme en smule, hvilket fik Vetis til at smile en smule. Han havde en idé om hvad kongen måtte tænke på for at rødme sådan, men det var nok ikke noget som skulle nævnes. I alt fald ikke i dette sammenhæng. Det ville trods alt tiltrække al for megen opmærksomhed...

"That it did your majesty, and who would've thought that, that chance meeting would bring us here today?" Han smilede varmt og kærligt inden at han kiggede over på Natalie. "It was foolish of me, really. Getting so close to the elven border... being, what I am, but, I got enamoured by the beauty of the forest." Vetis virkede til selv at rødme forlegent, men det var mere for at sælge at han var flov over at have været så dumdristig.

"When his majesty then suddenly appeared, I thought that surely I was done for... but, alas that was not the case," ved dette tog Vetis Althorn blødt om armen og lænede sig mere op af ham. "Who could've known that his majesty would have shown such mercy and great understanding?" Han så ud som om at han knap nok kunne tro det selv.

“Either way, we got to talking and his majesty even invited me for this most marvellous party! I’m nothing, if grateful… being able to be here tonight with such splendid people, and being able to meet someone as gracious and marvellous as yourself, miss Tenebris.” Han smilede stort til Natalie og tilføjede derefter til sidst.

”Though, I do suspect you get that a lot, but, you truly are remarkable.”

// Daron springes over for denne omgang efter eget ønske, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

// Spring mig over for denne omgang også //

// Elizabeth springes over for denne omgang efter eget ønske, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

// Fenrer springes over for denne omgang, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Natalie nikkede upåvirket imens, hun lyttede til elverkongens ivrige pludren om den nye alliance. En alliance mellem engle og elvere. Ikke overraskende... nærmere forudsigeligt. Og en kende irriterende. Men hendes irritation var lige så meget rettet mod hende selv. Hun måtte handle hurtigere i fremtiden, hvis hun skulle forhindre flere af den slags flyvske idéer. Natalie kvalte trangen til at kramme glasset i hånden lidt hårdere end nødvendigt, og valgte i stedet at fokusere på at svare.

“Well then... If he is with good health and all that, perhaps our roads will cross some other day.”

Humøret lod sig dog løfte en anelse, da hendes nysgerrige blik fik øje på den voksende glød i elverkongens kinder. Noget tydede på, at historien var lidt mere end Althorn fik gjort den til. Ikke sen med et forsøg på at redde scenen, kom Ashe hurtigt med et par ekstra detaljer, som egentlig forklarede tingene meget godt. Natalie ville egentlig elske at høre restens af historiens udfald, men som vært for ballet var hendes tid knap i forhold til småsnak. Derfor besluttede hun at runde tingene af med parret for nu.

“What a marvelous story! Almost like a fairytale come true! But then again, what else is to be expected in the kingdom of our mighty elven king, but mercy and magic… “. Natalie smilede varmt, måske endda en kende for meget imod Althorn, imens en tjener kom forbi og tog imod hendes tomme glas. ”It was very nice meeting the two of you. I’m glad that your story has brought you both to this very party tonight, and I would love to hear more someday… perhaps even in a garden of your own, King Nestedir! Now, if you’ll excuse me, I still have a lot to do. Please, enjoy some food or drinks in the meantime.”

Den lille dæmonskikkelse gjorde derefter er kort nik imod Kongen og hans yderst tiltalende ledsager inden, at hun trak sig bort og forsvandt i mylderet af andre gæster.

——————————————

Hun var borte et stykke tid, hvor folk uforstyrret kunne færdiggøre deres natmad. Da Natalie vendte tilbage igen, stod hun atter forrest oppe på scenen med en smuk klokke i hånden. Klokken lod hun ringe med, og henlagde derved det meste af haven i stilhed, inklusiv baggrundsmusikerne som havde spillet i haven. Da de flestes opmærksomhed havde rettet sig mod scenen, brød hun stilheden med åbne arme.

“I hope that you’ve all had time to enjoy a refreshment or two... for now it’s time for something different. Because surely... this wouldn’t be a ball - the opening to the Midsummer festival itself - without just a bit of entertainment. And here, behind this curtain, lies the entertainment for this evening.”

