Midsommerballet - Fællesemne

'' Marcus, what a pretty name. '' Smilede hun stille, som hun trådte et skridt tættere på den store vampyr. Hun havde ikke så meget kenskab til dem, ud over deres lugt. Hun var ikke skræmt af dem, eller noget i den stil, derimod. Shapeshifter var mindst ligeså farlige som både dæmoner og vampyrer.. De kunne transformere sig om til diverse ting og Elizabeth kunne også med mennesker..

'' Who has the right to say what you can, and can't do? '' Smilede Elizabeth stille til ham, som hun bevægede sig et skridt tættere på ham. '' And yes i am.. But i wanna enjoy to see my dad get angry about this. Not because i hate him or anything, but because he need to learn that no one is safe, no one is evil, they are just mistunderstod. '' Smilede hun stille. '' But have a good night. '' Sagde hun inden hun bevægede sig over til sin far atter engang. '' I am gonna leave dad. I hope that is okay. I have seen enough for tonight. '' Smilede hun.

Fenrers hudtone ændredes kort til en lettere bleg, som minderne om hans tid, siden han sidst var her hos Natalie. Nej, hans liv havde ikke været nogen dans på roser, siden han havde været healeren af Rotten Root. På trods af at han nu bar kronen for et vældigt rige, så havde det mest af alt været gået ned ad bakken for ham.

Fenrer nikkede til Natalie, med et påtrængt lille smil på læberne " No, time hasn't been all that kind to me.." sagde han som smilet voksede ".. But I'm still standing... taller than most "
Ved de sidste ord i hans sætning havde han skævet en anelse til Natalie, som for at hentyde til noget bestemt. Fenrer var ikke ude på at skabe fjender ved denne fest, men han og Natalie var ikke på bedste fod i forvejen. Hun hadede ham nok i forvejen for ikke at have taget imod hendes tilbud, om hjælp og alliance, tilbage da han først mødte hende. Det var tilbage dengang han endnu ikke var andet end en ugyldig healer blandt mange.

Fenrer vendte sig mod Daron med et høfligt smil, og rakte ham hånden. Han var ikke helt så velholdende på formalia, som hoffet derhjemme nok så ham være det, men de kunne vel næppe beklage sig, når han nu netop havde erhvervet Sargros'nerne til Sunfurys imperium. Desuden vidste han så udemærket hvem den unge mand var, i al fald efter navn.
"The honor is all mine sir Caperton.." sagde han og gav mandens hånd et klem "..I've actually been meaning to have a chat with you.. though I had no idea I'd find you here" sagde han og gjorde et lille kast med hovedet mod sine omgivelser.

Da Elizabeth kom over for at sige farvel til Fenrer, gav Fenrer et lille grynt fra sig. Han havde håbet at Elizabeth ville have fundet ballet lidt mere interessant end som så, men han kunne vel ikke kræve alverden af hende.
"That's alright dear, stay safe and stay with the guards... they're outside" sagde han kærligt, som han gav hende et kort kram, inden han atter vendte sig om for at tale med de to andre.

"So Caperton.." sagde han som han vendte sig tilbage mod manden".. I actually have an offer for you.." Fenrer smilede og lænede sig en anelse tættere manden, som han med alvor i øjnene, sagde under en mild tone "How would you like to come to Sunfury and train my army?"

Natalie lod roligt smilet blive. Modsat Daron havde hun ingen problemer med hele situation. Hun så ikke nødvendigvis hans arv eller blod som en skam, men som muligheder der blot ventede på, at de rette personer tog fat og brugte det godt. Sean havde tydeligvis forsøgt sig, men det var håbløst at gemme en sådan 'skamplet' af vejen. For nu stod den her. I hendes baghave. Helt frivilligt. Netop som hun ventede på, at de næste ord skulle kvække ud af skyggevæsnet kom han selvfølgelig og ødelagde legen. Hun modstod den kraftige fristelse af at rulle med øjnene, da han inddirekte valgte at kommenterer på hendes højde som et svar på hendes lettere bidske hilsen.

"Truly. I actually did wonder earlier this evening, what seemed to be so... unusual... about you tonight - besides the unnecessary amount of guards, of course. Then I realized it! Not only does your wondrous crown seem to enhance your characteristics, but it does add a bit of height. "

Tilføjede hun med et skælmsk glimt i de blå øjne, som hun trodsigt rettede opad imod Fenrer. Hun hadede nu ikke ulven. Hun fandt ham stadigvæk fascinerende til en vis grad, men han havde haft en tand for mange irriterende idéer det sidste stykke tid. Som healer havde Natalie en chance for at lade ham vokse i snor ved hendes side. Kontrolleret og efter hendes ønske. Nu spredte han sig selv og sine budskaber over store dele af Doomsville. Noget som hun endnu ikke havde talt meget med Sean om, men som klart var hendes næste fremtidige skridt. Hendes skjulte, ulmende tanker blev pludselig afbrudt af en lys stemme, som hun hurtigt genkendte. Natalie vendte overrasket blikket imod kvinden, tidsnok til at opfange samtalen imellem de to. Noget generede hendes lille hjerne i den sammenhæng. Hun var henrykt over endelig at skulle møde ynglet af Fenrer, men ifølge hendes mange beregninger, så burde datteren slet ikke være så gammel medmindre hendes ophav lå blandt en anden tilfældig hore. Nysgerrig som altid, lod hun et yndigt, barnligt smil glide frem, hvorefter hun henvendte sig til prinsessen. For et øjeblik lignede Natalie næsten en helt uskyldig, lille pige der netop havde mødt sin nye bedste ven.

"Ah, the princess of Sunfury City... what an honor! I don't think we've been properly introduced, and that is unfortunate. My name is Natalie Von Tenebris. I know who you are, of course, but why don't you tell me a bit about yourself?"

Natalie nøjedes med et enkelt nej med hovedet i prinsessen retning, da de teknisk set allerede havde hilst tidligere på aftenen. Afventende et svar fra prinsessen, tillod hun sig endelig en tår fra sin drink. En handling hun øjeblikkeligt fortrød, da Fenrer pludselig smed sit foreslag efter Daron, hvilket fik drinken til at sætte sig fast i halsen på hende. Dog bevarede hun - med den yderste stædighed - roen i kroppen, og hostede blot en enkelt gang, inden hun genvandt kontrollen.

