You are mine now and you can't do anything about it! - Asmodeus

Selvfølgelig var kjolen og al denne venlighed mod hende blot noget han gjorde for at få hende til at føle sig tryg hos ham, for at hun virkelig fik en fornemmelse af hvor god han kunne være mod sine slaver hvis man blot gjorde som man fik besked på. Men han var heller ikke i tvivl om at hun før eller senere, på en eller anden måde, ville sige ham imod - og da ville hun hurtigt vide præcis hvor god thun havde det når hun lyttede efter, når hun vidste hvor grufuld han kunne være hvis man ikke gjorde som der blev sagt, når han ville have det, som han ville have det. Der skulle også en del undervisning tilhende, en type han ikke selv helt kunne undervise hende i... han havde allerede sørget for at en kvinde ville komme over i morgen, en der skulle undervise hende mere i manerer og hvordan man skulle føre sig frem, en af den type lærere der tit underviste de adeliges pigebørn.

"Dét synes jeg i den grad. Du er klart den smukkeste her." sagde han med et blidt smil, som der blev et lille tak bredere af det lille kys hun gav ham på kinden. Det måtte trods alt være noget af et godt tegn på at han havde vundet hendes tillid over på sin side, og hun derfor nok også nemmere ville gå med til de ting han ville have, at hun skulle gøre, senere hen.

Han observerede hende stille som hun drejede rundt, og smilet var stadig at se på hans læber da hun begyndte at gå rundt i rummet. Hans øjne forlod hende ikke så meget som et sekund, og for blot et par sekunder lod han en let latter forlade hans læber. "Tak. Jeg har skam også puttet mange penge i det...Haft utroligt mange folk til at arbejde på det, for at det skulle blive et flot hjem. Ikke kun for mig, men også for jer." han begyndte roligt at gå ind til midten af rummet igen. "Jeg er en handelsmand," svarede han simpelt og ærligt. At han så handlede med utroligt mange forskellige varer, også... Levende... Var jo så en anden snak. Men en handelsmand det var han skam.

Zophia havde virkelig mange tanker, tanker der nok også burde være forbudte, altså tankerne om at hun var misundelig, det kunne godt være at hendes forældre aldrig, havde mangler penge. Men de havde aldrig ville kunne leve sådan, var det forbudt at tænke og drømme om hvordan hendes liv havde været hvis de levede som Joseph her gjorde? Hun slog kort sit blik ned, det var ikke i orden at tænke sådan, hvad ville hendes forældre ikke sige, hvis hun havde tænkt tanken højt mens de havde været her? Ikke at de nogensinde ville komme her, dum var hun ikke. Zophia blev heldigvis revet ud af disse tanker som Joseph svarede hende fortalte at hun var den smukkeste her i huset, hun kunne ikke lade være med at komme med en blid og kort latter. Hun var troede ikke helt på at han talte sandt, der fandtes langt smukkere kvinder end hende selv. ” Er de sikker på det? Jeg tror der findes smukkere kvinder end mig” Sagde hun og kunne ikke lade være med at kigge over på ham og sende ham et usikkert smil.

Selvom han observerede hende uden at sige noget, vidste hun at han holde øje med hende, men hun gjorde ikke noget for at skabe for meget opmærksomhed, det var rart at gå rundt lige selv, selvom han jo var i rummet. Hun kunne ikke lade være med at falde over en smuk vase der stod i en vindueskarm. Hun lagde blidt fingeren på kanten og så ned på den mens hun sagde. ” Ville det være forkert at sige at jeg altid har drømt om at bor så stort og smukt” Sagde hun og så ikke på han, vendte blot blikket mod vinduet og så ud af det. ” Vi har aldrig mangler noget, sådan du ved. Men jeg har altid drømt om noget andet” Sagde hun nærmest drømmende.

Det lykkes hende endnu engang at rive sig selv ud af tanken strømmen, et sted håbede hun på at ingen i huset her, ville kunne læse hendes tanker, de ville blive forvirret og rundtosset. Som han fortalte at han var handelsmand kunne hun ikke lade være med at komme med et lille grin, inden hun vendte sig imod ham. ” jeg er altså ikke dum, en handelsmand ville aldrig tjene nok til sådan et hjem som dette” Sagde hun og så på ham, hun begav sig over til pejsen og kiggede ind på ilden. Ild havde altid været så smuk og fascinerende, hun havde altid som barn lavede små historier ud af det hun forstillede sig i ilden. Hun vendte ryggen til Joseph, mens hun stod og prøvede at skabe sig en historie igennem ilden.