Natalie trådte et skridt til siden, selvom hendes børnestørrelse gjorde det nemt at se det røde gardin, som spærrede udsigten til resten af scenen.

“This type of entertainment might not be equally common in all regions and realms, but I do hope that you will all keep your minds open to the idea. This entertainment has been brought in, fresh, just for your eyes only tonight... so please, welcome, the some of the finest fighters in Underworld.”

Gardinet blev trukket til side og afslørede, hvad havde været skjult for festen et stykke tid nu. To store, bredskuldrede, muskuløse skikkelser – begge iført det ikoniske, sorte slavehalsbånd med Natalias omvendte pentagram – stod side om side, og stirrede ned foran sig ud. Mændene trådte efter et kort øjebliks tøven frem mod publikummet, næsten som trænede dyr, og standsede først få skridt bag Natalie. Deres racer var ikke svære at gætte. Den første, en minotaur, på næsten to meter, mørk hud, fremadrettede horn og en uroligt svirpende hale. Den anden, en orker, blot få centimeter mindre end minotauren, var mørkegrøn i huden og med et voldsomt udseende underbid. Begge bar spor af diverse ar og gamle skader på kroppen, men ellers virkede de begge i god form. Deres ben var fri, men begge var bundet omkring håndleddene, som hang omme på ryggen. Natalies mørkeblå øjne søgte ud over publikummet, som hun fortsatte, og gjorde meget ud af at hvile et par sekunder hos Fenrer, hvis han var villig til at møde hendes blik inden, at det fortsatte videre med iver i stemmen.

” This will not be a fight to the death out of care for our more sensitive viewers…There will, however, be allowed some bidding! You will see waiters near the scene ready to keep track of the bidding, and the winners will have the prices split equally when the fight is over. The winning group will also each receive a special item and at last be honored with the decision of the fate of the champion… perhaps a new home?... Who knows! But let us wait no longer.”

Begejstret klappede hun hænderne sammen en enkelt gang, og trådte derefter ud til siden af scenen. En tjener kom derefter frem bag slaverne, og løsnede forsigtigt begge deres lænker. Da metallet faldt mod scenegulvet, trådte begge slaver helt frem imens, at de gav sig til at løsne stive muskler efter at have stået stille et stykke tid. Slaverne sagde intet, men stillede sig i stedet parat så de stod ansigt til ansigt med få meters mellemrum. Orken fik som den eneste overrakt et simpelt træspyd, da man tydeligvis forsøgte at udligne slavernes odds i forhold til de skarptslebne horn på hovedet af minotauren. Den eneste lyd man umiddelbart kunne høre, var den lette hvisken tæt på scenen, hvor flere velhavende stod placeret, som tydeligvis var vant til denne form for underholdning med slaver. Allerede der var flere begyndt at udveksle guld og andre små ejendele med tjenerne, som roligt tog imod og fik noteret. Natalie var selv kommet ned fra scenen, og sad nu placeret i en havestol ved et bord tæt på scenen. På bordet stod en ny drink med ren saft.

”Begin!”

Giganterne begyndte at cirkle. De var trænet godt, og det var tydeligt, at de forsøgte at se hinandens bevægelser an før, at de bestemte noget. Tålmodigheden mistede orken dog først, og med et brøl fløj han frem mod minotauren. Spyddet undgik den lige knapt, men snurrede hurtigt rundt, og med et velplaceret spark fik den sendt orken flyvende. Orken tumlede kort, men efter et kort øjebliks gispen var han på benene igen. Begge fortsatte. Selvom dette ikke var en kamp til døden, var det tydeligt, at ingen af dem havde intentioner om at tabe. Begejstringen spredte sig let gennem den del af publikummet, som stod tættest på scenen. Man kunne dog fornemme, hvordan flokken trak sig nu og da, når slagsbrødrene kom lige tæt nok på kanten. Natalie smilede tilfreds med scenariet, og lod atter blikket glid ud mellem folk for at skimte lidt af de forskellige reaktioner. Som en lille ekstra ting, spillede baggrundsmusikerne atter for at føje til dramatikken på scenen. Tonerne var mørkere og mere ivrige end før.