Sean sendte Althorn et smil og et blik. Manden sagde, han ville tænke over det. Men Sean kendte elverne. Det havde kostet ham tid og ressourcer at opsøge elverne før. Ikke blot gemte sig tit for folk generelt - men hvis der var nogen der bar fordomme, hvor velbegrundede de så var, var det elverne. Irriterende små væsner. Der var intet han hellere ville end udslette racen. Som en Gud, der med sin tommelfinger udtværede et insekt. En fejl. Var det ikke fordi elverne tit bar rundt på en viden og magi så mange ville have fingrene i...Han måtte udspørge Vetis om det senere. Selv om Vetis var selvstændig, boede hans trods alt hos Seans egne. Der var visse ting høfligheden påpegede man ikke sagde nej til.
Med den tanke så han over på kvinden igen og sendte hende et sidste smil, før han blot nikkede blidt til dem som en hilsen.
"Jeg vil se frem til at høre fra dig" bemærkede han til Althorn, før han lod en arm glide rundt om ryggen på Lori.
"Der er en mere jeg absolut må hilse på, Lori. Tilgiv mig. Kom" Bad han blidt, før han efterlod elveren og dæmonen for at finde et nyt selskab. Et, Sean havde planlagt, så snart hans øjne havde set manden.
Dæmoner og vampyrer havde altid stået godt med hinanden. I sin tid havde den tidligere leder, Caroline, været en af Seans helt nære venner. Hans blik gled over til Natalie, Daron og Fenrer. Han vidste ikke hvad de snakkede om, men så snart Daron var involveret, var der noget der rørte sig i hans indre. Men manden burde kunne passe på sig selv - og ikke bringe skam over familien til denne fest. Sean var ikke opmærksom på hvordan både Natalie og Fenrer hadede hinanden - eller at han måske selv en dag, ville blive manden der skulle vælge side. Natalie havde selv gjort sit for at sætte ham et godt sted. Spørgsmålet var hvor meget snor hun troede hun havde om ham. Og når det kom til stykket stolte han heller ikke på Fenrer. Men modsat Natalie, havde han en bedre ide om hvor han havde Fenrer og ellers skulle han bare tage en af sine - efterhånden - mange ture til Sunfury. Ærgerligt manden aldrig så ud til at være hjemme, men så kunne Sean lære byen at kende igen. Og dens indbyggere.
Et svagt smil gled over ham, da han trak Lori roligt med igennem mængden af gæster.
"Bagefter kan vi tage en dans, er det okay?" spurgte han lavmælt ind mod Lori. Han vidste manden måtte kede sig lidt. Men Sean kunne ikke lade disse muligheder gå uforstyrret.
"Og ellers er du også velkommen til at finde andre at snakke med og så kan jeg altid finde dig bagefter" tilføjede han, hvis Lori havde fået øje på noget mere spændende.
"Men hold lidt afstand til Natalie"

Om Lori var med eller ej, banede Sean vej over mod Marcus. Han havde svagt anet en ung pige eller kvinde, der forlod vampyrernes leder, men tænkte ikke mere over det. I stedet landede hans blik på Marcus, som han åbenlyst opsøgte manden. Seans smil voksede.
"Jeg tror ikke jeg har introduceret mig selv endnu. Jeg er Sean McGivens, herskeren af Doomsville. Og du..." Seans blik blev mere drillende.
"...Er en jeg meget gerne vil snakke med. Har du tid?"


//Jeg glemte reglen om småt...så det sidste blev lidt klemt. Sorry! xD

Han havde ikke regnet med at Sean ville være så åben omkring hans og Loris forhold. Og det kunne ikke helt lade vær med at bekymre ham. Særligt fordi dette NETOP var et sted med mange vigtige individer! Hvad hvis Sean ødelage sine muligheder for alliancer, fordi nogle fandt ud af at Herskeren af Doomsville havde en mandlig partner?
Han fulgte med Sean rundt, og smilede bare roligt da det blev sagt at der var en mere som Sean bare MÅTTE tale med. Han nikkede bare ”der er ikke noget at tilgive Sean! Det her er en vigtig aften for dig, og jeg er bare glad for at være med” sagde han roligt. Ved snakken om en dans senere, kunne han ikke undgå at smile lidt. Selvom det tydeligt ville forarge mange, så var tanken stadig meget rar.

Hans blik gled rundt i rummet da Sean snakkede om at Lori jo også kunne prøve at begive sig ud på egen hånd mens Sean klarede de mere praktiske samtaler. Han så lidt eftertænksom ud.
”hmm, det kunne måske være en god ide” sagde han og sende Sean et drilsk smil. ”jeg må jo hellere se at gøre mig gode venner med folk, når nu jeg er sammen med en hersker” grinte han lidt.
Hans arm der lå rundt om livet på Sean også, klemte blidt Sean, da han advarede Lori mod Natalie.
”Bare rolig, jeg skal nok passe på” sagde han med et smil, inden han glemte Sean en sidste gang, for at begive sig ud på egen hånd.
Han kende jo ingen her! Så han gik egentlig mest bare rundt og så sig om, betagede de folk der var her. Det var bestemt ikke disse selskaber han var vant til, men det var yderst interessant.

Marcus rynkede kort brynene da den unge shapeshifter kommenterede på retten til at bestemme over hende. Det var ikke rigtigt det han havde ment, han var mere underholdt over at hun havde valgt at tale med ham. Marcus var nemlig klar over at Kongen ikke var en kæmpe fan af vampyrene, og derfor heller ikke ville være en fan af Marcus. Så den korte samtale med hans datter var yderst underholdende for Marcus. Han så gerne at der skete kaos og at kongen ville reagere. Det virkede dog ikke til at han havde opdaget noget.
Marcus nåede dårligt nok at sige noget til hende inden hun allerede havde sagt farvel. Han nikkede bare roligt og sendte hende et charmerende smil med på vejen. Han håbede hun ville finde ham igen en anden gang. Det ville kun gøre han forhold til shapeshifter racen bedre i hans øjne.

Der gik dog ikke mange øjeblikke før han igen havde selskab. Han havde ellers haft planer om at udforske ballet, for at finde noget han godt måtte spise. Nu hvor Natalie havde lavet regler for maden, så blev man vel nød til at adlyde dem.
Han lagde dog sine planer til side da en yderst kendt dæmon kom ham i møde. Marcus betragtede ham kort uden at sige noget, han havde aldrig været i nærheden af denne dæmon før, men han havde hørt meget om ham.
Marcus smilte venligt til Sean. Der var ingen grund til ikke at gøre det nemlig. Det skulle vise sig at Marcus også var et navn herskeren kendte til åbenbart. Det virkede ikke til at han behøvede at introducere sig selv til dæmonen. Seans måde at nævne behovet for at snakke sammen fik Marcus til at ligge hovedet en anelse på skrå. Han havde endnu ikke haft snakket med dæmonerne, mest fordi han havde arbejdet meget internt med sin egen race. Men dette virkede dog som et godt tidspunkt. "Time... All I have is time.." sagde Marcus roligt og smilte til Sean. Det var et skævt og tildel charmerende et af slagsen. Denne aften bød på mange overraskelser. Indtil videre virkede de alle til at være af den gode slags.