"I dette hus gør der ikke. Tro mig. Du er langt den kønneste i dette hus, og generelt en af de kønneste jeg har set i et godt stykke tid." sagde han med et blidt, afmålt smil som han roligt rakte en hånd ud for blidt at stryge noget af hendes hår om bag det ene øre. "Og jeg vil sørge for, at alle kan se det. Intet skal lægge en dæmper på din skønhed. Hvorfor vi skal ud at handle i morgen. Flere kjoler og smykker der kan understrege din naturlige skønhed. Kun det bedste vilvære dig værdigt." så længe hun lyttede efter og gjorde hvad der blev sagt, selvfølgelig. Men hvis hun blot forblev som hun var lige nu, så skulle han nok fortsætte med at være blid og rolig mod hende, som stærk kontrast til hvordan han havde været da hun prøvede at undslippe at komme med ham hjem.

Hans øjne fulgte hende roligt rundt i rummet, og han gik langsomt hen mod en af lænestolene foran pejsen da hun talte igen, og et skævt smil dukkede op på hans læber. "De fleste går rundt med sådanne tanker. Tanker om hvordan et bedre liv end det man allerede har, ville være. Jeg kender også følelsen. Bare rolig, det er helt normalt og intet at skamme sig over."

Med et knips af fingrene kom en af de andre slaver hurtigt over til ham med endnu et glas vin, som han roligt nippede lidt af. "En handelsmand med store handelshuse i både Dragon's Peak, Doomsville og Aquener kan sagtens tjene til det her, jo." sagde han bare roligt. Han handlede trods alt over det meste af Underworld, både med helt normale ting, og, ja, med de mere uortodokse. "Især når man forhandler med næsten alt."

Zophia begyndte at blive mistænkelig, han overøsede hende med komplimenter og lovede hende det vilde, ting hun nok aldrig selv ville få råd til at købe, men hvis hun var hans slave, hvorfor ville han så gøre dette? Det undrede hende og derfor begyndte der også at komme en masse tanker i hendes hovedet, som før kørte hendes hjerne der udad med tanker. ” Tak, jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare på alle de komplimenter” Sagde hun og kiggede væk på ham som han roligt rakte sin hånd og stryg en tot hår om bag hendes øre, det gav hende en kuldegysning igennem hele hendes krop.

Hun var slet ikke i tvivl om at hans øjne fulgte hendes rundt i rummet, hun kunne mærke dem, mærke følelsen af at blive overvåget, hvordan han ville kunne se hver eneste lille bevægelse hun lavede. ” Det gør alle nok som ikke har pengene til sådanne et liv som dette, selv jeg. Har aldrig manglet noget men heller aldrig haft det bedste af det bedste. Synes det forkert af mig at tænke sådan, mine forældre gør alt hvad de kan for at få penge til de ting jeg ønsker mig” Sagde hun og så på ham.

Tankerne og blikket var kort væk, hun ansete ikke at han knipsede med fingrene og en anden slave kom over til ham med et glas vin. Hendes blik var atter vent mod ilden, hendes tanker var fokuserede på hvad ilden kunne lave af ting man kunne bruge til en historie. Det var bare ikke som det plejede, hun plejede at kunne se mere og danne bedre historier. Derfor valgte hun at stoppe, det kunne være lige meget det blev ikke som hun gerne ville, hendes håb om at slippe helt væk fra virkeligheden og bare ind i hendes tanker lykkes ikke. Hans svar til at en handels mand aldrig ville tjene nok til at kunne leve som Joseph gjorde. Hans svar fik hende blot til at nikke stille, ” okay” sagde hun og kiggede kort over til Joseph, hun vendte blikket væk og gik igen over den smukke vase hun havde stået ved før, den var smuk, tænkt hvis hun havde sådan en selv, altså ejede sådan en, hun ville pudse den hverdag og passe godt på den. Hun løftede den for at kigge nærmere på den, dog var den lidt glattere end hun havde regnet med og den smuttede ud af hænderne på hende. Som hun havde stået ville det kunne ligne at hun smed den på gulvet, dog gjorde hun det ikke, hun tabte den blot. Hun vendte sig mod Joseph, ” Vil du ikke godt være ærlig? Jeg tror du lyver for mig” Sagde hun og så på ham, inden han satte sig på hug for at samle skårene op efter vasen gik i stykker.

