You are mine now and you can't do anything about it! - Asmodeus

Dagene op til denne dag, var noget Zophia allerhelst bare gerne ville glemme og lade forsvinde, hun ville ikke og havde da også overvejet at hun ville stikke af og blive væk, men der var bare noget indeni hende som sagde at hun ikke skulle. Hvorfor det var sådan vidste hun ikke, særligt fordi hendes forældre flere gange havde forsøgt at få hende til at forsvinde for at redde hendes liv.

Der var dog desværre ikke noget at gøre, denne dag fyldte hun det 18 år, hun vidste at på et eller andet tidspunkt ville hun blive hentet. Dog havde hun sat sig for at det ikke ville komme til at gå frivilligt. Han skulle ikke tro at han bare kunne få hende, som han troede. Hun var ligeglad med hvilket bindende slave kontrakt der var blevet lavet før hendes tid. Den galt ikke og sådan var det bare, altså i hendes hoved. Det var godt nok ikke sådan virkeligheden havde været men det havde hun virkelig håbede på, hendes forælre havde overvejet at søge hjælp til at få afbrudt denne kontrakt, men de vidste godt at hvis de gjorde skulle de betale alt tilbage, hvilket ikke ville blive nogen mulighed om de se var konge og dronning det var penge for 2 generationer det var bare umuligt. Zophia sad sammen med sine forældre og spiste aftensmad, de havde lavet lidt finere mad denne dag end de normalt ville have, da det jo var hendes fødselsdag.

Zophia sagde ikke noget under middagen, hun græd stille hvilket hendes mor også gjorde. Hendes far var rasende over dette, hvordan havde hans farfar kunne finde på lave sådan en kontrakt. Havde han levet den dag i dag, havde hendes far banket livet ud af ham. Der blev banket på døren hårdt og voldsomt, Zophia stivnede det måtte ikke være nu please, han måtte ikke komme nu. Zophia så panisk på sin mor og rejste sig, skyndte sig ind på sit værelse og gemte sig under sin seng. Ikke at det ville hjælpe meget, men så kunne hendes forældre sige at hun ikke var hjemme. Hendes far gik nervøst ud og åbnede døren, da han så hvem der stod i døren, blev han nærmest helt ligbleg. ” Zophia er ikke hjemme, hun er stukket af” forsøgte han sig med, mens hendes mor panisk prøvede at skjule at Zophia havde siddet ved spise bordet sammen med dem.

Asmodeus havde planlagt dette ned til mindste detalje. Og det var i løbet af atten lange år. Så snart han havde fået nys om at familien endelig havde fået en datter, så havde han glædet sig til denne dag, og endnu mere da han for tre år siden havde givet den lille familie et besøg, og set for sig selv at hun havde arvet moderens race og ikke var noget dumt lille menneske som hendes far og hele hans familie havde været. Glimrende... En engel kunne bruges til så mange flere ting end et menneske kunne, de kunne klare så meget mere... Og levede også så længe de nu kunne formå at blive holdt i live, så det var jo helt perfekt, især også den ekstra styrke de havde. Ikke helt oppe på en dæmons, men stadig en god del. Jo, hun skulle nok vise sig at være nyttig. Og så havd ehun allerede set ud til at vokse op til en køn kvinde, sidst han havde set hende... Den samme aften som han havde brændemærket hende, som han gjorde med alle sine slaver.

Men nu var han på vej hen til hendes families hus, iført noget af sit lidt finere tøj, der tydeligt viste at han var fra den ekstremt velhavende del af byen. Det var utroligt hvor meget man kunne tjene som slavehandler... Udover de mange penge handelshuset også bragte hjem, i samarbejde med hans fars, som han stadig styrede tilbage i Dragon's Peak. Asmodeus' dæknavn var derfor godt kendt i de øvre kredse af byen, som indehaveren af handelshuset. Ingen i Terrorville vidste at de fleste af hans penge kom fra slavehandel og ikke handelshuset, men det var også sådan han helst ville have det.

Han ankom endelig til huset og rettede let på sit tøj, strøgen hånd gennem sit kridhvide hår, og bankede derefter hårdt på døren - tre bank, og så ventede han ellers høfligt der for en stund. Døren blev åbnet, og manden han også var blevet mødt ved døren af for tre år siden, stod der, nu helt ligbleg i ansigtet da han så hvem det var... Dejligt. Asmodeus smilede og nikkede let til manden, skulle til at sige noget - men mennesket kom ham i forkøbet, og sagde nok noget af det dummeste han kunne. Dæmonen kneb øjnene en smule sammen og smilet forsvandt, som han så ind i huset, forbi manden, og så konen være hastigt igang med at fjerne tallerkener fra bordet. "Ser man det... At du tør lyve mig lige op i mit ansigt." han sukkede let og maste sig uden videre forbi manden - han var jo ingen udfordring for en dæmon af Asmodeus' kaliber. Hans øjne var nu fokuseret på moderen som han stod der, den kære engel pigebarnet havde arvet sin race fra... "Nu, siden din mand var så dum at prøve på at lyve mig lige op i ansigtet, hvorfor fortæller du mig så ikke sandheden, hmm? Gemmer den lille frøken sig på sit værelse?" spurgte han hende med et løftet øjenbryn.

En irriteret knurren undslap ufrivilligt hans mund da selv moderen også prøvede at give ham løgnen om at pigebarnet var stukket af. "Okay... Når nu I insisterer på at gøre det her vanskeligt..." sukkede han så, med klar irritation i stemmen... Og kort efter begyndte han så at skifte form. Hans hud blev kridhvid som hans hår havde været, håret blev mere blondt, længere, endte i en fletning, som de større horn voksede frem, ligesom halen og kløerne, mens øjnene blev klar gul og sort. Da han smilede nu, i hans dæmon form hvor det kun var alt for tydeligt hvad man havde med at gøre, kunne det sesat tænderne også var vokset en anelse, nu tydeligt tænder der passede bedre til et rovdyr end de normale menneskelige tænder fra før. Han var også lige vokset et par centimeter... Ikke meget, men lidt. "Hvis I ikke fortæller mig hvor hun er, så skal jeg nok sørge for, at hun den første uge hos mig virkelig ville ønske hun var død. At døden ville være en befrielse for hvad jeg vil putte hende igennem. Så, for sidste gang... Hvor er jeres forbistrede datter?"

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Zophias far, kunne slet ikke klare dette, han var så panisk bange at man nærmest skulle tro han var ved at dø, det var i hverfald den farve hans hud havde, helt krid hvid. Han havde da også prøvede at stå i vejen for Joseph, selvom han godt vidste at det ikke ville nytte noget for han kom alligevel forbi ham. Moren der håbede at hun havde nået at få tingene væk før Joseph havde set dem, sådan at det var til at regne ud at hun var i huset. Zophias mor havde givet Joseph samme løgn som hendes far havde. ” Men Herre hun er her ikke i øjeblikket, hun skulle ud og mødes med en fyr” Sagde hendes far,  med håbet om at han ville tro på det, ” hun løb kort før du kom” Sagde hendes mor hurtigt efter selvom de ikke helt troede på han ville tage dem for gode vare.

Zophias forældre stillede sig ved siden af hinanden, da de var bange, men de havde stillet sig sådan at de ville stå i vejen for at komme hen af gangen og ned til Zophias værelse. Zophias mor skreg panisk som hun så hvordan han ændrede form, tårerne løb trillende ned af hendes kinder. ” Jeg beder dem, de må ikke tage vores datter, hun er den eneste vi har” Sagde hun bønfaldende. På et eller andet tidspunkt hvis han begyndte at lede huset igennem ville han finde hende. Hans ord virkede iskolde og som om han ingen følelser havde. ” Hvorfor gør de dette ! Det vores eneste barn de tager, jeg har ikke bestemt hvad der skete hos min forfædre! Men det må ikke gå ud over os” Sagde hendes far tydeligt bange. Der var ingen tvivl om at de begge var mega bange, men stadigvæk ikke ville fortælle hvor Zophia var.