Althorn observerede stille og roligt interaktionen mellem dæmonerne, et svagt, venligt smil på hans læber som næsten altid. Det var trods alt den nemmeste måde at opretholde sin facade på, plus det gav som regel også et positivt indtryk på andre... Ikke at han dog troede på at dæmonen foran ham her - altså Sean - troede så meget som et sekund på det smil, eller på hans lovning om at ville tænke over det. Tjo, det var skam ikke løgn da han sagde det. At han kun brugte fem sekunder på at tænke det for at afvise tanken igen i sit stille sind, var en helt anden side af sagen. Tænkt over det havde han skam, han havde jo heller ikke sagt hvor længe han ville tænke over det. Det var med at finde små smuthuller hist og pist, da han virkelig ikke brød sig om at prøve at lyve overfor folk. Så hellerede bare fordreje sandheden en lille smule. Tage tingene mere bogstaveligt, så det var i hans eget favør.

Han hørte dog også godt hvad Ashe sagde... Og tja, det kunne det jo nok, men lige præcis med denne dæmon der stod foran ham her, forventede han ikke det store i freds-delen. Måske var det lidt mere fordomsfuldt end han selv kunne lide at være, men han fik ikke ligefrem gode vibes fra ham, og det var det, han baserede sin beslutning på, mere end noget andet. Ashe fik dog et let smil igen da han lagde mærke til det han fik fra 'hende'.

Han nikkede let som svar til Sean's sidste ord før manden fik hevet sin partner med videre, og hans blikd erfor istedet kunen fald epå Ashe igen, det blide smil tilbage på hans læber, men lidt varmere end det havde været da han havde sendt det til Sean, stadig. "Selvfølgelig kan vi det. Jeg vil også meget gerne tale med Sunfury's konge..." så det var da dejligt belejligt at de lod til at stå og tale sammen nu. To fluer med et smæk. "... Skal vi?" han smilede let som han - nu de stod lidt for dem selv - tog fat i Ashe's frie hånd og førte håndryggen op til sine læber hvor han blidt kyssede den mens han så 'hende' i øjnene... Før han igen tog hendes arm i sin, og begyndte at guide dem over til den lille forsamling. Da mørket nu for alvor var ved at falde på, var det også nu at de små krystalblomster i hans krone - der lignede liljer - begyndte at lyse en smule, grundet den lyse magi der var bundet i kronen, og som også bandt den til ham. "Sikke en fabelagtig fest De har fået stablet på benene," sagde han derpå til den unge dæmon, som han smilede til natalie, idet de var kommet over til gruppen. "I sandhed den lange rejse fra Forestina værdig."

Åh, ja... civile og falske smil. Hvad ville et bal ikke være uden dem, samt tomme løfter? Jo, mere man bevægede sig ind i denne verden hvorved rang og titel havde betydning, desto mere så man til det... og folk klandrede andre for at være falske og en maske. Det var alt sammen hyklerisk, især når det var at racer blev dømt for at være manipulerende og falske. Det var til at grine af alt sammen, men på den anden side var det vel et eller andet sted... en smule trist. Det kunne Vetis sagtens indrømme overfor sig selv. Det var fedt at have set en dæmon som Sean, være i stand til at vise en masse folk en del af ham selv. Være i stand til at vise Lori frem som hans partner... og her stod Althorn. En elverkonge som havde været nødsaget i flere år til at skjule en stor del af sig selv. Den eneste grund til at han nok overhovedet havde taget Vetis med var nok at han nummer 1 = vidste at han var til mænd, og nummer 2 = hans evne til at tage form som en kvinde. Alt sammen noget til at støtte Althorn's image... måske lige med undtagelse at han trods alt havde taget en dæmon med, men det kunne vel ses på andre måder også. Det kunne trods alt også vise storsind og tolerance.

I alt fald, folk var aldrig hvad de udgav sig for eller hvad de selv troede hvad de var til tider... men, det i sig selv fortalte Vetis en del om dem. Han var sikker på at når ballet havde nået sit endeligt at han ville have fået en del information. Han var trods alt en hårdtarbejdende mand og sådan nogle muligheder som disse faldt ikke altid lige i skødet på én... som så meget andet.

Apropos ting som faldt i skødet på én...

Vetis smilede tilbage til Althorn og nikkede til hans foreslag. Her kunne man så tænke om det så ikke var ret risikabelt et foreslag. Mest af alt taget i betragtning af den historie som Vetis havde med Sunfury's konge. Vetis var enlig ret tilbøjelig til at give dem en smule ret... men, hvad ville Fenrer kunne gøre ved det? De var til bal... meget fin bal endda med samtlige væseners og byers ledere. Alle holdt øje med alle og bare den mindste smule fjendtlighed kunne hurtigt ende galt... eller bryde alliancer. Der var i alt fald mange udfald... mange som man nok ikke ville bryde sig om. Så, Vetis havde det nu fint nok med at går derover. Han var trods alt heller ikke en mand lige nu. Han var Ashe, en smuk og yndig kvinde som var ledsager til Althorn. Derudover, et angreb på Althorn's ledsager kunne også anses som et angreb på ham, hvilket var noget som Vetis helt klart ville udnytte sig af. Hvis det skulle ende helt derud... Det måtte tiden vil vise.

Han lod sig føre derover og da de ankom tog han fat i siderne på kjolen og nejede dybt og elegant overfor Natalie. Han kiggede op på hende men rettede sig ikke op og virkede dermed underdanig.
"I agree with his majesty. Truly, it's an honor being here tonight in your presence, Miss Von Tenebris," sagde han med sådan en respekt som en person som Natalie krævede. Han skulle ikke træde forkert hos hende. Især ikke taget i betragtning af at det var hendes som var værtinden, var hans raceleder og som havde kaldenavnet little miss Nightmare... eller bare Nightmare...
"And your presence as well, king of Sunfury, Lord Descouteaux-Lemaire, son of Leifdolf," sagde han med lige så meget ynde og respekt. Vetis havde godt set at der var en tredje person, men at hilse på værtinden og en konge var nok de flestes prioritet.
"Do forgive me for my ignorance, for I know not of you my lord," sagde han rettet mod Daron nu og rettede sig op igen. "But, I'm certain that you're just as delightful as you look," sagde han og smilede.

// Daron springes over for denne omgang efter eget ønske, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Elizabeths blik gled langsomt over på Natalie, som hun havde talt færdig til hendes far. Den tanke der havde fået hende til at ønske at forlade festen, var pludseligt forsvundet. Hun rettede ryggen op, som hun så på den unge dæmon, som sikkert var meget ældre end hende selv, men som ikke lignede en dag ældre end 12 år.

