I wanna kill someone and I need a cheerleader ~ Emery

Chester havde længe planlagt dette. Eller planlagt og planlagt, han havde længe vidst, at han ville gøre dette. Slå Zachary, dæmonen, der næsten fik ham dræbt, ihjel. I starten ville han mest af alt så langt væk fra ham så muligt. Fandt Zachary ud af, at han havde fejlet i at dræbe vampyren, ville han stensikkert prøve igen, og Chester havde efter sin oplevelse opdaget, at han rent faktisk frygtede døden. Han havde altid set sig selv som en der var over døden, og nu havde han opdaget, at dette ikke var tilfældet. Det var egentlig ikke fordi han havde meget at miste, ingen som ville savne ham. Men måske var det dét der gjorde ham bange.
Det havde ramt ham hårdere, end han nogensinde ville indrømme, sin nærdødsoplevelse. Og nu ville han putte en ende til det. Hvilket betød, at han blev nødt til at slå Zachary ihjel. Var han ude af billedet, kunne Chester endelig slappe af. Ikke at der ikke var andre, der ønskede at slå ham ihjel, men Zachary var den eneste, som havde været så tæt på, at han havde brug for andres hjælp til at overleve.
Han vidste ikke hvor, hvornår og bestemt ikke hvordan. To af spørgsmålene - hvor og hvornår - fik han dog svaret på. Faktisk havde han fået svaret på det netop denne aften. Han havde stødt på en "ven" - En som havde deltaget i en af Chesters vagter og var stor fan af hans mordmetoder - som åbenbart var blevet inviteret til et bal holdt af Zachary, som var stinkende rig. Selvfølgelig var Chester ikke inviteret, Zachary troede, at han var død. Chester havde også fået overtalt sin "ven" til ikke at sige noget om at have stødt på ham. Det ville ødelægge overraskelsen.

Så Chester skulle til bal. Men først havde han brug for ekstra støtte. Han skulle op i mod den eneste person, der var så tæt på at dræbe ham, så han blev nødt til at udnytte sit... ekstra lag uddødelighed.
Derfor havde han fundet vej hen til Emery, hans skytsengel. Det var ikke svært, han vidste godt, at hun var på en kro i byen. Det blev hun nødt til, når Chester hele tiden kom i ballade. Han ville dog ønske at hun blandede sig udenom - han kunne sagtens tæske dem, der kom i mod ham, og hun gjorde ikke andet end at ødelægge hans aften med at være striks og utrolig rapkæftet. Flere gange havde han overvejet om han ikke bare skulle knække nakken på hende. Så meget var udødelighed ikke værd. Og så duftede hun fandens godt.
Men nu havde han brug for hende. Han skulle ikke dø til Zachary, fandme nej, det ville være den mest pinlige død nogensinde. Så han skulle sikre sig at hans englepige var i nærheden til at heale ham det sekund han havde brug for det.
Derfor, allerede iført sit jakkesæt og med et stort stykke stof over skulderen, bankede han med en let melodi på hendes dør. Det sekund hun åbnede døren til hendes kroværelse farede han ind. Med vampyrfart, så hun ikke en gang ville nå at se ham, før han stod lænet op af væggen til hendes badeværelse med armene over kors
"'Evening," hilste han med sit skæve smil, før han gav hende et tydeligt elevatorblik.
"And hello" sagde han, uden at se op i mod hendes ansigt igen. Hans smil voksede en anelse, før han til sidst tog sig sammen. På mirakuløs vis var der vigtigere ting end Emerys krop lige nu.
"I'm going to do something incredibly stupid," forklarede han derfor, henkastet som om han ikke frygtede hvad der skulle ske - selvom han gjorde, "Most likely involving a lot of danger. And I need my cheerleader with me."
Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at forklare den egentlig grund til, hvorfor han ville have Emery med sig. Han var rædselsagen. Zachary havde blevet mareridtmateriale for ham og hans nærdødsoplevelse plagede ham mere end han troede at noget havde evnen til. At have Emery med sig var ikke blot godt grundet hendes engleblod, men fordi han havde brug for at have en person ved sin side, og Emery var den eneste person, han kunne stole 100% på... ikke fordi hun kunne lide ham, men fordi hun var tvunget til at beskytte ham.
"Unfortunately you can't be naked at this event," sagde han og så en sidste gang op og ned af hende før han stoppede med at læne sig op af væggen.
"Here," sagde han og greb fat om det sorte stof over hans skulder. Det var en balkjole. "Put this on."
Han kastede det til hende, som var det en bold og så forventende på hende som hun forhåbentlig greb den.

Emery havde tilbragt mere tid i Doomsville den sidste måned, end hun havde sammenlagt på de sidste 10 år. Og det var faktisk slet ikke fordi hun gad. Eller brød sig om det, hvis man absolut kunne snige sig mod til at spørger. Det skyldtes sådan kun én eneste ting. Chester. Fandens til karl skulle man lede længe efter, men Emery kunne næsten ikke have været mere (u)heldig med sit endelig valg af skytsperson. Chester virkede ikke engang som, at han lagde ret meget i tingene. Han var nærmest blot en magnet der lod til at hige efter tre ganske ukomplicerede ting i livet: Ludere, blod og problemer... Alt sammen noget, som Emery havde set sig nødsaget til at dukke op og rydde ud efter et par timer. Men selvom, man skulle tro, at lektien snart var blevet lært - så nej. Hun var begyndt at overveje, om han mon gjorde det med vilje. Han var altid utrolig belastende, når hun endelig dukkede op, og virkede aldrig tilfreds med hendes arbejde. Der havde hun også flere gange - måske knap så diplomatisk - forsøgt at forklare, at det kun krævede, at holdt sig i skindet hvad angik sengegymnastikken og kæften lukkede, så havde de ingen problemer. Men ak.

Den aften havde heldigvis været en af de stille af slagsen. Emery havde hverken bemærket nogen former for ubehagelig kløen i kroppen eller underlige mavefornemmelser, bortset fra det afskyelige kromåltid hun fik serveret, og derfor havde hun valgt at trække stikke og gå tilbage til værelset tidligt. Man vidste trods alt aldrig. Chester var et af nattens væsner, og det var set før, at hun var hevet op før fanden fik sko på bare for at udrede et heftigt skænderi der var endt i slagsmål. Hendes største problem den aften skulle dog vise sig at være varmen. Selvom hun egentlig havde klædt sig forholdsvis let det meste af dagen, så var det midlertidige kroværelse som hun lejede ikke lige i den… højeste ende af skalaen. Derfor ramte varmemuren hende som en hammer idet hun trådte indenfor, og hun brugte resten af aftenen på at lufte ud imens hun tog sig et køligt bad. Dvask af varmen smed hun sig til sidst i sengen efter blot at have trukket i et par trusser, og faldt derefter i en let, urolig søvn. Det var ikke før et par timer senere, at hun vågnede op ved en irriterende, vedvarende, melodisk banken på døren. Forvirret glippede hun et par gange med øjnene, og kastede så et blik imod det åbne vindue. Månen stod højt, hvilket tydeligt indikerede, at det stadigvæk var nat. Hun sukkede dybt, og satte sig langsomt i sengen, inden hun rakte frem og tændte stearinlyset på natbordet, så hun i det mindste kunne se bare lidt frem for sig i det mørke værelse. Søvndrukkent fik hun stablet sig på benene, og stavrede så over til døren, som hun åbnede ganske langsomt indtil hun lige kunne stikke næsen frem. Med øjne der endnu ikke havde vænnet sig til lyset i gangen, så var det umuligt for hende at se ret meget andet end en mørklædt skikkelse foran værelset.