"Du behøver heller ikke svare på dem. Bare tag imod dem, for det er sandheden." sagde han roligt, som hans øjne netop fulgte hende rund ti lokalet, og kun blev taget af hende et kort øjeblik d ahan fik sit nye glas vin, og roligt tog en tår fra det, før han kørte end hånd gennem sit hår, blot for at sikre sig at det sad perfekt. Hun ville være sådan en perfekt lille pyntegenstand ved siden af ham når han var ude til forskellige ting... En yndig lille engel ved siden af en dæmon, der gjorde hvad hun blev bedt om... Det var et skønt billede, og et der virkelig ville cementere hans højere status.

"Selv jeg drømmer om mere end dette. Det er kun naturligt. At alle vil undre sig over hvordan det ville være, at være bedre stillet. At kunne få præcis hvad man gerne vil have." at han så efterhånden var nået til det punkt, var en anden side af sagen. Det var jo sådan noget der havde gjort at han gik mere ind i slavehandlen - han var nået så langt han kunne med normal handel, så selvfølgelig gik han så ind i slavehandlen, om ikke andet bare for at have mere at lave. Hvad skulle manden der havde alt, ellers have, end andre hvis eneste opgave i livet var at opvarte ham og få ham til at se bedre ud?

Hans greb om vinglasset blev en kende strammere da vasen røg på gulvet. Ikke at han ikke sagtens kunne erstatte den, men det var mere princippet i det. Det gav også en lille trækning ved hans ene øje, men han lukkede derpå øjnene og tog et par langsomme, dybe vejrtrækninger for at få styr på sit temperament, før smilet var tilbage på plads og han åbnedeøjnene for kort at se over mod en af de andre slaver, der hastede hen for at feje skårene sammen efter at have skubbet hende lidt til side, og få dem af vejen. "Det skal du ikke bekymre dig om. Det er hans opgave at rydde op, ikke din." sagde han så med et sukkersødt smil, som han trådte lidt tættere på hende igen, inden han svarede hende. "Jeg lyver skam ikke, min kære. Jeg er en handelsmand. Jeg handler blot med mange ting andre ikke ville drømme om at gøre."

Asmodeus blev selvfølgelig bare ved med at overøse hende med komplimenter, men igen, det var også blot for at få hende til at føle sig tryg her, hurtigere end ellers, og lade hende se hvad hun kunne få her hvis hun gjorde præcis hvad han bad hende om. Først senere ville hun se hvad hun fik ud af at være ulydig, hvis hun skulle have lyst til at udfordre skæbnen på den måde. For hendes egen skyld ville det nok være bedst hvis det ikke var tilfældet - især ogsåfordi han gerne ville have at hun forblev uden skader af nogen som helst art, nu han godt ville have at hun skulle ende med at være den slave han havde med sig næsten overalt. Hende, og en af de andre til at bære hans ting. Hun skulle trods alt kun være en 'pynte genstand' for ham.

"På papiret er du, jo. Men det er skam ikke planen at du skal gøre det samme som alle de andre... Jeg har jo allerede folk til at ordne de basale ting. Dig... Har jeg udset til noget bedre." sagde han blot, helt oprigtigt men samtidig også på en måde så hun netop ikke vidste præcis hvad han mente, endnu. Det kunne jo være at hun så pludselig ville arbejde imod ham, og det kunne han ikke have. Helst ikke før tid var.

"Åh, jamen der er altid flere ting man kan få fat i. Hvis ikke materielle goder, så magt, på den ene eller anden facon. Tro mig... Selv den man mener skulle have alt de kunne ønske sig,vil altid have noget de kan drømme om." sagde han så roligt, og så på som den anden slave fik fjernet potteskårene. "Rolig, ingen stor skade sket... Jeg kan altid købe en ny." det havde krævet langt mere at få fat i hende end at få den vase, alligevel. "Som noget man ikke taler højt om. Men finder man den rette køber, skal der nok komme en heftig sum penge ind. Det er ikke noget du behøver bekymre dig om - mine pengesager er mine at bekymre mig om, inklusive hvordan jeg får dem... Og ikke noget du skal tænke på."

Et eller andet sted, var det jo kun dejligt at få en masse komplimenter, men der var bare så meget andet end at blive overøset med det, jo mere han gjorde det , jo mere fake virkede til at være. ” Mener du overhovedet noget med alle de komplimenter, jo flere du giver mig, jo mere fake virker det? Det virker som om du bare gør det for at gøre mig glad og få mig til at slappe af?” Sagde hun og glemte alt om at tiltale ham med De eller andet. Det var ikke noget hun havde tænkt over som hun havde talt.