'' My name is Elizabeth, Elizabeth Cassandra Descouteaux-Lemaire Daughter of Fenrer, Princess of Sunfury City. '' Hun nejede stille, mod den unge dæmon, af ren venlighed. '' What do you wish to know, Natalie Von Tenebris. '' Elizabeth så stille på hende, som hun stille så på de to ny ankommende til samtalen. Det virkede ikke yderligere som om de havde bemærket Elizabeth selv, men hun trådte alligevel selv ind for at præsentere sig, som Fenres datter. '' And i am Elizabeth, Elizabeth Cassandra Descouteaux-Lemaire Daughter of Fenrer, Princess of Sunfury City. It is nice to meet a young a lovely woman, and a prince, or it is a king? '' Smilede hun stille til de to nyankommende, som havde præsenterede begge to.

// Fenrer springes over for denne omgang efter eget ønske, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Stilheden var en kende overdøvende, hvis man fokuserede på, at der var hele tre personer til stede i samtalen. Fire, selvfølgelig, hvis man talte Fenrer's afkom der pludselig havde meldt sin ankomst. Stemningen sitrede, og selvom Natalie nødigt ville indrømme det, så afventede hun Daron's svar i spænding nok lige så meget som kongen selv. Dog før, at nogen kunne nå at afgive den mindste form for forklaring, blev flokken afbrudt, da en tjener meldte sin ankomst. Daron, som faktisk havde virket på nippet til at spytte et svar ud til Fenrer, trak tydeligvis hurtigt i land igen, da han fik lagt øjne på tjeneren. Undrende flyttede Natalie sit blik fra mandens forskrækkede blik til tjeneren, hvis ansigt hun øjeblikkeligt genkendte.

"Ah, Jazmin. Any news on the food?"

Tjeneren nikkede, men sagde ikke et ord. I stedet, flakkede hendes blik rundt blandt de forskellige folk i kredsen indtil, at det pludselig standsede ved Daron. Et øjeblik virkede hun helt panikslagen, og strammede grebet om bakken hun bar i hænderne, hvilket dog hurtigt fik en ende, da Nat greb et lille brev derfra, som hun læste igennem på kort tid inden, at hun så op igen.

"I do apologize for my waitress here. Jazmin simply didn't know how to behave properly, so I fixed her up. Quite the improvement if I do say so myself."

Natalie hentydede tydeligvis til, hvad der muligvis havde fanget opmærksomheden. Tykke tråde var blevet syet over dæmonens mund, hvor trådende glinsede af frisk vievand, som de jævnligt blev malet med. Netop som Jazmin skamfuldt kastede et blik bort, og gjorde mine til at gå igen, ankom et nyt par til flokken. Natalie kastede et blik op imod skikkelserne der pludselig tårnede sig op ved siden af hende, og måtte næsten misse med øjnene i den mørke aften, da hun fornemmede det lyset fra den magiske krone placeret på elverens hovede. Hun mærkede en ubehagelig fornemmelse brede sig over huden, og var ikke et sekund i tvivl om, at her var tale om stærk lysmagi.

"Thank you, your majesty. Worthy a king or two I dare hope."

Høfligt sendte hun et smil i elverens retning, og kom da i tanke om en lille note i brevet.

"Speaking of dare. Do I dare to assume, as well, that it is your magical... creature... that has been placed outside my front door? It seems rather fond of my poisonous flowerbeds so I was just wondering if there's anything else it might need?"

Tonelejet var stadigvæk umådeligt høfligt, og selv det lille løftede øjenbryn virkede harmløst, hvis man blot vidste, hvad der foregik i det lille hoved. Mere interesseret vendte Natalie opmærksomheden imod kongens ledsager, som hun ikke mindes at have set før... men absolut godt gad lære bedre at kende allerede efter den formelle hilsen. Hvis der én ting som Natalie virkelig slugte råt, så var det respekt. Selv nikkede hun venligt imod kvinden, hvis oprindelse ikke virkede elvisk men snarere familiær. Et kort øjeblik var hun næsten overbevist om, at det måtte være en af de søskende som Kain havde nævnt, grundet kvindens lyse hår.

"As spoken earlier; The honor is all mine. Besides I don't believe we've meet before, which just makes all of this a tad more fun. Whom might you be, miss...?"

Netop som Elizabeth gav sig i kast med at præsentere sig hele to gange for flokken, lod Natalie Jazmin smutte tilbage til køkkenet, hvor de fik besked på at servere maden. Maden blev kort tid efter rullet ud af huset og placeret rundt i haven på flere lange borde, hvorpå der stod placeret adskillige overdådige fade med retter både med og uden kød. Efter bordet fulgte yderligere en flok tjenere, alle klædt i mørkt med fade, hvorpå der stod alle mulige forskellige slags sjove drinks og snacks, hvis man nu ikke var til de helt tunge måltider.  

"Everything you believe is worthy to know, Princess. New knowledge is good knowledge.. especially since I already knew your name."

Et øjeblik efter lød en stemme fra en af de mange tjenere.

"Ladies and gentlemen. Dinner has been served. Please enjoy tonights freshly prepared meals with a wide selection. If you find yourself hungry for something that might not be... visible on the menu... please speak with the staff. They will take you your dinner selections."

Og med det var der serveret. For sjæle- eller blodspisende væsner ville menuen foregå indenfor, hvor flere forskellige racer, væsner og køn ville stå tilgængelige. Spisningen ville foregå i fred for unødvendige blikke, hvor gæsterne derefter kunne gå tilbage til festen.

//Jeg beklager VIRKELIG længden. SO sorry, venner. I må endelig skrive, hvis det skal kortes ned. Er man desuden nysgerrig omkring detaljer om maden, så bare skriv.

OBS. Nu er jeg blevet prikket til et par gange under sidste svarrunde mht tidsrummet man har til at svare. For at det ikke skaber for stor konflikt eller forvirring så tænker jeg, at man evt kunne sætte fast, at der helst skal svares indenfor en uge fra det bliver ens tur. Jeg har FULD forståelse for, at uni og arbejde kører på højtryk lige nu, men bliver man nu forhindret eller sidder fast på nogen måde, så skriv til mig. Så finder vi ud af noget ^^ //

Seans blik fulgte Lori, som denne gik på sit eget eventyr. Det efterlod en nagende fornemmelse i Seans indre og han ville hellere følge Lori rundt til hele festen, end risikere at manden fik kontakt til de...Forkerte...Personer. Hans blik gled ud over festen et øjeblik, til hans blik landede på Natalie et stykke væk fra ham. Selvfølgelig var hun omringet af en større gruppe, endda den elver og dæmon som Sean havde snakket med for et øjeblik siden. Mon de kunne finde på at snakke alliancer eller blot delte såkaldte høfligheder? Han havde en ide om at han ville udspørge...Ashe...Når han fik muligheden. Eller måske skulle han opsøge Daron. Et svagt smil gled over ham, før han vendte opmærksomheden mod vampyren ved siden af ham.