”Wha-…”

Mere nåede hun egentlig ikke at spytte ud inden et underligt vindstød fløj forbi hende, og pludselig stod der ikke længere nogen ude i gangen. Forvirret blev hun blot stående et øjeblik, og da en stemme pludselig lød i rummet, fløj hun sammen med et halvkvalt udbrud og smækkede døren i næsten som om det ville spærre den ude. Forfærdet vendte hun sig rundt, tids nok til at se, hvordan Chester – som pludselig virkede meget tydelig der i månelyset – sendte hende et åbenlyst elevatorblik. Der gik få sekunder før, at hun pludselig blev pinligt opmærksom på, at hun stod mere eller mindre nøgen foran fyren, og i løbet af få lange skridt stod hun atter ved siden af sin seng, hvor hun rev det tynde tæppe op og viklede det om kroppen. Derefter fløj hun rundt, og rettede en anklagende finger imod Chester, hvis smil hun bestemt ikke brød sig om.

”Asshole! Don’t you freaking just come barging in here!”

Snerrede hun hidsigt, og rakte så en hånd om, som febrilsk forsøgte at rette det værste morgenhår. Det var først, da Chester begyndte at snakke igen, at hun langsomt mærkede, hvordan hendes bevægelser stivnede, og hvordan hendes hånd gled ned og hjalp den anden med at holde tæppet fast om kroppen.

”Cheerleader… Wha-… Wait hold on. Don’t you fucking dare walk out that door with some crazy suicide mission ahead, thinking that I’ll follow, ready to scrape your dead body of the floor and bring you back once more! That was a once in a lifetime thing” The only I’m still doing the dirty work is because you seem to be too far gone to get the point of NOT doing stupid shit.”

Vreden i hendes glødende blik overskyggede hurtigt den tidligere træthed, og det var lige før, at man fornemmede, hvordan stoffet omkring hendes hænder begyndte at svitse. Den eneste grund til, at hun hverken futtede værelset af eller smed Chester ud på røv og albuer var det faktum, at han igen syntes at fange hende på sengekanten. Ud af det blå trak han noget fra sin skulder, som han pludselig kastede imod hende. Komplet overrasket rakte hun hænderne frem i ren refleks, hvilket gjorde, at hun greb kjolen, men mistede tæppet. Panisk trak hun kjolen hen foran sig, hvilket dækkede det mest nødvendige, men det gav hende også en mulighed for at undersøge, hvad det var, at hun stod med. En kjole. Pludselig gav hans ord meget mindre mening end de i forvejen plejede.

”Event? What event?... “

Tilføjede hun mistroisk, inden hendes hænder knugede sig stramt om kjolen, som hun tøvende holdt ud foran sig med væmmelse malet i blikket.

“Put it on? Really? This isn’t even… is this a dress?! I don’t DO dresses, and especially not ones were half of it seems to be missing! You’ve got to be kidding… and if you’re not, I highly suggest you speak up, before I make you wear this on your way out!”

Emery var tydeligvis ikke solgt til idéen om at skulle nogen steder med Chester, og havde det ikke været fordi at kjolen var det eneste mellem hende og hans blik, så havde han fået leveret den tilbage igen knap så sløvt som den var blevet leveret.

Chester kunne ikke være mere ligeglad om, hvor sur Emery blev over at han havde inviteret sig selv ind på hendes værelse. For det første fordi hun altid var sur, så hvorfor ikke få noget ud af det i det mindste og for det andet fordi det så så komisk ud, hvor forfjamsket hun var med tæppet over sig og en finger i hans retning. Det så så komisk ud, at Chester ikke kunne holde en klukkende latter tilbage. Han rystede også let på hovedet ad hende som om det slet ikke gav mening, at hun ville blive så oprevet.
”Don’t worry, it’s not anything I haven’t seen before,” sagde han blot henkastet, før han gik i gang med at forklare sin plan. Eller forklare og forklare, han forklarede at han skulle gøre noget dumt og hvad mere havde hun virkelig brug for at høre? Hun skulle jo bare følge trop og så sørge for han ikke død. Med hendes blod, hvor svært kunne det så være? Hvis hun ikke selv døde selvfølgelig men så kunne Chester nå at flygte før det var hans tur. Det var i hvert fald sådan han var vant til at gøre. Han kom først, lige meget hvad. Så det sagde han til sig selv, at han også ville gøre den her gang og ignorerede det faktum at metoden ikke længere sagde ham noget.
Emery blev fuldstændig arrig. Et smil voksede på Chesters læber som hun gav sig til at skælde ham ud. Han ventede fint på at hun var færdig, skiftede vægten fra den ene fod til den anden med hænderne i lommerne i mens.
”The thing is,” fik han så sagt da hun endelig var færdig med svadaen, ”You’re my guardian angel. You kinda have to follow me unless you’re the one on a suicide mission. So…”
Som prikken over i’et på hans flabethed, blinkede han til englen før han kom frem til at hun ikke kunne være nøgen og kastede kjolen efter hende. Og så gav han sig til at gå.

Chester lod hende bare brokke sig om hendes kjole. Hun ville ende med at skulle have den på ligemeget hvad. Chester var også allerede på vej i mod døren, klar til at de kunne komme videre. Han skulle bare have det her overstået. Men det fik han ikke lov til for Emery skulle selvfølgelig vide mere om situationen. Chester stoppede op, rullede med øjnene og vendte sig i mod hende. Smilet var tilbage på hans tilbage, dog nu kun svagt.  
”If you must know,” sagde han som et suk, ”Remember how I almost died and you saved my butt with your delicious blood? Funnily enough someone did that to me. A… friend of mine.” – Afskyen kunne tydeligt høres i hans stemme som han blev nødt til at vrænge de sidste ord ud. Han holdt dog den positive attitude og fortsatte som ingenting var galt – ”He thinks I actually died. I mean, who can blame him, no one in their right mind would have thought I had a guardian angel. And now he’s hosting a ball. A ball we’re going to attend. As if I’ve risen from the dead.”
Det måtte være forklaring nok. Chester var i hvert fald i gang med at vende sig om mod døren igen. Han stoppede dog hurtigt sig selv i sin bevægelse og løftede en finger i vejret som for at sige ’ikke helt færdig’.
”And then I’m going to kill him,” tilføjede han og gav sig til at gå hen i mod døren, “So come on, we don’t have all night.”

Emery skød fornærmet underlæben frem ved lyden af Chester’s kluklatter der pludselig brød igennem hendes vredesudbrud. Hans rolige attitude og morede udtryk var bestemt ikke noget, som satte låg på hendes egne ophedede følelser, hvilket tydeligt kunne spejdes i det ætsende blik der blev sendt hans retning. Det eneste der faktisk syntes at virke, var den enkelte kommentar, som han kedet slyngede efter hende bedst, som hun stod der allermest sårbar. Et helt øjeblik holdt hun faktisk op med at knurre af ham og standsede sine bevægelser inden, at hun rettede sig op med tæppet knugende hårdere end før i sine stærke hænder. Langsomt faldt brynene dog på plads igen i deres sædvanlige skulende mine.