Dog gik der ikke længe før en dør stile og meget forsigtigt og et par bare fødder hørtes løbe hurtigt hen over gulvet for at komme ned i den anden ende af huset, for at kunne løbe ud af bagdøren der var der. Zophia havde prøvet at være så stille som muligt, selv hendes forældre havde ikek hørt hende, men det var nok mest fordi hun var bange. ” De får IKKE lov til at tage vores datter! Jeg melder dem til vagterne” Sagde han og fast besluttet for at komme hen til døren gik ham. Zophias mor prøvede at hive ham tilbage, men han rev sig lyst og ville ud og have fat på vagterne. Selvom de begge var ligblege af angst, havde de ikke i sinde at sige hvor deres datter var. De tvivlede nemlig på det han sagde, at han faktisk mente det og ville gøre det. For ingen kunne være så modbydeligt og ondskabsfulde, Joseph havde kun sagt det for at skræmme dem! Nemlig sådan var det.

Modstanden mennesket havde prøvet at give ham i døren, havde han nærmest ikke lagt mærke til. Det kunen godt være at Asmodeus var lidt spinkel af statur, men han havde trods alt stadig sin races styrke, og dæmoner var skam ikke til at spøge med, især ikke efter han havde skiftet form. Han stod der, med armene over kors som han ventede på hvad de ville sige... Sikkert noget der skulle prøve på at få ham til at ændre mening, sådan skete det altid når han tog ud med hentede sine fremtidige slaver, medmidnre det altså var en slave indfanger der kom med dem til en auktion han stod for, og han ville have en af dem for sig selv... Det skete sjældent, men engang imellem foregik det også sådan.Langt de fleste havde han dog opnået via diverse kontrakter, som han også ville med deres datter, denne aften.

"Spar mig jeres pinefulde forsøg på at ændre min mening. Deres forfader," han pegede på faderen og så på ham med et isnende koldt udtryk i de gule øjne, "... Vidste godt hvad han gik ind til for at jeres familie kunne leve bedre end mange andre, og det inkluderer også jeres generation. Hvorfor tror du der aldrig er kommet nogen og har opkrævet skat af jer? Ingen der har fyret dig på trods af at du har været elendig til nogle af dine tidligere jobs? Det er alt sammen MIG der har opfyldt MIN del af kontrakten, så nu er det fandme på tide at jeg får den betaling jeg blev lovet! Jeg er fløjtende ligeglad med at det er jeres eneste datter - I kan sku altid gå hen og lave flere, det er der ingen der forhindrer jer i... Især jer mennesker formerer jer sku som små forpulede rotter..." knurrede han lavt.

Men da hans sanser stadig så at sige 'var på udkig' efter Zophia, hørte han godt den svage knirken af en dør der gik op, og blide småfodtrin der gik væk fra dem... Og et djævelsk smil dukked eop på hans læber som en plan straks udformede sig i hans hoved, efter han fik fremkaldt hvordan layoutet var af denne del af byen. Nådada. Så vi går efter engen, gør vi? Fint nok, den kom han hurtigt om til, især i denne form, med den ekstra fart han havde sådan her. Han kiggede dernæst på manden og løftede blot et øjenbryn. "Prøv De bare. Kontrakten er gyldig og bindende via blod, og fuldt ud lovlig i denne by. Hvis De går til vagterne, er det ikke mig de tager med." sagde han roligt, før han uden videre gikforbi manden og ud af huset. Så snart han var ude af huset satte han i løb, tog en genvej hans mange år i byen gav ham kendskab til. Den dobbelte fart af hva dhan normalt havde, gjorde at han kort tid efter stod ude på engen og tålmodigt vented epå at englen hoppede over muren der førte ind til den baggyde, deres bagdør førte til.

Zophia gjorde virkelig sit for at være så lydløs som muligt, det var også derfor hun havde taget sin sko i hånden sådan at hun kunne tage dem på lige så snart hun kom udenfor. Hendes hjerte bankede som en vild hest der løb over en eng. Hun var bange, sådan virkelig bange. Hun vidste godt at hvis nogen fandt hende, og fjernede hendes lange løse hår der efter at hun var blevet mærket aldrig var sat op. Ville de kunne finde det Mærke som Joseph havde givet hende da hun var fyldt de 15 år, det var 3 år siden. Hun hadede det mærke, men hun vidste hun ikke kunne fjerne dette, det havde været smertefuldt de første lange stykke tid.

Der var ingen tvivl om at begge Zophias forældre var skrækslagen, hendes far så på Joseph og hørte hvad han sagde, det var tydeligt at det ikke passede ham at det var sådan. Men han vidste også godt at det på ingen måde ville ændre sig, han knyttede hænderne. Joseph havde ret, om alt det der blev sagt. De kunne intet gøre, han ville jagte deres datter til han fik fat på hende. Zophias mor græd og græd, hun kunne ikke længere holde sammen på sig selv ” Jeg beder dem, de må ikke gøre hende ondt. Hun er på sit værelse” Sagde hun med besvær da hun græd så meget. Hun havde ikke selv hørt at hendes datter var listet ud af værelset for at slippe væk. Zophias far blev stående, han vidste at han intet kunne gøre, den var gyldig, samt bindende via blod og endnu fuldt ud lovlig. Han havde aldrig forstået hvordan sådan noget kunne være lovligt. Han valgte at gå over til sin kone som Joseph løb ud af huset for at fange hende. ” bare hun er nået væk” Hviskede hendes far til sin kone.

Zophia havde været så nervøs og bange at hun ikke havde kunne stable kasserne uden de væltede så det tog længere tid for hende, det lykkes dog til sidst. Det var allerede godt mørkt og hun havde svært ved at se ordenligt. Zophia var ikke særlig god til at se i mørke, hvilket ikke lige frem var en fordel lige nu. Dog da det endelig lykkes hende at komme over muren smed hun sine sko ned for derefter at hoppe ned, der var et godt stykke, men hun havde gjort det før, så hun vidste hvor langt der var og hvordan hun skulle lande. Med et hjerte der bankede så vildt at hun var sikker på det snart ville bryde ud gennem brystkassen samlede hun skoene op efter at have famlet for at finde dem. Hun havde ikke tid til at tage dem på, det galt bare om at komme væk. Zophia havde ikke tænkt på at han var fulgt efter hende, hun troede stadigvæk de var i huset Joseph og hendes forældre så hun satte farten op og begyndte at løbe hen over engen, for at finde den første og bedste vagt. De måtte da kunne hjælpe hende, hun havde kigget bag ud fordi hun synes at have hørt noget bag hende. I det hun igen vente blikket bankede hun ind i noget der var blødt og hårdt samtidig, hun havde haft så meget fart på at hun var væltet bagover. Blikket blev vendt op ad og hun kunne spotte der stod en person, hans hud var helt hvid og øjnene skræmmende gul? Hvorfor havde hun ikke set ham? Han havde ikke stået der lige før, havde han ? ” åh åh” Sagde hun og kiggede skræmt op på ham, hun vendte sig rundt og på knæ med ryggen til ham for at hoppe i et spring op og stå og løbe væk.

Asmodeus sukkede og rullede let med øjnene ove rmoderens ord- okay, hun var da vist enten nærmest døv, eller havde lidt for meget opmærksomhed på dæmonen foran sig - ikke at han rigtig bebrejdede hende for lige dén del - siden hun stadig troede datteren var på sit værelse. Men han vidste trods alt bedre, og han skænkede ikke forældrene så meget som en tanke mere før han var taget afsted for at afbryde pigebarnet i hendes flugt før den rigtigt var begyndt.