Vampyrer. Hvis der var nogen, Sean altid havde haft det godt med, var det vampyrer. Også selv om der kun var en vampyr, i hele Seans liv, der nogensinde havde fået lov til at drikke af ham. En vampyr, der kom og gik efter eget behag - og lige for tiden var som en fremmede for Sean, endnu en gang. Han vidste Natalies tjenere og vagter ikke blot var det - men mere ekstra øjne og ører. Til ting, som Seans trods alt ikke ønskede hun skulle vide noget om. Så han trådte tæt ind til Marcus.
"Godt. Hvordan går det som leder for vampyrerne? Er racen samlet igen eller har De interne problemer?"
Sean så sig omkring. Maden var ved at blive båret ind, men hans blik gled uinteressant over lækkerierne. Der rigtig nok var mangfoldige. I stedet greb han en af de eksotiske cocktails der blev serveret. Han havde ingen planer om at spise til festen. For en incubus kunne det sætte en i en lidt...Sårbar...Position. Han ville langt hellere udnytte aftenens tilstedeværelse af magtfulde skikkelser.
"Lad mig være en smule indirekte. Jeg har altid haft det godt med vampyrerne...Og nu, med dig som deres leder, håber jeg på at videreføre venskabet. Er det noget De kunne være interesseret i?"
Blikket glide tilbage til Marcus. Det gled over hans ansigt...På en og samme vis venlig og observerende.
"Og jeg håbede..."
Sean lænede sig længere ind mod Marcus.
"...At vi kunne hjælpe hinanden, skulle der opstå situationer der kræver det?" Sean nippede til sin drink, som han trak sig lidt væk fra Marcus igen.
"Selv om jeg er fuldt ud klar over vi ikke rigtig kender hinanden endnu. Og måske detaljer heller ikke hører hjemme til et elskværdigt arrangement som dette. Men jeg måtte gribe muligheden for at skabe kontakt, det håber jeg De kan tilgive mig" tilføjede han sigende.

// Lori springes over for denne omgang, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Marcus forholdte sig i ro, da Sean nærmede sig ham. Marcus regnede ikke med at Sean ville gøre noget forhastet på dette tidspunkt og blandt så mange magtfulde folk. Normalt var Marcus mere påpasselig med hvem der kom tæt på ham. Som Sean spurgte ind til vampyrene så Marcus på ham med et lidt skeptisk udtryk. Til at starte med svarede Marcus ikke, der var ingen grund til at afsløre noget til andre, medmindre Marcus selv fik noget ud af det. Hans skeptiske udtryk mildnede sig dog igen, da Sean forklarede hans forhold til vampyrene.
Marcus havde ikke rigtigt haft noget forhold til den gamle leder af vampyrene, da han for længe havde levet i skyggerne. Men han huskede godt, at den gang havde der været lidt samarbejde mellem vampyre og nogle af dæmonerne.

Da Marcus så sin mulighed talte han. Hans stemme var lavmælt og rolig. "Everything is mostly under control..." kommenterede han kort til Seans originale spørgsmål. Der var endnu vampyre der ikke anså Marcus som deres leder, men det var ikke et problem der bekymrede Marcus. Han regnede med at det nok skulle falde på plads. "I see no reason not to be friends, I had hoped to contact you another time than this about this matter, but better now than never" Marcus sendte et lille smil til Sean. Det var endnu venligt, det virkede stadig smart at have denne venlige facade oppe. Han kendte jo ikke Sean som sådan, han kendte ham kun ud fra hans ry.

Som Sean kommenterede på at dette ikke var stedet eller tidspunktet at diskutere detaljer, nikkede Marcus bare for at stemme i. Han ville helst ikke tale for meget i detaljer særlig mange steder, han stolede som udgangspunkt ikke på særlig mange. Marcus så lidt mod maden der var blevet præsenteret. Hans øjne søgte noget der faldt lidt mere unders hans smag, men indtil videre så han bare fade med almindelig mad. Han fokuserede derfor igen på Sean. "We can always talk another time, somewhere more private" sagde han kort for at bekræfte at han var interesseret i hvad Sean havde tilbudt. Dette var kun godt i Marcus' øjne. Selvom han helst havde set at de to kunne snakke med hinanden med det samme, så var det ikke stedet til det.
"Is it any good?" spurgte han kort og pegede mod drinken i Seans hånd. Selvom han ikke så noget at den mad han ville have, så lød det som om der var en anden menu, for folk som ham. Indtil da ville han ikke takke nej til en drink eller to.

Althorn kastede et kort blik på Ashe som 'hun' introduceredesig selv, før hans blik røg tilbage til den mindre dæmon, et svagt, venligt oh høfligt smil stadig på hans læber. Blikket røg kort over til kongen han havde været interesseret i at tale med, men gik dernæst hen på ans ledsager, en tilsyneladende ung, smuk kvinde. "The pleasure is all mine, princess. And with that lovely introduction of yours, allow me to introduce myself. I am Althorn Harthion Arveth Nestedir, King of Forestina and subsequently, the forest elves." han bøjede hovedet som sin høflige hilsen, før han atter så tilbage på Natalie, da hun talte til ham.

"Ah, yes. He likes poisonous things... His species eat the poisonous plants in the forest all the time. I can send one of my people outside to stop him if you want your flowerbeds to stay intact, of course. He's got everything he needs so there's really no need for you to worry about him on top of worrying about keeping everything perfect for this party of yours." Uanset hvad drejede han i alt fald hovedet og fik øje på en af de få elvere han havde taget med, og fik vinket ham over. Efter en mindre udveksling der foregik udelukkende på elvisk, nikkede manden og gik prompte udenfor. Uanset om hun havde noget imod det eller ej, så Althorn da helst ikke at Ílthar skulle spise af hendes planter. Hans opmærksomhed røg kort hen på maden da han hørte den blev serveret, men han var lidt for travlt optaget af samtalen her til rigtigt at være sulten lige nu, så han ville vente til et lidt mere oplagt tidspunkt med det.