”Oh, I know you didn’t just say that… I’m not some other dark blooded, horrible old, little skank! This body is probably some of the purest flesh you’ve been touched by in years!"

Hun var stadigvæk edderrasende. Ikke blot over, at han kom valsende ind midt om natten, og forventede, at hun skulle være sød mod ham… så var han også efter hendes udseende! Nu var Emery egentlig ikke en der var særlig sart omkring sin krop, men alligevel følte hun sig ramt på en måde, som hun ikke havde gjort længe. Måske fordi at Chester netop ikke blot var et one night stand eller en tilfældig passerende. Han var et væsen – en person – som hun formentlig skulle hænge ud med de næste hundredevis af år. Og selvom tanken om, at hun ikke var en eller anden sexdukke i hans øjne var rar, så brød hun sig heller ikke blot om at være ”et anden tilfældig kvindemenneske ligesom resten”. Irriteret, men stille, betragtede hun, hvordan et smil voksede sig frem hos ham, som han gav sig i kast med en sølle forklaring om, hvorfor hun egentlig burde føje sig efter hans idéer. Chester – meget modsat Emery – virkede altid uhyggeligt rolig ved situationer som denne. Som om, at han var udødelig og livet bare var én stor leg. Det var det også for et væsen som ham, men hun vidste bedre end nogen anden, at han ellers burde vide bedre. Nærdødsoplevelsen burde have lært ham en lektie, som kun de færreste fik lov at opleve. Alligevel havde hun ikke set meget spor af tilbageholdenhed siden da. Hun rullede kraftigt med øjnene, da han valgte at afslutte med et lidt for kækt blink.

”Or you know… we could just not go out and get you killed again? Problem solved!”

Bedst som hun troede, at Chester virkelig havde det i sig at ignorere hendes ord fuldstændig, valgte han at stoppe op foran døren. Dog virkede han en kende mindre entusiastisk i sin forklaring, hvilket hun fornemmede både på hans falmede smil, men også på den måde tonen ændrede sig. Hun forstod dog hurtigt hvorfor. For en gangs skyld valgte Emery at holde mund hele historien igennem. Hun krængede som det eneste på ansigtet, da han lod sig gå i detaljer med hendes blod, men ellers gloede hun blot på ham med et intenst blik der fortalte om, at hun faktisk sugede detaljerne til sig – hun var trods alt ret glad for den slags – alt imens, at hun stadigvæk knugede det tynde, sorte stof tæt ind mod sin krop i håbet om, at Chesters voldsomt gode syn forhåbentlig ikke kunne se hele vejen igennem. Det var først, da han omsider stoppede sin talestrøm og atter vendte sig for at gå, at hun åbnede munden for at protestere, men før hun nåede så langt, så nåede han hende i forkøbet.

”Wait, wait, hold on… So you’re gonna kill this guy… Who actually killed you first… Because he thinks you’re dead? Why?! Why not let him stay in that belief, and then you both get to live happily ever after… and then I go back to sleep!”

Emery sukkede tungt, tydeligvis ikke tilfreds med hans forklaring, inden hun atter kastede et forskrækket blik imod kjolen foran sig.

”Besides if you want me to go help you kill someone that badly, why did you give me this?... Why can’t I wear my own clothes?! I don’t even have anything to go with this... dress…”

Fancy tøj havde hun aldrig gjort sig umage for at købe. Hvorfor skulle hun? Før Chester havde hun aldrig overvejet tanken om, at hun skulle deltage i bal eller ret mange fester generelt andet end dem, hvor man kom, som man var. Hun ejede stort set kun støvler eller sandaler.

Chester reagerede ikke på hendes fornærmede reaktion over hans kommentar om hendes krop. Han reagerede heller ikke på hendes generelle frustration eller hendes første 'løsning til problemet'. Generelt virkede han meget ivrig efter bare at komme ud af døren og videre. Hvilket han egentlig også var. Han ville have det her overstået. Få Zachary dræbt så han aldrig behøvede at tænke på ham igen. Så han kunne få alle de her forbandede tanker, der hjemsøgte ham, drevet bort. For det var sådan Chester håndterede konflikter - han dræbte. Dårlig dag? Dræb nogen. Vred? Dræb nogen. Levende i eksistentiel krise om at ville elskes men aldrig lade nogen komme tæt nok på til at det var en mulighed? Dræb nogen. Emery burde slet ikke stille spørgsmålstegn på det. Kun én person havde gjort det før og uheldigvis fik Chester ikke dræbt den mand.
Han reagerede altså ikke på hvad hun sagde og var allerede ved at dreje sig i mod døren for at få den åbnet op, velvidende at Emery ikke en gang havde fået kjolen på endnu. Men Emery fik ham stoppet igen og det gjorde hun ved at spørge om Chester om han ikke bare kunne lade det ligge. Det var dog ikke irritation, man kunne se på ham som sidst. Det var mere et gib der gik i gennem ham, hans greb om håndtaget strammedes. Hans kæbe spændtes og han holdt blikket på døren.
”I can’t do that.” Det kom ud gennem hans sammenbidte tænder. Køligt og afvisende, men alligevel mere følsomt end man typisk ville se ham. Der var ingen flabethed over det og det var et sjældent syn.
Et sjældent syn, der heller ikke varede længe, for så var han tilbage ved sit gamle jeg, dog uden smilet og vendte sig om i mod hende. Nu med den tidligere irritation tydelig igen.
”What do you mean you don’t have anything to-” han stoppede sig selv for at vifte hende væk med hånden som var hun en flue, der fløj omkring ham, ”You know what, we’ll figure it out. I’ll buy you something. And as I literally just said, we’re going to a ball. You gotta wear something girlish unless you actually want us dead. Now let’s freaking go.”
Det var ikke op til diskussion mere. Emery måtte hellere skynde sig at få den kjole på, for Chester havde nu åbnet døren og var på vej videre. De havde et bal de skulle nå.

Og det bal nåede de. Eller ballet var allerede godt i gang men det var nu ikke unormalt at komme elegant for sent. Chester havde hevet Emery ind i en af de få butikker, der faktisk var åbne til nattens væsener, og greb de første sorte høje hæle han kunne finde til hende og så tvang han hende til at efterlade hendes støvler i butikken til næste dag, hvor hun kunne hente dem. Han ville ikke lade støvler være det der fik ham afsløret og dræbt.
Ingen mistænkte dem ved indgangen til det ekstravagante palæ, hvor ballet foregik. Vagterne hilste kun på dem, men nu lignede de også bare nogen der skulle til bal og siden de kom så elegant for sent kunne man helt tro at de var vigtige personer. Chester havde tvunget Emery til at gå arm i arm med ham så de virkede som et par for at gøre det hele ekstra realistisk. Det der dog virkelig ville sælge billedet ville være hvis Emery faktisk virkede til at gide være her. Hvilket hun bestemt ikke virkede til, hun virkede generelt ubehagelig tilpas med det hele. Hvilket var fuldstændig upraktisk. Så snart de var forbi vagterne og bevægede sig inde i den kæmpe balsal, der var fuld af vigtige og rige personer, forsvandt Chesters smil.
”Would you stop looking like I’ve forced you to wear needles?” sagde han til Emery i mens hans blik gled hen over folket. Ingen Zachary i syne. Kort så han hen på Emery, betragtede hende, før han så ud mod folk igen. ”You look beautiful. Own it.”
Chester var mere seriøs end han plejede, men det var nu mest af alt fordi ængsteligheden krøb sig frem I ham og han hadede det.  Nu skulle han bare finde Zachary og rive hjertet ud af brystet på ham. Stadig med sin arm i Emerys bevægede han sig i gennem salen.
”There are more people than I expected,” mumlede han uden et sekund at stoppe med at lade sit blik glide rundt efter dæmonen. Dog med hovedet vendt lige frem så det ikke var for åbenlyst. De skulle helst ikke opdages før han fik dræbt sin eks-ven.