//Jeg beklager VIRKELIG, at det har taget mig så længe. I svaret har jeg forsøgt at speede tingene op/afrunde det lidt ved at begynde sidste del af "ballet", hvilket vi diskuterede over Discord. Så jeg håber, at folk finder det tilfredsstillende! Plus, jeg håber også, at folk husker, at slaver/slavekamp er relativt udbredt xD//

Der var Lori. Sean kom ham i møde med et lille smil.
"Lad os bare sige...Jeg har mødt nogle nye jeg skal snakke mere med en anden dag" bemærkede han blot. Han vidste Natalie tjenere og vagter ikke blot var der for at sikre festens gode stemning. De skulle formentlig gengive alt de havde set og hørt hele natten. Så jo mindre åbenlyst han kunne gøre tingene, jo bedre. I stedet gled hans ene hånd om bag lænden på Lori, som han så sig omkring.
"Ah...Nej...Har du? Jeg ved hvor meget du elsker mad" bemærkede han, som hans blik automatisk gled over mod buffeen. Hvis Lori ville med, ville Sean føre dem over til bordet, blot for at give Lori mulighed for at smage. Og Sean mulighed for at se hans smil, hvis han fandt noget der smagte godt.

----

Nattens underholdning. Sean havde set op mod Natalie, sammen med næsten alle andre, som underholdningen blev annonceret. Slavekampe var ret normale. Sean havde set flere af den slags ved rige fester. Oftest private fester - men de var der skam. Sean gik ikke så meget op i det. Havde aldrig gjort det. Alt det med slaver havde aldrig betydet noget for ham. Ikke mere, end han til tider solgte en eller anden, i hvert fald. Hvor han så end fik fat i det offer.
Hans blik gled over de to, før en tjener kom forbi. Tydeligvis på jagt efter bud. Sean trak vejret dybt.
"Hvem tror du vinder?" Hans blik gled over til Lori. Hvem end Lori gættede på, ville Sean sætte sine penge på. Det var ikke det største beløb - at spille sine penge væk havde heller aldrig været en ting han gjorde - men hvorfor ikke deltage i underholdningen?
"Personligt kan jeg godt lide minotauren" bemærkede han, som blikket gled op og studerede de to figthers igen.

Med et bud sat, kunne han begynde at se kampen. Han havde trukket sig ud i udkanten af selskabet, med Lori hvis denne ville med. Sean brød sig aldrig om at stå midt i mængden. Det var nemmere at holde et overblik herude.

Lori nikkede roligt til Sean's forklaring. Han var godt klar over at det nok ikke lige var til denne fest at folk snakkede taktik og alliancer. Han havde selv langt mærke til de mange tjenere der gik rundt, og han var også godt klar over at de bestemt ikke kun var der for at servere. Eftersom at nogle af dem gik MEGET langsomt forbi bestemte folk der stod og snakkede.
Han rystede på hovedet da Sean spurgte om han havde smagt på maden.

Ja Lori var stadig glad for menneske mad! De smagte jo godt! Men han havde egentlig ikke overvejet at tage noget.. hvorfor vidste han ikke helt! Det var nok mest fordi han ikke var sulten?
Han fulgte dog med Sean op til buffeten, og kiggede sig om. Og ser var da også en af hans helt store svagheder! Nemlig søde sager! Noget der kunne virke helt åndssvagt for en dæmon og spise... Eller.. det var alt jo! Men man skulle også huske på, at Lori ikke var helt almindelig på det punkt! I rigtig mange år, havde han jo ikke vidst at han var andet end et menneske! Så selvfølgelig spiste han som et menneske!?
Forskellen fra den gang og til nu, var dog at han ALTID var sulten den gang! Han kunne æde mere end 2 voksne mænd til sammen, uden at føle sig mæt! Idag når han vidste hvorfor, gav det utrolig god mening!
Men den gang var det meget mærkeligt.

Han tog et stykke af en kage der stod, og en vid op sin gaffel! I samme øjeblik han fik viden i munden, voksede et smil frem på hans læber!
Åh det var så længe siden at han havde spist kage! Han vende blikket en smule mod Sean der stod ved siden af ham. Manden måtte jo tænke at han var tosset. Han grinte lidt, og med halvdelen af munden fuld af kage mumlede han.
"Du går altså virkelig glip af noget" med et træk på skulderen, men dog med et enormt smil på læben.