Zophia rystede blot på hovedet som hun havde sat sig til rette i sofaen, de var virkelig blød og dejlig at sidde i, det ville ikke gøre hende noget som helst at skulle tage en lur på denne sofa. ”noget bedre? Hvad skulle det være? Hvis du har slaver til andet, hvad skal du så bruge mig til?” Sagde hun en anelse og igen glemte den rigtige tiltale af ham. Hun tænkte som sagt ikke over det, hun havde så mange andre tanker i sin hjerne til at kunne fokusere på den rigtige tiltale. Det var ikke fordi Zophia ville arbejde imod ham, hun ville bare gerne have at han var ærlig overfor hende, hun var selv opdraget til altid at være ærlig uanset hvad det var, for det var det man kom længst med i livet. ” Tja det kan være du har ret, men er det ikke forkert at drømme om noget, man ved ens forældre aldrig kan give en? Det har tit gjort og jeg bliver ofte sur på mig selv over at kunne tillade mig at tænke sådan” Sagde hun nærmest drømmende som hun fokuserede på at holde blikket rettet mod ilden.

At han ikke ville tale om det, fik blev Zophia til at tænke på at han ikke turde fortælle hende sandheden, hvad var han bange for? Var det fordi han ikke havde helt rent mel i posen? Hun vendte blikket kort mod ham, med et blik der blot i stilhed fortalte at hun ikke troede på ham. Der var så meget lusket ved dette, at der måtte lige noget bagved. Hun fik tanke om at hvis hun bare pleasede ham og sådan kunne give hende en del frihed til at luske rundt i huset og tjekke om det kunne være fordi han skjulte noget meget farligt eller meget ulovligt. Hun havde i hvert fald i sinde at tjekke det ud og evt få ham meldt til jagterne og Herskeren. Så kunne hans andre slaver måske også blive fri og få deres eget liv. Jep! Det var en god ide! Nu havde det blot om at få muligheden for at kunne gøre tingene. Blikket var igen rettet mod ilden, som hun tænkte, tankerne kørte på hvordan hun skulle gøre dette, hun måtte fokusere på ikke at kigge på ham, for hun vidste at når hun planlagde ting var hun altid nem at aflæse at hun havde tanker og at gøre ting. Han måtte bare ikke opdage det, for det kunne give hende sværere ved at kunne gennemføre tingene.

"Bedre som i at du vil komme ud sammen med mig. Du vil ikke være tvunget til at blive herinde hele tiden som en anden fanget fugl... Nej nej. Deter du alt for værdifuld til..." sagde han roligt, med et blidt smil på læberne. Lige så falskt som alle de andre, men også ligeså umuligt at tyde, med de mange års træning i netop dette.

En af de andre slaver, som der var igang med at rydde op efter den knuste vase, kiggede lidt mærkeligt over mod dem, undrende... Over hvorfor Asmodeus ikke havde påtalt at hun ikke brugte den korrekte tiltale. Var hun virkelig så meget højere over dem at hun ikke behøvede det? Det virkede ikke fair... Men han ville heller ikke sige noget, af frygt for straffen der kunne følge. Han lod blot Herren gøre som han ville.

"Hvorfor skulle det være så forkert når det er så naturligt at alle gør det før eller senere? Det er der da absolut ingen logik i," sagde han så, og trak let på skuldrene som han tog endnu en tår af den gode vin. "Ingen grund til at spekulere over ting og føle man gørnoget forkert når det er noget man ikke kan gøre for, noget der ligger til alles natur." Han fik drukket glasset færdigt, og rejste sig derpå,for at rette lidt på tøjet. "Nuvel... Du må vel være ved at være træt. Lad mig vise dig til dit værelse, så vi kan trække os for natten. Vi har en lang dag foran os i morgen."

At han mente at hun ville komme ud sammen med ham, var da bedre end at skulle være låst inde og ikke kunne gøre andet end at skulle adlyde hvert eneste vink han kom med. Det var nu også meget smart at hun ville komme med ham udenfor og ud i byen, det ville gøre hendes plan så meget bedre, og give hende langt flere muligheder for at planlægge den perfekte plan. ” Okay, tak. Jeg er meget beærede over at de synes det om mig Sir. Jeg er jo bare en ganske almindelig pige som så mange andre. Der ikke noget særligt over mig” sagde hun stille og kunne alligevel ikke helt lade være med at rødme over det. Selvom hun ikke helt havde ment det hun havde svaret. ” De er nu også en smuk mand” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt falsk, i håbet om han ikke opfangede det. ” jeg har faktisk aldrig rigtigt givet en mand komplimenter før så bær over med mig” Sagde hun og grinte lidt igen.