Havde hun haft problemer med at komme over muren? Han syntes i alt fald ikke hun var nået herhen helt så hurtigt som hun burde, taget i betragtning af at genvejen han kendte stadig var lidt af en omvej i forhold til bare at hoppe over muren. Godt nok var han hurtig, men de burde være ankommet omtrent samtidigt... Ah. Dér var hun! Han smilede let som han stod der og så hende komme over muren. Han gik roligt mod hende som hun begyndte at løbe - og løb direkte ind i ham. Hans smil blev langt mere skadefro. Nu han havde fundet hende... Skulle hun endelig blive hans. Han glædede sig til at se hvilke ting han ville kunne bruge hende til...

Han så godt hvordan hun hurtigt sprang op at stå for at begynde at løbe væk igen, men i denne form var han langt hurtigere end hende, og han fik hurtigt sat efter hende, for at gribe fat i hendes håndled, tvinge hendes arme om bag på hendes ryg, og trække hende ind til sig, så han med sin rolige men kolde stemme kunne hviske direkte ind i hendes ene øre. "Du troede vel ikke du kunne slippe fra mig så let, gjorde du? Hvis du gjorde, så er du dummere end jeg troede du ville være..." sagde han, og bevægede hovedet blot en smule, så hans hage skubbede håret væk fra hendes nakke om han kunne se hans fine brændemærke stadig sad præcis hvor han havde sat det for tre år siden. Hans hale bevægede sig roligt til at vikle sig om hendes ene læg, så hun også blev holdt fast der, som en lav, næsten spydig latter forlod ham. "Der er intet du kan gøre... Fra i dag af er du min."

Panikken i hende gjorde at hun ikke helt fik den bedste start som hun var sprunget op og satte i løb, det havde også gjorde ondt i hendes fødder for hun ikke se hvad hun trådte på, det gjorde hende noget langsomere. Hun var ikke nået at løbe mange skridt før hun mærkede et tag i hendes håndled og som begge hendes hænder blev vredet rundt på ryggen af hende, hun skreg det gjorde mega ondt på hende. Hun havde ikke prøvet sådan noget før, men smerterne var vidst også større fordi hun ihærdigt forsøgte at komme fri fra hans greb. Der var dog ikke meget at gøre, han havde et godt og fast tag i hendes arme.

Da Joseph træk hende ind sig valgte hun at spytte efter ham. ” Du rør mig ikke! Du er så ussel, ” Sagde hun og prøvede at virke hård. Hun fnyste af ham som hans hage skubbede håret væk fra hendes nakke. Hun ville ønske at hende og hendes forældre havde forsøgt at fjerne mærket, faktisk havde de prøvet men det havde ikek virket, det var derfor de var blevet enige om at hun bare skulle lade sit hår hænge løst, der da så ville være mindre chance for nogen opdagede det. Zophia mærkede noget omkring hendes ben som låst sig fast om hende, hun begyndte at gøre stor modstand, vride sig, prøvede at sparke ham, samt spyttede på ham. Hun tog en chance som måske kunne være farlig for hende, hun satte sig til at skrige alt hun kunne. Der måtte jo være nogen der ville kunne høre hende og ville komme og hjælpe hende, selvom det sted de var sjældent ville være nogen om aftenen og natten, da der ikke var noget lys eller andet så man kunne se hvad der skete omkring en. ” jeg bliver ALDRIG din” Sagde hun mellem et skrig inden hun skreg igen. Det var svært for hende at gøre den store modstand, han var trosalt langt større og stærkere end hende, sådan som han holde hende gjorde det heller ikke nemmere for hende.

Asmodeus kluklo først en smule som hun vred sig i hans greb, men knurrede dernæst som hun spyttede efter ham - hvor vovede hun! Hun havde vidst i 3 år at det ville være slut med hendes frihed fra og med idag, så acceptér det dog! Forpulede lille engel! Hvorfor skulle de altid føle sig så højt hævet over alt og nægte at se sandheden i øjnene? Jo, der var skam en god grund til at han hadede engle som pesten og derfor havde set utroligt meget frem til at få en ung en som hende, som sin slave. Vise en engel deres rigtige plads... Under dæmonerne, selvfølgelig!

"Jeg er ussel? Se på dig selv. Barfodet, prøver at løbe fra en der tydeligtvis er din overmand, istedet for at acceptere realiteten som den er. Det er DIG der er ussel, af os to... Kan ikke finde ud af at se sandheden i øjnene... Virkelig ynkeligt, hvis du spørger mig..."

Han rulled ele tmed øjnene da hun begyndte at skrige, før han samlede begge hendes håndled i én hånd, og førte den anden op for hendes mund, så skrigene blev dæmpet. "Kære pigebarn... Dit skrigeri hjælper ingenting. Du er lovligt min, nu... Vagterne kan intet gøre for at redde dig. Ingen kan... En blodskontrakt er bindende, uanset hvor lidt du tror på det..." grined ehan lavt, skadefro.

Hun vidste udmærket godt at hun var hans siden han havde været der for 3 år siden og givet hende mærket. Men bare fordi han mente at hun var hans nu, skulle det ikke være så nemt for ham. Troede han virkelig at hun var så dum? Bare at bukke under og sige Javel! Men sådan var hun ikke og det kunne han lige så godt forstå. Men havde han virkelig regnet med at hun ikke ville gøre modstand for så ville han sku da være alt andet end klog. Enhver ville gøre modstand, det ville han vel også selv hvis det var ham der havde stået i hendes situation. ” Jeg er kun barfodet for at du ikke skulle have hørt mig inde i huset, min sko ligger i græsset! Men i det mindste har jeg et hjerte og følelser og det har du ikke, så seriøst mener du virkelig jeg er ussel? Hvis der er nogen her der er noget er d et dig, du er en ussel lille dæmon, der tror han er noget, bare fordi du er dæmon. Tror du virkelig du er så hård som du selv mener, har du set dit eget fjæs for nyeligt. Forstår fandme godt der ikke nogen der vil være sammen med dig” Sagde hun med en hård stemme. Hun prøvede virkelig at være hård, hun synes selv at det virkede ret godt, selvom hun nok på et tidspunkt vil fortryde det.

Hende skrig havde været gennem skærerende dog blev hendes skrig kun til et usselt lille forsøg på at skrige som han slap hendes hænder med den ene hånd og lagde dem om hendes mund. Hun så bange op på ham, som hendes ansigt var vendt op mod hans, det var tydeligt at hun var bange, det lyste ud af hendes øjnene, hun prøvede at komme fri fra ham men kunne ikke. Der endte med at trille en lille tåre ned af hendes kind, hun havde ikke kunne gøre noget for at skjule det, da hun ikke kunne bruge sine hænder. Hun sagde ikke noget hun stod bare stille, han havde ret det var fuldt ud lovligt der var intet af gøre. Men håbet havde nu alligevel været der.

Asmodeus smilte svagt for sig selv som han fortsat, uden de store problemer holdt hende fast. En let knurren forlod dog hans læber som hun begyndte at tale tilbage til ham... Virkelig? Hvad fanden bildte hun sig dog ind? Indse dog bare sandheden som den er, og indordn dig! Så går det hele så meget nemmere, hvorfor var der næsten aldrig nogen der forstod det? Suk... Nå, men han skulle nok gøre sit for at fjerne den attitude der, eller i alt fald dæmpe den nok til at hun var til at holde ud at have i nærheden af sig hele tiden. For altså... En dæmon med en engel som slave? Hun skulle da fremvises så ofte han kunne, det var da klart!

