I like fire! - Micah (privat) XXX

Efter at havde mødt en underlig mand, en nat på markeds pladsen i Angerforge, som havde tilbudt ham at han kunne arbejde for ham. Hvordan manden vidste hvad han rendte og lavede anede han ikke, han havde aldrig set ham før, eller havde han? Det havde bare været virkelig underligt, men Jozaf havde tydeligt sagt fra, og at han ikke arbejdede for andre end ham selv, det kunne jo være en vagt som udgav sig for at være kriminel, for at kunne fange ham? Argggh den hoppede Jozaf ikke på, han var jo ikke dum på nogen måde! Heldigvis havde hans far oplært ham godt lige på det punkt!

Men der havde været noget virkelig underligt over den mand, sår’n ja hvordan skulle han forklare det? Han havde besluttede sig for at snige sig efter ham, finde ud af hvor han boede! Endnu end evne Jozaf var ret god til, hvis man spurgte ham altså. Det var lykkes ham at følge manden hjem til hans ejendom, uden at han opdagede Jozaf. Denne mand måtte da være det mest dumme menneske på denne jord! Hvad havde han regnet med? At han bare ville sige ja til at arbejde for ham? Nej sådan legede Jozaf ikke, og det ville han bevise over for denne mand.

Efter at havde fundet ud af hvor han boede ved at følge efter ham, vendte Jozaf tilbage et par dage efter, han kiggede på jernporten det var lukket, men det skulle ikke hindre ham, Med besvær lykkes det Jozaf at kommer over porten, dog måtte hans trøje lade livet, heldigvis var det en dejlig varm aften! Og måske for varm til at have trøje på, men han havde jo ikke lige frem et hjem, for han kunne ligge den. Han havde kun det han gik og stod i. Medmindre han stjal sig til noget nyt tøj, som skete indimellem.

Trøjen smed han på jorden på den anden side af porten, han ville tage den med sig, når han skulle forlade grunden, den ville bare være til besvær at rende rundt med. Heldigvis overlevede Jozaf skulder taske turen over porten. Han listede sig så godt han kunne rundt på grunden, han havde en plan, men skulle bare finde det rette sted at gøre det. Stedet kom, som han kom rundt om et hjørne til indgangen til en stald, han smilede for sig selv og så det tørre hø der var i rummet. Han gik hen til det, og satte sig på hug, hvor han ”gravede” et lille hul i høet inden han fandt sine ting frem til at lave ild. Han var på en måde skide nervøs og på en måde ikke! Han havde gjort dette så mange gange før, men aldrig hvor han havde kravlet over en port og derefter ind på en grund til en mand der så ud til at have penge, måske han skulle komme tilbage nogen dage senere og stjæle fra ham? Han måtte da have nogen letomsættelige ting. Dog vendte Jozaf tilbage til høet, da det endelig lykkes ham at sætte ild til det. Han stod lidt og kiggede på det, ventede på det bare ville få lidt mere fat, sådan at det ikke bare ville gå ud. Flammernes bevægelse dansede for hans øjne, han elskede dette, at se hvordan ilden langsomt åd høet og mærke varmen og ikke mindst duften.

Jozaf havde stået et lille stykke tid, da der var kommet godt gang i høet, greb han sin taske og vendte rundt for at komme over til porten, inden ild blev så voldsom at manden ville opdage det. Der ville Jozaf være over alle bjerge eller måske ikke lige frem, men mere på flugt fra stedet, ingen havde set ham, så ingen kunne dømme ham. Det lykkes Jozaf at kommer over til porten, han kastede sin taske over porten inden han kiggede sig tilbage, da lyden af en dør gå op. Panikken ramte ham og han prøvede med panik at komme over porten, men han fumlede for meget og endte med at falde ned på jorden, igen da hans fod smuttede. Han havde aldrig gjort dette før. Han rejste sig og så sig omkring, der måtte være et nemmere sted at komme over for at komme ud.

Micah havde egentligt bare ventet på at der ville ske noget, eller han ville få øje på knægten igen. Han havde haft sine slaver til at holde øje med ham når de kunne, i efterhånden en måneds tid, før han for knap en uge siden havde konfronteret knægten kort efter solnedgang, og tilbudt ham at komme og arbejde hos ham. Som en mere frivillig form for slave. han havde nægtet, og Micah havde sukket let, men undladt at prøve at tvinge ham, da han havde været så sulten at han bare blev nødt til at tage hjem for at spise før han gjorde noget som helst. Han havde da også godt lagt mærke til at knægten fulgte efter sig. Han var god til at være stille, ja, men ikke helt god nok til at snyde en vampyrs hørelse… Eller lugtesans, for den sags skyld.

Han havde lavet sine sædvanlige dagligdags ting siden da… Og egentligt ikke forventet at det her ville ske. han vidste da nok at den type knægt ville prøve på noget før eller senere, men det her? Han havde ikke forventet at han ville være så dum. Men det betød vel også bare at han selv havde været god nok til at skjule hvad han rigtigt var… For denne nat hørte han selv pludselig hvordan hans hest vrinskede, i let panik, omme fra baggården. Siden han var kommet hjem for en times tid siden fra en jagt, havde han smidt sin vest og skjorte grundet hvor tilsølet de havde været af blod, og fået vasket det værste væk fra sig selv.

Så han stod sekundet efter i døren til baggården, kun iført bukser, selv sko og sokker var blevet smidt indendørs for hans afslapning. Det tog ikke længe før han både havde fået øje på ilden, og på knægten. Han kunne mærke raseriet boble indeni sig, og øjeblikket efter var han henne ved knægten, der rigtigt nok var den samme som han havde prøvet på at få til at følge frivilligt med ham hjem for at arbejde for ham. Han sagde intet, stirrede bare olmt på ham et sekund… Før han uden videre kylede ham bagover med fuld kraft, så han ville støde ind i stenvæggen af huset… At dømme efter lyden, hårdt nok til at han i alt fald forstuvede et eller andet. Micah fnøs derefter og var hurtigt henne ved brønden, hvor han fik hentet nogle spande vand op som han hurtigt kunne få slukket ilden med, så den ikke spredte sig for meget, og tog hele stalden med sig, nu hans hest stadig stod i den.

Det gjort, begyndte han langsomt at gå hen til hvor han havde fået smidt knægten hen. “Og… Hvad fanden… Tror du så lige at du bilder dig ind?!” knurrede han rasende, før han sparkede ham tilbage ind i væggen, stadig med god styrke på… Især siden han nu lige havde været på jagt idag.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Jozaf havde måtte indse at den eneste ordenligt vej ud fra denne grund var over porten, han ville ikke kunne komme over andre steder, ud fra hvad han havde kigget efter. Han havde stået med ryggen til det hele og havde derfor set eller hørt at manden var kommet ud til ham, nok mest fordi han tanker larmede så frygtligt meget oppe i hans hovde at han ikke kunne høre noget. Han blev dog mega forskrækket og panisk da noget greb fat i ham, og kylede ham direkte bagover ind i en stenvæg, Han ramte muren med ryggen først og med hovedet ned af, han prøvede at afvige at lande på hovedet, men der havde været så meget kræft på at han ikke  nåede at gøre ret meget, luften blev slået ud af hans lunger af at have mødt muren. En knæk lyd kom fra hans højre arm i det han prøvede at afvige at lande på hovedet. Endelig kom der lyde fra Jozaf hostende skrig efter luft og smerte skrig der blev kvalt i forsøget på at trække vejret ordenligt. Smerterne fra hans ryg og  bag hoved var voldsomme. Han rørte næsten ikke på sig de første sekunder,  Det lykkes ham at komme op på alle 3, med den skadet arm ind til maven.