//undskyld den utroligt lange ventetid, jeg opdagede først det var min tur 1½ uge efter marcus svarede, og så har jeg haft praktikken der gjorde mig udmattet nok til at det blev skubbet til idag D: håber dog det kan bruges!!! //

Vetis hilste også fint og kort da det virkede til at Fenrer's datter også var til stedet. Vetis viste ingen tegn på at mistænke hendes alder... også selvom han havde hørt rygter om at hendes nuværende udseende ikke stemte overens med hvad han selv havde hørt. Måske var dette end ikke prinsessen? Uanset hvad kunne han ikke gøre andet end at behandle hende som om at dette i sandhed var kongens datter Elizabeth... som ligesom som sin far havde et ufattelig langt navn. Var det noget som hørte alle kongelige til? Althorn havde trods alt også noget af en mundfuld af et navn. Det var nok på grund af deres lange linje af familie og bla bla bla. Hvis alle skulle gøre sådan kunne det jo fortsætte i evigheder, især når nu de levede i så lang tid. Gad vide hvad nogle virkelig gamle royale væsner hed?

I alt fald var den unge prinsesse da nogen som Vetis kunne tillade sig at huske til senere. Hun var bare ikke hans store interessepunkt lige nu, og især ikke som Ashe.
"Greetings young princess. You may call me Ashe," sagde han dog venligt til hende og nejede. Han var lidt overrasket over at hun ikke vidste hvem Althorn var og ligefrem troede at han var en prins... så, helt informeret var hun nok ikke som prinsesse eller også havde hun sprunget en lektion over. Enten det eller også havde Vetis bare høje tanker om royale og deres uddannelse.

Vetis nåede lige at se en tjener ankomme til gruppen... én som han faktisk genkendte men som han ikke havde set i forfærdelig lang tid... Jazz. Han havde skam undret sig hvad der var blevet af hende, men han havde lidt forventet at hun enten bare var død... eller havde fundet et andet sted at terrorisere, men her var hun så, som en tjener. Nu hvor han kiggede sig omkring virkede det også til at han ikke var den eneste som genkendte hende. Der var ligefrem én som så forfærdet ud over at se hende. Selv lod Vetis som ingenting og holdt sit fokus på Natalie.

"Sadly we have not yet had the chance to acquaint ourselves with one another," sagde Vetis med et hint af en trist tone. Derefter smilede han varmt og virkede en smule forlegen over hendes varme ord. "You may call me Ashe," svarede han hende med hensyn til hvem han var.

Det var lækkert at vide at der var mad for enhver smag... og Vetis skulle da nok tage sig til at smage på delikatesserne på et tidspunkt. Alt andet ville trods alt være uhøfligt når nu deres værtinde havde sørget for dem. Indtil videre ville han hænge ud her i denne gruppe, bare lidt endnu. Der var trods alt nogle ret interessante folk samlet her som han gerne ville lære bedre at kende... bedre end han allerede gjorde.

Daron vidste ikke helt hvad han havde forventet ved at deltage til dette bal. Men han havde bestemt ikke forventet at han nu ville stå her og give kongen af Sunfury City hånden. Han forstod slet ikke hvordan han overhovedet kunne tvinge et smil frem på sine læber, for han havde bare lyst til at måbe.
Hvilket han også gjorde, så snart Fenrer stillede ham sit spørgsmål. Hans kæbe faldt, hans læber adskilte og hans smil forsvandt.
”T-træne din hær?” Daron kunne slet ikke tro det. Han kunne da ikke ville have ham? Det må være fordi han var Seans søn. Det var altid derfor. Det kunne umuligt være for hans evner. Havde Sean sagt til Fenrer at han skulle gøre det? Eller var det fordi han ville udnytte Darons forhold til hans far? Som så var ikke-eksisterende eller i hvert fald forvrænget men det vidste kongen muligvis ikke.
Alle disse tanker styrtede rundt i Darons hoved og alligevel vidste han med det samme at svaret var ja.
Det var også ved at forme sig på hans læber, men han nåede det aldrig for før en lyd fik forladt ham, kom en ny skikkelse hen til ham. Hans allerede forbavsede ansigt blegnede fuldstændig.
Ikke nok med Sean, den person han for alt i verden ville undgå, var til festen. Nummer 2 på den liste var der ligeså - Jazmin. Med munden syet fast, en tjener til Natalie Nightmares bal. Hvad i alverden? Han stirrede på hende og vidste at det var hende, men alligevel kunne han næsten ikke genkende hende.
Og pludselig var der andre anstændige ved dem – prinsessen af Sunfury City, racelederen af skovelveren, nogen der måtte være en royal elverkvinde ved hans side – og Jazmin var endnu ikke gået og alt var kaos i Darons tanker. Han sørgede dog for at hilse på dem alle så respektfuld og anstændigt han kunne og tvang sig selv til at se væk fra Jazmin. Selvom han frygtede at hun ville forsvinde så snart han så væk fra hende og af en eller anden grund virkede det værre end at hun stå foran ham og så så forvrænget ud.

Men hun blev sendt bort af Natalie og lige som Daron var ved at fattet sig igen og klar til at svare Fenrer blev der kaldt til mad. Ikke at Daron på nogen måde var sulten, faktisk havde han en voldsom kvalme, men hvis Fenrer bevægede sig i mod spisebordet, ville Daron følge efter ham efter kort at have takket for selskabet til dem der ellers havde været der. Men Fenrer var helt klart den som var hans fokuspunkt igen. Så snart han virkede til at have fået hans opmærksomhed igen fik han taget en dyb indånding for at svare.
”De må undskylde min tøven, deres Majestæt, jeg havde blot ikke forventet sådan et tilbud,” sagde han for hurtigt at tilføje, ”Men jeg sætter stor pris på det og jeg vil endelig gerne hjælpe Dem med at optræne Deres hær.”
Og komme væk fra Drageborgen. Intet kunne være bedre end at komme væk.

//getting back in the game og der er en del at svare på, så undskyld hvis jeg er kommet til at glemme at reagere på en ting eller to <3

Elizabeth bemærkede hvordan kvinden, ved navn Ashe ikke var besynderligt interesseret i hende. Hendes blik gled tilbage imod Natalie. ‘’ All things there is worth to know? ‘’ Hun gav et let grin fra sig, som hun så på hende. ‘’ But we have to different minds of what is worth to know, and what is not. ‘’ Sagde hun stille. Alligevel blev de afbrudt af at middagen var blevet serveret. Elizabeth vidste ikke helt om hun ønskede at blive eller blot tage en pause fra festen.

‘’ King? What a lovely titel. ‘’ Smilede hun stille til elverkongen foran hende. Hun havde ikke selv hørt om ham, men hun var også blot at halvt år gammel, så hvad forventede folk af hende. Det var ikke alt hun havde lært endnu.
Hun så stille imod hendes far. ‘’ When do you have in mind to leave? ‘’ Hun så stille på ham inden hun stille så rundt på de andre. ‘’ I will just wait for you dad. ‘’ Smilede hun stille, som hun bevægede sig over imod salen hvor maden var blevet serveret.