-----

Underholdningen overraskede Lori. Og han måtte også indrømme at han ikke var synderligt begejstret for den! Han havde et ambivalent forhold til det med slaver! Og ISÆR slavekampe!
Hans blik forsvandt hurtigt fra scenen, og var i stedet rettet, enden mod Sean eller bare et eller andet, andet i rummet.
Da Sean spurgte ind til hvem Lori tænkte ville vinde, rettede han kort blikket mod scenen.
"Du har sikkert ret" sagde han blot med et træk på skulderen. Det her var ikke lige noget for Lori!
Der var en grund til at han havde købt August, for at skåne ham for et liv som slave!
Han havde også selv prøvet at blive fanget af slavehandelere, men blev heldigvis reddet inden han blev solgt!
Hans blik gled rundt på de mange mennesker der heppede, råbte og skreg og var vilde med denne underholdning. Mens han selv så meget væk.

Marcus lod kort blikket hvile lidt på Sean der havde fundet sin partner denne aften. Det var ret uhørt at Sean havde en mandlig partner med sig, men Marcus var ikke typen der dømte andre, han skrev i stedet bare en mental note til sig selv og lod det ligge. Nick derimod gjorde tydeligt store øjne af parret der stod lidt væk fra dem. Marcus lagde bare roligt en hånd på hans skulder og borede langsomt sine fingre ind i skulderen. "Stop it..." mumlede Marcus imens han kort så på Nick med et meget bestemt blik. Nick så ud til at have forstået budskabet, for han så væk med det samme.

Marcus fik ikke meget tid til at sondere terrænet før at den lille dæmon igen havde fundet sin vej op på scenen. Hun havde alles opmærksomhed da hun begyndte at tale. Marcus så roligt til da hun afslørede aftenens underholdning. Han havde ikke selv slaver, det  var der ikke grund til som tingende så ud. Han var dog nysgerrig og nød et godt show så han bevægede sig roligt tættere på sammen med Nick. Nick var stadig fri til at gå rundt mellem folk, men han virkede også til at være interesseret i slaverne og kampen der skulle til at starte.
Da en tjener kom forbi dem for at tage imod bud så Marcus kort tjeneren lidt an før han så alligevel stak hånden i lommen og trak en lille håndfuld penge op, det var ikke et stort beløb, da han ikke var rig. Han lagde pengene på bakken og så kort tilbage på slaverne. "The orc looks like a good fighter" lød det kort fra ham imens han så indforstået på tjeneren som nikkede og gik videre bag efter.
Da tjeneren var væk så Marcus igen op på kampen. De så ud til begge to at være klar til at give kampen alt hvad de havde. Marcus gik derfor så tæt på som han kunne, også selvom han så hvordan publikummet bevægede sig i forhold til hvor kampen var. Han var dog ikke så bange af sig, og da slet ikke for hvis blod skulle komme i nærheden af ham. Modsat resten af publikummet der bevægede sig en del, så stod Marcus i stedet så til med et spændt blik, som kampen udviklede sig.

Althorn måtte indrømme, at han var virkelig glad for at Ashe overtog. Hvis han selv havde skullet ud med flere detaljer, så havde den rødmen slet ikke kunnet være under kontrol,oghan hadede virkelig ikke at kunne styre sådanne ting når han var til selskaber som disse, hvor det var uhyre vigtigt ikke at tabe ansigt. Han var trods alt ansigtet udaftil for hele hans race, her. Den type tung byrde der altid lå på én som værende leder af sin race. "That might very well be. Should you ever want to visit my realm, you will be welcome to - under certain circumstances, as I'm sure you can understand. Most of my people won't like it, otherwise." og han var først og fremmest en mand af sit folk. Ingen af dem skulle risikere at være i nogen som helst fare fra et sådant besøg. Han bøjede selv let hovedet i afsked, som den lille dæmon forsvandt ud i mængden igen. Han vendte sig derefter mod Ashe, og smilede let, før han blidt tog fat i hendes ene hånd, og løftede den til sine læber for at kysse håndryggen, mens han så ind i 'hendes' øjne, så der ikke kunne være nogen tvivl om at det her var hans stille form for tak, for redningen lige før.

