You and I are distant family ~ Adalra

Tid: 13.04
Vejr: Køligt og solrigt.
Dag: Onsdag
Sted: På gågaden i de riges kvarter, Doomsville
Omgivelser: Folk går ud og ind af butikkerne. De fleste er rige eller handlende som sidder højt oppe i hierarkiet.

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



Hvorfor var det altid den rige del som der var mest liv i? Selvfølgelig var der forskellige betydninger for liv. I de fattiges del af byen var der også meget aktivitet. Men denne del hastede folk ikke rundt. De havde ikke noget vigtigt. Ikke mange havde i hvert fald. Børn legede på gaden uden problemer. Pænt klædt og meget nyt legetøj.

Der var også folk fra andre byer. Bekendte og familier kom til byen for at se de som de havde der. Rige og fattige. Herskeren af Aquener var ikke meget anerledelse. Til trods for at han var hersker over en af handelsbyerne som fik mange vare før andre. Gabriello Winter Pruss gik gennem gågaden. Hans familie i byen havde været syg og kunne ikke tage imod ham. Han gik nu gennem gågaden uden rigtigt at se på varerne. Det hvide hår og de røde øjne, fik enkelte hoveder til at vende sig. Han havde været i byen et par gange før, men efter han kom på tronen havde han sjældent tid til rigtigt at se sig om.

”Gad vide hvad der er at se. Udover at studerer slottet nærmere.” mumlede han for sig selv og skridtede hen til en butik som solgte børnetøj og ting. Han havde en del niecer og nevøer som sikkert ville elske at få noget fra en anden by. Han så ned ad gaden og stivnede. Der var en skikkelse som så bekendt ud. De røde øjne kneb sig sammen og hovedet gled let på skrå. Hvor havde han set hende. Hun så ud til at være en Elver eller noget. Han var ret sikker på at hvis han havde set hende i virkeligheden, ville han kunne huske hendes navn, men hvor så. Han tanker gled til billederne og malerierne hjemme på Conté De Vallia og Manor De Prussia. Han vidste at hans familie havde ægtet mange andre, men alle førstefødte havde rene linjer til de gamle dæmoner.

”Det kan ikke passe.” mumlede han da han kunne rigtig se hendes ansigt. Hun lignede en på et af de store malerier på Conté De Vallia. Billedet hang i en af balsalene. På bagsiden af billedet stod der: Slægt: Grankusine. Dog stod der ikke noget navn. Han måtte hjem og kigge i hans personlige bibliotek. Mange af slægtsbøgerne var opbevaret der og kun få havde adgang. Han begyndte at nærme sig hende, dog meget langsomt.

Det havde været nogen hårde dage, det sidste stykke tid. Maven var vokset, barnet blev større inde i hendes maven, lykken var hende og hun elskede det at hun skulle have et barn med den mand hun elskede over alt på jorden. Dog havde turen her til ikke været en af de nemmeste, hun var begyndt at have ondt i ryggen og ikke mindst i hele kroppen. Det hele blev sværere for hende, men hun var fast besluttede på at hun ville have nye kjole eller købe stof til nye kjoler, der var ved at være trængt i de kjoler hun havde, det var jo ikke fordi maven blev mindre.

Hun havde brugt det meste af formiddagen på at finde rundt i gågaden, hun kom ikke herfra og havde derfor ikke nemt ved at finde rundt, faktisk var hun skide dårlig til dette med at finde rundt. Hun gik forbi et par børn der løb og legede, det satte en masse ting i gang i hendes krop, det var en virkelig underlig følelse. Det var som om barnet i hendes mave vågnede lidt op og bevægede sig, hun måtte ligge hånd i bunden af maven, da det gjorde lidt ondt på hende, der var jo ikke lige frem meget plads. Hendes blik gled rundt for at finde et sted at hun kunne sætte sig. Som hun kiggede op og omkring sig, fik hun øje på en ungmand som kiggede på hende, hans ansigt, hans hår, øjnene. Der var noget over ham, hun havde set de øjne før. Adalra var ikke en som bare glemte udseende og ansigtsudtryk. Hun kunne huske det, men hun kunne ikke sætte ord på det. Hun valgte at gå over mod ham, dog stadigvæk med den ene hånd under maven, hun smilede som hun endte over hos ham. ” Hey” sagde hun og smilede stort.

Hun prøvede ikke at stirre for meget på ham, sådan så det kunne ses for meget. ”Riello?” Spurgte hun meget lavt, hun vidste ikke om han hørte det, eller om det var meningen at han skulle høre det, måske det bare var et spørgsmål til hende selv? Hun var begyndt ofte at stille spørgsmål højt selv når de var til hende selv, eller sige hendes tanker højt. Det gav ikke altid mening for andre, men det var heller ikke meningen, når hun jo talte til sig selv. Dog var der sket en masse ting efter hun var blevet gravid, ting hun ikke kunne forklare, evnen der var kommet og ja hun kunne ikke forklare. Blikket blev flovt slået ned i jorden, da hun tog sig i at stirre lidt for meget på ham. ” undskyld” sagde hun og vidste ikke helt hvor hun skulle kigge hen.