"Hjerte og følelser? Det kan man jo alligevel ikke bruge til noget, så hvorfor skulle man prøve på at beholde det... Det er i sidste ende kun en svaghed," nærmest hvislede han ind i hendesøre, med den lave knurren stadig i hans hals. "Det er ting andre kan udnytte. Andre... Som mig. Tro mig, du skal nok lære hvor mange problemer dei virkeligheden giver dig... Så spar på kræfterne. Hvorfor fanden skulle jeg gide knytte mig til nogen alligevel? Tror du virkelig det rør mig at jeg ikke vil få et forhold? Jeg har hygget mig fint uden nogen i snart seks århundreder." hans stemme, på trods af den lave knurren, lød stadig rimelig rolig og fattet, men det var alt sammen facade. Hun skulle nok få betalt for at prøve at svine ham til på den måde. Den slags gjorde man simpelthen ikke overfor sin mester.

Tåren der gled ned af hendes kind, fik dog et smil frem på hans læber. Nådada. Forstod vi måske alligevel lidt af alvoren i situationen? Det så i alt fald sådan ud. Om ikke andet så fastholdt han sit greb i hende, som han begyndte at trække hende med sig tilbage ind mod byen, væk fra engen - tilbage af den genvej han selv havde løbet ud af. Så snart de var kommet et stykke derind, så blev det tydeligt at han ikke havde kommet derhen så alene som de nok havde troet - for dér stodtre af hans slaver, fint iført lidt finere, hvidt tøj der ligned een mere simpel udgave af hva dhan selv havde på lige nu, og hvide læder halsbånd, der alle var låst med en lillebitte hængelås omme i nakken- deres hårsat op så man kunne se både halsbåndet og brændemærket i bunden af nakken noget så fint, brændemærker der matchede det på Zophia's nakke.

Han skubbed ehende hen i deres favn, og de fikpå rekord tid bundet hendes hænder omme bag hende, kneblet hende, og bundet et bind for hendes øjne. Dernæst blev der placeret et halsbånd om hendes egen hals... Og en kæde sat i det, så Asmodeus fint kunne trække hende efter sig uden de store problemer, som han så begyndte på, som de gik dybere ind i byen, op mod Terrorville området. Samtidig lod han sin krop gå tilbage til hans normale menneskelige skikkelse, som et selvtilfredst smil spilled epå hans læber. "Bare rolig... Du skal nok vænne dig til det her, hurtigere end du tror... Det gør alle."

Hvilket planer han egentligt havde med hende, kunne hun at gode grunde ikke vide. Dog var hun heller ikke på nogen måde sikker på at hun ville vide det. For det kunne i hverfald ikke være noget der var særlig godt eller til hendes fordel. Zophia havde hørt hvordan piger eller unge drenge blev behandlet når de blev taget til slaver eller solgt på slavemarkereder! Det var jo ikke noget man skulle udsættes for, hvordan kunne man får sig selv til at være sådan? Være så ondskabsfuld? Være ligeglad med en anden person uanset race! Ja det var ikke noget hun på nogen måde forstod, ej heller ville komme til at forstå.

Som han ord hvislede i hendes øre og helt tæt på hendes øre gav hende kuldegysninger og små gys, som man sagens ville kunne se på hende. Hun prøvede at ville svare ham, men da hans hånd var omkring hendes mund var det svært at sige noget, det blev bare til mærkelige lyde. Der begyndte at trille flere og flere tåre ned af hendes kinder, og små hulk kom næsten lydløst fra hende bag hans hånd. Hendes blik var bange og fuld af frygt, desværre kunne hun ikke gøre så meget andet end at følge med ham som han holde hende for munden og hendes armne, samt hans hale om hendes ene læg. Hun kom med små modstands ryk som skulle havde været store ryk, men fordi han var så stærk og holde hende så godt fast var det bare små ryk der ikke rigtigt virkede til noget som helst.

som de kom hen til 3 personer så hun på dem med et bedende blik før hun blev skubbet hen til dem,skubbet havde været lidt hårdere end hvad hun havde synes var sjovt, derfor kom der også et øm støn fra hende. Der gik heller ikke længe før hun var blevet kneblet og hendes hænder blev bundet på ryggen, samtidig med at hun fik bind for øjnene, det var på ingen måde sjovt for hende at hverken kunne sige eller se noget, det gjorde det hele meget sværere for hende. Zophia havde ikke været helt dum faktisk, hun havde fået sin far til at hjælpe hende med at øve at komme ud af reb om hendes hænder mens de sad på ryggen, for at hun ville kunne have en chance for at stikke af selvom hendes hænder var bundet. Hun var blevet ret god til at binde reb op. Hun hørte hvad han fortalte hende, at hun nok skulle vænne sig til dette, endda hurtigere end hun selv ville tro. Tårerne lavede nærmest kapløb ned af hende kinder og havde det ikke været for kneblen så havde hun kaldt ham diverse ting og sager. Hun mærkede kæden der blev sat i halsbåndet som en eller anden holde i var alligevel lidt tung, hun prøvede ikke at virke for koncentrerede på at være i gang med at prøve at binde rebet om hendes håndled op. Det var langt svære at koncentrere sig om at binde rebet op mens hun gik, for hun kunne intet se. Det gjorde så ondt i hendes fødder, hun var helt sikker på at noget af det hun trådte på var skarpe sten og de havde lavet hul på hendes hud. Zophia var også flere gang ved at falde, hun kom med ømme lyde samtidig med tårernes kapløb.

Det var måske kun godt at englen ikke vidste hvilke planer han havd emed hende, for så ville hun da først begynde at kæmpe imod. Men selv de hårdeste nødder kunne knækkes, med nok tid og den gode tålmodighed han havde til det. Og med den mulige levealder båd ehan selv og hende havde? Ja, så kunne han skam tage sig al den tid han ville med hende. Det var mere sandsynligt at nogen ville vælte Sean af pinden og ændreloven førend en af dem døde, og han så det ikke ligefrem ske i fremtiden så godt et tag som den dæmon havde på byen her, i alt fald. Det gjorde det også en del nemmere selv at være dæmon i denne by, med en sådan hersker... En ting Asmodeus virkelig elskede ved at bo her.

Det var virkelig intet problem at få hende med hen til de tre andre slaver. Den ene en mandlig shapeshifter, en anden en laverestående kvindelig dæmon der havde gået med til at være slave for ham grundet noget i familien, og den tredie en kær lille, ung teenager dreng af en varulv... Der var godt med råstyrke imellem dem, ja. Så igen, ikke noget problem for dem at holde fast på englen. Der gik ikke længe før halsbåndet og kæden var klippet på, og så begyndte de ellers bare at gå, dæmonen oppe ved Asmodeus' side, og de to andre bag englen for at holde øje med om hun skulle begynde på noget.

Derfor opdagede varulven også hurtigt hvad hun havde gang i, og sagde i en lav, forsigtig stemme; "... Mester Wilde?" Asmodeus drejede ikke engang hovedet, gav bare en lille lyd for at anerkende han havde hørt ham, og tonelejet antydede også at han havde lov til at tale. Knægten sank en klump, tydeligtvis den der senest var blevet slave af de tre så nervøs som han var, men han tog sig sammen og fik endelig sagt det. "Hun prøver på at få hænderne ud af rebet." Dét fik Asmodeus til at vende sig om for at se på englen , og hurtigt vende hende om, for at knurre let da han godt kunen se på rebene at det var rigtigt. Han gav hurtigt kæden til den kvindelige dæmon, før han selv genbandt rebene, denne gang blev de bundet stramt noktil at han vidste det ville lukke for noget af blod cirkulationen til hendes hænder, gøre dem følelsesløse så hun ikke ville kunne mærke hvad hun lavede.