Han havde fået lidt af den næste tid til at gå med hurtigt at tjekke ind med hans vagter - og stod stadig ovre ved en af dem, igang med en lavmælt samtale på elvisk, blot for at høre om de havde opdaget noget specielt under aftenen, som han skulle være opmærksom på... Da den næste annoncering fra Natalie kom, og han først så nysgerrig hen mod scenen. Det øjeblik detblev tydeligt hva dunderholdningen for aftenen skulle gå ud på, dog, kunne han nærmest mærke et stik i hans hjerte, grundet den store medlidenhed og medfølelse han altid havde haft med slaver af alle arter. Der var en grund til at slaveri var blevet forbudt i Forestina og al land han regerede over - ifølge hans overbevisning stod alle væsner lige, og ingen skulle være underlagt en andens vilje for at overleve. Og vold havde han altid afskyet noget så grusomt. Ja, han havde selv været med i krig før - men det havde bare styrket hans had til vold.

Han havde selv slået ihjel før, og var absolut ikke stolt af det... Ikke efter han også havde været lederen af healerne på slagmarken. Alle de sår han havde været med til at lindre, alle de liv han før havde set gå tabt. Alle disse minder fór tilbage for ham som de første slag landte mellem de kæmpende, og han blev nødt til at se væk, ryggen halvt vendt til da han følte hans hjerte næsten ville briste bare han så på det igen, og kvalmen cirklede rundt i ham. Vagten han stod henne ved, og havde talt med, lagde blot roligt en hånd på hans skulder. Vagterne han havde haft med sig her var nogle af hans personlige vagter, og derfor også dem der kendte ham bedst, så vagten vidste udmærket godt hvad det varfor nogle tanker der måtte fare gennem hans konges hoved for at han blev sådan her.

Vetis smilede over Natalie's kommentar om at det var et sandt eventyr bragt til live... hvilket nok ikke var helt galt på den taget i betragtning af situationens omstændigheder. Vetis' rolle i den fortælling var nok det mest finurlige, men heller ikke alle eventyr var dybt lykkelige, og de var langt fra slutningen af den... Nej, tværtimod, dette var blot begyndelse på noget som med en masse arbejde og viljestyrke ville kunne blive storartet. Efter hendes kommentar nejede han lige så fint og yndigt idet at Natalie gjorde udtryk for at ville forlade dem.

"The pleasure is all my my lady... and who knows? If fortune is to smile upon us then we might meet once more someday... I for one shall look forward to such a meeting." Det var nemt at være oprigtigt når det var at man oprigtigt var det. Vetis var mere end villig til en dag at have med denne fornøjelige lille kvinde at gøre. Han havde set noget i hende som havde overbevist ham om at hun ville være hans tid værd... samt at hun ville være noget så underholdende... Nok mest under nogle andre omstændigheder. Helst når han ikke var iført en kjole og en elverkonges ledsager til en fest omgivet af alverdens ledere... Måske noget mere afslappet og noget mere i deres eget dæmoniske hjørne. Vetis smilede indvendigt da han var sikker på hvilken situation det kunne være, og var allerede i færd med at ligge diverse planer.

Der var dog ikke rigtig tid til at udtænke at for meget, for Althorn havde henvendt sig til ham og lige så elegant kysset hans hånd, i hvad som virkede som en tak. Vetis smilede blot igen og blinkede til Althorn. Tja, det var da ikke den helt store bedrift, vis man spurgte Vetis, men han var altid glad for at blive sat pris på.

Vetis fik tiden til at gå med at konversere med de forskellige folk idet at Althorn havde virket optaget af noget andet. Pludselig blev aftnens underholdning annonceret og Vetis undlod at smile og tog i stedet et sip af hans drink. Noget af en vovet form for underholdning taget i betragtning af nogen af Natalie's gæster, men Vetis skulle da ikke klage... I alt fald ikke inderst inde.

Som en del af sit skuespil tog Vetis sig overrasket til munden og rynkede en smule bekymret på brynene. I mellemtiden lagde han nøje til Althorn's reaktion som nok ikke kunne komme bag på nogen som helst. Med en bekymret mine gik Vetis hen til kongen og lagde en beroligende hånd på kongens arm.