Jozaf forsøgte stadigvæk at for styr på sin vejrtrækning imens han ville kravle væk, han havde ikke noget at registrere hvad der var sket og hvem det egentligt var der havde kastet med ham, det burde ikke være muligt! Manden var væk, hvordan kunne alt dette ske så hurtigt? Han prøvede ikke at tænke på det! Særligt fordi han var skadet og havde smerter i sin arm og ryg samt baghoved. Da han kom tilbage forsøgte Jozaf at komme væk fra ham at prøve at rejse sig for at løbe, men han kunne ikke komme op, det gjorde alt for ondt på ham. Han hørte mandens ord, men nåede ikke at sige noget, før han mærkede det voldsomme spark i hans sidde og en knæk lyd fra hans ribben hørtes, han ramte muren endnu engang, med noget mere højlydt skrig, han faldt til jorden i en ren smerte og turde ikke rejse sig op. Hvordan kunne han sparke ham så voldsomt?! Han kneb øjnene sammen og bed tænderne hårdt sammen! For fanden det gjorde ondt!. Jozaf sagde ingen ting, han havde virkelig ikke luften til det, det gjorde mega ondt på ham!. Han prøvede med besvær at rejse sig, men hans ben gav efter ham og han måtte blive liggende. Han vendte hovedet mod manden, og så ham og hans krop, hvordan kunne han være så stærk? Han lignede en svans! Han hostede lidt og pev da det gjorde ondt i hans ribben. ” hjælp mig” fik han stille bedt.

At skulle ligge der, på jorden og have så mange smerter, var ikke noget Jozaf sådan havde prøvet før, han mærkede hvordan det sveg på hans ryg, en et par enkelte blod dråber der trillede ned af ryggen, på nogen af de mange hudafskrabninger, det var de største af dem som sådan rigtigt blødte. Han prøvede at tage sig sammen for at komme op, men han kunne dårligt bevæge sin krop, hele hans krop var øm og gjorde ondt flere steder. " Hvad laver du" fik han frem sagt, men en tydelig smerte i stemmen.

Knæk lydene fra knoglerne der brækkede… De har jo nok egentligt i virkeligheden bare som sød musik i Micah’s ører. Han fik slukket langt det meste af ilden, men en længere gren de rhavde gemt sig i høet, lod han stadig brænde, som han samlede den op inden han gik hen til knægten og sparkede ham, så han blev liggende. Han stod der og snerrede af ham, men samtidig røg den lækre, delikate lugt op til ham… Af blod. Siden han havde kastet og sparket fyren direkte ind i en stenvæg, var det vel ikke noget under at menneskets hud var blevet skrabet godt af flere steder, så den søde lugt af blodet nu omgav ham, og fik Micah’s tænder til at løbe i vand, på trods af næsten lige at have spist. “Hjælpe dig? Hvorfor i alverden skulle jeg det? Du ville brænde mine ting ned… Det her er kun fair…” og med et voldsomt sadistisk smil på læberne, satte han den brændende spids af pinden ned mod knægtens fire, gode hånd, nød de lyde han fik ud af ham, og lyden og lugten af hud og kød der brændte… Inden det blev kedeligt, og han smed pinden væk igen, hen i brønden uden at kigge.

Herefter satte han sig ned på hug, så på knægten med det sadistiske, psykopatiske blik alle der kendte Micah, var godt bekendte med… Inklusive hans slaver, hvorfor de aldrig sagde ham imod. Han rakte ud for at lade fingrene fra sin ene hånd køre hen over en af de største hudafskrabninger på menneskets ryg, for at trække fingrene til sig og roligt slikke blodet af. “Mmhmm… Det kan godt være du er noget af en møgunge…” sagde han, og fik hevet ham op at stå igen, skubbede ham op mod væggen uden det mindste besvær… Før han smilede stort til ham, smilet ligeså psykopatisk som blikket i hans øjne var, hvilket også gav Jozaf et rigtigt godt udsyn til de sylespidse hugtænder, der nu var fuldt ude og ikke blev skjult det mindste. “... Men du smager udsøgt...” og med det, lænede han sig brat ind og bed mennesket i halsen, de sylespidse hugtænder sank så let igennem hans hud som en kniv igennem smør, før han begyndte at drikke. Langsomt, ville virkelig gerne mærke hvordan knægten ville kæmpe imod ham… Eller hvordan han måske ville begynde at tigge for sit liv?

At have disse smerter, var smerter Jozaf ikke var vant til at håndtere, han havde aldrig prøvet det, eller måske havde han men lykkeligt havde glemt hvorfor. Han så op på ham som han talte til ham, han så hans smil og kunne virkelig ikke lide det, han ville have flyttet hånden, hvis ikke det var fordi en hver bevægelse han lavede var så smertefuldt. Pinden der var ild i og stukket ned i hans hånd brændte og et kæmpe smerte skrig kom fra ham. Han kunne ikke længere holde tårerne tilbage! Han græd og klynkende bad ham stoppe. Lugten af hans brændte hud gav ham kvalme, selvom han normalt ville nyde lugten af brandt hud, bare ikke hans egen.

Jozaf prøvede at komme væk fra ham som han havde smidt pinden, og satte sig på hug ved ham. ” Vil du ikke nok lade være” sagde han bedende, og prøvede at holde tårerne tilbage, men de trillede, han havde så mange smerter og var så skide bange for hvad der ville ske med ham. Som han lod fingrene på sin ene hånd køre hen over de største af hans hudafskrabninger prøvede han at holde små smerte støn inde, for det var pinligt! Pinligt at det var ham der var ofret nu! Han var virkelig bange for denne mand! Han kunne ikke være almindelig menneske! Men alt andet var jo udelukket! Der fandtes kun mennesker! Kun mennesker! Alt andet var opdigtede historier for at skramme en som ham. Han troede ikke på det.

Der var ikke megen reaktion som manden hev Jozaf op at stå, før han stod op, det var nemmere at trække vejret når han stod op, end det havde været at ligge ned. Jozaf blev nærmest helt hvid i hovedet da han så de sylespidse hugtænder. ” Du rør mig ikke!” sagde han panisk og prøvede at flytte på sig, men smerten fra hans ribben fik hurtigt stoppet ham. Han mærkede manden hugtænder ramme hans hals og bore sig med lethed igennem hans hud. Han skreg, det var smerte fuldt, han var virkelig bange for at han skulle dø nu, han gjorde derfor sit bedste træk at sparke ud efter manden, for, forhåbentligt af ramme ham i skridtet, men panikken og smerten fra hele hans krop og smerten fra bidet i hans hals, gjorde ham svag, han krop var træt, han forsøgte at gøre modstand, men den blev mindre og mindre. Han ben gav nærmest efter under ham, men han forsøgte at kæmpe videre, han ville fri. Han blev svimmel mest af smerten men han vidste det ikke.

Det var bare så perfekt… At høre alle lydene han fik ud af knægten. Det var som en symfoni… De små pibende lyde i hans overfladiske vejrtrækning, de mange klynk af smerte… Skrigene... For ikke at tale om alt andet. Det paniske hjerteslag… Lugten af adrenalinen der pumpede godt rundt i hans krop, som nemt kunne lugtes gennem det blod der langsomt sev fra de mange hudafskrabninger, og som langsomt fik malet nogle pletter på brostenene under ham helt røde. Lyden af huden der nærmest boblede under den intense varme fra ilden, før det blev til vabler, der sprang, og veg for trediegrads forbrændinger… Den øverste hud var der slet ikke længere da han tog pinden væk, brændt helt væk, der var blevet brændt helt ind under læderhuden, ind til det smule kød der var på håndryggen.

De mange gange han bønfaldte ham fik ham absolut ikke til at stoppe. Nej… Knægten havde lagt sig ud med den helt forkerte, og det skulle han mærke konsekvenserne af. Om noget, så gjorde hans tiggen ham bare endnu mere sikker på at han ville fortsætte med at gøre præcis hvad han havde gang i. Især med alle de dejlige lugte i luften, klagesangen der gjorde Micah gladere og gladere, som han til sidst endelig fik løftet ham op, og kort grinede da han så hvordan al farven i Jozaf’s ansigt forsvandt, idet han så Micah’s hugtænder. Nå, lille pus dog… Ja, du skulle have vist hvem du gik op mod, skulle du ikke? Too bad.

Han ignorerede skriget som hans tænder gled igennem den tynde hud, og han begyndte at drikke, et lille, nydelsesfuldt støn forlod ham ved smagen af den første mundfuld. Måske skulle han alligevel ikke dræbe ham her helt? Det kunne være han kunne bruges til noget i fremtiden… Hmm… Han knurrede og bed hårdere til da knægten sparkede ud efter ham, heldigvis ramte han da ikke hans mål! Det tog heller ikke længe før mennesket blev mere og mere slapt i hans arme… Da han var nået til et punkt hvor Jozaf ville svæve mellem bevidsthed og bevidstløshed, trak han sig endelig, og slikkede sig let om sine nu blodige læber. Han smilede skævt, sadistisk til knægten, som han uden videre kastede ham op på sin ene skulder og gik indenfor.