// Semi out //

En svag antydning af duften, der virkede så bekendt, vendte kort tilbage til Fenrers næsebor, hvilket fik Fenrer til at miste fokus på den lille samling af personager der omgav ham. Han blev dog hurtigt hevet tilbage på Daron, da denne spurgte om mente at Daron skulle træne hans hær. Fenrer nikkede med et smil, som han svarede det relativt unge skyggevæsen "Of course mister Caperton.. I've heard of your skills in assembling of soldiers.."
Fenrer nåede ikke længere i hans sætning da lugten fra før nærmest kom væltende over sig, men da Fenrer vendte hovedet mod lugten, var den han søgte ikke indenfor hans synsvidde. Istedet var der en elverkonge, og ledsager.

Fenrer måtte kort samle sig selv, under en dyb indånding, inden han kunne fortsætte med sin introduktion til kongen af Forestina. Fenrer nikkede til Althorn med et smil "Herwanamin Althorn Arveth Nestedir, erein -o Forestina" sagde han med den bedste elviske udtale han havde lært, ikke at det var meget, men en smule havde han dog lært, allerede dengang han havde tilbragt tid i Silvanesti med Isabell. Fenrer vendte sig derpå mod ledsageren til Kong Althorn med et nervøst smil, inden han bukkede "Arwenamin Ashe, Mae Govannen.." Fenrer lod blikket hvile ved Ashe, som han nu var sikker på, var den han kunne lugte, inden han så på Kongen af Forestina igen "..Amin irma quen ab-"Mere end dette nåede Fenrer dog ikke at komme frem med før end at maden blev serveret. "Excuse me.." sagde han meden anelse sved på panden, som han satte i gang mod bordene. Fenrer benyttede sig af lejligheden til at sørge for at komme væk fra dæmonen, eller dæmonerne i en fart.
Det hele var blevet lidt meget, lidt hurtigt. Men inden han nåede for langt, stoppede han op, da han hørte Elizabeth spørge ham om hvor længe han havde tænkt sig at blive. Fenrer smilede som pulsen faldt lidt til ro igen "It'll be a bit pup" sagde han og gav hende et knus"It's ok my pup, I'll see you at the manor" afsluttede han roligt og gav hende et kys på kinden inden han fortsatte mod bordet, hvor han kunne se en vinskænk.

Fenrer var godt klar over at den brætte afsked, måske ikke havde været helt i skik med god pli, men lugten af den 'kvinde' gav ham kuldegysninger. Han tog en pokal og ventede ikke på at der blev skænket op. Han hældte selv vinen op, og havde nær fået denne galt i halsen, da Daron kom op og takkede ja til hans forslag. Fenrer tørrede mundvigen og vendte sig om mod Daron, med en nyfunden  ro "I'm glad to hear that" sagde han med et smil og viftede til skænken at der skulle hældes op til en ny pokal. Fenrer drak igen af sit bæger, inden han smilede til Daron "I think you'll make an excellent instructor..Well.. " sagde han med et lille grin og tog imod den nye pokal, som han rakte til Daron ".. I already know that you are, atleast from your reputation" Fenrer hævede sit glas til en skål med Daron, og nikkede tilfreds "To a succesful arrangement"

Fenrer der ikke så nogen grund til at fortsætte til madbordende, efter at have mistet appetitten, vendte atter sin opmærksomhed mod Daron "So, I trust that you're familiar with Sunfury? Atleast you should be aware that the temperature is quite different from Dragons Peak?" Fenrer sippede atter til sin vin, som han kort skimtede mod Althorn og de andre de havde efterladt. Det var en skam at han havde måtte afslutte mødet så hurtigt, men han kunne ikke holde på maven meget længere, skulle han stå i selskab med dén dæmon. Fenrer så tilbage på Daron "Do you have any experience fighting in that kind of heat?" spurgte han henledende til Sunfurys klima, uden at virke tvivlende på Daron "I myself found it to be quite a bane to my stamina at first.." Fenrer smilede kort i et lille grin ".. But it sure beats the blood and dust of the Sargrosn'er"

//Super sorry angående længden, prøvede virkelig at korte det ned x.x

Btw, det er Sindarin, som går for elvisk her, og hvis jeg har lavet rod i oversættelsen så tag det enten som Fenrers manglende viden, eller spørg mig hvad der skulle stå x3

Natalie betragtede roligt omend smule kedet, hvordan introduktionen mellem de to konger tog sig ud. Elvisk var ikke noget, som hun var decideret u-familiær med men at påstå, at hun faktisk talte sproget ville en kende overdrevet. Hvor Natalie igennem de sidste århundrede havde forsøgt sig i sin fritid med at forstå elviske tekster, skrifter og myter, så havde Fenrer tydeligvis formået at praktisere det en kende mere verbalt. Sikkert fra hans tid som healer, som hun selv glædeligt mindes. Der havde hele shapeshifter idéen virket så… banal. En simpel race med enkelte levevilkår, og selvom de havde været mange, så havde det ikke været svært at holde styr på dem eller skræmme dem. En ny æra med Fenrer ved roret var dog begyndt, og hun var endnu ikke helt sikker på, hvordan det ville påvirke resten af Underworlds racer, specielt hendes egen, hvilket irriterede hende grumt. Hun foretrak trods alt at vide lidt om tingene på forhånd. Mens mændene fik de sidste formalier på plads, vendte Natalie atter opmærksomheden mod prinsessen, hvor hun fremtvang et smil, da hendes eget spørgsmål blev besvaret med noget der mest mindede om en afvisning.

”That’s why one should always keep an open mind, princess. Besides… Recent adventures must be buzzing in the head of a young woman like you, just waiting to be told. Keep in mind that I’m several hundreds years old, but I never get too old for stories. If so, you know where to find me. “

De mørkeblå øjne kastede et uskyldigt blik imod prinsessen en sidste gang inden, at både hende, Fenrer og Daron pludselig syntes at skulle videre. Ærgerlig over at se, hvordan hendes potentielle skyggevæsen alliance forsvandt videre i kongens greb generede hende, men samtidig bød det på lidt uventet kvalitetstid med elverkongen og hans mystiske ledsager. Natalie var overbevist om, at trods de elviske klæder og de formelle toner, så var kvinden ikke elvisk. Hverken udseende eller de små fornemmelser omkring hende, som Natalie modtog fortalte om en lys natur. Nok nærmere det modsatte.

”How... practical. But surely this wouldn’t be a ‘perfect’ party without keeping all needs in mind, when serving dinner. So please, let him enjoy the flowers. I was planning on having something a little more… deadly… planted for next spring anyway.”