Zophia så på ham igen, men vendte alligevel blikket hurtigt væk igen. ” tja de kan de nu have ret i” Svarede hun blot, hvad skulle hun ellers sige? Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på det. Zophia Nikkede stille og lod et gab slippe ud af hende, ja hun var faktisk lidt træt nu hun mærkede efter. ” Det vil gøre godt med lidt søvn, jeg er så træt” sagde hun og rejste sig for at følge med ham, hun havde nu muligheden, ikke muligheden for at flygte for den plan skulle gennemtænkes meget mere. Men at få muligheden for at luske rundt i hans hus ville være perfekt, for at kunne finde ud af hvem han i virkeligheden var. I sidste ende håbede hun at hun ville kunne bruge det imod ham, det kunne godt være at hun måske ikke var den skarpeste kniv i skuffen, eller særlig god til gennem tænke planer som denne, da hun jo ikke havde haft brug for at gøre det før. Men det skulle nok lykkes hende, mere end han ville vide, det var med et lidt kækt smil, at hun begyndte at følge efter ham, for at komme over til sit værelse. Da de nåede værelset og Zophia var gået ind, kiggede hun sig omkring værelset var meget bedre og større end det hun nogensinde havde haft hjemme hos sine forældre. "Hvad skal vi imorgen, siden du sagde at vi har en lang dag foran os imorgen? " Spurgte hun alligevel en anelse usikkert, som hun satte sig på sin seng.

"Åh, hold nu op med at være så beskeden. Du er en engel. Du er speciel. Har du set alle menneskene derude? De er intet ved siden af folk som dig og mig." sagde han roligt, omend med den aller svageste antydning af irritation, noget der virkelig skulle høres efter for at opfange, da det ikke viste sig på hans ansigt, hvor der stadig var det lille, blide smil.

Komplimentet hun gav ham undlod han at svare på - selvom han nu, selvfølgelig, gav hende ret. Når man var så forfængelig som han selv var, hvordan kunne han så andet end give hende ret? I hans egne øjne var han jo selv nærmest perfektion. Men det fik dog stadig hans smil til at vokse, hvilket vel nok også viste hende at han alligevel havde værdsat det, sådan som det fik hans ego til at vokse en lille smule, som om det ikke var stort nok i forvejen.

"Godt så," sagde han blot da hun gav ret i at hun var træt, og han fik stille og roligt ledt hende hen til det soveværelse, hun ville få fremover. Lige ved siden af hans eget - og halv størrelse af hans, men stadig en imponerende størrelse i forhold tilhvad langt de fleste sov i, selv andre i den øvre middelklasse havde sjældent så stort et hus som Asmodeus havde, trods alt. "Og her er det så. Jeg håber du vil finde gemakkerne behagelige... Skulle du mangle noget, så trækker du blot i snoren," sagde han, og pegede på en fløjssnær der hang ved siden af sengen, "... Og så skal vi nok få set på det." snoren gik til en lille klokke i de normale slavers gemakker, så de ville blive alarmeret hvis hun trak i den. Han havde også selv en, men selvfølgelig gik de til forskellige klokker, og farten der blev reageret med ville også være forskellig.

"Åh, du behøver ikke bekymre dig om det. Det er bare nogle ting der skal på plads for at du kan leve her så mageligt som muligt. Nogle formaliteter, om du vil. Og med det, vil jeg byde dig en god nat... Og så ses vi ved solopgang." sagde han derpå roligt, med et svagt smil pålæberne som han lukkede døren - og låste den udefra, selvfølgelig.

Zophia gad ikke blive ved med at svare på hans udtale om komplimenterne, der var vist ikke længere noget at sige til det, de ville nok aldrig blive helt så enige om disse ting, derfor valgte hun blot at lade det ligge.
Som hun var kommet ind på værelset, var det ikke bare en seng i et hjørne og en lille kommode til det lille antal tøj hun havde haft derhjemme, man ville som ung kvinde nok drømme sig til et rigtig prinsesseværelse med et skab fyldt af store og flotte kjoler, hun havde altid drøm om det. Ikke at det var gået i opfyldelse ved dette værelse, men hun måtte give det at det var tæt på at være det. Hun så på og smilte ” This is amazing, I really, really love it. It’s better than everything I’ve dreamed of” Sagde hun med et stort smil på læberne. Der var ikke noget falsk over hendes smil, det var oprigtigt og det var der ingen tvivl om at det var. Hun nikkede til at hun blot skulle trække i snoren for at kalde efter nogen, hvad skulle hun svare på det.