"Is all well your higness? You look frightfully pale..." sagde han bekymret og gav sit glas til én af vagterne, for derefter at røre blidt ved Althorn's kind.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] er efter aftale ikke længere en del af emnet, og efter [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] går turen derfor direkte videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] er efter aftale ikke længere en del af emnet, og efter [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] går turen derfor direkte videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Fenrers næsebor spilede som hans vejrtrækning blev fyldt med harme. Han stirrede tilbage på, stirrede tilbage ind i sjælen på det lille misfoster, der havde det hovmod at opsætte slavekampene. Hans øjne glødede løvgrønt, og stod i skarp kontrast til Natalies.
En hånd knugede sig om sværdknoppen på Eklipse, mens den anden knugede om hans pokal med vin. Hans bryst hamrede som slagtrommer, fast rytme, rolig, dyb klang. Han havde ikke de store tanker ligenu, blot vrede, harme. Sådan stod han og holdt Natalies blik i hvad der føltes som en levetid, men nok nærmere var få sekunder, indtil hans blev hevet ud af sin trance ved et pludseligt udbrud.

Hans blik flakkede kort, nu tømt af den grønne glød. En dame så forfærdet på ham. Han havde knust sin pokal i det faste greb, og blod løb nu fra hans hånd. Fenrer trak hurtigt et smil over sine læber "Undskyld mig.." kom ordene hastigt over Fenrers læber. Han slap krystalstumperne og greb en klud fra en tjener der kom rendende. Han fik hurtigt  forbundet den blødende næve med, som han bevægede sig bort fra sine samtalepartnere.

Fenrer gik resolut tilbage til hvor han havde fundet sin første pokal, og greb en ny. Han tømte hurtigt det første og andet bæger, inden han med det tredje satte tilbage ud i mængden, uden et egentligt mål. Forbandede kælling.
Måtte han en dag få chancen til at træde hende hårdt nok under fode, til at selv en dæmon ville tude. Fenrer, der ellers havde fået en del indenbords, virkede ikke til at lide under fuldskab, men derimod af et andet sindelag. Havde afskyede de lyde som hans skarpe ører fangede fra scenen, og blev hed af harme ved lyden af tilskuernes jublen, men hvad kunne han gøre?
Skulle han fare i flæsket på det lille kryb? Nej, så var han da sikker på ikke at slippe levende ud af Doomsville. Samtlige dæmoner ville springe på ham, måske med undtagelse af Sean, der alle håbede på en belønning. Nok var han stærkt, og uden tvivl i stand til at nedlægge sin del, men her stod han ingen chance.

Fenrer stoppede op, som blikket faldt på Althorn. Fenrer var ikke alene om sit had, men hvad kunne han gøre?
Fenrer fnøs og tog en beslutning, som han med resolut march satte mod scenen. Han kunne måske ikke stoppe kampene, men kan kunne minimere skaden.

Fenrer så vagterne på sin vej mod scenen, både dem for festen og hans egne, der var vendt tilbage fra at have eskorteret Elizabeth. Eftersom at de kendte deres konge, kunne Fenrer udemærket forstå deres bekymrede ansigter, men Fenrer trak blot i et grin og tømte sin pokal i et drag, inde han langede det over til en passerende tjener, der nær var væltet.
Han greb fat i kanten af scenen og svang sig op. Han hamrede hælen i gulvet, og fik ved det usædvanlig optrin stoppet de to kæmpene der blot stirrede på ham.
Fenrer vendte sig mod mængden med et smil "Ærede herskaber.." sagde han i en klar og højlydt røst, som han bukkede kort og let ".. det er da ingen sag at bedømme den vindende her, ikke at jeg beklager mig naturligvis, Frøken Natalie har velsagtens haft et hyr i at finde de to mest hårdføre eksemplarer at føre op mod hinanden, men.."
Fenrer benyttede sig af den teatralske stilhed til at sikre sig at han havde publikummet, og interessen var sandelig vagt ".. Hvad siger I, nådige godtfolk, til en kamp der lader lidt mere til fantasien?"