Dernæst så han over på den unge varulv, og havde nu et næsten venligt smil på læberne. Han rakte en hånd ud mod knægten der gav en svag lyd, nærmest en piven fra sig, førend han opdagede at han bare fik et venligt klap på hovedet. "Og godt set, Sköll. Du kan komme ind i spisestuen i morgen." Varulven lyste op som han hørte det, og bukkede for Asmodeus. "Tak, mester Wilde!" Dæmonen smilede stille for sig selv, og tog så kæden tilbage før han fortsat førte hende hen mod Terrorville, hvor de kort efter kom ind i den større villa han ejede her. Døren blev låst bag dem, og bindet for hendes øjne blev fjernet... Og efter lidt overvejelse, også kneblen. Det var så her hun ville se at de var i en stor og enormt hyggeligt indrettet stue, med godt med gang i pejsen. Der gik ikke mere end et par sekunder før endnu en slave kom rendende, og tilbød et glas rødvin. Han smilede og nikkede som han tog imod glasset, hvorefter slaven - en ung pige - nejede for ham, og skyndte sig tilbage den retning hun var kommet fra.

Zophia vidste ikke hvad der ville ske med hende, hvad hun skulle og hvor hun skulle hen. Hun var bange men havde sat sig for ikke at lade sig knække eller blive behandlet som lort, uden at gøre modstand. Hun hadede sig selv for ikke at have hørt efter sine forældre, da de ville have hende til at stikke og blive væk, sådan at hun havde en chance for at forblive fri og ikke skulle leve resten af hende, ja meget lange liv. Hun var en af de racer som levede længe hvis altså ikke hun blev dræbt. De 3 andre slaver havde hun kunne set i meget kort tid, før hendes øjne blev gjort blinde af bindet for øjnene. Hun havde da også haft forsøgt at råbe og skrive men hun var blevet hurtigt tavs da hun var blevet kneblet.

Et i hærdigt forsøg på at få sine hænder fri, var noget hun virkelig havde sat sig for. Dog vidste hun ikke at de to af slaverne gik bag hende og derfor kunne se hvad hun lavede. Hun havde da også næsten fået hænderne helt fri som hun hørte en stemme bad sig kalde ”Mester Wilde” hvem det var, var hun på ingen måde sikker på. Hun kendte jo ikke personen som andet en Joseph. Zophia var dog stoppet med at gå som der ikke blev hevet i kæden længere, hun fumlede med at få sine hænder helt fri, det var tæt på. Lige ind til orderne fra en ung dreng lyd på at hun var ved atp røve at få hænderne ud af rebet. Hun sank med besvær en klump. Fodtrinene der havde været foran hende kom mod hende. Ham kunne se på hende at hendes krop var i panik, høre det på hende vejrtrækning samt tårerne og orderne der ikke blev til andet end små underlige lyde på grund af kneblen i hendes mund.

Rebene hun næsten var kommet ud af blev bundet igen, denne gang langt strammere end før, hun havde da ikke uden modstand ladet ham binde rebene. Det gjorde virkelig hånd om hendes håndled, hun stod helt stille indtil der igen blev talt, hun prøvede at dreje hovedet fra side til side, for at prøve at fjerne bindet øjnene for at kunne se. Det irriterende at hun ikk anede hvor de var og var på vej hen, havde hun bare kunne se det, vidste hun hvordan hun ville kunne komme hjem, men når hun ikke kunne se, ville hendes chancer for at flygte hurtigt mindre, fordi hun ikke havde kunne se hvordan de var kommet der hen. Derfor ville muligheden for at han ville fange hende hurtigere være der. Hun prøvede at trække sin skulder og hoved tæt på hinanden for at få skubbet bindet for øjnene af, men det lykkes hende ikke. Hun stoppede dog ikke forsøget i at komme fri fra rebet, men hendes hænder snurrede og gjorde ondt, og langsomt kunne hun mindre og mindre mærke dem og derfor opgav hun forsøget på at komme fri.

Efter en gå tur der føltes som en evighed endelig var slut og de nu stod inden i et hus, hun kunne endnu ikke se hvor de var og i hvilket hus. Før hun fik fjernet bindet for øjnene, hun blinkede en del gange ikke fordi der var stærkt lys i rummet, men fordi bindet havde siddet så stramt. Hun så truende og vredt på Joseph, hun mærkede kneblen var blevet løsnet og endelig kom den af, hun bevægede også her sin underkæbe et par gange. Først nu kiggede hun rigtigt rundt i huset, hun måbede lidt selvom hun prøvede at skjule det, dette hus var jo indbegrebet af luksus. Hun havde ikke før været i et hus som dette. Hun kiggede over da en person kom rendende ind til dem med et glas vin til Joseph. Hun sagde ikke noget, prøvede at vride sine hænder, men hun kunne ikke mærke hvad hun lavede, de gjorde ondt og snurrede. Dog havde hun ikke i sinde at sige noget som helst, eller gøre noget som helst, det var også derfor hun blot var blevet stående hvor hun stod. Og kiggede lige ud, hun veg ikke Joseph et eneste blik.

Det var det her der var grunden til at han aldrig hentede nye slaver alene... Han fik altid nogle af de gamle og mest velopdragne til at tage efter ham, lidt tid efte rhan var gået, blot for at der var flere øjne til at se på situationen, og standse flugt forsøg, netop som den unge varulv lige havde gjort. Han blev da også belønnet... Det at han fik lov til at komme ind at spise i spisestuen idag, betød at han ville få samme gode mad som Asmodeus selv fik, og ikke det som alle slaverne fik. Ikke at det va rhundeæde det de fik, men det var meget simple ting som byggrød og lignende. Noget der fyldte dig godt om, men måske ikke lige var det du så allermest frem til, i modsætning til de ting der blev lavet til Asmodeus. Helstegt vildt, overdådige tærter... Ja. Varulven skulle rigtig få sig et godt måltid mad idag. Noget der ville opmuntre ham til at fortsætte det gode arbejde.

Han sukkede let som hun stadig prøvede at kæmpe imod, og få bindet for øjnene af. Efter at have set på det i næsten fem minutter fik han dog nok, og vendte sig om for at stikke hende en syngende lussing så fik fik den smerte at koncentrere sig om i hendes kind, istedetfor at forsøge at få det bind af hele tiden. "Jo mere du stritter imod, desto værre bliver det for dig, min kære." forklarede han så i et dødsens roligt tonefald, det kunne næsten lyde som om han smilede... Hvilket han også gjorde, for det med at påføre andre smerte? Det var skam noget han nød. Han havde da også en enkelt slave eller to der udelukkende blev brugt til at afprøve nye afstrafnings og tortur metoder, på grund af det.

Smilet blev bredere da hun langsomt stoppede med at kæmpe imod, og de rent faktisk kunne komme hen til det store hus... Villa, vel nærmere. Han ignorerede blikket hun gav ham da han fjernede bindet for hendes øjne, og smilede svagt, koldt, da han fik kneblen af hende og hun ikke sagde et ord. Dygtig pige... Måske havde hun rent faktisk forstået en smule af alvoren i alt det her, og hvor meget nemmere det ville blive for hende hvis hun bare rettede sig efter hvad han sagde? Hun kunne jo ende med at blive belønnet som Sköll blev det i aften! Uanset hvad skulle han nok få sat skik på hende. Hun var trods alt udset til at være den af hans slaver han ville trække med sig over alt... Ligeså stolt som en mand kunne være af sin præmiehest, så stolt ville han ende med at være af hende, det var han helt sikker på... Hun skulle nok se godt ud ved siden af ham, og gerne med vingerne fremme så ofte som muligt. Ja tak. Lad os vise verden hvor nemt en dæmon kan styre en engel... Alene hans tanker fik smilet bredere som han tog en tår af sin vin.

"Nå, min kære... Nu er vi her. I dit nye hjem. Om et øjeblik skal jeg nok vise dig hen til dit værelse... Men vil du ikke have noget at spise først, noget at drikke? Hmm?" spurgte han med en venlig tone i sin stemme, og en varme i sitsmil der ikke havde været før, noget han var uhyggeligt god til at fake.