Kønne var de ikke. Egentlig kunne man spekulere på, hvordan de nogensinde skulle overleve hinandens selskab med idéen om at tilbringe de næste 100 år sammen. Ikke hele tiden, gudskelov, men alligevel oftere end de fleste bekendte ville ønske. Tanken ramte ofte Emery under skænderiet præcis som dette, og det gjorde hende ærlig talt tung om hjertet. Hvordan hendes sjæl nogensinde havde kunne se sig et mål som Chester for noget som helst godt, det ville formentlig være hende et stort mysterium til den dag, hvor han blev hendes undergang… hvis det da ikke allerede blev den aften.

”What do you mean, you ca-…”

Endnu et skarp ladt spørgsmål var netop på vej mod Chester, da hun opfangede et skift. Et skift der for et øjeblik fik hende til at tie, hvilket var nok til, at lyden af det knagende metal mellem hans stærke fingre nåede hende. Et øjeblik stod de begge, tavse, imens den anspændte stemningen i rummet summede uroligt. Så, som var intet lige sket, var Chester tilbage. Dog uden smil, hvilket fik et eller andet i hende til overgive sig lidt til selvmords idéen som han havde opstillet. Hun absolut ikke solgt, men noget sagde hende, at det var vigtigere end man lige skulle tro. Derfor, da han atter valgte at hundse med hende, sendte hun ham blot et træt blik før, at hun opgivende sukkede. Vreden var slukket for nu.

”Fiiiiiiine!... But hey, stop! At least let me get this thing on before we leave!”

Og vente måtte han. Uanset, hvor forfærdet Emery var over hele tanken bag kjolen, og hvor nødigt hun end ville indrømme det, så havde Chester faktisk en pointe. Bal var ikke det hun havde gjort sig mest i gennem tiden, men tanken om at vade ind i fuldt udstyr virkede måske en kende… absurd, når hun lige vendte tanken igen. Derfor valgte hun at trække sig ud på badeværelset, hvor hun iførte sig kjolen, imens Chester tålmodigt måtte vente ude i det andet rum. Emery ville stædigt ignorere de fleste af hans kommentarer, og svarer igen på hans hundsen, alt imens hun panisk forsøgte at redde det glødende morgenhårs mareridt, samtidig med, at hun forsøgte at gøre sig bare lidt i stand. Til hendes store frygt gik det op for hende, da kjolen endelig kom på, at den passede ind mindre end perfekt. Det mørke stof smøg sig om hendes slanke former, og efterlod selvfølgelig ikke meget plads til brystbind, som hun måtte være foruden. Alt dette fik hende hurtigt til at spekulere på, hvor foruroligende Chesters syn i virkeligheden måtte være. Da Emery trådte ud fra badeværelset igen efter et lille kvarters tid var det ikke med den selvsikkerhed, som hun havde smækket sig inde med. Alligevel mente hun selv, at hun havde gjort sit bedste. Håret var blevet redt ud, og sat op i en rodet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], hvor et par enkle [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] kunne spottes, hvilket faktisk var de eneste par, som Emery ejede. Givet til hende, da hun blev 50 år af sin mor, og kun brugt den ene dag for at få hende til at holde mund. Alligevel var hun blevet lykkelig for at finde dem, denne aften, da sølvkorset om hendes hals virkede en kende spinkelt alene. Udover dette havde hun malet sine læber i en smuk, dyb, rød farve, og lagt mørke farver omkring hendes øjne, hvilket blot fik den lysende grønne farve til at fremstå endnu mere gennemtrængende. Det eneste der manglede var selvfølgelig skoene, og til hendes store overraskelse mente Chester virkelig, hvad han sagde. Tvunget efterlod hun sine elskede støvler i forretningen og iførte sig i stedet et par høje, tynde, stilet lignende sko, som var yderst … yndige… men aldrig noget, som hun rigtig havde gået i førhen. Det blev ikke gjort meget bedre, da Chester pludselig greb hendes arm, hvilket forlangte, at hun gik nogenlunde lige og i samme tempo som den ivrige vampyr. Alligevel bed hun smerten i sig, og holdt faktisk mund det meste af vejen til ballet.

For bal det blev der. Emerys øjne blev store som tekopper, da de langsomt nærmede sig palæet. Musikken kunne høres på lang afstand, og alene det syn, at der stod vagter i døren fik hendes mave til at vende sig en enkelt omgang. Normalvis var hun hverken sky eller bange af sig, men hun følte sig som et rådyr fanget mellem en flok ulve. Et skadet, nøgent, slattent rådyr. Akavet fik hun dog smilet sig vej indenfor, hvor hun fortsatte den pinefulde gang på de høje hæle. Så snart de kom indenfor var det dog lige før, at Emery følte, hvordan hendes glødende træk blegnede sammenlignet med alle de dyre kjoler, diamanter og blændende smil hun pludselig var omgivet af. Fuldstændig hypnotiseret og en hel del usikker, greb hun ubevidst mere fat om Chesters arm, hvor hun lod ham føre dem begge med videre. Dette var dog ind til, at han stoppede op et stykke inde i salen, og henvendte sig til hende for første gang siden butikken. De mørke bryn gled øjeblikkeligt ned i en surmulende mine, da han spyttede sin første belærende kommentar efter hende. Før hun overhovedet kunne nå at gøre ret for sig selv, kom den næste dog, en kende mere uventet. Brynene røg op igen, og Emery mærkede den underlige følelse fra tidligere, da han først havde omtalt hendes krop, men denne gang mere varm og behagelig. I et forsøg på at skjule de let rødmende kinder, kastede hun i stedet et blik til siden, imens hun hankede op i kjolens overdel, som bestemt ikke dækkede nok af hendes barm – efter egen mening.

”Well, guess what? You kinda did! And this dress is so… impractical! I feel like my boobs are gonna escape any moment.”

Stadigvæk påvirket af hans kommentar fra før, kom hendes egen mere ud som en tvær form for mumlen, imens hun kæmpede med at få styr på det hele. Da Chester begyndte at bevæge sig videre igen, så hun sit snit, og snuppede lynhurtigt et af glassene fra en bakke, som en forbipasserende tjener havde med sig. Uden at tøve et øjeblik, vendte hun bunden i vejret på glasset og bællede indholdet før, at hun sank det igen, og sukkede en anelse mere let. Sødt og boblende. Det smagte dyrt. Med glasset i den fri hånd, fulgte hun Chester, og gav sig til at kigge lidt nærmere på nogle af gæsterne.