Fenrer spandt bæltet op og hev det af sig "Jeg melder mig så ganske frivilligt mod hvilken som helst af modstanderne.." Fenrer smed bæltet og sværdet til den ene af vagterne og vendte sig mod Natalie".. som vore generøse vært måtte vælge.. og endda.."Fenrer stak den blodige næve i vejret".. MED EN HÅND BUNDET BAG RYGGEN!"
Fenrer afsluttede med en overdreven bukken til Natalie, mens massen af gæster begyndte at summe og pludre af spænding.

///Npc kontrol er aftalt med Natalie x3

Det fulde fjols. Den forbandede, loppebefængte, bedrevidende klovn! Natalies lykke havde været kort. Alt for kort, hvis man tænkte på, hvor længe hun havde brugt på at forberede denne aften. Hun havde ikke haft intentioner om at efterlade noget til tilfældighederne, og det havde så sandelig også forløbet ganske glimrende, hvis hun selv skulle sige det. Hun tillod sig endda at mærke et fornøjet smil vokse, da forsamlingen foran scenen lod sig rive med over den brutale slavekamp - med visse undtagelser selvfølgelig. Hendes mørke blik havde godt opfanget ubehaget hos elverkongen, samt den truende glød i Fenrers blik. Andre havde derimod virket ganske tilfredse med udsigten til en vaskeægte nævekamp, og hun havde derfor ikke lagt yderligere tanke i den sidste af hendes observationer. Det var hendes første og forhåbentlig sidste fejl den aften.

Natalie havde tilladt sig selv at følge med i kampen for en stund, velvidende at haven var spækket med øjne og øre, som nok skulle informere hende, hvis noget så ud til at ændre sig blandt gæsterne. Det lod dog til, at ingen havde haft mulighed for at forudse eller standse kongen af Sunfury, hvis kraft pludselig lod til at være fordoblet i hans forsøg på at nå scenen. Ganske få sekunder for sent. Det var alt som skulle til. Tjeneren nåede den lille barnedæmon i samme øjeblik, som hun med gru fik øje på Fenrer. Manden kastede sig op på scenen, og ingen havde tilsyneladende lyst til at give sig i kast med at stoppe ham. Selv ikke slaverne på scenen, som øjeblikkeligt standsede deres kamp ved synet af den velhavende mand. Natalie mærkede, hvordan trangen til at skrige steg, som Fenrer åbnede munden. Hvordan kroppen ville sparke, rive, flænse og flå i hans kød, og te sig som det lille barn hun desværre altid ville være. Trangen steg, jo længere han fortsatte, og til sidst var det udelukkende ren og skær viljestyrke – samt tanken om alle de utroligt – som holdt hende i sit sæde. Da Fenrer endelig var færdig med at snakke, og haven pludselig syntes forbavsende tavs i hendes larmende hoved, rejste hun sig fra havestolen. En anelse mere stiv i sine bevægelser en før mødte hun dog kongens blik imens, at hun vandrede tættere på scenen.

“I must say, this is… quite the surprise, King Leidolf. Of course, I’m deeply sorry for disappointing you with such a… predictive… battle. I was aiming to keep it simple for the sake of pleasuring most of tonight’s audience, but I’ll be sure to keep in mind how you like your fights a bit more…  creative.”

De blå øjne søgte hans grønne, som hendes skikkelse standsede et stykke fra scenen. Hun så ingen grund til at komme nærmere. Fenrer havde sikkert et mindre ønske om at kaste et eller andet efter hende, men ud fra hans blodige hånd at dømme, så kunne det trods alt være, at han allerede havde forsøgt. Hun foldede hænderne foran sig i et håb om at skjule de anspændte fingre, imens et sukkersødt smil voksede sig frem.

” But… I’m afraid I won’t be able to fulfil your request tonight. You see, I am merely the humble host of this years Midsummer Ball. I do not own any of my guest and will therefore not make any choices on their behalves.” Natalie vendte demonstrativt ryggen til Fenrer inden, at hun smilende åbnede sin lille favn ud mod publikummet. De fleste kunne formentlig ikke se meget af hende foran den store flok, men hun tvivlede ikke på, at ordene blev spredt igennem haven. ” That shall of course not be a reason for any willingly guests not to attend the King’s playful wishes. Should anyone – no matter the age, race OR gender – feel the need to accept the challenge, they will be allowed… and even rewarded, should they win.”