Lussingen havde ramt hende kind ret godt, man havde da også kunne høre blev kneblen at det havde gjort ret ondt på hende, selvom hun ikke kunne se valgte hun at dreje hovedet til siden og kigge ned i jorden, igen selvom hun ikke kunne se noget. Hans ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, han kunne gøre hvad han ville, hun havde ikke i sinde at underkaste sig ham hver fald ikke lige til at starte med. Det var svært at gå og følge med for hun kunne intet se og havde ingen sko på. Det gjorde ondt på hendes fødder, da de gik forholdsvis hurtigt, følelsen af det blødte under hendes fødder var ikke rar, hun havde skåret sig på nogen af stenene det vidste hun. Men da hun ikke kunne sige noget eller bruge sin hænder var det svært at gøre opmærksom på det. Hun var nyd til at prøve at sætte farten ned selv, men måtte opgive de andre gik for hurtigt til at det var hende muligt. Hun forholdte sig tavs selvom det gjorde skide ondt.
Da de nåede huset og var kommet inden for, fået fjernet både bindet og kneblen så hun kunne se og sige noget, havde hun valgt ikke at sige noget. Hun sendte ham et blik der kunne dræbe, hvis det overhovedet var muligt. Hun forsøgte virkelig at være hård, og prøve ikke at vise nogen tegn på noget som helst. Men som han nævnte mad og drikke, kunne hun godt mærke at hun var tørstig men også sulten. Hun overvejede om hun skulle give efter eller bare forholde sig kold, det ville være tydeligt at se på hende at hun havde denne indre kamp med sig selv, hvis man var god til af læse folk. Hun kiggede atter væk og ned i gulvet. ”Jo tak! Sagde hun stille, uden at kigge på ham. Det var tydeligt at hun ikke var glad for dette, der gik heller ikke mange sekunder før hendes mave rumlede første gang.
Hendes hænder var næsten følelses løse de dunkede lidt og snurrede ret meget, men hun kunne ikke mærke hvad hun gjorde, som om hun slet ikke kunne mærke sin hænder mere, men hun vidste at hun ville kunne det, lige så snart rebet om hendes hænder blev fjernet, det var faktisk irriterende! For hun kunne ikke forsvare sig selv, eller bruge sine hænder så længe de var på hendes ryg. Bind min hænder fri nu!” Sagde hun og prøvede at lyde hård, det virkede også, hvis det ikke var fordi der var en lille skævlen i hendes stemme.

Asmodeus blev skam kun glad for at kunne høre at lussingen da havde gjort ondt på hende - for det havde den også bare af at gøre, når den nu trods alt var den mildere form for afstrafning han kunne give, når hans slaver ikke gad høre efter... Især en der havde vist i så mange år, at det her var hendes fremtid. Hvorfor havde hun ikke allerede indfundet sig med det? Lige dén del forstod han aldrig, hvorfor folk ikke bare kunne godtage den rolle de nu engang blev givet i livet. Han selv blev født ind i en familie med godt tag over handelshuse og en smule slavehandel, hvor han så selv havde overtaget det senere, og udvidet slavehandlen. Så hvorfor kunne andre ikke også bare godtage de kort de blev givet i livet? Tjo, måske var det ikke lige fair for alle med de roller der blev fordelt, men så måtte de da bare bide i det sure æble! Han var jo ikke helt uretfærdig, var man en god slave og gjorde som man fik besked på, så blev man så rigeligt belønnet. Der var en god grund til at Sköll havde lidt pænere tøj på end de andre slaver, og til at han ville få den gode mad i aften... Han lyttede nemlig efter, gjrode hvad der blev sagt, og gjorde Asmodeus opmærksom på de rette ting. Afbrød ham ikke medmindre det var nødvendigt. Det var dejligt.

Men nu var de jo fremme, og om ikke andet så svarede hun ham da nu - se, selv dét var en lille fremgang! Man måtte jo tage sine sejre hvor de engang var. "Godt... Alysia, hent noget mad til vores nye addition her." sagde han så roligt, og den kvindelige af de andre slaver nikkede let, nejede, og gik hurtigt ned af en af gangene. Efter lidt tid kom hun tilbage med en bakke hvorpå der var en skål suppe, og et glas vin. Suppen var en af de lidt bedre af slavernes, en der rent faktisk smagte af noget, og vinen den billige, men vin var det trods alt stadig, noget mange ikke ville gide spilde penge på til sine slaver, men Asmodeus gik nu stadig meget op i at hans slaver skulle få rimelig god mad og drikke for hvad de var... For så så de jo også sundere ud, og det gav ham endnu mere status udaftil, at andre så han behandlede sine ejendele ordentligt. "Spis op, min kære." sagde han så, stadig med det 'varme' smil, som han hentydede til bordet hvor maden blev sat på, og en af de ledige stole der var der.

Zophia var virkelig ikke stolt over dette, at skulle underkaste sig, men hvem ville være det? Når det ikke var noget hun selv havde kendt noget til? Før han var dukket op hjemme hos dem og mærket hende, for nogen år efter nu at hente hende og tage hende med sig uden at hun kunne gøre andet. Hendes mave rumlede som hun kunne dufte maden der den kom tættere og tættere på hende imens hun stod og gned sine håndled som hendes hænder langsomt begyndte at få følelsen tilbage, de havde været helt blege da hun havde kunne tage hænderne foran sig. Det havde gjort mega ondt, det havde snurrede i dem samt prikkede i huden.

Hun nægtede at tale til ham, hun kiggede dårligt på ham, han skulle ikke have glæden af at se hendes ansigt eller hendes øjne. Hun så over på bordet hvor maden blev sat ved en stol så hun ville sidde med ryggen til manden, hun havde ikke meget lyst til at skulle sidde der og ikke kunne se hvad der skete bag hende. Dog turde hun heller ikke flytte maden for at sidde på en af de andre stole, da frygten for at han ville tage maden fra hende og hun så intet ville få var stor. Langsomt og usikkert gik hun over mod bordet og maden, mens hun forsøgte at holde øje med manden uden at lade ham se hendes øjne. Stolen blev trukket ud og hun satte sig tog skeen for langsomt at begynde at spise maden. Det smagte virkelig godt! Det var en dejlig suppe, hun var ikke vant til at få vin og ej heller nogen sinde smagt det. Hun var dog på ingen måde i tvivl om at det var vin hun kunne godt se det, forsigtigt tog hun vinen og smagte på det, det smagte underligt men nok fordi hun ikke havde prøvet det før, det var lidt stærkt, sårn lidt surt. Mens hun sad og spiste og drak, glemte hun alt om manden bag hende.

Asmodeus fik bare roligt sat sig ned ved bordet og tog roligt en tår fra sit eget glas vin før han bad hende om at sætte sig og få spist lidt. Han skulle nok få sat skik på hende inden længe... Hvis ikke gennem respekt spå gennem frygt. Selvom respekten altid gav en bedreslave end frygten gjorde, men nogen gange kunne en god gang frygt også endeud i sund respekt, om ikke andet fordi slaven så vidste at han var stærkere end de var og altså, derfor, på i alt fald én måde var hævet over dem. At han så også helt generelt socialt var hævet over dem alle, var en anden sag. Selv da Zophie havde været fri havde han haft en højere status end hende og hendes forældre, men det var vel også kun at forvente når han boede i det velhavende kvarter af Doomsville, og hans handelshus havde grene i Dragon's Peak og nu også Aquener. Han havde reelt set flere penge end han nogensinde fik brugt, men det var også det der gjorde at han gerne gav sine slaver pænt tøj, pænere halsbånd og bedre mad end hvad mange andre ville give dem. Det gjorde både at de så pænere ud for de gæste rhan havde på besøg indimellem, men også at de som regel var mere villige til at gøre hvad han ville have dem til, netop fordi de fik bedre mad, bedre senge... Ja, egentligt et meget bedre liv som slave end de kunne forvente andre steder. Så længe de opførte sig ordenltigt, altså.