”Sooo… who or what exactly are we looking for?”

Chester var ikke god til det med bal. Han var blevet hevet til nogen før men han havde aldrig været god til det der med at skulle stå og chitchatte med tilfældelige fisefornemme personer og drikke alkohol uden at blive fuld.  Og så til de fleste fester var der forbud i mod at drikke fra tjenerne og hvad sjov var der så i et bal?  Og om man kunne tro det eller ej, så blev Chester faktisk ret ofte inviteret til bal. Han havde nogle højtrangerede kontakter, en del af dem var kriminelle som havde en del penge, og de elskede at kaste rundt med dem. Han deltog dog sjældent, medmindre han havde planer om at skabe et blodbad. Det få gange han tog til bal og faktisk opførte sig pænt var når Celeste hev ham med til arbejdsrelateret bal, hvor hun skulle vise sin kampmester frem. Men han sørgede så også for at brokke sig gevaldigt, når han så blev tvunget afsted.
Som de bevægede sig igennem mængden var hans fokus udelukkende på folk omkring dem eller rettere sagt så gled hans blik rundt, ledende efter én bestemt person. Det betød at han på ingen måde lagde mærke til Emerys røde kinder. Generelt var han fraværende og hans næste ord kom kun ud som en mumlen, som om han ikke var helt med i samtalen: ”As if anybody would complain if that happened.”
Han blev dog mere fokuseret, da Emery spurgte, hvem eller hvad det var de kiggede efter. Det var helt klart en hvem. En helt bestemt forfærdelig hvem.
”His name is Zachary,” fortalte han, ”He’s a blood-demon. A tall guy, broad shoulders, dark hair, tan skin, passibly handsome, probably wearing some sort of excessive suit to draw every bit of attention to himself.”
Og lige som han sagde det, så han ham. Længere nede i salen i gang med en samtale med en mindre gruppe, vist i gang med at fortælle en sjov historie. Han stod i et hvidt jakkesæt med diverse medaljer på, han ikke havde gjort sig fortjent på, så han virkelig skilte sig ud. Det var ufattelig nemt at få øje på ham.
Chester standsede langsomt op. “Kinda exactly like that…”
Han nikkede ikke derhen men hans blik var direkte rettet i mod ham og med det jakkesæt Zachary havde på var det umuligt at misse ham. Chester glemte nemlig at pege i hans retning. Han glemte at trække vejret, faktisk havde han slet ikke lagt mærke til hvordan han var stoppet med at gå. Han var bare stivnet.

Og så så Zachary hen i mod ham. Ikke direkte i mod Chester, han havde ikke opdaget ham endnu, men han så i den retning og Chester fattede sig igen. Hurtigt havde han sluppet Emerys arm, kun for at få sin arm rundt om hendes talje og trække hende til siden. Med hans vampyrfart stod de på et sekund bag en stor gruppe af folk gemt væk fra dæmonens blik.
”He can’t see us,” sagde han lavmælt i mens han spejdede efter ham. Hans arm var endnu om Emerys talje. ”He’s too strong, especially on a night like this.”
Han tog en dyb indånding for at fatte sig og slap Emery som han så hen på hende igen.
”Okay so sooner or later he’s going to leave this party. Whether it be the back yard or the bathroom, we’re joining him. We have to count on the element of surprise.”
Han så ned på Emerys hals. Ikke fordi han var tørstig men fordi han lagde mærke til hendes halskæde. ”Is that necklace holy? If so, we can use that.”
Og så så han efter Zachary igen. Det var tydeligt at det var alt han egentlig kunne fokusere på. ”Now we just have to wait and see. Oh and try not to get blood on the dress.” – Det skulle han lige huske at tilføje – “It’s borrowed from someone and I’m pretty sure she would kill me if you stain it.”
Kjolen var Celeste og hvis Chester var så heldig at overleve denne her aften ville han helst ikke blive dræbt så snart han kom hjem. Hans blik gled endnu hen over salen, Zachary var endnu i gang med en samtale.

Emery var efterhånden ikke i tvivl om, at Chester og hende levede to meget forskellige liv. Ikke blot fordi at han var et barn af natten og havde en dum tendens til at knække halsen på folk, men også fordi han tilsyneladende bar en del mere mønt på lommen. Faktisk så meget mønt, at hun ofte ikke ønskede at overveje tanken om hvor meget. For hvor havde han pengene fra? Den snak var de alligevel aldrig nået til mellem alle skænderierne. Emery havde trods alt selv skrabet, slidt og svedt for hver en mønt hun nogensinde havde brugt, bortset fra de enkelte årlige donationer fra hendes mor når heldet virkelig syntes sort… men Chester havde en helt anden form for magt. Og muligheder. Fordelen ved blod var vel, at man aldrig behøvede bekymre sig om det næste varme måltid. De vadede uvidende rundt lige foran næsen på en. Det var endnu en af de grunde til, at Emery havde en skudsikker holdning om, at livet på ingen måde var fair, og at mørke væsner sagtens kunne være røvhuller. Diamanterne og de dyre silkekjoler der fangede hendes lyse blik denne aften var sikkert betalt mere i blod end guld, og allerede der mærkede hun, hvordan den dyre velkomstdrink vendte sig i hende. Ubevist gav hendes krop en lille gysen fra sig, næsten som om, at den forsøgte at ryste de grimme tanker bort. Men det ville aldrig virke. Indre dæmoner forsvandt som regel kun på få måder… og en af dem var heldigvis til stede i aften.

Lynhurtigt fik Emery skiftet sit tomme drinksglas ud, da endnu en tjener passerede forbi dem, og nippede denne gang en kende mere fattet til indholdet. Det gik op for hende, at indholdet var anderledes. En kende mere frugtigt. Nysgerrig tog hun endnu slurk, men mærkede øjeblikkeligt straffen af sin fejl, da drinken satte sig fast efter et tørt tiltænkt Chesters skødesløse svar til hendes slåskamp med kjolen kom i forkøbet. Imens hun kæmpede for at holde sin sprutten til et absolut minimum, lyttede hun dog halvhjertet med da Chester valgte at forklare om dagens synder.

”O-Of course it-it’s a demon… next time pl-please get mad at a skinny elf or something, will ya?”

Nogenlunde i kontrol fik Emery rettet sig op igen, og kastede derfor et blik mod Chester for at fange hans reaktion på hendes lettere upassende kommentar i forhold til den alvorlige situation. Alligevel var der noget der sagde hende, at han knap nok havde hørt starten af den sætning. Et pludselig ryk standsede dem begge to, og hans ellers livlige blik var fastfrosset i én bestemt retning i noget der lignede en blanding af dyb had… og frygt. Vagtsomt rettede Emery blikket i samme retning, og ikke overrasket landede det på en tro kopi af, hvad hun havde opfanget i Chesters forklaring. Fyren var stor… irriterende stor. Men han var også en populær herre, og så man bort fra de overdrevne medaljer, som fyren havde valgt at smide om sig, så var han tilsyneladende også temmelig velbygget. Det hele sad rigtigt, og den mørke hud strålede i det lyse jakkesæt. Alligevel mærkede Emery sig selv skære en grimasse. Dæmoner. Det ville aldrig blive hendes ting. Pludselig mærkede hun dog noget andet overnaturligt omkring hende og før hun vidste af det, stod de pludselig et par meter længere væk. Lettere rystet over farten, blinkede hun et par gange for at genvinde fatningen, og kastede så et skuffet blik ned i glasset, hvor halvdelen af indholdet var fløjet ud i farten og landet et stykke bag dem. Hun bundede resten, og gav så et irriteret suk fra sig, da Chester pludselig begyndte at freake ud.