Gabriello så på elveren og vidste da, at dette måtte være hende. ”Aladra?” Han så på hende med undersøgende øjne. Han glemte alt andet om ham. Hans familie havde og har mange udvidet grene. Hans familie er stor og der kommer hele tiden flere til. ”Det er længe side. Jeg kan knap nok huske dig, hvis ikke det havde været for det maleri som min farfar havde gemt væk.” sagde han og så på hende. Hun var smuk som på maleriet. Hendes ynde var tydelig. ”Men alle disse år. Hvor og hvad har du lavet? Idet mindste gik du glip af mordene på de ældste.” Han så væk. Det var et slag som havde ramt de fleste i familien hårdt. ”Nå, men. Jeg ville elske at lære dig at kende, igen.” sagde han og tippede hovedet på skrå. Et smil var over hans læber. De røde øjne glimtede.

Folk gik forbi dem på gaden, men enkelte stoppede for at se på dem. De var hinandens modsætninger på så mange måder. En var smuk og den anden var en kriger med røde øjne og et vildt grin over hans læber. Hvis man først så på dem, ville man ikke tro at de var i familie. Gabriello ville ikke selv have troet på det, men hans egen familie var et bevis på det.

Det var virkelig underligt for Adalra at stå her, så mange år efter, ja helt præcis hvor mange havde hun ikke styr på. Hun huskede blot at havde set Riello som barn dengang, nu var han jo trosalt vokset op og blevet voksen, men han havde da været til at genkende på sin vis. Hun kunne ikke lade være med at smile stort til ham, slog armene ud for at ville give ham et kram, dog ikke meget voldsomt, så det så underligt ud, hvis han nu ikke ville have et kram. Hvis han krammede hende tilbage ville han også kunne mærke hendes store mave, som efter hånden blev tungere og tungere, samt den ømme ryg værre og værre, men Adalra ville ikke være det foruden, hun var lykkelig og glad for at graviditeten denne gang havde lykkes hende. ” Skønt at han stadigvæk har det maleri, jeg husker det godt” Sagde hun med et stort smil, hun havde kun været med på et maleri og det var det Riellos familie havde, så det var ikke så svært for hende at huske det. ” Jeg har boet hos højelverne, men ja blev bortvist fra dem og er nu sammen med min mand Keruel, og vi venter vores første barn sammen” Sagde hun og smilede stort, som hun lagde den ene hånd under hendes forholdsvise store mave, som hun mærkede den lille i maven sparke, der kom et lille ømt støn fra hende, da det lidt ondt.

” det vil være mega dejligt at lære dig at kende igen, det er jo trosalt mange år siden” Sagde hun og smilede stort til ham, det var lidt underligt at stå her midt på gaden og snakke, hun kiggede sig omkring og kunne godt fornemme at folk der gik forbi dem gloede på hende, blikket blev flyttet tilbage på Riello og med et stort smil sagde hun ” Skal vi ikke gå en tur? Hvis du har lyst til det? Jeg går bare ikke så hurtigt” Sagde hun og sendte ham et stort og kærligt smil.

Gabriello slog blidt armene om hans kusine langt ude. Smilet forsvandt ikke og han trådte tilbage. ”De gamle fortalte os historier om familie som ikke boede hos os.” Han studerede hende. Hun var yndig som på billedet og det klædte hende at være gravid. ”Tillykke på forhånd med den lille og jeg ville med glæde gå en tur med dig.” Han tilbød hende sin arm og stillede sig ved siden af hende. Man kunne nemt se at han var vokset op i en kongelig familie, men alligevel havde en krigers krop. ”Du burde ligge vejen forbi Aquener. De andre i familien ville elske at møde dig, specielt Luddy. Vi har også småbørn ventende og kravlende rundt. Jeg er stoppet med at tælle efter 25 børn.” Han klukkede og kørte en hånd gennem hans hvide hår. De røde øjne var lattermilde. ”Jeg er som en far nummer to for mange af dem. Det er altid et eller andet eller nogen som skal reddes. Jeg har så mange historier.”

Han nød luften og måske at være lidt væk fra al familie og den tamtam. Han tro til at hans yngre brødre kunne holde stand indtil han kom hjem igen. Og han havde fået familie på et lille besøg i en anden by. Han klukkede og lagde hovedet tilbage. Dette kunne ikke blive bedre. ”Men du må have oplevet en del i de år vi ikke har set hinanden. Vi kan sætte os og spise. Du skal ikke anstrenge dig for meget.” Hans blik blev overvågende. Han ville nødig have at der skete hende noget.