Da de var indenfor, gik han hen af en lang gang, om til hvor der var en masse mindre lokaler til hans slaver. Dem der var der, var kloge og undlod at forstyrre ham som han smed sin nyeste fangst ned på en seng i et af de lokaler der ikke var i brug lige nu. Han fik tændt en enkelt lampe på væggen, blot for at knægten kunne se lidt, siden han selv så udmærket i mørket, men vidste han ikke gjorde… Og han ville godt have han vidste, eller i alt fald så, hvad der skete nu. “Du skulle aldrig have prøvet på det her, møgunge… Men… Det kan godt være jeg stadig kan bruge dig. Nu må vi se… Men først…” han satte sig ned ved siden af ham på sengen, og tog sit ene håndled op til sin mund, hvor han fik bidt hul på det, før han førte det blødende håndled hen til drengens mund, så blodet roligt piblede ud mod hans læber. ”Drik.” og det var tydeligvis en ordre.

At mærke hvordan hans hjerte nærmest bankede sig ud af hans bryst kassen, hvordan sveden løb ned af hans ansigt, hvordan smerterne pinte hans krop. Det var alt sammen ting han ikke havde prøvet før, i hverfald i denne størrelses ordning. Sveden kendte han til, men han havde aldrig fået så meget smerte på engang. Det var ikke rart, og det gjorde det hele svære for ham! Sværere fordi han ikke kunne tænke, fordi han ikke kunne gøre så meget modstand som han gerne ville.

Kampen om at få ham væk, blev for svær, da han valgte at bide ham lidt hårdere, stoppede modstanden langsomt. Det hele begyndte at snurre rundt for ham, han blev dårlig. Kvalmen ramte ham men han kunne ikke kaste op, faktisk kunne han ikke gøre noget. Han vidste ikke hvad der ville ske, men han var sikker på at han var ved at dø. Det føleles i hverfald sådan. Der kom ingen ord, ingen lyde eller noget fra ham. Hans krop var slap og udmattet, faktisk kunne han intet. Han lukkede øjnene fordi det hele kørte rundt for ham.

Som manden smed ham over skulderen registerede han ikke som sådan, andet der kom en lille lyd af smerte fra ham, da han ribben ramte mandens skulder. Men han hang der, hen over manden skulder helt slapt og ubevægeligt. Hvad der skete, vidste han ikke, hans hjerne fungerede ikke, da han svægede imellem bevidsthed og bevidstløshed, faktisk var han nok mere bevidstløs end han var ved bevidsthed. At mærke at han blev lagt på en seng, fik ham blot til at ømme sig.

Jozaf prøvede at åbne øjnene, hans krop var slap og han kunne ikke bevæge sig, han så lyset fra en lille lampe og kort efter fik han øje på manden, som havde sat sig ned ved siden af ham, Jozaf var ligbleg og hans krop var helt svedig. Han prøvede at sige noget, men der kom ingen lyd fra ham. Skulle han dø nu ? Han var faktisk i panik, hans hjerte bankede der ud af, som havde han løbet flere kilomenter i højt tempo med en vagt efter sig.

Blodet fra manden håndled som blev ført op til hans mund, forstod han intet af, dog hørte han ordet ” drik” han tog med læberne fat om det sår manden havde lavet på sig selv, for at drikke blodet. Det var underligt. Han havde aldrig drukket blod før! Der begyndte at ske underlige ting, eller det var mest følelser, hans merter begyndt langsomt at fortage sig. Han blev mere afslappet i sin krop. Han kunne virkelig ikke forklare hvad der skete, dog var hans krop lige så slap som den var før han begyndte at drikke blodet. Dog forsvandt håndledet fra hans mund. Han ville gerne have mere, den følelse af smerterne langsomt fortog sig, ville han forsætte med at mærke, det var dejligt.

Han vendte hovedet over mod manden, han var stadigvæk slap i kroppen, Hans ansigt var stadigvæk smurt ind i sved, og var lige så bleg som før. Men den stor svigende smerte fra hans ryg var forsvundet, smerteren i den hånden, hvor han var blevet brandt med en pind var også ved at forsvinde, han kunne ikke løfte sine arme eller bevæge sig ret meget,da han krop stadigvæk var træt og slap. ” Hvem er du?” spurgte han og så op på manden.

Micah havde haft øjnene lukkede mens han drak... Og drak, og drak. Lidt hurtigere i starten for at mindske modstanden, men derefter bare stille og roligt, lod blodet løbe selv så han virkelig kunne nyde smagen ordentligt, før han endelig fik trukket sig og smidt knægten over skulderen. Han sukkede bare og rullede med øjnene oer lyden der kom da mennesket blev smidt derop - helt ærligt, så stop da med at klynke? Han ville i alt fald ikke selv klynke så meget over bare et par brækkede ribben. Tsh.

Da de var kommet indenfor observerede han stille drengen, fik set ordenlig tpå de skader han havde forvoldt på ham, med et skævt smil på sine læber. De kraftige blå mærker der var ved at forme sig både ved de brækkede ribben og den brækkede underarm, og den smule blod der sev ud på lagnet, både fra hudafskrabningerne og bidemærket ved hans hals. Han ville dog godt se hvor meget han kunne bruge den her knægt til, sådan en rod kunne skam også snildt knækkes hvis man virkelig ville... Det var bare at finde ud af hvilken metode ville virke bedst. Men først - først skulle han lige være lidt mere ved bevidsthed.

Han ignorerede den paniske hjerterytme han kunne høre, og fik bare tilbudt sit blod til drengen, beordrede ham til at drikke. Så til som han endelig gjorde det, og smilede skævt som hans øjne hvilede først på bidemærket der langsomt heledes, og derefter på de blå mærker der også blev langt mindre tydelige, ligesom brandsåret. Da han havde fået nogle gode mundfulde indenbords trak Micah sit håndled til sig igen, og Jozaf ville da også kunne se hvordan det fint helede af sig selv, for øjnene af ham, på blot nogle få sekunder. Endnu et bevis på at hva dhan havde med at gøre her absolut ikke var et menneske.

Det skæve smil på hans læber, som drengen vendte sig mod ham, var dog stadig rimelig køligt i det, øjnene stadig en del hårde i det, som han hørte hans spørgsmål. "Hvem jeg er? For dig vil jeg bare være Hr. Snow." det var kun dem han anså som sine ligemænd der fik lov til at kalde ham ved hans fornavn... Som de to andre i den dejlige lille mord-glade trio de havde dannet, ham, en anden vampyr og en dæmon. Det var nu også en dejlig lille trio... Al det blod og kaos de skabte. Mums. Men for nu lå fokusset selvfølgelig på mennesket foran ham, som han lagde hovedet let på skrå. "Jeg troede dog mere du ville komme med det spørgsmål alle kommer med. 'Vil du dræbe mig?', 'Hvad vil du?', 'Hvad er du?'" han rullede let med øjnene, og det var tydeligt hvor træt han var af de spørgsmål. "Dejligt med lidt forandring."

Der skete en masse ting med hans krop, mens han drak blodet, men det var ikke noget dårligt! Tværtimod, smerterne forsvandt stille og rolig, ned på et punkt, hvor han kunne holde det ud. Han lå på ryggen, han havde svært ved at dreje sin krop, den var øm og slap. Derfor var det kun hovedet der vendt mod manden. Manden som han åbenbart kun skulle kalde Hr. Snow. Det var lidt underligt, det var ikke tit han kaldte folk ved deres efternavn, men var han kongelig? Adelig eller andet, siden han gik så meget op i at han kun skulle kalde ham ”Hr. Snow” Han valgte til en start ikke at kommentere på det, for han ville helst ikke have flere tæsk eller mere smerte tilføjet til hans slappe krop.