”This is EXACTLY why I told you to stay home! He’s-…”

Hun mærkede til sin egen store forbavselse, hvordan en kølig arm flyttede sig fra hendes talje, hvilket efterlod hendes noget konfus et øjeblik. Det var gået så hurtigt, at hun knap havde lagt mærke til forandringen om taljen. Selv med al den styrke i hans krop havde det føltes let og naturligt mod hendes egen. Pludselig ville hun ønske, at hun havde ventet med at tømme glasset. Hun var fristet til at lægge en smule afstand mellem dem, da det trods alt var gået op for hende, hvor tæt de befandt sig på hinanden. Hun var ikke kropsforskrækkede, men hun var bestemt opmærksom på, hvor meget Chester måske kunne opfange, som hun knap nok selv gjorde. Alligevel tvang hun sig selv til at trække vejret dybt, og deltage en kende mere aktivt i hele ”myrd-en-ex” operationen.

”And then what?! I’m ready to kick som butt and all, but you litteraly just told me he’s a god damn blood demon! I don’t even have a weapon!... And of course it’s holy! It’s a gift for protection. Do I look like I wear stuff for fun?”

Instinktivt røg hænderne op, hvor fingrene straks lagde sig om det blankpolerede sølvkors. Det var en vane hun havde tendens til under stress, og Chesters nærvær stressede hende efterhånden mere end selve problemet med dæmonen. Emery lyttede stadigvæk troligt og aktivt til, hvad Chester fortalte, selvom hendes hoved et øjeblik var tilbage i minder forbundet med korset, og det tog hende derfor ikke længe om at reagere. De grønne jadeøjne blussede hidsigt op, og kinderne tog nu en ny lettere rødlig farve.

”Great… Just. Great. I should’ve figured! Forced in a dress of a one night stand. How freaking great. Couldn’t even bother… Why did I even…”

Tydeligt ubehageligt til mode over den nye viden angående kjolen, fik Chester meget bestemt stukket et drinksglas i hånden, hvorefter hun trådte et skridt væk fra ham. Næsten som var han problemet selv. Et øjeblik stod hun blot med hænderne løftet over kjolen, som overvejede hun faktisk at rive den af sig… men i stedet valgte hun efter et frustreret suk at knytte dem hårdt, og sænkede langsomt armene ned langs siderne igen inden, at hun flyttede blikket væk fra Chester. Hvad Chester ikke vidste var, at hun i det øjeblik besluttede, at kjolen ikke ville overleve den aften. Hvad enten det var uheld eller ej. Hun ville bestemt ikke gøre forsøg på at skåne den. Lettere opgivende kastede hun et blik ud i salen, blot for at få opmærksomheden væk fra Chester, men opdagede til sin egen store overraskelse, hvad de begge havde ventet på. Tvært, og uden at vende sig mod Chester, gav hun besked.

”Hey… Flashy demon is on his way out.”

Chester var ufattelig ligeglad med Emerys brokkeri om at han burde have blevet hjemme. Han kunne ikke blive hjemme. Ikke velvidende at han missede sin chance for at få Zachary ud af sit liv. Kvæle den frygt som havde fået lov til at vokse inden i ham. Nej, det gik ikke. Så hellere risikere sit - og Emerys - liv endnu en gang for at ende hans.
Desuden var han alt for fokuseret på Zachary til rent faktisk at lytte efter Emerys brok.
"I'm pretty sure you don’t do anything for fun," mumlede han til hendes kommentar i mens han kiggede efter Zachary. Ikke at det virkelig gjorde nogen forskel om han kiggede på ham eller ej. Dæmonen blev stående. Men så kunne han heller ikke lige pludselig dukke op bag Chesters ryg. Det var vel en måde at have kontrol over situationen på.
"And we don't need weapons," tilføjede han derefter, stadig uden at se på Emery, I'm gonna rip his heart out."
Han sagde det helt henkastet som om det ikke var en stor ting at stikke sin hånd i brystet på en og hive deres hjerte ud. Men det var også en normal ting for vampyrer at gøre. I hvert fald de voldelige af slagsen, hvilken var størstedelen af racen.
"I just need you to stand by my side, flashing your necklace and looking pretty."
Emery fik en ny ting at brokke sig over - virkelig, hvorfor fik han den eneste skytsengel der faktisk havde en rygrad? - og denne gang blev Chester nødt til at se væk fra Zachary og hen på hende men en rynket pande.
"She's not a one-night stand." Han lød næsten helt fornærmet, som om det ikke var en stor sandsynelighed at kjolen netop var fra en one-night stand. Men det var den ikke. Celeste var så meget mere end det. Ikke at Chester havde planer om at uddybe, men det fik han nu heller ikke lov til for Emery trådte væk fra ham og stak sit glas i hånden på ham. Dette brokkede Chester sig ikke over, han drak blot resten af indholdet i én slurk før han gav glasset til en forbipasserende tjener.
Det få sekunder han kiggede væk var nok til at han missede noget - en tanke Chester hadede - for så åbnede Emery endnu en gang munden, denne gang for at sige at Zahcary var på vej ud.
Hurtigt så Chester selv efter ham og Emery havde helt ret, han havde droppet sit selskab og var nu på vej hen til en af de baggårde gæsterne ikke måtte gå ud i. Hvorfor han skulle derud vidste Chester ikke. Måske ville han tage noget lidt stærkere blod, som han ikke ville dele med sine gæster. Måske var der for lang kø til badeværelset. Grunden var egentlig ligegyldig. Nu var han alene.
"Let's go get this over with," mumlede han mere til sig selv end til Emery og så var han på vej efter ham.