Han observerede hende blot stille som hun begyndte at spise og drikke. Så godt en svag trækning i hendes ansigt dog, var det måske blot at hun ikke var vandt til at drikke vin? Det kunne jo sagtens være. I al fald smiled ehan og tog endnu en tår af sin egen, inden han lænede sig ind over bordet som hans øjne stadig var fastlåst på hende, samtidig som en anden slave hun ikke havde set før kom ind fra en gang af, bærende på en flot, omend simpel, kornblomst blå kjole i Zophia's størrelse, og med små lette sko der matchede. "Jeg har taget mig den frihed at udvælge et nyt sæt tøj til dig." sagde han så, og tog endnu en tår, før han fortsatte. "Dette er hvad du kan forvente hvis du arter dig hos mig. God mad, behageligt og vel lavet tøj, en god seng... Meget som andre slaver ville misunde jer for, ja, mange 'frie' folk i de fattige kvarterer ville nok også ønske de kunne få en sådan behandling. Og det giver jeg glædeligt så længe der bliver gjort hvad jeg siger."

Hun sad helt stille og prøvede så vidt muligt ikke at vige ham et blik eller noget andet for dens sags skyld, hun prøvede at koncentrere sig om at spise, maden smagte virkelig godt og var langt bedre end det hun nogen sinde selv havde fået. Hun vidste ikke helt om hun bare skulle lade sig overvinde, nyde det luksus hun kunne få, hvis hun altså ville få sådanne mad fremover? Men samtidig nægtede hun at lade sig underkaste af en mand som ham her.
Der var en underlig fornemmelse i hendes krop, hun følte sig overvåget og stirrede på, hun slog kort blikket op fra maden for at se hvordan lænede sig ind over bordet og havde sine øjne fastlåst på hende. Det gjorde hende bange og hun slog hurtigt blikket ned på maden igen, uden at sige et eneste ord til ham. Hun hørte fodtrin komme imod hende, hun kiggede kort der over så hvad den anden slave bar på en smuk kjole, hun var vild med farven og synes den var meget smuk. Dog skyndte hun sig at kigge ned på det sidste af hendes mad der var tilbage. Hun ville gerne have den kjole og prøve den, men hun ville ikke lade ham vinde eller prøve at købe hende med en smuk kjole og pæne sko. Hun havde virkelig svært ved ikke at tænke på hvordan hun ville se ud i den smukke kjole. Da han begyndte at tale igen, prøvede hun at lukke af og ikke høre hvad han sagde. Men for fanden det var svært, hun kiggede igen over på kjolen, man var slet ikke i tvivl om at hun var vild med kjolen, det kunne Se’s på hendes ansigts mimik og øjne. Selvom hun gjorde ALT hun kunne for ikke at vise det. Til sidst skubbede hun servicen foran hende væk, hun kunne ikke spise mere og var prop mæt. Hun slog igen blikket ned i bordet denne gang, uden at sige et eneste ord til ham. Selvom det efter hånden var skide svært for hende ikke at sige noget, hun havde en indre kamp særligt fordi hun gerne ville tilkendegive at kjolen var smuk, smukkere end nogen af de kjoler hun selv havde ejet i sit liv.

Asmodeus observerede hende blot helt stille og roligt som hun fik spist, alt imens han fik drukket sin vin. SÅ snart der ikke var mere vin i glasset, holdt han blot glasset ud, og slaven der før var kommet med vinen, kom hurtigt rendende med flasken for at fylde glasset op for ham igen, tydeligtvis vandt til det, så nemt og hurtigt, ja nærmest automatisk, som det foregik.

Et smil spredte sig på hans læber da han så hvordan hun blev ved med indimellem at kaste blikke over på kjolen - selvom hun nok ikke ville sige det, så var det helt tydeligt at se hvor meget hun allerede elskede hvordan den så ud. Den havde så også en dejligt klar og dyb farve i forhold til meget andet tøj, og et snit der helt sikkert ville passe perfekt til hendes kropstype.

Han søjne fulgte tallerkenen som hun fik skubbet den væk, og i løbet af ingen tid blev den taget væk igen, helt sikkert tilbage til køkkenet for at blive vasket. Han tog endnu en tår af sin vin. "Så hvad siger du? Som sagt, vil du få mange ting som en del 'frie' folk aldrig nogensinde ville få adgang til. Og det blot for at gøre nogle ting for mig når jeg vil have det. Du vil endda få lov til at købe ting til dig selv indimellem - endnu en ting andre slaver sjældent, om nogensinde, får lov til. Jeg tager mig skam godt af jer... Så længe I gør hvad der bliver sagt, selvfølgelig." de andre slaver nikkede stille, samtykkende, til det han sagde. Om det var fordi de mente det eller ikke turde andet var så lidt uvist, måske på nær varulven der smilede mens han gjorde det - men lige for tiden var han nok også den der var tættest på Asmodeus, hans mest værdsatte slave, og derfor også den der nød flest goder af dem alle.

Zophia prøvede virkelig at holde sine følelser væk, men kjolen var bare så flot og smuk. Hun havde altid drømt om en så smuk og flot kjole som den der var lige der, ikke ret langt fra hende. Den var til hende, men hun kunne ikke rigtigt forstå det. En slave havde da ikke så pænt tøj på ? Hun vidste det ikke, for hun kendte ikke til det med at være slave samt at hun ikke kendte til nogen der havde slaver, for hun var imod det. Hun kæmpede virkelig med sig selv havde en indre krig men krigen vandt, en lille tåre trillede ned af hendes kind lige så stille. Zophia tørrede den hurtigt væk, som manden begyndte at tale. Hun ville få det bedre end der hvor hun kom fra? Altså fra hendes forældre, det var sådan hun forstod det. Men han forstod det ikke, han forstod ikke hvordan det var at være ung og have forældre. Det var dem hun elskede og det var dem hun ville hos ikke hos ham. Var han overhovedet selv vokset op med en familie og forældre? Det virkede ikke sådan, faktisk fik hun ondt af ham. Hans ord var så fristende, fristende bare at rejse sig op og begynde at tage sit gamle og slidte tøj af for at tage den nye og smukke kjole på. ” Er det virkelig til mig?” Spurgte hun stille selvom lysten til at snakke med ham ikke var der, mens hun så på ham, det var tydeligt at hun stadigvæk ikke kunne forstå det.

Dog valgte hun at rejse sig stille og forsigtigt, blikket skiftede til at være på kjolen og skoene og så Asmodeus, det var svært at vide om det her var skuespil fordi han ville knække hende på den her måde? Men hvilken form for skuespil var det? Hun kunne i hvert fald ikke gennemskue det. Måske var det ægte, måske mente han det faktisk, for fanden det var alt for svært for hende at finde ud af det. Hun gik tættere på slaven der holde kjolen, langsomt begyndte hun at knappe sin gamle og slidte kjole op, inden hun langsomt lod den glide ned på gulvet og hun trådte ud af den, sådan at hun kun stod i underklæder. ” Vil du hjælpe mig?” Spurgte hun og kiggede over på Asmodeus, selvom hun ikke var meget for det, han skulle helst ikke røre ved hende. Men det var ham der havde givet hende kjole, man skulle være taknemlig for alt man fik. Sådan var det også der hjemme, når hendes far havde en ny kjole med hjem til hende, var det ham der hjælp hende med at lukke den, når det var en kjole der skulle lukkes bagpå som denne nye skulle.