Det var som om, hans krop langsomt healede, det var underligt, for normalt tog det lang tid for hans krop at komme sig, når han havde fået tæsk. Han lagde hovedet tilbage i lige stilling og kiggede op i loftet, han forsøgte at bevæge fingerne på det hånd som Hr. Snow havde brandt ham, han kunne bevæge fingerne uden at det gjorde ondt på ham. Da hørte han igen Hr. Snow tale, og vendte derfor hovedet mod ham. ” Jeg vidste du ikke ville slå mig ihjel” Sagde han stille og så på ham. Han var ret sikker på det i hverfald, for hvorfor skulle han ville slå ham ihjel, når han for nogen dage tilbage, ville have ham til at arbejde for sig ?. Han sagde dog ikke yderligere til det.

Han forsøgte at kommer op og sidde, men hans krop var endnu ikke helt klar til dette, og derfor valgte han atter at lade være med at forsøge, og bare blive liggende. ” Jeg ved ikke hvad du er, og hvem du er. Men du er mega skræmmende! Hvordan kan du være så stærk? Du ligner ikke lige frem en der er særlig stærk” Sagde han og så på ham. Han havde ikke lige tænkt over at tiltale ham ordenligt, han tiltalte sjældent andre med ”De, Dem og Deres”. Det var bare alt for fornemt til ham, og lå bare slet ikke til ham.

Øjnene blev kort lukket, han prøvede at tænke tilbage, bare et par dage, til den nat han mødte Hr. Snow første gang, han prøvede at huske hvad Hr. Snow havde sagt til ham, men det var virkelig svært for ham at huske. Generelt havde han ikke den bedste hukommelse, måske det var en form for selvforsvar i hans hjerne, men det gjorde nu heller ikke noget. Jo når han ville huske noget vigtigt! Men ellers ikke, og lige dette han ville huske var vigtigt! ” Den nat vi mødtes første gang, du sagde du godt kunne bruge mig, men hvorfor lige mig ? Og hvor fra vidste du at du kunne bruge mig? Jeg har aldrig set eller talt med dig før den nat” Sagde han stille og så på ham. Igen han prøvede virkelig at spole tiden tilbage, for at tænke om han havde set manden før den nat! Men nej, han kunne virkelig ikke huske det.

Micah observerede ham blot still eog roligt som han havde drukket, og effekterne bagefter, med et lille smil. Det fungerede perfekt, ligesom det altid gjorde. Nu var det så også bare at sørge for at han samtidig ikke døde mens det stadig var i hans system... Han gad virkelig ikke deale med en helt ny vampyr lige nu. Om ikke andet ville han da være en hel del stærkere, nu deres race blev stærkere og stærkere, jo ældre de blev. Og der var godt og vel hundrede års forspring en rigtig god fordel at have.

Micah rullede dog let med øjnene og sukkede af knægten da han udbrød at han godt vidste han ikke ville dræbe ham. Duh, hvad kunne dog have givet ham den idé? Det var jo sleeeet ikke fordi han havde tilbudt ham et arbejde. Og Micah fik som regel sin vilje, fik det han ville have fat i... Han havde egentligt tænkt sig at smutte ud, finde drengen, og have kidnappet ham natten senere, men nu var han jo selv så fint kommet herhen, lige til at samle op! Så venligt af ham, hahahah. Nok ikke lige hvad menensket havde regnet med, dog.

Han så godt hvordan han prøvede at komme op at sidde, men vidste også godt at med hans blodmangel så var det en ting der umuligt skete førend om et døgn eller to. Alt efte rhvor længe hans blod blev i knægtens system. "Jeg troede ellers du måske godt kunne gætte dig til det efter hvad jeg gjorde ved dig derude. Eller lytter du virkelig ikke efter alle rygterne, alle myterne folk deler med hinanden?" som for at gøre det mere klart for ham, lænede han sig let ind over menensket igen, med et skævt smil, som han nemt fremviste hugtænderne igen. "Om ikke andet må du da have hørt om os før. Et af nattens væsner, der lever af blod? Teknisk set udød? Ringer det en klokke?" han lod knægten selv finde frem til svaret med de ord, og lænede sig tilbage til at sidde ret op igen. heldigvis, grundet Micah's opvækst, så var han også selv rimelig ligeglad med høflig tiltale, så længe folk ikke pissede ham af.

"Jeg vidste det da selvfølgelig ud fra de rapporteringer mine slaver kom tilbage til mig med," sagde han helt roligt, som var det en helt normal dagligdags ting at bede ens slaver om at holde øje med nogen... Hvilket det da også for ham, og nogle andre, var. "Hvad de kunne fortælle mig var... Yderst interessant. Koldblodig lille brandstifter..." han grinede let, og der var et næsten farligt glimt i hans øje. "En type jeg sagtens kan bruge..."

Forfanden! Hvor ville Jozaf gerne op og sidde og bevæge sig, men hans krop tillod det bare ikke på nogen måde! Han følte jeg fanget, han følte sig blottet og ikke mindst forsvarsløs! Hvorfor fanden ville hans krop ikke som han ville! Faktisk vidste han jo godt hvorfor, han havde jo fået en del skader. Men hold nu kæft Hr. Snow kunne sparke! Det var helt sygt!

Jozaf hørte Hr.snows ord, det var der det gik op for ham! Han så panisk på ham! Da han endnu engang fremvidste hugtænderne gjorde Jozaf store øje, panikken lyste ud af ham! Han forsøgte at komme op for at komme væk! Det kunne ikke passe! Myterne han havde hørt dem! Folk talte ofte om dem! Det her kunne bare ikke passe! Han var nattens monster! Derfor mange altid havde sagt han skulle passe på om natten, dem der faktisk prøvede at hjælpe ham! Det var derfor han opsøgte Jozaf om natten! Han rystede på hovedet og sagde stille ” nej nej nej, det kan ikke passe du er ….. vampyr” Sagde han med panik i stemmen. ” jeg tror jeg skal hjem” Sagde han og forsøgte ivrigt trods smerterne at komme op fra sengen! Han skulle væk fra den mand! Han var ondskaben selv! Jozaf ville ikke være i nærheden af ham! Han skulle ikke risikere noget som helst! ” Jeg vil gerne hjem” Sagde han, mens det var tydeligt at hans krop bare ikke helt ville som han ville.

Dog stoppede han al bevægelse halvt siddende og halvt liggende ” Rapporteringer?” Gentog han stille og så på ham, men hvordan! Han talte jo sjældent med nogen, sår’n der ville ham noget godt. Men han havde mødt denne kvinde, virkelig smuk og sød kvinde, de talte godt sammen. Var blevet gode venner, men han så hende altid om dagen kun, han mødte hende aldrig om aftenen og natten når det var ved at blive mørk. De snakkede om alt mellem himmel og jorde, alle de ting han havde gjort. For hun synes han var sej, og modig at han turde gøre de ting. Dog havde de haft aftalt at mødtes en efterfølgende dag, men hun kom aldrig og han så hende ikke igen. Det var samme dag som han om natten mødte Hr. Snow første gang. Det kunne ikke passe sammen! Sådan en smuk og sød kvinde kunne da ikke være venner med ham? Han prøvede at lade være med at tænke på det, for han ville helst ikke vide mere om de to faktisk kendte hinanden. ” Men? Hvorfor? Jeg er bare en dreng?” Sagde han stille som han igen ivrigt forsøgte at komme op. ” Jeg er jo bare et menneske” Sagde han og så på ham.

Micah smilede skævt ned til knægten... For ja, selvfølgelig var det tydeligt hvor gerne han ville flytte på sig, ville sikekrt gerne ud herfra og så langt væk fra vampyren som muligt... Men med de skader hans krop stadig havde, var det absolut ikke nogen mulighed for ham. Og hvor Micah dog nød at se nogen så viljestærk som ham, være så forsvarsløs her, fuldkomment under hans kontrol... For nu, i alt fald.