Baggården var en lille firkantet græs-areal, omringet af murer fra borgen ballet blev holdt i, med et bænkesæt og et lille springvand. Intet specielt men Chester var heller ikke rigtigt opmærksom på omgivelserne. Zachary var knap nok nået derud før Chester var derude med ham. Han havde ikke en gang fået set om Emery var fulgt med.
Zachary nåede kun lige at få vendt sig om da Chester ramte ham med en knytnæve i ansigtet, der sendte ham bag ud.
"Remember me?" Vreden brændte i gennem Chesters stemme. Normalt var der en snert af drilleri men her var det udelukkende had som passede til hvordan hans mørke øjne lynede.
Zachary fik ikke lov til at svare for så havde Chester sendt flere slag hans vej. Chester sagde heller ikke mere. Han vidste bedre end at stoppe for så snart Zachary fik en pause ville han kunne slå ihjel. Det handlede om at udmatte ham først så Chester stoppede ikke med at slå og slå indtil hans næver var blodige og Zachary fuldstændig forslået. Så fik han ham presset op af væggen, holdt han oppe med et fast greb om hans skulder, den anden hånd fri klar til at rive hans hjerte ud.
”I’m the guy you betrayed and tried to kill.” Smilet var nu kommet frem til Chester læber. Han havde jo vundet. ”Well, jeg tried, here I am. About to rip your heart out.”
Zachary kunne knap nok holde sig selv oppe at stå, så skadet var han.
"Orh bummer,” endte Zachary med at mumle med en fed britisk accent, “Fine, whatever, go ahead and kill me."
Chesters smil stivnede af ren og skær forbavselse. "What?"
"It's not as if I can do anything to stop you - you even brought back-up.” Et lille smil kom frem på Zacharys læber som om han fandt det utrolig morsomt. Han så kort hen på Emery og så tilbage til Chester. "You really want me gone, don't ya? How come?"
Stadigvæk forbavset vidste Chester ikke en gang hvad han skulle svare. Havde han ikke lige sagt hvorfor han ville slå ham ihjel? Selvfølgelig vidste han godt at der var en større grund bag det, men det var da ikke noget han havde tænkt sig at sige højt.
Alligevel kom Zachary ham i forkøbet. Han vendte sine blå øjne, der skinnede i gennem hans blodige ansigt, mod Emery, endnu med et smil.
”Do you even know what he did that made me kill him?” Hans stemme havde fået mere styrke nu. ”He tried to kill my girlfriend. Why? Because he couldn’t handle, that I could actually care for someone.”
Han så på Chester igen, der endnu blot stirrede på ham uden at vide hvad han skulle gøre.
”I guess it meant you could care for someone as well and you couldn't stand that thought.”
Det var nok til at få Chester til endnu en gang at ramme ham med en knytnæve i ansigtet med et vredt udbrud. Ikke at det virkede til at påvirke Zachary. Måske var han bare lam for smerte efter at blive slået så mange gange på. Han hævede blot stemmen og talte videre:
"You couldn’t stand the thought of ever thinking about someone else than yourself! To feel things. But don’t worry buddy - You’re a monster! Or at least trying to prove that you are to everyone one, even yourself. And killing me won’t change that fact.”
Det gjorde ondt. Fysisk ondt. Som om Zachary var den der havde revet Chesters hjerte ud. Og det kunne ses på Chester. Han havde præcist det samme blik som han havde haft på hotelværelset og han stirrede på Zachary som om han tiggede ham om ikke at fortsætte. Zachary stirrede stædigt tilbage.
“I did everyone a favor killing you,” sagde han tørt. "Lucky for you, you had a guardian angel. Unlucky for the rest of us however.”
Chester slap ham. Som havde han fået stød rev han sin hånd væk fra ham og tumlede bagud. Nærmest tvang sig selv væk fra ham. Han kunne ikke en gang få sig selv til at se på Emery. Hans hænder rystede som en blanding af vrede og frygt.
" “Come on, Chester, this isn’t about killing me,” sagde han helt venskabeligt i mens han prøvede at rette på sin nu beskidte blazer. "This is about proving that you’re still the big bad. But face it – you aren’t.” – han lo – “No matter what you do, it doesn’t change the fact that you do care. You even brought your guardian angel and why? Because you’re scare-“
Han fik ikke sagt mere. I stedet undslap et gisp ham, da Chester pludselig var henne ved ham. Med et dunk og et hul i brystet faldt han til jorden uden noget sidste ord. Chester så ned på ham med hans blodige dryppende hjerte i hånden. Sådan stod han i nogle sekunder før han smed det fra sig.
Det var først nu han faktisk så på Emery. Hans blik var følelseskoldt, intet kunne læses ud fra hvordan han så på hende. Udover det faktum at han intet viste, men det sagde vel egentlig også nok.
”It’s over. Let’s go,” sagde han og gav sig til at gå i mens han mumlede: ”This party sucks anyways.”[/color]

Emery lagde armene over kors, fnøs kort og lod dernæst øjnene rulle en tur, da Chester valgte at bruge hendes kommentar. Virkelig? Tonelejet var lavt, og tydeligvis ikke ment som noget særligt, men hun opfangede stadigvæk hvert et ord. For modsat Chester, hvis opmærksomhed var fastfrosset på dæmonen længere fremme, så var hendes energi, hvad enten hun ville det eller ej, konstant rettet imod ham. I håbet om, hvis hun ikke slap ham af syne, så overlevede de forhåbentlig de begge to… dog havde hun ikke regnet ventetiden for at være helt så langtrukken.

” Of course, I don’t! I have you, remember? It’s not like there’s much time left after that…”

Hendes ord var ikke en hvisken. Det var en rolig, tør og umiddelbar konstatering. For Emery havde skam hobbyer… eller… hvad de nu var. Hun kunne da sagtens finde ud af at have det sjovt! Chester anede tydeligvis ikke, hvad han snakkede om. Det var blot hans skyld, at hun i den seneste tid havde haft travlt som aldrig før og fik sovet mindre end nogensinde. Det banede ikke ligefrem vejen for andet tidsfordriv. Det gav et ryk i hende ved lyden af hans næste svar. Nu fik han fanget opmærksomheden igen, men de fleste ville nok have set det som en dårlig ting.

”Are you serious?!”

Hvislede hun mellem sammenbidte tænder. Hun kunne ikke finde ud af, hvad der gik hende mest på det øjeblik. Aftenens mordvåben of choice eller det faktum, at hun var blevet degraderet til en sølle pyntegenstand i løbet af ganske få sekunder. Et øjeblik var hun fristet til at gå. Kjolen, håret, smykkerne og ja selv make-uppen føltes efterhånden som én stor joke. Chester havde haft en plan helt fra starten, og hun var i virkeligheden blot en overskudsgenstand. Et kort, som han havde flashet for sin egen roligheds skyld. Hun sukkede tungt og kørte en hånd igennem håret af ren vane, hvilket bragte frisuren i lettere uorden. Netop som hun tog beslutningen, og skulle til at fortælle ham, at hun ikke gad mere af den her aften, skød en ny følelse igennem hende. Forskellen var dog blot, at denne gang var det ikke helt hendes egen. Med et overrasket bryn i vejret mødte hun igen hans blik. Han mente det. Hun kunne ikke helt tydede selve følelsen, som gik igennem hende, men hun vidste på en eller anden måde, at han talte sandt i det øjeblik. Det hjalp ikke rigtig, men hun besluttede dog at vente lidt endnu med at ødelægge kjolen. Hun valgte at lade det ligge, og kommenterede ikke yderligere før, at de satte af efter dæmonen.

” Fine. Just don’t kill us both, ‘kay?”