Som han sagde at hun ikke skulle bekymre sig om det, gjorde hende nu alligevel nervøs over det. Hun rejste sig blot fra sengen mens han stadigvæk var på værelset og gik over til det ene vindue, hun kunne lige så godt i smug forsøge at finde ud af om vinduerne kunne åbnes. Hun så over på ham som han afsluttede og valgte at lukke døren og låse den. Hun hørte den lille kliklyd som kom når man låste en dør, hun løb hurtigt over til døren og tog i den, prøvede at åbne den bare for at være sikker på at han ikke havde låst døren. ”Shit” mumlede hun og så sig omkring, okay! Hun måtte bevare roen, hun kunne ikke bare komme ud ad døren, medmindre hun kunne få den låst op. Problemet var bare at hun ikke på nogen måde vidste hvordan man gjorde uden en nøgle. Hun kiggede sig omkring i værelset, det var ikke helt nemt for der var forholdsvist mørkt i rummet. Hun forsøgte at hive i døren for at hive døren op, men det kunne ikke lade sig gøre. Hun stoppede op kort for at tænke, inden hun begyndte at rode i sit hår, måske hun havde en af hendes hårnåle, som hun havde fået lavet få nogen skillinger hun havde tjent ved at passe nogen børn. Det lykkes hende at mærke en af det og fik hevet den ud af håret, inden hun satte sig på hug og prøvede at lirke døren op. Hun havde ingen ide om hvordan man gjorde det, hun havde bare hørt om at man kunne men ikke hvordan. Hårnålen smuttede desværre for hende og faldt igennem nøgle hullet og ned på gulvet ude på den anden side af døren.. ” shit, shit shit” mumlede hun panisk.

As she correctly guessed, they probably wouldn't agree on that - at least not openly, as Asmodeus liked to keep up this facade of niceness as long as he possibly could to try to lull people into a sense of comfort, to not guess his true intentions - always hidden behind kind smiles and friendly gestures. He never showed his true self to others, never even told others his real name - only his parents knew that, nobody else did. The few that had... Well, he'd killed them shortly after they learned of it, so that was that, over and done with.

"Good," he said, with the kind smile still on his lips as he heard her reaction to the room. It was quite on purpose that she got one of the better bedrooms. Still only half the size of his, but better than what most people in the city had. He liked his rooms open and big, easy to get a good look of everything, and of potential getaways... Here, of course, there was a very sturdy window, outside there was quite a drop down... And the door's lock? Well, it needed the key to be on one side to be able to be picked. Otherwise, you'd have to kick down the door, literally, if you wanted to get in or out of the room without unlocking the door. And since it was a thick oak door, he knew an angel wouldn't have any chance of breaking it up, which was, of course, the reason he locked it and took the key with him to his bedroom next door for a good, long sleep - ignoring the noises of her trying to get out, since he knew she couldn't, anyway.

/////////////////////////////////////////

Next morning, her door was unlocked - but not by Asmodeus. He'd given the key to one of the female slaves, and told her to bring Zophia some breakfast on the bed - and so that's what she did, walking into the room with a smile on her face. On the tray she carried, there was some weak mead, bread, sausage, jam and cheese - a good little spread for a morning meal. Most people usually saved something like this for lunch, but of course, Asmodeus didn't, not with the money he had lying around.

Efter at have forsøgt i et godt stykke til at få døren låst op, måtte hun opgive, hun var stadigvæk i en hel del panik som hun havde tabt sin hårnål ud af nøglehullet på døren. Hun slog slapt sin hånd fladt på døren, ikke hårdt eller voldsomt, mere sådant opgivende. Inden hun vendte ryggen til døren og lod sig glide ned langs døren. Hun bukkede benene og lagde armene omkring knæene hvor hun lagde sit hoved ned på knæene. ”I hate this place” mumlede hun stille for sig selv. Hvor længe hun havde siddet der vidste hun ikke, men hun valgte til sidst at rejse og tage tøjet af for at ligge sig i sengen, hun var alligevel ret træt og håbet om at hvis hun lagde sig til at sove og vågnede den næste morgen, var det hele bare et ondt mareridt og derfor ville hun vågne op i sin egen seng.

/////////////////////////////////

Zophia var faldet i søvn og havde sovet tungt, derfor registrerede hun ikke at der kom en ind til hende, før hun blev vækket. Morgenmad på sengen? Det havde hun sgu aldrig prøvet før, hendes blik lande også på bakken med maden, det så lækkert ud som i virkelig lækkert. Hun fik rettet sig op og sad op i sengen som bakken blev rakt over til hende. ” Thanks, can you tell me this is just a dream? And I soon will wake up at home in my own bed? spurgte hun spørgende den kvindelige tjener. Hun vidste ikke om hun overhovedet ville svare Zophia, men der var da et håb om dette.