Han lagde hovedet tilbage som han grinte, af det helt paniske udtryk på menneskets ansigt da det endelig gik op for ham hvad han havde med at gøre. Det panikkerede hjerteslag, adrenalinen han kunne lugte pumpe rundt i den unge krop... Hvor var det dog dejligt! Han så igen tilbage på ham, og da der ikke længere var nogen grund til at skjule hugtænderne, lod han dem bare være ved deres naturlige, fulde længde, som han snakkede. "Jo, det passer skam, lille ven... Og hjem? Hvilket hjem? Troede du virkelig du kunne komme herhen uden det fik en konsekvens? Jeg gav dig tilbuddet til at tage imod frivilligt, før... Men nu..." han lænede sig ind over ham, så hand mund var blot få centimeter fra hans øre som han hviskede, "... Nu tager jeg bare hvad jeg vil have. Det vil sige... Dig."

Han lænede sig tilbage igen med et selvtilfredst smil, som han så tankerne køre rundt i menneskets hoved. Ja, selvfølgelig havde han da bedt sin kvindelige slave om at charmere sig ind på ham, sidne han havde haft på fornemmelsen det ville gå en del bedre end hvis den mandlige slave havde prøvet at tale med knægten. Der var så meget hun havde fået ud af ham, så mange informationer at tage tilbage til Micah. Hun var blevet rigeligt belønnet for det. Nyt tøj, nye smykker, bedre mad. Sådan var det hvis man viste sig godt nyttig for Micah - så blev man godt belønnet for det. Man fik fordele de andre ikke fik. Det var jo også med til at få den, eller de, andre slaver til at arbejde lidt hårdere, for også selv at opnå noget lignende. "Åh nej, du er ikke 'bare' en dreng... Tværtimod..." han smilede skævt. "Du minder mig lidt om mig selv, dengang jeg stadig var et svagt lille menneske... Jeg kan godt lide den kampgejst. Din koldblodighed. Det har potentiale... Et potentiale jeg sagtens kan bruge til noget."

Jozaf var ikke meget for at måtte ligge sig slapt tilbage i sengen, han kunne ikke komme væk! Han kunne ikke komme ud af sengen! Hans krop fungerede ikke! Hvorfor ville han ikke bare lade Jozaf gå! Panikken og hans hjertebanken gjorde det bare ikke nemmere for ham at blive liggende. Han havde det virkelig som om at hans hjerte lige nu var ved at banke sig ud af brystkassen på ham! Han hadede det! For det gjorde faktisk ondt i hans ribben.

Hvis det ikke var fordi panikken i ham holdte ham tilbage, havde han bedt ham om at fjerne de skide hugtænder! Fordi de gjorde ham bange! Men det ville nok bare ikke hjælpe på noget, Hr.Snow ville nok bare nyde det! Sådan virkede det i hverfald til at være! ” Men, jeg..” Han vidste ikke hvad han skulle sige, han var tom for ord! Den mand var virkelig en speciel mand! Han gjorde ham fucking bange! Han gjorde ham usikker! Og mere eller mindre tom for ord! Han vendte hovedet væk fra ham, han ville ikke se på ham! Han valgte ikke at kigge over på ham da han svarede ” Ja det gør alle vel! ” sagde han blot og tænkte *Bare han snart ville holde sin kæft! Og gå! Så jeg kan komme ud af den her seng! Uden han står og glor mig ind i hovedet! Det vil os bare være nemmere at komme ud, for så ville han ikke holde øje med mig!* Tænkte han stille for sig selv. Selvom han ikke havde de store forhåbninger om at komme ud af den her seng!

Han havde det ikke godt med at Hr. Snow havde været så tæt på han øre, men han havde ikke kunne gøre noget mod det. ” Hvorfor er min krop sådan her?” Spurgte han og vendte ansigtet mod ham igen. Han håbede lidt at Hr.Snow ville fortælle ham hvorfor hans krop var sådan? Han havde aldrig prøvet noget lignende? Det var underligt! Havde han forbandet hans krop? Han var i hverfald ikke i gang med at slå ham ihjel, særligt ikke fordi han havde sagt og gjodt det klart at han kunne bruge ham! Til hvad kunne han jo godt regne ud, eller kunne han? Faktisk var han lidt i tvivl.

Jozaf var stadigvæk overbevidst om at den kvinde som han havde mødt og snakket med og var blevet gode venner med ikke havde noget med Hr.Snow at gøre! For hun var for sød og dejlig til at ville kunne finde på at arbejde for sådan en som Hr. Snow At Jozaf ikke bare var en dreng, fattede han ikke meget af! Hvad skulle han ellers være? En kvinde i forklædning? Han rullede øjne af Hr. Snow enhver kunne vel se at han bare hvar en dreng, endda en forældreløs en af dem. Jozaf ville til at sige noget, men blev afbrudt af Hr.snow ” du har været menneske? Det er bare sådan jeg er opdraget og gør for at overleve og vise at ingen kan styre mig? Så har du en tanke om det, så pak den væk! Jeg er Vild og ustyrlig” Sagde han og så blot på ham. Der havde endnu ikke været nogen udover hans far der havde kunne styre Jozaf, flere havde forsøgt men han var for vild!

Micah observerede ham fortsat som han så mennesket lægge sig helt slapt tilbage - nok også det bedste, med hans blodmangel ville han slet ikke kunne klare at komme op fra sengen endnu, han ville jo bare skavtte sammen, så, og han gad ikke til at samle ham op fra gulvet, også. Han løftede let et øjenbryn da knægten begyndte at sige noget, men åbenbart fortrød igen? Godt det samme, det meste han havde sagt indtil videre havde ikke været just intelligent. Endnu mere at oplære ham i... Hvor var det dog bare skønt.

"Hvorfor du er sådan her? Der er noget der hedder blodmangel, knægt. Der er en grund til jeg drak så meget fra dig som jeg gjorde. Det vil tage et par døgn før du rent faktisk kan rejse dig fra sengen af egen fri vilje igen. Hvilket også er grunden til at en af mine slaver får lov til at holde øje med dig..." han vendte sig mod døren, der stadig var åben, og råbte ud mod gangen, "Spurv! Herind, omgående!" man kunne høre en bog eller lignende der blev smidt på et bord i al hast før der var hastige fodtrin ude på gangen... Og ganske rigtigt, den 'søde og dejlige' kvinde Jozaf havde talt med, var hende der stod der nu, og nejede for Micah. "Hvad er der, Hr. Snow?" spurgte hun i et tydeligt underdanig tone - blikket ligeledes, som hun så på vampyren og komplet ignorerede Jozaf... For nu, i alt fald.

"Jeg vil have dig til at holde øje med knægten her, mens jeg ikke er her. Sørg for hans mad og hvad der ellers måtte være. Men ikke mere end det basale. Jeg får Høg til at stå for madlavningen istedet. Er det forstået?" sagde Micah roligt, i en kølig men bestemt tone, og Spurv nejede igen for ham, og bøjede kort hovedet. "Ja, Hr. Snow. Skal ske." hvis man så godt efter, nu hun var 'hjemme', var der skam også et halsbånd der kunne ses, som hun ikke havde haft på da hun havde opsøgt Jozaf, netop for at han ikke skulle have set at hun var slave, som det halsbånd her trods alt var et typisk symbol på. "Du kan gå igen. Jeg kalder, når der er brug for dig." Sagde Micah så, og så tilbage på Jozaf igen. "Ja, Herre." Spurv nejede atter en gang og gik hurtigt ud af lokalet, tilbage til hvadend hun havde haft gang i.

Derefter smilede han skævt til Jozaf. "Ja... Jeg var skam menneske førhen. Ingen af os fødes som vampyrer... Sjovt nok. Siden jeg jo egentligt allerede er død." han strakte sig let, og rejste sig op, før han gik hen til det skab der stod i hjørnet af rummet, tog et klæde ud derfra, blot for at begyndte at tørre sig selv ren for alt det blod han havde fået på sig fra knægten af. Han grinede af det sidste Jozaf sagde. "Ååh, tro mig, jeg skal nok få knækket den kampgejst der. Jeg har mine metoder. Og en god fornemmelse af hvordan man får bugt med en stolthed som din."

Når man ikke havde prøvet blodmangel før var det vel, ikke så mærkeligt at man ikke forstod hvad der skete med ens krop? Han så på Hr. Snow og lyttede til hvad han sagde og nikkede stille, han havde ikke så meget at sige imod det, for hvad skulle han sige? At han ville have sit blod tilbage? Argh han tvivlede dog på det kunne lade sig gøre. Han så på ham med et usikkert blik en af hans slave? Havde han flere? Hvor mange mon han havde? Mon de kunne lide at være her? Okay Jozaf! Stop dine tanker! Jozaf mærkede hvordan hans hoved begyndte at dunke hårdt og gøre rundt. Han blev nærmest helt svimmel af det. Det var ikke sjovt.