De næste par minutter fløj afsted. Hvis man spurgte Emery bagefter ville hun ikke ane, hvor lang tid de havde tilbragt i den baggård… eller hvad der helt præcist var sket. Hun nåede lige præcis at træde en fod udenfor, da det første slag faldt, hvilket sendte den enorme dæmon flyvende bagover. På sin vis gjorde det hende lettet at se, at Chester havde en effekt trods fyrens størrelse, men på den anden side, så var slagene der fulgte bagefter ikke ligefrem nemme at se på – selv ikke for hende. Knogler imod hud og andre knogler, samt blandet blod der fløj rundt mellem dem. Det var grusomt. Som to vilde dyr der havde cirklet om hinanden alt for længe. En kamp til døden. Hun forstod egentlig ikke, hvorfor hun et øjeblik følte sig så udsat – så sart – da hun havde set det hele før. Gadekampe, barslagsmål, arenakampe. Men det her var… anderledes. Måske grundet det faktum, at hun følte sig komplet overvældet, rastløs og en kende uduelig. Følelserne – Chesters vrede – rasede igennem hende, og mærkede al hadet og frygten, som han leverede med hvert slag. Sandt at sige havde hun aldrig mærket noget lig den aften. Forblændet af scenariet og alle de nye følelser var det først, da Zachary’s ord fik Ches til at stivne, at hun vågnede igen. Det gik op for hende, at hun havde knuget om stoffet på kjolen, hvilket hun hastigt smed fra sig, hvorefter hun trådte et par skridt nærmere muren. Pludselig faldt dæmonens blik på hende, og hun standsede brat. Hun kneb vredt brynene sammen, da han vovede at tale til hende, men valgte stædigt ikke at svare på nogle af hans ord. Hun mærkede varmen gløde i hende, og var ikke i tvivl om, at det kunne ses i hendes lysende blik. Ærlig så var hun dog tvivl om, hvad hun overhovedet skulle sige til hele situationen. Det var her, at hun som enhver anden fornuftig engel burde stoppe Chester. Gribe ham ved skuldrene, slæbe ham væk fra dæmonen og flyve dem begge langt, langt bort. I stedet stod hun fastfrosset som en anden idiot, og lod Chester gøre præcis, hvad han ønskede. Det var ikke fornuftigt, godsindet eller ideelt. Men det føltes… rigtigt. Pludselig ramlede hele scenariet dog. Dæmonens ord ramte dem begge to, og Emery spærrede chokeret øjnene op. Det var vist ikke hele historien hun havde fået den dag, hvor hun havde reddet hans liv. Der havde det blot virket som et simpelt mordforsøg. Nu var historien… kompliceret. Selv Chester vaklede, og hun mærkede panikken vokse. De kunne ikke fejle nu. Hun ville ikke dø nu. Emery mærkede, hvordan vingerne kradsede i hende. Få sekunder mere, og hun ville flyve ind mellem dem. Et enkelt skridt blev taget, og for første gang i flere minutter åbnede hun munden.

”Ches-…”

Lyden ramte hende først. Emery betragtede, hvordan dæmonens mørke ansigt blev blegt, og hvordan blikket døde ud. Kroppen der ramte jorden, og det friske hjerte, hvis blanke overflade lyste op i måneskinnet. Et bizart syn der efterlod hende lammet et par sekunder, hvor hun blot stod med let åben mund og en hånd strakt imod Chester. Da hans blik omsider vendte sig imod hende, lod hun langsomt armen falde, hvorefter hun tog sig sammen og fik styr på sit ansigt igen. Det var slut. Vreden var forduftet, og det var som om, at gassen var gået af ballonen. Han vendte sig og gik. Hun stod tilbage et øjeblik. Hævet over dæmonen, hvis brystkasse stadigvæk blødte mørkt, og hvis blik stirrede op i den mørke nattehimmel. Til sidst sukkede hun dybt, trak let op i kjolen og skyndte sig dernæst efter Chester, hvilket blot efterlod liget sammen med ekkoet af de høje hæle.

”Let’s get a drink.”

Og en drink fik de. Faktisk var én drink vist en underdrivelse. Chester var trods alt vampyr og Emery en erfaren alkoholiker, så en drink ville slet ikke være nok til at tilfredsstille deres behov. Og Chesters behov var store efter en aften som denne. For aften gik slet ikke som planlagt og hvis der var noget der kunne ødelægge Chesters aften var det når den ikke gik som planlagt. Jo, selvfølgelig fik han Zachary dræbt. Men han havde et helt scenarie planlagt, hele hans hævntale, som bare blev kastet ud af vinduet, det sekund den åndssvage dæmon åbnede munden. Og da han så endelig dræbte ham var det ikke ud af overlegenhed og hævntørst. Det var ud af ren og skær desperation for at få ham til at holde kæft. Stoppe med at plage ham. Stoppe med at sige alt det, som Chester hele tiden havde frygtet.
Da han endelig fik revet hjertet ud af ham var det ikke tilfredsstillende. Det var ikke det han så længe havde ønsket sig. Det gav ham ikke ro. Faktisk var hans sind kun mere kaotisk end nogensinde før. Det var meningen at det her skulle hjælpe. Hvorfor hjalp det ikke? Han gik stadig rundt med alle disse forfærdelige destruktive tanker og bekymringer, som han aldrig før havde overvejet. Måske havde Zachary ret. Måske var han ikke længere ligeglad. Måske var han ikke længere 'the big bad'. Måske var han virkelig bare bange.

Heldigvis var de ikke så langt igen fra den kro, som Emery overnattede ved. De havde slet ikke været op på værelset dog, Chester havde bevæget sig direkte til baren. Hans hånd havde han fået vasket og tørt på vejen, for ingen mistænktsomme blikke skulle stoppe ham på vej hen for at kunne få en drink. Siden plan a ikke virkede, måtte han gå tilbage til plan b - at drikke til han ikke længere behøvede at tænke.
Emery havde prøvet at tale med ham nogle gange. Ikke at hun rigtigt hjalp for det var meget tydeligt, at hun ikke anede, hvad hun skulle gøre af sig selv. Men selv hvis hun havde de helt rigtige ord, ville Chester ikke lytte. Dette var tydeligt fra start af, for han svarede hende næsten ikke, han reagerede knap nok på det, hun sagde. Hun fangede vist også hurtigt, at det intet hjalp. Chester var i rigtig dårligt humør. Han var ikke vred. Han var ikke irriteret. Han var bare... færdig. En sort sky hvilede over ham, en ugidelighed, en... tristhed? Det var vel egentlig rigtigt. Han var opgivende. Hans ene håb på at komme tilbage til sit gamle væk var dødt... bogstavelig talt.
Han havde heller ikke sagt noget siden de kom ind på baren udover at bestille en øl til sig selv. Og så en øl til. Og så en øl til. Ham og Emery havde egentlig bare drukket i stilhed, hvilket lige var det Chester havde brug for. Det sørgede også for at det hele kom hurtigere ned, og Emery kunne imponerende nok følge med ham.
Vampyren kunne endelig begynde at mærke alkoholen summe igennem os. Endelig var der noget der virkede for ham. Så efter et godt stykkes udelukkende druk og stilhed, gav han sig til at tale. Dog ikke før han havde taget en kæmpe slurk af sit krus og hamrede det i bordet.
”So,” startede han ud, ”I killed him. I finally killed him.”
Der var en form for sarkasme i hans stemme. En tør sarkasme. Bitterhed var et godt ord til at beskrive det. Der var i hvert fald ingen glæde og ingen sjov. Han lød mere irriteret over det hele end befriet. Han så ikke på Emery. Han så bare meget intenst på sit krus, som han endnu havde sin hånd om.
”Ripped his heart out,” sagde han mere stille, næsten som om han mumlede det til sig selv, ”Just as planned.”
Han lød ikke specielt begejstret for at han endelig havde opnået det han ville. Endelig så han på Emery og han fremtvang et smil der næsten viste Chester men ikke nok. Det var mere et spøgelse af ham. Han hævede sit krus op i luften og hævede øjenbrynene imens.
”Cheers.”
Og så drak han igen.