Hun valgte at går i gang med at spise sin morgenmad, uhmmm det smart bare så godt, meget bedre end det hun normalt fik. Hendes forældre havde altid spist havregrød og sådan noget til morgenmad der hjemme, for det skulle holde en fra at være sulten længere eller sådan noget… Hun anede intet om det, men det var det hendes forældre altid havde sagt. Zophia hadede at spise grød! Det værste man kunne servere for hende var grød!

Da Zophia var færdig med at spise, satte hun bakken fra sig på sengen og steg ud af sengen. Kort tænkte hun, hvad hun skulle tage på? Hun havde jo ikke sit tøj her.. Da hun kort kom i tanke om at Joseph jo havde sørget for tøj til hende, hvis hun huskede rigtigt. Med faste skridt gik hun over til klædeskabet der stod i rummet, og ja der var tøj hun kunne tage på. Hun kiggede det hele igennem men synes ikke rigtigt der var noget af tøjet, som var lige så praktisk som hende eget, og meget af det var alt for fint til hende… Mente hun selv.
Zophia tog lidt forskelligt ud og endte med at tage den af kjoler der var mindst fin og pæn, men virkede mest praktisk at have på. Heldigvis kunne hun selv bestemme hvad hun ville have på og det havde hun tænkt sig at stå fast ved.

The slave simply smiled, nodded, and bowed to her, already in the process of turning around to leave the room again when she was spoken to. She turned to look at Zophia, still smiling - but gently shaking her head to tell her that no, this was very real, she was here and would stay here... For as long as the master deemed necessary, at least.

After that, she turned around again and left the room, locking the door after her before giving it back to Asmodeus when she passed him in the hallway a while later. He had been eating some breakfast, too, not that he really needed it since he really just lived off of souls... But he liked the taste, and it felt a bit luxurious to give himself that little pleasure, too. So that done, he got dressed in some of his fancier clothes, and went to Zophia's room, unlocking the door and entering with a pleasant smile on his face.

"Good morning... I hope you slept well?" he then said, eyeing her in the dress. He wasn't surprised with what dress she chose, but he still would like to dress her up more than that... Oh well, that would come automatically with the training she was going to receive as time passed. No worries...

At døren endnu engang blev låst efter at den anden slave havde forladt rummet og endda kun rystet på hovedet for at svare hende.. Der var ikke blevet talt til hende og det frustrerede hende virkelig! Hvorfor ville hun ikke sige noget til Zophia? Hun havde jo ikke gjort hende noget? Bare stillet et simpelt spørgsmål. ” I HATE YOUR ALL! Sagde hun råbt efter døren, hun vidste ikke om hun ville høre det! Men hun var ligeglad, hun hadede hende og hun hadede at være her! Hun var en anelse oppe og køre men stoppede hurtigt sig selv og prøvede at falde ned som hun efter at have klædt om til den mindst fine og pæne men mest praktiske kjole. Maden var blevet spist det havde smagt virkelig godt!

Hun kunne høre skridt på gangen, hvem det var der gik rundt på gangen vidste hun at god grunde ikke. Hun prøvede at forholde sig i ro som døren blev låst op og hun stod pænt og med en pæn holdning, som hendes mor havde lært hende hun skulle når hun skulle være fin og vise hendes gode opdragelse. ” Maybe.” mumlede hun til start lettere irriteret ” I mean of course I have” Sagde hun forsøgte at smile venligt til ham, men det var svært! Hun havde godt set hans blik på hendes valg af kjole, men hun havde selv skulle tage tøjet på og hun var vant til det skulle være praktisk! Hvis han ville spørge hvorfor hun havde taget kjolen op. Det var ikke fordi Zophia ville skabe problemer for sig selv eller gøre oprør, for hvad ville hun få ud af det? Ingen ting, men hun kunne jo gøre tingene lidt sværere for ham? Hun havde en plan! Eller næsten en plan! Den var bare ikke klar til at blive gennemført! Den skulle udtænkes meget mere endnu.

The female slave sighed, hearing Zophia's outburst, but simply kept walking along, not letting it disrupt her further duties for the day, as she knew what would happen if she didn't do exactly what was expected of her to do every single day.

Soon after, Asmodeus did enter Zophia's room, and simply gave her a calm smile, even after the initial, slight disappointment at her choice of dress. But yeah - that was something that would come with time. She'd get used to being dressed up. She wasn't going to do anything practical, after all. She was to be like a little, pretty, prized pet for him to show off. She wasn't going to do any physical or hard labor like most of the other slaves. No... She was much too precious to have her do that.