Han flyttede blikket da han hørte en komme gående, svimmelheden og hovedpine gjorde hans syn lidt uskarpt. Men som personene sagde noget, genkendte han hendes stemme. ” Det er dig” sagde han svagt, det var som om han krop blev tungere og tungere! Skulle han dø nu! Han var bange atter engang kom panikken op i ham. Hjertet bankede der ud af! Hvilket jo nok i sig selv var en god ting! For så var han i hverfald ikke ved at dø! ” Hvad sker der” spurgte han stille. Deres ord blev til mumlen, han kunne ikke fokusere ordenligt.

Som kvinden gik igen eller Spurv som hun hed, så Jozaf var på Hr. Snow ” Men hvorfor ? hvorfor blev du vampyr?” spurgte han stille og prøvede virkelig at holde øjnene åben, med den over bevisning at hvis han blev ved med at tale ville der ikke ske ham noget! Han vidste ikke helt hvad der skete, var det normalt man havde det sådan, når man manglede blod? Det var i hverfald ikke sjovt! Og ikke noget han havde i sinde at ville prøve igen! ” Du kan ike! Jeg er vild” sagde han stille og kæmpede med at holde øjnene åbne.

Et skævt smil voksede på Micah's læber som han både hørte og så genkendelsen på Jozaf's ansigt, da Spurv kom ind, før han talte til hende istedet. Hun havde gjort sit job umådeligt godt, med den måde han reagerede på. Ikke givet nogen som helst cues om hvem hun arbejdede for, præcis som hun helst skulle. Perfekt. Der varen god grund til at hun var hans favorit. Så lydig, og selvom hun så så uskyldig ud, så man ikke troede hun ville være typen til det, så havde hun absolut ikke noget imod når han tog en lille tår fra hende. Tværtimod så hun altid ud til at nyde det. Den perfekte lille slavetøs for ham.

Micah ignorerede fuldkommen knægtens første hviken - det var jo tydeligt hvad der skete? hans hjerte bankede hårdere og hurtigere fordi han havde mindre blod i kroppen, så det skulle transporteres hurtigere rundt. Selvfølgelig. Det var også der det spillede ind til svimmelheden. Han kiggede dog på ham igen, denne gang med et løftet øjenbryn, da Spurv igen var gået og han fik Jozaf's næste spørgsmål. "Hvorfor? Hvor i alverden skulle jeg vide det fra. Han købte mig, forvandlede mig, og forlod mig. Jeg fik aldrig en grund til hvorfor han gjorde det, han gjorde det bare." han trak let på skuldrene - han bebrejdede trods alt ikke Marcus for det, da han nød det her liv så meget mere end han havde nydt sit menneskelige liv. Derefter rullede han bare med øjnene af det sidste mennesket sagde før hans øjenlåg begyndte at hænge. Jaja, så vild man er med blodmangel, ikke? Hah. han blev i alt fald i lokalet til han faldt i søvn, hvorefter han gik ud og satte Spurv til at våge over ham, før han selv gik ud og ordnede nogle ærinder.

/////////////////////////// TIMEJUMP, 2 DAGE SENERE ///////////////////////////

Over de næste to døgn var Spurv den der konstant holdt øje med Jozaf. Hun snakkede ikke med ham - svarede så kort og vagt som hun kunne på spørgsmål, nøjedemed at nikke eller ryste på hovedet når hun kunne. Hun sad blot i en simpel bondeskjorte og nederdel, hvilket også gjorde at slave halsbåndet konstant var synligt. Høg kom ind to gange i døgnet med mad, og lidt tiere med vand til Jozaf, men sagde aldrig noget til ham - det var han blevet forbudt at gøre. Det var først om natten de to døgn efter, at de lidt tungere, mere bestemte skridt kom ned af gangen, der brat fik Spurv til at rejse sig rank op og stå med bøjet hoved, i tids nok til at Micah kom ind af døren, klædt i en rød silkeskjorte og sorte læderbukser. "Nå... Hvordan har man det idag?" spurgte han så mennesket på sengen, som hans øjne gled over Jozaf's form.

Jozaf havde flere gange forsøgt at snakke med pigen, men hun svarede ham aldrig rigtigt, han prøvede flere gange at få hend etil at tale. Men han måtte opgive der var ingen af dem der ville tale med ham, ikke engang ham der kom med mad til ham, det var ikke det bedste og mest lækkerste han fik, han havde håbet på noget mere og bedre, nu han var i et hus med en mad der åbenbart ikke manglede penge. Han spiste dog maden og drak det vand han fik, han fik det langsomt bedre og bedre. Jozaf havde i løbet af anden dagen han havde været der kommet ud af sengen, men ikke ud af rummet. Han var oppe og gå lidt, det var rart med en krop han kunne styre selv. Dog var hans ribben lidt ømme men gjorde ikke mega ondt bare ømme.

” Hvorfor vil du ikke tale med mig? Vi talte ude på gaden, vi blev venner? Du min eneste ven” Sagde hun frusterede til hende, han var ikke sikker på hvad tid på dagen det var, der var ingen vindue i rummet og ud, ja det kom han sku nok ikke. Han hørte fodtrinene komme gående, det var ikke manden med maden der kom ,hans fodtrin lyd ikke sådan, dog skyndte han at ligge sig på sengen dog oven på tæppet, han havde ikke lige overvejet at tage det over sig. Kvinden rejste sig og kiggede ned i gulvet, han rystede bare på hovedet af hende som han igen så Hr. Snow det var han der var kommet gående han så på ham ” Tja nu du spørg så ja jeg har det sku okay, jeg er klar til at komme hjem” Sagde han og rejste sig fra sengen. Dog var hans bevægelser ikke de hurtigeste og mest friske, men det var langt bedre end fra dagen da Hr.snow havde drukket hans blod.

Han prøvede at strække sig men fortryd det hurtigt, og tog sig til den ene sidde, hvor han ømme ribben var. ” jeg har ikke tænkt mig at ende som hende eller ham den anden. Du kan glemme det! Jeg vild og kan ikke tæmmes som sagt!” Sagde han og smilede stort, dog var der en anelse usikkerhed i hans smil, som en hver der kunne aflæse ansigter kunne aflæse på ham. Han overvejede en taktik, han tænkte og overvejede at lade som om han var homoseksuel og tage på ham? For så kunne det være han ville afsky ham! Det gjorde de fleste, han havde set folk i gabestokken blive ydmyget og nærmest torturerede af folk der kastede sten og andre ting på dem. Han gik over til Hr.Snow ogtog et fast greb uden på hans bukser og klemte om hans lem, selvom han inerst inde afsky at røre en mand der sagde han. ” Uh pas på, det kunne være jeg var mænd” Sagde han og gav ham et smil. Det var virkelig ikke lækkert, og derfor slap han ham også ret hurtigt. Han skulle ikke nyde mere af at røre ham der.

Han havde sørget for, med vilje, at knægten ikke fik ligeså god mad som de to andre slaver. Ja, i Micah's hoved var Jozaf da selvfølgelig allerede hans tredie menneskelige slave. Og så var der derudover også hans ghoul... Men lige nu havde han siddet og funderet over hvordan han skulle knække den stædige lille knægt. Han havde flere planer på plads i hovedet, nu var det bare at se hvilken en af dem der skulle udføres, eller om han måske fik en endnu bedre idé mens han talte med ham igen, who knew? Uanset hvad skulle der nok ske noget interessant denne nat.

Han stod nu et kort stykk eindenfor døren, og så på Jozaf med et løftet øjenbryn. "Komme hjem? Det er du sku allerede, knægt. Og det må du bare se at vænne dig til, ellers skal der nok komme nogle konsekvenser." det ville ikke være den første vilde knægt han fik brudt ned, han skulle bare finde ud af hvordan han gjorde det... Men han vidste også at han skulle være påpasselig bagefter. Historien med ham selv skulle nødig gentage sig. Han gad virkelig ikke til at skulle se sig over skulderen efter en ny vampyr der var ude efter hævn over ham, som han selv havde fået på alle sine tidligere mestre.