Afventende stod den lille dæmonen tilbage. Drømmen var, at ingen tog imod Fenrers madding, og at han derved blev stående på scenen præcis, som han allerede gjorde. Alene, blodig og en kende utilregnelig. Således at festen kunne fortsætte – selvom dette ville lægge en kraftig dæmper på tingene. Natalie havde skam en idé om et par stykker som kunne være sjove at sende imod kongen – en elver specielt – som hendes blik fandt et stykke bag mængden, men hun var udmærket klar over, at dette ikke ville se godt ud. Og da slet ikke, da Althorn allerede synes utilpas i forvejen.

Sean lagde sine penge på minotauren, mens han fandt en plads i udkanten af selskabet sammen med Lori. Lori virkede ikke videre begejstret for optrinnet med de to slaver - og ligeså var der andre i det store selskab der virkede utilpasse. Så mange kulturelt og politiske forskellige personer...Det var klart alle ikke satte pris på slaveri eller deres kampe. Men set fra Seans side var det et udtryk for oplagte svagheder. En god politiker spillede med. En god politiker accepterede den kultur man besøgte - og de fleste burde vide slaveri var en del af Doomsvilles økonomi. Måske var det hans egen stilling som hersker, der gjorde at han vidste HVOR meget slaveri faktisk havde bragt af skatter. Folk ville ikke kunne nyde halvdelen af buffeen i dag, var det ikke fordi skatterne gik til at sikre byens opretholdelse.
Man måtte acceptere den kultur man besøgte, eller rejse hjem igen. Præcis som Sean ville acceptere de langt mere specielle selskab han ville møde, hvis han nogensinde besøgte f.eks. elverne.
Men hvad kunne man gøre? Herskere, konger... De var alle individer. De var alle van til at lede derhjemme. De mente alle at de havde ret til at vise deres principper og slås for dem, uanset hvor de rejste hen. At gøre sig til dommer over andres levevis.
Et lille smil gled over ham. Måske var alt dette for filosofisk til nattens selskab...Men interessant var det.
En hånd lå hvilende mod Loris ryg, som han ubevidst nussede manden svagt.

Det var lige indtil at Fenrer tog al opmærksomheden. Man skulle være blind for ikke at se spændingen mellem Fenrer og Natalie. Sean kendte Natalie nok til at vide, at dette langt fra noget hun satte pris på. Hvilket jo tydeligvis var Fenrers hensigt. Og på ingen måde noget Sean ville blandes ind i. Han havde sine egne planer og ønsker, ja...Og de faldt ikke ud til Natalies fordel...
Men i dette ladet selskab, og med hans stilling taget i betragtning, ville det ikke være klogt at blande sig. Uanset hvem der havde skylden, høflige manerer taget i betragtning.
"Nogle dage ved jeg ikke...Om jeg sætter pris på folk der følger det gængse politiske skuespil...Eller om jeg sætter pris på folk der ikke gør det" bemærkede han lavmælt, måske til sig selv, måske til Lori. Han så på Lori med et svagt smil.
"Uanset hvad må du ikke blande dig. Hvis tingene bliver yderligere anspændte, eller Natalie får den ide at indblande mig i det, smutter vi. Jeg vil ikke høre nogle modargumenter. I dette selskab...Vil jeg helst ikke gøre ekstra opmærksom på os selv. På den måde" bemærkede han i en bestemt tone. Velvidende han ikke kunne kommandere med Lori, men med håbet om at Lori forstod hvor den nye bekymring kom fra. Hånden på ryggen var blevet til en beskyttende hånd på Loris ene skulder. Det mørkegrå blik gled op til den såkaldte underholdning. Han ville skam gerne se hvad der skete. Kun at høre om det som rygter bagefter ville være en skam. Men på trods af han kortvarigt havde overvejet for eller imod at melde sig, blev han nu stående hvor han var. Hans prioriteter lå trods alt andre steder end åbenlyse politiske kampe, der potentielt kunne udvikle sig til de rene bomber.
Desuden var han nysgerrig. Hvordan ville Natalie gebærde sig i dette politiske farevand? Ja, Sean kunne lære meget af at være en stille tilskuer.


//Jeg vil blot være en tilskuer resten af emnet, medmindre nogen direkte henvender sig til Sean. Derfor kan I blot springe mig over for fremtiden.

/// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ??? ////