Natalie rettede let på roserne i håret, hvilket efterhånden lod til at være det eneste plantebaseret i området, som ikke risikerede at koste en livet. Da det var gjort, hidkaldte hun derefter en tjener som stod med en bakke, hvorpå der stod adskillige smukke drinks som var uden alkohol da, hun formentlig ikke var den eneste den aften som næppe ville indtage ret meget.

”Ashe… That’s a very pretty name.”

Smilede hun fornøjet, som den lille hånd greb et glas med frugtjuice. Natalie var ikke sulten, da hun havde sørget for at mætte sin inden festen, da hun nødigt skulle gå glip af nogen eller noget på grund af en rumlende mave. Den slags bragte virkelig hendes indre barn frem igen.

“So do tell me, King Althorn, how are things in Forestina? Might it be that perhaps you’re making some new acquaintances across the boarders?”

Det sidste blev tilføjet med et lille nysgerrig, men venligsindet smil, sendt i ‘Ashes’s retning. På en eller anden måde følte Natalie, at de ville komme godt ud af det med hinanden.

Seans blik gled ud over arrangementet og dens gæster. Den store gruppe med flere kongelige, end de fleste ville se hele deres liv, tog meget af opmærksomheden. Uden tvivl gruppen så ud til både at hygge sig og være presset til kanten - og med så mange racer samlet, var det kun logisk gruppen snart deltes i mindre stykker. Selv om Sean havde en specifik interesse i Natalie og alt hun foretog sig, var det alligevel Daron som blikket fulgte. Daron og Fenrer. De virkede venlige over for hinanden. Men det var også klart at de svage var tiltrukket af hinanden. Måske var svag snart ikke et ord at tænke om Fenrer...Men så folk af samme sind. Daron var lige så håbløs romantisk, som Fenrer kunne virke til at være. Efter et øjeblik gled blikket tilbage til Natalie og de andre, før han vendte opmærksomheden mod Marcus igen. Eyes on the price. Der var alligevel så mange sanseindtryk, at han næppe ville kunne huske enhver lille information han samlede om folk i aften alligevel. Han hævede sit glas. Den grønlige farve hvirvlede rundt.

Sean var svært godt tilfreds med den venlige start på et forhåbentlig venskab mellem ham selv og Marcus. Om ikke andet så på et politisk niveau. Han så sig omkring, men fadet med drinks var gået videre og i stedet gjorde Sean en let gestus mod det nærmeste bord med andre drikkevarer.
"Du kan jo smage på dem. Selv er jeg ikke den store kender af alkohol eller disse mærkværdige drinks, hvortil de altid finder på noget nyt...Men det er jo en fest. Så en eller anden form for underholdning må man give sig selv" bemærkede han roligt. Ikke at Sean ville drikke sig fuld. Blikket gled ud for at sikre om Lori virkede til at være okay, før han smilte på ny til Marcus.
"Og hvordan finder De Doomsville? Jeg har ingen ide om De normalt er her eller foretrækker andre himmelstrøg?"

//Jeg beklager, at det har taget så længe for mig at skrive noget som helst! Men jeg håber stadigvæk, at I er med på emnet :-)
Lori springes over for denne omgang, så vi fortsætter videre til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Marcus havde betragtet Sean en anelse imens hans opmærksomhed var på andre ting. Det var ikke så underligt. Der var jo mange tilstede og Sean havde sikkert mange flere bekendtskaber i selskabet end Marcus havde. På det punkt var Marcus ikke så frembrusende. Han havde endnu ikke givet sig i kast med at mænge sig med andre ledere, det skulle nok komme, men helst uden for mange tilskuere.
Han kunne dog ikke lade vær med at kigge lidt mod Kongen af Sunfury... Han havde tidligere haft muligheden for at møde hans datter. Noget der havde prikket en smule til hans nysgerrighed. Han var dog klar over at kongen nok ikke anså Marcus som værende det selskab han helst ville være i denne aften. Marcus vendte dog sit blik mod Sean igen da han talte. Da Sean hentydede til at gå nærmere bordene fulgte Marcus trop uden at sige noget. Det var ikke hans intention at blive fuld, men han havde klart planer om at drikke hvad der passede ham og i de mængder han havde lyst til.

Som Sean snakkede om de mange forskellige drinks, nikkede Marcus. Han var selv typen der ikke drak drinks normalt, men han sagde dog ikke nej til dem. Som de stod ved bordet valgte Marcus en drink, som var gylden brun i farven, han håbede på noget whiskey eller rom, men smagen var alt for sød til at være nogle af delene. Han så fra drinken til Sean og trak kort på skuldrene. "Not what I expected, but not the worst I have tasted.." kommenterede han kort og så lidt på drinken.
Han så fra drinken til Sean og smilte kort. Det glædede ham en anelse at Sean ikke virkede til at vide hvor han holdt til. "Doomsville... I have quite the history here, but I do find it welcoming when I visit" fortalte han. Marcus havde i sine tidlige år boet i Doomsville, men med en sult der var svær at mætte og venner der ikke viste sig at være venner i sidste ende, så havde han ikke boet fast i byen i mange år. Ikke desto mindre var det stadig et sted han nød at være i.

Althorn fulgte roligt med i samtalerne omkring ham, så meget han altså kunne... Han kunne trods alt stadig kun fokusere på en, måske to ting af gangen, men hans ekstremt gode hørelse gjrode så også, at han kunne høre en hel del, selv gennem den generelle støj det skabte at have så mange personer samlet ét sted. Så lidt fangede han da hist og her - også selvom størstedelen af hans fokus var på netop de samtaler, han rent faktisk var en del af.

Han smilede venligt til prinsessen, men hans opmærksomhed blev hurtigt stjålet af hendes far, Fenrer, istedet. Han nikkede smilende til hans hilsen - tydeligt at høre at han var lidt rusten i det, men Althorn værdsatte dog stadig at han prøvede. Desuden også tydeligt at høre at han havde lært højelvernes udtale, ikke skovelvernes... Men det var jo så også en mindre ting. Men meget mere end det nåede han vist ikke, før han blev nødt til at gå videre... Synd og skam, Althorn ville virkelig gerne tale noget mere med ham. Men mon ikke han ville få chancen senere på aftenen?

"Is that so. Well then, if it's all the same to you, I guess he can just eat his fill, then." svarede han roligt Natalie, for atter at få øjenkontakt med en af hans vagter, og dernæst ryste så let på hovedet at det knap nok kunne ses - men det var nok til de vidste hvad han mente, og stoppede hvad de havde haft gang i - altså at gå ud og standse Ílthar. Istedet stillede de sig tilbage på deres pladser, ude langs kanten men fra steder de tydeligt kunne se Althorn.

"Oh, things are going rather well, I'd say. I've been having rather fond conversations with Veltói, as of late. That, and some other... Interesting... People." sagde han så, og modstod lysten til kort at se over på 'Ashe'.