Et skævt smil trak op i Micah's ene mundvige som han så hvordan knægten måtte tage sig til sin ømme side da han gik igang med at strække sig - ja, det kunne godt være de ikk evar brækkede længere, men bøjede var de i alt fald. Selvfølgelig gjorde de stadig ondt, dumme knægt... "Ja ja ja, det har du allerede sagt flere gange..." sukkede vampyren så, og vendte sig mod kvinden. "Spurv." han sagde ikke mere - tonen i hans stemme var klar nok for hende, og hun nikkede og nejede dybt, før hun hurtigt ilede ud af lokalet, og lukkede døren efter sig for at efterlade Jozaf alene med hendes mester.

Micah lod bare hans ansigt falde i let undrende folder som Jozaf trådte tættere på. han havde godt lagt mærke til nervøsiteten, men vidste ikke helt hvorfor den var der endnu... Han fik dog hurtigt svar på det, som knægten pludselig tog fat om hans skridt... En pludselig, men rimelig velkommen handling. Det var dog menneskets ord der fik Micah's smil til at vokse. Nervøsiteten gav hurtigt mening, med hvor hurtigt han gav slip igen. Nådada.... Så han skulle lige lade som om han var til mænd når han virkelig ikke var det? Virkeligt, virkeligt dårligt træk, lille ven... Måske skulle du vide mere om manden foran dig før du gik ud fra at han ikke ville kunne lide det. "Og hvad hvis jeg så også er til mænd, hmm? Det havde du ikke engang overvejet, havde du..." prompte lagde Micah sin hånd om Jozaf's eget skridt og gav et godt, fast klem, før han med sin anden hånd skubbede ham ned i sengen. Som han trådte tættere på sengen igen, hev han hurtigt sin trøje af, og det var nok allerede alt for tydeligt hvordan Jozaf's handling nu havde fået ham til at beslutte sig for hvad der ville være den bedste plan til at knække ham.

At dette var Jozaf nye hjem, havde han lige regnet ud, men han havde ikke i sinde at overgive sig! For han var vild og ustyrlig! Det havde han været hele sit liv, hvorfor skulle han så ikke forsætte med at være det? Han så på ham og prøvede at lade være med at sige noget alt for dumt! Han huskede godt hvad der skete den aften han havde sat ild til høet, og han havde ikke i sinde at ville opleve den samme smerte! ” fint, jamen så bliver jeg bare” Sagde han og lyd som om han havde opgivet men uden at have det. Han håbede bare ikke at Micah gennemskuede det.

Hvorfor skulle det stadigvæk være så skide ømt! Det irriterede ham virkelig. Men igen der havde nok gået længere tid hvis det havde været på gaden. Han havde endnu ikke helt forstået hvorfor han skulle drikke Hr.Snows blod, alligevel havde han vist luret den, for hans smerter begyndte allerede at forsvinde kort efter han havde drukket hans blod. Jozaf rullede med øjnene over at Hr.snow forklarede at han havde sagt det flere gange. Blikket blev flyttet over på kvinden, han så hvor underdanig hun egentligt var, ” du må ik gå” Nåede han at sige men hun forlod rummet lukket døren.

Håbet om at Hr-snow var en af dem som ikke var til fyre og afskyr at andre fyre rørte ham forsvandt ret hurtigt, han så hans blik, hørte hans ord før der blev taget om hans skridt det gjorde faktisk lidt ondt. Jozaf var i panik det var der ingen tvivl om, skubbet ned i sengen var tegnet som Jozaf hurtigt opdagede samt idet at Hr.Snow smed sin trøje ret hurtigt. Jozaf vendte rundt så han lå på maven, for at skubbe sig selv op af sengen! Lige nu handlede det blot om at han skulle over til døren og ud af den! Tankerne for rundt i hans hoved, men han land i sengen havde fået ramt hans ribben der var ømme, så han var noget langsommere end han havde brug for at være. Han tog sig til siden og trak vejret hurtigt inden han ville skubbe sig med den frie arm op af sengen. ” du gør det ikke!” Sagde Jozaf bange.

Micah havde smilet let ved drengens første bemærkning - han vidste jo udmærket godt at han løj. hans hjerterytme afslørede det - hvordan hjertet lige skippede et enkelt slag, som det så tit gjorde når folk de løj for ham. Nervøsitet for at blive opdaget i ens løgn ville altid påvirke hjerteslaget en smule, som regel blev der enten sprunget et slag over, eller slået lidt hurtigere, for en kort stund... Nogle gange en kombination. Det var egentligt lidt fascinerende.

Micah var nu meget glad for at Spurv selvfølgelig var gået da hun fik besked på det - for med det næste der skete, menneskets store fejltagelse, ja, så var det nok ikke noge thun havde lyst til at se på alligevel. Ikke at han som sådan bekymrede sig om det, men hun havde været god og gjort alt hva dhun havde fået besked på - så det var vel også en belønnelse i sig selv at hun ikke blev tvunget til at se på det her, se på hvordan han helt præcist besluttede sig for at knække den her vildbasse. For det ville ikke blive noget kønt syn, men han ville i dén grad nyde det.

Han hørte godt hvordan hjerterytmen pludselig steg i menneskets panik, kunne lugte adrenalinen der begyndte at pumpe rundt i ham, sveden der piblede frem... Det var virkelig alting han havde sat igang i ham, hah. Men han havde besluttet sig, så han stillede sig hurtigt hen for enden af sengen, den ende der vendte mod døren, så Jozaf ikke bare lige kunne komme ud igen, uden at skulle forbi ham først. Roligt knappede han bukserne op og trak dem ned, hvilket afslørede han ikke bar noget undertøj... Samt hvor tændt tanken alene egentligt havde gjort ham. Han elskede trods alt at få sin vilje... Og så meget af en sadist som han var, så var alene også udsigten til hvor meget smerte det her nok ville forvolde knægten, blot endnu en faktor i at gøre ham opstemt, som han lod en hånd glide ned til sit lem, give et par enkelte pump, øjnene stadig skarpt fokuseret på mennesket foran sig. Nu, for at han lige til at starte med ikke skulle give alt for meget modstand...

Så koncentrerede Micah sig, godt og grundigt, om det hjerteslag han kunne høre... Blodet han med sin evne kunne mærke der var i Jozaf's krop, koncentrerede sig om de deciliter der var omkring hans hjerte... Og fik dem til at køre roligere og roligere, lavere og lavere tempo... Hvilket ville dræne knægten for energi, gøre ham svimmel nok med iltmangel til han ikke kunne bevæge sig særlig meget. Det krævede en del fokus, men han holdt det fokus, var efterhånden blevet god til det... Og gik så rundt for stille og roligt at få pilled bukserne af knægten, hev dem ned til hans knæ så han havde fri adgang til hans bagdel... Gav den et hårdt, 'kærligt' klask, der efter lod en god rød plet i form af hans hånd. Bøjede sig ind over ham for at bide ham i det ene lår... Blot for at få noget blod ud, som han brugte til at smøre sit eget lem med, før han kravlede op i sengen, omme bag ham. Det var ikke for Jozaf's skyld at der var en smule smørelse... Det var fordi han selv godt ville have en lidt glattere indgang. Med den rytme han havde tænkt sig at sætte for dagen, ville det alligevel ikke blive noget fyldt med nydelse for knægten. Men for nu sad han på knæ bag ham der, lod ham mærke ham mod hans røv... Ventede med vilje med at trænge ind i ham, ville lige pine ham lidt mere med tanken, først.

Jozaf var i virkelig panik! Han var jo ikke dum! Han vidste udmærket hvad der skulle ske! Han ville råbe på hjælp, men der kom ingen ord ud af hans mund! Han kunne ikke sige noget, så bange var han! Han ville rejse sig som der skete noget med hans krop, energien forsvandt langsomt, han blev svimmel og prøvede i hærdigt at komme op fra sengen, men kunne ikke. Det hele drejede rundt om ham. ” neeej” hviskede han slapt og kunne ikke gøre modstand. Hr. Snow hev hans bukser ned, nej nej nej! Det måtte ikke ske, han ville ikke!