Asmodeus kunne sagtens se den lille indre krig der foregik. Om hun skulle acceptere den smukke kjole eller ej, at dømme efte rhendes mimik havde hun vist nærmest ikke set en kjole så flot som denne før, og det var da også et led i hans plan. Det var lidt pænere end hva dhan lod de andre slaver gå rundt i, men han havde også i sinde at bringe Zophia med sig rundt så mange steder som muligt - englen skulel da fremvises. Især fordi han nu var en dæmon i besiddelse af en engel som slave, det var i den grad noget der skulle fremvises, både for hans egen status... Men også lidt for at vise ham selv, som dæmon, værende bedre end englen, bestemme over englen. Der var mange sociale finesser blot i at have hende under sig.

Åh, hvis hun bare havde vist... For Asmodeus var skam vokset op med sine forældre. Dæmon familier fungerede bare en hel del anderledes and mange andre væsners familier. Kærlighed var der ikke ligefrem en overflod af, og det var rimelig meget alle for dem selv så snart man var gammel nok. Hvorfor han havde overtaget firmaet og startet sin egen slavehandel op så snart han kunne komme væk fra sine forældre.

"Det er den skam," sagd ehan roligt, med et sukkersødt smil på læberne. Han rejste sig roligt og gik om bag hende d ahun fik brug for hjælpen til det, og begyndte roligt at lukke kjolen på hende. Det var tydeligt så nemt det gik, hvor vandt til det han så også var, og et lilel smil forblev på hans læber hele tiden. Så snart kjolen var ordentligt på hende, lagde han en arm om hendes skuldre og guidede hende roligt hen til hjørnet af lokalet, hvor der stod et spejl, så hun kunen se sig selv i den flotte kjole. "Kan du lide den?" spurgte han så roligt.

Hvad Joseph havde af planer med hende, havde hun ingen anelse om, havde hun vidst det, havde hun nok forsøgt at gøre ting som ville gøre hende til en falden engel. Men uden at vide hvad han tænkte, kørte hendes egen tanker rundt i hovedet på hende. Hun var stadigvæk overbevist om at Joseph ikke var opvokset med en familie som hun var, for ellers ville han ikke havde været sådan. Det var en ting hun var helt sikker på, dæmon eller ej. Hvis man vidste hvad kærlighed var, vidste man også at man ikke bare gjorde som han havde gjort nu.

Det var virkelig ikke til at forstå, stadigvæk selv hun nu stod med kjolen på, afventede at Joseph ville hjælpe hende med at lukke den. Den var afsindigt smuk, smukkere end smuk, ja! Hun kunne ikke forklare det på en anden måde. Hun havde godt mærket hans hænder røre ved hendes hud, hun havde kommet med små gyssende ryst som han lukkede den. Den var ikke lavet af stof som hendes andre kjoler, den var så meget mere blød og fin i det. Et lille sæt forlod hendes krop som han lagde sin arm omkring hendes skulder, hun valgte dog at følge med uden så meget modstand, for hun ville helst ikke skulle have kjolen af igen, eller at han skulle tage den. Hun kiggede kort bagud for at se hvad der ville ske med hendes tøj, det blev samlet sammen, ” hov i må ikke tage mit tøj” Sagde hun og ville gå derover, men da de kom over til spejlede og Joseph stoppede kiggede hun ligefrem. Hun sagde ikke noget, men det var tydeligt at hun måbede, hendes blik var vendt mod spejler og hun glemte alt om sit andet tøj. Hun tog sat i skørtet af kjolen og viftede lidt med dem, inden hun drejede rundt et par gange og kunne ikke lade være med at grine lidt, hun elskede kjolen. Det var som om alt det negative forsvandt og tankerne om at hun var slave forsvandt fra hendes hoved, hun vendte blikket mod Joseph hun rødmede svag og slog blikket tilbage på spejlet ” Jeg elsker den” Sagde hun og grinte for sig selv. Hun kørte en hånd igennem håret, og viftede med det, endnu et lille grin forlod hendes læber. Hun stoppede og vendte sig mod ham, ” Tak” sagde hun og kløede sig kort i nakken, og ramte brænde mærket. Igen slog hun blikket ned i gulvet og blev mindet om hvorfor hun var her igen blev hun helt tavs.

Ja, det var jo nok kun godt at hun ikke vidste hvilke planer han havde med hende. Der skulle helst ikke være noget som helst der afslørede det før de rent faktisk var igang med det og det var alt, alt for sent for hende til at gøre noget mod det. Hun skulle helst først vid ehvad der egentligt skete, når han begyndte at tage hende med rundt omkring, til de forskellige møder, ud for at ordne dagligdags tingene - ja, det hele, i virkeligheden. Hun skulle være hans fine lille pyntegenstand, og ville som sådan også få bedre mad, bedre tøj, og et bedre værelse end de andre, samt hyppige bade. Hun skulle jo holdes fin og pæn hele tiden. Godt nok havde hans andre slaver det også rigtig godt af slaver at være, men hun skulle lige have det den tak bedre. Meget bedre end mange andre folk i denne by havde det - med den ene undtagelse af at hun absolut ikke var fri, på nogen som helst måde.

Han tyssede blot roligt på hende da hun sagde det med hendes tøj - men heldigvis glemte hun det da hurtigt, da hun så sig selv i kjolen, efte rhan havde fået hjulpe thend emed at få den på det sidste stykke. Mens hun var fokuseret på sit spejlbillede blev hendes gamle tøj båret væk - hen for at blive brændt andetsteds, som han også havde gjort med de andre slavers tøj, dagen de hver især var ankommet. "Godt. Du ser vidunderlig ud i den," sagde han med et lille, blidt smil, men uden megen følelse i øjnene - det var sjældent at hans smil kunne ses i hans øjne, da hans tanker som regel var alle mulige andre steder. "Og det er kun én af de mange kjoler jeg vil få lavet til dig. Der er intet der skal tage din skønhed fra dig." igen, fordi hun netop skulle ses sammen med ham næsten hele tiden fra nu af - han ville knap lade hende ude af sit syne, på nær når hun sov og skulle bade. Der ville han lade de andre kvindelige slaver holde øje med hende for ham, istedet.

Det var svært, sådan virkelig svært for Zophia at skulle forstille sig at det at være slave kunne være så slemt, hvis hun fik så smukke kjoler og at hun ikke allerede var blevet pisket eller sådan noget. Det var jo sådan slaver normalt blev behandlet var det ikke ? altså med afstraffelse og pisk. Hun vidste det jo egentligt ikke, hun vendte blikket mod ham som han sagde at hun så vidunderlig ud i kjolen. Hendes kinder fik en let rød farve som hun slog blikket ned i gulvet. ” Synes du ? Jeg kan virkelig godt lide den” Sagde hun og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller sige som tak? Hun var jo ikke vant til at dette, eller hun fik jo tøj af sine forældre men det var slet ikke på sammen måde som dette og de var slet ikke lige så smukke. Hun gik lidt tættere på ham, smilede usikkert og placerede et blidt kys på hans kind og rødmede endnu mere. ” Tak” Sagde hun og trådte lidt væk fra ham, hun kunne ikke lide at kigge på ham, bange for at hendes lille kys måske var for meget eller forkert? Hun gjorde det normalt ikke men det var bare en god måde at sige tak på, og vise at hun mente det.

Hun valgte at fokusere tilbage på spejlet og sig selv, hun drejede et par gange mere rundt om sig selv for at se hvordan kjolen kunne svinge. Hun kiggede rundt i rummet og stod med ryggen til Joseph som hun valgte at begynde at tjekke rummet ud og bevæge sig rundt i det. ” Du bor smukt og stort” Sagde hun drømmende som hun indimellem lod en finger røre ved tingene hun kiggede på. Dette hus kunne på ingen måde måle sig med det hun kom fra. ” Hvad arbejder du med? Siden du har råd til alt dette?” Spurgte hun drømmende som hun forsatte rundt i rummet. ” Jeg kan godt lide din stil” Sagde hun og sendte ham et stort smil. En lille tot hår gled ned foran hendes øjne, som hun langsomt og blidt flyttede om bag ved øret igen.