Det var stadigvæk lidt svært for hende at forstå at hun stod over for en fætter langt ude, men hun huskede ham stadigvæk, hun havde heldigvis en god hukommelse. ”Tak, det har kostet meget, men er glad for det endeligt lykkes os” Sagde hun og smilede, men smilede forsvandt langsomt, hun kom til at tænke tilbage på de to spontane aborter hun havde haft. Men som Riello igen talte, lykkes det for hende at komme ud af tankerne. ” Det vil jeg gerne, men det bliver nok først når jeg har født, jeg kan ikke rejse så længe af gangen i øjeblikket, min krop er træt og påvirket af graviditeten” Sagde hun og smilede til ham, at de lige frem havde 25 børn var nu alligevel en hel del. Hun regnede dog ikke med at Reillo var far for dem alle sammen. Dog blev det også bekræftet af han ikke var helt far for dem alle, derfor kom der et lille grin fra hende, ” Det skønt med børn, håber også jeg får flere end den lille her” Sagde hun og smilede og kiggede sig omkring, hun havde hele tiden følelsen om at nogen kiggede på dem og det gjorde der også, det var ikke så rart, men hun prøvede at lade som ingen ting.

Oplevet en del? Ja det kunne hun ikke komme uden om, for det havde hun, både gode og ikke så gode oplevelser. Hun ville dog helst ikke tale om dem, i hver fald ikke her hvor andre kunne høre dem, det var ret privat. ” Jeg har ikke flere mønter på mig, min mand har min pung og ikke helt sikker på hvor han er” sagde hun og smilede, ” Men hvis du kan betale, skal jeg nok betale dig tilbage, når jeg får min pung” Sagde hun og smilede, der var lidt meget bevægelse i hendes mave, det gjorde lidt ondt og gjorde det lidt hårdere for hende at gå. ” Jeg trænger i hver fald til at sidde ned” Sagde hun og lagde begge hænder på hendes maven for at holde den lidt.

Gabriello gik hen mod en cafe som lå i solskin. "Sludder. Det behøver du slet ikke."
Han ville tage imod hendes penge. Bare glæde ved at se familie igen var dejligt. Han åbnede døren ind til caféen og holdte den for hende.

Indenfor var der lunt og indbydende. Duften af mad og kaffe fyldte ens sanser. Folk snakkede med hinanden. Latter og råb kom fra rundt omkring. Tjenerne bar rundt på mad eller tog imod ordrer. Enkelte så hen da døren gik op. De som trådte, hvem var de? Det blev hvisket i krogene. En smuk elverkvinde og en rødøjet ung mand. De studerede dem i smug. Begge kom op fra det høje af hierarkiet. "Jeg kan ikke lide de røde øjne. Der er noget bag dem som viser år af noget mørkt."
mumlede en kvinde til hendes veninder. "Der er noget ved elverkvinden som også giver mig gåsehud, jeg ved ikke hvorfor."
mumlede en anden. En tjener gik hen til parret der kom ind.

"Velkommen til. Et bord til to, går jeg ud fra?"
spurgte den unge mandlige tjener venligt. "Ja tak."
sagde Gabriello og smilede roligt. Han tog sin lange frakke af og hvilede den over hans ene arm, mens den anden lagde sig om Adalras skuldre. "Du kan vælge hvad du vil have. Det er på min regning."
sagde han til hende og smilede glad. Tjener begyndte at gå mellem bordene og op på etagen ovenpå. Trappen snoede sig elegant op og Gabriello fulgte roligt efter. Undervejs tog han sin hat af og så rundt på de andre kunder. De røde øjne glimtede i lyset. Han så sig over skulderen på hans kusine. "Vi kan snakke om hvad vi har oplevet. Jeg har ikke travlt. De andre kan nok holde skansen hjemme i Aquener."
Han dukkede sig og undgik at ramle ind i en tjener som havde hænderne fulde af tallerkener.[/color]

Gabriello bestilte en bøf med moste kartofler og et glas vin. "For det første, har du det godt? Du er glad kan jeg se, men hvor har du været i al den tid?" spurgte han og lænede sit hoved på håndfladen, på den arm som hvilede på albuen på bordet. Han smilede og så sig om. Folk begyndte at ignorer dem frem for deres mad og selskab. De røde øne kom tilbage på elverkvinden overfor ham. Tjeneren kom tilbage med deres drikkevarer og satte dem på bordet. Glassene var smukt dekoreret med snoninger og mønstre. Gabriello tog sit glas og så på vinen. Normalt vil han foretrække blod, men det var ikke noget de havde her. Han sippede til vinen. Den søde aroma spredte sig over hans tunge.

"Og faderen til denne lille juvel du venter. Er han perfekt?" Okay, kald ham nysgerrig, men han ønskede kun det bedste for hans familie. "Vi kan også skiftes til at stille spørgsmål?" Ideen kom ud af det blå. Det var ofte noget han gjorde når han havde været væk og han tilbragte tid med hans søskende. Det var som tyve spørgsmål til professoren. Guderne må vide hvor ofte han har gjort det.