"Good." he then simply said, to her response. The first part had sounded a bit too irritated for his tastes, but the second part did sound nicer. Oh well. Another thing to come with time. Proper manners. "Well, I see you already picked your choice of dress. Am I right in assuming you're used to doing practical things around the house? If so, you can forget all about it. I won't have you doing anything in the house, so there's really no need to dress in anything remotely practical. I picked out the other dresses to better compliment your appearance, too. Please do try on at least one of them for dinner tonight." he then said, with a calm smile on his lips. "But for now, let's get going. I trust you found the shoes in the closet, as well?" which were ones with a slight heel - no flats were to be found in there at all.

Zophia var på ingen måde i tvivl om at hendes valg af kjole på ingen måde hugede ham, men det behøvede det jo heller ikke, hvis man spurgte hende? Hun havde selv haft muligheden for at tage sit tøj på, og hun var vant til at det skulle være praktisk, det anede kunne man jo ikke bruge når man skulle arbejde. For tøj der ikke måtte blive beskidt eller ødelagt var ikke det valg man ville vælge når man skulle arbejde og det havde Zophia skullet så hvorfor vælge en fin? Hun havde nok også lidt tænkt på at hun jo nok som alle andre slaver skullet arbejde og gøre rent og sådanne ting.. Faktisk havde hun ingen anelse om det, men at se på Joseph og høre hans ord.

Var det tydeligt at han ikke havde forventet at hun skulle have taget lige netop den kjole på! Hvis han ikke var tilfreds med det, kunne han jo havde ladet være med at have den i hendes skab. ” I can’t do practical things around the house, and look like at princess? That’s not Practical” Sagde hun blot og så på ham, hun havde egentligt ikke hørt ordentligt efter hvad det var han havde sagt efterfølgende. Hun lagde blot hovedet på skrå og så på ham, hun sendte ham et stort smil og kiggede ned på hendes bære fødder, som han snakkede om, at han troede på at hun havde fundet sine sko i skabet. ” No? I love to not wearing shoes? It’s better with out shoes” Sagde hun og kunne ikke helt lade være med at kigge ned på sine fødder. Stadigvæk velvidende at hun ikke havde hørt alt hvad det var han havde sagt til hende.

Zophia kunne godt fornemme at hun ikke lige frem faldt i god jord hos Joseph, hun overvejede hurtigt om hun skulle tage en anden kjole på eller bare finde skoene og hoppe i dem og følge efter ham? Det var ikke fordi hun havde lyst til at skabe alt for mange problemer lige nu, og sendte derfor Joseph et stort smil og begav sig over til skabet og fandt et par sko, der havde kun været pæne og ikke særlige praktiske sko. Hun så på dem og prøvede at finde det par der passede bedst til kjolen og det lykkes hendes da også. Hurtigt var de på fødderne og hun var henne ved Joseph igen og hun nejede pænt for ham med et smil. Det med at gå i sko med hæl på var ikke lige frem det hun var bedst til, hvilket også kunne ses på den gang hun havde da hun kom over til ham igen.

Asmodeus sighed a little, then smiled and shook his head. "You didn't hear a word of what I said, really, did you? I just told you... You aren't going to be doing practical things around the house. Therefore, you don't need to dress practically in any way. The others do... But not you. Oh well. You're young. You'll learn." he simply said, with a slightly creepily pleasant smile,one that clearly told that he had a plan with this, and not one he was about to divulge to anyone, least of all her. "But good... Get the shoes on. We're going to go for a walk."

"Also, you will need to get used to wearing shoes. Can't have you hurting yourself by accidentally stepping on broken glass or sharp rocks, now can we? That would just be sad. So... Make sure to wear shoes to protect yourself from now on, whenever you're out of the house with me. Some places are far filthier than they should be, and such pretty feet shouldn't just be sullied up, either." he then said,and he meant it - not for her sake, of course, but for his image's sake. The prettier and cleaner she looked when she was out and about with him, the better. Which reminded him that he should probably inspect her wings sometime soon. Make sure they were pretty and in tip-top shape, should he ever need her to show them to others, of course.

"And you'll get used to walking in a heel. It's only difficult for the first few days." and he said this from experience, as he did like to wear dresses and everything once in a while, too... But only for special occasions. "Anyway... Just wait here a few seconds. We need to get one last thing done before we go out." he then said, and went out into the hallway to wave over one of the female slaves - who promptly got in the room with a hairbrush, to make sure that Zophia's hair was well-combed, so that it, too, looked pretty good before they went out the door.