Hvorfor kunne han ikke bruge sin krop! Han kunne ikke engang flytte sin arm, han prøvede at sige noget men der kom ingen ord ud af hans mund. Han mærkede bidet i låret og et svagt og slapt halv skrig forlod hans læber. ” plz” sagde han svagt og lukkede øjnene i! Sådan som Hr.snow kravlede op i sengen til ham omme bag ham. Han mærkede ham godt mod sin røv. Han klemte hårdt øjnene sammen ” nej” sagde han og han underlæbe skævlede, en enkelt tåre trillede panisk ned af hans kind. Han kunne intet gøre, han var bange der var slet ingen tvivl om det! Men han kunne ikke gøre noget, kun ligge der og modtage hvad han var ret sikker på var en kæmpe smerte! Han kunne næsten allerede mærke smerten.

Han forstod ikke hvad der skete med hans krop, men han var ikke tvivl om at Hr.Snow vidste det! Det var garanterede noget han kunne gøre med ham! Men hvad det var vidste han ikke. Han prøvede at trække sig væk, men det lykkes kun svagt at flytte på sine arme, der lå ned langs hans side.

Nå, vi ville gerne råbe på hjælp, hva? Hvor synd at han så ikke engang fik luft nok rundt i kroppen til at bevæge sig rigtigt... Så var råb og skrig også udelukket. Men de små paniske lyde der alligevel slap fra ham, var som sød musik i Micah's ører. Han skulle nok nyde at knække ham her... For bagefter at belønne ham, når han engang var blevet en god lille dreng. Det her skulle nok gøre det første af arbejdet for ham, i alt fald. "Shh, shh. Som om det alligevel hjælper dig... Jeg tror godt du allerede nu ved at du ikke kan ændre min mening," hviskede han med sin dybe stemme ind i Jozaf's øre, som han bøjede sig ind over ham, en arm på hver side af ham så han var på alle fire over ham på sengen, med sit lem stadig let gnidende mod menneskets bare røv.

Derefter rykkede han sin ene hånd, ned til at støtte sit eget lem, som han fik sat sig selv i den helt rigtigt position - og så uden videre trængte ind i drengen, i ét stort ryk, indtil han var helt begravet i ham, og et svagt støn undslap hans læber som han mærkede det dejlige pres over det hele... Ja, der var vist ingen tvivl om at den her knægt var jomfru... Eller i alt fald noget tæt på, men med hans reaktion bare ved tanken var det vist første gang nogen tog ham i alt fald, og ikke omvendt. Måske meget godt for ham, egentligt - det satte måske tingene lidt mere i perspektiv? Hahahah. Uanset hvad flyttede Micah nu begge sine hænder til Jozaf's hofter for at tage et godt, fast tag der, som han slap sin evne, lod drengens hjerterytme kommer tilbage til det normale, som han satte en hård og hurtig rytme for dagen.

Tårerne lavede nærmest kampløb om at løbe ned af hans ansigt. Han hulkede og gjorde stadigvæk sit for at gøre modstand, men det var bare ikke muligt! Han var bange som ind i helved! Hvorfor havde han også taget ham på hans skridt! Fortryd inderligt den bevægelse! Hvordan kunne Hr.Snow finde på at gøre sådan mod ham! Jozaf havde jo bare ment det i sjov i håbet om at Hr. Snow ikke ville gøre ham noget. Orderne der kom som en hvisken i hans øre, fik ham til at gyse og hviske ” Du må ikke” hviskede han stille og slapt. Han kunne virkelig ikke lide at mærke Hr. snow lem gnide sig mod hans bare røv! Han prøvede at spænde i alle muskler for at gøre det svært for ham men intet hjalp, han mærkede hvordan Hr. Snow trængte op i ham i et stort ryk, et slapt skrig forlod hans læber, dog var det tydeligt at høre smerten i hans skrig.

Tårerne ned af hans kinder løb marthon løb for at komme først ned på sengen og gøre lagnet vådt. FOR FANDEN! Hvor gjorde det ondt. Hulkende blev tydeligere og højre. Dog som Hr. Snow slap hans evne om Jozaf hjerte og han krop vendte tilbage til det normale. Skrigende forlod Jozaf læber høje og tydeligt fyldt med smerte, som Hr. Snow satte tempoet op. ” STOPPPP ARGHH” Skreg han og prøvede at tage hænderne ned til sine hofter for at skubbe Hr. Snow hænder væk. Jozaf kæmpede i mellem den høje smerte skrig, han kunne tydeligt ikke lide det og smerten var for voldsom til at han på noget tidspunkt ville vise tegn på at han kunne lide det! For han kunne ikke!. Hver eneste lille forkert bevægelse han lavede jog en smerte strøm i gennem hans krop. ” plzz” Bad han sammenbidt og hulkende. Han pressede sit ansigt ned i sengen! Nu handlede bare om at Hr. Snow bare skulle stoppe og trække sig! Han gjorde virkelig sit for prøve at få ham væk! Men lige lidt hjalp det.

Tårerne, klynkene, måden han svagtprøvede at vride sig på... Og senere hvordan han virkelig kæmpede imod da han havde fået sin fulde styrke igen, det hele gjorde bare alt bedre for Micah, for helt ærligt, han elskede bare at pine folk på denne måde, især når han selv kunne få så god nydelse ud af det. Især det med at knægten kunne kæmpe imod alt han ville, men mod en vampyrs styrke, når han blot var et menneske? Ja, der ville ikke ske det store. Selv hvis han formåede at kradse hul hist og her på ham, så helede Micah jo igen indenfor nærmest kun nogle få sekunder, så der kun ville være nogle få blodpletter tilbage. Apropos blod... Så varede det skam heller ikke længe før han kunne mærke, og sagtens vidste, at det ikke var alt blodet dernede der var fra det han havde brugt til at smøre sig selv ind i. Nej, mennesket var skam for længst begyndt at bløde bagi, hvilket langsomt begyndte at glide ud af ham og ned langs det ene ben.

"Seriøst... Stop det der... Du gør det kun værre for dig selv..." knurrede Micah som han bøjede sig ind over Jozaf, lod sin tunge glide op langs knægtens rygrad, før han, da han nåede op nær hans skulder, uden videre bed ham der, sank nogle mundfulde af hans blod som han fortsatte stødene, mærkede hvordan hans nydelse langsomt steg og steg, nærmede sig det punkt der altid var pointen med denne slags... Selvom lige med den her omgang, var det selvfølgelig også pointen at knække Jozaf, nu det her nok ville give ham noget af et stort knæk i selvtilliden.

Jozaf lå virkelig og gjorde sit for at komme fri! Smerterne blev voldsommere og voldsommere og han måtte give op, han havde ikke kræfter til at blive med at kæmpe! Han græd som var han en lille dreng der havde fået taget sin bamse eller sådan noget. Han var dybt ulykkelig og hans selvtillid var blevet presset helt i bund. Han kunne virkelig ikke klare dette! Han lukkede øjnene hårdt i og prøvede at holde hvert enkelt skrig tilbage, for hver gang Hr. Snow stødte helt op i ham. Han mærkede godt der var noget der var begyndt at løbe ned af hans ene ben! Han var slet ikke i tvivl om at det var blod! Hvor hvad skulle det ellers være!

Modstanden og håbet om at Hr. Snow snart ville stoppe forsvandt, han lå blot der i sengen og græd, var dybt ulykkelig og i store smerter! Ordene fra Hr. Snow fik ham til at klynke et par gange! Tungen der gled op langs hans rygrad gav ham gysende fornemmelser. Han prøvede at skubbe det hele væk og det havde været tæt på at lykke lige indtil Hr. Snow satte sine tænder i ham nær hans skulder, et skrig der blev halvt kvalt i gråd forlod hans læber.

” plz stop” hulkende han imellem gråden og smerterne, det var hans aller sidste håb om at Hr. Snow ville stoppe, selvom han ikke regnede med det ville ske, da det jo heller ikke skete. Han ventede blot på at Hr. Snow snart ville trække sig, han kunne vel ikke blive ved i flere timer? Kunne han? Jozaf’s krop var færdig nærmest lige så færdig som da han havde fået tæsk af Hr. Snow, dog på en anden måde.